Worm, Jacob . - [1968]

📖 JACOB WORMS SKRIFTER

IV
Udgivet af
DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB
med støtte fra
CARLSBERGFONDET
og
STATENS ALMINDELIGE VIDENSKABSFOND
V

JACOB WORMS

SKRIFTER

Udgivet af
ERIK SØNDERHOLM

I

MUNKSGAARD

VI

Tilsyn:
POUL LINDEGÅRD HJORTH
og
ALBERT FABRITIUS

LANGKJÆRS BOGTRYKKERI · KØBENHAVN

VII

INDHOLD

  • Selskabets forord XIII
  • Udgiverens forord XV
  • Principper for tekstredaktionen XVII
    • JACOB WORM OG THOMAS KINGO

    • 1. Satyre over Kingos Kalot (ca. 1670) ..................... 3
      Jeg veed en Calot
    • 2. Contra-Svar paa Kingos Kalotvise (ca. 1670).............. 6
      Hvilket Marchen her er
      • 3. Nogle Cardinalers Forslag (ca. 1671)..................... 9

      • Den lille Rubberts Fische-bad
        • Corollaria:

        • Den gamle Rom fich fordum has
        • Horse-Mager, Aale-Krager
    • 4. Da Kingo blef Biscop (1677?)........................... 24
      Kingovius Synodus
    • OMKRING GRIFFENFELD

    • 5. Gud og Belial (ca. 1674)................................ 29
      Hvi er dog Gud udslet af hver en Siel og Sind
    • 6. Baads-Mends ære-digt (maj 1674). ...................... 37
      Saa ilde mistis kand af Lande og af Riger
      • 7. Studiosus Lamentans (juli 1674) ........................ 40
        Tendt, Apollo, med din Straale

      • Tillæg I: Torden straalen stakket siden
      • Tillæg II: Ober-Himmel-Høye-Herre
      • Tillæg III: Men mand bør derhos ey glemme
    • 8. En Nye Riime Kunst (juni 1675)........................ 56
      Jeg leer nock ad mig selv, der ieg lærd' først at riime
    • 9. Sibyllæ Spaadom om Nordens Antichrist (sommer 1675)....58
      Omschiønt blandt Kættere mit nafn er icke schrefuet
    • VIII
    • 10. Post scriptum Tragicum (marts 1676).................... 69
      Ret nu kom Posten, og de Tidender forkyndte
    • 11. Elegia Ecclesiarum Christianarum (ca. 1675-76)............ 74
    • 12. May er velkommen (o. jan. 1676)........................ 82
      Kommer Engle-Yndig Piger
    • 13. Dend Alamodiske Epaphroditus (ca. 1677)................ 89
    • 14. Lychens ubestandigheds Speyl (ca. 1678)................. 92
      Jeg gich mig udi schofven
    • DEN SKÅNSKE KRIG

    • 15. Studiosus Lamentans Redivivus (ca. 1677)................ 109
      Hvo vill hielpe mig at græde
    • 16. Visio Abrahamstrupensis et Svanholmensis (aug. 1678)...... 122
      Saa bleser wær och Wind Saa lenge paa vort Rige
    • 17. Kongens Væmodige Klagemaal (nov. 1678)................ 127
      Himmelens hueluing og jorderigs odde
    • 18. Vera Snarrefrodii (okt.-nov. 1678)....................... 146
    • 19. Phænomenon Parisiense (dec. 1678)...................... 150
    • 20. Geistlighedens Heste-Suck og Hoppe-Gisp (forår 1679)..... 159
      Vi Aarons Folck og Flock, og Guds Apostel Skare
    • 21. Et andet Synderlig og Selsom Siun (okt. 1679) ............ 162
      Jrene Lande-fryd velkommen ned til Jorden
    • 22. Supplication til Kongen om Consumptionens oc andre schatters afslag (nov.-dec. 1679) ............................. 164
      Fred; fred! hvad er der fred? hvad fred maa Jehu spørge?
    • OM CHRISTIAN V

    • 23. Horologium Regium (1675).............................. 170
      Dryp Himmel Salfve-Flod ned i min Pen og Hierne
      • 24. Jdola Jeroboami (dec. 1679)............................. 182

      • Version I: latin - dansk
      • Version II: latin - dansk
    • 25. En Mechtig Konge (1679).............................. 258
  • IX
    • IMOD VIBORGBISPEN

    • 26. JEsu Klagemaal over Judas og Jøderne (okt. 1680) ......... 260
      OPlad din Mund og Læber
    • 27. Nogle Texter Pafven till Rom hafver foreskrefvet en af Franciscaner-Munckene (okt. 1680).......................... 276
    • SUPPLICATIONER 1672-1680

    • 28. Hans Kongelig Majts Velkom til Ods Herred (aug. 1672).... 281
      Velkommen Norden-Sool Velkommen Rigets øye
    • 29. Allerunderdanigste Supplication til hans Kongl: Mayst (1676?) 283
      Høimilde Konge-Sool, ô du monarke-Stierne
    • 30. Kong Chr. 5. Nativitet og Glædes-Fødsels dag (15. april 1676)................................................ 284
      Blinck op, o Naade-Sool, Du Landsens ære Fader
    • 31. Allerunderdanigst Supplication Til .. Christian den Femte (4. febr. 1677)........................................ 288
      GUds fred, Kong Christian, alt Rigets Naade-Stierne
    • 32. Wiborigs Welkom..................................... 291
      Saa kom J Salig tid, Høynadig lande Fader
    • 33. Til Gyldenløve (okt. 1680).............................. 293
      Blinck op du Nordens Soel, du parred Rigers Ære
    • FRA PROCESSEN

    • 34. Allerunderdanigst Deprecation og affbitt (9. jan. 1681)..... 299
      Drag nu gardinen fra dit ansict-Sool, og øje
    • 35. Til Printz Friderich (jan. 1681).......................... 302
      Gack Kongens Hierte Søn, til Din og Landsens Fader
    • 36. Til Gyldenløve (18. jan. 1681)........................... 303
      Velkommen Gyldenløw, vort Riges Priis og Ære
    • 37. Graad og Glæde (9. febr. 1681).......................... 306
      Nu Kommer Jeg med Graad, nu Kommer jeg med Glæde
    • X
    • 38. Dend Dyrebareste Diamant (febr. 1681) ................ 311
      Ald glædis Vælde Kilde
    • 39. Stormæctigste Høystbaarne Monarch (25. febr. 1681)....... 316
      Min Aand er hartad død, och blabrer paa min tunge
    • 40. Til Dronningen (febr. 1681)............................. 318
      Solmilde Lande Lius, Du begge Riigers Moder!
    • 41. Til Gyldenløve (ca. 25.-26. febr. 1681)................... 320
      Højbaarne Gyldenløw, nu er jeg dømt til døde
    • 42. Til Doctor Thomas Kingo (ca. 25.-26. febr. 1681)......... 322
      Velbaarne Kingo kom, og hør paa mine Sukke
    • 43. Til Frue Sidsel Grubbe (marts 1681)..................... 324
      Saa faar du Himmerig, Høybaarne Sidsel Grubbe
    • 44. Min Allernaadigste Arfve Herres og Konges Evangeliske Paaske Tancker (3. april 1681)........................... 326
      Er nu min Jesus Sød opstanden fra de døde
    • 45. Dend fromme kong Davids forklaring (april 1681).......... 328
      Hør Flabmund, plader-pløes, og lumpen selvviis gante
    • 46. Til Gyldenløve (14. april 1681).......................... 330
      Skydsherre Gyldenløw, Protector, Hielpe-Støtte
    • 47. Kongelig Mayts Fødsels-Dags Tanke-Riim (15. april 1681) 332
      Priis skee dig Høye Gud, du alle Kongers Konning
    • 48. Til Grevinde Sophia Amalia Moth (april 1681).............. 336
      Oplad din Naades Dør Høybaarne Moth Grevinde
    • 49. Til Kongen (17. april 1681)............................. 337
      Min sønderknuset aand mit sorrigfulde hierte
    • AFSKEDSDIGTE

    • 50. Epigram.............................................. 341
      Jeg lider nu, at min uven
    • 51 En retsindig Herrens Tieneres og Sandheds Elskeres .. frimodige Tale og Valet (april 1680)........................ 342Ack! skal nu Sandhed bort, maa Sandhed icke høres
    • XI
    • 52. Tvende æcte personers bedrøfvelige atschillelse (april 1681). 344
      For graad oc gremmelse kand Jeg ey tale meer
    • 53. Jonæ Prophetes Bøn (april 1681)......................... 349
      Udj min nød ieg raabte
    • 54. Trøst-Valet till Sin Hoybedrøfued Hustru (10. maj 1681)... 352
      Nu bryster Siæll og Sind! Nu smelter slet mit Hierte!
    • 55. Til Hands Kones Moder (10.-11. maj 1681)............... 356
      Far Vell, Matrone-Sooll! Du Dyders Encke-Stierne
    • 56. Til Helvig Juel (10. maj 1681)........................... 358
      Høybaarne Helvig Juul du dydens Mester-Stykke
    • FORSKELLIGE PERSONLIGE DIGTE

    • 57. Den første Grøde, Den første Føde (15. aug. 1679)......... 363
      Kom Læser hid og see Dit Leffvnitz flygtig Glæde
    • 58. Rimbøn.............................................. 366
      Bevar dit Ord
    • 59. Sommer-Psalme ...................................... 368
      Den blide Sommer stunder til
    • 60. Een Viise ............................................ 370
      Som hidsig Hiort til flydend Vand
    • ÆREVERS

    • 61. Votiva acclamatio (1663)................................ 374
      Laurigeri Ledæ geminos dixere cothurnô
    • 62. Til Frederik III (18. marts 1669)........................ 382
      Dicito TERRA melos! ter ducito TERRA choréas
    • 63. Til Frederik III (26. sept. 1669)......................... 386
      Optime REX, SALVE, REX, salvæ pacis Alumne
    • 64. Til Griffenfeld (1. aug. 1672) ........................... 390
  • XII
    • ADDITAMENTA. TEKSTER SOM TILLÆGGES JACOB WORM

    • 65. Qvinde-ukruds lifactige contrafayt (1673?)............. 401
      Er naturen nu forvent
    • 66. Ammernes Compas og Contrafait........................ 413
      Kommer og maler med Farve og Pensel
    • 67. Delicate Dammers Naturlige Contrafei.................. 421
      Huo deilig siges Skal hand Tredeve-ting skal have
    • 68 Den uforstandige Hare-Fængers ydmygste Supplication til De Jagt-Myndige......................................... 423
      Skal ieg nu Saa til Tings for slig en Ringe brøde
    • 69. Een Hus-tafle (o. 1675)................................. 426
    • 70. Bibliotheca Politica nova (ca. 1676?)...................... 428
    • 71. Den fattiges Klage over Gierrigheds Plage (dec. 1679) ......432
      O Himlens Skabermand, du Stierners Contrafeyer
    • 72. Rictig Copie Af Testificationen for Ald hvis protest mand hafver Jmod Hanen (1679)................................. 436
    • 73. von Stöcken .......................................... 438
      Ecce Don de baculis (to versioner)
    • 74. Epitaphium........................................... 442
  • VARIANTAPPARAT OG SIGNATURFORTEGNELSE 443
XIII

Ved fremlæggelsen af dette første bind af satirikeren Jacob Worms skrifter ønsker Selskabet at rette en varm tak til direktionen for Carlsbergfondet og til bestyrelsen for Statens almindelige Videnskabsfond for de bevillinger der har muliggjort udgivelsen.

DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB

XIV
XV

UDGIVERENS FORORD

Jacob Worms forfatterskab har hidtil kun været tilgængeligt brudstykkevis, dels i biografier af Thomas Kingo og Peder Griffenfeld, dels i spredte tidsskriftartikler. Det omfattende materiale af satirer og andre tekster af Worm har henligget i manuskript i de offentlige biblioteker i Danmark, Norge og Sverige og kun været kendt af få forskere. Med føje kunne professor Billeskov Jansen slutte sin artikel om Worm i Dansk Biografisk Leksikon med at udtale: »En samlet, kritisk og kommenteret udgave af Jacob Worms poetiske forfatterskab hører til dansk litteraturforsknings desiderata«; thi ikke alene er Worms og Kingos liv, men også deres digtning i den grad flettet ind i hinanden, at vigtige dele af Kingos liv og digtning kun bliver forståelige gennem et nøje kendskab til Jacob Worms liv og værker, og vice versa. Også Worms forhold til både Griffenfeld og dennes efterfølgere og frem for alt hans afsluttende angreb på den enevældige kongemagt er af så stor interesse for forståelsen af det syttende århundrede, at udgivelse af dette særprægede forfatterskab må anses for ønskelig og påkrævet.

Nærværende udgave har sin rod i en guldmedailleafhandling til Københavns universitet, udarbejdet 1953-54. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab overdrog mig derpå i 1954 dette udgiverarbejde med professor, dr. phil. Paul Diderichsen og dr. phil. Albert Fabritius som tilsynsførende; ved Paul Diderichsens død overtog professor, dr. phil. Poul Lindegård Hjorth posten som filologisk tilsynsførende.

Under mit ophold som dansk lektor i Reykjavik 1955-62 trådte andre opgaver i forgrunden, således at den omfattende variantindsamling fra manuskripterne kun skred langsomt fremad, hvad der i det hele har betydet en kraftig forsinkelse.

Udgaven vil efter planen komme til at omfatte tre bind; bind I bringer Worms tekster med det kritiske apparat, bind II tekstkommentar og håndskriftsbeskrivelse, og endelig bringer bind III en levnedsskildring; som XVI bilag til dette tredie bind aftrykkes et udvalg af breve og aktstykker samt hovedparten af procesakterne.

Ved afslutningen af dette arbejde er det mig kært at rette en varm tak til mine tre tilsynsførende for deres beredvillige hjælp under arbejdet; diskussionen af redaktionsprincipperne blev desværre professor Diderichsens eneste tilskud til denne udgave; men det har været af allerstørste betydning for mig at få lejlighed til at gennemdrøfte hele dette yderst komplicerede problem med en så kyndig og erfaren forsker. En speciel tak rettes til mag. art. Kaj Bom, der i lange og givende meningsudvekslinger gang på gang har hjulpet over døde punkter og virket inciterende og inspirerende. Ligeledes takker jeg cand. mag. Herluf Nielsen, der har udarbejdet de danske oversættelser af de latinske tekster; da disses sværhedsgrad er så stor, at man må gå ud fra, at kun de færreste vil være i stand til at forstå dem, følger den danske oversættelse så vidt muligt nøje den latinske original.

Erik Sønderholm
København, januar 1966
XVII

PRINCIPPER FOR TEKSTREDAKTIONEN

Det wormske forfatterskabs nære tilknytning til Kingos har bevirket, at det lige fra begyndelsen har været meningen at lægge Worm-udgaven så tæt op ad Kingo-udgaven som muligt, såvel i henseende til udstyr, indretning og typografi som til redaktionsprincipper. Det har dog ikke kunnet undgås, at der under arbejdet er blevet afveget fra denne målsætning på forskellig måde, idet forfatterskabets egenart og dårlige overlevering gjorde sig mærkbart gældende; for disse afvigelser vil der blive gjort rede i den følgende oversigt; af største betydning for helhedspræget af udgaven er det, at man har set sig nødsaget til at afstå fra at bringe variantapparatet under teksten ligesom i Kingo-udgaven; det vil i stedet blive bragt bag i bogen.

Forfatterskabets særart og de deraf følgende særlige forhold til tidens myndigheder har været årsagen til, at der kun findes yderst lidt autentisk materiale bevaret. To rimede supplicationer findes i original i procesakterne, to ærevers til kongen eksisterer ligeledes i original. To af digtene findes bevaret i samtidige tryk; det ene er supplicationen fra 1677 (nr. 34), der foreligger i et særtryk, der er hæftet ind i et af de ældste håndskrifter; det er sandsynligvis et sådant tryk, som blev sendt kongen tillige med en prosaansøgning; også digtet »Jesu Klagemål« (nr. 29) fra oktober 1680 må efter alt at dømme være udgivet direkte på Worms egen foranledning. Derimod er trykket af »Ammernes kontrafej« (nr. 69) først fra ca. 1700 og er i øvrigt af meget ringe kvalitet. I Rigsarkivet findes i nogle aktstykker henhørende til forundersøgelserne imod Worm to helt samtidige afskrifter, af nr. 18 (»Visio Abrahamstrupensis«) og af en Worm tillagt tekst (»Bedesedlen«), men der er i begge tilfælde tale om ringe og sekundære former.

Hele Worms øvrige produktion er udelukkende overleveret i afskrifter og afskrifters afskrifter i flere led; flertallet af disse afskrifter er af relativ ung dato, efter 1720, hvilket forklarer at disse tekster ofte er af ret ringe kvalitet; afskriverne har som regel ikke været i stand til at forstå XVIII Worms hentydninger. Det har derfor været af allerstørste betydning for teksttilrettelæggelsen at finde frem til gamle og pålidelige håndskrifter, helst samtidige med Worm, idet disses afskrivere i kraft af deres samtidighed har haft en større mulighed for at forstå alle Worms underfundigheder end de yngre afskrivere; disse samtidige håndskrifter, der desværre er såre få, er overalt, hvor det overhovedet har kunnet forsvares, lagt til grund for udgivelsen, specielt for de satiriske skrifters vedkommende.

Den sekundære overlevering i forbindelse med forfatterskabets påtvungne anonymitet har endvidere bevirket, at afskriverne hurtigt er kommet i vildrede med, hvad der egentligt var Worms, og hvad der var andre satirikeres (f. eks. Mathias Worms, Hans Nordrups og J. N. Bachs) arbejder; i de yngre håndskrifter optræder en lang række værker, der enten ikke findes i de ældste håndskrifter eller i disse anføres under andre forfatternavne, under Jacob Worms navn, således at man henimod det attende århundredes midte næsten var kommet så vidt, at navnet Worm nærmest synes at have været et begreb, en genrebetegnelse: den personlige, politiske satire. Sikre kriterier for bestemmelsen af det wormske forfatterskabs omfang haves ikke, men enkelte pejlepunkter findes dog; værst er man stillet med de ikke-satiriske værker, der i yngre håndskrifter også tillægges Worm.

I bind II følger en nøje gennemgang af de enkelte håndskrifters art og indhold med angivelse af deres Wormdigte og disses kvalitet; endvidere vil dette bind komme til at indeholde en detailleret kommentar til de enkelte tekster.

Punktkommentaren til hver tekst vil blive indledt af en drøftelse af de grunde, der taler for, at den pågældende tekst er af Worm. I bind III vil der i det biografiske afsnit komme en mere almen oversigt over forfatterskabets omfang og de kriterier, der i almindelighed er anvendt ved afgrænsningen af stoffet.

På grund af den store usikkerhed ved afgrænsningen bringer udgaven et udvalg af disse tvivlsomme tekster.

Ved teksttilrettelæggelsen har det været opgaven at gengive kilderne så fuldstændigt og nøjagtigt som muligt; udgaven skulle kunne anvendes til filologiske formål. Dog skal følgende forhold udtrykkeligt fremholdes:

I. Typografi. Den gotiske skrift i såvel håndskrifter som tryk er overalt gengivet ved antikva, mens håndskrifternes og trykkenes brug af antikva, XIX blandt andet i fremmedord og navne, gengives med kursiv. Titelbladet til Worms eneste trykte pjece (nr. 29) bringes i facsimile, det samme gælder overskriften til supplikken fra 1677 (nr. 34). Så vidt muligt følges håndskrifternes opstilling i titlerne, dog har liniebrud ikke helt kunnet undgås; i enkelte tilfælde har det været nødvendigt at foretage en helt ny og klarere opstilling; ved ganske enkelte tekster er titlerne indsat af udgiverne; dette præciseres i variantapparatet.

II. Ortografi. Selv om det meste af materialet kun er overleveret i forskellige afskriveres afskrifter, er der ikke gjort forsøg på en ortografisk normalisering på grundlag af Worms originale breve og aktstykker; alle teksterne i udgaven er gengivet nøjagtigt efter det pågældende tekstgrundlag, som nævnes i variantapparatet; forkortelserne, såvel i de danske som i de latinske tekster, er normalt opløst uden markering, da det overalt drejer sig om tidens gængse tegn. Også brugen af stort og lille bogstav følger tekstgrundlagene; i enkelte håndskrifter er det vanskeligt at afgøre skriverens intention, og her har et personligt skøn måttet råde; det samme gælder om ordsammenskrivninger, idet det ikke altid er klart, om skriverne har skrevet et sammensat ord som to ord eller som et; også her har et personligt skøn måttet træffe afgørelsen. Enkelte håndskrifter anvender store bogstaver inde i ordene, hvilket ikke er gengivet i udgaven.

III. Interpunktion. Håndskrifternes vilkårlige tegnsætning følges som hovedregel. Der er ingen steder foretaget rettelser, uden at de er anført i variantapparatet; et forsøg på en normalisering efter moderne regler ville uvægerligt påtvinge læserne en fast tolkning og derved vanskeliggøre nye kombinationer. I punktkommentaren i bind II vil udgiveren i vanskelige tilfælde foreslå interpunktionsændringer og begrunde disse. - Den eneste ændring i forhold til håndskrifterne er, at tegnet /: :/ gengives ved ( ).

IV. Rettelser. Da de ældste afskrifter gang på gang har overbevist udgiveren om, at deres skrivere har haft en bedre førstehåndsviden om den baggrund, på hvilken satirerne er blevet til, end et nutidsmenneske kan have, har det været udgavens hovedsynspunkt, at der burde rettes så lidt som muligt; selv uforståelige steder bør henstå uforståelige, mens forskellige tolkninger og forslag til rettelser må henvises til kommentaren. Ingen tekstudgave kan dog helt undgå at foretage rettelser, og i følgende tilfælde er XX der i nærværende udgave rettet: 1) åbenlyse tryk- eller skrivefejl er rettet, imod behørig omtale i variantapparatet; 2) rettelser i håndskrifterne med samme hånd er som regel fulgt, hvorimod rettelser foretaget af andre hænder ikke er medtaget, heller ikke i variantapparatet, idet sådanne rettelser normalt bygger på andre kendte håndskrifter; 3) udgiveren har haft princippet om lectio difficilior in mente, og enkelte rettelser er foretaget i overensstemmelse hermed, dog kun hvor en sådan rettelse har kunnet begrundes også ad anden vej; 4) egentlige udgiver-konjekturer er yderst sjældne; som ovenfor nævnt har udgiveren gennemgående foretrukket at lade endnu ufortolkede steder stå som en slags spore til læsere med en større historisk specialviden; men i enkelte tilfælde har det dog været rimeligst at rette, f.eks. i de tilfælde, hvor afskriverne ikke har forstået hentydninger, som let nu kan forklares ad historisk vej (detailler i Griffenfelds biografi, detailler fra den skånske krig o.s.v.). - I overensstemmelse med hovedsynet på forholdet mellem de ældste afskrivere og de omhandlede begivenheder har det været mit konsekvente princip at prøve på at følge den foreliggende tekst så langt som overhovedet muligt, da man må antage, at skriverne må have tænkt sig noget med deres formulering, og at man ikke kan kassere den, før alt er prøvet med hensyn til at opfatte denne mening i teksten; konjekturer i teksten og i kommentarbindet bygger først og fremmest på de ældste håndskrifter og på studium af de historiske begivenheder og af de implicerede personers bibliografi.

De rettelser, der er foretaget i udgaven, er anbragt i [] , og i variantapparatet findes oplysninger om tekstgrundlagets form og om den håndskriftlige baggrund for den indførte rettelse; endvidere vil de øvrige varianter til stedet bringes fuldstændigt.

V. Variantapparatet. Udgavens udgangspunkt var, at Worms specielle digtning med talrige ofte helt uigennemskuelige hentydninger krævede, at hele håndskriftsmængdens variantmasse blev medtaget. Under mit Islandsophold blev hele variantapparatet færdigredigeret ud fra dette princip. Ved arbejdets afslutning stod det dog klart, at Worm-overleveringens store omfang og slette kvalitet ville gøre denne fremgangsmåde for bekostelig og samtidig for lidet givende for læserne, idet væsentlige varianter fra samtlige håndskrifter ville drukne i et hav af ligegyldigheder fra det store flertal XXI af unge håndskrifter, hvori afskriverne af simpel uvidenhed omdigtede steder, der var uforståelige for dem, til meningsfyldte, men banale og forkerte passager. Såfremt man ville undgå, at de værdifulde varianter fra håndskrifterne før 1700 skulle forsvinde i mængden, måtte man finde et nyt redaktionsprincip eller bringe variantapparatet tvedelt: en A-del med de ældste og delvis samtidige varianter, og en B-del med hele det øvrige materiale; denne sidste udvej, der ville have været den videnskabeligt korrekteste, ville dog blive urimelig bekostelig, idet A-delens varianter alle eller næsten alle også findes i den øvrige håndskriftmængde, hvad der ville have resulteret i, at man måtte have trykt A-delens varianter også i B-delen. Efter indgående drøftelser med udgavens første filologiske tilsynsførende, professor Diderichsen, enedes man om, at udgaven skulle nøjes med at bringe et rimeligt variantudvalg helt efter Kingo-udgavens principper; imidlertid viste en ny prøveredaktion, at heller ikke dette var tilfredsstillende, hvorfor nogle supplerende regler blev formuleret, af hvilke den vigtigste omtales udførligt nedenfor under punkt 3.

Apparatet er normalt kun negativt; i tilfælde af rettelser i teksten imod hovedhåndskriftet anføres dette håndskrifts form i apparatet med udtrykkelig angivelse af de håndskrifter, der følger det. Da variantapparatet kun bringer et udvalg, har jeg anset det for korrektest at anvende et tegn * i apparatet til præcisering af, at der findes andre ikke medtagne varianter, således at læseren ikke vildledes til at tro, at A automatisk støttes af f.eks. B, C, D, når en variant anføres fra E-H.

Specielt bemærkes:

1) Varianter fra håndskrifter, der efter alt at dømme tør formodes at bygge på andre, kendte tekstkilder, udelades.

2) Varianter, der er utvivlsomme forvanskninger (indsættelse af banale vendinger for sjældne udtryk, omdigtninger af passager hvis satiriske sigte skriveren ikke har kunnet opfatte, navneforvanskninger etc.), udelades; undtaget herfra er dog de tilfælde, hvor den samlede overlevering er usikker, eller hvor udgiveren endnu ikke har fundet frem til satirens sigte; i sådanne tilfælde medtages samtlige varianter.

3) Hvis en variant kun optræder i ét håndskrift eller i én håndskriftsgruppe udelades den normalt, hvis den da ikke på en eller anden måde frembyder XXII noget af interesse. Fra denne regel er dog foretaget en vigtig undtagelse af ret stort omfang: mange varianter optræder kun i én håndskriftgruppe, er med til at konstituere gruppen som gruppe; af den slags gruppe-varianter medtages et skønsomt udvalg, således at det umiddelbart af selve apparatet kan fremgå, hvad der binder en gruppe sammen. I signaturfortegnelsen bag i bogen er der henvist til disse konstituerende varianter. Dette skulle øge læserens muligheder for at forstå signaturerne rigtigt.

4) Som følge af tidens helt tilfældige interpunktionsvane anføres interpunktionsvarianter ikke.

5) Rene ortografiske eller grammatikalske varianter, specielt typer som est/er, maa/mon, men/mens, kun/ikkun, rigens/rigets o.s.v. anføres ikke; ved sammensætninger gælder det, at de forskellige variantmuligheder ikke anføres, f.eks. naadsens-, naadens-, naade- eller naadig. I prosatekster medtages varianter som mod/imod, udi/i, etc. ikke; i digte kun, hvor grundteksten har en forkert rytmisk form, der har krævet en af disse normalt udeladte varianter indført; fordelingen angives da på normal vis i apparatet.

6) Ordstillingsvarianter medtages som hovedregel ikke.

Står en variant, der af forskellige grunde skønnes at burde medtages, i rimstilling eller på anden måde således, at den trækker andre varianter med sig af de typer, som ifølge ovennævnte bør udelades, medtages disse dog.

VI. Forfatterangivelse. Hele problemkomplekset behandles i bind II; det ville være utilstrækkeligt her i variantapparatet at meddele, om en opskrift af digtet direkte er forsynet med angivelse af Worm som forfatter; de mange håndskrifter, der udelukkende indeholder Worm-digte, har normalt ikke sådanne oplysninger ved hver tekst; endvidere må man tage hensyn til, at i de mange blandingshåndskrifter finder man forfatterangivelsen i indholdsfortegnelsen.

VII. Tekstgrundlaget. Allerforrest i variantapparatet anføres i hvert enkelt tilfælde, hvilken tekst der er lagt til grund for trykket; håndskriftets sidetal anføres i venstre margin.

VIII. Versetæller og linietæller. Ved de ustrofiske digte er der gennemført en fortløbende versetælling; ved strofiske digte anføres hverken verseeller linietæller. Prosaiske tekster er forsynet med fortløbende linietæller.

XXIII

Til slut skal det nævnes, at ikke alle håndskrifter har været til disposition under arbejdet; enkelte nyfund er også sket, efter at det egentlige arbejde med varianterne var afsluttet. I begge disse tilfælde har det af rent udgivelsesmæssige grunde været praktisk at undlade at indarbejde disse nytilkomne varianter i apparatet; de vil i fornødent omfang blive bragt i kommentarbindet.

XXIV
1

JACOB WORM OG THOMAS KINGO

2
3

SATYRE OVER
KINGOS KALOT

1.

Jeg veed en Calot,
En Geistlig at bære, hand nylig har faaet,
Hun sidder paa Toppen hans Hoved saa fast,
Hand kand dend for ingen aftage med Hast,
Hun varmer hans Pande, det giør ham saa got,
At bære Calot.

2.

Hand er jo en Mand,
Er kommen fra Bonde i ypperlig Stand,
Med Fiinhed at melde er bleven til Præst,
Dog Rytter at være, det tiente ham bæst,
Nu Haaret er borte, hans Hovet er blot,
Thj bær hand Calot.

3.

Hun sidder paa Snur,
Som Haren, naar Skytten hand ganger paa Spur,
Sig trycker i [Sædet], til hand er forbj,
Saa sidder Calotten paa Hovedet fri,
Hun skiuler hans Pande, det er jo en Spot,
At see dend Calot.

4.

Jeg saae ham engang,
Blant dennem, som ere i højeste Rang,
Jeg tenkte, Calotten hand tager vel af,
Mens de ham tiltalte, og Hænderne gav,
Men ligesom Halen dend følger sin Rot,
Saa sad hans Calot.

4

5.

Det er en Betryk,
Han kand ej formaae, at bære Paryk,
Thi Halsen hand fylder med Øl og med Viin,
I [Kroeret] hand ligger saa fuld som et Sviin,
Til Galskab hans Hierne opspinder en Tot,
O! phy den Calot.

6.

Hvad meener du vel?
Du arme Peer Caudi, og Jorderigs Træl,
Du est af Jndbildning saa skammelig fuld,
Jeg meener Hoffærdighed slaar dig om kuld,
Naar som du indkommer paa Herrernes Slot,
Tag af din Calot.

7.

Du est kun en dreng,
En Slyngel, en Lømmel, som giør sig saa streng,
Med Node og Mode, i Sæde og Gang,
Dend Tid du har været, er ikke saa lang,
Est nylig udkrøbet fra Skallen, du maatt
Ej bære Calot.

8.

Jeg vemmes derved,
Du trycker Calotten i Panden dybt ned,
Saa sidder i Nacken det purvorren Haar,
Og du som en Allik, med Hovedet staar,
Forvirret du siunes, fordj du har faaet
Dend lumpen Calot.

5

9.

I [Kroeret] gak,
Giv Konen Caloten, og sig hende Tak!
Hun giver dig Brændviin saa meget igien,
Som du kand fortære til Morgen, min Ven!
Du est jo en Stømper, og ingen Jorddrot,
Kast bort din Calot.

10.

Gak aldrig dermed!
Men giør dig en Fluesmek deraf vel breed,
Og naar du i [Kroeret] har drucket dit Øl,
[Tag vand i Calotten, og Halsen i skiøll,]
Og om du om Natten behøver en Pot,
Da brug din Calot.

6

CONTRA-SVAR PAA KINGOS KALOTVISE

1.

Hvilket Marchen her er,
Med dend lumpen Calot, som dend Hundsfot hand bær,
Men naar mand blant Hunde [henkaster] en Steen,
[Den] piber og skriger af Slaget [faar] Meen,
Hvi vilt du ej tage Sandheden for got?
Du lumpen Hunsfot!

2.

Jeg sander med dig,
Og siger: En Hunsfot som liuver om mig!
Hvem liuver og skriver om [Reedelig] Mænd,
Hand giør som en Esel, det dievlen ham skiend!
Men Sandhed er skreven om Præstens Calot,
Du lumpen Hundsfot!

3.

Beviise du maa,
At Sandhed er Løgn, du støder dig paa,
Var du icke skyldig, ej merke dig loed,
At tie og bie langt bedre dig stoed,
Jo meere du rører, da stinker din Pot,
Du lumpen Hundsfot!

4.

Calloten paa Snur,
Hun sidder ej ret, hverken bag eller for,
Thi for udj Panden dend sidder saa siit,
Og bag udj Nacken dend sturrer saa viit,
Som Soe kand med Sadel, kand du med Calot,
Du lumpen Hundsfot!

7

5.

Du veedst vel eengang,
Hvorledes du varst udj Højeste Rang,
Da du udj Kirken var skammelig fuld,
I Prædike-Stoelen du falt jo om kuld,
De bar dig af Kirken, med Skam og med Spot,
Du lumpen Hundsfot!

6.

Hvor ofte du har,
Maalt Rendesteens dybet, du arme Claus Nar!
Brudt [Beenen' i] støcker, du mindes vel og,
Hvorledes det gik, der du Kragen antoeg,
Din Kaarde blev borte; giet hvem dend har faaet?
Du lumpen Hundsfot!

7.

Kom icke igien!
At skrive mod Sandhed med Løgneris Pen,
Du mindes, hvor du og den Røde løb Storm,
Og dyppet tilsammen, [Sielffv Tredie] i form,
Dit Rygte dig følger, som Halen sin Rot,
Du lumpen Hundsfot!

8.

En herlig Profit,
Hvorledes du haver forvendt din habit,
Med Rytter du [bytted'] din' Klæder omkring,
Kand du vel erindre slig underlig Ting?
Nu vil jeg ej meere opregne din Spot.
Du lumpen Hundsfot!

8

9.

Men tier du ej,
Da skal jeg dig viise en slemmere Vej,
Du skalt icke slippe med hemmelig Spot,
Men alle skal kiende du est en Hundsfot,
Dit Rygte, som Kuchens er tegnet paa Slot,
Du lumpen Hundsfot!

10.

O! brug din Calot!
Hvad heller dend er dig til Hæder eller Spot,
Der er jo saa mange, der ganger med slig,
Thi lad dig ej merke, de siunger om dig,
Du kand deris Munde vel stoppe med got,
Du lumpen Hundsfot!
Du lumpen Hundsfot!

9

NOGLE CARDINALERS FORSLAG

som udj Pafvelig Croning, er blefven opslagen
paa St. Peders Kircke-dør til Rom,
hvor udj anholdiss om reformadtz,
udj [den] afdøde Pafviss interdict,
og formodiss nye indulgentz,
med frie commission, paa
[Huall]-fische-dræt, in
mari insveto inter Herculeas
columnas.

Den lille Rubberts Fische-bad,
Var slæbet oppaa landet,
Hand icke meere plasked gad,
Og ride rundt paa vandet,
Hand tenckte; slaar du giechen løss,
Som du est vant at giøre,
Strand-Ørnen blifver dig saa bøss,
Som hand har vært dig føre,
Dig hvister ind i bagger-stafn,
J kølle-gangen spreller,
Bespruder dig dit kiære Nafn,
Dit Rychte ilde skreller,
Du maat nu elske læe og lye,
Ald leeg og lyst fornegte,
Du tør [ræt] aldrig meere knye,
Og pudtzerie forfegte,
Men som mand veed, at gammel kat,
Ey lettelig vil kure,
Mand flygtig Fugl faar neppe fat,
At trylle udj Bure,
Afrettede Marcolfi pudtz
Der hand saa Muusen løbe,
10 Slap lyset, løb mod Muusen budtz
Og vilde heller kiøbe
Med Egen vane og Natur,
End med sin Mesterss afve,
Ham kunde ingen Konst og Cuur
Forskrecke fra at trafve,
Saa Rubbert kand for ingen tvang,
Sig holde udj schindet,
Hand seyler jo paa giecke-fang,
Af Venner der til mindet,
Een Floede seyler fort forbie,
Saa strand og strømme skummer,
Paa kiøb-Mand-skab og Confardie,
At hente Smiile-Gummer,
Om Reederne er ey mit sind
Vitløfftig her at skrifve,
Jeg sticher jo miin pibe ind
At de mig gunstig blifve,
At ieg af dem kand hâ medhold,
Een fattig peldtz at drille,
Hand himmel-spret og [kasse]-bold
Schal icke med mig spille,
Paa kiøbmandss-Floeden Principal
Er Kingo nyelig blefven,
Og paa Confoyen Admiral
Saa kycker og saa trefven,
Den [ruschen-snuschen smule]-koch
Hand hâr aldt høyden borte,
Ham fattis kun een Gaase-soch,
Til foering under schiorte,
Hand har nu oppenaaet sit Maal
Til puncht og saa til pricke,
Kun Gaasse-Ister til hanss kaal,
Ham feyl, og meere icke,
11 Hand raaber: Hej og Holla hvip,
Hidtz op, [hal] ind [vor] Frue,
Med gienschald svar [min] Dulle-pip,
Af Mund, som dessmer-Sckrue,
Miin Dessmer-knap! miin Sucker-Bold!
Miin dyre Runde Pelle!
Mit Røge-Pulver mod en Trold!
Miin Pomerantze-Sckrelle!
Miin Balssom-Buddich! miin Snudt lit!
Miin lyst for alle Fuule!
Pip, pip, miin Stillidtz! miin Mussvit!
Miin lecher lillde Smuule!
Hvor tindrer nu hanss øyen-steen,
J brystet hiertet kildrer,
Saa glat, som glass hanss Pande-Been
Er, og hanss [ansigt] Mildrer,
For kort tiid j hanss Pande gich,
Vel femten Wiborg-Weye,
Nu seer mand ey den mindste Slich,
Af Rynche-skind om [keye],
Mand hørte før hanss kluch j kluch,
Og Wee og Woch af Munden,
Nu hane-Gael, og høye puch
Med Nich og buch hâr Vunden,
Saa sidt Ham hengde før hans Fleb,
Som Drip i Lage-posse,
Nu qviddrer Hand med knebber-Neb,
Gîr qvech, som Frøe j Mosse,
Som Hand bag af een Wogn var taft,
Saa blye var Hand j Sommer,
Nu hâr hand sat siin Mund paa skaft,
Som før var giemt i Lommer,
Hanss Snach Ham før ey meere flød,
End sidste Taar paa Helling,
12 Nu giøriss den, som j fuld sød,
Opløber heede velling
Saa død og dofven var hand før,
Som Natte-standen Berme,
Nu pipper lifvet udaf dør,
Og schalchen af hanss Erme,
Hr. Kingos glæde lyst og Trøst,
Paa det vil ieg ey tvinne,
Jeg gierne seer, at paa hanss høst,
Den blide Soel vil Sckinne,
Om Hand paa Sophies Schiberom,
Siin kaass kand vel berede,
Og flagge-Schibet Runden om,
Som Admiral beklæde,
Krud-Kammeret, om hand faar lov,
Og troiss til at bestyre,
Om hand med heel og half Cartau
Kand flinch og lystig fyre,
Om det og eengang slumper til
At hand, som gamle Giede,
Een graf til Sophie grafve vil,
Og sofve-seng berede,
[At] hand, som Hollandsch Admiral,
Kand da paa nye bespringe
Et andet Schib? og som een Kâl,
Siin Fane atter svinge?
Aldt dette giør mig ingen harm,
Vil lycken Kingo favne,
Og venlig bære ham i arm,
Gid hand maa made Ravne!
Og blifve Kragers Speege-Mad!
Om hand, som ieg, mon hede,
Der ey ved Kingos lych' er glad,
Der ved hanss gafn [bær leede],
13 Men, gode Frater Kingo hør,
Hvor gaar det dog til haande,
At Lyckenss venlig vind og bør,
Gîr jer slig vind og aande,
J straxen blæss saa strengt et væer,
Paa lille stackelss Rubbert,
At hand sit seyl maa stryge neer,
Som half-fortabte Slubbert.
Stryg seil Kong Lauring Hatten af,
[Om du forbie vil seyle;
Thi du faaer ellers Viss'lig Straf,
Dend vil dig ikke feyle].
Hei! sagt Sudost! hâr Kuldet Koe
Faaet Hoeren, vil hun stange
Trær Gibbert nu paa afsat skoe?
Schal Rubbert Barfoed gange?
Om J jêr Mad faar puddret alt,
med Neglicher og Peber?
Da under mig det bare Salt,
At jeg faar ey een Feber,
Faar J reedt op Jêr Silcke-seng
Med Lilier og [Roser],
Og schal ieg ligge arme dreng,
J Møding-Pøel og Mosse?
For Charites Jêr favner tet,
Mon Klappe jêr og Kysse,
Schal derfor Wetter nibe vredt,
Og Pusslinger mig kryste
Med ære, det er eengang sant,
J bær nu jêr Bonette,
Schal stachlen da siin hat til pant,
J Rendesteenen sette?
Sagt tør hiin fiine bøffels [Hatt],
Paa vadmelss-hetten prache,
14 Om kolde vaade vinter Nat,
Da hvinter hun om Nache,
Lad stiche op sit Merse-seyl,
Hiin prechtige Confoyer,
Det schader iche ved en Neyl,
Det liden smidig Boyer,
Hand schær sig giennem Wand med hast
For seyl som Wugge-lagen,
Den stund at Hiin af Tunge Last,
Tør sinchiss flux tilbage,
Forlof, lad Rubbert seyle med,
Og seyl j Raa ophidtze,
Samt følge Kingo frem af sted,
Og hielpe ham at Spidtze,
Et lidet læt Dynch-erche Schif,
Hâr tit vært med at jage,
Og teed sig baade Rasch og stif,
Naar store spansche Krage,
Som feede Gaassen [valtret] frem,
Og Hollandsch Schøiter icke
Oplange Kunde, Mimring dem,
Da hafver bragt j stricke,
Vel an! Hr. Kingo hidtzer seyl,
Bedr' Rubbert icke stryge,
Naar Een og anden Wen slaar feyl,
Maa J paa hannem bygge
Johannes in eodem hand
Hâr jo ret altid veret,
Hans Sind og Mamma-liucken kand,
J aldrig faa omkieret,
Lad ham da med paa Confardie
Med Venne-Floden seyle,
Og slentre med j mascapie,
Naar Kingo ret vil beyle,
15 Saa hidtzer seyl Hr. Kingo frisch,
Lâr ud paa dybet schride,
J Rammer vel dend Kiere fisch,
Der paa jêr Krog vil bide,
Een trolle-Hval paa Læster Fit,
Om den siin Kløfftig hale,
Vil byde frem og spille lit,
Hvad var Mand vel for Kâle,
Om Mand da Liinen slap og løb,
Og Fischen ey harponet,
Sig sparde for det Fitte-Kiøb,
Sig for slig Marchet skonet,
Hvo redder er, det sielden skeer,
At hand beligger [Fruer],
Hvo hiertet under Beltet bæer,
Ham tien best Ascke-Grue,
At sidde j og [skulte] sig,
Og driche Røg for [snive],
Begrafve Røg j flasche-fliig,
Og gnafve Røst af Knifve,
Men J Hr. Kingo, J vist maa
Hâ mod j bryst og bringe
Et pust J maa jo tøre staa,
Ej red fra skandtzen springe,
J for vel fuld een Jster-sech
Maa icke blifve Kiøsen;
Den fisch, der hâr paa siiden spech,
Nu j et Wenne-Løsen,
Og Nich fra lille Rubbert hâr,
Da setter an paa lofve,
Jêr byttet vel til haande gaar,
Vil J jêr ellerss vofve,
Saa hâr J knap jêr Kram bestilt,
De smøret fitte-Krummer,
16 Af dem J faar jêr lading fyldt,
Jêr last af smiile-gummer,
Det er det beste Kiøbmand-schaf,
J Kand jêr foretage,
Thj der gaar ingen Ziise af
For Wisiterers klage,
For Told-Betienterss ofverløb,
J bær da ingen fare,
Og Kand saa [gi diss] bedre kiøb
Paa lystig smiile-vare,
Hâr J til viss' ey Rade Wind,
Men contra-blæst befunden,
J tør dog lenge Maalet ind,
Naar J hâr lenge Runden,
J Søen dreyet om og om
Wært half-veyss ilde fattet,
Er end i-kneppet laass for bom,
J gaar dog ind i Gattet,
Laverer, legger fra og til,
Og prøfver kun Jêr Beste,
J hâr j Haanden Wundet Spil,
Ret paa det allerneste,
Hâr end Hans Hellighed af Rom,
Dend Walsche Bisp og Pafve,
(Som J der schrifver noget om)
Et bud og bref tillafvet,
At J maa ey til Nunne-Broe
Jêr fremmer-stafn anbyde,
O hør, hvor Rubbert der ad loe,
Hvad er [her] nu j gryde?
Schal Pafvenss indulgentze-Bref
Forsvare Nunne-schandtzer,
Hand er jo død som brefvet schref,
Sit seyl ey meere sandtzer,
17 J gaar foer af hanss Hellighed,
Jeg veed ey hvort, til gilde,
J dag tør Hendiss kierlighed,
Frue Nunne schalchen kilde,
At Hun gîr schylden paa, een Muuss
Hâr Pafve-Brefvet gnafvet,
Saa det kun tien til kremmer-huus,
Hun og et strax [tillavet].
Der i at giemme Muncke-Fandtz,
Det giør den Fiine Nunne,
Een fattig karl den [Kandz] og krandtz,
Forschyder ingenlunne,
Hvad gielder, om J bedr' der om
J hendiss bref maa læsse,
Forklare hende Pafvens dom,
Da Pafven faar een Næsse,
Saa lang, som lengste Svøbe-schafft,
Faar J det revideret,
Da mister Brefvet vel siin krafft,
Og blifver slet Casseret,
Hun fatter da j sinde saa:
Een Wen hâr [hid] indschibet,
Een Bref-lap ham ey kyse maa,
Hand jo det smør faar knibet,
Som Pafven uden [Kierne]-staf,
Vild' giør til piæss og pladder,
Der aldrig meer skuld' blefvet af,
End Fattig Closter-[piadder],
Lad Pafven stryge sig om Mund
Og snacke for siin Esche,
De blomster udj Frier-lund
De er dog iche beesche,
Er Pafven død, da hanss arrest,
Hâr og gid op siin aande,
18 Hvo schal da være Nunnen nest,
Og Brude-Blusset brande
Den Guld har flettet i sit Haar,
Hvis knebelbart er gule,
Hand frygter ey for Brudenss laar,
For Bryllup ey vil Schule,
Til Lycke, Broder Gilibert,
Til Lycke med det Gilde,
Der schal vel ingen Laalandss Ert,
Saa rende om og Trilde,
Som J da udj fulde traf,
Wil hvissme hoppe, rippe,
At Reysen kand gaa lystig af,
J ej schal ride glippe,
Saa blîr self paa jêr Nunne-Borg,
Een residentze-Pafve,
Forlindrer der med ald jer Sorg,
Og faar jêr Sag j lafve,
Saa kand J self gifv' indulgentz,
Self trycke Sejlet under,
Saa hâr jêr hellig reverentz,
Vel bitter gode Stunder,
At lâ jêr pilcke mellem taa,
Paa foden at lâ kysse,
Jêr kilden knockel at lâ klaa,
J Søfn jêr lade dysse,
Saa kand J til Jerusalem,
Som Pafven paa siin Muule,
Henride, og et reqviem,
Hvor ved J ej tør schuule,
[Opkling'] j [Messen] oor fra oor,
Menss Nunnen paa høy Festen,
Târ Noden ret i Paters Chor,
Og qvinckelerer Lesten
19 Saa kand J bede stryge Sejl,
Jêr egen Abbedisse,
At kaasen ey schal slaa jêr fejl,
Som fattig Gubernisse,
Saa kand J bede, at hun lit,
Paa skiødet ind vil fire,
Paa det J icke alt for vit,
Schal ligge ofver styre,
Jêr gamle Wenner J da maa,
Til Cardinaler giøre,
J kand hâ dem at raabe paa,
De kand jêr ligg' j øre,
Med gode Raad, om Brudenss vær,
Blæss alt for sterch paa beylen,
J dog kand staa Jêr j den fær,
Paa dybet ey kuld-seyle,
Om I, maa schee, ey Søe-sterch er,
Wed bølger torde vemmiss,
J torde krympe Ederss tæer,
Gad ey med graa ulf kiemmiss,
Jêr kunde et Confortativ,
Wed Venne-hielp da schienckiss,
Saa fich J Moed [og lyst i] liv,
Med Gammel [Hors] at [benckes],
Nu noch til Giensvar denne gang,
Kadtz ind, Miin Giech i Sechen,
For dig nu settiss dør og stang,
Til Kingo dig opvecher,
Far vel Hr. Kingo, og far vel,
J helsis fra kong Lavring,
Hand giør Jer gierne ret og schiel,
Og gîr jêr Smør paa kavring,
Hand kommer vel eengang til oorss,
Med Jêr j Giecke-Scholen,
20 Hand staar jêr vel et glass til Roorss,
Og holder kat j Solen.

Corollaria.

1.

Den gamle Rom fich fordum has
Paa stridige Carthago,
Den springske Hval, tør faa sit pass,
Af scherpede harpago,
Spend paa, om der er lif og krafft,
J hvilte Cartilago,
Ej gîr een Landgildss Mølle tafft,
For tønde-sech farrago.

2.

To heel ulige Folck til strid
Er Svidtzer ogsaa Svaber,
At spidtze Seyer hiine gid,
Men disse gierne taber,
Hr. Papa, blæser frisch allarm,
Lâr Svidtzer-Fanen flue,
J faar vel hefnt jêr heede harm,
Paa Svabe-Ringel-Due.

3.

Een Engel huggen ud i steen,
Paa Pafvens Slot mand schuer,
Sit sverd at giemme er hand seen,
Hand staar kun saa og truer,
J været peeger tid paa tid,
Saa løst [ad] Balgen sticher,
Hanss dofven arme dog ej gid,
Ført stødet ud til priche.

21

4.

Var Pafven self saa Engel-spag,
Hand Michel motte hede,
O nej! hand lafver vel sin Sag,
At hand faar knif j scheede,
Men hvo sig setter op imod,
[Ham] gaber under øye,
Var det end Old-frue Edel-god,
Hun faar vist holde Trøye.

Cum Gratia et Privilegio Pontificis Maximi autenticum

Petri sigillum affixerunt Legati

a latere, et Papali sanctitati a secretis.

Romæ Calend: April: sub

annulo Piscatoris.

Horse-Mager,
Aale-Krager
Skerper kloe og hvedser Neb,
Fluer, truer,
sammenkuer,
Flynder-flab, og Torsche-fleb
[Brumle biørne],
[tude ørne],
kyser dyret ind i Busch,
Sange-Gøge,
Spurre-Høge,
Gîr ad Fuglen Raab og Rusch
[Rangle]-Blærer,
Vange-schiærer,
kyser deggen op i krog,
Blancke fiile,
spidtze Syle,
Obner tette Spende-bog
22 Rumle-Potter,
vilde Schotter,
Spiller op til Springe-dantz,
Soele-Schifven,
Bencke-vifven,
Træd j Leegen med diin Svandtz
Fitte-priisen,
Sylte-Griisen,
Spagger, lad diin Vamse klaa,
Snurre-fluen,
kroppe-Duen,
Tag dig an et dvale-straa,
Finger-bølle,
[Liire]-Mølle
Lad dog tolde af diin Sech,
[Huuse-korsset,
Knuble-horsset],
Lad dog ryste j diin hech,
Gryn af hirse,
Oste-perse,
Gif dog bort diin Oste-Muuss,
Tinte-Tungen,
Rencke-pungen,
Lad dog til dit kierling-kruuss,
Stiime-kocken,
priime-klocken,
knefvel pinche dig til [bed],
Pundtlærss-huden,
Scholde-Luden,
Vær dog ey saa haard og heed,
Erdtze-Miine,
Guld j Sckriine,
Lad dig grafve under op,
Lad dig raade,
23 lad dig traade,
Lad dig gî et [duns] og dop,
Lad dig stoppe,
lad dig proppe,
kylling frie kalckunsche-Hønss,
Lad dig nøyiss,
lad dig bøyis,
Lad dig gî et duus og dønss,
Lad dig kysse,
lad dig grysse,
Lad dig giøre Munden feed
Lad dig klippe,
lad dig strippe,
[Hav]-graa-ysset kuldet Geed.

24

DA KINGO BLEF BISCOP

Kingovius Synodus, nodus; chorus integer æger;
Conventus, ventus; infula, gramen; Amen!

25

DA KINGO BLEF BISCOP

Den Kingoske synode, - en knude; det friske kor - sygt;
Møde - vind; mitra - hø; amen.

26
27

OMKRING GRIFFENFELD

28
29

GUD OG BELIAL

Liuset og Mørket,
Himmelen og Helfvede,
Guds Kirke og Satans Capel,
Guds Skole og Satans Synagoge,
Guds alterbog og Satans Stambog,
Guds Bibel og Satans Alcoran,
kortelig Riimskrefven
[udi en Samtale] Jmellem en Theologum og
en Politicum
alle dennem som fra Gud til Belial, og fra himmelen til helfvede dagligen apostaserer Til Lærdom, advarsel, omvendelse, formaning og undervissning Dedicerit Offererit og Communicerit under den melodie Ach Fairfax etc: af Israele Theocarino, Theologiæ et sacri τοῦ ἐν οὐρανῷ πολιτέυματος Candidato.

1. Theologus.

Hvi er dog Gud udslet af hver en Siel og Sind?
Hvorfor er Verden saa i synden gandske blind?
Guds frygt henvissner og bær urte falmed kind.

2. Politicus.

Jeg troer ey himmel, ey helved' ey Gud,
Og skiøtter ey ordet, ey Guds frygt og bud,
Jeg holder for fabel Guds pile og skud.

3. Theol.

Bryd Himmel-Sal og Slot, og se Gud til oss ned,
Merk paa de ondiss gang og deriss fode-fied,
Stat op til hefn og dom udaf dit sædis sted.

30

4. Polit.

Tør du saa culpere en Verdslig Monsieur?
Og frygter du ikke for dødens Recteur,
For Bøddel, for diefvel, Fiscal, [Procureur].

5. Theol.

Omskiønt at Sandhed er i verden ilde Hørt,
At den nedtrædis, og for munden blifver snørt
Jeg paa Guds vinger dog fra modgang vorder ført.

6. Polit.

Naturen Jeg skuer, og troer ej meer,
End det som Jeg daglig for øynene seer,
Naar Mennisket hendøer, da er det kun leer.

7. Theol.

Det er u-dyderss Sæd, og Satans Klinte-Korn
Slig røst er vist ud-blæst af Satans Jeger-horn,
J hver en hierte-Jord hand planter saadan torn.

8. Polit.

Hvad Engel? Hvad diefvel? Hvad Lucifers magt?
Jeg gifver paa saadan' Adviser ey agt,
Mit sind det pædanteri hafver aflagt.

9. Theol.

Gud er dog Sandhed self, hans ord er ikke tant,
Guds Aand ind-blæsed har hans ord vor Siæle-pant,
Det lærer at Guds Søn for os al Seyer Vant.

10. Polit.

Slig Clerkerj, giekkerj skiøtter Jeg ey,
Jeg vandrer med Verden den alfare Vey,
Der er Jeg af dapper mod og ikke fey.

31

11. Theol.

Læss dog Guds Bibel-skrift, leg merke til Hver blad,
Saa fatter hierted [dit] til Verden største had,
Du lenger Velter ey din Siel i synde-bad.

12. Polit.

Historier, Lou-bog og [Tingstuders] trek
Jeg pønser paa, læser og skrifver med blek,
At mig Courtisaner ey holder for giek.

13. Theol.

Gak dog i Guds Huuss ind, og hør Guds Mand og Præst,
Han stedse byder dig at vorde Jesu Giest,
At du i Svofvel-Søe ey tage skal din rest.

14. Polit.

Hvad skole? Hvad kirke? Hvad Academi?
Fra saadanne steder Jeg frank er og fri,
Med Compagni-brødre Jeg vandrer min Stj.

15. Theolog.

Guds Kirke er Guds huss, der er hanss arn og Jld,
Der kand en engsted Siel se Jesu ansigt mild,
Om hand i Synde-spor ey løber lenge vild.

16. Polit.

Comoedie, Kielder og Vindrue-huss
Jeg søger flux heller og drikker en russ,
Got taar Segnieur med [Velkommen] og duss.

17. Theolog.

O stor forfenglighed! ô Satans lokke-mad,
Hvor med hand sine børn i Vellyst giører glad,
Men hand til piin' og pøel omvender dog det blad.

32

18. Polit.

Min bug er min Gud, [og min glæde og] lyst,
Lyksalig er Jeg, naar mig Verden har Kyst,
Mig Lykken har lagt da paa arm og paa bryst.

19. Theolog.

J mørke gaar du hen til hvile-sted og stafn,
Om du i laster-strøm opsøge vil din hafn,
Det vorder ikke dig til gode eller gafn.

20. Polit.

Hvad agter vi Kirke? hvad Alter og Blok?
Vi Verdslige ere selv vise Jo nok,
Vi skiøtter ey dyden, men Vellysterss flok.

21. Theol.

Slig Vellyst er en Jld af Helfvede op-tendt,
Som mangen Siel fra Gud til diefvelen har vendt,
Ved Lysterss Strikke-snor [er] mangt et [Hierte] skiendt.

22. Polit.

Naar Lykken med vellyst fuld-skienker min skaal,
Jeg drikker, og reddis ey helfvedis baal,
Min lykke staar stadig som Jernet og staal.

23. Theolog.

Paa ubestandig hiul har lykken sat sin fod,
Fra Vugge og til graf kun sjelden vorder god;
For-sag i tide synd, for Gud giør pligt og bod.

24. Polit.

Om Verden sit hvege-lyss slukker for mig,
Om Lykken vil ikke self være sig lig,
Jeg dog af Politiske stræger er rig.

33

25. Theol.

Ey nogen fugl er sat saa høyt paa bierg og field,
At Skiøtten Jo paa dend kand giøre skud og smeld,
Saa kand og Verdens barn forlise snart sit held.

26. Polit.

Om Lykkens Soel blunker, og er ikke skier,
At Velten for-keeriss, og modgang er nær,
Med penge Jeg naar dog alt det Jeg begier.

27. Theol.

O Væ! o Væ! det land hvor guld Har Regiment
Og penge dronning er, der er Guds frygt forvent
En penge-gierig Siel med Satans Jern er brent.

28. Polit.

Guds Kirker og altar Jeg setter paa spil,
Til Kiøb kand erlangis det Kald som mand vil,
For hundred' ducater og fleere der til.

29. Theolog.

Af Gud den Mand er ey udvald til Præste-Kald,
Om skiønt hand meen hand staar paa Velstands høye hald,
Ved Satans snære-garn hand kommer dog i fald.

30. Polit.

Mit hierte dog holder Guld-klumpen for Gud,
Med guld kand Jeg giøre paa festning it brud,
Guld agter Jeg høyer' end Guds ord og Bud.

31. Theologus.

U-lykkerss Kilde-brønd er guld og gierighed,
Som har saa mangen siel fra himlen styrted ned,
Slig penge u-kruds raad grooer i hvert hierte-bed.

34

32. Polit.

Recessen og Lou-bogen henger [i] guld,
Ham [ræt vederfariss] som pungen [har] fuld:
For sølf og for penge er verden os huld.

33. Theol.

Bøy ikke ræt og skiel for stikke-pengiss skienk,
Thi Gud hør Dommen til, ô Lou-Mand herpaa tenk,
Naar du til dom er sat paa Rettens stol og benk.

34. Polit.

Mand prædiker for ulfven saa lenge mand vil,
Hand slager dog slut-øre stedse dertil,
Mit hierte fra guldet ey nogen ad-skil.

35. Theol.

En Rig saa Vanskelig til himmelen kand naa,
Som it Camele-dyr igiennem naal kand gaa,
Om hand til guld har sat sit haab og sielss atraa.

36. Polit.

Ved guldet Jeg baner mig Veye og stj
Til Charge og ære, Jeg kand blifve frj
Og Eddel-giort Herre for tusinde tj.

37. Theol.

Den rette ære-Krands ved dyd og dapperhed
Forhverfvis skal og bør ved hand, Ved mood og sveed
Dog Verden udaf dyd fast alle steds er keed.

38. Polit.

Jeg Kerer mig ikke om dyder og mod,
Jeg lader for føde-land aldrig mit blod,
En Stat-Mand kun praler fra haand og til fod.

35

39. Theol.

Jt Satans liberj er Klæde-prunk og pragt,
Gud deriss fiende er, som fører fremmed dragt,
Hvor mangen ved slig fart J u-selhed er bragt.

40. Polit.

Med silke-faveurer, Peruqver og Tur,
Jeg praler saa modig som Paafugl i buur,
At damerne ikke paa mig skal see sur.

41. Theol.

Hofferdig hofmod gik i Sodoma i svang,
Og ofverdaadighed giord' Sion og forfang,
At deriss latter blef omvend til sørge-sang.

42. Polit.

Hvor til tiener guldet om ikke til brug?
Til Klæder, Carreter, og fylde sin bug,
En Niding forvarer sit guld udj smug.

43. Theol.

Gak bort og selg dit gods, og gif det Gud til priiss,
Du da i himmelen skal finde lyst og liiss,
Vær ej i Verdens guld, men i Gud Rig og Viiss.

44. Polit.

Jeg gifver til Closter og Kirker ey guld,
Om Jeg hafde Kirker og Closter end fuld,
Jeg ned-grafver heller mit guld udj muld.

45. Theol.

Beflitte dig oppaa at samle liggend' fæ,
Som udj himmelen er henlagt udj læ
Fra tiufve, mul og rust hoss Jessum Lifsens træ.

36

46. Polit.

Af pungen en skilling, af munden en tand,
Jeg guldet vil elske til baal og til brand,
For [Kircker] Jeg giør mig ey til Tigge-Mand.

47. Theol.

Bryd dog, og bryd dit brød for hungrig Siel og Mund,
For dig skal Gud igien ud-øsse naader rund,
Guds fodspor drybe skal i by, i mark, i lund.

48. Polit.

Jeg for Jean Potage gir heller en Mark,
Den fattig maa gnafve paa been og paa bark,
Og slukke sin tørst [udaf Brynd og af] park.

37

BAADS-MENDS ÆRE-DIGT OM DEN
GYLDENE WIN-TAPPER-SVEND

Saa ilde mistis kand af Lande og af Riger
De vel-forfarne Mend i lærdom og i kriger,
Som i it vel-bygt huus de Sparrer saunis kand,
Der taged holde skal, at det kand gienne vand.
Det agter kongen Vel, naar hand de Mend ud-søger
Som er i krig forsøgt', og vel be-læst i bøger,
Til Rigerniss forsvar, til [Tag] for folck og land,
Som dem be-tekke skal for ofver-strømmend' vand.
Blant slige Nobel Mend og kaarne Rigens piller,
Er nylig indsat een, som hart ad Mester spiller
J lærdom, Sprog og dyd, i krigss forfarenhed:
Dog har hand noged glemt af ded de andre veed.
Hand har studeret saa, at hand slet inted sandser,
Og stedsse skolen søgt, hvor Bacchus døren krandser:
Hand taler Engelsk, frandsk, Jtaliansk og Tydsk,
Saa ingen ham forstaar; allene dansk og Jydsk.
Jeg inted tale vil om Grædsk, Hebræsk, Latine,
Det falder ham saa læt som god Petersemine:
J lærde Skrifter er hand een forfaren Mand,
Mefferti opus Var ham stedse udj haand.
Hand Aritmeticam har lærdt ud paa sin' fingre,
Og regne kand it tal, at det ey blifver mindre,
Saa næt som kielder-Svend, der regner too for een
At det ey merkis kand, der i er hand ey seen.
Nu skulde vi den Mand af krigen ogsaa rose,
Vi hafde med hans Lou vel fylt en gandske posse,
Men der vi der i greb, Var posen mit i tu,
dog vil vi sige det, som rinder os i hu.
Foruden smaa partj, it felt-Slag har hand drefven,
Hvor J it stort tal folch paa steden død' er blefven:
38 Menss der hand greb til rof, laa der kun Røtter, Muss,
Og slige u-ting meer, som er i kielder-huss.
Det giorde Circe vist den Trold-erfarne Qvinde,
At de Soldater blef til saadan kree omvende,
Som hun i fordum tiid omskift' Ulyssis Mend,
Til u-fornumstig fæ, at de var u-bekiend.
J store Slag til Søess har hand og ladt sig finde
Som en Sø-Hane kiek, der helst vil være inde:
Sin flaade viste hand at styre saa i rad,
Som een vin-tapper-Svend, der legger fad hos fad.
J floden skibe var, hviss [Scabelon saa stode],
Som det Rund-bygged' huss Diogeness i-bode;
Da hørtis skud i skud af agterste Compas
Med bøsser og Cartou, som lyd af mange glass.
En røg om-fløy dem tyk, som af tobak og pibe,
Saa ingen kunde see, at der Var nogle skibe.
Ach! der ud-østis blod, som høyt i skibne stod,
Og giorde folchet rød, saa rød som Vindru-blod.
For saadan tapperhed er hand berømlig blefven,
Og af hans Mayestet i Adelss tal indskrefven;
Hand Sparre-nafn har faat, som tagged stytte skal,
At det ey blifver lak, og hused faar it fald.
Men at den Sparre kand en dygtig Sparre være,
Ham Holmens Maler har forgyldet op og nedre,
At ingen veed hvad træ i Gylden Sparre er,
Thi hand er blank og hvid, som kalcket væg af leer
O lee! O lee! vor pen, nu denne Gylden Sparre
Har ogsaa faaet sin Rang blandt andre verdslig Narre
for vin at tappe ud, og baande tønder tæt
Har faaed Herre Nafn, og anden Herre-ræt
Til spot for lærde Mend, og dem som Sverdet drage
Mand nu af anden støf en Adelss-Mand kand tage
Og af en grober knold, og u-behøfled knud'
Mand ogsaa skiære kand en skiold-bar Junker ud.
39 Det maa dog være mig en sønderlige Mester
Der slige plompe skoo kand pine næt paa lester
At de Just passe kand til slig en plomper fod,
At Junker som dem bær kand siunis gief og god.
Ach ney! Slig titler vil den Charge endlig hafve
Om mand med myndighed de Baads-Mend ret skal afve.
De Capitainer gaar og ey for uden ram,
Naar hand saa til dem tal; J hunde skal faa skam.
Hvad mener mand nu vel? Maa hiertet ikke bryde?
Maa mangen tapper Helt ey saadan spot fortryde?
At en vintapper-Svend som nep kand rid' en Mær,
Saa ofver-fuse skal en Erlig Cavallier.
Mand veed Jo vel hvi hand slig myndighed sig tager,
At Jngen drister sig, og ofver hannem Klager,
Jt rester kun, at hand fri-Herre blifve kand,
Og siden friere kand stiele som en Mand.

40

STUDIOSUS LAMENTANS
DET ER
STUDENTERNIS GRAAD

formedelst Lychens Modstridelse
og Forfremmelsis Mislingelsse
Under dend Melodie
Vender om med pænitentze etc:
Med heede taare væmodeligen ud-øst
af
Theodoro Philothei Aletophilo
Theologiæ Jsraeliticæ et
Apostolicæ Studioso
ex Civitate Bochim
Anno vincti et acerbé
lacrimantis Petri.

1.

Tendt, Apollo, med din Straale
Mitt formørcket Sinde-Kull;
Thi du veedst, huad Jeg kand taale
J varagtig mørck og mull;
Mine Kreffter ere svage
Udi Lyckens kolde dage.

2.

Lesspend' ere mine Leber
Og min Gane er slet tør,
Om endskiønt min Musa streber,
Hun er dog saa svag som Rør;
Jeg nepp' kand et Riim optencke
For den Sorg, mit Sind monn' krencke.

41

3.

O AURORA, Morgen-Røde,
Kand du dog ey hielpe mig,
For dig har Jeg titt maatt bløde
For den Bog, [som dig er liig];
Udi Barnebog du tegnes,
Jblant Glosser du opregnes.

4.

Jeg for Dig har fordum gruet,
Og faaed mangt et modig Slag,
Huer en Straale mig har truet
Afften Stund og klaren Dag;
Det kandst du vell vederlegge
[Og igien mit Hierte quæge].

5.

Gid at Jeg paa dine Vinger
Fra min Vugge var opsatt,
For den modgang som mig tvinger,
Og mig hart har taget fatt
Jeg maae bleck og bog nu hade,
Og Studeringer forlade.

6.

Hui har Jeg i Skole ganget?
Og har taget Bog i haand?
Hui har du mig, Pallas, fanget,
Og opsat i Lerdes Stand?
Effterdi mig modgang trenger,
Og mig Sorgen saa omhenger.

42

7.

Er Ditt Contrafait i Bogen
Prentet? Hielp, Aurora, da!
Jeg har Jo ey [Venner nogen],
Huer mand mig sig slager fra,
Skenck mig Gunst og samme glæde,
Som er om din Himmel Sæde.

8.

Vaag, DONATUS, op aff Graffve,
Jeg dig offte haver læst,
Svar till Naffnet, kom med Gaffve,
Som kand dempe modgangs Blæst,
Huo, som kand Donatus vere,
Hand opstiger vell til Ære.

9.

Bord, Mad, Brød, Frugt i de dage
Hørde Jeg tit aff din mund
Nu med gode, nu med plage,
Paa huer haarde Skole stund,
For dig har Jeg declineret
Scamnum, som mig molesteret.

10.

Derfor Bord og brød Jeg ventet,
Og Studerings søde Frugt,
Mens forgieves har jeg lentet
Huer dag effter maddens Lugt.
Jeg, Du, Hand, [os] 3 Personer
Lyckens modgang icke skaaner.

43

11.

Viisdom har Jeg elsket gierne
Som en Himmel-dyre Skatt,
J blød lagde Jeg min Hierne
Morgen, middag, afften, natt,
Jeg derfor dog elskes icke,
Lærdom agtes ey ved pricke.

12.

Jeg mig icke lod paaminde
Till Studerings Flittighed,
Mig aarvaagen lod Jeg finde
Med Arbeyd og Hierne-Sved,
Mens, naar Jeg Patronen minder,
Ham hielpvillig Jeg ey finder.

13.

Lysten var med fliid at læse
Viisdoms bog og Klogskabs blad,
Dog monn' Lycken contra blæsse
For mig i huer sted og stad,
Mitt Arbeyde ingen agter,
Mig forhaaner Stoltheds Fagter.

14.

Jeg med Læregierig Øre
Sad hos min Gamaliel,
Viisdoms mund Jeg monne Høre
Hendes Raad befalt mig vell,
Jeg ervartet Frugten søde,
Mens har smaget beesken Grøde.

44

15.

Døffve Øren, Læber stumme
Møder mig hos min Patron,
Hand mig svarer som en dumme,
Huor [er] Hielp, Gunst, og pardon.
Raaber Jeg till Herren: Audi!
Drengen [mumler]: Veck, Per Kaudi.

16.

Skriffve-Klogskab, kunstig Tale
Udaff Hippocrenis Brynd,
Som vanvittig Tørst kand svale,
Drack Jeg og med ynd og fynd.
Saadan Sprog maae dog ey høres,
Viisdom titt for munden snøres.

17.

Digte-Kunst og Riime-Tunge
Guders Gaffve, Himmel Skenck,
Om endskiønt mand vell kand siunge
Og udriime: Herre tenck,
tenck paa mig, Min Lyckes Krone,
tenck paa mig hos Kongens Throne!

18.

O ney! ingen Joseps skade
Haver dog i hu og sind,
Naar sig vender Lyckens blade
Ved en hastig [Naade]-Vind,
Du, som est af Geistlig Orden,
Glemmer strax at see till Jorden.

45

19.

Jeg Naturens Folianter
Har randsaget flittelig,
Hendes Boges fire Kanter
Læste Jeg foruden Svig;
Sligt Pedanterie mand kalder,
Min umage huer misfalder.

20.

Jord, Ild, Luft, [Vand,] Træer, og Skyer
Og Naturens Riige Skiød,
Himmel-Stierner, Urter, Byer,
Negter mig mitt [Føde]-Brød,
Viisdom er landflygtig bleven,
Riigdom der'mod høytt [opskreven],

21.

Mens, MINERVA, Læremoder,
Hui har du saa skuffet mig?
Du mig lærde ey de Noder
Som er Verden teckelig.
Du lodst mig den Kunst ey lære,
Som kand sette Folck i Ære.

22.

Guld-Kunst er en Ære-stie
Hendes Trin er giort af Guld,
Som kand Lycken [vend'] og vrie,
Ja opløffte Jord og muld.
Oppaa [Ærens] Himmeltrapper,
Guld og Sølf for dyd mand klapper.

46

23.

Arithmetica Regul'-Falsi Jeg ey kiender
Udi Regnekonstens Bog,
Sandhed den till Løgn forvender,
Mens aff Verden elskes dog,
Jeg kand icke Guld addere
Og ey Sølf multiplicere.

24.

Geometria Mand Proportion ey skøder
Udi Lyckens Falske maall,
Hendes Pund og Vægt os øder,
[Thi den] staar som Steen og Staall
Udyd gaar med Dydens Kleder,
Dyden derfor nøgen greder.

25.

Ethica [Dyde]-Bog som [en] Calender
Vade mecum veret har,
Hierte, øyne, fødder, hænder,
Stedsse tog paa dyden var,
Trecke konst, Sophisters Rencker
Verdens Pack for dyd paatencker.

26.

Temperantz har de udsletted
Udaff Dyders Tælle-Stock,
Injustitz er høytt opsettet
Med Udyds utallig Flock,
Heste [tuur], Udyds Perruguer
Agtes meer' end Dyders Smycker.

47

27.

Theologia Kom med mig fra Verdens Viisse
Op till Guds Academie,
Gack, Min Siæll, og lad dig spiisse
Udaff Guds Ord paa Hans Stie
Gack ey meer' i Verdens Skole,
Ey paa Guld, mens paa Gud stole.

28.

Guds Forsiun har dog ey ende,
Om endskiønt at Udyds Folck
Sig fra Gud slett monne vende,
Har ey Gud, mens Guld till Tolck
Gud engang aff Søffn dog veckes,
Og lar mig ey slett forsveckes.

29.

Min attraa er till Guds Kircke,
Jeg Hans Ære fremme vill,
Sandhed, Guds Frygt vill Jeg vircke,
Giffv mig Lycke, Gud, dertill,
Kald mig paa den rette maade,
For mitt Kald, o Gud, du raade!

30.

Penge-Præst vill Jeg ey vere,
Icke heller Taske-Præst
Huo, som rettelig skall lære,
Bør ey vere Hore-Hest,
Med en Pung, og med en Taske
Kand en Præst for Gud ey braske.

48

31.

Uden Tasker, uden Punge
Sendte Gud Apostler ud
Till Hans Ære at udsiunge
Og at hente Ham en Bruud
Saa bør og en Præst udvellis,
Derfor bør ey Penge telles.

32.

Mens Vi maae vor Øyne væde
Med de heede taarers strøm,
Beskelig maae vi begræde,
Att Guds Kald er kun en drøm,
Simon Magus, Teffver, Tisper,
Kalder Prester, Provster, Bisper.

33.

XXX Sølffpenge telles
For min Jesu Frelsermand,
Men skal nu en Præst udvelles,
Maa hand fylde [snart] en Spand
Fuld aff Guld, aff Sølff [og] Penge;
Gud! lad det ey vahre lenge.

34.

Kircke-[Nøglen] undertiden
Henges hos et Tøse-Laar,
Peders Nøgle-baand ved siden
Bindes offte paa et Faar;
En Skomagers Syell og Risper
Kand nu giøre Provster, Bisper.

49

35.

Vilt du og med May-green ride
Sommer-May udi vor Bye,
Du skalt icke lenger bide
Att opnaae till Lyckens Skye;
Du, som Basans Kiør og Stuude
Huile skalt paa Lyckens Pude.

36.

Est du Munck i Munckegaarde,
[Sæt kun Maj-Green] i din Hatt,
Lycken skall dig strax udkaarde,
Du skalt bliffve Præst saa bratt,
Er du og aff Store Slegter,
Lycken sielv for dig da fegter.

37.

Natte-Vagt, Studerings Reysse
Agtes ey da ved et haar,
Mangen Spøttegøg kand [kneise],
[Høyt] paa Lyckens [Trin] hand staar,
Hand er dog et Svin, en Abe,
Lad kun Lycken ad ham gabe.

38.

Ganten bliffver [Asen] Taabe
Midt udi slig Lycke-Pragt,
Praler hand med andres Kaabe,
Dermed bliffver hand foragt,
Hand med staalne Preckner brammer,
Og paa andres fødder lammer.

50

39.

Ober-Englen og Baptisten
Bruger de som eget Verck,
Prek'ner giemmer de i Kisten
Rett hos deres kones Serck;
Saa er de da Guds Ords Tiufve,
Skam faae de, som her monn' liuffve.

40.

Mens nu vill Jeg opponere
Og anslage Disputatz
Huo vill mod mig respondere,
Hoffmand byder Jeg her: traads!
Hielper mand ey Slegt paa fode?
Giør mand Svoger' ey till gode?

41.

Sandelig, Jeg billigt agter
Att forfremme Slegt og Ven;
Huer med Ære efftertragter
Tusind gange [ja] igien
Høytt paa Velstands Stoell at sette
Den, som hør os till med rette.

42.

Hielp du og, Du Lycke-Pachter,
Hielp Studenters fattig Flock,
Som kun brødet efftertragter,
Løn aff Gud skalt du faae nock,
Den, som intet har at giffve,
Gid, Du Hans Patron vild' bliffve.

51

43.

Har du veret før Studenter,
Og est satt paa Lyckens Top,
Effterdi Gud Sielv dig henter
Udaff muld till Himlen op.
Vend da [ned] dit hielpsom øye,
Og din Gunst ned till os bøye.

44.

Tenck at Lycken staar paa Klode,
Hun er kun glasseeret Leer,
Staar du end paa Lyckens odde,
Gud kand snart dig kaste neer,
Som en Krage og en Svane
Paa den slibrig Lyche Bahne.

45.

Gud Hand spendte Armebystet
Skiød till Svanen at hun dratt,
Hendes Buur blev hastig rystet,
Der Hun sagde Gode Natt,
Kandskee Hun blant Fugle Sorte
Plages hos de mørcke Porte.

46.

Kragen fick den samme Skeffne,
Hun blev skudt paa Møddingsted,
Gud lod ey en Fieder leffne,
Hun strax fuldte Skytten med,
Krage-Æg hun leffned mange,
Ungerne dem monne fange.

52

47.

GLEBA Jord-Klimp, som i dvale
Ligger med sit Orgelverck,
Fordum kunde Hand høytt prale.
Hand for Guld hialp [Leeg og Klerk]
Men Hans magt for ham er endet
Lycke-Piben er forvendet.

48.

HANNIBAL, Du Lyckens Æble
Titt blev trillet runden om,
J din Kieft blev' og lagdt Kieble
Døden giorde dig flux tom,
Dog Carthago sørger icke
For din [døds den] snare Stricke.

49.

Ulfvens Fange-Jagt og Felde
Jeg ey kand udsiunge nock
Hand stod høytt foruden helde,
Nu er Hand en Steenreist Stock,
Hand er død, kandskee dog lefver,
Skam og Skendsel om ham sveffver.

50.

Var dig [Griff] paa Høyen Fielde,
Du som est en Spaadoms Fugl;
Jngen modbør skall dig felde,
Bort Ulyckes Piil og Kugl;
Vilt Du dig i disse speyle,
Saa skall Lycken Dig ey feile.

53

51.

Vogter Jer, Smaae Verdslig Klercke,
J, som før Studentre var!
Lychens Been er' kun Leer-stercke,
Giort aff amaleeret Skaar;
J, med [Demas] Verden grysser,
Fordi Lycken Eder kysser.

52.

Lyckens Segell titt aff meyer,
Hun giør Piben offte Taus,
Mangen Skiøller hun udfeyer,
Hendes mad er Falskheds Smaus,
For itt small ruin hun Skryder,
Velstands Bygning hun nedbryder.

53.

Nu vill Jeg min graad aftørre,
Og vill ende mine Suck,
Mens først vill Jeg her fremføre
Pligtig Bøn og ydmyg [Buk]:
Skenck, o Gud, en Ære-Krone,
Huer, som er Student Patrone.

54.

Sett dem høytt paa Lyckens Vinge,
Under Naadssens Hielm og Skuur,
Lad ey modgang dennem tvinge,
Vær dem sielv en Mast og muur,
De, som hielper Geistligheden,
Giff dem Lycke, Fryd, og Freden.

54

55.

Lad dem røre Himlens Loffte,
Ret som Fuglen med sitt Sving,
Ver Du deres Skiull og Hoffte,
Sett dem, som Zignete-Ring.
Derom Jeg mod Gud mig bucker,
Huer Student det samme sucker.

Tillæg I.

I.

Torden [straalen] stakket siden
Pegte paa Forræderen,
Straffen var dog mild og Liden,
Thi Han bedre fik igien;
Han et Slag fik i Careten,
Og kun satte [lidt] i Beeten.

II.

Han vel havde Bisp til Fader,
Er dog Satans Procureur,
Thi Han er Guds Kirkes Hader,
Diævlens egen Serviteur;
Straf Gud den Capitel-Røver!
Som sit Tyrannie saa øver.

III.

Du Consumptions-Optænker!
Tærer Land og Riger ud,
Satan har dig sat i Lenker,
Du forbandet er af Gud;
Gud lad Orme dig fortære!
Thi du søger Guds vanære.

55

Tillæg II.

IV.

Ober-Himmel-Høye-Herre
Hielp vor konge mild og blid
Hand en Øyesteen maae være
Hos Gud ald Hands Leve-Tiid
Gud det Arve Huus bevare
Fra ald Modgang Frygt og Fahre.

V.

Kongen Kirckens Fosterfader
Er Guds Tiener og Hands Søn
Gud Hand nedslaae Kongens Hader
Derom giør ieg Suck og Bøn
Suckker med mig Hvert et Hierte
Fri Gud Kongen fra ald smerte.

VI.

Kongens Mænd som tro mon tiene
Offrer ieg op til min Gud
Gud Ulycken fra dem gienne
Styr dem i Guds Ord og Bud
Gud fra Modgang dem beskytte
Ved din Hielpe-Steen og Stytte.

Tillæg III.

VII.

Men mand bør derhos ey glemme,
At see til en fremmeds nød,
Og den fattige forfremme,
Naar hand holder an om brød,
Gud har ført dig op til ære,
At du fremmeds tolk skal være.

56

EN NYE RIIME KUNST

Jeg leer nock ad mig selv, der ieg lærd' først at riime,
Maatt' ieg for Rimetz skyld strax ende med een griime,
Og naar Ulyckelig mit Vers gick ud paa Bisp
Vidst ieg ey nermer raad end slutte med een Risp.
Jeg var vel bister nock, og klaged paa min hierne,
At dend ey fattede dend ret Poetisk kierne,
Og kund umuelig indbilde Mig blandt alt
At nogen tid kund' skee mand maatte rim' saa galt.
Men konsten stiger op, jo meere tid mand lever,
Jo høyre i forstand vor hierne sig opsvæver,
Med tiden glemmer Mand sligt tvungen Lapperie
[Og lærer] effter kunst at riime meere frie.
Jeg kiender her een Mand, som meget har at sige,
Som udj Riime-kunst skal neppe have lige,
Ey saa u-riimeligt kand sættes hannem frem,
Hand det jo faar i Riim, saa det har art og klem.
En Lømmel og et Skarn, een Bengel og Viintapper
At føre vel i Riim med [Hermand] giæv og [dapper]
Og riimet saa gaar ud paa fiine Juncker Slens
At smør' een titul paa udaf een Excellentz.
Det er vel siger du at riim' paa høye Noder,
Hand Svarer strax dertil: Det riimes med een broder:
Og hvo som dette riim vil noget dadle paa,
Og siig': Dat [riimt] sich nicht: De lar vel Riimet staa.
En beldet Svendske pog, een Danske biskops stave,
En Biskop uden skiæg, en Oberst med een krage,
Hvo der i fordum tid [havd'] vild' indbilde mig
At saa uriimeligt kund' have riimet sig,
Jeg hafde Svard: Du Nar betee dig for en Doctor,
At hand forordner dig recepter og decocter,
Purgatz og Nysse-krud, og and't at tage ind,
At du faar rensed ud dend galskab af dit Sind
57 Men det kand denne Mand faa Riimet naar hand lyster
Det koster kun et ord, hand legger til een Syster,
Om riimet ey i alt saa lige rigtigt er,
Saa hører hun dog til dend store Canceler
Ja hvo har lyst dertil, ieg vedder tyve daler,
Jeg kiender Manden vel, ieg lyver ey og praler,
At tog hand sig det for, hand riimte hvidt og Sort,
Hand Riimte suurt og sødt, een Pandkag' med een Lort,
Slet intet var saa krumt, slet intet var saa kroget,
Slet intet var saa bunt, slet intet var saa broget,
Hand [vidst' at vrie det] som Smeden vrier staal,
At det skuld riime sig, som smør udj en kaal,
Det koster ham ey stort, hand tør ey pønsse længe,
Alt riimer sig for ham, lær du at rim' for penge,
Thi om der nogen end vil spørge i een hast,
Hvor skal ieg bær mig ad, ieg arme Usel gast?
At denne store Mand, som er i riim saa kunstig,
[Vil] og mig arme Diævl med riimen være gunstig,
Skuld' ieg min egen brôer i denne Sag vær' huld?
Jeg raadde ham for alt, han sparde icke guld.
Og om hand derudaf ey hafde at udskiffte,
Saa fick hand at see til, hvor hand sig best kund' giffte,
Jo nærmere i slægt, jo nærmere til Lyck,
Skiønt der een kiertel var hos saadan feedt et styck'
Hvad meere der hør til og hvad der meere rester
Kand [best] erfares hos dend smilende Bormester:
Gaa's dette Raad forbie, jeg tvifler at du Naaer
[At] Riime-Mesteren [vil riim'] for dig et Aar.

58

SIBYLLÆ, SPAADOM
[OM]
NORDENS ANTICHRIST

Dirigeret
Jmod de Skrifft-Kloge som formeene
at Antichrist ere ickun udj Østen og Vesten
nemlig
Antichristus Orientalis et Occidentalis.
Det er
Tyrcken og Pauen
offereret
Af een Franciscaner Munck til en Woiwode
udj Podolien
Først funden udgrafuen Anno 1423 i Rune
bogstafuer, paa det field Kamieck
mens [ført] til Liusset
Af Polsk, paa Danske Riim ofuersat, og til
Trøcken bekaasted
af
Jens Nørnissøn
Boghandler i Kiøge
Præntet aff
Melchior Martzan
Sub officii nostri et
Facultatis Satyricæ
Sigillis.
LS LS

Omschiønt blandt Kættere mit nafn er icke schrefuet,
Blandt Weder-Lærere min tid er icke drefuet,
Jeg Nordens Antichrist nu dog fremstille vil,
Gid at [Skrifftkloge] mend Kun flittig høre til,
Lad være Luther har kun tuende Antichrister
Optegnet fordum, at mig mange derfor qvister,
59 Med Feder-riis for ieg den tredie fundet haar,
Som ieg for Werdens Soel fremwisser aabenbar,
Jeg men det er ey noch i Westen og i Østen,
At søge Antichrist ieg hører og saa røsten,
Af Norden Magogs mund hen under Nordens Poel
Hans diefle-tænte Lius er Werdens falsche Soel,
Ret som at Mahumeth i fordum tid begynte,
Hans sledsche falsche røst ald Østerland velyndte.
Med Lærdoms Locke mad forgaf hand alle folck,
Sin Helfwed Alcoran hand brugte som en tolch,
Vor Norden Satan har dend Træcke-Kunst og øfuet,
Som Tørck og Pafuen self i fordum tid har prøfuet,
Hand er et Pafue speil og Tørchens Contrafey
Om ey med moer och magt, dog med Practichers rey
Hand er den Liden Skye som himlen har opfyldet,
Den Norden Verden har ham til en Første hyldet
Hand er [det lidet] horn som andre har afbrødt
Thi mangen Adelsmand ved hannem er Nedstøt,
Hand drucket har den [Safft] som Guderne vel smager,
Og glæder Mennischen, Hand Løcken saa indtager,
At Verden hannem som en Himmel schichet mand
Tilbeder, ja, som eet Mirachel achtis haand.
[Det] tredie F: har ham først sat paa ærens trapper,
Huor hand for druesafft ald løckens Vin udtapper,
Hand først fich foden ind paa det Bibliotech,
Som mod Melancholie er [Fyrstens] Apotech,
Dernest blef hand fløt op i ærens anden Leisse,
Til Canceliet hand giord' en Løchsalig reisse,
Men den som Reedtzede for hannem Løchens gang
Fornam at Løchens Stie for sig blef siden trang.
Saa fich hand Cabinet blant andre Rigens helte,
Og Løchen offuer ham udbreedte silche tielte.
Hand solde mangt et Kald og mangt et Tolderi,
Blef sat paa Auction for maadelig Værdj,
60 Hand lod sig nøye da med 10 Ducater røde,
Thi Supplicanterne hand vilde ey bemøde,
Med megen Skinderi, at hand kund' søgning faa,
Ved mild finandtzeri og huer Mands yndist naae,
Thi Kragen lefde da, som kuret sine unger,
Hun sanchit og saa eg huer sluchte hendis hunger
Den anden det fortrød der som hand intet fick
Hand lofde alle Vel med mund med haand og nick.
Daa Var Vor Antichrist ey meget æstimerit
Hand tachet høflig noch huor lidt mand end foræret.
Hand gich da paa sin foed dog med et pagie Par,
Hand siuntetz for en huer eet udvaldt hellig kar,
Som Hofmands løche er, et Fløy paa tag og tarne
Nu blæser Contra bør for dem, som høyt er barne,
De som har høyest rang Wed Løchen stødis ned,
Och Løchens Kiæde gaar for Løchens børn af Leed.
Saa blef først Kragen schut og Charge sin aflagte,
Der ved vor Antichrist jo meer og meer tillagde
Det tredie F. forsuandt og blef hen lagt i muld,
Det femte C. igien tog Cronen paa af guld
Den Norden Antichrist med Smiger-glatte Læber
Erlanger Kongens gunst, og daglig ferdig Stræber
At stiæle Kongens Siel og Hiertet hans at faae
Som Salomon, dog vil guds haand [at] schulle naae.
Der med træd'r Satan op paa ærens [himmel] Stier
Hand løchens Visere paa seierverchet Wrier,
Just effter sit Compas saa hand en Joseph bleff
J Kongens huus og hoff, huor Lychen Werchet dref
Oppaa det falsche brøst blef Christi Kaars ophenget,
Det Brøst som er med list og gierighed befenget,
Det er for Christi Kaars en Fiende og W-Ven,
Som Christi Kaars fra sig engang schal Kaste Hen,
Hand diuretz brende-tegn langt heller burd' at bære,
At hans guld kierlighed for verden kiendt mon' være,
61 Hand holder Krug og [Sal] med hellig Kirche-Kald,
Gud lad den Satan faa aff Himmelen et fald!
Dernest paa samme Bryst opblincher ærens Stierne,
Og gylden Elephant som hand var Viisdoms Kierne,
Malurte Stiernes nafn ham sømmer Visselig
Thi hand en Malurt er Ved gierighed og Suig;
For gylden Elephant een Ræv hand bør at føre,
Og æderkoppens Skieldt, Thi alle schal ham smøre,
Hand suger Riget ud, och griber til sig guld,
Som Støf paa gaderne og Sølf som utald muld,
Tvi dig, guds kierchis Pest, du Christi kaarsis fiende,
Thi udi gierningen du gifuer det til kiende,
Gud kand som Edom dig nedstyrte af [dit] taarn
J huor du schrifuer dig at være ædel barn,
Den Gog og Magog har end fleere ære-Smøcher,
Abbadon udi Nord hand suømmer udi Løcher,
Apollyon [hand] og en [Mogols] titul bær,
Og ofuer Rigens mænd en Czar og Bassa er,
Har hand ey Konge nafn, hand dog som Konge raader,
Hand styrer Riget som hand vil i alle maader,
Hand er som Kongens Siæl hand er som Kongens mund,
Thi Riget støttes paa den Antichristens grund,
Thi ære alle ham og alle ham tilbeder,
Alt det som ypperligt, og som priis verdigt heder,
Det ofre de til ham, ret som til afgud Bell,
At de kand teckelig behage hannem vel,
En ofrer Røgelse af guld och Diamanter,
De andre løffter ham høyt offuer Verdens Kanter,
Med Priis og loff og roos med bøger och papir,
Og ønscher at hand vil nedbøye naadens spiir,
[Hin] næt udgraffuer ham i Kobber og i Klipper,
Med Fafnen fuld af roos fast alle mand om stripper,
Den Naadig Konge faar vist aldrig saadan pris,
Som de paa legge ham ved deris hychle viss,
62 For denne Haman sig to Rigers Stender bøyer,
Det Babels billede ald ære de tilføyer,
De har indbildet ham at hand er [Nordens] Gud,
Men den Herodis faar fra gud en gang og bud,
Dog medens at hanss magt saa gielder udi Norden,
Da hører mand huer sted een lyd udaf hans Torden,
Hand tager Riget ind ved sine Slegte trop,
Som daglig dags af ham til ære løfftis op,
Hans [trende] Søstre er de Wisdombs tre gudinder,
Minerva, Venus og Fru Juno Dyders Quinder,
De Klæckis daglig op ved Rigens bedste brød,
Og blomstrer meer og meer til Antichristens død,
Saa kand en ærlig karl eet ærligt brød ei nyde,
Saa lenge, som at Gog har nogen Slegt at yde,
Hand meen hanss Slegt den har til Riget arfue ret,
Af landssens Fedme de bør først at Worde mett.
Fra fiende soel og slegt til Paffuedom hand Kalder
En lecker Courtisan som Syster Velbefalder,
Fordi hans Paffiie [spiir] og Cardinale Kiep,
Staar Vel i brude Seng og giffuer bruden Knep,
Fast som i Riger to var ei een mand saa Werdig,
Der Kund' Apostel Stoel betræde der til ferdig,
At mand fra fremmet land maa hente en Student
Thil Paffue-Stoel og Stau, ret som fra himlen sent.
De andre Søstre fick den een een [guldkier] Jøde,
Som dog giør intet ondt, den anden Slicken søde,
Som er handtlangere at sammen skrabe guld
Thil Antichristens huus at det kand Vorde fuld,
Hand er Sølffegelen bær hid bær hid hand raaber,
Thil den som Naad' og gunst ved hans bifald forhaaber
Hans haand de fylder først, dernæst den Antichrist,
Faar heele tusinde ved sin handtlangers list,
Maa ieg dog iche nu den dag den dag forbande
Da ieg schref først med bleck, da ieg tog bog i haande
63 En ærlig fattig Karl Kand ey erlange brød
Som giffues schal ved slecht ved sølf og guldet rød,
Dog eet Capellani; en ringe degne bolig,
Et sultet Landzbye Kald et Klocherie urolig,
Mand stundom tid sig Kand med Knæfald trøgle til,
Dog for at fange sligt tilbedes Baal Vil,
Men Slegten æder op to Rigers feede Stycher,
Ægyptens feede Kiør ald gredsgang til sig røcher,
Er der et Kiøbsted Kald er der et Bisped[ø]m,
Der til de snige sig ret som ved søfn og drøm,
Som Israel udi Ægypten sig udspreder
Saa denne Ismaels slegt-Suerm sig wit udbreder,
Udi guds Kirche staar de Stolte Pharisæer,
J Kongens Raadstue, det Rhoboams Raad sig teer,
Den gifftig [bidsk] gangræn omkryber alle Vegne
Thi løchen ofuer den guldstøfregn mon nedregne,
Mens andre ærlig Folch som har ei gunst og guld,
Maa side ned i støf og slaa sin mund i muld,
Hans Broder spranch fra tap og tønde til stor ære,
Foruden dierf og dyd hand schiold og hielm kand bære,
Hand aldrig var i Krig, og ei i Ledings tog,
Hand ei i skole gich, den døgenicht og drog,
Hand mange glaser Vin for mig har fordom schenchet,
Oppaa Vin berget, daa ieg aldrig hafde tenchet,
At hand udi Karret med mange Pagiers floch,
Skuld age, dog sligt er Kun løchens top og troch,
Hiemfødingen ichun wed Gothers Soel har Vandret,
Omschiønt hand er med Nafn og Titul Slet forandret,
At bielchen bugne maa for dette sparretræ,
Huor under Vandmænd sig schal Søge ly och Læ.
Hand Kand ey flere maael end hand af patten suet,
Wed Lou og Wed Recess hans hierne er ei [skruet]
Hand nyssen war Kun en fassbinder fudschere,
Som nu er adelsmand og høyt i sky Kand see,
64 Sin broders Magogs moed og Fode-Spor hand følger,
Thi Antichristen sig for Supplicanten dølger,
Hans huus Apollinis oracul ligner wist
At ingen Komme maa i tal med Antichrist,
Med Himlens hellig Gud huer Christen Siel maa tale,
Paa huer en sted hand Vil de trengte hierter suale,
Huer Supplication annammer gierne gud,
Udj sin Kircke og huor hand far bøn og bud,
Vor Christen Konge har og opladt Naadens Tempel,
For alle og hand er et Naadis sært Exempel,
For Jordens Guder hand forschiuder ingen haand,
Som recker Supplicatz af ydmyg muld og Sand,
Men Nordens Mahuzim udi gemach sig slutter,
Huor ingen kommer ind, med mindre de hart strutter,
Woiwoden meen hans huus det er det helligste,
Et Sacristi huor ind een huer maa icke see.
Hielp Gud i himmelen huor gaar det til i norden,
Gud See af himmelen til fattige paa Jorden,
Som ere Venneløs som ere pengeløs,
Den Antichristen er u-mild u-blid og bøs,
Kand man sig trenge ind udi hans Cabinette
Discretioner da ej nogen maa forgiette,
Thi Porteneren schal to daler hafue først
Og Kudschen og saa een at sluche med sin tørst,
Hans Secreterer for Ducater 10 nep tacher,
Skal Camer-tienneren for dig og Vere Wacher,
Glem da ei pension, og offre til den dreng,
Som Warter herren op ved bord ved bench og Seng,
Dernæst gack ei forbi de [adelig] Studenter
Et hundred daler de af huer Client sig Venter,
For de schal bringe frem din Supplication,
For [Mardochæi] Stoel og Josephs Naade Thron,
Løs nu Løs op din pung for Sante Jørgens neue,
Og for hans Krumme haand om hand schal ellers strebe
65 At tale Vel for dig [til] at erlange brød,
Tæl rundelig, maa skee en anden høyre bød,
J Slig et hatte foeg Vel har ieg aldrig veret,
Thi ieg har intet faaet, og intet har foræret,
Dog under fremmet Spiir i min Landflyctighed,
Huer Post-dag spørger det som ieg tilfulde Veed,
Din pung forslaar ej meer, Luck op nu Skrin og [Kiisten,]
Tæl udj Tusind tal, guld, Sølf til Antichristen,
Et kiøbsteds kald du kand for 8 hundrede faa,
Et Bispedomme for 3 Tusind kand du naa,
Et Tolderi for 2 og tusind flere selgis,
Til andre Charger mand for høye gaffuer Welgis,
Et lidet Landsbye kald for got kiøb faar du Vel,
Ducater Hundrede om du contant først tæl,
Vilt du nu spørge hui ieg Antichrist ham nefner,
Kast op udj Guds ord læs Bibelen som hefner,
Slig kirche prangeri, og som slaar Torden slag,
Paa dem som af guds huus giør saa forhanlig Vrag,
Hand ligner Vesten Gog og hand er Paffuens Aabe,
J det hand selger kald, hand Sølf og guld vil hafue,
For [Kircke-]Fundt og Chor, for Hagel Messe serch,
For Altar kalck och Disch, for himmel Satans Verck,
Hand gifuer Aflads bref for megen skyld og Synder,
Haar du bedrefuet hoor sligt Antichristen ynder,
Søg kun et frelsse bref saa staar du aldrig schrifft
Du faar opreisning strax dog det er diefle drifft
Haar du en blods forvant som du for guld Vil egte,
J de forbudne Leed hand skal dig icke negte,
Et aflads bref dog det mod guds Capitel er,
Men denne blodskam hand for Penge paa sig bær,
Er der en Arffve deel som du fra slegt vil røffue,
Fra broder og fra børn, sæt der oppaa en prøffue,
Huad gielder hand for guld skal skafue dig det Bref,
Huor ved til Boen du allene Arfuing bleff,
66 Har nogen haand og Segel paa brød og paa bestilling,
Du Kand ham Sticke ud Ved Naadigste bevilling,
Saa træder hand oppaa om ey paa Kongens hals
Da dog oppaa hans haand, den holder hand til faldtz,
Thi [høyer] haand sig op langt ofuer det som siges
Gud og guds Thienniste, guds Ære ved ham Suigis,
Wel læs hand Fader Vor for Gud paa bøiet Knæ,
Men hand sin Luncken bøn, lar ey i gierning see,
Jeg icke laster her hands Edle Sindsens gaffuer,
Som hand for Adelsmend og Parlamentet hafiuer,
Jeg icke laster at hand fremme vil sin slegt,
Og Suogre, thi det er natturens rette techt,
Mens at du holder fal guds Altar og guds Kircke,
Og at du icke vil guds ære ret udvircke,
At fattig trøckis ned som dog er drabelig,
J Lærdom og i dyd det Laster ieg i dig,
Dog skal ieg sige sant ieg moxsen dig undskylder,
Thi Bisp og Præsterne de burde trocke bølder,
Som fuld aff Synde [rod] paa hofmend Voxer ud,
De schulle tuette dem med [Lovens] skarpe Luud,
Ney! Zedechie Flock tør icke gø og gabe,
De redis at de skal ald gunst og hyldest tabe
Og Pauen Suoger er, huor tør hand Laste ham,
Ved huilcken hand fløy op ret som ved Tartars Cham.
Nu nu er Moses død! Michæas og den Docter,
Som vaar guds Kirckis Vagt og huld tro Altar Vochter,
Johannis munde-Suer paa tungen hafde du,
At laste Herrens feyl der til vaar du ei blu,
Du aldrig høchlede men affreff Kiol og Kraffue,
Aff Jfrighed at faa guds frygt och Ret i Laffue,
Du achtet ej dit blod om det saa hafde gialdt,
Udj guds thienniste du var ei lam ei hialdt,
Vilt du O guds mand ei paa Prædickestoelen Laste,
At du din hoffue gunst skal der med ej forkaste,
67 Da tal til Herrene i bods og Skriffte Stoel,
Før dem fra mørcket til retferdighedsens Soel
Woiwoden beed, at hand vil afstaa Kirche prangen,
Den skiendig Simoni, som har bedaaret mangen,
Der Skibbrud hafuer lidt i Siel og Salighed,
Og af slig Kirche rouf er aldrig blefuen feed,
Wer [let] oppaa din foed, Ver [let] i mund og tunge
At straffe synden saa steenhierted det kand runge,
Af dine Negle Gud den dyrekiøbte Siel,
Skal Krefue drag da ud den Synd ind drefuen peel.
Nej hyckleri har nu de lærdis mund befengit,
Med smiger og med suig de hiertet har bemenget,
Trodtz nogen sandhed tør behiertet sige frem,
Thi Hyckleri den boer i hiertens huus og hiem,
Wor milde Konnings Siel Gud naadeligen bøye,
At hand til Herrens huus vil hafue [voget] øye,
At de ei rutte schal med Jesu Kirckis Kald,
Som de [forvender] til Simonis Magi Stald,
Thi Som forherdelse er Vederfaret Jøder,
Saa Verdens diefle-Slegt guds ord slet intet skøder,
Guds mand Johannis staar og taler guds ord ret
Naar de af kirchen gaar da er guds ord forgiet
Et [tusind'] Prækener hos dem kand intet fruchte,
Kandskee den skyldige naar hand mon dette luchte,
Og denne Spaadom seer, hand sig skal Vende om,
Og bedre sin idret mens hand har tid og rum,
[Fortænk] mig læser ey for ieg har sandhed skrefuet,
Der er jo hychler noch aff løgnens Aand [opdrevet]
Og der som Hyckleri med Tack belønnes bør,
Mit Sandheds Læreschrifft utack ey frycte tør,
Jeg har og høycklet før fordi min pung og taske
Slet intet veiede men ieg i støff og aske,
Giør pligt og poenitentz forlad min høchleri,
Du Hellig Gud og staat mig udj modgang bi,
68 Jeg ieg Sybelle har beskreffuen disse tancker,
Som under fremmet Soel Landflychtig nu omvancher,
Eer her en tødel løgn, gud lad min Siel da døe,
Med diuret og med Gog i Helfvedis Suofuel Søe
Med denne Prophetie vil ieg i [Himlen] møde,
Jblandt Sybiller fler Gud mig af [himlen] støde
Med horen Babylon om ieg har dryppet tant,
Mit Vinde [Himlen] er, at huer et ord er sandt,
Bøn graad og Litani Vil ieg til slutning gifue,
At Gud Vil Rigens Czar fra Pawens Vranghed drifue,
Saa hand Guds kirche ey skal sette meer paa Spil
Men kalde uden guld og saa som Jesus Vil.

69

POST SCRIPTUM TRAGICUM
ET
PROPHETIÆ COMPLEMENTUM

Ret nu kom Posten, og de Tidender forkyndte,
Som Antichristen [mod] sit Fødeland begynte,
Der wed ieg styrte om og daanet som et Lig,
min Aand foor hart ad ud, der war nep lif i mig,
Formørckelse der blef udj min Siel og hierne,
Min haand den famlede, Jeg wilde skrifwe gierne,
Dog kunde nep for suck for dybe hick og graad
At Antichristen har opdicted slige Raad,
Stig ned ald Verdens Soel, og kommer himlens Lamper,
Beseer Achitophel huis treck i Steen og Kamper,
Mand aldrig Lese kand thi den whørlig er,
Sligt et Forrederi en tyrck i hierted skær,
Er det at lønne wel din konge og din herre,
Som du saa spandt oppaa Forrædelig at [snære],
Er dog den løn forskyldt af Landsens Fader goed,
At du forraade vil vor [konges] arfue blod,
Din Tunge sucker sød, dog fuld af gift og galde
Din Sirup glatte mund, Lod kongen sig befalde,
Dit Ansicht Speile klar holt kongen som en Soel,
Dog Kongen vilde du ned styrte af sin Stoel,
Før hafde kongen troet at himlen skulde refne
Ja Jorden suinde bort og intet af sig lefne,
End at hand hafde tenckt dig til slig Morder træck
Hand wocted sig ej for din Helfved brod og breck,
Huad wil du Judas dog saa effter guldet tørste,
At du dig understaaer at selge [Kong'] og Første,
J Fiende mord og magt for nogle tønder guld,
Som andet icke er end rød Cinober muld,
Er det at bruge ret [dit] Lerde Sind og hierne,
Som du nu [har] om støbt til en Malurte Stierne,
70 Er det din Wiisdomss fruct af lang studerings roed,
At du udgyde vil ald [landsens] Sielle bloed,
Er det Politicus som kongen under miner,
Er det Ed soren mand som strecker dødsens Liner,
Og Falschheds stricker for sit kierre Føde land,
Som du forraade vil og sette det i brand,
Hui saa du icke paa det guld kaars paa dit hierte,
Før at du tenckte saa at giøre kongen smerte,
Har kongen Christi kaars paa brystet af dig hengt,
En Torne krone du til kongen hafde tenckt,
Guld [Cronen] vilde du fra Herrens [Salved] røfue
Med [hierte] Sorrigs kaars du vilde ham bedrøfue,
Som hafde [sat oppaa] dit hofuet ærens krantz,
At løcken for dig gick J idel Springe dantz,
Hui saast du icke paa [dend] guldbardyret Stierne,
Huis straaler skulde sig udskiude nær og fierne,
Den æres Fixe-[stiern'] er blefuen en Planet,
Og et Comete-Riis som alle nu har seet,
Dog den Retfærdig Soel og Jacobs Liuse Stierne,
Som groer i kongens Siel ret som en huede kierne,
Opblincker for wort Land, og [dend] har blotet dig,
Og Aabenbaaret for vor konge ald den Suig,
Det Babels hoore barn har blottet sine flige,
Og Landsens ægte-[børn] udaf hans Suig kand sige,
Hand er de Pharisærs anstrøget kalcket graf,
Og hand er Præsident udj [Forrædres] Laf,
Hui Saast du icke paa det Elephante Smøcke,
Som du paa Brøstet bær, ved kongens gode tøcke
Det skulde minde dig at Wer' en Elephant,
Om kongens Filsbeen-Stoel, foruden Suig og tant,
Du som en Løwe runt om kongens Stoel schuld' stande,
Du [burde] holde Wacht om kongens Arfue Lande,
Men med din Snabel du [vild'] styrte kongens Stoel,
Du vilde sløcket ud wor Rigis giede Soel,
71 Huad war din tancke dog? [Vild'] du til Cronen Stige,
At du i Føde Land schuld icke hafue Liige,
Har du om Sceptret dig ogsaa en tancke giort,
Har du hafft konge moed og dig [indbildet] stort,
O daarlig, Daarlig Sind, O u-forskammet træcker,
Som sig til kongens død og landz uløcke recker,
O du ærgierig [blæst] O stoltheds huirvelvind,
Som kand de Wiise mænd formum' og giøre blind
Du viste vel at gud sin salved self [omskantzer]
Omskiønt [Forræders] pil och kugler stundom [Dantzer]
Om Kongens mur og Vold, den Engle hofuet Vacht,
Ei slummer et Minut men gir paa kongen acht,
Du har beschiemmet nu den huldtro geistlig Orden,
Som har opklæcket dig at du her udi Norden,
Mirachel vorden est paa Ærens Trappe trin,
Nest kongens haand du stod som solens perle skin
Mens naadig konge tenck dog icke at vi alle,
Af Arons Stamme skal forrædisk fra dig falde
Lad vere Judas er iblant Apostel flock
Wj andre Levi børn trosuoren findes noch,
Du har beschiemmet nu den herlig Rider skare,
Og grefue Trop i det du styrte [vild] i fare,
Det Hellig Arffue huus om huilcket Gud gaar rund,
Og [Seraphim] guds Wagt [tar] aldrig nogen blund,
Du har beschiemmet nu de æd-bestandig borger,
Som med sit Lif og blod vil kongen fri fra Sorger,
Din Fader borger vaar, du er af borger stand,
Af [hvilcken] du randt op og blef en Rider mand
Du har beschiemmet [nu] din erlig Slegt og Suogrer,
Jeg troer at Lucifer for dig schinbarlig schaagrer,
De som ved din bifald sig ventet Løckens brød,
Nedlegger du i muld og Siæle Sorrigs død,
Tvi dig du Landsens Pest, tvj dig du Konge myrder,
Tvi dig du Hamans søn, de ædergifftig byrder,
72 Som du paa kongens ryg og Landetz schulderblad,
Opbyltet skal for dig self blifue brod og gad,
Har du for Raadstuen oppaa Carret tit aget,
Hui hafuer du da ei en tanckering dig taget
Af den Skabilcken haand og billet hofuet haar,
Som for Forræderj for alle blottet staar,
Har du paa ærens vogn fremaget For den stytte,
Som er Forræderens graff steen og ulfue hytte,
Der klæder ham med skam och skiendsel runden om
Saa lenge som er til [Rhinsborrig] Riin og Rom,
Hwi frycted du dig ey for stød og steille Stage,
Hwi frycted du dig ey for slig belønnings mage,
Som [Rigens] store mand i [Billedet] udstoed,
Fordj hand effter Eed vaar kongen icke goed,
See kiender du din haand, see kiender du de breffue,
Det er et Suder Spil som du med hand og [næve],
Forrædisch spillet har, det Spil Forkiering er,
Som konge hyldest og ald ære fra dig bær,
Gack Krigsmand og af ham af tag de æris smøcker
Tag af ham Christi kaars og de Clenodie Løcher
Tag af den Elephant udaf den utro Mand,
Tag af den ære-Soel og Ridder Stierne Stand,
Opbærer godtz og guld paa kongens Slots gemacker,
Hans dørre huus og hof med [Kongens] Segel tillacker,
Det huus huor Riddermend har ofte Wartet op,
Med ydmyg Complement med blottet hofvet top,
Saa kommer, Kommer frem med priis och pen og [Fædre]
[Dog] ej med Rim og roes den Antichrist at [hædre],
Men ridtzer hannem udj evig Steen og Stoel
Og viser ham huor vit sig strecher løchens maal,
Saa er nu Babylon den Stolte [Hore] falden,
Som vaar ved Løckens hand paa ærens field [og halden]
Mirachel wiiss opsat, hand stod paa Lyckens odd,
Men trildet hastig ned paa Lyckens snuble kloed,
73 Seer Eder her i speigl i ægte Adels helte,
J som skal trengsels Steen fra Fattigs hierter Welte,
Udrecker eders haand til Trengende student
Jert øye vende sig og til en huer klient,
Beviiser Kongen Tro som i for Gud har sorret,
[Lar] icke Falschheds Fied i hierted stande sporet,
Tar icke sølff og guld for Jesu kirckis kald,
Thi ellers Spaar jeg Jer Paa Løckens Bane Fald,
Den milde Konge Siel ieg dog vil Supplicere,
At om der er igien en naadis Lefning mere,
Da mit i [vredens] Jld maa sees en naadis gnist
Thj det er Guds maner formedelst [Jesum] Christ.

74

ELEGIA ECCLESIARUM CHRISTIANARUM

Luge sacratissima Jesu Ecclesia, et moestos mecum decanta elegos; luge et lamentare; luge extinctos veritatis Soles! lamentare exorientem vanitatis Planetam; luge tumulum defunctorum Patrum, et retro luctuosa respice contumulatos divorum corporum cineres; lamentare Adolescentem furibundum, Patrem præcocem, pomis præcocibus Judææ, qvæ compressa in fumum abeunt et vaporem, simillimum. Qvippe qvi videri avet Pater Ecclesiæ, cum vix ejus factus sit filius; luge sanctissimos Pontifices emortuos; lamentare Papalem pullum, et Episcopalem catulum, Ecclesiæ non præfectum, sed violenter et fraudulenter obtrusum. Luge avolantes Aqvilas, Cygnos, Olores, et Alaudas; lamentare advolantem et pipientem Fringillam, atqve Anserculum inter Olores gratitantem; non Pastorem, sed Pistorem, et Jmpostorem futilem ac fulminantem, atqve majora, qvam capit, spirantem. Luge Pastores gregis sacri in sacro opere fervidos. Lamentare tepidum Laodicensium Angelum, qvi non Svecus, non Danus, non Scanus, sed ex tribus his confusus et mixtus in unum coaluit monstrum Chimericum, Cerbericum. Natus sub sceptro Danorum, et sub eodem altus atqve educatus, in castra depositurus cornua transiit Sveciæ, mox et statim coelum, solum et salum mutans, sed non mutans animum, polum repetiit Danorum, ut vespertilio a suis / avolans transfuga. Heic ornatus laureâ donatus privilegiis, et enutritus munificentiâ, auctus stipendiô, terras invisit exteras. Reversus adoravit Svecorum venerabundus sceptrum. Designatus Ostiarius ordinis Professorii haud ordinarius. Jnde iterum, Jurejurandô violatô, faciens μετάβασιν ἐις ἄλλο γένος, et canens palinodiam, Danorum oras ingressus est, relictô liminari punctô Professoriô. Atqve heic (proh Dei, ac bonorum omnium fidem) adminiculante et obstetricante Vulvâ Vinariâ

75

DE KRISTNE KIRKERS
KLAGESANG

Sørg, højhellige Jesu kirke, og afsyng med mig sørgmodige klagesange; sørg og klag; sørg over den udslukte sandhedens sol; klag over den opstigende tomhedens planet; sørg over de afdøde fædres gravhøj og se sørgende tilbage over de guddommelige legemers højsatte aske; klag over den rasende yngling, den for tidligt modne fader, såre lig Judæas for tidligt modne frugter, som under pres forsvinder i røg og damp. Han begærer jo nemlig brændende at synes kirkens fader, skønt han næppe er blevet dens søn; sørg over de afdøde højhellige biskopper; klag over den pavekylling og bispehvalp, ikke kirkens foresatte, men voldeligt og svigefuldt pånødte. Sørg over de bortflyvende ørne, sangsvaner, svaner og lærker; klag over den hidflyvende og pippende spurv og den atter og atter takkende gæsling blandt svaner; ikke en hyrde (pastor), men en bager og en mådelig og fremfarende bedrager, der tragter efter større ting, end han tager. Sørg over hyrderne for den hellige hjord, der gløder i det hellige arbejde. Klag over den lunkne engel blandt beboerne i Laodicea, som ikke er svensker, ikke dansker, ikke skåning, men sammensmeltet og blandet af disse tre og er vokset sammen til et kimærisk uhyre, en kerberos. Født under danskernes scepter og næret og opdraget under samme gik han, idet han ville løbe hornene af sig, over i Sveriges lejr; idet han snart og straks skiftede himmel, jordbund og hav, men ikke skiftede sind, søgte han tilbage til danskernes pol, ligesom en flagermus, der som en overløber flyver bort. fra sine. Denne prydet med laurbær, udstyret med privilegier, og opfostret med rundhåndethed, øget med underhold, begærede misundeligt de ydre lande. Idet han vendte tilbage, tilbad den ærværdige svenskernes scepter. Udpeget som dørvogter for professorstanden, næppe ordinarius. Derefter gjorde han for anden gang under krænkelse af sin ed forandring til et andet folk og betrådte under afsyngelse af en palinodi danskernes kyster efter at have forladt professorskabets grænsepunkt. Og denne (o, Gud, og alle godes tro) blev med støtte og fødselshjælp af smedehustruens, skomagerenkens vinlivmoder, kirkens dørvogterske, valgt til hyrde og domprovst ikke ved kongelig, ikke ved 76
Uxoris Viduæ Sutoriæ fabrilis Janitrice Ecclesiæ Virgineæ creatus est Pastor et Præpositus primarius, Jure Vocandi non Regiô, non Divinô, non Propheticô, non Apostolicô, non justô, sed Vinariô, sutoriô, illegitimô, illicitô et Diabolicô. Atqve heic, risum teneatis Amici, functus est officiô concionatoriô, non ut Concionator, sed ut Agyrta loqvax, Gesticulator, Garrulus et morio ridiculus, Etenim Verba facturus sacra profanus iste, non Vocem, sed cachinnum extollens, / garriens, ganniens, Jam strophiolum Vibrans, circum agens, Jam brachia expandens, pandiculans, Jam corpus Juvenile incurvans, reflectens, Jam caput retro agens et qvatiens, et nescio qvid non nugarum ebulliens, effutiens, evomens, et nescio qvid non monstri alens, ampullas et Verba projiciendo sesqvipedalia, atqve ex stercore et fimeto Anglicano conciones et dogmata eruens, furans, surripiens. De heic insertus est ordini Pontificio, futurus Pastorum summus, cum tamen sit Jmpostorum non minimus, sed mimus. Incedit insultus iste infulâ decorus atqve ornatus mitra, cum tamen rectius onustus esset et ornatus mitrâ, cum tamen rectius onustus esset et ornatus matulâ. Eheu! luge Ecclesia, seculô post Christum nonô, Papalem et Pontificiam sedem occupavit foemina JOHANNA, sed Jam nunc seculô post Christum decimo septimo, puer JOHANNES sedem Lutheri Pastoralem et Pontificiam adscendit, illam sacram spartam non ornaturus, sed contaminaturus et conspurcaturus, et perpolluturus. Eheu! luge artium bonarum et Scientiarum Universitas; lamentare / facultatis Theologicæ Diaconum verius, qvam Decanum, qvippe qvi vult in Academia Vocari Theologiæ Decanus et Senior, cum tamen in ea nunqvam egit Professorem, neqvidem Philosophiæ ordinarium: At Junior qvi est, vel adolescentior, qvomodo esse, aut vocari possit Senior, non video. Lugete Ecclesiæ seminaria, et vel risu vel fletu vestrum excipite Visitatorem, cujus sapientia non 77
guddommelig, ikke ved profetisk, ikke ved apostolisk, ikke ved retfærdig, men ved vinens, skomagerens, uægte, ulovlige og djævelske kaldsret. Og denne, hold nu latteren tilbage, venner, beklædte et embede i folkeforsamlingen, ikke som folketaler, men som snakkesalig pengeindsamler, snakkelysten skuespiller og latterlig nar. Thi denne verdslige vil gøre hellige ord, han hæver ikke stemmen, men slår en skoggerlatter op, våsende, buldrende, nu udslyngende en strofestump, drejende sig omkring, nu udbredende armene, strækkende sig, nu bøjende sit ungdommelige legeme, bøjer det tilbage, lægger hovedet tilbage og ryster det og sprudler af jeg ved ikke hvilken sniksak, pjattende, udspyende og nærende jeg ved ikke hvilket uhyre ved at henkaste svulstig tale og alenlange ord, opgraver taler og dogmer af det engelske møg og den engelske mødding, rasende, stjælende. Derefter blev han indpodet i den biskoppelige stand, den fremtidige øverste blandt hyrder, skønt han dog ikke er den mindste bedrager, men en skuespiller. Denne fornærmelse skrider frem, smykket med mitra og prydet med bispehue, skønt han rettere skulle være belæsset og prydet med en natpotte. Ak, sørg, kirke, i det niende århundrede efter Kristus besatte en kvinde Johanna pavens og ærkebispens sæde, men nu i det syttende arhundrede efter Kristus bestiger drengen Johannes Luthers præste- og bispesæde, idet han ikke vil pryde, men smitte og besudle og vanære den hellige gave. Ak! Sørg alle gode kunster og videnskaber; klag over det teologiske fakultets diakon snarere end dekan; han vil jo nemlig kaldes teologiens dekan og senior i akademiet, skønt han dog aldrig optrådte som professor i det, ikke engang ordinarius i filosofien; men jeg ser ikke, hvorledes den, som er ung eller yngre, kan være eller kaldes senior. Sørg, I kirkens »planteskoler«, og mød den besøgende enten med Eders latter eller gråd, han, hvis visdom ikke engang består i skægget (den skægløse yngling, kruset af dun, har jo ikke et sådant), han lånte det muligvis af det gamle og bageste nedre skæg under hustruens skjulende klædning. Men det er hverken anbragt på brystet, hvor det ikke har sin plads, ej heller har han haft det, med mindre det bør findes på læberne, hvor visdommens fråde går over sine bredder, ikke en sand flod af massiv viden. I skal beundre Eders snakkelystne og pludrende 78
qvidem consistit in barba, (qvippe qvam non habet imberbis Juvenis lanugine crispatus) mutuatus fortè eam ex antica et postica inferiori barba sub veste latente Uxoria; sed nec sita est in pectore, ubi sedem non habet, nec habuit, nisi forte invenienda est in labiis, ubi spuma redundat sapientiæ, non verum solidæ sapientiæ flumen. Admiramini scholæ garrulum et loqvacem Vestrum Examinatorem, Nugatorem logicum, Parasitum Græculum, Jnfantem Vel Embryonem Ebræum, Gerronem et Blateronem Latinum, Vel Siculis gerris Varionem. Obstupescite Mystæ ad adventum sive leporis, sive Sciuri, sive / Erinacei Pontificalis, qvi Leoni successit superintendenti. Hic tamen sacros mysteriorum Dispensatores Vitiis et convitiis inficere, proscindere, obruere non abstinet, non Veretur, non erubescit. Accedit infantilis hic vel Thraso, Vel Stentor, stipatus turbâ et catervâ Ardelionum minorum, Parasitorum, Adulatorum et Assentatorum. Jncrepat et invehitur in Pastores, minitans [Pastoribus] flagellum. Jncrepat et invehitur in ætatis rudioris Formatores ceu eorundem terros, larva et terriculamentum. Jncrepat et invehitur in Diaconos et Vicarios furens ac frendens, eorundem crux et patibulum. Jncrepat et invehitur in Catechumenos agrestes fremens ac fervens, qvos non contentus est esse Catechumenos, existimans eos pares esse debere profectu Theologiæ Antistitibus, qvem ipse nunqvam egit. Estote attonitæ Ecclesiæ, adspicite mimum in medio choro exsultantem Verius, qvam; perorantem, gesticulantem potius, qvam concionantem, tripudiantem rectius, qvam evangelium prædicantem. Jntuemini Sycophantam, Videte Hypocritam, / ridete Pipionem annulô ornatum aureô ut Aulicum, ut Amasium, ut mollissimum Spectatorem formarum (in qvarum mactra et mulctra rodit, radit, rudit) non ut Pastorem, non ut Mystam, non ut Pontificem. Attendite attonitæ, circumgyrat [holosericum] capitegmen, oculos extollit, 79 eksaminator, en logisk skvadronør, en græculisk parasit, en lallende eller embryonisk hebræer, dagdriver og latinsk sludrebøtte, en lunefuld herre i siculiske (siciliske) bagateller. Bliv forstenet over den indviedes komme, hvad enten det er en hare eller et egern eller det biskoppelige pindsvin, som fulgte efter løven som biskop. Denne afholder sig ikke fra, tager ikke i betænkning, rødmer ikke ved at smitte, bagtale, overvælde de hellige forvaltere af mysterierne med krænkelser og skældsord. Hertil kommer den barnagtige Thraso eller Stentor, omgivet af en skare og hob af stundesløse unge mennesker, parasitter, spytslikkere og smigrere. Han larmer og skælder mod de unges opdragere som sammes rædsel, spøgelse og skræmmebillede. Han larmer og skælder rasende og tænderskærende mod diakoner og vikarer, sammes »kors« og »halsblok«. Han larmer og skælder brølende og hidsigt mod de landlige katekumener, idet han mener, at de skulle være ligestillede med teologiens foresatte i fremgang, hvilken han aldrig selv har givet sig af med. I skal være bestyrtede, kirker, se skuespilleren, der springer frem midt i koret snarere end fører talen til ende, snarere gebærder sig end taler til folket, snarere hopper end prædiker evangeliet. Tag rænkesmeden i øjesyn, se hykleren, le ad ham, der pipper, prydet med en guldring som en hofmand, som en forlovet, som den mest blødagtige kender af former (blandt hvilke han gnaver, skraber, skriger på dejtrug og mælkespande), ikke som præst, ikke som indviet, ikke som biskop. Afvent, bestyrtede, han drejer den helsilkes hovedbeklædning rundt, spiler øjnene op, bjæifer med stemmen, truer med sit minespil og vil anses for barsk, skønt han dog er kvindagtig. Sørg over og begræd skolens fornærmende visitator, som er en røst og derudover intet. Han mener, at han når sejren er vundet, har slået 100 kættere på flugt, hvor han, idet han viser sin myndighed, i den litterære skole hæver den ene alumne over den anden. Denne erklærer, at han har besejret 600 arianere og anabaptister, hvor han har forfulgt en og anden kollega med trusler. Denne mener, at han har fordrevet og tilintetgjort 1000 munke, kalvinister, kvækere, hvor han bidende har dadlet een underordnet. Denne tror, at han har udryddet alle Weigelianere og nestorianere, hvor han har dadlet en og anden leder af skolen skønt han dog aldrig har forvaltet lovpriste embeder.

80

Vocem elatrat, Vultu minatur, et Vult torvus haberi, cum tamen sit foemineus. Plangite, plorate Scholæ insultantem Visitatorem, qvi vox est, et præterea nihil. Hic centum putat se partâ Victoriâ fugasse Hæreticos, ubi in ludo literario alterum super alterum monstraturus auctoritatem evexerit alumnum. Hic auctumat se sexcentos debellasse Arianos et Anabaptistas, ubi unum et alterum minis insectatus fuerit Collegam. Hic mille opinatur se deturbasse et prostravisse Monachos, Calvinianos, Qvaceros, ubi unum mordicus culpaverit Substitutum. Hic omnes credit se extirpasse Veigelianos et Nestorios, ubi unum vel alterum reprehenderit / ludi Moderatorem, cum tamen ipse nunqvam administraverit officia laudata. Lugete Ecclesiæ Commentatorem (qvid dico Convitiatorem et Compilatorem) textuum litaneuticorum Verius nugantem, qvàm commentantem, Verius garrientem qvam evangelizantem, contendentem Dama viginti qvinqve ampullis depingentem manus Davidis flavus tinnientibus campanis, fumantibus caminis, et saltantibus pueris risum potius movet, qvam poenitentiam excitat nobis omnibus poenitendus. Lamentamini ludi, officinæ bonarum artium vestrum Reformatorem, qvi ceu novus Rex novas conatur effingere et obtrudere leges ex cerebro Juvenili erutas, pinsas et pistas: Sed Vetera extollimus recentium incuriosi. Eheu! lugete Ecclesiæ, lamentare / Universitas! Plorate ludi! Dolete boni, et moestos mecum et cum Ecclesia decantate elegos, cujus hinc descriptam Videtis elegiam.

81

Sørg over kirkens kommentator (hvad siger jeg! skændegæst og kompilator) af tekster til gudstjenesten, der snarere laver narrestreger end fortolker, snarere snakker end forkynder, kappes med hjorten, afmaler med femogtyve bombastiske ord Davids hænder, gul vækker han under ringende klokker, rygende ovne og springende drenge snarere latter end bod, han er forkastelig for os alle. Klag, skoler, over reformatoren af værkstedet for Eders gode kunster, der ligesom en ny konge søger at opfinde og pånøde nye love, fremdraget, stødt og knust af den ungdommelige hjerne. Men vi, der står ligegyldige over for det ny, priser det gamle. Ak, sørg kirker, klag, universitetet, græd, skoler. Sørg, gode, og afsyng med mig og med kirken sørgelige klagesange, og hans klagesang, som I ser nedskrevet her.

82

MAY ER VELKOMMEN

JA! J Fandens Maade!
Underlig og Sælsom May-Sommer i By indreeden ved Juule-Tiider
aff
May-Græfven Mons: Cuculuris
og
May-Jnden Madame KEINE-TUGEND
Høytideligen Holdet ved Lundebeck: Kortelig befatted aff
Deris Tiænistfærdigste Den Hyrde Corydon, [under den Melodie:
Phyllis sad udj en skoite etc.].

1.

Kommer Engle-Yndig Piger,
Og anhører huad Jeg siger
Om Eet Sommer-Gilde Ny,
Som er skeed i [Vinter] Tide
Da det flux ad Juull monn' lide
Udi Kuldens Haarde Kny.

2.

Kommer! Vi vill' gaae till Gilde,
Og besee de Roosser milde,
Som May-Jndens Krantze bær:
Vi vill skue de May-quiste,
Som bedaared' er med Liste,
[Een] for Alle falmed er.

3.

Trænde May-Trær udaff Rode,
Har udspiiret [May-Greens] Pode,
Som i Mayens Haffve groer,
De er Wigtig udaff Stamme,
Kand af Byrd og Herkomst bramme,
Fører Prunck og Prahlen Stor.

83

4.

En till Nonne først er bleven,
Og blandt Qvinde-Tall indskreven
Thi Hun fick Een Luthersch Munck,
Hun boer nu i Muncke-Gaare,
Lod Sig ey aff Kram-Svend daare,
Fører derfor Priis og Prunck!

5.

Dernest Studen kieck, ey Gildet
Udi Sindet bleffv indbildet
At affplocke Sig en Quist
Thi Hand havde Guld og Penge,
Blev og ey opholdet Længe
Men [erlanged] Brudden vist.

6.

Endelig komm her En Tolder,
Som Sig og till gildet holder,
Hand bekomm og Een Maygreen
Hun var Rag og Ranck i Midde,
Lod Sig vrie som Een widde
Mellem Unge Beylers Been.

7.

Hand May-Sommer og vil riide
Midt om Juule-Vinter-Tiide
Bandt Hand Sig till Mayens krantz,
Krantzen Har En Anden prøvet,
Og med Elskovs May sig øvet
Ved Een Sommer kierlig Dantz.

84

8.

Der Mand nu skuld holde Gilde,
Og May-Sommer riide vilde
Icke Mange De indbød:
Svogerne Sig her lod finde,
For Den Brud, Som dog var Qvinde,
Det May-Græven høytt fortrød.

9.

May-Træet lod [sin klocke] ringe,
Som, naar Mand skall gaae til Tinge,
Og gaffv Giesterne Et Tegn,
Som ved Salten Bæck monn' bygge
At De vilde komme trygge,
Som var buddet i den Egn.

10.

Der De over Maaltid sade,
Alle vare Froe og Glade,
Uden Bruden, fordum Møe,
Barnet under Bryst og Belte
Monne Sig saa sagte vældte,
Thi monn' Bruden hartad døe.

11.

Mulig Tolderen Den Kiiste
Havde vell forsøgt og viste
Huad der laae i Brude-Skriin,
Told kandskee Hand havde fanget
Og Consumption erlanget
Udaff Senge-Tolder Sin.

85

12.

Mueligt Andre havde Fællig,
Omskiøndt Bruden siuntes Hellig
Med Ham udi Mayens Beed,
Kandskee her var indlagd Vahre
Aff Kram-Svenden uden fahre,
Det giør Tolderen fortræd.

13.

Muelig Badskeren har sættet
Een Clyster, og hende lættet,
Ja opløfftet Drøvelen:
Mueligt Tærskeren med Pleyel
Havde icke [slaget] Feyell
Paa Den Quist og Maye-green.

14.

Gildet monn' ad Enden Lacke,
[Skaffer skulle og aftakke]
Da [begyntis] Her Et Spill,
Tolderen monn' Bruden sparcke,
Hand monn' knæbre, knurre, knarcke,
Bruden Hand ey Have vill.

15.

Her blev klammer udi Stue,
Bruden var ey Møe, men Frue,
Lefflede vell med sin Food
Under Bordet med Monsieurer,
Men, der Tolderen Sligt hører,
Blev Hand Hitzig i Sit Blood.

86

16.

Bruden Hand publique skiælder
Og som paa en Hore smælder,
Der bleffv klammer i det kort!
Alle op fra Bordet stode,
Tolderen Hand ilde gloode,
Stødte Bruden fra Sig bort!

17.

Frem komm May-[Træ] Graa og gammel,
Var om Brystet klemt og vammell,
Sagde, Du skal vist gaae Glipp:
Thi Min Daatter skalt Du miste,
For Du skiældet hâr de Quiste,
Som ey haffver Ont aff Pipp!

18.

Ængsted bliver de May Quiste,
Som aff Sorgen fast monn' briste,
For Det Haanheds Skælde-Maal
Glæde-Lavget vorder spildet
Hos En Huer, Som var till Gildet,
Alt for det Skandeerlig Skraal.

19.

Fugle-Kongen lader ilde
For den Klick, som i det Gilde
Settes paa Den Maye-Quist.
Moster udi Muuse-Fælden
Taaler icke Saadan Skiælden
Eller Saadan Sviig og List.

87

20.

Sligt mishaager Fruens Bager,
Og den Knaes Ham ey behager,
Att vor May har faaed En Struud,
Hun kun Æder kneppe-kager,
Og Sprutt-Backelser behager,
Den afpiget Pige-Bruud.

21.

Spurren udi Buure vrisser,
Som en koo om Sommer bisser
Og en Soe paa Øret giort:
[Dend] seer ilde ad sin Svoger
Som en Krage iblant Moger,
Dog Hand agter det ey Stort.

22.

Muncken tager till sin Kappe,
Sin May-Jnde monn' Hand snappe,
Og med Hende reysser weck.
Studen monne stange, brumle,
Ja Hand monne fnyse, skumle,
Over Den Vanæres [dræk].

23.

Grønnen Eeg i Byen stander,
Som De lærde Poder vander,
Fick et Par den samme tiid
For Hand styrede til Rætte,
Det var Mellem-Penge slætte
Aff Brudgommens Næve Hvid.

88

24.

Ey! Seer! Huor den Quist monn' falme,
Hun er En forvisnet Palme,
Som var før En Rosen krandtz
Saa gaaer det med stolten [Pige],
Som sig gierne lader svige
Udaff Courtisaners Fands.

25.

Der gaar Jld i Spotters Vegge,
Naar Foragt sig monn' indlegge
Udi Stoltheds Bryst og Barm.
Haandhed falder paa den Jsse,
Og geraade skall till visse
Dig og Dine till stor Harm.

89

DEND ALAMODISKE EPAPHRODITUS

eller
D: Hans Eli-Søns
Sølfskrammerede Famulus
Monsr Martinus a Petizando
Afskildret med sine
egne Farver og igiennemseet med fliid, det meeste
mueligt var.

Qvid Domini faciant, audent cum talia Fures? Naar ieg igiennemlæser Machiavellum de Principe eller Belleri Politicum sceleratum, som har oplærdt Verdens børn, der dog af Naturen er alt for kloge til ondt, udj alle Skielmstycker, da undrer mig icke saa høylig at der har været nogle Belials børn, som har imitered det, de har lærdt Dem; Men naar ieg igiennemlæser vor Herres ypperste hyrdes forbandelser over Pharisæerne og dem, som røvede det hellige, tilligemed Pauli beskrivelse paa een Guds Husholderes huusfolck, da undrer Jeg over alle maade, at her iblandt de Christne Folck tør findes saa aabenbarligen Strudshaner og opsnappere i sligt et huus, som skulde være et Typus og Exemplar, hvorefter alle skulde rætte deris huuse; Jeg vilde gaa hans skam forbi og skiule dend; men effterdj hand viisser dend / frem for alle, da kand ingen fortæncke mig billigen, om jeg hielper ham at løfte bommen op, og aabenbare de Niniviters blussel, her sees icke længer dend adstadige Studenter dragt, dend ærbar Sl. Erckebiscoppens og andre fremfarne Superintendenters Tiener, de skulde icke selv kunde troe deris Egne øyne, om det er biskoppen, som reyser forbie, uden de seer Morten Abes Liverie: Dog forlad ham det, det er paa hans Herres respect, og at Mand dissbedre kand kiende dem begge, da er nu faaret og kappen alt bortslengt, og Ulfven og dens klinge alt paataget, at vi skal icke længer indbilde os, at vi besøges af en Paulo og Epaphrodito, men af een Leone og Ferelio; Det staar jo een Eli tiener an at tage 90 Forcken med sig paa det, om de negter Herren det Raa Oxekiød, hand kand da tage dem det af med magt. Naar Paulus og Lucas tage afskeed fra deris Nyeplantede Meenighed, da skeer det med bøn og grædende taare, men her skal, (om mand icke vil ubarmhiertig medhandles og ofverfusses, naar krigsstyr og forstræckning skal sættes) Hans og Morten mades, og hand skal Lippe til dend gode viin, indtil Dagen skin igien paa Himmelen, og maa endda Verten glæde sig, at Morten til valet ey render ham i pølen med sin hest eller setter ham ild paa gaarden med sine Pistoler: i slig occasion forsømmes ingen profit; Denne kand discurrere og dricke effter Compagniets behag, dend anden kand spille verkering og Lanter, og dricke indtil øynene bæver i hovedet. O! Tempora! o! Mores! De som eye skove maa love træer og ved / til [skuden]; thi hans Skude, som aldrig var bestilt, forgick 3 gange ved Wordingborg: De Arme Levitiske Majorer og Officerer maa give bysse og gevæhr til denne nye bagede Anti Christ. Andre maa miste hundene, det end Morten skulde stiæle dem og føre dem i Caleschen: Præsterne maa miste deris beste bøger, som dog ere langt fra det Almindelige Bibliotec, saa og deris beste plovstude, for hvilcke de skal faa betaling ad Calendas Græcas. Fornemmes, at verten er af deris eget Elemente, da slaar de Giæcken løs Saliarem in modum, siunger i steden for Jesu Søde hukommelse Doc Doc Martinum etc. von Klus Madam Elisabeth et Hanschen von Bræmen etc: her leves med faa ord at sige studentikos non superintendentikos: Men er Værten icke af slig homeur da seer dend unge Doctor saa graviteusk, som Kircheværgeren til Stradsburg, hand puster og slaar om sig som een ung Løve rumpe, hand legger an med staven, som hand vilde give feuer. nihil humile, nihil placidum, imo nihil Christiano simile apparet, da skal huuset reguleres, da skal alle staaende læse til bords, Crucifixet henger icke ret i stuen, Præsten gaar icke skickelig nock i klæder: Herren slaa dig du kalckede Veg! Da kommer Morten og hvisker til qvinden i huusset: Min Herre er vreed, 91 see til at hand kand stilles tilfreds; Eders børn nyder det icke got ad paa Academiet: Præsens hic est lucrum et præsens remedium enumeratæ pecuniæ. Kand ellers slutte med det gamle Juule-Vers: Her er kommet saa underlig et diur udi min Herris have etc.

Materia relinqvitur Doctioribus.
92

LYCHENS UBESTANDIGHEDS SPEYL

Ophengt paa fuglenes Herredage, daa
den forhadede og forhaanede
GRIB
formedelst beschyldet correspondentze med
STRUDSEN OC PAAFUGLEN
Efftersettes, beschyldes, antastes, fengsles oc
til døde dømmes,
Af effterfølgende Fugle-dommere,
Pelicanen, Rørdrummen, Rafnen, Tranen,
Storchen, Uhrhanen, Glinten, Musviten,
Allichen, Kragen, Skaden, Bogfinchen, Solsorten, Viben,
Vactelen, Dych-Anden, Aftenbachen, Strandmogen,
Falchen, Jisfuglen, Svalen, Høgen, Giøgen, oc
[dend] gamle Gaas.
Stilles paa platzen at afhugges af
Uglen
derfor væmodig begrædes af
Lerchen, Stillitzen, Swanen, Heyren, Stæren,
Agerhønerne, Droselen oc Turtelduen.
Dog trøstes, husvales, Jaa glædes
af
NACTERGALEN OC DUEN
Men faaer strax nogen naade igien af
den himmelsvingende oc Høy-milde
PARADIS-ØRN,
Alt saa protocolleret af fuglenes Notario
JRITSKEN,
Musicant J fugle Capellet,
Siunges under den melancholische melodie,
Jeg veed saa rig en Ridder,
En hertugs datter etc. 93

1.

Jeg gich mig udi schofven,
At høre fugle-sang,
Der var en Grib J hofven,
Som hafde ypperst rang,
Thi Ørnen ham ophøyet,
Hand snæret blef paa fugle-fang
Oc udi buur indføyet.

2.

Saa klog en fugl J lunden
Var ey J fugle-floch,
Ham viisdom var J munden
Oc udi brystet noch,
De fugle hand ey acted,
De legte med ham schach og troch
Oc hannem efftertracted.

3.

Fra første ungdoms tide
Den Grib sig arted vel,
Hand vilde viisdom vide,
den lærde hand med schiel,
Ald kloghed hand sig sanchet
Hand sad paa scholebench og fiel,
Oc blant discipler vanchet.

4.

Dernest blant fugle sorte
Blef schrefven ind hans nafn,
Jgiennem viisdoms porte
Hand vandred J den hafn,
Oc hafde neppe lige
Hand reyste strax fra føde-stafn,
Som alle veed at sige.

94

5.

Mirachel udi norden
Hand holtes hvor hand kom,
Som liun-ild oc som torden,
Hans rycte det foer om,
En Phoenix hand daa heedte,
Hans lige-mand var ey til Rom,
Ald kloghed hand udleedte.

6.

Hand vidste alle tunger,
Oc taled alle sprog,
Hans priis hver land udsiunger,
Hvor Griben viis fremdrog,
De lærde ham ey glemmer
Men til [er] pen oc blech oc bog,
De ham i sindet giemmer.

7.

Hans klogheds priis oc ære
Er contrafeyet af,
Oc schall hukommet være
Jblant de lærdes laf,
Men mest J Politia
var hand berømmelig oc braf,
Samt J Philologia.

8.

Der hand til føde-lande
var kommen hjem igien,
Til Ørnen lod hand stande
Oc blef hans beste ven,
Først vocted hand hans bøger,
Hand brugte snildelig sin pen,
Oc Ørnens gunst sig søger.

95

9.

Dernest hans Cabinette
Blef Griben oc betroed,
de andre fugle dette
Skar dybt i hierte-roed,
At Ørnen Griben æret,
Had afvind tæred dieris blod,
At lychen var forkæret.

10.

De spraglet lychens fugle
Sig væned for den Grif,
De hyled som en ugle
J dieris gandsche lif,
At Ørnen ham saa prydet,
de ynschte; Herre Gud du gif,
Hans blod det var udgydet.

11.

Ney lychen hannem yndte
Oc slet forgyldet ham,
At Ørnen mon ham pynte
Med lychens ære-kram,
Med guld oc dyr-bar smyche,
Usigelig var hans brasch og bram
Høyt stiget var hans lyche.

12.

J Ørnens lunde grønne
var Griben høyest act,
Blant andre fugle schiønne
Hand hafde [største] mact,
Hver fugl for hannem knælet
de hafde svig J hiertet lagt,
dermed de lenge dvælet.

96

13.

Til ærens høye himmel
var Griben fløyen op,
Guld, priis, J floch oc vrimmel
J tusind tal oc trop,
den gylden Grib sig samlet,
Men lychen dreyes som en top,
derfor har Griben famlet.

14.

Først Pelicanen fremmed
Til Griben fich et nag,
At hand kund faae ham temmed,
Spant hand oppaa en sag
At styrte ham J vaade
Oc giøre ham til lychens vrag
At miste Ørnens naade.

15.

Thi Griben vild ey vige
For Pelicanen strunch
Hand vilde iche stige
Udaf sin pract og prunch,
det Rafnen oc fortryder,
de begge gaf paa hannem funch,
Sin vrede de udgyder.

16.

De sprang oc udi buret
Til Ørnen, som hand sad,
En trech J hiertet luret,
de fugle kom J rad.
Paa Griben alle klaged,
de gaf ham an af nid oc had,
Sligt Ørnen dog mishaget.

97

17.

De gaf ham an for laster
Mod høyest Øfrighed,
Hans naade de forkaster,
Thi Ørnen blef ham vred,
de Herre-verch angifver,
der J sig Griben schyldig veed,
En fangen fugl hand bliiver.

18.

Crimen perduellionis
Oc schyld mod Mayestet,
Crimen concussionis
Med Simonie er scheet,
dernest et peculatus
Thi blifver Griben flux henleet
ved dieris ratio Status.

19.

Hielp Herre Gud nu Griben,
Som svig besnæret er,
der til hialp ocsaa Viben,
At hand fich slig uferd,
Her sanches alle fugle
Hans haarde schebne var dem kier,
de udschiød piil oc kugle.

20.

De raabte strax kaarsfeste,
Oc alle effterschiød,
Paa helde-vognen, mest de
Som hafde niudet brød
ved Gribens hielp oc ynde
de efftertørsted dog hans død,
Som hitzig Jeger-mynde.

98

21.

O lychens snuble-klodde,
O verdens slibrig grund!
Lychsalighedens odde
Staaer ey [som] berg oc lund,
Men hadstelig nedfeldes,
Der Ørnens øye tog et blund,
Maae Griben ofverveldes.

22.

Lindormen fordum spaade
Om Gribens hastig fald,
Voct dig du Grib fra vaade,
du est paa lychens hald,
vil du J dem dig speyle,
Som styrtet er af lychens pald,
Skal lychen dig ey feyle.

23.

Den stachels Grib ey tencte,
At lychen kiæres om,
Ulychen ofverhengte,
der Pelicanen kom,
daa mange fugle-nebbe
Beringet Griben runden om,
Som hadstig flod oc ebbe.

24.

Hvad har den Grib beganget?
Hvad er hans faut oc feyl?
Ham fugle-neb har stanget,
Hand sidder under teyl,
Forinden muur oc volde,
Alt saa ophitzer lychen seyl.
Oc spiller sine bolde.

99

25.

Hvor mangen nat hand vaagen
For riget hafver hafft,
det acted ey Strandmaagen,
Hun spyer dog ud sin safft,
der Griben arresteris,
Gunst, gotz oc guld hand hafver tabt,
det for ham seqvestreris.

26.

Hand mister de guldfeyre
Som hand af Ørnen fich,
det ynchet Svan oc Heyre,
Hun fant et hierte-Pich,
[Med] hendes unger fire,
de græd for lychens selsom schich,
See Gud af himmel-spire.

27.

Den Grib er ey saa schyldig,
Som de ham raaber an,
dog holdes hand ugyldig.
Frem for den Pelican,
Som hannem effterstreber,
Saa er de loche-fugle van,
den Grib de gierne dreber.

28.

Hand hafver schaffet lyche
ved klogen haand oc pen,
Alt effter Ørnens tyche,
Hans fiende viget hen,
Jerngraadig Struds det klager,
Samt oc Paafuglen Strudsens ven,
Hans hierne-safft de smager.

100

29.

Det vranglig de udlegger
Med fienden conferentz,
de Ørnen mod ham ægger,
For slig correspondentz,
Forræderen, de siger
Udi afsagde doms sententz,
At hand sin Herre sviger.

30.

De siger, hand tog gafver
For mangt et helligt buur,
Som Herren stifftet hafver
Her under himlens schuur,
Saa har oc andre taget
Om hvilche lychen dog sin muur
Oc sterchen leyer har slaget.

31.

Kund det nu vorde bedre
For mangen fattig klerch,
Gud schulle Ørnen hedre,
Oc signe ald hans verch,
Jeg frycter det vil verre
Her efftergaae: thi guldet sterch
vil stedse vorde Herre.

32.

Gud Ørnen høyt velsigne
Med seyer, lyche, fred,
Hand monne Jesum ligne
Oc træder J Guds fied,
J Guds fryct, ret oc ære,
Gud plante ham i lychens bied,
Oc self hans væcter være.

101

33.

Hand vil at fugle sorte,
Skal niude buur oc brød,
Om penge end mon schorte,
Har du ey guldet rød,
du schal dog faa en hytte
At siung udi indtil din død,
Tach Ørnen for det bytte.

34.

Jeg frycter gammel vane
dog bidder gierne best,
Tred chun paa lychens bane,
der stormer samme blest,
Det er J kiødet baaren,
Hos guld oc sølf at være giest,
Oc ey J kleder schaaren.

35.

Den fattig Grib forliser
Ald samlet sølf oc guld,
daa Ørnen dem udviiser,
(Hand meen de er ham huld)
At hente op det bytte,
den reede var af penge fuld,
Som Ørnen kom til nytte.

36.

Daa Thor hand mild mon blinche
Oppaa den elfte dag,
Trêen hand udi den pinche,
de fugle til behag,
de føer ham paa en schøyte,
det gaf hans hierte klem oc nag
At lychen saa schull' føyte.

102

37.

Til maaneden den fierde
Sad Griben J det buur,
Forinden muuret gierde
Omsat med vold oc muur,
Paa lychen hand daa grundet
Som hafde siunget sit B dur,
Oc mildheds ansict blundet.

38.

Dernest mon Griben stefnes,
For stifftet fugle ræt,
Ey blech ey pen ham lefnes,
For hand i buur var sæt,
Ald verden ham undviger,
de meen at Gud har ham forgiet,
For lychen ham saa sviger.

39.

Saa dømmes hand til døde
Fra ære, gotz oc lif,
For Uglen maae hand møde,
For sverdet blanch og stif,
Sit vaaben saae hand brydes,
Hand suchet: Herre Gud du gif,
Min Siæl J dig maae frydes.

40.

En Nactergal, en Due
Ham trøster af guds ord,
For døden du ey grue,
Forlad chun denne Jord,
din siæl til Himlen svinge,
Hvor Gud oc Jesus naadig boer,
Fryct daa ey dødens klinge.

103

41.

J Ørnens huus den Sparre
Laae død ret som en steen,
det schar J hiert' oc marfve
Paa Turtelduen reen,
de Aggerhøner trende
Fant i sit hierte siæle-meen
Til døden de sig vende.

42.

Den ædle fugl mon buche
Sig ned paa kledet blød,
Til himlen mon hand suche
For slig forsmedlig død,
Hand krefvet Gud til vinde,
Mod de uvenners hadsche stød,
Guds vrede de mon finde.

43.

See under himlen aaben
Her sidder ned den helt,
Mens Ørnens naade-raaben
vil ham [ey] hafve felt,
Her raabis, naade, naade,
Oc under Ørnens naade telt
Fich hand sit lif til baade.

44.

En nactergal en Due,
den død udfriet fugl
Opreyser; hver mon grue
At hand undgich den kugl,
Af dødens mørche schichet
Saa er den klaffer hornet-ugl
J egen snare strichet.

104

45.

Ach! vil i eder Speyle,
J som her staaer om kring,
Jêr kand oc lychen feyle
Omschiønt hun gaaer i spring,
Hun snarlig kand bortflytte
Lychsalighedsens ære-sving
Staaer ey paa marmor stytte.

46.

Om lychen [Jer] ophitzer
ved ærens blæst oc bør,
daa lychen snart omtritzer
Sin hiul, [Saa nu, Som før],
J Ørnens fugle smuche
Er sat oppaa saa svagt et rør,
Som hadstig kand nedbuche.

47.

Târ iche guld oc gafve
For hellig kirche-kald,
Sligt vil Gud iche hafve,
det er ham til misfald,
Forfremmer geislig orden,
Saa staaer J fast paa lychens hald,
Jmod ulychens torden.

48.

Lâr eder ey bedaare
Af verdens falsche guld,
Som monne siden saare
Naar J meen, hun er huld,
Târ iche stiche penge
Som er chun en forvisnet muld,
Oc kand ey vare lenge.

105

49.

J trøsterige himle
den Grib husvale schal,
Ald naadens dug den vrimle
Foruden maal oc tal
Udi hans engstet hierte,
Hand lengis op i himlens sal,
Fra fengsels haarde smerte.

50.

Høymilde Ørn oc Herre
du hafve tusind tach,
dig schal slet intet snerre
Af falsche fugle pach,
dig himlene bevare,
Trotz fiendens vaaben, ord oc snach,
Trotz modgangs feyl oc snare.

51.

Lad ey din Naade fare
Mod Griben nu half død,
Guds Engle dig bevare
Fra vaade, fald oc nød,
Jeg Iritsken saa sucher:
Gud Ørnen frie fra storm og stød,
Til himlen ham indlucher.

106
107

DEN SKÅNSKE KRIG

108
109

STUDIOSUS LAMENTANS
REDIVIVUS ET CONTINUATUS

Dett er
Wenneløse och Hielpforlatte
Studenteries
Nødtrengte och wæmodige
Supplication
Paa den Christen Kirches, och deris egne
vegne,
Saa kaartelig som enfoldelig
wdi Største wnderdanighed
Fremstillet vd af
Theodoro Philothei Alethophilo
Siungis vnder den Sedvanlig
Melodie
Anno loco et die ut supra.

1.

Hvo vill hielpe mig at græde
Och udøse [Taare] flod
Hvo vill hielpe mig att væde
Kinderne med beck och blod
Hvo vill gifve suck och hick
For Guds kierckis Seldsom skick?

2.

Gid mit hierte vaar en Kilde
Och mitt brøst en taare Søe.
Beskelig Jeg græde vilde
Mine trin med grad bestrøe
For Guds Tempels faut och fald
Och dett vennekiøbte kald.

110

3.

Trende Sole er der rundett
Cirkelviss om himlens Sall
Siden Att Jeg først vdgrundett
Simons [Kaldsbrefs] kiøbe vall
Jeg begræd da løckens gang,
Och de lærdis Sørge Sang.

4.

Alle mine Skolebøgger
Søled blef vdi min grad
Løcken dog min [Sorg] forøger
Setter mig paa Modgangs Aad.
Bog och brød de følgis ey,
Oppaa werdens Skuffe wey.

5.

Jeg frembracte de Personer
Som vaar løckens Kaste bold
Hvo Guds Kiercke saa forhaaner
Trildis om som hiull och Sold
Wdaf vellstands trappe trin
Wed formørcked Løckens Skin.

6.

Huor Sandferdelig Jeg Spaade
For den Himmelfløyett Fugell
Hand min Spaadom vndertraade
Blef da om vendt till en Wgell
Och blef Soldt den Samme tid
Oppaa gaden for en hvid.

111

7.

Fordum Grib paa høyen Felde,
For du lyde mig ey ad
Da ved Løckens vold och velde
Blef du styrt J dødsens bad,
Du vaar Løckens Spillemand,
Och er vdblest som en brand.

8.

Hielp dig Gud af sine Himle
Øse fryd vdi [dit] brøst
Aandens Naader J dig vrimle
J din Siæll, beengst och krøst
Med Manasse frie dig Gud,
Och Af fengslet drag dig vd.

9.

Du varst Sandelig ey eene
Som holdt Kiercke kiøb och kram
Denne roed udspirer græne,
Fører sig J faare ham,
Doch J Ærmet boer en Reuf
Och i Øyett [Sølfskum] skieuf.

10.

Fattig Grib maa eene gielde
For hand Soldte Kiercke Kald.
Mange Andre Slap af Felde
Skyldig dog J større fald,
En for folckett lidde straf
Och maa Seyle dødsens haf.

112

11.

Tenck paa Griben Gud J naade
Hand vaar icke dog saa Slem
Mange Sønder ofver maade,
Deris Træcker gaaer dog fremb
De om Munden Stryger sig
Hvo tør sige de giør Svig?

12.

Altt for hard vaar Løckens næfve,
J mod Griben løckens bold
Alt for Snedig vaar de Refve,
Alt for grum de wlfvis vold.
Alt for hadsk w-venners Raad
Alt for skarp den Tunge braad.

13.

Wocter Jer hver Kiercke Kremer
Pranger icke Kiercker meer
Straffen eder ey forglemmer
Hefnens øye till Jer Seer.
Speyler Jer J Gribens fald
Tar ey Guld for Jesu kald.

14.

Wor Gud [Salved] Himmel Herre
Har vell giort derpaa forbud
Truer dem med dødsens Sperre
Wed w-løckens Skam och Skud.
Som Guds Alter Selg' for Guld
Der er kun [Cinnober] muld.

113

15.

Ney ô Ney om tusind Nisser
Millioner Diefle flock,
Simons pack om straf for visser
Ja om mange Bødlers Skock,
Stod for døren med sitt Sverd
Guldett blifver dog J verd.

16.

Spør den Mand der boer hos Støtten
Som och Kongens Dirick bær
Om han kiender Guldets nøtten
Penge ey foractet er,
Hand forsmaar ey Kongens Mønt,
Efter vane før begiøndt.

17.

Jntet [er] vi meer' forfremmed
Siden Stackels Griib blef skut,
Fattig Klercke er forglemmett,
Løckens taarn er slet nedbrut,
Vi maa lese till vor død
Naar dog Aldrig Adzers brød.

18.

Wenner Wenner hvo ey hafver
Och en Stødstauf hielpesten!
Hand ey Smager Løckens gafver
Finder altid [Modgangs] meen.
Wæ ô wæ mig venneløs
Løcken er w-blid och bøss.

114

19.

Jeg om mangt it kald anholder
Men fra Alle gaar Jeg glip
Dett min tumme pung Jo volder,
Jngen for mig staar paa nip
De Maaeskee itt luncken ord
Fører fremb for Kongens bord.

20.

Mangen half Rix ort Anvendis
Oppaa Supplication,
Løckens Gunst mig dog ey hendis,
Som gaar wd fra Kongens tron
Løffter dræbe kand en Mand,
Thi de holdis ey [et] grand.

21.

Holmens Fanger de har bedre
End en wenneløs Student,
Gaaer de end J Bolt och Fedre
Och till Trældom vorder sendt,
De dog nyder bord och brød
Till de [drog de] blifver død.

22.

Spurre Docteren J giemme
Sidder vnder Croner tre
Hunger kand hand ey fornemme
Maa hand Skiønt ey Solen See.
Hand har och fri Logament
Det dog mangler en Student.

115

23.

Fuglen vdi Buur der Sidder
[Sluttet] inden vold och vact,
Du vell self veed hvad hand heder
Som vaar Nylig høytt J Act,
Hand faar Jo tre retter mad
Efter Løckens vendeblad.

24.

Gid at Alle [fattig] klercke
Aarons lærde Levi trop
Waar vid løckens øye mercke,
Saa vell spisid J sin krop,
Bedre dage kunde de
Jcke vnder Solen see.

25.

Ney forgefvis er vor [klynken]
Och forfengelig vor suck,
Somme vden bøn och [bynken]
Jckun for itt høckle buck
Nyder herlig Kiøbsteds Kald
Skruis op paa Løckens pald.

26.

See mig till hin Humle vrager
Gloser kand hand itt dusiin
Hand af Brochmands humle smager
Och af Staalen Engelsk viin
Hand for Bodsmend en Prophett
Wdaf Løcken blef opleet.

116

27.

Løcken lagde self sin Bielcke
wnder hummelvraget prest
Hand har wragett hummelstilcke
Engelsk øll ham smager best,
Drick en gang Af Brochmands Skaall,
Till du naar [ditt] humle maal.

28.

Nu er [Dievlen] løs till Hofve
Raader meer end Griben før,
Thi hans Ploug den gaar paa lofve
Mens Att føret staar, hand kiør,
Christi Crusifix hand bær
Satan dog J nafnet er.

29.

Kaarset Fix paa ham er prentet
Fanden kalder de ham dog,
Dett for hannem vell har rentett
Hand befordrer mangt itt drog.
Hand vaar Gribens [Pestilentz]
Med sin Morder doms [Sententz].

30.

Hielp mig och Høygunstig Fanden
Och du Diefle Excellentz,
Du forfremmer en och Anden
Hielp mig for min Reverentz
Jeg hâr icke Sølf och Guld
Wer dog kiere Satan huld.

117

31.

Kycklechye du hiorte hyrde
Och du bondemands Prophet,
Du som mangen Raae mon myrde
Naar du setter [hiort] J beet,
Gif mig dog itt ære Skud,
Bær for mig till Kongen bud.

32.

Lunte Juncker Lue Spruder
Krigs Guds [vorned] ecte Søn
Du som efter Krigs blod tuder
Giør for mig hos Kongen bøn,
Bechholts kiercke faar [din] prest
For du tiener Kongen nest.

33.

Hopmand for de Konger trende
Som sitt Myrrha offred først
Hand J hiertet monne brende
wd af hidtzig hielpe tørst,
Gid hans mact den waar kun stor
Hand mig hialp vell for itt ord.

34.

Jeg har ofte Supplicerit
Men endnu fick intet Svar.
Der er ingen designeret
Som den fattig tager var,
Der er ingen satt J dag
Som Skall grandske J hans Sag.

118

35.

Sulten Landsby Kiercke lader
Kand mand maa skee [snylt' sig] till
Kiøbsteds fæde stole Stader
Store folck Jndtage vill.
Wenners [Flock] till Kongen gaar
Saa den rige kaldet faar.

36.

Gud hand maa Jo intet raade
For Att kalde self en prest,
Werden Søger Alt sitt bade,
Werden er Guds Kierckis pæst
Er den Rige Skiønt itt drog
Riigmand spiller mester dog.

37.

Hører mig J Høye heldte
Hører paa min Spaadoms Aand,
Lader eders hierter Smelte
For hver hielp-begærlig mand.
Lucker ey Jert øre till
Naar den trengte tale vill.

38.

Hielper ey for Guld och penge
Hielper ey [for] venne vold,
Hielper ey w-kyndig drenge
Hielper vden Præste told,
Hielper ey for byrd och blod
Hielper ey for slecte roed.

119

39.

Mens J Nyder liif och løcke
Hielper den Nødtrengte Siæll,
Den som Modgang Monne trøcke
Wed sin hadske braad och pæll,
Hielper tager af Gud løn
Himlen høre denne bøn.

40.

Seyr kroned Salfved første
Christi egen nafne mand
Hielp Guds kiercke, som mon tørste
Efter hielp J Sorgens land,
Lad Guds kiercke kalde prest
Thi dett Gud behager best.

41.

For os vorder dett ey bedre
For den venneløse flock,
Himlene Skall Kongen hedre
Øse paa ham naader nock,
Hielp dett hielp forlatte folck
Der om sucker deris tolck.

42.

Bedre dett vist Aldrig blifver
For en pengeløse klerck
wennerne de werckett drifver
Alt som deris mact er sterck.
Guldet Svogerskab och Slect
[Raaer] endnu for løckens vect.

120

43.

Hielp hielp ellers wi forbande
woris første Skoledag,
Da att vi tog bog J haande
Oss till største klem och klag,
Keyser store Konge heldt
Skiull os med din naade tielt.

44.

Maa ickun Guds Kiercke kalde
Saa faar och den [fattig] brød,
For din trone vi nedfalde,
Midt J voris løckes død
Lad Guds kiercke kalde prest
Thi dett Gud behager best.

45.

Jngen maa mig her fortencke
For de linier som her staar,
Jeg med Sandheds bolt og Lencke,
Bundet er saa Att Jeg faar,
Tale Sandhed vden tant
Der till er Jeg Altid vandt.

46.

Fordum Skicked Gud Propheter
Jmod Presters Høcklerj,
Fordum Skicked Gud Trompeter,
Jmod Satans Simoni.
Sandhed, Sandhed skall da frem
Dog hun lider stedse klem.

121

47.

Høcklers honning glatte tunge
Svinger sig mod himlen op,
Roes och Riim kand de vell Siunge,
Træder da til ærens top.
For de Sønden rose kaand
Giøres de till ærens Mand.

48.

Trads Att de tør straffe laster
Eller pidske w-dyds fruct,
Herregunst de jo forkaster
Dett er som en stanck och luct,
wdi Næsen stincker dett
Naar mand taler Sandhed rett.

49.

Eli giennem fingre Skuer,
Lader som hand icke seer,
Zedechias Sandhed truer,
Thi Michæas er ey meer,
Saa er Sandhed moxen død
Løgnen hviil J Høcklers skiød.

50.

Jeg fornemmer ingen tale
Dett som sandhed er for Gud,
Levi Børn de kand vell prale
Tør dog ey med Sandhed vd.
Drif da Jesu self min Aand
Att Jeg Sandhed siunge kand.

122

VISIO ABRAHAMSTRUPENSIS ET
SVANHOLMENSIS 1678

En vnderlig och Sældsom Siun, dog Sicker och Sandferdig, Som er Seett paa himmelen vdi Skiøttens och Scorpionens tegen ofver Abrahamstrup och [Svanholm] J Sæland. St. Francisci Nat Anno 1678. Hvor,

1. En sterck Sudost Wind, Sammenblesde mange Guldglimrende och Sølffarfvede skyer. Jblant hvilcke

2. Opkom en Regenbue som omringede Horizonten, ofver Abrahamstrup och Svanholm.

3. Ofven paa Regenbuen vdbredde sig en stoer forferdelig kalckuniske Hane Ridendis Som paa en vngerske hest, J per-force Jact, med Jeger horn paa Siden, hvis ene vinge vaar forsølfvett, och den Anden forgyldett, mens vnder nebbett hengde mange Af Rigens Diamanter, Samme Hane flagrede Saaledis med wingerne och knebrede med nebbet, Som den kunde gaalett Aff itt Jegerhorn.

4. Wid sin høyre Side lod den paa gylden Lavetter Sette itt Sølfmundett Støcke hvis forladning vaar Sølf, men kuglerne Af Guld.

5. Paa den venstre Side Stod itt klart skinnende blus eller fackel vdi Sølfskinnende Brand, till hvilcken Brand, mand icke lagde træ, men den Smeltede Jdell Sølf och Guld.

6. Bag vid Hanen Stod itt Hæsselig diur som en Parder der hafde Otte Skiæl och Skiefve øyne, och brugte dog glar øyne, Jndlagde J Guld och Sølf, sampt itt perspectiv besatt med joveler. Dette varede 2 timer, mens

123

7. Der denne Hane stedse galede, for en Første, Som blef seett vdi luften, paa en Fiilsbeen stoell Siddende, och den Allt galed Aff sitt Jegerhorn,

8. Strax slap vd Af itt buur fra Fuglefengeren J Skofven, en half død och halflevendis fugell fast lig en Griib denne racte sin ene vinge paa Abrahamstrup, den Anden paa Svanholm! Men halen vred den efter Winden och den Saae Skarp paa Hanen och dett Sølf Støcke Att Førsten fattede Mistancke om Hanens galen, Jndtill,

9. Lige som en Engell, vdi en Messe-serck kom ned Af Himmelen med itt Salfve horn vdi haanden fuld med Olie, hvor med hand Salfvede den bliant kledde himmell fromme Første, och gaf hannem forstands opliuste øyne.

10. Denne Engell Aabenbarede Hanens forrædiske galen, och sagde till Førsten, tag dig vare / for Hanens høchelscke och huulsnedige galen for Støckets Svigactige Skraall och Skud, och for Brandens blus och baaell, thi de hâr Alle en Konge ofver sig, som kaldis J Aabenbaringens bog Apollyon och Abadon, dett er udlagt Af Rabinerne vdi Kiøbenhafn Narrensdorff den Forrædder, och dett Satans Sammensored och Sammenrotted General [Commisariat]. Strax dempedis Winden, Hanen miste [vinger], kam fiedre och Neb, Støckett refnede, Branden vdsluckedis, Parderens Otte Skiælle øyne blefue dunckell och dumme, och Griben fordi hand hafde dette [Myterie] Aabenbaritt, blef gifven løs Af Burett, och Strax forsvandt regenbuen. Mens J dett samme lod Griben, Af sitt wiisdombs neb ned dratte vndertegnede bref, och betenckende, Som falt paa Marcken J mellem Abrahamstrup, och Svanholm. Hvilckett Alt sammen, Att dett Saaledis, Som forschrefvett staar, er vdi Sandhed passerit, dett vidner Vitus degn J Skuleløf, Peder degn J Køndby, 124 Henning degn J [Gerløv], Som vaare Samptelige hos Prousten Att lade Skrifve, Kopskat, Just Christensøn J Fersløf, Marcus Hansen J Skibye, och Niels Jensen [paa Ourøe], tillige ofver verendis 2 vnder Jegere och 2 Hundedrenge Af Abrahamstrup, som vare udreyste, Att brende Olden Svin J den for intet kiøbte [Housved] skouf, [saa] och en Lieutenant och en Corperal Af Svanholm, som efter ordre / och Commission, Skulde brende nogle hundrede brefve, Att de ey skulde komme sin Eyermand till skade; Og de skulde føre Nogle kister fulde Af Sølf, Guld, och Clenodier till Hamborig saa hiemmelig, hvilcke Allesammen saae denne Siun, och leste denne fra Griben neddraattede Forklaring.

Saa bleser wær och Wind Saa lenge paa vort Rige
Till gods och Guld bles bort, den Vind mon' Alle svige
En Sudvest, Nordost Wind, udpuster storm och Slud,
[Og] bleser Guld till sig, vor vellfert bles den vd.
Den Wind bles paa vor Kop, paa Skaarsten Qveg och huse
Gud dempe samme Wind, lad den ey lenge bruse
Gud puste med sin Aand paa Rigets Skade wind
[Lad ham ey kiende] Guld, men giør hans øyne blind.
Hør paa dett Hane gaall, Ald verden hand forfører
For Konger Gaall hand saa, Att de ey sandhed hører.
Den Tydske Kyckelchye hand [klucker effter] guld
Hans penge graadig neb, Gud stoppe self med Muld.
Trôe ey den Hane kam, Forræderens peruqve
Troe ey dett Hane gael, omskiønt hand kand det smøcke,
Med Jegerhornets klang, hand galer dog paa Frandsck
Hand galer meer paa Svensck, end paa oprictig Dansck.
Dett vaar den Hane kock som goell for Sancte Peder
Gud plucke self den fugell, drag Af ham duun och feder,
Gud styrte hannem ned, Af Hane bielckens prael,
Gud lære kongen self, Att kiende Hanens gaell.
125 Men hvad er dett for skrald, Af dett Sølfmundet Støcke
En Nøgle bysses verd, vaar kun dets første løcke,
Saa blef dett en Pistaall, dernest och en Carbin
Men Nu itt heell Cartou Att skyde ofver Riin.
Naar Hanen har kun self først laddett dette Støcke
Med Guld propføldes dett, Guld kugler er dets Smøcke.
Dett Skyder ey paa Frandsk, och ey paa Svenske mand,
Dem begge Skaaner dett, for Guld Aff deris land.
Dett Støcke maa en gang, Af Guld dog vorde føldett,
Paa Gyldene lavet och Sølfhiull er dett røldett.
J Hanens hønsehuus, bles [Winden] guldett Jnd
Sølf laddingen giør och dett Støcke tung och trind.
Gud Smelte denne Malm och lad dett Støcke refne
Dett Narrenstorps parti, Gud self med vrede hefne.
Hug Hanens hofvett Af, hand duer [nog] till steeg.
Lad døden kaage saad oppaa hans krop saa veeg.
Nu brender Brandens bluss, Af helfved tende lufve.
Hand brender iche træ, men Rigernis formue.
Dett Støcke puster self den Brand J lyse brand,
Jeg frøcter der gaar Jld vdi vor Fødeland.
Gud sluche self den brand med Belials bitre becke.
Gud Støde Støcket Smaae Gud Hanefløyet stecke.
De Otte øyne Skiæl och skief Gud stinge ud,
Och Slaa dem fuld Af Sand, Af steen, Af leer, och gruud.
De seer for Skiæl och Skarp w-løckelig Aspecter.
Vaar ey Guds øye till, vaar Gud ey self vor vecter.
De Otte øyne Skiæl, paa os daa gloede saa
Att tvilling Rigerne maat' gandske vndergaae
Paa Sisten Saae Jeg och Att Hanen den blef plucket
Der Narrendorffis Svig for Alle blef oplucket,
Da miste Hanen Strax, Sin [Vinger], neb, och kam,
Hver Fugell J [Hovsved] sang, Gid Hanen hand faae Skam.
Strax sprang det Støcke-malm, och refnede J flinter,
Saa at det kunde ey os giøre fleere finter,
126 Den Brand udblussede, oc sluchedis J Vand,
De Otte øyne Skiæl kund' iche see et grand;
Den Lande-Pestilentz blef daa af Gud formildet,
Den tid [det] Hychler-pach paa Snuble-hiul blef trildet,
Gud sette rigetz grund paa ærlig [adels] been,
Som ere riget troe, foruden Svig og meen.

127

KONGENS VÆMODIGE KLAGEMAAL

offver
Utroskab og Uforsichtighed
Sangviis befattet, udaff tydschen paa dansche udsat
effter dend melodie
Kommer i Cimbrische Helte etc.:
aff
Christian Frjderick Adolff Erchedegn i Hamborg.
Approbatio.
Dette velmente, trohiertige, opliusende, og retmessige, lære, minde, priise, klage, formane, ønsche, Suche og Straffe-Skrifft er flittig revideret og approberet og til trøchen concederet aff alle Patribus in Collegio Ordinis juridici, teste Josepho, joanne, jacobo, Evstachio, Antonio Ignatio, Decano et Procancellario Aletophilias extraordinario.

1.

Himmelens hueluing og jorderigs odde
Vil ieg opfylde med suck og med graad
Sorgen mit hierte den nager som brodde
Modet det falder ieg veed nu ej raad,
Fordj at falskhed med svig [mig] omringer
Hemlig forrædere hiertet hart tuinger

2.

Tusinde 30. nogle gang talde
Haffver mit blodfarffvet suerd nu ombragt
Helte saa dapper de ere nu qvalde
De ere [myrdt] og i jorden henlagt
Mere ved misforstand end som ved sverdet
Tienerne mine med suig ere herdet.

128

3.

Falskhed forræderj er dem indprentet
Faa som vil tiene oprigtig og tro
Penge og bytte for dem vel har rentet,
Thi de udjager huer skonsk stud og ko,
Seer til Achitophel huordan hand røffver
Og den oprigtige Skonning bedrøffver.

4.

Paa deris Sold og løn kand de ey klage
Den staar dem maanetlig rigtig afftald
Fra de gemene de rapper saa fage
Saa de aff hunger er nær død og qvald
Bursene miste besolding og bytte
Det officererne har i sin hytte.

5.

Mine Raadgiffvere ere ukyndig
De giffuer daarlig vanartige raad
Ville dog siunis saa yndig og fyndig
Svadsig geskefftig med [huulsnedig] daad
Ved deris misforstand folchet de dræber,
Og ieg i 3 aar forgieffvis snart stræber.

6.

Halmstads Agre forbandit schal være
Som har uddrucket det kiempesterck blod
Kiernen aff folchene maa ieg ombære
Tusinde flere sit liiff der jo lod,
Thi de mig raadde blant Ulffve at sende
Lammene mine som ey kund' undrende.

129

7.

[Ti] tusind Svensche [de] Dansche omspendte
Mit iblant Halmstads buscher og krat
Mine Soldater de bæste bleff schiendte
[Duncan] aff troppen smøg bort som en kat
Lidtzou den stercke hand fichtet paa Dansche
[De andre snoede] sig ret som paa fransche.

8.

Siden saa raadde de hiem at forrejse
Og udj Vinter qvarter at hengaa
Svenschen kom effter lærdt os anden lejse
Hand kom os hoppende hastig oppaa
Mit udj vinteren Svenschen hand fichter
Hand [dog] ey schyder did som hand hensichter.

9.

Mange bleff fangne bleff døde og qveste
Oppaa Laholms og engelholms marck
Voris Soldater aff mange de beste
Nedhug de Svensche som gresset og barck
Vort Magasin huus hand monne indtage
Dansche mands maue deroffver maa klage.

10.

Marcken vj holte med fienden saa lenge
Jndtil Decembris den 4de saa bold
Svenschen gick løs paa os, monne hart trenge,
Ret med en offentlig magt og med vold,
Gud veed om iche forræderen dette
Voldte at hand paa os [aarle monn'] sette.

130

11.

Fløyen den venstre bleff strax confunderit
Resten sig hen til Landskrone begaff
Fienden bleff dog en stoor deel ruinerit
Som smagte vidderlig dødsens puf paf
Dersom att kongen var der var og lyche
Omskiønt Forrædere sig der vild' tryche.

12.

Sandberg ô Sandberg du staar for den Herre
Huor du schal legge dit regenschab ind
For voris venstre fløy du lod besnerre
Der ved da blegnet saa mangen en kind
Krigsraadet dømte dig frj uden brøde
Rafnen den ene vil anden ey [øde].

13.

Aldrig saa stoer schyld en Oberst bedriffver
Hand jo aff Krigsraadet fanger pardon
Men [om] Soldaten [beschyldet lit] bliffver
Jngen for hannem vil giffve ranzon
Bondedreng schriffuis ud kaarden at føre
Som er kun vant til sin plejel at røre.

14.

Misforstand, sickerhed, daarlighed følger
Effter hin anden til landet i grund
Slet er forødet min pen det ej dølger
Krigsraadets øyne er falden i blund
Jngen ô ingen sin fiende foragte
Svenschen hand vogner vilt du det betragte.

131

15.

Støcher og faner pagaze og døde
Bleffve paa valsteden dage vel to
Jngen gaff raad [oppaa] pladtzen at møde
Jngen var Kongen [oprigtig] og tro
At præsentere den seyer at tage
Som siden Svenschen til sig monne snage.

16.

Thi ieg er vis paa at Svenschen hand miste
Flere aff sine Soldater end vj
[Seyeren] hand dog til sig monne liste
Thi hand paa felden [fremstillet] sig frj
[Pløndred] de døde og [fanged] de qvæste
Da dog vj burde vor fiende at giæste.

17.

Rosenkrandtz, Vejer og Gerstorff i helte
Med tusind flere huis naun ieg [ey] ved
Riderlig mandighed om eders belte
Vundet var det nock udj dødsens sved
Haffuer for verden priisverdig udviiset
Liffvet for Cronen [i] haffuer forliiset.

18.

Skam faa du Schiønfeld du scham feldet første
For du saa offvergaff Helsingborg slot
Du effter Svenschens hans Fyrcker mon tørste
Og du dig ventet aff Svenschen saa got,
Du hører ilde i alle mands dage
Sathan schal være din broder og mage.

132

19.

Christianopel den dig nu forbander
Lidtzou du Helffvedis [opdegget] barn
Jblant de Dieffle og blussende brander
Gid du maa brende ja Beelzebubs garn
Schal dig besnerre og huer en forræder
Kræfft og forbandelse eder opæder.

20.

Carlshaffvens Skandze Acordt-viis forlorit
Krumse hand krummet sig megit derved
Hiertet hans riderlig ilde bleff soret
Sindet bleff ligesom det gick aff led,
Vinteren broen for Svenschen da lagde
Derfor slet ingen Hr. Krumse beklagde.

21.

Aaret dereffter vj satte paa landet
Men huad udrettet vor frische arme
Malmøe forgieffvis huad kunde vj andet
Satte vj an [paa] med magt os til vee
Broen gick sønder [Forræd'ren] det volte
Ellers vel muligt den sterckere holte.

22.

Da schulle Vj Christianstad undsettet
Og den opfyldet med nock proviant
Da haffde vj ey saa bleffvet udslettet
Og ey forloret den Landstad og kant
Som vj med schamme nu maatte fra vige
Saa veed os Svenschen at snære og svige.

133

23.

Siden ved Rønneberg slaget begynte
Da voris krigsfolch for Malmøe laa schut
Svenschen med røt liberj vild os pynte
Hand sig indbildet vor arm den var brut
Voris den venstre fløy bleff confunderet
Narrensdorff selver den fløy produceret.

24.

Kongen Prindtz Jørgen og Meirheim [den] stercke
Førte den høyre med lyche og mood
Alle med dapperhed loed sig der merche
Gud hand [velsigne] vor konge saa god,
Gud hand velsigne Prindtz Jørgen saa dapper
Meirheim og andre med ære vj klapper.

25.

Svenschen ej tabte hand vant og ey megit
Vj udaff [toefvett] os rose ey kand
Slet vj ej tabte omschiønt vj saa huegit
De døde huer begroff udj sit land
Til Christiansstad et ridt vj [da] gjorde
Svenschen hand dog vore fied strax opsporde.

26.

Ald den ulyche vj lider i Skaane
Volder vj [plyndrede] landmanden ud
At hand aff vold og uret [maatte] daane
Derfor hand ønscher alt ondt udaff Gud
Offver de dansche som handler langt verre
End som de [Tartarers] Cham eller Herre.

134

27.

Dansche [Mænds] leyer den stander i bande
Derfor ald lyche fra dem er bort flyt
De har beganget stor schiendsel og schande
Der for hâr Gud og sin pact med dem bryt
Holder retferdighed vel udj gienge
Med ingen offuervold eder bemenge.

28.

Tilmed forbandelse Rytterne følger
Som har fortæret det Canniche brød
Helvedis beche og Belials bølger
Styrte dem udj stor angist og nød
Som haffuer røvet Capitler og kircher
Sligt i de verslige Sathan udvircher.

29.

Skoler og kircher sit godtz hâr forloret
Thi det til Rytternis sold er udlagt
Alle forbandelser er dem beskaaret
Som vil Guds kirchebrød røve med magt.
Rytterne kand ey mod fienden bestande
For de aff Himlen er sat udj bande.

30.

Stiernerne, Himmelen, Solen og Maane
Øse velsignelse offver Niels Juul
Lychens Soel aldrig for hannem schal graane
Bølgerne haffvet og Søen saa huul
Velde schal fulde aff ævige gaffver
Som Admiralen sig vel fortient haffver.

135

31.

[Udødelighed] hand hafver indlegget
For voris konge for Crone og land
Dyden oprigtighed hâr ham opegget
At hand vant seyer paa saltene strand
Ærens trin hand har indsat i blaa bølger
Ærens priis hannem til graffven nedfølger.

32.

[Kees]koppet Hollender haffver aff Fransche
Lært sin parol, thi der Søslag angick
Gud antog Trompis sted holt med de Dansche
Saa iche Vel Madt men Gud ære fich
Tuende smaa konger Hollender kand lide
Men aff en megtig hand iche vil vide.

33.

Huordan for Gottenborg [Strandvagt] bleff holdet
Huordan vj agt gaff paa det Røffvernæs
Saa at de Svensche kom ind ufortoldet
Vj bleff saa modig mod dennem som giæs
Det veed i himle som falschhed schal heffne
Her kand vel Marcus den slettere jeffne.

34.

Gyldenløff ærens priis iblant graa fielde
Løfftis schal hen op til himmelens lofft
Lychens Soel aldrig for hannem schal qvelde
Mens til er Norrigs [granvoxende] tofft,
Hand har indgraffvet sin roos blant de klipper
Saa at hands Loff og priis aldrig udslipper.

136

35.

Men huordan haffver vj [Rygen] forsiunet
Her rinder blodet saa strømmeviis ud
[Königsmarck] Dandzet Balet saa det liunet
Hand vinder agter sin [nys-miste] Brud
Hand udaff alvor til rings veed at ride
Og han udkaster de blodige blide.

36.

Kommer i Krigsraad ô kommer i Heldte
See huordan Svecus hand rutter Juul ud
Sand'lig et hierte det nesten maa smelte
Taarene trilder ned som en sckarp lud
Fordj at kongen schal lide dend schade
Huorved Straalsunderne ere saa glade.

37.

Var det forsichtighed folcket at sprede
Paa en flack feldt offver Lantrygens jord
[Königsmarck] uforferd voffved den hede,
Vist ved forrederj schede det mord,
Dansche mands anslag kand Svenschen snart spørge
Der ved huer erlig mands hierte maa sørge.

38.

Folchet paa Rygen vist fick ey besolding
Thi Officererne Snappet dend vech
De vil ey fickte ey udstaa bestolding
Pengene giemmis i Oberstens Seck
Klager Soldaten naar nøden ham trenger
Krigsraadet hannem i galgen ophenger.

137

39.

Der at rumoren var schut oppaa Rygen
Andre om høyheden stemmis ey kand
Huem hâr commando der udj stod sygen
Jngen vil sette Soldaten i stand
Jndtil at [Königsmarck] schiller den trette
Saadanne Karle til bencks kand hand sette.

40.

Siden at Griben er sat udj fengsel
Siden at Førsten af Plöen gick bort
Hâr vj udstanden stor nød og stor trengsel
Jntet Verck er gangen lychelig fort
De som er klaage, forstandig og sicker
Jmod dem vj os saa schammelig schicker.

41.

Phy ô i viise, phy eder i klaage
Krigsraad, som haffver ey bedre forstand
Raffnesort [Joab] luck op øyne laage
Stryg aff dit øye [Forræderies] grand
See huordan Svecus paa Rygen omratter
Du imod vinteren ømmelig stratter.

42.

Svenschen kand fichte i kuld og i kaare
Best kand hand [stride] i frost og i snee
Andre de skuler de beder en hare
Thi folck er sneblind kand svenschen ey see
Føren at Sommeren skiæget opvarmer,
Da veed mand først udaff Svenschens alarmer.

138

43.

Soffver J, soffver J nu oppaa Hissing
Soffver j paa jêr belejringers vagt
Udaff jêr soffuen giør Svenschen sin gissing
Natten og mørcket hand tager i agt
Hand kommer hoffvedkulds naar j ej tencker
Og udaff fyrmysser dvaledrick schiencker.

44.

Veed J endnu ej aff Svenschen hans trecker
Kiender J iche den findlappe konst
Dansche mands vagt [ud] aff Søffne hand vecker
Saa vj belagde Bahuus Slot omsonst
Vj tog vor pick pack til halden lod sette
Svenschen med mord og ild vilde os mette.

45.

Kuglerne, Minerne lod vj der springe
Mens alt forgieffvis det verck os affgick
Ret som paa Rygen sig Svecus monn' svinge
Landgang om natten fuld snedig hand fick
Vj Batterier og Stycher forliiser
Aff sine grendtzer os Svecus forviiser.

46.

Goden Homerus kand stundom og soffve,
Naar hand af arbeid og læsning er træt
Løffven kand dyssis i søffne i Skoffve
Og udj krattet hand tager sit sæt
Rotten og Reffven kand løffven forvende
Dansche mands hierte der ved monne brende.

139

47.

Saa giffver Danschen for tit lære penge
Faar udaff Svenschen saa mangen en rap
Vj ere sicher og soffver saa lenge
Jndtil at riget er øde og slap
Skibsmænd aff Caperne daglig berøffvis
Vore Confoirer ey derved bedrøffvis.

48.

De [legger] sig udj haffnen og [spekker]
Capper i Søen staar sit eventyr
De meen de Caperne grummelig skræcker
[De saasom fugle] dog hastig henfly'r
Førend confoirerne ancker opvinder
Capperne med sit Roff snarlig forsvinder.

49.

Skatten vj giffver men intet udrettis
Kand Officererne penge kun faa
Aar effter andet da tiiden hensettis
De er til freds det kun fort maa saa gaa
Thi Generalerne hâr kun den tancke
At de kand sette vel penge i bancke.

50.

Hielper i Himle thi hart det nu gielder
Om vj undsette kand Christianstad
Landsbyen [Önnestad] hører det smelder
Danschen med Svenschen vil gaa i blod bad
Vor Patrimonium vj kun begiære
Hielp Gud at fienden os iche besnære.

140

51.

Heja Gud bedre os nu gaar vj krebsgang
Svenschen hâr indtaget Christianstad
Hand [skar] os passen af vj fick ey adgang
Vi tord' ey voffve saa blodig et bad
Jnden sin fordeel sig Svecus beskandtzer
Vj udj banghed der uden for dandtzer.

52.

Gud hâr os straffet for Staden vj røvet
Og vj udplyndret den Skonning saa god
Nu maa vj rømme fra Staden bedrøvet
Saa at det gysnede udj vort blod
Lyche og seyer vj haffuer forlaaret
Svenschen hand leer deraff vj ere daaret.

53.

Lader ey Svenschen delation fange
At proviantere Christianstad
Muligt i kand giøre hannem saa bange
Som hand ved Stadens errobring bleff glad
Seer at J passene for ham betager
Hunger hans maffve da visselig plager.

54.

Bliffver i Skaane blîr offver i Vinter
Legger jêr iche hen udj qvartêer
Ellers giør Svenschen vel os flere finter
Og hand vor misforstand haanlig beleer
Falder med magt og moed paa hans armade
Giører ham vidderlag for svig og skade.

141

55.

Hør nu forræderne sigis antasted
Mejer og Skielmstrup det Helvedis par
Begge med falsk og svig hâr sig formasted
Feerkam og Leffelgylt er som et glar
[Dyden], oprigtighed ingen nu agter
Æren og orden slet ingen betragter.

56.

Døden og Dieffelen, Sathan og fanden,
Er nu slet [løse] med kopskats paabud,
Tørcken og Tartaren, [huem] er det anden?
Udskyder iche saa hart hierte skud,
Alle mistuiler og falder i stave
Thi nu er alle ting gandsche aff lave.

57.

De hidser kongen til vold at paabyde
Til de opvecher en rebellion
Svenschen ej halff saa streng lod sig forlyde
Thi hand gaff fattig mand gierne pardon
Men nu den fattige vil de ey schaane
Saa at en undersat gandsche maa daane.

58.

Skam, scham og schiendsel fortære den hierne
Som har opspundet det kopskatte verck
Giff hand maa vorde en malluurte-stierne
Huad heller hand er en leeg eller klerck
Gud ham forbande i Helffvedis lue,
Og ham indmane i Lucifers stue.

142

59.

Christelig Øffrighed verre end Tyrcker
Lader sig mod underdanerne see
Lande og Riger de giør slet til ørcker
Folchene finder i hiertet døds væ,
Huer hos sig ønscher, gid himlen vil komme
Og frj os fra exeqvererne grumme.

60.

Vj kand ej bede og sucke aff hierte
For slig forbandede schatte paabut
Saadanne Raadkarle giør landet smerte
Modet det falder ved slig hierte brud
Gud dog bevege vor konge til naade
Landet til gode og kongen til baade.

61.

Gud hand beklæde vor konge med ære
Og ham iføre med moed og med magt
Gud ham beskierme og krafftig hos være
Gud giffve stedse paa kongens raad agt
Gud selff bevare Arme og Skibsflode
Kongen til ære og Riget til gode.

62.

Velkommen Vedel og [Hr.] Duc de Croje
Som bær oprigtighed udj jer brøst
Conte Hr. Paul vil og stride til Proje
Alle for æren at fichte hâr løst
De skiøtter iche om Skaaningens stude
Oxen prælater skal være her ude.

143

63.

[Refstorff] forræder gaar med kun for bytte
Kiærer sig iche om ærens respect
Hand hâr med stude fyldt sin gaard og hytte
Lige høyt stod hand hos kongen i veckt
Fienden hand [spared] og lod som hand blundet
Oppaa forræderj stedse hand grundet.

64.

Lucher op øynene Stridsmænd i Dansche
Og heffner schade for Dansche mands blod
Heffner paa Svenschen foruden tardanse
Jndlegger ære for Kongen saa god
Jndlegger ære for Danmarch og Norge
Uden at galgen for eder skal borge.

65.

Himmelens bistand vj ej kand paaklage
Gud hâr jo standett os naadelig bie
Hans hielpis krafftighed kand vj paatage
Ret som med haanden hand vilde os frie
Udaff det fiende garn og aff hans stricker
Lenge vj stod os jo dapper og sicker.

66.

Der er Poëter i Danmarck saa mange
Alle er fulde udaff hycklerj
Der ved til ærens grad kand de opgange
Deres fuxsvanserj staar dem jo bj
Sandhed oprigtighed ingen tør schriffve
Foruden slig som Guds aand monne driffve.

144

67.

Skriffver mand sandhed pasqviller det neffnis
Hycklere kalder det Skandskriffte dict
Da schal mand truis ja straffis og steffnis
Som den der bryder sin ædsorne plict
Hyckleren veffver sit huis huas til hoffve
Huer trappe stryger ham derfor mon' loffve.

68.

Hyckleren Cronis med Cardinals hætte
[Diuretz] character ham indprentet er
Sandhed oprigtighed monn' hand udslette
Falsck og svig udj sit hierte hand bær
Aarons staff mener med haanden hand rører
Dog hand Ægyptens troldkarle-kiep fører.

69.

Hielper i Himle og hører ieg sucker
For voris kongis retferdigheds sverd
Med riime bønner for Gud ieg mig bucker
Thi voris konge er himmelen verd
Gud hannem Crone med Sejer og lyche
Gud ham velsigne med sin naadis smyche.

70.

Kort og enfoldigt er dette antegnet
Alt kun til Danmarckis nytte og gaun
Jngen med uret ieg haffver begiegnet
Her gaar jo siunet og altiid for sagn
Skreffvet i [Hamborrig] udj et Gilde
Gunstige Læser, det behage vilde.

145

ADMONITIO TIL DEN GODHIERTIGE OG
SANDHEDS ELSCHENDE LÆSERE

Huo som lader dette skrifft udschriffve schal 1. Rettelig og rigtig lade det udcopie uden vildelser. 2. Gierne meddele det alle oprigtigheds og Sandheds candidatis og liebhabere, ja med [det] forderligst det til trøcken befordre. 3. Forøge det effterhaanden som Historien tiltager, det mig tiden nu ey bevilger, thi ieg rejser i morgen til Stradzburg med nogle Sqvadroner til at undsette Toldskanzen ved Rhiinstrømmen, om muligt Jeg kommer som mange nu giøre post festum da kand tardandtze meere nedbryde end Aliandtze kand oprette. 4. Her hos at meene og tale vel om Authore, som dette aff sandheds kierlighed hâr skreffvit, og forsvare hans erlige naun og rygte imod gloende tunger og klaffere munde, ja optage alting i dend beste meening effter det 8tende buds [tydelige] forklarings bogstaff som Lutherus formelder. 5. Endelig iche at foragte disse faa linier simpel stiil og enfoldig dictis maade som udj en hast ere udj pennen forfattede.

Adieu.
146

VERA SNARREFRODII
PER METATHESIN ARENSDORFII
EFFIGIES
AD VIVUM DESCRIPTA

Snarrefrodius, clarus erroribus, titulis magnus,
Fortuna major,
ambitione maximus
idque mireris,
aulicus in castris
et
in aulâ miles.
Dux absqve experientiâ
Jmperator sine nomine,
unus tamen omnia.
A bobus refert victoriam
non ab hoste.
Felicitatem ex multorum clade,
divitias ex publico ærario.
Affines habet in procinctu,
in obseqvio Amicos,
Inimicos in carcere,
Milites in servitute,
Deludit omnes,
In hoc uno miser,
Qvod omnes faciat miseros;
plus est seculi tormentum,
qvam ornamentum.
Purpuratos spoliat autoritate,
Fortunâ Danos,
Scaniam bonis,
et
qvod stupendum
ægrotante et tabescente corpore

147

DET SANDE BILLEDE
AF SNAREFROD
- METATESE AF ARENSDORF -
BESKREVET SOM LEVENDE

Snarefrod, berømt for sine vildfarelser, stor ved sine titler,
større af lykke,
størst af ærgerrighed,
og det skal du undre dig over;
en hofridder i lejren
og
en ridder ved hoffet,
Hærfører uden erfaring,
feltherre uden navn,
een dog alt.
Han bringer sejren med fra okserne,
ikke fra fjenden.
Lykke af manges nederlag,
rigdom af statskassen.
Han har slægtninge på rede hånd,
venner i føjelighed,
fjender i fængsel,
riddere i trældom,
han bedrager alle.
Ulykkelig i denne ene henseende,
at han gør alle ulykkelige,
er mere en pine
end en pryd for verden.
Han plyndrer de purpurklædte for myndighed,
danskerne for lykken,
Skåne for gods,
og
- hvad der må forbavse -
med et lidende og hensygnende legeme 148 perniciosissimis vexatur consiliis
et
non nunqvam magna sui parte mortuus
aliorum tamen morte vivit
ignorans,
Fluxam esse mortalitatem
et
tenue momentum inter omnia
nihilqve interesse,
utrum vivat, an moriatur,
licet
utilior mors ejus sit qvam vita,
Mortuus autem tandem est
et in vivis esse desiit
Snarrefrodius
mortuiqve corpus rhedâ extulit,
non nullis præ letitia facem præferentibus
crucemqve Danebrogicum
nomine
qvia Publicum vehit currus,
exiitqve mortuus in rei memoriam
tale Epitaphium:
Hunc tumulum non implet totum,
qvem totius Septentrionis
Rapinæ implere non potuerunt,
Qvô migravit, est sacramentum.

149

PHÆNOMENON PARISIENSE

ELLER

Sandferdig Relation om den Synderlig Himmelens Constellation oc Constitution, som af Collegio Mathematico Regio Parisiensi er observerit, oc beschrefvet udi Paris den 7. Novembr: stil: nov: 1678. af Frandsøesche paa Tydsche udsat, oc nu paa dansche ofvergifvet, hvilchet hafver sig J Sandhed, som følger:

Anno 1678, den 7. Novembr: stil: nov: der alle Mathematici til Paris vare med Globis, Tubis, Astrolabiis, oc andre instrumenter forsamlede in observatorio Academico om afftenen Klochen 10, repræsenteredis himmelen udi denne Sær oc Synderlige Constitution oc forschrechelig gestaltt, Nemlig

1. Fire Krigsheste med Ryttere saais J de fire himmelens hiørner, en hvid Rytter J Sudost, en rød J Sudvest, en Sort J nordvest, oc en bleeg J nordost, som blefve satte, saa som at holde en sterch Vact der himmelen begynte at staae J Lius lue.

2. Dernest ankom først Vulcanus med Fransk Liberie paa himmelens Theatro fremridendis, oc sprudendis lutter ild oc lue, hand giorde strax alliance oc accord med Apolline oc Neptuno, at de schulle staae hannem bie udi et tog, hand ville anfange imod Manen [och] hendis sphæram.

3. Manen eller Luna giør strax der imod Alliance med de fem planeter, (thi Biscop Mercurius holt daa med Vulcano) [giørende] dennem stoere løffter, baade at schaffe subsidiar penge, saa oc aldrig at giøre fred imod sine allierede planeters samtyche.

150

plages han af de mest tilintetgørende planer,
og
skønt han undertiden for en stor del er død,
lever han dog af andres død,
uvidende om,
at menneskeheden er forgængelig,
og
en ringe omstændighed blandt alle,
og det er lige meget,
om han lever eller dør,
skønt
hans død er nyttigere end livet.
Men omsider døde han,
og Snarefrod
ophørte at være blandt de levende,
idet nogle foretrækker faklen for glæden,
og dannebrogskorset
for navnet.
Eftersom vognen kører det offentlige,
og den døde gik bort,
dette epitafium
til erindring om sagen:
Han fylder ikke hele denne grav,
som hele Nordens
røverier ikke kunne fylde,
hvor han gik bort, er der en ed.

151

4. Strax indfaldt Vulcanus J Manens stat oc sphæram, oc tog ilde af sted med rof, mord oc brand, oc

[5.] Til Søes conjungerede sig Apollo med Vulcano, saa de begge anfalder Lunæ schibsflode, men som Manen stoed sig dapper J det søeslag, giorde strax Apollo fred med Manen, oc falt saa vit fra Vulcani partie, at hand ville sidde neutral, oc forføyede sig hiem til sin sphæram oc Parlamenter, hvor hand har lefvit udi god fred, indtil nu hand tog sig fore at være Mediator, daa Vulcanus ved nogle Jesuitische Stellas nebulosas (somme meene at caput Medusæ self var med J denne conspiration) giorde conspiration imod Apollinem, oc ville forgifvit hannem, men himmelen har aabenbaret / ditte forræderie, saa begge [Apollinis] Parlamenter har noch at giøre, at inqvirere i samme conspiration.

6. Der Vulcanus saae sig nu forlat af Apolline, drager hand ey alleene Neptunum, en ypperlig Krigsmand, (hvis Raadgifvere ere forsictige oc hans Krigsmænd troe oc dappere) udaf sine skiær oc klipper til sin succurs, men endoc den Biscop Mercurium, som J lige maade falt ind J Manens sphæram; dog Mercurius ved bedre information oc persvasion slog Sig fra Vulcano, oc gaf sig J alliance med de andre 6 planeter, effter Saturni tilschyndelse.

7. Mens Neptunus, som hafde opbaaret mange penge af Vulcano, holder endnu fast ved Vulcano, oc derofver hafver Neptunus lidet stoer schade baade til Søes paa sin flode, oc til Lands har hand forliset mange byer oc Lande af sin Sphæra, enddog hand imod mange tønder gulds opbørsel har iche giort Vulcano nogen synderlig bifald, eller merchelig assistence, viidere 152 end hand ville døsset Solen J søfne, ved et gifftermaal med Neptuno oc Lucida Lyra, oc hand indfalt uformodet, uden feydebref J Martis absentis et bello Vulcaniano impliciti sphæram, om hand J det ringeste kunde giøre een diversion, hand kom først som en ven eller reysendis, hand kiøbte for Sølf oc penge udi Vertshusene, men begynte omsider oc effter haanden at handle fientlig oc bemegtige Sig stederne; der Mars ditte fornam, er hand ved sin scharpsindighed oc dapperhed kommen hadstig oc hofvitkulds paa Neptunum, som hafde indqvarteret sig J Martis sphæra; Mars fører sine Soldater paa Vogne, kom uformodentlig med sine Dümlings Bynder oc slager strax Neptuno 4000 stierner fra, oc Jager de andre hofvitkulds udaf sin sphæra, strax indfalder Mars J Neptuni sphæram, oc tager hannem mange byer oc ste -/der fra, indtil hand nu gandsche har udryddet Neptunum af den sphæra, som hand tilforn hafde taget fra andre Planeter.

8. Oc ditte tog udrettede Mars saa meget dis Lycheligere, fordi Solen med sin flode, saa oc til Lands, samt Venus oc Mercurius iligemaade assisterede Marti udi ditte tog; disse 3 allierede Planeter Mars, Venus oc Mercurius har formedelst dieris troe oc dappere militarische stierner icke lidet nogen Synderlig schade paa dieris stierners Armee, thi de bruger forsictighed, oc mandighed;

9. Mens Solen har baade vundit og tabt, Jaa fast meere tabt end vundit; vel hafver solen beholdet seyr udi tvende søeslag, oc taget eendeel schibe fra Neptuno, Jaa indjaget hannem inden schiær oc Klipper, mens til Lands har solen, naar hun regner sin bekostning oc 153 undersaatternis Ruin, meere tabt end Vundet, hvilchet dog mest er foraarsaget ved sine Generalers, Commissariers, Raads oc Officerers utroschab, forræderie, gierighed, ugudelighed, daarlighed, uforsictighed, sicherhed, søfnactighed oc falshed. Saa at dieris Høfvitzmand Pegasus er allerede afdanchet, oc sat udi arrest for forrederie, hans Svoger Centaurus, som er Jegere, men rider paa een Tørchische hest med en Uhrhane paa haanden, item Hinnulus, som dog iche breger som et Kid, men schraaler som en Cartou Støche, Nimbosus Orion puster Solens guld til sig ved en Sudost Vind, Ursa Major seer ichun med et skiæl og schief øye; Draco ruinerer oc opbrænder solens sphæram, de ere alle gierige, uforstandige, oc een deel forrædere; Mens den ypperlige stierne Phænix stach de alle effter, til de fich hannem hart ad caputerit, dog benaadet med fengsel, (for hand var / dem for tredsch) paa dit de kunde effter egen tyche raade oc rutte med Konge oc crone, med Land oc rige; Nogle vil sige, (dog Jeg troer det aldrig, oc holder dit chun for et løgnactig spargament) at Cassiopeja conspirerer saa hemmelig med dennem, at hun vil hafve sin Søn Perseum til regieringen J steden for Solen, som dog udi Sig self er meget from, (Jaa alt for from) Regenter; Men som Astronomi hafver nu Saa observerit Solens maculas, daa er oc ditte en plæt udi Solen, at hun holder iche scharp justitz oc disciplin ofver sine stridende stierner, saa de faaer saa got som ingen straf for rof oc ran, for hoer oc mord, saa de handler langt verre end stiernerne ofver Tyrchens horizont, end oc J Solens egen sphæra, som forleden en stierne Arcitenens eller Capella lod en torden straale ofver Ydsteds horizont nedfalde, paa en barselqvinde oc hendis Foster chun for en dyne at røfve; oc at Solen iche schal høre ilde for saadant barbarische og ugudelige 154 vesen, er Solens Svend Phaëton, som schrifver aviser, befalet at smyche ditte ugudelige Styche oc medfart med en høflig stiil oc complemang, saa at samme forschrechelige medhandling blef ichun kaldit en irring oc misforstand imellom Borgerschabet, oc Soldatesqven; Derforuden, naar andet uretferdigt oc utilbørligt passerer, som naar Solen lider merchelig schade oc nederlag ved forræderie eller misforstand, daa maae sligt iche komme J couranterne, men schal enten ties eller undschyldes, dog den ærlige, fromme oc redelige soel kand intet der til, men ved saadanne stellas nebulosas har solen lidet stoer schade, oc hafver mist ved uforstandighed meere end ved fiendens Neptuni mact mange 1000 Krigsstierner, oc har forlaaret en deel byer oc steder af sin vunden sphæra. Endoc fordi solen hafver chun faae indfødde oc troe stierner til Generaler, Raad / oc Officerer, men Bruger mange fremmede stierner, opkomne fra Sønderpolen, som ere fremmede J Raad, J daad, J drifft, J forretning oc gierning, (dog een del fremmede stierner ere oprictige, dappere oc upaaklagelige) oc Solen forbigaaer offte mange indfødde adelige stierner under nord-polen, hvorudofver hun lider schade oc afbrech af fremmede stierner, saasom af Sirius, Procyon, Hydra, Corvus, Serpens oc andre, som først vare Jegersvenne, Jactdrenge, Hychlere, Tallerchenslichere, oc trappestrygere, men ved Hychlerie, narreverch, oc Pegasi svogerschab ere høyt ascenderede paa Solens sphæra, hvilche forvender solens hierte oc dreyer den som de lyster, indtil Solens sphæra ved ulidelig udsuelser oc beschattelser ruineres, oc ved den langvarende oc schadelig Officerer Krig slet ødeligges.

Signum Leonis hafver lenge stadit sig vel, men lod sig forleden ofverrumple af Neptuni stierner [i] Bag-huset, 155 solen til stoer schade, foruden det at Neptuni Cappere har giort Solen paa Sine strømme stoer afbrech oc schade paa schibe oc gotz. Her hos Sigis Neptunus forvist at bestiche med foræringer Solens Raad, Generaler oc Officerer, fornemmelig de, som ere udi Svogerschab med Neptuni stierner, saa at tiden forsømmes, schatterne formeeris, Officererne belønnis, men intet udrettis. Thi Solen begynder aldrig saa snart at gaa in Libram, før scorpionen oc schytten udseer Sig vinter qvarteer, dog Obriste Cygnus staaer sig vel, oc er een god partiegengere; Begge Generaler Bootes oc Hercules med mange andre ere troe og dappere. Men Gud gifve, at de falsche og vildfarende stierner schulle icke giøre større schade, end de gode oc retvirchende kand formaae at udrette gafn. Gud opliuse Solens øyne, at den ville removere de schadelige stierner af sin sphæra oc commissaritet nemlig Lepus, Lupus, Delphin, Pavo, Hydrus, Deltolton oc Foucan oc sette andre, som ere troe oc forstandige J dieris sted oc stelle.

10. Der nu ditte saa passerede J Solens [horoscopo], daa spiller Manen ligesom Banqveroth oc under hatten med sine allie-/rede Planeter, fra hvilche hun apostaserer, oc enddog de alle hafde assisterit manen in Agone mod Vulcanum, Apollinem oc Mercurium, dog giør Manen (saasom hun er ubestandig J sine [qvarteer-] schiffter oc løffter, hvilchet noch kand erfaris af de mange pletter j manen, som gemeen mand kalder kaaltifven) svigactelig fred med Vulcano, imod alle Allierede Planeters raad, vilie oc samtyche.

11. Vulcanus continuerer samme sin snildhed, oc spiller sit verch saa tredschelig, at hand tillocher Jupiters Ambassadeur til fred med Sig at indgaae, u-anseet Jupiter har 156 liid stoer schade, oc mist mange byer af sin sphæra, Thi hand er heel seen udi sin affaires (mueligt den tunge Spansche krigskappe dit forvolder) saasom hand gaaer sin gang J 12 aar, hvor udofver hand intet remarqvabel har udrettet, J ditte tog imod Vulcanum sin naboe; dog har end Jupiter iche fremsent fredens ratification, saa at alle Planeterne formeener den fred iche at vorde bestandig, oc at det er iche endnu J dit kar, som det vil giøres J. Til med har Planeterne ditte bag øret, at betale Manen sin falsche frafald, at Luna bør at bringis til den devotion, at hun maae vist tage sin blaa skipper hue af, oc bede de allierede Planeter om forladelse for sin hemmelige oc forrædische apostasia.

12. Fremdeelis bruger Vulcanus sin snedighed, at hand vil indgaae en particulair fred, endocsaa med Saturno sielf, som oc er heel seen, og intet activ, hand udretter saa got som intet J marchen, imod Vulcanum sin mectige fiende, eller imod sine Rebellerende, thi Saturnus gaar sin gang J 30 aar, (Gud forbiude at krigen schulle vare saa lenge), hand lefver J Juel oc gode dage, han giffter Sig, giør barsel, dantzer ballet, og anslaaer comædie, oc lader imidlertid mange lande oc Guds børn ruineris af Vulcano, som spruder ild oc mord, hvor han fortfarer; der faldt et stierneschud J gaar J Cantzelers huus her J Paris, som berettede, at freden var paa himmelen saa nær rigtig imellem Saturnum oc Vulcanum, dersom ichun Saturnus ville tillade Vulcano fri durchmarchering igiennem hans Sphæram, at hand maatte gaae ned J de andre Planeters horizont, at assistere Neptuno, som nu self sigis, at hafve en nye armee paa beenene J fuld march, som schulle komme ned ofver / Curlands horizont, oc gaae bag paa Solen, Mars, Venus oc Mercurius, Jaa paa Saturnum self. Men 157 alle Planeter, Jaa gandsche Galaxia vil forsichris om, at Saturnus er aldrig saa falsch oc forredisch imod de allierede, som Luna var.

13. Fornemmelig fordi Pan oc Orpheus tvende himmelmectige Stierner, som regiere ofver Beyers oc Hannovers horizont hvilche hid indtil har siddet neutral oc chun med sig self giort en defensive dupel alliance, schal hafve lofvet at assistere Saturno, om Vulcanus griber hannem for hart an. Til med Apollo med sine Parlamenter har lofvit det samme; Gud gifve løffterne maatte holdes, saa vil mand formode, at Vulcanus faar aldrig den begierte fordømmelig oc forderfvelig ruinerende fremgang.

14. Dog schal Vulcanus hafve lofvit Neptuno, at hand aldrig vil giøre fred med Saturno oc solen, eller med de andre Planeter, før Neptunus faaer fuldkommelig restitution, (som er umueligt) oc satisfaction for sine enten indtagne eller ruinerede steder, lande oc byer; oc før hans Svoger Hesperus, som er fordrefven af sin førstendomme, oc logerer J Solens horizont ofver Hamborg, vorder fuldkommelig restituerit, hvilchet har lang udseende, saa at freden imellem de allierede planeter, oc de andre Sønder-pols stierner siunis at være langt borte.

15. Der Klochen slog tre om natten kom solen til schibs, oc Mars fra Grifsskof, item Venus fra Lunæberg, oc conjungerede sig J en Trigono ofver horizonten paa dit berg Ismarus, at abouchere med hver andre, vel schulle Biscopen Mercurius ocsaa været til ditte mode udi Ismaro, men som hand kunde iche faae Verchet drefven effter sin model oc Münster, blef han saa fortørnet, 158 at han for alle Planeternis oc sønder pols stierners næse lagde sig til at døe, oc sees iche meere paa den stridende himmel. Hvad nu paa ditte mode vil følge, om disse aspecter vil vorde conjunctio eller oppositio oc hvad udseende dit vil hafve, med Neptuni nye krigshær, dit vil tiden lære.

16. Som Klochen slog 4 om morgenen til Paris opkom mange dunchle oc dumme schyer paa himmelen, saa at horisonten blef formørchet, oc himmelen var iche meere stiernelius: der med forsvant for alle Mathematicorum Parisiensium øyne ditte sær oc merchværdig Phænomenon af himmelen.

Observatum et consignatum Parisiis ab omnibus Mathematicis et Astronomis Regiis, hora 10 nocturna, ad 4 matutinam, die 7 Nov. St: n: 1678 in observatorio Academico; Sub officii nostri [et] facultatis Mathematicæ sigillis.

159

GEJSTLIGHEDENS HESTE-SUCK
OG
HOPPE-GISP

Vi Aarons Folck og Flock, og Guds Apostel Skare,
Som paa Guds Varetegt skall daglig tage vare
Med Bibel, Bøn, og Bog vi holder [vern og] Vagt,
Guds Kirkers Velstand Vi skall stedsse [hav'] i agt.
Mens see! Dett Skatte-Aag har omspendt vore Skuldre,
Thi Doegs Præste-mord begynder flux at buldre,
De presser os saa ud, Ja saa udsues Vi,
Att meer' end Bonde-Slæb ey nogen Præst er fri.
De Skatter os saa ud, at Gud maae sig forbarme,
Du, Himlens Erke-Bisp, see dog ned till os Arme!
See! huor hudstryges nu Din Levi Arfve-Deell,
De fast kaarsfester os med Krigs-Styr halffv og heell.
Dett fattig ussell Brød Vi neppe kand erlange,
Thi Kop-Skatt, Krigs-Styr, og den Styk-Hest giør os bange.
Huor kand Vi bede da for Kongens Huus og Gaard?
J Svenskens Jndfald var vor Tilstand ey saa haard!
Ægypters Pharao hand skaanede Jo Præster,
Mens Exequerer nu foruden skiæll os giester,
Om Cyrus Konge var, Hand giorde os ey saa,
Ja Alexander Sielv lod os ey undergaae.
Dett er nu lige gott at vere under Tyrken,
Hand plager ey saa hart, hand giør ey Land till Ørcken,
Om Romer-Pafve Sielv, og Tartars Store Cham
Regiered' i vor Boe; De tog ey større Namm.
Den Præste-Told og Skatt for Kongen aldrig lyckes,
Naar Præster sues ud, vist [Riget] da betryckes,
Den tid till Styckerne de Kirckers Klocker tog
Da [ofver] Danmarck de Ulyckens byrder drog,
Saa lyckes aldrig Skatt, som Præsterne skall giffve,
Saa lyckes aldrig Hest, som de fra Præsten driffve!
160 Huor er' Dragonerne? Huor er' de Geistlig' Hest'?
I tvende Feldt Slag De fick deres sidste Rest!
Lad Præsten niude Fred Guds Kircke at opvagte,
Lad Hoffve-[diefle] ey Guds Præster efftertragte;
Thi Præsten beder ey aff Hiertet Suck, og Bøn,
Naar Hand aff Kongen har kun Sorg og Suck till Løn.
Nu tribuleres Vi aff Studt- og Stalde-mester
De verr' end Lucifer med væ og vold os giester,
Nu er den Hest for klein, nu ey nock lende-bræd,
De Stycker setter da Guds Hierte-Præst i beedt.
Nu er Vor Hest ey ranck, nu alt for small i midde,
Rett ligesom Vi kand sielv Hest aff Jorden smidde,
Watt soll ick mit der Katz? saa siger Den Stald-Knegt.
Ambt-Skrifveren hand staaer paa samme Heste-Vegt.
Vi skaffer Kongens Maal: En Hest af XIV palmer,
Som har og sine Aar, Hans Lyd og icke falmer,
Den Heste-Præsident dog skumler offver ham;
Mens Præsten sucker sagt: Gid du [faae] ævig Skam!
Den Præste-Bøddel sidst kun [hafd'] et enist øye,
Men, Gid Hand Pocker faae, med det saae hand saa nøye,
Jeg er forsickret paa: Aff Gud Hand bandsat blev,
J Sathans Protocol Hans Naffn Beelzebub skrev.
Skall det Ham ilde gaae, som trette vill med Præster;
Huad løn skall de da faae, som Guds Mænd ilde giester?
Du Heste-Juncker, og Du Hoppe Gouverneur,
Ver ey mod Præsterne en Satans Serviteur!
I fior Jogst du os titt tilbage med vor Hoppe,
Rett som det var ickun en Gubbe, Gied, og Loppe;
Du giente os titt hiem med Wallach og Cabal,
Mens giør du dett i aar, Dig Sathan plage skall!
Dog vi din Krumme Haand fuldkommelig nock kiender,
Der Vi forsølfvede Staldmesters gierig' Hænder;
See! da en Bonde-Plag gick fort som en Courier,
Hand Guld og Gafve tag'r, og os fra Styck-Hest frier
161 Naar Vi kun legge vill 2 Sølf-Skoe under Hesten,
Staldmester skrifver da, quiterer os for Resten,
Vell staaer Hans dyre Æd i Hans Bestallings Brev,
Huad skiøtter Hand dog om Hand en Meeneeder blev?
Huor till dog brugte J i fior de Geistlig Heste?
J holdt Jo ey et Slag! Vi skaffed frem de beste,
Men Tiden sattes hen foruden Frugt og Verck,
J skiuder mueligt paa: att Suecus er for sterck.
O! Skam og Skendssell faae De, som vill Riget narre!
Dem Guds Retferdighed med 1000 Dieffvle parre!
De slenter Tiden hen, kan de kun Skatten faae,
[Men] Rigernes Ruin de passer icke paa.
Aff Fremmed Commissars, aff Fremmed Raad og Heldte,
Vor Land regieres nu, Vi os i sorg maae velte,
Thi her er ingen Rætt, og ey Forsigtighed,
Jeg tencker Gud Hand er paa Land og Riger vreed.
Gud styre Kongens Huus, Gud vere Hans Raadgifver!
Att Hand mod Præste-Flock en gang dog mildre bliffver;
Gid Kongen styre vell Sit Land ved Danske Raad!
Det ønsker Mund og Penn med 1000 gisp og graad!

162

ET ANDET SYNDERLIG OG
SELSOM SIUN, UDJ LUCIÆ-NAT, OVER
ABRAHAMSTRUP OG SVANHOLM

Udj værende Aar, som er det 5692 udj Anno Platonico Magno skal een sær og synderlig Aspect eller siun paa himmelen være præsenteret over Sædlands Horizont, fornemmelig over Horens Herrit, over Abrahamstrup og Svanholm, sampt Aastrup, Ellebroden, og detz omliggende Byer, da udj Luciæ Nat skal være hørt een forskræckelig torden, med een forfærdelig Liunild, men derpaa er fuldt et sagte og stille Liud. Strax haver 4 Mænd med Vinger / paa Ryggen udj himmelens fire hiørner ladet sig tilsiune paa hver sin Stoel, og midt iblandt dem er seet een gammel graahærdet Mand over Horens-Herret paa een Cathedra beklæd udj hvidt silcke udj een Blaa agtig skye, og hafde i dend høyre haand een hvid fahne, i dend venstre haand een Laurbær Krantz, strax lod sig see 2 qvinder, dend ene beklæd med een hvid Korkaabe og lod sig kalde Jrene, dend anden præsenterede sig i fuld gevæhr, som een af de gamle Skiold-Møer. Disse Qvinder trættede om Magt og Commando at have over verden. Effter lang protest og process blev dend eene qvinde, som kaldtes Bellona gandske under kiend, saasom 24 Jomfruer med Croner paa hovedet udj Lufften som Procuratores gick udj rette for Jrene, og knæfaldt for den gamle Mand, og alle hafde Luther, harper og Cimbler at leege paa [tillige] med een Vocal Musiqv, som sagde: Ære være Gud i det høye, fred paa Jorden. Derpaa lod dend gamle Mand kalde de 7 Planeter med een deel af de fornemste Stierner befalendes dennem at de skulde med deris influentzer og krafftige virkninger drive de underlagde Lande til fred og eendrægtighed: Sol skulde virke over Danmarck, Mars over Franckerige, Saturnus over Sverrig, Jupiter over Brandenborg, Venus over Engeland, 163 Mercurius over Mønster, Sirius over Holland, Luna over Spanien, Pegasus og Foucan over Tydskland, Cassiopeia over Lynebourg, Orion over Saxen. Og om alle de Stierner ey virckede lige krafftig paa eengang, saa skulde een hver dog giøre sin fliid at disponere de stridende hoveder til fred saa at om alle ey kunde nu saa liige naae begiærlige freds Puncter, saa skulde de dog denne gang saa være fornøyede, Himlen lovede der-/imod at giøre een anden gang bedre Occasioner til behagelig tractater og Conditioner. J allen tid lod Jrene blæsse hastig fred, nu i et Land, nu i et andet, og hafde componered et artig Musicalisk styche om Bellona saa lydendes: Hun er falden, hun er falden, Babylon. Strax blev der stille i Himmelen og Siunen forsvandt der det begyndte at dages, men der fandtes paa [Skuldeløv] Kirkegaard af een Bisse-Kræmmer dette vers:

Jrene Lande-fryd velkommen ned til Jorden,
Bellona Lande-strid har nu fuldendt sin Torden,
Tack Sol du klare Sol for dine Straalers glantz
Nu kand vi gaa i fred i glædens Springe Dantz.
Nu har du nock af Blod du blodbegiærlig Herre,
Du som kand land og Folck med Falskheds garn besnærre
Velkommen søde fred, velkommen sucker-Mund,
Vi alle tacker dig af dybest hiertens grund.
Udtømmet Føde-land forsvær nu Krig og feyde,
Og ønske os af Gud een Stadig fred og leyde,
Saa at Guds Rige maa opbygges i vort Land,
Og Kongen lide vel, det ønsker alle Mand.
Stat fred, stat stadigt fred paa Klippegrundet piller!
Gid at Bellona os fra [søden] fred ey skiller
O! at vi frygter Gud og ærer Kongen god,
Vi paa vor skade da erlanger nock som bod.

164

SUPPLICATION TIL KONGEN OM
CONSUMPTIONENS OC ANDRE
SCHATTERS AFSLAG

Fred; fred! hvad er der fred? hvad fred maa Jehu spørge?
Vi haabede til fred, men dog maa Landet sørge,
Et træ foruden fruct, en Kilde uden Vand,
En Soel foruden lius, er freden J vort land;
Endnu udsues vi til been oc blod oc marfve,
Enddog at Kongen schal alt landet eene arfve,
Det schatte-Jerne-aag paa halsen er omspent,
Thi himlens vrede er endnu til landit vent;
Høybaarne Potentat oc mectig arfve Konning
Vel kommen hiem med fred, vel kommen naadig Dronning,
Vi alle møder dig med hierte such oc graad
For schatters Svøbe-snert, oc scorpione braad:
Afspend det tunge aag, oc lindre dog vor byrde,
Lad ey vor hud afflaae, du est Joe landetz Hyrde,
Hør Svensche Kongen har afgifvet schat oc told,
At landetz kierlighed schal icke Blifve Kold:
Liud oc dit Dansche Raad, om der dog nogle findis
Af gamle kloge mænd, som mand kand fordum mindis,
[Det] fremmet Hychle-Raad er chun et Støche-schraal,
Et Hane-gal, en Brand, som spruder ild oc baal:
Den ild, [det] schatte-baal fortærer land oc rige,
At hver Mands Kierlighed fra Kongen slet maa Vige,
Ved trudsel oc ved mact vel Kand de Veche fryct,
Men saa er Kierlighed fra Kongen slet forryct.
Ach naadig Konge bøy dit spiir til os J naade,
Det er Joe rettens spiir, lad Dig af himlen raade,
Oc ødeleg os ey saa slet J bond oc grund,
Lad ey din naades Soel nu falde meer J blund.
Den fructe-løse Krig med schat oc told oc Zise,
Har ruineret os, det Jeg her let Kand viisse,
165 J hver mands stand oc Stat, som sucher under aag,
[det] icke udaf træ, men udaf Jern vi drog.
Den trofast Adelsmand maa væde sine Kinder
Med salten taare flod, naar hand med sorg befinder,
At Brochenhuus hand boer J hver sin bonde-gaard,
Hvor ey er hund, ey kat, ey gaas, ey gris, ey faar,
Hans gotz oc Eyendom ved Jorden lige Jefnes,
Ey dynen udi seng, ey brødet Bonden lefnis,
Self-eyeren maae self udligge told og schat,
Om schiønt hans Bonde har ey Kalf, ey Koe, ey Kat.
Det fattig Aarons folch, oc Levi geistlig schare
Som paa Guds ord oc Lov schal daglig tage vare,
Er slet udsuet saa af krigens æder kop,
At de maa undergaae, som schib med taul oc top;
Jeg frycter Lychen har imod os contra spillet,
Oc som en Kaste-bold forgiefvis verchet drillet,
Fordi vi schaaned ey Guds Prestemænd J schat,
Men Exeqverers vold greb oc Guds Kirche fat,
Det hellig Kirche gotz fra geistlig stand borttaget
Oc ud til Rytter lagt, Jeg frycter det os plaget,
Med de forbandelser, som underschrefvet staaer,
J hver Fundatz, Jeg troer, [det] giord' vor lyche schaar;
Udpresset Borgermand af [Jndqvarteer] oc schatter,
Hand ligger hos din stoel, oc dine fødder fatter,
Om naade raaber hand, forlindre byrden haard,
Før Jeg med hustru, børn til grunde undergaaer.
Den spiller Banqveroth, en anden gaaer at tigge,
Den sidder udi gield, J armod hin maae ligge,
For krigsstyr, Kopschat, oc for qveg oc schorsteen schat,
Jaa for Consumption vi [ødeleggis] plat.
Langt andet lofvet du, J hafs nød Jblant bølger,
Du ofret løffter daa; [det] himlen self ey dølger,
Du giorde bøn oc boed til hafvetz megtig Gud,
At styre rig oc land Just effter Herrens bud.
166 Langt andet lofvet du, den tid du antog crune,
Vi daa forsichret Blef om naade hos din throne,
Men ofver tusind aar vi leed ey større nød,
J forrig' Kongers tid, som nu er alle død.
Lyd gode dansche Raad, lad Pommer-koche fare,
Oc Mechelborrigs mend, som ere landetz snare,
de fylder Bancho op, med Danmarchs told oc schat,
At landet sørger ved umildheds mørche nat.
[Det] volder dog vor synd, den helfveds stinche-potte,
Vor verch er spindelvef udaf ald udyds totte,
Udi sin vrede gud forlader riget tit,
Oc for et syndigt land sit ansict schiuler lit.
Udhungret Bonde-stand J støf, J muld oc asche,
Her ligger desperat med Thomas J sin tasche,
Hand Jamrer her sin nød, sin fattigdom oc trang,
Forbander snart den dag, han fødtis til slig tvang.
Hand niuder neppe brød, nep vadmels pels oc andet,
For øl oc fordum miød hand dricher tit af vandet,
Saa udi Tyrchens land [passerer] ey slig vold
Som J guds Christenhed, disverr', er mange fold;
Forgiefvis var vor Krig, vor strid, vor schat oc gierning,
Thi lychen spillede mod os med blinde terning,
Oc Gallus galede udaf sin mactis mund,
Vor lychis øyne daa falt begge tu J blund.
Her maae vi nøyes med vort rigis øde Lefning
Oc vente udaf Gud vor ondschabs straf og stefning.
Jeg frycter Herrens sverd er ey endnu forvart,
Oc mueligt alting er for os saa nær uklart!
Saa lindre nu vor tvang, du rigetz arfveførste,
Husval dit arme land, som effter hielp maa tørste,
Afgif Consumption, som tærer Kiød oc blod,
Afslag Matricul-schat, oprych os ey med roed.
Thi ellers er der ey forschiel paa fred oc feyde,
der er oc ey forschiel paa Krig oc sicher leyde,
167 Om schatten lige stoer J freds oc Orlogs tid
Skal pressis ud; betench [det] Landsens konge blid!
Det Commisari-Pach har opfyldt schrin oc punge,
Udaf [det] dyre sølf, vi udgaf til vor konge,
En Officerer Krig vi førde uden gafn,
Det trechet penge ud, oc var chun et blot nafn.
Kom ud paa landet nu, Stormectig Arfve-Herre,
Lad dig af fremmet Raad, oc Hychler ey besnerre,
Kom ud oc tal med os, med Bonde, Borger, Prest,
Lad dig ey hindre af dem, som er landetz pest.
Udforsche Rigetz tarf och tilstand med [dit] øye,
Hør denne [Supplicas], besee vor stoere møye,
Luch ey dit øre til for Danmarchs hierte-such
Men du dit naadespiir til hver Client ned buch,
Den fordums dansche ret, oc eye god regiering
Gud schaffe self paa foed, gud gifve fred oc næring,
Gud signe Kongens huus, gud vocte Kongens land,
Fra ald ulychis ild, fra orlogs baal oc brand.

Af hans Kongl: May: allerunderdanigste arfve under satter oc troe forbedere hos gud; Samtlige Danmarchis oc Norgis indbyggere, til allernaadigste audience allerydmygeligst fremstillet, Anno, loco, die ut supra.
168
169

OM CHRISTIAN V

170

HOROLOGIUM REGIUM

ELLER

Retferdige og Gudfrygtige Kongers Seyerverck, daglig at Hafve Hos dem, icke i Lommen, men i Hiertett, afdeelt udi XII timer og XLVIII quarteer, efter Retferdigheds Soels gudelig Influentz oprettet først og fordum paa Hebraisk af Rabbi Jehuda Hakadosk, siden verteret paa Spansk, deraf paa Irlandsk, dernest paa Engelsk, omsider paa Tydsk af Opitio og Ristio, endelig stillet og stiffted effter den Gothiske Sphæram, Zonam, Clima, Paralelum, Polum, Meridianum, (non juxta Æquatorem, quia omnia sunt iniqua), Tropicum Horarium, Zodiacum et Horizontem pro Regibus et Principibus Europæis. [Noget forbedret af Schuppii Regenten Spiegel] Aff Eusebio Theophylacti Anactiphilino Schuppio Nova Zembla oriundo. Rectè Michæas Cap: 3. v. 1.2.3.4.

Seyerwerket stilles:

Dryp [Himmel] Salfve-Flod ned i min Pen og Hierne!
Rind op Retferdig Soell, og Jacobs Liusse Stierne!
Ledsk tunge, [Hierte], Siæll med Viisdoms Kilde-Veld
[Still] Seyerwerkets Gang, at det kand haffve held!
Min Jesus Wiiser er, Hands Ord min Siæle-Lygte,
For Verdens mulm og mørck Jeg derfor' ey [tør] frygte;
Min Jesus Centrum er, Guds Hierte sendte Pol,
Mitt Hierne Seyerverck Jeg stiller ved den Sooll,
Med Aandens Segelsteen bestryg min Digte-Tunge,
Kom, Engle-Cantor, kom, og lær mig vell at siunge!
Lad Klogheds Perspectiv saa for mitt øye staae,
Att Jeg om Kronet Mend retmessig tale maae!
Langt er det fra mig at bespotte Majesteter,
De Jorde-Guder med Canoner og Mousqueter
Mod døden uforfærd' handtheffver Rigets Gaffn,
De [skaffe] leid' og Fred i Stad, i Bye, i Haffn.
171 Holdt, Gud, da om min Pen, holdt med mig haand i hancke,
Sett Grendtze-Pæll og maall, tilsted mig ey at vancke
Hen offver Rettens Snoor, paa Konge-Seyerverck
Fest Sielv Ditt Aasiun, og ditt eget øyemerck.
Hielp, hielp, [Treeenig Gud], 3 Ting har Jeg i sinde,
De Himmel-Salved' Mend om trende Ting at minde:
Dett anstaar Scepter-Mand at styre saa sitt Land
Som en 1) Guds-Kirke-Mand, som 2) Krigs, [og] 3) Raadstue-Mand.
Veld op i Siæll og Sind Guds Paradise-Kilde!
O! at min Jesus saa for mig opblincke vilde,
Att Jorde-Guders Sind derved opliusses maae,
Din Aands Jld-Stytte klar for mig lad der for gaae!

Custos et Cantor Regum
Angelicus buccinat:

Hora prima!
Deus adsit Regibus sua Gratia.

Quadrans

I

Opskriffver, Konger, for paa Hiertets Almanacke,
Att I for Kroner har alleene Gud at tacke
Hand setter Konger op paa Krone-verdig Sted,
Og, naar Hand lyster, Hand Dem atter flytter ned.

II

Guds-Frygt Jo vere skall Bryst-Elephante-Smycke,
Thi under Christi Kaars J niuder lyst og lycke,
Ey ædler Skatt J hâr, end som Guds Kierlighed:
Væ! Den Regenter-Mand! som aff Guds Frygt er kied!

III

Guds Ord er Eders Skatt, Hans Lov Jêr Rente-Kammer,
Guds Kircke Paradiis, huor Kongerne annammer
172 Ald Velstand, Lycke, Frugt aff Liiffs og kundskabs Træ,
Det er et Siæll-Castell, der [har] i lye og læ.

IV

I Evangelio er plantet Kongens Haffve,
Huor JESUS Fryd og Frugt for Kongen monn' tillaffve:
O! Venner! æder i Guds Proviante-Huus,
Aff Aandens Naade-Viin der dricker Jêr en Ruus!

Hora Secunda!
Deus adsit Regibus sua Gratia.

Quadrans

I

Guds Kircker, Skoler, og Gymnasier handtheffver,
Thi Sathans Mordermagt mod dennem stedsse streffver,
De er' Guds Abild Gaard, Hans Venge, Viindruemarck,
Thi pønsser Sathans-Hiord at pille aff dets Barck.

II

[Blant] Ældste to gang tolfv nedlegger Eders Kroner,
Og stiiger ned i Støv aff Bliant-prydet Throner
For Jesu Naade-Stoel, som [rætte] Kirke-Mend,
Og legger Eders haand hen under Jesu Lend.

III

Fuld Troskab sverger ham, att J Ham troe vill' vere
Omkring Hans Huus og Hoff, huor priisses skall Guds Ære,
Sterck Skildtvagt holder J, at Hofve-Diefvels Vold
Udi Guds Kircke ey skall feste food og stold.

IV

J er' Guds Kalds-Mend, som forsiune skall Hans Kircke,
Med rette Præster, till Guds Ære at udvircke,
Guds egen [Ordinantz] dett Kalds-Brev stiile skall,
Att Sathan med Recess skall ey gaa her i vall.

173

Hora Tertia!
Deus adsit Regibus sua Gratia.

Quadrans

I

Bort! Simon Magus, med din pung og med din' Penge!
Her vancker icke Kald till dine Lønnedrenge,
Guds Kircker icke bør at gaa paa Auction
Og Simoniter har ey Kongen till Patron;

II

Ett Biskopdomme maae ey selges for Talenter,
De Penge, som mand sig for Præste-Kald indhenter,
Blod Penge kaldes, og en uretferdig Lønn,
En Penge-Præst er ey Guds Mand, mens Sathans Søn.

III

Vech! Vech! du Pige, som oplucker dør for Peder!
Du haffver Systre fleer', Jeg veed vell, huad [du] heeder:
Jus Matronatus Jeg till Kirken negter dig,
En Pige-Præst kand ey Gud tiene rettelig.

IV

Huor est du kommen ind, og har ey Præste-Klæder,
Ulovlig kaldet Præst? Dig Sathan undertræder;
Thi du aff Jesu mund ditt Kalds-Brefv icke fick,
Dig Sathan kaldet har ved Verdens Vahl og Skick!

Hora Quarta!
Deus adsit Regibus sua Gratia.

Quadrans

I

Giv'r agt paa Haand og Seyll, Guds Signed Majesteter,
Att Sathan icke skall [indsnige] slig Propheter,
Udi Guds Brude-Sahl, og Jesu Sacristi,
De føder ey Hans Hiord, staaer ey mod Ulffven bi.

174

II

Thi setter Hoffvet Vagt for Kircke-Gods og Gafver,
Som mangen Salig Siæll Guds Huus foræret haffver,
Besmitter ey Jer Haand med Kircke-Rann og Rofv,
Guds egen [Giæstegaard] har sielv sit Gods behov.

III

Dett sømmer Konger ey at bryde Kircke-Blocker,
Naar Sathans Guarnison till Kircke-bytte locker;
Rør ey Guds Capital, røffv ey Hans Alter-Skatt,
Præbende-Tiufve hos Gud ilde er' omladt.

IV

Du bandsatt Hamans Pack! Stigt-Røfver, Kircke-Ranner,
Guds soren Fiende, du din vey till Helved' baner,
Aff ædders-døde-Gifft og aff Forbandelsser
Ditt Hierte er [besprengt], din Siæll inddrucket er!

Hora Quinta!
Deus adsit Regibus sua Gratia.

Quadrans

I

Huor mangt et Provestie? huor mangt et Canickdømme?
Huor mangt Capitel maae till Ryttergods henrømme?
Du Diefvels Procureur, Professor i Urett!
Du Skalkheds Doctor! har sviigagtig vuldet dett!

II

Guds Klæder plyndrer du, og Kiortell Hans affdrager,
Om den saa kastes Lod, som Strids-mend dett behager,
Dett, som till Alter-Bog og Bibel fordum laae,
Till Sadell, Degn, Pistol, till Rytter-Hest maae gaae.

III

Guds Ord, dett Englebrød, aff Svin nu undertrædes,
Thi Sathans Degge-Pack der vemmes ved og kiedes,
De beeder Hind og Hiort, naar de skall bede Gud,
Guds ord, vor Siælemad, aff Landet feyes ud!

175

IV

Har, J, med Gud da giort ubillig Mage Skiffte?
Gaar till Guds Skriffte-Stoell, Jer Synd maae i der skriffte,
Huad som J røffvet har, det giffver Gud igien;
Giv'r heller dobbelt værd; Saa har i Gud till Ven.

Hora Sexta!
Deus adsit Regibus sua gratia.

Quadrans

I

Fra Preke-Stoell og fra Guds Alter Jeg mig vender
Till Kongens Filsbeens Stoell, huor Rætt og Sandhed Hænder
Fast sammenknytte skall, Rættferdighed der boer
Og kysser Sandhed, som i Rættens Haffve groer -

II

Still Rættens Seyerverck! Vri Sandheds Himmel-Viisser!
Alt effter Biblens Pool, at mand ey [ret] forliisser,
Recess og Ordinantz er vidimer't Copie
Aff Guds Ords Rettesnoer paa Jesu Sandheds Stie.

III

Riffv her dit øye ud, og hug aff dine Hænder,
Att de til Guld og Gods i Dommen sig ey vender;
Thi Sticke-Penge er en Anstøds Snublesteen,
Som demper Lov og Rætt, og giør i Sandhed meen.

IV

Du Rættens Præsident, beklæd dog Sielv [dit] Sæde!
Dett er som Diamant i Ringe, Guld, og Kiede,
Som Stierne-Gouverneur paa Himmelstragde Teltt
Saa er og Kongen blandt Sitt Raad en [Rettens] Heldt.

176

Hora Septima!
Deus adsit Regibus sua Gratia.

Quadrans

I

En Hund Jo pleyer titt en andens ærind' æde,
Dett tilgaar ilde, naar mand ey er Sielv tilstede,
For Verden er bekiendt Huusfogdens [U-trohed],
Roboams Daarlighed giør Folcket aff ham leed.

II

Dett klareste Compas er Kongens eget øye,
Sligt Engle-Perspectiv i Retten seer saa nøye,
Som Urim, Thumim er en Konges Øye-Soell,
[Dend] bøyer Retten ey paa Sandheds Domme Stoell.

III

Referendarier er Kongens Øyen-Fackell,
Ved deres influentz [sig] fryder Riig og Stackell,
Da blomstrer Lov og Rætt, naar Kongen sidder hos,
J marmor Monument udhugges skall Hans Roes.

IV

Tag Raad, ô Konge-Søn, udaff de Viisse Gamle,
Graa-blomster-Ziiret [Mænd] maa sielden fald' og famle,
Huad veed en Spille fugl, som nepp' bag ør' er tør,
Hans Raads kortvillighed ombugner som et Rør.

Hora Octava!
Deus adsit Regibus sua Gratia.

Quadrans

I

En Frandske Complement kand Riiget icke gaffne,
Sliig Hoffvet-Puder kand mand uden skade saffne,
Det er kun som Confect, som [Flag] paa Skudemast,
Som udaff Veyr og Vind bortdriffves kand med hast.

177

II

Ney! Mand, som er forsøgt, er altid god at gieste,
De gamle Kloge Mend Jeg holder for de beste,
Frem for en Courtisan seer de till Landets Tarffv,
De Riigetz Seener er, og som i beene marffv.

III

Lyd ey da Jonadab, giffv Haman ey ditt øre,
Paa Doëg Præste-[bøddel] en Konge ey maa høre,
Pidsk ey med Scorpion, Ædsoren Arfvedeel
See till du haver den ved holden magt og heell.

IV

En Hyrde bør dog ey sin Føde-Hiord at krenge,
Men vederquege den med gresgangs grønne enge,
Att Hiorden icke skall udøse tusind Suck,
Og Gud skall Hyrden fra sine egen Hiord udluck.

Hora Nona!
Deus adsit Regibus sua Gratia.

Quadrans

I

[Huor] dempis Kierlighed udi Ædbunden Hierte,
Naar [det blodsues af for] megen Skatte-Smerte.
Er dett en Freds Tractat? er det Guds Ordinantz?
For sligt Vor Hierte Jo maae liusse titt till bands!

II

Huor kand mand bede rett? naar mand aff Sorgen plages,
Naar Gods og Guld fra os ved Exequerer tages?
For Kongen og Hans Huus Gud da aff Landet faar
Ett luncket Litanie, et krafftløs Fader Vor.

III

Dog Kongen Eyegod slig grumhed icke volder,
Mens Hofve-Diefvles Treck og ordre det tilholder,
De spinde hemmelig oppaa et mytterie,
Att hidsse Landet till Forrædelig partie.

IV

Brug vell din Scepter-Staffv, Du Himmel-skicked Hyrde
Formindske Landssens Trang, formilde Riigets Byrde!
Tro heller Samuel, og Sancte Hans Baptist,
End Achitophels Sind, og Hamans Rencke-List!

178

Hora Decima!
Deus adsit Regibus sua Gratia.

Quadrans

I

[Reck] ned Ditt Gylden Spiir till suckende Clienter,
Som offrer Supplicatz, og Naade aff dig venter,
Læs, Naadig Konge, læs, læs Sielv huer Bønne-Brev,
Som huer nødtvungen Siæll med bleck og penn tilskrev.

II

Udi Guds Cancelie aff [Christi] Secreterer
Mand faar saa mildt et Svar, Hand bliid sig resolverer
Huer Hielpe-Konge-Brev forsegles med Hans Blod,
Foruden Sølffv og Slegt udøsses Naadens Flod.

III

I Verdens Cancelie, [Collegii] Assessores
Mod fattig Supplicant de stundum er' Osores,
Er Haanden ey aff Sølffv, og munden ey aff Guld,
Som Kongen drømte, da er Verden os ey huld.

IV

Huoraff opbygges da de Gylden-spiired' Huuse?
Medmegen Phantaisie, [huordan kand] de saa bruusse?
Kareter er Chrystall, og som et Spegell-Glass;
Huad? sligt lad'r Kongen till per nefas et per fas.

Hora Undecima!
Deus adsit Regibus sua Gratia.

Quadrans

I

De opbær Skatt og Told, mens Kongen Pungen eyer,
Thi Kongens Deel er mindst, den ringest ogsaa veyer,
Huordan kand ellers de fremføre saadan pragt,
Som kam nys op aff muld? Giv, Konge, her [paa] agt!

179

II

Guds Sorte Ordens Folck, Liifv-Guarden, som Gud følger,
(Dett, som huer Pøbell veed, min penn her icke dølger.)
En Skieppe lader till, Jeg meen [een] Huer Student
Penserer till slig Pragt med mangen fleer Client.

III

Vell burde Geistlig Mand at hielpe Ordens Broder,
Ney! [Frend' er] Frende verst! det er saa Verdens Noder.
Huo bonden plage vill, hand bruge bondemand,
Huo Geistlig hade vill, hand bruge Geistlig Stand.

IV

Ett Bøffel-Barn, Bean, opløffter de til Ære
For Guld og Svogerskab, thi de i Slegt monn' vere,
Men for sin Natte-Vagt, Studering, Reysse, Fliid
Mand nepp' ett vicarie kand faae i denne tid.

Hora Duodecima!
Deus adsit Regibus sua Gratia.

Quadrans

I

Nu blæs Jeg en Clarin for Konger og for Fyrster
Som udaff tapper mod Victorie efftertørster,
Hærpauckerne Jeg slaaer, Jeg [æsker] ud till Hest
Cavallerie fort fort, Infanterie dernest

II

Her du'r ey Hare-Jagt, ey Hane-Feeders Orden,
Ey Dame-dricke-Skaall, ey Fyrvercks Selvgiort Torden,
Kryb Venus nu i skiull, vech med ditt Leffel-Verck,
Feldtherren Mars Hand er Krigs-Commissari sterck.

180

III

O Konge! Løve-Heldt! følg med i Kriig og Feyde,
Att faae Victorie med gylden fred og Leyde,
Bring Land og [Riig'] igien med Seyer[-]Sverd, og Skiold,
Ditt Krigs Folck rundelig opbærer derfor Sold.

IV

Troe ey paa Hare-[Mænd], som giøres eller fødes,
Ved deres Hare-mod huor mangt et Land forødes?
Paa unødvendig Brug, anvend ey Riigens Guld,
Mens till en Seyer-Kriig sanck Rente-Kammer fuld.

Conclusio.
Seyerverket settes till Huile.

Nu slog min Klocke XII og minder mig till Huile,
Legg dig, Min Digtepenn, du maatt ey lenger stiile,
Forvar mitt Skriffver-Tøy, sett bort min Riime-Benck,
Tack have, Du min Gud, for Aandens villig Skienck!
Jeg glemmer ey Abrek for Eder, Jordens Guder,
Jeg bøyer mine Knæ' med Ære, som Gud biuder,
Fortørnes ey herpaa mitt ydmyg [time]-Skrift,
Som Jeg befattet har [om] Verdens daad og drifft.
Huad Jeg her skialdret har, kand Jeg for Gud forsvare,
Og for Hans Domstoell staae derved foruden fare,
Guds Majesteter Jeg bespotted haver ey,
Thi dett er Dieffvlens Verck, og Sathans alfar vey.
Jeg nogen Salved Mand her icke har paaskieldet,
Men min Poete-Aand ydmygelig har feldet
Sin ringe meening om de bløde Klæders Flock,
Som fast i huer et Hoff er overflødig nock.
181 Jeg mangen Skialder seer med Hycklepenn Florere,
Med Verse-Kram og Knas de høytt tør adspirere,
Mens huor till tiener slig Tellerken Slickerie?
Det er kun Spindelveffv og opblæst phantaisie!
Thi Rætt og Sandhed de nedtreder under fødder,
Med Laster tier de, som dem for øyne møder
Og smigrer hyckleviis, som Achabs Præste-[Sect],
Slig [Snylte]-Riimer' er' aff samme Ædt og Slegt.
En Hoffmand kand med nød en fange bag ud slippe,
De Jo med Wirach-Vers at ryge strax monn' strippe,
De yder Skatte-vers, og Riim-Consumption,
Og venter Floyl's Bonnet till en Discretion.
Men Jeg giør mine Suck, og skiencker Bønners skaale,
Saa lenge som mit Sind og svage Siæll kand tale,
Hielp Gud huer Konge bliid, bevar huer Potentat,
Som dine Sønner, og som Himlens dyre Skatt.
Stadt Cherubim, stadt Vagt med Sverdets blincke-Lue,
Følg Kongen stedsse med, lad ey ulycken true,
Du, Himmel Hofved-Vagt, gack rundt om Kongens Slot,
Gud mætte Kongens Siæll med Himlens ævig gott!
Guds Fyrste, JESU, skiull Vor Konge med din Fahne,
Sett Kongens Veye-Skaall oppaa Ditt Ordes Bahne,
Lad Kongens Seyerverck till 100 Aar opnaae,
Og lad Ham endelig en Æres Krone faae.

182

IDOLA JEROBOAMI
IN
DAN ET BETHEL

Graphicè delineata ex 1 Reg: XII.
Hoc est
DISPUTATIO THEOLOGICA INAUGURALIS
In Illustri Suecorum Academia Upsalieasi inter
strepitus Armorum et bellicos Tumultus habita Anno 1676.
In qua exhibetur:

Vera et viva Idea Regni Jeroboami corruptissimi. Forma Regiminis Politici perditissimi. Facies Ecclesiæ luctossissima. Effigies Reipublica concussæ, et ex imis propé Fundamentis disjectæ. Species OEconomiæ turbatissimæ; Statusque Subditorum afflictorum laceratissimus. Imago denique universi Regni ad interitum atque eversionem properantis calamitosissima.

Ad Informationem Regum et Magnatum per illecebras adulatorum ab avito et veré Regio imperandi modo seductorum.

Ad Restaurationem Regnorum per insana fraudulatorum, et perfida malesuadonum consilia feré pessundatorum.

Ad Conservationem Ministrorum Ecclesiasticorum sub oneris bellici gravitate gementium, et tantum non ob Pontificum immanem exactionem extrema suspiria ducentium.

Ad Salutem denique Reipublicæ et OEconomiæ ob exactorum et vexatorum inhumanam exsecutionem conculcatæ.

Per Themata quædam Theologica è Sacro Codice eruta, præcipuè verò ex Libris Thalmudicis, Rabinicis, et Cabalisticis excerpta, et Faustô Coeli Auspicio cum Consensu et Suffragio Amplissimæ et Venerandæ Facultatis Theologicæ

183

JEROBOAMS AFGUDSBILLEDER
I
DAN OG BETHEL

eksemplarisk aftegnet efter 1. kongernes bog XII,
d.v.s.
EN TEOLOGISK INDVIELSESDISPUTATS
på svenskernes berømte universitet i Uppsala
afholdt under våbenbrag og krigsuro i året 1676,
under hvilken fremvises:

En sand og levende ide om den såre korrupte Jeroboams rige, formen for den mest fortabte politikers styre, kirkens overordentlig sørgelige udseende, et billede af staten, der er rystet og næsten nedstyrtet fra de sidste grundpiller, et eksempel på højst forstyrret økonomi og de plagede undersåtters meget sønderlemmede tilstand, kort sagt et meget sørgeligt billede på et helt rige, der iler mod undergang og tilintetgørelse.

Til underretning for konger og stormænd, der er ført på afveje fra den fordums og sandt kongelige måde at herske på gennem smigreres lokkerier.

Til genoprejsning af rigerne, der næsten er ødelagt af bedragernes vanvittige og slette rådgiveres onde råd.

Til bevarelse af de gejstlige tjenere, der stønner under krigsbyrdens vægt, og ikke blot drager de sidste suk på grund af bispernes umådelige krav.

Kort sagt til frelse for staten og økonomien, der er trådt under fode på grund af opkrævernes og plageåndernes umenneskelige forvaltning.

Gennem nogle teologiske emner, der er fremdraget fra den hellige skrift, men især uddraget af de talmudiske, jødiske og kabbalistiske bøger og fremført under himmelens heldbringende varsel med samtykke og støtte af det såre udmærkede og ærværdige teologiske fakultet til drøftelse og 184 ad ventilandum et discutiendum proposita, sub Præsidio Viri plurimum Reverendissimi Clarississimi et Excellentissimi

DOMINI CHRISTIANI PAPKEN,
sacrosanctæ Theologiæ Doctoris et in Illustri Academia
Upsaliensi Professoris ac p.t. Facultatis Theologicæ
Pro-Decani.
Quam
Pro consequenda in Theologia Licentia tuebuntur ac
defendent sequentes Viri Clarissimi et Præcellentes.

Casparus Hammerus Uplandus,
Illustrissimæ Possiorum Aulæ à Sacris.

David [Krokius] Smolandus,
in Patrio Gymnasio Theologiæ Lector.

Georgius [Schreil],
Lector Gymnasii Scarensis.

Andreas L. Helmand Smolandus,
Theologiæ Lector in Gymnasio Gotthenburgensi.

Gilius Gilii [Ehrenberg],
Concionator Aulicus Illustrissimi Domini Gustavi Bonde.

Richardus Giedde,
Rector Scholæ Viburgi Finlandorum.

Johannes Bernhardi Ølrech,
Rector scholæ Abo Findlandiæ.

Arnoldus Hofgardus Dalecarlius
Conrector [Scarensis].

185

diskussion under forsæde af den højst ærværdige, berømmelige og udmærkede mand

HR. CHRISTIAN PAPKEN,
doktor i den højhellige teologi og professor ved det
berømte Uppsalauniversitet og for tiden prodekan
i det teologiske fakultet.

Den skal følgende såre berømte og udmærkede mænd værne
og forsvare for at opnå licens i teologien:

Kaspar Hammer fra Uppland,
fra helligdommen i Posse'rnes såre berømmelige slot.

David Krok, smålænding,
lektor i teologi ved det fædrene gymnasium.

Georg Schreil,
lektor ved Skara gymnasium.

Andreas L. Helmand, smålænding,
lektor i teologi ved Göteborg gymnasium.

Gilius Giliusson Ehrenberg,
slotspræst hos den såre berømmelige hr. Gustav Bonde.

Rikard Gjedde,
rektor for skolen i Viborg i Finland.

Johan Bernhardsson Ølreich,
rektor for skolen i Åbo i Finland.

Arnold Hofgård fra Dalarne,
konrektor i Skara.

186

Gilius Acht-Schilling Gestricius,
Rector Scholæ Mariæ Stadensis.

Olaus Piill Vestgothus.

In Auditorio Superiori Horis ante et postmeredianis
ad Diem VIII Junii, Anni 1676.

UPSALIÆ.

Typis [Viti] Erici Smolandi.

Thesis I.

Umbratili penicillô delineaturi detestanda JEROBOAMI Regis Israelitici Idola, Lectorem benevolum remittimus ad ipsam Historiam 1. Reg: XII, quam si studiosa animi intentione quis perlegerit, animo inculcarit, pensiculate meditatus fuerit deprehendet in ea Graphicam totius Orbis faciem, quæ animo Rationem Status scire discupienti luculentam exhibebit Informationem.

Thesis II.

Plurima autem commemorantur de Rege Jeroboamo, cujus Historia recensetur à versu 25 ad finem Capitis, quorum hæc sunt præcipua:

1. Quod duas condiderit Civitates, valido munimine armatas, irruptionem si facerent hostes, se suosque defenderet, de Domo autem DEI cultuque divino altum est silentium; Unde patet Jeroboamum plus confidentiæ posuisse in Castellis suis munitis, quam in DEO et DEI Verbo sibi per Prophetam Ahiam exposito, fore nimirum, ut decem Tribuum Rex crearetur Cap. XI v. 31. 35.

2. Quod pravas de Regno suo nuper acquisito per illicita media firmando ac fulciendo, mente volverit cogitationes v: 26., panico et vano terrore percitus, ne defectionem à se

187

Gilius Achtschilling fra Gästrikland,
rektor for skolen i Mariestad.
Oluf Piil fra Västergötland.
I det øverste auditorium i timerne før og efter middag den 8.
juni år 1676

UPPSALA.

Med smålændingen Vitus Erikssons typer.

Thesis I.

Idet vi med studereværelsets pen vil aftegne den israelitiske konge Jeroboams afskyvækkende afguder, henviser vi den velvillige læser til selve historien i 1. Kongernes Bog XII; hvis nogen gennemlæser den med ivrigt anspændt sjæl, indprenter den i sit sind, overtænker den med overlæg, vil han i den fastholde et billede af hele jordens udseende, som vil yde fortræffelig oplysning for det sind, der ønsker at kende statens opbygning.

Thesis II.

Men der tales mest om kong Jeroboam, hvis historie gennemgås fra vers 25 til kapitlets slutning, og disses hovedpunkter er følgende:

1. At han har grundlagt to stæder, befæstet med en kraftig forskansning. Hvis fjenderne ville gøre anfald, ville han forsvare sig og sine; men der er dyb stilhed om Guds hus og gudstjenesten. Deraf fremgår, at Jeroboam havde haft mere tiltro til sine befæstede skanser end til Gud og det Guds ord, der var forkyndt ham gennem profeten Ahia, at det ville være sikkert, at kongen skulle vælge ti stammer, kap. XI, v. 31.35.

2. At han, v. 26, har overvejet nedrige tanker om at befæste og styrke sit for nylig ved ulovlige midler erhvervede rige, ophidset af panisk og tom rædsel for, at israeliterne skulle pønse på frafald fra ham, og denne frygt for frafald var meget tom, da det jo står fast, at 188 molirentur Jsraelitæ, cujus defectionis metus fuit vanissimus, cum constet DEUM et Regna conferre et stabilire; tandem etiam ob antecedentia peccata auferre.

3. Quod mutatà in horrendam Idolatriam verâ DEI Religione, Senatoribus ac Incolis Regni suasor fuerit apertissimæ Impietatis. v: 27. 28.

4. Qvod duo fecerit et conflarit Idola, atque horum unum in Dan, alterum in Bethel erigendum curaverit v: 29.

5. Quod Festa DEO displicentia seu ἐντάλματα ἀνϑρώπων instituerit; Sacerdotes illegitimos, neglectô justô vocandi jure, ordinaverit; cultum Sacrificiorum, à quo totâ mente DEUS abhorruit, celebrarit.

Thesis III.

Ex hisce duabus vocibus Dan et Bethel amplissimum se pandit latifundium differendi de Statu Regnorum tum Politico, tum Ecclesiastico. Dan enim significat Domum judicii, et indigitatur sensu Mystico seu Cabalistico Aula Justitiæ et Magnatum, in qua plerumque adoratur Idolum Avaritiæ Superbiæ, doli mali, ambitionis, et Adulationis.

Bethel sensu Thalmudico seu Rabinico notat Domum DEI et insinuatur Ecclesia, quæ multis Hæresibus, Sacrilegiis, Injuriis gravata, et vel vano, vel tepido Religionis exercitio onusta ingemiscit.

Thesis IV.

Positis jam Fundamentis curtæ et angustæ hujus Disputationis, consideranda veniunt Jdola Jeroboami, eaque vel Politica in Dan *dolgoeO* Domo Judicii Regis et Justitiæ; vel Ecclesiastica in Bethel *dolgoeO* in Ecclesiastico ac Domo DEI.

189

Gud både overdrager og styrker riger; endelig også fratager dem på grund af forudgående synder.

3. At han, efter at Guds sande religion var ændret til afskyelig afgudsdyrkelse, har været talsmand for den mest åbenbare ugudelighed over for rigets ældste og indbyggere, v. 27. 28.

4. At han har forfærdiget og støbt to afgudsbilleder og har sørget for at rejse det ene i Dan, det andet i Bethel, v. 29.

5. At han har givet fester, der mishager Gud, eller befalinger til menneskene, at han har indsat ulovlige præster under tilsidesættelse af den rette kaldsret, at han har holdt offertjeneste, fra hvilken Gud gyste tilbage af hele sit sind.

Thesis III.

Fra disse to stammer, Dan og Bethel, udbreder sig et såre vidtstrakt jordegods, som må adskilles med hensyn til såvel rigernes politiske som gejstlige tilstand. Thi Dan betyder nemlig »Domstolens Hus«, og med mystisk eller kabbalistisk betydning anråbes retfærdighedens og stormændenes slot, i hvilket for det meste tilbedes afgudsbilledet for havesyge og overmod, ond list, ærgerrighed og smiger.

Bethel betegner efter talmudisk eller jødisk betydning »Guds Hus«, og den kirke fornærmes, som stønner tynget af mange kætterier, vanhelligelser, uretfærdigheder og bebyrdet med tom eller lunken religionsudøvelse.

Thesis IV.

Idet nu grundstenene for denne korte og sammentrængte disputats er lagt, kommer de af Jeroboams afguder, som bør tages i betragtning, og det er enten de politiske i Dan, *dolgoeO* kongens og retfærdighedens domhus, eller de gejstlige i Bethel, *dolgoeO* i det kirkelige og Guds hus.

190

Thesis V.

Deprehendimus autem nullum in universo Regno Jeroboami Ordinem aut Statum ab hac Idolatria immunem esse ac liberum, sed ut in Regno Babylonico omnes, maximi, medioximi, minimi Statuam Regis auream adorarunt Dan: 3; ita ad unum omnes in Regno Israëlitico Idola Jeroboami cultu divinô honorarunt.

Thesis VI.

Recensebimus itaque Idola:

1. In Statu Politico seu Dan collocata, quorum ingens est Numerus ut Comites, Barones, Nobiles, Præfecti Juris Summi, Consiliarii, Librorum Magistri, Recuperatores, seu Commissarii, Archigrammatêis, Imperatores Bellici, Capitanei, Magistri equitum, Tribuni militum, et alii, quôcunque demum nomine, gaudeant.

2. In Statu Ecclesiastico enumerabimus Idola Pontificum seu Episcorum, Rabbinorum seu Professorum, et denique Lectorum.

Thesis VII.

Idola Jeroboami sunt vel Ecclesiastico-Politica, vel Politico-Ecclesiastica. Politica autem sunt vel Civilia, vel Bellica, vel OEconomica, quorum alia in Pace, alia in Bello, alia negativè, alia positivè coluntur.

Thesis VIII.

Ut autem incipiamus ab Idolis Jeroboami Ecclesiastico-Politicis, venerantur Reges hæc Idola:

Quando Civibus Ecclesiæ, quibus sacrum Jus vocandi jure competit, per vim et tyrannidem, contra Verbum DEI, et receptum Ecclesiæ morem eripiunt, additâ hac

191

Thesis V.

Men vi bemærker, at ingen rang eller stand i hele Jeroboams rige er fri og fritaget for denne afgudsdyrkelse, men alle - de største, middelstørste, mindste - tilbeder som i det babyloniske rige den gyldne statue af kongen, Daniels Bog III, således hædrer alle som én i det israelitiske rige Jeroboams afgudsbilleder med gudsdyrkelse.

Thesis VI.

Vi vil derfor opregne afgudsbillederne:

1. Dem, der er opstillet i den politiske stand eller Dan, hvoraf der er et umådeligt antal, såsom grever, baroner, adelige, højesteretsdommere, råder, bibliotekarer, dommere eller kommissærer, ærkeskrivere, krigsøverster, høvedsmænd, rytteroberster, officerer og andre, hvilket navn de end må fryde sig over.

2. I den gejstlige stand vil vi opregne superintendenternes eller bispernes, rabbinernes eller professorernes og endelig lektorernes afgudsbilleder.

Thesis VII.

Jeroboams afgudsbilleder er enten kirkeligt-politiske eller politiskkirkelige. Men de politiske er enten borgerlige eller krigeriske eller økonomiske, hvoraf nogle dyrkes i fred, andre i krig, nogle negativt, andre positivt.

Thesis VIII.

Men for at begynde med Jeroboams kirkeligt-politiske afgudsbilleder, tilbeder kongerne følgende afgudsbilleder:

1. Når de med vold og tyranni mod Guds ord og kirkens anerkendte skik berøver kirkens borgere deres ret, hvem den hellige kaldsret ifølge retten tilkommer, med tilføjelse af denne skaldede undskyldning, 192 calva excusatione, quod Subjecti Jus suum in Reges sponte, transtulerint, cum tamen illud ipsum Ecclesiæ Jus per violentiam intolerandam ad se rapuerint Reges / partim, ut Ministrorum Regiorum marsupia aurô implerentur, partim ut Scorta Magnatum, Sacri Ministerii Candidatis pro legitimis Conjugibus obtruderentur.

2. Cum indocti, rudes atque inepti quidam Scioli, per blanditias atque assentationes benevolentiam Magnatum colligentes ad Munera Episcopatuum lautiora, ad Professiones Academicas, aliasque Functiones Sacras sine prævio Examine et δοϰιμασία extolluntur, dignioribus atque doctioribus per injuriam abjectis, spretis, et neglectis; Hinc illa Salomonis querela Eccles: X v: 5.6.7. Cui quæso, ignota sunt palliata assentationis Popysmata Jasonis, qui ut Pontificatum obtineret, certam numerorum copiam Regi obtulit. 2. Maccab. 4.v: 7.

3. Cum Prædia Ecclesiastica à multis retrò seculis, usibus sacris destinata, per Sacrilegium Ecclesiasticis diripiuntur, et in profanum ac secularem usum convertuntur.

4. Cum Verbum DEI et Admonitiones Sacræ, obstructis animis, auribus oscitanter audiuntur, secretis Animi Idolis *dolgoeO* Dignitati, Eminentiæ, Fastui, Arrogantiæ, aliisque Animi qualitatibus patibilibus plus litatur, qvam DEO. Et, si quando nævi ipsorum Magnatum paulò serius reprehenduntur, tantum abest, à vitiis desistant, ut momenti potius Pastori clandestinas struant insidias, quem quia palam trucidare verentur, more Tyrannorum Joasi et Amasiæ 2 Par: XXIV. v: 21 et Cap. XXV. v: 16. functione tamen Pastorali dejicere atque deturbare omnibus viribus tentant. Patet hoc luculenter ex damnosis istis (et si dixissem injustis, non multum à vero ablusissem) Juris Supremi sententiis, quarum severitate et rigore haud pauci Ordinis Sacri homines, veri rectique amantes, ab honore et dignitate Ecclesiastica penitus sunt deturbati, Parasitis et 193 at undersåtterne af egen drift har overført deres ret til kongerne, da kongerne dog har tilrevet sig selve kirkens ret med utålelig vold dels for at fylde de kongelige ministres punge med guld, dels for at stormændenes skøger kunne pånødes det hellige embedes kandidater som lovformelige ægtefæller.

2. Når nogle ulærde, udannede og tåbelige halvstuderede røvere, der ved smiger og smigreri høster stormændenes velvilje, ophøjes til bispedømmernes fornemme embeder, til universitetets lærestole og andre hellige funktioner uden forudgående eksamen og prøvelse, idet de mere værdige og lærde med urette forkastes, foragtes og forsømmes - deraf Salomons klager i Prædikerens Bog X, vers 5. 6. 7. Han - nu beder jeg dig - kender ikke den Jasons pallieklædte tungesmækkende smiger, som for at opnå bispeembede tilbød kongen en bestemt kopi af listerne. 2. Makkabæerbog IV, vers 7.

3. Når kirkens gods, der for mange sekler tilbage er henlagt til helligt brug, frarives de gejstlige ved kirkeran, og det anvendes til ukirkelig og verdslig brug.

4. Når Guds ord og de hellige påmindelser ligegyldigt høres med forstokkede sind og lukkede øren, når der ofres mere til sjælens hemmelige afgudsbilleder, d.v.s. værdighed, fortræffelighed, stolthed, hovmod og andre af sjælens følsomme egenskaber, end til Gud. Og hvis pletterne på disse stormænd lidt senere dadles, er det så langt fra, at de afstår fra lasterne, men at de snarere opbygger hemmelige baghold mod den øjeblikkelige præst, som de, fordi de viger tilbage for åbenlyst at myrde ham, efter tyrannerne Joas' og Amasias skik, 2. Krønikernes Bog XXIV, vers 21 og XXV, vers 16, dog af alle kræfter forsøger at nedstyrte og nedrive fra præstegerningen. Dette fremgår klart og åbenbart af disse skadelige højesteretsdomme (og hvis jeg havde sagt uretfærdige, ville jeg ikke have afveget meget fra sandheden), ved hvis strenghed og hårdhed næppe få mænd fra den hellige stand, der elsker det sande og det rette, fuldstændigt er nedstyrtet fra kirkelig ære og værdighed, idet uretfærdige parasitter og snyltegæster hævder deres uretfærdige 194 Gnathonibus injustis causam suam injustam vel donô, vel dolô, tanquam specioso quôdam fuco obductam pro justa obtinentibus.

Thesis IX.

Succedunt Idola Jeroboami Politica, quæ sunt vel Civilia. vel Bellica, vel OEconomica.

Illa respiciunt vel Domum Judicii, seu Summi Juris, vel domum Supplicationum, seu Grammatophylacium, vel Ærarium, aliasque publicas Regni Jeroboamitici Sedes, ut Regni bona, Sylvas, Arces, Prædia, Reditus.

Jsta concernunt Apparatum Bellicum, Exercitum, Disciplinam militarem, conflictum Acierum, Stipendium militum et alia.

Hæc attingunt Curiam Jeroboami, seu Statum domesticum privatarum ædium.

Thesis X.

Coluntur autem Idola Civilia vel à Rege ipso, vel á Ministris Regiis. A Rege ipso, quando Rex Israëlis alienis videt oculis, alienis audit auribus, alienorum labiorum Oraculis respondit, alienis manibus regit átque administrat Regnum. Hoccine est prudens factum aut incertum, nativos Regni Proceres natalium splendore, verâque Nobilitate claros, avitâ fortitudine celebres, atque Insignibus Nobilitatis Majorum illustres, tanquam περιψήματα et Fungos é Curia excludere, altô superciliô contemnere, negligere, spernere? electis in horum locum atque ad supremum honoris fastigium evectis Exoticis quibusdam nugigerulis, Venatoribus, Lippis, Calonibus, fricti ciceris et nucis emptoribus, Agyrtis, Circumforaneis, Blateronibus, nugarum Sicularum venditoribus, Adulatorum, Mimorum, Momorum, 195 sag, der er tilhyllet som retfærdig, enten ved gave eller list, så at sige ved et blændende skin.

Thesis IX.

Her følger Jeroboams politiske afgudsbilleder, som enten er borgerlige eller krigeriske eller økonomiske.

De vedrører enten domhuset eller højesterets hus eller kancelliet eller arkivet eller skatkammeret og det jeroboamitiske riges andre offentlige residenser som krongodset, skove, borge, jordegods, indtægter.

De angår krigsapparatet, hæren, den militære krigstugt, hærens kampevne, soldaternes sold og andet.

Dette vedrører Jeroboams hof eller privatkassens indre tilstand.

Thesis X.

Men de borgerlige afgudsbilleder dyrkes enten af kongen selv eller af kongens ministre. Af kongen selv, når Israels konge ser med fremmede øjne, hører med fremmede øren, svarer med fremmede læbers orakelsvar, styrer og forvalter riget med fremmede hænder. Er dette en klog eller usikker handling at udelukke rigets indfødte, de fornemste ved deres herkomsts straleglans og berømte ved sand velbyrdighed, berømmelige ved deres forfædres tapperhed og navnkundige ved forfædrenes adelsmærker, fra hoffet som smuds og svampe, at ringeagte, forsømme og foragte dem i ophøjet hovmod, når man i disses sted og til den højeste æres top udvælger og ophøjer nogle fremmede vindbøjtler, lykkejægere, øjensvage, trosknægte, købere af ristet ært og nød, bedragere, omstrejfere, sladderhanke, sælgere af siciliske bagateller, fantastiske og fanatiske udskud og skygger af spytslikkere, komedianter, spottere og ruffere, ikke uden umådeligt 196 et Lenonum quisquiliis, Umbris phantasticis et fanaticis, non sine ingenti Ecclesiæ damno, Patriæ luctu, Bonorum gemitu, et ipsius tandem Regis Israëlis extrema pernitie et calamitate.

Thesis XI.

Sunt vel alia Idola Stercorea, meram vanitatem ac futilitatem spirantia, nimirum: Imprudentia, Juris Patriæ Ignorantia, Tædium jus dicendi, Indulgentia puniendi scelestos, nausea et Negligentia audiendi afflictorum Supplicationes, Obedientia nimia exoticis gnathonibus præstita.

Thesis XII.

Idolis hisce temporaneis alligatum est aliud horrendum, Tyrannidi proximè affine; Injuria dictum, cum Principes Palponum incitamentis decepti, formam antiqui Regiminis mutant, et convocatos Regni Ordines intra clausas portas morte, gladio, bonorum Confiscatione, cogunt, adigunt, et compellunt, ut Jure suo avito cedant, atque antiquis Nobilitatis privilegiis, immunitatibus, ac libertatibus abscedant et renuntient. Quibus rebus efficitur, ut Proceres Regni, demptâ sibi per violentiam Libertate vetustâ, Regi Israëlis, interpositis etiam mille Juramentis, in posterum nec bene velint, nec candidè et sincerè cupiant.

Thesis XIII.

Colitur et aliud immane Injuriæ Idolum, Immisericordia dictum (Plagerie) Esai: III v. 5, cum usufructuarii alicujus Prædii tot Tributa, Census, Vectigalia exigentibus Præfectis solverint, ut bonis omnibus exuti, et ad miserandam fortunam adacti panem mendicando quærere cogantur, et quamvis Fundus sit devastatus, integra tamen Tributa et vectigalia Jeroboami pendere tenetur ipse Fundi Dominus sub poena executionis; Qua Tyrannide immanior 197 tab for kirken, sorg for fædrelandet, stønnen af de gode og omsider endelig ødelæggelse og undergang for selve Israels konge.

Thesis XI.

Der er også andre skidne afgudsbilleder, der ånder den rene tomhed og mådelighed, visselig: uklogskab, uvidenhed om fædrelandets ret, lede ved at øve ret, skånsomhed med at straffe forbrydere, kvalme og ligegyldighed ved at påhøre de ulykkeliges bønner, idet der er vist alt for megen lydighed mod fremmede snyltegæster.

Thesis XII.

Til disse timelige afgudsbilleder er knyttet noget andet rædsomt, særdeles nært beslægtet med tyranni, kaldet uret, når fyrsterne, bedraget af smigrernes tilskyndelser, forandrer den gamle styreform og nøder, driver og tvinger rigets sammenkaldte stænder inden for lukkede porte med død, sværd, beslaglæggelse af gods til at afstå deres nedarvede ret og afstå og give afkald på adelens gamle privilegier, immuniteter og friheder. Herved bevirker man, at rigets stormænd, der gennem ham er blevet frataget gammel frihed med vold, hverken for eftertiden kan lide eller rent og oprigtigt ønsker godt for Israels konge, skønt der ligeledes er sat tusind eder i pant.

Thesis XIII.

Man dyrker også et andet umådeligt urettens afgudsbillede, kaldet ubarmhjertighed (»plageri«), Esaja III, vers 5, når nyderne af et eller andet jordegods betaler så mange skatter, afgifter, ekstraskatter til de opkrævende statholdere, at de bliver berøvet alt gods og pånødet en ynkværdig skæbne og tvinges til at skaffe det daglige brød ved at tigge, og selv om jordegodset er lagt øde, skal selve grundstykkets herre dog betale alle skatter og ekstraskatter til Jeroboam under trussel om eksekutionsstraf. Man kan ikke udtænke andet mere umådeligt end dette 198 alia excogitari nequit. Nimia enim hæc exactio et Pressura, qua Nobiles et Ignobiles, Divites, si qui sunt, et Pauperes, Pastores, et Sacrorum Munerum Antistites, omnes denique Incolæ Regni Israelitici sine discrimine vexantur, additâ ficta hac sive ratione, sive excusatione, quod omnium tùtela et defensio agatur, omnem in animis Subditorum amorem in Regem Israëlis exstinguit, evertit, exstirpat; cum enim metui malit, quam amari Rex Jeroboamus, injecto Subditorum labiis Souverainitatis capistro, ut ne contra Dominum Tyrannicum, neve contra illicitum ipsius imperandi, modum vel hiscere, vel mutire audeant. Hinc fit, ut, quia conscientiis dominari nequit Rex, Subditi pro Rege ac Damo Regnatrice tepidas extremis fibris labiorum inhærentes non ex intimis cordium recessibus promanantes fundant preces.

Thesis XIV.

Vidimus jam (non adoravimus) sed profligavimus Eliæ Spiritu muniti, Idola Jeroboa-/mi civilia, quæ ab ipso Rege coluntur. Reliquum nunc est, ut perlustremur Idola Ministrorum Regiorum, Consiliariorum intimorum, Cancellariorum, Quæstorum Ærariorum, Publicæ pecuniæ Numeratorum, Summorum Commissariorum Imperatorum ac Ducum bellicorum, Secretariorum, Judicum Summorum Provincialium pariter ac Castellanorum seu Birchiorum, Consulum, Senatorum, Publicanorum, Scribarum, Præfectorum, et quocunque tandem nomine insigniantur.

Thesis XV.

Communi quôdam vinculô omnia hæc Idola invicem sunt copulata, catenâ nimirum avaritiæ, doli mali, fraudulentiæ, superbiæ, ἀισχροϰερδίας aliorum, vitiorum, quæ damnantur Exod: XVIII. v: 21 et Psalm LXXXII. v. 3. ubi Magistratus vocantur Dii, sed in detestanda jam degenerarunt 199 tyranni. Thi denne alt for store opkrævning eller udpresning, hvormed velbyrdige, rige - hvis sådanne findes - og fattige, præster og de hellige embeders foresatte, kort sagt alle indbyggere i det israelitiske rige uden forskel plages, med tilføjelse af enten denne opdigtede fornuftsgrund eller undskyldning, at det drejer sig om alles beskyttelse og værn, udsletter, tilintetgør, udrydder al kærlighed til Israels konge i undersåtternes sjæle; thi da kong Jeroboam hellere vil frygtes end elskes, idet souverænitetens grime bliver lagt over undersåtternes læber, at de ikke enten skal vove at mukke eller kny mod den tyranniske herre eller dennes ulovlige måde at herske på. Heraf kommer det, at undersåtterne, eftersom kongen ikke kan herske over samvittigheden, udgyder lunkne bønner, der bliver hængende ved læbernes yderste fibre, for kongen og kongehuset, og som ikke vælder frem fra hjerternes inderste lønkamre.

Thesis XIV.

Vi har nu set (ikke tilbedt), men nedstyrtet, bestyrket af Elias' ånd, Jeroboams borgerlige afgudsbilleder, som dyrkes af kongen selv. Der står nu tilbage, at vi nøje betragter de kongelige ministres, nærmeste rådgiveres, kancellisternes, skatmestrenes, rentemestrenes, højkommissærernes, feltherrenes og hærførernes, sekretærernes, højesterets- og herredsdommernes og i lige måde slotsfogedernes eller birkefogedernes, borgmestrenes, rådmændenes, toldernes, skrivernes, statholdernes afgudsbilleder, med hvilket navn de end benævnes.

Thesis XV.

Alle disse afgudsbilleder er indbyrdes forbundet med et vist fælles bånd, visselig ved havesyges, ond lists, svigagtigheds, overmods, smudsig vindesyges, andre lasters lænke, som fordømmes i 2. Mosebog XVIII, vers 21 og Salme LXXXII, vers 3, hvor øvrighederne kaldes guder, men nu er udartet til afskyelige afgudsbilleder, hvorom Salme CXV, 200 Idola, de quibus Psalm: CXV. v: 5 Idolis hisce Majorum gentium succedunt et alia minorum gentium, videlicet: Ambitio pectore, ore, gestibus, vestibus declarata abominatio pietatis, tanquam Rationi Status adversæ; adulteria; et alienarum uxorum contrectationes; concubinatus; pellicatus; libidines vagæ; scortationes pro ludo et joco habitæ; monopolia; ut et alienarum hæreditatum indulta Diplomate fraudulenter impetrata; rapinæ; fraudes; imposturæ; judiciæ et testimonia falsa, et si quæ sint plura millies millena millia. Hinc fit, ut Jura vendantur, Ecclesiæ venum exponantur (renitente etiam Rege, imo frusta mortem minitante), munera civilia, bellica, sacra Auctioni et Hastæ publicæ subjiciantur. Venia datur corvis, vexat censura columbas. Aurô venalia jura, templa, Sacerdotes.

Thesis XVI.

Pergimus ad Idola Bellica, eaque numerô ferè carentia, ita ut iis duntaxat numerandis nos vix agnoscamus pares. Horresco referens nefandam Imperatorum bellicorum perfidiam, truculentam Ducum militarium, Chiliarcharum, Præfectorum Imposturam, quippe qui alieni Regis pecuniis, et aurô exotico corrupti, non sine perjurio et gravi conscientiæ damno exercitus integros hosti prodiderunt, Castella ac castra fidei ac tutelæ suæ commissa inimicis dediderunt, Regionem vel nativi Regis, vel quam justis ille repetiit armis, flammis, incendiis, dereptionibus, ac cædibus longe truculentius, quam ipsi hostes devastarunt et solo æquarunt; opportunum tempus pugnandi neglexerunt, et negligenter defluere siverunt; hosti claustris angustiarum incluso elabendi rimam et occasionem aperuerunt: clandestina sed 201 vers 5. Efter disse afgudsbilleder hos de store folk følger også andre hos mindre folk, nemlig ærgerrighed i bryst, mund, klæder, erklæret afsky for fromhed, som modstander af statsfornuften, ægteskabsbrud og beføling af andres hustruer, medhustruforhold, konkubineforhold, løse forbindelser, skørlevned, der anses for leg og spøg, monopoler, såvel som bevillinger på andres arv, der bedragerisk er opnået ved dokument, røverier, svig, bedragerier, falske domme og vidnesbyrd, og der skal så sandt være flere tusinde gange tusinder tusindfold. Heraf kommer det, at rettigheder sælges, kirker stilles til salg (selv om også kongen gør modstand, ja snarere forgæves truer med døden), borgerlige, militære, kirkelige embeder underkastes offentlig auktion og bortsalg. Man giver ravnen tilgivelse, den plager duerne med censur. Rettigheder, kirker og præster er til fals for Gud.

Thesis XVI.

Vi går videre til krigens afgudsbilleder, og de savner næsten tal, således at vi næppe kan erkende os jævnbyrdige til blot at opregne dem. Jeg gyser, når jeg beretter om den afskyelige uredelighed hos krigens feltherrer, hærførernes, obersternes, statholdernes grove bedrageri, som jo - bestukket af en fremmed konges penge og fremmed guld - ikke uden mened og alvorlig samvittighedskval har forrådt hele hære til fjenden, overgivet fjenden de forskansninger og borge, der var overladt til deres troskab og beskyttelse; de har langt grummere end selve fjenderne hærget og jævnet den egn med jorden, som enten tilhører landets konge, eller som han har genvundet med retfærdige våben, med bål, ildspåsættelser, udplyndringer og drab; de har forsømt det gunstige tidspunkt for kamp og forsømmeligt tilladt det at glide bort; de har åbnet en revne og adgang for fjenden til at slippe bort, da de var indesluttet bag snævringernes spærringer. De har haft hemmelige, 202
nefaria literarum commercia ultrò citroque cum hoste habuerunt: Regiones occuparunt, non hostes, sed boves et opes abstulerunt: in stataria pugna seu conflictu militari agminum cornua ita confuderunt, ut sinistrum cornu cum sinistra fortuna et infelici Marte conflictari coactum sit: hosti insulam clam invadendi copiam fecerunt, Ducibus interim de Supremitate Domini rixantibus, donec superveniens aliquis Philippus non sine ingenti strage litem dirimeret, et cum sanguine deponeret. Consiliarii militares prava ac perversa suggesserunt Consilia, ut vel protraheretur militandi tempus, vel divideretur Exercitus, parte aliqua in medium hostium agmen immissâ et internecioni datâ, vel ut civitas plusquam munitissima infelici oppugnatione (ponte fractô) attentaretur, vel denique Emporium aliquod Christiani alicujus Regis justo commeatu ac refrumentaria non instrueretur. In quibus omnibus et ejus furfuris sexcentis aliis imprudentissimarum mentium consiliis frigidis ac ineptis, Sapientissimi (ut haberi volunt,) Deliberatores Bellici à mascula rusticorum plebe, bellum vel pertransennam illustrante, cum risu exploduntur, exsibilantur, et æternis diris devoventur. Obscurim præterea nemini est eadem Idola bellica ab insidiis Regi, totique Patriæ struendis non abstinuisse, quin potius universum flagitiorum genus in bello exercuisse, impunitate tamen à plus quam indulgentissimo Rege adhibitâ. Sed quosnam, quæso, frùctùs sperabimus alios ex proditoribus hisce nefariis, impune, quicquid volunt, commitentibus, quam Pacem pernitiosam, luctuosam, foedam, et foedatam, Patriam insuper laceratam, et in suis, si non cineribus, certè suspiriis anhelantem, vagientem, et in extremo agone constitùtam, ut mirer, vel Justitiam ipsam de Coelo non demittere ignem in scelestos istos Proditores, et perniciosos Patriæ insidiatores, qui tot malorum et infortuniorum fabri et Auctores exsistunt, vel Terram faucibus apertis flagitiosos 203
men skændige brevvekslinger frem og tilbage med fjenden. De har erobret egne, de har ikke bortført fjender, men okser og forråd; under stillestående kamp eller det militære sammenstød har de forvirret hærenes fløje, således at venstre fløj blev tvunget til at kæmpe med en ulykkelig skæbne og uheldig krigslykke. De har skaffet fjenden lejlighed til hemmeligt at trænge ud på øen, medens anførerne i mellemtiden stredes om overkommandoen, indtil en eller anden overraskende Filip ikke uden et umådeligt nederlag bilagde striden og bragte den til ophør med blod. De militære rådgivere har udtænkt dårlige og ødelæggende planer om, at enten skulle tidspunktet for kamp trækkes ud eller hæren deles, idet en del blev sendt ind midt i fjendernes slagorden og prisgivet nedhugning, eller at en såre velbefæstet stad skulle angribes med et ulykkeligt anfald (broen blev afbrudt), eller endelig at en eller anden markedsplads under en eller anden kristen konge ikke skulle forsynes med rimelig proviant og korn. Med hensyn til alt dette og denne slyngels 600 andre kolde og tåbelige planer tilhørende de mest ukloge sind udpibes, udles de alvise (som de gerne vil regnes) krigsrådgivere med klapsalver af en mand af bondestanden, der forklarer krigen eller snaren, og ofres til evige forbandelser. Desuden er det ikke dunkelt for nogen, at samme krigsafgudsbilleder ikke har afholdt sig fra at anstifte baghold mod kongen og hele fædrelandet, nej, tværtimod snarere har udøvet alle slags skændsler i krigen, og dog lod den mere end såre langmodige konge dem forblive ustraffet. Men - beder jeg - kan vi håbe på nogen andre frugter fra disse skændige forrædere, der ustraffet begår, hvad hvad de vil, end ødelæggende, sørgelig, hæslig og besudlet fred, desuden et sønderrevet fædreland, som - til visse - stønner under sine suk, om ikke sin aske, skriger og er stedt i den yderste pine, så at jeg undrer mig over, at enten ikke selve retfærdigheden sender ild fra himmelen mod disse forbryderiske forrædere og fædrelandets ødelæggende banditter, som har smedet og været ophav til så mange onder og ulykker, eller ikke jorden med åbne svælg nedstyrter og optager disse skændige bedragere i sig. Men der er en fornuftig forklaring på rede hånd på, hvorfor hverken himmelen eller jorden tager hævn over dem, eftersom nemlig kandidaterne fra underverdenen 204 istos Impostores non deglutire et absorbere. Sed in promptu ratio est, cur nec Coelum, nec Terra de iis vindictam sumant, quia scilicet nec in Coelo nec in Terra locum obtinere merentur Stygis et Inferni Candidati. Manet interim verum vicinorum nostrorum Danorum Proverbium:

Mand Henger op de Tiufve smaa,
Med Fred lâr mand de store gaa.

Thesis XVII.

Exstat et aliud Idolum plus quam execrandum per publicam omnium querelam famosissimum, nimia scilicet Jeroboami Indulgentia in plectendis Principibus ac Ducibus bellicis proditionis apertæ convictis, nulla vel disciplinæ militaris, vel periclitantis Patriæ habitâ ratione. Milites gregarii ob delictum aliquod leviculum, vel etiam ob efflagitatum stipendium (quod primipili et Centuriones furtivis manibus ad se rapuerunt) suspendio et morte mulctantur, Duces maximi et medioxumi, qui integras turmas exercituum internecioni dedunt, qui proditiones nefarias mille mortibus dignas committunt, ob affinitatem, assentatorum, eorundemque apud Regem Jeroboamum interpositas precum fallacias pronuntiantur [innocui], integri vitæ scelerisque puri, levi fortè mùlctâ onusti.

Thesis XVIII.

Hac ratione proditur Patriæ Proditio à Proditorum affinibus (post longas Collegiorum deliberationes, Jeroboamo exorato, et blanditiis assentantium irretito) fuco occulitur, excusatur, extenuatur, et tandem plenissime condonatur, leviculâ quadam Proditori irrogatâ poenâ, quod scilicet intra pomoeria Prædii sui sese in posterum debeat continere, nec ad Aulam Jeroboami, nisi vocatus, accedere. Egregiam certè poenam! qua perditissimo Proditori ansa 205 og helvede hverken fortjener en plads i himmelen eller på jorden. Imidlertid forbliver vore danske naboers ordsprog sandt:

Man hænger op de tyve små,
Med fred lader man de store gå.

Thesis XVII.

Der er også et andet afgudsbillede, som bør forbandes mere, såre berømt ved alles offentlige klage, nemlig Jeroboams alt for store eftergivenhed over for strafværdige fyrster og hærførere, der er overbeviste om åbent forræderi, idet der enten ikke findes nogen form for krigstugt eller fare for fædrelandet. De menige soldater straffes med hængning og død for en eller anden ubetydelig forseelse eller også for krav om sold (fordi sergenter og underofficerer har stjålet den med tyvehænder). De største og mellemstørste hærførere, som overgiver hele afdelinger af hærene til nedhugning, som begår skændige forræderier, værdige til tusind dødsdomme, erklæres på grund af smigrernes nære forbindelse og deres bønners bedrageriske mellemkomst for uskyldige, renlivede, skyldfri, muligvis bebyrdet med en ubetydelig plet.

Thesis XVIII.

På denne måde proklameres, skjules med forstillelse, undskyldes, afsvækkes og eftergives omsider fuldstændigt forræderiet mod fædrelandet af forrædernes svogre (efter lange overvejelser i kollegierne, efter at Jeroboam er anråbt og indfanget af smigrernes smiger), når en forræder bliver ikendt en let straf, nemlig at han for eftertiden skal opholde sig inden for sit gods' grænser og ikke begive sig til Jeroboams hof, undtagen når han bliver tilkaldt. Til visse en udmærket straf! Hvilken anledning gives der for en såre ryggesløs forræder 206 datur mero ventrique indulgendi, atque insidiosissimum corpus per omnigenas delicias vel luxus ad mortem usque conficiendi. Interim calamitosissima et luctuosissima Patria à latronibus hisce foedissimis, fratribus Societatis Incendiariæ la Brosse miserrime laceratur, infamatur, exsugitur, spoliatur, enervatur, evacuatur. Attendite Coeli, vindicate, plectite, punite perjuros hosce Proditores, clandestinos perduelles, amaras Patriæ Radices extirpate! Audite, quæso Superi, Pietatem ingemiscentem; lugete proscriptam in æternum exsilium Justitiam; dolete / extorrem Prudentiam, lamentamini Candorem evanidum, et acerbis deflete lacrymis Bonorum Expilationem, totius denique agonizantis Patriæ (licet tacitè subrepentem) Eversionem. Poenitet certè, pudet, piget, tædet, Infernalibus hisce Furiis et ab Orco ipso provocatis Idolis ad Clavum et Gubernaculum Regni Jeroboami sedentibus amplius genuà flectere, iisque vel enumerandis vel taxandis diutius immorari! Quid? Audio hic Idolum Avaritiæ et Δωροϕαγίας rem et causam suam hoc modô tutandam suscipere, quod Adoratores hujus Idoli prætendant se propiis Stipendiis privatos, minusque exactionibus et impositis Tributis coactos, ut munera Sacra, Civilia, Bellica sollicitantibus vendant. Sed nos hanc Controversiam non faciemus nostram, rem proinde in medio relinquimus dicto Paulinô moniti: Non facienda sunt mala, ut eveniant bona. Rom: III. v: 8.

Thesis XIX.

Pedem jam promovemus ad Idola Jeroboami OEconomica seu Domestica, quæ varia sunt, sed præcipuè Violatio foederis Conjugalis, adulteriis et vagis libidinibus corporis et animi Contaminatio, qua DEUS ad implacabilen iram excitatur, Rex Ipse Jeroboamus semet ac universam Domum Regnatricem infandâ labe infecit, Patriam extremo discrimini exposuit, hostibus superandis haud quaquam, 207 til at hengive sig til drik og frådseri og svække sit såre rænkefulde legeme med alle slags lækkerier og luksus indtil døden. I mellemtiden sønderrives, bringes i vanry, udsuges, plyndres, svækkes, udtømmes det såre ulykkelige og hjemsøgte fædreland af disse højst hæslige røvere, brødre af brandstifterselskabet de la Brosse på den mest ynkelige måde. Giv agt, o himmel, hævn, straf, gengæld disse troløse forrædere, hemmelige fjender, udryd fædrelandets bitre rødder! Hør, beder jeg, I himmelske guder, den sukkende fromhed, sørg over retfærdigheden, der er fordømt til evig landflygtighed, føl smerte over den landflygtige klogskab, sørg over den svindende oprigtighed, og begræd med bitre tårer de godes udplyndring og endelig ødelæggelsen af hele det kæmpende fædreland (omend tavst smigrende). Til visse ærgrer jeg mig, skammer mig, viser fortrydelse og væmmelse ved yderligere at bøje knæ for disse helvedes plageånder og afgudsbilleder, fremlokket fra selve underverdenen, som sidder ved Jeroboams riges ror og styrepind, og i lang tid dvæle ved enten at opregne eller vurdere dem! Hvad? Jeg hører her, at afgudsbilledet for havesyge og lyst til gaver på denne måde påtager sig at beskytte forholdet og sin sag, fordi tilbederne af dette afgudsbillede foregiver, at de er berøvet eget underhold og tvunget til alt for store krav og pålagte skatter til at sælge gejstlige, borgerlige, militære embeder til dem, der byder. Men vi vil ikke afgøre denne vor trætte, vi lader derfor vor sag uafgjort, påmindet af det paulinske ord: Man skal ikke gøre ondt, for at der kan komme godt deraf. Romerbrevet III, vers 8.

Thesis XIX.

Nu flytter vi vor fod til Jeroboams økonomiske eller hjemlige afgudsbilleder, som er forskelligartede, men især krænkelse af ægteskabsbåndet, besmittelse af legeme og sjæl med hor og løse forbindelser, hvorved Gud ægges til uforsonlig vrede. Kong Jeroboam selv har fordærvet sig og hele kongehuset med en afskyelig plet, udsat fædrelandet for den yderste fare, da han næppe er på højde med eller i stand til at overvinde fjenderne, efterson hæren naturligvis på grund af den art 208 par aut sufficiens, Exercitu nimirum ob id genus flagitia, diris quasi devotô. Hinc fit, ut multarum Litaniarum et Supplicationum publicarum promulgationes juxta Literam (non Spiritum) severius injunctæ DEO minimè placeant, quippe qui cultu delectatur mundo, et immaculato: Jacob: 1. v: 27. non tamen é Templo in Lupanar se subducere Principe dignum censetur. Exemplum gravissimi in Principem adulterum supplicii exstat Num. XXV. v: 8. 14.

Thesis XX.

Pergimus denique ad Idola Jeroboami in Bethel collocata, hoc est Ecclesiastica, quæ Ecclesiam DEI valdè infestant. Sunt autem hæc Idola: Pontifices et Rabbini Judæorum, quorum quam plurimi sunt tepidi; nonulli avari et δωροϕάγοι non DEO ministrantes, Ministrisque Regiis non secus ac Parasiti et Palpones dolosi, qui caudam vulpinam ad cujusvis non modo sensum sed etiam vultum et nutum vibrare norunt. Duplicia autem heic ostendimus Idola, Vocationis, et Administrationis. Papæ, Pontifices Israelis, sepositâ Ecclesiarum cura et custodiâ, quæ potissima ipsorum officii pars est, in novam nobilitatis formam ac metamorphosin mutati, alienis, ut Cornix Æsopi, gloriantur plumis, Magistratus Titulam sibi falsò arrogantes contra monitum CHRISTI Luc: XXII. v: 25. 26. quasi non idem esset Jure Divino Præsbyter et Episcopus. Unde quæso Diversitas Graduum [existit] Ordine Ecclesiastico? Audi Hieronymum in Cap: I ad Tit: Antequam, inquit, Diaboli instinctu, dissidia, in Religione, fierent, communi Præsbyterorum consilio Ecclesiæ gubernabantur; postquam verò unusquisque eos, quos baptizaverat, suos spectabat esse, non CHRISTI; in toto orbe decretum est, ut unus ex Præsbyteris electus superponeretur cæteris, ad quem omnis Ecclesiæ cura pertinebat, ut Schismatum semina 209 skændsler så at sige er hengiven til forbandelser. Heraf kommer det, at bekendtgørelser om mange offentlige litanier og bønner, der strengt er pålagt efter bogstaven (ikke efter ånden!) på ingen måde behager Gud, da han jo glæder sig over en ren og uplettet tjeneste, Jakobs Brev 1, vers 27. Det anses dog ikke for fyrsten værdigt at liste sig bort fra kirken til bordellet. Et eksempel på alvorlig straf mod en usædelig fyrste er 4. Mosebog XXV, vers 8. 14.

Thesis XX.

Vi fortsætter endelig til Jeroboams afgudsbilleder, anbragt i Bethel, d.v.s. de kirkelige, som meget truer Guds kirke. Men der er følgende afgudsbilleder: Bisper og jødernes rabbinere, hvoraf de fleste er lunkne, nogle havesyge og griske efter foræringer, og som ikke tjener Gud og ikke de kongelige ministre anderledes end snyltegæster og rænkefulde smigrere, som forstår at logre med rævehalen ikke blot efter enhvers tanke, men også efter mine og nik. Men her påviser vi dobbelte afgudsbilleder, kaldets og forvaltningens. Paverne, Israels biskopper, er under tilsidesættelse af omsorgen for og værnet af kirkerne, som er den betydeligste del af deres embede, blevet forandret til den nye fornemheds form og skikkelse og praler med fremmede fjer som Æsops krage, idet de i modstrid med Kristi påmindelse - Lukas XXII, vers 25. 26 - fejlagtigt tilegner sig øvrigheds titel, som om ikke præst og biskop var den samme over for Guds ret. Hvorfra - beder jeg - kommer de forskellige grader i den gejstlige stand? Hør Hieronymus i kap. 1 vedrørende emnet: Førend, siger han, der ved djævelens indgivelse kom stridigheder i religionen, styredes kirkerne af præsternes fælles råd; men efter at enhver anså dem, som han havde døbt, for at være sine egne, ikke Kristi, blev det bestemt på hele jorden, at én udvalgt blandt præsterne skulle sættes over de øvrige, til hvem enhver omsorg for kirken hørte, for at adsplittelsernes sæd kunne fjernes. Altså mere ifølge tradition end i kraft af en bestemmelse af den sande Herre er biskopperne de største blandt præsterne. Såvidt Hieronymus. Hvad 210 tollerentur. Consuetudine ergo magis, quam Dominicæ veritatis dispositione Præsbyteris majores sunt Episcopi. Hæc Hyeronymus. Quid hic concluditur aliud quam Episcopum non ad Principatum et Dominium esse vocatum, sed ad servitutem Ecclesiæ, ut loquitur Origines Homil: 7. Esai. Sed Pontifices nostri, jam nobiles, spurii ϰενοδοξίας, flatu et fastu fascinati, ϰαταϰυρ[ι]εύουσι τῶν ϰλήρων, 1. Petr: [IV]. v: 3. Verè non nemo: Superbus Theologus est Soboles Antichristi, item Omnis superbus Theologus est Hæreticus, si non de facto, tamen de jure. Episcopi nostri miseros Pastores sibi subjectos, qui nec splendidæ consanquinitatis, nec amplissimæ affinitatis vinculo cuiquam sunt adstricti, justo Gravius affligunt, exhauriunt, atque præter jus et æquum, impositis Tributis evacuant, pessundant, saltem ut Jeroboamo et ejus Ministris adulentur, et propria impleant marsupia. Quæritur inter Doctores Ecclesiasticos, quidnam causæ fuerit, Notitiæ tam familiaris inter Pontificem Caipham et Johannem Evangelistam? Hic enim in Aulam Pontificis intromissus est Petro ante ostium præstolante? Nonnulli hanc causam afferunt, quod Johannes à Patre sæpius ad Caipham cum piscibus missus ei postmodum innotuerit, et dilectus fuerit. Hinc Poeta Salmonensis:

Ipse licet venias Musis comitatus Homere,
Si nihil attuleris, ibis, Homere, foras.

Φιλαργυρίας flammis incensi Pontifices nostri, pusiones quosdam et persollas, ignorantiæ fratres, literis commendatitiis ita armant, ut jurares eos omnem Sapientiæ penum deglutisse, ac literarum cognitione æque plenos esse ac vaccam, nucibus myristicis, cum tamen ἀμαϑεῖς et ἀστήρ[ι]ϰτοι isti, Ludimagistrorum ferulæ vix subducti functiones Pastorales audacter ambire, et Pontificium συστατιϰῶς nisi tandem obtinere, haud erubescant. Conf.: 2 Cor: III.

211

sluttes heraf andet end, at biskoppen ikke er kaldet til lederskab og herredømme, men til tjeneste i kirken, således som Origines siger i Homilierne 7. Esaias. Men vore biskopper, nu velbyrdige, uægte, fulde af forfængelig ærgerrighed, forheksede af opblæsthed og hovmod, behersker gejstligheden, 1. Peters Brev IV, vers 3. En overmodig teolog er Antikrists afkom, fremdeles er enhver overmodig teolog en kætter, om ikke faktisk, så dog efter retten. Vore biskopper hjemsøger de ulykkelige præster, der er underkastet dem, og som hverken er knyttet til nogen ved et prægtigt slægtsskabs eller såre anseligt svogerskabs bånd, alvorligere end retfærdigt, udplyndrer og udsuger og ødelægger dem hinsides ret og billighed med pålagte skatter, i det mindste for at de kan krybe for Jeroboam og hans ministre og fylde deres egne punge. Blandt gejstlige doktorer spørger man om, hvad grunden mon kan være til så nært et bekendtskab mellem biskoppen Kaifas og evangelisten Johannes? Thi blev denne indført i biskoppens gård, mens Peder ventede foran porten? Nogle fremfører denne grund, at Johannes, der oftere blev sendt til Kaifas med fisk af sin fader, senere er blevet bekendt med ham og er blevet ham kær. Heraf den salmonensiske digter:

Skønt Du selv, Homer, skal komme, ledsaget af muserne
Hvis du intet bringer hid, skal du gå ud, Homer.

Optændte af havesygens flammer, bevæbner vore biskopper nogle knægte og karrikaturer, uvidenhedens brødre, med anbefalingsbreve, således at man ville sværge på, at de havde nedsvælget al visdoms forråd og var lige så fulde af boglig viden som en ko af tamarisknødder, når dog visse uvidende, der næppe er underlagt skolelærernes ferler, næppe rødmer ved dumdristigt at stræbe efter præstegerningen og omsider kun opnå det biskoppelige, jf. 2. Cor. III, vers 1, 2. Peters Brev, 212
v: 1., 2. Pet: 3. v: 16. Grandia hinc redundant ad Pontifices pecuniarum aucupia, et numeros blandientium Amicorum plaustra. Quid dicam de Corvis istis Papalibus, Famulis nimirum Pontificum, qui ubique largò et effuso si non dotentur proemio, neminem vel ad alloquium ipsorum Pontificum volunt admittere, vel quemlibet etiam innocuum Pastorem frigidis et morosis petulantissimæ linguæ cavillationibus apud Dominum ita deferunt, ut ad Pontificem intromissus non nisi maledictis, convitiis, et minis durissimis excipiatur, contra monitum Apostoli 2 Tim: 2. v. 24. Conf: Tit: v: 7. Sic vapido astutam servant sub pectore vulpem Vulpeculæ istæ vaferrimæ, artificium prædis et rapinis inhiandi ab annosis vulpibus edoctæ. Cum Pontifex Caiphas et reliqui Capituli pedarii CHRISTUM capitis damnarent, accessit protinus Famulus Pontificis scelestissimus, qui CHRISTO innocenti colaphum inflixit, satis durum ratus, se hac assentatiuncula gratiam Domini aucupaturum. Verè Syracides Cap: X. v: 2. Secundum Judicem populi, sic et ministri ejus Conf: Prov: XXIX v: 12. Vestigia Superbiæ, Ambitionis, Arrogantiæ, et Fraudulentiæ undique apparent tum in Episcopis ipsis, tum in Famulis Episcoporum, sive spectes verba, sive victum et amictum: pomposos et speciosos, quibus non satis honorari possunt, titulos, omnia supercilioso animi fastu plena, adeô ut in typos seculares, typosque Philautiæ vanissimos mutati Pastores gregis Dominici non aliter habeant ac περιϰαϑάρματα et περιψήματα Commodis Ecclesiæ et Visitationibus anniversariis non invigilant, sed veluti Agricolæ larvas et terriculamenta in frugibus et agris ad abigendas aves erigunt et exponunt, ita hi Pastorum Strigiles ac Ministrorum flagella, ceu Clerico-Mastiges se Ecclesiarum ac Ministrorum terriculamenta venditant et turgidi pronuntiant. Sed detrahite Vulpeculæ pellem ovinam, ut interius latitans Lupus in lucem protractus 213
III, vers 16. Herfra flyder der stort pengeudbytte til biskopperne og talrige læs af smigrende venner. Hvad skal jeg sige om disse pavelige ravne, naturligvis biskoppernes svende, som overalt, hvis de ikke forsynes med en rigelig og ødsel belønning, ikke vil indlade nogen enten til samtale med disse biskopper eller overgiver en hvilken som helst uskyldig præst til kold og lunefuld spot i det mest vovede sprog hos herren, således at han, når han bliver indladt hos biskoppen, kun modtages med forbandelser, spot og de hårdeste trusler i modstrid med apostlens påmindelse, 2. Brev til Timotheus II, vers 24, jf. Paulus' Brev til Titus I, vers 7. Således bevarer disse såre fiffige ræve en klog ræv i det skimlede bryst, opdragede af de bedagede ræve til kunsten at hige efter bytte og rov. Da ypperstepræsten Kaifas og de øvrige yngre i kapitlet domfældte Kristus på livet, kom bispens mest forbryderiske tjener dernæst, som tildelte den uskyldige Kristus et næveslag, tilstrækkelig hårdt, idet han mente, at han ved dette lille smigreri ville tilrive sig herrens nåde. Med rette Syracides kap. X, vers 2. Som folkets dommer, således også hans tjenere, jf. Ordsprogene XXIX, vers 12. Spor af overmod, ærgerrighed, hovmod og svigagtighed viser sig overalt såvel hos disse bisper som hos bispernes tjenere, hvad enten man ser på ord eller levemåde og klædedragt; pragtfulde og smukke titler, hvormed de ikke kan æres nok, alt fuldt af en sjælens alvorlige hovmod i den grad, at hyrderne for Herrens hjord, der er forandret til verdslige figurer og Philautias mest tomme typer, ikke forholder sig anderledes end skarn og smuds. De drager ikke omsorg for kirkens tarv og de årlige visitatser, men rejser og opstiller ligesom landmændene masker og skræmsler i kornet og på markerne for at forjage fuglene, således tilbyder disse præsternes strigler og tjenernes piske eller klerikale svøber sig som kirkernes og tjenernes skræmsler og forkynder det med svulst. Men træk nu fåreskindet af ræven, at den ulv, der skjuler sig der indenfor, kan blive trukket frem i lyset og træde frem. Hvad gør - beder jeg - disse pavelige tilsynsførende - nu højbyrdige - det være sagt i en god stund? Hvad tænker de på? Hvad pønser de på til Guds ære og kirkens fordel? Mon de holder hyppige forsamlinger? Kun begravelsesforsamlinger, når en sum penge er talt op. Mon de udgiver 214 prodeat. Quid, quæso, agunt, Papales isti Inspectores, præfiscine jam nobiles? quid meditantur? quid moliuntur ad DEI Gloriam et Ecclesiæ commodum? Annon Conciones habent crebras? non nisi funerales, numeratâ argenti Summa. An libros edunt? non libros, sed liberos Parentum simias, ut ne ovum ovo similius. An Sacra Biblia doctis Commentariis exponunt? neutiquam, sed studio χρυσοπι[ί]ας intenti Politicam et Practicam Chemiam assidui volvunt. Jeroboamo et ejus Ministris prætera inserviunt,/ seu durissimi Tributorum Sacrorum, Exactores: Ventri ac somno dediti insignes Cutinam Hydropicos coacervant ventres ϰαϰὰ ϑηρία γ[α]στ[έ]ρες ἀργαὶ À Chiragra tamen immunes, porrige modo uxori Ducatos mille, et persentisces satis rapaces eam gestare manus. Sed tempus est, ut Idolis istis muntium remittamus. etc:

Thesis XXI.

Post Examen Pontificum examinemus jam Rabbinos in Regno Jeroboamo, *dolgoeO* Præfectos Synagogæ magnæ, dictos aliter Sandhedrin, Gymnosophistas, Druidas, Professores, qui ante laudatis Pontificibus in omni vitiorum colluvie ex amussim ὁμόψηϕοι exsistunt. Quibus, obsecro studiis occupati tenentur hi boni viri? Respondeo ἀπροσωπολήπτως Annuas Disputationes nunquam habent, quippe quas æterno Ostracismo mulctarunt, et ceu venenum præsentaneum ad extremas Indiæ oras proscripserunt: Publicas frequenter negligunt Prælectiones: Nulla aperiunt Collegia: Collegia: Juventuti Studiosæ nec consiliis, nec auxiliis, nec ulla ope succurrunt, sed vice versâ miseros Cives horrendarum Legum Idolis gestandis aggravant, Ambitionis, Avaratiæ, ac Arrogantiæ tumore et fastu omnes etiam profanissimos Politicos longis post se relinquunt parasangis, ut verear, nec ilia rumpantur tumidis Aularum simiis. Non in libris (uno tamen vel altero saniore excepto, ut Rabbi 215 bøger? Ikke bøger, men børn, efterligninger af forældrene, for at ægget ikke skal være mere lig ægget. Mon de fremstiller den hellige Bibel med lærde kommentarer? Ingenlunde, men de er optaget af iveren efter at lave guld og overvejer vedvarende politik og praktisk kemi. Desuden er de Jeroboam og hans ministre til tjeneste eller meget hårde opkrævere af de kirkelige skatter. Da de er hengivne til mad og søvn, opbygger de fortræffelige maver (gid de var vattersottige), slette vilddyr, dovne maver. De er dog fri for gigt, ræk blot hustruen 1000 dukater, og du vil føle, at tilstrækkelig begærlige hænder griber dem. Men det er tid, at vi siger os løs fra disse afgudsbilleder o.s.v.

Thesis XXI.

Lad os nu efter undersøgelsen af biskopperne undersøge rabbinerne i Jeroboams rige, forstanderne for den store synagoge, også kaldet Sandhedrin, brahminerne, druiderne, professorerne, som på stribe er enige med de foran lovpriste biskopper i hele det kaos af laster. Jeg beder jer, af hvilke studier er disse gode mænd optaget? Jeg svarer uden persons anseelse. De holder aldrig årlige disputatser, som de jo har straffet med evig ostrakisme og ligesom hurtigvirkende gift har landsforvist til Indiens fjerneste kyster. De forsømmer hyppigt de offentlige forelæsninger. De åbner ingen kollegier. De kommer ikke den studerende ungdom til hjælp hverken med råd eller dåd eller nogen indflydelse, men plager omvendt de ulykkelige borgere med skrækkelige loves afgudsbilleder, som skal tilbedes. De lader ligeledes alle de mest verdslige politikere bag sig med lange parasanger, hvad angår ærgerrigheds og havesyges og hovmods opblæsthed og stolthed, så at jeg frygter, at maverne sprænges på disse opblæste hofaber. Efter biskoppernes skik anstrenger de sig ikke med at gøre bøger, men børn (dog undtaget en eller anden mere fornuftig som Rabbi Juda Hakadosch 216 Juda Hakadosch, et Rabbi Levi Ben Gerson) sed in liberis conficiendis more Pontificum desudant, ad quod naturæ opus si vel propriæ vires non suffecerint, vel Radix Satyrionis perditas restaurare non voluerit, certè tamen non defuturi sunt Collegæ, Parastatæ, σύνεργοι, Coadjutores et symmistæ in Cathedra domestica clandestinas suppetias allaturi.

Thesis XXII.

Sed do Instantiam: Nonne Rabbini Studiosos in Consistorio judicant, mulctant, increpant, carceri mancipant? Nonne Attestationes rudioribus vendunt, ac Dimissiones habent venales? Nonne Cives gladio (quô tamen agonizantem patriam defendere satagerunt) satis fastuosè exuunt? Nonne ob πολυπραγμοσύνην vacuis relictis Rostris Academicis in Comitia et Politica Idola avolant? Nonne cibo putrido et corrupto miserorum Civium ventriculos in Communitate (ut vocant) effarciendos curant, aurô OEconomi ipsi corrupti? Hinc cum variis morborum generibus conflictari coguntur miseri Studiosi: Nonne Titulos Academicos deponere gestiunt, et adscititios quosdam alios Politicam dignitatem olentes eligere amant? Resp: Concedo totum Argumentum! Tuum autem est, Lector, lugere, Prophetas in mulos esse conversos, Angelos lucis per Stygiam Metamorphosin in larvatas Sathanæ formas non tam esse transformatos, quam transsubstantiatos. Monitos itaque velim omnes ac singulos, ut ad meliorem frugem redacti prius resipiscant, quam illuxerit extremus mundi flammis exurendi.

FINIS.

217

og Rabbi Levi Ben Gerson), til hvilket naturligt arbejde de, hvis enten egne kræfter ikke slår til, eller gøgeurtens rod ikke vil genoprette de tabte, til visse ikke vil savne kolleger, assistenter, medhjælpere, koadjutorer og medpræster, som kan bringe hemmelig hjælp på den hjemlige talerstol.

Thesis XXII.

Men jeg tilføjer en indvending: Mon ikke rabbinerne i konsistorium dømmer, straffer, håner, kaster de studerende i fængsel? Mon ikke de sælger attestatser til de dumme og har dimissioner til fals? Mon ikke de tilstrækkelig hovmodigt berøver de akademiske borgere kården (hvormed de dog ivrigt har været sysselsat med at forsvare det sukkende fædreland)? Mon ikke de af nyfigenhed flyver til forsamlinger og politiske afgudsbilleder og efterlader de akademiske talerstole tomme? Mon ikke disse økonomer, der er bestukket med guld, med skiden og fordærvet føde sørger for de ulykkelige akademiske borgeres maver, der skal mættes i kommunitetet (som de kalder det)? Herved tvinges de ulykkelige studenter til at kæmpe med forskellige slags sygdomme. Mon ikke de ønsker at aflægge de akademiske titler og elsker at udvælge nogle andre fremmedartede, der lugter af politisk værdighed? Jeg svarer: Jeg opgiver hele beviset! Men det tilkommer dig, læser, at sørge over, at profeter er blevet forvandlet til æsler, at lysets engle ved underverdenens forvandling ikke så meget er blevet omformet som omskabt til Satans masker og skikkelser. Derfor kunne jeg ønske alle og enhver påmindet om, at de skal komme til fornuft, ført tilbage på en bedre vej, førend han lyser op som den sidste af den verden, der skal brændes op i flammer.

SLUT.

218

COROLLARIA.

I.

Imperium nostrum Patrium, seu Suecicum inter reliqua Christian! Orbis Regna excellit, ceu inter ignes Luna minores ob 4 Regii Throni Fulcra: 1 Candidam Pietatem. 2. Invictam Fortitudinem. 3. Solidam Prudentiam pacis bellique tempore monstratam. 4. Intemeratam in Subditos probitatem, Ministrorumque Regiorum Civilium pariter ac militarium fidem, innocentiam, candorem, fortitudinem ac prudentiam.

II.

Optime Regnum administratur, ubi Princeps fuerit Bonus Theologus, Practicus, saltem Catecheticus, similiter et insignis Politicus et Juridicus Practicus, necnon castus et laudabilis OEconomus, seu Paterfamilias Practicus.

III.

Indigenas atque ingenuos Patriæ Cives sive Nobiles, sive Ignobiles, sicuti dignos et bene meritos se præstiterint, exteris et adventitiis semper præferat Princeps. Exoticis autem Agyrtis ne locum quidem in Patria concedat, neve Regni Honores, Privilegia, Munia, Opes, Arces, Dignitates, aut Amorem Regium ipsis attribui permittat.

IV.

Tempore Pacis masticam Rusticorum Prolem arma gestare et tractare, signa sequi, ordines servare, in cornua discurrere, prudens docebit Princeps, eo autem animo, si prohibuerit plebem sclopos usurpare (quod nos Sueci non solemus) ne lepores et feras, delitiis ac gulæ Magnatum inservituras devastent ac abigant, quid aliud est, quam corda futurorum militum in leporina transformare? quo enim plures inter venandum in Regno tuo obvios habueris lepores, eò in

219

TILFØJELSER.

I.

Vort fædrene eller svenske rige udmærker sig blandt de øvrige riger på den kristne jord ligesom månen blandt de mindre luer på grund af fire støtter for den kongelige trone: 1. uskyldig fromhed. 2. Uovervindelig tapperhed. 3. Grundfæstet klogskab, lagt for dagen i fredsog krigstid. 4. Uforfærdet retskaffenhed mod de undergivne og trofasthed, uskyldighed, redelighed, tapperhed og klogskab hos de kongelige ministre, borgerlige og i lige måde militære.

II.

Riget forvaltes bedst, hvor fyrsten er en god teolog, i det mindste en praktisk kateket, på samme måde også en udmærket politiker og praktisk jurist samt en uegennyttig og rosværdig økonom eller praktisk familiefader.

III.

Fyrsten foretrækker altid fædrelandets indfødte og skarpsindige borgere, hvad enten de er adelige eller uadelige, således som de har vist sig værdige og velfortjente, frem for de udenlandske og fremmede. Men han tilstår ikke engang fremmede bedragere et sted i fædrelandet, og han tillader heller ikke, at der tildeles dem rigets æresbevisninger, privilegier, embeder, forråd, borge, værdigheder eller kongelig kærlighed.

IV.