↩ 499 111 (PS) ►Saa er det sagt, at ►Nor skulde aldrig dø, men ►der han ældedes, drog han til det grønne ►Godheim, at være med Guderne, og før han drog did, da tog han til sig alle sine Børn, og gav dennem kostelige Raad, bød dem leve ►endrægtelig tilhobe og ►varede dem ad deres Skade, om de ei vilde gøre derefter. ►Saa tog han ►og ►Noreg og ►Dana til Enetale hos sig, og sagde dem forud, at der vilde komme megen Ufred mellem de Sødskende, men at de dog, som Ret var, skulde enes paa det Sidste. Som han var vel øvet i Skjaldskab, da kvad han for dennem om al deres Landes ►Leilighed, og hvorledes de bedst kunde hjelpe og tjene hinanden, og var det et langt ►Kvæde, det Ingen nuomtide ved at sjunge ►fuldelig, dog Mænd sige ►for Sanden, at en Part var ►saa, som end kvædes i ►Normal hint gamle: