Winther, Christian Uddrag fra EN AFTENSCENE

En ung Pige, høi og fyldig, iført en med sort Foerværk bebræmmet, bruun Fløiels Pelisse, der, aabenstaaende, hævede Barmens og Skuldrenes blændende Hvidhed, og med en Hue af samme Stof, saa lille, at den kun bedækkede Nakken og lod see det rige, gyldne Haar, hvis Farve nuomtide vilde kaldes rød og med stor Uret fordømmes, reiste sig fra sin kunstigt dreiede Rok, og kom den Indtrædende imøde. Om hendes meget lille, rosenrøde Mund sittrede et Smil og de mørkeblaae Øine tindrede skalkagtigt under de lyse Øienhaar.