↩ Den Eneste, der var nedbøiet og modfalden, var den smukke Kristense Boel, der sad ganske bleeg derhjemme og vædede den Hør, hun spandt, med sine Taarer. Thi uagtet Kræmmeren var venlig og god imod hende, spøgede og var glad i hendes Selskab, 336 gav hende smukke Sager, hvergang han kom hjem fra en Reise, saa havde alt dette dog ingen rigtig Art; det havde kun den broderlige, lunkne Varmegrad, og hendes Hjerte brændte jo i lys Lue. Hans flittige Besøg paa Nordfeld og hans pludselige Bortreise og Grunden til begge Dele, der ikke blev hende dulgt, var færdig at knuse hendes unge Hjerte. Den gamle Mikkel Boel gjorde Alt for at trøste hende og skjenkede hende blandt Andet en deilig Bønnebog, velforgyldt og fuld af skjønne, malede Billeder. Men, ak! den havde ikke ret nogen Lægedom for det Slags Hjertevee, der omspændte hende, og hendes Fader saae med inderlig Bedrøvelse paa, hvorlunde hun gik omkring med matte Øine og falmede Kinder. Men denne Bedrøvelse skulde endnu blive større.