Winther, Christian Poetiske Skrifter

BEMÆRKNINGER.

Tekstgrundlaget for nærværende Bind er Førsteudgaverne, som nærmere angivet i Oplysningerne.

Liste over Tekstrettelser findes paa Bogens sidste Side.Se iøvrigt Første Bind Side 357.

TRÆSNIT.

»Digte« (1828) indeholdt under Fællestitlen Træsnit følgende elleve Digte: »Vignet«, »Hans og Grethe«, »Steffen og Anne«, »Henrik og Else«, »Jørgen og Trine«, »Johan og Lise«, »Christen og Lene«, »Svend og Inger«, »Asbjørn og Thora«, »Martin og Marie« og »Erik og Ellen«. Til denne Gruppe føjedes i »Digte, gamle og nye« (1832) yderligere to: »Rudolf og Bertha« og »Jacob og Lone«.

Om Digtenes Karakter og Navnet »Træsnit« har Winther udtalt sig i et Brev til sin Studenterkammerat Visby (30. Marts 1822): »Du lægger mig mine Træsnits Uregelmæssighed i Formen til Last? Men jeg troer at kunne forsvare det; jeg har skrevet Versene saaledes og ikke anderledes, deels fordi jeg derved vilde antyde, at det kun er Skizzer, noget ubetydeligt, - Træsnit, og deels fordi jeg ved denne Varietæt i Rythmus søgde at forebygge Monotomie, der ved disse lange Vers er vanskelig at unoU gaae; - læses de kuns rigtigt, saa vil der sjeldent findes Feil mod Qvantiteten, forsaavidt samme er bestemmelig i det danske Sprog.« (»Breve fra og til Chr. Winther«, Side 11). I Liunges Nytaarsgave »Juletræet« (udkommet December 1821) var offentliggjort »Johan og Lise« og »Jørgen og Trine«. I en Anmeldelse heraf i »Dansk Literaturtidende« 342 var Winthers »danske Idyller« omtalt og der var anmærket over, at »det dansende Metrum, som Oehlenschlager først bragte igang paa Dansk efter Niebelungenlied, stundom falder lidt for langt eller for ujævnt«. I et andet Brev til Visby (7. Oktbr. 1822) skriver Winther: »Jeg har af og til ikke kunnet afholde mig fra at skrive enkelte Træsnit, som du sagtens ikke kan lide; thi Versene ere ligesaa raae, som de første, at see til ....«

Endelig kommer Winther saa sent som 1872 tilbage til Træsnittene i Anledning af en illustreret Udgave af dem, der kom hos Reitzel. Han skriver til F. L. Liebenberg: »To Udsættelser har jeg alt ineddeelt Reitzel: for det Første har han udeladt det smukke gammeltydske Motto, som angav Digtenes Characteer, og for det Andet burde Titelen været: »Træsnit«. Digte af C. W. Med Tegninger etc. etc.; thi jeg har jo ikke skaaret i Træ, men kun givet Versene hiint BeskedenhedsNavn.«

1 Wo sich vier Arme geschlieszen in ein Hvor fire Arme lukker sig i eet, paa sødere Glæde skinnede Solen aldrig ned - der trykkes to Hjerter saa tæt, at intet Blad, nok saa tyndt, kunde finde Plads derimellem. Christian von Hamle, tysk Minnesanger, levede omkring Midten af det 13. Aarh. Winthers Citat er taget fra anden Strofe af det af hans Digte, der begynder »Mit frölichem Leibe mit Armen ummefangen [se »Minnesinger« udg. af F. H. v. d. Hagen 1838, I, 112-114 og IV, 118]. Digtet havde været trykt i Tiecks »Minnelieder«, hvorfra Winther maa have kendt det [se »Minnelieder aus dem Schwäbischen Zeitalter neu bearbeitet und herausgegeben von Ludwig Tieck« 1803, Side 158-159].

3 Vignet (Købelev, 1822).

3 Battist fintvævet Lærred, Kammerdug.

4 Ducs Hertuger.

6 Hans og Grethe (Regensen, 1820).

7 Bulle med Sølverlænken paa Bul eller Bulle er paa Sjælland og de sydlige Øer et Livstykke eller Trøje. Til Stads snøredes den sammen over Brystet med 343 Sølvlænker, krydsvis, gennem store Sølvhanke, der var syet i Bullen, til Hverdags hægtedes den blot De korte Ærmer i Særken eller den strikkede Undertrøje, der bares under Bullen, lod Underarmen ubedækket. Skørtet [o: Nederdelen] var ret kort, saa ikke blot Fødderne, men ogsaa den nederste Del af Smalbenet saas.
Kræet Dyrene, især om Hornkvæget (Kreaturene).

8 Steffen og Anne (Købelev, 1824).

8 med Blomster i Kruus. Smlgn. Feilbergs »Dansk Bondeliv« (I, 64): »I Vindvet staar der Urtepotter med allehaande »Roser«, saasom Kristi Blodsdraabe, Kantøffelroser, Semperfi m. flL, som tit er plantede i revnede Thepotter eller Ølkrus o. s. v.«

9 kunstige kunstfærdige, sindrige, velsk italiensk.

12 smigrende kælne, yndige, som smigrer (behager, kildrer) Øret.

13 Bidstrupgaard den bekendte Sindssygeanstalt paa Sjælland ved Birkerød. 1816 blev Gaarden indrettet tit Sindssygeanstalt og Fattighus. Først senere (1856) flyttedes Skt. Hans dertil.

13 Henrik og Else (København, 1825).
Digtet har ingen historisk Hjemmel. Om Motivet: Ordkampen mellem Ridder og Jomfru, se Noterne til »Johan og Lise«

13 Liljevand egl. Liljevond, Liljestengel, om den ranke og smekre unge Kvinde, bold brav, gæv. smidske smaale, smile, oftest med en Bibetyd. af let Spot.
Guldgaasen den forgyldte Vindfløj i Form af en Gaas, som Valdemar Atterdag til Spot for Hansestædernc havde anbragt paa Taarnet af Vordingborg Slot (Gaasetaarnet). Urtegaard Have.

15 hængende Karm gammeldags lukket Karet, hvis Fading hænger i Remme. Tillie Brædegulv. Malvasier sød græsk Vin, opr. fra Malvasia di Romania paa Korea.
Klaret Rødvin. Herreskjold adeligt Skjold og Vaaben. I Analogi hermed har Winther dannet Ordet Herre: sværd Riddersværd. Dyrendal stort tungt Sværd, opr. Navnet paa Rolands Sværd.

344

16 Fad Vinfad. Viinmost Druesaft, egentlig om ny (endnu ikke tilstrækkelig gæret) Vin. Her brugt blot i alm. Betyd. Vin.
l Skjoldet springe Løver, og Hjerter staae i Brand hentyder til det danske Konge- og Rigsvaaben. Indtil det 14. Aarh. bestod det kun af et Skjold med tre Løver over hinanden, ind imellem hvilke var anbragt smaa røde Figurer, der er blevet opfattet som Hjerter. Smlgn. Winthers Digt »Det danske Rigsvaaben«, en af hans Krigs-Sonetter:

Den hytter sig vel nok, den gode Løve!
Som før, den ogsaa nu vil staae sin Prøve,
Omsværmet som den er, af stærke Hjerter.

17Jørgen og Trine (Købelev, 1821).
Tidspunktet for Digtet er Napoleonskrigene. Slaget ved Sehested i Sønderjylland stod den 10. Decbr. 1813.

17 Kaske Hjelm, som den brugtes af Rytteriet. Pallask stort Ryttersværd med lige Klinge.

21 Johan og Lise (Købelev, 1821).
Det historiske Tidspunkt for Digtet er Frederik den Fjerdes Tid. I Sommeren 1701 var den spanske Arvefølgekrig udbrudt. Frederik den Fjerde undgik at slutte sig til nogen af Parterne, men tog for saa vidt Del deri, som han mod store Pengegodtgørelser overlod 8000 Mand til Kejser Leopold og 12000 Mand i engelsk og hollandsk Tjeneste. Det er med et saadant hvervet Regiment Ryttere, at den unge Junker i Winthers Digt skal deltage i Krigen under Mariboroughs, de AUieredes Overfeltherres Faner. De danske Tropper indlagde sig megen Ære og bidrog til Sejrene over de franske Tropper, bl. a. ved Hochstädt (1704) og ved Malplaquet (1709).

Digtets Motiv: Ordkampen mellem Ridder og Jomfru, kendes mange Steder fra. Nærmeste Forbillede er den folkelige Vise »Junkeren og Bondepigen« (R. Nyerups »Danske Viser fra 16. og 18. Aarh« II, Nr. 23), hvor Grethe afviser Junkerens Kurmageri som blot »Kaarsvil og Abespil« og forbliver tro mod sin Hans.

345

22 Nørrebye brugt som alm. Landsbynavn uden Tanke paa noget bestemt Nørreby.

23 gammel Øl (eller Gammeltøl), særligt stærkt Øl, som man faar ved at lade Øllet henligge paa Øltræerne, indtil det bliver syrligt.

24 Tøsen bruges hos Almuen i Sjælland uden nedsættende Betydning, lig Pigen.
Brud Fæstemø, forlovede.
Lærkespid opr. Spid til at stege Lærker paa. Her brugt spøgende og haanende om Junkerens Kaarde (eller Jagtkniv). Smlgn. Brugen af Smørstikker om Sabel.

25 Cartovernes Spil Kartove betød opr. en særlig Slags af mindre Kanoner, men bruges i Poesien i alm. Betydning Kanon, Kanonskud.
Atterklang
Ekko, Genklang

26 Christen og Lene (Købelev og København, 1824).

26 Bilæggerovnen med det store Messingfad Bilæggerovne kaldes de gammeldags Ovne, hvori der indfyredes fra Rummet ved Siden af. Bønderne holdt længe fast ved de gamle Bilæggere. Oven paa Ovnen var gerne anbragt et blankt Messingfad støttet mod Væggen. Se Billede af Stue fra Kallundborgegnen i Feilbergs »Dansk Bondeliv« (Fig. 23), her ses en Jærnbilæggerovn med Messingfad oven paa.
Troldestueskov N. Bøgh oplyser (11,89): »Troldestue Skov, som ikke længer er til, skal have ligget ved Maribo Sø.« I P. Rodes »Laalands og Falsters Historie« (paany udgivet af L I. F. Friis 1859) omtales et Gravkammer, der kaldes Troldestuen, beliggende lige ved »Enden af en smal, nu til Eng forvandlet, Viig af Marieboe Sø, der sk j ærer sig ind mellem Engestofte og Rævshale.« Navnet bevares endnu i de tæt ved liggende »Troldestuhuse« (Side 317). Noget stedligt Sagn, der kunde ligge til Grund for Handlingen i Winthers Digt, har Udg. ikke kunnet finde, saa det er sandsynligvis Winthers frie Opdigtelse.
en Aas til den engelske Ploug Den engelske Plov, 346 Svingploven, afløste i de første Aartier af det 19. Aarh. den gamle Plovtype, den saakaldte Hjulplov.
Aasen er det lange Træ, hvori Langjernet befæstes.

27 læne gengiver den lollandske Udtale af linde aabne paa Klem. curassig modig.

28 Liin Tørklæde. Schabrak stort Stykke Klæde, ofte pragtfuldt udsmykket, der lagdes over Saddelen.

29 vov slet, ringe, kraftløs.

30 Solhat For at beskytte sig mod Solen anbragtes oven paa Huen en »Solhat«, der bestod af et stort aflangt Stykke Pap, overtrukket med Kattun eller malet og fernisseret; den holdtes fast af et Par Baand, der knyttedes i Nakken. Over Pap-Solhatten var ofte bundet et stort Klæde for at holde paa den: Solklædet.
Fra det han var i Frankrig Tidspunktet for Digtet er Napoleonskrigene. 1816-1818 laa danske Tropper, 5000 Mand, i Nordfrankrig som en Del af den Sikringshær, de imod Frankrig forbundne Magter holdt staaende indenfor den franske Grænse. Se Vaupell: »Den dansk-norske Hærs Historie« (II, 406).
en broget Malkekrands en udstoppet Ring til at lægge paa Hovedet som Underlag for Malkebøtten. Den var betrukket med sammensyede Klude (se J. S. Møller: »Folkedragter i Nordvestsjælland« (1926, Side 98).

31 Mikkelsdag 29 September, opkaldt efter Ærkeengelen Mikael.

Flensborgersteen gule, brændte Mursten, opr. fabrikeredes de i Flensborg.
Galt kastreret Orne, Fedegalt (Dialekt).
af Ny fra Grunden af (modsat: ombygge).
Alhuus i lollandsk og falstersk Dialekt Betegnelsen for Stuehuset, Stuelængen paa en Bondegaard.

31 Svend og Inger.
Skrevet Sommeren 1826 i Lyngby (N. Bøgh II, 88). Digtets to mandlige Hovedpersoner er Svend Poulsen, nu gennem Carit Etlars Roman kendt af ethvert Barn under Navnet Gøngehøvdingen, og Kaj Lykke, en fornem Adelsmand, Herre til Rantzauholm (Jylland) 347 og Gisselfeld. I Historien er han blevet berømt paa Grund af den store Proces, der endte med hans Domfældelse for Majestætsforbrydelse og Henrettelse in effigie, da han forinden var flygtet ud af Landet.

Foruden almindelige Danmarkshistorier (Holbergs) har Winther som Stofkilde brugt Nyerups »Efterretninger om Frederik den Tredie«, hvori meget nyt Stof om Svend Poulsens, men ogsaa om Kaj Lykkes Deltagelse i Krigsbegivenhederne paa Sjælland (PræstøEgnen) i 1657-59. Endvidere maa han have brugt Fr. Sneedorffs »Forelæsninger over Fædrelandets Historie«, da Sneedorff er den eneste, der har den Vanation af Historien, at det var en Præstekone, som Kaj Lykke var forelsket i. (I Winthers Planer nævnes blandt Personerne en Præstekone), efter den almindelige Fremstilling var det »en vis gift AdelsFrue« (Casper Rothe). Sneedorff skriver (II, 194): »Kaj Lykke var een af de rigeste og tilligemed den smukkeste Adelsmand i Danmark, da han ejede 13 Godser, og var saa smuk, at det blev til -Ordsprog:

Enhver skjøn Jomfrue hun ønsker sig,
Gud give Kaj Lykke vil have mig.

Dette gjorde ham stolt; skjønt han var gift, skrev han en smuk gift Præstekone et Brev til, hvori han udbad sig en Gunst af hende, som han forsikkrede det allerfornemste Fruentimmer i Landet [o: Dronningen] ikke vilde nægte ham.« Derefter nogle faa Linjer om Dommen og om, at han undveg Riget.

Derimod er der intet i Winthers Planer og Træsnit, der nødvendigt gaar tilbage til Casper Peter Rothes »Brave danske Mænds og Qvinders berømmelige Eftermæle« (1753), paa Winthers Tid Hovedkilden til Kaj Lykkes Historie. Et stort Bidrag til Svend Poulsens Historie havde tidligere været trykt i »Ny Minerva« for December 1807 med Titlen: »Bonden Svend Poulsen«. Dets Forfatter var Sognepræst for Jungshoved Menighed P. D. Faber. Nyerup havde benyttet det 348 og citeret det udførligt, saa Winther behøver ikke at have kendt Fabers egen Fremstilling. Ideen til Intrigemotivet har Winther faaet fra Visen »Skalkeraad«, trykt i Nyerups »Danske Viser« (II, Nr. 53). Til Sammenligning sættes de Strofer, Winther har benyttet:

Der stede to Skalke og tænkte Raad -
Ja, hvad skulde man tænke?
De vilde til Møllerens Datter gaae.
Foroventil var hun Mø, forneden var hun Enke.

Og hvad har du i Sækken din ?
Jeg haver Rug og Hvede fin.

Da sæt din Sæk hos min Datters Seng!
Der kommer ingen Rotter til den.

Se videre Indledning, II-III.

33 Brud forlovet Kvinde, Fæstemø.

34 Qvindekarl kvindagtig, fejg Person.
sit eget Haresind Nyerup fortæller: »Under 10de December staaer i Kongens Brev til Cay Lykke disse mærkelige Ord, at uagtet det for nogen Tid siden var befalet, at hans Regiment til sine forordnede Poster ved Vordingborg og andensteds skulde marschere, var endnu ikkun eet Compagnie deraf fremkommen« (»Efterretninger«, 50).
Kong Fredrik i sin Rede langt heller vilde døe hentyder til Kongens bekendte Ord under Københavns Belejring.
Bøhmerne er' gangne til Byens store Kro kejserlige, Polske og Brandenborgske Lejetropper havde hjulpet de danske Soldater. Naar Winther af de fremmede Krigsfolk særligt nævner Bøhmerne, skyldes det maaske, at Schiller i »Wallensteins Lager« havde gjort Bøhmerne mest kendte af de tyske Soldater. Bøhmerne og Kroen (vel gamle Tapernøje Kro) er overgaaet som Detaljer fra den større historiske Baggrund i Planerne til den oprindelige Digtning.

35 fiffig her uden nedsættende Betydning: skelmsk, klog, 349 livlig. Glas Briller. Sengefjæl et af de to længere Brædder, der sammenholder Sengestolperne.

36 fra Lær staaende Udtryk i ældre Sprog: drage Kaarden (opr. ud af Læderskeden).

37 Drag Slag. Børs Pengepung.

38 Erik og Ellen (Begyndelsen af Vinteren 1827- 28 i Bredgade).
Om den skemtsomme Ide til Digtet har N. Bøgh meddelt følgende: »I Kjøbelev Præstegaards Lo havde en Spaakone forudsagt Margrethe Bloch hendes Fremtids Tildragelser, og Chr. Winther havde da - uden hendes Vidende - ligget oppe paa Stænget og lyttet til; han havde saaledes ogsaa hørt Spaadommen om, hvormange Børn hun skulde faa« (II, 89).

39 taalig taalmodig. hegled Hør se Noter til Første Bind, Side 14.

40 moed moden

42 Midaftensmad det Maaltid, som spises ved Midaften, henved Kl. 4-5. Bullen Stammen (af et Træ). Brad Steg.

43 Stente Trappe over et Gærde, dannet af nogle faa Trin paa begge Sider

43 Jacob og Lone (1832).

43 Tersingeby et opdigtet Landsbynavn.

44 Risp Begtraad, hvormed Skomageren syr.a
Dreil svært, mønstervævet Lærred, især til Dækketøj,Haandklæder o. lign., oftest vævet alene af Hørtraad.
vanded der sit Lærred der skulde af og til øses Vand paa Lærredet, saa blegedes det hurtigst.

45 Jonathan Sauls ældste Søn, var Davids trofaste Ven (1. Samuels Bog). Deres Venskab er besunget i en folkelig Vise (Nyerups »Danske Viser« I, 22). Smlgn. Grundtvig i »Roskilde-Riim« (1814), i Digtet om Bisp Vilhelm og Konning Svend.
Damon sammen med Fintias et berømt Vennepar. De levede i Syrakus ved den yngre Dionysios- Hof.
en deilig Rosen hos ældre Forf. bruges Formen Rosen 350 som ubestemt Form: »Du lystige Rosen« o. lign. (se Lis Jacobsens »Kvinde og Mand«, Side 203).

46 or er som Adjektiv bruges oret om Korn og Mel, der er fordærvet eller skimlet af Fugtighed og Varme. Det tilsvarende Verbum er sjældent.
muldne gøre mullen, skimle. Lærken Brændevinsflasken.

49 Mester Spandrem spøgefuldt Navn for Skomageren, dannet af Betegnelsen for den Rem, som Skomageren bruger til at holde Skotøjet ind til Knæet med under Arbejdet.

50 kløttrer bøder, lapper paa, arbejder saa smaat med,
Saffian fint og blødt Læder af Gedeskind, heje sig pynte sig.

51 Sætte Kammerat, Stalbroder. fixerer holder for Nar, driver Spøg med.

FRAGMENTER AF REINEKES MEMOIRER.

I 1849 udgav Winther en Oversættelse af den middelalderlige Folkebog »Reinekes Fos«. Til Grund for sin Fordanskning lagde han den plattyske Bearbejdelse af Rævebogen, der med Titlen »Reinke de vos« var trykt i Liibeck 1498 og som Hermann von Fallersleben i 1834 havde udgivet med Indledning, Kommentar og tysk Glossar.

Den første danske Oversættelse af Rævebogen var Herman Weigeres fra 1555: »En Ræfrue Bog, som kaldes paa Tysk Reinicke Foss, oc er en deylig oc lystig Bog met mange skønne Historier, lystige Rim, Exempel, oc herlige Figurer, som aldri føre haffuer vand paa Danske«. (Denne er i 1915 udgivet af »Det Danske Sprog- og Litteraturselskab« ved Niels Møller, hvortil henvises for Ræve digtningens og de danske Rævebøgers videre Historie.) Herman Weigere havde oversat efter Ludw. Dietz' Udgave (Rostock 1539), der især adskiller sig fra Lybecker Udgaven ved den store moraliserende Kommentar, den saakaldte Glosse, der knyttes til hvert af Kapitlerne, og medens Herman Weigere 351 oversætter forholdsvis frit og ofte lokaliserer Fablerne til Sverig og Danmark, følger Winther Originalen Linje for Linje. I det nittende Aarhundrede havde Oehlenschläger oversat Goethes Bearbejdelse i Hexametre af »Reinekes Fos« (1806) og Fr. Schaldemose havde udsendt »Mikkel Ræv, et Æventyr i femten Bøger« (1827), der er en fri, stærkt sammentrængt Behandling af det nedertyske Digt.

Arbejdet med Rævebogsoversættelsen har givet Winther Ideen til at fortsætte Rævedigtningen, saaledes at han tildigter nye Fabler om de gamle Dyrefigurer, men giver Satiren nyt Sigte, retter den mod sin egen Samtid. Det synes, som om Winther har raadført sig med Henrik Hertz om sine Rævedigte, i et Brev af 12te Sept. 1852 skriver Hertz til Winther ».... den Idee, at fortsætte Reinike og anvende ham paa nyere Forhold, er saa god og fornøjelig, og Du synes mig saa kaldet til at udføre den, at jeg mener, Du skulde ikke lade det beroe ved disse to Fragmenter, men skrive flere, og hvis Du først vil udgive Noget til Prøve, da kun tage det første Fragment dertil, der ikke blot er det salteste og morsomste, men ogsaa runder sig bedre til et lille Hele. Andet Fragment vil da siden, som Deel af et større Hele, meget godt forsvare sin Plads. Det dreier sig vel om Noget, der er sagt før, men der har godt af at siges igjen.« [»Breve fra og til Chr. Winther«, Side 79].

53 Cosi si fa fortuna in questo mondo! Saaledes gør man Lykke i denne Verden. Citatet er fra Fabelen om Hesten, Faaret, Oksen og Æselet (»II Cavallo, il Montone, il Bue, e TAsino«). Lorenzo Pignotti (1739-1812) er især kendt som Fabeldigter og Forf. af versificerede Fortællinger. En Samling af hans Fabler var udkommet i København 1844 paa Thieles Bogtrykkeri: »Favole di Pignotti«.

Første Fragment.

Første Gang trykt i »Nye Digtninger« (1853), udkom 1852. Winther begynder sit Digt, hvor den gamle Rævebog 352 slutter: Fjendskabet mellem Ræven og Ulven (Isegrim), der havde en Forbundsfælle i Bjørnen (Brun), endte med en stor Proces, der dog tilsidst af g jordes ved en Tvekamp mellem Ræven og Ulven, hvori Ræven gik af med Sejren ved Benyttelsen af listige og tarvelige tricks. Løven (Nobel), Dyrenes Konge, havde taget Ræven til Naade igen, ophøjet den til Baron, udnævnt den til Rigets Kansler. Med store Æresbevis« ninger var Ræven draget bort fra Hoffet hjem til sit Slot Malpertus og sin Hustru (Fru Ermeline) og sine Børn. Grimbart, Grævlingen, er ogsaa i Rævebogen Rævens nære Ven og fortrolige. Naar Winther gør dem til Fætre skyldes det en Misforstaaelse, der gaar igen i hans Oversættelse af Rævebogen.

55 Korsene Ridderkorsene.
Nøglen til Kammerherredragten hørte en gylden Nøgle paa højre Frakke- eller Kjoleskøde. I den gamle »Reineke Fos« bliver Ræven ikke dekoreret af Kongen. Historierne herom er helt Winthers egen Opfindelse. En Tilskyndelse hertil har han muligvis faaet fra Schaldemoses »Mikkel Ræv«, idet denne i sidste Sang efter Skildringen af Kongens Naade mod Ræven tildigter følgende Linjer:

Derpaa hang Kongen det røde Baand
Om Rævens Skulder med megen Ære,
Befoel ham tillige bestandigt at bære
En Stjærne paa Brystet fra denne Dag,
Ja, fæsted' en Nøgle paa hans Bag.

Winther selv blev aldrig Ridder af Dannebrog, det blev ham flere Gange tilbudt, men han frabad sig det hver Gang [N. Bøgh II, 441 og III, 364]. I et Brev fra 1853 skriver han -til Boghandler Johan Dahl: »Jeg er ikke Ridder af Db. og vil ikke heller være det« (»Breve«, Side 85).

58 Dands tilkjendes bør den første Krands. Den kgl. Ballet, der i Tyverne havde været i Forfald, havde med Bournonville oplevet en Fornyelse. Winthers Teaterinteresse havde ogsaa omfattet Balletten. I et Brev fra April 1832 (N. Bøgh II, 185) skriver han om Bournonvilles 353 »Faust« bl. a.: »De tre Hovedfigurer: Faust, Grethe og Mephistophiles ere fortrinlige, især den sidste, er saa poetisk-hoffmannsk,saa det er forfærdeligt. Det Rædsomme, SkurrikKomiske, Kaade, Graciøse, Vittige og Frække i hans Person staaer og gaaer, springer lyslevende om i denne fantastiske Pantomimedigtning. Alt, hvad Digterens var, der kunde benyttes, af dybe Ideer, er enten ligefrem benyttet eller noget andet for den sceniske Kunst passende Ækvivalent med sandt Geni sat isteden.« Senere synes Winther at have set paa Balletten og Bournonville med mere Skepsis. Allerede i Digtet »Til A. M.« fra 1833 (se Indledning til Første Bind, Side XIV) faar »Sommerfuglen Bournonville« en lille Snert. I Winthers Satire »Besøg paa Parnas« fra 1850 indeholdt Manuskriptet oprindelig nogle Linjer, der sigter paa Bournonville, men som udgik, vel paa Grund af deres rent personlige Karakter (N. Bøgh III, 143). Winthers Opfattelse af Bournonville oplyses yderligere gennem en Meddelelse af N. Bøgh (II, 206): »Det var - efter Sigende - ikke uden Foranledning fra Winthers Side, naar .... Marstrand tegnede et Monument, der skulde opstilles paa Loppetorvet (:>: Vandkunsten), og paa hvis Top H. P. Holst, Georg Carstensen og Bournonville dannede en Gruppe.«

58 et Einerlei noget, der altid er ens, uden Afveksling.
paaskjøns paa Siden.

60 Keglebossel eller blot Bossel, Keglekugle.
Martins Uldtoupée Aben, der er Klerk og Advokat hos Bispen, kaldes i Rævebogen for Martin. Uldtoupée Uldparyk.

61 Murmeldyret det saakaldte Alpemurmeldyr (Arctomys mormota). Winther, der beskriver det med mange smaa Træk af dets Naturhistorie og Levevis, kender det muligvis af Selvsyn fra Italiensrejsen. Det var tidligere almindeligt, at omrejsende Savoyarddrenge fremviste tamme Murmeldyr, der kunde danse og gøre Kunster.
I Murmeldyret har Winther aabenbart tegnet et ironisk 354 Selvportræt (videre udført i Tredie Fragment), saaledes som han mødte Refleksbilledet af sig selv i den almindelige Kritiks og Publikums Opfattelse af hans Digtning. Trods alt hvad han senere havde skrevet, var han stadig »den elskede og paaskjønnede Træsnitter«, »den kjære Kløversanger«, og man endte gerne med at fremhæve hos ham »en eiendommelig national Duft« (Cladius Rosenhoff i »Flyveposten« 1851). Kempis Thomas a Kempis, tysk Mystiker, født i Kernpen 1380, død 1471. Hans Navn er især knyttet til »De imitatione Christi« (»Om Kristi Efterfølgelse«), hvortil dog hans Forfatterskab er omstridt. I 1. Bog, VIII Kap. findes det af Winther anførte Citat, noget afvigende i de forskellige Udgaver.
Og tænker man paa Kirsebær smlgn. Talemaaden: »Det er farligt at æde Kirsebær med store Herrer; thi man faar Stenene i Hovedet.«
Assemblee større Aftenselskab (især med Dans). Den fine Selskabelighed var ogsaa et karakteristisk Træk af Datidens Liv. Aftenselskaberne paa Christiansborg under Christian den Ottende var berømte og gav den fine Tone an. Winther selv havde som Prinsesselære og Professor deltaget deri, bl. a. ved en Balparé i Anledning af Kronprins Frederiks Formæling med Prinsesse Mariane (N. Bøgh II 288, 428). Under Frederik den Syvende holdt han sig »i ærbødig Afstand fra ham og hans Selskaber« (»Breve«, 153). I Aarene 1851-1852 synes Winther - vist ikke til sin egen Fornøjelse - ved sin Hustrus Side at have deltaget i det københavnske Selskabsliv, optraadte i Kavalerdragt og med Chapeaubas (N. Bøgh III, 185).

62 Pastorale Bondedans, landlig Dans. Bruges - ligesom Idyl - om tilsvarende Genrer indenfor Digtnigen. Air fornem Mine.

64 det nationale Præg mod Tidens Sværmeri for det nationale havde Paludan-Müller ogsaa rettet sin Satire i »Adam Homo« med Maskefiguren »Den Nationale« (III, 9).

65 En vatret Strimmel Ordensbaandene var af vatret ( (dvs) 355 moiréagtigt, med bølgeformede Striber) Silke. Storkorsridderne bærer en Sølvstjerne paa venstre Side af Brystet.

Andet Fragment.

Første Gang trykt i »Nye Digtninger« (1853). I dette Digt har Winther rettet Satiren mod den uvederheftige og overfladiske Litteraturkritik og mod Epigondigtningen, saaledes som disse vil vise sig til alle Tider. Smlgn. Paludan-Müllers Maske »Kritikeren« i »Adam Homo«. Men denne almene Satire gemmer ogsaa en mere personlig Brod. Winther har dog ikke i Hr. Tyrk tegnet et Portræt af nogen enkelt Digter og Kritiker i Samtiden, men med flere Enkeltheder har han sigtet mod bestemte Personer og Forhold. Af de Recensenter og Journalister, som Winther særligt kan have tænkt paa har N. Bøgh [III, 198] nævnt Claudius Rosenhoff (»Den Frisindede«), Gottlieb Siesby (»Kjøbenhavnsposten«, senere »Flyveposten«), Jacob Davidsen og Eduard Meyer (»Kjøbenhavnsposten«, »Flyveposten«).

Winther havde med »Digte« faaet en enstemmig god Modtagelse af Kritikken, sin første haarde Dom fik han med Wilsters Anmeldelse af »Nogle Digte« (1835), der gav Anledning til en litterær Fejde, idet Poul Møller optraadte med en Modkritik. Den mørke, dissonantiske Tone i Winthers Digtsamlinger fra Trediverne blev ofte paatalt og dadlet, saaledes i Recensionerne af »Sang og Sagn« og »Haandtegninger« i »Den Frisindede« (1839 og 1840). Endnu frisk i Winthers Erindring maatte den Modtagelse være, som »Nye Digte« og »Tre Fortællinger« havde faaet i »Kjøbenhavnsposten« (1850, Nr. 294) og »Flyveposten« (1850, Nr. 290 og 1851, Nr. 149). Som Prøve kan citeres Slutningen af »Kjøbenhavnsposten«s Anmeldelse af »Nye Digte«: ».... i formel Henseende temmelig mange og temmelig betydelige Mangler. Det sees ofte altfor tydeligt, at Metrum og Riim har generet Digteren, derfor har der indsneget sig prosaiske Vendinger, fjerntliggende Tanker, 356 søgte Riim, smagløse og urigtige Udtryk, feilagtige Ordformer. Ved en saadan Skjødesløshed arbejder man dem i Hænderne, der forkaste al bunden Poesi, som kun tilslørende og forhindrende den klare Tankes rene Udtalelse; men af vore gamle Digteroldermænd burde man mindst vente et saadant indirekte Forræderi.«

Med Skildringen af Epigondigtningen har Winther vist, som antydet af N. Bøgh, særligt tænkt paa H. P. Holsts Poesier, men andre »mindre« Epigoner som F. I. Hansen (smlgn. N. Bøgh II, 206) og de ovennævnte Journalister, der ogsaa optraadte som originale Digtere, kan indgaa under Satiren.

Winther havde gjort Holsts personlige Bekendtskab i 1832 og i Trediverne omgikkedes de og besørgede nogle litterære Arbejder sammen (N. Bøgh II, 204, 375), bl. a. oversatte Holst Winthers tyske Digtfragment »Judith« til Dansk (1837). I sit Indlednings digt til Holsts Oversættelse skriver Winther:

»En Ven gav Digtet den danske Dragt
Og prøved derpaa sine Kræfter.«

Det synes at være Holsts »Digte« (1840), der overbeviste Winther om Holsts Uoriginalitet som Digter. I et Brev fra 1840 til Chr. Molbech (»Museum«, 1896) skriver han: »Efter min Følelse har Aarestrup ti Gange saa megen Vægt som Hansen [F. J. Hansen] + Andersen + Holst, uagtat den fornemme Ringeagt, hvormed især den Sidste seer ned paa ham - og plyndrer ham!«

Og fra samme Aar er en anden Brevudtalelse (citeret hos N. Bøgh II, 204): »Intet var og er mig saa modbydeligt og foragteligt som den højst fordærvelige Trafik, der nuomtide med en saa uhørt! Bluhed og et saa stort Held drives, nemlig: af andre Poeters disjecta membra at sammenkite en Art af Mosaik eller paa Andres Ideer at koge en tynd Suppe og udgive dette for »original« Poesi - vide H. P. Holsts Digte!«

66 Amaranthus (Græsk) betyder uvisnelig. Muligvis har 357 Winther ved at vælge Navnet ogsaa tænkt paa, at det i Botaniken er Betegnelse for den Blomst, der paa Dansk hedder Rævehale (Amarantus candatus).

68 Først syede Buxer han N. Bøgh ser heri en Finte mod Siesby, der var Skomager af Profession og først i 1840 havde opgivet Haandværket. At Winther gør ham til Skrædder ligger nær, da Kritikerens og Skrædderens Haandværk ofte sammenlignes. I »Adam Homo« lader PaludanzMtiller den af sine M. askefigur er, der kaldes »Kritikeren« tiltale sig selv: »Mig arme Peer Skræder!« ved Abedands Steder, Markeder og Cirkus, hvor der optræder Aber. Smlgn. »Forspil« til »Hjortens Flugt«: »hvor ret en udsøgt Assemblee af Hunde og af Aber svandser.«

69 Ferlen Prygleredskab, der tidligere var almindeligt i Skolerne.
Aristarch berømt græsk Grammatiker og Kritiker fra Samothrake, levede c. 150 f. Kr. Han bruges allerede i den klassiske Litteratur (Horats) som Type paa en streng Kritiker.
Statue (Latin) Statue, her: Skulptur.
»Det Gode,« sagde han, »er godt!« Poul Møller havde bebrejdet Wilster, at han i sin Anmeldelse af »Nogle Digte« mest havde stræbt efter at gøre Digtsamlingens Pletter øjensynlige for Publikum og havde henvist til hans egen naive Tilstaaelse, hvor han gaar over til Omtalen af »de bedste Blomsterbede« i Digtsamlingen, at han vil afholde sig fra »en overflødig Beskrivelse af denne Flora; thi hvad er der igrunden Andet at sige om smukke Blomster, end at de ere smukke? Man beskue og nyde dem selv!« (citeret N. Bøgh II, 329). Spraa I Pontoppidans »Danske Atlas« (Tomus III, Side 529) bruges Formen Sproe, idet der bemærkes, at den af nogle skrives Sprovøe, af andre Sprogøe.«

70 Idiom Egenhed, Ejendommelighed, især om et Sprogs særlige Udtale, Ord og Udtryk.

71 Incohærens Mangel paa Sammenhæng. Den aprioriske Idee, en Ide, der ikke er fremgaaet af noget Virkelighedsstudium, men af Spekulation. Tidens litterære 358 Kritik var stærkt tynget af filosofiske Kunstord fra den romantiske og Hegelske Æstetik.

72 ars medica Lægekunst, Lægevidenskab. Mathesis Matematik.

73 slette glatte.

75 »Ei Nyt der skabes under Solen« Prædikerens Bog I, 9: »Hvad som var, det skal vorde, og hvad som er sket, det samme skal ske; og der er slet intet nyt under Solen.«
Isbjørne som og andre Vilde Islænderen Grimur Thornsen havde anmeldt Holsts Digte i en Brochure »H. P. Holst, et Bidrag til den nyere danske Litteraturhistorie af Leonhard Groth« (1840), hvori han paaviser Holsts litterære Laan, beskylder ham for »litterært Plattenslager!« og kun tilkender ham Evner som »Lejlighedsdigter.« P. L. Møller havde i »Arena« (August 1843, No. 6) brugt Holsts Digt »Postillionen« som et »slaaende Eksempel« paa Digtning paa tredie Haand, idet han havde paavist dets to Forbilleder, Lenaus »Der Postillon« og Gruppes »Post im Walde«. Men sligt brød jeg mig ikke om. H. P. Holst har i Digtet »Ligevægt« (»Digte«, 1850), skildret det Indtryk, Thomsens Angreb gjorde paa ham:

». . . jeg saae det stygge Vaaben,
som Smaalighed imod mig havde vendt;
Det traf mig ei. Jeg tilstaaer fri og aaben
Jeg følte selv, at det var ei fortjent.«

Tredie Fragment.

Første Gang trykt i »Fædrelandet« 1866, Nr. 137 og derefter i »En Samling Vers« (1872). Da Winther i 1866 fyldte 70 Aar, var det paa Tale at hylde ham ved en Fest i Studenterforeningen. Winther, der hadede af offentlig Halen frem af sin private Person, afværgede disse Planers Udførelse ved at skrive og offentliggøre sit Reineke-Fragment (N. Bøgh II, 350).

78 Dog tidt kan farve »grønne Hoser« kan gøre Lykke, tage Kegler. Smlgn. Udtrykket: gøre sine Hoser grønne.

359

79 Migraine Hovedpine. Misere Jammer, Elendighed.
Landsbysanger, Murmeldyr se Noterne til første Fragment (Side 353).
Korset, hængt i vatret Baand se Noterne til første Fragment.
Winther hentyder specielt til dette Sted i et Brev til Etatsraad C. Weis, 18. Septbr. 1868, i Anledning af, at Spørgsmaalet igen var kommet op om at gøre ham til Ridder. Efter at have omtalt, at han i 1850 var blevet foreslaaet til Ridder, men havde frabedt sig det, fortsætter han: »Sidste Gang dette skete, var i Aaret 1866, da jeg fyldte mit 70de Aar, i hvilken Anledning jeg ogsaa havde offentliggjort en Satire, et Digt, hvori jeg efter fattig Evne gjør mig lystig over Titler og Ordener, som Noget, der var mig imod« (»Breve«, 153).

80 Persius, Persius Flaccus, romersk Satiredigter, levede Aar 34-62 e. Kr. Det af Winther anførte Citat er fra første Satire, Vers 28.

81 fjorten Lustra 70 Aar, lustrum (Flertal lustra) betyder et Tidsrum af fem Aar. Egentlig Betegnelse for det Sonoffer, som hos Romerne Censorerne (de Embedsmænd, der bl. a. besørgede Folketællingen) bragte Guderne efter Udløbet af deres femaarige Tjenestetid. sær særlig. Gripominusser egl. spøgende Betegnelse for Retsbetjente, i videre Betydning: løjerlige, grinagtige Fyrer.
Apollo Solens Gud, ogsaa Gud for Digte- og Tonekunst.

82 Parcen i den romerske Mytologi Skæbnegudinden.

82 Vival dominus - alpinus mus Leve Hr. Alpemus. I ældre Naturhistorier kaldes Murmeldyret Marmotte eller mus alpinus, se f. Eks.: »Den almindelige NaturHistorie ved Valmont de Bonmare, oversat af H. von Aphelen« (1769).
Bellin Vædder i Rævebogen er den Kapellan.
Bacchi Gaver Vinen. Bacchus er i den klassiske Mytologi Vinguden.

360

HJORTENS FLUGT.

»Hjortens Flugt« udkom 28. Novbr. 1855, 2. Oplag 22. Decbr. samme Aar, 3. Oplag 16. Januar 1856. En kommenteret Udgave med Indledning er besørget af Verner Dahlerup (20. Oplag 1925). Det er en klassisk Udgave af et klassisk Værk. Her henvises en Gang for alle til Dahlerups grundlæggende Kommentar. Men da nyt Kildestof er fremdraget, har Kommentaren maattet udvides.

Fra Olaf Hansens Udgave af »Hjortens Flugt« i Dansklærerforeningens Serie er hentet enkelte Oplysninger.

I Kommentaren vil man flere Gange finde Henvisninger til Winthers »Studiebog«, hvorom se Indledning, XIX.

Forspil

87 Kildemarkedsplads I Forbindelse med Besøgene ved »de hellige Kilder«, især St. Hans Nat, holdtes tidligere, tildels endnu paa Chr. Winthers Tid (bl. a. ved St. Mogens's Kilde i Nestvedegnen tæt ved Chr. Winthers Fødeby), Markeder med alt hvad dertil hører af Lystighed og Folkeliv. Se H. C. Andersens »Kun en Spillemand« (Kap. VII og VIII). - Winther skildrer sig selv i Billedet af en Liredrejer, der foreviser malede Billeder og synger og spiller for Publikum. Smlgn. Perspektivkassemanden i Oehlenschlagers »St. Hans Aften Spil.«
Hvor vise Mænd og store Helte smlgn. Aarestrups Skildring af Vokskabinettet i Digtet »Dyrehaugen«:

Bonaparte, Tordenskjold, Robespierre -
Brune Banditter, Tyrkernes Herre -
Konger og Keisere -- see, hvor de staae,
Som i levende Live, med Voxnaeser paa!

Assemblee Selskab, Forsamling, gravitetisk værdigt, alvorligt.

361

88 Lire Drejelire, en Slags Haandlirekasse Hakkebræt gammeldags Strengeinstrument, som blev anslaaet med Hamre. Harpe Mundharpe, Mundharmonika:
Winther har vel haft Slutningslinjerne af Titelbladet til »Peder Paars« i Ørene, hvor Holberg oplyser, at hans ny sandfærdige Vise »klinger vel til alleslags Instrumenter, i sær til Hackebræt eller Lire«. Frimestre Haandværkere, som ikke hørte til noget Lav og arbejdede uden Svende; her menes naturligvis Fuglene.
den indianske Mand Indianere og andre vilde forevistes ofte paa Markeder. Smlgn. Aarestrups »Dyrehaugen«, tredie Strofe.
Dagmoder Morgenrøden. I Peder Syvs »Udvalde danske Viser« (1695) er Ordet optaget iblandt Gamle og sære Ords Forklaring: »Dagmor. Dagmoder. Aurora«.

Flugten

89 Kongeborgen Gurre Slot.

90 Øglegaarden Vedel Simonsen omtaler i sin Bog: »Bidrag til danske Slottes og Herreborges Bygnings- og Befæstnings Historie i den catholske Tidsalder« (1840) Borgfængslet og beskriver det: »Da nu ogsaa Skrubtudser, Øgler og Slanger heel ofte have deres Tilhold i slige fugtige Kiældere, saa hidrørte formodentlig derfra Navnet Ormegaard«.

91 Borgeled den første Indgang til Slottet, laa for Enden af den Allé eller »Gyde«, der førte op til det (Ovennævnte Afhandling af Vedel Simonsen Side 61).
Rosenlund »den Skov, der nærmest omgav Gaarden og som oftest var indrettet til Park eller Dyrehauge« (Vedel Simonsen, Side 62).
Løbene Forbenene. Blad Partiet omkring Skulderbladene.

92 tør ved behøver, dannis brav. Hof sinder Adelsmænd, der gjorde Tjeneste ved Hoffet, her: om Hoffunktionærer i Almindelighed.

95 ringle sig ligge sammenrullet.

96 kurede rugede.

362

97 Pesten i Aarene 1349-50 hærgede »den sorte Død« Danmark. I »Studiebogen« (Side 56) har Winther under Optegnelser til Valdemar Atterdags Historie fra en Afhandling af Vedel Simonsen (se Indledningen XXI) skrevet: NB Pesten. Forøvrigt nævnes Pesten i selv de mindste danske "Historiebøger,

98 fortrøden sendrægtigt (modsat ufortrøden). BullenStammen.

100 Thi Hjorten høfligt elsker . . den Velklang Det er alment kendt, at Hjorten holder af Musik. Se Winthers Digt »Vinterlandskab«, trettende Strofe (Første Bind, 17). Oehlenschläger har benyttet Trækket i Sangen »Jagten« i »Helge« (»Han lytted, han dvæled, han elsked denne Lyd«).

I Møllen

102 Møllen maa tænkes liggende ved Nordenden af Præstøfjord. Egnen med sin Rigdom af Vandløb havde i ældre Tid mange Vandmøller. Der er ingen Grund til at tro, at Winther særligt skulde have tænkt paa Vindbyholt Vandmølle, Skildringen af Møllen er almen-typisk, næsten identisk med Billedet af Vandmøllen i »Svend og Inger« fra Egnen omkring gamle Tapernøje Kro.
Bolefjord gammelt Navn paa Præstø Fjord. Winther har i Reglen sine gamle Stednavne fra Pontoppidans »Danske Atlas«. Her forekommer det dog ikke.

103 Axelhoved en nu nedlagt Landsby, der laa ikke langt fra det nuværende Lindersvold, nord for Præstø Fjord. I Pontoppidans »Danske Atlas« (III, 127) staar der: »Lindersvold, ikke langt fra Gaarden skal tilforn have været en liden Landsbye, navnlig AxekHoved«.

103 Vlidbanegaarden Kongens Vildtbane (Jagtdistrikt) i Sydsjælland begrænsedes ved et højt Dige, »Vildtbanegrøften«, strækkende sig fra Præstø Fjord til Dybsø Fjord. Ved et stort Led i Vildtbanegrøften laa det saakaldte »Vildbanehus«, syd for Byen Snesere (se P. Jensen »Snesere Sogn«, Side 102, 216, 310).
det lange smalle Fedd Halvøen, der begrænser Præstø Fjord mod Øst.

104 ympe pode. hæge passe, blæde plukke Bladene af.

363

105 beføre angive, anklage uden Grund, bagtale. Fore Adfærd, Optræden.

Rhitra

112 Axelvold Winther har aabenbart sammenblandet Navnene paa den gamle Herregaard Lindersvo/cf og den gamle Landsby Axel-Hoved

113 En Hemmelighed bar hun se »Jørgen og Anna«, Strofe 12.
Roholt Landsbyen Roholte i »Faxøe Herred«.

114 skovbegroede Fedd I »Danske Atlas« (III, 129) fortælles: »I forrige Tider har denne Halve-Øe gandske været begroet med Skov«.
grande Nabo. syde koge.

115 Den fremmede Qvinde I »Studiebogen« (Side 39) har Winther nedskrevet et Notat fra Huitfelds Krønike (Side 625). Hos Huitfeld læses: »1404. Udi dette Aar/ paa Lante Ryen Døde en Qvinde / hed Gulitze / hun vaar den sidste / som leffde aff dem der Vendiske hafde tald.« Se Indledning XXVII.
Dobbel Spil, især Terningspil.

116 Rhitra Navnet har Winther rimeligvis selv dannet efter det vendiske Bynavn Rhetra.

117 strippe strejfe om, løbe fra Sted til Sted.

120 hellig Antons Kloster I Præstø laa et bekendt St. Antonii Kloster (der dog først oprettedes under Kristian den Første). Klostret nævnes i »Danske Atlas« (uden Angivelse af Aaret for dets Grundlæggelse) idet Huitz feld mener, at Præstø, »egentlig en Halvøe eller Peninsel, fordum beboet af Præster eller geistlige Ordens Folk«, har sit Navn efter »Monkene af S. Aiitonii Kloster, som her var navnkundigt« (III, 106).
hist paa Skrænt smlgn. Side 144, Linje 19.

121 ad samme Vej hun kom Til Skildringen af Rhitras Nattebesøg hos Jørgen har Winther brugt Træk fra Folketroen om Maren og Mareridtet (især: »Som en Egelbul tungt over Brystet det ham laae«).
Den nærmeste litterære Kilde for hans Kendskab til Mare-Sagnene er Thiele (»Danmarks Folkesagn« II, 280-282). Thiele fortæller Sagnet om Bondekarlen, der

364

havde en Mare til Kæreste, som fik menneskelig Skikkelse, da han stoppede en Pind i det lille Hul, hvorigennem hun var kommet ind til ham. Da han mange Aar senere i Spøg viste hende Hullet og tog Pinden ud, forsvandt hun igen ud gennem det. I en Note tilføjer Thiele: »Sagnet om Marens Flugt ud igennem Hullet paa Egestolpen synes at staae i Forbindelse med Mephistophele's Replik i Goethes Faust:

»s' ist em Gesetz der Teufel und Gespenster:
Wo sie hineingeschlupft, da mussen sie hinaus.«

Det er disse Linjer Winther benytter. Jørgens Fordriven af Maren ved at nævne Jesu Navn og lade Maanelyset komme ind i Stuen har ingen Hjemmel i Folketroen.

Den vandrende Sanger

124 de lysegule Knopper Frugtraklerne.
Sime tynd Snor, især Halmreb, her: Reb til at binde om Humlestængerne.
Øverstestuen Storstuen, et Rum, der til daglig stod øde, kun møbleret med Kister.
en Skjenk en Drik.

125 En vandrende Sanger omvandrende »Legere« omtales ofte i Middelalderen. Fra først af (i det 12. Aarh.) var de lidet ansete Udlændinge, Gøglere, som spillede paa Strengeinstrumenter eller Pibe; men mod Middelalderens Slutning optraadte de ogsaa som Sangere, og deres Anseelse steg, ved at de nu ofte var Landets Børn og faste Gæster ved Kongernes Hoffer. Se H. Schiick: »Lekare och ballader« (»Samlaren« XII, 1891) og Axel Olrik: »Middelalderens vandrende Spillemænd« (»Opuscula Philol. 1887). Winther har Figuren fra Folkevisen om »Kong Didrik og hans Kæmper«, hvor Folker nævnes blandt Kong Didriks Mænd:

»Der stander i det tiende Skjold
En Fedel og en Bue;
Dem faaer han Folker Spillemand -
Han vilde drikke og ikke sove.«

365

Se videre om Folker Lovmandsen i Indledning XXI og Folkevisen »Folker Lovmandsen og Dronning Helveg«.

I Kongsgaarden

128 Kong Erik d. e. Erik af Pommern.
Gurve Pontoppidan bruger i »Danske Atlas« i Alm.Formen Gure, men nævner blandt andre Former ogsaa Gurve (II, 253).
HøieloftsfSal Højeloftet var den øverste og fineste Etage i en Borg.
den engellandske Frøken Erik af Pommerns Dronning, Filippa, Datter af den engelske Konge Henrik den Fjerde. Frøken var i Middelalderen Betegnelse for Kongedøtre eller fyrstelige Kvinder i det hele.
Gemal bruges i ældre Sprog lig Gemalinde, Ægtefælle.

129 Hagelskur Hagelbyge.
Strange Nielsen Den historiske Hr. Strange Nielsen til Nørholm nævnes ligesom hans Fader flere Gange hos Huitfeld, blev Rigshovmester 1480, levede endnu 1498. Han tilhører den bekendte jydske Adelsslægt Strangesønnerne (se »Danmarks Adelsaarbog« (1888, Side 63) og Indledningen til Ebbe Skammelsøn-Visen i »Danmarks gamle Folkeviser«, Nr. 354). Winthers Strange Nielsen er iøvrigt fri Digtning. Se Indledning XXV.
Frøken Ellen ugifte Adelsdamer i Middelalderen kaldtes i Almindelighed »Jomfru«.
den gamle Dronning Dronning Margrethe.

130 Fruerbuur Kvindebevægelse (smlgn. Fadebur).
den unge Dronning Filippa.

131 foldet indelukket i en Indhegning, sat i Fold.

132 taalig fredsommelig, taalmodig.
Stød Hindring. At lægge Stød i Vejen for en (dvs) at lægge Hindringer i Vejen.

133 Holsters Land Kong Erik førte langvarige Kampe med de holstenske Grever om Sønderjylland.
Liig Odderen Under Aaret 1417 meddeler Huitfeld (Side 669): »Om Sommeren i dette Aar/vaar Kongen udi en Rystning til Lands oc til Vands / hand holt lenge 366 Søen / før hand vilde lande. De kailede hannem derfor en Odder/for hand icke vilde haffve Halen aff Vandet.«

136 Spanger Guld eller Sølvspænder.

138 som hun var To hun var Dobbeltgænger.

141 Ja, bort! ja, han maa bort! Af Skildringen af Kongens Raseri synes at fremgaa, at Rhitra har beskyldt Strange for at efterstræbe hende (smlgn. »hendes Ord fandt Vej til Hjertet«). Men ikke nok hermed, det vilde jo ikke ramme Ellen. Hun hari derfor bagvasket ham ved at røbe, at der var et Elskovsforhold mellem de to [»en Tøite« kalder Kongen Ellen]. Saa var deres Straf sikker. I den gamle »Gaardsret«, som tillægges Erik af Pommern, findes et Stykke »Om Jomfrukræncker« med Straffebestemmelser for den Ridder eller Svend, der forfører en Jomfru i Kongens Gaard (Slot). Straffen bliver forskellig efter den paagældendes Rang, men fælles for dem er, at Jomfrukrænkeren skal »bliffæ æræløss oc forswæræ (rømme) s\vo hans land oc rigi«. (»Gamle danske Love« ved Kolderup Rosenvinge, V, 35). Loven fortsætter: »oc hun, som seg lader kræncke oc skammæ, skal rømmæ oc forswæræ drotningens gard, oc kommæ ther alder meræ oc wære swo skend oc æræløs«.
Ellens Straf er imidlertid ikke blot Bortjagning, men den særlige Straf, som kaldes Indemuring (se Side 262: »Indmuret der hun sidder«). Indmuringsstraffen har Winther kendt mange Steder fra (Thiele, I. T. Becker). Straffen kendes først lovhjemlet paa Frederik den Andens Tid. Fra Vedel Simonsen (se Indledning, XXI) har Winther »vidst«, at Kong Valdemar lod Dronning Helvig indmure eller indsætte paa Søborg Slot som Straf for hendes Elskov til Folker Lovmandsen. Det er vel dette, der har givet ham Ideen til at anvende Straffen her.

141 vævede i Lad »væve i Lad« er det staaende Folkeviseudtryk for kunstfærdigt kvindeligt Haandarbejde, Kunstvævning (Lad Guldbræmme, Pyntebaand).

367

143 pleier van plejer.
Frueklostre Nonneklostre; i mange af dem var de fleste af Nonnerne Adelsdamer.

Gulitza

146 en stridhaaret Ulv Gulitza er Varulv

148 Eders Jomfruland Pontoppidan skriver i »Danske Atlas« (III, 1443): »Navnet Møen foregives at have sin Oprindelse af det gammeldags danske, nu sielden brugelige Ord Møe eller Jomfrue, ligesom det og af nogle paa Latin kaldes Virginia Danica, (dvs) det danske Jomfrueland«,
streed med Steen
strittede, kastede.

149 De gamle Guders Hær Man behøver neppe at søge Kilden for, hvad Winther fortæller om de vendiske Guder længere borte end B. S. Ingemanns »Grundtræk til en nordisk, slavisk og vendisk Gudelære« (trykt i »Program for Sorø Akademi« (1824) og i 12. Bind af »Samlede Skrifter«). Her fortælles om den øverste af de onde Guder Czernebog, »den sorte Gud« eller »Mørkets Gud, om Swantewit og hans hellige hvide Hest, »paa hvilken Guden selv troedes om Natten at drage til Kamp mod Helligdommens Fiender« og om Sieba, Livets og Kærlighedens Gudinde. Som Hovedstedet for den vendiske Gudsdyrkelse nævnes Rhetra, der dog ikke nærmere beskrives. - Men alt hvad Winther fortæller om Templet i Klippehulen, den hemmelige Kult (om Dagen var Præsterne Bønder), Jomfruofringen har - saavidt Udg. har kunnet faa oplyst - ingen Hjemmel i Litteraturen om Venderne. - I sin Prinsesselæretid har Winther uvilkaarligt maattet blive bekendt med et og andet om den vendiske Gudsdyrkelse. Tæt ved Neu-Strelitz ligger Byen Prilwitz og TollenzerSøen, hvor man har ment at finde Stedet for det gamle Rhetra (se »Die gottesdienstlichen Alterhumer der Obotriten« af A. G. Masch, udgivet af Daniel Woge (1771)). Slottet i Neu-Strelitz ejede et stort Bibliotek og en Samling obotritisk-vendiske Oldsager (N. Bøgh II, 425).

154 skjæmmed ei min Slægt hendes Slægt var jo Fiskere.

368

155 hellig Anton den hellige Antonius af Padova (1195- 1231), om hvem det hedder, at selv Fiskene lyttede til hans Prædiken, blev ofte anraabt af Fiskerne.
Videslet gammelt Navn paa de østlige danske Øer. Forekommer ikke i »Danske Atlas«, men bl. a. hos Huitfeld (Side 4), hvor det hedder om Dan, at han blev sat til en »Regenter offver Sieland / Møen / Falster / Laaland / oc alle de Insuler / under it almindeligt Naffn / at være kaldne / Viitheslet«.

157 Ham Dyreskikkelse. Se Side 146: »en stridhaaret Ulv«.

158 en Ugles Hjerte
Se Indledning XXI. I Feilbergs Seddelsamling (»Folkemindesamlingen« paa det kgl. Bibliotek) finder man under Ugle en Henvisning til Soldans »Geschichte der Hexenprozesse«. I Førsteudgaven (1843) læser man imellem en Række Exempler paa romersk Overtro: »Ein Uhuherz [Hornuglehjerte] auf die linke Brust (slmgn. »hvor Blodets Kilde syder til Venstre vild og varm«) eines schlafenden Weibes gelegt, entlockt ihr alle Geheimnisse«. Dette er aabenbart Winthers Kilde. Troen paa Uglehjertets Trolddomsmagt kendes ogsaa andre Steder fra. I Angelo de Gubernatis': »Die Thiere in der indogermanischen Mythologie« læser man følgende (Side 530): »Die Gabe der Prophetie ist nach dem Volksglauben bei der Eule so gross, dass Albertus Magnus zu seiner Zeit ganz ernsthaft schreiben konnte: »Si cor ejus cum dextro pede super dormienten ponatur statim tibi dicit quidquid fecerit, et quidquid ab eo interrogaveris. Et hoc a fratibus nostris expertum est moderno tempore«. I dansk Folketro synes det ikke at være noget alment udbredt Træk. En enkelt Meddelelse om dets Forekomst findes i »Jydske Samlinger til Historie og Topografi« (IV, 159) og lyder som følger: At udfritte hemmelige Ting og B edrifter, Anslag og Oplag. Tag Hjertet af en Natugle eller Hornugle tet op til Hjertet paa et hart sovende Menneske og adspørg saa om hvis, som talet eller bedrevet er, da siger samme Menniske med høy 369 Røst alt, hvad det haver gjort eller vil gøre, saa og alt, hvad det haver talet og snakket, sandferdeligen« (fra Kvers ved Graasten). For Hjelp til Oplysningerne om Uglehjertet i Folketroen er jeg megen Tak skyldig til Hr. J. E. Tang Kristensen (Assistent i Dansk Folkemindesamlmg).

160 Ved Susaae hist der ligger Ved Susaas (ældre: Næsaas) Udløb i Havet ved Karrebæksminde laa Gavnøe Kloster, et Nonnekloster, der 1400 blev stiftet af Dr. Margrethe. Dets Historie er lidet bekendt, ingen af dets Abbedisser eller Priorinder forekommer. Naar Winther i ottende Strofe af »Paa Herregaarden« gør Stranges Moster til Priorinde, er det saaledes fri Digtning (se J. B. Daugaard: »De danske Klostre i Middelalderen«). Heller ikke Beskrivelsen af Klostret som »et Huus med Taarne paa« stemmer med Virkeligheden.

Jøregen og Anna

162 Solklæde se Side 77.
En Huulvei sig krummer fra Møllen kommer hun hurtigl: ned til Stranden og følger saa Vejen langs Præstø Fjord til Klosteret i Præstø.

168 Axelhoved Sogn noget Sogn af det Navn findes ikke nu og nævnes heller ikke i »Dansk Atlas«. Winther vil vel hermed betegne Egnen omkring Axelhoved.
Føring Fødevarer.

169 den væne Brud Brudedragten var over hele Sjælland sort, af Vadmel eller Silke, ikke som hos Winther rød. (Se I. S. Møller: »Folkedragter i Nordvestsjælland« (1926), Side 160). I O. D. Liitkens »Præstøe Amt« (Side 36-37) meddeles om Huen og Haaret: »Bruden bærer her (Sydsjælland) et saakaldet Nakkestykke (dvs) et rundt Stykke Silketøi, der er behængt med Perler og Alt hvad glimre kan, paa Haaret, der er glat opstrøget eller, som det kaldes, flettet i Nakken, og samme Pynt bære alle Brudepigerne«.

169 Skafferne de, som ved Gilder førte Opsyn med Mad og Drikke og forestod Beværtningen og holdt Orden ved Bordet.
Stodderne efter gammel Bondeskik fik ogsaa Landevejenes 370 farende Folk Del i Festen. Smlgn. »Vaabendragerens Ed« (Første Bind, Side 99).

170 Løkke indhegnet Mark.

171 Med lodne Spidser to Hjortens Takker er i den første Tid efter deres Frembrud omgivne af en laadden Hud eller »Bast«.
spored vejrede, mærkede ved Hjælp af Lugten, at nogen nærmede sig.
vexlede gik frem. Ordet er brugt af Winther i en friere, mere alm. Betydning, tilhører egentlig Jagtsproget, hvor det bruges om Vildtets Færden ad dets Veksler ( (dvs) Stier, som Vildtet plejer at følge til og fra Steder, hvor det søger sin Føde).

Skovbroderen

173 Dagmoer se Noten til Side 88.

174 et Seilskib anbragt her af Winther for ved Siden af Munken at minde om Sømanden (Krigeren) i Peder Jernskæg.

175 Knort det samme som Knast.

176 Niels Strangesøn til Ørum og Hylle slev Hr. Niels Strangesen til Norringtoft, Ridder og Rigsraad under Dr. Margrethe, fik 1406 Hillérslev faste Gaard i Thy som Pantelaan af Kronen og 1408 tillige Ørum Lehn. Døde 1424 og ligger begravet i Vestervig Kirke, hvor hans Ligsten med Slægtvaabnet endnu findes (se »Danske Adelsslægter« ved Thiset, II (1891), og Folkevisen »Nilus Strangesøns Stenstue« i D. g. F. VII, Nr. 424). Winthers Kilde for de faa historiske! Træk, han benytter, om Niels Strangesen er sikkert Huitfeld.

177 Peder Jernskjæg

I sin »Studiebog« (Side 15) har Winther gjort følgende to Notater:

Peder Jernskjæg siges i en Slægtebog, at have havt en Skave til Hustru, berygtet for Letfærdighed, hvilken han derfor kryste ihjel i Barselseng, der han havde sit Harnisk paa under Klæderne, og han meente det ei at være sit Barn. j: Peder Syv :|

P. J. |: Skegge :| - Vaaben: Ibskal i blaat Feld, paa Hjelmen 7 grønne Paafuglefjer - Høvidsmand [?] under Waldemar Atterdag - Tog til Wismar- Nederlag - Fangenskab -- Undkommer ved List - Forstilt Drukken« skab, under hvilket han bandende og formaledidende, bærer een af sine Staldbrødre til Søen - Har anraabt det hellige Blod, som opbevaredes i Schwerin. 371 Det første er et Notat fra Peder Syvs »Udvalde Danske Viser« (2. Bogs fjerde Part, Nr. LXXXI), hvor det er f ø jet som »Forklaring« til Visen »Karl Høfding han sidder paa Ramsøe«. Det andet Notat er Excerpt fra Huitfelds Krønike (516 og 519),

177 Stakarl Stakkel, Stodder (opr. »Stavkarl«, d. e. en Mand, som gaar med Tiggerstav).

179 Skjæggers Skjold, se Noten til Peder Jernskæg ovenfor.
Ibskal en hvid riflet Muslingeskal. Sit Navn har den fra, at Pilgrimmenes Skytshelgen, Apostlen Jakob (Ib eller Jeppe), i Middelalderen ofte afbildedes med en saadan Muslingeskal i Haanden.

Hr. Peer Jernskæg

181 En taarnet Borg Om Peder Jernskægs Borg fortælles intet i Historien. Winther har henlagt den til Nordkysten af Sjælland, uden at han vist har villet lokalisere den til noget bestemt Sted.
Gjøs egentlig et mindre Flag, der sættes paa Bovsprydet af Krigsskibe, der ligger til Ankers. Winther b ruger det fejlagtigt, synes at have opfattet det i Lighed med Skøde, som et Tov, der anvendes- ved -Sejlenes Manøvrering.

182 Kong Volmer Valdemar Atterdag.
virke den allerfineste Væv spinde de'snildeste Rænker.

183 den salte Rhin bruges i Folkeviserne som Omskrivning for Havet.
de deres Glutter aved med Jernskjæggens Navn Trækket er uhistorisk, formodentlig laant fra Tordenskjolds Historie.
Gulland Gotland. Valdemar Atter dags Tog til Gotland og Indtagelsen af Visby fandt Sted i 1361. Kongen holdt sit Indtog ikke gennem Byportene, men gennem et Hul, han havde ladet bryde i Muren, For at . undgaa Plyndring maatte Borgerne i den den Gang saa rige Hansestad betale store Løsepenge, bl. a. lod Kongen paa Torvet stille tre store Ølkar, som de overvundne skulde fylde med Guld og Kostbarheder. 372 Der er ingen historisk Hjemmel for, at Peder Jernskæg var med paa Gotlandstoget.

183 Stob Drikkekar, Bæger.
holdt Kuur holdt Udkig. Ordet er dannet af Winther efter det gamle Ord Kure Vægter, Udkigsmand.
Vismar Se tidligere Note til Peder Jernskjæg (177). Hr. Peder har vel ligget ude og vogtet Farvandene syd for de danske Øer. Begivenhederne fandt Sted i 1358.
Jens Due historisk Person fra Dr. Margrethes og Erik af Pommerns Tid. 1400-1409 nævnes han som »Hoffmester« (Huitfelds Krønike I, 633. Smlgn.: Kr. Er slevs »Erik af Pommern« 110 og 456). Men han synes at være fratraadt Embedet, indtog dog fremdeles en høj Stilling, nævnes 1418 som en af Kongens »Raader« (Huitfeld 672). 1396 nævnes han som Høvidsmand paa Hälsingborg (Suhms Danmarks Historie XIV, 396).

184 see min Leilighed udspejde Forholdene, søge at finde en gunstig Lejlighed.
Sande Crispin St. Crispinus led Martyrdøden under Kejser Diokletian Aar 287.
loved mig her brugt af Winther i den ellers ukendte Betydning: anraabe, paakalde.

184 det hellige Blod i Schwerin Grev Henrik af Schwerin havde fra Palæstina hjembragt en Draabe af Christi Blod, indesluttet i Jaspis, som han i 1222 højtideligt overgav til Domkirken i Schwerin. Relikvien drog mange Pilgrimme did (se Ellen Jørgensen: »Vademar Atterdag« (1911), Side 53).

187 Toninger Landtoning, den Maade, hvorpaa Landet eller Kysten toner (dvs) fremtræder, set ude fra Søen.
Solfald Solnedgang
Fakkebjerg paa Sydspidsen af Langeland.

188 Jeg har Jer valgt en Hustru I »Ringens Indskrift« [nærv. Udgaves tredje Bind] har Winther ligeledes skildret Dr. Margrethe som Giftermaalsformynderske.

188 Marri Skave se Indledningen XXIII.
fornem Slægt Slægten uddøde 1583. Dens Historie kendes kun ufuldstændigt, men den omtales som »en 373 gammel Slægt« (se »Lexicon over adelige Familier« (1787, 2. Bind)).
Hr. Dues Gaard Herregaarden Krageholm i Skaane tilhørte Due-Slægten Se »Svenska Slott oc Herresäten« (I, 138). Det er dog tvivlsomt om Winther har vidst det eller han blot har tænkt paa, at Due var Høvidsmand paa Hälsingborg.

191 Ørethings Borg Vordingborg
I »Danske Atlas« (III, Side 100) giver Pontoppidan følgende Forklaring under Omtalen af Vordingborg: »Men da Saxo Grammaticus kalder Stedet Ortunga, saa giver P. J. Resenius O. Wormii Meening mere Bifald, naar han i Monum. Dan. L. II. udleder Navnet fra Øreting et Rettergangs Sted, som her blev holdet ved Strandbredden, hvilken sidste kaldtes Aar, aur eller ør, som er at see af flere Byers Navne. Følgeligen kunde Øreting eller Orting letteligen ved Udtale blive til Vorting, og da der siden bygtes Borg og Fæste, blev Navnet Vortingborg.

192 Inden Kirke hun laae uden at hun endnu var mødt i Kirken første Gang efter at hun havde født sit Barn (»Kirkegangskone«). Se Feilberg »Dansk Bondeliv« (II, 72).

193 Fru Ida Grubbe synes ikke at have Tilknytning til nogen historisk Person i Tiden for Digtet. 193 Slegfred Frille

198 Afløsning Synsforladelse, Absolution.

199 Fru Margrethe lagdes under Marmelstenen hen Dronning Margrethe døde 1412 og ligger begravet i Roskilde Domkirke.
forløved gav Orlov, Afsked
Skovkloster ved Nestved. (Se Noten i Første Bind, 365).

200 Oprørets Tunge mumler Smlgn.: Elementerne var i Oprør (dvs) i voldsom Bevægelse.

201 Brud Kæreste, Fæstemø.

Paa Herreborgen

204 Fensmark omtrent 7 Kilometer nordøst for Nestved. (Se Noten i Første Bind, 372).

374

Kalkerup og Sipperup Landsbyer i Fensmark Sogn.
blomsterklædte Maitræ Winther skildrer her den gamle Bondeskik »at ride Sommer, i By«, dog synes han i sin Skildring af »Sommer i By-Stadsen« at have indblandet Træk fra en lignende gammel Skik »Fastelavnsstadsen«, hvor det lystige Element kommer til, med Drenge udklædte som Piger og en Bajads eller Nar »hvis Bestilling var i Forening med øvrige Kollegaer at more Folk med al Slags Spas og Kommers«. Se P. Jensen: »Snesere Sogn« (452-458).
Mai-Greven Karlenes Fører kaldtes Majgreven, han havde to Kranse anbragt paa Kors over Skuldre og Bryst, hvoraf den ene var tiltænkt den af Pigerne, han kaarede til sin Majinde (Majbrud, Majgrevinde).
Rønning Molbech forklarer det i sit Dialektleksikon: »i Lolland og Falster (og Fyen?) Mønning paa et Huus«. Rimeligvis har Molbech som Kilde haft Winthers Samling af lollandske og falsterske Ord. Se Indledning XIII. Winther rettede det i de senere Oplag til Mønning. Sognefogeder fandtes endnu ikke paa Erik af Pommerns Tid.
Holmegaard Herregaarden Holme eller Holmegaard, der ligger for Enden af den store Porsmose tæt ved Fensmark (Første Bind, 364).

205 Hr. Iver Bugges Godtøl Toget drog fra Gaard til Gaard og blev trakteret, hvor det kom ind. Nogen »Iver Bugge« har aldrig ejet Holmegaard.

206 i en vanlig Dragt (dvs) i en Adelsmandsdragt.

208 grimet sværtet.

209 Voldermisse eller Valborgmesse (»Skøn Valborgs Dag«), den 1. Maj.

209 dette børstede Sviin se Noten til Side 231.

210 Det første Kys jeg tager, det hører mig jo til Hentydning til Herremandens gamle Ret til at tilbringe Brudenatten hos Godsets Kvinder, den saakaldte »jus primae noctis«.
I »Studiebogen« (Side 40) har Winther noteret ned: »Jus primæ noctis. Suhm D. H. I. p. 215, IV p. 769.« Det er fra Vedel Simonsens »Danske Slottes Bygningshistorie«, 375 hvor der (Side 50) læses: »Selv til den i de sydlige Lande saa berygtede første ~Natts Rett hos Vasallernes Brude findes fleere, skjønt som det synes, fabelagtige Spoer her i Norden (f. Ex. D. H. I. p. 215, IV, p. 769).«

210 mussig gnaven.

211 Mørkestuen I »Studiebogen« (Side 42) har Winther noteret fra den ovennævnte Afhandling af Vedel Simonsen »Porttaarnet brugtes som Fængsel - kaldtes Mørkestuen.«
Fant Landstryger. Gant Løjer, Kommers.

212 Ladegaarden Avlsgaarden. Winther tænker sig Ladegaarden liggende tæt ind til Hovedgaarden, blot adskilt fra den ved Grave, Vindebro og Port (Vedel Simonsens Afhdl. Side 60) og Ladegaard og Staldgaarden forenet, som det var Skik i nyere Borge (Simonsen, 67). Disse Bygninger udgjorde den saakaldte »Forborg« (Simmonsen, 68).

213 den indre Borggaard den aabne Plads omgivet af Hovedbygningen (Borgen) med dens Fløjbygninger.
Madsvend Kok.

214 gjenned jagede, drev

215 Vase Vej over en Mose, lavet af Risknipper eller lignende

Eselet

218 Bislag en mindre Udbygning foran Gadedøren, dannet af et udhængende Tag, der hviler paa Stolper.
Træd Kjærling ei paa Taaen, og rør ei Mandens Byld Talemaaden kendes ellers ikke, synes dannet af Winther selv i folkelig Stil.

219 Barn er i By bært, som det er hjemme lært Et garnmelt Ordsprog (Nr. 332 hos Peder Lolle) hedder: »saa ær barn i by bært [(dvs) artig, velopdragen], som hiemme ær lærth [(dvs) af Barnets Optræden kan man slutte, hvorledes Hjemmet er].« Folmers Anvendelse er lidt fri: han er altid den samme, altid sig selv, frimodig og aabenhjærtig.

220 Spøl Bærme, Spillevand.

221 St. Jørgen det nordiske Navn paa St. Georg, en af 376 den katolske Kirkes berømteste Helgener. Ved at dræbe en frygtelig Drage befriede han en Prinsesse af dens Vold.
Kongens Vælde Her sigtes til de fra Valdemar Atterdags Historie alment kendte Stridigheder mellem Kongen og de danske, især jyske Herremænd. I »Ridder Kalv« (Første Bind, 362) havde Winther benyttet en Episode fra disse Forbund og Oprør mod Kongen.

222 Velskland Italien
Keiserens Hær Den tysk-romerske Kejser Karl (IV). Hans Tog i Italien, der afsluttedes med hans Kroning i Rom, falder i Aarene 1353-1355. Om nogen Belejring og Erobring af Rom var der ikke Tale. Fænnik Hærafdeling, Afdeling Soldater (betyder opr. lille Fane).
Perus Perugia, en smukt beliggende Bjergby i Mellemitalien (Umbrien). Paa Italiensk: Perusa.

224 Tønder let fængeligt Stof, anvendtes tidligere ti! at opfange Gnisten, naar man slog Ild.

226 Valet Farvel
et hvidblisset Esel Ideen til Forvandlingshistorien har Winther laant fra Apulejus' [romersk Digter, 2. Aarh. e. K.] satiriske Roman »De asino aureo« (»Om det gyldne Æsel«). Hos Apulejus løses Trolddommen ved, at Æselet æder Roser.

227 Bimpler Trædunke til Drikkevarer.

229 Bysvenden Politibetjenten

231 I Ederst Skjold I fører et halvt blodigt Sviin Buggernes Vaabner beskrives i »Lexicon over adelige Familier« (1771, I, 95) bl. a. følgende: »Feldtet sølv, deri et halvt sort guldbevæbnet Vildsviin, en sort og hvid Skaktavl over det afhugne Liv, hvoraf Blodet neddrypper. Paa Hielmen et halv opstaaende sort Vild'sviin.«

233 sagde af fortalte om.

235 Inger Rhitras Terne.

235 Rudel i Jagtsproget Betegnelse for en lille Flok Kroneller Daadyr, anført af en ældre Han.

377

236 Alverdens Haab og Trøst Frelserens Billede, Krucefikset.
Eller Elletræer. I ældre Sprog og endnu i Dialekt: en Elle, Flertal Eller.
gjennest om den hurtigste, mest direkte Vej .(smlgn.: Genvej).

I Jægerhuset

237 Kongeborgen Gurre
St. Albani Fest Alban er Navn paa to bekendte Helgener (Englands første Martyr (daggert) 303 og Mainz's Skytshelgen (daggert) omtr. 400), som begge dyrkedes i Danmark. Den 21. Juni fejredes som deres fælles Helgendag.

238 Kleppert en lille, stærk og hurtig Hest.
frag rask, veludviklet af Vækst
I Skjold den hvide Ibskal Se Noten 177.
St. Hubert, han var Jægernes Skytspatron.

239 Hovedlav Hovedtøj til Hest.
Helm Ro (smlgn. at helme).

240 Unnen Middagsmad.
Skiven Bordet.

244 Gimmerlam betyder Hunlam (modsat Vædderlam). Bruges i sjællandsk Dialekt om Faarets (Gimmerens) første Lam. Winther bruger Ordet forkert, har vel ment Hunfaaret.

248 freidig lystig, fornøjelig (Tysk: freudig).

St. Hans' Aften

250 Som en kulsort Morinde I sin »Studiebog« (Side 17) har Winther gjort følgende Notat, der kan tjene som Forklaring paa Billedet: »Den natlige Ildebrand saae ud som et Guldsmykke paa en Negerindes Barm.«
Mundgodt et oldnordisk Ord, som betød hjemmebrygget Øl. Lad ophøjet Bræddegulv (Tribune).

252 Dandsen gik saa let igjennem Lunden smlgn. Omkvædet til ElverskudVisen: »Men Dandsen den gaaer saa let gjennem Lunden!«

253 Vigilie Nattemesse.

Uglens Hjerte

256 Boddik lille, rund Trææske med Laag.

378

258 den udsyete Søm de broderede Figurer paa Teppet. Stedet kan oplyses af Vedel Simonsens Afhandling om Folkeviserne (»Nordisk Tidsskrift«, III, 201): - »At sømme betyder sædvanlig heller ikke den almindelige Søm, eller Syening; men egentlig .... at udsye eller brodere med Billeder og Figurer; (hvad man ogsaa endnu for ikke meget lang Tid siden, forsaavidt der broderedes med hvidt paa hvidt, kaldte Hvidsøm).

261 Nattens stærke Gud Czernobog.

262 indmuret se Noten Side 141 (366).
tør kun ved behøver kun. 265 Retmaal rigtigt Maal, »Takt«. Ordet er lavet af Chr.Winther.

Befrielsen

267 Mandeblods Knopper Blomsterknopper af Planten Hypericum perforatum. De indeholder en rødlig Saft.

269 Tatar Kutte.

270 slug listig, snu.

271 Credo (Latin) jeg tror. Begyndelsen af Trosbekendelsen.
Patermoster (Latin) Fadervor.

273 side langt nedhængende.
svinebandt bandt hans Hænder paa Ryggen.
faae (i den ældre Betydning): give.

280 Fald Faldgruber, Fælder.

I Riddersalen

284 Han mindedes den følgende Skildring af Erik af Pommerns Liv bygger paa almenkendte historiske Træk. Holberg skriver i »Danmarks Riges Historie« (I, 591): »Saaledes forfuldte Ulykken ideligen denne Konge, besynderligen til Søes; thi, enten han gjorde Vinter- eller Sommer-Reyser, saa kom han kun med den halve Flode tilbage.« Fr. Hammerich skriver i »Danmark under de nordiske Rigers Forening« (I, 1849, Side 67): »Hvor han viste sig, gik Alt imod, selv Naturen var fjendsk, og Storm og Uveir forfulgte ham.«

285 fromme Vandring Om Kongens Pilgrimsrejse (1424), paa hvilken han blev genkendt i Jerusalem og maatte løskøbe sig for store Pengesummer fortæller Historikerne 379 fra Huitfeld og opefter. Erik blev dog ikke fængslet og det var ikke de Holstenske Grever, der stod bag Svigen, men en Østerlænding, der havde set ham hos Kejser Sigismund, og som »viste hand vaar en Konge offver 3 Kongeriger / den affcontrafeyet hannem tilforne / førend han affdrog j oc sendte til sine bekiente udi Syrien j oc Soldanens Land hans Contrafeye« (Huitfeld I, 711).
Syd for Bider strømmen de Holstenske Grever. Smlgn. Side 133.

287 hvad Fædrene har havt Sønderjylland.
brøster slaar fejl, svigter.

288 Frammers Forstue, Forsal.
I Vedel Simonsens Afhandling om »Danske Slottes Bygningshistorie« beskrives Hovedbygningens Indre, nederst Kælderen og i næste Etage »Gang med Forstue, altsaa den i Kæmpeviserne saa kaldte Tillie (Tydskernes Diele) .... hvorimod bemeldte Forstue .... i Almindelighed ellers kaldes Frammers eller Fremmers (Side 99-100).
aabned Svenden Døren I ovennævnte Afhandling (Side 98) fortæller Vedel Simonsen, »at der i Middelalderen synes under Navn af Dørsvend at have været en egen Oppasser beskikket til at bevogte samme ((dvs) Indgangsdøren)«.

289 Marsk og Befalingsmand Jens Due (se Side 183, 372) var ikke Marsk. Han var Befalingsmand paa D uborg i Flensborg, der rimeligvis er opkaldt efter ham.

292 Bruddet paa Freden i hans Gaard De første fire Kapitler i Erik af Pommerns Gaardsret (smlgn. Noten 141, 366) indeholder Straffebestemmelserne for de forskellige Former og Grader af Brud paa Freden i Gaarden (Slottet). Paragraf 14 handler om Undsigelse: »Hvo som annen undseyer rymmæ myn herre konings gard och komme aldrich for hans oghen oc hafue uwenskap.«

293 axlede sin Kaabe lagde Kaaben tilrette om Skuldrene.

I Fruerburet

303 igjen i Møde, »for at modtage ham«.

380

Moder og Datter

305 En Høiryg stor
O. D. Liitken skriver i »Præstøe Amt« (Side 51): »Ved Mogenstrup begynder et Bakkestrøg, som strækker sig næsten en Mul i Længden lige til Nestved, og bestaaer af lutter Smaastene. Disse Bakker ere saavel ved deres Steilhed som ved deres Jordsmons Beskaffenhed uskikkede til at bringes under Ploven; og det er derfor meget passende, at man har anvendt dem til Græsgang for en stor Deel fiinuldede Faar.«

310 En Anden Efter Dronning Filippas Død tog Erik sig en Frille ved Navn Cæcilia, der skal have været en af Dronningens Jomfruer. Hun fulgte med Erik, da han 1439 flygtede fra Riget.

311 Klipperens Strand Fra Danmark drog Erik til Gulland, hvor han drev Sørøveri.
fattig og krank Fra Gulland drog Erik til Pommern (1449); han døde i den pommerske By Riigenwalde (1459), efter de ældre Fremstillinger, »udi Armod« (Holberg).
I vort Land Pommern. Riigen, hvorfra Gulitza stammede, var 1325 blevet forenet med Pommern. Se Huitfeld (I, 802): »Aar 1438 af hende Konning Erich af Pomern j gandske Lante Ryen / fra Danmarckis Krone / til hans Vettere Hertug Wartislaff den ældre oc yngre.«

Korset

314 Sproget Bibelordet.

315 Ypern storbladet Ælm.

319 ruske rasle.

320 Den græssede et Fjed den gik græssende et Skridt frem.

321 Man Manke.

Tvekampen.

323 Der er en Høi ved Stranden rimeligvis Odinshøj, nordvest for Helsingør, Den er dog ikke nogen Gravhøj.

Et Farvel.

328 boe berede

381

329 Maard (rigtigere: Maar) Mø.
Hr. Stranges Gaard neppe Nørholm eller Ørum, hvortil Strange er knyttet i Historien. Gaarden maa tænkes at ligge paa Sjælland.

330 Stegevender Jernredskab med Hjul og Lodder, ved Hjælp af hvilket Spiddet med Stegen paa drejedes over Ilden.

331 gjordede sin Lænd egentlig: spændte et Belte om sin Lænd, overført Betydning: tog fat.

335 bede jage (egentlig: lade (Hundene) bide).
riste (eller rispe) pløje første Gang (Kaikars Ordbog).
Hofbud Opbud til Krig (smlgn.: Herrebud).
vrinske Hest Hingst.