Winther, Christian Uddrag fra RINGENS INSKRIVT

Iblandt den store Skare smukt,
Som i det dunkle Løv en Frugt,
Der straaler høit en Dame fiin
I grønne Fløil og sneehvidt Liin.
Kun sexten Aar! - Granaten har,
Fuldmoden, ei saa rødt et Ar,
Som hendes friske Mund; med Kraft,
Liig Druen, fuld af Ungdoms Saft,
Stolt svulmer Hofte, Skulder, Been.
Fra Øiets sorte Ædelsteen
Der gaar et Lyn til hver en Kant,
Hvor det et Maal for Skuddet fandt;
Og hendes Lød er klar, men bruun,
Paa Overlæben spirer Duun,
Liig spæde Laad, der værner om
Mosrosens Purpurhelligdom.
Hun har en Bue, som til Strid
En Skjoldmø fra en svunden Tid.
En lille, let og fiffig Hat
Er paa det ædle Hoved sat,
Derunder fører Lokken Leeg
Saa sort og blank, som Bjergets Beeg.
Den fulde Barm er altfor blot, -
Det er den skjønne Kirstin Thott!