Winther, Christian Uddrag fra RINGENS INSKRIVT

Men Ringen med sin Indskrivt blev
Enhver hans Tankes Hjul og Drev;
En Tryllekreds, der slutted tæt
Omkring hans Aand, et Jægernet,
55 Hvori den slog sin Vinge træt,
En Qværn, som selv han drev omkring,
Liig blændet Øg, i evigt Sving.
Hans ydre Færd var Ro, mens der
I Barmen rasde vild Begjær
At see hun Gjenstand for sit Had,
Og læse - selv han veed ei, hvad?
Et Trøstens Ord? - en Dødens Dom?
Fast lige kjært ham forekom.
Han glemde for det ene Savn
Hvert dyrebart og helligt Navn,
Og Liv, Død, Evighed og Gud
Var slettet af hans Hjerte ud.
Alt stod i Mulm! - kun Ringen ei!
Den vilde han, ad hvilken Vei
Saa Skjæbnen, eller hvad man vil,
Ham naadigen forhjalp dertil,
I Haanden holde, med sit Blik
Indsuge som en Lægedrik
Blot eet Secund, eet Aandepust,
Og frelses, - eller vorde knust!