Winther, Christian Uddrag fra RISTESTENEN

Samme Dags Aften vandrede to i Hættekapper formummede Mænd i Skumringen ud af Sønderport i Borre, og toge Veien ad Magleby til. Ved Enden af Landsbyen standsede de ved et af de sidste Huse og bankede paa. Efterat have vexlet et Par Ord med Manden i Huset, trak denne en Vogn frem, ledte to store Trækøxne ud af Stalden, spændte dem for Vognen, kastede Hakker og Spader bag i denne, og nu satte de sig alle Tre atter i Bevægelse. Veien gik ind igjennem Skovene; de kom forbi Gjedde Sø og dreiede derpaa af til Grimsdalen og droge gjennem denne til den yderste østlige Side. Himlen var skyfri og Natten stille; Intet hørtes undtagen Hjulenes Knagen og Oxernes Pusten. Det var alt henved 344 Midnat. Vognen blev vendt, og nu stillede Een af de to Herrer sig i Spidsen af Toget, idet han hviskede: »Følger nu mig!«