PRINCIPPER FOR TEKSTREDAKTIONEN
✂ Det wormske forfatterskabs nære tilknytning til Kingos har bevirket, at det lige fra begyndelsen har været meningen at lægge Worm-udgaven så tæt op ad Kingo-udgaven som muligt, såvel i henseende til udstyr, indretning og typografi som til redaktionsprincipper. Det har dog ikke kunnet undgås, at der under arbejdet er blevet afveget fra denne målsætning på forskellig måde, idet forfatterskabets egenart og dårlige overlevering gjorde sig mærkbart gældende; for disse afvigelser vil der blive gjort rede i den følgende oversigt; af største betydning for helhedspræget af udgaven er det, at man har set sig nødsaget til at afstå fra at bringe variantapparatet under teksten ligesom i Kingo-udgaven; det vil i stedet blive bragt bag i bogen.
✂ Forfatterskabets særart og de deraf følgende særlige forhold til tidens myndigheder har været årsagen til, at der kun findes yderst lidt autentisk materiale bevaret. To rimede supplicationer findes i original i procesakterne, to ærevers til kongen eksisterer ligeledes i original. To af digtene findes bevaret i samtidige tryk; det ene er supplicationen fra 1677 (nr. 34), der foreligger i et særtryk, der er hæftet ind i et af de ældste håndskrifter; det er sandsynligvis et sådant tryk, som blev sendt kongen tillige med en prosaansøgning; også digtet »Jesu Klagemål« (nr. 29) fra oktober 1680 må efter alt at dømme være udgivet direkte på Worms egen foranledning. Derimod er trykket af »Ammernes kontrafej« (nr. 69) først fra ca. 1700 og er i øvrigt af meget ringe kvalitet. I Rigsarkivet findes i nogle aktstykker henhørende til forundersøgelserne imod Worm to helt samtidige afskrifter, af nr. 18 (»Visio Abrahamstrupensis«) og af en Worm tillagt tekst (»Bedesedlen«), men der er i begge tilfælde tale om ringe og sekundære former.
✂ Hele Worms øvrige produktion er udelukkende overleveret i afskrifter og afskrifters afskrifter i flere led; flertallet af disse afskrifter er af relativ ung dato, efter 1720, hvilket forklarer at disse tekster ofte er af ret ringe kvalitet; afskriverne har som regel ikke været i stand til at forstå XVIII Worms hentydninger. Det har derfor været af allerstørste betydning for teksttilrettelæggelsen at finde frem til gamle og pålidelige håndskrifter, helst samtidige med Worm, idet disses afskrivere i kraft af deres samtidighed har haft en større mulighed for at forstå alle Worms underfundigheder end de yngre afskrivere; disse samtidige håndskrifter, der desværre er såre få, er overalt, hvor det overhovedet har kunnet forsvares, lagt til grund for udgivelsen, specielt for de satiriske skrifters vedkommende.
✂ Den sekundære overlevering i forbindelse med forfatterskabets påtvungne anonymitet har endvidere bevirket, at afskriverne hurtigt er kommet i vildrede med, hvad der egentligt var Worms, og hvad der var andre satirikeres (f. eks. Mathias Worms, Hans Nordrups og J. N. Bachs) arbejder; i de yngre håndskrifter optræder en lang række værker, der enten ikke findes i de ældste håndskrifter eller i disse anføres under andre forfatternavne, under Jacob Worms navn, således at man henimod det attende århundredes midte næsten var kommet så vidt, at navnet Worm nærmest synes at have været et begreb, en genrebetegnelse: den personlige, politiske satire. Sikre kriterier for bestemmelsen af det wormske forfatterskabs omfang haves ikke, men enkelte pejlepunkter findes dog; værst er man stillet med de ikke-satiriske værker, der i yngre håndskrifter også tillægges Worm.
✂ I bind II følger en nøje gennemgang af de enkelte håndskrifters art og indhold med angivelse af deres Wormdigte og disses kvalitet; endvidere vil dette bind komme til at indeholde en detailleret kommentar til de enkelte tekster.
✂ Punktkommentaren til hver tekst vil blive indledt af en drøftelse af de grunde, der taler for, at den pågældende tekst er af Worm. I bind III vil der i det biografiske afsnit komme en mere almen oversigt over forfatterskabets omfang og de kriterier, der i almindelighed er anvendt ved afgrænsningen af stoffet.
✂ På grund af den store usikkerhed ved afgrænsningen bringer udgaven et udvalg af disse tvivlsomme tekster.
✂ Ved teksttilrettelæggelsen har det været opgaven at gengive kilderne så fuldstændigt og nøjagtigt som muligt; udgaven skulle kunne anvendes til filologiske formål. Dog skal følgende forhold udtrykkeligt fremholdes:
✂ I. Typografi. Den gotiske skrift i såvel håndskrifter som tryk er overalt gengivet ved antikva, mens håndskrifternes og trykkenes brug af antikva, XIX blandt andet i fremmedord og navne, gengives med kursiv. Titelbladet til Worms eneste trykte pjece (nr. 29) bringes i facsimile, det samme gælder overskriften til supplikken fra 1677 (nr. 34). Så vidt muligt følges håndskrifternes opstilling i titlerne, dog har liniebrud ikke helt kunnet undgås; i enkelte tilfælde har det været nødvendigt at foretage en helt ny og klarere opstilling; ved ganske enkelte tekster er titlerne indsat af udgiverne; dette præciseres i variantapparatet.
✂ II. Ortografi. Selv om det meste af materialet kun er overleveret i forskellige afskriveres afskrifter, er der ikke gjort forsøg på en ortografisk normalisering på grundlag af Worms originale breve og aktstykker; alle teksterne i udgaven er gengivet nøjagtigt efter det pågældende tekstgrundlag, som nævnes i variantapparatet; forkortelserne, såvel i de danske som i de latinske tekster, er normalt opløst uden markering, da det overalt drejer sig om tidens gængse tegn. Også brugen af stort og lille bogstav følger tekstgrundlagene; i enkelte håndskrifter er det vanskeligt at afgøre skriverens intention, og her har et personligt skøn måttet råde; det samme gælder om ordsammenskrivninger, idet det ikke altid er klart, om skriverne har skrevet et sammensat ord som to ord eller som et; også her har et personligt skøn måttet træffe afgørelsen. Enkelte håndskrifter anvender store bogstaver inde i ordene, hvilket ikke er gengivet i udgaven.
✂ III. Interpunktion. Håndskrifternes vilkårlige tegnsætning følges som hovedregel. Der er ingen steder foretaget rettelser, uden at de er anført i variantapparatet; et forsøg på en normalisering efter moderne regler ville uvægerligt påtvinge læserne en fast tolkning og derved vanskeliggøre nye kombinationer. I punktkommentaren i bind II vil udgiveren i vanskelige tilfælde foreslå interpunktionsændringer og begrunde disse. - Den eneste ændring i forhold til håndskrifterne er, at tegnet /: :/ gengives ved ( ).
✂ IV. Rettelser. Da de ældste afskrifter gang på gang har overbevist udgiveren om, at deres skrivere har haft en bedre førstehåndsviden om den baggrund, på hvilken satirerne er blevet til, end et nutidsmenneske kan have, har det været udgavens hovedsynspunkt, at der burde rettes så lidt som muligt; selv uforståelige steder bør henstå uforståelige, mens forskellige tolkninger og forslag til rettelser må henvises til kommentaren. Ingen tekstudgave kan dog helt undgå at foretage rettelser, og i følgende tilfælde er XX der i nærværende udgave rettet: 1) åbenlyse tryk- eller skrivefejl er rettet, imod behørig omtale i variantapparatet; 2) rettelser i håndskrifterne med samme hånd er som regel fulgt, hvorimod rettelser foretaget af andre hænder ikke er medtaget, heller ikke i variantapparatet, idet sådanne rettelser normalt bygger på andre kendte håndskrifter; 3) udgiveren har haft princippet om lectio difficilior in mente, og enkelte rettelser er foretaget i overensstemmelse hermed, dog kun hvor en sådan rettelse har kunnet begrundes også ad anden vej; 4) egentlige udgiver-konjekturer er yderst sjældne; som ovenfor nævnt har udgiveren gennemgående foretrukket at lade endnu ufortolkede steder stå som en slags spore til læsere med en større historisk specialviden; men i enkelte tilfælde har det dog været rimeligst at rette, f.eks. i de tilfælde, hvor afskriverne ikke har forstået hentydninger, som let nu kan forklares ad historisk vej (detailler i Griffenfelds biografi, detailler fra den skånske krig o.s.v.). - I overensstemmelse med hovedsynet på forholdet mellem de ældste afskrivere og de omhandlede begivenheder har det været mit konsekvente princip at prøve på at følge den foreliggende tekst så langt som overhovedet muligt, da man må antage, at skriverne må have tænkt sig noget med deres formulering, og at man ikke kan kassere den, før alt er prøvet med hensyn til at opfatte denne mening i teksten; konjekturer i teksten og i kommentarbindet bygger først og fremmest på de ældste håndskrifter og på studium af de historiske begivenheder og af de implicerede personers bibliografi.
✂ De rettelser, der er foretaget i udgaven, er anbragt i [] , og i variantapparatet findes oplysninger om tekstgrundlagets form og om den håndskriftlige baggrund for den indførte rettelse; endvidere vil de øvrige varianter til stedet bringes fuldstændigt.
✂ V. Variantapparatet. Udgavens udgangspunkt var, at Worms specielle digtning med talrige ofte helt uigennemskuelige hentydninger krævede, at hele håndskriftsmængdens variantmasse blev medtaget. Under mit Islandsophold blev hele variantapparatet færdigredigeret ud fra dette princip. Ved arbejdets afslutning stod det dog klart, at Worm-overleveringens store omfang og slette kvalitet ville gøre denne fremgangsmåde for bekostelig og samtidig for lidet givende for læserne, idet væsentlige varianter fra samtlige håndskrifter ville drukne i et hav af ligegyldigheder fra det store flertal XXI af unge håndskrifter, hvori afskriverne af simpel uvidenhed omdigtede steder, der var uforståelige for dem, til meningsfyldte, men banale og forkerte passager. Såfremt man ville undgå, at de værdifulde varianter fra håndskrifterne før 1700 skulle forsvinde i mængden, måtte man finde et nyt redaktionsprincip eller bringe variantapparatet tvedelt: en A-del med de ældste og delvis samtidige varianter, og en B-del med hele det øvrige materiale; denne sidste udvej, der ville have været den videnskabeligt korrekteste, ville dog blive urimelig bekostelig, idet A-delens varianter alle eller næsten alle også findes i den øvrige håndskriftmængde, hvad der ville have resulteret i, at man måtte have trykt A-delens varianter også i B-delen. Efter indgående drøftelser med udgavens første filologiske tilsynsførende, professor Diderichsen, enedes man om, at udgaven skulle nøjes med at bringe et rimeligt variantudvalg helt efter Kingo-udgavens principper; imidlertid viste en ny prøveredaktion, at heller ikke dette var tilfredsstillende, hvorfor nogle supplerende regler blev formuleret, af hvilke den vigtigste omtales udførligt nedenfor under punkt 3.
✂ Apparatet er normalt kun negativt; i tilfælde af rettelser i teksten imod hovedhåndskriftet anføres dette håndskrifts form i apparatet med udtrykkelig angivelse af de håndskrifter, der følger det. Da variantapparatet kun bringer et udvalg, har jeg anset det for korrektest at anvende et tegn * i apparatet til præcisering af, at der findes andre ikke medtagne varianter, således at læseren ikke vildledes til at tro, at A automatisk støttes af f.eks. B, C, D, når en variant anføres fra E-H.
✂ Specielt bemærkes:
✂ 1) Varianter fra håndskrifter, der efter alt at dømme tør formodes at bygge på andre, kendte tekstkilder, udelades.
✂ 2) Varianter, der er utvivlsomme forvanskninger (indsættelse af banale vendinger for sjældne udtryk, omdigtninger af passager hvis satiriske sigte skriveren ikke har kunnet opfatte, navneforvanskninger etc.), udelades; undtaget herfra er dog de tilfælde, hvor den samlede overlevering er usikker, eller hvor udgiveren endnu ikke har fundet frem til satirens sigte; i sådanne tilfælde medtages samtlige varianter.
✂ 3) Hvis en variant kun optræder i ét håndskrift eller i én håndskriftsgruppe udelades den normalt, hvis den da ikke på en eller anden måde frembyder XXII noget af interesse. Fra denne regel er dog foretaget en vigtig undtagelse af ret stort omfang: mange varianter optræder kun i én håndskriftgruppe, er med til at konstituere gruppen som gruppe; af den slags gruppe-varianter medtages et skønsomt udvalg, således at det umiddelbart af selve apparatet kan fremgå, hvad der binder en gruppe sammen. I signaturfortegnelsen bag i bogen er der henvist til disse konstituerende varianter. Dette skulle øge læserens muligheder for at forstå signaturerne rigtigt.
✂ 4) Som følge af tidens helt tilfældige interpunktionsvane anføres interpunktionsvarianter ikke.
✂ 5) Rene ortografiske eller grammatikalske varianter, specielt typer som est/er, maa/mon, men/mens, kun/ikkun, rigens/rigets o.s.v. anføres ikke; ved sammensætninger gælder det, at de forskellige variantmuligheder ikke anføres, f.eks. naadsens-, naadens-, naade- eller naadig. I prosatekster medtages varianter som mod/imod, udi/i, etc. ikke; i digte kun, hvor grundteksten har en forkert rytmisk form, der har krævet en af disse normalt udeladte varianter indført; fordelingen angives da på normal vis i apparatet.
✂ 6) Ordstillingsvarianter medtages som hovedregel ikke.
✂ Står en variant, der af forskellige grunde skønnes at burde medtages, i rimstilling eller på anden måde således, at den trækker andre varianter med sig af de typer, som ifølge ovennævnte bør udelades, medtages disse dog.
✂ VI. Forfatterangivelse. Hele problemkomplekset behandles i bind II; det ville være utilstrækkeligt her i variantapparatet at meddele, om en opskrift af digtet direkte er forsynet med angivelse af Worm som forfatter; de mange håndskrifter, der udelukkende indeholder Worm-digte, har normalt ikke sådanne oplysninger ved hver tekst; endvidere må man tage hensyn til, at i de mange blandingshåndskrifter finder man forfatterangivelsen i indholdsfortegnelsen.
✂ VII. Tekstgrundlaget. Allerforrest i variantapparatet anføres i hvert enkelt tilfælde, hvilken tekst der er lagt til grund for trykket; håndskriftets sidetal anføres i venstre margin.
✂ VIII. Versetæller og linietæller. Ved de ustrofiske digte er der gennemført en fortløbende versetælling; ved strofiske digte anføres hverken verseeller linietæller. Prosaiske tekster er forsynet med fortløbende linietæller.
XXIII✂ Til slut skal det nævnes, at ikke alle håndskrifter har været til disposition under arbejdet; enkelte nyfund er også sket, efter at det egentlige arbejde med varianterne var afsluttet. I begge disse tilfælde har det af rent udgivelsesmæssige grunde været praktisk at undlade at indarbejde disse nytilkomne varianter i apparatet; de vil i fornødent omfang blive bragt i kommentarbindet.