Grundtvig, N. F. S. Til min Ven

Til min Ven.

(I Anledning af Brevet fra 📌Sorø * Se Kiøbenhavns Skilderi No. 79 og 80. ).

1

Til 👤Absalons nedsjunkne Grav
Du gange hen i Kvælde!
Et Baand omslynger Sværd og Stav,
I Andagt luer Vælde.

2

Jeg stander i den svundne Old
Og skuer i dens Indre.
Mod Verden vendes brede Skjold,
Og lyse Sværde tindre;
Men Øiet stiger længselsfuld,
Didop mod Solens Lue,
Og Helten sukker dybt fra Muld
Mod høien Himmelbue.

3

Saa stræber Aanden mod sit Hjem,
Men kæmpende den stræber;
Da stiger Daad paa Jorden frem,
Og Sang fra fromme Læber.

4

Det Evige forsonet, ned
En herlig Straale sender,
1278Og Straalens Navn er Kærlighed,
Den lyser og den brænder,
Paa Jord den brænder som en Glød
Og brændte Fod sig hæver;
Men blid igennem skumle Død
Den lysende hensvæver.

5

Ak! at den svandt den skønne Old,
Kun fængslet halv i 📌Norden!
Da hæved sig forstandig, kold,
En anden Tid paa Jorden.
Man kæmped for at vinde Jord
Og agted Himlen ringe:
Saa brat den Straale da opfor
Alt paa sin lyse Vinge.

6

Ei mere tvinger heden Glød
Vor Fod til sig at hæve.
O! skued vi vor store Nød:
Da maatte vi vist bæve.
Bag Straalen luktes Porten i
Som staar for Evigheden,
Thi drømme vi om Harmoni,
Om Harmoni herneden.

7

Du Ædle! mod den brudne Form
Saa længselsfuld henskuer.
1279Du ser den svøbt i hellig Storm,
Du vender Dig – og gruer!
Din Længselstaare tørres hen,
Og svag Dig selv Du kalder:
Da 👤Absalons saa hulde Ven
Lovpriser sjunkne Alder.

8

Jeg stander i den svundne Old,
Og rører Harpens Strænge.
O, kan da gennem Tidens Vold
Ei Tonen mere trænge?

9

Til 👤Absalons nedsjunkne Grav
Du gange hen i Kvælde!
Der vies Sværd af hellig Stav,
I Andagt luer Vælde.
Nedknæl! Bekend! Den høie Glands
Den svandt – og maatte svinde.
Men ei vanhellig Seierskrands
For Nutids Prunk Du binde!

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.