4.

I fredstid vil den kloge fyrste lære bøndernes mandkøn at bruge våben, at følge hærtegn, at holde rækkerne, at fordele sig til fløjene. Men at have den ide at undgå og forbyde, at almuen har og erhverver sig bøsser (hvad vi svenskere ikke plejer at gøre), for at de ikke skal fortære og i lige måde ødelægge harer og vilde dyr, som skal tjene stormændenes fornøjelser og frådseri, er at omforme de fremtidige soldaters hjerter til harehjerter. Thi jo flere harer man har mødt under jagten i dit rige, des flere haresoldater skal man føre frem til slag, frygtsomme eller uvidende. Derfor skal vi berede os til krig i fredstid, for at vi ikke uforberedte skal modtage fjenden, der uventet dukker op, og for at vi ikke altid skal bruge fremmede soldater, som man næppe kan stole på. Derfor foretrækker vi svenskere altid vore hjemlige landbosønner, der altid er våbenvante, for de udenlandske, belærte af naboernes nederlag.