Winther, Christian Uddrag fra RINGENS INSKRIVT

Fra Dronningen et Øiekast,
Vel sindigt, men saa kold og hvast,
Udslukked hendes Tale brat,
Som Faklens Blus en regnfuld Nat.
Med Ro begyndte hun sit Svar,
Men hendes Sind som Havet var,
Der, let i fine Kruser lagt,
Først mumler venligt om sin Magt,
Men snart, af Stormen hulet ud,
Fremtordner barsk sin Vældes Bud.
»Den Fæstmand skal du aldrig faae!
Et lige Spænd i Aag bør gaae,
Du blusser end i grønne Vaar,
41 Mens Sneen plettet har hans Haar.
At hæve den ulige Pagt,
Det er min Villie og min Agt!
Du pukker paa dit Adelsblod?
Jep Muus er Ridder, gjæv og god;
Han har alt i min Faders Vold
Faa't Gods og Guld og Hjelm og Skjold.
Jeg veed det nok, at Ulv og Ørn
Kun parres vil med Galt og Bjørn,
At Mormand kun sit Hoveds Glands
Omvinde vil med Rosenkrands;
De trodse mig, min Kongestav,
Og Magten, som mig Himlen gav.
Men Magten vorde skal et Baand,
Og Sceptret Rus og Straffevaand.
Man binder ei den stærke Bjørn
Med Silketraad og Uldengjørn;
Man lokker ingen Ulv i Huus
Som til en Fælde liden Muus;
Snart faaer man kun ved rette Træk
Med Lempe Æg i Humlesæk;
Og snart, hvad ei sig bøier smukt,
Maa knækkes ved en mægtig Tugt!
Saa vil og jeg den store Tot
Udspinde snart saa fiint og smaat,
Det Abild vil jeg skudde kjæk
Og stemme for den vilde Bæk,
Og Bægret knuser jeg engang,
Saa staaer jeg fast i Dannevang!
Du skal! - i disse tvende Ord
Er større Trolddom, end du troer,
Naar de fra disse Læber kom,
42 Der lukke Magtens Helligdom!
Og hvis din Kløgt ei skuer klart,
Hvordan er Hjertet da forvart?
Har du forglemt, hvor sødt og ømt
Du har i disse Arme drømt?
Jeg fik dig som et lidet Noer,
Og paa mit Knæ du voxde stor.
Din Barndoms Fristed var min Favn,
Og paa mit Bæger staaer dit Navn
Iblandt de Navne, som især
Jeg troede meest min Naade værd.
Du skal hos mig, og i mit Buur,
Trods din ulydige Natur,
Hun Beiler see for sidste Gang
Og klynke ham hans Afskedssang;
Og ei et Ord, en Lyd, et Blik,
Du ei af mig indprentet fik,
Forraade maa den frække Trods,
Hvormed du her har talt til Os!
Du skal!« Og vreed hun Hesten gav
Et Rap, saa snart i strakte Trav
Hun naaede hurtigt til sin Borg
Med Kirstin Thott og hendes Sorg.