Winther, Christian Uddrag fra Poetiske Skrifter

Det er muligt, at Oehlenschläger har digtet sin Jagtscene i Helge med Tanken paa Motivets Behandling i det klassiske Epos hos Virgil i Aeneidens fjerde Sang, af hvilken Schiller havde givet en fri Oversættelse. Oehlenschläger yndede paa den Maade at digte med klassisk Forbillede som Grundtegning. Men selve Billedet af Dronning Oluf har ingen Træk fra Virgils Dido, der er iført tyrisk Overklædning, smykket med broget Søm, gyldent Net bundet i Haaret, et Kogger fuldt af Pile hængende paa Ryggen o. s .v. Oehlenschläger har malet sin Jægerdronning i Billedet af en nordisk Valkyrie. Udgangspunkttet herfor er selve den historiske Kilde for Helge, XI Hrolf Krakes Saga i Björners »Kämpadater«, hvori det hedder om Oluf: »hon for med skiold och brynja, war omgiordad med swärd, och en hiälm hade hon på hufwudet.« Sin Forestilling om en Valkyrie havde Oehlenschläger først faaet dannet af Ewalds »Balder hin Gode« og af Kobberet deri med de tre Valkyrier. Herfra stammer de vejende Fjer paa Hjelmen (Hatten) og Kastespydet, maaske ogsaa Brystspændet, der dog er en almindelig Detaille i nordisk Kostume. Her møder vi allerede den balletmæssige Blanding af antikt og nordisk i Dragten. For egen Regning skærer Oehlenschläger Kjortelen kort af ved Knæet - som paa Diana-Fremstillinger - saa den passer til Ridebrug og giver Skikkelsen dens yppige Karakter, der uvilkaarligt faar en til at tænke paa Renæssancemaleriet, med eet Navn: Rubens.