Grundtvig, N. F. S. Villemoes De Snekker mødtes i Kveld paa Hav Et Par Ord angaaende Revselsen i Politivennen No. 620 Kommer hid, I Piger smaae!

Karakteristik

Søløjtnanten 👤Peter Willemoes blev berømt for sin indsats i to kampe under Englandskrigene, nemlig Slaget på Reden (1801) og træfningen ved Sjællands Odde (1808), hvor han faldt. 👤Willemoes' bedrifter gjorde stærkt indtryk på Grundtvig, som i de efterfølgende tre år beskrev dem flere gange. De tekster, der omtales her, er tre digte, hvoraf det ene er en indskrift på en mindestøtte, samt et indlæg i en avisdebat angående indskriften. Digtene gennemgås efter deres udgivelsesdato. Først skal deres historiske anledning og baggrund samt Grundtvigs forhold til 👤Willemoes dog opridses.

Træfningen ved Sjællands Odde

Efter Københavns bombardement i september 1807 konfiskerede briterne i oktober den dansk-norske flåde, som lå ved Holmen. Tabet af flåden var et militært og moralsk nederlag for danskerne, men den britiske kontrol af farvandene var endnu ikke sikret helt. Tre skibe havde befundet sig i norsk farvand og var undsluppet briterne, og blandt dem var linjeskibet Prinds Christian Frederik det største.

Sidste etape i en længere jagt på Prinds Christian Frederik endte den 22. marts 1808 ved Sjællands Odde. Efter en blodig kamp mod den britiske overmagt satte kaptajn 👤Carl Jessen sit skib gå på grund. Dermed undgik han, at også hans skib blev erobret. “Et saadant Nederlag er den største Seier, Danske Søkrigere nogensinde kunde tilkjæmpe sig”, skrev Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, og avisen uddybede: “Frugterne af Britternes blodigste Anstrængelse var et ødelagt Skrog. [...] Nu først vil Britanniens Røverskare lære ret indsee, hvad der udkræves til at kjæmpe med Danske Orlogsmænd i ærlig Kamp” (“Breve til en Ven paa Landet”, 29. marts 1808, sp. 764).

Efter kampen var der på dansk side rigeligt med helte at fejre. Som skibets øverstbefalende modtog 👤Jessen størst anerkendelse, og begivenheden omtaltes som “Den jessenske Træfning”. Hans søster 👤Juliane Marie Jessen offentliggjorde et digt til broderens ære, og så sent som 9. maj optrykte Ny danske Tilskuer endnu et hyldestdigt (Jessen 1808; Høegh-Guldberg 1808). På den baggrund er det værd at overveje, hvorfor det var løjtnant 👤Willemoes, der senere blev kendt som helten fra Sjællands Odde.

Digtenes sociale og biografiske baggrund

👤Willemoes blev berømt efter Slaget på Reden i 1801 (Bruun 1882). Berømmelsen viste, at den militære hæder ikke længere var forbeholdt adelige feltherrer. Nu kunne også officerer af borgerlig herkomst og af lavere rang fejres som helte. Nationens kræfter kunne bedst mobiliseres, hvis Danmark lig Frankrig og England “aabnede Ærens Tempel for alle Classer, og med lige Villighed rakte enhver udmærket Fortieneste Udødelighedens Krands”, mente historikeren Laurids Engelstoft (1808, s. 266). Et typisk eksempel herpå var den første tildeling af Dannebrogsordenen til borgerlige i 1809, hvad Grundtvig fejrede i digtet “Saga om Nor og hans Æt” 1809 (se indledningen hertil).

Udover den sociale baggrund har Grundtvigs digte også en biografisk baggrund: 👤Willemoes var i efteråret 1807 udstationeret på Langeland for at hjælpe med at transportere tropper til Lolland. Grundtvig havde meldt sig som feltpræst ved Langelands Landeværn og mødte 👤Willemoes på det militære hovedkvarter, Tranekær Slot (se punktkommentaren til digtet “Villemoes”).

Digtet “Villemoes”

Da 👤Willemoes døde, boede Grundtvig endnu på Langeland som huslærer. I “Villemoes”, som offentliggjordes den 26. maj 1808, beskriver Grundtvig i de første fem strofer, hvordan nyheden nåede ham; derpå følger en levnedsskildring og lovsang. Ængstelsen under kampene og den umiddelbare reaktion på nyheden om deres udfald har “Villemoes” til fælles med andre digte over træfningen (Jessen 1808; Høegh-Guldberg 1808). Mere særpræget er digtets norrøne tone, især verslinjerne indskudt i strofe 3. Norrønismerne gjorde det også nødvendigt at indføje forklarende fodnoter. De stilistiske virkemidler gennemgås hos Flemming Lundgreen-Nielsen (1980, s. 235-238).

Digtet blev trykt i 👤Knud Lyne Rahbeks Ny danske Tilskuer, og Grundtvigs lyriske ambitionsniveau passede i og for sig fint til tidsskriftet (se beskrivelsen af tidsskriftet i tekstredegørelsen). 👤Rahbek foretrak selv enklere, slagkraftige krigssange, men han var i bekneb for bidrag og havde måneden forinden efterspurgt et værdig “Æreminde” over 👤Willemoes og de øvrige faldne helte (Ny danske Tilskuer 1808, 7. april, s. 192).

Mindestøtten på Odden Kirkegård

Et bestillingsarbejde

Indskriften på mindesmærket på Odden Kirkegård, De Snekker mødtes i Kveld paa Hav, var et bestillingsarbejde. 👤Lorentz Fribert, der var beslægtet med Grundtvig, bad ham forfatte indskriften. 👤Fribert var kaptajn i flåden og havde før doneret til patriotiske formål, men der var også en nærliggende grund til at bekoste mindesmærket. Siden 1801 havde Fribert været medejer af godset Annebjerggård ved Nykøbing Sjælland, og han stod til at overtage det helt. Ved at rejse mindestøtten på Odden Kirkegård markerede 👤Fribert sig på egnen som patriotisk godsejer.

Datering

👤Fribert forhandlede allerede i maj og juni 1808 med kongen om mindesmærket (Fribert 1930, s. 67 f.). Det formodes i forskningen, at et tidligt udkast til indskriften kan være skrevet kort tid efter. Det udaterede udkast er samtidigt med en anden indskrift, som 👤Fribert bad Grundtvig skrive (Albeck 1934, s. 9-12). Den endelige indskrift til mindestøtten forfattede Grundtvig efter eget udsagn i “Efterhøsten 1809”, dvs. i det sene efterår (Kvædlinger 1815, s. 153).

Modtagelse

Mindesmærker var ret bekostelige og der var mangel på kyndige kunstnere (Kryger 1991). 👤Friberts mindestøtte cementerede dermed hans anseelse i hovedstaden, hvor den blev udført og var færdig i marts 1810. Mindestøtten er tilmed nævnt på 👤Friberts egen gravsten (Helweg & Nielsen 2010, s. 518, Afdeling F, nr. 133).

Før transporten til Odden blev mindestøtten udstillet på Frederikskirkens (Marmorkirkens) byggegrund. Kongen inspicerede støtten den 4. marts (Dagen 1810). Tretten dage efter blev den set af Grundtvig og hans ven, 👤Christian Molbech. I et brev roste han Grundtvigs digt, men tog afstand fra støttens udformning ved at spørge, “om ikke en nordisk Bautasteen af værdig Størrelse og Form, havde været et mere passende Minde over nordiske Helte, end denne romerske Colonne” (Borup 1954, s. 43). I disse år var et nordisk formsprog ved at vinde frem på sådanne gravmæler (Kryger 1985, s. 74 og 228). Mindestøttens sindrige symbolik gennemgås i Danmarks Kirker (Johannsen & Jørgensen 1990).

Mest strid vakte dog stavefejlene i indskriftens personnavne. Bladet Politivennen bragte den 17. marts 1810 en anonym “Revselse til Hr. Grundtvig for hans skødesløse Omsorg for at bevare de Heltes Navne, der faldt paa Skibet Prinds Kristian” (se afskriften i Begtrup 1906, s. 178 f.). Grundtvig afviste ugen efter kritikken. Hans replik “Om Revselsen i Politievennen” klarlagde arbejdsfordelingen ved indgraveringen samt stavefejlene i de tilgængelige kilder.

Digtet “Kommer hid, I Piger smaae!”

👤Rahbeks Mindesange

Digtet “Kommer hid, I Piger smaae!” med den egentlige titel “Kiækheds Erindring, Willemoes” udkom den 27. oktober 1810 i 👤Knud Lyne Rahbeks Danske og norske historiske Mindesange. Den alsidige 👤Rahbek skrev og udgav blandt meget andet patriotiske sange. I 1810 havde han sat sig for at udgive sange egnet til undervisningen i fædrelandets historie. 👤Rahbeks Mindesange skulle supplere 👤Ove Mallings standardværk om Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere (1777). Sådanne mindesange havde 👤Laurits Engelstoft efterspurgt i sine Tanker om Nationalopdragelsen. Mindesange over en betydningsfuld begivenhed eller en afdød kunne give historieundervisningen “mere Liv og efterlade mere Indtryk”, men de måtte ikke være så voldsomme som tidens krigssange (Engelstoft 1808, s. 96). 👤Rahbek forsynede hver af de 32 sange med en lærerig overskrift og indledning.

Grundtvig var velbekendt med 👤Engelstofts tanker, da denne var Grundtvigs forgænger som historielærer ved Schouboes Institut og her havde indført sang i historietimerne (Nygård 1880, s. 43-46). 👤Rahbek bad Grundtvig om lov til at genoptrykke en redigeret udgave af “Villemoes” fra 1808 i sin samling (Rahbek 1810, s. V). Grundtvig indså nok, at dette norrøne digt hverken egnede sig til sang eller skolebrug og sendte et andet, mere pædagogisk digt “Kommer hid, I Piger smaae!” til samlingen. Dette digt kan allerede være skrevet i 1808 (Lundgreen-Nielsen 1980, s. 345).

Modtagelse

👤Rahbeks udgivelse fik en udførlig omtale i Dansk Litteratur-Tidende (1811), tidens førende blad for anmeldelser. Foruden påtale for læse- og sætterfejl fik flere sange æstetisk kritik. Den anonyme anmelder gik nærmere ind på de sange, som var nyskrevet til samlingen. Grundtvigs sang fik ros og hele seks strofer blev citeret (se faksimiler af s. 254-256).

Willemoes-digtene og deres efterliv

Digtene og de bevarede udkast er blevet brugt til at beskrive udviklingen i Grundtvigs stil (Albeck 1934). Sammenlignet med 1808 slog Grundtvig i 1810 langt folkeligere toner an. “Kommer hid, I Piger smaae!” og læsningen af de øvrige mindesange i 👤Rahbeks samling foranledigede i efteråret 1810 Grundtvig til at forfatte endnu to digte om 👤Willemoes i folkevisestil. Han udgav disse i sin egen digtsamling fra 1810 (se indledningen til Idunna, afsnittet “Sagakvad”).

Af Grundtvigs digte om 👤Willemoes fik “Kommer hid, I Piger smaae!” ubetinget mest opmærksomhed. Dette afspejles ikke mindst af digtets mange genoptryk (en udførlig liste findes i tekstredegørelsen). Allerede i de første år vandt digtet indpas i undervisningen, og det blev eksempelvis optaget i andenudgaven af 👤Platous Læse- og Declamations-Øvelser (1813, s. 121-127). Digtet blev snart anvendt som en sang. I 1818 skrev en musiklærer ved Jonstrup Seminarium den første melodi, som siden blev glemt (Andersen & Zinck 1819; Muldvad 1982). 👤A.P. Berggreens melodi fra 1835 blev udbredt, men størst genklang fandt 👤Weyses melodi fra 1837. Den 17. oktober 1838 blev “Kommer hid, I Piger smaae!” sunget som fællessang til 👤Weyses melodi under Grundtvigs foredragsrække Mands Minde (Grundtvig 1877). Denne afsyngning regnes som den folkelige sangs fødsel, og den nye tradition blev gennem 1840'erne plejet i Grundtvigs Danske Samfund og de tilknyttede visebøger (Viser og Sange for Danske Samfund 1840-1842; Boisen 1849; Clausen 1975, s. 149).

Grundtvigs digt var afgørende for, at 👤Willemoes for eftertiden blev Englandskrigenes bedst kendte helt. Grundtvigs sørgekvad over den i samtiden mindst ligeså kendte hertug 👤Christian August gled derimod i baggrunden (se indledningen til Sørgekvad 1810).

Mindestøtten på Sjællands Odde forsvandt dog hurtigt ud af den københavnske (og dermed den nationale) kulturelle bevidsthed. “Sjællands Odde” var “en Egn, som kun besøges lidt af Tourister” (“Et Monument paa Oddens Kirkegaard” 1862, s. 303). Blandt lokale var “Pietetsfølelsen for Heltenes Minde [...] ikke større, end at Graven forfaldt” (Giødesen 1883, s. 392). Når Grundtvigs indskrift blev nævnt, citeredes den tilrettede tekst fra digtsamlingen Kvædlinger (1815, s. 152 f., fx. Rahbek 1829, s. 256 f.). Mindestøtten blev dog restaureret i 1879 og fandt igen større bevågenhed efter jubilæet i 1883, hvor 👤Willemoes' 100 årsdag blev fejret.

Anvendt litteratur