↩ Her var det, at Claus Boel første Gang saae Den, der skulde vække hans Hjerte af den Dvale, hvori det under Forstandens kjølige Skygge hidtil havde ligget. Hr. Eiler Geds eneste Datter, den fjortenaarige Frøken Maren Ged, blev strax saa fortryllet ved den unge, lærde Mands Udvortes og Væsen, hørte saa henrykt paa alle hans Fortællinger om fremmede Lande og de store Ting, han der havde seet og hørt og oplevet, og yttrede denne sin Beundring saa frit og uden Sky, at den sindige Herres Blik aabnedes ogsaa for hendes Yndigheder. Hendes sorte Øine, der dristigt og brændende hvilede paa ham, havde ligesom en Trolddomskraft, der tvang ham til at hæve sine blaae Øine, hvilke ellers meget modeste vare hæftede mod Jorden, naar han holdt et Foredrag; og han forlod Nordfeld ganske beruset og opfyldt af een Tanke. Denne Tanke var som en Traad, der drog ham atter og atter derhen, og saaledes var da Sagen i bedste Gang.