Winther, Christian Poetiske Skrifter

INDLEDNING

I Karakteristiken af Winthers Lyrik i første Bind af nærværende Udgave vistes, hvorledes hans Digtning sjeldnere var ren Lyrik, men tenderede mod Situations-Digtet, Billedet. Denne skabende Evne i Fantasien til levende at forestille sig Personer og Milieu, medens Digterens eget Jeg træder tilbage for at lade Ting og Personer leve deres eget Liv, i fri Væren og Aktion, maatte føre Winther over i den episk-lyriske Digtart, der med et omfattende Navn kan betegnes som Romance.I Winthers Digtning er det den Del, der omfatter hans Romancer og Ballader, hans »Træsnit« og »Hjortens Flugt«. Hermed er givet Emnekredsen for vor Undersøgelse.

Da Chr. Winther i 1821 havde maattet sige Farvel til København og sin kære Regens for at rejse til Købelev og læse sit theologiske Eksamenspensum, havde han kasseret det meste af en stor Pakke med Manuskripter, en mindre Del havde han overgivet i en Vens Forvaring. Iblandt disse Ting var en paabegyndt Oversættelse af Ariostos »Orlando furioso«. Winthers Kærlighed til »Den rasende Roland« var af gammel Dato. Som Discipel i Maribo Latinskole havde han allerede »interesseret sig saare meget for italienske Bøger«. Særlig havde han forelsket sig i II »Orlando furioso«, i en Udgave forsynet med Kobbere. Oversættelsen har Winther neppe nogensinde genoptaget og intet af den er bevaret. Men endnu i 1863 mindes han sin gamle Kvart og søger at skaffe sig Oplysninger om den for eventuelt paa sin Italiensrejse at kunne erhverve sig den samme Udgave.

Winther lod Orlando-Oversættelsen ligge i København, men han havde derfor ikke glemt sin Ariost Det er med ham i Tankerne, at han besluttede at skrive et Digt i »Octavriim« med Kay Lykke og Svend Poulsen (Gyngehøvdingen) som Hovedpersoner (Brev, Oktober 1821). Intet af dette Ariostiske Digt er sikkert nogensinde blevet skrevet. Da han nogle Maaneder senere i et Brev kommer tilbage til sine Planer om en historisk Digtning, er Versformen - Ariosts Oktaver - opgivet, det drejer sig nu om »noget, som skulde blive en Fortælling, Novelle, Roman.«

Selve Stoffet for sin Digtning havde Winther altsaa ikke sluppet endnu. Det har sin egen interessante Historie. En Undersøgelse af, hvilke Bøger Winther har læst for at skaffe sig Oplysninger om Svend Poulsens og Kay Lykkes Historie, synes at vise, at Winthers Hovedkilder har været Nyerups »Efterretninger om Frederik den Tredie« og Fr. Sneedorffs »Historiske Forelæsninger«. Derimod har Winther neppe haft Adgang i Købelev til Gaspar Peter Rothes »Brave danske Mænds og Qvinders berømmelige Eftermæle«, paa Winthers Tid Hovedkilden til Kay Lykkes Historie, med udførlige Skildringer af Processen. Henrettelsen in effigie o. s. v. Winthers paatænkte Digtning, ser det ud til, har skullet bevæge sig indenfor Præstøegnen (Tapernøje Kro).

Dette historiske Stof synes Winther ikke at have haft Tid til at give eller ikke at have kunnet give poetisk Form. Først fem Aar senere, i Lyngbytiden (1826), vendte han tilbage til det. Nu kan han - og det blev til Træsnittet »Svend og Inger«. Det, der hjalp ham, var Visen »Skalkeraad«, som Winther III kendte fra Rahbeks og Nyerups »Danske Viser«. Her fra fik han Ideen til Indledningsbilledet af Junkeren og hans Tjener (»Der stode to Skalke og tænkte Raad«) og Handlingens Kernepunkt, Listen med Møllesækkene. Men det betyder i Virkeligheden, at Winther aflastede sin Digtning bogstavelig talt for hele det historiske Stof. Historien blev kun tilbage som let antydet Tidsbaggrund: Svenskernes Tog over Sjælland og Hovedstadens Belejring. Det afgørende Punkt i Kay Lykkes Historie holdes hen i et romantisk Halvlys. De historiske Personer indsættes i en frit opfunden Situation: deres Bejlen til den samme Pige. Af de individuelle Karakterer uddroges to Typer, der fremhæver hinanden ved deres Kontrastvirkning: den fornemme Herremand og Oberst overfor den jævne Bonde og Friskarefører. Den lille Stump af en Almuevise har saaledes givet Winther den »poetiske Ide«, i hans Fantasi har den virket som det tilfældige Støvkorn i en overmættet Opløsning. Den har udfældet Billedet af det historiske Stof. Dette er en Grundproces, der gentager sig overalt i Winthers Romance-Digtning.

Winthers Ariostiske Digt endte saaledes som et sjællandsk »Træsnit«. Det har sikkert aldrig haft Stof i sig til mere, højest til en Novelle. Intet tyder paa, at Winther i København har samlet nyt Stof til denne Digtning. Af hvad han havde i sin Erindring - og maaske efter sin Vane i Form af Notater - har han uddestilleret »Idyllen«.

Nogen dansk »Orlando furioso« fik Winther aldrig skrevet. Men Ariost havde en Gang for alle givet hans Smag dens Retning, ligesaa afgørende som Homer havde præget Poul Møller. Det er det faste Punkt, hvortil hele Winthers lyrisk-fortællende Digtning er forankret. Ved Indgangen til sin Digtning havde Winther holdt Ariost op for sig som sit Forbillede og den Appel, der laa deri, til at skabe et opus magnum, slap aldrig helt Taget i ham. Men inden han med »Hjortens Flugt« vendte tilbage til den Grundform for stor romantisk Digtning, som Ariost IV først havde vist ham, skabte han i den lille Form hele Kredsen af sine Romancer.*

Med sin Elskovs- og Naturlyrik er Winther iblandt Grundlæggerne af den nyere danske Lyrik. Som Lyriker viser han fremad i Tiden. Hans Romancedigtning derimod har sine fleste Pile bagud. Den betegner Afslutningen paa en stor Periode i Digtningen, der i Danmark begyndte omkring 1770. Med en mærkelig Pludselighed opstod Romancen eller Balladen - begge Ord brugtes i Flæng uden at det lykkedes at faa gennemført nogen fast Terminologi - i Kunstdigtningen som en litterær Genre. I Danmark delvis under tysk-engelsk, i mindre Grad under fransk Indflydelse, delvis naturligt fremgaaet af de hjemlige litterære Strømninger. Den blev en hel Litteraturperiodes, et halvt Aarhundredes herskende poetisk Kunstform. Ja, som Epigondigtning fortsatte den til 1870. J. P. Jacobsen skabte sin moderne Lyrik: Gurre-Sangene og Pan-Arabesken, i Kamp mod et Aarhundredes Romancetradition.

Sammenhængen mellem den Wintherske Romancedigtning og den tidligere og samtidige tysk-nordiske træder undertiden frem haandgribelig, i direkte Laan. Saaledes er Winthers Digt »Uden Haab« skrevet over Stagnelius's bekendte Romance »Näcken«, der er blevet Winthersk og dansk »forvendt«, for at bruge det Udtryk, Reformationstidens Salmedigtere anvendte om deres Bearbejdelser af de papistiske Salmer. Winthers Digt har endvidere stærke Forbindelsestraade til en Centralkreds indenfor dansk-tysk Romancedigtning, hvor man finder Goethes »Der Fischer« (»Das Wasser rauscht', das Wasser schwoll«) og Ewalds »Liden Gunver«. I dette ældste Lag af Romancedigtningen har Winther sin Rod.

Endnu nærmere til en given Fortegning holder

* V

Winther sig i »Fregattens Hjemkomst«, der er digtet som et Slags Modstykke til Uhlands »Das Schloss am Meer«. Winther skulde neppe have vovet en saa nærgaaende Overførelse af et samtidigt Digt, hvis ikke det Uhlandske Forbillede havde en særlig Karakter som Efterligning af tysk Folkedigtning. Uhlands Digt virker som skrevet over en Formel, uddraget af en Gruppe af Volkslieder: Dialog-Visen. Det er i denne Samleform - upersonlig, enhvers Eje, der tilegner sig den - at Winther har støbt sit Digt. Winther har ladet den faste prøvede Form vederfares Ret. Hans Billeder fylder Stroferne helt ud, ingen tomme Huller og Rynker. Formen staar igen spændt, levende.

Interessant til Belysning af Winthers Forhold til den samtidige Balladedigtning er endelig »Matrosen«. Hans Brix har i en indgaaende Analyse (»En Soldat og en Matros« i »Tilskueren« 1916) sammen? lignet Digtet med Heines »Die beiden Grenadiere« med det Resultat, at han i det danske Digt ser en direkte Efterdigtning af det tyske. Brix finder i Indholdet af de to Digte en Overensstemmelse, som han udtrykker saaledes: »den fra det fremmede Fangenskab hjemvendende modtager i en Sum sin og Fædrelandets Ulykke og dør deraf. Men over den dødes Hoved straaler Heltenes Krones Guld«. Dette er dog ikke nogen præcis Gengivelse af Digtenes Indhold. Matrosen i Winthers Digt har ikke selv været med ved Københavns Bombardement, kommer ikke fra engelsk Fangenskab, men fra et langt Livs Flakken paa fremmede Have. Han betyder Fortiden, der stilles overfor Nutiden. Dette er Digtets Kerne, der udgør den første Del af Matrosens Replik, hvortil de foregaaende Strofer danner Indledningen, der fører Læseren ind i Situationen. Resten af Digtet danner Fremtidsdrømmen om Opstandelsen i de gamle Søheltes Paradisverden. I Heines Digt findes intet af denne nationale Romantik, hvis Indhold er Modsætningen mellem en fattig Nutid og straalende Fortid og dennes Forherligelse i en VI historisk Apoteose af en svunden Heltetid. Allerede Aabningssituationen i Heines Digt er en anden. De to Grenadere er ikke kommet hjem, men standser for en Hvil undervejs, de har intet at komme hjem til. Den dramatiske Kerne og Idé i Heines Digt er ikke Modsætningen mellem Fortid og Nutid, men mellem Digtets Personer: de to Grenadere. Den ene vil fortsætte, vende tilbage til sin Jord, til Hustru og Børn, begynde Livet igen, jævnt og slidsomt i Kampen for Føden. Den anden vil dø, nægter Livet sin Ret for at holde sig rede til Opstandelsen til et nyt Helteliv i Kampen for den genkomne Kejser. Det er den revolutionære Herosdyrker, som forherliges paa Bekost? ning af den borgerlige Soldat. Digtene har derimod deres Fællesskab i, hvad man kunde kalde den nøgne Form, eller som Brix udtrykker det: »Selve Digtets Mekanik er den samme: en lang Replik af Fangen, med nogle indledende Vers.« Dette er ikke B e? vis for direkte Laan, men er interessant ved at vise, hvorledes to samtidige Digtere - Winthers Digt er tre Aar senere end Heines - arbejder i den gamle Romanceform. Det er selve Romancens Grundprincip, at de fortællende (og beskrivende) Partier veksler med Partier i dramatisk Fremstilling. En almindelig Mekanik, der naturligt frembyder sig, er en fortællende Indledning, der fører frem til den Scene eller den Situation, der udgør Digtets egentlige Indhold. Paa samme Maade visrer Versemaalet i de to Digte ogsaa hen til den Romancetradition, der er deres fælles Forudsætning.

Der er intet enkelt Træk i Winthers Digt, der nødvendigt viser hen til Heines Digt som Forbillede. For en ung dansk Digter i 1825 var det den naturligste Ting af Verden at skrive en fædrelandsk Romance. Sorgen over den nationale Ulykke, som Flaadens Tab betød, fyldte alle Sind. Med sit Digt stiller Winther sig ind i Rækken af Digtere, der har forherliget de stolte Minder, der knytter sig til Flaaden. Blevet til i en borgerlig Tid er hans Digt et beskedent Sidestykke VII til Ewalds statelige Revue over de danske Søhelte i »Kong Kristian.

En Sammenstilling af det Heineske og Wintherske Digt belyser endvidere særlige karakteristiske Ejendommeligheder for 'den danske Skole i Romancedigtningen i Modsætning til en gallisk eller galliskfarvet Skole. Af Georg Brandes er denne Forskel mellem de to Skoler oplyst ved en Sammenligning af Hertzes »Den danske Soldat« med Victor Hugos »Aprés Ia bataille«. Heines Digt, hvis Væsen er gallisk: la gloire, har ogsaa den franske Skoles Egenskaber. Det er kort, dramatisk ladet, stigende mod en Slutningseffekt, løbende helt og holdent ud i en Spids, Repliken. Winthers Digt har den danske Skoles rolige Bredde, en Stigning mod et Højdepunkt og Afrunding. Efter Repliken tilføjer Winther endnu en - desværre svagt formet - Strofe. Den danske Skole har sin Styrke i en virkkelighedstro Udmaling, der giver Plads for mange smaa Træk, tilsammen belysende en Karakter og et lille Livsbillede. Smukt og oplysende for Finheden i de smaa Virkemidler, Winther bruger i sin Kunst, er dette fremhævet af Brix i hans Analyse af Strofen om Dannebrog, hvori Matrosen skal svøbes, naar han skal begraves:

Det gjør saa godt for Vee og Værk,
Det Svøb bør man vel hædre,
Selv Jomfru Marias Silkesærk
Ei Smerten kan dulme bedre.

Brix skriver: »Her er det altsammen: her er den prøvede Sømands Respekt for Flaget udtrykt; her er hans i Blæst og ondt Vejr erhvervede Gigt og Hiven i Lemmerne; her er endelig den gamle Helbefarnes vide Erfaringskreds; det er et Træk saa godt som noget af nogen Digter at lade Matrosen som gammel Spaniefarer faa katolske Erindringsstrejf om Jomfru Maries Silkesærk som en Lægedom for Pine.«

Med sine Romancer viser Winther sig saaledes VIII at være i Kontakt med den samtidige Digtning, især den tysk-nordiske, dog - som naturligt er - med Tyngdepunktet indenfor den danske Tradition.

Winther modtog Romancen fra sine Forgængere som en Kunstform uddifferentieret i en hel Skala af Typer, med alle mulige Mellemformer og Overgangsformer. Nogle af disse lod han ligge urørte, andre tog han op og prægede efter sin Smag og sine særlige Evner.

I sin første Digtsamling har Winther med »Jeg elskte Fogdens Datter« og »Ellinors Sværmeri« offret til en særlig Smag i Tiden: Gyse-Romancen og den sentimentale Romance. Han vendte ikke siden tilbage til disse Former, men Smags- og Stilelementer derfra træffes som Pletter rundt omkring i han Digtning.

Men Winther fortsætter i en stor Gruppe af sine Romancer et endnu ældre Lag af det attende Aarhundredes Romance- og Balladedigtning, det der var selve Digtgenrens Udgangspunkt i Kunstdigtningen: den komiske eller ironiske Ballede.

Folkevisen (Balladen) og de lyriske folkelige Viser havde været i Miskredit i Oplysningstiden, baade hos Historikere og Poeter. Romancen maatte før den slap ind i Kunstdigtningen gennemgaa en pinefuld Skærsild: den komiske Behandling. Saaledes hegyndte Balladedigtningen i Tyskland med Gleims »Romanzen« fra 1756, af hvilke »Marianne« er den berømteste. Med Forbilleder som Gongora i Spanien og især Moncrif i Frankrig saa Gleim den burlesksatiriske Behandling af et alvorligt Thema for det væsentlige i Kunstballaden. For at gøre sin Romance rigtig folkelig lagde han som Grundlag for sin Behandling den folkelige Vise i dens mest platte Form: Markedsvisen eller Gadevisen.

Hos Winther møder vi denne Genre i Visen om den desperate Dragon (»Jørgen og Trine«) og i den traurige Vise om den vrede Smed og hans ulykkelige Kærlighed til Anne, hvem Hr. Organisten løb af med (»Steffen og Anne«). Poul Møller havde drevet IX Spøg med denne Form for Almuevisen i sin Satire over Lægdsgaardens litterære Produkter, der foredroges af Tjenestepigen, saaledes en Vise, hvis Titel er »Beklagelige Tanker af en Piber ved det jydske Infanterie, hvis Kjæreste slog ham feil og tog en Tambour«, og »en ny og skrækkelig Vise om den sorte Gjørtler, som skal rettes, formedelst at han skar Halsen over paa sin Kone, Andre til Skræk og Advarsel«. Blicher genskabte Almuevisen naivt-indfølende i Visen om Sessel og Pier, befriet for alt uædelt Stof, blottet til sin tragisk-vemodige Kerne. Hos Winther er Tonen blandet: ironiser ende. I »Jørgen og Trine« frigøres Ironien først i de to Slutstrofer, der svarer til den folkelige Vises Moral, især i det Hjertesuk, hvormed Sangeren slutter af. Digteren har dog lidt Part i denne Hjertekvide. I »Steffen og Anne« er hele Visen gennemlyst af Ironi, koncentreret i det Billede: »den brændende Piil«, der paa en Gang er Visens skæbnesvangre dramatiske Handlingsmoment og maleriske Samlingsmærke. Billedet bruges naivt af den smægtende Organist og med Skelmeri af den kløgtige Anne: »Om han mener det saa lige, jeg ikke rigtig ved«. For ramme Alvor tager den brave Smed det, da han forvandler Poesiens Amorpil til en veritabel Jærnstang, som han - vel glødet i Essen - sender i Rivalens Hjerte.

I Slutningen af det attende Aarhundrede florerede den komiske Balladedigtning i en Mængde forskellige Former. Med den Oehlenschlägerske Højromantik forsvandt den som levende litterær Genre. En anden Sag er det, at Oehlenschläger senere i et Slags »rationalistisk« Tilbagefald forvendte sine romantiske Ballader ved Tildigtninger, som den bekendte moraliserende Slutning paa »Ellehøjen«, hvormed han advarer mod at gaa ud og forkøle sig om Aftenen.

Hos Winther møder vi atter den skemtende Ballade, en Ting, der blandt mange andre viser, at Winther har Tilknytninger til andre Sider af dansk Digtning X end Oehlenschläger, i hvis Linje han altfor ensidigt er blevet sat ind.

Hos Winther er det komiske ikke et løst Vedhæng, men indsmeltet paa den mest underfundige Maade i Alvoren. Læs Digte som »Tre Beilere«, »Skatten«, »Forlokkelse«, »Tre om Een«, »Ravnen«, »Et Genrebillede« o. s. v.

Typisk er »Forlokkelse«, der er bygget over Sagn om Ellekongen, altsaa motivbeslægtet med »Ellehøjen«. Men hos Winther er det hele blot en graciøs Spøg. I sit Digt »Skattegraveren« havde Oehlenschläger behandlet Skattegravermotivet alvorligt og skabt en ægte Gaasehuds-Romance i den »Bürgerske« Maner. Winther tager Motivet op igen i »Skatten«. Uddyber i hele Iscenesættelsen de folkelige Træk ved Tilknytning til Thieles Folkesagn, men forvandler det samtidig til en Idyl, der knalder ud i en Pointe, et Ordspil. »Tre om Een« er en munter Omvending af en gammel tysk Mord- og Voldtægtsvise, »Der Wirthin Tochterlein«.

Med hele denne Gruppe af Romancer har Winther bragt Genren til Fuldendelse. Rasmus Nyerup havde, da Romancen begyndte at dukke op i Kunstdigtningen, slaaet til Lyd for Genoptagelsen af den gamle Digtmaade »med en Slags lystig Lune«, og han havde troet paa denne Maade »at kunne erholde meget morsomme smaa Pjeser, som kunde være saare nationelle.« Ad en lang Omvej virkeliggøres denne Tanke i de Wintherske Skemteballader og Skemteviser, derfor mangfoldigere baade i Form og Indhold, end Nyerup havde drømt om, men med det samme Grundpræg: »Korthed i Udtrykket, Naivitet og en vis Troskyldighed.« Det er baade en meget Winthersk og en meget dansk Digtning.

Det var med Oehlenschläger, at Romancen i naiv ædel Form sejrede og naaede sin højeste Blomstring.

En Type indenfor den Oehlenschlägerske Kreds af Romancer kunde man kalde Storromancen eller Storballaden (»Hakon Jarl«). Denne Form lod Winther ligge urørt, det betyder, at han gik uden om

XI

alt det hos Oehlenschläger, der har Stof i sig af Guds- og Heltedigtning og Saga og som nærmer sig den store episke Stil: »den metriske, rolig besindig fortællende Takt og den rene, aldrig afmattede Holdning af Individualiteterne.«

Det »historiske Tidspunkt« for Winthers Digtning er ikke den »heroiske« Tid, men Riddertiden, den sene Middelalder. Herfra gjorde Winther Strejftog ind paa Frederik den Tredies Tid, Adelsvældens Blomstring. Eller han blev i sin egen Samtid.

Sine Stofkilder og Stilforbilleder fandt Winther, som naturligt er, i Digtning og Litteratur fra den tilsvarende Periode.

Den middelalderlige Riddervise genfinder vi hos Winther i »Helene« og, med Motiv fra en Tryllevise, i »Den hvide Hind«, hvor ogsaa Versemaalet er Folkevisens. Til disse nordiske Romancer svarer en sydlig, eller med et Winthersk Ord, en »velsk« Gruppe, bl. a. »Elskovsseglet«, »Den hellige Jomfrues Hævn« og »Ridder og Svend«.

I en stor Gruppe af Winthers Romancer er det mindre Folkevisen end den folkelige Vise, især som den havde naaet sit Højdepunkt i den tyske »Volkslied«, der har været Forbilledet. Goethe havde her vist Vejen med sine Gendigtninger af gamle Volkslieder og friere Efterligninger.

Typisk for Genren hos Winther er det allerede nævnte Digt »Fregattens Hjemkomst«. I Visetone er Digte som »Violinspilleren ved Kilden«, »Der gik i grønne Skove«, »Der staaer et Træ«, »Forvandling«, »Tre om Een« o. s. v. Det fortællende Element er her næsten helt trængt ud, saa Digtet bliver til en lyrisk Scene eller Situation. Fortælleren træder tilbage, saaledes at han gaar op i Visens »Jeg«, som i »Violinspilleren ved Kilden«, »Der staaer et Træ«, eller forsvinder helt, saaledes at Visen bliver ren Dialog, som i »Fregattens Hjemkomst« og, med moderne Indhold, »Drømmen«.

I Winthers historiske Romancer genfindes den samme Retning af Fantasien mod Genrebilledet eller XII den dramatisk-lyriske Scene, i renest Form i »Ridder Kalv« og »Vaabendragerens Eed« . Det er en Videreførelse af den Oehlenschlägerske historiske Romance, hvor den fortællende Tekst stadig er »illumineret«. Man ser, hvorledes en Smagsretning i Tiden, der genfindes hos Aarestrup og Bødtcher f. Eks., præger den gamle Romanceform. Hvor Kravet om »Realisme« i Billedets eller Iscenesættelsens Detaljeudsmykning eller hvor »de psykologiske Forudsætninger« bliver for store, sprænges Formen og lægges til Side som ubrugelig. Saaledes hos J. P. Jacobsen. Romanen og Lyriken vokser hver fra sin Side Romancen over Hovedet.

Winther tager, som Romancedigtere før og efter ham, sit Stof, hvor han finder det. Det synes at være en Hovedregel, at hans Romancer sjeldent lykkes, naar han følger et Stykke Historie, Sagn eller lignende. Digte som »Kongen og Skipperen«, »Gaston den Gode«. »Berthold Schwartz«, »Sangeren Simondes« er vanskelige at komme igennem. Winther er ikke i egentligste Forstand Fortæller. Omvendt lykkes hans Romancer, naar hans Stoflaan har Karakteren af et Motiv, en Idé, en Pointe, det vil sige, naar Stoffet er mere eller mindre kunstnerisk formet, allerede har udskilt sin Kerne. Om denne Kerne vokser det Wintherske Digt op, saaledes »Svend og Inger«, og paa lignende Maade »Johan og Lise« og »Henrik og Else«.

Man forstaar derfor, at Winther i sine historiske Romancer undgaar den store Historie, men foretrækker som Stof et sagnagtigt Træk (»Vaabendragerens Eed«), en Anekdote eller blot en Replik (»Ridder Kalv«, »Ringens Indskrift«, delvis »Henrik og Else).

De komiske og skemtende Digte har paa tilsvarende Maade udfældet sig omkring en Pointe, et Ordspil eller en epigrammatisk Sentens.

Det højeste naar Winther, hvor han kan faa disse forskellige Momenter til at mødes i samme Punkt. Det er lykkedes for ham i »Vaabendragerens Eed«, hvor den tre Gange gentagne Strofe:

XIII

»Blaat, som de smaa Violer,
Som Havets stærke Flod,
Midt i med syvfold Straaler
En hvidlig Stjerne stod.«

paa en Gang er Digtets Handlingsmoment, maleriske Midtpunkt og musikalske Grundakkord.

Det er et saadant samlende Punkt i de bedste af Winthers Romancer, der betinger den fuldendt harmoniske Virkning, der er deres Præg af Adel.

I sin Romancedigtning har Winther indgærdet et særligt Hjørne for sine Idyller: »Træsnittene«.

Da Winther flyttede til Købelev for at læse til Eksamen, fik Træsnittene, hvor af et, »Hans og Grethe«, allerede var skrevet paa Regensen, deres naturlige Voksested. Hovedstammen af Træsnittene er da ogsaa blevet til i denne Periode eller har Tilknytning dertil. »Asbjørn og Thora«, »Martin og Marie« og »Rudolf og Bertha« kan lades ude af Betragtning. Winther gik i Købelev ikke blot omkring som Præstens Søn og kiggede ind til »Folk«, han »studerede« Almueliv: Sæd og Skik, Sprog og Digtning. Fra disse Aar stammer »En Samling af Laalandske og Falsterske Ord«, som Molbech siden har brugt til sit Dialektleksikon. Af et Brev ser vi, at Winther til Rasmus Nyerup har sendt en Folkesang »ganske skreven i den laalandske Dialekt, saaledes som Bønderne synger den.« Den Interesse for Folkedigtning og Folkeliv, som Winther havde mødt i København, hvor den bogstavelig talt laa i Luften, og som han bl.a. havde faaet udviklet i den Nyerupske Kreds, fik i disse Aar i Købelev sit Virkelighedsindhold. Winther tilegnede sig bevidst sin Barndoms Milieu.

Hvad Winther med et Særnavn har kaldt »Træsnit«, blev af den samtidige Kritik straks karakteriseret som »romantiske Idyller« eller »idylliske Romancer«. Den klassiske Idyldigtning (Theokrit og Virgil) havde paa sin lange Vandring gennem de europæiske Litteraturer passeret Hyrdedigtningen i det 16. og 17. Aarhundrede og var foreløbig standset XIV og smeltet sammen med Homerefterligningen i Heksameteridyllen. De nærmeste litterære Forudsætninger for Winthers Træsnit er det 18. Aarhundredes græsk-germanske Idyller, en hel lille Litteratur for sig, bedst kendt i Voss' »Louise« og Goethes »Hermann und Dorothea«, hvor Goethe dog har aabnet Idyllen mod en større Tidsbaggrund. Denne idealiserende Hverdagsskildring trak i Oehlenschlägers Digtning en bred, frodig Fure gennem Romantiken og kom igen helt frem i Dagen med Virkelighedsdigtningens Gennembrud i 1820'erne. Det er Winthers Indsats med Træsnittene, at han har løftet Idyllen ud af Homerefterligningen og forbundet den med den folkelige Digtning, baade dens Motiver og Stiltone. Han gjorde ikke Skridtet fuldt ud og tog den folkelige Vises Versemaal, men blev staaende ved Niebelungenstrofen. Oehlenschläger havde i »Thors Reise« valgt denne Strofeform som en Formidler mellem Homer, hans Forbillede for episk Stil, og det danske (»gotiske«) Epos, han vilde skabe. Winther blev staaende ved Niebelungenstrofen, fordi han ikke kunde bruge Visernes rent lyriske Versemaal til sine Idyller, der havde bevaret saa meget af det episke (fortællende og beskrivende) Indhold. Men Winther nærmede det »Oehlenschlägerske« Versemaal saa meget som muligt til den folkelige Vise, behandlede det frit, indskød ubetonede Stavelser, forrykkede Akcenten, sløjfede Cæsuren, naar det passede. Fra hos Oehlenschläger at være reciterende, tungt og værdigt, blev det hos Winther sangbart, bøjeligt, lempende sig efter det jævne Foredrags Luner.

Det, der straks gjorde Træsnittene populære, var de Billeder, de maler af dansk Bondeliv, nærmere bestemt Landsbybilledet i dem. Vi møder her i Træsnittene det, som vi støder paa overalt i Winthers Kunst: Genrebilledet. Blandt Forbillederne for sin Kunst nævner Winther selv »nederlandske Billeder«. »Træsnittene« er i Poesien danske Sidestykker hertil. Derfor kalder Winther ogsaa sine Digte »Træsnit«, med et Navn, der er hentet fra den bildende XV Kunst, men som samtidigt antyder deres folkelige, jævne Karakter og understreger deres Fordringsløshed, et »Beskedenheds Navn«. Naar Oehlenschläger havde kaldt »Thors Reise« for et »Træsnit«, var det derimod for at markere det djærve og brede i Stilen, der skulde svare til Stoffets »episk humoristiske Colos-Natur«. Oehlenschlägers og Win? thers Brug af Ordet »Træsnit« er saaledes langt fra at vise Slægtskab mellem deres Digtning, det blotter tvertimod deres Væsensforskel.

Hvad man husker af Træsnittene, der i Erindringen er vanskelige at holde ude fra hinanden, er netop Genrebillederne: Smedien paa Bakken ved det røde Vangeled, Skomagerens Hytte under Valnøddetræet, Krostuen med de to Bønder ved deres »Brændevin og Mad«, og ikke mindst Interiørbilledet af Møllestuen. Det er en Billedkunst, der er indpasset fint i den lille Form, den har ingen god's plenty af Detaljer saaledes som de store Holbergske Lærreder i Bondekomedierne. Men det er en Billedkunst, der er detaljeret: den er indstillet paa de smaa Ting og bliver staaende ved dem.

Det ligger i Træsnittets Væsen som Idyl, at det tror sig selv hele Verden. Der sker intet udenfor det. Det er ligesom løftet ud af Livets store Sammenhæng. Spørgsmaalet er om Jacob faar Lone, om Erik faar Ellen. Winther har tegnet landlige Genrebilleder i mange andre af sine Digtninge, f. Eks. i »Vaabendragerens Eed«. Men man føler instinktivt, at det ikke er noget »Træsnit«, og Winther indførte det da heller ikke iblandt dem. Det har for meget af Historie i sig, af dens handlingsfyldte Begivenheder. Marsk Stigs fredløse Aand hviler over Digtet, hans Forbandelse kaster sin sorte Slagskygge over Svendens og Pigens Elskovslykke. Marsk Stig er Digtets Hovedperson. Svendens og Pigens Kærlighed er kun et Spil i hans Skæbne. Omvendt er Digte som »Svend og Inger« og »Henrik og Else« virkelige Træsnit, Historien er indsmeltet i Idyllen, fortonet i »Svend og Inger«, i Henrik og Else« kun tilstede som XVI en Reserve, der giver Skemten dens Betydning, det hele Digt en egen høj Munterhed.

Tidens Gang fornemmes kun i Træsnittene som Aarstidernes Vekslen og deres Refleks i Dagliglivets Sysler.

Som Verden i Træsnittene er begrænset udad, ligger det ogsaa i selve deres Princip, at den er begrænset indad i det menneskelige og psykologiske. Winther indlader sig ikke paa psykologiske Karakteristiker og Analyser, men viser Figurerne i Aktion og gennem Repliken. Ypperligt er alt i Træsnittene, som Winthers Kunst i det hele, hvad der angaar Iscenesættelsen: Interiøret eller Landskabet, Figurernes Kostumering og Bevægelser. Det er en af Nydelserne ved Winthers Kunst at agte paa denne Sans for Gestus og Lader. Se f. Eks. Rasmus i »Christen og Lene«, da han ordner sig til at fortælle, medens Lystigheden klukker i ham: »Han rykker i sin Hue, han smidsker bag sit Kruus, gnider Daasen med sin Albue, og tager sig lidt Snuus«.

Winthers Svaghed er Repliken. De to Bønders Fortællinger i det lige nævnte Digt er ikke i samme naturtro Stil som Beskrivelsen. Winther lister vel nu og da et Dialektord ind og han ved, at de Billeder han lægger sine Bønder i Munden maa være taget fra deres Forestillingskreds (»- men jeg hørte ei hans Ord, som Avnerne fra Skovlen de fra hans Læber foer«). Der er en vis realistisk Teknik. Men den dækker ikke over den poetiske Bogstil i selve Fortællemaaden og i Sprogets Grundstamme af Ord. Det er heri, at Blicher saa langt overgaar Winther, ikke blot i Novellerne, hvor der er mere Plads for den Slags, men ogsaa i Efterdigtningerne af Almueviserne. Den hørte Replik kan Winther ikke gengive og det ligger i selve Sagens Natur, Winther havde ikke levet sammen med Bønder. Derimod kan Winther imitere den litterære Stil fra Almueviserne, saaledes Johans Svar til Lise: »da er din søde Mund den Himlens Mannakrukke, jo, som gjør mig stærk og sund«.

XVII

Sansen for Gestus gaar dog ikke blot paa det ydre Billede. En Bevægelse røber ofte noget om de Følelser, der ligger bag den, siger stundom mere end Ord. Læs f. Eks. Scenen, hvor Ellen kommer ind i Loen og skal spaas. Maaden, hvorpaa hun sætter sig og gør sig parat, fortæller allerede meget om hende og hele hendes undselige, vaagnende Følelse som Kvinde har Winther indfanget i den Maade, hun kommer tilbage paa for at hviske sit bedste Spørgsmaal, »saa underligt, saa mildt«.

Der er ingen af Winthers Idyller, der som Blichers aabner sig til et helt Livs lange Historie. Men han har i Træsnittene tegnet en Række unge Kvinder - og Kvinderne er som Regel altid de bedst skildrede hos Winther. Han har set dem og følt Strejfet af deres Pigesind. Man kender den fælles Type igen i dem: velvoksne, uden at være store, snarere smaa, lyse og blaaøjede, beskedne uden at være Hængehoveder, naar det kniber kan de baade tale for sig og slaa fra sig, undselige og blussende, de ved hvad de vil. Men de er dog forskellige: den ranke Else, med en egen Højhed trods sine unge Aar, den skelmske, huslige Inger, den lille Ellen med sine store Forventninger og sin lille kloge Resignation, en bristet Illusion, der forløses i et Smil og det lille Kærtegn.

Idyllens Lilleverden har ogsaa sit menneskelige Indhold.

Winthers »Træsnit« har haft en krank Skæbne. De blev overrost af Samtidens Kritik og den moderne Kritik rynkede paa Næsen af dem. De har haft en vanskelig Plads at hævde, klemt inde mellem Blichers »Noveller« paa den ene Side og den moderne Hjemstavnsdigtning paa den anden.

Det gaar med »Træsnittene« som med alle de smaa Ting. De er lette at trampe hen over. Men standser man og giver sig god Tid til at se paa dem, har de ogsaa deres Skønhed og menneskelige Værdi.

XVIII

Romancen er en upopulær og vanskelig Kunstform.

Upopulær, fordi Udviklingen indenfor den moderne Digtning har gaaet i Retning af en stadigt mere direkte Kunst. I Beskrivelsen skal Ordene slutte saa tæt om Tingene, at de giver Tingene selv, uden at saa meget som Ordets Hinde føles imellem. I Skildris gen af Sjælelivet vil den moderne Kunstner, at Kontakten skal sluttes, saa Gnisten slaar over fra Sjæl til Sjæl. Men Romancen holder Afstanden, mellem Digter og Kunstværk og Læser. Derfor dens fornemme, noget kølige, afdæmpede Præg. Vel at mærke naar den er bedst, ikke plettet af en Tids tilfældige Smag for det gruvækkende, for det rørende eller lignende. Det er en Digtning med Mellemled, Formen i sig selv er et Mellemled, ikke blot som en gennemsigtig Klokke om Indholdet, men som noget, der har Værdi i sig selv: et Skrin, en Indfatning. Læs Samtalen mellem Kong Wolmer og Else. Den umiddelbare Stemningsvirkning, Afsmitningen, er naturligvis tilstede. Det er den første og nødvendige Forudsætning. Den kan tilegnes naivt. Men en Psykolog vil kun hente meget lidt af Interesse i den. Den har sin Værdi paa en hel anden Maade, i sin rene Skønhedsvirkning. En Tankebevægelse er her fulgt følgerigtigt og nødvendigt op til sin sidste Spidse. Det giver et umiddelbart Skønhedsbehag som en fint draget spændt Kurve. Hertil kommer hele den billedlige Udsmykning og som en Tilgift Rytme og Melodi. Saadanne Stykker er den største Pryd i Winthers Kunst. De kræver Opmærksomhed og Skønsomhed af Læseren. Man skal løfte dem op, vende og dreje dem, mærke dem i Haanden, Vægten som af ædelt Metal, Formens Rundhed, lade Øjet følge Linjerne i den rige Cicelering.

Vanskelig er Romancen, fordi den, hvor den ikke tager rent moderne Emne, stadig forudsætter sit Forbillede. Det er jo ikke Meningen at skrive en Folkevise eller en Volkslied, saa Læseren tror, at det er gamle Sager. Paa den anden Side maa Digteren heller ikke gaa for langt bort fra Forbilledet. XIX Det hele er et Spørgsmaal om Stil, om Tone. Denne Pastiche-Balance er Romancens store Kunst. Heri viser Winther ved sin Smag og Stilfølelse sin litterære Kultur. Romancen kræver det samme af sine Læsere.

Iblandt Winthers efterladte Papirer paa det kgl. Bibliotek findes nogle løse Blade. De lader sig let ordne og det viser sig da, at de danner en trefire Ark af en Skrivebog eller et Kollegiehefte. Af Bogens første Ark findes kun et Blad bevaret (Side 15-16), men saa følger omtrent tre Ark i Sammenhæng (Side 17-58). Der findes yderligere nogle faa Sider, som vi kan se bort fra her. Man forstaar hurtigt, at man har Rester af Winthers »Studiebog« for sig. Der findes ingen direkte Dateringer, men indirekte kan man bestemme Tiden for de bevarede Optegneiser til 1850-1851. Denne »Studiebog« er af en egen Art, har mere Karakter af en Læsedagbog.

En Del af Indholdet udgøres af poetiske Ideer og Motiver, tilfældigt nedskrevne, som de er faldet Winther ind, vel med Tanken paa senere Benyttelse.

Man finder f. Eks. en typisk Winthersk Idé som denne: »Det gaaer mig som de smaa Fugle i Skoven; naar man har berørt eller beaandet mine Æg, gider jeg ikke mere udruge dem«. Eller et Digtmotiv som dette: »Man kan sige: han er Hig en Reebslager, der slaaer lange Strenge, der ingen Toner have«. Disse Ideer har Winther aldrig siden brugt. Men flere Gange har de korte Notater faaet digterisk Form, saaledes i Romancerne »Tre om Een« (se Første Bind, 376) og »Drøm«.

Iblandt Notaterne findes ogsaa enkelte personlige Oplevelser, der aabenbart særligt har grebet ham og hvori han maaske har set poetiske Motiver. Saaledes skriver han: »Drøm melllem 11-12 Septr.. - Jeg sang med min Fader og en Anden Psalmen: »Naar vi i største Nøden staae««.

Endelig findes ironisk-satiriske Refleksioner over Politikere og Kritikere, over lyriske Poeter o. s. v. XX og følgende karakteristiske Stykke om Poesi: »Gud, Udødelighed, saligt Liv, Christendom, Pligt og Ret - er ikke Gienstande for Poesie; Poesien skal hæve sin Gjenstand og ikke drage den nedad, hvilket vilde skee - - Menneskelivet med alle dets Brydninger, Lys og Skygge, Kampe og Seire og Nederlag er det Eneste, som kan være Poesiens Indhold; - et Daguerrotypbillede deraf er allerede poetisk«.

Størst Plads i »Studiebogen« fylder dog Notater fra de Bøger, Winther har læst fra Dag til Dag, snart kun nogle Linjer, snart store sammenhængende Stykker. En broget Samling af Excerpter, der vidner om Winthers flittige, vidtspredte Læsning.

Studier i egentligste Betydning af Ordet finder man ikke i Winthers Skitsebog, som i Flauberts og J. P. Jacobsens Notebøger. Hos Winther er der endnu ikke gaaet Videnskab i Poesien. Hans Læsning genspejler, som rimeligt er, hans særlige Interesser: Historie og Topografi, Personalhistorie, almen Kultur- og Litteraturhistorie, Skønlitteratur, Sagn og Folkedigtning, altsaa baade »alvorlige og æstetiske Sager«. Fra Winthers Breve vidste man allerede, hvor ivrigt optaget en Læser han var. I samme Retning peger de mange Oversættelser, Antologier og forskellige litterære Foretagender, Winther har besørget eller haft Del i. Winther var et stort Stykke af, hvad man den Gang kaldte en Litterat. Han var af Rahbeks og Nyerups og Liebenbergs Skole. Allerede som Latinskoledreng havde Winther haft denne Smag for Litteratur og Bøger. I et Ungdomsbrev (1826) finder man følgende karakteristiske Sted: »Jeg er ikke forelsket, altsaa halvdød. Schade! - Jeg har anskaffet mig og anskaffer mig af og til en god Bog; men disse læser jeg ikke nu, vel tænkende paa de Dage, som ville komme, om hvilke jeg, hvis jeg ingen Bøger havde, vilde sige: »De behage mig ikke!« Derimod læser jeg, sluger jeg Alt, hvad jeg fra offentlige Biblioteker kan faa fat paa; Noget excerperer jeg, Noget lader jeg løbe i mig som Champagnevin«.

De bevarede Sider af Winthers »Studiebog« illustrerer XXI levende hans Maade at læse paa. Han orienterede sig indenfor sine Interesser og sit Haandværk, samlede sig et bredt Grundlag af litterær og almen Dannelse, nu og da med et Stik ned i specielle Sager, hvorfra han gerne hentede sig en »Kerne«, af hvilken der kunde vokse et Digt op.

Spredt imellem de øvrige Notater i Studiebogen findes en Række, der paa den ene eller anden Maade har Berøring med Hjortens Flugt.

Det er muligt ved Hjælp af disse at fæstne visse Vækstpunkter for Digtet.

Et saadant Vækstpunkt udgør en Del historiske Excerpter, aabenbart fra 1850. To fulde Sider har Winther fyldt med Uddrag af en stor Afhandling af Vedel Simonsen: »Historiske Efterretninger om de sjællandske Borge Hjortholm og Gurre«. Winther angiver, som saa ofte, ikke sin Kilde, men i dette Tilfælde er der ingen Tvivl om den. En Del af disse Excerpter har særlig Interesse for os. Winther har blandt andet noteret sig:

»Tovelille - den lille Due - Düveke - enten af Podebuskernes Familie paa Rygen - eller af den danske Æt Litle, hvis Vaaben, tre eller to røde og gule Bjelker, hun førte. Det Første rimeligt.«

Videre noterer Winther Hovedpunkterne om Toves Død i Badstuen, Trolddommen ved hendes Lig og hendes Amulet. Endelig maa vi mærke os Notatet om Folker Lovmandsens Kærlighed til Dronningen:

»Kongen torde ikke ligefrem beskylde eller straffe Dronningen herfor [dvs: for Toves Drab], men hævnede sig, ved at lade Folker Lovmand Dronningens Yndling, paa en grusom Maade tage af Dage. Dronningen maatte see derpaa; hendes Sorg overbeviste Kongen om hendes Brøde; og han lod hende indsætte - indmure - /: Søborg Slot :/.«

At Winther har ment det alvorligt med en stor Digtning fra Valdemar Atterdags Tid synes ogsaa at fremgaa af 3 Skrivepapirsark, der ligeledes findes blandt hans »Papirer«, indeholdende »Sagn om Kong Waldemar paa Gulland 1360-61«. Det er en Oversættelse XXII af et Manuskript af den svenske Filolog Carl Säve: »Gotländska Sägner om Konung Valdemar Atterdag«. Säves Manuskript er havnet i Fr. Barfods »Papirer« (Kgl. Bibliotek). Maaske er det da Barfod, der har laant Winther Manuskriptet. Oversættelsen stammer fra Slutningen af 1853. Den første Afdeling af Sagnene omhandler Kong Valdemars Spejdertog paa Gulland, blandt andet et Elskovseventyr, »för hann var faslig mä kvinnfålk«. Den anden fortæller om Gotlands Erobring. Et tredie Afsnit hos Save (»Konung Valdemar och Trolldottren«) har Winther ikke oversat, vel fordi han kendte det forud.

Det eneste direkte Resultat af Winthers Valdemar-Studier var Romancen »Kong Wolmer paa Reisen« fra 1850 (Trykt i »Nye Digte« 1851 6: Julen 1850). Den er bygget over Simonsens Fortolkning af Tove som Due (»Mig tykkes alt fra min høie Hest at høre min Due kurre«) og Situationen er sprunget frem af Simonsens Skildring af Kongen, der fra Hoffet i Roskilde og København søgte ud til »de vidtløftige og udstrakte Skove, der bekrandse den ensomme Gurresøs Bredder«, hvor han havde gemt sin forborgne Kærligheds Genstand, den yndige Tove, »og disse vare altsaa de minderige Egne, hvor han træt af Regjeringens Byrder, kjed af et ulykkeligt Ægteskabs Aag, søgte sin Opmuntring....i Dens Arme, som ikke Politik, men Kiærlighed valgte, og ved den styrket og opmuntret med fornyet Kraft vendte tilbage til Regjeringens Syssel«. I Winthers Stemningsfortætning hedder det:

O, Tovelil! hvo skulde troe,
Mens Livets Brændinger larme,
Mig vilde skjænke sød Havn og Ro
Saa guds velsigne de Arme.

Til samme »Vækstpunkt« som Valdemar-Studierne hører Winthers Notater om Peder Jernskæg, det ene om hans tragiske Ægteskabshistorie fra Syvs »Kjæmpeviser«, det andet om hans Forhold som XXIII Høvedsmand til Valdemar og om hans Deltagelse i Gullandstoget fra Huitfeld. Her ser man Peder Jernskægs og Valdemars Historier krydses.

Winther havde med disse Studier genoptaget et Emne, der havde fulgt ham fra hans første Digtning: »Henrik og Else«, »Ridder Kalv« og videre til »Ringens Indskrift«, fra Dronning Margrethes Tid. Hvor Winther i sin Huitfeld har læst om Ridder Kalv kan han neppe have undgaaet at læse lidt længere nede paa Siden om Peder Jernskæg. Stoffet til »Ringens Indskrift« er dels fra Huitfeld (»Det Abild vil jeg skudde kjæk«), dels - og i Hovedsagen - fra en gammel Slægtebog, »Holger Parsbergs Slægtebog«, fra 1671. Men ogsaa heri har han stødt paa Peder Jernskægs Navn: »Peder Jernskæg hede til sit rette Nafn Peder Niellssen, hans hustru hedt Fru Marine Schaffue o. s. v.«. Medens Syv kun omtaler, at Peder Jernskæg var gift med »en Skave«, kender Slægtebogen hendes Fornavn, der, saavidt det har kunnet oplyses, ikke ellers nævnes i nogen historisk Kilde eller BehandUng, som Winther har kunnet kende. Winther kalder hende Marri.

Winther har saaledes gravet sig et stadigt dybere og bredere Leje for sine historiske Studier. Fra forskellige Hold synes nu alt at samle sig til en stor Digtning, hvis »historiske Tidspunkt« er Valdemar Atterdags Regering og hvis Hovedfigurer er Kongen og Tove, Folker Lovmand og Dronningen og Peder Jernskæg, i Hovedsagen en Kærlighedsdigtning, men med Islæt af Krigshistorien.

Et helt andet »Vækstpunkt« møder vi i Studiebogen i et Notat, der kan tidsfæstes til 1851:

Hjortens Flugt Svenden [først havde Winther skrevet: Ridtet] paa Hjorten - Stille Liv i Bondegaarden - Karens Kiærlighed - Jomfru Maries Aabenbarelse - Spindestuen [ovenover Linjen: Humle?] - den vandrende Sanger - Hans Fortælling - Bryllupet - Slagsmaal - Hjortens Komme - Svendens Flugt - Hjortens Fangst - Den lille Pige i Faxø.

XXIV

Af disse Handlingsmomenter genfinder man i den endelige Hjortens Flugt Sangene: Flugten. I Møllen. Den vandrende Sanger. I Kongsgaarden [dvs Hans Fortælling]. Jørgen og Anna. At Sangene »Rhitra« og »Gulitza« findes der ingen Spor i Pianerne til den første »Hjortens Flugt«, omvendt findes der »Momenter« i Sceneangivelsen, der ikke har Paralleller i den færdige Digtning. Man forstaar, at selv de fælles Scener aabenbart dækker over et Indhold, der paa væsentlige Punkter er forskelligt i Planerne og i den færdige Form. Det lønner sig ikke her at gætte videre i Detaljer og det er unødvendigt. Een væsentlig Ting lader sig derimod fastslaa: Digtet har været afsluttet med den angivne Scenegang. Efter Svendens Flugt og Hjortens Fangst er der ikke mere Handling.

Saa det sidste Kapitel om den lille Pige i Faxø *)? Det har sin egen mærkelige Historie. Jeg læser den som følger.

Begyndelsen maa vi søge i et Par andre Notitser i Studiebogen. Nogle Sider senere har Winther som Støtte for sin Hukommelse skrevet ned:

»Den lille Pige. Degnens Datterdatter i Faxø, som hvert Aar skænker den døde Ridder en Rose - Bedstefaderen fortalte mig det selv og viste mig Kisten.«

Lidt længere nede paa Siden efter nogle uvedkommende Linier:

Den lille Pige i Faxø Degnebolig - Roserne - den døde Ridder.

Det er aabenbart en Barndomsoplevelse, Winther her erindrer sig. Som Dreng har han besøgt Fakse Kirke. Degnen har vist ham, der vel var i Følge med sin Fader og Moder, Kirken og er standset ved en Grav. Han har fortalt, hvorledes hans lille Barnebarn troede, at der laa en »død Ridder«, som hun hvert Aar bragte en Rose. Om det har været et

* XXV

almindeligt Sagn paa Egnen eller blot den lille Piges egen Fantasi kan ikke siges med Sikkerhed og spiller i denne Sammenhæng ingen Rolle i og for sig. Man forstaar det Indtryk, Degnens Fortælling maatte gøre paa et modtageligt Drengesind.

Nu vover jeg den Hypotese, at det er denne ukendte Ridders Skæbne, Winther har villet fortælle i sit Digt: en Svend kommer til Egnen bundet til en Hjort - lever iblandt Folkene dér, griber ind i deres Skæbne [smlgn. Strange og Anna dvs. Karen] - forsvinder igen sporløst som han kom. Hans »Forhistorie« er den vandrende Sangers Fortælling, vel en Elskovshistorie, der har nedkaldt Straffen over ham. Byrons »Mazeppa«, hvorfra Winther maaske - men ikke nødvendigvis - har faaet Ideen til Hjorteridtet, kan give en Forestilling om det »romantiske« Motivs Udformning. En Slags Epilog til det egentlige Digt danner Billedet af den lille Pige, der kommer og lægger sine Roser paa den døde Ridders Grav. Læseren selv faar Lov - som det er Winthers Teknik - at knytte Forbindelsen bagud og forstaa, at den vandrende Ridder har fundet Hvile i Fakse Kirke. Altsaa et romantisk Ridderepos, en rasende Roland eller Byronsk Mazeppa, indsat i en sjællandsk Idyl.

Det var »Romantiken« over den døde Ridder i Fakse Kirke - fra en lille Piges Fantasi til Digterens Forklaring deraf i et »Billede«.

»Virkeligheden« er den, at der i Fakse Kirke findes en Ligsten med en næsten udslidt Indskrift. Og under den ligger ingen romantisk Ridder men en ærværdig Præst. Men det sidste Led i den Slutningskæde, vi her har dannet, giver Stenen selv, og i dette hænger alle de andre. De eneste Ord paa Stenen, som uden Forudviden lader sig tyde til en Mening er Begyndelsen:

Her hviler ........ Strangesøn ......

Saa forstaar man, hvorfor Winther lod Ridderen i sit sjællandske Digt være af den berømte jydske Adelsslægt: Strange.

XXVI

Dette Ridderdigt er det dybeste Lag i hele Win? thers Digtning, en Barndomsoplevelse. Hvad han siden har tilegnet sig, har udvidet og formet Motivet: Kobberne i Latinskoledrengens gamle AriostoKvart, Studentens paabegyndte Orlando-Oversættelse, og videre hele den romantiske Digtning, han fandt omkring sig hjemme og ude (maaske Byrons »Mazeppa«). Planerne om at give dette Stof Form har fulgt ham gennem hans lange Digterliv. I 1832 skrev han til sin Ven Knud Sidenius: »Jeg arbejder af og til paa min Flugt ....«.! 1840 skriver han: »Jeg har i mange Aar gaaet om med Planen til et større Digt, som hvis det kunde lykkes, kan blive ret kjønt.« Hvorledes han i en Romance (1843) behandler et lignende Motiv, viser »En Stemning«. I 1850-51 tog han fat igen. At det nu skulde være Alvor med Udarbejdelsen i Enkeltheder af Digtet fremgaar af, at Winther paa denne Tid har skrevet et Brev til sin Ven Henrik Krøyer og bedt ham skaffe sig Oplysninger om Hjortens Naturhistorie (Marts 1851). Samtidigt kunde han i Studiebogen nedkaste hele Digtets Scenegang. Det var længe forberedt.

Ved Mødet mellem disse to Motiv-Kredse, den historiske og den romantiske, blev »Hjortens Flugt« til. Nøjagtig paa samme Maade var »Svend og Inger« blevet til og paa beslægtet Maade mange af Romancerne. Grundprocessen i Winthers digteriske Skaben fuldbyrdedes igen. Men denne Gang skete det i et større Stof, i et Stof, der opsummerer et helt Livs Oplevelse og Tilegnelse. I Volmer-Digtningen virkede det gamle romantiske Ridderdigt som en tændende Gnist. Det historiske Stof sønderdeltes, saa alt hvad der kun var dødt Gods for Winthers Fantasi udskiltes og kun det rent poetiske Indhold blev tilbage. Fantasien fik Frihed, »Flugten« begyndte.

Ved at løfte Digtningen fra Kong Valdemar over paa Kong Erik og hans »Dronning« lykkedes det Winther med eet Greb at frigøre Valdemars-Sagnenes XXVII poetiske Værdier. Uden at støde an mod den almindelig dannede Læsers historiske Viden kunde Winther fortone eller poetisk almindeliggøre Stoffet. Winther magtede ikke Valdemar-Figuren. Behandlet som virkelig historisk Figur maatte i hvert Fald en Del af Valdemars Kongegerning og politiske Historie inddrages, et alt for kompliceret og vanskeligt tilgængeligt Stof. Som blot romantisk Elskovsmotiv var det behandlet i Forvejen i Folkeviserne. Endelig krævede en Hovedfigur som Valdemar Atterdag med hele hans nationale og historiske Pondus en episk Behandling i den store Stil, som Winther neppe orkede.

Fra Valdemar-Digtningen beholdt Winther hele Figuropstillingen. Valdemar-Tove-Helvig-Folker blev til Erilc-Dorrit-Dronmngen-Folmer.*) Folkeviseforskningen har vist, hvordan dette er en Slags Formel, der kan laanes fra Land til Land (England-Danmark-Sverig) og tilknyttes til forskellige historiske Personer. Winther giver den indenfor Kunstdigtningen en ny historisk Tilknytning. Han forholder sig overfor Historien som de middelalderlige Digtere.

Personerne i den endelige »Hjortens Flugt« er omkring Formelfigurerne udformet frit, det vil sige ved en Vekselvirkning mellem historiske Tilknytninger og skabende Fantasi.

Rhitra har flere direkte Træk fra Tove: hendes Trolddomsmagt over Kongen, Amuletten (Slangen i Øret), hendes Herkomst fra Rygen. Muligvis ogsaa Winthers Valg af hendes Kortnavn Dorrit for Rhitra har et skjult Mellemled i Due (Tove). Men disse Fællestræk bliver i Digterens Fantasi til nye Vækstpunkter, hvorfra Figuren vokser op med sin egen Karakter. Afstamningen fra Rygen f. Eks. tiltrækker - eller tiltrækkes af - en Notits, Winther har gjort fra Huitfeld: »1404 døde paa Lante Ry en en Quinde ved Navn Gulitza, hun var den Sidste,

* XXVIII

som levede af dem, der Vendisk hafde talt.« Dorrit inddroges derved i et vendisk-hedensk Milieu, hvoraf hele Figurens Grundkarakter dannes: det dæmonisksanselige, naturbundne. Af de øvrige Figurer, der hver har sin Skabelseshistorie, skal her kun Kong Erik omtales. Hans Fællespunkt med Valdemar er hans Elskovsnatur. Men iøvrigt er den psykologiske Karakteristik helt forskellig. Winther har et godt Greb paa Figuren, har ogsaa faaet god Støtte i Historien. Allerede formet til en Karakter studie fandt han Figuren hos Holberg, der forsvarer Erik (»ikke tyransk eller uduelig«) og tilsidst giver »samme Konges Portrait«. Holberg finder Grunden til hans Ulykke i »hans Ustadighed og Bizarrerie - hans selsomme Humeur«. Erik sammenlignes med »et Veirlys, der fremskinner og forsvinder paa eengang«. Det er en hel Holbergsk Studie i Vægelsindets Psykologi. Herover er Winthers Figur bygget, opfattet og skildret som et Natur-Temperament:

»Men han var vild og flygtig
Som Kornmoed i Høst;
Ustyrlig som Stormen,
Der hæver Nordhavs Bryst.
Der var kun fattig Fred
Mellem Dronning og Drot,
Thi Hagelskuur og Solens Smiil
De enes ikke godt.«

Fra den historiske Kreds har Winther kunnet beholde Peder Jernskæg. Han er den af Figurerne, der har bevaret mest af sin Oprindelse fra »Historien«. Sangen »Peder Jernskæg« er da karakteristisk nok den, der har mest episk Holdning og Takt. Det er Winthers eneste helt vellykkede Forsøg i Kæmpevise-Stil, det er »et djærvt Træsnit«. Ligevægten i Figuropstillingen har fordret en Modfigur. Saaledes er Jens Due blevet til. Han spiller ikke den Rolle i Historien som i »Hjortens Flugt«. Man skal se godt efter for ikke at læse »over« ham i Huitfeld. Men Winther har altid et sikkert Øre for Navnets poetiske Værdi for den XXIX plastiske Figurkarakteristik. Se Navnebenyttelsen i »Ridder Kalv« og i »Ringens Indskrift«. Man møder det ogsaa i Winthers Tiltrækning af Dyrefabelen og i hans egne Reineke-Fragmenter. En af de ypperste Scener i »Hjortens Flugt« er det store Opgør mellem Hr. Peder og Jens Due (»I Riddersalen«): den gamle Ørn overfor Duen, der kommer stoltserende i Spidsen for Hofherrerne. Det sidste er set.

Den modsatte Proces af den, vi her har kunnet iagttage ved de historiske Personers Overflytning i Ridderdigtet, viser de romantiske Figurers Tilknytning til Historien. Ellen og Strange er Digtets svageste Figurpar, helt er det aldrig lykkedes Winther at give dem personligt Liv. Ellen er den mest abstrakte af alle Digtets Personer, hun er blot og bar »den unge Pige«, med en Antydning af Karakteris stik i hendes Naturkærlighed. Men dette er i sig selv et saa lyrisk Motiv, at det egentlig snarere yderligere »fortoner« Figuren. Strange har derimod faaet nogen historisk Tilknytning og derved en vis Holdning, han møder med sin lange Slægtsrække bag sig og i Brydningen mellem hans Kærlighed og Slægtsære er vagt antydet en Mulighed for videre Karakteristik. Men selve den romantiske Handling har ved Indfældningen i et historisk Milieu: Erik af Pommerens Kongsgaard, faaet bestemt Indhold. De eiskendes Forhold bliver af Rhitra skildret for Kongen som et brødefuldt Forhold, der betyder et Brud paa Gaardsrettens Bestemmelser, hvis Straf var baade Forførernes og den forførtes (»Tøitens«) Forvisning. Ellens Straf »Indmuringen« eller »Indsætningen« er ligeledes en Detalje i Tidsbilledet, hvortil Winther maaske har faaet Ideen fra Valdemars Straf over Helvigs »Elskovsbrøde« med hendes Indespærring paa Søborg Slot. Det er ikke lykkedes Winther at faa disse Motiver helt klart frem, saa de forstaas af Læseren uden Forudviden. Det eneste Sted, hvor Sammensmeltningen viser et svagt Punkt.

XXX

Der gaar flere Forbindelseslinjer mellem Studierne og det endelige Digt end dem, vi her har kunnet fremdrage. Kun et Moment: Motivet med Uglehjertets Trolddomskraft, skal fremdrages, fordi det saa klart belyser Winthers Arbejdsmetode og en særlig Evne ved hans Formning af et givent Stof.

I »Studiebogen« har Winther, uden Sammenhæng hverken med det foregaaende eller efterfølgende, nedskrevet et Par Linjer:

»Naar man lægger en Ugles Hjerte paa en Sovendes Bryst, maa denne besvare alt.«

En Undersøgelse har givet til Resultat, at det er et Notat fra Læsningen af Soldans »Geschichte der Hexenprozesse«. Et Kapitel heri behandler romersk Overtro. Iblandt den Række af Eksempler, der opregnes, har Winther slaaet ned paa dette.

Ad saa vide og tilfældige Veje har Winther samlet sit Stof.

Det mest forbavsende og interessante er dog den Maade, hvorpaa det fremmede Element er smeltet sammen med det øvrige Stof. Winther har neppe kendt Motivets Forekomst i dansk Folketro. Men ved et genialt Greb flytter han det over i en hjemlig Forestillingskreds, idet han knytter det til St. Hans Nats-Folketroen. Og fra Midsommernattens Dæmringsskær med dets Tryllemagt over Sindene faar det gamle Besværgningsmiddel igen sin underfulde Magt. Paa andre Maader understøtter Winther Motivet og gør det overbevisende, saaledes gennem den omhyggelige Forberedelse i Stranges Møde med Gulitza. Noget som man gaar saa langt efter og som meddeles med Kyndighed i alle Detaljer og saa indtrængende maa være sandt. Endelig tilsidst den afgørende Scene. Ogsaa her først en forberedende Stemning af Sindene: fra den brogede St. Hansfest med dens larmende Folkeliv ind i det stille Sovekammer, de ængsteligt halvt tvivlende Skikkelser omkring Sengen. For vore Øjne ser vi saa Midlets Magt over den sovende Kvinde. Med sikker Haand har Winther her givet Tryllemidlet XXXI dets psykologiske »Forklaring«, der virker overbevisende i Kraft af selve Skildringens Styrke.

Det er Winthers maaske mest fremragende Evne som Kunstner vi møder rent i det lille Træks Historie: hans Evne til fuldstændig Harmonisering eller Sammensmeltning af sin Digtnings Elementer.

Winthers »Studiebog« fortæller ogsaa et og andet om hans Interesse for den »historiske« Digtnings Tidskolorit. Fra sin Læsning har han ofte noteret sig Træk til Belysning af andre Tiders Sæd og Skik, Klædedragt, Bolig o. s. v. Naar man husker paa, at hvad vi har bevaret af »Studiebogen« kun betegner en lille Del af lignende Excerpter i andre Bøger, forstaar man, hvordan Winther efterhaanden har tilegnet sig en bred historisk »Tidsfølelse«. Nu og da kan han saa skaffe sig mere speciel Viden, saaledes har han excerperet en Afhandling af Vedel Simonsen om danske Borges og Slottes Bygningshistorie. En Enkelthed fra Notitserne (»Mørkestuen«) genfindes i »Hjortens Flugt«, men hele Billedet deri af den middelalderlige Borg er i Virkeligheden fra Vedel Simonsen, uden at Winther har noteret alle Detaljer. Det var i Forvejen overgaaet i hans Almenviden. Winthers Kunst som historisk »Maler« ligger i hans Evne til - naar han er bedst - at ansætte en fint aftonet Grundfarve.

Til »Sprogkoloriten« finder man kun lidt at hente i Studiebogen. Winthers Metode er den samme som ved Milieubilledet. Han er efterhaanden blevet fortrolig med Periodens Sprog ved sin Læsning af Folkeviser, Huitfeld, Danske Atlas o. s. v. Noterer sig nu og da et særligt karakteristisk Udtryk. Bruger gamle danske Ord blandet med Dialektord, klodser ikke paa, men anvender dem skønsomt, saa Lyden af det ene gamle Ord ikke dør bort, inden det næste slaas an, idet de klinger sammen, skabes den særlige Sprogtone. Winther skriver efter Gehør.

De faa fattige Blade fra Winthers »Studiebog« har i det foregaaende tjent os som Støtte for en Undersøgelse XXXII af »Hjortens Flugt«s Genesis. Vi har søgt at følge, hvorledes der af de spredte Draabér er blevet en Strøm. En Skildring af en saadan digterisk Proces har sin Værdi i sig selv som et Stykke af Litteraturens Historie og et Stykke Psykologi. Men den har ogsaa sin Værdi paa anden Maade. Ved at blive delagtige i en Digters Liv med sin Kunst tilegner vi os de Forudsætninger hos Digteren, hvoraf hans Værk er fremgaaet. Naar vi igen gaar til Digtet i dets færdige Form, er vi paa en egen skærpet Maade blevet lydhør overfor det.

Hvor vi med »Studiebogen« slap »Hjortens Flugt« laa Stoffet teset op i skilte Traade og Bundter. Den næste Meddelelse til »Hjortens Flugt«s Historie møder vi først i Traditionen om, at Winther skrev de to Trediedele af sit Digt Sommeren 1854, da han boede i »det røde Hus« i Dyrehaven. Den sidste Sammenfatten af de adskilte Dele til et Hele, Syntesen, kan vi ikke efterfølge. Men vi kan se, at det psykologisk forudsætter, at Winther maa være kommet igennem sit Stof ud paa den anden Side, at han har faaet frit Overblik.

Men denne fri Overskuen er i »Hjortens Flugt« betinget af, at Winther har fattet Betydningen af Folmer Sanger og Hjorten, to forskellige Symboler for samme Idé: Frihedens eller Poesiens. Herom handler Folmers første og - med en mægtig Udvidelse af Grundtemaet - hans sidste Sang. Denne misforstaas ofte som en Kærlighedserklæring til Naturen. Men den »Elskerinde«, som Folmer evigt er bundet til, naturnødvendigt som Blad og Blomst, det er sin Sangs Muse. At synge er for Folmer »at følge sit eget Hjertes Lov«. I sin Sang tilegner han sig Verden med alt det i den, han er fyldt af og elsker.

I »Hjortens Flugt«s Tilblivelseshistorie betyder det, at »Poesien« sejrede over Historien, Ridderdigtet udvide des til at optage den historiske Digtning. Hjorten blev Handlingens »Hovedfigur«.

XXXIII

I Winthers personlige Udvikling betyder det, at han forstod sig selv og kunde udtrykke sit eget Væsen i et idealt Billede. Folmer Sanger blev den hele Digtnings bærende Figur. Winthers Opdagelse for egen Regning i »Hjortens Flugt« er Opdagelsen af, at der findes en Kærlighed, der sejrer over Sansernes Begær. Hovedscenen i »Hjortens Flugt« er Scenen mellem Folmer og Dronningen i Fruerburet [se Første Bind, Side XXVIII] med hans »Tilegnelse« til hende. Man kan i et stort Stykke læse denne Scene som Variation over et gammelt Troubadour-Motiv. Og man kan i Winthers Iscenesættelse af dette Motiv, naar man læser kritisk, ikke undgaa at se Refleksen af Tidens Teater og Ballet (»Han tog et Skridt, et kort«). Men læser man videre, saa fornemmer man som et Ryk. Igennem den sirlige Iklædning mærker man Blodslaget:

Det var, som en Trolddom
Drog ham hende nær,
Som laae der i hans Øine
Et dristigt Begjær.

En Angest drev til .Kinden
Alt hendes Hjertes Blod;
Det var fast mere Qvinden
End Dronningen der stod;
Og næsten forfærdet
Hen sank hun i sin Stol,
Bort veeg fra hendes Aasyn
Hin Tilfredshedens Sol.

Dette er det farligste mest skæbnesvangre Punkt i »Hjortens Flugt«. Det er oplevet. Oplevet er ogsaa Situationen efter Folmers Sang:

Han taug; og Begges Øine
Nu mødtes uden Sky;
Om hendes fine Læbe
Fødtes Smilet paany.

Som man i Folmers Sang til Dronningen genkender Winthers Digte til sin Hustru, saaledes har man i disse Strofer Summen af hans Erfaring i sit Ægteskabs XXXIV vanskelige Aar om Kærlighedens Væsen. Winther var nær de tres, men han havde - med hans Ord om Tegner - et ungt Hjerte. Efter Begivenheder, der havde rystet deres Ægteskab i dets Grundvold, synes Julie og han at have fundet et Fællesskab, hvor deres Øjne kunde mødes »uden Sky«.

Winther havde erkendt sig selv som Sanger. I Digtningen kom Verden til ham og blev hans. Og som Folmers har det været hans egen Hemmelighed, at i sin Sang ejede han ogsaa den Eenes, sin »Dronnings« Kærlighed.

Man vil gerne tro Traditionen, naar den fortæller, at »Hjortens Flugt« blev til som Kunstværk den lykkelige Sommer i »det røde Hus«. Winther finder altid sig selv og hans Digtning fuldbyrdes i Naturen. Dog, »Hjortens Flugt« er ikke noget Sommerdigt, det har Septembers Luft. Det er skrevet af en, der staar udenfor Tingene selv paa et frit Stade. Derfor den vide Skueplads, der ligger udbredt fuldt belyst, med mange Figurer. Derfor det lange Sigt i Tilbageblikket, helt til Barndomsminderne: de første Naturindtryk fra Præstegaardshaven i Fensmark, »den døde Ridder« i Fakse Kirke. Winther oplevede det, som de oplever, der har været gennem Livets Aldre: de første Ting kom tilbage til ham, i et roligt, klart Lys. Men inderst inde i denne Digtning, der selv hvor den blusser hedest, har hyldet sig i et Skær af Kølighed og Fjernhed, findes der et inderste Lukke, som en kostelig Honningkube, der gemmer Livets Draabe:

O, yndigste Kjærminde,
O, Elskovsrose rød,
I Mulm jeg kan dig finde,
For din Duft er stærk og sød

Winther havde i Sandhed et ungt Hjerte. Derfor er Folmer ikke blot sin Dronnings Sanger, men en rigtig Elskovssvend.

I »Hjortens Flugt« er Folmers Kærlighed til Dronningen XXXV det Højdepunkt, hvorfra alle de øvrige Billeder af Kærlighedens vekslende Former og Aldre er overskuet: fra Rhitras sanseligt-dæmoniske Elskov til Ellens og Stranges Kærlighed, der er ren som Sneen, fra Peder Jernskægs tragiske Ægteskabshistorie til Iver Bugges komisk-groteske Kærlighedseventyr.

Men »Hjortens Flugt« er intet Ide-Digt. Figurerne er ikke gennemført efter deres ideale Betydning, men flyttet ned i Menneskelivets brogede Kreds. Med Skildringen af Rhitra har Winther for en Gangs Skyld villet lade os se ned i den »Afgrundens Rædsel«, som han ellers gyser tilbage for. Det er ikke lykkedes for ham. Scenerne, der skildrer hendes mytiske Oprindelse ved Forbindelsen mellem »Mørkets Gud« og en jordisk Kvinde - en Variation over Motivet: Uhyret og den Skønne - er kun »Romantik«. Naturgrunden slaar ikke igennem i hendes Temperament. Hun er kun et dejligt Pigebarn, Eva-Datteren, i forskellige Kostumer - som Tiggertøs og som Kongens Elskerinde. Kun enkelte Gange lader Winther os i Glimt se hendes nøgne Væsen: Kattenaturen i hende.

I Peder Jernskægs Historie var der, som tidligere nævnt, Stof til Behandling i den store episke Stil. Anslaget hos Winther gaar i den Retning. I Peder Jernskæg genkender man Træk af den danske Heltedigtnings monumentaleste Figur: Starkad. Peder Jernskægs Stilling overfor Kong Erik og hans Hof svarer til Starkad overfor Ingild. Men i den afgørende Scene bøjer Winther Figuren over i det naivt-komiske. Af den store Tordentale, som »den ærlige Mand« havde udtænkt »i sit Hjerte« bliver der intet tilbage, da han staar overfor Majestæten selv. Paa lignende Maade lader Winther det tragiske i hans Historie: Skinsygen, der driver ham til Mordet paa Hustruen, mildnes i Vemod. Den »heroiske« Tvekamp bliver for Peder Jernskæg til et indre Opgør. Winthers Slutningsbillede af den garnle Ridder har Højhed og ægte Menneskelighed, men XXXVI i den store Stil er det ikke. Winther bevæger sig bedst og friest i Mellemformerne: Kong Eriks blandede Sind, der bølger mellem Begær og Veghed, og i Mølle-Idyllerne.

Som Folmer Sanger er Midtpunktet i Figurkompositionen, er det Hjorten, der er det bevægende Moment i Handlingen. Ved dens Klov trækkes, som Goldschmidt har udtrykt det, Handlingens røde Traad gennem Digtet. Først da Flugtens Ide gik op for Winther, havde han fundet Kompositionsformen for sit store Digt. Med Hjortens Spring over Rosenhegnet til Gurres Dyrehave aabnes Digtets Handling og den slutter, da Hjorten har fundet tilbage igen. Paa sin slyngede Vej har den optaget alle Digtets Personer, indkreset dem.

Det ny i »Hjortens Flugt«, som gør den i Bund og Grund forskellig fra al Winthers Romance-Digtning, det er dette lange Stræk i Kompositionen.

Det er blevet til et Dogme i Litteraturhistorien, at Winthers Digtning betegner en Udfoldelse af, hvad der laa i Knop i Folkevisen, saaledes at »Hjortens Flugt« opfattes som »en stor og rigt instrumenteret Folkevise«. Det er et Stykke »daarlig« Udviklingshistorie. Man har ladet sig forvilde af, at Winther bruger Elementer af Folkevisens Sprog, laaner Motiver derfra, Tidsbilledet og, som vi nu har set, bruger visse af dens Figurer. Men alt dette er kun »ydre« Lighed, der viser Slægtskab (hos Winther direkte Laan). Afstamningen skal kendes i det »indre«, i Morfologien. Folkevisen betegner Toppen af en Udviklingslinje indenfor den episk-lyriskeDigtart, den er en i sig selv afsluttet Genre. Om man saa gjorde den ti Gange saa lang som den oprindelig er og instrumenterede den aldrig saa rigt, den blev kun en Folkevise, men en daarlig. Saaledes prøvede man i Folkevisens Degenerationstid at udvide den (de saakaldte »Romanviser«), men Formen kunde ikke optage det ny Stof. Oehlenschläger har vidst det og lagde derfor Folkeviseformen hen som ubrugelig, da han vilde skabe sit nordiske Epos XXXVII (»Thors Reise«). Med Folkevisen som Grundlag kunde Winther aldrig have skabt »Hjortens Flugt«. Undersøgelsen af Digtets Udviklingshistorie har da ogsaa vist, at den Form, hvori Digtet er gydt, det er Ridderdigtet om »den døde Ridder«. Grundfor? men til »Hjortens Flugt« genfindes i Ridderromanen og Ridderdigtet, hvad der i Modsætning til Epos (Homer) kaldes Romance.

I Winthers individuelle Historie vil det sige, at »Hjortens Flugt« er forankret til »Orlando furioso«, ikke blot ved Indholdet: Kærlighed og Ære (»desio di laude ed impeto d'amore«), der genfindes i alle Genre af Ridderdigtning, ogsaa i Folkeviserne, men ved Kompositionsformlen: en Række af »Historier« knyttet sammen, løsere eller tættere ved en Hand? lingstraad. Det er dette, som ingen Folkevise har kunnet lære Winther.

Over denne Grundform har Winther skabt sit Digt, der ved sit Indhold afspejler Smagsforskellen mellem Digteren ved det rige Renæssancehof i Fer? rara og Digteren i det nittende Aarhundredes folke? ligt?romantiske Danmark. Selve Kompositionsformlen er ogsaa modificeret. Det historiske Stof i Win? thers Digt har afbalanceret den romantiske Fantasi? leg med Stoffet hos Ariost. Grundkurven i »Hjor? tens Flugt« er nok slynget, men uden voldsomme Spring efter Digterens frie Lune og »Ironi«. Den faste Topografi i Winthers Digt har virket i sam? me Retning. Digtet ligger udbredt for os, over? skueligt som et sjællandsk Landskab.

Man genkender i denne Variering af Stamformen ikke blot Winthers individuelle Egenskaber, men hans Samhørighed med den Tradition, der var skabt af Oehlenschläger.

Winther fik aldrig oversat sin kære »Orlando furioso«, men ad en lang Omvej kom den gamle Kvart ogsaa med i »Hjortens Flugt«.

XXXVIII