Winther, Christian Uddrag fra RINGENS INSKRIVT

»Hr. Ridder! I er vel saa snild,
At give Eders Minde til,
Hvad mig min Fostermoder har
Beviist, min Fremtids Lykke var?
I give mig min Ring, I bær,
Igjen jeg rækker Eders her.
Beraadt med Frænder og med Gud,
Jeg vorde skal Jep Muuses Brud
Og paa den Ring, af mig han faaer,
Mit Hjertes Mening udtrykt staaer.
Hr. Ridder! skilles vi saa ad
Med Fred i Sind og uden Had?«
Hun taug; men med eet Øiekast
Fortolked hun sit Ord i Hast,
Som Lyn, useet af ham, kun Eet;
Men havde han dets Rigdom seet,
Han vilde øst en større Fryd,
End tolkes kan med Ordets Lyd; -
Ak! i dets blanke Taaredaab
Laae alle Elskovshimles Haab!
Var ei af Harm hans Sind berust,
Hans Hjerte var ei blevet knust;
Ham var hvert Ord, skjøndt simpelt, klart,
Kun Draaber Gift, tilsammenspart,
Og rakt ham, som en Sygedrik, -
Thi ak, han saae ei hendes Blik!
Og Ringen, som hun meldte om,
Den Ring, ham ei af Mindet kom,
De Elskovsord, der skulde staae,
Med bitter Haan han tænkde paa.
Han Orlov tog, og drog med Sorg
Alene til sin Fædreborg.