Om Asalæren.
✂ hiin Sagakyndige, helliges disse Blade, som et svagt Tegn paa min fulde Høiagtelse.
✂
►Alföðr ⓘ
orkar, ✂
►
►Alfader
raader,
Visa nornir
Aldir bera,
ⓘ
Þreyia þursar
Þra valkyrior.►
*
►Nornerne vise (lede Tingenes Gang),
Tiderne vaandes,
►Thurserne vente (paa ►Asers Fald),
►Valkyrier længes (efter Strid).
✂ Det lider nu hen mod ►et Aar, siden jeg vovede at tale den ►vanhelligede ► ►Eddas Sag. Jeg tilkiændegav 157 da min Beslutning, at være rolig Tilskuer af, hvad Andre maatte virke til en 205 (US) ► renere Erkiændelse af gamle Nord; men aldrig kunde denne Yttring være mit Væsens Søn; thi, hvorledes kunde jeg ►aflade at bevæge mig i en Verden, hvis Herlighed ene hielper mig at bære Livets Byrde? Den var da kun det smertebaarne Udtryk for min Tro paa ►Umuligheden af et dybere Oldstudium i min Stilling, og et uvilkaarligt Udbrud af min Datids mørke Stemning. Jeg sagde da med ►Frej:
✂
►
►Alfers Bestraaler
Lyser alle Dage,
Men fryder ei mig.►
Jeg har siden giort et Forsøg paa at blive nærmere kiændt med Skatten, hvis høie Værd jeg kun anede som den ►rugende Drage, og ►gamle Nords enthusiastiske Ven, Nordboen 👤Nyrup , mødte mig med den ædelste Velvillie og Opmuntring. Det Sorte i mit Indre har udviklet sig i et noget lysere Farvespil, og Natten, der aldrig kunde vorde Solens Ven, lod sig opklare af de blinkende Stierner.
Ved disses dæmpede Skin staaer jeg nu rede at giøre en Vandring til ►Hedenold, for, om jeg kunde 158 finde de ►dødvækkende Runer, at fremmane deres Skygger, og føre dem tilbage til Livet.
Lang er Veien, Aar ville henrinde, og ikkun Guderne vide, om jeg kan skyde mig frem giennem Mørket, eller jeg maa tabe mig i det. Mit Legeme er ►Jettens ufarvede Gave, og maaskee vil det snart sande, at ►Muld er Mandens Frænde, naar ► ►Odin, som gav Aanden, vinker den til høiere Kamp.
Jeg læste med Gruen, at ► ►Eddas Udgivere maatte ►undskylde deres store Daad, og jeg tør vel ikke haabe, at den voxende Forstand, der saa godt veed at maale Nytten af alle Ting, har skaffet Oldtiden flere Venner siden hine Dage. Dog, ► 👤Oehlenschlägers gamle Harpe klang, og nogle gribes dog vel af de dybe Toner.
I Mænd, som bygge paa Norges Fielde og Danmarks Sletter! I ere da vel ikke end saa vanslægtede fra Eders Fædre, at I ville nægte den af Eders Landsmænd al Deeltagelse, der i ►Alderens Foraar frembærer sit Liv, som et Offer til Norden. Jeg 206 (US) ønskede, at I vilde ansee mig som staaende paa Gravbredden, ►mærket med Spydsodden, og ikke vredes over mit Farvel; thi ►Nutiden fratog mit Liv sin Betydning, og det er uvist, om Oldtid giengiver det Tabte. Jeg saae engang et ►Billede af det Evige. Kunde og turde jeg male det, som det stod for mig, da vilde I tilbede knælende. Kunde og turde jeg ud 159tale Smerten, jeg følte, da det ei mere var for mig, da skulde Eders ►Ledemod dirre, og Eders Aasyn blegne. Dette Billede svæver evindelig for mit Øie, som den olympiske ►Jupiters for de gamle Græker. Jeg kan ikke nægte, at have seet det; men dets harmoniske Høihed maa jeg gienfinde i gamle Nord, eller ►jeg har levet.
►Følger mig da, Landsmænd! ei paa min eensomme Vandring; men op paa den Punkt, hvor jeg nu staaer! Jeg vil stræbe at vise Eder et Glimt af den herlige ►Old, hvorhen jeg stunder, og lære Eder, hvorefter jeg leder. Kommer jeg nogensinde levende tilbage, da vil jeg bede Eder skue, hvad jeg fandt; men kommer jeg ikke, ville I da ►og være ►billige nok til at unde mig Trøsten: ►in magnis, voluisse, sat est ?
Endog den løseligste Beskuelse af gamle Nord maa vække Undren hos hver den, hvis Øie ei er ganske uvant med at maale det Store. Naar andre Nationer fremstille en enkelt Skabelse, da opviser Norden en dobbelt, ja næsten en tredobbelt, uden endda at blive fyldestgiort. Naar Andre lade alt Liv forgaae i Graven, da begynde vore Fædre deres bag den, stande kraftfulde i ►Valhal, og stræbe endda mod et høiere Liv. ► Aserne fremskride med en Majestæt og Fylde af Kraft, Eenhed og Harmoni, som vi anden 160steds forgiæves søge, og dog, medens de andre Folk holde fast paa deres deelte Guder, vover den stærke Nordbo at lade sine blegne og forgaae. Det er saa langt fra, at han frygter for, Alt skal i dem gaae under, at han meget mere kalder deres Fald Seier.
Skulde dette, og saameget Andet, blot være en regelløs Phantasies barnagtige Spil, som de Uindviede forvovne paastaae, eller ligger ikke heri en høiere Betydning, som ►Nordens Bedre 207 (US) og Kyndige► stedse ahnede, selv naar de ei vovede at vedkiænde sig ►Ahnelsen?
Fuldt og fast troer jeg det Sidste; men blive vi staaende i Nutiden, og stirre hen paa ►Aserne, da lære vi aldrig at kiænde dem, thi de ere et Særsyn, Artens eneste, og lade sig ei forklare af nogen anden Gudelære. Medens vi stræbe at trække Grændselinier mellem Individerne, tabe vi os i de meest skiærende Modsigelser; thi de ere Eet. Medens vi ville gaae ad forskiællige Veie til ►Gimle og ►Valhal, ►Alfader og ►Odin, forfeile vi begge; thi de ere Punkter i samme Linie.
Dristige maa vi da vove en Flugt ind blandt de evige Guder selv, der hvor de raadslaae under ►Ydrasils Grene. Følge maa vi ► ► ►Hærfader paa hans tunge Vei til ►Hel , blegne med ham ved Synet af de guldbeprydede Bænke, der reistes for ►den Herlige, sørge med ham og de andre ►Aser paa ►Banetuen ►trindt 161 den ►faldne ►Balder . ►Men da maa vi gribe den løgnglade ►Loke, stille ham ved Siden af ► ►Urdas hellige Kilde, og der beskue ►Asers Ophav, Alder, Ende og Gienfødelse.
Nu forvandler hele Asalæren sig til en ►Kosmogonie, saa høi, og saa dyb, som ingen Nation havde den, eller kunde have den; thi kun den stærke Nordbo, der saa gierne ofrede sit hele Liv til Kamp for en Plads blandt ►Einherier, kunde avle den Kæmpeidee, at ofre hele Tiden til Strid, for at naae Harmonien.
Asalæren er en omstyrtet Bygning, og kun enkelte Støtter finde vi, mere eller mindre hele, i Gruset * Saadanne ere ► ► ►Voluspa , ► ►Hamarrheimt , ► ►Vegtams Kvida , ► ►Før Skirner , og ► ►Rafnagaldr Odins . . Vi have Ret til at ordne det Hele efter dem, men længe maa vi prøve, før vi med Sikkerhed kunne bestemme det giensidige Forhold, og anvise Alt sin rigtige Plads.
Følgende Fremstilling af Gangen i, og ►Sandsen af Fædrenes Gudelære, kan derfor kun være et Forsøg.
► ►Alfader (det Evige) var, men ►Massen var ogsaa, og den udviklede sig selv til Liv.
► ►Alfader var, eller hvem plantede ►Ydrasil, ►hvalvte dens rod over ►Jettens Sønner, og dens Grene over salige Guder?
162Hvem er
✂
►
►Den Rige, som kommer
Til Herredømmet,
►Den Stærke foroven,
Som Alting styrer,
Domstol sætter,
208
(US)
Og Sager dømmer,
Hellig Lov giver,
Som skal evig vare,
*
►
►Voluspa
i Beskrivelsen om
Tilstanden efter ►Ragnarokr.
►
►Hvem er ►Alvider, som, naar de ►himmelbærende Dverges Magt forgaaer, og Verdener nedsænkes med Bulder i den gabende Afgrund, taber Noget, og det Tabte atter samler?► * ► ►Rafnagaldr Odins .
Hvem er endelig ►den Stærkere end den Største, som ► ►Hyndle ikke tør nævne, fordi han ei kommer, før ►Fenris har sluget den ►høie As? * Det er mig ubegribeligt, hvorledes ►Commissionens Udgave her kan finde talt om ►Surtur; thi deels var han ikke mægtigere end ►Aserne, hvem han først blev lig i Magt ved Forening med ►Jetter, ►Loke og ►hans Afkom, og deels peges her tydelig hen paa en Punkt bag ►Ragnarokr.
163 ►Massen var, og udviklede sig selv til Liv; thi da ►Odin ►fordum spurgte ►Vaftrudner:
✂
Hvorfra kom ►Aurgelmer,
Første blandt ►Jetter?
✂
►
►Edderdraaber
Af ►Elivaga
Udsprang, da voxte
Og blev en ►Jette.
Ved Gnisters Varme
Fra sydlig Verden
Fik Rimfrost Liv.►
►Aserne var Aftrykket af det Eviges Kraft, frembragte til Kamp imod ►Massen; thi naar ► ►Massen havde Liv af sig selv, var et altopfyldende Liv, som reent Udspring fra det Evige, umulig.
Hvorfra kom ►Ødumla, hvorfor er Styrke det, som udmærker ►Bur, hendes nærmeste Afkom, og hvorfor ere ►Aserne strax ►Ymers Fiender?
Hvad vil det sige, at ►Ymer, før ►Burrs Fødsel, nærede sig af ►Ødumlas Melk, ►uden at han (►den levende Masses Symbol) stræbte at suge Saften fra det evige Liv, og hindre ►Kraftens Fremkomst?
Til at bestyrke dette, findes et mærkeligt Sted i ►Runekapitlet, hvor ►Odin siger: at ►Thundr (►Odin) gaaer i Folks Nat (►Ragnarokr) didhen, hvor han før kom fra. At ►Aserne efter ►Ragnarokr 209 (US) kom til Al 164fader, er bekiændt nok, og der kan da ei længer være Tvivl om, hvor de kom fra.
Et andet Sted findes i ► ► ►Hyndlas Sang , der - som jeg troer - bør oversættes saaledes:
✂
►Burr blev stærk ✂
Seg var aukinn ►burr
Af Jordens Kraft,
Af den frostkolde Sø,
Og ►Soneblodet.
*
Jarþar megni
Sval-kavllslum sæ
Ok sonar dreyra.
Dette Sted anførte jeg kun her, fordi Nogle have, istedenfor ►Jarþar megni, læst ►Urþar megni, og er denne Læsemaade rigtig, da siges her udtrykkelig, at ►Bur blev til efter ► ►Urdas (den evige Visdoms) Villie. Stedet hører ellers mere til det Følgende.
165Saasnart ►Kraften var blevet, traadde den i Strid med den levende ►Masse, overvandt den, og indkneb dens Liv til et Minimum.
►Burrs Sønner dræbte ►Ymer, og i hans Blod druknede alle ►Jetter, undtagen ►Bergelmer. ►Burrs Afkom blev stærk ved ►Soneblodet, ►Ymers Blod; thi vel kunde dette kaldes ►Forsoningsblodet, naar vi huske ► ►Ymers Forbrydelse, og nu see, at ► ►Alfaders Børn ved det befries fra deres Fiender, samt at hans Legeme, alt Liv berøvet, er ►Bygværk i ►Asernes Haand.
Nu traadde ►Kraften i Pagt med ►Klogskaben.
► ►Loke blev ►Odins Fostbroder i Tids Fødsel.
At ►Loke maa tænkes, først som ►Asernes Ven, og dernæst som deres Fiende, bliver især klart ved at sammenligne ► ►Hamars Heimt , hvor han paa det bestemteste optræder som Ven, og ► ►Ægis Drekka, hvor han selv tilstaaer at have styrtet ►Balder . * ► ►Ægir Drekke .
Da ►Kraften var traadt i Pagt med ►Klogskaben, stræbte den at vedligeholde sin Tilværelse som uafhængig Individ; men, for at kunne det, maatte den slutte Fred med ►Massen, da den ellers ved Stridens Ende maatte vendt tilbage til sit Udspring.
►Aserne faldt fra ►Alfader, og sluttede Fred med ►Jetterne, hans Fjender.
✂
210
(US)
166
►
►Aser mødtes
Paa ►Idas Marke,
Hvor de Huus og Støtter
Høit byggede,
Esser giorde,
Guld smeddede,
Tænger danned,
Og Smedeværktøi.
Spilled' i Vangen,
Vare glade►.
*
►
►Voluspa
.
Man skulde rigtig nok ved første Øiekast troe, at her taltes om den gyldne Tid; men man behøver blot at erindre, at det var paa ►Idas Marke, ►Aserne efter ► ►Ragnarokr skulde gienfinde
✂
►De gyldne Tavler,
Prægtiggiorte,
Som i Tids Fødsel ►Guders
Forstander► eied,►
*
►Sammesteds.
167Man vil af dette ► ►Asernes fald kunde forklare sig, hvi endeel Nordboer, der dog troede Odins Guddom, alligevel ansaae ham for et ondt Væsen.
Nu var ► ►Ragnarokr nødvendig, og at det i sin Tid kunde komme, derfor havde ►Alfader forudvidende sørget, i det han havde afpræget sin Visdom, der skulde styre Kraften, selv mod dens Villie, til Maalet.
Dette den evige Visdoms Aftryk var ►Nornerne, der fremstege af ►Urdas Kilde.
Efter deres Bud komme de tre ►Kæmpemøer af ►Jetteverden, som forstyrrede ►Asernes Glæde, og herpaa hentyder Sagnet om ►Gulveig, skiøndt jeg gierne tilstaaer, at dette har nogen Dunkelhed for mig.
Nu synes det, som ►Aserne have erkiændt deres Forseelse og været et Øieblik tvivlraadige, før de atter begyndte ►Jettekampen.
✂
211
(US)
Da ►ginge Guder
Alle til Raadstol,
De evig Hellige
Derom raadsloge,
Om ►Aser skulde
For ondt Raad straffes,
Eller ►alle Guder
Gilder holde►.*
►
►Voluspa.
168Dog, Kampen baade mod ►Alfader og ►Jetterne blev Besluttet, skiøndt
✂
Mordspaaende ►Vaner
Nedtraadte Marken,
✂
Var iilsindet,
Siælden han tier,
Naar han hører sligt;
Brudte blev Eeder,
Ord og Løfter,
Al den Forening,
Som mellem dem var giort.*
►
►Voluspa
.
Da nu ►Aserne havde besluttet at fornye Kampen, stræbte de at forøge deres Magt, og forvisse sig om Seieren i ►Ragnarokr. Derfor skabtes Mennesker.
✂
De funde paa Landet
Lidet mægtende
►Ask og ►Embla,
Skiæbneløse,
Aand de ei havde,
Forstand ei heller,
Skiønhed, Tale,
Farve de mangled.*
►Sammesteds.
►Jetterne vare ved ►Asernes Tilblivelse ligesom over 169rumplede ved Skabningsværket i det Øieblik, da de vilde ►multiplicere deres Magt. Menneskebygningen var færdig, men den havde kun et mekanisk Livsskin. Det indvortes bevægende Princip manglede den, og ⓘ altsaa tillige Farven, det indre Livs Bebuder, og Talen, dets høie Forkynder.
✂
212
(US)
Aand gav ►Odin,
Forstand ►Hæner,
Skiønhed ►Lødur,
Og yndig Farve.
*
►Sammesteds. Det maa
nødvendig bestyrke Enhver at see, hvorledes Menneskene ►finge deres Forstand fra den
dummeste blandt ►Aser, og man kunde fristes til at ansee det som en
bitter Satire paa Forstandens Børn; men sikkert er her skeet en Omsætning, da
det burde hedde:
Det skulde glæde mig, hvis noget af Haandskrifterne ►stadfæstede denne Rettelse; men, hvis ikke, tør jeg dog troe den
beføiet, da ►Hæner netop var
Skiønheds Symbolet, ligesom ►
►Lødur (►Loke) Klogskabens
og Forstandens. Da ►Loke skilte sig fra ►Odin, traadde ►Klogskaben i
Strid mod ►Aanden, og end føres denne sørgelige Strid i
os.
Nu vare Menneskene satte i ►Asernes tieneste, indviede til ►Valhal og Kampen paa ►Vigrids Marke; 170 men da Legemet var dannet af ►Jetter, kunde Mennesket ei heller ganske rives løs fra disses Herredømme, og naar ►Odins Aande i Døden bortveg fra Legemet, maatte dette være i ► ►Jettens Magt.
Af døde Mænds Negle var det, at ►Naglfari skulde bygges.
Nu kunne vi begribe, hvorfor ►Jorden kaldes Odins Kone, hvorfor ►Jetterne vare Menneskenes svorne Fiender, og hvi de Nordboer, der ellers foragtede ►Aserne, dog dyrkede ►Thor, thi ham var det, der forsvarede sin ►Moder, Jorden, mod Jetters ►Anfald, som han selv siger i ► ►Harbards Liod :
✂
►Stor var ►Jetters Æt nu,
Om alle leved',
Neppe var Folk til
Da under ►Midgard.►
Kampen begyndte mellem ►Kraften og ►Massen; men hin var ved ►Godheden lænket til sit Udspring, og kunde derfor ikke tabe noget, saalænge denne Kiæde ei sønderbrødes.
►Jetterne stræbte at berøve ►Aserne deres evige Ungdom (► ►Idunnas Æbler), og Udtrykket for deres Kraft (►Miølner), men Alt var forgiæves; thi ►Asernes Magt kunde ikke forringes, saalænge ►Balder var hos dem, og herpaa hentyde de ►dødvækkende Runer, som tillægges ham. ►Jettekongen ►Thrymer dræbes, og ►Jetterne henfalde i Afmagt.
171Nu synes ►Asernes uretmæssige Seier nær, men da skille de vise ►Norner ►Loke fra dem, ►Klogskaben fra ►Kraften, og lade den ved Forening med Ondskaben blive til List.
213
(US)
At ►Lokes Frafald fra ►Aserne var ►Nornernes Værk, synes den skiæbnekyndige
►Gefion selv at pege hen til i ►
►Ægis Drekke
*
Dersom Oversættelsen i ►Comm. Udg. er rigtig, da kan herom neppe være Tvivl, thi saa lyder
den:
✂
►Loke ei veed det, ✂
Og han beiler til sit Livs Aften.
At selv han bedrages,
At Skiæbnen ham tvinger
✂
172
►
►Loke blev svigfuld
Ved den onde Kone.►
Nu staaer ►Loke i Spidsen for ► ►Asernes Fiender; men han veed, at ingen Skade kan dem tilføies, før ►Balder er borte, og snart opdager han, at ►Nornerne selv have forberedet hans Fald, ved at plante ►Mistiltejn, som ei vilde aflægge Eden, ikke at skade ►Balder.
At ►Aserne ved ► ►Balders Død troede at tabe al Lykke, og hvad de giorde, for at afværge Ulykken, skiønnes af ► ►Vegtams Kvida .
►Balder nedstyrtes til ►Hel, og ►Aserne ere utrøstelige. Deres
Angest og Raadvildhed skues i ►Hrafnagaldr Odins.
*
At dette Digt hverken indeholder Tegnene for ►
►Balders Død, eller nogen anden Ulykke, uden ►
Ragnarokr, synes mig klart, og det lader sig vel bevise af Digtet selv, at det handler om ►Asernes Tilstand umiddelbar efter ►Balders
Død; thi at Ordene:
✂
►Seirguder skuede
►Nanna sørge
I ►Helas Vaaning,
✂
►Da slumre Evner,
Hænder Synke,
173Af Mathed falder
Fra ►hvid As Sværdet.
214
(US)
Kraftig Troldoms
►Sindløshed al
Kraft forjager
Af oprørt Mod.
Da syntes ►
►Jolmer
Slangen være kommet,
Tyk af Skrække.►
►Aserne troe at see ► Ragnarokr komme, og deres eneste Haab er at faae ►Balder tilbage; men de skuffes.
Nu stræber ►Listen at søndre Kraften selv. ►Fenris har alt oplukket sit Gab, da det lykkes ►Aserne at binde ham; men allerede her miste de en Deel af deres Kraft; ►Thyr mister sin Arm. Nu mister ►Frey sit Sværd, og snart vilde ► ►Thor mistet Hammeren, dersom ►Loke ei var blevet standset i sin Udaad. ►Nornerne vilde, det skulde skee; thi ►Asernes Magt maatte vel svækkes, men ikke synke under ►Jetternes.
Men, hvorledes kunde den blotte ►Kraft seire over ►Listen? Hvorledes kunde ►Aserne gribe ►Loke, der svævede let hen over Jorden og Vandene? En tidligere udstrømmet Forstand maatte komme Kraften til Hielp, og det var ► Kvaser, som i Asken fandt Spor af Garnet, hvormed ►Aserne fangede ►Loke.
Nu er ►Loke bundet, og ►Aserne synes at triumphere, da ►Jetter segne for ►Mjølners Slag, da ►Odin 174 er blevet viis af ►Mimers Vande, og har ved Nydelsen af ►Suttungs Miød faaet Kraft til at opsvinge sig til det Evige, og sammenblande sig med ►Alfader.
Dog, de vise ►Norner vente blot efter, at ►Lokes Børn skulle blive voxne.
►Visdommen vil, at der først skal opstaae den fuldkomneste Ligevægt mellem ►Kraften og ►Massen, paa det ingen af dem skal seire, men begge giensidig ødelægge hinanden.
Saasnart det Øieblik kommer, da lyder ►Nornernes Røst:
✂
►Hos ►Aser galer
►Den guldkammed,
Som vækker Helte
Hos ►
►Hærfader
.
En anden Hane,
►Sodrød, galer
Nedenfor Jorden
I ►
►Helas Sale.
✂
215
(US)
►Garm gøer høit
For ►Gnyppa Hule,
Lænkerne briste,
Vindtid, Ulvtid
Før Verden falder.
✂
►Odin taler
Med ►
►Mimers Hoved,
175
►Det gamle Træ sukker,
Og ►Jetten løses,
►Ydrasils Ask
Staaer da skiælvende.
►Jormungardr væltes
Med ►Jettestyrke,
►Ormen trykker Havet,
Og ►Naglfari løsnes.
►Køl kommer øst fra,
Derpaa seile ►Muspels
Folk over Havet,
Men ►Loke styrer.►
✂
Imedens høres
►Giallarhorns Lyd,
Høit blæser ►Hejmdal
I løftede Horn.►
*
►
►Voluspa
.
Nu vækkes ►Aser og ►Einherier til Strid. Kampen begynder, og endes med en almindelig Undergang.
✂
Solen sortner,
Jord synker i Hav,
Af Himlen falde
Klare Stierner,
Hede Dampe
Alt fortærende
176Spille med Ilden
Ved høien Himmel.*
►
►Voluspa
.
Nu er alt selvtaget Liv forsvundet, og Alt kan opfyldes af det evige Liv.
✂
216
(US)
Og da kommer
Atter fornyet
Jord af Havet,
Eviggrøn,
►Usaaede Agre
Skulle da bære.
✂
Alt Ondt er borte,
Thi hist kommer sorte
►Flyvende Drage
Østen fra Fieldets
►Nidas Rødder.
►Nidhøge bære
►Jetternes Lig
Hen over Marken,
Og flux forsvinde.
✂
Da kommer ►den Rige
Til Herredømmet,
►Den stærke foroven,
Som Alting styrer,
Domstol sætter,
✂
177Og Sager dømmer
Ved hellige Love,
Som skal evig vare.
✂
Hist stander ►Salen,
Herlig som Solen
Paa ►Gimle,
Der skulle gode
Herrer evindelig
Bygge og nyde
Godhedens Alt.*
►
►Voluspa
.
Dog, ►Kraften maa vende tilbage til sit Udspring. Ogsaa dette skeer, thi ►Ragnarokr er ►Asernes Tusmørke, Aftenen paa deres selvskabte Dag; men tillige den sande Dags Morgendæmring. ►Balder er opstegen fra ►Hel, og ►Aserne rensede fra deres Stræben efter Individualitet. ►De herske ei mere; men de ere stedse Kraftens Udtryk, det Eviges stærke Arm.
✂
217
(US)
►Aser samles
Paa ►Idas Slette.
Sig erindrende
Fordums Vælde,
De om ►den stærke
✂
178
►
►Jordtorn
*
Hvad der menes med denne ►Jordtorn, er vel ikke let at sige, skiøndt
det maaskee netop er
►
Ragnarokr, der med Rette kunde kaldes en stærk ►Jordtorn.
tale,
Og om ►
►Fimbultyr
s
Gamle Runer.
Derefter blive
Prægtiggiorte
►Gyldne Tavler
I Græsset fundne,
Som før Tidens
Fødsel eied
►Guders Forstander
Og ►Fiølners Børn.
*
►
►Voluspa
.
Ville vi nu gaae forbi ►Einherierne, der tillige med ►Aserne rensedes i ►Ulvstriden, kaste et sørgende Blik paa Salen, bygt af Ormerygge, hvor de pines, som, forledte af ►Klogskaben, Lokes Gave, skyede ►Odins haarde Lege, brøde deres Eeder, eller smittede ►fremmed Vivs Øre, og derpaa spørge med ►Gagnrad:
✂
►Hvilke Folk leve,
Naar hengaaet er den store
Vinter blandt Mennesker?►
✂
179
►
►Lif og ►Lifthrasir
De sig skiule skulle
I ►Hoddmimers Høie,
*
De bevaredes af ►Viisdommen.
Morgenduggen
Da til Mad sig have,
Af dem skulle Folk avles.►
Hvor betydningsfuldt er ikke dette? Paa det alt Spor af ►Jetters Virken kunde uddøe, skal Menneskets Livskraft af den 218 (US) rene Morgendug faae et nyt Legeme, passende til den fornyede, rene Jord.
Vil man endnu sige: ►Asalæren mangler Betydning? Skal den unge Slægt i Nord endnu bestandig indbildes, at vore Fædres Religion, der kun veeg, og kun viger for 👤Kristi den rene, var Overtro? Skiøndt ► ► ►Edda stedse vandrede ved min Side, kan min Anskuelse af Asalæren dog gierne i mange enkelte Dele være falsk, men neppe kan Nogen rokke den Grundsandhed, at vore Fædre havde den reneste Idee om en fuldkommen Harmonie, og at Tiden kun var den Formel, under hvilken det store Alt stræbte imod den.
Gierne rækker Nordboen Prisen til ►Grækeren, naar denne spørger om Figurernes Bestemthed, og det udvortes Smykke; men er Talen om indvortes 180 Kraft og høieste Betydning, da peger han rolig paa ►Gimle, og ►Grækeren maa tie.
Er det saa, at et Folk maler sig i sine Guder, da behøve vi i Sandhed ei at rødme over vore Fædre, med mindre det skulde være over deres Betydningsfulde Kamplyst; thi deres Gudelære er den høieste Poesie; eller kan der tænkes noget høiere, end Udtalelsen af ►Alfaders egen Anskuelse af Tidslivet? Uden videre at forfølge denne Idee, vil jeg blot bemærke det karakteristiske Træk, at ligesom Nordboen udmærker sig ved sin dybe Agtelse for Qvinden, saa synes denne Agtelse paa en i Øine faldende Maade at have afpræget sig i hans Fabellære. Jeg mener den Besynderlighed, at ►Maanen hører til Han- og Solen til Hun-kiønnet, ret som han vilde sige, at det var Qvinden, der, som et høiere Væsen, beskinnede Manden med sine Straaler, og gav ham sin Glands.
Ingen sige mig nu: dersom du troer at vide det, hvorefter vil du da lede? Troede jeg ikke at vide det, hvorefter vilde jeg da lede?
Have de ikke leedt, ►Skandinaviens Herlige, uden at finde noget Heelt, fordi de vilde, at Brudstykkerne skulde sammensætte sig selv, skiøndt Tidens Storme omkastede Bygningen, og blandede hine i en betydningsløs Dynge? Vilde de ikke have fundet, der 181som de havde vovet at omfatte Dyngen med alle dens, som det syntes, ueensartede Stoffe, og bevaret det Heles Indtryk?
Det Lidet, jeg vidste, har jeg nu næsten sagt, men hvorledes kunde jeg opregne alt det, jeg ikke veed?
219 (US) Dersom ► ►Gagnrad spurgte mig:
✂
►Hvorfra ►Niord kom
Blandt ► ►Asers Sønner,
Og styrer de fleste
Templer og Altre,
Skiøndt ei født af ►Aser?
✂
I ►Vaners Verden
Skabte ham vise Guder,
Og gav ham som Gidsel til Guder.
I Tidens Ende
Han atter kommer
Hjem til viise ►Vaner.►
Jeg kunde vel jevnføre det med Odins Udsagn i ► ►Grimnis Mal :
✂
►Han, den ►meenløse
Menneskens Konge►,
Styrer høitbyggede Templer, ►
Spurgte man mig, hvorfor ►Vidar giennemlever ►Ragnarokr, da hielper vist nok hans tause Styrke mig til Svar, og ved at benytte ►Odins Vink i ►Grimnismal :
✂
►Ris voxer
Og høit Græs
►Trindt ►
►Vidars Land,►
Vil man vide ►Lokes Oprindelse, kunde jeg maaskee afvise 220 (US) Spørgsmaalet, ved at spørge: om den ►isolerede Klogskab kan have nogen anden Fader til sit Intet, end sig selv, og om Fædrene ikke giorde den kiændelig nok, ved at sige: ►Loke var avlet af ►Jetten og ►Hexen? men med Ret kunde man dog fordre de billedlige Motiver til hans Frafald, og her maatte jeg næsten være stum.
183Jeg veed, at ►Nornerne vare mere end hine ►Parcer med Traad, og Sax, og Spinderok. Jeg veed at skiælne mellem ► ►Alfaders og ►Herjans ►Norner , og jeg kan ikke blande dem, Skiøndt ►Skuld er ►Valkyrie:
✂
►Thi ►Urd og ►Vardandi
Skare paa Skiolde
Guders og Menneskers
Skiæbner i Løn.
►Skuld
som ►Valkyrie
Stander med Skjoldet,
Runerne tyder
►Hun giennem de lange,
De løbende Tider.►
*
See ►
►Voluspa
.
Men, jeg vilde læse:
✂
►
►Fimbultyrs gamle
Hellige Runer,
Som paa de gyldne
Herlige Tavler
Stande indgravne.►
✂
Jeg vilde lytte
Til ►Urdas de hvide,
►De hellige Vande,
Naar de med Raslen
►Ydrasils grønne
Blade bestænke;
✂
184Thi det er ►Norners
Alviise Røst.
✂
Jeg vilde lytte
Til ►Odins de lønlige
Taler med ►Saga,
Da blev jeg viis,
►Aser jeg kiændte da,
►Alfer og ►Stenes
►Høitbydende Herrer►.
221
(US)
Vide jeg skulde da
Alt, hvad som findes
I Verdner ni.
✂
Finde jeg skulde da
►Retten, som skiules
Af ►guldkammet Hane
Paa ►Mimamejds Qviste,
Og frit da indgange
For ►
►Gifr og ►Geri
I ►Gastrognies Sale,
At skue det ►herligste
►Jertegn blandt Guder►.*
See ►
►Fiølsvins Mal
.
✂
Kan jeg vel finde,
Hvad dristig jeg søger?
✂
185Kan jeg omfatte
De lette Gestalter,
Som luftige svæve
Paa Fædrenes Høie,
Paa ►Asernes Altre
I kiølige Lunde;
Som flagre i Nattens
Indhyllende Skyer,
For lukkede Øie
I ►skuffende Drøm?
✂
Nei, sløvet er Sandsen.
De Runer saa ►tunge
Forvildes af ►Dverge
For Øiet, som stræber
Mod flygtede Old,
Og Øret ei fatter
De herlige Toner
I Gienlydens dumpe,
Forvirrede Klang.
✂
Men, kunde jeg finde
Det Billed af ►Aser,
222
(US)
Som klygtige ►Otar
Indpræged' i Steen,
Og vilde det Billed'
Sig atter forvandle
Til skinnende Glas,
✂
186Saa Sandsen, der skiuler
Sig bag det, blev skuet;
Da Slægterne skulde
Tilbedende knæle,
Og Billedet farve
Med rygende Blod.*
See ►
►Hyndlu Liod
.
✂
Da skal ►Valkyrien,
►
►Brynhild
, frembære
Det prunkløse Qvæde.
►Sigurd skal kiænde
Den løgnglade ►Loke,
Som plager ►hans Æt;
Kiænde sin Stamfaders
Kraftige liv.
*
Hvem kiænder ikke ►
►Fofners Bane
, og ►Volsungerne? Eller lyde maaskee
nu i Nord disse Navne, som Navnene paa ►Indiens Nabober i ►fremfarne Sekler?
✂
Nordboer! ønsker
Mig Lykke paa Reisen,
At til de ►viise
►Vaner
► jeg kunde
►Bruden hiemføre!
*
►Frej var en ►Vaner, og
►Skirner reiste at hente ►hans
Brud. ►Vaner er Græker og ►Olymp deres Stolthed.
✂
187Bruden er herlig;
Thi Nordboen sagde:
►Solen er Qvinde,
Og ►Maanen er Mand.
►Sandsen, jeg ►ahned',
Skal mig ledsage
Frem giennem Natten,
Og flagrende Luer,
Jeg dem med ►
►Skirners
Qvæde► vil hilse:
✂
223
(US)
Mørkt er nu ude,
Tid er at fare
Over lyngfulde Field,
Over ►Thursernes Land.
Begge hiemkomme vi,
Eller os begge
Fanger ►hiin mægtige Jette!
I, som kiænde Begeistringens høie Fryd, naar man troer at have fundet Noget, og iler at finde Mere! I, som vide, at, skal man skride Maalet nærmere, da maa Vandringen begyndes med Tillid, ja næsten med Vished om at naae det! I ville ikke miskiænde min Afskedstone! Vil Nogen lee, da under jeg ham Latteren af mit ganske Hierte, og vil kun sige ham, at han loe af ►Thor fra ►Asgaard selv, naar kun det ►dybe Sund skillede mellem dem. Men, vil 188 Nogen harmes, da troe han mig paa mit Ord, at det med gloende Runer er skrevet i mit Bryst, hvorlidet jeg mægter!
📌Egelykke, den 22de Mai 1807.
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.
Kandidat i Theologien.