Grundtvig, N. F. S. Om Schiller og Bruden fra Messina






225

Om 👤Schiller og Bruden fra 📌Messina .

Ak! falden er 👤Schiller , den herlige Skiald,
Alt møre, hensmuldre hans Been under Jorden,
Ja, nylig forkyndte Kanonernes Torden
Os nær ved hans Gravhøi 📌Germaniens Fald.
Men, hisset paa Himmelens hvælvede Bue
Sig fæstede, straaleomgivet, hans Navn,
Og ei førend Solen har mistet sin Lue,
Kan Jorderigs Slægter forglemme hans Navn.
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -
📌Italiens Hauge med Blomsten han pryded',
Omplantet fra 📌Hellas med dristige Haand.

Naar vi giennemvandre den nyere Tid, for at finde Spor af den herlige Old, hvis Billede Historien skaber i os, og for – om muligt – at finde Naturer med Oldtidens glødende Liv, og den modnere Alders Tænken, da ville vi vist ikke ile forbi 👤Schillers Gravhøi. Standse ville vi, og sige med Taaren i Øiet: Han var, han levede blandt os, hans høie Qvad 226 udrev os af den snevre Tilværelse, og hensatte os i den sande, evige Idyl, der omfatter alt det Herlige, hvortil Tiderne henpegede. Men, han førte os tillige med sikker Haand giennem Livet, ja nødte os næsten til at elske det, ved de Glimt af Høihed, han udlokkede fra dets Inderste, ved det Baand, han bød Videnskaben knytte mellem Jorden og Himmelen.

Det er ikke hædrende for Fædrelandets Litteratur, at saa Lidet af, hvad han qvad* Saa saare lidet er dog ikke oversat af ham. Hans Røvere , hans Kabale og Elskov , hans Wilhelm Tell ere udkomne i dansk Oversættelse. Af hans Don Carlos have ikke mindre end tre Oversættelser været begyndte og bebudede, en fra 👤M. C. Brun , en fra Pastor 👤Fr. Schmidt , og en fra Hr. 👤J. Møller , og Undertegnede har netop i disse Dage selv havt den Idee, ligeledes dermed at prøve sit Held, ligesom han med enkelte Scener af Wallenstein , og Maria Stuart , har forsøgt det. En – nok næsten færdig – Oversættelse af sidstnævnte Stykke er ydermere Undertegnede bekiændt; ogsaa af 👤Schillers Digte og Afhandlinger have vi ikke lidet oversat. At hans Sørgespil ikke komme paa vor Skueplads, er en anden Sag; dog torde maaskee her Skylden være dobbelt, Skuepladsens og Publicums. 👤K. R. , og hvad han tænkte, kan læses paa vort Maal. Er maaskee Dannersproget virkelig saa snævert, at en 👤Schillers 227Aand slet ikke kan bevæge sig i samme? Eller troe vore Forfattere stedse at have et vigtigere Hverv, end det, at lade hans Toner gienlyde i 📌Danmarks Skove, eller frygte de, ei at blive hørte?

Det Sidste var vel, desværre! ofte Grunden, hvi vore Ædle ei omplantede flere af disse 📌Germaniens skiønne Blomster paa Fødelandets Jordbund. Hvorvidt nu denne Frygt er grundet, tør jeg ikke ligefrem bestemme; men saameget er vist, at Tonerne ere for høie og dybtgribende, til at fattes af en forkiælet og udmarvet Slægt, og at de, hvis høieste Nydelse er tankeløs Ruus eller bevidstløs Slummer, som, ved at see Svinet gnide sig mod Stolpen, erindres om den inderligste Sluttelse, de kiænde, hverken ville søge eller finde Nydelse hos en 👤Schiller. For dem er Posas høie Ideer kun et Spindelvæv, de, som Fluer, ei tør vove at nærme sig. Huskende Regelen, de fik i deres Barndom, gabe de vel, men see dog ei et Glimt af det himmelske Lys, hvis Ahnelse selv gik forloren hos dem. Rinaldo er dem langt mere værd, end Karl Moor; thi hins Seier og Tab kunne de broderlig dele, men Poesiens Kiæmpe maa de belee, naar han, overvældet, segner til Jorden, uden at gribe Nydelsen, der synes at vinke ham.

Men ligesaa sandt er det vist ogsaa, at hvis en saadan ulykkelig Stemning er blevet mere udbredt iblandt os, da er det ikke den, vi, som Mennesker og 228Dannemænd, kunne ønske, og det er Enhvers hellige Pligt, at bidrage Sit til, at det vorder lettere for Ynglingen, i hvem den gudlige Gnist ei opluedes, at føle sig grebet af en høiere Aand i Snillets Udtalelser.

Held og Berømmelse med dem, der, følende deres høie Kald, byde os lytte til egne Toner! Det var større Uretfærdighed mod os selv, og de kommende Slægter, end imod dem, hvis vi vilde, at de skulde hensætte den stemte Harpe, for at tolke fremmede Syner; men dem paaligger det, som med mindre Kraft forene samme varme Følelse for det Skiønne, og samme inderlige Sluttelse til det Høiere.

Giennemtrængt af Overbeviisning herom, beskiæftigede jeg mig alt længe med en metrisk Oversættelse af Bruden fra 📌Messina ; men, om jeg end turde vovet Udgivelsen, blev det stedse urigtigt, at byde Publikum en saadan, før det selv havde dømt, om jeg besad mere end den blotte Villie.

Min Beslutning blev derfor, at levere en Prøve, hvortil jeg vilde føiet en Oversættelse af Fortalen, om Korets Brug i Tragedien, med nærmere Udvikling af de mange interessante Ideer, der findes i samme. – Dette laae færdigt, da jeg saae hin Fortale andensteds oversat, og derfor vil jeg nu indskrænke mig til at sige et Par Ord om den af Fortalens Ideer, 229der staaer i strængeste Forhold til Dramaet, som et Heelt.

Foreløbig maa jeg bemærke, at jeg anseer Bruden fra 📌Messina som et sandt Produkt af den gamle Konst, saavidt nemlig, som et saadant nu er muligt. Den ubøielige Skiæbne fremtræder her i frygtelig Kamp med den livfuldeste Tilværelse, og denne forgaaer med en saa høi Rolighed, at ingen Klagelyd høres. En overjordisk Glands omstraaler Gestalterne, selv naar de staae i en Skygge, der vilde hylle sædvanlige Figurer.

Den Tvedragt, der, liig et Ildsvælg, adskiller Brødrene, og hvis gloende Lava omsyder deres Fødder ved hvert nærmende Skridt, er intet Produkt af usle Lidenskaber, men en vældig Hevnfurie, der med stræng Nødvendighed byder over sine udkaarne Offere.

👤Schiller siger i Fortalen: den høieste Nydelse er Gemyttets Frihed under alle Kræfternes levende Spil, og er dette saa, da maa dette Drama næsten heelt igiennem unde os den høieste Nydelse; thi uagtet den stærkeste Sysselsættelse af enhver Kraft, uagtet den høie Interesse, vi føle for de fremtrædende Figurer, see vi dog deres Undergang med samme Rolighed, som de selv.

Men, skulde ogsaa hin Sætning virkelig være sand, skulde denne rolige Nydelse være høiere, end den, os skiænkes af 👤Don Karlos, og Karl Mor, af 230 Pigen fra Orleans , og ham, som er over dem Alle, af 👤Hamlet?

Jeg bekiænder reent ud, at det for og hos mig ikke er saa, og jeg troer at være mig bevidst, hvorfor det kun paa een Punkt kan være saa.

Den Tilværelse, som fremtræder i Grækernes Dramer, og disses heldige Efterligninger, er ikke vor egen, og skiøndt vi med Uvillie see det Herligste knuses af Skiæbnens Haand, kunne vi dog ikke slutte os til dens Offere; thi de ønske ikke engang vor Medfølelse. Gives der et Øieblik, da vi, henrevne af deres Ulykke og Storhed, slutte dem i vor Favn, da finde vore Taarer ingen, hvormed de kunne blande sig, og deres Hierters rolige Slag bortjager vor gyngende Barm.

Ganske anderledes er det med 👤Hamlet og de øvrige Nævnte. Hos dem finde vi samme dunkle Ahnelse, samme Misforhold mellem Ønske og Væren, samme uvilkaarlige Stræben fremad, som boer i vort eget Bryst. De kiæmpe ikke med den retfærdige, alraadende Skiæbne, hvis Magt vi ærbødig maa hylde, men med en Tilværelse, vi foragte, selv da, naar vi holdes af den. Herfra denne inderlige Sluttelse til disse, denne Sammensmelten med deres Væsen. Med dem ønske og haabe, klage og kiæmpe, blegne og falde vi.

231At det, der saa hæftig drager os til dem, netop er en Mangel paa den høieste Konst, tilstaaer jeg; men paastaaer ligesaa bestemt, at det er en Fylde af Poesie, der i den nye Tid stedse maa staae i et saadant Vexelforhold til Konsten, at de, tænkte i høieste Potens, ophæve hinanden.

Dog, hermed har jeg i det høieste kun retfærdiggiort min individuelle Følelse, og der staaer altsaa tilbage at undersøge, enten Konsten eller Poesien bør yde os den høieste Nydelse.

👤Schiller antager det første, og grunder sin Paastand derpaa, at man efter Nydelsen af et poetisk Drama føler sig dobbelt trykket af Virkeligheden, i hvilken man opvaagner af den korte Drøm. Derfor skal den sande Konst i sin høieste Idealisme være reel, og lære Mennesket at bevæge sig frit under den tunge Vægt, som om han selv havde lagt den paa sine Skuldre.

Det er let at indsee, hvorledes 👤Schiller har fattet denne Idee, samt at han fra sin Synspunkt har fuldkommen Ret. Det er gaaet ham, som det gik 👤Göthe, og som det vel stedse maa gaae, selv de meest udmærkede Digtere, naar de komme saavidt, at de beskue sig selv. Efter at have bevæget sig i høiere Sværer, og, ledte af en uvilkaarlig Tvang, ladet Poesien træde opponerende frem imod Virkeligheden, føle de sig ulykkelige i det, deres Liv i den høiere 232Idee kun er kort og flygtigt; men den nødvendige Tilbagekomst til det Virkelige, fuld af dybeste Smerte.

Det er vel umuligt for Digteren, at hæve sig til et uafbrudt høiere Liv, og han øiner da kun een Havn, som 👤Steffens saare passende kaldte Forsoning med Tilværelsen. Han klynger sig fast til den Tanke, at der i Existencen selv slumrer en Evne, hvorved den kan hæve sig til høiere Betydning, og vinde nogen Liighed med den Tilværelse, han før anskuede, som dens Modsatte. At fremlokke denne Evne, at lade Friheden udvikle sig af Nødvendigheden selv, sætter han nu som sit høieste Virkemaal, og fatter saaledes Ideen om den høieste Konst. Heraf bliver det atter en nødvendig Følge, at han maa sætte den høieste Nydelse deri, hvor han troer at skue sit hele poetiske Livs nødvendige Resultat.

Tanken, at Mennesket kan finde sig fri, ved frivillig at adlyde Naturens Love, og føle sig hævet over den, som Hersker, fordi den adlyder sin egen Lov, er en aabenbar Illusion; thi Frihed ophæver nødvendig Underkastelse, og denne hiin, ligesom man ikke hersker, fordi man ikke er den eneste, der lyder. Er det nu vist, at hiin Tanke maatte have Realitet, naar Nydelsen, som dens poetiske Fremstilling foraarsager, skulde være den høieste, og mangler nu denne Realitet, saa er det vel ogsaa beviist, at den høieste Nydelse ei her kan være tilstæde, skiøndt Ny233delsen vist nok er høi for Digteren selv, da den, ham ubevidst, udspringer fra den poetiske Tilværelse, han stræber at omplante.

Ikke, naar Indtrykkene paa alle vort Væsens Dele ere lige stærke, men naar vi tage Deel i Noget med vort hele Væsen, som Heelt, have vi den høieste Nydelse, og naar et Produkt skal skiænke os den, maa Poesien legemlig fremtræde i samme, hadet af Tilværelsen, og opløfte os med sig over den. Vor hele Natur er da opløst i en Taarestrøm; men Ahnelsen af det Evige omgiver den med sin Straalemur, saa intet af det Endelige, Usle, kan røre den, og vi leve da, ikke i en forædlet jordisk, men en overjordisk Tilværelse.

At denne Nydelse er hastig svindende, og forbittrer, som Erindring, paa en vis Maade Menneskets Liv, tilstaaes; men, saa sandt, som vi troe, at Tilværelsen, hvortil vi i Nydelsens Øieblik opsvinge os, vil engang vinde varig Realitet, saa nødvendig maa vi ogsaa belægge den med Prædicatet: den høieste.

Vil man end sige, at Gemyttet bør være frit under den høieste Nydelse, og at den uvilkaarlige Sluttelse til Poesiens Produkt kun bevirkes af de oprørte Lidenskaber, da maa jeg erindre, at det enkelte Udbrud af en Lidenskab i Livet vist nok forkynder Frihedens Ophør; men samle vi alle Lidenskaber i eet Begreb, da er deres Udtalelse den stærke Røst af en 234høiere Natur, og forkynde den høieste Frihed; thi Menneskets Frihed i høiere Forstand beskues i Evnen til at hæve sig paa en Punkt, hvorfra han kan nedskue paa Tilværelsen, sin i Livet overmægtige Fiende.

Vilde man heraf slutte, at Grækernes Dramer ei skiænkede Grækerne selv den høieste Nydelse, da bedrog man sig atter; thi hos dem var Livet Poesie, og de ahnede intet Høiere. Beskuelsen af den rolige Strid og Undergang maatte skiænke dem den høieste Nydelse; thi ved det umiddelbare Forhold til det almægtige Fatum sattes de ved Siden af Guderne.