↩ Medfør tør gjøre mit Hjerte til et sikkert Gjemme for mine Medmenneskers hemmeligste Sorger og Klager, har Man betroet mig Indholdet af indlagte Papir, og anmodet mig om uden Fare at lade det komme Dem tilhænde. Tro ikke, min Herre! at den gamle Mand her vil komme Deres egen gode Forstand i Forkjøbet; tro end mindre, at mit Hjerte, der i saa mange Aar har slaaet saavel Glædens som Smertens Slag, der har optaget saa mangt et fremmed Suk i sin tause Bolig, er blevet koldt, forstenet eller ufrit. Frygt ikke for ubetimelige Raad eller utidig Paamindelse! Nei, jeg tiltroer Dem Alt det, som er Dem menneskeligt fornødent til at kjæmpe den Kamp, som maaskee forestaaer Dem; og det Eneste, jeg vil paanøde Dem, er min inderligste, min stille Bøn til Gud, at han maa styrke og oplyse Dem til det Rette, - til den Gud, som gav os det Ord: »Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes.« Med Høiagtelse o. s. v.«