Winther, Christian Poetiske Skrifter

b
c

📖 DANMARKS
NATIONALLITTERATUR

PAA HOLBERGSELSKABETS VEGNE
UDGIVET VED HANS BRIX - SOPH. MICHAËLIS
OG CARL S. PETERSEN UNDER REDAKTION AF POUL TUXEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI KØBENHAVN 1929

d
e

CHR. WINTHER

📖 POETISKE SKRIFTER

UDGIVNE AF
OLUF FRIIS

III

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI KØBENHAVN 1929

f
I

INDLEDNING

Det kan til Forstaaelsen af det egenartede ved en Digters Kunst ofte være lærerigt at iagttage den i et Øjeblik, hvor den ikke fuldt er lykkedes.

Der tænkes hermed ikke paa de Tilfælde, hvor Digterens Fantasi har arbejdet uden stærkt indre Pres, spillende paa gammel Rutine. Winthers Digtning frembyder adskilligt af den Slags, alt det, som med Fordel kan skydes til Side i et Udvalg af hans Skrifter.

Men der tænkes hermed paa de Tilfælde, hvor der trods Digterens levende Inspiration viser sig Brist i det mere tekniske, i Kompositionsformen. Winther, der havde saa sikkert et Kendskab til sit Haandværks Virkemidler og paa en Prik kendte sin egen digteriske Begavelses Grænser, gør sig ikke skyldig i Misgreb af den Art. En Undtagelse danner Versfortællingen »Annette«.

Det er aabenbart, at Kompositionen i »Annette« er gaaet i Stykker for Winther under Udarbejdelsen af de enkelte Sange. Det har oprindelig været Meningen, at Læseren skulde indvies i Annettes Kærlighedshistorie gennem de »Sange«, som hendes Mand synger for hende, da de sidder sammen i deres hyggelige, lune Stue, og hvori han kalder Erindringsbillederne frem i hendes Bevidsthed: deres første Møde paa Agentens Skovbal, hans Besøg i hendes Hjem, II Bryllupet og Rejsen til deres nye Hjem o. s. v. Men Winther glemmer den oprindelige Situation og lader »Sangene« naa frem helt til de Begivenheder, der fører til Hjemmets Opløsning og Mandens Flugt. Digtet opløser sig i Virkeligheden i en Række fritstaaende Genrebilleder.

Dette Forhold kaster Lys over Arten af Winthers poetiske Fortællinger. Den egentlige Historie, som den skulde oprulles i den sammenhængende Handling er helt dækket af Billedrækken. Derfor er den »nøgne« Historie oftest kun af ringe Interesse i sig selv, i »De to Cousiner« en romantisk udsmykket Forførelseshistorie, i »Bægeret« Skildringen af den obligate erotiske Trekant, bestaaende af Hustruen, uskyldigkoket, Manden, tragisk-jaloux, og Vennen, naturligvis en Kunstner. Derfor angriber det heller ikke Originaliteten af de Wintherske Digte, at argumentum er laant andre Steder fra, ofte fra litterære Kilder. Originaliteten viser sig hos Winther i Blikket for det laante Stofs Momenter til Situationer. Nogle nødtørftige Linjer i en gammel Slægtbog bliver til de farveglade Billeder i »Ringens Indskrivt«; en Anekdote om den franske Troubadour Rambaut af Vaqueires bliver til Digtet »Sangerens Lykke«; over en Anekdote fra Bombardementet i 1807 dannes »En Novelle«.

Genrebilledet, den Grundenhed, som vi i Indledningerne til de to tidligere Bind har fundet i Winthers Lyrik og Romancer, er saa dominerende ogsaa i de poetiske Fortællinger, at det i sig selv kan bære det hele Digt, selvom den sammenknyttende Traad brister, som i »Annette«,

Men naturligvis skades i et saadant Tilfælde Helhedsvirkningen. Winther er derfor omhyggelig for at binde en fast Handlingstraad. Han er som en Perletrækker, der omsorgsfuldt knytter Traaden fra Billede til Billede. Først derved bliver hans Digte til Smykker, hvori de enkelte Dele faar forhøjet Glans, livligere Farvespil og en dybere Betydning ved at være indfattet i en større Sammenhæng. Winthers Fortællinger er som Brudstykker af hele Livsskik III dringer. Idet Læseren lader Billedrækken glide forbi sig, er hans Tanke travlt optaget, som Skytten i en Væv, med at forbinde Traadene og danne Grundmønstret.

Det er denne Tilknytning til en større Handlingsmekanisme, der giver Winthers Fortællinger en anden Karakter end hans egentlige Romancer og lyriske Digte, uden at det derfor i alle Tilfælde er muligt skarpt at optrække Genrenes Grænsemærker. Romancer som »Ridder Kalv« og »Kongen og Skipperen« kunde godt indgaa iblandt Fortællingerne ved Siden af Digte som »Sangerens Lykke«, »Jægerens Brud« og »Alfernes Pleiesøn«. Omvendt har Digte som »Kongens Skygge« og »Kong Saul og Sangeren« saa lidt af fremadskridende Handlingsudvikling, at de kunde kaldes lyrisk-beskrivende Digte. I det sidste, der med sin magtfulde, overskuende Billedvirkning hører til Winthers faa Digte i den store Stil, er det vel Versformens og Foredragets reciterende Takt, der har ladet Winther anbringe det mellem Fortællingerne.

Som en kyndig Perletrækker forstaar Winther ogsaa den Kunst at skjule den sammenholdende Traad. Det er en Hovedlov i hans kunstneriske Teknik, at der overlades saa meget som muligt til Læseren selv, der derved stadigt holdes i Aande, aldrig faar Lov til at kede sig. Bevidst udnytter Winther her den suggestive Magt, som ligger i det dunkle, halvt sagte, den Interessestigning, som følger med det antydede. Det er et Farligt Kunstkneb, der hos Winther f. Eks. i Afsnit af »De to Cousiner« er drevet ud i Maner.

Winther har maattet høre mange Bemærkninger og Spørgsmaal i Anledning af det mystiske Brev i »Annette«, der drager saa skæbnesvangre Følger efter sig. Han erklærede, at det kun er Filisteri at ville kræve Oplysning om, hvad der overskærer Par= rets Lykke. Da han blev spurgt, om man ikke med Grund kunde søge at finde Forklaringen i det Sagn, der fortælles under Kanefarten, svarede han: »der skulde slet ikke være fortalt Noget.« Der eksisterer IV i Winthers Fortællinger ikke noget hvad eller hvor for, men kun et saaledes. Det er ikke blot den ydre Handling: det der sker, men ogsaa den indre, psykologiske Handling, der i Winthers Fortællinger er underforstaaet. Man kunde kalde Winthers Digtning - som den ældre Kunst i det hele - for Plan-Kunst i Modsætning til vor Tids Perspektiv-Kunst. Hvad en moderne Læser ofte savner hos Winther - især for Eftertanken - det er denne Dybde i den psykologiske Skildring, der tilvejebringes ved, at vi indføres i de Forudsætninger, hvoraf Personernes Sjæleliv opstaar, følger Karaktererne blive til.

De Wintherske Flade-Billeder udmærker sig trods deres skitseagtige, let henkastede Karakter ved en overordentlig Tydelighed og Anskuelighed. Winther opfatter vel ikke Situationen egentlig malerisk, saaledes som Aarestrup, men snarere hvad man kunde kalde plastisk, naar man derved ikke forstaar noget skulpturelt>monumentalt, men noget bevæget. Læs »Tordenveiret om Natten« i »Annette«, et af Winthers ypperste Genrebilleder. De egentlige Farveord er kun faa, og dog virker hele Skildringen med en Anskuelighed, som om den var malet. Her er ingen Beskrivelser af Interieuret, og dog har vi en tydelig Fornemmelse af hele Værelset. Winther lader os opdage Tingene, efterhaanden som de kommer i Forhold til de optrædende Personer. Omvendt har alle de ydre Detailler i Billedet en Virkning indad i det sjælelige til Personernes Stemning og Følelse. Der fremkommer derved hos Winther i »Fladen« et mærkeligt Liv.

Eller læs f. Eks. den anden Sang af »De to Cousiner« med Billedet af de to Kvinder, der venter paa Udfaldet af Duellen. Scenen er fuld af dramatisk Liv, og dog efterlader den et samlet, fast Indtryk som af et Synsbillede. Men Følelsen, vor vakte Sympati, bliver ikke staaende ved dette Øjebliksbillede, den tvinger Tanken til at følge de antydede Handlingstraade og samle dem, vi synes bag det, vi V ser oprulle sig for vore Øjne, at ane de to Kvinders Historier. Billedet faar en egen Illusion af Dybde.

En stor Gruppe af Winthers poetiske Fortællinger har Form af Romancecyklusser. Det er saadanne Digtninge som »Alfens Brud«, »De to Cousiner«, »Annette«, »Sangerens Lykke« og »Bægeret«.

I sin enkleste Form møder vi Typen i »Sangerens Lykke«. Ligesom Aarestrups »Tidlig Skilsmisse« bestaar Digtet af tre Afdelinger, der hver for sig danner et Billede. Ingen forklarende og sammenkædende Overgangsstrofer har været nødvendige. De enkelte Afsnit er behandlet som selvstændige Helheder, markerede ved ligeartede Begyndelseslinjer. Igennem hele Digtet er anvendt samme Strofeform. Denne Grundtype genfindes i alle de nævnte Digtninge, kun i mere udvidede Former, og i »Annette« med skiftende Strofeform fra Sang til Sang, saaledes som Oehlenschläger genialt havde skabt Genren med »Helge«. I sin Alderdom efterdigtede Winther Oehlenschläger s Romancecyklus i »Verner og Malin«, men i sin Ungdom skabte han med »Annette« et moderne Sidestykke dertil.

Vanskeligheden ved denne Kunstform ligger i Undgaaelsen af Versmelodiens Monotoni i de smaa lyriske Strofeformer, i Regelen, som sagt, den samme gennem hele Digtet. Winther har ikke altid undgaaet den Fare. Især mærkes Ensformigheden i Ab derdomsdigtningen, hvor Versfortællingerne mageligt breder sig. De gammelkendte, letløbende Melodier førte ofte Pennen afsted, og det hele gik som af sig selv. Men paa Højdepunkterne af sin Digtning har Winther ikke blot undgaaet Kunstformens Fare, men fuldt udnyttet dens særlige Fordele.

Winther har først og fremmest respekteret det Krav om Korthed, som ligger i selve Strofeformen. Det er paa dette Punkt, at en moderne Fornyer af Genren, Valdemar Rørdam med »Gudrun Dyre«, har forsyndet sig i de episk f beskriv ende Partier. Man mærker, at Genren i Mellemtiden har passeret gennem den realistiske Romanlitteratur. Den er blevet VI stikkende deri. Rørdam udmaler bredt, med alle Mellemled. Trivialiteten sejrer ofte over Poesien. Winther bruger Skitsens antydende, suggestive Streg.

Hertil kommer yderligere, at den lyriske Strofeform i sig selv understøtter den Stemningsbaggrtmd, der hos Winther giver Genrebilledet dets indre Liv.

Endelig formaar Winther indenfor sine Strofers korte Tonerække at frembringe en Rigdom af Modulationer. Winther har ikke Oehlenschlägers ynglende Opfindsomhed til at skabe nye Vers og Strofeformer, men han har en mærkelig Lydhørhed, ved Hjælp af hvilken han kan bøje det en Gang skabte i nye Variationer. Hvor Oehlenschläger anslaar Grundakkorden, finder Winther Mellemtonerne frem.

Digtet »De to Cousiner« er skrevet i en Versform, der skematisk skander et er Folkevisestrofen:

Ei langt fra Hovedstadens Muur
Ved Landeveien, inde
Hvor Graner om en stille Plads
En Tornekrone vinde,

Der mødes Vogne, Mænd til Hest,
Indsvøbt i Kapper lange;
Knap dæmrer Lys i Østen svagt,
End slumre Lærkens Sange.

Winther har smidiggjort Strofen. Man kan bogstaveligtalt se, hvorledes dens faste Støberande, som Oehlenschläger lod staa, er blevet brudt, saaledes at Linje er blevet bøjet ind i Linje, ja Strofe i Strofe, det hele smeltet sammen til en sammenhængende fri Talerytme. I Winthers Haand bliver de korte lyriske Strofer den Versform, der frigør Foredraget, og som derfor betinger Digtenes hele bevægede Karakter.

Læser man et Par Digte som »Ringens Indskrivt« og »I et romersk Osterie« mærker man straks, at disse er af en helt anden Type end Fortællingerne i Romanceform og skønt vidt forskellige af Indhold og i den beskrivende Stil alligevel har noget fælles. Læseren glemmer ikke et Øjeblik, at her VII fortælles der. I Stedet for Romance-Digtenes lyriske Strofer møder vi her den firfodede Jambe, oftest med mandlig Udgang og parvis rimet, saa enkel og fast som muligt, hele Digtet eet fortsat Stræk. Det svævende, glidende er erstattet af en taktfast skridtende Gang, der efterhaanden fører os igennem Beretningen:

Hun fik Jep Muus. - Saa koldt og stivt
Paa guult Papir, med snørklet Skrivt
I gamle Slægtebog det staaer
Blandt Navne fra henrundne Aar,
o. s. v.

Denne Gangtakt genfindes i en stor Gruppe af Winthers Digte, de, som i egentligste Forstand kan kaldes Fortællinger. Den konstituerer saa at sige den poetiske Fortælling, selvom den varieres efter Indholdets Karakter. I Digte som »Maanen og dens Moder« og »Den Fattige og den Rige« er Fortælletonen lempet efter Folkeeventyrets djærve, haandfaste Komik, medens den i »Fragmenter af Reinekes Memoirer« (trykt i Andet Bind), der er Gendigtning ger efter den gamle Folkebog, trods en bred Gemytlighed dog har faaet en skarpere Pointering, der skyldes den moderne Satire, som Winther har indlagt i sine Fabler.

I Digte som »Ringens Indskrivt«, »En Novelle« og »En Lykkelig«, hvor Stilen er rigt smykket og Indholdet stærkt stemningsbetonet, ofte lidenskabeligt, hæver den rolige Gangtakt sig til Flugt. »I et romersk Osterie« har endelig sin helt individuelle Takt, nonchalant-slentrende, men dog fast.

Digtene i den sidstnævnte Afdeling udgør Winthers moderne Fortællinger. Noget direkte litterært Forbillede for disse kan neppe paavises. Længst ude er det Byrons »tales«, men Winther kan have tilegnet sig den moderne Stil saa mange Steder fra. Danske Sidestykker til Winthers finder man i Paludan Müllers »Byronske« Fortællinger som »Zuleimas Flugt«, »Beatrice« og »Vestalinden«. Baade i »En No? VIII velle« og i »Vestalinden« meddeles Forhistorien i Form af Drømmebilleder. Især Winthers Digt kunde synes at røbe Paavirkning fra Byrons »The dream«, som Poul Møller havde oversat allerede i 1820'erne.

I »Ringens Indskrivt« kan man studere Winthers moderne Stil i dens Tilblivelse. Stoffet til Digtet er en historisk Anekdote, der tilspidser sig næsten med ordsprogsagtig Fynd: Arte dig Kobbernagle, du ligger udi Guld lagt Det er altsaa et Raastof af lignende Art som til »Ridder Kalv« og »Vaabendragerens Eed« (begge Digte trykt i Første Bind), men i disse behandlet naivt indfølende paa Oehlenschlägersk Vis. I 1835 former Winther Stoffet paa en helt anden Maade, nu skal det være moderne. Digteren søger ikke at gøre Fortiden umiddelbart levende for Læseren. Han markerer Afstanden mellem før og nu ved stadigt selv at gøre sig bemærket. Saaledes bevæger Skildringen sig ofte frem gennem Spørgsmaal:

Hvo rider gjennem Skoven der
I Purpurskjørt, med hvide Fjer?

Paludan-Müller bruger ofte samme Metode, man sammenligne f. Eks. »Ringens Indskrivt« med »Beatrice«. Til de ovenfor citerede Linjer svarer:

Hvo træder paa Altanen ud?
Er det en Brudgom med sin Brud?

Eller til Paludan-Müllers: »Hvo er han? Ridder Albas Søn«, svarer Winthers »Hvo var han vel? En Mand han var o. s. v.«

Men Digteren gør sig endnu mere bemærket, hvor han »kommenterer« sin Helts skæbnesvangre Handling. I »Beatrice« f. Eks. følgende:

Hvad veied Heltedaad og Navn
Mod Fryd i Beatrices Favn?
Hvad spurgtes om Gemalens Ret?
Hvad om Grev Manfreds Byrd og Æt,
Naar et forelsket Øiekast
I Skjønheds Arme holdt ham fast?

IX

Hovedbegivenheden i sit Digt, Drabet paa Jep Muus, indleder Winther med nogle respektløse, næsten lapsede Refleksioner:

Til Lise for sin syge Sjel
Slog Holger Munk Jep Muus ihjel.
Hans Paaskud? Veed jeg det? Hvad Lag
Mon ligger paa saa simpel Sag?
Hvor let kan ei en Cavalier
Faae Ram til slig en Daad, og meer?
En Spore, stødt imod en Taa, -
Et Smiil, man strax ei kan forstaae,
Et Ord, et Nysen eller Nik
Var tidt som grusomt Sylestik
I den saa kildne Æresprik!
Een har maaskee en hoven Kind,
Saa Munden trækker sig lidt vind;
En Anden holder det for Spot,
En skjæv Mund huer ham ei godt,
Han troer, det myntet er paa ham,
I Blod han tvætte vil den Skam.

Det er Stilen fra Byrons ironiske Heltedigte og fra »Beppo«, der her saa overraskende dukker op midt i det ellers alvorlige Digt. Refleksionerne staar uformidlet med Indholdet.

Forfatterbemærkningerne kan endelig løsrive sig fra Teksten og blive hele selvstændigt formede Indskud. Se f. Eks. Indledningen til femte Afsnit om Flugten ud i Naturen bort fra Verdens Tant eller Refleksionerne i »En Novelle« om Taaren, om Glemsel og om Erindring. De reflekterende Indskud faar dog aldrig den Betydning som i Paludan-Müllers Digtning.

Winthers maleriske Stil i »Ringens Indskrivt« kan man studere i Indledningsbilledet af Jagten.

Winthers Billede af Kirsten Thott som Jægerinde har de nordiske Renæssanceepopeer hos Oehlenschläger og Tegner som sproglige Forudsætninger og direkte Forbilleder.

Det er Oehlenschläger, der i nordisk Digtning har givet Motivet dets maleriske Grundkvalitet med Billedet af Dronning Oluf i den Sang af »Helge«, som hedder »Jagten«. Oehlenschläger maler Dronning X Oluf for os, idet hun efter Badet ifører sig sin Dragt:

Paa hendes trinde Lænder blev Silkebrogen ført,
De Kløverblads Støvler over Anklerne snørt,
Derover svulmet Benet saa deiligt og saa rundt,
Da blussed hende Kinderne med Blodet saa sundt.

Et tunget Skjørt til Knæet de lette Folder slog,
En Hat af Fløil hun sorte hun paa sit Hoved tog,
De tre violblaa Fiære høit gynged paa den Hat;
Staalbuler over Brystet med Stene besat.

Et Kastespyd hun hæved, saa blinkende, saa langt;
Et lidet Sværd ved Siden, saa bredt og saa blankt.
Hun sad, som en Valkyrie, med Blikket høit og stolt,
Og Brystet under Bulerne for Elskov saa koldt.

Efter Oehlenschläger - og rimeligvis tilskyndet af ham - har Tegner i »Frithiofs Saga« (Sangen »Frithiofs Frestelse«) indføjet en Jagtscene, hvori han maler Ingeborg til Hest:

Se, der kommer jagtens drottning! Arme Frithiof, se ej dit!
Som en stjerna på en vårsky sitter hon på gångarn hvit,
hälften Freja, hälften Rota, skönare an bägge två,
och från lätta purpur hattan vaja högt de fjädrar blå.

Se ej på de ögons himmel, se ej på de lockars gull!
Akta dig, det lif är smidigt, akta dig den barm är full!
Blicka ej på ros och lilja, skiftande på hennes kind,
hör ej på den kära stämman, sugande som vårens vind.

Det er muligt, at Oehlenschläger har digtet sin Jagtscene i Helge med Tanken paa Motivets Behandling i det klassiske Epos hos Virgil i Aeneidens fjerde Sang, af hvilken Schiller havde givet en fri Oversættelse. Oehlenschläger yndede paa den Maade at digte med klassisk Forbillede som Grundtegning. Men selve Billedet af Dronning Oluf har ingen Træk fra Virgils Dido, der er iført tyrisk Overklædning, smykket med broget Søm, gyldent Net bundet i Haaret, et Kogger fuldt af Pile hængende paa Ryggen o. s .v. Oehlenschläger har malet sin Jægerdronning i Billedet af en nordisk Valkyrie. Udgangspunkttet herfor er selve den historiske Kilde for Helge, XI Hrolf Krakes Saga i Björners »Kämpadater«, hvori det hedder om Oluf: »hon for med skiold och brynja, war omgiordad med swärd, och en hiälm hade hon på hufwudet.« Sin Forestilling om en Valkyrie havde Oehlenschläger først faaet dannet af Ewalds »Balder hin Gode« og af Kobberet deri med de tre Valkyrier. Herfra stammer de vejende Fjer paa Hjelmen (Hatten) og Kastespydet, maaske ogsaa Brystspændet, der dog er en almindelig Detaille i nordisk Kostume. Her møder vi allerede den balletmæssige Blanding af antikt og nordisk i Dragten. For egen Regning skærer Oehlenschläger Kjortelen kort af ved Knæet - som paa Diana-Fremstillinger - saa den passer til Ridebrug og giver Skikkelsen dens yppige Karakter, der uvilkaarligt faar en til at tænke paa Renæssancemaleriet, med eet Navn: Rubens.

Af Oehlenschlägers oldnordiske Valkyriedragt kunde Winther naturligvis intet bruge i sit middelalderlige Digt. Tilbage heraf er kun en mat Sammenligning med »en Skjoldmø fra en svunden Tid.«

Fra Oehlenschläger har Winther arvet Forkærligheden for det svulmende og runde, de fulde Former og blussende Farver. Det er næsten, som om det Oehlenschlägerske Billede af den yppige, modne Kvinde er ved at sprænge det Wintherske af den unge Jomfru med sine seksten Somre.

Men Winthers Malemaade er mere detailleret end Oehlenschlägers, og der indkommer derved et Moment af Raffinement i Farvegivningen. Oehlenschläger giver Farven gennem dens rent vasomotoriske Udtryk: »da blussed hende Kinderne med Blodet saa sundt,« medens Winther adskiller og fikserer bestemte Farvevalører: »og hendes Lød er klar, men bruun«, hvortil kommer den yderst fine - men dristige Afskygning af Farvespillet: »paa Overlæben spirer Duun, Hig spæde Laad, der værner om Mosrosens Purpurhelligdom.«

Oehlenschlägers Skønhedsglæde er naiv, han blusser selv med over al den Pragt, han ser. Winther har endnu i Behold meget af denne Naivetet, men XII samtidigt er hos ham det rent æstetiske Skønhedsbehag stærkere udtalt, denne »Nydelse med Dvælen«, som Bødtcher kalder det.

Endelig mærker man i Winthers Digtning ogsaa Erotikeren, farligt, hvor Blikket dvæler for længe, med friskt Humør, hvor Skønhedsglimtet gribes i Flugten:

I Skjørtet Luftens Vinger slaae, -
Og hvo det voved henrykt saae
En Fod saa spæd, en Læg saa fast
Som meislet ud af Alabast.

Det er rent moderne. Sidestykket hertil finder vi hos Aarestrup i en af hans »erotiske Situationer«, hvor han følger efter »den unge Skjønhed« og ser hende forsvinde op ad Trappen:

Saa ranke, støbte Former,
Saa marmorglatte - Himmel!
Blandt hundrede Antiker
Var jeg ei halv saa svimmel.

Dette moderne røber sig ogsaa paa morsom Maade i Kostumet. En Detaille heri er fra Oehlenschläger overgaaet til Tegner: den lette Jægerhat med de blaa Fjer, og genfindes hos Winther, men yderligere »moderniseret«:

en lille, let og fiffig Hat
er paa det ædle Hoved sat.

Bag Winthers Billede af Kirsten Thott ler der en rigtig lille fiffig (i.e.: fiks) Københavnerinde frem.

Der er over »Ringens Indskrivt« noget ungdommeligt festligt. Det er ligesom Digteren staar med alle Muligheder i sig og legende prøver Grebene. Denne Mangfoldighed krystes til fast Form i Digtet »I et romersk Osterie«, der betegner Winthers moderne fortællende Digtning i dens endegyldige Form.

I ydre formel Henseende kan Digtet føres tilbage til den Byronske Fortælling, men det mangler Byrous lyriske Opsving, alt er kort og tæt, det erindrer, XIII som Brandes har sagt, ved »Stilens kolde Energi« om Mérimée, »og er dog saa blussende varmt og Winthersk i sin Farve.«

Digtets Hovedsted er den Scene, hvor Banditten løfter den unge Kvinde ned af Vognen for at give hende tilbage til hendes Mand:

Eet Secund hun hviled paa hans Arm -
Og - var det Hændelse? - hun sank,
Idet til Jord han hende satte,
Med sit imod hans Ansigt ned
Og strøjfed med sin silkeglatte,
Sin blege Kind hans Mund, der heed
En blussende Rødme efterlod;
Den kort kun som et Lynblink stod
Og med fordoblet Blegnen stred,
Mens smidig hun af hans Arme gled!

I det korte Nu, hvor de to strejfer hinanden, er det, som om Skæbnetraadene bliver synlige i den brogede Overflade, som ellers er alt, hvad vi ser, og som vi tror er Livet. Det er dette »Liv«, der males i de to Billeder, der som en dobbelt Ramme er lagt om Hovedscenen: Italien og England. Men saa underfundigt er Digtet indrettet, at det er alt dette udenom, der netop giver Øjeblikket dets Betydning og Perspektiv, saa vi hos den unge Kvinde aner »en Løndom dyb« og forstaar den Kamp, hun har stridt mellem Lidenskab og Pligt, mellem »Sydens brogede Romantik« og nordisk graa Hverdag.

Figurerne er ridset op med faa nødvendige Streger.

Den engelske Tourist var begyndt at vise sig paa Kontinentet og dukker op som en Figur i Litteraturen, her hjemme f. Eks. hos Hertz (»Posthuset i Hirschholm«) og hos H. C. Andersen.

Winther har fæstnet Typen med dens kendte Træk: det lukkede Ansigt, hele den ydre Kølighed og Tilknappethed. Men Winther lader os ogsaa se ind i Englænderens Sjæleliv: Kærligheden til England og til Hjemmet, der gør ham veltalende, og hans ordløse Kærlighed til Hustruen. Hans Smerte ved Tanken XIV paa hendes Lidelser røber sig kun gennem sit ydre Udtryk i en Bevægelse: »forover bøiet, med høire Haand han dækket Øiet«. Det er hans Begrænsning og Naivetet, at han saa helt udfylder og er eet med sin Type, at han ikke forstaar nogen anden Tænke- og Følemaade, heller ikke sin Hustrus.

Den italienske Røver eller Bandit var endnu langt op i det 19. Aarhundrede en aktuel Figur, omgivet i Italien med en vis Glorie, en yndet Operafigur og dyrket i den romantiske Poesi. Winther giver i sin Skildring Banditten alt, hvad der tilkommer ham. Han er »en dejlig Karl«, fræk og hensynsløs, i Elskovssager uden Skrupler, en »Han«, hvis Stemme har de rette Lokketoner: »en Klang - en underlig bevæget Svæven, der trænger dybt i Sjælen ind - og vækker en hysterisk Bæven«. Kun i Spørgsmaalet om sin Salighed er han den lille.

Omkring disse Hovedfigurer er tegnet Stykker af italiensk Natur og Folkeliv. Winther beskriver ikke blot ved at nævne en længere eller kortere Række af Detailler, men han erindrer det lille Træk ved disse, der gør dem levende, f. Eks. Hesten, der vender sig mod Vandreren, pruster og slaar med Halen og farer af sted »fast lydløst over den bløde Jord«.

Medens i »Ringens Indskrivt« Ironien kun fik Udtryk i Indskudsbemærkningerne, der var paahægtet Fortællingen, er den nu indsmeltet i selve Stoffet, uløseligt forbundet med dette. Plastisk har den faaet Kød og Blod i Sir John, der som et Slags ledsagende »Kor« stadigt falder ind i Handlingspauserne med sit altsigende »Hm!«. Igennem Ironien høres den dybere Tone, hvormed Digtet klinger ud: »Det dybeste Saar - det saae han ikke«. Ved denne blandede Tone af aabenlys Ironi og dulgt Sympati bliver Digtet saa ægte Winthersk. Ogsaa Ironien har sin Honningdraabe gemt paa Bunden. Digtets Motto om de søde italienske Minder er ironisk ment. Hele Digtet er en Satire over Italiens-Romantiken. Men dog. Winther har forstaaet det Blik - »vemodigt, kort« - som den unge Englænderinde XV sender mod »de fjerne Bjerges Blaae«. Saaledes har han i hvert Fald selv en Gang sendt et Suk tilbage:

Om Albanerbjærgets grønne
Sider møder os da nok
Atter hine stolte Skjønne
Med den ravnesorte Lok:
Ak, Assunta, Serafina,
Nunziata, Orsola,
Betta, Cecca, Gelsomina,
Nina - ak, Veronica!

I et Brev fra 1833 til Molbech skriver Winther: »Jeg beder Dem for Guds Skyld, kjære Hr. Justitsraad! vent ikke for meget eller rettere sagt, vent slet intet af mine Noveller! Jeg begriber nu næsten ikke, hvor det kunde falde mig ind, efter »Hverdagshistorierne« og Blichers Noveller at ville komme frem med mine Fortællinger, jeg tror ogsaa at jeg vil paa Titelbladet sætte: »Hvad vil Spurv i Kragedands«.

Det var dog først i 1839, at Winthers »To Fortællinger« udkom. Den første Novelle heri, »Et Rejseeventyr« havde været trykt i Heibergs »Flyvende Post« (1828), hvor Fru Gyllembourg og Carl Bernhard samtidigt havde begyndt deres Novelledigtning. Den anden Fortælling, »Hesteprangeren«, havde Winther skrevet allerede i 1828. Det gik Winther med sine Noveller som med »Digte«, han holdt sig længe ængstelig tilbage. Novellerne fik dog straks en udmærket Modtagelse, og forholdsvis hurtigt kom derfor et nyt Bind, »Fire Noveller« (1843). Medens de to første Fortællinger er hvad Winther kalder »nederlandske Billeder«, er de sidste i den moderne Stil. De blev derfor ilde medtaget i Pressen, især naturligvis »Skriftestolen« og »En Hævn«, der blev henført til Kategorien af »de XVI ralske franske Noveller fra det sidste Decennium«. P. L. Møller optraadte i »Arena« som de Wintherske Novellers glimrende Forsvarer, drillende Publikum og Kritikken: »Med Chr. Winthers fire Noveller er det gaaet, som man kunde forudsætte. Publikum kan endnu ikke løsrive sig fra Stoffets Materie, det har ikke æsthetisk Liberalitet nok til at tilgive, at Forfatteren i de tre første Skizzer har givet digteriske Capricer og psykologiske Paradoxer, uagtet Fremstilling og Fortælling (hvori man synes at spore Paavirkning af Mérimée) er mesterlig. Derimod har man i den sidste (i.e.: »En Aftenscene«) ladet sig henrive af den gemytlige ægte danske Tone (som unægtelig er Forfatterens høieste Styrke) og aldeles ikke bemærket, at det ethiske Princip her er det samme, det, som Æsthetikens Pharisæere ellers fordømme, nemlig Ironi over de spidsborgerlige Forpligtelser i Kamp mod Lidenskaben.«

Winthers Novelledigtning ligger i Linje med den samtidige europæiske og danske, men ligefrem at paavise bestemte Forbilleder for Winther er næppe muligt. Ligheden med Mérimée og Puschkin, som P. L. Møller har slaaet paa, gaar vist ikke dybere og mere i det enkelte end til Præget af den fælles Tidsaand: Romantismen. Winther nævner aldrig nogen af de to Forfattere, der var kommet paa Mode i Danmark i disse Aar. Heiberg havde fremhævet Mérimée allerede i 1830 i »Flyvende Post« og P. L. Møller havde givet kritiske Skitser af baade Mérimée og Puschkin. Men tilfældigvis ved vi, at Winther har ejet Mérimées »Carmen«, da et Eksemplar heraf med Winthers Navn er havnet i det kgl. Biblioteks Bogsamlinger. Winther har vel læst disse Forfattere, som den, der følger med i Dagens Litteratur, læser hvad der kommer ham for Øje. Han har dog aldrig følt sig særligt draget mod fransk Litteratur. Derimod havde han fra sin Studentertid dyrket italiensk Litteratur. Det er muligt, at han derfra har modtaget direkte Paavirkning. »Skriftestolen« XVII virker som en italiensk Novelle. Men hele Spørgsmaalet venter paa en Særundersøgelse.

I Stedet for at karakterisere de Wintherske Noveller ud fra deres Forbilleder kan man da søge at forstaa dem indefra, iagttage, hvorledes Ejendommeligheder ved Winthers poetiske Begavelse, som vi har mødt den i hans Poesi, kommer igen i hans Prosa og giver hans Noveller deres særlige Karakter.

Winthers Novelledigtning danner en bred Parallelstrøm til hans Poesi igennem dens forskellige Perioder (Første Bind, Side XXIX).

Emnekredsene er fælles, og Novellerne kan derfor øse af samme Stofkilder som Digtene. »Et Reiseeventyr« synes, ligesom Træsnittet »Svend og Inger«, at være fremgaaet af Forstudierne til den paatænkte Digtning om Kay Lykke og Gøngehøvdingen Svend Poulsen, det er en Skildring fra Svenskekrigens Tid. »En Aftenscene« falder indenfor samme historiske Tid og har sit Stof fra C. P. Rothes »Brave danske Mænds og Quinders berømmelige Eftermæle«, en Bog som Winther ofte har benyttet. Som Stof for sine Noveller ynder Winther, som for sine Digte, en pointeret Anekdote (»Skriftestolen«), et Sagn (»Ristestenen«, Partier af »Paa Landet«) eller et sagnudsmykket Træk (»En Aftenscene«).

Overgangen til Prosaformen skyldes ikke det, at Winther opdager nye Emner, han sætter ingen Problemer under Debat, kun i »Paa Landet« driver han Spøg med Kvindeemancipationen og »det politiske Skaberi«, som han kalder det i et Brev til Liebenberg. I »Studiedagbogen« har han samtidigt gjort et Notat, der viser, hvor hans Forargelse over den pseudo-politiske Interesse var alvorlig ment: »De fleste Politikeres Fremtræden er som oftest Liebhaberi, Dilettantisme og Privatskuespil, de ville see, hvordan det klæder dem at spille Comoedie.« Winthers Novelle er et Stykke af en saadan politisk »Komedie«.

Det fælles Grundtema for Winthers Noveller er Elskoven: »hvad Qval der kan ruge mellem Qvinde og XVIII Mand« eller »den Fryd, som kan blomstre mellem Qvinde og Mand«.

Fra den ældre Novelledigtning, som den er repræsenteret i visse af Blichers og Fru Gyllembourgs Noveller, har Winther overtaget Intrigekompositionen med de indviklet sammenslyngede »Handlinger« og spændende Episoder, der til sidst lykkeligt opløses. I »Episode af et Familieliv« genfindes en saadan udspekuleret Handlingsmekanisme, med Forviklinger og Opklaringer, tilsat et romantisk Gyse-Motiv: Dobbeltgængeriet. Som en død Vægt tynger hele dette Novelleapparat den psykologiske Skildring, der i sig selv er en af Winthers interessanteste. I »Et Hjertes Gaade« er Handlingen mindre kompliceret og saa behændigt gjort - f. Eks. Redegørelsen for Drabet - at den psykologiske Analyse og »Billederne« kommer til deres fulde Ret.

Det viser sig da, at Winther naar højest i sine Noveller - som i sine poetiske Fortællinger - hvor han kan lade selve Handlingen træde tilbage, saa den kun fornemmes som »Spænding«. Novellerne bliver til psykologiske Skitser og Genrebilleder, saaledes ypperst i »Et Hjertes Gaade« og i »En Aftenscene«.

De to Noveller har samme Kompositionsmaade, idet den egentlige Fortælling meddeles gennem en af de optrædende Personer selv. I »Et Hjertes Gaade« er det Grevinde Beate, der indvier sin unge elskede, Camillo, i sit Livs Hemmelighed, og i »En Aftenscene« er det Ole Borch, der maa berette for sin Fæstemø Abigael om sit Kærlighedseventyr i Florens. Omkring disse Skriftemaal er i begge Novellerne lagt en Ramme, i den første som en hel Novelle uden om Kernenovellen, i den sidste som et selvstændigt udført Billede uden om Midterbilledet. En samtidig Anmelder anskueliggjorde denne Komposition ved at sammenligne »En Aftenscene« med et hollandsk Portrætstykke, i hvis Baggrund en Udsigt er aabnet til et italiensk Landskab.

Winther har i de to Noveller været heldig i sit Valg af to Figurer, der paa en egen troværdig Maade XIX er »Spejlere« for Begivenhederne. Beates Sind er som en følsom Hinde, der trofast opfatter og gemmer hvert lille Træk af hendes og Forstmesterens korte Lykke. Hendes Kærlighed kaster et varmt gyldent Lys over hvad hun meddeler, saa at alt faar en højere Glans og en dybere Betydning. Det er Hemmeligheden ved denne Kunst, at hvert Træk, som Beate drager frem af sin Erindring ikke blot gør Forstmesterens Billede og Karakter levende for os, men ogsaa kaster Lys indad i hendes eget Væsen og i hendes Hjertes Hemmelighed. Paa samme Maade er Oluf Borch en ideel Spejler. Hans Karakters Renhed og Hæderlighed er som en Borgen for Historiens Sandhed. Hans Anstrøg af lærd Pedanteri, der ikke springer de smaa Ting over, hans elskelige Naivetet giver hans Beretning en egen Tilforladelighed. Med en fin Benyttelse af Digterens Ironi, der som en skjult Sidebelysning falder ind over Billedet, ser vi - eller tror vi at se mere end Borch fortæller, alt det, der er skjult for ham: Kærlighedens Væsen og Ytringsformer. I den italienske Prinsesse lyser den som ren Lue, og i den københavnske Jomfru blusser den nok saa skalkagtigt og udydigt.

Beates Bekendelser i »Et Hjertes Gaade« er en smuk Prøve paa Winthers psykologiske Kunst. I Forstmesteren har han tegnet en ædel, mandig Skikkelse, hvilende harmonisk i sig selv, overgydt med en egen Glans, et Lys der kommer indefra, fra et rigt Gemyt og et uudtømmeligt Lune. Det er et sikkert Vidnesbyrd om Sundheden og Kraften i en Digters Kunst, naar hans Sprog ejer den Enfold, at det kan skildre det ædle, uden at det bliver mat eller tomt Skønmaleri. Den unge Kvinde selv er skildret i det Øjeblik, hvor hendes Sjæl efter dens standsede Vækst under hendes første ulykkelige Ægteskab vaagner til nyt Liv. En Kærligheds Forløb er her afspejlet fra den første anelsesfulde Sympati med dens frydefulde Jubel, hvori der dog inderst inde dirrer en Tone af Vemod, indtil Følelsen XX sejrrigt bryder igennem alle Hindringer og faar Udbrud i Tilstaaelsen.

Naar »En Aftenscene« med rette anses for Winthers Mesterstykke, skyldes det dens enestaaende sluttede Billedvirkning. Novellen er her blevet til Genrebillede eller historisk Interieure. Anekdoten om Ole Borch var et lykkeligt Fund for Winther, idet den strejfede ind paa de to Hovedomraader for hans egen Dannelse: Danmark og Italien, som han derved kunde skildre i et Dobbeltbillede, hvor Sammenspillet mellem de to Billeder kunde give dem hver især en forøget Virkning. Det sagnagtige Motiv muliggjorde i det historiske at lægge Hovedvægten paa Tidsbilledet i Stedet for paa den historisk rigtige Personkarakteristik. Borets Levemaade var i Virkeligheden yderst tarvelig. I Vindings Begravelsestale over ham, der citeres hos Rothe, hedder det: »I hans Hus saaes hverken Billedstøtte, Malerier eller korinthisk Arbeide, kun et til hans Sæder passende Bohave«. Det eneste Billedværk i Borchs Hus var et Krucifiks. Men Winther har gjort Borch til et dansk Udtryk for det samtidige Europa, han staar paa Højden af det syttende Aarhundredes Videnskab, forener som den Tids store Naturforskere Poesi og Digtning, og han er kendt med italiensk Renæssancekunst, der har præget hans Smag baade i Klædedragt og i Udsmykningen af hans Hus.

Det er i dette sidste Punkt, at Winther faar sin skjulte Forbindelse med Borch, saaledes at han kan give Figuren Liv af sit Liv. Det kan iagttages morsornt i selve Portrættet af Borch, som Winther straks sætter det op (Side 270). Det er malet efter Haases Stik - gengivet hos Rothe - der viser Borch i hel Figur, staaende i et Laboratorium omgivet af forskellige Genstande, der henpeger paa hans Studiefag. De kraftige Ansigtstræk og den sirligt buklede Allongeparyk, der falder bredt ud over Skuldrene, er tegnet her efter. Men Winther har malet sit Billede med italienske Renæssanceportræts XXI ter i Tankerne. Det viser sig i den »yderst fine« Dragt og især i den Detaille, hvori hele Winthers Skildring ligesom løber ud, og hvoraf den faar sit Præg: »de krusede Kniplingsmanchetter lagde sig langt ud over et Par veldannede Hænder, hvis smalle, langagtige Fingre var smykkede med et Par Ringe med antique skaarne Stene«. Det her udhævede staar der ikke blot som en kunsthistorisk tro Detaille, men det er et Træk, der viser Tilknytningen til Winther selv som Italiensfarer. Winther var en Elsker af saadanne Sager, og paa sine Italiensrejser hjemsøgte han Antikvitetsforretninger og Guldsmedebutiker.

I Billedet af Prinsessen har Winther ligeledes benyttet Indtryk fra den italienske Renæssancekunst, saaledes Frisuren og Hovedet: »hendes sorte Haar sammenholdtes bagved af et fiint Net, men foran deeltes det glat ned over den skjønne hvide Pande«.

Endnu en italiensk Portrætstudie har Winther indsat i sin Novelle: Francesco Redi. Figuren var et heldigt Greb af Winther, en Paralleltype til Borch, som denne Naturforsker og Poet, men samtidigt med sin sydlandske Ildfuldhed et Modstykke til Borchs nordiske Astadighed og Koldsindighed. Typen har hos Winther faaet individuelt Liv ved sine karakteristiske Detailler, saaledes hele Skikkelsen: »Af Statur var han meget lille; men naar han sad paa sin Stol, skulde man have troet, det var en høi Mand«. Det virker som set og er det sikkert ogsaa. Statuen af Redi i Portikoen til Uffizierne i Florens viser ham siddende, og hans lavbenede, ellers kraftige Skikkelse giver netop Betragteren det Indtryk, som Winther har grebet. Ogsaa selve hans Ansigtstræk har Winther gengivet med Portrætlighed.

I Modsætning til disse italienske Portrætter er de danske Interieurer »nederlandske Billeder« og Portrætterne, f. Eks. af Jomfru Abigael, er ogsaa i denne Stil. I sine Portrætter glemmer Winther ikke sin Sans XXII for Bevægelsen. Han har saaledes afluret Abigael en karakteristisk Bevægelse, der med et Slag faar Billedet af hende til at staa levende for Læserens Fantasi: »med sine melkehvide Fingre strøg hun de rige, glimrende Lokker fra Panden og hævede sig i sit Corset, saa at de runde Skuldre og den blændende Barm tydeligere viiste deres Fylde.«

Winther har ikke behøvet at gøre historiske Forstudier til sin Novelle, han kunde skrive ud fra sin almindelige Dannelse med dens dobbelte Rod i dansk og italiensk Kultur, baade i det gamle København og i Firenze vecchia havde han selv gaaet. Anekdoten med sine tørre Navne (Francesco Redi) og antydede Situationer var nok til at sætte hans Fantasi i Bevægelse.

Der er ingen lærde Pletter i Winthers Novelle, ingen Larmen med det historiske, hverken i Kostume eller Interieure. Det hele er saa lige til. Figurerne bevæger sig ugeneret og frit omkring, staar overfor hinanden i yndefulde, levende Situationer, taler sammen som naturlige Mennesker til alle Tider har talt sammen. Men netop denne fuldkomne Naturlighed er det store Mesterskab i Winthers Novelle. Han har umærkeligt blandet sig selv med sine Figurer og levet med i sine Interieurer. Som en yderligere poetisk Virkning kommer hertil den gammeldags Sprogform, hvori hele Novellen er holdt. Winthers Virkemidler er her, som overalt i hans Pasticher, yderst diskrete. Det er ingen lang Liste med forældede Ord og Vendinger, man kan samle sammen fra Winthers Novelle, man forbavses over, hvor lidt der i Virkeligheden skal til, men »de faa Gammeldagsheder er akkurat den Draabe, der skal til for at give den poetiske Blandingsdrik en tilstrækkelig Fortids-Buket (Paul Rubow)«. Det viser sig, at en Sprogtone skabes ikke udefra, ved Hjælp af Ordbøger og Grammatik, men ved at man indlever sig i en svunden Tids Tænke og Følemaade.

Winther former saaledes - som vi nu har set det - Novellen efter sin særlige poetiske Begavelse til XXIII psykologiske Skitser og Genrebilleder. Hans Fantasi arbejder ens, hvad enten den arbejder i Verset eller i Prosaen.

Winther forfalder derimod aldrig til at skrive Prosa, som om det var Lyrik. Hans Fortællestil er uden poetiske Sammenligninger og andre lyriske Prydelser. I den Grad har han i sin Prosa aflyriceret sit Sprog, at man standser op ved Læsningen og mærker sig det som en Undtagelse, naar i »Ristestenen« det skiftende Minespil i Kristenses Ansigt illustreres med et helt lille Naturbillede (Side 349). Winther maler i sin Prosa ved at nævne Tingene med deres rette Navn. Paa samme Maade undgaar han aabenbare eller halvt skjulte Mindelser om poetisk Rytme. Hans Sprog ligger indenfor Talesprogets Norm, men med en Stramning mod det skrevne. Naar det er bedst, mærkes den kunstneriske Formning som en forhøjet Nerve i Sproget, »en aandfuld animeret Allure (P. L. Møller).« Hvor Winther ikke skjuler sig selv ved, som i »Et Hjertes Gaade«, »En Aftenscene« og mange andre Steder, at lægge Fortællingen i Munden paa en »Spejler« gør han sit Sprog saa almengyldigt, at han selv, Digterenforsvinder i Læseren. Man finder hos Winther kun faa af de rammende Ord, »Træffere«, som det en Tid var moderne at udspekulere, og som stod der i Sproget og gjorde sig bemærkede, men brød den Illusion, de netop skulde skabe, ved for tydeligt at minde om den arbejdende Digter. Winthers Prosa er i Modsætning hertil som et lydigt Spejl, i hvilket vi ser Scener af Naturen og Menneskelivet glide forbi os i klarere Billeder, end vi til daglig kan fastholde dem. I dette Sprogets tjenende Grundpræg mødes Winthers Prosa med hans Poesi.

XXIV
1

FORTÆLLINGER PAA VERS

2
3

SAUVEGARDEN.

Trompeten skingred', og Kartoven
Sin Torden sendte høit mod Sky;
Hver Bonde spændte Hest fra Ploven,
Og flyede ræd fra By til By;
Thi Fiendens Grumhed fælt husered',
Stridshingsten gik i Bondens Sæd,
Og hvor en Rytter blev qvarteret,
Der sukked' Manden, Qvinden græd.

Ei heller varede det længe,
Saa kom til os en Corporal,
Sin Hest han tøired' i vort Vænge,
Og tog Qvarteer udi vor Sal;
Der sad han stolt og knebelsbartig,
Med fast og dristigt Øiekast,
Og talde Tydsk, og var uartig,
Og skreeg paa Mad og Viin i Hast.

Men knap indtraadte jeg til Manden
Med Kruset ad den ene Dør,
Saa smutted' der ind ad den anden
En Fyr, jeg ikke mærked' før;
4 Ret som et Barn han sprang i Stuen,
Og raabde: »min Hr. Officier!
»Jeg beer dem, høfligt tag til Huen,
»Jeg Sauvegard' i Huset er!«

Hr. Corporalen blev saa stille,
Jeg veed ei selv, hvoraf det kom,
Men næppe saae han paa den Lille,
Saa blev han gandske dannet om;
Ei længer stolt han løfted' Næsen,
Han blev saa tam og blød og øm,
Og alt det frække Junker væsen
Var nu forsvundet som en Drøm.

Al Commanderen svandt af Talen;
Nu heed det kun: »aa, vær saa god!«
Heel høflig blev Hr. Corporalen,
Og tabde reent sit tydske Mod.
Han glemde reent den fæle Banden,
Jo mæn, dertil blev han for peen,
Han torde næppe sige Fanden, -
Han blev en gandske anden Een.

Imens hos Egnens andre Stakler
Fælt rasede Soldatens Trods,
Saa gjorde ved sit Ord Mirakler
Den lille Sauvegard' hos os.
En Ven han skabde af en Fiende,
En Due af en Ørnesjæl,
Mig gjorde han til Herskerinde,
Og Corporalen til - min Træl.

5

Men Sauvegarden selv var rigtig
En lille nydelig Person,
Af Væsen fiin, af Mine vigtig,
Som Een af fornem Extraction;
Berømt som Kriger var han, Rygtet
Hans Daad mig siden har fortalt;
Alverden for hans Vaaben frygted',
Thi han vandt Seier overalt.

Naar Corporalen i vor Have
Mig fulgde, eller til vor Bæk,
Den lille Vagt ham holdt i Ave,
Hvis han sig gjorde altfor kjæk;
Han stedse sværmede omkring os,
Han var saa fuld af Spøg og List,
Og han fortalde tusind Ting os,
Som aldrig før vi havde vidst.

Hvad Bækken mener, naar den risler
Forbi en ung Forglemmigei,
Hvad Luften synger, naar den hvisler
Om Blomstens Øre paa sin Vei;
Hvad Maanens Ansigt vel vil sige
Med sine melancholske Træk: -
Det lærde han os læse, lige
Saa godt som Skrivt med Pen og Blæk.

Af Nattergalens Sang i Krattet,
Af Lærkens muntre Morgenchor,
Som aldrig før vi havde fattet,
Vi lærde næsten hvert et Ord;

6

Han kunde os et Skrivt oplade
I hver en Lilies Hjertekrog,
Og lod os læse Rosens Blade,
Som var det i en Psalmebog.

Tilsidst han knytted' vor Forening,
Til Kirken førde han os hen,
Vi saae, det var hans Hjertensmening,
At han af Hjertet var vor Ven;
Thi som Forlover stod han sammen
Med Fader der, og hørde paa
Vor Eeed, vort Ja og Præstens Amen,
Da vi for Herrens Altar laae. -

De mener nok, det var paa Tide,
Jeg skulde sig Dem hans Navn?
Hver Elsker faaer det nok at vide,
Omslynget af den Elsktes Favn;
Og for de andre gode Venner
Vil det nok ogsaa blive klart;
Thi mærker han, De ham ei kjender,
Saa hævner han sig sikkert snart.

KONGENS SKYGGE.

I

Hans Haar var Snee, hans Ryg var bøiet,
Hans Knæ var skjælvende, var mat,
Og Sjælens Straaler gjennem Øiet
Knap trængde ud fra Kummers Nat.
7 Det var i Høst; - og Bøgeskoven
Alt farved' guult sit Bladetelt;
Han stod paà Klinten der, hvor Voven
Opskummer høit fra store Belt.
Jagthornet lød fra stille Dale,
Mildt straalde Himlens Aftenskin,
Men tolked' ei den mørke Tale,
Som stod indgravet paa hans Kind.
Der laae et Væv af Sorgens Traade
Med Smertens Islæt for hans Blik,
Og fra hans Ansigts dybe Gaade
Kun Fortids Dæmmerlys fremgik.

II.

Før bar han stolt tre Kroners Smykke,
Men Landets hjelmbedækte Slægt
I Støv hans Hoved monne trykke
Formasteligt med Hovmods Vægt. -
Naar Bonden lægger Sæd i Jorden,
Han høster Guld af Jordens Skjød,
Men denne Sæd et Træ er vorden,
Skjoldbaarnes Skræk, og Frugten - Død.
Brat Herremandens Kinder blegned,
Naar Drotten mælde Vredens Ord,
Død og Fordærvelse var tegnet
Paa Adelsskjold, hvor han fremfoer.
Men Bonden, - tryg til Ploven støttet, -
Paa ham kun stoled', og paa Gud,
Taknemlig, tro han Spaden bytted
Med Sværdet paa hans Herrebud. -
En Søn af tvende Aldre var han;
8 Han stod, hvor, Skranken just blev lukt,
Og Mørkets bittre Kampe bar han,
Men høsted' ikke Lysets Frugt.

III.

Hvo var hans Ven? - Vi veed det ikke!
Han eensom gik den steile Sti,
Og venneløs han maatte drikke,
Hvad Sorg og Fryd ham skjænked' i.
Hans Kjærlighed? Det var en Due,
Et Duenavn, et Duesind,
Den flagred' ned fra Himlens Bue,
Og kurred ømt ved Thronens Trin.
Hver Elskovstale fra den Hulde
Bar Mildheds Frugter i hans Barm,
Og ofte smelted' Hjertets Kulde
For Øiets Foraarsstraale varm.
Men Verdens Hovmod avler Smerte
Med Moderen, som hedder Had;
De lokked' Duen fra hans Hjerte,
Og Gift - var deres Lokkemad.

IV.

Landflygtig blev han. Fra hans Hoved
Med troløs Haand de stolte Folk
Tre Kroner frækt at styrte voved',
Og hvædsed' Oprørs Sværd og Dolk.
Landflygtig blev han; men den vilde
Omflakken læged' dog et Savn:
Thi Venskab vaagned', - ak, forsilde!
Det førde ei til Fredens Havn,
9 Vel saae han tusind Fiender blegne,
Det kjøbdes dyrt med trofast Blod,
Thi ogsaa Venner saae han segne, -
Snart ene han tilbage stod.

V.

Et Fængsel blev hans Huus. Med Rænker
Man slog hans Arm i stærke Baand;
Og denne Bolig, disse Lænker
Dem fik han af en Frændes Haand.
Ei saae han Nattens Øie skinne,
Ei Engens Farveharmonie,
Og Blomstens Duft med Vaarens Vinde
Gik Fængslets kolde Muur forbi.
Uhørte slynged' sine Vover
Mod Øens Kyst det friske Hav,
Og Lærken uhørt qviddred' over
Den Levendes forladte Grav.
Hans Qval ei smelted' Frændens Hjerte,
Men Stenen paa hans Fængselsbord, -
Det kolde Marmor, - følde Smerte,
Og bærer end sin Medynks Spot.

VI.

Hans Haar var Snee, hans Ryg var bøiet,
Hans Knæ var skjælvende, var mat;
Dog var han fri, ei længer Øiet
Sløvt stirred' ud i Fængselsnat.
Imellem Skovens Bøgestammer
Han vandred' sværmende og blid,
Han gik og drømde om sin Jammer,
10 En Skygge fra en svunden Tid.
Jagthornet lød fra stille Dale,
Mildt straaled' Himlens Aftenskjær;
Da vendte han sin Veemodstale
Til Vogteren, som stod ham nær:
»Min kongelige Ven alt sover?
»Snart skal jeg Trætte sove med!
»Frigjort min Skygge snart didover
»Skal svæve til en salig Fred!«

ALFENS BRUD.

1.

Glimrende Hækken bæved
I varme Sommerluft,
Om Pavillonen svæved
Den brune Mokkas Duft;

Herrer og Damer krandsed
Den siirlige Altan,
Smaapigerne de dandsed
Nede paa grønne Plan.

Der dandsed Alfhild liden,
Med gyldenblanke Haar;
Vinger gav hende Tiden,
Hun var kun fire Aar.

Som Hyacinthens Stengel
Saa smidig, rank og rund,
Med Smil, som nys en Engel
Havde kysset hendes Mund,

11

De store Øine straalde
Med sær dybsindig Skik,
Knap Nogen længe taalde
Det tankerige Blik;

Som havde alt hun kunnet
See klart i Hjertets Nat,
Som havde hun udgrundet
Livsgaadens dunkle Skat!

Hun svæved om i Flokken
Liig Musen, tyst og let,
Saa Vinden danned af Lokken
En Glorie, - et Net. -

Med Eet var hun forsvundet
Af den støiende Sværm,
Hun havde Veien fundet
Bag Bøgelundens Skjærm.

Gjennem de krumme Gange
Hun ilede didned,
Hvor Aaen, som en Slange,
Slikked den grønne Bred.

Hvor Bøgen i Voven hængde
Sin Løvdusk, grøn og lys,
Som om den rigtig trængde
Til kjøligfriske Kys;

Hvor dybt sig Broen speiled,
Og Græsbænken stod,
Og Aakanden seiled,
Løsrevet fra sin Rod;

12

Der satte sig den Lille,
Og med sine Øine blaae
Hun tankefuld og stille
Ud over Vandet saae.

2.

Ei sad hun ene længe; -
Thi langs med krumme Kyst
En Svane saaes fremtrænge
Sit Alabasterbryst.

Til Pletten, hvor hun smilde,
Den tyst og kjælen flød,
Og standsed der, og hvilde
Sit Hoved i hendes Skjød.

De var saa gode Venner!
I Skovens stille Paulun
Med sine spæde Hænder
Hun strøg de skjære Duun.

Blidt løfted den sine Vinger,
De danned en Bærestol;
Ung Alfhild let sig svinger
Paa den levende Gondol;

Fra Breddens grønne Skraaning
Hun steeg paa Svanens Ryg,
Og sad som en lille Dronning
Saa siirlig og saa tryg. -

Mens Svanen Farten stilled
Under Broens høie Hal,
13 Stolt saae den paa sit Billed
I det slebne Kristal;

Og Billedet - det fulgde
Med paa den vaade Sti, -
Det var ret, som det dulgde
Kun slet sin Jalousie.

Som Vagt i grønne Pandser
Stod Sivets ranke Trop,
Med tusind spidse Landser
Og Blomsterfane paa Top.

Fra Busk og Træ paa Landet
Langs Aaen fjern og nær,
Fra Lilierne paa Vandet
Der myldred frem en Hær;

En Hær af Alfer hvide,
Guldgule, røde, blaae
Ud af hver Blomst med blide
Øine paa hende saae.

Det var de vilde Ænder
Og Rørdrummen i sit Skjul
De klapped i deres Hænder
Og slog paa Pauken huul;

Mens Irsken, Droslen og Gjøgen
Med Sidsken og Stæren til
De sad i Ellen og Bøgen,
Og gjorde klingende Spil.

14

Bagefter seiled en Række
Af Svaner, Han og Hun;
Men Alfhild, den lille, kjække,
Sad stolt med smilende Mund.

3.

Hvor hængende Grene skjule
Bredden for Himlens Syn,
Sig aabner en hemmelig Hule
Ind under Bankens Bryn.

Derind sig Svanen vendte
Med sin kostbare Fragt, -
Hun frygted ei, hun kjendte
Den underjordiske Pragt.

Epheu i vild Uorden
Smykked det runde Portal;
Langt skjød sig under Jorden
Den dybe, klare Canal.

I Mulm end Væggene stode
Paa begge Sider tyst
Med Huler, hvor Smaafolk boede, -
Snart blev der Larm og lyst.

Som vimse, vevre Rotter
De listefulde Smaa
Foer frem af deres Grotter,
Og ned paa Toget saae.

Liig Drueklaser hang de
Paa Rødder, Steen og Mus,
15 Ud over Vandet svang de
Brogede Lys og Blus.

Langs Grotternes Gelænder
De stod i Tusindtal,
Og slog med bitte Hænder
Paa rungende Metal;

De blæsde i blanke Tuber,
Og sang med klinger Røst,
Det lød gjennem dybe Gruber
Igjen fra Jordens Bryst.

Men efter seiled en Række
Af Svaner, Han og Hun,
Ung Alfhild, den lille, kjække,
Sad stolt med smilende Mund.

Snart hæved sig Hulens Bue,
Bredt Vandet sig udgjød
I Solens friske Lue
Guldgul og purpurrød.

En Sø, en Dal med Skove
Modtog dem i sit Skjød,
Ind paa den sølvblaae Vove
Saa sagteligt de flød;

Saa blidt, som Skuden lægger
Sig ind i Hjemmets Havn,
Som naar en Moder strækker
Mod Barnet ømt sin Favn. -

16

Paa Søens Saphirflade:
En Øe, smaragdgrønj laae,
En Lind med brede Blade
Kneisede høit derpaa.

Paa Øens bløde Tillie
Ung Alfhild let sprang ned,
Hun stod der som en Lilie,
Plantet i grønne Bed.

Men Svanen var brat forsvundet,
En deilig Dreng der stod,
Om dunkle Lok var vundet
Rubinens røde Blod;

Og det var Alfers Konning!
Med Rosen i sin Haand,
Han gav sin lille Dronning
Til Scepter en Lilievaand.

En Krands af Blomstergrene
Hun fik om Panden lagt,
Hvert Blad var mørkblaa Stene,
Bundne ved Guldets Pragt.

En Virak Sommervinden
Ud oyer Dalen bar,
Og Begge stod under Linden, -
Da klang en Jubel klar;

Thi rundt paa Dal og Høie
Fra Busk og Blomst og Søe
Sig Alfer monne bøie
Mod den lyksalige Øe.

17

I Aftensolens Forgylding
De flagred, svømmed og sprang,
Den unge Dronnings Hylding
Tolkede deres Sang. -

Han vinked, med Alvorsmine, -
Da svam fra Øens Strand
Hver smilende Undine
Over til Skovens Rand;

Han Rosen langsomt hæved, -
Og Luftens Alfer fløi
Fra Øen bort, og væved
Et Net over Skov og Høi;

Som Lærker, naar de skrækkes,
Og susende bortflye,
Saa Nabomarken dækkes
Af Tusinder paany.

Den unge Konge ledte
Sin Dronning, spæd og fim,
Did, hvor et Teppe sig bredte
Under Lindens Baldachin.

Paa Fløielsbolstre hvide
Han satte den unge Viv,
Og hvilde ved hendes Side
Med Armen om hendes Liv.

5.

Der var som Døden stille
Over den hele Dal;
18 Da hvidsked han til sin lille,
Sin yndige Gemal;

Selv Blomsten ei kunde høre't,
Som torde ved Thronen staae,
Endskjøndt den spidsede Øret, -
Da talede han saa:

»Sex Gange i denne Sommer
Var du, min Dronning! her;
Den syvende Gang, du kommer,
Ak! det den sidste er!

Langt, langt jeg maa bortvandre
Fra dig, min søde Brud!
Ei mægter jeg at forandre
Den evige Skjæbnes Bud.

O! Dage, gjennembævede
Af Fredens milde Glands!
O! Dage, tæt indvævede
Af Glædens Perlekrands!

O! Livlighed og Latter!
O! Venlighed! o! Lyst!
Naar skal jeg aabne atter
For eders Sværm mit Bryst?

Vandrer jeg som i Fængsel
Til fjerne Land og Flod,
Skal Mindet dog vække Længsel
Og Længslen Haab og Mod.

19

Vi dandsed her i Engens
Qvægende Blomsterduft,
Til Fløitens Klang og Strengens
Sittrede Vand og Luft.

Til Æthren vi dig bare,
Og viisde dig Stjernens Gang,
Og med den svævende Skare
Du daled igjen paa Vang.

Jeg Arm om Midien slog dig,
Og fløi over Søens Skjød;
Da raabde du, at jeg tog dig
Jo som et lille Brød!

Hver flaggrende Libelle,
Hver broget Orm, som krøb,
Hver Blomst dig maatte fortælle
Sit Navn og Levnetsløb.

Vi overgivent spøgde
I Kildens kjølige Bad; -
I Busken jeg dig søgde,
Hvor stille skjult du sad.

Hos Storken og hos Ørnen,
Hvor Vinden leger frit,
Hos Nattergalen i Tjørnen
Aflagde vi vor Visit.

Jeg reed paa Hjorten lette,
Du paa den hvide Hind,
Rask over Skovens Slette
Gik det jo som en Vind.

20

Vi hilsde Daadyrflokken:
Og Markens bitte Muus,
Haren, Ræven og Brokken
Udenfor deres Huus.

Vi lod os sagte glide
Dybt ned i Schachten steil,
Og saae vort Billed skride
Langs ad Kristallens Speil.

Gjennem den dunkle Gyde,
Hvor smaa Svartalfer boe,
Hørde vi Sølvet flyde,
Og saae Guldtræet groe;

Hvor kunstigt Alfer male
Rubin og Amethyst,
Som siden stolt tør prale
Paa skjønne Pigers Bryst. -

Naar trætte af Sommervarmen
Vi sad ved Kildens Væld,
Greeb du mig under Armen,
Og bad: »fortæl, fortæl!

Hold nu, hvad du har lovet, -
Fortæl mig noget, du!
Saa jeg fryser om mit Hoved
Af Angest og af Gru!«

Da lod din Aand jeg følge
Mig gjennem Livets Skræk,
Over den brusende Bølge
Fløi vor Tanke kjæk.

21

I Storm, ved Lynets Flammer
Paa vilde Klippekyst
Hørde du Dødens Jammer
I Skibbrudnes Røst.

Hvor Retterstedet stander
I Maanens matte Glands,
Saae du de blege Pander,
Og Hexes fæle Dands.

Paa Vindeltrapper og Gange
I skumle Borgruin
Jeg viisde dig Gjenfærd lange
Vandre i hviden Lin.

Jeg skildred dig lede Snoge,
Som ruge i Klipperift,
Troldqvinderne, som koge
Den hemmelige Gift.

Og naar du saa blev bange,
Og Kinden blev lidt bleeg,
Gjenlokkede Alfers Sange
Roserne, som bortveeg.«

6.

Der var som Døden stille
Over den hele Dal;
End hvidsked han til sin lille,
Sin yndige Gemal:

»Ak, nu jeg maa bortvandre
Fra dig, min Dronning prud!
Ei mægter jeg at forandre
Den evige Skjæbnes Bud.

22

Skjøndt Mindet vil smelte sammen
Med Tidens graadige Flugt,
Skal dog vor Leeg og Gammen
Bære dig liflig Frugt.

En Rigdom dig nu tilhører,
Dens Værd ei aner du,
Sig i dit Indre rører
En umaalt Verden nu.

Først Alt vil gandske svinde; -
Men som det skjulte Frø
Vil det i Hjertet inde
Gjemmes, og aldrig døe.

Lidt efter lidt skal stige,
Dig ubevidst, af din Aand,
Hvad her i Alfers Rige
Blev nedlagt af min Haand.

En Salvelse jeg give
Dig vil, at Alfens Viv
En Digterinde maa blive, -
Det skjønne Digt - dit Liv!

Som Solens Blink udklække
Blomster i broget Rad,
Skal dine Smil opvække
Hjerter til sværmersk Qvad.

Thi Sangeren, vil man sige,
Velsigner høist sit Hverv,
Naar han en deilig Pige
Tør offre Sangens Skjærv.

23

Og fra mit Land, det fjerne,
Du skal af Alfer smaa
Om din Skjønhed at værne
En kraftig Livvagt faae:

Sundhed, den stærke Terne,
Og Ynde, med Rosenqvist,
Skal følge dig, min Stjerne!
Og - Skjelmerie tilsidst.

Den Første skal farve mørke
De gyldne Haar, og smukt
Dig strømme sin varme Styrke
I Blodets Purpurflugt.

Den anden skal Foden føre
Og bøie rund din Arm,
Og tugtigt dig omsløre
Din Hofte og din Barm.

Den Tredie i en fornøiet
Men ubevogtet Stund
Skue dig dybt i Øiet
Og kysse dig paa din Mund!«

7.

Der var som Døden stille
Over den hele Dal, -
End hvisked han til sin lille,
Sin yndige Gemal:

»Een Pligt jeg dig paalægger
Een Bøn jeg beder kun,
Før jeg dig Haanden rækker
I Afskeeds bittre Stund:

24

En mægtig Gnist der flammer
I hvert et jordisk Bryst;
Skjøndt den fra Himlen stammer
Avler den Sorg, som Lyst.

Den er det, som forbinder,
Og som adskiller brat,
Den er det, som forblinder,
Og Dagen gjør til Nat.

Ved den af Slummer jages
Saa mangen evig Sorg,
Naar bedst man troer, der tages
Et Paradiis paa Borg.

Du kjender ei dens Vælde,
Ak, kun en stakket Stund
Formaaer i Støv at fælde
Dig Fredens hellige Lund.

Nei! elske maa du ikke!
Fatter du vel det Ord?
Vel ane dine Blikke
En Hemmelighed stor?

Til evig Qval og Smerte
Blev, Alfhild! jeg fordømt,
Hvis een Gang blot dit Hjerte
Om Kjærlighed. fik drømt.

En Mand af Støvets Caste,
Med Kjole og Frisur,
Sig skulde fræk formaste
Mod din Æther-Natur?

25

Jeg skulde see dit Øies
Violblaae, dybe Glands
Forene sig og føies
Saligt til Eet med hans?

Jeg skulde see, han førde
Dig som sin Eiendom,
Hvor Ingen Sukket hørde,
Og ingen Hjælper kom?

Jeg skulde sindig taale,
At han med ublue Blik
Begjærligt skulde maale
Hver Yndighed, du fik?

Nei! Gnisten maa ei tænde
Hos dig sin falske Pragt!
Ak, nei! du maa ei kjende
Dens frygtelige Magt!

Jeg evigt den vil slukke,
Mens reent er end dit Bryst,
Og aldrig skal du sukke
I Elskovs Qval og Lyst.

Jeg rækker dig Glemsels Honning, -
Tøm ud den søde Drik!
Og giv mig, Alfhild! min Dronning!
Dit sidste, venlige Blik!«

En Valmublomst han plukked,
Den stod ved Thronens Rand;
Dens Bæger han oplukked,
Da fyldtes det paastand,

26

Med Iispolens Kulde,
Med Glemsels Slummerviin;
Han holdt det for den Hulde
Til Læbernes Carmin.

Hun saae paa ham, hun sukked,
Hun tømde det til Bund,
Og da hun havde drukket,
Sank hun i dyben Blund.

Der blev som Døden stille,
Svundet var Alfers Dal,
Kuns Vandet hørdes trille
Og fjernt en Nattergal.

8.

Aftenen alt udbredte
Sit hemmelige Flor,
Moderen ængstlig ledte
Efter sit lille Noer;

Da fandt hun endelig Pigen
Sødt slumrende paa Jord,
Med tusind Øine, nyfigen
Stod rundt et Blomsterflor.

Og vaagen Alfhild fandt sig
I Græs ved krumme Aa,
Om hendes Lokker vandt sig
En Krands Violer blaae.

- Hun voxde, rug paa Ynde,
Som Alfen havde sagt,
Tidligt sig lod forkynde
Aandeverdenens Magt.

27

Sig hendes Sødhed væved
I mangen Tankes Gang,
Saligt Sangeren bæved,
Naar han om Alfhild sang.

Hun blev, som hendes Moder,
Baade kløgtig og from,
Men - under Barmens Kloder
Slet ingen Varme kom.

Vel Beilere kom der mange, -
Men iiskolde Blik
For deres Sukke lange
Var al den Trøst, de fik.

Ei mægted Støvets Sønner,
I Kjole og Frisur,
At bøie med Elskovsbønner
Den ætheriske Natur.

Men trods det kolde Hjerte
Havde hun freidigt Mod, -
Kuns dem det voldte Smerte,
Som laae for hendes Fod.

DE TO COUSINER.

I.

Ei langt fra Hovedstadens Muur
Ved Landeveien, inde
Hvor Graner om en stille Plads
En Tornekrone vinde;

28

Der mødes Vogne, Mænd til Hest,
Indsvøbt i Kapper lange;
Knap dæmrer Lys i Østen svagt,
End slumre Lærkens Sange.

Der er saa ængsteligt, saa tyst,
Med Graat er Himlen tjeldet;
Nysgjerrigt taus, som hvidskende,
Staaer Gran mod Granen hældet.

De stige ned af Hest og Vogn
Med alvorsfulde Miner;
De hilse koldt, - og tre og tre
Hver til sin Kant hentriner.

De tale sagte, - give Vink, -
Paa Sletten Skridt de maaler,
Paa udbredt Kappe knæle de,
Og lade to Pistoler.

Og Tvende træde særskilt frem,
De Andre bort sig fjerne; -
Vemodig skuer ned til dem
En mat og eenlig Stjerne.

Den Ene er en kraftig Mand
Med graanet Haar om Panden;
Som Pilen smækker, hvid og rød,
Blondhaaret er den Anden.

Den Ene i sin grønne Frak
Kun Mod og Fasthed værne;
Den Andens Hjerte dækkes af
Den blanke Ordensstjerne.

29

Den Ene med et roligt Blik
Og fast i Fod og Haanden;
Den, Anden, vild af Øiekast,
Og myg, som Espevaanden.

Den Ene med en hellig Sags
Fortrøstning i sit Hjerte;
Den Anden, som der pined ham
Et Helved, fuldt af Smerte.

Den Ældre gjorde Tegn til Fred -
Med Alvor, strængt han fordred;
Den Unge med et haanligt Smiil
Til Blod og Dom beordred.

Der faldt to Skud; - men til sin Vogn
Blev kun eet Legem baaret;
Deri brede, dunkle Blodstrøm skjød
Med Magt igjennem Saaret.

En Ungersvend paa Græsset laae,
Med blonde Lok om Tinden;
Da Østens Rose blomstred frem,
Saa falmed hans paa Kinden.

Da Morgenluften sendte frisk
Sit første Pust i Lunden,
Saa listed sig det sidste Suk
Ham bævende fra Munden.

2.

Saa døsig, lummer og saa tyst
Er Sommermiddagsstunden,
Kun Gjøgens fjerne, svage Kluk
Høres fra Hassellunden.

30

I Jægerhusets Lindegang
Udenfor Haugestuen
Der sidde To, hver paa sin Bænk
I Skyggen, under Buen.

Den Ældre syer det grove Lin,
Bleeg er hun som Jasminen,
Men som Provencerosen rød
Og fyldig er Cousinen.

Hun glimrer liig en Sommerdag,
Og med de hvide Hænder
Heel tankeløst i Schillings Bog
Hun Blad paa Blad omvender.

Den grønne, bløde Silke sødt
Røber de runde Former,
Og Barmens høie Bølgeslag,
Hvor det i Dybet stormer.

Og der er ikke talt et Ord,
Lydt høres Bien surre,
Og i Cousinens Silkeskjød
Den hvide Killing snurre.

Men der blev dog en Tale ført
Saa fuld af Ild og Smerte;
Men den til Ordet at betroe
Af intet Sprog de lærde.

Den blege Kone sender tidt,
Over sit Sytøi bøiet,
Cousinen en vemodig Strøm
Af Ængstelse fra Øiet.

31

Og fra Cousinens Øine blaae
Lynhurtigt faaer hun Svaret;
Men bag det listigt skjønne Blik
En Rædsel laae bevaret.

Et Posthorns indholdsfulde Klang
Høit skingrer hist ved Kroen,
Og hurtigt høres Hestens Trav
Med Bulder over Broen.

Et Brev hver holder i sin Haand,
Og Hænderne - de sittre;
Begjærligt suge Øinene,
Men Smilene er bittre.

De folde hver sit læste Blad,
Og Blikket mødes atter,
Og uden Ord, med Gysen de
Hinandens Tanke fatter.

Den hvide Rose blussed høit
Som Foraarsmorgenrøden;
Den Røde sad, som paa en Grav
Et Billede af Døden.

Den Første hvisked: »Tak, o Gud!
At du mit Alt har skaanet!«
Den Anden taug, stod op, men sank
Blandt Roserne hendaanet.

3.

Han kom til Hjemmet, mat og mørk,
Med Sveed og Støv i Haaret;
Han bar en Smerte i sit Bryst,
Men, ak! man saae ei Saaret.

32

Med intet Ord, ved intet Blik
Lod sig hans Ro forandres;
Han vilde bære stærk sin Vægt,
Sin egen - og de Andres.

Sin fromme Hustru stirred mildt
Han i det klare Øie;
Ydmyget, sønderknust han saae
Den unge Blomst sig bøie.

»Kom, læg dit unge Hoved her,
Kom, græd i mine Arme!
Her ved mit Bryst din kolde Kind
Jeg gjerne vil opvarme!«

Hun segned paa Divanen hen,
Hun taug, men Øiet flammed,
Med runde Arm omkring hans Hals
Et Navn hun sagte stammed.

Da løsde Graad den stumme Qval,
Og Smerten strømmed over,
Ned paa de hvide Skuldre flød
De gule Haarets Vover.

Det matte Øielaag sank i,
Den blege Mund stod aaben,
Men, stærk ved Smerten, trængde sig
Fra Øiet Perledraaben.

Med Arm om hendes smækkre Liv,
Med Haand bag hendes Hoved,
Med Munden tæt ved hendes Mund
Han sin Beretning voved.

33

»Du stakkels Barn! - hans Svar var kort, -
Hans Ord var koldt, - han spotted
Et Navn, ham før saa dyrebart, -
Han ved min Qval sig gotted.

Jeg tigged ydmyg, paa mit Knæ,
Men lukte var' Hjertets Veie,
Da voved jeg at friste det,
Som ei er heelt mit Eie.

Jeg vilde skaant, - jeg maatte ei,
Han tvang med Haan og Kulde;
Hans sidste Tilsagn fik, desværr',
Mit Svar igjen tilfulde.

Jeg opgjort har hans Regnebræt,
Jeg hævnet har din Ære, -
Du faaer en blodig Seierskrands
For den, du ei tør bære.«

Cousinen taug, og bleg som Liig
Hun vakled ud af Stuen;
Men æstlig, øm, hvorhen hun gaaer,
Bevogter hende Fruen.

4.

Den hede Sol er dalet ned
Bag fjerne, dunkle Skove,
Nu Hjorten ligger i sit Skjul,
De dybe Enge, sove.

Ved Skovens Rand en Hytte staaer
Ei langt fra Tørvegraven,
Med matte Løv sig krummer der
Et Hyldetræ i Haven.

34

- Cousinen staaer ved lave Dør
Og lytter til, hvor inde
I Kamret tysser paa et Barn
Den gamle Stodderqvinde.

»Tie stille, Barn! græd ikke meer,
Luk Øiet til, du Lille!
Din Fader kommer snart herhid,
Han al vor Sorg vil stille.

Vær rolig, Barn! du søde Barn
Snart vil du lee og smile;
Din Moder kommer snart herhid,
Og luller dig til Hvile!«

Ad aabne Dør hun traadte ind,
Og sig i Stuen stilled,
Som, stolt med en Medeas Blik,
Et herligt Marmorbilled

Thi Hævnen staaer med grusomt Træk
Paa Mund og Pande malet; -
Hun knuger Drengen tæt i Favn,
Og svøber ham i Shawlet.

Saa styrter hun af Hytten ud
Igjennem Mosens Taager; -
Men - om den stakkels Piges Fjed
En venlig Engel vaager.

5.

Der staaer en Brønd paa Heden, langt
Fra By og Huus og Hytte;
Og fire runkne Vidietræ'r
Som Vagter den beskytte.

35

Der er saa øde fjern og nær,
Ei Fuglens Qvidder lyder,
Kun Tudsen døsig kryber frem
Blandt Tidsler og Skarntyder.

Her vandrer Qvien ei til Vands,
Og Egnens Malkepiger
Med Bøtte, Stol og Malkekrands
Den skumle Plet undviger.

I Middagsheden giftig Dunst
Forvirrer Vid og Sandser,
Ved Midnat Ellekonen vildt
I Mosetaagen dandser.

Cousinen styrer did sin Fod,
Hun over Heden springer,
Saa Haaret, liig et gyldent Fløi,
Bagefter hende svinger.

Men aandeløs ved Brøndens Rand
Hun standser brat sin Hen; -
Thi Ellekonen, rank og hvid,
Hun svæve seer ved Pilen.

Hun løfter Barnet over Brønd,
Mens Øiet ræd hun vender; -
Da føler hun sin hede Arm
Berørt af klamme Hænder.

Med Skrig hun slap; - men intet Pladsk
Fra dybe Kjedel hørdes,
Det var, som om den Lille af
En venlig Arm bortførdes.

36

Ud over Sletten Pigen foer,
Og svandt i Taageregnen;
Og Vanvid hende Vinger gav, -
Hun saaes ei meer i Egnen.

Men seent et Rygte mumled om
Et Brev, hun skulde skrevet,
At fjernt i fremmed Land hun var
En fornem Frue blevet.

6.

I Jægerhuset gaaer en Dreng,
Og leger med sin Bue,
Ei Jægermestren ligner han,
Og ei den fromme Frue.

Thi han er blond, og han er vild,
Men kløgtig, fuld af Løier;
Kun Fruens milde Moderblik
Hans stærke Villie bøier.

Og fra sin bedste Leeg han tidt
Sig ind til hende sniger;
Der sidder han, mens Øiet ei
Fra hendes Aasyn viger.

Han fritter da om tusind Ting;
Om Folk i Bondebyen,
Om Stiernen, Maanen, Hest og Lam,
Om Blomsten og om Skyen.

Og spørger han: »hvor er min Faer?«
Hun peger mod det Høie.
Og spørger han: »min Moder da?«
Saa tørrer hun sit Øie.

37

»Men siig, hvor fik du mig da fra?
Nu, Fostermoder! svar mig!
Og lyv nu ei, gjør mig ei vreed,
Imens endnu du har mig!«

Med sælsomt Smil hun gier ham Svar;
»Paa Heden hist jeg tog dig;
Af Ellekonens dybe Brønd
En Aftenstund jeg drog dig.«

RINGENS INDSKRIVT.

1.

Hvo rider gjennem Skoven der
I Purpurskjørt, med hvide Fjer?
Den gule Fletning bøier lind
Sig ned mod liliehvide Kind;
Paa Armen har hun Falken graa
Med Bjælder og med Hætte paa;
Sin mælkehvide Ganger kjæk
Hun styrer gjennem Busk og Hæk;
Med Øiet roligt, Munden streng,
Hun speider over Skovens Eng,
Mens Tanken flygtigt sværmer om
Til Tidens Tegn, som gik og kom.
Det er den danske Dronning god,
Hr. Wolmers kongelige Blod;
En Stjerne klar for Nor og Dan,
For Sverrigs ædle Klippeland.
Bagefter følger, Fod for Fod,
En Flok med Støi og lystigt Mod,
En Sværm, udklækket, lokket hid
38 Ved Kongesolens Straale blid,
Med broget Dragt og pragtfuldt Navn
Med Leeg og Tant og lidet Gavn.

Iblandt den store Skare smukt,
Som i det dunkle Løv en Frugt,
Der straaler høit en Dame fiin
I grønne Fløil og sneehvidt Liin.
Kun sexten Aar! - Granaten har,
Fuldmoden, ei saa rødt et Ar,
Som hendes friske Mund; med Kraft,
Liig Druen, fuld af Ungdoms Saft,
Stolt svulmer Hofte, Skulder, Been.
Fra Øiets sorte Ædelsteen
Der gaar et Lyn til hver en Kant,
Hvor det et Maal for Skuddet fandt;
Og hendes Lød er klar, men bruun,
Paa Overlæben spirer Duun,
Liig spæde Laad, der værner om
Mosrosens Purpurhelligdom.
Hun har en Bue, som til Strid
En Skjoldmø fra en svunden Tid.
En lille, let og fiffig Hat
Er paa det ædle Hoved sat,
Derunder fører Lokken Leeg
Saa sort og blank, som Bjergets Beeg.
Den fulde Barm er altfor blot, -
Det er den skjønne Kirstin Thott!

Dandronning vinker med sin Haand,
Hun løser Falkens Klo af Baand,
Hun holder stil, og rækker den
Fra Gangren til sin liden Svend:
39 »Lad bede Dyr, hvo kan og vil,
Jeg har nu ingen Hu dertil!
Byd Frøken Kirstin til mig gaae,
Hun følge mig til Huse maa!«

Den Gangerpilt bar hende Bud;
Hun axled da sit grønne Skrud,
Og over Græs og Blomster top
Hun foer i susende Gallop,
Med Smiil om Mund, med Ild paa Kind,
Med dristigt Mod og lystigt Sind;
I Skjørtet Luftens Vinger slaae, -
Og hvo det voved, henrykt saae
En Fod saa spæd, en Læg saa fast
Som meislet ud af Alabast.

Ved Fru Margrethes Venstre snart
Hun standsed rask sin Gangers Fart;
Den fnysde, bøied Halsen krum.
Og stænked paa sin Bringe Skum.
I Bøges Skygger taus de reed,
Mens Middagssolen brændte heed.
Ung Kirstin sad saa sorgløs, glad,
Og tænkde, selv hun veed knap, hvad?
De sexten Aar eet Foraar var,
Og hendes Himmel reen og klar;
Men Dronningen sin Taushed brød,
Og strax en Sky paa Himlen skjød.

»Jeg tænker paa, du unge Skud!
Hvor rank du voxet er og prud;
Jeg tænker paa, du unge Blod,
Hvor du er tidligt blevet moed;
40 Jeg tænker paa, din Sommertid
Skal vorde vel som Vaaren blid.
En Fæstmand jeg dig har udsøgt
Med Adel, Rigdom og med Kløgt; -
Mit Riges gode Mand, Jep Muus,
Skal føre dig som Brud til Huus!«

Hun blegned ei; men Vredens Glød
Paa Hals og Kinder Purpur gjød:
»For Gud! Fru Dronning, tving mig ei,
At vandre paa saa uret Vei!
I vilde volde mig den Skam
At slaae mit Blik med Blu paa ham,
Som jeg har Haand og Tro tilsagt
Af Hjertens Villie, ei ved Magt?
Jeg har en Fæstmand, veed I vel,
Meer dyr og kjær end Liv og Sjel;
Han er saa stolt, saa bold en Mand,
Forraade ham jeg aldrig kan!«

Fra Dronningen et Øiekast,
Vel sindigt, men saa kold og hvast,
Udslukked hendes Tale brat,
Som Faklens Blus en regnfuld Nat.
Med Ro begyndte hun sit Svar,
Men hendes Sind som Havet var,
Der, let i fine Kruser lagt,
Først mumler venligt om sin Magt,
Men snart, af Stormen hulet ud,
Fremtordner barsk sin Vældes Bud.
»Den Fæstmand skal du aldrig faae!
Et lige Spænd i Aag bør gaae,
Du blusser end i grønne Vaar,
41 Mens Sneen plettet har hans Haar.
At hæve den ulige Pagt,
Det er min Villie og min Agt!
Du pukker paa dit Adelsblod?
Jep Muus er Ridder, gjæv og god;
Han har alt i min Faders Vold
Faa't Gods og Guld og Hjelm og Skjold.
Jeg veed det nok, at Ulv og Ørn
Kun parres vil med Galt og Bjørn,
At Mormand kun sit Hoveds Glands
Omvinde vil med Rosenkrands;
De trodse mig, min Kongestav,
Og Magten, som mig Himlen gav.
Men Magten vorde skal et Baand,
Og Sceptret Rus og Straffevaand.
Man binder ei den stærke Bjørn
Med Silketraad og Uldengjørn;
Man lokker ingen Ulv i Huus
Som til en Fælde liden Muus;
Snart faaer man kun ved rette Træk
Med Lempe Æg i Humlesæk;
Og snart, hvad ei sig bøier smukt,
Maa knækkes ved en mægtig Tugt!
Saa vil og jeg den store Tot
Udspinde snart saa fiint og smaat,
Det Abild vil jeg skudde kjæk
Og stemme for den vilde Bæk,
Og Bægret knuser jeg engang,
Saa staaer jeg fast i Dannevang!
Du skal! - i disse tvende Ord
Er større Trolddom, end du troer,
Naar de fra disse Læber kom,
42 Der lukke Magtens Helligdom!
Og hvis din Kløgt ei skuer klart,
Hvordan er Hjertet da forvart?
Har du forglemt, hvor sødt og ømt
Du har i disse Arme drømt?
Jeg fik dig som et lidet Noer,
Og paa mit Knæ du voxde stor.
Din Barndoms Fristed var min Favn,
Og paa mit Bæger staaer dit Navn
Iblandt de Navne, som især
Jeg troede meest min Naade værd.
Du skal hos mig, og i mit Buur,
Trods din ulydige Natur,
Hun Beiler see for sidste Gang
Og klynke ham hans Afskedssang;
Og ei et Ord, en Lyd, et Blik,
Du ei af mig indprentet fik,
Forraade maa den frække Trods,
Hvormed du her har talt til Os!
Du skal!« Og vreed hun Hesten gav
Et Rap, saa snart i strakte Trav
Hun naaede hurtigt til sin Borg
Med Kirstin Thott og hendes Sorg.

2.

Hvo var han vel? - En Mand han var,
Saa stolt som nogen Stamme bar,
I Raadet sindig, gjæv og snild,
I Kampen stærk, som Lynets Ild;
I Fredens snilde Vaabenleeg
I Siirlighed han Ingen veeg;
Han svang saa let sit tunge Spær,
43 Som Vinden spiller med en Fjer;
Hver Sømand veeg ham Skib og Roer,
Hver Fisker Net og Angelsnoer;
Med Sælen svømmed han omkap,
Og rendte op den Hare rap,
Og Jægren svoer ved Hund og Horn,
At Skoven aldrig saae tilforn
En bedre Skytte, som til Jagd
Har Pilen over Buen lagt;
Han tæmmed Hengsten med sin Haand
Som lidet Barn med Ledebaand;
Og sad han saa blandt Mænd ved Drik,
Han tørstig ei af Lauget gik;
Med mægtig Røst til Harpens Klang
Om Oldtids Kjæmpeslægt han sang.
Og har du seet en vældig Eeg,
Hvis Top saa frank mod Himlen steeg,
Hvor hvert et Blad var sundt og ungt,
Med Vedet fast og marmortungt,
Og rolig dog i al sin Prunk, -
Da har du seet Hr. Holger Munk.

Men mellem Hovmænds Glimmertant
En saadan Stjernes Lys forsvandt.
Hvad agter vel en pyntet Trop,
Ved Naadens Solglimt klækket op,
En Mand, der skatter deres Kunst
Som Bjældeklang og Taagedunst?
I denne Tryllekreds med Mod
Han trodsig som en Fremmed stod;
Hans Øie skued skarpt og klart,
Hans Skole var af anden Art.
Med Staal i Haand, paa høien Stavn
44 Han lærde Fjendens Mund sit Navn,
Og Sværdets Hvinen, Pilens Klang
Hans Øre var som Lærkesang;
Trods Tørst og Hunger, Nød og Trang
Ei standset blev hans Skolegang.
Han offred den de yngste Aar, -
Hans Kind blev bruun, og blegt hans Haar;
Da satte han sit Spyd i Ro,
I Fredens Ly han vilde boe,
Den Sum, han for sin Fremtid gav,
Han vilde trække Renten af.
Han havde nu sin Arne bygt,
Og vilde den med Blomsten smykt,
Hvis Duft og Farve ei forgaaer,
Som spirer Sommer, Vinter, Vaar!

3.

Han traadte stolt i Hallen ind!
Der stod hun, rank, med blegen Kind,
Den bløde Arm paa Armen laae,
Mens Øiet fast mod Jorden saae,
Og ei et Blik hun voved, bly
At sende gjennem Taarens Sky.
Men Dronningen, med roligt Smiil,
Lod sine Blik, i sælsom lil,
Gaae snart til ham, til hende snart,
En Skipper paa en hurtig Fart!
Hun vinked taus, og han fremstod
Med aabent Blik, med kraftfuld Fod;
Hans Bryn var rynket, Panden varm,
Paa Sværdet støtted han sin Arm.
Han vidste grant, at Høiheds Gunst
45 Er som en let bevæget Dunst,
Vel stundom stærk til Frugtens Drift,
Men tidt en fiin og listig Gift,
Der svider af den Blomstertop,
Som i dens Skjød er spiret op.
Selv nu han aned intet Godt,
Beskikket hid til Kongeslot.

Men Dronningen et andet Vink
Udsendte ved sit Øies Blink,
Saa Pigen sittrede derved Fra Issen og til Foden ned,
Men hæved ei sit Øielaag, -
Et Smiil kun Læben bittert drog.
Hun talde; men fra hendes Bryst
En anden, kun ei hendes Røst,
Fremgik, som fra en Grubes Gang
En Bjergmands sørgelige Sang.
Hun talde; men det var med Nød,
At Ordet sig en Bane brød,
Det var, som indenfra en Haand
Holdt Talens Række ved et Baand.
Hun talde; men hvad der blev sagt,
Var som en Vise, underlagt
En dyb, alvorlig Melodie, -
Saa sær Forvirring var deri.
Hun stod, og rørde ei et Lem,
Kun Munden aabned hun paa Klem,
Og lod sin Tale liste frem;
»Hr. Ridder!« - ak, ved dette Ord
En Gysen ham i Barmen foer,
Alt blev ham klart, just ham især,
Hvem før hun kaldte Hjertenskjær.

46

»Hr. Ridder! I er vel saa snild,
At give Eders Minde til,
Hvad mig min Fostermoder har
Beviist, min Fremtids Lykke var?
I give mig min Ring, I bær,
Igjen jeg rækker Eders her.
Beraadt med Frænder og med Gud,
Jeg vorde skal Jep Muuses Brud
Og paa den Ring, af mig han faaer,
Mit Hjertes Mening udtrykt staaer.
Hr. Ridder! skilles vi saa ad
Med Fred i Sind og uden Had?«
Hun taug; men med eet Øiekast
Fortolked hun sit Ord i Hast,
Som Lyn, useet af ham, kun Eet;
Men havde han dets Rigdom seet,
Han vilde øst en større Fryd,
End tolkes kan med Ordets Lyd; -
Ak! i dets blanke Taaredaab
Laae alle Elskovshimles Haab!
Var ei af Harm hans Sind berust,
Hans Hjerte var ei blevet knust;
Ham var hvert Ord, skjøndt simpelt, klart,
Kun Draaber Gift, tilsammenspart,
Og rakt ham, som en Sygedrik, -
Thi ak, han saae ei hendes Blik!
Og Ringen, som hun meldte om,
Den Ring, ham ei af Mindet kom,
De Elskovsord, der skulde staae,
Med bitter Haan han tænkde paa.
Han Orlov tog, og drog med Sorg
Alene til sin Fædreborg.

47

4.

Hun fik Jep Muus. - Saa koldt og stivt
Paa guult Papiir, med snørklet Skrivt
I gamle Slægtebog det staaer
Blandt Navne fra henrundne Aar.
Den tørre Grandsker seer derpaa,
Men koldt hans Blik derover gaae,
Han aner ei den Kummer stor,
Som gjemmes bag de simple Ord,
Den dybe, bittre Hjerteqval, -
Han agter kun paa Navn og Tal.
Forlængst hun er i Graven gjemt,
Og hendes Navn og Sorg forglemt! -
Jep Muus, han var en spinkel Mand,
Han kunde gaae, som Andre kan,
Med lige Been og Ryggen ret,
Paa Hesten sad han rank og net;
Men traad i Kongehal han ind,
Saa spejled sig hans Trællesind,
Hvor han saa gik og sad og stod,
I Hoved, Ryg og Knæ og Fod.
Hans Vams var blaa og fløielsblød,
Hans Brog var guul, hans Hose rød,
Og Farven af hans Kappe kort
Var Hælvten hvid og Hælvten sort,
Og paa de grønne Snabelskoe
Der ringled Sølverbjælder to.
Saaledes udstafferet smukt
Med kroget Knæ og Ryg i Bugt
Han seiled ind, foruden Støi,
Saa Qvast og Baand som Vimpler fløi.
Det store S han ligned grant,
48 Som Munkens Skrivekunst opfandt,
Smukt malet, siret rundtomkring
Med røde, blaae og gyldne Sving.
Skjøndt han i Kjolen var en Gjæk,
Var Aanden kløgtig, fiin og kjæk;
Og var hans Arm ei stærk og vild,
Det bøded, han var myg og snild;
Han krøb, hvor Andre opreist gik,
Og rammed Maalet paa en Prik. -
Saa stod han for sin ædle Brud,
Trolovet ham ved Magtens Bud,
Og kiged op med Øine smaa
Til Himlen, som i hendes laae;
Og skjøndt han saae den taagedækt,
Stod han og logred dog saa frækt,
Ret som en lille, vever Hund
Med kjælent Smiil om spidse Mund.
Da rakde hun den Fæstemand
En gylden Ring med breden Rand,
Hvor stukket, som et Tryllesprog,
En Krands af Ord sig siirligt drog;
Og mens hun bytted den med hans,
Sært tindred hendes Øies Glands.
Hun hvisked: »læs!« og ivrig han,
Omdreiende den gyldne Rand,
Fik stavet sig til hvert et Ord.
En Skjælven om hans Læbe foer,
Saa bittert smiled han derved,
Som i et Galdebær han beed;
Han blev lidt rød, saa atter bleeg,
Og hendes hvasse Blik undveeg;
Han saae paa Ringens gyldne Baand,
49 Han veied den i hule Haand,
Og, skjøndt den brændte ham som Glød,
Han roligt den paa Fingren skjød.
Men dette tunge Troskabspant,
Den Stump af Lænken, som dem bandt,
Som slutter i sit ene Led
Den frygtelige Evighed,
Slet Ingen saae, - kun han og hun,
Og som forseglet var hans Mund! -
Hun fik Jep Muus, og stolt og glad
Han hos sin skjønne Frue sad.
Det var i Fru Margrethes Huus,
Man drak det rige Bryllupskruus;
I Kongens Gaard de Begge to
Fik Hæderskost og Æresbo.
Saa blev det Vinter, det blev Vaar,
Alt Bøgen stod med gulnet Haar,
Da sprang der Blomst af Stammen alt,
Men vissen den til Jorden faldt.
Jep Muus han græd; men Fru Kirstin
Kun sørged med det hvide Lun.
Med stadigt Løb endnu engang
Sig Aarets Hjul om Axen svang,
Da var paa Stammen Frugt igjen,
Men Mulden gjem de ogsaa den.
Jep Muus sig græmmede, som før, -
Al hendes Sorg var Snip og Slør.
Thi hendes Sind blev koldt og stivt,
Hun hadede som Pest og Gift
Den væmmelige, tvungne Pagt;
Hun saae paa ham med dyb Foragt,
Og takked Gud, at hendes Blod,
Med Livet, og hans Navn forlod.
50 I Samqvem saaes hun glad, og loe,
Men ene var hun aldrig fro.
Med Dronningen paa Jagd hun drog,
Og fulgde hendes Reisetog,
Og Hestens Spring til Hornets Klang
Var hende Dands og munter Sang.
Men sad hun i en eenlig Vraa,
Tungsindig hun mod Jorden saae,
Mens Tenen standsed, Taarer flød
Som Perler ned i hendes Skjød.
Hun var forladt! - forladt af ham,
Som hendes første Suk fornam,
Da varm, med mandigt Alvorsord
Han vakde hendes Sjel til Flor,
Der end i Vaarens Blomsterskjød
Sin ubevidste Slummer nød,
Saa den fik Blomst og Frugt og Blad
I Livets Sommerstraalebad; -
Miskjendt af ham, hvis stærke Aand
Holdt hendes fast ved tusind Baand,
Ved hvem den steget var fra Jord
Didop, hvor Lys og Frihed boer,
Som Vedbend hæver sig mod Sky
Ved Egens Kraft i Egens Ly.

5.

Hvis du vil flye fra Verdens Tant,
Hvor Træthed kun dit Hjerte fandt,
Hvor Hverdagssladdrens matte Fisk
Blev daglig dækket dig paa Disk,
Hvor Mistro lurer paa dit Fjed,
Og Nar kun troer paa Trofasthed;
51 Hvis du vil skye den vamle Færd,
Saa fjæl dig dybt bag Skov og Træ'r,
Gjør Egen, Bøgen til din Ven,
Elsk Blomsten, der omdufter den;
En mosgroet Steen, den grønne Eng
Dig vorde Bænk og Hvileseng;
En lille Fugl paa løvfuld Green,
En mørkblaa Sø, et Straa, en Steen,
Den lette Hind, som paa dig seer
Med milde Blik, et Blad, en Fjer,
Som seiler ned ad klare Bæk,
De røde Bær paa Hybenhæk,
Den fjerne Klokkes Aftensang,
Et Valdhorns længselsfulde Klang, -
Men fremfor Alt, den dybe Fred,
Den trygge Aftenrolighed
Vil styrke, læge balsamsødt
Hvert Saar, som Livets Dolk har stødt.
Der tør din Tanke sværme frit,
Og glemme alt, hvad du har lidt;
Det smaaligt Usle svinder snart,
Det store Omrids bliver klart,
Forsonet, glemmes din Foragt,
Og luttret straaler Livets Pragt!

Paa Flugt fra Minder, Hof og By
Han søgde fjernt et venligt Ly.
Der var en vældig, dunkel Skov; -
En Vandrer havde vel behov
Paa travle Fod en Dag at gaae,
Hvis han dens Midte vilde naae.
I Skovens Hjerte laae en Sø,
En Damvei førde til en Ø,
52 Og paa dens grønne Underlag
Med røden Muur og Kobbertag
De Munkers Stammeborg sit Spiir
Stak høit i Luftens blaae Saphir.
Langs Søens Rand der løb en Sti
For Vandreren, som gik forbi.
Rundt om var grønt. En mægtig Hær
Af gamle Stammer, hver især
Med tusindaarig Bul og Rod
I Krands om Søens Flade stod,
Et Piilskud knap det skarpe Blik
Igjennem tætte Vrimmel gik,
Hvor Hjorten kneisde, Haren ræd
I Krattet smutted snelt afsted;
Hvor Droslen slog i Vaaren blid,
Og høit i skumle Vintertid
Den hæse Ravn i Flugten skreeg,
Naar over nøgne Top den steeg.
Her saae den aarle Sommerstund,
Mens Finken laae i søde Blund,
Ham vandre med sin stærke Hund,
Og standse tankefuld i Lund;
Her Vinternattens Sølverpragt
Omstraalde tidt hans vilde Jagt.
I Borg, ved Sø, i Skov og Krat,
Alene i den tause Nat,
Om Aftnen ved sin Arnes Ild,
Om Morgnen eensom lænet til
Den hugne Sandsteens Ørneflygt,
Hvormed hans Borgs Altan var smykt,
Eet Minde kun hans Tanke bandt,
Saa den ei Ro, ei Hvile fandt.
Han flyede det, men kun paa Skrømt;
53 Hiin Salighed, han havde drømt,
Var altfor dybt i Hjertet groet
Til strax at løsnes fra sin Rod,
Og, skjøndt Phantom, den var ham kjær.
Han streed; men Kampen var for svær;
Vel var han stærk; men Draaben, seen,
Faaer Bugt selv med en Kampesteen.
Hans Tanker var som Bølger blaae,
Der vexlende mod Stranden gaae;
De lod i saligt Drømmerie
Det Svundne svæve ham forbi,
Men svulmed tidt med Bitterhed, -
Den var ei Mand, som ei blev vreed;
Med følsom Ædelmodighed
En sund Natur veed slet Beskeed! -

»Mit Suk er Synd! - Har Himlen ei
Velsignet fuldeligt min Vei?
Den undte mig i vaagen Drøm
At seile rug paa Haabets Strøm,
Og svandt end Boblen let i Skum, -
Dunst - er jo hele Livets Sum!
Og Hun? - var hendtes Daad ei ret?
Jeg, veiet, fundet blev for let.
Hvad var min Borg, min jevne Lod
Mod Hoffets Pragt og Overflod?
Hvad Fuglens Sang i Skovens Skjød
Mod unge Junkres Smiger sød?
Hvad var den travle Teen og Rok
Mod sladdrende Veninders Flok?
Hvad Troskab, Alvor, Kraft og Ild
Mod Dands og Pynt og Sang og Spil?
Jeg priser ham, den unge Fant,
54 Der Fraisen sig saa siirligt bandt,
At han sin Dames Hjerte vandt
Ved denne og ved anden Tant!
En ringe Priis! - og Himlen naae!
Hvor høit mon da de Andre staae? -
- En Ring? - Det kom mig for, som saa
Hun talde om en Ring, hvorpaa
Der skulde skrives - ak ja! - hvad?
Vel en Sentents saa flau og flad,
Som nogen Perlestikkers Haand
Har sat paa Gjord og Hosebaand?
Og dog, - har ikke falsk jeg hørt, -
Var hendes Stemme øm og rørt?
Var det da Spot? en Havfrusang,
Der over hendes Læber klang,
Som skulde lokke ud min Sjel
Paa Sorgens Hav? - hvad var det vel?«

Men Tvivlen voxde i hans Bryst,
Ham Ringen snart var Qval, snart Trøst.
Han saae ei hendes sidste Blik,
Da haant han vendte sig, og gik;
Thi havde han dets Fylde seet,
Var ei den Smerte ham beredt;
Han vilde øst en større Fryd,
End tolkes kan med Ordets Lyd; -
Ak, i dets blanke Taaredaab
Laae alle Elskovshimles Haab!

Men Ringen med sin Indskrivt blev
Enhver hans Tankes Hjul og Drev;
En Tryllekreds, der slutted tæt
Omkring hans Aand, et Jægernet,
55 Hvori den slog sin Vinge træt,
En Qværn, som selv han drev omkring,
Liig blændet Øg, i evigt Sving.
Hans ydre Færd var Ro, mens der
I Barmen rasde vild Begjær
At see hun Gjenstand for sit Had,
Og læse - selv han veed ei, hvad?
Et Trøstens Ord? - en Dødens Dom?
Fast lige kjært ham forekom.
Han glemde for det ene Savn
Hvert dyrebart og helligt Navn,
Og Liv, Død, Evighed og Gud
Var slettet af hans Hjerte ud.
Alt stod i Mulm! - kun Ringen ei!
Den vilde han, ad hvilken Vei
Saa Skjæbnen, eller hvad man vil,
Ham naadigen forhjalp dertil,
I Haanden holde, med sit Blik
Indsuge som en Lægedrik
Blot eet Secund, eet Aandepust,
Og frelses, - eller vorde knust!

6.

Til Lise for sin syge Sjel
Slog Holger Munk Jep Muus ihjel.
Hans Paaskud? Veed jeg det? Hvad Lag
Mon ligger paa saa simpel Sag?
Hvor let kan ei en Cavalier
Faae Ram til slig en Daad, og meer?
En Spore, stødt imod en Taa, -
Et Smiil, man strax ei kan forstaae,
Et Ord, et Nysen eller Nik
56 Var tidt som grusomt Sylestik
I den saa kildne Æresprik!
Een har maaskee en hoven Kind,
Saa Munden trækker sig lidt vind;
En Anden holder det for Spot,
En skjæv Mund huer ham ei godt,
Han troer, det myntet er paa ham,
I Blod han tvætte vil den Skam.

Ved Solens Lys, i Vaabendyst
Med Blik mod Blik og Bryst mod Bryst,
I ærlig Kamp, i Ridderfærd
De maalde deres lange Sværd.
Hr. Muus, skjøndt smidig, uforsagt,
Ei voxen var Hr. Holgers Magt;
Thi Hævn og Had og Tvivl og Harm
Fordobbled Lynet i hans Arm,
Og snart hans Fiende strakdes kold
Med Nakken paa sit Adelsskjold.
Hr. Holger tænkde ei paa Bod,
Ei paa det spildte Adelsblod;
Han slængde bort sit blanke Staal,
Og ulde til sin Længsels Maal,
Drog Handsken af den Slagnes Haand,
Og vristed med ustyrlig Aand
Af fjerde Finger, hvor den sad
I andre rige Smykkers Rad,
Den Ring, i bittre Taarer døbt,
For Staal og Blod saa dyrekjøbt.
Og da han den for Øiet bar,
Forvirret, knap han saae, det var
En Guldring med en Kobberstift,
Hvori var stukket klart i Skrift:
57 »Hvad vil en Ræv i Galtens Sti?
»Hvad vil en Muus i Bjørnens Hi?
»Du Kobbernagle! art dig smukt,
»I Guld du ligger indelukt!«

Hans Arme sank; hans Øie saae
Med Smertens Ynk paa ham, der laae;
Han faldt paa Knæ, han bad til Gud, -
Saa stod han taus, saa brød han ud:
- »Og tænker jeg mig rigtig om,
Kan du jo takke Gud, jeg kom!«

7.

Det Aften var; Høstsolen alt
Bag Nattens brune Teppe faldt;
Tykt Mørke dækked Skov og Slot,
Rigt guldbrodeert var Himlens Blaat.
Paa Høien hist, hvor smalle Sti
Langs Søen slynger sig forbi,
En Vandrer eensom stille stod,
Og, støttet træt til Bøgens Rod,
Sit Blik paa Egnen hvile lod;
Og hvad hans Øie henrykt saae,
At skildre her jeg prøver paa.
Saa taus og mørk laae Skovens Krands,
Men Slottet stod i fulde Glands,
Og Søens sorte, slebne Glar
Hvert Vindves Straalebilled bar.
Men Nattens dybe Stilhed brød
En Støi fra Skovens fjerne Skjød,
Hvor blandet Raab og Latter lød,
Hvor Hestens Hov, Trompetens Larm
58 Fik Echo vakt af Søvnens Arm.
Paa Veien, som sig dreier ned
Fra Skovens Rand mod Søens Bred,
En pragtfuld Skare langsomt reed,
Og hundred Faklers Flamme rød
Saa vidt og bredt i Straaler flød,
Og spredte med sin stærke Ild
Paa Løv og Vand sit Farvespil.
En deilig Dame reed foran, -
Ved Siden, stolt, en kraftig Mand;
Og efter dem der, Par og Par,
En Glimmerkjede flettet var,
En Mø, en Svend, en Svend, en Mø,
De nærmed sig den stille Sø.
Der vifted Fjer paa Hattepul!
Der flagred Baand! der blinked Guld!
Trompeten klang og Gnisten blank
Rødt sprudende i Vandet sank,
Mens Fod for Fod det rige Tog
Sig ud mod Borgen langsomt drog
Hen over Dammens høie Steen,
Afspeilt i Vandets Flade reen
Som en uhyre Tusindbeen!
I Borgens Port de trængde ind;
Da rødmed stærkt i Fakkelskin
Den snevre Gaard, den høie Muur,
Og stille taug Trompet og Luur.
Men der, hvor Vindvesrækken klar
Forkyndte, Borgcappellet var,
Der strømmed ud en anden Klang
I Brudemessens Høitidssang.
Den bredte sig i Nattens Skjød
59 Saa blid og sværmende og blød,
Saa qvægende, som Dug og Regn,
Der drysser paa en solbrændt Egn;
Saa sød som Templets Virakduft,
Saa varm som Julinattens Luft,
Forsonende, som Engles Qvad,
Naar de for Verdens Synder bad,
Først svag, men svulmed snart med Magt
I alle Toners Regnbupragt,
Og svæved hen saa blid og smuk
Som Fromheds sidste Afskedssuk.
Saa blev der tyst, hver Flamme slukt,
Og alle Borgens Øine lukt. -
Den Vandrer svandt bag dunkle Krat.
Det var de Tvendes Brudenat!

ANNETTE.

DET FØRSTE MØDE.

See, Sneen lægger sin Pude
Om Hytte og om Slot;
Det er saa koldt derude,
Men her er luunt og godt.

Med dine hvide Hænder
Du vinder det fine Garn,
Og stundom Øiet vender
Smilende til vort Barn.

Og mens du vugger Drengen,
Annette! vil jeg engang
Sagteligt røre Strengen
Og synge dig en Sang. -

60

I Sommeraftenstunden,
Som Fremmed, med en Ven
Jeg kom til Bøgelunden
Hvor Mængden strømmed hen.

Vogne og Heste bare
Over Canalens Bro
En lystig, broget Skare
I lette Klæder og Skoe.

Paa runde Plet derinde
Var der en Tillie lagt,
Hvor Bøgen og grønne Linde
Skygged og holdt Vagt.

Hver Sjel med pene Klæder
Fra Egnen havde jo Lov
At dandse paa hine Bræder
I Herr Agentens Skov.

Solen, vest paa Himlen,
Som Lysekrone, stjal
Sin Straale over Vrimlen
Ind i den grønne Sal.

Agenten var saa vigtig
Saa fiin og vims en Vert;
Man saae, »hvor det dog rigtig
Var ham smigrende og kjært,

At see saamange Smukke
Paa sit Sommeraftenbal,« -
Friseret som en Dukke,
Med Vest af broget Shawl.

61

Ved Klang af Violiner,
Af Fløiter og Oboe,
Gleed de med muntre Miner
I Valsen to og to.

Da kom tilsidst det Bedste!
En simpel Vogn jeg saae,
Trukket af tvende Heste,
Een sort og een graa.

Jeg saae en lille Pige
Undselig, hvid og peen
Fra Fjællevognen stige
Med sine deilige Been.

Og saa en gammel Frue,
Hvis Ærlighed og Tugt
Hvermand nu kunde skue
I Øiet, klart og smukt.

Den Gamle var din Moder,
Den Unge - var jo du; -
Saa sprang der en lille Broder
Fra Vognen endnu.

Da saae jeg Herrerne smidske
Paa Pladsen rundenom,
Og hørde grant dem hvidske:
»Det var da godt, hun kom!«

De ædle Kræmmersvende
Og Contoristers Flok,
De maatte blusse og brænde
Forlibte meer end nok.

62

Studenter i sorte Kjoler
Og Officierer i Rødt,
De gjorde Caprioler,
Og smilede ømt og sødt.

Ak, hvor de løb og sukked
Med Hjertet i deres Hals!
Ak, hvor de bad og bukked
Blot for en Extravals!

Selv dandsede jeg ikke;
Men aldrig dig forlod
Skinsyge mine Blikke,
Ihvor du gik og stod.

Mit Hjerte huldt det qvæged
At see, hvor i Cotillon
Du siirligt dig bevæged
I det blændende Linon;

Saa luftig, som Nattetaagen
Henglider over Sø,
Saa hvid og let, som
Maagen Svæver om Kyst og Ø;

Som Solen, der sank bag Mosen
I Skyens Foldekast,
Saa blussende som Rosen,
Plantet i Alabast.

Jeg saae om Nakken slingre
De blanke Slangers Flok;
Jeg troer, til tusind Fingre
Var der Guldringe nok.

63

Og dine Øine, Søde!
Siig var det Tryllerie?
Jeg saae dem jordisk gløde,
Men en Himmel dog deri.

Jeg selv stod taus, alvorlig,
Men i min Barm opgik
En Sol, saa varm og vaarlig,
Udstraalt af dine Blik.

Og bag det kolde Dække,
Som paa mit Ansigt laae,
Følde jeg snart en Række
Af Elskovsroser staae.

Da blæsdes en Fanfare,
Brat standsede Dandsens Flugt,
Tjenere rundt ombare
Kjølig Viin og Frugt.

Saa høfligt jeg mig nærmed
Til Bænken, hvor du sad,
Hvor svalt mod Solen skjærmed
Ahornens brede Blad.

Jeg talede med din Moder
Om mangen snorrig Gjæst,
Og lod din lille Broder
Fortælle mig om sin Hest.

Til dig jeg voved ikke
At vende noget Ord,
Electrisk dine Blikke
Gjennem mit Hjerte foer.

64

Kun stundom lod jeg glide
Af Øiekast et Par
Hurtigt til den Side,
Hvor du og Amor var.

Du troede jeg var forlegen,
Og smilede lidt spidst, -
Men Undseelsen blev din egen,
Det mærked du tilsidst.

Du følde nok, at Guden,
Usynlig, med sin Haand
Fastere knytted Knuden
Paa det nytvundne Baand.

Da sig nu Dagen dulgde
Bag den stjernerige Nat,
Mindes du, jeg dig fulgde,
Og bar dit Shawl, din Hat?

Jeg trykked dit Shawl til Munden,
Og aanded den fine Duft
Meer henrykt, end i Lunden
Nattens balsamiske Luft.

Mindes du, jeg dig hæved
I Vognen paa min Arm?
Jeg følde, hvor du bæved
Trykket imod min Barm.

Og denne søde Gysning,
Hvis Tanke jeg forstod,
Den gav mig en Oplysning,
Som ildnede mit Blod.

65

Jeg tænkde: »nu forklar dig
At Alt kan blive lyst!«
Og hvidsked, mens jeg bar dig,
Saa hemmeligt og tyst:

»De maa nu være færdig
At troe - hvad de vil,
Men saa inderlig elskværdig
Som De, er Ingen til!

Jeg maa Dem Alt forraade,
Hvad selv De aner vel!
Ak, Kjærlighedens Gaade
De løsde for min Sjel!«

Du saae paa mig forundret,
Men fik slet ikke svart;
Thi Fjællevognen dundred
Over Broen med en Fart. -

Evigt min Barm skal gløde
For dig, som første Gang!
Siig mig, Annette, Søde!
Hvad faaer jeg nu for min Sang?

BESØGET.

I Dalen der, hvor Veien bugter
Fra Skoven ned mod grønne Vang;
Hvor Haugen glimrer, fuld af Frugter,
Og Søen blinker, blaa og lang,
Der ligger Præstens Enkesæde
Med kalket Væg og Tag af Straa;
Jeg ind ad Laagen der vil træde, -
Jeg seer den gjæstfrit aaben staae.

66

Hvor her er hyggeligt og stille! -
Hvi standser du, min Taare, saa?
Der er kun Een, som seer dig trille,
Jeg troer, han vil dig nok forstaae.
Mit første Offer du frembære
I denne Fredens Helligdom;
Men lad for Alt ei Verden lære,
At ogsaa jeg er blød - og from.

Hør Sølverpoplens blanke Blade,
See Astren i sin Herlighed,
Og Bien fra sit travle Stade
Fortælle mig alt, hvad de veed;
Hvert lille Straa om hende taler,
Og Alt er mildt og fromt og godt; -
Det Herredom, hvor hun befaler,
Sig smykker rødt og hvidt og blaat

Her er saa venligt, svalt, hvor Haslen
Sig hvælver over dunkle Gang,
Hvor dæmpet blidt af Løvets Raslen
Kun fjernt man hører Fuglens Sang.
See, Spor jeg øiner her i Sandet,
Saa nydelige, smaa der er';
Ved Gud! det kan ei være andet,
Hun selv har nylig gaaet her.

Hvad hører jeg? - det klang deromme:
Annette - med en Stemme fim?
Ak, Stæren! - ja, jeg seer den komme
Og gynge paa en Balsamin;
67 Den seer paa mig med kløgtigt Øie,
Den tænker: hvad er du for Een?
Og pynter paa sin Fjedertrøie
Med Næbet og det slanke Been.

Men dette Lysthuus? mon derinde
I Skyggen af Sirenens Tag
Jeg skal den lille Søde finde,
Som styrer dette Hjertes Slag?
Jeg har i Templet mig indviet! -
Her sad hun nys paa denne Plads,
En Skammel staaer her, Broderiet,
En Sykurv og et Blomsterglas.

Og blandt de mange, pene Sager
Af Elfenbeen og Perlemoer
Et Glimt af Lykken jeg opdager,
Saa knap jeg mine Øine troer:
See, der i Kurven ligger Brevet,
Som angst jeg sendte hid igaar,
Og hendes Svar jeg finder skrevet, -
Paa Bordets Marmorblad det staaer.

O, søde Anelse! - jeg Stenen
Saa henrykt trykker i min Favn; -
Thi hun i Tanker der med Prenen
Har ridset ind mit fulde Navn;
Der end har staaet noget mere,
Men det er ivrigt kradset ud,
Tre Ord! mon jeg behøver flere
For stolt at vorde som en Gud?

68

Jeg bortgav ei den Bladehytte
For noget jordisk Pantheon;
Jeg Skrivten der ei vilde bytte
For Marmorskrivt fra Babylon;
Og ingen indisk Viisdomskilde
Til Grund og Bund jeg gad forstaae
Saa gjerne, som jeg tolke vilde
De Træk, mit Øie hviler paa!

Vær taus, min Lyst! vær stille, Glæde!
Mama og Datter, Haand i Haand,
Jeg seer fra Haugestuen træde; -
Den Gamle smiler, fro i Aand.
Med grønne Forklæd, hvide Kjole
Min Elskte, rødmende og bly
Heel langsomt skrider, - som til Skole,
Som Svenden fra sin Fødeby. -

Mig denne Hæk skal hellig være!
Og denne Rosenbusk deri
Urørt skal sine Blomster bære, -
Paa denne Plet her mødtes vi,
Her første Gang jeg torde trykke,
Med Øiet vaadt, med Kinden varm,
Min levende, min søde Lykke
Med salig Frihed til min Barm.

HIEMREISEN.

»Din Moder mener selv, at bedst
Det anstaaer sig og egner,
At fjernt vi holde vor Bryllupsfest, -
Vi finde nok en vakker Præst,
Som os vort Pas paategner.

69

Vi slippe for Stads og Compliment,
For Tanter og Cousiner,
For lange Viser, Sang og Klang,
For Gallabord, mauvais plaisans,
Og for andægtige Miner.

Ei sandt? vi reise, før Himlens Tind
Sig farver i Morgenrøden?«
Da lagde hun Haanden paa min Kind,
Og hviskede mig i Øret ind:
»Jeg følger dig - selv i Døden!«

Knap dæmr ed Morgenhimlen graa,
Saa toge vi ømt i Favnen
Mama, som end i Sengen laae, -
Ak, der var fast ei Ende paa
Den Kyssen og den Favnen!

Saa kjørde vi langs med Søens Rand,
Den kjølige, den stille;
Den hvide Taage laae om Land,
Kun høit i Luften hørde man
Den eensomme Lærkes Trille.

Hvor Veien steil op mod Skoven gik,
Der sendte vi tilbage
Til Dalen lange Vemodsblik, -
I Taagen skimted vi som en Prik
Den lille Boligs Tage.

»Annette! græd kun rigtig ud,
Med Taarer dæmp kun Sorgen!«
Da græd min unge, deilige Brud,
Med hende græd hvert Blomsterskud
I den friske Sommermorgen.

70

Hun dulgde bag sit grønne Flor
De vaade Øine og Kinder;
Mens Vognen vugged i dybe Spor,
Os tyst igjennem Hjertet foer
Saa mange Længselsminder.

Alt Morgentaagen løfted sit Slør,
Da slog hun og sit tilside;
Da aabnede Himlen sin gyldne Dør,
Saa hver en Blomst, der sørged før,
Til Jord lod Taarerne glide.

Og smilende hun saae sig om
I Skovens grønne Dybe,
Paa Hjorten, som med Anstand kom,
Paa Sommerfuglen, paa Snogen, som
I Busken hørdes krybe. -

Da pludselig fra en Bivei saae
En lille Mand vi fremtrave;
Han havde en Præstekjole paa,
Med grønne Qvist sin Skimmel graa
Han ivrigt holdt i Ave.

Og da han hilsde, blev vi vaer,
Hans Isse var lidt skaldet;
Hans Blik var skjelmsk, hans Pande klar,
Og kraftigt han sin Alder bar, -
Han kom, som han var kaldet.

Jeg hurtigt sprang af Vognen ud,
Og hjalp ham ned af Hesten;
»Pastor! De kommer som sendt af Gud,
Thi jeg er Brudgom, hun er Brud, -
De gjætter Dem vel til Resten?

71

Den Kirke her saa høi og grøn
For Marmortempel at bytte
Det var jo Synd! - her Jordens Søn
Tør sende Himlen frit sin Bøn, -
Her skal De Lænken knytte!

Frygt ikke Bispen! - seer De her,
Papirerne ere i Orden;
Til Vidner have vi Hans og Peer
Og Fugle, Blomster, Kilder, Træ'r
Og Himmelen og Jorden.«

Den lille Pastor han stod og loe
Med begge Næver i Siden:
»Saa I vil giftes strax, I to?
Det maa jeg lide! - I kan mig troe,
I angre det ei med Tiden!«

Lidt inde i Skov, hvor Egen stod
Med Løv og krogede Grene,
Der knæled vi ned ved Træets Rod,
Der talde han sit Ord, og lod
Os Haand i Haand forene.

Men undrende jeg paa Præsten saae,
Thi han var blevet en Anden:
Livsalig Alvor paa Panden laae,
Som Solglimt gjennem Skyer gaae,
Saa prægtigt talede Manden.

Han standsed ikkun een Gang lidt;
Jeg troer, jeg aner Grunden.
Jeg veed, det hænder sig saa tidt,
At Præsten seer paa Bruden med blidt,
Vemodigt Smiil om Munden. -

72

Annette græd og Peer og Hans, -
Jeg selv blev lidt bevæget:
Fra Ordets rige Perlekrands
Han havde laant sin Tales Glands,
Og fra sin Mester Præget.

Snart Alt var endt; min unge Viv
Han kyssed paa Haand og Pande:
»Gud styrke dig i Død og Liv,
Støt dig til ham, du svage Siv!
Da skal du trofast stande!«

Han gav min Haand et venligt Tryk,
Og hvidskede: »glem nu Præsten!
Den lange Rørelse er saa styg!« -
Og paa min Tjeners brede Ryg
Han hurtigt skrev Attesten. -

Ved Kilden, hvor de blanke Fisk
I Bølgen spillede glade,
Hvor Bøgen skyggede, kjølig, frisk,
Der bredte Peer vor Dug og Disk
Paa Græssets bløde Flade.

Og al den rige Reise-Kost,
Som Mama i Kurven lagde,
Den røgede Tunge, den gule Ost,
Den brune And, den rhinske Most
Han frem for Dagen bragde.

Vi alle Tre om Dugen sad,
Annette var Vertinde;
Hun rakde om det lille Fad,
Ak! hvor hun bar sig siirligt ad,
Min yndige Veninde!

73

Bogfinken ned fra Træet saae,
Den syndes nok, det var Løier;
Ved Busken kneised den lette Raa,
Ei kunde den i sit Hoved faae,
Hvad dette var for Optøier.

Af slebne Bæger jeg Vinen klar
Lod Præstemanden smage:
Og knap han det til Læben bar,
Før hele det runde Ansigt var
Eet Smiil fra Pande til Hage.

»Ah! nu er mit Hjerte vel tilpas,
See, her er jo godt at være!«
Han løftede høit sit fulde Glas,
Og sang med rund og kraftig Bas
Et Qvad til Vinens Ære:

»I Vaar stod Frøken Ranke kold,
Med Lemmer spæde, grønne;
Da kom Hr. Sol, en Beiler bold,
Med gyldne Harnisk, Hjelm og Skjold,
Og førde hjem den Skjønne.

Hun blev en Frue, faur og Hin;
Saa fiin og faur en Frue;
Og efter lovlig, ret Termin
Hun fødte paa et Slot ved Rhin
Sin Søn, den gyldne Drue.

Han arvet har sin Vælde stor
Fra begge Fædrestammer;
En Jordens Datter er hans Moer;
Hans Fader høit i Himlen boer, -
Af dobbelt Ild han flammer.

74

Naar tidt jeg troer, ved Druens Saft
At jeg en Gud er vorden,
Da har kun Solen Magten havt, -
Saa kommer Støvets tunge Kraft,
Og styrter mig til Jorden!«

»Og derfor«, blev han ved, »jeg vil
Mig reise, før jeg falder.
Encore un coup! - eet Ønske til:
Staaer fast i Livets Vexelspil,
Til Aftenklokken kalder!«

Han svøbde sin lange Kjole op,
Og greeb til Pilevaanden;
Paa Skimlen med behændigt Hop
Han svang sin lille, trinde Krop,
Og viftede med Haanden:

»Farvel! og glem nu ei jer Præst,
Naar smukt I vandre sammen;
Glem ei den Text, jeg jer har læst,
Reis saa med Herren! - missa est,
Et pax vobiscum, amen!«

Han travede rask i Skoven ind,
Og vi forlode Pletten;
Jeg kyssede ømt min Hustrues Kind,
Og Hestene drog os som en Vind
Fra Skoven over Sletten.

Den Vei gik lige som en Snor,
Og Kirker, Byer, Banker
Og Mark og Eng forbi os foer,
Vi talde næsten ei eet Ord,
Men sad i dybe Tanker.

75

I Vest svandt Solens Rosenblod,
Og mørk blev Aftenstunden;
Da naaede vi Hjemmet, Fod for Fod,
Med Lys i Døren Cathrine stod,
Og Balder, Pudelhunden.

TORDENVEIRET OM NATTEN.

»Staa op, Annette! - Barn! det tordner
Med Storm og Lynild Slag i Slag!« -
Forskrækket under Kappen ordner
Hun hurtigt Haarets rige Lag,
Og sidder i den hvide Trøie
Søvndrukken der paa Sengens Bræt,
Og kan, med halvtillukket Øie,
Ei finde Skjørtets Bændel ret.

Den altfor pludselige Vækken
Har farvet hendes fine Kind
Langt mere bleeg, end ellers Skrækken; -
Der kommer hun i Stuen ind!
Hun vakler, kan ei Søvnen glemme,
Og stirrer mat paa Lampens Skjær,
Og siger med en søvnig Stemme:
»Min Gud og Fader! hvilket Veir!«

Hun segner hen paa Canapeen,
Og strækker lidt sin høire Arm; -
Hvor hun er blændende som Sneen,
Og blød og bøielig og varm!
Med Øiet skjult i hvide Hænder
Halv slumrende hensynker hun,
Men farer op, naar Tordnen render
Med Bulder over Himlens Rund.

76

Og stundom Tanker der opstige,
Men næppe kommer Ordet frem,
Før hun, hvad Smukt hun vilde sige,
Har holdt i Hjertets tause Gjern;
Retsom dengang, da vi blev viet,
Da Præsten efter Veiret tog,
Saa han var næsten standset i 'et,
Og maatte kigge i sin Bog.

Canarifuglen hist i Buret
I Søvne pipper gandske smaat,
Og vaagen er kun Taffeluhret,
Man hører Perpendiklen godt.
I Haugen suse Regnens Strømme,
Og Stormen slaaer mod Træ og Tag;
Sødt Blomsten vugger, som i Drømme,
Og dier ret med Velbehag.

Den sidste Sky i Vest sig dukker,
Og Stormen har til Ro sig lagt.
Mod Haugen Vindvet op jeg lukker:
Kom hid, Annette! og giv Agt,
Hvor Draaberne saa sælsomt rende
Fra Bladene! hvor frisk en Luft!
Hvor Blomsterne taknemligt sende
Fra Bægrene en Offerduft.

Ak! seer du Stjernen i det Høie
Som Ædelstenen, blaa og blank?
Den har poleret klart sit Øie,
At see, hvor du er hvid og rank!
77 Du leer Annette? - var jeg Stjerne,
Den Bedste i det hele Chor, -
Du troer mig dog? - jeg steeg da gjerne
Til dig paa denne skjønne Jord!

I Morgen er der smukt i Skove, -
Men du er søvnig? - »Ja, og træt!«
Saa kom da ind igjen at sove!
»Ja, troe mig, jeg skal sove tæt!«
God Nat! - »God Nat!« - saa begge tause, -
Hvad siger du? - men intet Svar! -
Thi Søvnen i den lille Pause
Min Elsktes Læber kysset har.

VANDRING TIL LANDSBYEN.

Jo, du skal kjønt spadsere med,
Din Doctor har jo sagt det;
En Vandring langs med Søens Bred
Har du ei før foragtet.

»Jeg bliver træt!« - Vi langsomt gaae,
Ved Søen kjøler Luften,
Og der er Græs at hvile paa,
Og der er Blomsterduften.

»Hvad leer du ad?« - Du bandt din Sko,
Og sad saa yndigt bøiet;
Dit Suk - og Tanken, kan du troe,
Mig gjorde saa fornøiet.

»Hvor du er fæl!« - Kom, bedst vi gaae
Til Byen over Vænge;
Der boer en Mand, som skal forstaae
En Kunst, hvortil vi trænge.

78

»Hvad da?« - Han bygge skal en Bo,
En lille, venlig Hytte,
Hvor Sorg ei boer, men Fred og Ro,
Som Englene beskytte.

»Men jeg forstaaer dig ei!« - Probeer,
Min kløgtige Annette!
Om, naar jeg ikke siger meer,
Du kan min Gaade gjætte?

»Aa, siig det strax!« - Befaler du?
Det hjælper dig kun lidet!
»Saa tie kun med din Gaade, nu
Vil jeg slet ikke vide't.« -

Hvor her er svalt i denne Lund,
Aa, lad os staae lidt stille;
Og kjøl forsigtigt her din Mund
I denne klare Kilde.

I Fjor, da var du let til Beens,
Hvad ændrer ikke Aaret?
Man kan ei altid være eens,
Ja, seer du, saadan gaaer 'et;

Saa kneiser Træet stolt i Vaar,
Thi Blomsten ikke tynger;
Men bøiet det mod Høsten staaer
Med Frugt i tunge Klynger.

»Hør, nu igjen! Nu er jeg vreed!
Jeg vil ei længer ha' dig!«
Du kan ei flyve langt; - jeg veed,
Jeg kan ei skilles fra dig.

79

Men see! her ind vi træde vil,
Ifald du saa behager;
Her faae vi, hvad vi trænge til,
Her boer en - Kurvemager.

KANEFARTEN.

Nu god Nat! - Gaa ind, min Frue!
Staa ei uden Shawl og Hat;
Skynd Dem til den varme Stue,
Tak for denne Gang! God Nat! -
Sæt i Kanen dig, Annette!
Jeg staaer bagpaa, ud ad Port
Gaaer den lette
Hest i Trav, som det var smurt.

Kold og klar er Luften, Sneen
Knittrer under Hestens Skridt,
Maanen glimter i Alleen,
Bag hvert Træ den leger Tit;
See! der er den, kan du see 'en
Blank, poleret, uden Ring?
Her Chausseen
Naaede vi med raske Sving.

Her jeg atter frit tør aande
Efter al den Viin og Mad,
Efter alt det Vrøvl, den Vaande,
Som saa gjerne følges ad;
Endt er nu min Qval og Qvide, -
Lee du kuns! - du neppe troer,
Hvad jeg lide
Maa ved sligt et Middagsbord:

80

Fornem Taushed, fjottet Latter,
Halve Spørgsmaal, flaue Svar,
Kandestøben og Debatter,
Høit opskruet Passiar,
Medisance, Smigrerier,
Vigtig Alvor, falske Blik,
Drillerier,
Ussel Sang og dum Critik!

Siig mig dog, hvor kan man ville,
Naar man har et Hjem, som vi,
Otte dyre Timer spilde
Paa saa vandet Compagnie?
Etiquette? Bah! - min Ganger!
Spring paa Veien, stærk og let!
Ei man fanger
Mig saa snart i saadant Net.

See, hvor dybt sørgmodigt hælder
Granens Top, med Snee beladt,
Hør, hvor muntert vore Bjælder
Ringle gjennem Skov og Krat;
Sælsomt disse Ellestammer
Dandse os i Rad forbi,
Maanens Flammer
Fylder alt med Tryllerie.

Rask, min Hest! du hjemme finder
Høe og Havre og din Stald;
Dybt i Søvn, med runde Kinder,
Begge Børn vi favne skal;
81 Pigen seer jeg alt, den: lille,
Smilende og hvid og rød,
From og stille,
Lokken guul og silkeblød.

Og den tykke Dreng jeg hører
Trodsigt knurrende, naar han
Heftig sig i Kurven rører,
Og ei strax sig vende kan! -
»Aai min Herre skulde nødig
Skjænde paa sit eget Kjøn,
Uærbødig
Tale om sin stolte Søn!«

Jo, Annette! Jeg maa elske
Hende meget meer end ham;
Drenge blive snart rebelske,
Piger er liig fromme Lam;
Og naar Knøsen alt er Herre,
Staaer hun end, et barnligt Skud,
Sandt, desværre!
Tidt forladt i Storm og Slud.

Seer du Ræven, hvor den stræber
Gjennem Skov i Bølgedands;
Paa den hvide Vei den slæber
Efter sig sin tykke Svands!
Deiligt dale Sneens Flokker
Glimrende fra Busk og Træ'r,
Naar de rokker, -
Ak, hvor stille fjern og nær!

82

Hør, for Løiers Skyld, hvad sagde
Han dig dog for smukke Ting?
»Hvilken Han?« - Jo, han som lagde
Shawlet dig saa peent omkring?
»Narrerie!« - Jeg saae ham smægte,
Hvilken Iver! hvilke Blik!
Ei jeg nægte
Kan, han jo Repliker fik!

»Veed du hvad, jeg kunde gjerne,
Hvis jeg vilde, blive vreed!
Spøger det i Herrens Hjerne,
Veed jeg ogsaa, hvad jeg veed!
Mig ei friste Baand og Stjerne, -
Men du mindes vel hiint Baand?
Altfor gjerne Kysser du paa hendes Haand.«

Du har Ret! men vær kun rolig,
Min Begeistring er saa reen.
Her i dette Hjertes Bolig,
Tro mig, hersker dog kuns Een.
Skjønhed jeg beruset nyder,
Men det bedste Smykke, som Jorden pryder,
Er jo dog min Eiendom.

Slutte vi saa Fred, Annette?
»Kjære! var 'der nogen Krig?«
Jo, jeg vil dog Seglet sætte
Paa et evigt, ømt Forlig!
83 Og hun bøier sig tilbage,
Saa bag Slørets grønne Vift
Jeg kan tage
Pantet uden Underskrivt.

Her med Eet blev Skoven aaben,
Sølvmoerklædt er Dal og Høi;
Svøb dig, Søde! godt i Kaaben, -
Det var Ænder der, som fløi!
Snart de stige, snart de synke,
Flokken skydes ud og ind,
Hvor de klynke
Underligt i Nattens Vind.

Krandset tæt af Lind og Birke
Indenfor den hvide Muur,
Kneiser høit den gamle Kirke
I den hvilende Natur;
Tankefuld den staaer og stirrer,
Som den stod i hundred Aar,
Langsomt dirrer
Klokken, som i Taarnet slaaer.

Ned om Banken vil jeg kjøre
Over Søen, hvid og glat,
Kortere den Vei vil føre
Hjemad i den klare Nat.
Du behøver ei at frygte,
Der er sikkert, kan du troe,
Frosten bygte
Mange Dage paa sin Broe.

84

Hestens Næseborer damper, -
Raslende fra Sivets Skov
Ud paa Fladen kjæk den stamper
Med sin staalbelagte Hov.
Intet Fodtrin end har rørt ved
Dette Søens stramme Lagn;
Har du hørt det?
Her fortæller man et Sagn.

Hist paa Høi, hvor Uglen sidder,
Hvor det skjæve Trækors staaer,
Sad i fordums Tid en Ridder
I sin taarnesmykte Gaard;
Yndig var hans Hustru, Armen
Var som Sneen, Øiet Ild,
Men i Barmen
Troløs Elskov blussed vild.

Hun og hendes frække Beiler
Mødtes her ved Søens Bugt,
Hid han kom, en natlig Seiler,
Til den giftig søde Frugt;
Og ved hemmelige Møde
I den sivomkrandste Baad
Begges Brøde
Modnede den skumle Daad.

Og i Søvne grusomt bandt de
Hendes Husbonds Arm med Bast,
Her ved Bredden Stene fandt de,
Knytted dem til Halsen fast,
85 Ud paa mørke Svælg de roede,
Dybt paa Bunden blev han lagt,
Og de troede
Deres Daad i Glemsel bragt.

Aaret svandt; den rige Ridder
Hente vilde nu sin Brud,
Skoven klang af Fuglekvidder,
Rosen pranged, rød og prud.
Prægtig sad hun, som forynget,
Straalende, en Elskovssol,
Stolt og gynged
I den smykkede Gondol.

Men paa Søens Midte svæved
Begge knap, før op fra Dyb
Med en rædsom Hvislen hæved
Sig en Skov af hæsligt Kryb;
Sorte Slangehalse lænked
Sig om Baadens Mast og Rand,
Og den sænked
Skummende i dunkle Vand.

Skyen spændte ud sin Kaabe,
Solen mistede sit Syn,
Stormen hørdes fælt at raabe,
Over Himlen slog et Lyn,
Bondens Hane goel paa Tofte,
Hesten sank i Knæ paa Stald,
Himlens Lofte
Rysted af et vældigt Skrald.

86

Men da Dagen atter vilde
Speile sig i Søens Glar,
Saae den Riddrens Liig, som stille
Bølgerne i Favnen bar;
Hist han laae paa Sandets Tillie,
Hvor de tvende Bøge staaer,
Vandets Lilie
Krandsede den Bleges Haar.

Og endnu, vil Sagnet sige,
Hævnen staaer ved Magt; thi her
Ingen troløs Svend og Pige
Søen komme tør for nær;
Men - hvert Par, hvem Troskab binder
I en reen, ukrænket Pagt,
Seier vinder
Over Søens Trolddomsmagt. -

»Fy! det var en fæl Fortælling,
Gud skee Lov, vi kom paa Land!«
Ja, see her paa Kystens Hælding
Fandt man just den dræbte Mand.
Har du Skræk i Blodet faaet?
Det var slemt! - Jeg mener blot,
Vi bestaaet
Har jo dog vor Prøve godt.

Maanen synker alt bag Lunden,
Og til Afskeed venligt leer,
Fjernt fra Byen høres Hunden,
Stjerner tindre, fleer og fleer.
87 Hist paa Møllen rødligt brænder
Lyset i den aabne Glug, -
Natten sender
Os et dybt og iiskoldt Suk.

Ranke kneise Poplens Grene
Foran Gaarden, hvor vi boe;
Snart vi sidde skal alene
Uforstyrrede, vi to!
Lad mig ind i Huus dig bære,
Trække Støvlen af din Fod!
»Lad kun være!
Du er saamæn altfor god!«

Det var herligt! her vi finder
Posten, kommen nys fra By,
Brev fra Venner og Veninder,
Pakker og Aviser nye;
See, Boghandleren mig skikker
Bøger her af første Sort, -
Han er sikker!
Veed, min Taalmod er kun kort.

Dette Kammer, Lampens Lue,
En Ciggar og en Avis,
Jeg og du, min søde Frue!
Er det ei et Paradis?
Skjænk mig Thee! - de smukke Bøger
Gjemmes til i Morgen, du!
Men - hvad søger
Der i Tasken du endnu?

88

»Seer du kun, hvad end er funden
Her i Tasken, som var glemt:
Dette store Brev paa Bunden
Havde sig bag Foeret gjemt.
Naa? hvad bringer det for Dagen?
Gud, hvad er det? - hvid du blev
Som et Lagen, -
Ak, hvad er det for et Brev?«

DEN SIDSTE AFTEN.

Jeg spænder min Spore, jeg griber min Hat,
Thi ak! du maa vide
Annette, jeg siger dig tusind Godnat,
Snart har jeg dig, Søde, for evigt forladt, -
Nu er det paa Tide.

Annette! nei, væk ei de drømmende Smaa
I Kamret derinde;
De kan jo dog ikke min Smerte forstae,
Ei Glutternes Kinder, ei Øinene blaae
Skal gaae mig af Minde.

Ak, hvor skal jeg hvile mit Øie med Lyst,
Og dulme min Smerte,
Naar ikke jeg hører din venlige Røst,
Naar ikke jeg seer dig, og Bryst imod Bryst
Kan føle dit Hjerte?

O, siig! er mit Hjerte saa tomt og saa koldt,
Som Folk nu vil sige?
Ak, har jeg dig vel nogen Kummer forvoldt?
Og har jeg i kjærlige Favn ei holdt
Vor Dreng og vor Pige?

89

Annette! jeg planted for Drengen en Lind
Her tæt ved vor Hytte;
O! vogt den, som Drengen, med moderligt Sind,
Da skal den, som han, mod Sol og mod Vind
Dig kjærligt beskytte.

Annette! jeg satte, da Pigen blev fød,
En Rose i Haven;
Jeg beder dig, plei den, at, naar jeg er død,
Den endnu kan blomstre, fyldig og rød,
Og pynte paa Graven.

Annette! siig Børnene aldrig mit Navn,
Du kjender min Brøde, -
Du kjender min Kjærlighed, - ak, og mit Savn, -
Hvad glemmer, du Søde! man ei i din Favn?
Siig dem, at jeg døde.

Jeg vil, du skal eie min trofaste Hund
Han tør mig ei følge:
Han blev mig en Maner hver Dag og hver Stund,
Saa Kummerens bittre Smil om min Mund
Jeg kunde ei dølge.

Og vil du beholde min klingende Luth,
Som ligger paa Sengen?
Hver Blomst er jo visnet, som Sangen har skudt,
Min Ild er udslukket, - ei mere, min Glut!
Jeg rører ved Strengen.

Du sidder med Haanden i Skjødet, saa bleeg,
Og tier saa stille;
Det ængster mig meer, end om Taarerne steeg,
Det knuger min Barm, at du er saa bleeg,
Og sidder saa stille.

90

Jeg klipper en Lok af dit blonde Haar,
Og her skal den ligge;
Det voxer igjen med det kommende Aar,
Men Længselens brændende, dybe Saar
Det lukker sig ikke.

Nu maa jeg af sted! jeg hvidsker dig kun:
Farvel, min Annette!
Jeg løser Omfavnelsens lænkende Rund,
Og trykker et brændende Kys paa din Mund,
Det Sidste - og dette!

SANGERENS LYKKE.

1.

Paa Montferrat i den gyldne Sal,
Der lytter Ridder og Frue
Til Qvad af en liflig Nattergal
Alt under den hvælvede Bue.

Markgreven kneiser med Fjederhat,
Om Skuldrene Fyrstekappen;
Han lytter, med Næven paa Knæet sat,
Og Hagen paa Sværdeknappen.

Ved hans Side blusser en Rose fiin,
Og det er hans deilige Søster,
Hun lytter, og under det hvide Lun
Sig hæve de unge Bryster.

Der er saa tyst i den vide Hal,
Fast høres de bankende Hjerter,
Som naar i Skoven en Nattergal
Udaander sin Elskovs Smerten

91

Og det er den ædle Troubadour,
Rambaut af Vaquieres;
Han synger i det forgyldte Buur
Den hellige Jomfru til Ære.

Den hellige Jomfrues hulde Navn
Han vil sine Qvad indvie;
Hvergang han tager sin Cithar i Favn
Er hans første Ord: »o, Marie!«

Og dette Navn for den ganske Jord
Han vil saa yndigt besynge,
Som hist det klinger i evigt Chor,
»Maria!« blandt Engles Klynge.

Og lægger han da sin Cithar bort,
Saa Strængen atter maa tie,
Fra Barmens Dyb det klinger fort
I sødeste Toner: »Marie!«

Men heftigt Fyrstindens Hjerte slaaer,
Paa Læben Sukket hendøde;
Over Hals og sneehvide Skuldre gaaer
Den klareste Morgenrøde.

Som i en dyb, en tankefuld Drøm
Hun sidder med Panden bøiet;
Ned flyder Lokkernes brune Strøm
Og dølger Kinden og Øiet.

Markgreven stryger sit sorte Skjæg,
Han rynker sit Bryn og tier;
Men Ridderne hviske langs Salens Væg:
»Ja, der er flere Marier!«

92

2.

I Skoven er der saa luunt et Sted
Under Egens knudrede Grene;
Kilden risler saa tæt derved, -
Der stode de Begge alene.

Bag den skjermende Rosenhækkes Læ
Af sagte Zefirer vugget,
Dybt bøier Troubadouren sit Knæ,
Og frit udaander han Sukket.

Og et Svar ham møder fra hendes Røst,
Hun op til Himlen ham hæver,
Til Himlen i hendes kydske Bryst,
Hvor Kjærligheds Vaarblomst bæver.

Paa hans Pande et Kys, et eneste kun,
Hun vover med lil at trykka;
Da lægger sig yndigt om Kind og Mund
Undseelsens Jomfrusmykke.

Hun sætter sig blødt under Buskens Hang
Paa blomsterbroderede Leie;
Oplader han da til Strængens Klang
Sit Hjertes kostbarste Eie.

De Billeder komme, de Billeder gaae,
Hans Toner saa lifligt male;
Fyrstinden smiler og lytter derpaa,
Til Øielaagene dale.

Og Troubadouren, den Elskede nær,
Paa duftende Leie sig strækker;
Mellem hende og sig, som et Cherubsværd,
Sin trofaste Cithar han lægger.

93

Og Kilden risler og Droslerne slaae
I Skovens susende Sale;
Og Tankerne komme og Tankerne gaae,
Til hans Øielaage de dale. -

Alt Aftensolen med Purpur og Guld
Har farvet Fjeld og Skove;
Markgreven vandrer saa tankefuld
Langs Kildens spillende Vove.

Da seer han det unge slumrende Par,
Og standser sin Fod forfærdet;
Brat syder hans Blod, og kraftigt har
Han Haanden alt lagt paa Sværdet.

Men Haanden synker, - et andet Sind
At fatte hans Hjerte mægter;
Han sniger sig let under Egen ind,
Og løsner sin Kappes Hægter;

Og dækker med fyrsteligt Hermelin
Det drømmende Jomfruhjerte,
Den blændende Skulder og Foden fiin, -
Og iler saa bort i Smerte.

3.

Saa ængstligt i Salen paa Montferrat
Der hvisker Ridder og Frue;
Markgreven kneiser med Fjederhat,
Og barsk er hans Øie at skue.

Og midt paa den tavlede Marmorgrund,
Paa Knæ, med Kappen i Hænder,
Den unge Sanger, med blegnet Mund,
Til Fyrsten sit Øie vender;

94

Og stammer sagte: »Min Hersker og Ven!
Jeg gik mig en Gang i Lunden;
Ydmygeligt her jeg bærer igjen,
Hvad hist jeg usalig har funden!«

Fra Stolen hæver sig Fyrsten prud, -
Forstummet er Hvisken og Talen -
Af Balgen drager han Sværdet ud, -
Da blegner hver Kind i Salen!

»Du Sangfugl! Du flakker mig hid og did,
Snart vilde du mig vel forgjette;
Thi skal du nu stækkes, - til evig Tid
Jeg dig udi Buur vil sætte!«

Og Sværdet løfter han rolig, stolt,
Tre Gange han rører hans Skulder,
Men dæmper flux med alvorligt »Holdt!«
De jublende Ridderes Bulder.

»Stat op, Hr. Ridder! og her i min Haand
Du sværge mig Tro og Fæste;
Det bliver vel ei det eneste Baand?
Jeg kjender jo nok det Bedste!

For Gud og Æren brug Mod og Marv,
Til seent i Graven du blunder!
Behold min Kappe til Eie og Arv,
Og - det, som du fandt derunder!«

95

EN NOVELLE.

»Det var i Aaret attenhundred og syv.«
Folkevise.

1.

Et Helved lued i mit Bryst,
Og svundet var al Livets Lyst.
Fra Byen skyndte sig min Fod, -
Hvorhen? jeg ikke selv forstod,
Naar sikkert kun den bort mig bar,
Hvor Hun ei aanded, Hun ei var!
Paa Himlen graaned ingen Sky,
Og Luften hviled tung som Bly,
Saa Julisolens Straale blank
Ustandset paa min Isse sank.
Min Pande gløded og min Mund,
Min Kind var bleg, og Øiet kun
Nedstirred tørt paa Veiens Sand;
Thi ak! den indre, dybe Brand
Lod ingen Taare fra sit Gjern
Til kjølig Lindring trænge frem,
Liig en Vulkan, der lumsk i Løn
Udtørrer Kilde, Sø og Brønd.
Men den usigelige Qval,
Der drog mig over Høi og Dal,
Al anden Bitterhed forjog,
Og kun for den mit Hjerte slog.

2.

Jeg styrted fort, jeg ændsed ei,
At svundet var den brede Vei,
At Brombærskud og Bregner tidt
Omhildede mit matte Skridt;
Og da mit Øie jeg oplod,
96 Midt i en vildsom Skov jeg stod.
Det hvalte Blaae var alt forladt
Af Solen, og den stille Nat
Med sagte Haand sit sorte Skrud
Lod synke over Rummet ud;
Men Stjerner tindred ei derpaa,
Thi, hvor mit Blik lidt Himmel saae,
En vældig, dunkel Masse laae,
Og Tordnen fra den tunge Sky
Udsendte sine fjerne Gnye.
En Susen gjennem Skoven gik,
Den voxede hvert Øieblik,
Den voxede - og Stormen snart
Sin Ganger sporede til Fart,
Mens Tordenskraldet Slag i Slag
Henrulled over Bøgens Tag.
Det bøied sig med Hviin og Brag,
Det aabned Vei for Regnens Flod,
Der styrted ned til Busk og Rod,
Og underligt de røde Lyn
Oplyste for mit vakte Syn
Paa Skovens Baggrund Skræk ved Skræk
Med gyselige, skarpe Træk.
Fortvivlet, syg og mat og bleg
Jeg nærmed mig en mægtig Eeg,
Hvis gamle runkne Bul var huul -
Der krøb jeg ind og laae i Skjul.
Paa tørre Trøske kasted jeg
Med Suk mit Hjertes Qval og mig,
Og mens Naturen, stærk og vild,
Opførte kjæk sit Skuespil,
I vaagen Drøm forbi mig drog
Mit fordums Liv, - et stille Tog
97 Af Billeder, hvis dybe Fred
Lod klart mig see, hvad nu jeg led.

3.

Jeg saae mig selv, en lille Dreng,
Der leged paa den bløde Eng;
Men jeg var ganske ene der,
Og intet fandt jeg, fjernt og nær,
Der fyldte heelt min Sjæls Begjer.
Jeg kyssed Rosens røde Blad,
Med Hunden deelte jeg min Mad,
Og Lærken spurgte jeg saa tidt,
Hvorfor dog altid høit og frit
Den sang, men aldrig til mig kom,
Og sagde, hvad den qviddred om?
Men da jeg Sommerfuglen saae
Med Vinger røde, gule, blaae,
Hentumle blødt i lune Luft,
Beruust af alle Blomsters Duft,
Og da den hvilte paa min Arm,
Da blev min Kind saa luevarm,
Da syntes mig, at det var den,
Til hvem min Længsel stunded hen.
Et sagte Suk kun Vinden drog, -
Da fløi den bort, og Vingen slog
Saa høit i Sommersolens Guld;
Mig Barmen blev saa veemodsfuld, -
Min Haand jeg mod min første Brud
Med bitter Taare strakte ud, -
Da vaagned jeg, og kold og bleg
Jeg fandt mig i den hule Eeg;
Men Regnens Fald og Nattens Vind
Mig atter sagte dyssed ind.
98 Jeg saae mig selv, en Ungersvend.
Med Kraft og Ild jeg vandred hen
Ad Banen, hvor hver Blomst og Frugt
Mig offred mildt sin Saft og Lugt.
Jeg aabned sindig Livets Bog,
Dens Lys mig Taagerne forjog,
Hver Dybde blev mig aabenbar,
Min Aand blev stærk, min Sjæl blev klar,
Men - Hjertet end saa roligt var.
Jeg meente Skatten alt var kjøbt,
I Kundskabs Væld var jeg jo døbt,
Og havde tusind Bægre øst, -
Men Gaaders Gaade var ei løst! - -
Der stod et Slot ved Skov og Bred,
En prægtig Hauge laae derved,
Og paa den fløielsgrønne Plan,
Som liig et Tæppe laae foran,
Der stod en Lind med breden Blad,
En Bænk, hvorpaa en Dame sad;
Og lænet op i hendes Skjød
En lille Pige hvid og rød,
Med Øiet blaat, med Lokken guul,
Sig mored med en Sommerfugl,
Hvis Vingers rige Blomsterblad
Hun med sin Finger skilte ad,
Og knuste saa, mens høit hun loe,
Den nøgne Psyche med sin Sko.
Men Damen, tankefuld og stolt
Og bleg og tør, med Øiet koldt,
I magre Haand min Høire holdt,
Og føied den i Barnets Haand,
Og sagde: »ak, at dette Baand,
Som knyttes her til Slægtens Fred,
99 Maa vorde trygt ved Kjærlighed
Og fast i Tid og Evighed.
Her er din Arne, naar du vil!
Du drager bort? Snart voxer til
Min Rosenknop, der alt i Vaar
Saa pragtfuld Glands og Ynde spaaer; -
Da er hun din! - Reis nu med Gud!
Jeg vogter dig din unge Brud!«
Jeg bøied mig med kjærligt Sind,
Og vilde kysse Barnets Kind, -
Men bort hun flygted som en Hind,
Undseelig, som det lod, og vred.
Men knap var Tanten vandret ned
Ad Gangen langs den høie Hæk,
Saa kom hun hid, og let og kjæk
Hun fløi om Halsen mig saa vild,
Og kyssed mig med selsom Ild.
Dybt anende min Qval og - Lyst,
Jeg trykked hende til mit Bryst, -
Da vaagned jeg, men kold og bleg
Jeg fandt mig i den hule Eeg;
Dog Regnens Fald og Nattens Vind,
Mig atter sagte dyssed ind. -
Jeg saae mig selv, en kraftig Mand,
At færdes trindt paa Land og Vand;
Jeg sværmed som en flittig Bi,
Og Rigdom blev mit Sværmeri,
En Skat, som voxer Aar for Aar,
Som Møl og Rust og Ran ei naaer.
Men, hvor jeg gik min fjerne Gang,
Om under Rankens Tag jeg sang,
Paa vildsom Sti, i Mark og By,
Blandt Polens Iis, i Palmens Ly,

100

I stille Dal, paa Fjeldets Top, -
Jeg tænkte paa min Rosenknop.
Og lokked Konst og Skjønhed huldt,
Og rakte mig sit Bæger fuldt,
Og trued Amor med sin Pul, -
Da tænkte jeg paa hendes Smiil.
Og lagde Sorgen om min Aand
Sin tunge, klamme Dødninghaand
I vilden Ørk, paa eensom Kyst, -
Var hendes Billed dog min Trøst! -
Jeg stod i Stavn, mens Skibet frem
Sig skjød imod mit elskte Hjem;
Af Havets Mark dets Taarnes Top
Jeg saae, liig Malver, voxe op.
Mit Anker faldt; i Land jeg foer, -
Der stod Hun, fyldig, rank og stor,
Og mod den fulde Jomfrubarm
Hun pressed mig saa heftig, varm, -
Da vaagned jeg, men kold og bleg
Jeg fandt mig i den hule Eeg;
Dog Regnens Fald og Nattens Vind
Mig atter sagte dyssed ind. -
Jeg saae mig selv i festlig Glands;
Omringet af en kjærlig Krands
Af Slægt og Venner taus jeg stod,
Og knæled ned og trøstig lod
Til Hendes knytte fast min Haand
Ved Herrens Ord og Kirkens Baand.
Men blandt de stille Gjesters Tal,
Som sad paa Rad i lyse Sal,
Var Tre, som jeg alene saae;
Den Første gusten var og graa,
En Sølvmoerskjortel bar han paa,
101 En Sæk med Guld paa Nakken laae,
En Lænke med Guldbøiler to
Han rakte hen mod Os, - og loe.
Den Anden ung og lystig var;
Hans Skuldre tvende Vinger bar,
En spaltet Figen, fyldig, blød,
Han trykked mod sin Læbe rød,
Men Mundens Smiil og Øiets Ild
Var lumsk, fortærende og vild.
Den Tredie, tæt indhyllet i
Sit folderige Draperie,
Hen ved min Side listed sig, -
En dunkel rædsom Gaade liig. -
Dog medens Aftnens Timer gled
I liflig Pragt og Lystighed
Ved Kerters Glands, Pokalens Gang,
Ved Paukers og Trompeters Klang;
Hver Anelse, som Sjælen bandt,
Med hine Trende brat forsvandt. -
Vi sad tilbords; og Hendes Fod
Mig lærte Sprog, kun den forstod;
Og alt som hendes Blik forbød
At røbe denne Tale sød,
Høit blussed Kindens Purpurglød.
Med hviden Haand hver Finger fiin
Krampagtigt fletted Hun i min,
Mens Øiets Stjerne svømmed blank,
Og Bleghed over Kinden sank! -
Og Midnat kom, og bort hun gik,
Men først Hun sendte mig et Blik,
Et underligt, et sødligt Smiil, -
Mit Hjerte slog med voldsom lil, -
Da vaagned jeg, men kold og bleg
102 Jeg fandt mig i den hule Eeg,
Dog Regnens Fald og Nattens Vind
Mig atter sagte dyssed ind. -
Jeg saae mig selv, saa fri og fro,
I Sjælen Fred, i Sindet Ro,
Mit Hjertes Stemme sang og loe,
Mens Livets rosenkrandste Skaal
Beruste mig med bredfuldt Maal; -
Og Dage kom og Dage svandt,
Men tømt jeg aldrig Bægret fandt! -
Det var en Nat, og Maanen, klar,
Paa Vandring over Himlen var;
Alt Vaaren kjærlig havde sendt
Sit Elskovskys til Jord, udspændt
Sit lyse Telt, og for sin Brud
Et blomsterstukket Slør bredt ud.
Det var en Nat, og Slottet stod
I stille Glands; men ved dets Fod
Den store Hauge glimred ret
Som et guldstjernet Silkenet;
Thi Lamper hang i alle Træ'r
Liig klare Frugter. Fjern og nær,
Høit over Lind og Bøg og Eeg,
Liig søde Viraksskyer, steg
Musikens Toner rask til Dands,
Og lokked hid en broget Krands
Af Masker, der med luftigt Hop
Sig hvirvled lystigt ned og op.
Formummet, selv jeg vandred om;
Da til en eenlig Bænk jeg kom,
Hvor, skjult, jeg saae, der sad kun To
I Caprifoliens grønne Bo,
Bryst imod Bryst og Mund paa Mund,
103 I salig Glemsel Han og Hun.
I Arlequin jeg saae igjen
Den velske Diplomat, - min Ven, -
Men Colombines Ansigt var
Mig skjult ved Hatten, som hun bar.
Dog knap hun hæved Stemmen blød,
Var det, som Domsbasunen lød!
Hun talte med de søde Ord,
Der klinge, hvor sig Arno snoer;
Hun kaldte ham »min Øiesteen!«
Og Stjernen blinked klar og reen, -
Hun kaldte ham »mit Hjertelil!«
Og Nattergalen slog dertil.
Hun lagde Haanden sagte bag
Hans Hoved: »Hør, alt Klokkens Slag
»Forkynder Midnat! - fra i Dag
»Vi kysses til i Morgen, Du!«
Og Mund paa Mund! - I samme Nu
Fra Slottets Taarn i stille Nat
Hensvæved over Skov og Krat
Tolv Slag - til Nattergalens Kluk -
Det Trettende var deres Suk!
Det traf mit Hjerte! Som ved Lyn
Blev aabnet klart mit indre Syn;
Hun tredie, hemmelige Gjest,
Jeg aned paa min Bryllupsfest,
Han stod nu der foruden Slør,
Han banked paa mit Hjertes Dør,
Han sigted med sin hvasse Piil,
Og skræmmed mig med Vanvidssmiil.
Men ræd i Hu jeg flygted brat
Forfulgt af ham ved Dag, ved Nat,
Ak, her i Livets Skyggedal
104 Ei findes Sygdom eller Qval,
Ei Kummer, Smerte, Sorg og Spee,
Der lignes kan ved denne Vee!
Fra Byen skyndte sig min Fod, -
Hvorhen? jeg ikke selv forstod,
Naar sikkert kun den bort mig bar,
Hvor Hun ei aanded, Hun ei var,
Til hvem mig bandt saa stærk en Magt,
En hellig, ak, en evig Pagt.
Men den usigelige Qval,
Der drog mig over Høi og Dal,
Al anden Bitterhed forjog,
Og kun for den mit Hjerte slog,
Indtil i Egen, syg og mat
Jeg segned, eensom og forladt,
Og Dvale sneg sig til min Mund,
Paa Øiet> til mit Hjertes Grund, -
Dyb, som det var det sidste Blund.

4.

Men i min Slummer, sød og lang,
Det kom mig for, som liflig Sang
Af Englechor omkring mig klang;
Og Dødens milde Engel saae
Jeg høi og stille for mig staae.
Han lagde Haanden paa mit Bryst:
»Vaagn op!« saa lød hans blide Røst,
»Vaagn op!« - og mod min Pande heed
Han sig veemodig bøied ned,
Og trykked, kold som Iis, sin Mund
Paa min; da svandt det dybe Blund,
Og op jeg foer! - og saae - en Hund
105 Med gule Børster paa sin Ryg,
Med korte Øren, stor og styg,
Men ærlig, logrende den saae
Paa mig med sine Øine graae.
Og da jeg ud af Hulen krøb
Paa Stien, som ved Egen løb,
En Dame hilste mig saa huldt
Med Øiet fromt og medynksfuldt.
Hun var ei gammel, var ei ung,
Og Aldrens Fylde laae ei tung
Paa Issen; men en Sky, skjøndt klar,
Af Tungsind hun paa Panden bar.
Hun hvisked: »støt Dem paa min Arm!«
Og rakte mig sin Haand saa varm,
Saa blød, saa moderlig, saa øm, -
Jeg troede, Alt var end en Drøm.
Men som vi tause vandred ned
I dunkelgrønne Eensomhed,
Hvor Solens Straaler, Skovens Saft
Udstrømmed Duft og Liv og Kraft,
Hver Sommerfugl, der boltred let
Om Edderkoppens blanke Net,
Hver Busk, hver Blomst, hvert lille Straa,
Som Nattens Perler zittred paa,
Mig smilte venligt, hvor vi gik,
Og hilste mig med kjærligt Blik,
Og sagde tyst: »fat Mod og Haab!« -
Ak, er du døbt i Smertens Daab,
Er Sjælen mørk og Hjertet sygt,
Gak ud, hvor Herrens Hal er smykt,
Og læs et Blad, udtyd et Straa, -
Din Trøst staaer skrevet klart derpaa!

106

5.

Du lave Sjæl, du lunkne Mand,
Som varmer dig ved kold Forstand,
Som stolt foragter Taarens Bad, -
Du har vist aldrig været glad?
Og har du, ved en indbildt Kraft,
End heller aldrig Kummer havt,
Saa veed jeg vist, du ei har følt,
Hvor Taaren Smertens Brand har kjølt,
Naar ned den faldt, som fra Guds Hjem
En venlig Dug, og lokked frem
Af Hjertets Ørken Haabets Blomst,
Der spaaer om Vaarens Atterkomst. -
Jeg græd - for første Gang igjen
Mit piinte Hjerte smelted hen,
Og Veemod, som en Balsam sød,
Sig over Smertens Leie gjød.
Jeg græd, - og hørte knap den Røst,
Der nænsomt nævned Ordet: Trøst!
Og knap mit Øre ret fik hørt
De simple Ord, hvormed hun, rørt,
Sig skildred selv: »hun Enke var;
Den Vei, som Tusinder hjembar
Med Fremtidshaab, det grumme Hav,
Var blevet hendes Husbonds Grav:
Og nu saa fjernt fra Vei og By
Hun boede her bag Bøgens Ly,
At kun hver Maaned - længer tidt -
Om Verdens Færd hun hørte lidt,
Naar Budet bragte hid i Skov
Til hendes lidet Huusbehov,
Hvad Køer, Høns, en lille Mark,
Hvad Duer, hvad en Fiskepark,
107 Hvad Haugens Bed ei gav.« Men dog
I hendes Røst hver Tone jog
Een Sky fra mine Blik, og snart
Blev Alt saa varmt og venlig klart; -
Dens inderlige Rolighed
Mit Hjerte fyldte huldt med Fred! -
Her gjorde Stien rask et Sving -
Forundret saae jeg mig omkring:
»Her boer jeg,« sagde hun, »see hist
Bag Bækken Husets gule Qvist!«
Men i det samme Hunden sprang,
Saa Broens Fyrrebrædder klang,
Hen over Bækken, hvor der stod
En Jomfru paa sin spæde Fod.
»Min Datter!« sagde Konen mildt; -
Og rask, imens hun undgik snildt
Den vilde, overgivne Hund,
Med skjelmske Blik og Smil om Mund,
Den lille Jomfru, rank og let,
Os mødte just paa Broens Bræt;
Og langsomt hen langs Haslers Rad
Vi alle Fire fulgtes ad.

6.

Omkrandset luunt af Bøg og Eeg
En lille Høide opad steg,
Og øverst, i en Hauge peen,
Laae Huset, bygt af gule Steen.
Omkring de blanke Vindvers Karm
Viinranken slog en fyldig Arm;
De gule Aprikoser sad
Og leged Skjul bag dunkle Blad.
Og mens vi nærmed os i Mag,
108 Fløi Duer ned fra Husets Tag,
Der kurrende, med travle Nik
Og klare, fromme Øine gik,
Ret som med længselsfulde Blik;
Og stundom med et dristigt Hop
Sig svang paa Pigens Skulder op.
Hist nede ved den sølvblaae Dam,
Hvor Svanen langsomt, fornem svam
Saa fjernt fra Ænder og fra Gjæs,
To røde Køer dybt i Græs
Drøvtyggende og trinde laae,
Og Panderne, med Stjerner paa,
De dreied heel nysgjerrigt om
Og alvorsfuldt mod os, der kom.
Bikuber, som en lille Stad,
Langs Hækken stode Rad ved Rad,
Og høit paa Husets Tag af Straa
En mægtig Storkerede laae.
Og traadte man saa fra det Frie
Ad Trappen op, saa kom man i
En lille Stue, lys og net,
Og smykt med Faderens Portrait.
Vel var det Hele smaat og smalt,
Men hyggeligt og siirligt Alt,
Og Kjøknet selv saa hvidt som Snee
Og blankt som Solen var at see. -
Men sendte man sit Blik omkring,
Det mødte blot en vældig Ring
Af Bøges Kupler, Krattets Muur, -
En fyldigt spirende Natur, -
Og intet Udkig Øiet fik,
Saa Tanken ei paa Vandring gik,
Forlokket ved det fjerne Blik;
109 Men ved en stærk, en venlig Magt
Den blev til Ro, til Hvile bragt,
Tilbagetrængt i Hjertets Gjern; -
Ak ja! her fandt jeg Fredens Hjem!
Men knap var Dagen svundet hen,
Var jeg alt som en gammel Ven.
Saa Natten kom. Vi gik til Ro.
I Qvistens Kammer fik jeg Bo;
Ved aabne Vindve eensom stod
Jeg der, og Øiet sværme lod
Paa Himlens rige, gyldne Skat,
Paa Skoven og det dunkle Krat,
Og lod den søde Fred ret slaae
Sin Rod dybt i mit Hjertes Vraa.
Saa stille Alt! kun sagte Kluk
Hist af en eenlig Fugl, - mit Suk, -
Kun Bækkens Rislen, - Duggens Fald, -
Kun fjernt i Skoven Hjortens Kald
Den dybe Nattens Taushed brød.
Saa lagde jeg mig ned, og blød
Og venlig Søvnens Engel brat
Mig favned trygt den hele Nat.

7.

Lyksalig den der glemme kan!
Lyksalig han, den Sorgens Mand,
Der flygtede til fremmed Land
Og drak af Glemsels stærke Vand;
Han Hjertet læged med dens Frugt,
Og siden for sit Mindes Flugt
Fandt Fortids Port for evig lukt!
Det blev min Lod. - Mens Tiden svandt,
Jeg Glemsels søde Hvile fandt.
110 Hvori? - Et glimrende Talent?
En Tale, som den stod paa Prent?
I Følelser? I Vid? Hvori? -
I sminket, fiint Coquetteri?
Nei! - Det, som atter gav mig Ro
I denne Fredens stille Bo,
Hvad tryllende betog min Sands,
Var ikke hentet udenlands
Paa siirligt Tydsk, paa pyntet Fransk, -
Nei, det var ægte, ærligt Dansk;
En Jævnhed og en sund Natur,
Som sjelden boe bag Stadens Muur;
En stærk, en varm, en indre Magt,
Der, dybt i Qvindens Barm nedlagt,
For dunkler hun tillærte Pragt! -
De Dage svandt! - Veed jeg, hvordan?
Naar Hjertets Dyb er rigt, saa kan
Det Ydre med sin Farve kun
For Maleriet vorde Grund,
Som Verden lunken stirrer paa.
Men jeg! - mig klart i Minde staae
De søde Timer, naar vi gik
I Haugen efter vanlig Skik,
Og plukked Blomster her og hist,
Hvis Navn vi tvisted om tilsidst.
Hver Morgenstund besøgte vi
Det støiende Menageri:
Den lille Jomfru af sin Skaal
Udspredte Korn; - med Skrig og Skraal
Kom vraltende fra Dammens Vand
De trinde Gjæs, den travle And,
Og Høns med spraglet Fjær og Top
Sprang hid i flyvende Gallop!
111 Her spanked Hanen strunk og stolt
Og Orden i sit Harem holdt;
Her Duen ængstlig, udenom
Opsnapped hvert et Korn, der kom! -
Var Luften tyst, var Dagen varm,
Den lille Jomfru tog paa Arm
Sin Kurv og gik til Dammen ned;
Der sad vi saa paa grønne Bred,
Hvor, skjult af Bøgens Skygge frisk,
Vi medede de tause Fisk,
Mens Svanen paa det stille Blaae
Rundt seilede og saae derpaa. -
Skovskaden loe bag Busk og Tjørn
Tidt over de to store Børn,
Naar over bløde Eng, i Krat
Vi lystigt legede Tagfat.
I Haugens Gang vi løb omkap.
Hvor hun var let! - hun rørte knap
Ved Jorden med sin lille Fod,
Mens Haarets rige, brune Flod
Henflagrede i lune Vind,
Og Purpur farved Mund og Kind; -
Og ivrigt da vi skjendtes om,
Hvem af os først til Maalet kom! -
Ak, denne Ungdom - sorgløs, fri,
Bevægelig, med Sympathie
For Alt i Livet, Stort og Smaat,
Der lever i sig selv ei blot,
Men strømmer ud en Sundhed stærk,
Og reiser, som ved Underværk,
En dybt i Støvet bøiet Aand, -
Ret som den Lamme Helgnens Haand -
Omsvæved mig og skabte Lyst
112 Og Liv, hvor før var mørkt og tyst! -
Naar Middagssolen sendte ned
Sin Straale altfor tung og heed,
Saa dækked hun vort lille Bord
Hist i den dunkle Skygge, hvor
Castanietræets brede Skjerm
Sig spændte ud, hvor Biers Sværm
Ved Blostrets melkehvide Bryst
Holdt deres søde Efterhøst;
Og Hunden, som den fjerde Gjest,
Sad venlig ved vor Middagsfest. -
Af Bøger eied de kun faa;
Men der paa Hylden Een dog laae,
Jeg nævner ei, - men den var fuld
Af hiint gedigne, pure Guld,
Ei Modens Luft forvittre kan,
En Bog, hvis rette Fædreland
Er Verden, og hvis Phantasie
Og Lune, evig ung og fri,
Hvis sunde Viisdoms rige Vægt
Skal qvæge Støvets sidste Slægt.
Jeg sad hos dem i kjøligt Læ
Med Ryggen mod det store Træ,
Og læste dem, hvad hiin Poet
I sin Begeistrings Syn har seet.
Hver Side var saa riig og smuk,
At der var nok til Smiil og Suk,
Til Latter - Graad, i Overmaal;
Imens med blanke Sax og Naal
De tvende Damer sysled peent, -
Indtil os Aftensvalen seent
Udlokked ved sin Kjølighed,
Ved Løvets Duft til Bækken ned,
113 Og, tause, paa en Vandring from
I Skovens søilesmykte Dom. -
En Cithar fandt jeg; stum, forladt,
Støvdækt den i en Krog var sat.
Jeg tog mig af den, fik den stemt, ,
Og see, dens indre Skat var gjemt
Fra fordums Tid. Det gik med den,
Som med en gammel, ærlig Ven;
Lang Tid forglemt og plat forsømt,
Han favner atter varmt og ømt,
Og yder lige villig Trøst,
Naar vi maae flygte til hans Bryst!
Om Aftnen, naar vi da kom hjem
Fra Skov og Krat, tog jeg den frem,
Og stemte op saa mangt et Qvad,
Mens lyttende de Tvende sad:
Den lystige, den kjaekke Sang,
Som blandt tyrolske Klipper klang;
Den veemodblandte Elskovslyst,
Der svæver over Havets Bryst
Ved Napolis, Venedigs Kyst;
Og Spaniens Bolero vild,
Der flammer som en Naphta-Ild;
Den Sang, der, selv som Solen heed,
Bevinger Bajaderens Fjed;
De tankerige Sorgens Lyd,
Der bæver i Polakkens Fryd;
Provences Runddands, siirlig, net,
Og som Champagnens Perler let;
Den mørke, dybe Melodie,
Som Nordens Aand hensvæver i; -
Kort, hvad i Jordens Paradis
Til Skjønheds og til Elskovs Priis
114 Fra Folkets eget, friske Bryst
Er strømmet frem i Sorg og Lyst -
Min Vandrings allerbedste Høst, -
Ved Strængens Toner jeg dem gav,
Og havde ret min Fryd deraf;
Thi naar den lille Jomfru, træt,
Begyndte paa sit Toilet,
Og af en gammel Prækenbog
Andægtig sexten Blade tog,
Og fængsled flink til stadig Tugt
De vilde Lokkers Rigdom smukt:
Hun sendte mig et Smiil engang
Imellem, mens jeg sad og sang;
Og da blev jeg saa længe ved,
Indtil Mama blev mæt og kjed,
Og gad ei længer hørt derpaa,
Men sagde: »Hør, nu skal De gaae!«
De Dage svandt, - September kom,
Den skifted Skovens Kjortel om,
Indsprængte den med guult og rødt,
Og smelted Frugtens Hjerte blødt,
Saa Figenpæren, krum og lang,
Fuldmoden ned fra Grenen sprang,
Og Æblets trinde, svære Klump
Os kysde ofte med sit Dump.
Da tidt ved Blommetræets Rod
Jeg med den lille Jomfru stod;
Ved dygtigt Tag jeg strømme lod
En moden Hagl, en gylden Flod,
Og hun mig rakte Frugten blank,
Den lille Eva, fim og rank! -
Men, Gud skee Lov! ei Slangens Krop
Sig ringlede fra Træets Top;
115 Selv ei den Frugt paa hendes Mund,
Der blussed rød og frisk og sund,
At plukke bort, kom mig i Hu, -
Ak, den var fast en Blomst endnu!

8.

Men længe alt gik Modren ind
Og ud med ret bekymret Sind;
Hun speided tidt ad Stien hen,
Der vented hun sit Bud ig jen.
To Gange Maanen kom og gik,
Men intet Bud endnu hun fik.
I mangt et Øiekast, jeg saae,
En saadan ængstlig Uro laae,
Hvis Magt jeg kunde ei modstaae.
Da tilbød jeg at vandre did,
Og sende dem et Bud herhid.
Men knap jeg havde talt det Ord,
Før op jeg som af Drømme foer,
Og for mit Øie blev det sort, -
Jeg skulde bort! jeg maatte bort!
Der var jo Intet, som mig holdt?
Og dog - mit Hjerte? - var det koldt?
Var jeg saa tryg vel, som det lod?
Jeg saae - jeg for en Afgrund stod:
En lænket Haand - et Liv, fordømt
Til Qval! - Saa sødt jeg havde drømt, -
Nu var jeg vakt! Den Ørk, jeg saae,
Jeg eensom skulde gjennemgaae; -
Men eensom dog? - Nei, Haan og Spot,
Som Skygger fulgte mig, og blot
Foragt var Frugten, som jeg nød,
For hvad jeg ikke selv forbrød.
116 Jeg maatte bort fra dette Sted,
Fra Uskyld, Fred - og Kjærlighed!
Thi grant jeg følte jo det Net,
Der havde lagt sig ømt og tæt
Om Hjertet, - og det blev min Død,
Hvis jeg dets spæde Traade brød,
Det maatte skee; og seent i Qvæld
Jeg sagde dem et tungt Farvel.
Mens Moderen saa sindig lod,
Som Alt sig af sig selv forstod,
Den lille Jomfru blev saa bleg, -
Men ei et Ord fra Læben veg;
End ei en Taare - kun et Blik
Jeg som en Reisepenning fik; -
Et Blik - hvor kan det være rigt,
Naar ret man sig forstaaer paa Sligt! - -
Det tidligt var. End Skoven laae
Med Slør af Nattens Taage paa;
Det dæmred svagt, - da listed jeg
Mig sagte paa min bittre Vei,
Fra Haugen over Bækkens Bro
Lidt ind i Skovens tause Bo.
Der kasted jeg i Græsset mig
En Stund og græd saa bitterlig,
Mens, dulgt af Løv og høie Straae,
Jeg smertefuld mod Huset saae.
Et Vindve aabned sig - o Gud!
Der stod Hun! Øiet stirred ud -
Forvaaget, blot med Taarens Glands -
Paa Himlen og paa Skovens Krands.
Hun tørred det saa tidt, saa tidt!
Fra Læberne, som zittred blidt,
Hun sendte med sin Finger hvid
117 Tre Kys, - tre elskovshede - did,
Hvor Stien sig i Krattet vandt, -
Og saa hun rødmende forsvandt,
Men jeg sprang op og foer afsted,
Og sukkede ved hvert et Fjed:
»O! var jeg som det gule Løv,
Der snart skal smuldre hen i Støv!«

9.

Har du en Ven, for hvem hun Gnist
Af Evighedens Klarhed hist
Har dulgt sig i det tunge Muld,
Som i en Klimp det rene Guld,
Saa den maa drages frem, ved Vold
Af Jordelinets dunkle Fold, -
Med andre Ord: som læges ved
En streng, en grum Barmhjertighed;
Og er han frelst, er Lyset tændt,
Har det end længe, stadigt brændt;
Da bring dog aldrig ham igjen
Til hine Martersteder hen,
Hvor der blev ført en rædsom Strid
Imellem Lys og Mulm; thi viid:
En Stammes Skygge, - Svalens Sang,
Hvis Rede ved hans Vindve hang, -
En Dør, hvis Larm, et Uhr, hvis Slag
Ham bragte Smerte mangen Dag, -
En Lyd af Lænken, som han bar, -
Et Sollys gjennem Rudens Glar, -
En enkelt Røst, - et Fnug, - et Gran, -
En egen Duft - ak, - Alting kan
Udslukke Sjælens Stjerne brat
118 Og atter dække ham med Nat. -
Saaledes jeg! - I hver en Egn,
Jeg gjennemløb, der stode Tegn,
Som pegede tilbage paa
En natlig Tid og lod fremgaae
Af Hjertets Dyb en Smertens Ild,
Der hvert Secund blev mere vild.
Min Taare standsed og mit Blod
Det syded som en Klippeflod.
Jeg vidste jo, hvorhen det var,
Min Fod med voldsom Iil mig bar:
Tilbage til det skumle Buur,
Hvor Tigren grusom laae paa Luur,
Og dræbte med sit Blik mit Mod
Og tog mit bedste Hjerteblod.

10.

Jeg gik, - og saae mig ikke om.
Men da jeg nær til Byen kom,
Forbauset standsed jeg min Fod:
Var det den Stad, jeg nys forlod?
Hvor Spiret med tre Kroner paa
Man stolt mod Skyen kneise saae?
Jeg kom derind; men overalt
Mit Øie kun paa Jammer faldt;
Ei Torv, ei Gade fast der var,
Som jo et Brændemærke bar,
Det Ildens Hænder havde sat;
Men selv den havde grebet fat
Med Flammeklo paa Herrens Huus,
Og styrted Tag og Spiir i Gruus.
En grum, en mægtig Tordensky
119 Var draget over Land og By,
Mens jeg sad luunt i Læ og Ly;
Og ei et Blink og ei et Brag
Sig vovede, vanhelligt, bag
Paulunet hist, hvor Uskylds Fred
Mig havde laant et Hvilested! -
En Travlhed, fæl, uhyggelig,
I alle Kroge rørte sig,
Som naar man med sin Fod har traadt
De vevre Myrers runde Slot. -
Min Tanke snart mig ledte hen,
Hvor samlet jeg fandt Ven med Ven,
Og undrende de favned den,
Som alt de længe troede død, -
Og Een blev bleg, og Een blev rød,
Mens Een forsigtig Taushed bød,
Og talte vigtig om, »at kjæk
Man burde staae i Livets Skræk, -
Om Himlens Fred, om mandigt Mod
I Sorg, - at Herrens Straf var god,
Om ogsaa haard, - om roligt Sind,«
Og hvad der ellers faldt ham ind;
Han aned ei, at for mit Bryst
En større Smerte blev en Trøst! -
Det blev mig klart, hvad der var hændt:
Mit Huus, mit Eie - Alt var brændt, -
Og jeg var fri, - thi Hun var død,
Fortæret midt i Flammens Skjød,
Og Tanten havde hende fulgt, -
Ak, ingen Rædsel blev mig dulgt! -
Forvirret, stum jeg greb min Hat
Og gik. - Det var alt blevet Nat.

120

11.

Her var min Bo! her stod mit Huus!
Nu - kun en Hob af Steen og Gruus!
Ved Gadelygtens matte Skin
Jeg traadte sagtelig derind,
Og satte mig, mens Nattens Vind
Omsusede min hede Kind,
I Krogen paa en styrtet Blok,
Og stirred taus mod Freias Rok,
Hvis Straaler klare, milde gled
Til skumle, sorte Mure ned.
Hvor Glæden fordum mangen Gang
Udtalte sig i Dands og Sang,
Hvor før var glimrende og lyst, -
Var nu saa mørkt, saa tomt og tyst;
Kun nu og da fra Væggens Spalt
Lidt Kalk og Steen med Raslen faldt.
Her døde Hun! Hiin stærke Arm,
Der vellys t vild og lue varm
Omslyngede med Guddomsmagt
De skjønne Lemmers unge Pragt,
Slap hende ei, før intet Spor
Af Hende fandtes meer paa Jord.
Jeg sad paa Hendes Grav! Hvert Nag,
Hver Bitterhed var svundet bag
Det dunkle Teppe, hvor Hun alt
Sin Bod nu havde rigt betalt.
Den Sum af Liv, som Hun mig stjal,
Var sonet i den bittre Qval,
Mens fri og luttret Hendes Sjæl
Nu drak af Naadens dybe Væld!
Sin alvorsfulde, stille Gang
121 Min Tanke gik den Nat saa lang,
Til Hanen goel rundt om i By,
Og Vægtren meldte Dagens Gry.
Da vandred jeg ad Porten ud, -
Jeg lovte jo at bringe Bud!

12.

Jeg atter stod ved Fredens Havn,
Der kjærligt aabned mig sin Favn;
Og medens Modren for sin Gjest
Beredte travl en lille Fest,
Saa vandrede vi andre To
Alene ned til Bækkens Bro,
Og satte os paa Bænken der
I Ly af lave Hasseltræ'r.
Alt laae i liflig Glands og Duft,
Og fra den rene, mørkblaae Luft
Septembersolen, høitidsfuld,
Bestænked Løvet med sit Guld
Og farved Violet og Bruunt.
Hvor roligt rundtomkring og luunt!
Vi talte ei. I Solens Bad
Den lille Jomfru stille sad.
De lyserøde Folder faldt
Blødt om den yndige Gestalt,
Og tankefuld, adspredt sin Fod
Med tørre Sand hun lege lod.
Mit Hjerte var som Himlen, hvor
Der toner fjernt et Englechor.
Som Bækkens Bobble, klar og blank,
Een hellig Tanke steg og sank.
122 Mit Sind sig hæved, gjenfødt, ungt;
Liig Myggen om det klare Punkt
I smaa, i stedse mindre Sving
Det saligt svævede omkring.
Da kaldte, langtfra, Modrens Røst, -
Et Suk opsteg fra Pigens Bryst,
Hun reiste sig; men ned jeg drog
Paa Bænken hende atter, slog
Min Arm om hendes ranke Liv,
Og hvisked sagte: »nei, o bliv!«
Og mens min Taare langsomt steg,
Sig Ordet, sødt beklemt, fremsneg:
»O, vil du frelse dette Vrag,
Der under Livets vilde Brag
Er sønderknust af Smertens Slag?
O, vil du gyde Ro og Trøst,
Og atter vække Liv og Lyst
I mit til Døden piinte Bryst?
Ak, vil du luttre denne Aand,
Udløse den af Sorgens Baand,
Og engang med din bløde Haand
Mit brustne Øie trykke til?«
Hun hvisked i min Favn: »Jeg vil!«

KONG SAUL OG SANGEREN.

Hvad glimter hist langs Bjergets Rand,
Hvis Høie, Bølger Hig, mod Sletten vælte?
Det skinner hvidt, som Havets Sand, -
Er det en Fugleflok fra salten Vand?
Er det en Hjord? et mægtigt Kuld,
Iført sin Pragt, den hvide Uld?

123

Nei! - der har Israels stærke Helte,
Med Trudselsblik mod Philistæas Land,
Mod Askalon, mod Asdods Strand
Opreist en flygtig By af tusind Telte! !

Men Taushed hersker i den store Leir.
Hvi er den muntre Krigens Larm forsvundet?
Hvad? Har alt Sværdet Fredens Hvile vundet?
Har Herrens Folk alt ved sin Seir
Philisteren i Slavelænker bundet?

Hvor her er tyst! See, Vagt ved Vagt,
Med Skjoldet under Nakken lagt,
Blødt hviler under Palmens Krone;
Og fra det Fjerne, hist ved Klippens Steen,
Hvor Geder nippe af den grønne Green,
Lydt høres Hyrdedrengens Fløite tone! -

Ved Kongens Telt staae Høvidsmænd
Med Spyd i Haand, med Sværd ved Lænd;
Paa blanken Hjelm Fjerbusken nikker,
Imens de hviske - see! - og Hov'det bøie,
Mens fra det skarpe, sorte Øie
De Lyn paa Lyn mod Fiendens Grændse skikker.

I Kongens Telt? - ak, derfra just fremgaaer
Den Taage tung, som over Leiren ruger,
Som slapper Buens Stræng, og slaaer
Et Søm igiennem Sværdets Balg, og knuger
Hvert Spyd i Muld. - Trindt slumrer Daad og Kamp!
Men snart, ak! snart skal Vindens Vinge
Philistrens Krigsraab eder bringe,
Stridshingstens Vrinsken gjennem Slettens Damp.
124 Hvor er han da, han, som skal byde?
Han, Kampens Sjæl, som I adlyde?
Vee, Israel! vee! da est du svag!
Hvor er din Frelse da paa Stridens Dag?

Bag svære Purpurforhæng i sit Telt
Han sidder taus, den kongelige Helt.

Det stolte Hoved med det gyldne Baand
Sig hviler tungt udi den høire Haand.

Den Venstre hænger ned saa slap og svag,
Som Druens Ranke paa en Vinterdag.

Hvad grunder han? mon paa en stor Bedrift?
Mon paa Prophetens hemmelige Skrift?

Hans Øie stirrer - men det seer ei paa
De Blomster, som i Teppet virket staae.

Indad er Blikket vendt, - men dødt og mat
Det skuer ud i øde, vildsom Nat.

En ond Guds Aand har Læbens Port tillukt,
Paa Brystet lagt et Bjerg og Stjernen slukt.

I Lænker er hans Løvehjerte lagt, -
Hvo løser vel den skumle Trolddoms Magt?

Vee, Israel! vee! nu est du svag!
Hvo bringer Frelse dig paa Kampens Dag? - -

125

See? - Teltets Forhæng raslende sig hæver,
Og gjennem Aabningen en Lysning bæver
Af Himlens Blaae, af Solens Glands.
En Ungersvend med faste Skridt indtræder,
Med Harpen under Arm, i Hyrdeklæder,
Men smykt med Sundheds friske Krands.
Hans muskelbrede Arm kan Bjørnen tvinge,
Men Haanden, som tør ruske Løvens Bringe,
Fremtrylle kan til Liv paa Tonens Vinge
De Syner, som i Tanken sig bevæge,
Og som et sygnet Hjerte huldt kan qvæge.
Og mens hans sunde Blik paa Kongen dvæler,
Han sagtelig paa Teppet knæler,
Og lader Fingrene med Harpens Strænge lege.

Og Konningen lytter! -

Han seer i det Fjerne,
Mens Strængene bæve,
Der tændes en Stjerne,
Og Skyer bortsvæve.
Og Vaarvinde lufte
Med Blomsterdufte!
Sig reiser det visnende
Hjerte paany,
De dunkle, de isnende
Taager bortflye! -

Men Konningen lytter!

Han hører de rislende
Bjergbække gaae,
Og Fuglen blandt hvislende
126 Løvbuske slaae.
Da klares hans Øie:
Det skuer de Hytter,
De grønnende Høie,
Som hans Barndom saae.
Sødt Strængene bæve,
Og Tonerne gaae,
De Skyer bortsvæve Fra Himlen blaae!

End Konningen lytter!

I drømmende Tanker,
Der hæve hans Bryst,
Veemodig han vanker
Med salig Lyst,
Beskygget af Ranker,
Hvor Kilderne gaae
Ved ydmyge Hytter,
Som hans Barndom saae.
Hvert Billed, hvert Minde
Han hilser som sit;
Mildt Taarerne rinde, -
Og Hjeret er - frit!

Og Konningen lytter!

Høitideligt hæver
Sig Strængenes Klang,
Til Himmelen svæver
Lovprisende Sang;
Og haabfulde, fromme
Fortrøstninger komme,
127 Og atter I Luer
Af Livets Sol
Gudherren han skuer
Paa Magtens Stol!

Og, liig den Luftning mild og sval, som vifter
Paa Morgenrødens Vei, fra Kongens Bryst
Et Suk sig trænger frem, og Kinden skifter
Sit blege Lød, og Hjertet slaaer med Lyst,
Et Smil fremblomstrer om hans Mund og Kinder,
Hver Sene strammes i sin vante Kraft,
Og Blodet strømmer ildfuldt gjennem Barmen.
Det brede Glavind om sin Lænd han binder,
Han griber Landsens svære Skaft,
Han skyder Skjoldet, gyldenblankt, paa Armen,
Og, som en Løve kjæk fra Skovens Gjern,
Han træder frem!

Som Lyn det gjennem Leirens Rækker farer!
Vild Jubel blander sig med Vaabenklang:
Skjelv, Philistæa! skjelv, din Dødesang
Istemme nu Jehovas stærke Skarer!
Paa Slettens Flade, ud fra Kløft og Krog,
Sig krummer ned det lange Krigertog,
Mens Echo, fjernt derude
Gjentager over Bjerg og Dal
Basunens Klang, Trompetens Skrald,
Der varslende bebude
Jehovas Seier og hans Fienders Fald!

128

FJELDVANDRING VED BADET.

Ihr naht euch wieder, schwankende Gestalten!
Die früh sich einst dem trüben Blick gezeigt.
Versuch ich wohl euch diesmal fest zu halten?

Goethe.

Kom, sæt Dig her! Saa syg og mat
Kan Du ei længer vinde.
Fjeldstien var Dig altfor brat,
Min sørgende Veninde!
De Andre blev tilbage der,
Hvor Faldet mægtigt syder, -
Hør! op igjennem Skovens Træ'r
Dets fjerne Torden bryder.

O, lad dem spille om Din Kind,
De svale Bjergets Lufte;
O, lad dem qvæge huldt Dit Sind,
De Blomster her, som dufte;
Og hvil paa bløde Blad og Mos
Din sylphelette Skabning;
Din Ven vil henrykt sidde hos
I stille, sød Fortabning.

Vær rolig kun! jeg har jo sagt:
Forelsket er jeg ikke;
Det er en ganske anden Magt,
Som fængsler mine Blikke.
Mit Hjerte, koldt - ei sandt? - som Dit,
Maa gyse for Din Vrede;
Men kan da ogsaa mere frit
Din Herlighed tilbede.

Læg blødt Din melkehvide Arm
Paa Mossets Bolstre brune!
Løs op og kjøl Din unge Barm
129 I Aftnens Lufte lune!
Jeg seer det ei! - hvor kunde jeg?
Mens Øiets Blaa mig lænker,
Og ad sin klare Himmelvei
I Tankens Afgrund sænker;

Mens sig de blonde Lokker rigt
Om Pandens Tempel hvælver,
Og Smilet, bittert, underligt
Om Dine Læber skjelver.
Hvor kunde jeg? - mens blot et Ord
Fra Dig, et Blink med Øiet
Jo mægler, som et Siv mod Jord,
At faae min Villie bøiet.

Jeg beder Dig! - hvad har jeg sagt?
Saa heftig Du Dig hæver?
Tilgiv, ifald jeg brød vor Pagt -
Tilgiv, Du seer, jeg bæver.
Ak, langt herfra jeg gerne vil
Mit Sind, min Tanke skikke;
Thi Hjertets Kraft ei strækker til
At glemme Dine Blikke.

Jeg seer jo Rødmen paa Din Kind,
Jeg seer, hvor vredt Du trækker
I Handskens sorte Silkespind,
Som Armen halvt bedækker.
Paa Kjolens lyserøde Rand
Min Arm jeg tør vel lægge?
Et Sagn hist fra mit Fædreland
Vil jeg af Slummer vække.

130

Et Sagn? - et Sagn har jeg det kaldt,
Men meget Faa det kjender.
Dets Helt, som mig det har fortalt,
Var een blandt mine Venner.
Hvem veed? maaskee sig dog engang
En Riimsmed saa forsynder
At sætte det i Spil og Sang -
Lad gaae! - nu jeg begynder:

Dybt inde i den dunkle,
Den sommergrønne Skov,
Hvor Hjorten strøifer Græsset
Med sin vingelette Klov,
Hvor Bækken vandrer snaksom
Mellem Smaasteen og Gruus,
I Ly af stærke Bøge
Der staaer et Jægerhuus.

Ved Plankeværket kneiser
En Gran som et Spiir;
Over Stuedøren pranger
Et mægtigt Gevier;
Paa Ladeporten naglet,
Den vilde Skovens Helt,
En Glente, spreder Vingen
Som i et Vaabenfelt.

Med den drømmende Susen
I løvrige Lund
Det fjerne Glam sig blander
Af en sporende Hund.
131 Og Gjøgen stadigt sukker
Sin eenlige Sang,
Mens Daakalven græsser
Paa den fredelige Vang.

I Stuen hist derinde
Er tyst, men ingen Fred;
En gammel Qvinde ligger
Paa Smertens Leie ned;
Saa gusten er Panden
Liig et vissent Lilieblad, -
Som Sjelen, flyvefærdig
Alt paa Læberne sad.

En yndig Pige hviler
I Lænestolens Skjød;
Det blonde Hoved støtter hun
Paa Haanden, fiin og blød;
Mens Øiets klare Stjerne
I Sorgens Dug henflød,
Sig Kindens Morgenrøde
Som gjennem Taager brød.

Ved hendes Fødder sover
En vældig engelsk Dogg,
Brandguul som en Løve,
Stærk som en Egeblok;
Men midt i Stuen staaer der
En rank, en deilig Svend, -
Hans sorte Øie lyner
Til Pigebarnet hen.

132

Han knuger fast sin Riffel,
Hans Læbe er bleg,
Et Smiil, et haanligt, ligger
Om det kulsorte Skjæg;
Han nærmer sig til Pigen
Med gnistrende Blik, -
Hans hviskende Stemme
Tungt fra Brystet fremgik!

Og alt som han sig bøier
Mod hendes Øre nær,
Løfter Hunden sit Hoved
Og seer paa hans Færd;
Ret som han vilde lytte,
Som anede han,
Hvad Qval der kan ruge
Mellem Qvinde og Mand!

»Jeg agter Dine Sukke,
Den Taare paa Din Kind
Ei meer end det usle Fnug,
Som hvirvles op af Vind!
Du hader mig, Regisse!
Saa hader jeg igjen -
Mig seer Du aldrig meer,
Men eiheller Din Ven.

Jeg bød Dig som Offer
Mit Hjerte, Sjel og Blod, -
Men haanlig, kold Du jog mig
Bort fra Din Fod.
133 Det Baand er sønderrevet!
Jeg foragter det Baand!
Det hjælper ei, Du græder
Og vrider Din Haand!

See, Riffelen er skarpladt,
See, hvæsset er min Kniv, -
I Skoven skal det gjælde nu
Liv imod Liv.
Jeg stække vil hans Vinge
Den adelige Falk,
Og aldrig skal han drikke
Din Læbes Rosenkalk.

Vildt brænder i mit Hjerte,
Som et pinefuldt Stik,
Dit violblaae Øies Saa bønlige Blik!
Thi mig det gjælder ikke -
Men Han skal aldrig naae
At drukne sine Øine
I denne Himmels Blaa.

Idag skal han vandre Med mig den samme Vei,
Dødbitter for os begge -
Først han og saa jeg!
Regisse! Dine Blikke,
Den Taare paa Din Kind
Jeg agter som det usle Fnug,
Der hvirvles op af Vind.

134

Du hader mig, jeg veed det,
Nu hader jeg igjen!
Trøst Dig! mig seer Du aldrig,
Men eiheller Din Ven,
Saa sandt Gud mig hjelpe!
Jeg sværger, som jeg svoer -
Hans egen Hund skal støve
Og finde mig hans Spor!«

Saa stødte han med Støvlen
Til den vældige Hund,
Og stormed ud af Døren
Og fløited med sin Mund.
Men Hunden reiste Hovedet
Kun knurrende, og kjæk
Ham viiste sin Tænders
Hvidtskinnende Hæk.

Som en knækket, falmet Rose
Tilbage mat hun sank,
Mens Taarens Perle trilled
Paa Kinden, heed og blank;
Og den rasende Smerte,
Fortvivlelse og Harm
Holdt Skriget stumt tilbage
I den bævende Barm.

Og i den stille Stue,
Hvor Uhrets sagte Slag
Gik jævne med den Syges
Dødtunge Aandedrag,
135 Der sad hun nu forladt,
Mens i qvalfyldte Sind
En Vrimmel sorte Tanker
Vildt stormede ind. -

Da gabed Hunden langsomt,
Da reiste han sig op,
Og strakte efter Søvnen
Sin mægtige Krop!
Han logred med sin Hale,
Og kjælen og blød
Han lagde sit store Hoved
I Jomfruens Skjød.

Fra inderste Hjerte
Saa dybt et Suk han drog
Og saae ret paa hende
Saa trofast og klog;
Mens ivrig, utaalmodig
Med sin Hale han slog,
Ret som han vilde spørge:
»Hvad feiler Dig dog?«

Hans Øie, sært veemodigt
Og glandsfuldt og stort,
Fast hvilede i hendes:
»Hvad har man Dig gjort?«
Da foer der en Rødme
Over Pigens blege Kind,
Et Blink af Haabets Stjerne
I Hjertet trængte ind.

136

Hun hviskede saa sagte
Med skjælvende Mund:
»Ved hans eneste Gave
Til mig, ved hans Hund Han frelses; hvis ikke,
Da skal vi følges ad!«
Og satte sig og skrev
I Hast et lille Blad:

»Dit Liv er i Fare,
Og derfor jeg nu
Ei længer kan fortie:
Min Eneste er Du!
Hvad ikke for Alverden
Jeg ellers vilde sagt,
Det lægger paa min Tunge
En guddommelig Magt!

Bevar Dit Liv, Du Elskte!
For Dig og Din Brud,
Før lumsk Dig indhenter
Hans lurende Skud.
Jeg sender Dig Murad,
Mit eneste Bud, -
Og, maatte han Dig finde, -
Velsigne Dig Gud!«

Og med sittrende Hænder
I brændende Hast
Ved Bulldoggens Halsbaand
Hun knytted Sedlen fast;
137 Og lokked saa den trofaste,
Logrende Ven
Med bankende Hjerte
Ad Gaarddøren hen.

Da sprang han om og jubled,
Sin Vei han kjendte jo;
Han slikked hendes Hænder
Saa venlig og tro.
Saa klapped hun hans Hoved,
Saa sagde hun et Ord, -
Og flux gjennem Tykningen
Forsvandt hans Spor. -

- En lille Høi der ligger,
Hvor Stien bugter ind
Under Skovens grønne Hvælving;
Paa Høien staaer en Lind.
Med sittrende Blade
I den sagte Vind
Den kaster bredt sin Skygge
For Aftensolens Skin.

Der stod han den unge,
Den skumle Jægersvend;
Det halvbrustne Øie
Stirrer ad Veien hen;
Med een Haand paa Bøssen,
Den anden paa sit Bryst,
I Længsel han lytter
Til Revnens søde Røst,

138

Som Kalk er hans Ansigt,
Hver Muskel er spændt,
Stiv staaer han, som et Billed
Paa et Gravmonument,
Ubevægelig og stille
Som i en Kirkevraa, -
De stærke Bølger anes ei,
Som i hans Hjerte gaae.

I Stormen derinde
Bevæger sig en Krands
Af Tanker og Billeder
I sær forvirret Dands.
Med rædsom Qval og Vellyst,
I bredfyldte Maal
Hans Hjerte tømte Livets
Allerbittreste Skaal.

Hans Hjerte tømte
Livets Allerbedskeste Drik
I al hans Elende,
Som forbi Øiet gik:
At svundet var det Haab,
Som var saa saligt drømt,
At til evig - evig Længsel
Hans Sjæl var fordømt.

Da høres der et Fodtrin,
Da høres der en Røst;
En lystig Sang der klinger
Fra et fuldt og freidigt Bryst,
139 Det var ret en egen,
En Hjerte-Melodie,
Der var saa megen Jubel
Og dog Veemod deri.

Det var den unge Junker!
Saa sorgløs, glad og god,
Rask skred han hen ad Stien
Paa sin kraftige Fod;
Men Smilet om hans Læber
Og Glandsen i hans Blik
Klart røbed, at hans Hjerte
Langt foran Foden gik.

Da standser han - forstummer,
Hans Hjerte bliver koldt!
Dump lyder ham imøde
Et rædselfuldt Holdt!
En Riffelpibe peger
Paa hans Hoved, og hvast
Et sigtende Øie
Gjennemborer ham fast.

Som en Tiger, der gloer
Paa sin sprællende Fangst
Og qvæger sit Øie
Ved den bævende Angst;
Saa dvæled Jægersvenden,
Før han sendte sit Skud, -
I lange Drag han vilde
Tømme Bægeret ud.

140

Nu - nu det ham tykkes,
Ei Meer var deri -
Men hurtigt som en Tanke
Var Faren forbi! -
See, over Grøvten springer
Den glubende Hund
Og fanger Skyttens Strube
I sin fraadende Mund.

Han tumler med sin Nakke
Mod den grønklædte Jord, -
Det morderiske Skud
Mod Himmelen foer!
Han vred sig, han snoede sig,
Han kjæmped og han skreg, -
Da fløitede Junkeren,
og Hunden fra ham veg.

Med et Blik, et fortvivlet,
Hvori der samlet laae
Alle Helvedes Qvaler,
Paa Junkeren han saae.
Han slængte sin Riffel,
Sin Jagtkniv, sin Hat,
Og styrted med et Skrig
Ind i raslende Krat. -

Men maalløs og bedøvet
Stod Junkeren en Stund,
Og ændsed knap sin trofaste
Frelser, sin Hund,
141 Hans Hjerte ret saa voldsomt,
Saa varslende slog,
En Strøm af hellig Glæde
Ham gjennem Sjelen drog.

Han kasted sig med Taarer
Paa sit Ansigt og bad;
Og talte godt til Hunden,
Som stille hos ham sad.
Han klappede dens Hals
Alt med sin hvide Haand, -
Da øinede han Brevet
Og løste dets Baand.

Han læste det, han kyssed det,
Beruset af Lyst,
Han trykked det vel tusinde
Gange til sit Bryst;
Og reiste sig og vandred
Paa Skovstien trang,
Mens Hunden sprang og bjeffed
Og Fuglene sang.

- Saa var det henved Aften
Og Solens sidste Glød
Ind mellem Skovens Stammer
Sin skarpe Straale skjød.
Det var saa hmnt og stille,
Kun en liflig Nattergal
Udstrømmede sin Veemod
I den lyttende Dal.

142

I Haugen sad Regisse
Og flettede en Krands;
En bitter Taare dæmred
Hendes Øies klare Glands.
Ak, hendes Moder slumred,
Det sidste Suk var endt,
Det havde hun sin Datter,
Med Velsignelsen sendt.

Da traadte ind fra Skoven
Den ædle Ungersvend,
Hans ilende Fjed
Ham bar til Pigen hen;
Han satte sig paa Bænken,
Han tog hendes Haand,
Og snoede ømt sin Arm
Om den ranke Lilievaand.

Da sank hun med Taarer
Til hans trofaste Bryst;
De sagte Ord, han hvisked,
Blev til livsalig Trøst.
Ak, al - al den Sorrig,
Som i Verden er til,
Den slettes ud af Hjertet,
Naar Kjærlighed kun vil!

»Jeg veed det - ak, hun sover!
Du Elskede min!
Men jeg har og en Moder,
Hun er jo ogsaa Din.
143 Og jeg har et Hjerte
Ret ærligt og frit, -
O, Du min Frelserinde!
Det veed Du, er jo Dit!«

Sødt toned Aftenklokkens
Smertedulmende Klang,
Og Dæmringen ruged
Over Skov, over Vang;
Da lagde hun sin Haand
Om hans Hals, om hans Kind,
Og saae med sine Øine
Til hans Hjertekammer ind.

Men han sad henrykt stille,
Saa taus veemodig hun, -
Da søgte til hans Læber
Hendes blussende Mund.
Det Forgangne, det Kommende
Forsvandt dem af Hu,
Og deres Hjerter slog kun
For det salige Nu! -

Men foran dem sad Murad
Den trofaste Vagt,
Med sit ærlige Øie
Han holdt dem i Agt;
Ret som han Alt forstod,
Som anede han
Den Fryd, som kan blomstre
Mellem Qvinde og Mand.

144

- Hvad siger Du? - ak, med et Blik
Du klarligt mig betyder,
Det synes Dig saa fersk en Drik,
Som den, os Brønden byder.
Jeg saae det, knap engang et Ord
Fik trængt sig til Din Tanke!
Paa Floden stirred Du, som snoer
Sig blank om fjerne Banke.

O, bliv ei vred! jeg spøger ei,
Nei, Alvor er min Tale;
Det var formasteligt, om jeg
Med Alt, hvad jeg kan male,
Endog kun for en flygtig Stund
Din Tanke vilde binde, -
Den har et bedre Hjem, hvor kun
Sit Livsstof den kan finde.

Hvad seer jeg? Taarer paa Din Kind!
Ak, har jeg Dig bedrøvet?
Og saaret saa Dit bløde Sind,
Er al min Trøst mig røvet!
Thi, ak! jeg veed jo meget vel,
Mit Sagn har ikke mægtet
At røre Dig, - nei, saadant Held
Har Guderne mig nægtet.

Det bliver koldt! kom lad os gaae,
Ifald det er Din Villie.
Din lille Hat? her, tag den paa,
Og her er Din Mantille.
145 Tag Dig i Agt! forsigtig her!
Tillad - vil Du det taale?
Min Arm - blot under disse Træ'r
Og paa de glatte Naale.

Nu Mørket alt har Dalen skjult,
Det dæmrer kun heroppe;
End glimrer blankt med Rødt og Guult
Det fjerne Sneefjelds Toppe.
Her dreier Stien - aa, see her
En venlig, malersk Scene:
En lille Pige sidder der
Paa een af Skræntens Stene.

Foran sig har hun tændt et Baal,
Rødt farves hendes Kinder;
Hvor glimrer ei den Zitternaal,
Som hendes Fletning binder!
Og saa den store, lodne Hund,
Hvor vagtsomt, spidst dens Øre -
Hun synger - Skal en lille Stund
Vi staae og Sangen høre?

To Drosler sad paa Bøgeqvist,
Saa gode Venner var de vist.

Med Sorg i Sind og tyst de sad,
Thi ak! de skulde skilles ad.

Saa sang de begge To en Sang,
Den sørgeligt i Skoven klang.

Den Første sang: »min Hjertenskjær!
Farvel! saa sees vi aldrig meer!«

146

Den Anden sang: »min Hjertensven!
Farvel! vi sees ei meer igjen!«

Den Første sang: »Paa fjerne Vei
Min Hjertenskjær jeg glemmer ei!«

Den Anden sang: »I fjerne Bo
Mit Hjerte aldrig fanger Ro!«

Een fløi til Øst og Een til Vest:
»Nu har til Brud jeg Sorgen fæst!«

Een fløi til Vest og Een til Øst:
»Farvel, farvel! foruden Trøst!« - -

- Hvordan det kom? - ak, veed jeg det?
At Dine milde Arme
Omkring min Hals laae slynged' tæt,
Mens Dine Taarer varme
Beduggede min Kind, og ømt,
Skjøndt uden Ord, Du sagde:
»Jeg elsker Dig!« - O, har jeg drømt?
Gjentag mig, hvad Du sagde!

Du tier, men Din Læbe blødt
Mig svarer paa min Læbe!
At sige det saa varmt, saa sødt
Vil Ord forgjeves stræbe.
Hun Sang var liig en Sommerdug,
Der Blomsterknuppen qvæger;
Ved den sig aabned med et Suk
Vor Elskovsroses Bæger.

147

Den aabned mig en Himmel, den
Jeg aldrig torde haabe;
Den sendte til min Smerte hen
En kraftig Balsamdraabe!
Og, er vor Afsked evig nu -
Mig helliggjort er Livet;
En sød, en fast Fortrøstning Du
Min Evighed har givet.

O, langsomt, langsomt fløt Din Fod,
O, Du mit Hjertes Stjerne!
At ei fra Pletten, hvor vi stod,
For snart vi skal os fjerne.
Den Plet og de Minutter, som
En Evighed er blevet,
Skal Tanken helligt frede om, -
De eneste, jeg leved!

O! siig mig end i samme Sprog,
Som nys mig sødt henrykked,
Veltalende og varmt, og dog
Med Simpelhed kun smykket,
At Du er min! - at i mit Savn
Du mig ei reent vil glemme!
At, naar vi mødes hist, mit Navn
Jeg hører fra Din Stemme! -

Farvel! o, fat Dig! - see, endnu
Gaae Folk paa Promenaden.
Musik fra Dandsesalen, Du!
Smukt bruser gjennem Gaden.
148 Dit Øie søger? hisset jo
De komme ud fra Salen,
Hvor de har spillet begge To,
Din Tante og Gemalen.

I ET ROMERSK OSTERIE.

»O bella Italia! quanto son dolci
le tue rimembranze!«

1.

Snart Natten var forbi; forvildet
Jeg længe havde strippet om,
I Fjeldets Labyrinther hildet,
Fjernt fra det munkefyldte Rom.
Ud paa Campagnens Slette gik
Min trætte Fod, mens for mit Blik
Den svage Dæmring fra Østerude
Farvede Bjergenes Toppe hvide,
Og Viben, med Stemmen natlig hæs,
Fløi skrigende op af høje Græs.
En Sti jeg fulgte blandt de mange;
Bugtende sig som brune Slange
Den førte over Eng og Sump,
Hvor Frøens og Vandhønens Plump
Afbrød den dybe, træge Stilhed.
Den sure Taage bort sig trak
Og viste mig Sletten, flad og flak,
Og det Heles ennuyante Vildhed.
Fjernt laae en Bøffelhjord, og næst
Ved Veien stod en eenlig Hest.
Den prusted ad den fremmede Gjest,
Slog med sin Svands og iilsom foer
149 Fast lydløs over den bløde Jord. -
Da skimtede jeg - var det et Huus?
Var det en Dynge Muur og Gruus?
Alene laae det paa Sletten leiret,
Uformeligt, med Gavl og Qvist -
Var det et Osterie? - ja vist!
Lodret steg jo en Røg i Veiret,
Og over Dørens Karm der laae
En Green med visne Blade paa.
En aaben Reisevogn, let og peen,
Med Undren jeg der paa Veien saae.
De fire Skimler med slanke Been,
Et rigt Livree, en Morian
Forkyndte mig i dens Eiermand
En Søn af det havomflydte Land.
Sex, otte Tiggere med aabne Saar -
Obligationer, hvorpaa de henter
Ved Foreviisning, Aar for Aar,
De lovligt faldende, gode Renter -
Stod der og stirrede dumt og sov,
Og vented den Fremmede, deres Rov! -
Jeg traadte derind. Imod mig slog
En branket Stank, der fra Arnen drog,
Hvor Verten, feed og snavset, paa Stolen,
Med Huen over Øret, paa sit Sped
For Ilden dreied Braciuolen,
Og stønned angenemt derved;
Mens Capucineren, med hviden Skjæg,
Stod støttet tankefuld mod Væg.
Under Loftet i den sodede Spelunke
Der hængte i den tykke Røg
De gule Maisknopper, store Løg,
Paa Gulvet laae der Bariler og Dunke.
150 I Krogen sad, med Straahat paa,
En velbestøvlet, skjægget Jæger
I grøn Collet og drak sit Bæger,
Mens Hunden ved hans Fødder laae.
I Baggrund Bord og Bænke stode,
Der Britten sad i sin sorte Frak,
Omstimlet af det lurvede Pak
Af Børn og Mænd, som paa ham gloede
Med Griin, paatrængende som Fluer
Om Aftenlampens røde Luer.
Men han sad alvorsfuld og bleg,
Den sindige Ro ei fra ham veg.
Hans ene Been var stærkt banderet,
Den venstre Arm han bar i Bind,
Paa et Øie var han næsten blind,
Det halve Hoved glat raseret
Og med Bandager rundt belagt.
Paa Bænken havde han Benet strakt
Og talte med en Ven fortrolig,
Som, med Cigar i Munden, stum,
Forholdt sig hel passiv og rolig,
Og svarte kun af og til med »Hm!«
Mig bragtes der af en runken Kjelling
Den ramme Gede-Ost og lidt Brød,
Og mens den sure Viin jeg nød,
Jeg hørte Brittens triste Fortælling:

2.

»Som sagt, jeg havde Bølgen pløiet,
Svar Kummer lidt og Smerte døiet;
Men Havet forholdt sin kjække Søn
Eiheller den velfortjente Løn;
Thi jeg tilkjæmped mig paa Vandet
151 Sundhed, Rigdom og Hæder i Landet!
Men de tætte, vildtopfyldte Skove,
Mit Slot med Taarne, med Altan,
Hvorfra mit Øie skue kan
Den kjære, vilde, salte Vove,
Min Vennekreds, mit Hædersnavn
Opfyldte ei mit Hjertes Savn,
Og Alt var Intet mod den Røst,
Som Hjertets hede Længsel svaled,
De milde Stjerner, som neddaled
Og skabte Himlen i mit Bryst.
Ei større Salighed jeg veed,
Sir John! end en Qvindes Kjærlighed -
Det er jo i en samlet Sum
Det hele Paradis i Grunden!«
Sir John tog sin Cigar af Munden
Og spyttede og sagde: »Hm!«
»Kan jeg beskrive Dig den Engel?
Britannia! Du mit stolte Land,
Troer jeg, alene fostre kan
En saadan ædel Blomsterstengel!
Saa livlig og god! saa kraftig sund!
Saa kløgtig, at fra hendes Mund
Var hvert et Ord mig et Orakel;
Og at hun vandred blandt os om,
Som min - mit Hjertes Eiendom,
Mig et ufatteligt Mirakel!
Jeg, efter et stærkt bevæget Liv,
En vild Omtumlen, nød min Ro
Med fulde Drag i en landlig Bo,
Hvis bedste Pryd var min favre Viv.
Naar under Egeskovens Grønt
Mit Jagthorn klang i Fjeld og Dale,
152 Jeg tænkte mig det Secund saa skjønt,
Naar jeg kom hjem i Slottets Sale
Og trykkede hende til mit Bryst,
Og fandt min rigeste, bedste Lyst
I hendes Smil og snilde Tale!
Men ak! en selsom, sygelig Længsel
Snart hendes hele Sind betog.
Det lignede en voldsom Trængsel,
Som Tanken bort fra Hjemmet jog.
Vort Nord blev hende som et Fængsel,
Og Sydens brogede Romantik,
Med Nutids Kunst, Oldtids Erindring,
Stod lokkende for hendes Blik
Som hendes Længsels eneste Lindring.
Som Fjeld det paa mit Bryst mig faldt,
At hun, der havde mig skjenket Alt,
Hvad hendes rige Hjerte mægted,
I eet ustillet Ønske smægted, -
At veemodig hendes Taare randt!
Det smerted mig - og, det er sandt,
Det smerted dybt - og dog jeg nægted!
Thi saadan er vi - just saadan!
I Egenkjærligheds kolde Pandser
Staaer ubevægelig en Mand;
Naar paa et Offer det kommer an,
Da kun sit kjære Jeg han sandser;
Mens Qvinden, stærkere end han,
Kan Savn og Sorg med Kraft bekjæmpe,
Ja, selv den Taare skjule kan,
Som vilde smelte, dulme, dæmpe!
Dog - gutta cavat lapidem!
Den Mand jeg dog gad skue, hvem
En saadan Engels Sorg ei rørte!
153 Hun taug, - men hendes Øine førte
Et Sprog, veltalende og yndigt,
Et Argument saa klart og fyndigt,
At jeg dets Vælde ei modstod,
Men villig mig henrive lod,
Fandt selv tilsidst, at det var syndigt,
Og lagde min Villie for hendes Fod!
Nu - kald mig svag og kald mig dum,
Kort, hvad Du vil - nok sagt, vi reiste!«

Sir John tog Hatten af og kneiste
Og glatted sit Haar og sagde »Hm!«

»Vi reiste. Det var en bitter Stund,
Jeg sagde Farvel til Park og Lund,
Til Hjorten i mine Egeskove,
Til hver en Blomst og til min Hund
Ved Porten, og fra den salte Vove
Jeg vinked, med taareblændet Øie,
Levvel til Englands grønne Høie.
Vi reiste, - Du veed, hvad det vil sige?
At slæbes afsted i en Kareth -
Dybt ned i Catacombers Rige,
Paa Taarn og Bjerg og Minaret
Som i en Feberruus at stige -
At fare gjennem Lande, Byer,
Og gaae paa Jagt efter skjønne Vuer,
Efter malte Billeder, hugne Steen,
Efter smuldne Ruiner, Helgenbeen,
Klostere, Kirker og Sarkophager,
Slette Comoedier, vanvittig Sang
Og andre slige prægtige Sager; -
Og paa den hele besværlige Gang
154 At pines af Daanen og Kunstkritik,
Af Mænd saa flaue, fade, blaseerte,
Af Qvinder, hyperenthousiasmeerte,
Af smaabitte Kunstneres store Blik, -
Og midt i Vrimlen af al den Yngel
Ei have den Trøst, imellem engang
At stille sit martrede Hjertes Trang,
At turde tugte en opblæst Slyngel
Trods den retfærdigste Beføielse,
»For han er saa genial og sød,
Og har os gjort saa megen Fornøielse!«
Og - for al den Herlighed med Nap og Nød
At kjæmpe sig gjennem Smuds og Uhumskhed,
Mistænkelighed og lumpen Lumskhed,
Med Passkriverhære, med Camerierer,
Tiggere, Kudske, Doganierer,
Med Verter, Gensdarmer - Nat og Dag -
Hvis Fordringer alle ere - Bedrag! -
Tilsidst vi da Seier vandt, og kom
Til det saakaldte evige Rom,
Hvor under en evig Klokkeklang
Og Processioner og Munkesang
En lille Stund vi tog vor Bolig;
Og trods den skjæggede Kunstnerhær
Med Avind, Kritik og anden Besvær,
Fandt jeg mig hjemlig og fortrolig,
Den uvant tidlige, skjønne Vaar
Os lokkede tidt fra de skumle Vraa'r,
Fra Stank og Smuds og fugtig Skimmel,
Ud fra den Sokophedede Muur
Til Bjergenes frie, svale Natur
Under den mørkblaae, qvægende Himmel. -
Det var vel for fire Uger siden -
155 Min dybe Sorg, min bittre Harm
Mig lade fast forglemme Tiden! -
En Aftenstund saa klar og varm;
Til Rom var just vor Reise vendt,
Og Veien gik gjennem Bjergets Kløfter,
Hvor Sonnino paa den steile Skrænt
Høit over Dalens Skjød sig løfter
Mod Skyen, dristigt som Ørnens Rede.
Halvmaanen stod paa Himlens Blaa,
Alt var saa roligt, kun dybt dernede
Hørtes en Bjergstrøms Bølger gaae.
Henrykt og taus min yndige Viv
Sad sværmende sødt, i dybe Tanker,
Og nød det rige Naturens Liv,
Der hviled i Fjeldet, i Busk og Siv,
I Fignens Kroner og Druens Ranker;
Mens Længslen for mit indre Øie
Afmalte mig i Maaneglands
Min Hjemstavns friske, bløde Høie
Med deres saftige Egekrands.
Smukt Klokken klang fra fjerne Kloster,
Og Kudsken mumled sit Paternoster.
Da standsede Vognen - et Skrig der lød:
»Madonna santissima! hjelp i Nød!«
Høit Hestene steiled - »Ned paa Jorden!«
Lød Banditernes Brøl som Torden,
Mens ud fra Fjeldets Krat de vrimled
Og Vogn og Heste vildt omstimled.
Rask Een rev Slaget op, og hæs
Han brølte: »Herud! herned!« Men Manden
Min Kugle fik ret midt i Panden.
Fordreiende sit ækle Fjæs -
Jeg seer ham end - han ralled, mumled
156 Og gabede høit og baglænds tumled
Ud over Dybets Rand; men jeg
Blev kylet ned paa den stenede Vei,
Udplyndret nøgen, flængt og slagen
Af Dolke og Kolber og derpaa dragen
Ved Fødderne og med Spark og Stød
Styrtet tilligemed Kudskens Liig
Ned i den sorte Afgrunds Skjød.
Det Sidste, jeg hørte, var et Skrig -
Et hvinende - min Emmy's Stemme!
Saa skjærende det i Mindet staaer,
At om jeg saa leved tusind Aar,
Det Skrig gik aldrig mig i Glemme! -
Lang Tid jeg laae som i en Drøm,
Der vexlede med Fryd og Smerte,
Og venligt førte mig mit Hjerte
Til Hjemmets Kyst og Skov og Strøm,
Hvor jeg fornam den svale Luft
Og aanded velkjendte Urters Duft.
Da vaagned jeg - jeg kom tillive!
Med mange Saar, med knækket Arm
Jeg leed - men ak! den rette Harm
Og Sorg jeg vil Dig ei beskrive.
En Gedehyrde havde mig fundet
Halvdød paa Skrænten, hvor jeg, hildet
I Busk og Revl, var blødt nedtrillet.
Paa Baar, af Grene sammenbundet,
Man bar mig ind til Pavens Stad,
Hvor Vennerne, foruden min Pleie,
Og sørged for mit bedste Eie,
Og gjennem den lange, træge Rad
Af lumske Rænker og krumme Veie
Med Møie fik det bragt saa vidt,
157 At de fik Lov, for Guld at handle
Om Fred med en fredløs Bandit.
Saa Sted og Tid kan alt forvandle!
Thi Ret og Skjel - see det er Tingen,
Tilmaales her, saa knapt det kan,
Fast som en Gunst til Landets Mand,
Men er Du Fremmed - har Du slet ingen!
Man skulde tro, at uden Saar
Og uden Fare de vilde hæle
Og dele de Koster, de lade stjæle, -
Saa lempeligt tilværks man gaaer
Med hine faldne Christensjele! -
Kort sagt: vi brugte min sorte Jack,
Der sluppet var med Hug og Skræk,
Som vor Gesandt til »Bjergets Fyrste,«
Og bragte seent, ved Bud paa Bud,
Den dybe Hemmelighed ud,
At efter Guld han monne tørste!
Nu er jeg her, hvor trygt jeg kan
Min elskte Viv igjen modtage;
Thi, efter given Leide, han
Vil bringe hende selv tilbage.«

Her Britten taug; forover bøiet,
Med høire Haand han dækked Øiet,
Og mens han gav sin Smerte Rum,
Sir John fik Tid at sige: »Hm!«

3.

Af den lange Snak, af Røgen ør,
Jeg traadte ud af Tavernens Dør.
Der stod den gustne, pjaltede Kjelling,
158 Som mig, credentsede Vinen før
Og stirrede ned ad Veiens Helding.
Hun holdt over Øiet sin brune Arm
Og skygged for Morgensolen varm,
Der spredte paa Sletten rig Forgylding,
Mens tusind Vagtler fjern og nær
Med Sang den bragte deres Hylding.
Da peged hun og skreg: »See der!
Der kommer han!« - og i det Frie
Udstimled Alle, Smaa og Store,
Af det forrøgede Osterie,
At see den mægtige Herres Fore.
Men langsomt kjørte, mod Hytten vendt,
Den plumpe Vogn, med Oxer spændt,
Paa tvende Hjul; og kjækt deroppe
Paa Kant Banditen sad og sang
Og styrede med den spidse Stang
De to uhyre Oxekroppe.
Og i hans Stemme var en Klang,
En underlig, bevæget Svæven,
Der trænger dybt i Sjelen ind
Og vækker en hysterisk Bæven,
Som perser Taaren frem paa Kind!
I Vognens brede Bund der laae
Det store, bløde Knippe Straa,
Bedækket med den brune Tabarre,
Hvor, i den høie Pindekarre
Som i et Fuglebuur, man saae
Den engelske Dame hvile paa. -
Den Scene var, som den var malt!
For Een, der ret havde Greb paa Tingen,
Var her jo givet Eet og Alt.
Jeg tænkte: er her dog slet Ingen?
159 Jo! - Jægersmanden hist paa Steen
Fik halet af Lommen sine Hefter,
Og, med sin Bog paa korslagt Been,
Han tegned af alle Livsens Kræfter.
I kold og stolt og værdig Ro
Sig holdt de engelske Lorder to.
Nu Vognen standsed, og med et Sæt
Han sprang til Jorden, kjæk, adroit;
Og med Panden hævet, frank og frit,
Frem treen den spraglede Bandit!
Med Dolk i Belte, med spidse Hat,
Den Ætling af Curius og Cincinnat
Til Capucinermunken hasted,
Hvor ydmygt han paa Knæ sig kasted,
Og kyssed hans tørre Haand, og gav
En Skjerv i Lommens bundløse Grav.
En deilig Karl! saa rank og bold!
Halweis en Zeus og halv Apoll!
Liig sort Agath det stolte Øie,
Det kruste Skjæg, og om den høie,
Den stærke Pande faldt Lokker rige -
Med hvælvet Bryst og Ryggen lige,
Med Laar og Been, fuldendt i Form!
Kom han her hjem - jeg seer ham alt,
Udsendt fra Bärentzens Kunstanstalt
At vække tusinde Hjerters Storm,
Indfattet i forgyldte Rammer
At smykke mangt et yndigt Sovekammer
Blandt Thorwaldsen, Rossi, Goethe og Worm!

Til Vognen han sig atter vendte,
Hvor Oxerne af Aag man spændte,
Og med Haanden, fuld af Rov og Mord,
160 Han løfted den Lilieblomst fra Nord,
Saa fyldig fiin, saa blød og rank,
Fra Oxevognens plumpe Karm.
Eet Secund hun hviled paa hans Arm -
Og - var det Hændelse? - hun sank,
Idet til Jord han hende satte,
Med sit imod hans Ansigt ned
Og strøjfed med sin silkeglatte,
Sin blege Kind hans Mund, der heed
En blussende Rødme efterlod;
Den kort kun som et Lynblink stod
Og med fordoblet Blegnen stred,
Mens smidig hun af hans Arme gled!
Den hele Kreds stod spændt og stum, -
Sir John og jeg med aabne Munde, -
Vort Øie mødte, og nu han kunde
Ei længer styre et sagte »Hm!«
Mens han nu, paa Landets Skik og Viis,
Banditen rigeligt betalte
For Kost og Tæring og Løsninsgpriis,
Havde Lorden, henrykt glad og rørt,
Mens Fryd sig i hans Aasyn malte,
Sin Hustru alt til Vognen ført,
Hvor hun med rolige, matte Blikke
Lyttede til hans Rednings Under.
Jeg saae ham smile og venligt nikke,
Og pege paa sine mange Vunder,
Men - det dybeste Saar - det saae han ikke!
Og da Hun nu rank i Vognen stod,
Eet Blik hun sagte glide lod
Hen mod de fjerne Bjerges Blaa,
Der drog sig som en fyldig Aare
Langs Himlens Rand, - veemodigt, kort!
161 Og derpaa drog hun atter bort
De søde Øine, hvori jeg saae
En Løndom dyb, - men ingen Taare!
Med Sløret om sin hvide Kind
Tæt svøbte hun sig i sin Kaabe,
Og trykket i Vognens Hjørne ind
Med Kraft og resigneert, hun var
Et Billed ret paa Een, der har
Ei meer at leve eller haabe.
Men hist, med Ryggen mod Husets Væg,
I Barmen begge de stærke Hænder,
Banditen stod, og i sorte Skjæg
Han loe med skinnende hvide Tænder.

Da Vognen nu svandt for mine Blikke,
Jeg vendte min Fod igjen mod Rom,
Mens det i Tankerne løb mig om:
»Det dybeste Saar - det saae han ikke!«

BÆGERET.

PAA HERREGAARDEN.

»Hvi sørger dog saa saare
Mit yngste Barn? fortæl,
Hvi rinder vel Din Taare
Hver Morgen og hver Qveld?

Du lever jo høit i Ære,
Du er jo rug og smuk!
Hvad Kummer kan Du da bære?
Forklar mig dog Dit Suk!«

162

Undselig Hun skjulte Øiet
Dybt i sin Moders Barm;
Krampagtigt, fast Hun føied
Om hendes Hals sin Arm;

Og mens den klare Kilde
I Lunden, hvor de sad,
Lod sin Perlestraale trille
Over Nymphæens Blad;

Mens milde Vinde lukked
Og aabned den grønne Hæk,
Og Skovduen vugged
I Almens Favntag kjæk;

Mens Moderens Øre vented
Og lytted med stille Taal, -
I Suk fra Dybet hented
Hun Hjertets Skriftemaal.

Med sagte Røst Hun mæled
Et lille Ord - et Navn,
Og sky Hun atter fjæled
Sig i sin Moders Favn.

De blonde Lokker slængte
Sig over den hvide Arm;
Som Skumbølger trængte
Sig frem den unge Barm.

Da tog om Hendes Kinder
Den moderlige Haand,
Som naar varlig man opbinder
En fyldig Rosenvaand.

163

Et Vemods-Smil hun sendte
Som svalende Trøst didind,
Hvor Længsel og Smerte brændte, -
Og kyssed Hendes Kind.

»Saa Han har dræbt Dit unge,
Dit lystige Hjertes Fred?
Og aldrig end Hans Tunge
Har sagt Dig et Ord derved?

Saa det var kun ved Øiet,
Du blev af Slummer kaldt?
Dit venlige Sind sig bøied
Kun for Hans skjønne Gestalt?

Du aner, Han maa gjemme
En Hemmelighed stor,
Der lever uden Stemme,
Der aander uden Ord?

Du kjende vil de Tanker,
Der slumre i Hans Bryst?
Nuvel! - bag de tause Ranker
Lyt til Din Moders Røst!

Jeg vil Dig aabenbare
Den hemmeligste Kunst!
Da see Dine Øine klare
I Tvivlens Taagedunst.

Naar snart I samles atter,
Da husk det Trolddoms Ord,
Som her, min yngste Datter!
Jeg hemmeligt Dig betroer.

164

Dit Øie det afslører
For Hans Hjertes mørke Grund;
Hvisk det, imens Du fører
Et Bæger for Hans Mund.

Lad Ham det Halve drikke,
Det Halve drikke Du;
Men da - o, glem det ikke! -
Bryd Bægeret itu.

Thi sætter Han sine Læber
Til det samme Bægers Rand
Endnu en Gang, det dræber
Din Lykkes Liv paa Stand.

Men, hvis Du snildt, forsigtigt
Mit Varsel ret har fulgt,
Da læser Du klart og rigtigt,
Hvad i Hans Sind er dulgt!

Da smykkes vil Din Sommer
Med Blomster og Fuglesang -
Men tys! see hist - han kommer
Op ad den lange Gang!«

ELSKOVSTROLDDOM.

Med lette Fjed Han hasted
Ind i det lune Krat;
Høit i en Busk Han kasted
Sin gule Panama-Hat.

Med sin Foulard Han visked
Sin Isses brune Lok:
»See saa! nu har jeg fisket
Aborrer meer end nok!

165

Der var saa smukt derude,
Hovmarken var saa travl;
Slottet speiled sin Rude,
Sine Taarne og sin Gavl.

Og Kirken hist, den røde,
Stod som et omvendt Kruus;
Fjernt Skyttens Hunde gjøede
I Skoven ved hans Huus.

Med hedt der var paa Vandet!
End ei den mindste Vind
Viftede kjølt fra Landet,
Og Solen mig gjorde blind.

Her har De da mig atter,
Og her er man vel tilpas!
Fru Moder! og Frøken Datter!
Gud give, her var et Glas!

En Ild - en Ild her brænder!
Min Frøken! et Bæger, smukt
Credentset af Deres Hænder,
Snart vilde faae den slukt.

Men Kildens klare Draaber
Nu perle mig her omsonst;
Det nytter ei, jeg haaber
Paa saadan en Hebes Gunst!«

Det sagde Han med Latter,
I overgivent Mod,
Og vendte saa bort sig atter
Paa sin flygtige Fod.

166

Men fra bløde Mos paa Stolen
Hun reiste sig taus og rank;
Siirligt rasled i Kjolen
Hver Fold af Silke blank.

Ved Kilden Hun sig neied,
Hvor ud fra Marmorsteen
Midt hen i Blomsterleiet
Den skjød sin Straale reen.

Af begge Hænders blide,
Blegrøde Alabast,
Tæt føied' Side ved Side,
Hun danned et Bæger i Hast;

Mens, sittrende, i Skaalen,
Meer kostbar end pruden Guld,
Hun lod forsigtigt Straalen
Risle, til den var fuld.

Et Øieblik Hun dvæled!
Men Han - snart bleg, snart rød -
Med pludselig Alvor knæled,
Da Skaalen Hun ham bød.

Med Vellyst suged Hans Læber
Den klare Nektar sød:
»Ei meer!« - Hun bad - »det dræber!
De blusser jo som en Glød!«

Men selv Hun tømte Resten, -
Og skilte saa Skaalen ad;
Og saa var Alt jo næsten
Gaaet, som Moderen bad,

167

Der stod Hun, bleg, forvirret,
Som havde Hun drukket Gift;
Men fast dog Øiet stirred
Og læste Hans Ansigts Skrift.

Det sused for Hendes Øre
Og Hjertet voldsomt slog.
Da var det, som kunde Hun høre:
»Saa elsker Hun mig dog!«

Da var det, som kunde Hun skue
Dybt inde i Hans Bryst
Og see den søde Lue,
Der straalede Hende Trøst.

Han syntes Hende at tale:
»O, siig mig, er det sandt?
At jeg i Jordens Dale
En saadan Himmel vandt!«

Hun vakled, som i Svimmel,
Og yndig, fin og rank,
Forglemmende Jord og Himmel
Hun til Hans Hjerte sank.

De hviled, med tause Munde,
Tæt ved hinandens Barm; -
Da svæved igiennem Lunde
Zephiren, luun og varm.

Og Tanken tilbage vendte,
Og Hjerterne kom til Ro,
Og Blikket rundt de sendte, -
Da var de alene To.

168

LANGSOM VANDRING.

I Parkens krumme Gange
Gik sagte deres Fod;
Tidt var det, som skye og bange,
De tause, stille stod.

De stille stod og lænked
Fast Hænderne, to og to,
Mens Blikket brændende sænked
Sig dybt i Sjelens Bo.

De stille stod og lagde
Haanden paa Tankens Vei,
Og Smilet forundret sagde:
»Saa det er virkelig Dig?«

En Bæven, liig Aftnens Svale,
Dem hen over Hjertet foer,
Og Sukket blev til Tale,
Og Smilet blev til Ord.

Som naar man i en Have
Vandrer fra Bed til Bed,
Og hver en Vaarens Gave
Henrykt man standser ved;

Og som man kjærligt sanker
En Blomst saa hist, saa her,
Saa dvæled deres Tanker
Ved mangen Erindring kjær.

Han sagde: »Jeg blinde Taabe
Saa længe har elsket Dig;
Men aldrig torde jeg haabe,
Du var saa kjær mod mig!«

169

Hun hvisked: »Hvor tidt jeg sendte
Min Tanke Dig, mit Blik!
Ak, hvor mit Hjerte brændte,
At intet Svar jeg fik!«

Og Han: »Jeg sad paa Stolen
Ved Speilet, - der stod just Du;
Et Haar faldt paa Consolen,
Det gjemmer jeg endnu;

Om Fingren jeg det svøbte,
O, jeg husker det nok!
Imens Du sirligt støbte
I Ringe Din blonde Lok.«

Og Hun: »Hvor tidt ei plukked
Hiin Blomsterstjerne jeg;
Men bitterligt jeg sukked,
Naar Oraklet svarte: Nei!

gjemmer, som det Bedste
Jeg eier, det lille Brev,
Som, før Du vilde os gjeste,
Til min Moder Du skrev.«

Og Han: »Ei blot Du lænked
Mig med Dit Ord og Blik;
Af Din Haand Du mig skjenked
En evig Elskovsdrik.

Mit er nu dette Bæger,
Og jeg det slipper ei!
Jeg haaber, det mig qvæger
End tidt paa Livets Vei?«

170

Med Smil, med fiffigt Øie,
Dog lidt beklemt i Løn,
Hun svared: »Jeg kan ei føie
Min Ven i denne Bøn.

Af dette Bæger drikke
Skal Ingen - selv ei Du!
Og saae Du, Elskte! ikke,
Det blev jo brudt itu?

Hvis nogen Anden rører
Ved min Haand med sin Mund,
Da mere jeg ham tilhører
End Dig i denne Stund.

Nei, Ingen skal Bægret tømme,
Og Ingen skal røre mig!
Jeg vaagen og i Drømme
Vil ene tilhøre Dig!« -

. Mens saa de sagte talede,
Sødt hviskede Luften med;
De mærked ei, Solen dalede
Bag Bøgeskoven ned.

I BYEN.

Vildt Tø-Sneen tumler
Fra Nattens sorte Sky;
Karether og Droschker rumler
Rundt i den store By.

Den døsige, matte Lygte
Har næsten ingen Magt;
Hvert Fodtrin maa frygte
En Rendesteens Cataract,

171

Vægteren søvnig glider
Ind i Kjelderskurets Ly;
Den Vandrer stræber og strider
Mod Vind og Parapluy. -

Men hist hos den rige Frue
Paa Torvet, paa første Sal,
Der lyser Lampernes Lue
Og Kerter uden Tal.

I Salenes lange Række
En glimrende Assemblee
Høres der snaddre og qvække
Ved den duftende Thee.

Men støttet mod Vindvets Pille
Staaer Han, saa stum og mørk,
Saa tankefuld og stille,
Som stod Han i en Ørk.

Hans kjække Mod er skyllet
Bort i en bitter Strøm;
Han aander i en fortryllet
Sphære, som i en Drøm.

Foran Ham Een, der snuser,
Tykmavet, puddret og dum,
Aabner sin Viisdoms Sluser
Og gjør sig lækker og krum.

Han svarer ham kun sparsomt
Med Ja og Nei og Nik;
Og undgaaer snu og varsomt
Den Gamles hurtige Blik.

172

Men bag den puddrede Skulder
Hans Øie Maalet fandt;
Gjennem Sladder, Støi og Bulder
Hører Hans Øre grant.

Men hvad Hans Øre hører,
Og hvad Hans Øie seer,
En Snog om Hans Hjerte snører,
At knap det aander meer.

Havde man kunnet skue
Ind i Hans Hjertes Dyb,
Man vilde i Helveds Lue
Øinet det giftige Kryb;

Man vilde en Marter anet,
Ak, uden Lise og Trøst,
Naar først den Vei har banet
Sig til et trofast Bryst! -

Ved Kaminen, histhenne,
Omringet af en Krands
Af muntre Ungersvende
Hun straaler i Skjønheds Glands.

Hun straaler vel for dem Alle -
Men for Een dog især;
Paa ham Hendes Blikke falde
Som smilende Morgenskjær.

Hendes høie Latter og Tale
Og den blussende Kind
Den varme Begeistring male,
Som bevæger Hendes Sind.

173

Til ham Hun kun henvender
Sin Røst saa livlig, mild;
Kun for hans Tale brænder
Hendes mørkblaae Øies Ild!

Det var den franske Maler,
Saa vidtbereist en Fyr;
Han sidder og vigtigt taler
Om Kunst og Eventyr.

Hans ædle Blik, det Faste,
Det Sikkre i hans Røst,
Det Fremmede synes at kaste
Funker i Hendes Bryst! -

Man larmer, man sig reiser
Og Stolene gjør Støi;
Den naadige Frue kneiser:
»Tilbords i den anden Fløi!«

Ei ændser dog deres Øre,
Hvad om dem foregik;
En Lovsang Begge opføre
Paa italiænsk Musik.

Men som just Hun er i Varmen,
Han paa sin Qval gjør Vold;
Med Smiil Han byder Armen, -
Hun tager den - pludselig kold!

VED BORDET.

»Min Ven! hør, siig mig ærlig,
Hvorfor saa mørk og stum?
Jeg morer mig saa herlig,
Og giver min Glæde Rum.

174

Saa bleg! med mørknet Øie!
Med sammenknebet Mund!
Jeg seer det grant og nøie,
Du lider i Hjertets Grund«

Det sagde Hun med Latter,
Det klang som grusom Spot;
Og gjentog det atter,
Som det gjorde Hende godt.

»Hvi morer Du Dig da ikke?
Med Ingen taler Du!
Vildt stirre Dine Blikke,
At det ret er en Gru!

Hvor elskeligt han kan snakke
Den franske Maler der!
Den Glæde kan jeg takke
Min lille Moder kjær.

Hun tog mig med forleden
Til hans rige Værksted hen;
Fra oven og til neden
Var der Billeder, min Ven!

Henreven, henrykt stod jeg
Som i en himmelsk Drøm,
Og sødt, ustandset lod jeg
Flyde min Taares Strøm.

Dybt gjennem Hjertets Aarer
Sig trængte Smerte og Lyst;
Og disse søde Taarer
Mildt qvægede mit Bryst.

175

Mod Hver, som saa mig qvæger
Og har en Fryd mig voldt,
Mit Hjerte sig bevæger -
Det kan ei blive koldt!

Jeg holder det ei hemmelig,
Jeg maa vise det klart!
At jeg er glad, taknemmelig,
Maa vorde aabenbart!

Han selv mig har tilbudet
At male mit Contrafei; -
Overalt han er forgudet -
Men glæder det Dig ei?

Han og har lovet at følge
Os, naar til næste Vaar
Over Bjerg og Dal og Bølge
Til Syd - til Syd det gaaer.

Hvis Du er ret elskværdig,
Saa lov mig det, min Ven!
At, før mit Billed er færdig,
Du ikke gaaer derhen.

Men kom Du kun og hent mig,
Som det sig hør og bør,
Men ei for seent! - og vent mig
Saa udenfor hans Dør!«

- Men Han sad stum og stille
Med alt sit Hjertes Vee;
Hans Qval, den indre, vilde,
Kuns Hun kunde see.

176

NATTETANKER.

Hendes.

»Han maa slet ikke tænke,
Jeg ændser Hans Jalousie!
Min Frihed skal ei lænke,
Hvad intet Ondt er i.

Jeg elsker Ham - det veed Han
Saa maa Han være glad.
Gav nu jeg efter, saa leed Han,
Hvordan jeg saa bar mig ad! -

Høit hæves man jo og stiger
I Pagt med slig en Aand;
Hvad Folk og Verden siger,
Jeg agter ei for et Baand;

Begeistring løser Baandet,
Den maa sig tale ud!
Jeg er som gjennemaandet,
Som greben af en Gud!

Og hvilken Kraft udtaler
Sig ei i hvert hans Værk!
Ja, han med Sjelen maler,
Med Sjelen, høi og stærk.

Og hvor elskeligt et Hjerte!
Saa dybt, saa rigt, saa ømt!
Det rummer en Verdens Smerte
Og har en Himmel drømt.

Og han - han vil mig male!
Det har han lovet jo?
Og vi skal sammen tale
Alene og i Ro!«

177

Hun hvisked: »Det har han lovet!«
Og med smilende Mund
Hun lagde det skjønne Hoved
Til det sødeste Blund.

Hans.

»Trods Hendes kolde Blikke,
Trods Hendes bittre Ord,
Jeg Hende forlader ikke,
Mens jeg vandrer paa Jord.

Jeg Alt - ja, Alt vil taale!
Jeg bøier mig - skjøndt knust;
Hendes Øies stærke Straale
For evig mig har berust.

Hun Noget for mig skjuler, -
Og var det nok saa reent,
Det under os Veien huler -
Tidligt eller seent.

Ak, Hende alt Skjønt og Herligt
Drager kun bort fra mig;
Hendes egen Ynde kjærligt
Maa jo lokke det til sig.

Jeg seer, Hun mig foragter,
Det myrder mit Hjertes Ro;
Men, ved Himlens evige Magter!
Dog bliver jeg Hende tro!

Vil Hun mig end forstøde
Med Kulde fra sin Fod,
Saa lader jeg Hjertet bløde,
Til det er uden Blod!« -

178

- Som man i Mørke vanker
I Kreds den samme Gang,
Gjentog Ham de trætte Tanker
Den samme Sørgesang.

Da Dæmringen gjennem Taagen
Fik trængt i Kamret ind,
Den saae Ham ved Bordet, vaagen,
Med Haanden under Kind.

ET MALERVÆRKSTED.

Der var saa luunt og hyggeligt,
Der var saa elegant,
Skalkagtigt og opbyggeligt
I hver en Krog og Kant.

Hist kolde Alvorsscener
Fra Rom og Grækenland;
Her lystige Silener,
Og Nympher i klaren Vand;

Hist Bønder i Kro og Kippe,
Madonna i Bethlehems Stald,
Skibbrudne paa øde Klippe,
Adams og Evas Fald;

Her Egne med svævende Skyer,
Med Skove ved Søens Speil,
Med længselsfjerne Vuer,
Og Skibe for fulde Seil;

I Rammer, der prægtigt lued,
Den levende, døde Natur
Saa tankevækkende skued
Her ned fra Væg og Muur.

179

Dog han, som den fremtrylled,
Som i en Glorie klar
Sin Elskværdighed afhylled,
Det skjønneste Billed var.

I den folderige Blouse
Hans Holdning er fri og kjæk;
Smukt Lokkerne sig kruse
Om Pandens ædle Træk.

I Stolen, paa en Forhøining,
Let henslængt, hviler Hun,
Med blød og smidig Bøining,
Med Smiil paa Kind og Mund.

Og det dristige Maler-Øie
Sig drukned i Hendes Blik,
Det fulgte skarpt og nøie,
Hvor Skjønheds-Linien gik.

Og mens hans Farver male,
Hvad Øiet suger ind,
Aabner den hulde Tale
Livligt Sind for Sind.

Men Farverne bleve matte
Mod Ordets Luepragt -
Man Malerstokken satte,
Paletten bort blev lagt.

Lidt efter lidt sig dæmped
Stemmens bevægede Klang,
Og Ordet sagte kjæmped
Og standsed paa sin Gang.

180

Sig Tanken henrykt svinged,
Mens ei de tænkte paa,
At Tiden var bevinget,
Og, at Hun skulde gaae! -

Men hist paa Gadens Stene
Gik Han med langsomt Fjed
Frem og tilbage - alene
Med sig og sin Kjærlighed.

Det mørkned - begyndte at regne,
Mens længe Han vandred om;
Hendes Øine var lidt forlegne,
Da endelig Hun kom.

PAA REISEN.

Her bruser Eisacks Vande
I dybe Klippeseng;
Stolt seer fra Fjeldets Pande
Borgen saa mørk og streng;

Som en nybygt Svalerede
Den, klinet til Klippens Bryst,
Tungsindig seer dernede
Paa Dalens vaarlige Lyst.

Valnødtræer og Hasler
Grønnes i Dal, paa Fjeld,
Hvert Øieblik der rasler
Fra Høiden et Kildevæld.

Hvor Bjergveien sig slynger,
Hugget i Klippens Barm,
Tyroleren gaaer og synger
Med Øxen i sin Arm.

181

Sødt Solens Straaler milde
Vække af Nattens Ro;
Tæt ved en rislende Kilde
Hæver sig hist en Kro.

Der stige just de Tvende
Fra Reisevognen ned;
Og det var Ham og Hende
Og den unge Maler med.

De vandre jævnt og fryde
Sig ved den rige Natur,
Mens Hestene Havren nyde
Under det lave Skuur.

Han foran gaaer og taler
Med sig og med sin Sorg;
Hun og den unge Maler
Betragte den stolte Borg.

Med Eet Han lytter, standser,
Som vakt ved Kildens Kald,
Der ud fra Graniten dandser
Liig det klareste Krystal.

Vemodigt, stemt og blidere,
Om Hjertet øm og blød,
Han sætter Foden videre
Og stirrer i Dalens Skjød.

Han vender sig, - da skuer
Han i Morgensolens Ild
Under Fjeldvæggens Buer
Det yndigste Skuespil!

182

Af begge Hænders blide,
Blegrøde Alabast
Havde Hun - Side ved Side -
Dannet et Bæger i Hast;

Og smilende, i Skaalen,
Meer kostbar end pruden Guld,
Hun lod forsigtigt Straalen
Risle, til den var fuld.

Den unge Kunstner ligger
Paa Knæ, paa mosklædt Steen,
Og af Hendes Hænder drikker
Bjergkildens Nektar reen.

Og ømt Hun sig mon bøie
Over den skjønne Mand;
I Hendes svømmende Øie
Henrykt stir red han!

Da træder Han til og raaber:
»Var det mig reent omsonst,
Om ogsaa jeg nu haaber
En saadan Hebes Gunst?«

Men Hun sig hurtigt fatter!
»See, jeg har et Bæger kjøbt,«
Hun svarede Ham med Latter,
»Just som det gamle støbt!«

Et Øieblik Han dvæled,
Utaalmodig vented Hun;
Han hvisked, idet Han knæled,
Med bleg og skjelvende Mund:

183

»Af dette Bæger drikke
Skal Ingen - selv ei Du!
Og saae Du, Elskte! ikke,
Det blev jo brudt itu?

Hvis nogen Anden rører
Ved min Haand med sin Mund,
Da mere jeg ham tilhører,
End Dig i denne Stund.

Nei, Ingen skal Bægret tømme,
Og Ingen skal røre mig!
Jeg vaagen og i Drømme
Vil ene tilhøre Dig!«

Men Hun: »Min Ven! Du spadser!
Jeg Dig - kun Dig har kjær!
Glem dog de fade Phraser,
Og tøm mit Bæger her!«

Med Vellyst suged Hans Læber,
Og Stemmen sagte lød:
»Jeg veed det nu, det dræber,
Men Lykken er i min Død!

Nu rask med mig til Spidsen,
Vandfaldet bør vi see!
Det skyder sig brat fra Issen
Ned fra Gletschernes Snee!«

Foran dem snelt Han ilte,
Som berust Han svang sin Hat;
De To medlidende smilte
Og fulgte til Fjeldets Krat.

184

Men da didop de naaede,
Hvor Øiet ustandset seer,
Da var det dem en Gaade -
Han var der ikke meer!

De troede først, Han spøgte,
Skjult i en Hules Gjern,
De raabte, loe og søgte -
Men Echo kun svared dem.

Hvor Faldets melkehvide
Fraade i Dybet foer,
Paa Skræntens slibrige Side
Fandt de Hans sidste Spor.

PAA HERREGAARDEN.

Ned rasled de visne Blade,
Violette, gule, graae;
I Søens mørkblaae Flade
Sig Himlen vemodig saae.

Markerne vare saa øde,
I Skoven Taushed og Fred;
Mat Solens Straaler fløde
Gjennem blege Løvværk ned.

I Parkens krumme Gange
To Damer langsomt gik;
De dvæled, som skye og bange,
Med sorgomsløret Blik,

Den Yngre førte i Lunden
Den Ældre, venligt og smukt;
Men falmet var Kinden og Munden,
Og Øiets Ild var slukt.

185

Og som de gik langs Hegnet,
Den sorte Sørgedragt
Saa underligt sig tegned
Paa Løvets brogede Pragt.

I deres Ansigt malet
En hemmelig Smerte stod;
Tidt Læben vilde talet,
Men ei den havde Mod.

Tidt var det, som de standsed,
Men havde dog ingen Ro;
Som det, den Ene sandsed,
Bevæged dem begge To.

Og ved den klare Kilde,
Der lige vever og glad
Lod sin Perlestraale trille
Nu over det visne Blad;

Der stod de, og eet Billed
sig maled for Begges Sind,
Som nylig her opstillet,
Det traadte i Tanken ind.

»Her var det!« sukked den Gamle;
Men Hun til Panden bar
Sin Haand, for Mindet at samle:
»Ja - her, - ja, her det var!«

186

ALFERNES PLEIESØN.

1.

Det var engang ved Pindsetid,
Da Skov og Mark var grønne;
I Haugen pranged Lilien hvid,
Der dufted Dild og Bønne;
Strunk Storken stod paa Bondens Huus
Og klappred høit, mens Vinden
Sig drak sin milde Foraarsruus
Hos Hylden og hos Linden.

Ved Stranden var der Liv igjen,
Hel utaalmodigt gynged
Hver Skudes Speil og Vimplen hen
i klare Luft sig slynged.
Let Hjorten sprang i dunkle Skov,
Hvor i de grønne Bure
Var Sang og Klang, og Hestens Hov
Sank dybt i bløde Fure.

Der er en lille eensom Sti,
Som bag om By sig sniger,
Den løber Mosen tæt forbi
Og jævnt mod Skoven stiger;
Den bugter sig i mange Sving,
Ret som en Bæk kan rinde,
Til hist ved Stenten med et Spring
Den er i Skoven inde.

Ung Cecil vandrer der i Løn,
Dog gaaer hun ei alene;
Paa Armen bærer hun sin Søn
Ind under Bøgens Grene,
187 Knap styrer hun den lille Mand,
Saa vever, rød og buttet;
Dybt ned til hendes Hjerte han
Den ene Arm har puttet.

Da smiler hun; men hendes Smil
Det blomstrer ikke længe;
Thi bittre Tanker, Pul ved Pul,
Sig ind i Hjertet trænge.
Den Ungersvend, sin Tro hun gav,
Sit Hjerte og sin Ære,
Han færdes fjernt paa vilde Hav,
Alene maa hun bære.

Han fattig var, men hjertensgod;
Med Jammer og med Smerte
Sin Fæstemø han kun forlod,
Med Barnet under Hjerte.
»Jeg drager bort,« saa Sukket lød,
»Og kommer jeg tilbage,
»Har Havet skjenket Liv og Brød
»Og stillet al vor Klage.«

Men Jorden gik sin Vandring om
Blandt Himlens andre Kloder;
Den lille Dreng til Verden kom
Til den forladte Moder;
Paa eensomt Leie blev han svøbt,
Alene blev han baaren
Til Herrens Tempel hid og døbt
I viet Vand og - Taaren.

188

Hvorhen hun kom, saa ung og smuk,
De andre Byens Piger
Forraade kun ved Medynkssuk,
Hvad Tungen ikke siger.
Men Konerne det strenge Blik
I ærbar Orden bringer;
Unæsomt, hvor hun stod og gik,
Der peged mangen Finger.

Men her i Skovens høie Sal,
Hvor Løv og Blad kun hvisker;
Hvor Vaarens unge Nattergal
Huldt Tankerne forfrisker;
Hvor de Forladtes gode Ven
Selv Bord for Krybet dækker
Og rundelig Bespiisning hen
Af al sin Fylde rækker;

Hvor lutter blide Blik hun faaer
Fra Blomsterøine klare;
Hvor hende frisk imøde gaaer
Med Duft den hele Skare:
Der har sit Dagværk hun begyndt.
Ak, Lønnen er kun ringe!
Thi Blomsten er den Skillemynt,
Som skulde Nøden tvinge.

Det var ret, som de vidste det,
Vaarhimlens Glutter spæde,
Hvor bitterligt hun havde grædt
Saa selv de maatte græde;
189 At hun kun søgte efter dem,
At de var hendes Skatte;
Thi rigeligt de myldred frem,
Hvorhen sin Fod hun satte.

Hvor lifligt der Violen laae
Sødtsmilende i Vuggen;
Levkoier, vilde, hvide blaae,
Bestrøed' med Morgenduggen,
Stod kneisende, og Gedeblad
Fra slanke Qviste vinked,
Mens Anemoners Stjernerad
Op gjennem Græsset blinked.

Her Kjellingtænders Guld saa puurt
Paa svaie Stilke gynger;
Hist Bukkar, den beskedne Urt,
Staaer lavt i tætte Klynger;
Som Virak den sin stærke Duft
I Skovens Kirke hæver,
Naar i den milde Foraarsluft
De lyse Blade bæver.

Og Fod for Fod hun langsomt gik
Og plukkede, men ilte
Til Drengen hen hvert Øieblik,
Hvor han i Mosset hvilte;
Og flytted ham fra Læ til Læ,
Til hendes Forklæd fyldtes,
Til Himlens Sky og Skovens Træ
Af Middagssol forgyldtes.

190

Tilsidst hun paa en eenlig Plet
I Skoven dybest inde
Sig hvilte lidt og tænkte ret,
Den sorrigfulde Qvinde!
Paa Knæ hun foran Drengen laae,
Med Hænderne for Brystet;
Thi naar hun paa hans Aasyn saae,
Hun syntes, hun blev trøstet.

Da hørte hun en fjern Musik
Sig gjennem Skoven svinge;
Det syntes snart, som den fremgik
Paa Vindens lune Vinge,
Og snart som op sig yndigt svang
De underfulde Toner
Fra Jordens Dyb, snart som de klang
Fra Skovens hvalte Kroner.

Da hurtigt hun sit Blik oplod -
Men fast i Rædsel stirred -
Til Hjertet stemmed hendes Blod -
Sig Tankerne forvirred;
Thi altsom Sangen lifligt lød,
I Solens Straaler prægtigt
Sig langsomt op af Jorden skjød
Et Tempel, stolt og mægtigt.

Den var som kryst af Snee og Duft
Den Bygning, der sig reiste;
Umaaleligt i klare Luft
Vel hundred Spire kneiste;

191

De tusind Billeder derpaa,
Hver Søile, hver Pilaster,
Med Løvværk, Dyr og Snørkler smaa -
Alt hvidt som Alabaster.

Paa mørke Baggrund stod den blank
Som Lilien i en Mose,
Ned over tre Portaler sank
Den store Vindves Rose;
Dog var der i den rige Pragt
En Venlighed, en Mildhed,
Der virked med en hellig Magt,
Som Kirkens dybe Stilhed.

De trende Porte aabned sig -
Taus stod hun, som hun drømmed -
Den søde Klang vidunderlig
Og stærkere udstrømmed;
Med den en yndig Børneflok
I Kjoler, liliehvide,
Med Roser paa den gule Lok
Udstrømmed til hver Side.

Paa deres spæde nøgne Fod
De svæved over Engen,
Hvor Cecil stum, fortryllet stod,
Halv hældet over Drengen;
Og der kom stedse fleer og fleer, -
En sneehvid, talløs Skare,
Som naar i Dyb man stimle seer
Et Vandfalds Perler klare.

192

Med fromme Blik, med liflig Sang,
Om Haaret Rosenbaandet,
Saa dandser Sværmen om paa Vang,
Som let af Luft henaandet.
Den cirkler nærmere det Sted,
Hvor Pigen staaer, - den vinker,
Mens en livsalig Venlighed
Fra tusind Øine blinker.

Et svævende, et duunblødt Garn
Af Armene de væve,
Hvorpaa det slummertunge Barn
Saa blideligt de hæve,
Og bære ham med Sang og Dands
Ind under Templets Buer,
Hvor, tusindfarvet, Solens Glands
Igjennem Vindver luer.

Ung Cecil følger, som en Hind,
Man Kiddet vil fratage;
Med underligt, beængstet Sind -
Og Hjertet slaaer saa fage,
Hun kløver Sværmen let i To,
Som naar blandt Hvedens Vipper Den slanke Mynde maa sig snoe,
At Byttet ei den glipper.

Den var saa høi, den var saa sval
Den rige Tempelbue,
Høitidelig som Himlens Sal
Og godslig som en Stue.
193 Den var saa bred og lang og stor, -
Ind trængte da i Halle
Den hele Børne-Blomsterflor;
Men der var Rum til Alle.

En Mængde stimled ivrigt op
Paa høie Pulpiturer;
Der stod i Rad en talløs Trop
Med Strængeleg og Lurer;
Og der var ogsaa de, der sang,
Og skabte Tonepragten,
Mens deres Mester Staven svang
Og styred dem i Takten.

Paa Gulvets Marmorflise laae
Et Hynde, midt i Krandsen;
Der lagde de saa blødt den Smaa -
Og saa begyndte Dandsen!
Det var en Dands! saa let og mild,
Saa fuld af Liv og Ynde!
Og Alles Øine smilte til
Den spæde Dreng paa Hynde.

De sang: »O, Cecil! rolig kun
For ham, den søde Unge!
Vi sødt vil kysse paa hans Mund
Og løse let hans Tunge!
Her under Alfers snilde Røgt
Hans Fremtids Frø skal trives,
Og Sjælens spæde Vid og Kløgt
Til Blomstring huldt oplives.

194

Hver Qvinde skal ham see med Lyst,
Hver Mand skal høit ham ære,
Sit Land til Hæder, Dig til Trøst
Han Stav og Sværd skal bære,
Med Vælde pløie skal engang Han
Havets vilde Strømme!« -
Men Cecil ei forstod den Sang,
Hun svimled som i Drømme.

Og Sværmen svæved ud og ind -
Saa rundt - frem og tilbage,
Som Æbleblomsters Blad for Vind
I Vaarens blide Dage;
Og op og ned som Fugl i Sving,
Som Havets hvide Vover,
De dandsede saa let i Ring
Omkring den lille Sover.

Det var, som sig om Drengen svang
En fyldig Blomsterranke!
Ung Cecil stod ved Dands og Sang
Med Smil i Blik og Tanke.
Den Sorg, som hende var forvoldt
Knap meer paa Hjertet brænder;
Hensjunken, hun sit Forklæd holdt
Med begge sine Hænder.

Fra Bystet gaae kun Glædes-Suk,
Det frit og let sig hæved,
Mens hver en lille Glut saa smuk,
Der med i Dandsen svæved,
195 En gylden Rosenknop afbrød
Af dem, som Lokken krandsed,
Og kasted den i hendes Skjød,
Mens let forbi han dandsed.

De strøede hende Favnen fuld
Af deres Roser røde,
Og de var af det pure Guld,
Paa dem Rubiner gløde!
Da var det hendes Øie faldt
Fra Templet ud paa Engen,
Hun saae - og glemte sig og Alt -
Fortryllelsen og Drengen. -

Hun saae - var det et Gjøglesyn
Der stod for hendes Øie?
Hun saae, med mørkt og rynket Bryn,
Med Hat og Sømandstrøie
Sin Elskte hist ved Krattet staae, -
Han strengt med Haanden vinked;
Hun syntes, paa hans Kinder laae
En Taare stor og blinked.

Da fløi hun ud paa flygtig Fod -
Nu var al Trøst jo fundet! -
Men neppe hun paa Engen stod,
Det Hele brat var svundet,
Musik og Dands og Tempelhal,
De muntre Engleklynger, -
Og stille Alt! - en Nattergal
Kun fjernt i Skoven synger.

196

2.

Men Moderhjertet fik sit Syn!
Dybt følte hun det brænde.
I Tanken faldt det som et Lyn:
»Min Dreng? hvor er han henne?«
I Dødens Angst hun saae omkring,
Men, ak! hun var alene!
Hun saae kun Eeg og Bøg i Ring
Med deres tause Grene.

Fortvivlet slog hun Haand i Haand -
Alt Guldet svandt i Græsset!
Hun saae det ei! - Med qvalfyldt Aand,
Med Hjertet sammenpresset
Hun hid og did i Krattet foer
Vildt vridende sin Finger, -
Hvor Alfen dandsed nys i Chor,
Løvfrøen eensomt springer.

Hun speided rundt i Busk og Krat,
Mens Smertens Taarer brænde;
Saa søgte hun den hele Nat
Og næste Dag til Ende.
Men ei sin bedste Skat hun fandt,
Og, dybt i Sorg begravet,
Hun træt og mat tilbage vandt
Til Byen hist ved Havet.

Hun satte sig paa Gadething,
Paa Steen alt under Linde;
Der stimled snart en Flok omkring
Den sorrigfulde Qvinde;
197 Og Mangen stod og saae derpaa,
Som gjerne vilde trøstet,
Og spurgte: »Hvor er han? den Smaa?«
Da slog hun sig for Brystet;

Da rev hun i sin blonde Lok,
Som løs om Nakken hængte,
Hun favned Lindens kolde Blok,
Og sig paa Jorden slængte,
Og raabte hæs og jammerfuld,
Med sære, vilde Fagter:
»Jeg har forraadt mit Blod for Guld
Til Underverdens Magter!«

En gammel Kone tog paa Skjød
Den Jamrende og kjæled,
Og ved sin Barm saa from og blød
Hun hendes Ansigt fjæled,
Og talte hende sagte til,
Som for et Barn man taler:
»Fortæl, min Cecil! gjerne vil
Vi lindre dine Qvaler!«

Af Hulken træt og taareblændt
Hun neppe torde vove
At mæle om, hvad der var hændt
Hist i de dunkle Skove;
Men skreg saa, da hun Alt fik sagt:
»Af Guld jeg lod mig blinde!
Mit Barn er nu i Alfers Magt,
Jeg seer ham ingensinde!«

198

Mens Nogle vendte sig og loe,
Alvorligt Andre stirred:
»Sligt Eventyr man ei bør troe,
Men hun er sindsforvirret!«
Dog var der mangen gammel Gut,
Med slige Ting fortrolig,
Som tænkte: »hun er elleskudt!
Hun var i Alfers Bolig!«

I hele Egnen, fjern og nær,
I Skov og Mark, paa Engen,
I Dysser, Moser, Grøft og Kjær
Man søgte efter Drengen;
Og selv hun gik, til Døden træt,
De lange Sommerdage; -
Men ikke fandt man selv den Plet,
Hvor Skatten blev tilbage.

Og saa blev hendes Sorg da glemt,
De Andre bleve trætte!
Hun bar den, dybt i Hjertet gjemt,
Og gik med sig i Rette.
For hvert et Suk, der letted mildt
Det piinte Moderhjerte,
Een Tanke vakte atter vildt
En Længsel og en Smerte:

»Min Thorvald! o, min lille Dreng!
O, gruelige Smerte!
Hvem reder nu i Qveld din Seng,
Og lytter til dit Hjerte?
199 Hvem viser dig de hvide Lam,
Daadyrene i Lunden?
Den gule Gjæsling paa sin Dam?
Hvem laer dig klappe Hunden?

Hvem glatter nu dit blonde Haar?
Hvem tørrer dine Taarer
Og kysser dig og trøster, naar
Din runde Arm du saarer?
Hvem pusler om min egen Søn?
Hvem pynter dig en Dukke?
Hvem læser nu sin Aftenbøn
Paa Knæ foran din Vugge?«

3.

Saa Høsten gik og Vintren kom
Med Slud og mørke Dage,
Og næsten Ingen brød sig om
Den lille Cecils Klage.
Hver havde Sit! - den vante Gang
De Glade gik tilsammen,
Hvor der var Juledands og Sang
Med anden Lyst og Gammen.

Alt havde Hvile, Ro og Fred!
Den vilde Fugl i Skove,
Og Bonden ved sit Arnested,
Og Fisken under Vove;
I Lunden slumred Bøg og Eeg
Høit kneisende i Taagen; -
Men evigt Cecils Taare steg,
Og Smerten holdt sig vaagen.

200

Men Solen kom! I Mark og Skov
Gik lune Søndenvinde
Og vækkede hver Blomst, der sov
Sin Vintersøvn derinde.
De feied Himlens Hvælving reen
Og løste Bølgens Lænke;
Snart maatte Taarepilens Green
For Løvets Vægt sig sænke.

Det lokker atter Cecil ud,
Det Haabet svagt opliver;
Og med en stille Bøn til Gud
Hun sig paa Veien giver.
Hun ændser ei den unge Pragt,
Ei Blomst, ei Blad hun sanker;
Det var ret som en sælsom Magt,
Der leded hendes Tanker.

Den styred hendes matte Fjed,
Den hende Veien viiste,
Og see! med Eet hun fandt det Sted,
Hvor hun sin Dreng forliiste!
En riig, en prægtig Rosenflor,
Hvor Guldet svandt, sig hæved,
Og fjernt det hulde Alfechor
Alt gjennem Luften bæved.

Glad sank hun ned paa Engen blød,
Da over Bøg og Birke
Hun atter saae, af Grunden skjød
Den underfulde Kirke,
201 Og myldrende af Porten ud
Den hvide Alfeskare;
Og mellem dem - o, gode Gud!
Den lille Dreng de bare.

Men ned de satte ham paa Jord,
Og see! han kunde rende!
De peged venligt paa hans Moer,
Og see! han kjendte hende!
Han løb i hendes aabne Favn,
Og blev saa ved at kalde
Paa hende med det ene Navn -
Det bedste blandt dem alle!

Smukt Alfen havde løst sit Ord,
Thi løst var jo hans Tunge,
Og han var bleven kjøn og stor,
Den overgivne Unge!
Han talte rask, han kunde gaae,
Ret kraftigt Foden sætte,
Og saa - han kunde godt forstaae,
At hun - hun var den Rette;

Den Eneste, han hørte til, -
Den Eneste, hvis Hjerte,
Hvis Tanke, Taare, Suk og Smiil,
Hvis Glæde og hvis Smerte,
Hvis Længsel, Stolthed, Haab og Trøst,
Hvis Drøm og Vaagen ene
Tilhørte ham i Sorg og Lyst,
Kun ham - kun ham alene!

202

Tæt krysted Cecil ham til sig,
Af Fryd hun maatte græde;
Hun havde aldrig anet slig
Unævnelig en Glæde.
Hun sagtelig ham fra sig skjød
Og slugte ham med Øiet, -
Mens Alfechorets Sange lød
Ved hendes Fryd forhøiet.

Hun hørte ei! thi hendes Sjel
Var selv kun Melodier;
Hun hørte ei et fromt Farvel
I hine Harmonier!
Hun saae kun ham! hun ændsed ei,
Fortryllelsen var svunden,
Og at hun alt paa krumme Vei
Gik jævnt igjennem Lunden.

Og mens hun langsomt hjemad gik
I Skov og over Engen,
Hun standsede hvert Øieblik
Og stirrede paa Drengen,
Og glatted Haaret, følte paa
Hans Haand og Fingre nøie,
Og greb ham saa med Eet og saae
Ham dybt ind i hans Øie.

Dog - just hvor Stien dreier om
Og bag om By sig sniger,
Det stille Par imøde kom
En munter Sværm af Piger.
203 De raabte: »Cecil! er du der!
Til Lykke nu med Sønnen!
For al din Kummer og Besvær
Dig hjemme venter Lønnen!«

Og nede i den lille By,
Paa Gaden og ved Stranden
Var der en Jubel, Støi og Gny,
Som Folk var fra Forstanden!
Thi mangen Fiskersøn var hjem
Fra lange Farter stævnet,
Og Slægt og Venner tog mod dem
Saa lystigt, som de evned.

Ung Cecil saae, hvor der var net
Med Krandse, Baand og Flage;
Fortumlet knap hun ændsed ret,
Eet Ønske var tilbage;
Med Drengen ved sin Haand saa stil
Stod hun nu blandt de Andre,
Og saae alt under Sang og Spil
Matroserne indvandre.

Med Hat paa Snur, med brune Træk
Fra fjerne Land de komme;
I Spidsen gik en Styrmand kjæk
Med Næven i sin Lomme.
Han Cecil saae! og frem han sprang -
Saa - flink et Kys paa Munden -
Og saa i Luft sin Hat han svang:
»Nu er min Lykke bunden!«

204

Den Styrmand var en lystig Fyr,
Og han var Drengens Fader;
Med Møie Cecil holdt i Styr
Ham paa de travle Gader;
Men ene var de blevne knap
Bag Byen hist paa Engen,
Saa kyssede hun selv omkap
Og hviskede om Drengen.

Ei mange Uger gik, min Tro!
Før der var lyst og skrevet;
Før de med Gammen begge To
Var Mand og Kone blevet.
Saa drog han ud med lystigt Sind,
Og kom med Lyst tilbage,
Og saa det gik, Aar ud, Aar ind
Til deres sidste Dage.

Men Drengen blev en vakker Helt,
Sit Land til Vagt og Hæder;
Hans Navn blev stort i Sund og Belt,
Paa tusind fjerne Steder.
I Kirken hist nu staaer hans Grav,
Hvor Folket gaaer til Skrifte;
Om Vaaben og Commandostav
De vundne Flage vifte.

205

EN LYKKELIG.

1.

Det var en Julinat, hvis Duft
Og Varme fyldte Jord og Luft.
Veemodigt alle Stjerner saae
Til Blomsterne, som stille laae
I Blund ved Jordens Moderbryst
Og drømte sødt om Dagens Lyst.
Guldsolen stod i Løvens Tegn,
Som hersked i den Himlens Egn,
Hvor rige Stjerner denne Nat
Sig festligt havde Stævne sat,
For hemmeligt, i enig Pagt
At øve deres sjeldne Magt.
Ved Sundets Bred hver Bølge sov;
Den brune Hjort i dunkle Skov
Med sine Takker henad Ryg
I Græsset laae hos Hinden tryg.
Selv i den store, lumre By
Indslumret var alt Brag og Gny;
Den Syges Lys, halv Ild, halv Damp,
Med Livet stred den sidste Kamp.
Men i et snevert Stræde hist,
Høit under Taget, paa en Qvist,
I et forfaldent, gammelt Huus,
Der tindred end et rødligt Blus,
Mens af og til fra Vindvet sneg
Sig let en blaalig Røg, der steg
Og svandt, som Tanken svinder, naar
Det første Aftenblund man faaer.

206

2.

Der oppe i det snevre Rum
En Olding sad nedbøjet, krum,
Huulbrystet, mager, bleg og stum.
Hans tynde Haar var hvidt som Snee;
Paa Munden var det let at see,
Den aldrig havde lært at lee.
I Pandens dybe Runeskrift
Ei læstes nogen stor Bedrift;
Men - var det Længsel, høi og kjæk?
Var det en Attraa, fuul og fræk,
Der pløied disse sære Træk?
Det saaes ei klart; thi som et Slør
Var vævet for hans Aasyns Dør.
Dybt Øiet laae bag Brynets Krands,
Men tindred der med mægtig Glands;
Man af dets Flamme, skarp og stærk,
Vel aned det uhyre Værk,
Der som en Ixionisk Ring
Fik sat hans indre Liv i Sving.
Paa Gulvet stod med Ild og Kul
En lille Ovn, foran hvis Hul
Han sad med Pusteren, og lod
Den Digel, som paa Ilden stod,
I Heden glødes rød som Blod,
Ja, hvid som Iis, imens han snart
Med Tangen snapped i en Fart
Saa hist, saa her en Ting og smed
I Diglens slugne Gab den ned;
Og snart fra Hylden hist i Krog
Sig hented mangen støvet Bog.
Paa Tal, paa sære Tegn og Skrift
Hans Øie stirrede saa stivt,
207 Saa længselsfuldt, som hist i Sand
Kamelen speider efter Vand,
Som Synden efter Naadens Drik,
Som Manden efter Qvindens Blik.
Paa Stolen sank han atter ned,
Men rastløs midt i stille Fred
Han saae paa Diglens hede Skaal
Med jernfast Villie og Taal,
Som evigt vented han et Maal.

3.

Hvad var han før? - Saa reen og smuk
En Yngling, hvem en Moders Suk
Og Faderstoltheds Smil fik sendt
Fra Hjemmet i det Element,
Som kaldes Livet, der at faae
Fuldendt, hvad de begyndte paa.
Han var saa livlig, kjæk og from,
Og hvor hans Fod saa sværmed om,
Var venligt Haandtryk, yndigt Blik
Og Smil den Velkomst, som han fik.
Som Verden aaben for ham stod,
Saa hver en Sjæl sig ham oplod;
Og Rosens Duft og Druens Glød
Blev budet ham som dagligt Brød.
Til ædelt Liv blev vakt hans Aand,
Han Blik blev klaret, Kunstens Haand
Ham førte mod en Hæderskrands,
Der huldt ham vinked med sin Glands.
Og det, der mest af Alt formaaer,
Saalænge Verdens Grundvold staaer,
At binde fast til Gud og Pligt,
At gjøre Livet til et Digt,
208 Saa rigt som reent, saa skjønt som sandt,
En Qvindes Kjærlighed han vandt.
Skjøndt ingen sluttet Pagt ham bandt,
Han var i Tanken dog ei fri,
Men fandt sin Salighed deri.
Og det var netop paa det Punkt,
Da Elskovs Blomster, frisk og ungt,
Fra Himlen fik det første Bud
Og var just ved at springe ud,
Da - - dog et Blik endnu derpaa -
Et venligt Billed end - og saa -

4.

Høit stod en Skov paa Søens Bred,
Paa Skrænten laae et landligt Sted.
De slanke Piller Taget bar,
Og med de store, blanke Glar
Det skued over Sø og Mark,
Omduftet af en Blomsterpark.
Let Taagen over Søen laae
Og Morgenhimlen dæmr ed graa;
Men Lysekronens røde Blus
End straaled fra det muntre Huus,
Hvor der til lystig Sommerdands
Var samlet just en yndig Krands
Af Ungdom, Skjønhed, som ei let
Af Jubel og af Dands blev mæt.
Det raske Buestrøg end klang,
Sødt blandet med Hoboens Sang,
Og Paukens dumpe, faste Takt
Udøved end sin Tryllemagt,
Saa midt i Klang og munter Støi
End Par og Par i Salen fløi;
209 End perled Druens varme Blod,
Og Gaarden fuld af Vogne stod.
Men ude paa Balconen sad,
Beskygget af Orangens Blad
Og Laurens fyldig brede Qvist,
Der stod i Vaser her og hist,
En Dame, ung og rank og veg,
Med Kinden som Jasminen bleg.
Til Stolens Bolster læned hun
Sin Nakkes Fletning, dunkelbrun,
Mens Caschemirens bløde Spind
Den spæde Skabning hylled ind;
Og under Kjolens klare Bræm
Hun strakte ud og viste frem
Et yndigt Tvillingpar, de to
Smaabitte, atlaskhvide Skoe.
Hun i en Rosenknups Carmin
Taus bladed med sin Finger fin,
Som læste hun deri. Foran
Stod med sin Hat i Haanden Han.
Til Pillen støttet, roligt, koldt
Med hendes Blik han Øie holdt.
De havde talt; nu Begge taug,
Men deres Tanker paa et Hav
Af Følelser omsværmed frit,
Og skiltes ad og mødtes tidt,
Som hid og did paa Dammen to
Libeller fare uden Ro.
De havde talt; men skjøndt hvert Ord
Henflagrede som Dandsens Chor,
Der med sin Rhytme, med sin Klang
Ledsagede dets lette Gang,
Det faldt dog tungt paa Guldets Viis,
210 Og haardt som Jern og koldt som Iis.
Det var en Afsked - uden Grund!
Det var maaskee et Lune kun?
En Grille, som det havde voldt?
Det klang ret spøgefuldt, men koldt,
Han var bestemt, han talte kort:
Han vilde bort, han maatte bort!
For evig? Nei! han kom igjen,
Naar Tiden havde veiret hen
Saa hiint, saa dette fra hans Vei, -
Om Tingen selv han ymted ei
Det lod, som han med sorgløs Aand
Gav Slip paa dette fine Baand,
Som her ham holdt. Et raat Maaskee
Han gav til Lindring for den Vee,
Som vel han vidste, nu var vakt
I Qvindehjertets rige Schacht.
Han fjerned sig med høfligt Buk;
Men ingen Smerte, intet Suk
Lod ane, at i Haabets Blomst
Ham Spiren laae til Atterkomst.
Han sprang i Vognen, vugged blødt
Og drømte om en Fremtid sødt.
»Hvad mægter ei en Villie stærk?«
Han tænkte: »med fuldbyrdet Værk At sige - hvilken salig Fryd! -
Til hende og mig selv: Nu nyd!«
Og dog forbi hans Øie gik
Hiint smertefulde Afskedsblik;
Og dog gjentoned i hans Bryst
Hun sittrende og sagte Røst,
Hvormed hun hvisked sit Levvel!
Og levende stod for hans Sjæl,
211 Hvor nu paa Knæ hun havde lagt
Sig for sin Seng, i hviden Dragt,
Og der sin Kind i Puden dulgt
Af Hjertens Angst og Qval forfulgt,
At søge, ene der med Gud,
I Sukket Trøst og græde ud!
Hans Tanke roligt saae derpaa,
Og trøstigt lod han Hjertet slaae.
Han troede sig bevidst, at ei
Ham Letsind førte denne Vei.
Han stoled paa ved kraftig Taal
Engang at naae sit høie Maal.
Da skulde Sorg og Savn og Alt
Med Renter vorde rigt betalt;
Da kunde han - o, søde Fryd! -
Tilraabe hende: Kom og nyd!
Den Tanke var det varme Lys,
Som dæmped Hiertets Febergys
Og fæsted Freden i hans Sind, -
Og sødeligt han slumred ind.

5.

Hvo Eensomhed sig kaare vil,
Ham hjælper Verden snart dertil.
Som Taage svinder Mængdens Flok,
Enhver har i sit Eget nok;
Og Attraction og Sympathie
Er Baand med liden Holdning i.
Her listed han sig bort, og brat
Han saae sin Plads igjen besat;
Hist, hvor man saae ham gjerne før,
Man aabned selv hans Flugt en Dør.
Han blev som Iis, og Vennens Fod
212 For evig kold hans Bo forlod;
Og snart han var saa ene der,
Som strandet Sømand paa et Skjær.
Det lykkedes! Han gjorde meer:
I Hjertets mest forborgne Krog,
Hvor Blodets bedste Aare slog,
Han fjæled hvert et Mindeblad,
Den lange, rige Perlerad
Af Dages, Timers Sorg og Fryd,
Sin Tankes Skat, sin Vandrings Pryd,
For dem engang at drage frem
Af deres stille Nattegjem.
Han laased for sit Mindes Grav
Og slængte Nøglen fjernt i Hav;
Og hvergang Tanken kom forbi
Hun Dør, hermetisk lukket i,
Den flygted, skamfuld og beklemt,
Til Alt i Glemsels Dyb var gjemt.
Han var alene; men hans Aand
Var ikke fri! Ved magisk Baand
Den lænket fandt sig til eet Punkt,
Hvori dens Liv var evig ungt.
For Verden, som han havde tabt
Han havde sig en anden skabt.
Naar Skjønhed, Tanke, Poesie
Ham vinked med sit Trylleri;
Naar Kunstens Børn, naar Harpens Stræng,
Naar Luft og Hav og Skov og Eng
Ham lokkede med venligt Blik,
Med yndig Røst, hans Tanke gik
Til Hiint: »Engang - o, hvilken Fryd! -
Jeg sige tør: Nu hvil og nyd!« -
Han var alene. Villiestærk
213 Af rastløs Iver for sit Værk
Han hørte ikke Livets Kald,
Ei Tidens tunge Hammers Fald.
I Nattens Hvælving stod den Skrift,
Hvorpaa hans Øie stirred stivt,
Og gamle Bøgers mugne Duft
Forfrisked ham som Vaarens Luft;
Og Smelte-Essens Lue hed
Var Solen, han sig varmed ved.
Tung var hans Id, men Styrkens Ord
Oplivende ham gjennemfoer:
»Snart - snart min Idræt er forbi,
Da er jeg mægtig, rig og fri!« -
Naar Nytaars Morgenklokken slog,
Og Tusinder til Templet drog,
At sende Gud fra rørte Bryst
For Livet Tak og hente Trøst,
Hans Tanke var: »Ak, ja! engang
Jeg aabner og min Celle trang,
Og blander da min Jubelsang
Med disse Chor, som hisset lød,
Og priser Gud, indtil min Død!« -
Som Fjeld, med sneebedækte Top
Af Sol forgyldte dukke op
Fra Skyers dunkle Hav, og brat
Forsvinde i den sorte Nat,
Saa glimted Haab tidt frem og svandt.
Men i eet Ord nyt Mod han vandt:
»Maaskee i Nat! maaskee i Dag!«
Og dobbelt slog hans Hjertes Slag.
Men denne Nat og, Dag blev Aar,
Der meied bort hans Ungdoms Haar,
Der sendte Snee paa Issen ned,
214 Saa Kinden blegedes derved.
Hans Ryg blev krum, hans Blod blev koldt,
Med stivnet Haand han Tangen holdt
Og Pusteren; kun Øiets Ild
Gav Aanden evigt Tønder til.
En Slægt var voxet op og død,
En aaden Slægt igjen var fød,
Han saae det ei; hans Blik var lukt
Og blindt for Livet og dets Flugt.
Saa stod han, som paa Klippetop,
Hvor ingen Lyd kan svæve op
Og ingen Duft fra Dalens Flor,
Men Taushed kun og Tomhed boer.
Sit eget Billed her han saae
Uhyre stort afspeilet paa
Den nære Sky. Med rædsom Lyst
Han i en Skygge fandt sin Trøst,
Til Dagens Stjerne sank og Alt
Igjen i Nattens Mulm henfaldt.
Det var et Gjøglespil, en Dunst!
Som Sandhed straaled kun hans Kunst.

6.

Det var en Julinat, hvis Duft
Og Varme fyldte Jord og Luft.
Guldsolen stod i Løvens Tegn,
Som hersked i den Himlens Egn,
Hvor rige Stjerner denne Nat
Sig havde festligt Stævne sat,
For hemmeligt, i enig Pagt
At øve deres sjeldne Magt.
Paa Hvalvet stod hans Stjerne rød,
Det yar den Stund, da han blev fød.
215 Som Løvens Barn paa denne Jord
Han var udseet til Lykke stor.
Ved Tal, ved Tegn, ved Ildens Magt
Hel tidt han havde Grunden lagt
Til mangen Bygning, der var reist
Og havde stolt mod Himlen kneist;
Men kun et Pust - og Alt var Dunst!
Thi hver dybsindig Kløgt og Kunst,
Al snild Beregning var dog tom,
Han som i Blinde famled om,
Saa hver en Bygning fandtes huul.
Eet var der end, som laae i Skjul,
Som ei blev lært i nogen Bog,
Ei i Naturens Hjertekrog,
I Ord, i Urter eller Steen,
I Jorden mørk, i Luften reen,
I røden Ild, i tunge Hav, -
Eet, som kun Lykken ene gav!
Eet, som den reiste Bygning bandt
Og fastned, saa den brat ei svandt,
Men herligt til sin Mesters Priis
Stod som et evigt Paradiis,
Der bød ham ind til al den Lyst,
Som fryde kan et jordisk Bryst! - -
Her Lykken var sin Beiler tro;
Alt stod den ved hans stille Bo.
Den hemmelige Stund var nær,
Da han for alt sit Livs Besvær,
Erkjendt som Løvens ægte Søn,
Af Lykken skulde faae sin Løn. -
Ved Ovnen paa sin Stol han sad,
Hvor i halvhundred Aar i Rad
Urokket Lid han Dag og Nat
216 Til et Maaskee nu havde sat.
I Stolen mat tilbagelagt
Paa Diglen gav han nøie Agt;
Med Pusteren han af og til
Gjød Liv i Ovnens røde Ild,
Mens stundom Øiets Længselsblik
Ud af det aabne Vindve gik
Mod Himlens Hvælving, hvor han saae
I det uendelige Blaae
Sin Stjerne tindre klar og smuk.
Dybt Nattens Hjerte drog et Suk,
Og gjennem Luften dæmpet svang
Sig Midnatsklokkens første Klang.
Da sluktes Ovnens Flamme brat,
Tæt favned ham den stille Nat,
Og som dens sorte Teppe faldt,
Sig aabenbared en Gestalt.
Let hæved sig den spæde Krop
Af Diglens hede Munding op.
Med gyldne Lokkers kruste Pragt
Om Pande, Barm og Skuldre lagt,
Med Øiets Stjerne saphirklar,
Med purpurlyse Vingepar,
Iført et skinnende Gevandt
Hun svæved - smiled - og forsvandt!
Det Chrysaliden var! - Kun eet
Secund hun dvæled; men i det
Var al den Salighed udtømt,
Som nogen Tanke sig fik drømt.
Hans Værk var endt! - Hans Sorg og Harm
Var veiret bort fra trætte Barm;
En Sum af Livets fulde Lyst
Var strømmet til hans aabne Bryst.
217 Hans Længsel stillet var, hvert Haab
Var signet i den gyldne Daab -
Ved hendes søde Øiekast.
Det var hans Liv! - Hans Øine brast,
Mens Panden segned og hans Blod
Blev koldt og Hjertet stille stod.
Men Dagens første Dæmring saae
Ham kold og stiv at sidde paa
Den gamle Stol. Den slidte Tang
End løst i visne Fingre hang.
Let Morgenvinden listed ind
Og vifted om hans blege Kind;
Ret som en Trøsterinde blid
Den leged med hans Lok saa hvid.
En Spurv, nyfigen, qvik og glad
Paa Ovnens kolde Hjørne sad.
Da man saae til, var Diglen fuld
Af puurt, uskjæmmet Jomfruguld;
Men Kunstens hemmelige Ord
Blev lagt med Mesteren i Jord.

FORTÆLLINGER PAA PROSA

220
221

SKRIFTESTOLEN

I Magdalenekirken i Girgenti havde Man gjort Forberedelserne til en stor Fest. Alt var smykket paa sædvanlig Maade med røde Tapeter og Blomster. Arbeiderne havde i Middagsstunden forladt Kirken, og der herskede nu den forunderlig veemodige Stilhed, som i de catholske Templer er saa velgjørende og opløftende.

To Herrer vandrede i sagte Samtale i den lange Gang, der løber langs den nordlige Side, og syntes at nyde Kirkens Skygge og Kjølighed, som om det var en offentlig Promenade. Den Ene var en Mand paa omtrent fem og tyve Aar, stor, stærktbygget, bredskuldret, med et alvorligt Ansigt, hvori ingen Lidenskab syntes at have sat sit Præg; det var Don Antonio Carracciolo, Marchese d'Arena. Den Anden, fiintbygget og slank og neppe udtraadt af Ynglingsalderen, lod sit smukke, livlige Ansigt, med de mørke, men næsten qvindelige Øine, vende sig til alle Sider med mønstrende Blik, ret som om han havde Noget at sige her; og det havde han ogsaa; thi det var den Architect, der havde forestaaet og ledet Arbeidet, det var den for ikke længe siden

222

fra Rom hjemkomne Giulio Balzetti. Med Eet standsede denne.

»Jeg skal dog for Løier betroe Dem, Signor Marchese! en Hemmelighed, som Ingen kjender, troer jeg, uden jeg,« sagde han i den fortrolige Tone, hvormed man tiltaler en Ven, i hvis Huus man daglig kommer. »De veed, at Akustikens Virkninger undertiden spille os Bygmestere mangt et Puds, hvor vi mindst ventede og mindst ønskede det. Et Træf, en Hændelse har lært mig, at naar man staaer her - her paa denne hvide Marmorflise, saa hører man aldeles tydeligt hvert Ord selv af den sagteste Hvisken histnede, langt herfra, - der, hvor De seer den næstsidste Skriftestol staae, uden at de, der befinde sig paa Linien mellem disse to Punkter kunne fornemme et eneste Ord, om de end ere nok saa nær ved hiint Sted. Bliv staaende her! jeg vil gaae ned til den betegnede Skriftestol, og De vil undres over dette Mirakel af Naturen!«

Han ilede bort; men neppe havde han fjernet sig et Par Skridt, før Marchesen hørte en tydelig Hvisken, hvis Indhold strax satte hans Sind i den heftigste Bevægelse. Han stod der stiv og marmorhvid i Ansigtet, som rørt af en Troldkjep, og den spændte Opmærksomhed, der malede sig i hans ellers saa rolige Træk, lod formode, at han hørte noget meget Mærkeligt. Han rørte ikke et Lem, han aandede neppe, som Een, der staaer paa Randen af en Afgrund og frygter for at styrte ned, og hans rullende Øine og bankende Hjerte vare det eneste Bevægelige paa ham.

I det Samme kom den unge Architect tilbage og sagde alt i nogen Frastand med smilende Læber:

223

»Jeg kunde ikke komme til at gjøre Experimentet; thi i Skriftestolen sad der Nogen, saavidt jeg kunde skimte, en tilsløret Dame - men, min Gud! hvad fattes Dem dog?«

Marchesen lagde, paa Italiænerens Viis, Fingeren paa Munden og forblev ubevægelig staaende. Efter et Par Minutters Forløb drog han et dybt Suk; Statuen fik Liv og traadte ud af den magiske, fortryllede Kreds.

»Det er slet Intet, kjære Giulio!« sagde han med venlig Stemme, »tænk blot ikke om mig, at jeg er overtroisk; men jeg forsikkrer Dem, det Hemmelighedsfulde, det Overraskende ved dette besynderlige Naturphænomen greb mig dog paa en ganske egen Maade. Kom, lad os gaae! I den frie Luft vil jeg samle mig igjen!« vedblev han, tog fortrolig Balzetti under Armen, førte ham til Promenaden udenfor Byen, og da de tvende Herrer der en lille Stund havde vandret frem og tilbage, tog han Afsked med Ynglingen, idet han sagde: »Imorgen efter Festen kommer De vel, som sædvanligt, ud til vor Villa? Til vi sees!« -

- Næste Morgen ganske tidligt traadte Marchesen ind i sin Kones Forværelse. Kammerpigen, som just kom ind ad en anden Dør, gjorde store Øine.

»Har Din Frue ringet?« spurgte Marchesen.

»Nei, Eccellenza!« svarede Pigen, dybt neiende og rødmende.

»Saa bi her, til Du bliver kaldt!« sagde Marchesen og aabnede Døren til Paaklædningsværelset, der laae foran Sovekammeret. Idet han traadte ind, kom hans unge, yndige Huusfrue ham imøde i en Morgendragt, saa let som vel muligt, nemlig saaledes

224

som hun var staaet ud af Sengen. Marctesen blev staaende, ligesom frapperet ved sin Kones Deilighed, og lod, som om han slet ikke bemærkede den indre Uro og Storm, der havde jaget alt Blodet fra Kiriderne, medens det saa meget desto voldsommere arbeidede i Hjertet og hævede den fyldige Barm under den hvide Natdragt.

»Du er tidligt paafærde, Antonio!« sagde neppe hørligt den unge Kone med et usikkert Smil og stærkt rødmende. »Hvad vil Du dog her?«

»Kunde det undre Dig, min Lauretta! mine Øines Lys!« sagde Marchesen med den blødeste og mest smigrende Betoning, »kunde det undre Dig, om jeg kom baade tidligt og silde? Dog nei, Elskeligste! det var i Dag ikke egentlig Dig, hvem mit Besøg gjeldte. Du veed, det er i Dag den hellige Magdalenes Fest, og at der er en stor Høitid i den Anledning, og jeg har nu faaet det Indfald at forberede mig til min Andagt ved at betragte den herlige Tizianske Magdalene, som Du har ophængt i Dit Sovegemak. Tillader Du?« lagde Marchesen til med Fiinhed, idet han med langsomme, faste Skridt nærmede sig Døren.

»Der er saa uordentligt derinde,« sagde den unge Kone med et hurtigt Blik gjennem den halvaabne Dør, »men - gaae dog kun ind - jeg vil imidlertid her begynde mit Toilette.«

Og han traadte derind.

»Hvor yndig,« sagde han med en skalkagtig Stemme, »hvor yndig er dog ikke denne Uorden! Disse gracieust henkastede Rober, disse smaabitte Skoe! hvor forunderlig balsamisk, phantasievækkende er ikke denne Luft! Der er ordentlig Poesi i Alt dette!«

225

Hans speidende Blik fæstede sig paa den sneehvide, aabne Seng, hvis stukne Silketeppe var trukket op og bredt ud, og under dette tegnede sig tydeligt Contourerne af et menneskeligt Legeme, der laae heelt udstrakt, som for at røbes saa lidt muligt.

»Jeg vil sætte mig ned,« sagde Marchesen med en rolig og blid Stemme, »og see mig rigtig mæt paa dette Mesterværk!«

Idet han talede disse Ord, tog han den hvide, med brede Blonder kantede Trækkepude, lagde den sagte paa det Sted, hvor den skjulte Persons Ansigt maatte være, og satte sig dernæst med hele sit kraftige Legemes Vægt derpaa, medens hans høire Haand fast stemmede og støttede sig mod den Liggendes Bryst. Uden at ændse de uvilkaarlige, rasende convulsiviske Bevægelser af den i Dødsangst Bestedte, vedblev Marchesen med rolig og fast Stemme:

»Hvor det dog er fuldendt, dette Billede! Hvor ædelt og ægte kydsk dækker ikke den skjønne, bodfærdige Synderinde sine nøgne Skuldre og sin Barm med de lange, gule Lokker og med de fine, veldannede Hænder, medens det fromme, sønderknuste Blik taareblændet stirrer didop, hvorfra Naaden og Forbarmelsen skal komme! Man kunde blive Digter ved at betragte et saadant Kunstværk! Ak, men jeg mangler nu desværre aldeles Talent til at improvisere. I dets Sted skal jeg fortælle Dig Noget, som hændtes mig i Gaar. Vor lille Ven, Giulio Balzetti, førte mig om i Magdalenekirken, og under vor Vandring viiste han mig et Punkt og bad mig staae stille der, efterdi man, som han sagde, just der tydeligt og grant kunde høre, hvad der paa et andet langt

226

fraliggende Punkt endog kun blev hvisket. Og meget rigtigt! Paa hiint andet Punkt staaér netop Skriftestolen No. 6. Neppe havde jeg stillet mig paa det anviiste Sted, før jeg hørte en yndig Stemme - Gud maa vide, hvis det var! - skrifte sine Hjertesorger og sine smaa Synder for Pateren: Hun havde en Mand, sagde hun, som hun elskede - ja hun elskede ham, og han elskede hende; han var saa god imod hende og lod hende have megen Frihed - kort, hun lod Manden vederfares al den Ret, han kunde forlange, Gud bevares! - men - hun elskede nu ogsaa en Anden! - Hans Navn nævnede hun ikke; det vilde ellers ret have moret mig! det maa nu være Een af vore unge, smukke Herrer her i Byen! Denne Anden elskede hun da - hun kunde ikke andet, sagde det stakkels Barn, og meente ogsaa, at hendes Hjerte vel havde Rum til ham ved Siden af Manden. Han var saa ædel denne Anden, saa elskelig, saa smuk, og han tilbad hende - nei! det var hende en Umulighed at nægte ham Noget! desuden - naar Manden ikke vidste det, saa var det ham jo ingen Smerte; men om han saa end fik det at vide, og hans Kjærlighed til hende var sand, saa maatte han jo tilgive hende og blive ved at elske hende fremdeles - og meget andet Saadant. Hun havde nu, fortalte hun, lovet ham en Sammenkomst denne Morgen tidlig - nu maa Stevnemødet altsaa finde Sted! - og fast besluttet for hans og hendes Roligheds Skyld at tilstaae ham Alt; thi saa meente hun, - hører Du? saa meente hun, vilde dette nok snart gaae over. Det er det, som de franske rend="italics">Damer kalde passer ses caprices! Tilsidst bad hun da meget gracieust om Absolution i Forveien

227

- det er saa beqvemt! - og - hun fik den. Hvad synes Du, min Sjæl! om Alt dette?« sagde Marchesen, idet han reiste sig fra sit rædsomme Sæde, hvor al Bevægelse var svundet.

»Nei,« vedblev han i en spøgefuld Tone, »vore gode Præster ere altfor føielige - at sige i Almindelighed! - thi vor gamle Don Gregorio vilde nok ganske anderledes have taget Dig i Skole, hvis Du -« fortsatte han, medens han langsomt lagde Hovedpuden tilbage paa sit Sted og slog Teppet til side. Det var Architecten Giulio Balzetfi; han aandede ikke mere.

»Har Du nylig været i Skriftestolen min Laura?« spurgte Marchesen.

Der kom intet Svar.

»Nu staaer min Engel vist igjen med Knappenaale i Munden, og jeg har dog saa tidt tryglet Dig om at lade være! Er det længe siden, Du var til Skrifte?« gjentog han med forstærket Stemme.

»Nei!« svarede den unge Frue med halvqvalt Røst.

»Apropos!« sagde Marchesen, idet han dækkede det græsseligt fordreiede og blaae Ansigt til med Teppet, »vi følges vel ad til Kirkefesten i Dag? Præcis ved Middag begynder Processionen, og da lader jeg spænde for. Vi maae ikke forsømme det.«

Han traadte ind i Paaklædningsværeiset. Den unge Kone sad i en stor Lænestol, hendes fyldige, sorte Fletninger hængte ned til begge Sider, Dødens Bleghed dækkede hendes Kinder og Pande, og begge Hænder hvilede paa Knæerne.

»Hvad feiler Dig, elskede Barn?« sagde Marchesen med en inderlig Blidhed og uforandret Venlighed paa Læberne. »Du er nok kommen for tidligt op, min

228

Lille? - og saa anstrænger Du Dig ogsaa alene med Din Páaklædning! Hvor er Pipetta? Nu skal jeg ringe!«

Han trak i Klokkestrængen, nærmede sig til sin Kone, trykkede et Kys paa hendes Pande og forlod Værelset.

I Middagsstunden, da alle Stadens Klokker klang festligt, holdt Marchesens rigt forgyldte Stadsvogn, forspændt med fire, med gyldne Qvaster prydede Skimler, i Palladsets hvælvede Port, og en Sværm af kostbart gallonerede Pager, Løbere, Tjenere og Jægere stod, ventende paa Herskabet.

Det varede heller ei længe, før Marchesen i glimrende Hofdragt, med Stjerne paa Brystet og Hatten i den ene Haand, ved den anden førte sin unge, deilige, men dødblege Frue med Anstand og Siirlighed ned ad de brede Marmortrapper. Medens hendes Ansigt syntes koldt og forstenet som Statuerne, de skrede forbi, straalede hans Øine med en usædvanlig Livlighed og Glands. Lakaierne strømmede til, Vognen blev aabnet, de stege ind, og ud foer den af Palladset, hen gjennem Gader, over Torve, medens de Vandrende vendte sig om og sagde til hverandre: »Der kjører et lykkeligt Par!«

Architecten var forsvundet. Ingen anede, at han paa Festens Dag laae død og blaa, med rædsomt fordreiet Ansigt i en ung Dames Garderobe paa Gulvet, mellem Papæsker og Skoe; eller at han næste Nat hemmeligt ved Fruens gamle, troe Tjener paa et Æsels Ryg blev transporteret til en nærliggende Bjerghule og der nedstyrtet.

Til et Magdalenekloster skjenkede hun en betydelig Sum for hans Sjæls Frelse.

229

Munken Don Gregorio - den fine Verdens yndede Skriftefader - blev ogsaa savnet; men han smægtede sin øvrige Levetid i et underjordisk Fængsel i et Camaldolenser Kloster, hvorhen Marchesens Indflydelse havde bragt ham.

At Skriftestolen blev flyttet, begriber man let.

Marchesen berørte aldrig denne Sag for sin Kone; saavel i Verden, som i sit Hjem behandlede han hende tilsyneladende med stor Agtelse, ja stundom endog med en ham ellers ikke egen Ømhed. Men i hendes Sovekammer satte han aldrig mere sin Fod.

ET HJERTES GAADE.

Det var i Aaret 18- en smuk, klar Eftermiddag i August Maaned, da tvende unge Forstelever, knebelsbartede, solbrændte, og ledsagede af deres Hunde, slendrede langsomt gjennem Tykningen i den vidtløftige Skovstrækning, der dækker Høilandet og Sletten mellem de to Byer R. og A. og skyder sig lige til Kysten, hvor dens yderste Punkt benævnes L-hoved. Med Møie banede de unge Herrer sig Vei opad en steil Skraaning gjennem Brombær og Hasler. Et Sted paa Høiden skjenkede et Gab i Skoven fri Udsigt til Sletten. Her standsede den Ældre og raabte, idet han pegede paa et Herresæde, som i det Fjerne med Gavle, Spiir og blinkende Vinduer hævede sig paa den rige Plaine: »Gid jeg i dette Øieblik var derovre!«

»Hos Grevinde v. L?« sagde den Yngre leende, »aa, hvad vilde Du der?«

230

»Hvad jeg vilde?« spurgte den Første ivrigt, »ja hør! veed Du hvad: dersom Du, som jeg, endog kun een Gang havde været i Selskab med hende, saa vilde det være Dig en Umulighed, ikke at gjøre et saadant Ønske, hvergang Du tænkte paa hende! - Ja, nu har hun det godt, den Sjæl! men Du skulde bare have kjendt noget til det Huus, da Han levede. Han døde, den Rakkerhund, for et Aar siden, og dengang var Du ikke her endnu. Jo, det var en Mand, kan Du troe! Jeg seer, at det skeer hvert Øieblik, og dog kan jeg ikke faae det ind i mit fiirkantede Hoved, hvor det er muligt, at en Pige kan blive cujoneret til at tage en Mand, som hun hverken elsker eller nogensinde kan komme til - jeg vil ikke sige - at elske, men blot at taale. Man skulde troe, at Fruentimmerne slet ikke besad nogen Characteerfasthed; men de bevise det saameget destydeligere siden efter, Gud bedre det! Saadan Noget skeer nu hver Dag og overalt, og selv vore Bønder ere i denne Henseende slet ikke et Haar bedre end de Fornemme. Hun var ikke mere end sexten Aar gammel, tænk Dig engang! da hun - som det hed for at holde Skillingerne sammen - maatte gifte sig med det Afskum. En Karl, saa fuld af Skab, som Manden i Evangelium, saa gammel, at han mageligt kunde været hendes Oldefader, - kort sagt, Trødske fra Rod til Top! Det lader jeg endda gaae, skjøndt det maa være drøit nok for et saadant ungt Pigebarn; men saa var han gjerrig Du! - Gud, hvor jeg hader Gjerrighed! - og saa var han saa nederdrægtig ond imod hende og pinede og plagede hende fra Morgen til Aften, saa at det Aar, hun tilbragte hos ham som hans Kone, sagtens maa have erhvervet 231 hende i det Mindste een lille Evigsalighed hisset; thi taalmodig som et Lam skal hun have været. Saa tog da en vis Mand ham, - ja, for det er jeg nu overtydet om, at det er gaaet ham daarligt, - og siden den Tid lever hun som Blommen i et Æg, sin egen Herre og Eierinde af disse herlige Godser. Og hun fortjente meget Mere!«

»Hvor saae Du hende den ene Gang?« spurgte den Yngre nysgjerrig.

»Det skal jeg sige Dig! Det var saamæn paa et Bal, ikke mere end to Maaneder efter hans Død; thi hun generer sig ikke, det prægtige Fruentimmer! Slige philisteragtige Hensyn bryder hun sig ikke om. Og hvad havde hun da ogsaa at græmme sig over? Dog sørge gjorde hun, - forstaae mig ret, hun var klædt i Sorg; men det var slet ikke til hendes Skade. Lille er hun, just saadan som jeg kan lide det, lille, men fiin og rund; og saa var hun slet ikke pyntet; ikke saameget som en Collier, et Armbaand, en Broche, ikke engang Ørenringe bar hun! Det lader til, at hun hader alt saadant paahængt Stads, og hun trænger, sandt for Herren! heller ikke dertil! Og hvor hun saa dog var nydelig - det er ikke til at beskrive. Saadan en Hals! saadanne Arme! saadan en Figur! Haaret ganske glat over den kløgtige Pande, ikke en Bukkel eller Krølle, og saa den svære, blonde Fletning i Nakken - ja, og en Nakke - aa, Gud give jeg var Poet! Noget saa blændende har jeg aldrig seet!«

»Du rimer jo allerede!«

»Saa? ja, det er ikke urimeligt, at det kommer af sig selv, naar man tænker paa en saadan Gjenstand, - det er ikke at undres over. Men hvad skal jeg

232

saa sige Dig om hendes Ansigt,« lagde den Ældre til i en comisk veemodig Tone, »hvad skal jeg sige om et saadant Ansigt, som aldeles ikke gjør Fordring paa at være smukt, men som dog er noget af det Deiligste, Gudherren har skabt paa denne Jord og tilladt os syndige Mennesker at see paa? Hun har da, Himlen være lovet! ikke saadan et kaiserligt Ørnenæb, som vor Madame derhjemme; nei, hun har en fiin Næse, en characteristisk Næse, en Næse, som veed hvad den vil og betyder, - og saa en smilende, veltalende Mund. Ja, hvor hun kan tale! Saa kløgtigt, som Dronningen af Saba, og vistnok meget morsommere end hendes arabiske Majestæt. Det er bestemt en Hex, den lille Grevinde! Alt hvad der kommer hende nær, det trækker hun til sig. Det er ikke denne ubevidste Tiltrækning, som saa mange andre smukke Fruentimmer udøve; nei, hun veed det meget godt selv, og det lader til, at det egentlig er hendes Studium. Men netop af den Grund, maa jeg sige Dig, at være gift med hende, det vilde jeg ikke for al den Deel i Verden; thi skjøndt jeg tør give min Hals til Pant paa, at hun i Evighed aldrig vilde eller kunde foretage noget hende Uværdigt, - det er dog det meest afgjorte Coquetteri, - og jeg holdt det aldrig ud!«

»Du behøver ikke at blive saa ivrig,« sagde den Anden leende, »Du bliver vel nok fri for det!«

»Sagtens!« svarede den Ældre med et dybt Suk; »men hvad det var jeg vilde sige: hvordan det egentlig traf sig, at jeg just hun Aften kom til at dandse og tale saa meget med hende, det veed jeg næsten ikke selv; men det skeete. Ja, beslægtede Sjæle, min Ven! finde hinanden. Hun mærkede vel, at jeg

233

ikke er nogen raa Philister, at jeg kunde spadse og taale en Spads; hun saae, at jeg dandsede passabelt, og saa - naar vi ikke dandsede, saa talede vi sammen. Ja hør, veed Du hvad,« vedblev den unge Mand, idet han med Selvtilfredshed saae ned ad sin kraftige, elastiske Figur, »hun kunde sgu godt lide mig, den lille Grevinde!«

»Hvordan dandser hun?« spurgte den Yngre.

»Hvordan hun dandser? som - som - ja, hendes hele Væsen er Musik, enhver Bevægelse af hendes Hoved, hendes Arm, hendes Fod er Dands; og naar hun temmelig bittert gjør Nar af vore jammerlige Dandserinder derinde i Byen, saa gjør hun det med fuldkommen Ret. Overhovedet maa jeg sige Dig, at hun har Ret, hun er selv en Berettigelse og det er en Umulighed, at hun nogensinde kan have Uret!«

»Aa, Du er jo halvgal!«

»Ikke saa halvgal endda! Jeg vilde ønske, at Du selv - dog nei, det vilde jeg ikke ønske; thi der hører et stærkere Hoved og Hjerte, end Dit er, til at holde en saadan Kamp ud. Nei, hold Du Dig til Din Tante, vor naadige Mama derhjemme!«

»Lad Du min Tante være den, hun er. Det er saamæn en forstandig Kone, og der er Mange, som finde hende smuk endnu!«

»Ja, Du f. Ex. men det er da nok ogsaa paa Familieskabets Vegne. Forstandig? aa ja, naar hun bare ikke prædikede saa meget for sine Børn, istedetfor at opdrage dem. De søde, velsignede Unger! jeg elsker dem netop, fordi de ere saa allerkjærest uartige imellem, og jeg kunde ærgre mig sort, naar jeg tænker paa, at hun ved sine lange Taler maaskee kan fordærve mig dem og gjøre dem satte og gamle.

234

Nei, da forstaaer jeg selv og Forstmesteren langt bedre at opdrage dem, og de hænge ogsaa som Borrer ved os, medens de staae med sky Respect for Mama. Men smuk? Saadan en umaadelig lang, tynd Figur, saadan et smalt, blegt og alvorligt Ansigt! Og naar hun saa ved Bordet holder sine Taler, hvori der - synes mig - altid er Spidser og Spyd, saa sætter al hendes Ansigts Rødme sig paa den yderste Næsetip. Jeg begriber ikke, hvor denne Forstmester, denne deilige, kraftige Mand, dette dygtige, begavede Menneske, denne muntre, vittige Fyr har kunnet forelske sig i hende! Hun er jo desuden betydelig ældre end han, fire Aar troer jeg. Nu er han sex og tredive Aar gammel, altsaa hun fyrretyve.«

»Ja, men Du seer dog, at de leve lykkeligt sammen, og det maa dog være af Kjærlighed.«

»Aa ja saamæn! Kjærlighed er blind!« vedblev den Første med et ironisk Smil paa Læberne og gav sig, idet han hængte sin Riffel over Skulderen, til at gaae videre gjennem Krattet. »Jeg seer, at der er Intet at udsætte paa deres Samliv, slet Intet! det beundrer jeg ham for. Men Kjærlighed - nei, hvor er det muligt at elske en saadan tør Prædikemaskine?«

»Du er virkelig altfor ubillig mod hende; saavel hendes Indre, som Ydre er langt bedre, end Du skildrer det!«

»Aa ja vist,« svarede den Anden godmodigt, »det er jo forresten en meget brav Kone, men hun er nu engang ikke efter min Smag. Gud velsigne hende! hun kunde gjerne give os Hver to Haandklæder om Ugen!«

Leende fortsatte de, to unge Jægere deres Vandring 235 paa Rygningen af den Høistrækning, de havde besteget, vadende med deres lange Støvler gjennem Bregner og spæde Bøgeskud; da standsede den Ældre opmærksom:

»Men hvor blev Hundene af? Tekel! Diana! Hier!«

Noget bag ved dem til Venstre inde i Krattet hørtes Hundene stærkt halsende. Lidt efter viiste den Ene sig ved den høiere Tykning af Buske og Træer, som ganske bedækkede og skjulte Skraaningen; men den forsvandt hurtigt igien og kom atter tilbage, bestandig besvarende Kameratens fjernere Støien og Gjøen.

»Der maa være Noget,« sagde den meget talende Herre, »kom! lad os see, hvad det er!« og de fulgte Hundens Spor.

Efterat de med Besvær vare trængte ind gjennem det tæt sammengroede Krat, kom de til en ganske lille aaben Plet, hemmelig og yndig. Den laae lige ved den brat nedstigende Skraaning af Høiden, var rundt om tæt tillukket med Hvidtjørne-Buske, Avnbøg og Hasler, og ved den ene Side hævede sig et ældgammelt, men sundt og løvrigt Egetræ. Naar man stod opreist, havde man ud over det skraat nedstigende Krat og den nedenfor liggende Skov en viid Udsigt til Sletten; men naar man satte sig ned, var man aldeles skjult for Verden og saae kun Himlen. Bag Egetræet saaes Spor af en meget lidet betraadt Indgang. - Det Første, der faldt de unge Herrer i Ørnene, da de vare traadte ind, var Forstmesteren, v. G., der laae paa Ryggen under Egen, medens Hønsehunden sad ved Siden af ham med spidsede Øren og betragtede ham med urolig Opmærksomhed.

»Ligger han her og sover!« sagde den Ældre forundret; 236 men i det Samme udstødte den Yngre, der var traadt nærmere til, et høit Skrig af Forfærdelse, og da de betragtede ham nøiere, saae de, at hans hvide Vest var ganske gjennemtrængt og vædet af Blod. Den Yngre vilde kaste sig over ham og reise ham op; men den Anden greb ham i Armen og holdt ham tilbage.

»Stop Kammerat! ikke saa rask!«

»Han er død!« hviskede den Yngre, »han har faaet Blodstyrtning!«

»Gud bedre det for Blodstyrtning!« svarede Vennen, »seer Du ikke den Aabning indenfor Vesten? der kommer Blodet fra. Rør ham ikke, før jeg er færdig! eller, løb hellere hurtigt ned til Skovfogden histovre og bring et Par Folk og nogle Lægter med. Skynd Dig!«

Da han var gaaet, trak den Ældre sin Jagtkniv, afhuggede nogle Hasselgrene, og betegnede, ved paa passende Steder at stikke dem i Grønsværen, Ligets Stilling og de øvrige Tings Leie.

Forstmesteren laae paa Ryggen under Egen med Hovedet støttet mod dennes knudrede Rod, den ene Haand i Skjødet, den anden lidt udstrakt fra Kroppen. Hans korte Riffel laae lidt neden for hans Fødder, Piben vendte opad mod ham, den var nylig afskudt, og det saae ud, som om han selv havde gjort det dræbende Skud. Ansigtet var mildt, smilende og roligt, som man siger, det pleier at være hos dem, der ere dræbte ved Skud, medens derimod hos dem, der miste Livet ved et Stik, almindeligviis findes fordriede Ansigtsmuskler. Den Dødes graae Filtehat laae i Græsset et Par Skridt fra ham, og de sorte, krøllede Lokker, det stærke Skjæg hævede nu saameget 237 mere den Bleghed, der havde udbredt sig over de ædle, regelmæssige Træk.

Da den unge Mand havde fuldendt sit besindige Arbeide, støttede han sig til sin Bøsse og betragtede med alvorligt, tankefuldt Blik sin Ven, der laae der, som om han slumrede sødeligt, og hans Tanker vandrede tungsindige og medynksfulde mellem den Dødes Fred og den Fred i hans Hjem, der nu snart skulde forvandles til Klager. Efter kort Tids Forløb kom hans Kammerat tilbage; ham fulgte Skovfogden selv og et Par Karle. Af to medbragte Lægter og nogle afhugne Grene dannedes en Baare, hvorpaa man forsigtigt lagde den Døde, der endnu ikke var kold, og saaledes satte det sørgelige Tog sig i Bevægelse til Forstmesterens Bolig, der laae tæt ved Udkanten af Skoven. Fra Skovfogdens Huus var der hurtigt sendt Bud efter en Læge og Birkedommeren.

Udenfor Haugestuen i Forstmesterens Huus, under et stort, skyggefuldt Kastanietræ sad Fru v. G. med sit Sytøi paa Skjødet; paa en rund Græsplet, i hvis Midte en gammeldags Solskive stod, tumlede sig to smukke Børn og legede med en gammel Gedebuk; Drengen omtrent ti Aar, og den lille Pige henved otte Aar gammel. Deres livlige Støien bragte af og til Moderen til at hæve det sænkede Hoved, og Aftensolen saae da eet af disse blege, høitidelige, man kunde næsten sige, strenge Ansigter, hvis tilsyneladende Kulde saa let forleder en mindre Klartseende til en overilet Dom. Her, alene med sig selv, lod hun sine mørkebrune, melancholske Øine med usigelig, næsten veemodig Glæde hvile paa de Smaa og følge deres flagrende Flugt. Men hendes Hjertes stille Fryd, alle de fredelige Tanker, det husede,

238

skulde snart og for evig opskræmmes og flygte; thi ind ad Haugeporten traadte just nu den Ældre af de to unge Forstelever og nærmede sig til det Sted, hvor hun sad.

»Hvad bringer De, Herr v. W.?« sagde Fruen noget forundret, medens han taus satte sig paa en Haugestol foran hende, »det seer jo ud, som om De ret havde noget meget Alvorligt paa Hjertet! Min Gud, hvad feiler Dem? har De grædt?«

Den unge Mang tog begge hendes Hænder og trykkede dem heftigt mellem sine.

»Fru v. G.! De har vel Grund til ikke altid ret at lide mig, jeg veed det jo nok! og netop denne Følelse gjør mig det dobbelt smerteligt, at De af mig skal forberedes paa at høre noget - og De maa desværre høre det strax, - noget saa Bittert! - det Skrækkeligste, der kan ramme Dem. Jeg beder Dem, fat Dem! De er jo stærk, ikkesandt? Viis det nu, thi De behøver Styrke!«

»Saa tal dog, tal!« udbrød Fru v. G. med en Utaalmodighed, der ellers ikke var hende egen, medens hun drog den lille Pige, som tilligemed Broderen var kommet til og betragtede nysgjerrigt deres Ven, til sig, og caresserede hendes krøllede, guulbrune Haar. Og han fortalte; med sagte Stemme, saa nølende som hans egen Bevægelse tillod ham det, ad mange Omveie, stedse søgende de mildeste Udtryk, for ligesom at dække det Rædselsfulde i sin Beretning, nærmede han sig til Slutningen, da netop Skovfogdens Folk bare Liget ind i Haugen. Bedrøvede og trætte satte de Baaren forsigtigt i det bløde Græs.

Fru v. G. blev ubevægelig siddende et Øieblik og stirrede ned for sig som i dybe Tanker. Derpaa hæ-

239

vede hun rask sin høie, ædle Figur, greb begge Børnene ved Haanden og gik med faste Skridt hen til det Sted, hvor de havde lagt hendes afsjælede Ægtefælle. Hun var blegere end sædvanlig, men ikke en Taare traadte i hendes Øine. Uden synlig udvortes stærk Bevægelse knælede hun ned i Græsset, bøiede sig over den Døde og betragtede ham med et bittert Smil; lidt efter lidt nærmede hendes Ansigt sig hans og, som tiltrukket af en Magnet, sank hendes Hoved pludselig og hendes Læber pressede sig mod hans. Da var det, som havde hun uforvarende rørt ved en giftig Snog, som om en pludselig, rædsom Anelse kastede en brændende Smerte i hendes Bryst; hun foer op og trykkede med et dybt Suk Haanden mod sit Hjerte. Med en heftig Bevægelse trak hun Drengen hen mod Liget og sagde i en skjærende Tone: »Seer Du, Camillo! der ligger Din Fader, som man har myrdet!« vendte sig fra den tause, omstaaende Gruppe og gik langsomt ind i Huset.

Forstmesterens pludselige og gaadefulde Død vakte almindelig Deeltagelse og stor Bestyrtelse i hele Omegnen. Hans udmærkede Personlighed, hans Dygtighed og ædle Hjerte havde blandt Alle, med hvem han var kommet i nogensomhelst Berøring, erhvervet ham Velyndere, Venner og troe Tjenere. Det var derfor intet Under, at man fra alle Sider med Iver og uskrømtet Varme gjorde alt muligt for at opklare denne dunkle Sag, og at man med største Beredvillighed kom Justitsen imøde med Midler til at lette de Undersøgelser, som fra dennes Side foretoges.

Saavel Lægens Udsagn, som alle øvrige Omstændigheder bragte det næsten til Vished, at Forstmesteren 240 ikke selv havde berøvet sig Livet. Ved Obductionen viiste det sig, at Kuglen var trængt ind mere fra oven nedad, end fra neden opad, hvilket sidste ufeilbarligt vilde have været Tilfældet, hvis han siddende havde bibragt sig det dræbende Saar. Han var karsk og sund paa Legem og Sjæl og man havde aldrig hos ham bemærket, at Anfald af Tungsind eller deslige nogensinde havde afbrudt den mandige Ro og Sindighed eller det livsglade, lyse Humor, der stadigt var ham egent. Hans huuslige Stilling var i høi Grad lykkelig; med sine Foresatte og Undergivne stod han, som sagt, i det bedste Forhold; de Første agtede og elskede ham, de Sidste vare nær ved at forgude ham. Foruden sit Embeds Indtægter besad han med sin Kone en temmelig anseelig Formue, og hans egen Oeconomie saavelsom hans Embeds-Regnskaber fandtes i den fuldkomneste Orden. Fiender havde han altsaa hverken blandt sine Over eller Undermænd; og det sjeldne Tilfælde viiste sig her, at der i hele Omegnen, i videst Udstrækning taget, end ikke opholdt sig en eneste forhen Afstraffet eller nogen lignende Person, paa hvem den fjerneste Mistanke kunde henledes. Naturligviis bleve alle de Individer, der stode i nogetsomhelst Forhold til den Dræbte, stævnede til Forhør. De Forstelever, der opholdt sig i hans Huus, hans Tyende, de ansatte Skovfogder og Jægere, saavelsom Skovløbere og Brændehuggere, der ifølge deres Dont ofte maatte have havt Leilighed til at see ham paa de forskjelligste og meest afsides Veie, bleve tilkaldte eller mødte af dem selv. Men deres Udsagn oplyste intet i Sagen; thi hændelsesviis havde Ingen i Skoven seet Forstmester v. G. den Dag, da Ulykken indtraf, og

241

Alles Beretninger om deres egne respective Opholdssteder paa den Tid befandtes vidnesfast overensstemmende med Sandheden.

Kun een lille Omstændighed vakte Dommerens Opmærksomhed, men førte dog ikke til Noget. To af de tilkaldte Vidner, en gammel Jæger og en Brændehugger, udsagde nemlig, at de i Løbet af Sommeren,. den Første een Gang, den Anden to Gange, havde seet Forstmesteren spadsere i Skoven med en dem aldeles fremmed Person. Jægeren kaldte denne en Dreng paa omtrent tolv, fjorten Aar og kunde ikke mindes at beskrive ham nøiere, end at han havde havt en bredskygget Straahat paa Hovedet. Brændehuggeren derimod benævnte ham »en ung Sælle«, hvilket i Almuens Mund stundom betyder en Yngling; dog kaldte Comparenten ham ogsaa »en underlig buttet Dreng, en bitte trind Fyr«. Han beskrev Drengen endvidere som meget overgiven og lystig eller, som han udtrykkede sig, »rigtig vildhovedet«, og fortalte, hvorledes han i Forstmesterens Følge, medens denne gik ganske langsomt, havde løbet snart foran, snart bag efter ham, sprunget frem og tilbage over smaa Buske og fældede Stammer; ja, at han den ene Gang var klavret op i et meget rankt og svait Asketræ. Da havde Forstmesteren, ligesom ængstelig, raabt Noget op til ham, hvorpaa han leende havde svaret og svunget med sin Hat; men Comparenten havde ikke forstaaet, hvad de havde sagt, og meente, at de ikke havde talt Dansk.

Skjøndt nu denne Beskrivelse slet ikke ret vilde passe paa nogen bekjendt Person i Egnen, undersøgte man dog, om ikke een eller anden af Sønnerne i de Familier, med hvilke Forstmester v. G. havde

242

Omgang, paa hine bestemte Dage maaskee dog havde befundet sig i hans Selskab. Men Svaret blev klart og benægtende, og Intet oplyst dette dunkle Punkt angaaende. Forhørene bleve sluttede uden tilfredsstillende Resultat, Forstmesteren begravet, og hans Enke førte snart sine to Børn og sit Livs sødeste og bittreste Erindringer med sig til Hovedstaden.

Tolv Aar vare henrundne efter denne Begivenhed. Fru v. G. havde med hele sin Sjæls Kraft anvendt denne Tid især paa sine Børns Opdragelse. Det Slag, der saa grusomt og uformodet havde ramt hende, havde ikke virket svækkende eller bedøvende; det var snarere at ligne med et electrisk Stød, der vel ved første Øieblik smerter, men siden styrker og anspænder. For mangen qvindelig Natur er Sorgen en Lægedom, en Spore; og det seer ofte ud, som om det dybt saarede qvindelige Hjerte ved heltemæssige Opoffrelser, ved modige Anstrengelser netop vilde bevise, hvorlidt det havde fortjent en saadan tilsyneladende Ubillighed og Haardhed af Skjebnen. Og naar nu Alt dette skeer med saa liden Fordring paa Anerkjendelse, med saa stor Ydmyghed og Beskedenhed, som her var Tilfældet, saa kan man ikke andet end finde det vel fortjent, naar Resultatet bliver saa heldigt, Frugterne saa rige som dem, Fru v. G. høstede. Hendes egne Formuesomstændigheder og anseete Familie, hendes Forbindelser med de meest formaaende Folk i Landet, den almene Interesse, som Ulykken ofte vækker, gav hende Midler i Hænde til med Held at følge sit moderlige Hjertes Tilskyndelser. Datteren, der i Eet og Alt var Moderens

243

udtrykte Billede, var alt, ret som ved én Ironi af den lunefulde Skjebne, blevet gift med den Herr v. W., der - som vi mindes - havde følt saa stærk Antipathie for Moderen, og som senere havde erholdt den Afdødes Post. Sønnen, Camilla, havde studeret Retsvidenskaben og allerede i en Alder af eet og tyve Aar tilbagelagt det academiske Løb. Ved sin Families Indflydelse var han blevet ansat i Departementet for de udenlandske Sager, og saavel denne hans Stilling, som hans skjønne Personlighed og store selskabelige Talenter havde aabnet ham Adgang til de anseeligste og meest udsøgte Kredse. I umiddelbar Arv efter sin Fader havde Camillo v. G. dennes ideale, mandige Udvortes, hans livlige Humor og kraftige Characteer; selv havde han erhvervet sig den Bøielighed og slebne Elegance, der ansees nødvendig paa den Løbebane, han havde betraadt.

Blandt de mere glimrende Cirkler, hvor den unge v. G. især havde uddannet sig, og som havde stærkest Tiltrækningskraft for ham, var Grevinde Beate v. L.s Huus. Foranledningen hertil var saare naturlig, da nemlig Grevinden ogsaa kraftigt havde medvirket til hans Forfremmelse. I hendes Saloner samledes ikke, hvad man sædvanligt - naragtigt nok - kalder Eliten af Selskabet. Man saae ikke der lutter Stjerner og Nøgler, ikke lutter Stiftskors; man hørte ikke altid anmeldes Excellencer eller Naader; kun Saadanne blandt disse, der medførte en høiere Adel, der havde Aand nok til selv at være aandsfrie og at skatte dette Adelskab hos Andre, fandt Veien til hendes Døre. Foruden disse bemærkede man blandt hendes stadige Gjester en stor Deel udmærkede Videnskabsmænd og Kunstnere, saavel Landets egne

244

som Fremmede; og hos de Damer, hvilke rigtignok i et forholdsviis saare ringe Antal samledes om hende, kunde man altid være vis paa at træffe een eller anden Egenskab, der hævede dem over den store Masse. Grevinden selv forstod at besjæle disse forskjellige Grupper og paa den naturligste og smukkeste Maade at forbinde dem til et Hele. For en Deel Aar tilbage havde hun været svagelig; som man sagde, havde hun lidt af nerveuse Affectioner. Dengang opholdt hun sig baade Sommer og Vinter paa sine Godser; men de sidste to Aar, som hun næsten uafbrudt havde tilbragt i Hovedstaden, havde ganske forbausende gjengivet hende den forrige Livlighed og Glands; den næsten barnlige Ungdommelighed, der gjorde Physiognomiet af hendes hele Fremtræden saa yndigt tiltrækkende, var atter ligesom fremblomstret i fuldeste Friskhed. Som en ganske ny Aabenbaring drog hun Alles Øine paa sig, og saavel hendes personlige Elskværdighed, som ogsaa den høist elskværdige Formue, hun besad, lokkede en Skare af Tilbedere for hendes Fødder. Alt, hvad der var Fornemt og Fattigt tillige, havde vovet at gribe efter denne gyldne, glimrende Frugt; men endnu, syntes det, havde Ingen naaet den, uden at dog denne Omstændighed gjorde hendes Sale tomme; thi hun forstod paa den gracieuseste og meest uimodstaaelige Maade at skabe sig Venner og ivrige Forsvarere af tilbageviste Beilere. Var hun da kold havde Verden slukket den guddommelige Ild i hendes Hjerte? Nei, Hjertet eiede netop i denne Flamme et Vaaben mod alle Angreb, en Talisman, der gav hende fuld Frihed til og Sikkerhed i at skatte og nyde alt andet Skjønt og Herligt, som Mennesker

245

og deres Virken bragte hende imøde. Hun elskede og var lykkelig. Uden at pines af en hemmelig Kjærligheds Bitterheder, nød hun dog dens hele rene Sødhed. Hurtigt, ungdommeligt havde hendes Hjerte valgt, og et Hjerte, trofast, varmt og mandigt var kommet det henrykt imøde. Den Lykkelige var den unge Herr v. G., og det syntes, som om baade Han og Hun vare enige i at ansee det som deres Pligt at gjemme deres Kjærligheds Løndom, som en Skat, der vilde vanhelliges ved at fremstilles for Verdens Blik. Intet, uden det skarpsynede moderlige Øie havde gjennemtrængt det Slør, som endnu tilhyllede den.

Det var en sildig Aftenstund i Marts Maaned. I Grevinde Beates Bolig var Alt tyst og mørkt; kun i eet Værelse var der endnu lyst. Foran en Secretaire stode tvende Figurer; det var Ham og Hende. Medens hun trak den ene Skuffe efter den anden ud og søgte, havde han lagt sin Arm om hendes bøielige Taille og kigede nysgjerrigt paa de tusind glimrende Smaasager, som af og til kom tilsyne. I det hun nu med Utaalmodighed ivrigt ragede i en dybere Skuffe for at finde den Gjenstand, hun havde bestemt at skjenke ham, kom hun uforvarende til at lade et fiint Kammerdugs Tørklæde, som blandt andre Ting laae sammenkrøllet i Skuffen, falde paa Gulvet. Camillo bukkede sig hurtigt, tog det op og puttede det ubemærket i sin Lomme. Endelig havde hun fundet, hvad hun søgte; det var en meget gammeldags, emailleret Ring. Hun satte den smilende paa hans Finger, hævede sin lille, siirlige Figur paa Taaen, trykkede den lykkelige Yngling i sine Arme og skjød ham sagte ud af Døren.

246

Enhver, der har mindste Anelse om, hvilken umaadelig Værdi en saadan lille Gave fra den Elskedes Haand kan have, Enhver, som kan begribe, med hvilket Afguderi en saadan modtages og gjemmes og caresseres, vil ikke undres over, at Camillo i sin Glæde over den Ring, der tidligere havde smykket en Haand, som nu styrede hans Skjebne, reent glemte det lille Tyveri, han selv havde begaaet.

Nogle Dage efter hiin Aften traadte Fru v. G. ind i sin Søns Værelse; i Haanden holdt hun en lille Pakke.

»Siig mig dog, Camillo!« sagde hun, idet hun alvorligt og skarpt betragtede ham, - »iblandt det Linned, som er hentet her i Dit Værelse til Vadsk, blev ogsaa dette Lommetørklæde fundet,« - og hun aabnede Pakken, - »siig mig, hvor har Du faaet det fra?«

»Er det ikke mit eget?« sagde Sønnen, »eller har jeg maaskee forbyttet eet af min egne?«

»Nei, det er ikke Dit,« vedblev Moderen, »og Du har alle Dine egne fuldtallige!«

»Ah!« sagde Camillo, stærkt rødmende, »nu veed jeg det -«

»Og jeg anede det!« sagde Fru v. G. næsten uhørligt. »Camillo! min Søn, min Ven! vil Du love Din Moder, at Du i Aften vil vise dette Tørklæde til den, hos hvem Du har faaet det - til Hende?«

Taus og med et lidt forlegent Smil tog den unge Mand Tørklædet af Moderens Haand, og vilde dreie Samtalen hen paa andre Ting; men hun afbrød ham hurtigt og koldt:

»Jeg kan nu ikke tale med Dig længere; men, ikke sandt? Du erindrer, hvad jeg har bedet Dig om?«

247

»Ja, jeg skal nok, kjæreste Moder!« sagde han, idet han smilende kyssede hendes Haand, »men jeg gad dog gjerne vide -«

»Farvel, Camilla!« sagde Fru v. G., »glem nu ikke, hvad Du har lovet mig!«

Forundret over Moderens sære Forlangende og over den besynderlige Høitidelighed, hvormed hun behandlede denne, som han syntes, aldeles ubetydelige Sag, puttede Camillo anden Gang Tørklædet i sin Lomme, og - glemte det ogsaa tildeels anden Gang. Thi da han ud paa Natten stod foran den Divan, hvor hans yndige Beate sad, og med Beruselse og henrykt betragtede hende, som havde han nødig at indprente sig hendes Træk for ei at glemme dem til næste Dag; da havde han endnu ikke efterkommet Moderens Ønske. Men just som han vilde til at løsrive sig og af en Hændelse greb til sin Lomme, randt det ham i Hu. Leende drog han Tørklædet frem, knælede ned for sin Elskede og sagde, idet han bredte det ud paa hendes Skjød:

»See her, min lille Beate! er jeg ikke en ærlig Tyv? jeg bringer mit Ran igjen. Dette Tørklæde stjal jeg hemmelig fra Dig forleden Aften; men det har brændt mig paa Sjælen, at Du ikke selv havde givet mig det, og min Moder selv, der hændelsesviis saae det, paalagde mig strengt at bringe det tilbage. Tilgiver Du mig?«

Grevinden hældede sig lidt forover mod Lyset og betragtede Tørklædet først med et ligegyldigt Smil, hendes Øine bleve mere og mere opmærksomme og en let Rynke drog sig over Panden, medens hun undersøgte Hjørnerne for at finde Mærket. Da dækkedes pludselig hendes Ansigt med Dødens Bleghed, 248 Øielaagene sank til og med et høit Skrig faldt hun i Besvimelse.

Forfærdet og ængstet overtraadte Camillo et strengt Forbud, idet han ved Hjelp af Klokken hidkaldte Kammerpigen. Men det varede længe, inden det lykkedes deres fælleds Bestræbelser at bringe den Daanede tillive igjen. De havde lagt hende paa Divanen og, medens Kammerpigen gned hendes Tindinger og holdt hende en Essents under Næsen, holdt Camillo hende opreist med den ene Arm og trykkede med den anden Haand hendes iiskolde Arm til sin brændende Pande. Lidt efter lidt vendte Livet tilbage; Taarer, som perlede frem under de halvtillukkede Øielaage, lettede Andedrættet, et dybt Suk trængte sig frem, med Møie reiste hun sig og vendte Hovedet. Dog neppe fik hun Øie paa sin Elskers bekymrede Aasyn, før hun atter som med Rædsel vendte Hovedet bort, trak heftigt den Haand til sig, som han just vilde føre til sine Læber, og hviskede med hæs, brudt Stemme: »Gaa, gaa! for Guds Barmhjertigheds Skyld, gaa!« og da han endnu, dvælede, lagde hun endnu heftigere til: »Gaa, Ulyksalige! og kom ikke igjen, før jeg - før Du -« og vinkede ham bort med Haanden.

Forvirret og bedrøvet slængte Camillo det gaadefulde Tørklæde, som han holdt knuget inden i sin Haand, paa Bordet, greb sin Hat og tilkastede endnu ved Døren sin Elskede et sørgmodigt Afskedsblik. Men hun saae det ikke!

Da han næste Dag ganske tidligt lod høre til hendes Befindende, fik han til Svar, at Grevinde v. L. før Daggry var afreist til sine Godser.

Med piinlig Uro og kjærlig Ængstelse ventede

249

Camillo v. G. i hele fjorten Dage paa Efterretning fra den Bortflygtede, og hans Phantasie arbeidede Dag og Nat paa at løse denne Gaade, og dog - han vidste ikke selv hvorfor? - dog bævede han ved Tanken om at drage Sløret bort. Mod sin Moder iagttog han den dybeste Taushed, uagtet han tydeligt saae, at hun leed med ham, ja maaskee mere end han. Ogsaa hun selv taug, men hendes strenge Alvor og hendes stundom skarpe, spørgende Blik røbede, hvad der foregik i hendes Indre.

En Morgenstund, da den unge v. G. sad ved sit Arbeide og bestræbte sig for at fjerne de mørke Anelser, som idelig beleirede hans Hjerte, bankede det paa Døren og ind traadte hans Svoger Herr v. W.

»Tillad mig, kjære Camillo!« sagde han efter de første Hilsener, »tillad mig, Dyrebareste! at gjøre mig commode og magelig. Jeg har reist Nat og Dag og er ugudelig træt!« hvorpaa han strakte sig paa en Sopha og tændte en Cigar. »Nu kommer jeg da til mit Ærinde, og det gjelder Dig, min Bedste! men hvori det egentlig bestaaer, det skal Gud vide! derom har jeg ingen Videnskab! Hør kun! Forleden Dag, retsom Din Søster - fra hvem jeg in parenthesi har mange Hilsener til Dig - og jeg just vilde gaae tilbords, kommer der en gammel Chaise langsomt kjørende ind i Gaarden. Det var den gode, gamle Doctor R., som er Sognepræst paa Grevinde v. L.s Gods. Jeg skyndte mig i al Hast at tage imod ham; thi han er - imellem os sagt - eet af de faa Mennesker, for hvem jeg har en ublandet dyb Ærbødighed, saadan en rigtig sømmelig Respect. Da jeg endelig havde hjulpet den gamle Fyr ud af Æsken, og vi havde nødet ham tilbords og vi havde spiist, bad

250

han mig om en Samtale i Eenrum. Ganske nysgjerrig førte jeg ham ind i min Skriverstue. Her fremtog han en lille Pakke Papirer med Udskrift til Dig af hans mig velbekjendte Haand, og bad mig paa det Indstændigste, hvis det var mig muligt, selv in persona og heller den Dag, end næste Morgen at bringe disse Documenter til Dig, min Ven og Broder! Nogle Forretninger havde jeg netop her i Byen, der havde bedre af min egen Omsorg end en Andens, jeg længtes ogsaa lidt efter at see Dig og vor Mutter, og saa greb jeg dette Skjebnens Vink, satte mig samme Aften i en Vogn, og - nu har Du mig her! Apropos! Kan I huse mig? saa bliver jeg her; thi Præsten paalagde mig saameget muligt at være om Dig, naar Du havde modtaget dette Brev! Hvad er nu Alt det?« vedblev Herr v. W., idet han af sin Brevtaske fremtog en Paquet, som han rakte Svogeren.

Taus og med sittrende Haand modtog Camilla Brevet og lagde det paa sin Pult uden at ændse Svogerens nysgjerrige Blikke.

»Naa! - det lader ikke til, at Du er saa nysgjerrig, som jeg! eller maaskee Du helst vil læse i Ro og Mag og alene? Velan, jeg gaaer imidlertid ned og hilser paa Svigermama. Læs Du, men gaae dog ikke ud, før jeg faaer talt med Dig!«

Og han gik fløitende ned ad Trappen.

Camillos første Bevægelse var at laase Døren; derpaa greb han med bankende Hjerte Brevet og brød Seglet.

I Omslaget havde Præsten skrevet: »Min Herre!

I Tillid til min Alder, min Erfaring, min Tænkemaade og til den Eeds Hellighed, som i mit Embeds

251

Medfør tør gjøre mit Hjerte til et sikkert Gjemme for mine Medmenneskers hemmeligste Sorger og Klager, har Man betroet mig Indholdet af indlagte Papir, og anmodet mig om uden Fare at lade det komme Dem tilhænde. Tro ikke, min Herre! at den gamle Mand her vil komme Deres egen gode Forstand i Forkjøbet; tro end mindre, at mit Hjerte, der i saa mange Aar har slaaet saavel Glædens som Smertens Slag, der har optaget saa mangt et fremmed Suk i sin tause Bolig, er blevet koldt, forstenet eller ufrit. Frygt ikke for ubetimelige Raad eller utidig Paamindelse! Nei, jeg tiltroer Dem Alt det, som er Dem menneskeligt fornødent til at kjæmpe den Kamp, som maaskee forestaaer Dem; og det Eneste, jeg vil paanøde Dem, er min inderligste, min stille Bøn til Gud, at han maa styrke og oplyse Dem til det Rette, - til den Gud, som gav os det Ord: »Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes.« Med Høiagtelse o. s. v.«

Med Lynets Hurtighed havde den unge Mand gjennemfaret disse Linier og med dobbelt smertelig Begjerlighed rev han det andet Omslag op, som indeholdt følgende med Grevinde Beates egen Haand skrevne Linier.

»Camillo! Jeg elsker Digl -Tilgiv, at jeg siger det. De Bekjendelser, jeg her maa og vil aflægge for Dig, ere af den Natur, at jeg maatte fortvivle og frygte det, der var mig bittrere end Døden, hvis mit Hjerte ikke torde støtte sig til den faste Overbeviisning, at Du troer mig, naar jeg siger: jeg elsker Dig! O, vil Du ogsaa vedblive at elske mig, naar Du har læst, hvad jeg her med sittrende Haand og med brændende Taarer nedskriver? - O, Camillo! - - Velan,

252

det maa skee - det maa skee, og jeg vil være stærk; jeg vil vove for en Stund at glemme Øieblikket, jeg vil, medens jeg udøser mit Hjertes hele Indhold for Dig, - det Eneste, Du hidtil ikke har kjendt - ikke være mig selv. Jeg vil tale som en Anden til en Anden end Dig. O, hvordan skal jeg see Dig igjen? Jeg vil ikke gjentage Dig, hvad Du alt ved. Jeg beskriver Dig ikke her atter min forladte, forældreløse og dog saa lykkelige Barndom, da jeg i Fru M.s landlige Opdragelsesanstalt nød den sødeste Frihed, den kjærligste Omgang, da jeg var elsket af Alle og blev, om just ikke forkjælet og fordærvet, saa dog forvænt. Saa formasteligt det end kunde klinge, saa kunde jeg næsten fristes til at misunde dem, der i deres tidligste Ungdom have lidt Ondt af Menneskene. De eie een Erfaring mere, de have gjennemgaaet en Skole, som sikkrer dem for og sparer dem tusind Lidelser. De træde ikke ind i Verden med Tro og Tillid til Enhver, de møde, og bringe ingen glimrende Forhaabninger eller Illusioner med sig, som de siden lidt efter lidt med Tabet af deres Ro og Hjertefred maae see forsvinde. Ak, hvor snart svandt ikke mine! - Jeg var sexten Aar gammel, da min Familie bestemte mit Ægteskab. Det var min Oncle, en Mand paa nogle og tredsindstyve Aar, der som Diplomat i mange Aar havde opholdt sig ved udenlandske Hoffer, hvis Haand jeg maatte modtage; og jeg jorde det uden Modsigelse og i fuld Tillid til, at man kun vilde mit Vel. Af Mandfolk kjendte jeg meget faa, og at min Brudgom var gammel, var mig saa lidt til Anstød, at det endog gav mig freidigere Mod til det Skridt, der forestod mig. Naar jeg tænkte mig ham, som en Mand med stor Livserfaring, med

253

en Mængde Kundskaber, med den fineste Dannelse, som jeg var berettiget til at vente hos den, der havde gaaet en saa lang og bevæget Livsskole igjennem, saa følte jeg en saadan Ro, en saadan Tillid, et saadant Haab om Beskyttelse og kjærlig Underviisning for mit tilkommende Liv, at jeg med en Art af Medynk saae hen til mine Veninder, der paa samme Tid som jeg forlode vort Barndoms Asyl for at dele Verdens og Livets Glæder og Trængsler med en næsten Jævnaldrende.

Men jeg saae ham, og jeg blev hans Kone! Lad mig ikke beskrive Dig hans frastødende Udvortes, ikke hans rædsomme Sygelighed. O, jeg veed det, havde han været god og from imod mig, jeg kunde have hengivet mit Livs Ro, Alt for at lette ham disse gruelige Byrder; jeg kunde have pleiet ham Nat og Dag uden at trættes; thi mit Hjerte er blødt og stærkt. Men han var slet; og han dræbte selv fra første Færd enhver blid Bevægelse i mit Hjerte for ham. Han blev min Tyran, uden nogensinde at have forsøgt, om jeg dog ikke fortjente en bedre Behandling. Hans grændseløse Gjerrighed nægtede mig enhver lille Glæde, enhver ubetydelig Beqvemmelighed; og uden at tænke paa min Ungdom, min friske, livsglade, nysgjerrige Ungdom, forlangte han af mig den samme livsdræbende Ligegyldighed, hvortil han selv var tvungen. Det Eneste, der ret syntes at ligge ham paa Hjerte og at glæde ham, var at bedrøve mig. Det var ret, som om det pinede og saarede ham, naar han saae mig glad og fornøiet; og han bragte det ogsaa, ved lidt efter lidt at unddrage mig Alt, hvad der var mit Hjerte kjært eller til Trøst, saavidt, at jeg blev iiskold, forstenet, indsluttet i mig

254

Selv, hensjunken i en følesløs Tilstand, og at det Eneste, der levede ret levende i mig, var Hadet til ham.

Til min nærmeste Opvartning havde han paatvunget mig et Fruentimmer, hvis egentlige Stilling i Huset jeg vil fortie. Hendes Pleie og Opvartning foretrak han for min; men tillod desuagtet ikke, at jeg fjernede mig. Hvor mange Nætter og Dage har jeg ikke saaledes maattet tilbringe halvdøsende i en Lænestol i et koldt Forværelse, for straks at være tilrede, naar han lod mig kalde, for det Meste kun for at sige mig nogle bittre Ord. Og hvor forøgedes da ikke min Foragt for ham, ved at høre denne umandige Jamren i Smerten, ved at see denne modbydelige Frygt for Døden, - jeg, som saa ofte havde tænkt mig, at Den, jeg skulde tilhøre, først og fremmest maatte eie Mod og Mands Hjerte!

Det varede kun et Aar; - men da jeg saae tilbage, forekom det mig en Evighed. Han døde, og de sidste Dage og Nætter, jeg idelig tilbragte i hans Nærhed, vare ikke egnede til andet end at forøge min uudtalelige Foragt og Afsky for ham. Han døde uden at have sagt mig et eneste Fredens Ord, og Gud maa tilgive mig, min Sorg var Glæde. Sorg? O, hvor rigt er ikke dette Ord, naar det angaaer dem, man elsker; det kan jo indeholde Alt - baade det Bittre og Søde af Frygt og Længsel! Han døde, og jeg var fri som Fuglen i Luften; mit Aandedræt lettedes, mine Tanker og Følelser bevægede Vingerne, de vare ikke mere stækkede og de hævede mig atter til Lys og Liv. Jeg rensede mit Huus for Alt, hvad der levende kunde minde mig om ham, hans Domestiker bleve afskedigede og jeg erklærede min Laugværge, at et andet Raad fra hans Side med Hensyn til min

255

Persons fremtidige Skjebne vilde hos mig stedse møde den bestemteste Modsigelse, og at jeg ikke engang vilde vaerdiges at tage et saadant i nøiere Overveielse. Følgen heraf var, at han - Du kjender jo Geheimeraad L. - herefter indskrænkede sig til Overbestyrelsen af mine Eiendomme, og at min Familie aldeles aflod at holde nogen Omgang med mig. Omegnens Beboere derimod kom mig med aabne Arme imøde, retsom om de havde følt Længsel efter at kunne godtgjøre mig Lidt af Skjebnens Umildhed, hvortil de, skjøndt i Frastand, dog havde været medlidende, men ørkesløse Vidner; og i disse Kredse vandt jeg snart min forrige Kraft og min naturlige Livlighed igjen.

I Anledning af Kongens Fødselsdag var der, som sædvanligt, foranstaltet en Fest i A. Jeg tog derhen, fordi det morede mig at dandse, fordi jeg glædede mig ved at see de Glade. Da jeg havde sat mig i Salen og lod mit Blik vandre rundt i Vrimmelen, faldt mit Øie paa en Mand, som jeg ikke behøver at beskrive Dig, Camillo! Stil Dig hen for Dit Speil, og Du vil see et elskeligt, et tro, men noget forynget Billede af ham. Han stod lænet til en Consol og talede med en ung Herre, og hans mørke, aandfulde Øie syntes at hvile alvorligt paa mig. Jeg spurgte min Nabo, og hørte for første Gang dette Navn. Lidt efter lod han sig forestille for mig; vor Samtale var ligegyldig og kort. Den unge Mand, med hvem han havde talet, Din Svoger Herr v. W., skilte os ad, idet han engagerede mig, og da Han ikke dandsede, mødtes vi ikke mere den Aften. Herr v. W. derimod sværmede om mig, hans ungdommelige, kjække Etourderie morede mig, og naar jeg ikke

256

dandsede, lod jeg ham føre mig ind i et Værelse, hvor et Par Spilleborde vare anbragte, og hvor Han sad. Fra en Sopha i Vinduesfordybningen kunde jeg i Mag betragte disse forunderlig kraftige, ædle Træk og høre denne malmfulde, indholdsrige Stemme, og medens min snaksomme Cavalier troede mig fuld af Opmærksomhed for hans livlige Conversation, forelskede mine Tanker sig mere og mere i al den aandige Rigdom, der syntes at maatte gjemmes i en saadan Bolig. Eller - var det hun ubevidste, uimodstaaelige Magt, denne anelsesfulde Sympathie, der alt fængslede mig? der, som et Lyn, paa een Gang lyste ind i mit Indre, hvor hidtil kun Ro og Mørke havde hersket? - Da jeg kom hjem, følte jeg mig saa lyksalig, jeg vidste selv ikke, hvorfor? Alt omkring mig havde faaet en høiere Glands, en dybere Betydning; Alt var blevet langt mere levende, mere rigt; og dog herskede der en sød Veemod i min Sjæl. Hvor ofte seer og hører man ikke en saadan Stemning beskrevet som en Tomhed! Mig forekom denne drømmende, anende Længsel som et rigt Liv, som en Gjenfødelse.

Foraaret kom, og Solen, den vaagnende Natur, den smilende Egn lokkede mig til lange Vandringer. Det var mig saa sødt, saa henrivende at være ene i Skoven med mine Drømme; de flygtende Skyer, Træernes Susen, Fuglenes Sange, de duftende Blomster talede til mig med tusind venlige Stemmer, og alle syntes de at tale, som om de kjendte mit Hjertes inderste Tanke. Og hvad var saa denne Tanke?

I Skoven mødte jeg Ham; der var jo Hans egentlige Hjem. Og vi mødtes ofte. Mig var det - jeg veed det nok! - mig var det, der søgte den Sti, hans

257

Fod betraadte; en uimodstaaelig Magt drog mig derhen. Men det undrede Ham ikke at see mig saa tidt; det glædede ham at kunne meddele mig af sin Aands Rigdom, opmuntre mig ved sit lyse, gribende Humor, fylde min Sjæl med stærke Billeder og vække den til Begjær efter friske og frie Tanker. Hans Stemning var afvexlende snart livlig og opvakt, snart rolig og alvorlig; men Hans Hjertes Yttringer, Følelsernes Udbrud vendte sig aldrig til mig. Naar han nu og da med uudtømmeligt Lune og glimrende Vid gjenspeilede visse Sider af Livet og Menneskenes Færd, var jeg som oftest taus, lyttede med henrykt Beundring og indaandede en Beruselse af den gemytlige Varme og Dybde, som oplivede ethvert Malerie, Han udkastede. Men blev Han alvorlig og sindigt reflecterende, saa var det, som om min hele Livlighed trodsende udfoldede Vingerne; jeg blev da lystig og overgiven som et Barn.

Ved at undersøge min afdøde Mands Gjemmer fandt jeg en langagtig Pakke, indsyet i guult Glandslærred, saaledes som Skrædderne pleie at forsende et færdigsyet Arbeide. Jeg aabnede den og saae, at den indeholdt en fuldstændig Mandsdragt, men som øiensynlig var syet til en qvindelig Person. Den var meget elegant, men saa simpel i Farve og Snit, at den ikke let kunde tænkes bestemt til Maskeradedragt eller noget Lignende. Hvad Hensigten havde været med den, kunde jeg ikke vide; maaskee havde den tidligere været bestemt til et Apparat for een eller anden af de Intriguer, hvorpaa min Gemals Liv skulde have været saa rigt. Den var aldeles ny og ubrugt, de blanke Knapper endnu viklede i Silkepapir; den saae saa net ud, jeg tog den paa og den

258

sad, som var den syet til mig. Den korte, mørkeblaae Trøie, de vide Beenklæder af samme Farve, den sorte Silkevest klædte mig ret godt, og en bredskygget Straahat, som jeg satte paa mit opfæstede Haar, fuldendte Matrosdragten. Det var netop paa den Tid af Dagen, da jeg pleiede at begynde mine Skovvandringer, og i tre Spring var jeg nede ad den lille Trappe, der fra mine Værelser førte lige ud i en tæt Buegang af Hasler, der løb langs Haugemuren og endtes i et muret Lysthuus, fra hvilket en Dør aabnede Veien til det Krat, der forbandt min Park med den større Skov. Jeg var saa lystig, saa inderlig glad, og det faldt mig ikke ind, at der kunde være noget Ondt i, hvad jeg gjorde. Da jeg mødte Ham, standsede Han et Øieblik med Studsen; Han betragtede mig smilende; men berørte ikke med et eneste Ord min Forklædning. Derimod tog Han min Haand og lagde den i sin Arm, hvilket Han aldrig forhen havde gjort, og saaledes gik vi vor Vandring.

Jeg saae Ham i Hans Familie; jeg saae den Lykkelige, som eiede Ham ganske; jeg kom hende imøde med en Veneration, som et Væsen, der maatte være af en høiere Natur, for at fortjene en saadan Ledsager. Men det var hende forbeholdt at kaste et Lys for mig i mit eget Indre; thi skjøndt jeg med al Oprigtighed maatte tilstaae, at hendes ædle, fromme Hjerte, hendes sunde, kraftige Forstand, hendes umiskjendelige Kjærlighed til Ham gjorde hende denne Lykke værdig, saa følte jeg dog et Slags ubevidst Sky for hende, saa var der dog ligesom en hemmelig Stemme i mit Bryst, der vovede at tilhviske mig: »nei, nei! det er ikke, som det skulde være! som Han fortjente det!« - Det gjøs i

259

mig, da denne Tanke første Gang blev klar i min Sjæl; og de iiskolde, jeg kunde næsten sige, speidende Blik, som jeg stundom midt i den livligste Samtale med Ham mødte fra hendes Øine, den Uro og Bekymring, jeg til andre Tider troede at læse i dem, vakte mig til en Anelse ogsaa om det, der foregik i mit eget Inderste. Men denne Anelse? om Han kjendte den? om Han deelte den? O, denne Tanke var endnu saa bly, at den ikke dristede sig til at træde klart frem, endsige at den nogensinde skulde have vovet sig til Ord. Og trænger ogsaa en saadan Følelse til den materielle Tolk? Taler den ikke bedst ved sit hemmelige, ubeskrivelige, stærke og kun for de to Indviede forstaaelige Sprog? - -

Saaledes hengik en Deel af Sommeren. Vi saaes næsten daglig, og naar Vandringen havde trættet os, eller Hans Tilsyn ikke fordredes paa andre Steder, leirede vi os paa en smuk afsides Plet under et stort Egetræ.

Det var en deilig Eftermiddag i August Maaned; Solen var varm og gjennem Træerne saae den mørkeblaae, klare Himmel ned til os. Men den Himmel, som ellers lyste for mig, var ikke skyfri som sædvanligt. Imedens vi nærmede os vort Hvilested, havde vi havt en Trætte, der, oftere gjentaget, nu havde taget en alvorligere Characteer. Den angik mig selv. Forhen havde Han kun advaret; i Dag dadlede han med mere Strenghed et vist Træk i min Maade at være paa. Jeg havde Tid efter anden paa de bedste Anbefalinger ladet komme til min Gaard en Billedhugger, en Maler, en Architect og en ung Lærd, der hver for sig skulde restaurere Malerier, gjøre Forandringer ved Bygningen og dens

260

Décoration, og ordne min egen og deri Afdødes store Bogsamlinger. Tillige besøgte et Par unge Herrer fra Nabolauget mig jævnligen. Den Maade, hvorpaa jeg behandlede og omgikkes disse Personer, var Gjenstanden for Hans Kritik.

»De kjender ikke mit noble Kjøn, Fru Grevinde!« sagde Han med en lidenskabelig Bitterhed, der hos Ham var mig fremmed og paafaldende, »dertil er De og Deres Tanker endnu altfor rene. Det' er jo høist uskyldigt, ja endogsaa priseligt, at De i Deres Mangel paa Erfaring gjerne i en udmærket Mand ogsaa vil forudsætte et udmærket Menneske. Men den, tør jeg sige det, lidt vel stærke Livlighed, hvormed de udtrykker den varme Interesse, de føler for alt Stort og Smukt, hvor De saa træffer det, faaer altid Udseendet af Kjærlighed til Personen. Det seer kun saaledes ud, det veed jeg, og det er ikke Deres Hensigt at vække slige Tanker hos hver enkelt af disse Herrer; men, troe mig, det skeer! Thi De aner ikke, at De, medens De med Deres hele varme, rene Hjertes Glæde viser Dem taknemlig ved ret levende at beundre een eller anden udmærket Gave hos en saadan Mand, ja anseer det i deres Taknemmelighed for Deres Pligt at interessere Dem for hans personlige Velværen og øvrige Anliggender, selv imidlertid lønnes med den sorteste Utaknemmelighed. De vover Intet siger De? De har god Tro til Menneskerne, mener De, fordi De selv er god? Een, paastaaer De, er for stolt til at ville være slet, en Anden imponerer De selv, en Tredie er saa barnlig, uskyldig og ubetydelig - tilgiv mig, jeg kan neppe bare mig for at lee! - Men veed De nu vel, Deres Naade! medens De nu med tindrende Øine, med

261

høitrødmende Kinder, med Deres deilige Hoved hældet lidt til Siden og med et Smil paa Ansigtet, som Himlens Engle maatte misunde Dem, sidder og taler ret fortrolig med en saadan Herre og interesserer Dem, ikke blot for hans Videnskab eller Kunst, men for hans private Glæder og Sorger og ret gaaer ind deri, som en Gjengjeld for den Glæde, Opmuntring eller Belæring, hans Evner og Duelighed har forskaffet Dem, - veed De saa, hvad en saadan Herre tænker? Han tænker ved sig selv: Hun er forelsket i mig! og siger siden enten med et tvetydigt Smil eller med utvetydige Ord høit til sine Kamerater: »naar jeg vil, saa tilhører hun mig,« - at sige, dette oversat fra et meget drøiere Sprog, som jeg i Deres Nærværelse hverken kan eller vil betjene mig af. Thi saa uskyldig, som De selv veed, at Deres Fremgangsmaade er, saa lidt forstaaer en Mand i Almindelighed at vurdere den; han tilskriver Alt sin egen Persons Elskværdighed. De siger, at De ikke vil være anderledes, og at De viser Dem, som De er? Jeg vover at benægte det; De er egentlig langt bedre, end De i disse Tilfælde viser Dem, og i Grunden kunde disse Herrer fra en vis Side betragtet være noget undskyldte! - Og hvor ofte, Deres Naade! har De ikke selv maattet erkjende, at De har taget feil? Var da i Begyndelsen Deres Begeistring - som De kalder det - overilet og overdreven, saa var Deres Modbydelighed det siden, ved nærmere Betragtning, ikke mindre; Deres Daddel kjendte da ingen Grændse. Og kan nu virkelig de faa Øieblikkes Begeistring - naar det endelig skal hedde saa - kan den godtgjøre Dem den Smerte, De maa føle ved saa ofte at see Dem skuffet? eller

262

er den Vederlag nok for at der kan siges - selv med Skin - saadant - aa, tvivl ikke, Deres Naade! jeg sværger Dem til, endogsaa de meest dannede, de genialeste, de tilsyneladende meest ærbare blandt disse Herrer skamme sig ikke ved slige Yttringer. Jeg harmes alene ved Tanken derom, og De - var De min Søster eller - men, jeg beder Dem, Fru Grevinde! tilgiv mig min Varme, De har jo Deres Frihed og veed vel sagtens bedst, hvad der tjener Dem!« Her taug Han. - Dette var Indholdet omtrent af vor Trætte, naturligviis afbrudt ved mange heftige Indsigelser fra min Side. Jeg gjorde disse, fordi jeg tilfulde følte mig angerløs og nødig vilde lade mig indskrænke i min Frihed, da jeg ikke misbrugte den. Men mit daarlige Hjerte jublede dog denne Gang tillige ved den Tanke: »Skulde Han være lidt jaloux?«

Mødige af Vandringen og ophidsede af den ivrige Samtale kom vi til den store Eeg. Han kastede sig i Græsset og hvilede sit Hoved mod Træets Rod. Jeg stod foran Ham, støttende mig paa Hans Riffel, som jeg ofte bar, fordi det morede mig at haandtere det uvante Vaaben. Mine Kinder og min Pande glødede, og da jeg forgjeves i mine Trøielommer havde søgt et Tørklæde, sagde jeg: »Gid jeg i dette Øieblik var et Fruentimmer, for at have Lov til at bruge en Vifte!«

Han taug, som om han ikke havde hørt, hvad jeg sagde, og betragtede mig med et saa underligt, gjennemtrængende Blik, at jeg ogsaa forstummede. Endelig svarede Han lang Tid efter: »Et Tørklæde kan vel gjøre samme Gavn, Deres Naade!« og tilkastede mig, uden at reise sig, sit hvide Battistes Tørklæde.

263

»Ha! « raabte jeg, idet jeg greb det i Luften, »Sultan! er jeg Deres Slavinde?«

»Min Slavinde?« sagde Han, »ak, jeg ligger jo sønderknust for Deres Fod!«

Jeg stod et Øieblik som forstenet, som beruset og troede neppe mine egne Øren; thi Han sagde denne tilsyneladende fade Compliment med en Stemme, der fortolkede den, saa blød og inderlig, med et Smil saa elskeligt, med et Blik fra de sorte Øines Dyb, saa sværmerisk, saa henrivende! Jeg vaklede, det glimtede for mine Øine, jeg lod Riffelen falde, og glemmende Alt paa Jorden og i Himlen, sank jeg paa Knæ i Græsset, trykkede hans Knæ til mit Bryst og kunde af mit overstrømmende Hjerte ikke frembringe andre Ord end: »O, Du mit Liv, Du min Sjæl!«

Han reiste sig halv op; Han var bleg og en Taare glimrede i Hans Øie. Med et Udtryk, som jeg aldrig glemmer, smeltende og dog saa mandigt, sagde Han sagte: »Ja, Du har sagt det, Beate! mit Liv er Dit! min Sjæl tilhører Dig! Men,« lagde Han til med usikkrere Betoning, »fra i Dag af sees vi ikke oftere!«

»Hvad siger Du?« raabte jeg afsindig af Fortvivlelse, idet hele min Skjebnes Rædsel pludselig stod klar for mig, »hvad siger Du? Mig vil Du forstøde? Mig vil Du nu forlade? nu da Du tilhører mig? nu da Du veed - nei, aldrig! før skal jeg -« og jeg greb den paa Jorden henlagte Riffel, spændte Hanen og rettede Løbet mod Hans Bryst.

»Du har Ret! Du har Ret!« sagde han med Iilsomhed og Ængstelse, som frygtede Han min Modsigelse, »saa elendig som jeg nu er, saa tilhører jeg

264

dog Dig, Du Engel! tag da mit Liv! tag hvad Dit er!« og Han greb med Heftighed om Riffelpiben med begge Hænder, trak den med Magt til sig og trykkede Mundingen fast mod sit Bryst. Ved denne Bevægelse gled min Finger ned paa Aftrækkeren og idet Han sukkede: »Beate!« foer Skuddet gjennem Hans Hjerte.

Knaldet og Stødet af Geværet bedøvede og kastede mig overende. Paa alle Fire krøb jeg sittrende hen til Ham. Han laae der, stille og bleg. Jeg tog Hans Haand, den faldt strax ned igjen. Jeg tog hans Hoved mellem begge mine Hænder og trykkede mine Læber til Hans Mund - første og sidste Gang! - jeg stirrede Ham ind i Ansigtet! Øinene vare lukkede, men et himmelsk Smil svævede om Hans Læber. Da sagde jeg ganske høit til mig selv: »Han er død!« Men neppe havde jeg hørt min egen Røst, før en uhyre Rædsel betog mig, Alt svandt for mine Sandser og bælmørk Nat omgav mig.

Da jeg kom til mig selv igjen, var det virkelig Nat. Jeg laae udstrakt midt paa Gulvet i mit Værelse. Hvorledes jeg var kommet did, vidste jeg ikke; med en Søvngjængerskes instinctmæssige Bevidsthed havde jeg fundet hjem ad mine hemmelige Veie, ja endogsaa laaset min Dør og dreiet Nøglen to Gange om. Mine Lemmer stivnede af Kulde, Tænderne klapprede i min Mund, og dog bankede Pulsen i Tindingen og Øinene brændte. Med et Hastværk, som var jeg omsnoet af en Slange, afførte jeg mig den mandlige Dragt, gjemte halv bevidstløs det usalige Tørklæde i en Secretair, og kastede mig paa min Seng, hvor jeg - uden at kunne sove -

265

henfaldt i en dump Døsighed, hvis afskyelige Drømme inte Ord maler. Da foer jeg sammen; det bankede paa min Dør, først sagte, saa stærkere. Hvert Slag virkede paa mig, som om man glødende berørte de fineste Nerver i mit Indre, jeg maatte af al Magt holde Veiret for ikke at skrige høit. Da kaldte man paa mig; det var min Kammerpiges ængstelige Stemme. Med yderste Anstrengelse rejste jeg mig, slæbte mig hen til Døren, aabnede den og sank atter bevidstløs om i Pigens Arme.

Lad mig forbigaae min lange, min velgjørende Sygdom. Det var en hidsig Feber, jeg fik; jeg var i lang Tiden uden Bevidsthed, og man havde alt opgivet mig. Men Døden var ikke barmhjertig, og jeg opvaagnede til nye Qvaler. Vel havde Legemet ikke mere den Kraft til at lide med hun første Voldsomhed; men en Nervesløvhed, en dødelig Mathed hindrede ikke, at jo mit Skrækkebillede eens og uforandret uafladeligt foresvævede mig. Hvor ofte har jeg ikke paa mine Knæe tigget Gud om Forløsning fra dette Liv! Hvor mange tusind Beslutninger - den ene fortrængende, ophævende den anden - krydsede ikke i min Sjæl! Den eneste, den naturligste, nemlig at angive mig selv som Hans Morderske, for at skaffe Hende, den dybt Krænkede, en Opreisning, en Hevn, maatte jeg jo forkaste. Nei, Hans Navn maatte staae urørt, Hans Minde maatte leve uplettet.

Jeg forblev paa min Gaard i den dybeste Eensomhed! thi min Sindstilstand og min svækkede Helbred gjorde mig det utaaleligt at see og høre det travle Liv røre sig omkring mig. Fra Omgang med Omegnens Beboere unddrog jeg mig ogsaa aldeles, og

266

kun den gamle Præst, den Mand, gjennem hvis Hænder Du, Camilla, modtager dette, var min Selskaber og vilde gjerne have været min Trøster. Ak, han vidste ikke, hvem han forsøgte paa at trøste!

Ti lange Aar svandt hen, ti Aar, der for Alle andre pleie at være Livets Blomst. Da kom det mig for Øre, at Din Svoger, Herr v. W. ønskede at ansættes her i Egnen, og at ogsaa Du var nær ved at skulle vælge en Carriere; og min Beslutning var taget. Jeg flyttede til Byen, og ved min Indflydelse var jeg istand til hemmeligt at bevirke Din Svogers Ansættelse. Ligesaa omhyggeligt for at skjule min Medvirken søgte jeg ogsaa at være Dig behjelpelig til at indtræde paa den valgte Løbebane; men denne Gang strandede min Plans Hemmelighed paa min Laugværges, Ministerens Snaksomed. Du erfarede, hvem Du skyldte Din Lykke, som Du kaldte det, og Du ønskede at blive mig forestilt.

Her kunde mine bittre Bekjendelser ende; thi nu veed Du jo Alt. Mindes Du ikke, hvordan vort første Møde var? eller har Du alt nu besluttet for evig at glemme? Du anede ikke, med hvilken Forfærdelse jeg saae Dig første Gang træde ind til mig; denne ubeskrivelige Lighed skræmmede mig til Døden, og var mig dog saa kjær. Jeg blegnede og maatte blive siddende. Du bemærkede min Forvirring, den smigrede Dig vist; thi Du smilede - o, dette Smiil! - da jeg sidste Gang saae det! - Du aabnede Læberne og tiltalte mig, og Din Røst, denne kjære, velkjendte Røst, som vakte tusind elskelige og smertefulde Erindringer, bragte Blodet atter til mine Kinder og mit Hjerte til at slaae saa heftigt, at jeg kun med Møie kunde besvare Din galante

267

Tiltale. Og vi saaes atter og atter, og jeg levede op til et nyt Liv. Behøver jeg at fortælle Dig, Camillo! hvad der saa skeete? - - Men jeg maatte ikke være lykkelig, jeg fortjente det ikke, min Straf var ikke endt og Gud brugte Dig som Straffens Engel. Du bredte det usalige Tørklæde ud paa mit Skjød, og jeg læste min Brøde skrevet derpaa; det blev mig en Maner, at jeg skulde bekjende og dog være fordømt; det blev en Hevner for den Tid, jeg letsindig havde hendrømt om Fred og Lykke.

Naar Du modtager disse Blade, er jeg alt i H. Der, paa Grændsen af vort Fødeland, vil jeg vente Dit Svar. Kan Du elske mig endnu, har ikke denne Haand - denne Haand bortstødt Dig, saa følg mig langt - langt bort herfra! Jeg vil da leve for Dig, og Du og Din Kjærlighed ville give mig den Fortrøstning og Tro, at Gud ikke har forkastet mig ab deles, ville skjenke mig et Haab om Naade. Men forstøder Du mig, vender Du Dig med Rædsel bort fra mig, da - o, Camillo! jeg vedbliver dog at elske Dig, jeg er dog for evig Din B.«

Da den unge v. G. havde fuldendt Læsningen af Foranstaaende, reiste han sig og gik længe taus og heftig op og ned i Værelset. Med Eet standsede han, lagde Haanden paa sit Bryst og hviskede: »O, her er jo ingen Tanke om Kamp! Hun havde jo alt seiret i Forveien! men min Moder?« og kastede sig med udbrydende Taarer paa Sophaen. Da bankede det rask paa Døren, han aabnede den og Svogeren traadte ind; men dennes smilende, joviale Ansigt lagde sig hurtigt i behørig høitidelige Folder, da han bemærkede den unge Mands Stemning.

268

»Hvad er der nu paafærde? Jeg troer, Gud forlade mig! Du har grædt!« sagde han lidt ærgerlig, »er det en Maneer at tage imod Folk fra Landet paa? Var mit Budskab af en saadan Natur, at det kunde bringe en Karl som Dig til at - forlad mig, det er altfor underligt! Lad mig dog see de Papirer!«

Hurtigt gjemte Legationssecretairen Heftet, idet han med dump Stemme mumlede: »Du faaer det tidsnok at vide!«

»Aa Snak!« vedblev Svogeren, »det er vel sagtens saadan Noget her - hvad?« og pegede paa Hjertet. »Ja, det er nu det Samme; men gaae mig nu ikke hen og gjør dumme Streger, for jeg har saamæn ikke Talent til at passe paa Dig, Sønneke!«

Næste Morgen ganske tidligt fandtes den unge v. G.s Værelse tomt, hans Gjemmer aabne, og paa Bordet laae en Seddel, hvori han foreløbigt underrettede sin Moder om, at han pludselig var blevet sendt bort til Udlandet for kort Tid. Hun modtog denne overraskende Efterretning til Svigersønnens store Forundring med tilsyneladende Rolighed; kun et smerteligt, bittert Smil fløi over hendes Ansigt, da Hr. v. W. begyndte at spørge; men ikke med et eneste Ord vilde hun stille hans piinagtige Nysgjerrighed. Denne formaaede ham da til endnu at forlænge sit Ophold i Hovedstaden, da han haabede, at Tiden vilde løse ham Gaaden. Dog da han endelig efter fire, fem Dages Forløb endnu slet Intet havde erfaret, og just i Postgaarden vilde bestille Heste til sin Afreise, modtog han en Brevpakke. En Seddel fra Camillo indeholdt følgende:

»Min Ven! Den foreløbige, korte Permission, jeg ved min Afreise havde erholdt, agter jeg at udstrække 269 til en formelig Afsked. Indlagte Ansøgning om Entledigelse beder jeg Dig indlevere paa behørig Maade. Grevinde v. L. er i Gaar blevet min Kone; jeg følger hende til Sydfrankrig, hvor hun i nogen Tid vil opholde sig for sin Helbreds Skyld. Min Moder har jeg endnu ikke tilskrevet dette; thi uagtet jeg veed, at hun har intet mod denne Forbindelse, saa frygter jeg dog det første Indtryk af Efterretningen. Jeg beder Dig derfor saa forsigtigt som muligt at melde hende, hvad der er skeet, og, om Du kan, at blive hos hende i nogen Tid. Om et Par Timer reise vi herfra. Lev vel!«

»Nu har jeg aldrig seet Mage!« udbrød Herr v. W. og klappede Papirerne sammen med begge Hænder. »Hvad skal nu Alt dette betyde? Den stakkels Mama! jeg maa saagud hjem og trøste hende, det bedste jeg kan! - Hm! Hm! Er det ikke, som jeg altid har sagt: det er bestemt en Hex, den lille Grevinde!«

EN AFTENSCENE.

I et rummeligt og meget rigt decoreret Værelse sad en Mand ved sit Skriverbord, som var stillet midt paa Gulvet, og skrev meget ivrigt med en utrolig fiin Haandskrift i en stor Foliant. Salens Smykke bestod for det Meste i store Boghylder og Skabe, hvis halvaabne Døre lod see en Mængde physiske og chemiske Instrumenter, Kolber og Retorter og deslige, Antiqviteter og Kunstsager. Ovenpaa Skabene stode Buster af Oldtidens berømte Mænd og paa Siderne hængte en Deel tørrede Planter i Glas 270
og Ramme. De tomme Pladser paa Væggene vare udfyldte med Skilderier, tildeels Efterligninger af udmærkede Maleres Arbeider, deels italienske Landskaber, blandt hvilke især flere Udsigter fra Omegnen af Florents. I et Hjørne stod en Afstøbning af den saakaldte mediceiske Venus og lige ved Siden af var et qvindeligt Skelet stillet i samme Attitude som Gudinden. Ligeoverfor Skriverbordet hængte et herligt malet qvindeligt Portrait saaledes, at den Arbeidende, naar han saae op, strax maatte møde de characteristiske, sorte, ildfulde Øine, der med kjærligt Veemod syntes at søge hans Blik. Paa den rigtforgyldte og smukt udarbeidede Ramme var øverst anbragt en hertugelig Krone. Loftets rige, hist og her forgyldte Stukkatur, der forestillede en Krands af Genier, hvis Arme og Been i Hautrelief stak frem af Skyerne, de svære, lange Damaskes Gardiner, der ganske dækkede Vinduerne og holdt Novemberkulden borte, saa at man neppe hørte Stormen, der larmede udenfor, et saare kunstigt Seierværk, som stod paa Kamingesimsen og den Lærdes eget Udvortes, hans Holdning, hans Klædedragt, Alt antydede Rigdom og Kjendskab til meget Mere, end hvad eet Land havde kunnet yde ham. Eiermanden kunde omtrent være halvhundrede Aar gammel; paa sit udtryksfulde, kraftige Hoved, hvis mørke Øine beskyggedes af stærke Bryn, bar han en stor og meget rigt og siirligt buklet Allongeparyk, hvis brede Bukler bedækkede hans Skuldre. Den sorte Fløiels Dragt fremhævede det yderst fine, sneehvide Linned, som viste sig, hvor Vesten var aaben og ved Haandledet, og de krusede Kniplingsmanchetter lagde sig langt ud over et Par veldannede 271 Hænder, hvis smalle, langagtige Fingre vare smykkede med et Par Ringe med antique, skaarne Stene,

Uhret slog sex klare Slag og spillede et lille Seerstemmigt Stykke. Da hævede Manden pludseligt sit Hoved, lagde Pennen bort, kastede sig tilbage i den høiryggede, med Plysch betrukne Lænestol og lod sine alvorlige, tankefulde Øine, man kunde næsten sige, med dyb Længsel, hvile paa det deilige Portrait, der smilede ned til ham. Ligesom vækkende sig selv af en Drøm, strøg han sig hurtigt over Ansigtet, reiste sig og gik over Gulvet for at trække i Klokkestrængen. Han haltede paa venstre Fod.

Lidt efter aabnedes Døren og den Lærdes gamle, graahaarede Tjener traadte ind med en stor Kappe hængende over den ene Arm, en sort Baret og en Stok i den anden Haand. Han satte langsomt Lygten paa Gulvet, lagde Kappe og Baret paa en Stol og gav sig til at ordne paa sin Herres Dragt; Alt under den dybeste Taushed. Medens han med Børsten just var ivrigst beskjeftiget, drog han et dyb Suk.

»Hvad feiler Jer nu igjen, Martin?« spurgte Herren smilende og i en venlig Tone.

»Hvad jeg feiler?« svarede den gamle, vindtørre Person i en meget gnaven Tone, »jeg feiler ingen Ting!«

»Der maa dog være noget i Veien med Jer, Mars tinl« vedblev Herren roligt og taalmodigt, »siig mig det kun! lad mig høre!«

»Høre?« svarede Martin med et æddikesuurt Smil i det magre Ansigt, »det kan kuns lidt hjelpe at tale til Jer om det, Herr Doctor! Høre vil I ikke, og see kan I ikke!«

272

»Siig kun frem! Hvad er da det, jeg hverken vil høre eller kan see? I gjør mig ganske nysgjerrig, Martinl«.

»Seer I vel, Herr Doctor!« sagde Martin, idet han standsede med sin Børsten og satte begge de trætte Næver i Siden, »seer I, der er nu den gamle Susanne, vor Huusholderske, det er dog et respectabelt Qvindemenneske, som ikke pleier at fare med Løgn, og hun vil sætte sin Himmerigs-Part i Pant paa, at Junker Povisk - Herren kjender det Navn altfor vel - render efter Jomfruen, at han digter Elskovs-Viser til hende, kalder hende sin Rosensblomst og saadan Noget, synger dem for hende, og besøger hende hver Dag, Gud lader skabe; men Doctoren træffer ham aldrig der! Og denne Monsieur burde dog rigtignok betænke, hvad Herren har gjort for ham!«

»A, hvad veed Du, gamle Martin?« afbrød Doctoren ham.

»Hvad jeg veed? har ikke den gamle Susanne fortalt mig det Hele, Rub og Stub? Var ikke Herrens Herr Fader - nu er han salig hos Gud! - var han ikke Præst paa denne Junkers Herr Faders Gods? Jog ikke Herremanden, Herr Povisk, Herrens Herr Fader fra Huus og Hjem som en Hund og det med Vold og Uret? Laae saa ikke lang Tid efter, da Herren og jeg vare komne hjem fra den lange Reise, denne Vindspiller af Junker syg og daarlig her i Kjøbenhavn og kunde hverken leve eller døe, og de andre Doctorer, Mester Fuiren og Mester Zahlmann og Doctor Bonerius, gik de ikke allesammen til ham og lappede paa det usle Skind; men kunde de holde Pjalterne sammen? Saa blev da Herren hentet, og 273 da saa Herren Kavde seet paa ham og skrevet ham en Lægedomsdrik op og kom næste Dag for at see til ham, havde han saa taget den ind? Nei, mæn Havde han ikke! Han tænkte i sit onde Hjerte, at Herrens Hjerte ogsaa var ondt, han var bange, at Herren vilde hevne sig paa ham for al den Tort og Uret, der var skeet Herrens Herr Fader ved den gamle Herr Povisk. Men saa talede Herren Alvors og Fredens Ord til den Unge og fik ham trøstet og fik ham til at tage ind, hvad godt var mod Sygdommen, og saa kom han sig og er nu saa rask og frisk paa det, som Nogen, der spanker med vide Pumphoser, høirød Plumage i Hatten og Kaarden under Armen her paa vore Gader!«

»Naa, saa Alt det har den gamle Susanne fortalt Jer, Martin? men hvad Ondt er der i det?«

»Hvad Ondt? deri er intet Ondt; men at denne samme Junker, paa hvis Hoved Herren har sanket gloende Kul -«

»Det var jo ikke ham, gamle Daare! der mishandlede -«

»Ja, det er det samme! det var dog hans Blod! Denne Junker, siger jeg, han er nu saa utaknemlig og vil berøve Herren - - ja, men sandt er det, Hun burde skamme sig langt mere; men hun har da heller ikke bedre Forstand, at hun kan kaste sine Øine paa en slig Fant, naar hun har en Fæstemand, der havde kunnet, hvis han havde villet, være Huusbond til saadan en Engel - Gud glæde hende!«

Ved disse Ord holdt Martin atter op at børste, og baade hans og Herrens Øine faldt uvilkaarligt og ligesom andægtigt hen paa det deilige, qvindelige 274 Portrait, der fra Væggen i Lampens stærke Belysning saae ned til dem.

»Ja - hold nu op! det er meer end nok baade af det Ene og det Andet!« sagde den Lærde rask, og vendte sig som utaalmodig til Stolen, kastede Kappen om Skuldrene, greb Stok og Baret og gik hurtigt foran den gamle Tjener, der bar Lygten.

Det var mørkt og eensomt paa Gaden; Vinden dreiede de pibende Skildter og klapprede med Vinduesskaaderne, hist og her øinedes en enkelt Vandrer, ligeledes ledsaget af en Lygte, der maatte vise Foden Vei paa den ujævne Steenbro og advare for Rendestenene, der ved Regnen vare blevne til rivende Strømme, og det varede længe, inden Øiet, bortvendt fra Lygtens tarvelige Lys, kunde vænne sig til og gjennemtrænge Mørket og skjelne Omridsene af de spidsgavlede Huse med deres Bislag og Karnapper og af Træerne, der, hvislende i Vinden, hist og her stode langs med Husene. Den Lærde og hans gamle tause Følgesvend dreiede just om i en Gade, hvor de paa den ene Side havde en høi Haugemuur, og for Enden af hvilken de kunde skimte to runde, spidse Taarne i Ringmuren. Ned ad Dørtrappen fra et hvidmalet, anseeligt Huus saaes en sort Figur, indsvøbt i en Kappe, at snige sig langs Muren og forsvinde i Mørket.

»Der gaaer han, ved den levende Gud!« udbrød med Eet den gamle Tjener.

»Hvad siger I?« spurgte Doctoren og standsede.

»Jeg siger,« vedblev Martin ivrigt, »at var I kommet eet Minut før, vilde I have faaet Troen i Hænde, Herr Doctor! thi der gik nu Junker Povisk ud af Provstens Huus i dette hellige Øieblik!«

275

»Og jeg siger Jer nu een Gang for Alle, min gode Martin«! sagde Doctoren i en streng, men dæmpet Tone og stødte derhos saa haardt i Stenene med sin Stok, at den gamle Fyr forskrækket traadte et Skridt tilbage, »jeg siger Jer, at hvis I en eneste Gang endnu kommer til mig med saadan eller lignende løs Snak, saa er det ude mellem os og I kan søge jert Brød, hvor I ellers vil!«

Under denne Tiltale havde Tjeneren forsigtigt ladet Lygtens fulde Skin falde paa Herrens Ansigt, og følte sig i Skyggen ligesaa tryg og sikker som Strudsen, naar den, forfulgt, stikker Hovedet ind i en Busk og troer sig skjult for Jægeren. Herren fortsatte sin Gang uden at oppebie et Svar, og naaede snart til Provstens store Huus, hvor han hurtigt steg op ad Steentrappen og bankede stærkt paa med den blanke Dørhammer. En pyntelig Stuepige, med en brændende Lampe i Haanden, aabnede Døren.

»Guds Fred og Godaften, Pernille! Kan jeg hilse paa Jomfruen?« spurgte den Lærde venligt.

»Jo, Herr Doctor!« svarede Pigen med et polidsk Smil, »Jomfruen har saamæn ventet Jer længe!«

»Saa kom igen, Martin! med Lygten Klokken ni!« sagde Doctoren og steg op ad de brede, bonede Trapper. Det første Værelse, som han traadte ind i, var stort og velsmykket. Paa begge Sider af Indgangsdøren hængte to store Speile i brede, snørklede Rammer af Ibenholt; de folderige Gardiner, de høiryggede Stole, betrukne med forgyldt, presset Læder, de ciselerede Lampetter paa Væggene, det brogede Gulvteppe, der ovenikjøbet beskyttedes mod Smuds og Slid ved Lærredsbetræk fra Dør til Dør, antydede, at Husets Eiermand, hans Høiærværdighed, Mester 276 Niels Pedersen Bjørn eller, som han i sine Skrifter kaldte sig, Doctor Ursinus, var en velstaaende Mand. Efter at have lagt Kappe, Stok og Baret fra sig, traadte den Lærde ind i et andet, ganske lille Kammer, hvorfra et venligt Lys vinkede ham, og hvor den knittrende Ild i Caminen udbredte en behagelig Varme.

En ung Pige, høi og fyldig, iført en med sort Foerværk bebræmmet, bruun Fløiels Pelisse, der, aabenstaaende, hævede Barmens og Skuldrenes blændende Hvidhed, og med en Hue af samme Stof, saa lille, at den kun bedækkede Nakken og lod see det rige, gyldne Haar, hvis Farve nuomtide vilde kaldes rød og med stor Uret fordømmes, reiste sig fra sin kunstigt dreiede Rok, og kom den Indtrædende imøde. Om hendes meget lille, rosenrøde Mund sittrede et Smil og de mørkeblaae Øine tindrede skalkagtigt under de lyse Øienhaar.

»Ih, see Godaften! Han lader længe vente paa sig, min Hjerte!« sagde hun med en sølvklar Stemme, »jeg har nu siddet her muttersalene og talt Minutterne!«

Medens hun sagde disse Ord, sendte hun over hans Skulder et hurtigt Blik til Stuepigen, der endnu dvælede ved Døren, og modtog et lignende, som det syntes, beroligende fra dennes livlige Øine, hvorpaa hun fjernede sig. Under denne stumme, betydningsfulde Samtale, svarede den Lærde:

»Et dette ikke den sædvanlige Tid, da det er mig tilladt at besøge hende, min yndige Jomfrue?« og trykkede et ærbødigt Kys paa hendes sneehvide, buttede Haand, som han holdt i sin. »Alene, siger Hun, har Hun siddet? Er da ikke hendes Faster og Provsten hjemme?«

277

»Nei, der kan han nu selv see, hvormeget jeg længes efter ham: Provsten og min Faster ere begge to til Bryllup. Veed han ikke, min Hjerte, at Borgemester Andersen i Dag gifter sin yngste Datter, Carine, bort? Hun faaer en fornem Een fra Jydland, som har gruelig mange Penge. Jeg var ogsaa indbuden til Gildet, og jeg veed bestemt, jeg havde faaet mig en lystig Dands i Aften; men jeg holdt mere af at blive hjemme og tale et Par Gammensord med ham, min Hjertensven! - Men sid dog ned!«

Med disse Ord trak den livlige Blondine en stor Lænestol hen til Bordet og satte sig selv igjen til sin Rok.

»Nei, min Hjerte!« sagde den Lærde smilende, medens han satte sig i Stolen og med inderlig Glæde betragtede sin unge Fæstemø, »nei, jeg har Intet hørt om dette Bryllup!«

»Ikke det? Det var da løierligt, det! Sligt gaaer jo fra Haand til Haand videre ligesom Muursteen! Jo, det skal være et meget stadseligt Gilde; Pernille har været i Kirken og siden henne og kigge ind ad Vinduerne. Hun sagde, der var saa mange Mennesker, saamange Lys og saadan deilig Musik! og Bruden var saa pyntet, sagde hun, og saae saa fornøiet ud! Ja, see, saadan en rig, pyntelig Brud kunde Han nu ogsaa havt, min Hjerte! men Han vilde nu endelig have mig, og jeg har ingen Ting!«

»Hun har ingen Ting, min deilige Abigael? Er hendes fromme, trofaste Hjerte, er hendes altid saa siirlige Kløgt og angeneme Tale, er hendes Snildhed og huslige Flid da for Intet at regne? Og hvor smuk 278 og yndig er Hun saa ikke - i det Mindste for mine Øine!«

»Aa, veed Han hvad! jeg er slet ikke saa from, som det lader, jeg kan være slem nok, maa Han troe! Og kjøn er jeg nu slet ikke! De drillede mig og kaldte mig altid Rødtoppen, da jeg gik i Skole, fordi jeg har dette Judashaar!« sagde Abigael smilende, idet hun med sine melkehvide Fingre strøg de rige, glimrende Lokker fra Panden og hævede sig i sit Corset, saa at de runde Skuldre og den blændende Barm tydeligere viiste deres Fylde.

»Nei, min Hjerteven! Han lokker og smigrer kun for mig; Han veed altfor vel, hvad unge Qvindfolk gjerne gider høre. Han er nu saa - jeg vilde sige, Han er nu ingen ganske ung Svend mere, Han har været meget om i Verden og veed nok, hvordan Verden er. Har ikke min Faster selv, men især Provsten fortalt mig om Ham, dengang da begge To stode i det ottende Compagnie Studenter, under Herr Truels Smidts Fane og sloges med Svensken? Da var Han vist en vild Een! Han skal da forresten ikke være bange; for min Formynder, Provsten, har ikke fortalt andet om Ham end Godt og Ære. Ja, han sagde, at Han, min Hjerte! var Een af de Tapperste i det hele Compagnie, og havde slaaet og skudt - jeg veed ikke hvormange Svenskere paa Peltsen; men det sagde han da ogsaa om sig selv!«

»Ja,« svarede den Lærde med Beskedenhed, »vi sloges, det Bedste vi kunde, vi vare med, hvor det gjældte; men det gjorde saa mange Andre foruden os! Mange beed i Græsset, og jeg maa jo være glad ved og prise Gud for at være sluppet med et haardt Saar i denne Fod, som en Kugle gjerne vilde have 279 taget reent bort; - jeg beholdt den, men jeg halter stærkt, som Hun seer!«

Den unge Pige slog Øinene ned og taug et Øieblik. Derpaa saae hun rask op og sagde smilende:

»Ja, men det var det, vi kom fra: Han er en Smigrer, er Han, og Hans Tunge kan sige saa mange Ting - hvorfra kommer Alt det?«

»Det kommer fra Hjertet, min Fæstemø!«

»Ja, men Hjertet maa have havt en god Øvelse i sine - - i sine tidligere Dage! Hvem har det øvet sig hos? Jeg har saa tidt villet spørge Ham derom; Han maa ikke bilde mig ind, at Han altid har været den, Han nu er. Forleden snakkede jeg med Hans Huusholderske; jeg maa jo vide, hvordan det gaaer til i Hans Huus for Fremtidens Skyld. Den gamle Susanne vidste dog at fortælle mig lidt; men rigtig underrettet var hun dog ikke. Er det nu f. Ex. virkelig sandt, hvad hun sagde, at Han havde kunnet faae en Prindsesse til Kone derude i Italien eller hvor det var?«

Den Lærde taug og saae alvorligt ned foran sig.

»Naa, er der nu noget Ondt i det, jeg har sagt? Er det ikke sandt? eller tør Han ikke fortælle mig noget derom?«

»Tør?« sagde Doctoren smilende lidt veemodigt, »jo, det veed den gode Gud, jeg tør, og behøver ikke at skamme mig, hverken for min egen eller Andres Skyld!«

»Naa, saa fortæl mig da lidt derom,« sagde Abigael og satte Rokken i Bevægelse med sin lille Fod, »jeg er gruelig nysgjerrig og jeg gider saa gjerne høre paa Fortællinger!«

»Gjerne, min Engel! hvis det blot kan more hende, 280 saa vil jeg da fortælle hende Alt, hvorledes det egentlig forholder sig med det, den gamle Susanne har sladdret om, og hvorlunde det Hele er tilgaaet. Men Hun maa ikke vente noget Eventyr; det er en meget naturlig, simpel og sandfærdig Historie. - I det Land Toskana, som er en ringe Part af Italien eller Velskland, ligger en stor og saare yndefuld Stad, som hedder Firenze eller, som vi sige, Florents. Den er Hovedstaden i Landet, og ligger i en bred Dal, næsten paa alle Sider begrændset af skjønne, med Skove, Viinhauger, Byer, Slotte, Klostere og Landsteder besaaede Bjerge. En Strøm eller Flod, som hedder Arno, deler den høist siirligt bygte Stad i to Dele, som forbindes med hinanden ved flere Broer; disse saavelsom Byens Paladser, Torve, Kirker og Theatre ere paa det herligste smykkede med Billedværker. En klog Regjering og Indbyggernes egen Flid og Snille have gjort Land og Stad rige og mægtige; Handel og Vandel, skjønne Kunster og alskjøns Vidskab blomstre der i fuld Flor. Det er et deiligt og qvikt Folkefærd, saa belevent og fiint i sine Manerer og Skikke, at de fleste blandt vore fornemste Junkere gjerne kunde have godt af at tage Lære i Levemaade af en Silkevæversvend fra Florents. Men de ere forresten slet ikke at stole paa, som næsten alle Folkefærd i de hede Lænder. Ved visse Leiligheder vise de megen Pragt og Pomp, men ere ellers suurfittige, gjerrige og nærige; udvortes venlige og huldsalige, gjemme de i deres Hjerter Underfundighed, Lumskhed og Grumhed; iversyge til Raseri paa deres egne Qvinder, efterstræbe de med Raseri letfærdigen Andres; Dolk og Gift spare de ikke, naar det kommer dem an paa at kjøbe og 281 stille Hjertets og Livets meest brændende og pinende Smerter, Hevntørst og Skinsyge. Dog enhver saadan Daad, hvortil der hører Mod, udrette de ikke selv; dertil ere de for feige. Høimodighed, Troskab, Tapperhed fremtræde kun paa deres Theatre, hvor disse Ord udtales med stor Brask og Bram. Nei, ville de hevne sig, da betale de en Andens Haand for det hemmelige Dolkestød, det snigende Giftbæger, der skal slukke deres Had og svale deres Lidenskabs Glød. Deres Qvinder ere deilige at see til, de have en prægtig Væxt, ravnesorte Haar og flammende Øine; men det er Slanger i en glimrende, broget Ham, ligesaa lidt kydske som Aben, ligesaa lidt ærlige som Katten. Til al Slags Kunst have de af Naturen store Gaver, og deres Billedværker, saavel med Farve som med Steen, saa og deres Poesie overgaae næsten Alt, hvad det øvrige Europa hidtil har frembragt. Deres Musik klinger lifligt; men med Undtagelse af nogle Kirkemesser og Psalmer er den alene for Sandsen, blød og qvindagtig, uden Forstand eller Hjerte; den lokker vel ofte Taarer frem, som ved en sandselig, en hysterisk Nerverystelse; men den hverken styrker eller hæver Aanden!«

»Ih, Gud hjelpe mig!« sagde Abigael leende, »det maa jo da være et deiligt Landl Der gad jeg nok hen! Er Mandfolkene ogsaa rigtig kjønne der?«

»Som man antager ere de i Almindelighed ikke saa skjønne som Qvindfolket. Dog, Hun siger vel kun saa for Skjemt, at Hun gjerne gad der hen, min Hjerte? Hun maa troe mig paa mit Ord, som idelig vil kunne stadfæstes ved Erfaring, at skjøndt dette Folk af Herren besidder en Rigdom af Evner og gode saavel Aandens som Legemets og Naturens Gaver, 282 saa gaaer dog den største og bedste Part reent tilspilde og navnligen det, der skulde hæve Mennesket opad fra denne Mørkets Dal til et renere og bedre Lys; saavel deres geistlige som verdslige Opdragelse er ikke skikket dertil. Men om en Stamme end er nok saa raadden og forældet, saa har Hun dog vel ofte bemærket, at den hist og her kan skyde een og anden frisk Gren, som da kan bære smuk og god Frugt. Saaledes findes ogsaa her imellem saameget Slet enkeltviis noget Godt; og jeg - især jeg maatte kalde mig selv meget utaknemmelig, hvis jeg ikke af mit ganske Hjerte erkjendte og tilstod dette; thi jeg har erfaret det. - Det var just St. Hans Aften ved Solens Nedgang, da jeg, kommende fra Pavens Stad, det stolte Roma, mødig og træt anlangede til den skjønne Arnostad. Velbevæbnet og i et talrigt Reisefølge havde jeg og min gamle Martin redet den ganske Dag og vi vare ligesom kogte af Solen og bedøvede af Støvet. Jeg forfriskede mine Kræfter ved et koldt Bad og iførte mig en passelig Dragt og befandt mig derefter saa vel, at jeg strax maatte ud at besee Byen og den Høitidsfest, som Landets Folk beginge til Ære for Dagen. Før jeg var heel færdig med min Paaklædning, var det alt blevet mørkt; thi histnede mod Syd have de næsten intet Tusmørke, men Natten falder saa brat paa, som om der pludselig blev lagt et uhyre Laag over Himmelen. Da tindre de tusind og tusind klare Stjerner ned fra den dunkelblaae Hvælving og milde Vinde vifte og kjøle den lumre Luft, og da komme Menneskerne frem og nyde Livet med Jubel og Sang til langt ud pa[a] Natten; thi om Dagen holder Enhver, der kan, sig inde i Skygge og Rolighed. De Rige og 283
Fornemme kjøre i deres forgyldte Karosser i lange Rækker langs Floden frem og tilbage, medens Folket i Tusindtal sværmer om paa Gader og Torve. Mit Reiseselskab var spredt rundt om i Byen; thi Hver havde Sine, til hvem han tyede hen. Alene gik jeg altsaa ud og blandede mig i den store Vrimmel. Det var en Lyst at see og høre, maa Hun troe! Alle de deilige store Huse og Paladser vare behængte med brogede Krandse og farvede Lamper, og Begpander blussede fra Taarnenes Tinde. Langs Arnofloden især var det livligt og muntert. De murede Bolværker, som indfatte Bredden og de trende Broer, som i kort Afstand fra hinanden forene de to Dele af Byen, vare prydede med tusind Lamper; hver Bro paa sin Maade. Den Ene f. Ex. saae ud som en By med gammeldags Bygninger, Taarne, Gavle og Svibbuer; den Yderste til Høire bar et stort grækisk Tempel. Paa Floden selv svømmede utallige Baade med stribede Telte i alle Farver, stærkt oplyste med Lamper og Blus, og i disse sadde talrige, lystige Sek skaber ved lange Borde, hvorpaa der stod Viinkander og Blomster. Det var de fornemste af Stadens Familier og enhver saadan Herskabsbaad blev efterfulgt af en anden, hvori deres Tjenerskab opførte den lifligste Musik med Instrumenter og Sang. Kartoverne tordnede, Lystilden susede og smeldede og Raketterne knaldede høit i den mørkeblaae Natteluft! - Da jeg længe havde vandret om og vel var blevet træt, men ikke mæt af al denne Herlighed, traadte jeg ind i eet af de mange Trattorier eller Spisehuse, der stærkt oplyste og fulde af larmende Gjester indbøde til Hvile og Forfriskning. Jeg trængte mig ind gjennem Stimmelen i de store, 284
hvælvede, med Lampetter og Blomster smykkede Sale, inden jeg fandt en Plads for mig. Ved et langt og bredt, med Viinkander, Frugt og Blomster rigt besat Bord, fandt jeg et Par Stole ledige, af hvilke jeg indtog den Ene. De øvrige Gjester, der omringede Bordet, vare unge Mænd og Qvinder, alle bekrandsede med Roser og Viinløv paa det lokkede Haar. De vare overgivne og vel tilmode, raabte og skreg, skjendte paa Opvarterne, drak og spiste, loe og sang. Skjemtefulde Ord og vittig Tale foer frem og tilbage over Bordet, ligesaa glimrende som Lystildens Stjerner og Krandse i Nattens Mørke; stundom traf det sig, at et Indfald forfeilede sin Virkning, eller mistede sin Braad i Utide, ligesom en Raket undertiden kan springe, før den har naaet sin Høide, tæt ved Jorden; da brusede det lystige Compagnies Latter saa meget des stærkere. Snart stod Een, snart en Anden op og sang enten et skjemtsomt Riim eller en jublende Sang til Vinens eller Elskovens Priis; og vare disse Sange slet ikke Viser, de forhen havde lært udenad! nei, de qvad, hvad der faldt dem ind i Øieblikket, og vare end Tankerne just ikke altid de meest udsøgte og klare, saa strømmede de velklingende Ord saa meget desto rigere og fyldigere fra deres Læber, og enhver Sang blev da modtaget med Haandklappen og Jubel. Blandt de livligste og vittigste Gjester bemærkede jeg Een, som især var Alle, og mig med, til Moro. Han var den Ældste og sad for Enden af Bordet og styrede af og til, ligesom en Formand, Munterhedens strømmende Udbrud. Af Statur var han meget lille; men naar han sad paa sin Stol, skulde man have troet, det var en høi Mand. Iført en med Guld stærkt bebræmmet, 285 høirød Fløiels Kjortel, det meget smalle, magre Ansigt næsten druknet i en stor, sort Paryk, hvorfra den krogede Næse stak frem, som Næbet af en Høg, og med et Par Øine, sorte som Steenkul, spillende og lynende til alle Sider, bevægede han sig heftigt og livligt som en Ungersvend, og naar han talede eller sang, hvilket Sidste han gjorde mesterligt, fægtede og slog han som rasende om sig med sine Arme og sine smaa, hvide Hænder, der skinnede af Ringe med ædle Stene udi. Det var ikke undgaaet min Opmærksomhed, at han, strax ved min Indtrædelse og da jeg satte mig ved Bordet, med et listigt Smil havde tilkastet mig eet af sine lynende Øiekast; og medens jeg fortærede mit Maaltid og drak min Viin, var jeg oftere Gjenstand for hans Blik. Disse bleve stedse hyppigere, som det syntes, ansporede ved Nysgjerrigheden. Tilsidst overmandede denne ham; han sprang op fra sit Sæde og stillede sig op paa Bordet, hvor han, pegende med udstrakt Arm paa mig, med snorrig Høitidelighed tilraabte mig paa Latin følgende Ord:

»Siig, Fremmede! hvorfra din Fod
Dig førte hid til Arnos Flod?
O, siig mig, hvor din Vugge stod?
Om sædelig og from og god
Din Hjemstavns Arne du forlod?
Hvad eller vild, med dristigt Mod
Du aander kun for Strid og Blod?«

Leende reiste jeg mig ogsaa fra min Stol og besvarede hans Spørgsmaal i samme Sprog paa Vers, hvilke omtrent paa vort Modersmaal kunne lyde som saa:

286

»Fra Nordens kolde Regioner,
Hvor Østersøens blaae Tritoner
I Hornet støde vilde Toner,
Kom jeg til disse milde Zoner,
Hvor under Laurens ædle Kroner
Jeg fandt, al Skjønheds Rigdom throner!«

Det hele Selskab tilklappede ogsaa mig et mere velmeent end velfortjent Bifald, og den lille Mand spadserede midt imellem Glas og Fade og Blomsterkruus lige hen til min Plads og faldt mig om Halsen.«

»Ja, Han kan rigtig gjøre nogen pene Vers, min Hjerte!« sagde Abigael smilende, »jeg gjemmer baade hans moersomme Bindebrev, Han sendte mig ifjor, og det deilige Nytaarsønske med de kjønne Billeder paa. Har Han ikke selv skildret alle de søde Englehoveder, som sidde mellem Roserne?«

»Hun kan nok vide, min Hjerte!« sagde den Lærde, »at den, der ret vil studere Naturen og dens Frembringelser, kan have stor Nytte af ogsaa at kunne afbilde, hvad han seer; og derfor har jeg lært mig noget lidet til at ridse; men det er ikke stort be> vendt!«

»Men jeg hører endnu ikke et Ord om Prindsessen!« sagde Abigael, medens hun med Møie skjulte, at hun var nær ved at gabe.

»Det kommer snart, min Hjerteven!« vedblev den Lærde og lagde sig beqvemt tilbage i Stolen, medens Abigael igjen satte sin Rok i Gang. »Den lille, fyrige Mand havde neppe igjen indtaget sin Plads, før han atter henvendte Ordet til mig og sagde:

»Siden I nu navnløs er optaget i dette hæderlige 287 Academie og uden Skjoldmærke har aflagt Eders første Vaabenprøve, saa kunne vi vel uden Ubeskedenhed ønske at kjende Eders Navn?«

Knap havde jeg sagt ham dette, før han atter foer op af Stolen:

»Ah, Signor Olao Borrichiol« raabte han, »saa bringer I mig visselig Budskab eller Brev fra min og Eders fælleds Ven, Pallavicino, som alt har fortalt mig meget om Jer og kaldet Jer den unge, lærde Hyperboræer!«

»Hyper -?« spurgte Abigael.

»Det betyder Een, som er født og baaren høit imod Nord! - I Sandhed, svarede jeg, saa gjetter jeg vel Eders Navn, min ædle Herre! Saa er I sagtens Messer Francesco Redi, Toskanas liflige Sanger? og vil I sige mig, hvor I er at finde, skal jeg i Morgen bringe Jer det Brev, som jeg ganske rigtigt har modtaget til Jer fra den ædle Pallavicinol«

Han gav mig fornøden Underretning, og da det alt var langt ud paa Natten, skiltes Selskabet ad, og jeg vandrede til mit Herberge. Næste Dag bragte jeg Brevet til min nye Ven, men fandt ham ikke selv hjemme. Et Par Dage senere, da jeg netop sad og arbeidede, meldte min Tjener, Martin, der har fulgt mig paa alle mine Reiser, at en fremmed Mand ønskede at faae mig i Tale. Jeg bad ham strax at indlade ham. Det var Francesco Redi. Efter de første vidtløftige Complimenter kastede han sig i en Lænestol og betragtede mig i nogen Tid taus med sine skarpe, gjennemtrængende Øine.

»Sidst vi saaes,« begyndte han endelig, »da var jeg lystig og overgiven; dette er egentlig saa mit Sind. Men enhver Ting til sin Tid! Hvad jeg i Dag 288 har at tale med Jer om, er af en saa alvorlig Natur, at selv Pulcinella derved maatte lægge Dæmper paa sit Lune. Hør mig! og siig mig aabent og ærligt Eders Mening! Messer Pallavicino, vor høit ærede Ven i Rom, fortæller mig iblandt meget andet Godt om Jer ogsaa, at I, Herr Doctor! har havt det Held i Rom at foretage og tilendebringe adskillige lykkelige Cure i saadanne Tilfælde, hvor de andre Herrers lærde Forstand stod stille. Er I virkelig en saadan Hexemester, som han beskriver Jer, saa er I kommen hertil som en Engel fra Himmelen. Vi eie nemlig her i denne velsignede By blandt andre store Skatte en Prindsesse, ret et Naadens Barn for Gud og Mennesker, vor Hertugs yngste Søster; ligesaa from som forstandig, ligesaa god som deilig! Men Herren har straffet vore Misgjerninger paa hende. Hun er og har længe været syg; en Feber, saa haardnakket, at ingen af vore dueligste og berømteste Læger, ikke de kraftigste Lægemidler, ikke den ømmeste Pleie, ikke vore Bønner og Faster og Valfarter og Processioner, ikke de helligste Reliqviers Berørelse have kunnet faae Bugt med den, har nu i lang, lang Tid fængslet hende til Sygeleiet, bragt hende Døden nær og berøvet vore Øine Synet af det Elskeligste, Jorden har i Eie. Her maa I prøve, hvad Eders Kunst formaaer; I maa og skal; og jeg skal maaskee være den Lykkelige som bringer Hjelp og Trøst i Eders dyrebare Person! Ikkesandt? I er ikke bange af jer?«

Jeg forsikkrede ham naturligviis strax om den Glæde og gode Villie, hvormed jeg ønskede at efterkomme det Forlangende, hvortil han synes at sætte saa stort Haab, mindende ham derhos dog om, hvem 289 vi alene skulle sætte vor Lid til, samt gjørende ham opmærksom paa det høist Ufuldkomne og Uberegnelige i den Videnskab og Kunst, jeg havde gjort til mit Livs Studium, og hvorpaa han vilde bygge. Men alle disse Forestillinger eller - som han kaldte det - Prædikener hørte han kun halvt paa, og slog dem, i sin Livlighed, hen i Vind og Veir, i det han paa den anden Side med glimrende Farver søgte at udmale mig den Lykke og Salighed, jeg herved kunde erhverve mig saavel her som hisset.

»Alt dette,« sagde han, »kan nu være godt nok! Jeg stoler nu engang paa Jer, Signor Olao, og i Morgen den Dag kommer jeg, naar jeg har beredet Eder Vei, for selv at afhente Jer til den syge Engel!«

Da Stadens mange, høitklingende Klokker næste Morgen ringede til Ottesang og jeg havde fuldendt min Paaklædning, kom den ufortrødne Sanger igjen til mig.

»Evviva! Messer Olao!« raabte han, da han saae mig, og svingede med begge Arme,« jeg har formelig Ordre af Hans kongelige Høihed, Hertugen selv, at føre Eder til Prindsessen, og I skal i det Mindste see hende og sige Eders Mening om Sagen, om saa det hele misundeligste Facultet i Verden satte sig derimod. Kom, kom! lad os ikke nøle!«

Vi gik da sammen gjennem Byens Gader til det prægtige, store hertugelige Pallads, hvis Haller jeg ikke uden nogen Hjertebanken betraadte. Op ad de brede Marmortrapper, gjennem lange Gange og rigtforsirede Værelser førtes vi af en Tjener til Prindsessens Forgemak. Her lod Francesco Redi mig staae, med Betydende, at han vilde melde min Ankomst. Medens jeg stod der og morede mig med 290
at betragte de kostelige Malerier, der bedækkede Væggene, hørte jeg i Sideværelset opstaae en Samtale, der lidt efter lidt blev meget høirøstet, og snarere lignede et Skjenderi, end en venskabelig Meddelelse. Skjøndt det nu er Italiænernes Viis at tale, selv om de ubetydeligste Ting, med Heftighed og, som det maa synes os, overdreven Varme, saa maatte jeg dog af enkelte Udtryk antage, at der her var noget Alvorligt paafærde; og da jeg hist og her tydeligt skjelnede Ord som »Landløber, Fremmed, Barbar, Kjætter,« saa kunde jeg saa omtrent slutte mig til, at Trætten dreiede sig om min Ringhed. Lidt efter lidt sagtnedes Stormen og det varede ei længe, før min Ven, Digteren, med gnistrende Øine og blussende Kinder atter traadte ind til mig og bad mig i en meget bestemt, men rolig Tone at behage at følge ham. I det Værelse, som han aabnede mig, forefandt jeg tre andre Herrer. Af deres Ordensdragt at dømme ansaae jeg dem for Hoflæger og Medlemmer af Facultetet; og jeg tog ikke feil. De saae alle meget ærværdige og statelige ud, og kom mig med den største Venlighed sødt smilende imøde, i det de alle Tre beklagede, ikke før at have vidst noget af min Ankomst til Staden; de vilde ellers, sagde de, have opsøgt mig og været lykkelige ved at kunne øse af mine Kundskabers Rigdom. Jeg tog disse overdrevne Høfligheds Yttringer for, hvad de vare. Dog havde jeg ikke alt tidligere været saa godt vant til de Velskes utrolige Falskhed og store Forstillelse, saa vilde den yndefulde Naturlighed, hvormed de sagde det Modsatte af, hvad deres Hjerter tænkte, let have kunnet føre mig bag Lyset. Men jeg var ved mangen Erfaring 291
blevet klarsynet nok, og jeg øinéde det bittre Had og den gustne Misundelse bag den smilende Maske. Een iblandt dem, den Yngste, en udmærket deilig Mand, stor og velvoxen, med et kulsort, fiint kruset Skjæg, men ret med et skurkagtigt, sødligt Ansigt, lod sig det især, som det syntes, være magtpaaliggende at forsikkre mig om sin Høiagtelse, Ærbødighed, og at bede mig om mit Venskab. Da den evige Complinienteren var endt, traadte en Kaminerfrøken ind og meldte, at Hendes Høihed, Prindsessen, nu var beredt paa at modtage den fremmede Læges Besøg. Jeg fulgte med hende, og gjennem et Par andre Værelser førte hun mig ind i den Syges Sovegemak. I en saakaldet Thronseng, hvis svære, røde Fløiels Gardiner vare kantede med Guldfryndser og optrukne ved gyldne Snore med nedhængende Qvaster, laae hun med tillukkede Øine og let aabnede Læber, under et stukket, hvidt Sliketeppe. Den gamle Geistlige, som sad ved Siden af Sengen, reiste sig og forlod med langsomme Skridt Værelset. Paa det bløde Gulvteppe nærmede jeg mig saa sagte, at Prindsessen ikke bemærkede mit Komme, og ved Tegn gav jeg den opvartende Dame tilkjende, at jeg ikke ønskede, hun endnu skulde forstyrre hendes Ro. Længe stod jeg og betragtede hende. Hun kunde omtrent være atten Aar gammel; hendes sorte Haar sammenholdtes bagved af et fiint Net, men foran deeltes det glat ned om den skjønne, hvide Pande. Det ædeltformede Ansigt og de paa Teppet udstrakte Hænder vare saa hvide som Snee og Farven saa gjennemsigtig, at man tydeligt saae de mørkeblaae Aarer under Huden. Efterat jeg i lang Tid med Øiet tilstrækkeligt havde undersøgt min unge Patients Tilstand, 292
bad jeg Kammerfrøkenen atter ved Tegn forsigtigt at antyde hende min Nærværelse. Hun bøiede sig sagte over den tilsyneladende Slumrende og hviskede hende i Øret: »Naadigste Prindsesse!« Da slog hun Øinene op! Det Syn glemmer jeg aldrig! De Øine vare saa sorte, saa store og dog saa fulde af Mildhed og Fromhed, at det ret var ligesom at skue ind i Guds Himmel! Hun smilede mat og pegede taus paa en Stol, som stod ved Siden af Sengen. Efter at have bukket mig dybt, tog jeg Plads og greb uden videre Indledning hendes Arm om det fine Haandled for at undersøge hendes Puls. Dog, mit hjerte Barn! jeg vil ikke trætte eller kjede Hende ved en vidtløftig Fortælling om, hvorlunde jeg lærte Sygdommen og dens Gang ret at kjende, om hvad jeg ansaae for Grunden til dens Haardnakkenhed, eiheller om de Midler, jeg anvendte. Hun vilde jo desuden kun halvt forstaae mig. Det maa være nok at bemærke, at Hertugen, hendes Broder, efter dette første Besøg, beordrede mig fri og uhindret Adgang til den Syge hver Stund paa Dagen, og at Prindsessen selv med stor Tillid til mig og Forhaabning paa Guds Hjelp ikke modsatte sig nogen af de Foranstakninger og Forandringer, jeg ansaae fornødne. Den unge Læge, som jeg før omtalte, viiste sig her som min ivrigste Ven. Han besøgte mig daglig og gjorde smaa Spadsereture med mig. Han var Tjenstagtigheden selv, fulgte mig til Slottet, hvergang jeg gjorde Besøg hos Prindsessen, tilbød sig at hente Medicinen paa Apotheket eller at gaae mig tilhaande ved det, jeg tilberedte. Men jeg var paa min Post og ligesaa snu som han. Jeg lod, som om jeg med stor Glæde og Taknemmelighed modtog hans 293 Haandsrækninger, og overdrog ham at tilberede en Mængde forskjellige af de Lægedrikke eller andre Sager, jeg forordnede. Men ikke et Gran, ikke saameget som en Draabe af den Medicin, hans Haand havde nærmet sig, kom over den Syges Læbe. I Hemmelighed tilberedte jeg selv Alt, hvad hun fik; ikke engang Apothekeren blev betroet dertil, skjøndt jeg ogsaa hos denne lod hente forskjellige Ting, hvilke jeg alle kastede bort. Jeg havde indrettet det saaledes, at Man paa Slottet ingen Tid paa Dagen og stundom selv om Natten kunde være sikker for mit Besøg, og det var ikke af Veien; thi flere Gange traf jeg den unge Læge, Don Marcello, der, før jeg kom, og saae ham ofte til usædvanlige Tider at snige sig om Palladset og paa de lange Gange have Samtaler med Domestiker og Hofbetjente. Imidlertid gjorde min faste Alvor og udholdende Strenghed sin gode Virkning. Efterat allerede flere af de forkjellige Vendinger i Sygdommen, som jeg havde med Be stemthed forudsagt, vare indtrufne paa et Haar, efterat flere svage Kjendetegn paa Bedring tydeligen havde viist sig, begyndte Man at fatte Tillid til mig og min Behandlingsmaade, og strengt at iagttage mine Forskrifter. Det varede da ei heller længe, inden jeg ved Guds naadige Bistand bragte Feberen til at vige; og var dette til stor Overraskelse for Alle, men især til Forbauselse, jeg kunde næsten sige, til Forfærdelse for Doctor Don Marcello. Uagtet han var saa forsigtig som muligt og ikke yttrede nogen Forundring, men endog hvert Øieblik forsikkrede mig om, at han havde anet noget Saadant før min Ankomst, men at han rigtignok nu først ved min Fremgangsmaade havde faaet Øinene op og det rigtige 294 Syn paa Sagen; saa bemærkede jeg dog stundom hos ham en vis Uro og Ængstelse, og ofte traf det sig, at jeg uformodet opdagede, hvorlunde han hemme« ligt betragtede mig med Øine, hvori Lumskhed og Ondskab fremlyste. Men jeg forholdt mig rolig og var glad og takkede Gud for det heldige Udfald af mine Bestræbelser, og vedblev med den yderste Flid og Omhu at behandle min Patient, medens forresten Alle, saavel Høie som Lave, der knap før havde seet til mig, kappedes om at vinde mit Venskab.

Det var just i den hedeste Tid af Aaret, i Slutningen af Juli Maaned, da Feberen blev sat. Det kom nu især an paa at hindre et Tilbagefald og at gjengive den Syge de Kræfter, hun saa ganske havde mistet i den lange Tid, Sygdommens Gift havde raset. Staden Florents ligger, som jeg har sagt Hende, i en Dal, næsten paa alle Kanter omgivet af Bjerge. Som en Følge heraf er Sommerheden der saa meget mere trykkende og besværlig, fordi ingen Vind ret kan faae Frihed til at kjøle og forfriske den stillestaaende, ophedede Luft. Den stakkels lille Prindsesse -«

»Men siig mig dog, hvad hun hed!« sagde Äbigael ligesom lidt utaalmodig.

»Hun hed Laura Maria de Medici,« sagde Herr Oluf Borch smilende, »er det ikke et smukt Navn? Nu - den stakkels Prindsesse var saa mat og af kræftet, at hun ikke kunde staae paa sine Been og neppe med Haanden løfte et Bæger til Munden. En Forandring af Luft og Opholdssted ansaae jeg for det tjenligste Middel til at gjengive hende de tabte Kræfter og fuldkommen Sundhed. Med nogen Umage og Overtalelse fik jeg da ogsaa hendes Broder, 295 den regjerende Hertug, bevæget til at lade hende føre fra Stadens lumre Dunstkreds til en friere og mildere Himmel, og i de første Dage af August Maaned begave vi os paa Reisen. Prindsesse Laura Maria og hendes Hoffrøkener reiste i bedækkede Bærestole, der hængte mellem tvende lange Stænger, hvilke for og bag hvilede paa et Muuldyrs Ryg; den eneste sikkre Maade at reise paa i et Land, hvor de smalle Veie ofte slynge sig op ad Fjeldenes Sider, langs dybe Afgrunde; og ere disse Muuldyr saa faste i Foden og saa vel afrettede, at Faren er langt ringere, end det kunde synes for os, der fra Bamsbeen ere vante til at vandre paa det slette, flade Jordsmon. Alle vi Andre, saavel Cavalierer som Tjenere .vare tilhest og velbevæbnede; thi det vrimler af Røvere i disse Egne. Baade jeg og min gamle Martin, der dengang var rask og stærk, vare forsynede med Kaarde og lange Rytterpistoler. Desforuden havde vi et Geleide af nogle af Hertugens Landsknegte. Hun kan troe, min Fæstemø! det var et smukt Syn, da vi, efterat have tilbagelagt Veien over Arnodalen, gjennem en Skov kom til Foden af Bjergene, og nu det hele, brogede Tog begyndte at stige op ad den steile Vei, der krummede sig gjennem Kløfter og langs med Afgrunde og mere og mere hævede sig over de lavere liggende Egne, Byer og Stæder. Alle Heste og Muuldyr vare velbeprydede med Schabrakker og Qvaster i mange Farver, Fanerne paa Rytternes Landser flagrede i den friske Bjergluft, og foran red to Trompetere, der med deres Instrumenter af og til fremlokkede Gjenklang fra Fjeld og Dal, der blandede sig med Pidskenes Knalden og Førernes Raab. Ikke blot Omsorg for 296 Prindsessens Sundhed, men selve Veiens Natur gjorde det nødvendigt at reise meget langsomt; og derfor, skjøndt vi længe i Forveien kunde see i Høiden det Paradis, hvorhen vi stundede, varede det dog nogle Dage, inden vi naaede dertil. Endelig ankom vi da en skjøn Aften kort før Solens Nedgang til Bellagioja, et Hertugen tilhørende Lystslot, som er beliggende i den Bjergkjede, der kaldes Appennin. Paa en eenligt udspringende Høide, øverst paa dennes runde Kuppe, ligger det midt i en herlig Have, omringet af Castanieskove; ikke langt derfra bruser et stort Vandfald ned fra den høiere Bjergregion, og levende Kilder samt kunstige Springvand forfriske Luften og fryde Øiet og Øret, hvor man saa vender sig. Fuglene synge i løvrige Træer og Grønsværen er saa ung og frisk, som hos os en smuk Vaardag, medens Alt i Dalene paa den Tid er ligesom afsvedet og forbrændt. Et lille Stykke Vei fra Slottet, paa Skrænten af den høiere Klippe hævede sig et Benediktinerkloster med sine Taarne, alvorlige Mure og høie Cypresser. Abbeden, eller Forstanderen for disse Munke, den høiærværdige Biskop Athanasio de Palli, havde forhen været Hertugens og Prindsesse Laura Marias Barndomslærer; og var det netop for hans Skyld, at man havde valgt Bellagioja til Prindsessens Opholdssted.

De første Dage efter vor Ankomst holdt Prindsessen sig i Ro i sine Værelser og udhvilede; men den friske, styrkende Bjergluft, den milde Kjølighed, den opløftende Stilhed, som herskede her, viiste snart sin heldbringende Virkning. Hvor glad og stolt var jeg ikke, da hun, støttet paa en Kammerfrøkens og min Arm, første Gang forsøgte at gaae og vaklede 297 frem som et Barn, der endnu ikke har lært at sætte Fødderne ret; hun maatte selv lee deradl Forsigtig og ligesom ængstelig for dette, der var blevet hende nyt, satte hun i Førstningen sin lille Fod frem paa det fine Sand i Haugegangene, medens vi førte hende under de skyggefulde Oranger og Laurbærtræer; men lidt efter lidt fik hun Mod og Styrke, snart slap hun min, siden Hofdamens Arm, og gik nu sagte alene.

Jeg fulgte hende overalt og forlod hende næsten aldrig; det var ikke blot af Forsigtighed og Omhu, men et vist gjensidigt Behag i hinandens Selskab syntes at binde os sammen. Alt eftersom hendes legemlige Kræfter toge til, begyndte ogsaa hendes Sjæl friere at udfolde Vingerne og hendes Aand at gjenvinde sin naturlige Livlighed. At jeg var en Fremmed, fra et saa fjernt, hende aldeles ubekjendt Land syntes at vække hendes Nysgjerrighed og være hende til Moro. Jeg maatte idelig, efter hendes Forlangende, fortælle om mit Fædreland, dets Sæder og Skikke, jeg maatte beskrive hende mit eget Levnetsløb. Med stor Varme og Forundring hørte hun paa min Beskrivelse af en nordisk Vinter; og især Kjøbenhavns Beleiring af Svenskerne, vort heltemodige Forsvar midt i Vinterens Skjød vakte hendes Bifald og Beundring. Jeg førte hende i Tanken med paa mine Reiser og lod hende i Indbildningen udstaae alle de Farer og Besværligheder, jeg selv havde fristet. Hun sad da med de opmærksomme Øine fæstede paa mig, taus og hensjunken, og afbrød mig kun af og til med et enkelt Spørgsmaal eller med et Forundringssuk! Hver Dag bemærkede jeg forresten en ny og frydelig Forandring i hendes Tilstand, Hun 298 hævede mere og mere sin stolte, men fine Figur, Formerne bleve runde og fyldige, Øinene tabte den sygelige Mathed og straalede igjen som Himlens rolige Stjerner, Læberne bleve røde som Purpur og en svag Rosenfarve blomstrede frem paa Kinderne, og - hun fik Lyst til at smykke sig! Det er altid for Lægen et godt Tegn, lille Abigaell et glædeligt Varsel!

Men alt eftersom de sidste Trevler af Sygdommens Giftplante forsvandt, og Sundhedens friske Rose udfoldede sine duftende Blade, spirede der ved Siden af denne en anden Blomst; men den var endnu usynlig for mig, og jeg vidste ikke af dens Tilværelse, før den ligesom overvældede og bedøvede mig med sin stærke, forførende Duft.

Den første længere Udflugt, som Prindsessen foretog, da hendes Helbred tillod det, var en Vandring til hiint Benedictinerkloster, hvor hendes gamle, ærværdige Lærer virkede med al den Velsignelse, sonr Lærdom, Fromhed og overlegen Aandskraft kunne udbrede. Ved hendes første Besøg hos ham, ledsagede jeg hende selv, og var et rørt Vidne til den barnlige Kjærlighed, hvormed hun kom ham imøde, og til den ædle Frimodighed og værdige Ydmyghed, hvormed han vidste at modtage sin høie Fosterdatters Hengivenhedsyttringer. Men da hun siden hen hver Dag gik derhen for at høre Messen og alt imellem gaae i Skriftestolen, saa undlod jeg at følge hende og betroede hendes Beskyttelse til en hende hengiven og trofast Ledsagerinde. Tillige maa jeg oprigtigt bekjende, at en vis Følelse af aandelig Kydskhed holdt mig tilbage fra saa ofte at besøge den papistiske Gudstjeneste. Det prægtige, opløftende 299 Tempel, den yndige Sang og Musik, Røgelsen og den tilsyneladende almindelige, dybe Andagt maatte jo nok stemme ethvert Sind til en lignende Bevægelse. Men de mange gjøglerske Ceremonier, det hele, fast afgudiske Væsen, den i mine Øine næsten usømmelige Pragt i Forening med noget vist Sødligt og Blødagtigt maatte mit stærke, protestantiske Hjerte oprøre sig imod, og det vakte en uimodstaaelig Modbydelighed, som fjernede mig derfra. Dette blev Prindsessen paafaldende, maaskee havde ogsaa Een eller Anden, som ikke vilde mig vel, gjort hende opmærksom derpaa, nok er det, en Dag, da vi sad i en Løvhytte i Hangen, hvorfra man havde en viid Udsigt til det alvorlige Kloster og den deilige smilende Dal nedenfor, og hvor hun just nylig havde forelæst mig nogle elskovaandende Sange af een blandt Landets fortrinligste Poeter, som hedder Ludvig Ariosf, spurgte hun med Eet i en bekymret Tone og med et ret bedrøvet Ansigt om Aarsagen til, at jeg ikke mere gik i Kirke; og om det var sandt, at jeg var en Kjætter, der ikke troede paa Gud og hans Helgene? og, som en Følge deraf, i Livet maatte leve uden Trøst og efter Døden vorde evig fordømt? Og medens hun gjorde mig disse Spørgsmaal, strømmede Taarerne rigeligt frem af hendes veemodige, fromme Øine.

Ikke uden stor Bevægelse kunde jeg svare hende derpaa; men jeg tog mig sammen, og udviklede hende saa kort og med saa megen Skaansel, som muligt, hvad min Tro var i Modsætning til hendes, som og de følgelige Aarsager, der holdt mig borte fra Deeltagelse i den udvortes Bekjendelse af en Tro, 300 der i saa vigtige Henseender stod i aabenbar Strid med min inderligste og kraftigste Overbeviisning.

Hun modsagde mig vel, men ikke med den raske Varme og kjække Livlighed, som ellers var hende saa naturlig; derpaa taug hun og henfaldt i Tanker, medens hendes Øine med et Udtryk af Sorg og Medlidenhed ufravendt vare fæstede paa mig. Mit Hjerte bankede uroligt, allehaande ængstelige, anelsesfulde Tanker opstode i min Sjæl; og dog var der en mig uforklarlig Sødhed i denne Ængstelse, som jeg aldrig før havde følt. Men jeg reiste mig, tog ydmyg Afsked for i Eensomhed at adsprede mig og komme paa Spor efter Løsningen af denne Gaade i mit Indre. Det lykkedes mig ikke selv; men en anden Haand skulde aabne mine Øine.

Et Par Dage efter hun Samtale traadte en Læg broder fra Klosteret ind til mig, og bad mig i Superiorens Navn at komme did: den høiærværdige Herre ønskede at tale med mig. Skyndsomt gjorde jeg mig færdig og fulgte med Sendebudet. Det var en stille Aftenstund og Solen var just ved at gaae ned, da jeg traadte ind i Klosterets fiirkantede Gaard, hvis Indre udgjorde det yndigste Blomsterfelt, omringet af Laurbærtræer og Cypresser, og paa hvis fire Sider vare kjølige Buegange; Buerne bleve baarne af dobbelte, ranke Søiler og Hvælvingerne vare smykkede med skjønne Billeder, der forestillede Begivenheder af den hellige Skrift og af de catholske Helgenes Liv og Gjerninger. Paa en Steenbænk under Arcaderne sad Abbeden med sit hvide, ærværdige Skjæg nedhængende paa den sorte Ordensdragt; paa Brystet glimrede et stort Kors og i den høire Haand havde han en lang hvid Stav, som han støttede sig paa. 301 Han reiste sig og kom mig med venlig Alvor imøde, tog min Haand og førte mig til sit Sæde, hvor han bad mig tage Plads ved sin høire Side. Paa et Vink fra ham forlode os de tjenende Brødre, der stode hos, og da de vare borte, begyndte han sin Tiltale.

Efter en lang Indledning, hvori han gjorde sig Umage for at vinde mit Hjerte og min Tillid for hans Hensigter og gode Villie, nærmede han sig endelig til sit egentlige Maal. Det var hverken meer eller mindre end et Forsøg paa at omvende mig, og benyttede han sig herved af alle de mig vel bekjendte Midler. Men uagtet jeg af Erfaring kjendte den fine List, den Varme og urokkelige Fasthed, hvormed de papistiske Præster pleie at iværksætte saadanne Forsøg paa, som de kalde det, at bringe et forvildet Faar paa rette Vei til Hyrden; uagtet hans Foredrag strengt og bestemt holdt sig til dette Ene, saa forekom det mig dog, som om jeg i hans Tone og Holdning og i den hele Form kunde spore en Bihensigt; men hvis sande Natur endnu var mig dunkel. - Da han nu tilsidst taug og med et mildt, roligt Smil ventede paa, hvad jeg vilde sige, saa svarede jeg ham vel med den Ærbødighed, jeg virkelig følte for ham, og med den Agt, enhver god Christen skylder en anderledes Tænkende, hvem han ikke bør forarge, men dog tillige med en saadan Bestemthed og en saa kraftigt og klart udtalt fast Villie, at den gamle Mand vel maatte forstaae og indsee, hvorledes der hos mig i denne Henseende Intet var at udrette.

Han forblev taus nogle Øieblikke; derpaa begyndte han atter: »Velan, min Søn! jeg vil ikke fremdeles ved mine Beviser søge at rokke Din Tro, som Du holder saa fast paa, som paa det eneste rette Livs? 302 Anker; jeg vil ikke videre forsøge paa at oprykke den Plante, som synes alene at give Din udødelige Sjæl Næring, uden med fuldkommen Bestemthed at kunne overbevise Dig om, at den Plante, jeg formaaer at sætte istedet, vilde blive Dig det eneste sande Livsenstræ. Naar jeg nu tilsidst faaer sagt Dig, hvad jeg maa og skal sige, betænk saa selv, hvad Du har at gjøre!«

Her standsede Don Athanasio et Øieblik, betragtede mig med tankefuldt Blik og ridsede, med nedbøiet Hoved, i Sandet med sin Stav. Jeg sad spændt og forventningsfuld efter, hvad han nu vilde fremføre.

Endelig vedblev han i en rolig Tone, der dog lidt efter lidt blev mere bevæget: »Hvad Du faaer at høre, er en Hemmelighed, der, skjøndt først betroet mig under det helligste, under Skriftemaalets Segl, dog er af den Natur, at jeg siden har forstaaet, hvorlunde det kunde og maatte blive min Pligt, i det Mindste til Dig, min Søn! at aabenbare Dig en Deel deraf. En Qvinde, den yndigste Guds Skabning, en reen Engel paa vor fortabte Jord, har fattet en uslukkelig Kjærlighed til Dig! Du betragter mig saa forbauset? Er Du endnu saa uerfaren, at Du ikke veed, hvad Kjærlighed er? eller er det muligt, at et nordisk Hjerte skulde være koldt og utilgjængeligt for dette Himlens Sendebud, der ligesaa ofte kan paa sine Vinger hæve os til et Paradis, som naar det misforstaaes, styrte os til det dybeste Gehenna. Hun elsker Dig. Hvorfor? O, dette Spørgsmaal vil jo vel Ingen gjøre, som selv een Gang har elsket! Hvad elsker man hos den Elskede? Hvad er det, der fører to Hjerter sammen og gjør dem til Eet? Veed man det? Nei, det er 303 et helligt Mysterium, en uløselig, sød Gaade. Hun elsker Dig; ikke Dit Aasyn, ikke Din Persons udvortes Fremtræden, ikke Din udødelige, begavede Aand, ikkeheller fordi Du har gjengivet hende til det kjære Liv og al dets Rigdoms Fylde! - Du veed eller aner nu, hvem jeg taler om? Fatter Du den Salighed, at være Gjenstanden for en saadan Engels reneste, ømmeste Følelser? at være Den, for hvem hendes nysudsprungne, jomfruelige Hjerte har følt den første søde Ængstelse? Frygt ikke for Fremtiden. Trods den store Afstand mellem Eders Kaar, er jeg overbeviist om, at Alt vil ende vel, hvis Du kun vil. Hendes ædle Broder, vor naadige Hertug, der elsker denne Søster over Alt i Verden, vil, det veed jeg med Vished og er bemyndiget til at sige Dig det, stille Dig i enhver Henseende paa et saadant Standpunkt i det ydre Livs Forhold, at denne Afstand vil synes ringe, eller maaskee ganske svinde. Det kommer altsaa kun an paa Dig selv, om Du vil gribe denne timelige Lykke som et Vink fra Himlen til at føres paa den rette Vei til den evige; thi vide maa Du, at uden dette, er Du for stedse udelukt ogsaa fra dette jordiske Paradis, der saa straalende aabner sig for Dig! - Svar ikke nu strax; men i Dit stille Hjem gaae paa Raad med Dig selv; og dertil skjenker en Olding Dig sin bedste Velsignelse! Fred være med Dig!«

Den gamle Mand reiste sig og lagde sin sittrende Haand paa mit Hoved. Jeg greb hans Haand, og overvældet af de besynderligste, mig hidtil ukjendte Følelser, fuld af indvortes begyndende Kamp og Forvirring, trykkede jeg den taus til mine Læber og gik som i en Drøm ud af Klosteret.

304

Det var Nat, Stjernerne tindrede paa Himlen og tusind lysende Insecter glimrede mellem det Grønne, medens jeg som beruset vandrede paa den smalle Fjeldstie tilbage til Bellagioja. Min Tjener, Martin, havde ventet mig, som det lod, med Længsel og Uro; saaledes maatte jeg i det Øieblik udtyde hans næsten overdrevne Glæde ved at see mig igjen. Han lod ogsaa nogle Ord falde om, at disse Besøg i Klosteret ikke huede ham, og yttrede det Ønske: »gid vi vare vel herfra; thi her kommer ikke noget Godt ud af Alt dette!« Jeg agtede ikke stort paa hans Ængstelse og modtog med Ligegyldighed den Efterretning, at min Ven, den unge Læge, Don Marcello, just nylig var ankommet fra Florents for at indhente Kundskab om Prindsessens Befindende. Lidt efter min Hjemkomst traadte han ind i mit Værelse, viiste mig sin sædvanlige Venlighed og overøste mig med Lykønskninger til det Mirakel, jeg havde gjort. Men i hans Ørne laae der en Lumskhed, der, uagtet min indvortes stærke Bevægelse, ikke undgik mig. Det var mig saare kjært, at han snart forlod mig; og, alene med mine Tanker, vankede jeg den halve Nat op og ned, beleiret og bestormet af en Fjende, jeg havde al Kraft behov til at bekjæmpe. Jeg nægter det ikke, den Udsigt, der var aabnet mig til en saa svimlende Høide, den glimrende Fremtid, som laae for mig, men fremfor Alt det dyrebare, skjønne Klenodie, der saa uanet, saa aldeles uformodet blev mig tilbudet, og til hvilket det aldrig i mine Tankers Løndom var faldet mig ind at udrække min Haand, gjorde mig saa ør, rystede mine stærkeste Forskandsninger i deres dybeste Grundvolde, og afstedkom en saadan Forvirring, en saadan Strid i mit 305 Indre, at jeg stundom i Kampen troede at skulle bukke under eller miste min Forstand. Jeg kunde ikke bede, - jeg turde ikke! - jeg vidste ei, hvordan jeg turde! - Endelig kastede jeg mig paa mit Leie og henfaldt i en urolig Slummer. Da havde jeg en Drøm. Det forekom mig, som om jeg saae min afdøde Fader og Moder sidde i Skyerne, hver paa sin Side af en aaben Ligkiste; i Ligkisten laae jeg selv. Min Fader vilde lægge sin Haand paa mit Hoved til Velsignelse, min Moder vilde kysse min blege Pande; men Ligkisten sank stedse dybere og dybere for dem og indhylledes tilsidst aldeles i kulsorte Skyer, medens de Begge jamrende skjulte deres kjære, velkjendte Ansigter i Hænderne. Da traadte der en Mand hen til dem, iført en sort, folderig Præstedragt. Paa den brede, kraftige Pande, de kjække Øine og den trodsige Mund gjenkjendte jeg ham; det var Doctor Morten Luther. Med sin ene Haand trak han de sorte Skyer, som skjulte mit Dødsleie, tilbage, ret som man drager et tungt Ligklæde bort, med den anden greb han kraftigt min Arm og tilraabte mig med tordnende Stemme: »Stat op og følg mig paa den rette Vei!« Og jeg følte hans mandige Kraft gjennemstrømme mit svage, blødagtiggjorte Væsen, jeg reiste mig rask, aabnede de tunge Øielaag, som efter en hæslig Beruselse, og vankede ved hans Side. Da stod jeg med Eet i en blomstrende Dal, mine Forældre var der ogsaa, de omfavnede mig, den Levendegjorte, med tusind Taarer og Velsignelser; men langt, langt borte i det taagede Fjerne saae jeg Prindsessen mellem en lang Række af Nonner, selv iført det hvide Slør, lidt efter lidt at svinde for mit Blik. Og det Hele svandt; min 306 Slummer blev rolig, til Morgensolen hævede sig over Klippernes Tinde. Med lettet, freidigt Hjerte sprang jeg op, jeg kastede mig paa mit Ansigt og bad; og jeg kunde bede! Fristelsen var veget fra mig. Med Kjækhed saae jeg fremad; men tilbage paa Kamppladsen kastede jeg mit Blik kun med en Art af undselig. Medlidenhed med mig selv. Hvor ussel, hvor svag havde jeg ikke været i disse Tvivlens Ti mer! Hvad var det vel, jeg havde havt at overvinde? Kun Ære, Rigdom, Skjønheds blændende Tillokkelser havde søgt at overmande mig. Jeg vil ikke gjøre mig bedre, end jeg er: hvis den stærke Fiende havde stillet sig i Marken imod mig, da var jeg visselig segnet; men - jeg elskede hende jo ikke!«

»Nu vil Han nok bilde mig noget ind, Mester Ole?« raabte Abigael leende, »hvorfor skulde Han ikke kunne elske den kjønne, fornemme Prindsesse?«

»Hvorfor?« spurgte Herr Oluf Borch med en Blanding af Forundring og Forlegenhed, »det er i Sandhed et sært Spørgsmaal, Hun gjør mig der, min Hjerte! Forstaaer Hun det ikke selv, saa trøster jeg mig neppe til at forklare det. Nok er det, jeg elskede hende ikke, og deri havde jeg mit stærkeste Vaaben mod Fristelsen; og den Lethed, hvormed jeg overvandt denne, borger mig for Sandheden deraf. Jeg skammer mig næsten ved Kampens Smerte! En Brøde havde jeg ikke paa mit Hjerte; den dybe Ærbødighed og tilbageholdende Ærefrygt, hvormed jeg altid nærmede mig min høie Patient; den store Priis, jeg satte paa hendes yndefulde og angeneme Omgjængelse, den Art af Kjærlighed, som en Læge saa naturligt maa fatte for den, han har været saa lykkelig at udrive af Smertens eller Dødens Favn, tillod mig 307 aldrig i min Færd at glemme eller at overskride den fjerne. Grændse eller at overspringe det uhyre Svælg, som Forholdene havde lagt imellem os, og kunde heller aldrig have indgivet Prindsessen den Tanke, at jeg nærede andet end sømmelig Agt og Ærbødighed for hende. Hvor kunde jeg vove at ane Sligt? Ingensinde glimtede en saadan forvoven Tanke frem i min Sjæl!«

»Naa, hvad blev der saa af?« sagde Abigael utaalmodig, »hvad sagde saa Prindsessen til den Kurv?«

»Jeg gav hende den ikke selv,« sagde den Lærde smilende, »jeg gik til Klosteret og gjentog i Korthed for Abbeden min faste Beslutning, for ingen, selv den høieste Priis i Verden at ville eller kunne vende min Fod fra den Vei, som jeg ene troede at føre til Frelsen; men ikke med eet Ord nævnte jeg den unge Fyrstinde, og ikkeheller Don Athanasio berørte mere denne Sag. Men af hans Ansigts Udtryk, af hans Holdning og den Maade, hvorpaa han optog mit afgjørende og bestemte Svar, sluttede jeg, at dette Udfald af Sagen var ham kjært, og "at han selv kun, tvungen ved sin høie Fosterdatters Villie, havde paataget sig denne sære Mægling.

I nogle Dage saae jeg hende ikke; thi hun holdt sig indsluttet i sine Gemakker, og kun Abbedens hyppige Besøg hos hende, hans bekymrede Miner, hans Bestræbelser for at berolige ogsaa mig, skjøndt jeg vel vogtede mig for at lade see den Uro, jeg i Grunden følte, overbeviiste mig desværre fuldelig om, hvor meget det kostede ham at besværge den Storm af Lidenskab og Sorg, der maatte rase i hendes ungdommelige, varme Hjerte. Min Samvittighed havde Intet at bebreide mig; jeg kunde endog 308 nu og da med en forfængelig Selvtilfredshed bilde mig ind at have viist mig som en hæderlig Helt; men Bevidstheden af, at jeg egentlig Intet havde havt at bekjæmpe, som var Talen værd, fremstillede mig hendes Kamp saameget haardere og hendes Ydmygelse saa meget bittrere.

I denne Sindstilstand var det mig næsten uudstaaeligt bestandig at være beleiret af Don Marcello, der med paatrængende Venlighed sneg sig efter mig, hvor jeg saa gik eller stod. Han var hos mig Morgen og Aften; saa ofte han kunde, deelte han ogsaa mine Maaltider.

En Eftermiddag, da vi just sad ved et lille Marmorbord ved det aabne Vindue og en Tjener havde bragt os en liden Vesperkost, bestaaende af Frugt, Ost, Brød og Viin, traadte Prindsessens fortroligste Kammerfrøken ind og leverede mig et lidet beskrevet Blad. Jeg gik ind i et Sideværelse og læste følgende Ord: »Drik ikke oftere med Ham!« skrevne med Prindsessens egen Haand.

Vinket var tydeligt nok!

Da jeg igjen traadte ind til Don Marcelle, forekom det mig, som om han hurtigt gjemte et Papir indenfor sin Kofte, og da jeg satte mig ned ved Bordet, bemærkede jeg, at han alt havde skjenket af den mørkerøde, toskanske Viin i begge de slebne Glas, som stode for os. Jeg lod, som Intet var, og gav mig roligt til at spise nogle Druer og Mandler.

Da sagde den unge Læge smilende: »Jeg har hørt fortælle, hvorlunde det er Skik og Brug i Eders nordlige Lande, at Mænd, som agte og elske hinanden, naar de ville slutte Venskab, besegle dette paa 309 en høitidelig Maade ved at tømme et Bæger tilsammen. Skulle nu ikke vi To,« vedblev han, i det han greb det foran ham staaende Bæger, »som jo nu ere saa gode Venner og Brødre i Kunsten, og som have, om end ei i Ord saa dog i Gjerningen, sluttet Broder skab, ogsaa besegle vore Hjerters Pagt paa en lignende Maade? og derhos love med Troskab at mindes hinanden, naar vi leve fjernt hver paa sit Sted?«

Jeg rakte alvorlig min Haand ud, han satte sit Glas og slog sin Høire i min.

»Ja,« svarede jeg, »saaledes er det Skik i mit Land; men til den høitidelige Ceremonie hører endnu et Tegn paa, at man har en fast, urokkelig Tro paa hinanden, at man vil dele Alt med hinanden, og dette Tegn bestaaer deri, at man vexler Bægrene!« og med disse Ord greb jeg hurtigt hans eget Glas og bød ham med en Haandbevægelse at tage mit. Han blegnede og hans Øine betragtede mig skummelt.

»Naa, hvorfor drikker I ikke?« vedblev jeg, idet jeg hævede den fulde Pokal. Han stirrede taus og ubevægelig paa mig.

I dette Øieblik aabnedes Fløidørene til Værelset, og Prindsesse Laura Maria af Medici traadte hurtigt ind, efterfulgt af et Par Cavalierer og en Vagt. Hun var bleg, og hendes sorte Øine lynede. Paa et Vink af hende greb Tvende af Vagten den forstenede Læge og holdt hans Arme fast. Han rystede som et Espeløv, Tænderne klapprede i hans Mund og forgjeves forsøgte han paa at knæle.

»I har dog vel ikke drukket? Ved alle Helgene! drik ei!« sagde Prindsessen, henvendt til mig.

310

»Endnu ikke, naadigste Fyrstinde!« svarede jeg, »men nu tømmer jeg trøstigt dette Bæger: Himlen beskytte Eder og Eders ædle Stamme!« og jeg uddrak Bægeret tilbunds.

»Ha, nu er I Dødens Mand!« skreg hun og vilde holde mig tilbage.

»Nei,« svarede jeg, »en Engel fra Himlen har frelst mig! Her staaer Dødens Kalk, som var iskjenket for mig!« og pegede paa Don Marcellos Glas.

»Himlen være lovet og priset i al Evighed!« udbrød Prindsessen, »at jeg ikke kom for silde med min Advarsel! Den hellige Guds Moder har aabnet mine Øine for denne Forræders lumske Raad. Bind ham! og undersøg ham nøie! Dette Glas med dets Indhold skal, velforseglet, sendes med til Florents, hvor min Broders Retfærdighed og Forbrydelsens Følger vente ham!«

Man knappede den Fangnes Kofte op og et Papir faldt ud, hvori var svøbt en lille Æske, hvis Indhold jeg ved første Øiekast erkjendte for at være Rottekrudt.«

»Ih naa!« raabte Abigal leende, »der var I da nær ved det!«

»Prindsessen,« vedblev Herr Oluf Borch alvorlig, »betragtede mig taus nogle Øieblikke, og det var tydeligt at see, i hvor stor Bevægelse hun var og hvorledes hun syntes at vakle i sin Beslutning. Endelig traadte hun nærmere til mig og sagde, uhørt af de Omstaaende: »Reis og vær lykkelig! I har frelst et Liv, som tilhører Eder! nu har jeg ogsaa frelst min Deel!«

Hun rakte mig sin Haand; jeg bøiede mig og kyssede 311 den taus og med Taarer. Derpaa forlod hun mig, og dette var den sidste Gang, jeg saae hende.

Tidligt næste Dag begav jeg mig til Florents, hvor jeg af Hertugen blev modtaget med stor Naade. Han befalede mig endnu i nogen Tid at forblive ved sit Hof og overvældede mig med den ene Æresbeviisning og den ene Gave efter den anden. Ogsaa med min Ven, den lystige Sanger Francesco Redi, mødtes jeg ofte og tilbragte i hans og endeel andre Lærdes og Kunstneres Selskab mangen glad Aften.

Efter en Maaneds Forløb sad jeg atter, i Selskab med min trofaste Martin og nogle andre Reisende paa Hestens Ryg og red med lystigt Mod henad Veien, der fører fra Florents til Pisa. Underveis naaede vi en stor Transport af Forbrydere, der under stærk Vagt og lænkede til hinanden, ligesom Qvæg bleve drevne til deres Bestemmelsessted, Galeierne i den store vidtberømte Søhavn Livorno. Da vi kom paa Siden af Sværmen og vilde ride forbi, løftede Een af de Lænkebundne sit mørke, forvildede Aasyn imod os; hans gnistrende Blik traf mit, han udstødte en fæl, hylende Latter og de forsmædeligste Forbandelser strømmede fra hans Læber, da han gjenkjendte mig. Det var Don Marcelle. Een af Vagten svang en Svøbe over hans Hoved, jeg satte Sporerne i Siden paa min Kleppert og kom dem snart af Syne; men den Latter og det Smertenshyl forfulgte mig længe og jeg mindes det endnu kun med Gysen! - Seer Hun, min søde Hjerte! Dette er Historien om den Priridsesse, som jeg kunde have faáet til Kone!«

Herr Oluf Borch taug stille og saae tankefuld ned for sig; ogsaa det blonde Pigebarn syntes beskjeftiget 312 med sine Tanker. Da opdagede hans stirrende Øie paa det hvide, skurede Gulv en langagtig, mørk Plet. I den Formening, at det var Noget, hans unge Elskerinde havde tabt, bukkede han sig ned og tog det op. Det var en høirød Hanefjer, øiensynligen affalden af en Hatte Plumage. Han holdt den hen for Lampens Lys og spurgte smilende: »See her, hvad jeg fandt paa Gulvet! hvad er det?«

Abigael blev ligesaa høirød i Ansigtet som Hanefjeren, men svarede meget sindigt, med rynket Fande, ligesom hun tænkte sig om: »Gud veed, hvor dog det kan være kommet her! det kan jeg slet ikke begribe! Vi bruge saamæn ingen røde Fjer her i vort geistlige Huus! - Men hør,« afbrød hun sig derpaa selv hurtigt, »Han har saa tidt lovet mig, at ville synge noget for mig, men det Løfte har Han endnu aldrig kunnet beqvemme sig til at holde. Nu har Han fortalt; syng nu ogsaa lidt! Han mener vel, jeg er en uf ornøjelig Een, der baade vil have i Pose og i Sæk?«

»Jeg synger kun saare slet, min venlige Abigael! men imidlertid, kan det forskaffe Hende nogen Moro, saa vil jeg for den Sags Skyld gjerne give min slette Stemme til Priis!«

Med disse Ord tog Herr Oluf Borch en stor Luth, som laae paa Bordet, i Haanden og begyndte uden videre Forspil:

»Rosen sidder paa Thronen -«

»Ih, min Gud!« raabte den unge Pige uvilkaarlig og en blussende Purpur strømmede atter over Ansigtet og den sneehvide Hals.

313

»Kjender Hun den Vise, min Hjerte?« spurgte Doktoren lidt forundret.

»Nei - jo - nei! jeg kjender den ikke, troer jeg,« stammede Abigael, »nei, jeg stødte mig kun lidt paa Tenen! Bliv kun ved og syng!«

»Visen blev mig sendt forleden paa et trykt Blad blandt mange andre nye Sager fra vor Bogfører Moltke,« sagde han, »jeg fandt den ret kjøn, og Tonen er jo bekendt nok. Det er sagtens et Hjertes-Udbrud fra en Forelsket til hans Udkaarne. Forfatterens Navn stod ikke derpaa.« Og han vedblev:

Rosen sidder paa Thronen,
Hun haver den største Magt;
Hun bærer Sceptret og Kronen
For alle Blomsters Pragt.

I Vaarens Høitiidsklæde
Sees Lilie, Nellik, Viol
Ydmygelig fremtræde
For hendes Dronningestol.

Syringer og Akkeleier,
Reseda med Tusindfryd
For hendes Fod sig neier
I deres rigeste Pryd.

De aabne de gyldne Skaaler,
Da dufter den hele Krands;
Men Rosen dem overstraaler,
Som Solen Stjernernes Glands. -

- Mig blomstrer i Sands og Sinde
En Flor udaf Tanker frie;
For Dig de alle maa svinde,
Thi Du er Rosen deri!

314

Medens den Lærde med en stærk, men uøvet og raa Stemme ganske simpelt sang disse Rum, sad den unge Pige nedbøiet og, som det syntes, ivrigt beskjeftiget med sin Teen, som om Strængen var uredt; hendes Kinder blussede, et listigt Smil krusede sig over den lille Mund og de fine Næseborer sittrede. Da slog Klokken ni paa en nærliggende Kirkes Uhr.

»Det er silde, Klokken er alt ni,« sagde Herr Oluf Borch, »hun længes vist efter Hvile, min Skat! og jeg har vel endda utilbørlig trættet Hende med min lange Fortælling!«

»Nei Han har saamæn faaet Tiden godt til at gaae!« sagde Abigael og reiste sig. »Ja men hør! at han dog ikke tog den deilige, fornemme og rige Prindsesse! det kan jeg ikke begribe! det er jo næsten fabelagtigt!«

»Saa det kan Hun ikke forstaae?« sagde han smilende, »det forekommer mig dog ret begribeligt. Og desuden takker jeg nu Gud, at det ikke skeete,« lagde han smigrende til, »thi saa havde jeg ikke været den Lykkelige, jeg nu er!«

»Aa jo vist havde Han saa! men Han kjendte ikke dengang sit Bedste!« sagde Jomfruen og rakte ham sin lille, trinde Haand, som han ærbødigt kyssede. »Nu maa han smukt tage tiltakke her!«

Hun greb med disse Ord Lampen paa Bordet og fulgte sin Fæstemand ud i den yderste, store Stue. Men da han nu langsomt skred foran hende henad det siirlige Teppe og nærmede sig til Stolen, hvor hans Kappe laae, bemærkede han i eet af de store, klare, ved Siden af Udgangsdøren hængende Speile, at Abigael med smilende Mund og tindrende Øine, idet hun fulgte ham, efterabede hans haltende Gang! 315 og at Pernille, der ogsaa fra en Sidedør var kommet ind for at melde Tjenerens Komme, stod der med begge Hænder i Siden og havde største Møie med at holde Latteren tilbage! Dette Syn greb ham med Dødens Bitterhed, og det løb ham iiskoldt ned ad Ryggen. Men rolig kastede han sin Kappe om Skuldrene, tog Baret og Stok og traadte med et venligt »Godnat!« ud paa Trappegangen. Med langsomme Fjed gik han ned ad den første Afdeling, medens det susede for hans Øre og Blodet stemmede sig til Hjertet; men her matte han et Øieblik staae stille. Han lænede sig til Rækværket og trak Veiret med Besvær. Da hørte han Jomfruens og Stuepigens skingrende Latter tabe sig i de indre Væreiser. Han steg ned til Gadedøren, hvor den gamle Tjener ventede ham med Lygten; men da denne ved Skinnet af Lyset havde opdaget sin Herres forvirrede, blege Ansigtstræk, greb han ham under Armen med en bekymret Mine for at lede ham ned ad Steentrinene, i det han hviskede: »Men, Herregud! hvad er der dog paafærde?« Dog Oluf Borch rev sig løs, hævede Hovedet rask, slog Kappen tæt om sig og ilede med faste, hurtige Skridt hjem til sin eensomme Bolig.

Dagen efter sendte han Jomfru Abigael et Brev, som han havde skrevet med blødende Hjerte, men som hun læste med Smil og høi Glædesrødme paa Kinderne. Ogsaa Formynderen, hans Høiærværdighed Provst Ursinus, fik et Brev i samme Anledning; og var dette Brev saaledes stilet, at det maatte fjerne al Ulempe fra denne Kant for den unge Pige.

Aaret efter i Februar Maaned, paa en smuk, klar Fredag-Formiddag saae man et Bryllupstog langsomt 316 og høitideligt at bevæge sig hen over den frosne Steenbro paa Høibro Plads og nærme sig til St. Nikolai Kirke. I Spidsen gik en ung, rank, velvoxen Karl, riigt og broget paaklædt; paa Hatten vaiede en Plumage af høirøde Fjedre. Ved hans Side gik med rødmende Kinder og sædeligt nedslagne Øine Bruden, Jomfru Abigael Søfrens Dotter Glud; en Sværm af Slægt og gode Venner fulgte efter og Toget sluttedes af Tjenere og Staldkarle i de Poviskers Liberie. Herr Doctor Ursinus holdt Vielsen og et stort Bankett, foranstaltet paa Raadhuset, endte den glade Dag.

Men omtrent en Snees og nogle Aar senere reiste der sig i Kannikestræde en stor, grundmuret Gaard. Den blev indrettet til Bolig for et lidet Antal flittige, trængende Studenter, og, opbygget for Penge, som Herr Oluf Borch dertil havde testamenteret, ifølge hans Villie kaldet Collegium Mediceum.

DE TO PEBLINGE.

Naar man nævner Vordinborg, saa kommer man strax til at tænke paa det store, runde Taarn, som staaer der og kneiser over alle de lave Huse, ligesom en lang Mand midt i en Flok smaa Børn. Fra Byen selv, som ligger smukt adspredt paa nogle Høie nær ved Stranden, er der vel en viid Udsigt; men naar man stiger op i Taarnet, som er en Levning af Kong Valdemar Atterdags Slot, og som af den forgyldte Gaas, der sad paa Spidsen, blev kaldt Gaasetaarnet, saa kan man oversèe en stor Deel af det sydlige 317 Sjælland, Ulvesund, Møen, Falster og Lolland, samt alle de smaa Øer mod Øst og Vest.

I Vordinborg boede for henved to hundrede Aar siden en Præsteenke, som man kaldte Moder Kordt. Hun havde en eneste Søn paa omtrent tolv Aar, hvis Navn var Martin, og denne Søn elskede hun over Alt i Verden. Hertil kunde hun have meget god Grund; thi den lille Martin Kordt var nok værd at holde af. Han elskede inderligt sin fromme Moder og gjorde Alt, hvad der stod i hans Magt, for at glæde hende. Han gik i den latinske Skole, og da han ikke alene havde faaet gode Evner af Vorherre, men ogsaa var flittig og brav, saa var han altid blandt de Bedste i Skolen og i Forhold til sin Alder kommet temmelig høit op, saaat baade Rector og Conrector og Hørerne vendtede sig noget Stort af ham. Men ligesaa stadig og sindig han kunde sidde med Næsen i sin Bog, ligesaa rask og livlig var han ogsaa til Lystighed og Leg. Han var vel saa kjæk som den Kjækkeste til at klattre, springe og svømme, og Sangen duede ikke, hverken i Kirken eller paa Gaden, naar Martins klare Stemme manglede. Ja, han var heller ikke just den Sidste til at bruge Næven, naar han syntes, man vilde ham tillivs med Uret og da forstod han at bruge den tilgavns. Derfor stod han sig ogsaa godt med alle sine Kammerater, de andre Peblinge, - saaledes kaldtes dengang Disciplene i de latinske Skoler. Blandt sin Kammerater havde Martin en udvalgt Ven, som hed Hans Jørgen og var Søn af en Raadmand i Byen. Han var Martins Sidemand i Skolen, de legede sammen, spadserede sammen og deelte gjerne enhver Fornøielse med hinanden. Det lod til, at de passede meget godt for hinanden, 318 skjøndt. der i deres Sind fandtes stor Forskjellighed; thi Martin kunde trods al sin Munterhed og Livlighed dog altid være fast og besindig, medens Hans Jørgen, der ellers var ret godmodig, ofte i høi Grad var hidsig og ubetænksom.

En Løverdag Eftermiddag ved Midsommerstid stod Martin just i Forstuen til sin Moders Huus og børstede sin Barett for at gaae ud og hente Hans Jørgen; de skulde paa Marken samles med de andre Peblinge til en Langbold. Just som han er i Begreb med at træde ud paa Gaden, hører han sin Moder sige til Kokkepigen: »Ja, jeg vilde rigtig ønske, jeg havde et Par Duer til i Morgen; naar min Svoger, Mester Anders, kommer og prædiker i Vacancen, saa have vi ham her til Middag, og jeg veed, han holder saa meget af Duesteg!«

Næppe havde Martin hørt disse Ord, saa forandrede han flux sin Plan for denne Dag. Han gik lige over til Hans Jørgen, som han fandt fix og færdig til at gaae, og sagde til ham: »Hør Du, skulle vi ikke hellere i Dag fange Duer i Taarnet?«

»Aa, jo nok,« sagde Hans Jørgen, »det er mig ligemeget!«

Derpaa vandrede begge Piltene Arm i Arm ned ad Gaden i deres lange sorte Kjoler. Peblingene i de latinske Skoler bare nemlig paa hun Tid side Kjoler, knappede med een Rad Knapper fra Hage til Fod, omtrent af samme Snit som Præstekjolerne nuomtide. Da de vare komne til Foden af Taarnet, saae de sig forsigtigt om; thi det var dem rigtignok forbudet at stige derop, eftersom det, formedelst de indvendige Opganges Skrøbelighed var forbundet med Fare. At fange Duerne, som havde 319 deres Reder høit oppe. under Tagskjægget af Taarrihatten og i Huller i Muren, var derimod tilladeligt; thi de vare næsten vilde og .tilhørte Ingen. Det eneste Levende, som de øinede i Nærheden, var en Karl, som langt nede ved Stranden læssede Qvas paa en Vogn. Beroligede i denne Henseende, stege de op ad den høie Brandstige, der stod lænet op til den Aabning, gjennem hvilken man dengang alene kunde komme ind i Taarnet, og da de vare komne derop, entrede de paa skrøbelige Stiger og tilsidst mellem Tømmerværket, indtil de naaede lige under Taget til det øverste Bjelkelag, over hvilket der hist og her var lagt løse Brædder, der tildeels vare halvraadne. Det længste og stærkeste af disse Brædder slæbte de med stort Besvær hen til een af de mange store Glugger, som ere anbragte lige under Tagskjægget, og hvorfra man har Udsigt til alle Verdens fire Hjørner. Gjennem Aabningen skubbede de Brædtet saa langt udenfor Muren, at det havde Ligevægt, og nu gik Martin ud paa den yderste.Ende deraf, medens Hans Jørgen indenfor lagde sig paa Maven tvers over Planken som en Modvægt, uden hvilken Martin strax var vippet ned i Afgrunden.

Staaende ude paa det svære Brædt imellem Himmel og Jord, begyndte Martin nu ivrigt sin Jagt; han kigede og søgte saalænge og forsigtigt, at han ogsaa snart var heldig nok til i et Par Huller i Muren at opdage et Par af de der bygte Duereder, og at overraske de Gamle og Unge saa snelt, at han i kort Tid havde faaet puttet to Duer i den venstre rummelige Kjolelomme og to i den høire; en Femte maatte tage Logis indenfor hans Vest. Fuld af 320 Glæde over sin Fangst raabte han ind til Hans Jørgen, som laae og pustede tvers over Brædtet: »Nu har jeg allerede fem; men nu seer jeg heller ingen flere!«

»Jeg vil have de Tre,« raabte Hans Jørgen tilbage, »jeg vil have de Tre!«

»Tak skal Du have, Du er god!« svarede Martin og lavede sig til langsomt at gaae indad paa Brædtet, »jeg har fanget dem, og jeg vil ogsaa denne Gang have Broderparten!«

»Aa Snak,« raabte Hans Jørgen igjen, »jeg ligger her og klemmer min Mave - -«

»Som jeg siger Dig,« var Martins Svar, »Du maa nøies med To; hvad vil Du ogsaa med dem?«

»Det kommer ikke Dig ved,« raabte Hans Jørgen hidsig; »hvis jeg ikke faaer de tre Duer, saa lader jeg Dig dumpe, veed Du det!«

»Saa Du vil skræmme mig?« svarede Martin ganske roligt og leende, »Du faar de To, det er nok til Dig; min Moder skal have de Tre!«

»Saa behold dem da alle Fem!« skreg Hans Jørgen ude af sig selv, og reiste sig ganske lidt fra Brædtet. Ved denne Bevægelse sank det noget mere udad, og den ulykkelige Martin Kordt styrtede eller rettere gled ned fra den svimlende Høide.

Næppe havde Hans Jørgen seet, at Martin forsvandt for hans Øine udenfor Gluggen, før Tanken om hans Ubesindigheds græsselige Følger faldt paa ham som et Bjerg; han slap Planken, som han endnu holdt fast paa og skyndte sig i Dødsens Angst ned ad alle Bjælker og Stiger, ud af Taarnet, og uden at han selv tænkte derpaa, førte hans Fødder ham til Præste-Enkens Huus. Bleg som et Liig 321 styrtede han ind i Stuen til hende, hvor hun sad og spandt paa sin Rok, kastede sig ned foran hende og omfavnede hendes Knæe, idet han med frembrydende Taarer fortvivlet skreg: »Gud hjælpe mig! Gud hjælpe mig!«

Moder Kordt blev heftigt forskrækket og spurgte ham ængsteligt: »Hvad er der dog paafærde? hvad har Han gjort?«

»Aa, Gud see i Naade til mig!« skreg den ulykkelige Dreng, »Martin er styrtet ned fra Taarnet og har slaaet sig ihjel og det er Alt sammen min Skyld!«

»Hvad siger Han?« hviskede Konen forfærdet, »hvad er det han siger?« gjentog hun heftigere, og i det Samme reiste hun sig hurtigt, ilede, som hun var, ud af Døren og ned ad Gaden, som fører til Slotsbanken. Men hendes Knæe rystede og hendes Fødder kunde næppe bære hende, og da hun kom til Brønden, som staaer ved Hjørnet af Torvestrædet, maatte hun standse og læne sig til Rærkværket, for ikke at falde omkuld. Da saae hun med Eet en Hob Folk, som bøiede om fra Slotsbanken ind i Gaden og nærmede sig til det Sted, hvor hun stod; og da de kom nærmere, saa hun i Spidsen af Sværmen sin Søn, sin Martin, hvem hun havde troet at gjensee knust og lemlæstet, komme hende imøde. Han var rigtignok lidt bleg om Næbet og vaklede, som om han havde en Ruus, hvorfor ogsaa en Karl havde taget ham ved den ene Arm; men da han fik Øie paa sin Moder, rev han sig løs, løb hen til hende og sagde: »See her, Moder! der har hun fem Duer, som hun kan stege til Farbroder i Morgen. Men hun maa ikke være vred paa mig, fordi jeg 322 kom til at springe ned fra Taarnet; jeg skal aldrig gjøre det tiere!«

Ved disse Ord sloge de Omkringstaaende en høi Latter op, men Moderen hørte ikke, hvad han sagde. Hun trykkede ham fast til sit Bryst, hun kyssede ham, hun befølte ham fra Top til Taa, om han var heel og holden, og saae paa ham med en saadan Glæde i Ansigtet, som om hun nu først havde faaet ham af Gud.

Under Alt dette forsøgte imidlertid de omstaaende Borgere, Tjenestefolk og Drenge at fortælle og forklare, hvordan det var tilgaaet med hans Frelse; men den Ene kunde ikke komme til Orde for den Anden, Alle snakkede hinanden i Munden, indtil endelig en gammel Bryggerkarl fik slaaet til Lyd og fik Lov at tale.

»Seer hun,« sagde han til Moder Kordt, »jeg havde netop læsset et stort Læs Riisbrænde histnede ved Stranden og var just paa Veien forbi Taarnet for at kjøre det hjem til min Huusbonds, Brygger Ambrosius's Gaard, da jeg med Eet seer noget Sort falde ned fra det Øverste af Taarnet; det saae ud som en stor sort Kugle. Jeg holdt strax stille med Vognen, men i samme Øieblik falder dette Sorte lige ned bag i min Vogn, ovenpaa det høie Læs Qvas og glider mellem Qvistene paa Jorden. Jeg steg af Hesten, og da jeg skulde see mig til, hvad det var, - veed hun saa, hvad det var? Det var, min Sandten, hendes lille Søn, som her staaer! Han laae ganske stille, og jeg troede, min Sandt, han var død. Men aldrig saasnart havde jeg løftet ham op og fik rusket lidt i ham, før han slog Øinene op og saae rigtig vildt paa mig. Saa gned 323 han sine Øine og da han saa havde seet sig lidt om, saa var det første Ord, han sagde: »Jeg fik dem dog alle Fem.« Jeg kunde da nok begribe, at han talte noget vildt! Saa kom der nogle Flere til og saa tog jeg ham ved den ene Arm og fulgte ham herhid. Jeg kan troe, at hans store, side Kjole har hjulpet ham og, næst Guds naadige Villie, frelst ham ud af denne store Fare for at slaae sig reent ihjel; thi Vinden oppustede Kjolen, ligesom naar det blæser i et Seil og bar ham op, saa han ikke faldt saa hurtigt ned, som ellers vilde skeet, men dalede, ligesom en Ravn kan lade sig dale paa sine Vinger. Og saa førte ogsaa Vorherres Haand ham lige ned i mit høie Læs af Riisqviste, hvilket tog af i Faldet. Men alligevel er det jo et sandt Mirakel, at han nu staaer her sund og frisk og kan baade gaae og mæle!«

Moder Kordt hørte ikke meget af denne venlige Beretning om Sønnens vidunderlige Frelse; hun havde bestandig ufravendt seet paa Martin og knælende holdt ham i sine Arme. Nu reiste hun sig op, idet hun sukkede: »Gud i Himlen være priset og lovet og takket i Evighed!« tog Drengen ved Haanden og førte ham hjem med sig, medens de Andre alle gik hver til sin Dont. Det Første de ved Indtrædelsen i Stuen bleve vaer, det var Hans Jørgen, der ganske bleg og forgrædt havde sat sig paa Gulvet i den mørkeste Krog, han havde kunnet finde. Ved Moder Kordts og Martins Komme havde han hurtigt skjult sit Ansigt i begge sine Hænder, og en Gysen rystede hans Krop. Nu, tænkte han, nu bringe de hans Liig, - der er de! Men da hørte han Martins Stemme, der tiltalte ham 324 venligt; han slog Øinene op, - ja der stod Martin for ham! Knap vilde han tro sine egne Sandser. Han foer op som af en Drøm, fløi Martin om Halsen, trykkede og kyssede ham og bad ham med Taarer om Forladelse. Den Tilgivelse, som han bad om, erholdt han ogsaa strax og den eneste Hævn, som Martin tog over ham, var, at han holdt ham et Par Duer for Næsen og sagde: »Seer Du, nu fik jeg dem dog alle Fem!«

Men Moder Kordt var i Begyndelsen mere streng; hun holdt ham en skarp Formanings-Prædiken, der sluttede saaledes: »Naa, græd nu ikke meer, jeg troer nok, han har ikke gjort det af Ondskab; nu maa han betænke sig længere en anden Gang ved, hvad han gjør, og takke Gud, at det denne Gang faldt saa vel ud!« Dog hendes egen Glæde over Martins forunderlige Frelse og Hans Jørgens oprigtige og dybe Bedrøvelse gjorde, at ogsaa hun tilsagde ham Tilgivelse, ja lovede endog at fortie, hvad han havde gjort.

Formodentlig var Sagen dog samme Aften - maaskee ved andre Skolepeblinges Gisninger - blevet omtalt og paa den Maade kommet Hans Jørgens Fader for Øre; thi Søndag Morgen ganske tidlig kom Raadmanden meget høitideligt og gravitetisk ind til Moder Kordt for at bede hende om Forladelse paa Sønnens Vegne; ved hvilken Leilighed han tillige bemærkede, at han - som han med en ret artig Vittighed udtrykte sig -, »havde stillet Hans Jørgen for en Birkeret og ladet Dommen fuldbyrde af selve Birkedommeren, - som sidder bag Speilet!«

Til Høimesse samme Dag prædikede da Martins 325 Farbroder, Mester Anders Kordt; Martin selv sad blandt de andre Peblinge i Choret og sang; hans Moder kunde fra sin Stol nede i Kirken netop see ham og vendte ikke Øiet fra ham, medens hun i sin Bøn til Gud indflettede den inderligste Taksigelse, fordi han saa vidunderligt havde bevaret hende det, der var hende det Dyrebareste paa denne Jord.

Efter Kirketjenesten spiste Farbroderen hos Martins Moder til Middag, og Martin saae med ikke ringe Fornøielse de fem Duer staae stegte og brune midt paa Bordet. - Det havde nær blevet en kostbar Duesteg!

RISTESTENEN

ET SAGN FRA MØEN.

I gamle Dage laae der paa det smukke Eiland Møen, foruden Stege, en anden Kjøbstad, som hed Borre. Denne By laae, som man mener, omtrent paa det Sted, hvor nu en Landsby af samme Navn leirer sine straatækte Gaarde og Huse. Ved en Vig eller Fjord, som fra Nordsiden skar sig dybt ind i Landet, kneisede paa hun Tid Kirketaarne, Ringmure og Huse med takkede Gavle, og Havnen var fuld af Kjøbmands-Skuder. Nogle troe, at Havet i de allerældste Tider paa dette Strøg ganske har deelt Møens Land i to Dele, den vestlige og den østlige, hvilken Sidste af sine skovbegroede Bjerge og skarpe Kridtklipper fik Navn af Høie-Møen. Men Havet trak sig tilbage; Vigen, der tilførte Kjøbstaden Borre Handel og Rigdom, forvandledes lidt 326 efter lidt til den store Borre Mose, i hvilken man endog i vore Tider har fundet Levninger af Fortøiningspæle, Vragstumper, Ankere, Jernringe og mange andre til Søfarten henhørende Gjenstande, og den rige Kjøbstad svandt i Tidens Løb ned til en lille, venlig Landsby.

Paa den Tid, da Borre stod i sin skjønneste Flor, levede der en velhavende Bundtmager ved Navn Jens Boel Han havde to Sønner, Mikkel og Anders. Disse to Ungersvende vilde han gjerne have anbragt til sit eget ærlige Haandværk; men det lykkedes ham ikke med nogen af dem. De unge Karle vare høist forskjellige baade i Sind og Skind. Begge vare de stærke og kraftigt byggede; men Mikkel, den Ældste, var stille og sindig, medens Anders var livlig og opbrusende. Den Første havde rødladent, glat Haar, meget kloge, blaae Øine og en bleg Ansigtsfarve; om den Yngres Hoved krusede sig et rigt, sort Haar, og hans mørke Øine udtrykte mere Vid end Klogskab, mere Vildskab end Ro. Mikkel holdt sig til Bogen og alle andre stille Sysler; Anders laae enten i Fjorden og fiskede eller gik paa Jagt med Herremændene i Omegnen, blandt andre med ham paa Nordfeld. Naar den stille Mikkel gik gjennem Byens Gader, var hans Blik fæstet mod Jorden; hvorimod Anders med sine sorte Øine allevegne havde Ærinde, især hvor der var smukke Piger, hvilke da ogsaa oftere ved deres Rødmen og Smiil noksom røbede, enten at de kjendte ham ganske godt, eller idetmindste ikke vilde fortryde paa at gjøre Bekjendtskab med ham; thi unge Piger smile langt heller til en Dagdriver, naar han kun er smuk og kjæk, end til den adstadigste og dygtigste Mand, 327 naar han mangler een af disse Egenskaber. Blandt disse Rødmende og Smilende var Vibeke Tamm, Datter af den rige Brygger Tamm i Møllestrædet, der skyldte sit eget hjemmebryggede og Rostokker Øl sin store Formue, især en Gjenstand for al den Kjærlighed, som Anders Boels Hjerte kunde opdrive; og han betænkte sig heller ikke længe, inden han uden videre Snak friede til Pigen, uagtet han Intet var og intet Nyttigt foretog sig. Dog næppe havde han aabenbaret sine Følelser og Ønsker baade for Pigen, for hendes og sin egen Fader, før det viiste sig, at Broder en, den stille Mikkel, ogsaa havde kastet sine Øine netop paa denne Ædelsteen. Sagen blev da foretaget i et Familieraad mellem de tvende Fædre, og Beslutningen blev, at Vibeke skulde række sin Haand til den af de to Brødre, som først fik et Brød, der kunde føde ham og hende, inders elskede Pigen med al den Ild og Heftighed, der var ham egen; men alligevel lod han, som man siger, Fiolen sørge. Mikkel derimod arbeidede af alle Kræfter, forstod at gjøre sig yndet af Høie og Lave, og vidste saa snildt at snoe sig, at han efter ikke lang Tids Forløb af Kirkeforstanderne blev kaldet til Degn og Cantor ved Byens Hovedkirke, hvilken Bestilling i de Dage gjældte lidt mere end nu. Han fremstillede sig da i sin sorte Kappe, med Baretten i Haanden, fornyede sit Frieri og fik, hvad hans Hjerte begjærede.

Efter at denne Sag var blevet bekjendt, sporedes en stor Forandring i den yngre Broders hele Væsen. Han, som ellers altid jublede i Sky, gik nu taus, mørk og indesluttet i sig selv, som rugede han over noget Ondt. Til sin Broder og Vibeke Tamm 328 talede han ikke et Ord. Denne pludselige Forandring vakte vel nogen Ængstelse i begge Familier, da man kjendte hans heftige Sind; men paa den anden Side havde han altid midt i sin Letsindighed viist et saa godmodigt Hjerte, at man snart fjernede al Frygt for et Udbrud. Paa Bryllupsdagen stod han i Kirken med de øvrige Slægtninge, iført sine bedste Klæder, men liigbleg i Ansigtet. Da man siden satte sig til Brudebordet, savnedes han. Den næste Dag hed det sig blandt Folk i Byen, at han strax efter Vielsen var reist bort med en fremmed Skipper, som en kort Tid havde ligget for Anker i Fjorden; men Havnefogden og andre kyndige Mænd ledsagede denne Beretning med et betydningsfuldt Nik eller et Skuldertræk; thi denne Skipper og hans Fartøi skulde have været af en temmelig fordægtig Natur. I hvilket som er, man saae ikke mere Noget til Anders Boel

Mikkel Boels Liv henrandt i al Ro og Mag; hans Vei gik fra Hjemmet og til Kirken og fra Kirken til Hjemmet. Hans Kone, Vibeke, som havde medbragt ham en lille smuk Medgift, skjenkede ham først en Søn og saa en Datter. Sønnen, Claus Boel, blev sat i den latinske Skole, hvor han gjorde Kjæmpeskridt i al den Lærdom og Viden, som Hørere og Rector selv mægtede at bibringe ham; og da Datteren var fjorten Aar gammel, var hun blevet saa deilig, at de fremmede Kjøbmænd paa deres Spørgsmaal, hvem der var den smukkeste Pige i Borre, næsten altid fik det Svar: »Det er Mikkel Boels Kristense!«

Claus Boel var en ung, vakker Karl, da han drog til Universitetet. Her lagde han sig med al mulig 329 Flid efter Lov og Ret, hvorudi han, saavelsom i andre skjønne, boglige Kunster, gjorde saa stor Fremgang, at han, endnu ung, fik det hæderlige Hverv i Selskab med andre Herrer og Lærde, som Hovmester at ledsage een af de unge Prindser paa en lang Reise i fremmede Lande. Ogsaa ved denne Leilighed brugte han sit Øie og Øre saa vel, at han ved Hjemkomsten medbragte en stor Skat af det Slags, som Møl og Rust ikke fortære. Hans Anseelse i hans Fødeby var meget stor, og Alle kappedes om at see ham og lære ham at kjende. Ogsaa Herremanden paa Nordfeld, Hr. Eiler Ged, af de Geder med de tre Halvmaaner, hans Faders og især hans forsvundne Farbroders Ungdomsven, indbød ham til sig.

Her var det, at Claus Boel første Gang saae Den, der skulde vække hans Hjerte af den Dvale, hvori det under Forstandens kjølige Skygge hidtil havde ligget. Hr. Eiler Geds eneste Datter, den fjortenaarige Frøken Maren Ged, blev strax saa fortryllet ved den unge, lærde Mands Udvortes og Væsen, hørte saa henrykt paa alle hans Fortællinger om fremmede Lande og de store Ting, han der havde seet og hørt og oplevet, og yttrede denne sin Beundring saa frit og uden Sky, at den sindige Herres Blik aabnedes ogsaa for hendes Yndigheder. Hendes sorte Øine, der dristigt og brændende hvilede paa ham, havde ligesom en Trolddomskraft, der tvang ham til at hæve sine blaae Øine, hvilke ellers meget modeste vare hæftede mod Jorden, naar han holdt et Foredrag; og han forlod Nordfeld ganske beruset og opfyldt af een Tanke. Denne Tanke var som en Traad, der drog ham atter og atter derhen, og saaledes var da Sagen i bedste Gang.

330

Dog var der Noget, som stod ham i Veien. Claus Boel havde en Ven, som ogsaa havde sin Gang paa Nordfeld, og som ikke mindre end han var ramt af Elskovens Pile. Denne Ven var en Søn af Præsten i Magleby og hed Niels Studtmann. Han var reisende Handelsmand; og en Saadan havde paa de Tider lidt mere at betyde, end de Nutidens pyntede, raae Herrer, som fare om og snyde Smaahandlerne i Kjøbstæderne og lege Kjæreste med Vertshuuspigerne. Niels Studtmann var vel bekjendt i London og Brüssel, Paris og Cöln, Bremen og Lübeck, Rostock og Riga; han var en rask og velvoxen Karl, og sparede hverken brabandsk Klæde eller Kniplinger, russisk Pelsværk eller venetianske Guldkjæder for at gjøre sin Person behagelig for Øiet; og dertil havde han et meget smidigt Mundlæder. Ogsaa han havde naturligviis Meget at fortælle om sine vidtløftige Reiser, og dette var ofte langt mere eventyrligt og spændende, end Juristens, der mageligt og uden Fare var ført afsted i en fornemme Herres Følgeskab. Vist er det, at Kræmmeren syntes Claus Boel meget farlig. Den unge Frøken kom ham imøde med sær Venlighed, og, for et uøvet Øie kunde det vel lade, som om hun gav ham Fortrinet. Dog det havde slet ingen Nød. Efterat den første Forskrækkelse over den farlige Medbeiler var overstaaet, tog den lærde Yngling sig sammen, og, støttende sig paa sine høie Velynderes rundhaandede og klippefaste Løfter, der jo aabnede ham Udsigten til et høit Maal, fortsatte han sine flittige Besøg paa Nordfeld. Snart blev han ogsaa i den Grad klarsynet, at han kunde skue lige ind i det unge Jomfruhjerte, og med stolt Fryd bemærke, at han selv og ingen Anden 331 beboede dets inderste Gemakker. Med værdig Rolighed saae han altsaa paa, at Kræmmeren udkrammede baade sine Varer og sine Eventyr for de smukke Øine og de nysgjerrige Øren. Hvad der forresten gjorde ham end mere tryg, var den Omstændighed, at Kristense, hans deilige Søster, der tilligemed ham fra Barndommen af havde kjendt Niels Studtmann, holdt saa meget af denne og lagde saa lidet Dølgsmaal paa sin Kjærlighed, at den flygtige Kræmmer selv, ganske overvundet heraf, i hendes Nærhed ligesom overgav sig paa Naade og Unaade, og viste sig ligesaa venlig og forekommende mod hende, som mod den fornemme Frøken.

Hr. Eiler Ged bemærkede meget vel de to unge Mænds forliebte Adfærd og indsaae grant, hvad deres Mening var; men denne Tanke bragte ham kun til at smidske. Han strøg sig om sit Skjæg og lod Sagen gaae sin Gang. Det kunde jo intet Øieblik falde ham ind at give sin Datter til en Ufrelse; og dette lod han dem ogsaa ved enhver Leilighed uden Omsvøb forstaae. Han lod dem vel ikke kaste i Hundehullet, som mangen anden mandhaftig Ridder vilde have gjort, ikke heller smide paa Porten; ja, han viste dem end ikke bort med Haan, aldenstund de endnu ikke havde forlangt, hvad deres Hjerter begjærede. Han var selv en god Mand, han havde i Borre tømt mangt et godt Kruus i Laug med Mikkel Boel og havde været god Ven og Kammerat med den bortrømte Broder. Men den vigtigste Grund til hans Maadehold var, at han ikke ret vel turde behandle Ungersvendene ilde af Frygt for sin Datter, der i Eet og Alt beherskede ham og gik, som man siger, ind og ud af ham med Træskoe.

332

Imidlertid havde Hr. Claus Boel arbeidet og skrevet nogle Aar under Kongens Rentemester, og Niels Studfmann gjort flere Reiser til Brabant og Brittanien, til Rusland og Prydsen, da de begge To paa een og samme Dag kom hjem. Handelsmanden medbragte de deiligste Varer, Pelsværk, Fløiel, Brokade, Smykker af Guld og ædle Stene, Halefjedre af den Fugl Struds, kosteligt Lim og deslige; den unge lærde Mand førte i sin Lomme et kongeligt Brev, der gjorde ham til Justits-Borgermester i hans Fødeby. Begge troede nu at have en fast Grund, hvorpaa de kunde bygge videre. De besluttede da at gjøre det vigtige Skridt i Livet, som man kalder at beile, og det traf sig saaledes, at de begge paa een og samme Dag, efter at de i Forveien skriftligt havde henvendt sig til Faderen, Hr. Eiler Ged, mødtes paa Nordfeld, for at modtage et mundtligt Svar.

Huushovmesteren viste begge de unge Mænd ind i den store Sal. Det var en klar Eftermiddag, og Solens Straaler aftegnede skarpt de høie, svibbuede Vinduer henad det med sorte og hvide Marmorflis ser belagte Gulv. Her vandrede de da ved Siden af hinanden og traadte tause og beklemte fra Tavl til Tavl, fra Hvidt til Sort.

Lidt efter aabnedes den store Dør, og Herremanden traadte ind. Han gik lidt krum, hans Hoved var bedækket med en Calotte af rødt Fløiel, den høire Haand støttede sig paa en Eenhjørningsstok, og den venstre tog om det graae, brede Hageskjæg, medens et listigt Smiil plirede i hans smaa Øine. Han satte sig i en stor Lænestol, og bad de to Fremmede tage Plads paa Tabouretter, som stode paa hver Side 333 af denne. Derpaa tiltalede han dem paa følgende Maade:

»Jeg har læst begge Eders Breve, og paa disses Indhold kan jeg, hvad Sagen selv angaaer, ikke have Noget at udsætte. Det er meget naturligt, at I ønske at eie en væn Brud og en god Hustru, og begge Dele vilde I kunne finde i Frøken Maren Ged. Jeg har Intet imod Eder, som gode Venner og Medchristne. Eders Fædre har jeg kendt som brave Mænd. Selv ere I, hver paa sin Plads, al Ære værd. Var jeg af Eders Stand, vilde Eders Tilbud blive modtaget med al Glæde. Men« - her legede Hr. Eiler Ged med den svære Guldkjæde, der sex Gange snoede sig ned ad hans Fløiels Mave, og betragtede sin Farfaders Farfaders Tipoldefaders Contrafei, som hængte i den ene Ende af Salen, - »men en Herremands Datter kan ikkun lægge sin Haand i en Brudgoms Høire, der støtter sin Venstre til et ægte Skjold; og skulde jeg eller nogen anden Ridder vige fra denne Regel, da maatte det være under ganske egne Omstændigheder. For nu at vise Eder en Mulighed til selv at skabe saadanne Omstændigheder, hvorunder I kunne naae Eders Ønskers Maal, vil jeg fastsætte en Betingelse, og naar den opfyldes, vil jeg lukke Øiet for Eders ufrie Stand og give min Datter til en Ufrelse. Min Betingelse skal ikke være grundet paa naturlige, medfødte Evner eller Andet, som ikke er afhængigt af Eders egen Villie; den skal være lige for Eder begge. Hør altsaa vel til: Den af Eder, som først formaaer at bedække Gulvet i denne Sal med fuldvægtige Guldgylden, saaledes at ingen Plet kan sees af dets hvide og sorte Felter, han skal være min Svigersøn og gaae til Sengs med Frøken Maren Ged!«

334

Hr. Eiler Ged taug, strøg sig smilende ned ad sit graae Skjæg og lænede sig tilbage i Stolen.

De to Beilere stirrede først med store Øine paa den grusomme Herremand; derpaa faldt deres ulykkelige Blik uvilkaarligt henad det fortvivlede Gulv, som om de vilde maale sammes Længde og Brede. De snappede efter Veiret, ligesom Fiske, der ere komne paa det Tørre.

Da aabnedes en Dør, og Frøken Maren Ged, fulgt af to Skaffersvende, der frembare et dækket Davrebord, traadte ind i al sin ungdommelige Pragt og Herlighed. Det var ikke den Gyldenstykkes Hue paa det sorte Haar, ikke den røde Fløiels Bulle, løseligt med Sølvlænker snøret foran den fyldige Barm, ikke det sorte stribede Atlaskes Skjørt, ikke de smaa, sølvspændte Skoe, der virkede som en Trolddom paa de unge Mænd; nei, den freidige, friske Mund og de kjække, tindrende Øine var det, som nedsloge enhver Betænkelighed. Efter denne Aabenbarelse, der i dette Øieblik forekom dem aldeles ny, tykkedes Intet dem umuligt. Begge greb, som ved eet Huskud, hver een af den gamle Herres Hænder og hviskede med sagte, men fast Røst: »Hr. Ridder! jeg vil opfylde Betingelsen!«

»Godt, godt!« svarede Hr. Eiler Ged, og rystede ret hjerteligt, men med et polidsk Smiil begge Hænder. »Men det har da vel ikke saa stor Hast? Vi kunne dog vel først tage os lidt Davre?« hvor paa han førte dem til Bordet. Da de her flittigt havde langel til det store Saltmadsfad og endnu flittigere tømt de blanke Kruus, fyldte med stærkt krydret spansk Viin, følte de sig istand til at overvinde Alt, 335 og forlode Nordfeld med faste Forsætter og høitflyvende Forhaabninger.

Man skulde nu troet, at disse to unge forelskede Svende, da deres Sind var saa opflammet, let vilde komme til at kives paa Veien, medens de, hver paa sin Kleppert, travede hjem til Borre. Ingenlunde! De bare intet Nag til hinanden, og meddeelte hinanden i al Hjertelighed deres Planer til at naae det Maal, hvorefter Begge stræbte. Det gik forsaavidt ret vel an, som disse Planer vare af den Beskaffenhed, at de ikke kunde krydse eller hæmme hinanden indbyrdes. Den Ene byggede paa sin Credit ved Hoffet, den Anden paa sin Credit i fremmede Lande og Byer. Medens de nu paa Veien hver for sig udviklede Vennen og Medbeileren disse Støttepunkters Styrke og Paalidelighed, kunde de ikke lade være, i Hjertet at lee inderligt af Medlidenhed over Modpartens Svaghed og det Urimelige i hans Forhaabninger.

Da nu denne begeistrede Stemning hjemme var dalet og havde sat sig til Ro og Eftertanke, skulde man have troet, at Ængstelse og Modløshed vilde have indfundet sig. Tvertimod! Claus Boel, der endnu ikke havde tiltraadt sit Borgermesterdom, erklærede sin Fader, at han maatte gjøre endnu en Reise til Kongens Hofleir; og Niels Studtmann ordnede sine Sager hjemme, paabød sine Folk dobbelt Iver og Agtpaagivenhed, gik ombord paa sin egen Skude og styrede ad Tydskland til.

Den Eneste, der var nedbøiet og modfalden, var den smukke Kristense Boel, der sad ganske bleeg derhjemme og vædede den Hør, hun spandt, med sine Taarer. Thi uagtet Kræmmeren var venlig og god imod hende, spøgede og var glad i hendes Selskab, 336 gav hende smukke Sager, hvergang han kom hjem fra en Reise, saa havde alt dette dog ingen rigtig Art; det havde kun den broderlige, lunkne Varmegrad, og hendes Hjerte brændte jo i lys Lue. Hans flittige Besøg paa Nordfeld og hans pludselige Bortreise og Grunden til begge Dele, der ikke blev hende dulgt, var færdig at knuse hendes unge Hjerte. Den gamle Mikkel Boel gjorde Alt for at trøste hende og skjenkede hende blandt Andet en deilig Bønnebog, velforgyldt og fuld af skjønne, malede Billeder. Men, ak! den havde ikke ret nogen Lægedom for det Slags Hjertevee, der omspændte hende, og hendes Fader saae med inderlig Bedrøvelse paa, hvorlunde hun gik omkring med matte Øine og falmede Kinder. Men denne Bedrøvelse skulde endnu blive større.

Hr. Claus Boel kom nemlig efter en uformodet kort Tid tilbage fra sin Reise til Hoffet, og man saae tydeligt paa hans hele Tee, at de Forhaabninger, han saa stolt havde bygget paa de Stores Venskab, ganske vare strandede. Man saae ham vandre stum og ab vorlig henad Gaden, og i Raadet faldt han saa ofte i dybe Tanker, at hans Sidemand tidt maatte støde ham paa Albuen.

Ogsaa Niels Studtmann kom hjem langt snarere, end man havde ventet ham. Han syntes vel tilmode; men hans Ansigts Glæde laae dog. ligesom bag et Slør, og til Ord var han ikke saa rap, som sædvanligt; kort, han var som den, der bærer paa en Hemmelighed. Han besøgte slet Ingen af sine Venner i Byen, men drog derimod næste Morgen tidlig til Nordfeld.

Den gamle Herre var just fraværende og ventedes ikke hjem før næste Dags Middag; og dette var 337 Kræmmeren meget kjært. Han fik derved, som han haabede, Leilighed til rigtig i Ro og Mag at tale med sit Hjertes Udvalgte, med hvem han udbad sig en Samtale.

Maren Ged, som kjendte de svære Betingelser, hendes Fader havde stillet de unge Beilere, blev saare nysgjerrig efter at erfare, hvad der i saadan Hast førte den Ene af dem tilbage til hende.

Hendes Sengekammer var beliggende i nederste Stokværk, ved Siden af den Gamles; men foruden dette havde hun til sit eget Brug indrettet sig et andet lidet Buur. Det var et lille rundt Kammer, øverst oppe i det ene af Gaardens runde Taarne; dets Vindue vendte ud mod Skoven, og det laae meget afsides fra den øvrige beboede Deel af Huset. Her havde hun sine to Turtelduer, her stode smukke Blomster, her hængte hendes Luth, og her tyede hun hen, for enten at lytte paa Fuglesang eller selv lade sin Røst klinge, og her fældede hun Taarer over Magellones Jammer og Tristans og Isaldes sørgelige Skjæbne eller loe i al Hemmelighed over Uglspils Pudsener.

Herhid førte hun Niels Studtmann, satte en Stol til ham og tog selv fat paa sit Broderi.

»Naa,« sagde hun smilende, »hvad har I saa at fortælle mig, Hr. Niels?«

Efterat have rømmet sig og sat sig i Lave, begyndte han: »Det Første og det Vigtigste, jeg har at sige Eder, skjønne Frøken! det er, at jeg beiler til Eders Hjerte og Haand!«

»Ei, ei! Gud velsigne Jer!« raabte Maren Ged høit leende, »har I maaskee været i Klintekongens Havehar I allerede alle de blanke Gylden i Lommen? Lad 338 mig dog see! I veed jo nok, uden dette tør jeg slet ikke høre paa Jer!«

»Siden I veed Alt,« svarede Niels Studtmann alvorligt, »saa vil jeg strax skride til at aabenbare Eder, hvar der giver mig Mod til at tale saa frit til Eder. Jeg kan da siden med saa meget større Sikkerhed fremføre mit vigtigste Ærinde. - Da jeg i Følge med Claus Boel sidste Gang red herfra, skeete det ikke med saa let Hjerte, som det maaske kunde forekomme. Jeg var ør og betagen af Elskov og Haab; men i Baggrunden af mit Sind dæmrede dog Tanken om Umuligheden af at opfylde Hr. Eilers strenge Betingelse. Imidlertid gjorde jeg mig dog strax rede til at reise - jeg vidste knap selv hvorhen ellec til hvad Nytte. Al min Kraft vilde jeg opbyde, Alt vilde jeg vove! Paa min egen lille Skude seilede jeg da ad Pommern til og steeg i Land i Strak sund. I Havnen fik jeg, blandt en Mængde andre Skibe, Øie paa et stærkt og meget let bygget Fartøi, der saa ud til at kunne føre en stor Deel Seil. Det førte et kulsort Flag paa halv Stang, og oven over dette var heiset det Stralsundske Vaaben. Man sagde mig, at det var en Sørøverskude, som for nogle Dage siden, ved Forræderi af Een af Mandskabet, var faldet i Hænderne paa de Stralsundske og nu bragt ind der. Da jeg kom op i Byens Gader, bemærkede jeg et usædvanligt Røre og en livlig Tummel blandt Folk. Strømmen drog sig henad Torvet til, hvor Stimmelen var stor. Alle Ansigter vendte mod Raadhuset. Udenfor dette var der op reist en Forhøining, paa hvilken der stod en Mand, og det var ham, der tiltrak sig Alles Opmærksomhed. I Trængselen saae jeg Een af mine Velyndere 339 i Byen, den berømte, store Kjøbmand Hr. Stirnmeier. Jeg nærmede mig til ham med Hilsen og Buk og udbad mig Oplysning om det, jeg her saae, og hertil var han strax beredvillig. Det var, sagde han, den under Navn af den sorte Skipper saa berygtede og frygtelige Sørøver, der i umindelige Tider nu havde været en Rædsel for alle Søfarende paa vore Vande (»Ogsaa jeg har lidt store Tab ved hans Misgjerninger!«) For faa Dage siden var han ved List overmandet og bragt i Lænker og Baand hertil. Synderen skulde nu efter denne Byes Skik tre Dage i Rad en Time hver Dag staae saaledes udstillet, førend han blev rettet. Det skeete formodentlig, for at en saa stor Mængde som muligt af Søfarende og Handlende kunde overtydes om, at de snart kunde vide sig befriede for denne Svøbe. Det var nu, vedblev Hr. Stirnmeier, paa, tredie Dag, og næste Dag skulde han paa en Oxehud udslæbes af Byen ved Rakkerens Hest, radbrækkes nedenfra og levende steiles. Hver af de to foregaaende Dage havde den sorte Skipper ved Timens Slutning med høi Røst udraabt nogle faa Ord; men Ingen havde forstaaet dem, da det hverken var Vendisk eller Tydsk. Man formodede, sagde Hr. Stirnmeier, at det var enten Svensk eller Dansk.

Ved at høre dette, blev jeg end mere nysgjerrig og begjærlig efter nøiere at betragte dette Menneske. Jeg banede mig en Vei igjennem den tætte Stimmel, og kunde snart se ham tydeligt. Han var en Mand paa henved de tre Snese, bredskuldret, og stærkt bygget. Hans graa Haar og Skjæg var kruset; et Par store Ar paa Panden og over Ansigtet lode formode, at han havde vovet sig i mangen haard Dyst. 340 Hans sorte Øine vare selv nu, som han der stod, saa stærke og kjække, at man vel maatte indsee, hvorlunde Fare og Møie kun havde været en Leg for ham. Han stod bagbundet til en høi Pæl og sex Bytjenere med Bøsser og Lunter holdt Vagt ved ham; men han saae ud, som om han herskede over dem Alle. Jeg havde faaet en Plads tæt nedenfor Stilladset, hvorpaa han stod, og da jeg løftede mine Øine op for ret i Nærheden at beskue ham, faldt netop ogsaa hans Blik lige i mit. Da hævede han med Eet sin raae, men klangfulde og mægtige Røst og raabte: »Er her Nogen tilstede fra Høie-Møen?«

Der blev en almindelig Stilhed, og Alle saae sig om. Mit Hjerte bankede i mit Bryst; jeg følte baade Medlidenhed og Ængstelse. Ved at see hans Ansigt kom jeg uvilkaarligt til at tænke paa Een, som jeg holder meget af, og jeg troer, at det, foruden Nysgjerrigheden, var denne Lighed, der drev mig til at gjøre et Skridt fremad, og svare: »Jo, jeg er fra Høie Møen.«

»Saa vil jeg tale med Jer alene,« gjentog den sorte Skipper.

Jeg svarede, at jeg hertil var villig, forudsat at der af Byens Øvrighed blev mig forundt Tilladelse dertil. Manden taug og slog atter sine sorte Øine ned mod Jorden.

I Stralsund er jeg velbekjendt, og selv Borgermesteren er een af mine Velyndere. Paa mit Forlangende gav han Befaling til, at man skulde frit lade mig faae Indgang til Fangen, saasnart denne var ført tilbage til sit Fængsel, for der at leve den sidste Nat. Slutteren, hos hvem jeg meldte mig, fremtog sit Nøgleknippe, aabnede den yderste Dør til Raadstuekjelderen, 341 udenfor hvilken der stod en Vagt. Vi stege nogle Trin ned; der aabnedes atter en jernbeslagen Dør, og nu befandt vi os i Fangehullet. Fangefogden satte en tændt Lampe paa Gulvet og gik udenfor. Nu stod jeg da alene ligefor den frygtelige Mand; han sad paa en Træbrix med svære Lænker om Hænder og Fødder; begge Hænderne støttede han paa sine Knæ og betragtede mig med et fast og gjennemborende Blik.

»Hvor er I fra?« spurgte han i en Tone, der noksom tilkjendegav, at han var vant til ikke længe at vente paa Svar, og jeg skyndte mig ogsaa at sige: »Fra Borre!«

Ved Lyden af dette Navn var det, som foer der en Sittren igjennem den stærke Mands Krop.

»Nok, Nok!« raabte han, »siig Intet mere! - nævn intet Navn! - jeg vil intet Saadant høre! I er en Møenbo, det røber jert Maal. I skal høre mit Testamente!«

Her taug han. Hans Udtale var mig et klart Beviis for, at jeg her havde med en Landsmand at gjøre.

»Hør nu gran til,« vedblev han efter et Øiebliks Betænkning. »Jeg er riig som en Konge, og mine Skatte, som bestaae i myntet Guld, har jeg gjemt i mit Fødelands Skjød. Af og til forlod jeg mine Folk, drog ganske alene til de hvide Klipper, steeg i Land, fordybede mig i Skovene ved Nattetid, og gjemte mit Guld der. Min Vei var op gjennem Maglevandsfald, over Dronningestolen, forbi Vitmunds-Nakke, over Aasen ind i Grimsdal. Her gik jeg fra Øst til Vest henimod en Plads, hvor der staaer to store Egetræer. Ved Midnatstid staaer i denne Aarstid 342 en stor Stjerne lige midt imellem disse Træers Kroner, naar man standser tyve Skridt fra dem. Der ligger en bred Steen, paa hvis Overside er udhugget en Rist; paa Undersiden har jeg selv hugget disse Ord: »Du, som har væltet denne Steen, er min Arving.« Vil I,« sluttede den sorte Skipper, »nu være min Arving?«

Ved dette Sted i Kjøbmandens Fortælling, foer Blodet pludseligt op i Frøkenens Kinder, som om en klar Tanke var født i hendes Sind; dog fattede hun sig og spurgte tilsyneladende rolig: »Naa, og nu troer I paa saadan Daarskab og mener at vinde mig ved slige Paafund? I tænker vel som saa: Børn lokkes ved Kage, Karlfolk ved Kys og Qvinder med faure Ord!«

»Har Manden bedraget mig,« gjensvarede Niels Studtmann lidt befippet, »saa - -«.

»Nei, siig mig dog,« afbrød den unge Pige ham, »hvad blev der saa af den sorte Skipper?«

»Jeg forlod ham,« svarede Kjøbmanden, »med bankende Hjerte, i Forventning, at min Lykke maaskee stod saa nær ved min Dør. Næste Dag rygtedes det, at han var undsluppet af sit Fængsel. Dog samme Dags Aften blev han atter indbragt til Stralsund; men da var han et Liig. Hos Een af sine Hælere i et lille Fiskerhuus ved Kysten var han blevet overrumplet af de udsendte velbevæbnede Folk, just som han stod i Begreb med atter at gaae til Søes. Han havde forsvaret sig som en Bjørn mod sine Forfølgere. Et Skud fra en Hagebøsse havde strakt ham til Jorden!«

Her trak Niels Studtmann Veiret dybt, og lavede sig til et nyt Angreb. Da lyttede Frøkenen: »Jeg troer, min Fader er kommet hjem,« sagde hun hurtigt, 343 »jeg vil dog gaae ham imøde. Vent her lidt!« Derpaa reiste hun sig, gik ud af den lille, tykke Egetræes Dør, som lukkede for Kammeret, skjød ganske sagte de to brede Jernskodder for, dreiede Nøglen to Gange om i Laasen, tog den ud og puttede den i Lommen, hvorpaa hun med sin hvislende Silkekjole, liig en Snog, snoede sig hurtigt ned ad den snevre Vindeltrappe. Af en haandskrevet Visebog udrev hun et reent Blad, og skrev i sittrende Hast et Brev, forseglede det, gav det til en tro Tjener, som paa en Hest strax efter var i fuldt Fiirspring paa Veien til Borre. Her opsøgte han Borgermester Claus Boel og overleverede ham i al Hemmelighed Skrivelsen.

Da Frøkenen havde besørget dette, gik hun ganske roligt omkring i Huset til sine Sysler, og overlod Hr. Niels Studtmann i det afsides Taarnkammer til Eensomhed og gavnlige Betragtninger, hvorudi, hun vidste, Ingen kunde forstyrre ham.

Samme Dags Aften vandrede to i Hættekapper formummede Mænd i Skumringen ud af Sønderport i Borre, og toge Veien ad Magleby til. Ved Enden af Landsbyen standsede de ved et af de sidste Huse og bankede paa. Efterat have vexlet et Par Ord med Manden i Huset, trak denne en Vogn frem, ledte to store Trækøxne ud af Stalden, spændte dem for Vognen, kastede Hakker og Spader bag i denne, og nu satte de sig alle Tre atter i Bevægelse. Veien gik ind igjennem Skovene; de kom forbi Gjedde Sø og dreiede derpaa af til Grimsdalen og droge gjennem denne til den yderste østlige Side. Himlen var skyfri og Natten stille; Intet hørtes undtagen Hjulenes Knagen og Oxernes Pusten. Det var alt henved 344 Midnat. Vognen blev vendt, og nu stillede Een af de to Herrer sig i Spidsen af Toget, idet han hviskede: »Følger nu mig!«

Efterat have skredet et betydeligt Stykke tilbage fra Øst til Vest, gjorde Formanden en Bevægelse med Haanden, hvorefter Vognen holdt stille. Derpaa gav han sig til at søge; han følte sig for med sin jernbeslagne Stav, og med Eet hørtes han at slaae et Par Slag paa en Steen; han strøg med Stokken henad Stenen, og det klang, som naar man stryger med en Kjødgaffel over en Rist Stenen laae halvt skjult under en stor Hvidtjørn. Nu udbrød han med dæmpet, bævende Stemme: »Her er det!« Alle Tre bevæbnede sig med Hakke, Spade og Kobeen og arbeidede saa kraftigt og flinkt, at de efter kort Tids Forløb fik væltet den store, flade Steen. Da Jord og Gruus var ryddede tilside, viste sig for deres Øine en velsat Steenkiste, og i denne fire, svære, jernbeslagne Skrine. Med megen Møie fik de disse læssede paa Vognen. Da de med denne begave sig paa Hjemveien, begyndte Dagen alt at grye, Hanerne galede fra By og til By, og de stønnende Qxer dampede i den kolde Morgenluft.

Hr. Eiler Ged var netop kommet hjem fra sin Reise. Det var ved Middagstid. Han stod endnu i Borggaarden paa Nordfeld ved sin Hest og modtog Meldinger af og uddeelte Befalinger til flere af sine Folk, som havde omringet ham. Da hørtes i det Fjerne Klangen af Trompeter og Pauker, og lidt efter saae man et Tog langsomt og høitideligt bevæge sig op ad den store Linde-Allee, der førte op til Nordfeld. I Spidsen red to pyntede Trompetere og en Paukeslager, hvilke blæste og trommede af alle Kræfter. 345 Efter dem fulgte en svær Bondevogn paa fire høie Hjul, bespændt med et Par brogede Qxer; og tilsidst kom Mikkel Boel og hans Søn, Borgermester Claus Boel, hver paa sin stadselige Hest.

Herremanden gjorde store Øine og vidste ikke, hvad han skulde tænke om dette Styr. Gaardens Folk stak Hovederne ud af Vinduer og Døre, alle Hunde gave Hals, Paahanen skreeg paa Taget, og Duerne kredsede, opkyste, rundt over hele Gaarden. Tilsidst, just som Vognen standsede foran den store Steentrappe og begge Rytterne vare stegne af Hesten, kom ogsaa Frøken Maren tilsyne. Hendes Øine glimtede, hendes Kinder blussede, og hun smilede med hele sit smukke Ansigt. Hun stillede sig ved Siden af sin Fader og ventede med spændt Opmærksomhed paa, hvad der nu vilde komme.

Da traadte den gamle Mikkel Boel frem, tog den sorte Fløiels Barret af sit røde Hoved, bøiede sig dybt baade for Fader og Datter og talede: »Velbyrdige Hr. Ridder! I mindes vel, at min Søn, nærværende strenge Borgermester Claus Boel, som har fattet en dydig Kjærlighed til Eders Datter, ædle Frøken Maren Ged, for nogen Tid siden dristede sig til hos Eder selv at begjære hende til sin Ægtehustru? I mindes vel ogsaa, at I til Svar paa hans ydmyge Begjæring ikke just ligefrem gav ham et Afslag, men i dets Sted paalagde ham Betingelser for Opnaaelsen af hans Hjertes Ønske, - Betingelser, der noget nær i Eders og alle andre fornuftige Menneskers Øine vel maatte kunne gjælde for et Afslag, aldenstund det maatte tykkes umuligt for Beilerne at opfylde samme. I mindes endvidere, at han var saa forvoven at optage den Handske, I tilkastede ham? Nu 346 staaer han her, for anden Gang at beile til Eders Frøken Datter, idet han nu, ved den almægtige Guds Hjælp, seer sig i Stand til at opfylde den Betingelse, I har sat! - Hvis I tillader det, ville vi strax, som I har forlangt, kunne skjule Gulvet i Eders store Riddersal med fuldvægtige, blanke Guldgylden. Vi have nemlig arvet vor nærmeste Slægtning, min salig Broder, som nylig er død!«

»Det er ikke sandt!« raabte en forbittret Stemme ud af Stimmelen, som havde omringet Hovedpersonerne, og Niels Studtmann, der ved Frøkenens naadige Foranstaltning nu endelig var udløst af sit Fængsel, traadte frem, høirød i Ansigtet og næsten grædefærdig.

»Hvad jeg siger, er baade vist og sandt i alle Maader,« svarede den gamle Mikkel Boel i en rolig Tone, »jeg kan endogsaa fremvise min Broders Testamente. Aa, tag mig dog Documentet ned af Vognen!«

Kjøresvenden og et Par af de andre Tilstedeværende løftede med megen Besvær en lang og bred, men flad Steen ned paa Jorden og stillede den opret paa Kant. Paa den ene Side var den udhugget med dybe Rifler, ligerviis som en Rist; paa den anden Side kunde man læse følgende, med store Bogstaver indhuggede Ord:

»Du, som har væltet denne Steen, er min Arving.
Anders Jensen Boel, fra Borre.«

Alle betragtede og befølede Stenen og læste Skriften med stor Forundring, og Ingen kunde nægte, at jo Arven i enhver Henseende var kommet i de rette Hænder.

Niels Studtmann taug stille; han turde jo ikke vedgaae, 347 at han paa en vis Maade havde villet begaae Arvesvig.

Frøken Maren Ged gned sine sneehvide Hænder og vidste af Glæde knap, paa hvilken Fod hun vilde staae.

Endelig brød Hr. Eiler Ged, som hidtil hele Tiden havde staaet med aaben Mund og opspilede Øine og efter Sædvane glattet sit graae Skjæg, den nu incb traadte Taushed. Han vendte sig til Fader og Søn og sagde: »Ja, I gode Mænd! Alt dette er jo godt nok; men hvad er der da i disse Kister? Ville I virkelig indbilde mig, at I kunne opfylde min Betingelse? Lader os da see!«

Da toge Fader og Søn fat paa een af de jernbeslagne Kister og ved nogle Karles Hjælp fik de den slæbt ned af Vognen, op ad Trappen og ind i den store Riddersal Her blev den stillet midt paa det rudrede Gulv, aabnet og væltet, og see! de røde, blanke Skillinger strømmede ud og bedækkede mere end en Trediepart af Gulvets Flade!

Ved dette Syn straalede Hr. Eiler Geds begjærlige Øine med Henrykkelsens Glands. Han saae sig om, fik Øie paa sin Datter, der stod smilende nær hos ham, greeb hendes og Borgermesterens Hænder og trak dem ind paa den glimrende Dynge, og her, staaende midt i Guldet, føiede han deres Hænder sammen, idet han sagde: »Her trolover jeg for Guds Aasyn og i disse gode Mænds Nærværelse Dig, min Datter, Frøken Maren Ged, med strenge Hr. Borgermester Claus Boel! Min og Herrens Velsignelse hvile over Eder. Amen!«

Medens Alt dette foregik, og Alles Øine vare henvendte paa og beskjæftigede med Eventyret, havde 348 Niels Studtmann seet Leiligheden an og listet sig ned til Stalden, hvor han Dagen iforveien havde indsat sin Hest. Da han traadte ind, vendte Hesten sit Hoved mod ham og modtog ham med en venlig Vrinsken, der dog nu i den stakkels Kræmmers Øren lød som en Haanlatter. Hurtigt lagde han sin Sadel paa, spændte Gjorden, optømmede Klepperten, satte sig op og reed i fuldt Fiirspring hjemad.

Paa Halvveien faldt der ham imidlertid med Eet Noget ind; han standsede sin flyvende Fart og lod den pustende Hest gaae i Skridt, medens han i sit Hjerte saaledes tiltalede sig selv: »Du er dog en stor Esel, Niels! og en dum Knegt ovenikjøbet! Du vilde snyde din bedste Ven baade for hans retmæssige Eiendom og for hans Brud, som elsker ham. Tvi Dig an!« (Her spyttede han langt ud i Marken) »Og Tøsen? hun kunde jo slet ikke lide Dig, det var klart nok. Havde Du mod hendes Villie faaet hende til Ægtehustru, - hun vilde ordentlig have kusket Dig! Tak Du din Gud og Skaber og vær glad, at Du slap saa godt! - - Nu er Familien Boel uhyre rug! - - Claus beholder ikke Alt, - Faderen faaer sin Part - - og Datteren faaer sin! Datteren? ja, den lille, søde Kristense, som altid har holdt saa meget af Dig, Du Taabe! og som Du til Gjengjæld har været saa kold og haard imod! Fy, skam Dig! (Her spyttede han atter) Jeg veed nok, hvad jeg gjør! Hun faaer jo ogsaa sin Part, og den kan ikke blive saa ringe!«

Her gav han atter sin Ganger Spore og Tøile og naaede i stærkt Trav snart til Borre. Han lod sin Hest sætte i Stald og gav sig selv kun saamegen Tid, at han fik sig lidt hæget og hersket; derpaa gik han 349 om i Kirkestræde, hvor Mikkel Boels Huus laae med en lille Hauge foran. Han løftede sagte Hauge-Laagens Klinke, traadte hen til Huset og kigede ind ad det lave Vindue. Derinde i den lille Stue sad paa den ene Side den gamle Vibeke Boel, lænet blødt tilbage i en Lænestol. Hun var faldet i Søvn og Fred og Mildhed vare udbredte over hendes Ansigt. Paa hendes Skjød laae en opslagen Bønnebog; en Kat sov ved hendes Skammel.

Men paa den anden Side af Stuen var der ingen Fred. Der sad Kristense ved sin Rok; men Hjulet snurrede ikke og de flittige Hænder hvilede i Pigens Skjød. Det deilige Hoved var bøiet ned mod Brystet, og de blonde Lokker skjulede hendes Kinder og de stille Taarer. Hun sad saa fordybet i sine bedrøvelige Tanker, at hun ikke bemærkede Niels Studtmanns Komme, før han, snigende let som en Kat, havde taget en Stol og sat sig tæt ved hendes Side. Hun saae veemodigt og alvorligt paa ham og vilde til at sige Noget; men den unge Mand lod hende ikke komme tilorde. Han lagde sin Arm paa Ryggen af hendes Stol, bøiede sig mod hendes Øre og hviskede. Hvad han sagde, kunde Ingen høre uden hun; men hendes Ansigt forraadte snart, af hvad Art hans Veltalenhed var. Paa en regnfuld Sommerdag begynde Skyerne med Eet at skilles ad; en sagte Luftning bevæger dem hurtigere, Solens Øie glimter af og til frem, men formørkes atter af et ilende Slør, indtil den endelig vinder fuldkommen Seier og sender alle sin glade Straaler ud over de skinnende Marker og Skove. Saaledes vexlede ogsaa Klarhed og Mørke paa Kristenses Ansigt, indtil endelig hendes Kinder fik deres Rosenglød, og hendes 350 tindrende Øine med usigelig Gloede hvilede paa den elskede Beiler. Nu vaagnede Moderen, og nu talede han ogsaa til hende.

Paa Nordfeld havde imidlertid Henrykkelsens Ruus varet temmelig længe. Da man endelig var kommet lidt til Ro og Besindelse, vilde Mikkel og Claus Boel strax afsted for dog ogsaa at gjøre Moder og Datter deelagtige i den store Glæde og Herlighed. Men dette vilde Hr. Eiler Ged paa ingen Maade tillade. Han befalede straks, at man i Hast skulde spænde for et Kjøretøi for at hente dem hid. Dog dette gjordes ikke nødigt; thi inden man saae sig for, kom begge Qvinderne, hver paa sin Pasgjænger, ledsagede af Niels Studtmann, ridende ind i den larmende og jublende Gaard. Moder og Datter bleve hjulpne af Sadelen og modtagne med aabne Arme.

Da der nu endelig indtraadte et lille Havblik, benyttede Kræmmeren sig af dette til i velvalgte Talemaader at fremsætte sin Bøn for Mikkel Boel, en Bøn, der blev saa kraftigt understøttet af Alle, især af Moderens udtalte Villie og Datterens undseelige, men bedende Blikke, at den gamle, lykkelige Degn slet ikke kunde sige Nei.

Saalænge Borre Kjøbstad var til, blev der ikke seet en mere glimrende Fest, end da de tvende unge Par bleve forenede. Det dobbelte Bryllup feiredes i Raadhusets store Sal, og det varede i otte Dage; og i disse otte Dage fandtes der i Byen og hele dens Omegn ikke een sulten eller tørstig Sjæl. Baade Rige og Fattige, Fornemme og Ringe, Gamle og Unge fik deres Deel i Glæden.

Borgermester Claus Boel lod Ristestenen indmure 351 i den ene Ende af sin Stadsestue, hvor han altsaa ofte og ved høitidelige Leiligheder kunde have det mærkelige Testament for Øie. Han iselv og hans Hustru levede sammen, som det kunde ventes af to elskende Hjerter, og som det sømmer sig et christeligt, fromt Ægtepar. De lærte deres Børneflok efter dem at gjøre et skjønt Brug af det uretfærdige Mammon.

Tiden randt og Borre svandt af Kjøbstædernes Tal, ligesom Babylon, Persepolis og Slangerup. Flere hundrede Aar efter fandt man engang ved Udgravning den store, flade Steen med Riflerne og Indskriften. De Lærde fik meget travlt med at udtyde Sammenhængen og Hensigten med hiint Tegn og denne Skrift; men det lykkedes dem aldrig ret. Nu veed de det.

352
353

BEMÆRKNINGER.

Tekstgrundlaget for nærværende Bind er Førsteudgaverne, som angivet i Indholdsfortegnelsen.

Hvor Digtenes Tilblivelsestid kendes, er denne i en Parentes angivet ved de enkelte Digte.

Liste over Tekstrettelser findes paa Bogens sidste Side.

FORTÆLLINGER PAA VERS.

3 Sauvegarden (1829).

Sauvegarde Sikkerhedsvagt. Kartove Kanon. Se nærmere Andet Bind, Side 26 (345).

6 Kongens Skygge (1829).

7 Han stod paa Klinten, fra Fængslet paa Sønderborg Slot var Christian II i 1549 blevet flyttet til Kallundborg Slot, hvor han nød fyrstelig Opvartning og havde Lov til, under Ledsagelse, at færdes ude omkring. I den første Tid gik han en Del paa Jagt. tre Kroners Smykke Danmarks, Norges og Sveriges.

8 en Due Dyveke. Allerede i den ældste Fremstilling af Christian II.s Historie, Svanings »Christiernus II, Daniae rex« (1658), er Dyvekes Navn blevet sat i Forbindelse med Due. Han gengiver det paa Latin med Columbula (Latinsk Columba, Due).

9 Et Fængsel blev hans Huus, i sytten Aar, fra 1532 til 1549, sad Chr. II som Fange paa Sønderborg Slot. Igennem Carl Blochs Maleri »Christian II i Sønderborg Slot« (1871), der er spredt i utallige Gengivelser Landet over, er Chr. II's Fængselsaar paa Sønderborg velkendt for enhver Dansk. I Historieskrivningen er det Svanings og Huitfeldts Skildringer, der har dannet 354 Grundlaget for Opfattelsen af Fængslet, indtil Historieforskningen i det 19. Aarh. begyndte at fremdrage nye Kilder og derved supplerede og rettede den ældre Fremstilling. [Se nu A. D. Jørgensen: »Kong Christian II paa Sønderborg Slot« i »Danske Magasin«, 5. R. I B.]. Winthers Digt synes at have som historisk Kilde H. Behrmanns »Christian den Andens Fængselsog Befrielses-Historie« (1812). Her meddeles for første Gang den lokale Sagntradition om Kongens Vandring omkring Marmorbordet. Men ogsaa Billedet af Chr. II som en »Skygge« af sig selv gaar tilbage til Behrmann, der allerede i Indledningen (Side XII) skriver: »I Christjern kan man naturligviis ikke vente den Mand, han var som Konge. Fra sin spædeste Alder forfulgt af en haard Skjebne, 11 Aar indmuret i et snævert Taarn, henimod 70 Aar gammel, havde han naturligviis tabt sine Manddoms Kræfter. Vi see her i ham den nedtrykte, svage Olding.« Kongens stærke Personlighed fremhæves, hvor Behrmann taler om hans »ved 40 Aars Lidelser og Alderdommens Skrøbeligheder nedtrykte og hærdede Aand«. Hele Opfattelsen af Chr. II som en tragisk Skikkelse, en ny Tids Mand - Borgerens og Bondens Forsvarer imod Adel og Præsteskab - er Winthers Samtids Opfattelse og kommer ogsaa frem hos Behrmann: »hans Aand var langt forud for hans Tidsalder; de fleste vilde eller kunde ei fatte hans store Planer. Hans heftige Anstrengelser fandt endnu heftigere Modstand, han faldt (Side X)«. med Rænker under frit Lejde var Chr. II kommet til Forhandlingerne i København, hvorfra han som Fange førtes til Sønderborg.

en Frændes Haand Kong Frederik I, der var Chr. II's Farbroder.

Ei saae han Nattens Øie skinne, Behrmann skriver: »Fra et eneste Vindue til Slotsgaarden, forvaret med stærke Jernstænger, blev Kammeret, ikke oplyst, men dets fæle Mørke kun lidt formindsket.« hans Fængselsbord, Behrmann skriver: »Bevægelse gjorde han sig ved at gaae omkring et Marmorbord, 355 der stod midt i Fængslet. Han pleiede da at sætte sin ene Finger paa Bordet, og den Rende han derved gjorde i samme, tilkjendegav, hvor mange, maaskee Millioner Gange, han havde gjort denne ulyksalige Vandring.«

10 Alfens Brud (Høsten 1834).

15 Tuber, dansk Flertalsform af Latinsk tuba, egentlig Rør, Krigstrompet, nu i videre Betydning: Blæseinstrument af Messing. det lød ... igjen fra, Lyden blev kastet tilbage fra.

17 Undine Vandnymfe, her: Alferne, der bor i Vandet.

19 Libelle Guldsmed, Døgnflue.

20 kunstigt kunstfærdigt.

21 Gemal Gemalinde. Se nærmere Andet Bind, Side 128 (365).

27 De to Cousiner (1834).

29 Tinden Tindingen.

30 Schilling Gustav Schilling (1766-1839), en meget læst og stærkt produktiv tysk Romanforfatter.

34 Medea, da Medea blev svigtet af Jason, der vilde gifte sig med Kong Kreons Datter, dræbte hun som Hævn sine og Jasons to Sønner. Af Euripides og ofte senere i Skulpturen er hun fremstillet som den stolte, tragiskgrusomme Kvinde, der ofrer alt, endogsaa sine Børn, som Hævn for sin forsmaaede Kærlighed.

35 Malkekrands en udstoppet Ring til at lægge paa Hovedet som Underlag for Mælkebøtten. Se Andet Bind, Side 30 (346).

37 Ringens Indskrivt (Februar 1835).

I Begyndelsen af Digtets fjerde Afsnit hentyder Winther til sin historiske Kilde (»I gamle Slægtebog det staaer«), som han i Anmærkningerne til »Nogle Digte« meddeler er den saakaldte Holger Parsbergs Slægtebog, 1671 (se om denne William Christensen: »Nogle Bemærkninger om Slægtebøger« i »Personalhist. Tidsskr.«, 7. R. IV). Det af Winther benyttede Sted lyder: »Hr. Peder Axelsøns (Thotts) Datter, som hedde Fru Kristine, hun var tvende Gange gift; for hendes første 356 Giftermaal da var der megen Klammeri, thi hun var Hr. Holger Munk trolovet af hendes Slægt og Venner, men Kongen og Dronningen tog hende med Magt fra hendes Villie, og nøde hende til at have Een, hedde Jep Muus, hvilken var ikke af saa høi Stamme. Efter hende er kommen det Ordsprog, man siger: »Arte dig Kobbernagle, du ligger udi Guld lagt«. Thi hun gav ham en Guldring, laae en Kobbernagle udi fæst. Med denne Jep Muus fik hun to Børn; de døde strax, og det var hende kjært. Siden slog Hr. Holger Munk ham ihjel, og fik Fru Kirstine (Ny kgl. Saml. Fol. 772 Side 8-9)«. Dronning Margrethes Karakter og Godspolitik mod Adelen er skildret efter Huitfeldts Krønike, hvori det hedder: »Med Adelen haffuer hun faret noget hart, huilcket kom, for det Oprør skyld, som de haffde giort imod hendis Herre Fader. Hun haffde ført it Ordsprock: Hun skulle skudde Ablen / stemme Becken / oc bryde Beggerit / som vaar tre fornemme Slecter her udi Riget paa den tid / de Abildgaarde, Limbecke oc Beggere / huilcke hun vilde fornedre / som hun oc holt dennem. Ellers vaar hun en lofflig, skarpsindig, snild oc vijs Førstinde, udi hues som hører til Regi " mente oc Regering. Hendis Herre Fader sagde, at Naturen skulle faret vild med hende, hun skulde bleffuet en Karl, men bleff it Qvindfolk.«

37 Hr. Wolmers kongelige Blod, Dronning Margrethe var Datter af Valdemar Atterdag. Nor og Dan Norge og Danmark. Smlgn. Huitfeldts Krønike (I, 4).

38 Granaten Granatæblet. Laad fine, uldagtige Haar; Foraarsulden.

39 Frøken Kirstin, om Brugen af Frøken se Noterne til Andet Binds Side 128 og 129 (365). moed moden.

40 Jep Muus, Ridder og Rigsraad, Høvedsmand forskellige Steder, allerede under Valdemar Atterdag en betydende Mand.

41 Ulv, Ørn, Galt, Bjørn, smlgn. de spøgende Allusioner til danske Adelsslægter og deres Skjoldemærker i »Ridder Kalv«, Første Bind, Side 42 (363).

357

Mormand ... Rosenkrands, i »Lexicon over Adelige Familier« beskrives Vaabnet, som den gamle Adelsslægt Mormand førte: »et sort Morianshoved med Guld Baand om Hovedet i Sølv Feldt«. Uldengjørn eller blot Gjørn, fint Uldgarn. Med Lempe Æg i Humlesæk, Talemaaden hedder: Med Liste kan man faa et Æg i en Humlesæk, se E. Maus »Dansk Ordsprogsskat«, hvor den forklares paa følgende Maade: »Humlen pakkes nemlig meget fast i Sækken. Ordsproget lærer, at man maa handle med Varsomhed, for ikke at fordærve en god Sag.« Talemaaden kendes fra Sjælland, den anføres i Ingvor Ingvorsens Fortællinger om gammelt sjællandsk Bondeliv (»Danmarks Folkeminder«, Nr. 20, Side 188) i den Form, som Winther anvender: Med Lempe faar man Æg i en Humlesæk.

Tot naturligvis alluderende paa Navnet Thott. Abild, Bæk, Bægret, se Citatet ovenfor fra Huitfeld. skudde ryste (Æbletræet).

45 Dunst Damp, Taage. Drift Drivning, Udvikling, Modning.

47 Brog Benklæder.

50 Reisetog en Rejse (især en fornem Persons) med stort Rejsefølge.

51 Damvei Vej, der er anlagt paa en Dæmning, hvad der i ældre Sprog og Dialekter kaldes en Dam.

52 De Munkers Stammeborg Boller, omtrent en Mil fra Horsens, ved den sydlige Bred af Fjorden. Winthers Skildring er et frit romantisk Billede af en middelalderlig Borg, maaske med Tilknytning til Historien. I »Danske Atlas« (IV, 151) beskrives Boller: »Borgegaarden bestod af 4 grundmurede Huse, to Etager, med Graver om, paa den østre Længde et ottekantet Taarn med Spir og Slag-Uhr.«

Den hugne Sandsteens Ørneflygt, i Heraldiken bruges Ørneflugt om et Par Ørnevinger, som man ofte finder dem som Hjelmsmykke. Chr. Molbech anfører i Anmeldelsen af »Nogle Digte« (»Maanedsskrift for Litteratur« 358 (1855), Side 481) Ørneflygt som en Svecisme (Svensk flykt).

54 Fraisen Pibekraven, kruset Halskrave.

55 Holger Munk, saaledes i Winthers historiske Kilde og i Tycho de Hofmans »Historiske Efterretninger om velfortiente Danske Adelsmænd« (I, Side XXII). Hans rette Navn var Mogens Munk, se nu »Danske Adelsslægter« (VI, 251) og »Prospecter af danske Herregaarde« (II Hefte, 1844), hvor der gøres opmærksom paa Winthers Fejltagelse.

59 Annette.

60 Agent brugtes tidligere som Titel, der især tildeltes store Købmænd.

62 Caprioler Bukkespring, Krumspring. Linon et fint, løst vævet Stof.

68 Pantheon, i det gamle Rom et Tempel for alle Guderne. Senere bruges det om en Pragtbygning til berømte Mænds Minde, saaledes Pantheon i Rom og i Paris.

69 mauvais plaisans smagløse Vittighedsmagere.

74 Encore un coup! endnu en Slurk! Missa est, af den latinske Gudstjenestes Slutningsord: ite missa est (concio), gaa, (Mødet) er hævet, sluttet. Ordet Messe er dannet heraf. Et pax vobiscum, amen! Og Fred være med Eder, Amen.

80 Medisance Bagtalelse. Compagnie Selskab.

82 Repliker Gensvar.

88 Den sidste Aften. I en Samtale med F. L. Liebenberg forsvarede Winther overfor denne Slutningen paa »Annette«: »Det er ikke andet end Filisteri at ville kræve Oplysning om hvad det er, der overskærer Parrets Lykke«. Til Liebenbergs Bemærkning, at Læseren med Grund søger, men ikke finder Forklaringen i det Sagn, der fortælles under Kanefarten, svarede Winther: »Det er sandt; der skulde slet ikke være fortalt Noget«. (Se Liebenbergs »Nogle Optegnelser om mit Levned« (1894)). N. Bøgh fortæller Historien noget afvigende (II, 357).

90 Sangerens Lykke.

Winthers historiske Kilde for Digtet er rimeligvis 359 Friedrich Diez's »Leben und Werke der Troubadours« (1829). Heri fortælles udførligt om Rambaut von Vaqueiras (1180-1207), og store Stykker af hans Digte og »Breve« citeres i tysk Oversættelse. Rambaut fødtes paa Slottet Vaqueiras i Grevskabet Orange, blev Hofdigter hos Prins Wilhelm IV af Orange og drog siden til Italien, hvor han efter lang Omflakken kom til Montferrat og blev her optaget som Digter ved Markgrev Bonifacius den II's Hof. Winther benytter kun enkelte Momenter af Rambauts Historie. Det er saaledes historisk, at Rambaut modtog Ridderslaget af Markgreven, og at han forelskede sig i Markgrevens Søster og blev hendes Sanger. Markgrevens Søster, Beatrix, var gift med Enrico II af Carelto, og den fremmede Sangers dristige Hyldest af den fornemme Frue gav snart Anledning til Misundelse og Sladder ved Hoffet, saaledes at hun afskedigede ham, indtil Markgreven ved given Lejlighed, da hele Hoffet var samlet, bragte en Forsoning i Stand. Deres Kærlighed blev endnu stærkere og synes - efter Diez - ikke at have holdt sig indenfor de Skranker, som var sat mellem fornemme Fruer og deres Sangere. Hovedmomentet i Winthers Digt gaar tilbage til en Anek> dote, som Diez fortæller paa følgende Maade: »Det hændte nemlig en Gang, at Markgreven overraskede de elskende indslumrede sammen; opbragt som han var, havde han dog Aandsnærværelse nok til ikke at berøre dem; han tog kun sin Kappe og dækkede dem dermed, greb derpaa Digterens og ilede derfra. Da Rambaut vaagnede, bemærkede han øjeblikkeligt, hvad der var sket; han tog Kappen, begav sig straks til Markgreven og bad paa Knæ for ham om Tilgivelse. Markgreven tænkte paa den mangfoldige Glæde, som han skyldte sin Ven, og sagde ham paa en underfundig Maade, saa at ingen mærkede det, at han tilgav ham Forvekslingen af Klæderne, dog maatte det aldrig ske igen. De omkringstaaende opfattede det som sigtende til Kappen, og ingen anede Ordenes sande Betydning.«

360

90 Montferrat et tidligere selvstændigt Markgrevskab i det nordvestlige Hjørne af Italien. Markgreven Bonifacius II.

91 »o, Marie«, flere af Middelalderens Maria-Viser var skjulte Elskovsdigte.

Fyrstinde, bruges alm. som Betegnelse for en Fyrstes Gemalinde, men staar her, som det fremgaar af Digtets Slutning (modsat den historiske Virkelighed, se ovenfor), i den videre, mindre brugte Betydning: Kvinde med fyrstelig Rang.

92 Zefirer de milde, vaarlige Vestenvinde.

95 En Novelle.

95 »Det var i Aaret attenhundred og syv«, den saakaldte »Kjøge-Vise«, af ukendt Forfatter, om Slaget ved Køge i 1807. Første Vers lyder:

Og det var i Aaret Atten Hundrede og Syv,
Og jeg vil være en Skjelm om jeg lyver,
Da kom Engelskmanden den forbandede Tyv,
Det gyser i min Krop saa det kryber,
Helst naar jeg tænker paa den store Hurlumhej,
Da Landeværnet løb op ad Kjøge Landevej.

Visen findes trykt mangfoldige Steder. Se f. Eks. »Nye og gamle Viser, af og for det danske Folk«, ved P. O. Boisen (1852).

Om Visens Popularitet i Fyrrerne vidner det, at Hostrup i »Genboerne« har benyttet den som Melodi til »Hvor første Gang jeg sammen med Hr. Løjtnanten kom«.

98 Psyche Sommerfugl. Se Digtet »Sommerfuglen«, Første Bind, Side 194 (378).

113 Bolero spansk Dans og Dansevise. Se Første Bind, Side 132 (373). Bajadere indisk Tempeldanserinde.

117 Klimp lille Klump, især af Jord (Jordklimp).

118 Var det den Stad, jeg nys forlod? Om Ideen til dette Hovedmoment i Digtets Handling oplyser et Brev (8/8, 1835) fra Winther til Alvilde Müffelmann (se Indledningen til Første Bind, Side XXIII), der paa den Tid opholdt sig paa Charlottendal ved Slagelse: »Det vil 361 sagtens undre Dem, min kjære Veninde, at modtage Brev fra mig, der, hvor De nu opholder Dem; men jeg har en lille Bøn til Dem, et Ærende at udrette, som bedst - eller rettere: alene der kan udføres. - »Man fortæller - ret som et moderne Folkesagn - at der i Aaret 1807 i en Skov paa Charlottendals Gods, eller i Nærheden deraf, levede nogle fattige Folk saa aldeles isolerede eller udelukkede fra Samkvem med andre Mennesker, at de først efter Byens Brand og Englændernes Bortfart erfarede den Ulykke, der havde rammet Landet.« Denne Anekdote har altid havt noget meget Tiltrækkende for mig, og jeg har begyndt et Digt, hvori denne Begivenhed just er Hovedmotivet. Nu er min tjenstlige Bøn og Begjæring til Dem, der - lidt efter lidt - dog har vundet lidt Interesse og Kjærlighed for mine aandelige Børn, at De paa en fora sigtig Maade vil skaffe Dem - og mig - Underretning om denne Sag. Noget Sandt inaa der sagtens ligge til Grund, og, skjøndt det jo til min Brug kunde være ligegyldigt, om sandt eller ikke, vilde det dog baade interessere mig at faa nøjere Underretning desangaaende og maaske forsyne mig med et eller andet nyt Træk.« (Citeret N. Bøgh, II, 241).

118 Spiret med tre Kroner paa, Fløjstangen paa Fruekirkes Spir, der brændte 1807, var forsynet med tre svære Kroner, den ene over den anden.

119 En Travlhed, fæl uhyggelig, i Sommeren 1807 var Winther i København og oplevede her i September Bombardementet. Sammen med sin Moder sad han i Ly i Kristiansborg Slots Kældre (N. Bøgh, I, 52).

120 Freias Rok Navn paa Stjernebilledet Orion.

122 Kong Saul og Sangeren.

Situationen: David spillende paa Harpe for Saul, og mange Enkeltheder (se nedenfor) er taget fra den bibelske Beretning, især første Samuels Bog, sekstende Kapitel, men Episoden er iøvrigt af Winther frit indsat som en Tildragelse i Krigen mod Filistæerne.

122 Hvad glimter hist langs Bjerget Rand, smlgn. 1. Samuelsbog 17,2-3: »Og Saul og Israels Mænd samledes 362 og leirede sig i Egens Dal, og de stillede sig op til Slag imod Philisterne. - Og Philisterne stode paa Bjerget paa hun Side, og Israeliterne stode paa Bjerget paa denne Side, og Dalen var imellem dem.«

123 Askalon og Asdod to af Filisternes fem Hovedstæder. Damp Støvsky, Sandsky.

124 En ond Guds Aand, smlgn. 1. Sam. 16,14-15: »Men Herrens Aand veg fra Saul, og en ond Aand fra Herren forfærdede ham. Da sagde Sauls Tjenere til ham: see Kjære, en ond Aand fra Gud forfærder dig.«

125 smykt med Sundheds friske Kinder, smlgn. 1. Sam. 16,17: »- og han var rødmusset med deilige Øjne og skjøn af Anseelse.«

Bjørnen tvinge .... ruske Løvens Bringe, smlgn. 1. Sam. 17,34-37: »Da sagde David til Saul: Din Tjener var sin Faders Hyrde hos Smaakvæget, og en Løve kom, og en Bjørn, og borttog et Lam af Hjorden. - Da gik jeg ud efter den og slog den og reddede det af dens Mund; og den reiste sig imod mig, men jeg holdt fast ved dens Skjæg og slog den og dræbte den. - Baade Løven og Bjørnen har din Tjener slaget.« Og som et sygnet Hjerte huldt kan qvæge, smlgn. 1. Sam. 16,26: »Og det skete, naar Aanden fra Gud var over Saul, da tog David Harpen og legede med sin Haand; og Saul blev vederkvæget, og det blev godt med ham, og den onde Aand veg fra ham.«

128 Fjeldvandring ved Badet.

Ihr naht euch wieder, schwankende Gestalten!, Citat fra Tilegnelsesdigtet i Goethes »Faust«. I P. Hansens Oversættelse lyder det:

»I Taageskikkelser fra svundne Tider,
paany mit Tungsindsblik I svæve nær.
Skal nu jeg holde Eder fast omsider?c

128 Bad Badested, Kursted.

136 Murad opr. tyrkisk Sultannavn. N. Bøgh nævner et Par Eksempler paa dets Brug som Hundenavn indenfor Winthers Bekendtskabskres (N. Bøgh, III, 74).

145 Zitternaal, i de senere Udgaver rettet til Bævernaal (egentlig Bævrenaal), en Naal med lang elastisk (»bævrende« 363 eller »sittrende«) Stilk, besat med Stene, Glasperler o. L Den bares til Smykke i Haaret.

147 i mit Savn i Savnet af mig, naar jeg er borte.

148 I et romersk Osterie.

O bella Italia! quanto son dolci o. s. v. Oh, skønne Italien, hvor Erindringerne om dig er søde. Det er ikke lykkedes Udgiveren at identificere Citatet.

148 strippe om strejfe omkring.

149 ennuyante (Fransk), kedelig. Osterie, Italiensk osteria Kro. En Green med visne Blade paa, en Gren over Døren tjente som Skilt for Kroerne. Se Ludvig Bødtchers »Mødet med Bacchus«: »det [5: Æslet] spejded Vejen snildt - og holdt ved Osteriet, - hvor Grenen hang som Skilt.« Det havomflydte Land England. Eraciuole, Italiensk braciuola Kottelet. Spelunke, Italiensk spelonca Hule, dunkel Grotte. Bariler, Italiensk barile Vinfad af Træ.

150 Collet, Italiensk coletto lille Halskrave, Vest. banderet forbundet (Fransk bander).

152 gutto cavat lapidem (Latin), Draaben udhuler Stenen.

154 Daanen (halv afmægtig Tilstand af) Henrykkelse, hyperenthousiasmeerte overbegejstrede, overhenrykkede. Beføjelse Grund, Berettigelse. Camerierer, Italiensk cameriere Kammertjener, Tjener, Kelner. Doganzerer, Italiensk doganiere Toldembedsmand.

155 Sonnino, Skovene omkring Byen Sonnino var endnu i de første Aartier af det 19. Aarh. berygtede som et Tilholdssted for Røverbander eller Banditer (Italiensk bandito Røver).

Den franske Rejseskildrer Valery (Pseudonym for Antoine Claude Pasquin) beretter i sin Bog om sin Rejse i Italien i Aarene 1826-1828 (»Voyages historiques et littéraires en Italie«, 1832) følgende, der kan danne Tidsbaggrund for Winthers Digt: »Forholdsreglerne imod Banditerne var, paa Vejen til Rom, virkelig frygtelige i 1826. Denne Vej havde da Udseende af een lang Lejr, saa tæt efter hinanden var Posterne anbragt. Tilfangetagelsen af Gasparoni, den sidste af de romerske Røvere, har bidraget til Udryddelsen 364 eller rettere sagt til Ophævelsen af Røveriet (III, 429, se ogsaa III, 282).«

Madonna santissima helligste Madonna (Italiensk).

157 Taverne, Italiensk taverna Kro, Vertshus.

158 Fore Adfærd, ydre Fremtræden. Tabarre, Italiensk tabarro Soldaterkappe, stor Mandskappe.

159 Den Ætling af Curius og Cincinnat, Manius Curius Dentatus (d. 270 f. Kr.), romersk Hærfører og Konsul, af plebejisk Slægt. Lucius Quinctus Cincinnatus, romersk Sagnhelt, blev hentet fra Ploven og gjort til Konsul og Diktator (458 f. Kr.). Begge nævnes de som Mønstre paa gammel romersk Mandighed og Dyd.

159 Bærentzens Kunst anstalt, det bekendte Stentrykkeri Em. Bærentzen og Co.'s lith. Inst., oprettet 1837 af Maleren og Litografen Emilius Bærentzen. Rossi, den italienske Operasanger Pietro Cicerchia R., han optraadte i et italiensk Selskab, der havde sine Forestillinger paa Vesterbroes Teater og Hofteatret, Vinteren 1841-1842 og følgende Aar (se Overskous »Den danske Skueplads«, V). Et Litografi af ham udsendtes 1842 af Bærentzen, og i »Nye Portefeuille« for 2, Juli, 1843, findes et Litografi af ham iblandt de »artistiske Bilag«.

Worm, Petri Claudius Ferdinand Emil W., kendt og i sin Tid meget omtalt paa Grund af Mordet paa Udgiveren af »Gammelt og Nyt« Jens Peter Tønder. Han blev henrettet 1838, kun 24 Aar gammel. Ved sin Ungdom, sit smukke, romantiske Udseende og sin »ædle« Positur, der fik Udtryk i hans Valgsprog »Verden, med mit Støv forsonet vær«, vandt han stor Deltagelse for sig. Hans Litografi udsendtes 1838 fra Bærentzens Trykkeri. Se A. Strunks »Portraitcatalog«, Side 727. Thorvaldsens og Goethes Navne er naturligvis medtaget for den komiske Kontrastvirknings Skyld. Af Thorvaldsen findes flere Litografier fra Bærentzen, derimod ingen af Goethe.

161 Bægeret

162 Nymphæa Nøkkerose (hvid Aakande).

164 afslører, (om Blikket, Øjet) gør klartseende (overfor). 365 Smlgn. i Ingemanns »Dronning Margrethe«: »Hans Blik er for Klerkernes Brøst afslørt«. Foulard Lommetørklæde, egentlig af en Slags østindisk Silketøj, Raasilke.

165 credentse drikke til. Hebe, i den græske Mytologi den Gudinde, der skænker Nektar for Guderne.

171 Assemblee større Selskab. Se nærmere om det som Tidstræk i Noten til Andet Bind, Side 61 (354).

178 Værksted Atelier. Silener, i den græske Mytologi Halvguder, ofte i Dionysos' (Vingudens) Følge. 180 Eisack Kildeflod til Adige, udspringer paa Brenner i Tyrol.

186 Alfernes Pleiesøn.

191 Pilaster Vægpille, Halvpille, som kun for en Del springer frem fra Væggen.

192 fage hurtigt, godslig venlig, hyggelig. Ordet er optaget fra Norsk. Smlgn. Oehlenschläger i »Axel og Valborg«: »Hvor her er godsligt her i denne Kirke! - Hvor muntert Solen skinner giennem Vindvet«.

205 En Lykkelig.

I sin Studiebog (se Indledningen til Andet Bind, Side XIX) har Winther (Side 19) efter nogle Notater fra T. A. Beckers »Prospecter af danske Herregaarde« nedskrevet følgende:

Drøm mellem 11-12 Septbr. - Jeg sang med min Fader og en Anden Psalmen: »Naar vi i største Nøden staae«.

En Sangfugl maa fødes med Sødt, ellers synger den ikke. - Kritiken maa derfor helst tage noget Sødt paa Enden af sin Pennepose og stikke det ind i Buret og made den.

Guldmageren, der har forsøgt og opofret Alt for at naae sit Maal, - han naaer det, men i sin høie Alder, da han ikke kan nyde sin Lykke; mens Kolpen knuses af den og Fortvivlelsen.

Linjerne om Guldmageren er overstreget, hvad der hos Winther plejer at betyde, at de er anvendt. De 366 indeholder Ideen til og Handlingsgangen i Digtet »En Lykkelig«.

Med en nogen anden Skrift, aabenbart som en senere Tilføjelse, har Winther ved Guldmager Notatet skrevet: »Decbr. 1849«. Digtet »En Lykkelig« er første Gang trykt i »Fædrelandet«s Føljeton for 19.-22. Decbr., 1849. Digtet er da aabenbart undfanget og udformet i Maanederne September-December. Nogen bestemt Bog som Kilde for Notatet i Studiebogen og derfra til Digtet har Udgiveren ikke fundet. Winther har i disse Aar læst Bøger om Middelalderens Overtro, og herfra maatte han let føres over i de okkulte Videnskaber. I Digtet indgaar Træk af Astrologi og Alkymi, der viser, at Winther har skaffet sig nogen almen Viden herom.

205 Guldsolen stod i Løvens Tegn, Astrologien bygger paa den Tanke, at Planeterne (og Stjernerne i det hele taget) er Mellemled mellem Guderne og de jordiske Begivenheder. Et Hovedmoment bliver derfor Læren om Planeternes Huse i.e.: de Dele af Dyrekredsen, som særligt tilhører de forskellige Planeter. Solen tilhører eller bor i Løvens Tegn, den er det paagældende Stjernebilledes Herre. Vil man udføre noget, der hører ind under en bestemt Planet, maa man afvente det Tidspunkt, da den er mægtig, behersker sin Himmelegn. Endvidere troede man, at de forskellige Metaller udvikledes paa Jorden under hver sin Planets Herredømme. Guldet var underlagt Solen (smlgn. hos Winther Guldsolen).

Ved et Menneskes Fødsel mente man saaledes, at man udfra Planeternes (og Stjernernes) Stilling i Fødselsøjeblikket kunde forudsige dets Livsskæbne, stille dets Horoskop.

En Konstellation som den, Winther tænker sig ved sin Helts Fødsel, kunde varsle om en Guldmagers Fremtid: Solen hersker i sit Hus (Løvens Tegn), og dens Kraft er understøttet af andre venligsindede Stjerner.

206 en Ixionisk Ring, efter den græske Mytologi blev Ixion til Straf for sit Begær efter Juno, Himmeldronningen, 367 nedkastet i Tartarus og lænket til et Hjul, der evigt drejer rundt. Han maa, som det udlægges i Moritz' »Götterlehre«, paa denne Maade bøde for »sine formastelige Ønsker, der bragte ham til at overstige Menneskehedens Grændser. Den stedsevarende Uro vedbliver, men den er uden Meed, ligesom de menneskelige Bestræbelsers møisommelige Hjul, der stedse kun dreier sig om sig selv (Winthers Oversættelse, Side 274).«

209 Caschemire Sjal af fint, blødt Stof, som tilvirkes i Tibet og Kashmir.

Libeller Guldsmede.

213 Id Stræben, Gerning. Idræt Arbejde, Gerning.

216 Chrysaliden, Græsk Khrysos Guld. Ordet, der bruges om Dagsommerfuglens guldfarvede Puppe, er af Winther benyttet som Betegnelse for en Slags Guldets Fe,

FORTÆLLINGER PAA PROSA.

221 Skriftestolen.

Girgenti By paa Sicilien.

Winther besøgte paa sin Italiensrejse ikke Sicilien. Bestemt at sige, hvorfra han har sit Kendskab til Ekkoet i Domkirken i Girgenti, lader sig ikke gøre, muligvis fra en Rejsebeskrivelse eller lignende. I P. Brydones »A tour through Sicily and Malta« omtales Fænomenet for første Gang i Værker om Sicilien (dog ikke i den første Udgave, men i senere Udgaver og i den tyske Oversættelse fra 1777).

I sit nittende Brev fortæller Brydone, at Domkirken er kendt over hele Sicilien paa Grund af sit mærkelige Ekko, som han sammenligner med the whispering gallery i St. Paul's i London. Hvis en staar i Kirken ved den vestlige Indgang og en anden langt her fra i et Punkt lige bag Hovedalteret, kan de samtale »selv i den sagteste hviskende Tone«. Og videre hedder det: »For mange Aar siden var dette mærkelige Forhold kun lidet kendt, og da mange af Skriftestolene var 368 anbragt tæt bag ved Hovedalteret, plejede Skelmer, som var indviede i Hemmeligheden, at stille sig ved Indgangsdøren. Paa denne Maade hørte de tydeligt hvert Ord, der udveksledes mellem Skriftefaderen og hans Skriftebarn, og de glemte, troligt nok, ikke at gøre Brug deraf ved passende Lejlighed. De hemmeligste Intriger blev afsløret, og Kvinderne i Agrigentum fik sig enten en ny Elsker eller en ny Skriftefader. Dog det var alligevel det samme. Til sidst opdagede man dog Grunden. Stolene blev flyttet, og man tog forskellige andre Forholdsregler for at forhindre, at disse hellige Mysterier blev røbet.«

221 Don Hr., i Italien Titel til Gejstligheden og det højere Aristokrati.

Marchese d'Arena Markis af Arena.

Signor Hr., det alm. Tiltaleord.

223 Til vi sees! gengiver det italienske »paa Gensyn«: a rivederci, rivederla o. Ign.

224 den Tizianske Magdalene, Tizian har malet flere omtrent ens Billeder af den bodfærdige Magdalene, saaledes som Maleriet beskrives i Winthers Novelle. Winther har vel nærmest tænkt paa den hellige Magdalene, som nu findes i Galleri Pitti i Florens. Trækkepude en Pude, især Hovedpude, som overtrækkes med et løst Vaar, naar den skal bruges,

226 passer ses caprices lade sine Kærlighedshistorier gaa sin Gang, rase ud.

229 Camaldolenser Kloster, Munkeordenen, stiftet 1018, har sit Navn efter Klosteret Camaldoli ved den øvre Arno, grundlagt af den hellige Romuald. Et Hjertes Gaaade.

230 Manden i Evangelium Job.

231 en Collier en Halskæde, et Halssmykke.

241 sælle, i Winthers Samling af »Lollandske og falsterske Landskabs-Ord og Talemaader« (1823), som han indsendte til Brug for Molbech (se Molbechs Dialektleksikon, Side XXIX), og som findes paa det kgl. Bibliotek (Ny kgl. Saml. 812, e. 4°), anføres som Forklaring 369 til Ordet selle: »en Svend, ung Dreng, f. Ex. det er ingen rigtig Karl, det er kuns en Selle - loll.«.

243 Eliten de bedste, de udvalgte, »Blomsten«.

Stjerner og Nøgler, smlgn. Noterne til Andet Bind, Side 55 (352).

249 commode behageligt, bekvemt, in parenthesi i Parentes, i Forbigaaende. Chaise let Enspændervogn.

250in persona personligt, i egen Person.

251 Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes, Lucas, VI Kap. 37.

255 Etourderie Dristighed.

269 Entledigelse Fritagelse (for et Embede), Afsked.

En Aftenscene.

Winthers historiske Kilde er, efter hans egen Meddelelse i »Fire Noveller«, C. P. Rothes »Brave danske Mænds og Qvinders berømmelige Eftermæle« (1753). Det har forundret Borchs Samtid, hvorfra han havde erhvervet sig »de utrolige store Midler«, han kunde efterlade sig. Mange gjorde sig Betænkning derover, nogle mente, at han kunde gøre Guld, andre fandt Forklaringen i et Sagn, der meddeles af Rothe paa følgende Maade: »En Printzesse af det Mediceiske Huus var beladt med en ond fierde-Dags Feber. Da ingen kunde skille hende ved samme, paatog vores Bork sig at helbrede hende, og var tillige saa lykkelig, at han skaffede Printzessen sin Helbred. Hun fattede herover en meget stor Godhed for ham, jo nogle vil sige, samme skulde have gaaet saa vidt, at hun havde tilbud sig at vilde egte ham, saafremt han vilde resolvere sig til at blive Catholsk. Men som han var for vel oplyst i sin Christendom, til at skulde for en skiden Vindings Skyld handle imod sin Samvittighed, afslog han Tilbudet. Da man fornam, at han blev uryggelig i sit Forsæt, beskienkede den Mediceiske Familie, og især Printzessen hannem meget rigelig. Dette skal være Grunden til Borkes store Midler. - At Ole Bork døde ugift er bekiendt, men at han dog engang havde i Sinde at forandre sig, er maaske ey saa lige for alle vitterlig. Der siges han fattede Godhed for et ungt Fruentimmer 370 i en vis geistlig Mands Huus, men som han allerede den Tud var temmelig vel til Alders, har ventelig hans gamle lærde Krop ey saa meget staaet den unge Jomfrue an, som hans mange blanke Dalere. I det mindste synes Udfaldet at give saadant tilkiende: Da han allerede havde givet hende sin Festens Gave, og en Aften vilde gaae fra hende, bliver han var i et stort Speyl, som hang i den Sael, han maatte gaae igiennem, at hans tilkommende Brud, som fulgte ham til Dørs, af en Slags Kaadhed, eller Haanhed over hans aldrende Person, gik og hinkede bag efter ham. Det er tilforn glemt at erindre, at han var noget halt paa den ene Fod, skiønt mig ubekiendt, om han var saa af Fødselen, eller han havde faaet det ved noget Tilfælde. Han fattede imidlertid det, han havde seet i Speylet, til Eftertanke, og som han ey deraf kunde spaae sig meget godt i Fremtiden, skrev han den gode Jomfrue en liden Epistel, og lod hende vide, det han saaledes havde forandret sine Tanker, at han ey alleene ey vilde have hende, men og slet ingen efter hende. Herpaa var det han siden giorde den skiønne Stiftelse, hvorom man nok kan sige: der kommer dog ingen Skade til Land, der jo nogen har godt deraf (II, 352-353).«

270 den saakaldte mediceiske Venus, Statuen er helt nøgen, den ene Haand over Brystet, den anden dækkende Underlivet. Den blev opgravet i Hadrians Villa (Rom), og det skyldes Fyrster af det mediceiske Hus, at den kom til Florens og anbragtes i Uffizierne, til hvis sjeldneste Skatte den endnu paa Winthers Tid regnedes.

halvhundrede Aar gammel, Borch fødtes 1625.

272 den gamle Susanne, for Navnet har Winther en historisk Tilknytning, idet Borch i sit Testamente, som det meddeles hos Rothe, skænkede »Jomfru Susanne Malene Worm til en kierlig Amindelse sex hundrede Rdlr.«

Povisk, Historierne om Borchs Fader og Herremanden og om Ole Borchs Raad og Hjelp til den unge Povisk fortælles hos Rothe (II, 354-355). Winther udelader 371 dog den egentlige, kraftige Pointe, da den er for »grov« i Ordene.

Fuiren en kendt Lægeslægt, bl. a. Jørgen Fuiren (1581 -1665). Se K. Carøe: »Den danske Lægestand«. Zahls mann, ligeledes et Lægenavn, men fra det 19. Aarh. Bonerius, uden hist Hjemmel. Ur sinus, Latinsk ursus Bjørn. Det var alm. Skik i det 17. Aarh., at de Lærde latiniserede deres Navne. Selve Navnet har ingen historisk Hjemmel i Winthers Kilde.

273 Pumphoser meget vide, posede Bukser, der bares af Herremænd og Adelige. Den »forargelige« Mode blev forbudt af Christian III.

276 Pelisse skindforet Kvindekaabe. kunstigt kunstfærdigt.

278 sloges med Svensken, hos Rothe hedder det: »Da Kiøbenhavn i Aaringerne 1658 og 1659 var beleyret, drog han med de andre kiekke Studenter til Volds, og holdt sig brav (Side 348)«.

Truels Smidt, uden historisk Hjemmel.

280 Firenze, om Ole Borchs Rejser (se nu E. F. Kock: »Oluf Borck«, 1866) meddeles hos Rothe kun nogle tørre Oplysninger, Navnene paa de Steder, han besøgte, og paa de lærde og berømte Mænd, med hvilke han gjorde sig »bekiendt og familier«. Der meddeles bl. a.: »til Florentz med Laur. Magalotta, Francisco Rhedi, Carolo Dati. ... til Rom lod han sig opholde sex Maaneder af sær Lyst til det berømmelige Vatikanske Bibliotheque, og de gamle Manuscripta, han her fandt for sig, saa og de fornemme Mænds [en hel Række Navne] Omgiengelse. Han nød undertiden den Ære at indlades i Discours med Dronning Christine og Cardinal Palavicino.« suurfittig gerrig.

282 St. Hans Aften, Johannes den Døber er Skytshelgen for Florens, og Festen for San Giovanni er derfor Aarets største kirkelige og folkelige Fest, berømt over hele Italien. Se f. Eks. den udførlige Skildring af Festen i Giuseppe Contis »Firenze Vecchia« (1899), Kapitel XXXIV. Det fremgaar heraf, at der fra gammel Tid som et Led i Festlighederne har været afbrændt 372 Fyrværkeri fra Taarnet paa Palazzo Vecchio. Men i 1827 blev efter Bestemmelse af Magistraten Fyrværkeriet henlagt til Ponte alla Carraia og store nye Arrangementer trufne. Winther tilbragte paa Hjemrejsen fra Rom i Sommeren 1831 to Maaneder i Florens. Skildringen af St. Hans Festen bygger da rimeligvis paa Selvoplevelse.

283 Svibbue, Bue, Forbindelsesbue. Trattorier, Italiensk trattoria Spisehus.

284 de qvad, hvad der faldt dem ind i Øieblikket, de florentinske »Improvisatorer« var berømte.

286 Bindebrev, et Brev, ofte kunstfærdigt udskaaret eller malet, indeholdende Gaader paa Vers eller en Traad med Knuder paa. Den, til hvem Brevet sendes - paa Navnedagen - skal gætte Gaaderne eller løse Knuderne, og hvis det ikke lykkes, fri sig med en Gave. skildre male (med Farver), ridse tegne.

287 Pallavicino, se ovenfor under Firenze. Sforza Pallavicini (1607-1667), Matematiker, Sprogforsker og Kardinal. Messer, Italiensk messere brugtes som Tiltale til enhver højtstaaende Person.

Francesco Redi Storhertug Ferdinand den Andens Livlæge (1626-1698), berømt Naturforsker og som Borch, og den Tids Lærde i det hele taget, ogsaa Poet. Han har udgivet et Bind Digte med Titlen »Bacco in Toscana«, hvorfra Winther har faaet et Træk til hans Karakteristik: Toskanas liflige Sanger. Winthers Skildring af hans Ydre er gjort efter »Portræt«; Kobberstik findes i flere Udgaver af hans Digte og hans Statue staar i Portikoen til Uffizierne i Florens.

288 Pulcinella, en af de lavkomiske Figurer i den italienske Maskekomedie.

289 Evviva, Italiensk eviva (Udraabsord) leve!

293 Domestiker Tjenere, Tyendet.

294 Laura Maria de' Medici, da der ingen historisk Hjemmel er for Sagnet, har Winther valgt Prinsessens Fornavne frit. Det er alm. italienske Navne, der ogsaa forekommer som Navne paa Prinsesser af den mediceiske Familie.

373

295 Cavalierer, Italiensk cavaliere Ridder, Adelsmand.

296 Bellagioia, i Egnen omkring Toscana ligger mange hertugelige Lystslotte, dog ingen med Navnet Bellagioia. Italiensk bella smuk, gioia Fryd. Athanasio de' Palli, uden hist. Hjemmel.

299 Ludvig Ariost (1474-1533), det er vel nogle Sange (canti) af »Orlando Furioso«, Winther har tænkt paa. Se om Winther og Ariost i Indledningen til Andet Bind, Side I.

300 Superioren, Italiensk superfore (d'un convento), den øverste, Prioren (for et Kloster).

302 Gehenna opr. Navnet paa en Klippedal syd for Jerusalem, hvor der ofredes Smaabørn til Molok. Bruges senere i Betydningen: de Usaliges Pinested.

311 Galeierne, Galejslaver anvendtes af de italienske Republiker i Kampene mod Tyrkerne. De afskaffedes 1748. Livorno var bekendt for sine Galejer.

313 Bogfører Boghandler (Tysk: Buchführer).

De to Peblinge.

I sin »Studiebog« har Winther (Side 23-24) gjort Udkast til et Par Børnebøger. I en Indholdsfortegnelse findes bl. a. Titlen: »De to Peblinge og Duerne«. Af Planerne fremgik »En Morskabsbog for Børn af Chr. Winther« (1850), hvori bl. a. Fortællingen »De to Peblinge«. Ideen til Fortællingen synes helt at være Winthers egen Opfindelse.

317 Conrector første Lærer næst Rektor, Overlærer. Hører Lærer, Underlærer.

Sangen, Latinskoleeleverne gjorde Tjeneste som Kordrenge og sang for godt Folks Døre, hvorved de oftest fattige Disciple tjente til deres Ophold (»Diskantpenge«, »Bøssepenge«, se J. Suhr »Historiske Efterretninger om Vordingborg Latinskole«, 1829).

318 Vacance, den Tid, hvori et Embede er ubesat. Pilt Dreng (forældet og poetisk Sprog).

319 den Aabning, gjennem hvilken man dengang alene kunde komme ind i Taarnet, den nuværende Dør i nederste Stokværk er fra 1821, da Taarnet gennemgik en fuldstændig Reparation: Tømmerværket fornyedes, 374 Trappe indsattes o. s. v. Tidligere var Indgangen fra den højtsiddende Dør paa Sydsiden, der har givet Adgang fra Ringmurens Vægtergang. Det nuv. kobbertækte Spidstag er opsat 1871, tidligere dækkedes Taarnet af et paa Tinderne hvilende Tag. Til den oprindelige Overdækning - Winthers Taarn hat - kendes intet.

325 Ristestenen.

Første Gang trykt i »Folkekalender for Danmark« 1854. Her meddeler Winther selv, at han har det til Grund liggende Sagn fra Thieles »Danmarks Folkesagn« (I, 156): »En Røver, som i lang Tid havde plyndret paa Møen, nedgrov en Skat og flygtede over til Stralsund. Da han nu der var kommen saavidt, at han alt stod paa Stigen under Galgen, spurgte han: »Er her nogen her tilstede fra Høie-Møen?« - En Mand meldte sig da, og denne befoel han, at gaae fra Øst til Vest giennem Grimsdal; der skulde han finde en Steen, hugget som en Rist, og under den en stor Skat. Da reiste Manden iilfærdig over til Møen og henvendte sig til Mikkel Degn, i Magleby, for at faae at vide, hvor vel hin Steen monne findes. Men Mikkel Degn, som selv var begierlig efter Skatten, gik til Stedet og bemægtigede sig den og blev saa riig, at hans Søn endogsaa blev Borgemester i Stege.« Winther var lokalkendt paa Møen. Klinten besøgte han allerede som Dreng (1807) med en Onkel af sig (se »Breve«, Side 81). I Halvtredserne boede han flere Somre paa Liselund (1852, 1853 og 1855). Til det historiske Billede af Borre har han haft Hjelp af Johan Paludans »Beskrivelse over Møen« (1822), hvorfra han i 1851 - iblandt Studier til »Hjortens Flugt« - har gjort nogle Notater, bl. a. følgende: »Sølvstænger fundne. Borre. Byens Vaaben et draget Sværd. Segl: en Borg, hvoraf en halv Jomfru opstiger med et draget Sværd.« (Se Paludan Side 183 og 295). løvrigt har Winther naturligvis benyttet Pontoppidans »Danske Atlas«. Heri fortælles om »den gamle Stad Borre, hvilken nu er en Landsbye, beboet af Selvejere, men skal for nogle Hundrede Aar siden have været en 375 Kiøbstæd«. Og videre hedder det: »Dette stadfæstes ikke alene ved bemeldte Bønders frie Eyendom, men ogsaa ved mange Rudera af Kiøbsted Bygningers murede Grundvolde, som ofte findes, naar man graver i Jorden. Paa begge Sider af Byen er en Mose, hvor gamle Folk, efter Sandsagn berette, at fordum haver været en aaben Strand og Udseyling til Havet. I denne Mose haver Præsten Hr. Jens Engel, Anno 1720, da han vilde grave en Dam, fundet en Rad nedslagne Egepæle med Jernringe, ligesom ved en Skibsbroe. ... Formodentlig haver Havets Omskiftelse til tørt Land, været det, som omskiftede Kiøbstæden til en Bondebye, og da Møen formodentlig ikke paa en gang haver behøvet mere end en Kiøbstæd, saa tænker jeg, at Stege Byes Alder vel ikke opstiger høyere, end til den uvisse Tid, da Borre tog af, og overlod sin Næring til en Bye, som laae beleyligere for de Soefarende. Men at meerbemeldte Borre har været en Bye af høy Alderdom, og derhos formodentlig en fast og velforvaret Sted, sluttes nogenlunde af Navnet Borre eller Borg uden Tilleg, da dette synes at betegne per excellentiam eller i høy Grad, en fast Bye ...«

325 Eiland Ø.

326 Nordfeld Gaarden er fra en yngre Tid, og ingen af Slægten Ged har ejet den.

327 lade Fiolen sørge kaste alle Bekymringer for det daglige Udkomme bort, lade staa til.

329 af de Geder med de tre Halvmaaner, i »Lexicon over adelige Familier« oplyses: »Geed d. En gammel Familie, som fornemmeligen har boet i Skaane, og hvoraf allerede 1377 nævnes Erik Geed, Væbner ... Vaabnet er i blaat Feldt tre opvendende Halvmaaner.«

331 en Ufrelse egentlig ufri. Brugtes om Borgere og Bønder i Modsætning til Adelen.

332 Kongens Rentemester, Rentemester var i ældre Tid Navnet for de højere Embedsmænd, der forestod Rentekammeret eller Kongens og Statens Finanser. svibbuede Vinduer, se Note til Side 283.

376

Eenhjørningsstok Stok med Haandtag af Enhjørning i.e.: Narhvals Tand.

334 Bulle ærmeløs Trøje. Huskud Indfald, Indskydelse.

337 Magellones Jammer, Tristan og Isalde, Uglspil middelalderlige Folkebøger. I har maaske været i Klintekongens Have? I Thieles »Danmarks Folkesagn« (III, 192) omtales Klintekongens Æblehave: »Ikke langt fra Dronningstolen er der en Styrtning i Klinten, den kaldes Abilgaardsfaldet; der havde han en skøn Abildgaard«. Winther synes at have tænkt sig, at man i denne kunde hente sig Guldpenge, men herom fortælles - saa vidt Udg. bekendt - intet i Folketroen.

340 Bytjenere Politibetjente.

342 Hagebøsse et tidligere brugt Haandskydevaaben, som under Piben var forsynet med en Hage, der ved at støtte mod Underlaget kunde afbøde Tilbageslaget.

345 Styr Afgift, Pengebidrag til Udredning af noget (f. Eks. Krigsstyr, Prinsessestyr, Udstyr).

346 Guldgylden, blev først præget af Hansestæderne og siden alm. i Tyskland, endnu i det 16. Aarh. Fortrængtes af Dukaten.

351 Persepolis det græske Navn paa en af de vigtigste Hovedstæder i det gamle Perserrige. Slangerup, i Pontoppidans »Danske Atlas« (II 316) omtales »den gamle Tradition, at en Arm af Issefjorden fordum skal have strækket sig op til Slangerup« og som Vidnesbyrd om Byens tidligere Betydning nævnes at den 1302 fik »et Privilegium paa samme Borgerlighe Frihed som Roskilde Bye, hvilken da var den største i Landet.«

377

TEKSTRETTELSER

(Originalens Ord er sat efter den skarpe Parentes).

Side 6 L. 4 f. n. bøiet, [bøiet

» 7 L. 5 f. o. Dale, [Dale

» 29 L. 9 f. o. Tegn til Fred - [Tegn Fred til -

» 30 L. 15 f. o. Bølgeslag, [Bølgeslag

» 30 L. 9 f. n. snurre [knurre

-» 30 L. 4 f. n. tidt, [tidt

» 39 L. 3 f. n. bøiet, [bøiet

» 34 L. 5 f. o. stille, [stille

» 42 L. 15 f. o. hans [sin

» 43 L. 10 f. o. Hingsten [Hengsten

» 46 L. 8 f. o. Muuses [Muses

» 47 L. 4 f. n. kroget [broget

» 54 L. 13 f. n. Trøst. [Trøst

» 71 L. 10 f. o. Jorden.« [Jorden.

» 84 L. 10 f. n. Seiler, [Seiler

» 89 L. 14 f. o. man [men

» 104 L. 7 f. o. var, [var.

» 114 L. 11 f. o. smukt: [smukt;

» 117 L. 10 f. o. hist [hist,

» 117 L. 3 f. n. Fnug [Fnug;

» 122 L. 16 f. o. O, [O

» 197 L. 10 f. o. Fagter: [Fagter;

» 198 L. 7 f. o. tænkte: [tænkte;

» 207 L. 6 f. o. Men [Mens

» 210 L. 9 f. n. tænkte: [tænkte;

» 217 L. 3 f. o. søde [søge

» 231 L. 8 f. o. Gang?« [Gang!«

» 272 L. 10 f. n. Herremanden, Herr Povisk, [Herremanden Herr Povisk

» 286 L. 13 f. o. min Hjerte!« [min Hjerte:«

» 293 L. 13 f. o. kom, [kom

» 303 L. 12 f. n. Du for stedse [Du ogsaa for stedse

378
379

INDHOLD

FORTÆLLINGER PAA VERS ..................... 1

Af »Digte, gamle og nye« (1832):

Sauvegarden ................................... 3

Kongens Skygge .............................. 6

Af »Nogle Digte« (1835):

Alfens Brud ................................... 10

De to Cousiner ............................... 27

Ringens Indskriv! ............................. 37

Annette ....................................... 59

Det første Møde ............................ 59

Besøget ..................................... 65

Hiemreisen .................................. 68

Tordenveiret om Natten .................... 75

Vandring til Landsbyen .................... 77

Kanefarten .................................. 79

Den sidste Aften ............................ 88

Af »Sang og Sagn« (1840):

Sangerens Lykke .............................. 90

En Novelle ................................... 95

Af »Haandtegninger«: (1840):

Kong Saul og Sangeren ........................ 122

Af »Digtninger« (1843):

Fjeldvandring ved Badet. Et Digt ............ 128

I et romersk Osterie. En Skizze .............. 148

Bægeret. En Hverdagshistorie ................ 161

Paa Herregaarden ........................... 161

Elskovstrolddom ............................ 164

380

Langsom Vandring .......................... 168

I Byen ...................................... 170

Ved Bordet ................................ 173

Nattetanker. Hendes ...................... 176

Nattetanker. Hans ........................ 177

Et Malerværksted ........................... 178

Paa Reisen .................................. 180

Paa Herregaarden .......................... 184

Af »Haandtegninger, gamle og nye « (1846):

Alfernes Pleiesøn. En Idyl .................... 186

Af »Nye Digte« (1851):

En Lykkelig .................................. 205

FORTÆLLINGER PAA PROSA .................... 220

Af Fire Noveller « (1843) :

Skriftestolen .................................. 221

Et Hjertes Gaade ............................. 229

En Aftenscene ................................ 269

Af »En Morskabsbog for Børn« (1850):

De to Peblinge ................................ 316

Af »Samlede Digtninger« (1860):

Ristestenen ................................... 325