↩ Det er kun bogstavelig Sandhed, naar jeg her gentager, at jeg fra min Barndoms Dage ei erindrer nogen mere levende Smerte end den, jeg følte ved at læse hos 👤Hvitfeld: at Vi Intet vidste 251 (US) om de gamle Gu 153 (VU) der. Det var, som om jeg paa engang gennemrystedes af Ahnelsen om Deres Herlighed, og af Spaadommen: at Deres Liv skulde, i sin Tid, vorde Betingelsen for mit. Aarene ►henrunde, men mellem de mest fremmede Sysler, i Skolestøvet og de akademiske ►Ledebaand, kunde jeg dog aldrig glemme de ►underlige Toner, der gennem ►Thors og ►Odins Navne havde saa tidlig XVIIfæstet sig i Sielens Øre; hisset hørte jeg med inderlig Glæde 👤Suhm fortælle de mange Sagn om 📌Nordens Guder, og her greb mig en Vennehaand, som ledte mig hen til de vise Oldinge: 👤Snorro og 👤Saxo, i hvis Spor jeg da henvandrede ⓘ mod ►Eddas mystiske Skov.*Dig, min tidligere Ungdoms eneste Ven, 👤Peder Nikolai Skougaard! Dig var det som ledte mig. O! kendte Flere, som jeg, din stærke Aand, dit dybe og omfattende Blik i 📌Nordens Fortid, din næsten overmenneskelige Flid og Udholdenhed, da vilde de bede med mig: at Videnskaben dog ei for stedse maa have tabt sin Yndling!!! Paa ►underlige Stier førte ►Nornerne mig ind i Den, og i de senest svundne Aar var gamle 📌Nord, med sine Guder og Helte, den Verden, hvori jeg, næsten udelukkende, bevægede mig. At fremstille hvad jeg saa, som jeg saa det, skal være mit Livs Syssel; at ►oplade den mytiske Verden for mine Landsmænd og vidne om hvad jeg har set, er dennegang mit Øiemed.