Grundtvig, N. F. S. Til No. 1. samt No. 2

1565
1572

Selv det vittigste Epigram beviser Intet, uden Forfatterens Vittighed, men har Han Ærefølelse, da er Han stedse rede til at bevise dets Sandhed. Om Dumhed har Lov til at være feig, for1573di Naturen nægtede den Kraft, ved jeg just ikke, men at ingen anden Undskyldning kan gives for de anonyme Rimere i Skilderiet , det veed jeg.

Imidlertid haaber jeg De ei ville fortryde paa, at jeg, saalænge til De selv nævne sig, giver dem Navn efter deres Id, og kalder dem skumlende Uslinge.

Dette var det eneste Svar de fortjente, men kan det fornøie dem, kan jeg jo sagtens svare.

Til No. 1.

1

Ikke jeg nægter det var en Skygge jeg kæmpede mod;
Men kun en slet Kompliment gør Du Din Ven som Forfatter.
Dog, Du er værre endnu mod ham, mod mig er Du god:
Briksen Du gav mig, hvormed skal Stakkelen nu vække Latter?

No. 2.

Denne Herre søger meget naivt at befæste Troen paa det Komiske hos 👤Harlekins Slægt, ved at — sammenlappe Ord og Trykfeil af mit Maskeradebal.

1

📌Engellands Niding lod grave i Jord
De Qvinder fra Nord,
Og Hundene sled deres Hjerte.
Harmer det Dig, saa lyd mit Raad:
Afsky hver Nidingedaad!

2

Ikke Du lider en Bautasten
Af Nidingeben
Paa 📌Dannemarks Grav, naar 📌Dannemark faldt.
Gyser Du ved
At ei Dine Ben skulde hvile i Fred?
Hør da mit Raad:
Vogt Dig for Nidingedaad!

3

Du snakker om Syner om Nord
Og ved at det rimer paa: stor.
Hvis i Det var trængt Dine Blikke,
Du om det vist snakkede ikke.
1574Kunde Du se
📌Dannemarks Gravhøi, og le,
Mærk da mit Ord:
Var Du hin argeste Niding paa Jord.

1

Om jeg Arlichinos Forfatter
Misundte den Latter,
Han vakte, det viste jeg jo,
Da selv jeg lo.

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.