Grundtvig, N. F. S. Om Asalæren

Opslagsværker

👤P.F. Suhm

Af opslagsværker om nordisk mytologi har Grundtvig især støttet sig til Peter Frederik 👤Suhm: Om Odin og den Hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden, 1771. I bogen gennemgår 👤Suhm hele den nordiske mytologi, organiseret i større og mindre afsnit om de enkelte guder og gudinder. Han forsøger dog at harmonisere kilderne, som især er Den ældre Edda og Snorres Edda, således at deres indbyrdes modsætninger i videst muligt omfang sløres. Grundtvig har formodentlig fundet bogen på skolebiblioteket i Aarhus Kathedralskole i 1799 eller 1800 (Lundgreen-Nielsen 1980, s. 42).

Grundtvig er på nogle punkter forbeholden over for 👤Suhm. Fx er der i fasc. 263, blad 9, adskillige kritiske bemærkninger til 👤Suhms allegoriske forståelse af asalæren. 👤Suhm er dog også euhemeristisk, dvs. tilhænger af læren om, at guderne blot var afdøde mennesker (efter den græske filosof 👤Euhemeros, død 298 f.Kr.), idet han fx har et helt afsnit om “Odin som et menneske” (1771, s. 68f). Da “Om Asalæren” udkom i 1807, var 👤Suhms bog et værk, som Grundtvig havde kendt i syv eller otte år. Da han ikke selv ejede det, bad Grundtvig i et brev af 15. maj 1807 til Rasmus 👤Nyerup om at låne værket: “👤Suhms Skrift om Odin, der er mig dobbelt kjært, da det i min Skolegang først stillede min Længsel efter Nordens Guder, beder jeg Dem sende mig, da jeg uagtet al anvendt Umage ej kan blive Ejer deraf” ( Breve 1 1924, s. 4).

Til gengæld har Grundtvig selv ejet 👤Suhms Udtog af Danmarks, Norges og Holstens Historie, til Brug for den studerende Ungdom, i den af 👤Jørgen Kierulf omarbejdede udgave fra 1802. Den har nr. XXIV (24) i den bogliste, Grundtvig anlagde i året 1805 (fasc. 501).

Saxo

Skønt der ikke står meget om asalæren hos den middelalderlige 👤Saxo, har Grundtvig været optaget af 👤Saxos Gesta Danorum (Danernes Bedrifter), som han da også selv oversætter senere, først prøver i uddrag (september 1815, Bibliografien nr. 255), dernæst i samlet udgave 1818-1823, Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus fordansket ved Nik. Fred. Sev. Grundtvig, præst. ( Bibliografien nr. 335A). I de første bøger af Gesta Danorum, som formentlig er blevet til o. 1200, gør 👤Saxo Odin til konge over gudeforsamlingen i Byzans. I det hele taget prøver 👤Saxo at beskrive asaguderne som historiske personer, altså at tage det hedenske ud af guderne og gøre dem til almindelige mennesker (et euhemeristisk synspunkt). Det har formentlig gjort det lettere for 👤Saxos samtid at goutere det hedenske aspekt, at indfaldsvinklen var så eksplicit kristen.

👤Bastholm og 👤Møinichen

Dagbogen for 1. juni 1804 viser, at Grundtvig også har læst et på det tidspunkt forholdsvis nyt værk af 👤Christian Bastholm Historisk-philosophiske Undersøgelser over de ældste Folkeslægters religiøse og philosophiske Meninger fra 1802. Grundtvig er uenig i 👤Bastholms rationalistiske forståelse af fx Hel og Niflheim, der opfattes som “Sindbilleder” (Bastholm 1802, s. 597, her citeret efter Lundgreen-Nielsen 1980, s. 117).

Hertil kommer et værk, som Grundtvig ikke udtrykker speciel begejstring for (han omtaler forfatteren som uinteressant), men hvis oplysninger han alligevel ikke blot gør brug af, men også gladeligt tolker videre på; se fx note til “dødvækkende runer”. Det drejer sig om 👤Jacob Bærent Møinichen Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte indtil Frode 7 Tider i Bogstav-Orden fra 1800. Bogen går også under den mere ligefremme titel Nordisk Gudelære. Den er et opslagsværk i alfabetisk orden, der hindrer en helhedsopfattelse.

👤Moritz

Det er dog ikke bare danske opfattelser af fortidens guder, Grundtvig har studeret. Götterlehre, oder, mythologische Dichtungen der Alten, zusammengestellt von 👤Karl Philipp Moritz, mit fünf und sechzig Kupfer gestochenen Abbildungen nach antiken geschnittenen Steinen und andern Denkmälern des Alterthums (da. Gudelære eller de gamles mytologiske digtning, sammenstillet af 👤Karl Philipp Moritz med 65 kobberstik efter udskårne antikke sten og andre mindesmærker fra antikken) var udkommet i Berlin 1791. Denne bog af samtidens store tyske navn hører også med til Grundtvigs mytologiske horisont; han læste den i foråret 1806. I sin udtogsbog skriver han om dette værk:

“Saare stor Forskel finder Ieg mellem denne Gudelære og alle de andre tørre alfabetiske Registre, Ieg hidtil saa prangende med dette Navn. [ … ] Poetisk er Fremstillelsen og de gamle betydningsfulde Mythers Aand udtaler sig saavel gennem det Hele, som især gennem de Digtere Forfatteren saa passende lader fremtræde” ( Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 260 f.).

Hvad der er vigtigt, er altså, at gudelæren ikke blot er opremsninger af tørre fakta, men netop også – digtning. Udtrykt i Grundtvigs billedsprog er 👤Moritz' fabellære “ej [fremstillet] som en afpillet Benrad sønderslaaet efter en vilkaarlig Fysiks eller Filosofis Regler” ( Dag- og Udtogsbøger 1979 1, s. 261).

Dette værk beholdt i Danmark sin aktualitet langt op i 1800-tallet, hvor digteren 👤Christian Winther oversatte og udvidede det under titlen: 👤Karl Philipp Moritz's Gudelære, overs. og tilligemed et Omrids af den nordiske Mythologie, 1847 (og flere senere optryk).

Videnskabshistorisk er 👤Moritz interessant på grund af sin opfattelse af de antikke myter, hvor han stiller sig mellem den euhemeristiske opfattelse, dvs. læren om, at guderne blot var afdøde mennesker, og den allegoriske opfattelse, der bl.a. dyrkedes af stoikere og epikuræere, som gik ud på, at guderne var personifikationer af naturmagterne, fx tordenen (i Norden personificeret ved Thor). Oplysningstidens (historie)filosoffer og mytologer, herunder 👤Karl Philipp Moritz, overtog generelt begge gudetolkninger, både den euhemeristiske og den allegoriske (Hübner 1985, s. 50). I faglitteraturen kan man indimellem se den allegoriske mytologiopfattelse benævnt naturmytologisk (Finn Stefánsson 2009, s. 298). 👤Moritz udtrykker det således:

“Die Göttergeschichte der Alten durch allerlei Ausdeutungen zu bloßen Allegorien umbilden zu wollen, ist ein eben so thörichtes Unternehmen, als wenn man diese Dichtungen durch allerlei gezwungene Erklärungen in lauter wahre Geschichte zu verwandeln sucht” (1791, s. 3).

“Ved alleslags Fortolkninger at ville omdanne de Gamles Gudehistorie til blotte Allegorier, er et ligesaa daarligt Foretagende, som naar man ved allehaande tvungne Forklaringer søger at forvandle disse Digtninger til lutter sand Historie” (Christian Winther (overs.) 1847, s. 2).