Winther, Christian Uddrag fra DE TO PEBLINGE

En Løverdag Eftermiddag ved Midsommerstid stod Martin just i Forstuen til sin Moders Huus og børstede sin Barett for at gaae ud og hente Hans Jørgen; de skulde paa Marken samles med de andre Peblinge til en Langbold. Just som han er i Begreb med at træde ud paa Gaden, hører han sin Moder sige til Kokkepigen: »Ja, jeg vilde rigtig ønske, jeg havde et Par Duer til i Morgen; naar min Svoger, Mester Anders, kommer og prædiker i Vacancen, saa have vi ham her til Middag, og jeg veed, han holder saa meget af Duesteg!«