Winther, Christian Poetiske Skrifter

FRAGMENTER AF REINEKES MEMOIRER.

I 1849 udgav Winther en Oversættelse af den middelalderlige Folkebog »Reinekes Fos«. Til Grund for sin Fordanskning lagde han den plattyske Bearbejdelse af Rævebogen, der med Titlen »Reinke de vos« var trykt i Liibeck 1498 og som Hermann von Fallersleben i 1834 havde udgivet med Indledning, Kommentar og tysk Glossar.

Den første danske Oversættelse af Rævebogen var Herman Weigeres fra 1555: »En Ræfrue Bog, som kaldes paa Tysk Reinicke Foss, oc er en deylig oc lystig Bog met mange skønne Historier, lystige Rim, Exempel, oc herlige Figurer, som aldri føre haffuer vand paa Danske«. (Denne er i 1915 udgivet af »Det Danske Sprog- og Litteraturselskab« ved Niels Møller, hvortil henvises for Ræve digtningens og de danske Rævebøgers videre Historie.) Herman Weigere havde oversat efter Ludw. Dietz' Udgave (Rostock 1539), der især adskiller sig fra Lybecker Udgaven ved den store moraliserende Kommentar, den saakaldte Glosse, der knyttes til hvert af Kapitlerne, og medens Herman Weigere 351 oversætter forholdsvis frit og ofte lokaliserer Fablerne til Sverig og Danmark, følger Winther Originalen Linje for Linje. I det nittende Aarhundrede havde Oehlenschläger oversat Goethes Bearbejdelse i Hexametre af »Reinekes Fos« (1806) og Fr. Schaldemose havde udsendt »Mikkel Ræv, et Æventyr i femten Bøger« (1827), der er en fri, stærkt sammentrængt Behandling af det nedertyske Digt.

Arbejdet med Rævebogsoversættelsen har givet Winther Ideen til at fortsætte Rævedigtningen, saaledes at han tildigter nye Fabler om de gamle Dyrefigurer, men giver Satiren nyt Sigte, retter den mod sin egen Samtid. Det synes, som om Winther har raadført sig med Henrik Hertz om sine Rævedigte, i et Brev af 12te Sept. 1852 skriver Hertz til Winther ».... den Idee, at fortsætte Reinike og anvende ham paa nyere Forhold, er saa god og fornøjelig, og Du synes mig saa kaldet til at udføre den, at jeg mener, Du skulde ikke lade det beroe ved disse to Fragmenter, men skrive flere, og hvis Du først vil udgive Noget til Prøve, da kun tage det første Fragment dertil, der ikke blot er det salteste og morsomste, men ogsaa runder sig bedre til et lille Hele. Andet Fragment vil da siden, som Deel af et større Hele, meget godt forsvare sin Plads. Det dreier sig vel om Noget, der er sagt før, men der har godt af at siges igjen.« [»Breve fra og til Chr. Winther«, Side 79].

53 Cosi si fa fortuna in questo mondo! Saaledes gør man Lykke i denne Verden. Citatet er fra Fabelen om Hesten, Faaret, Oksen og Æselet (»II Cavallo, il Montone, il Bue, e TAsino«). Lorenzo Pignotti (1739-1812) er især kendt som Fabeldigter og Forf. af versificerede Fortællinger. En Samling af hans Fabler var udkommet i København 1844 paa Thieles Bogtrykkeri: »Favole di Pignotti«.

Første Fragment.

Første Gang trykt i »Nye Digtninger« (1853), udkom 1852. Winther begynder sit Digt, hvor den gamle Rævebog 352 slutter: Fjendskabet mellem Ræven og Ulven (Isegrim), der havde en Forbundsfælle i Bjørnen (Brun), endte med en stor Proces, der dog tilsidst af g jordes ved en Tvekamp mellem Ræven og Ulven, hvori Ræven gik af med Sejren ved Benyttelsen af listige og tarvelige tricks. Løven (Nobel), Dyrenes Konge, havde taget Ræven til Naade igen, ophøjet den til Baron, udnævnt den til Rigets Kansler. Med store Æresbevis« ninger var Ræven draget bort fra Hoffet hjem til sit Slot Malpertus og sin Hustru (Fru Ermeline) og sine Børn. Grimbart, Grævlingen, er ogsaa i Rævebogen Rævens nære Ven og fortrolige. Naar Winther gør dem til Fætre skyldes det en Misforstaaelse, der gaar igen i hans Oversættelse af Rævebogen.

55 Korsene Ridderkorsene.
Nøglen til Kammerherredragten hørte en gylden Nøgle paa højre Frakke- eller Kjoleskøde. I den gamle »Reineke Fos« bliver Ræven ikke dekoreret af Kongen. Historierne herom er helt Winthers egen Opfindelse. En Tilskyndelse hertil har han muligvis faaet fra Schaldemoses »Mikkel Ræv«, idet denne i sidste Sang efter Skildringen af Kongens Naade mod Ræven tildigter følgende Linjer:

Derpaa hang Kongen det røde Baand
Om Rævens Skulder med megen Ære,
Befoel ham tillige bestandigt at bære
En Stjærne paa Brystet fra denne Dag,
Ja, fæsted' en Nøgle paa hans Bag.

Winther selv blev aldrig Ridder af Dannebrog, det blev ham flere Gange tilbudt, men han frabad sig det hver Gang [N. Bøgh II, 441 og III, 364]. I et Brev fra 1853 skriver han -til Boghandler Johan Dahl: »Jeg er ikke Ridder af Db. og vil ikke heller være det« (»Breve«, Side 85).

58 Dands tilkjendes bør den første Krands. Den kgl. Ballet, der i Tyverne havde været i Forfald, havde med Bournonville oplevet en Fornyelse. Winthers Teaterinteresse havde ogsaa omfattet Balletten. I et Brev fra April 1832 (N. Bøgh II, 185) skriver han om Bournonvilles 353 »Faust« bl. a.: »De tre Hovedfigurer: Faust, Grethe og Mephistophiles ere fortrinlige, især den sidste, er saa poetisk-hoffmannsk,saa det er forfærdeligt. Det Rædsomme, SkurrikKomiske, Kaade, Graciøse, Vittige og Frække i hans Person staaer og gaaer, springer lyslevende om i denne fantastiske Pantomimedigtning. Alt, hvad Digterens var, der kunde benyttes, af dybe Ideer, er enten ligefrem benyttet eller noget andet for den sceniske Kunst passende Ækvivalent med sandt Geni sat isteden.« Senere synes Winther at have set paa Balletten og Bournonville med mere Skepsis. Allerede i Digtet »Til A. M.« fra 1833 (se Indledning til Første Bind, Side XIV) faar »Sommerfuglen Bournonville« en lille Snert. I Winthers Satire »Besøg paa Parnas« fra 1850 indeholdt Manuskriptet oprindelig nogle Linjer, der sigter paa Bournonville, men som udgik, vel paa Grund af deres rent personlige Karakter (N. Bøgh III, 143). Winthers Opfattelse af Bournonville oplyses yderligere gennem en Meddelelse af N. Bøgh (II, 206): »Det var - efter Sigende - ikke uden Foranledning fra Winthers Side, naar .... Marstrand tegnede et Monument, der skulde opstilles paa Loppetorvet (:>: Vandkunsten), og paa hvis Top H. P. Holst, Georg Carstensen og Bournonville dannede en Gruppe.«

58 et Einerlei noget, der altid er ens, uden Afveksling.
paaskjøns paa Siden.

60 Keglebossel eller blot Bossel, Keglekugle.
Martins Uldtoupée Aben, der er Klerk og Advokat hos Bispen, kaldes i Rævebogen for Martin. Uldtoupée Uldparyk.

61 Murmeldyret det saakaldte Alpemurmeldyr (Arctomys mormota). Winther, der beskriver det med mange smaa Træk af dets Naturhistorie og Levevis, kender det muligvis af Selvsyn fra Italiensrejsen. Det var tidligere almindeligt, at omrejsende Savoyarddrenge fremviste tamme Murmeldyr, der kunde danse og gøre Kunster.
I Murmeldyret har Winther aabenbart tegnet et ironisk 354 Selvportræt (videre udført i Tredie Fragment), saaledes som han mødte Refleksbilledet af sig selv i den almindelige Kritiks og Publikums Opfattelse af hans Digtning. Trods alt hvad han senere havde skrevet, var han stadig »den elskede og paaskjønnede Træsnitter«, »den kjære Kløversanger«, og man endte gerne med at fremhæve hos ham »en eiendommelig national Duft« (Cladius Rosenhoff i »Flyveposten« 1851). Kempis Thomas a Kempis, tysk Mystiker, født i Kernpen 1380, død 1471. Hans Navn er især knyttet til »De imitatione Christi« (»Om Kristi Efterfølgelse«), hvortil dog hans Forfatterskab er omstridt. I 1. Bog, VIII Kap. findes det af Winther anførte Citat, noget afvigende i de forskellige Udgaver.
Og tænker man paa Kirsebær smlgn. Talemaaden: »Det er farligt at æde Kirsebær med store Herrer; thi man faar Stenene i Hovedet.«
Assemblee større Aftenselskab (især med Dans). Den fine Selskabelighed var ogsaa et karakteristisk Træk af Datidens Liv. Aftenselskaberne paa Christiansborg under Christian den Ottende var berømte og gav den fine Tone an. Winther selv havde som Prinsesselære og Professor deltaget deri, bl. a. ved en Balparé i Anledning af Kronprins Frederiks Formæling med Prinsesse Mariane (N. Bøgh II 288, 428). Under Frederik den Syvende holdt han sig »i ærbødig Afstand fra ham og hans Selskaber« (»Breve«, 153). I Aarene 1851-1852 synes Winther - vist ikke til sin egen Fornøjelse - ved sin Hustrus Side at have deltaget i det københavnske Selskabsliv, optraadte i Kavalerdragt og med Chapeaubas (N. Bøgh III, 185).

62 Pastorale Bondedans, landlig Dans. Bruges - ligesom Idyl - om tilsvarende Genrer indenfor Digtnigen. Air fornem Mine.

64 det nationale Præg mod Tidens Sværmeri for det nationale havde Paludan-Müller ogsaa rettet sin Satire i »Adam Homo« med Maskefiguren »Den Nationale« (III, 9).

65 En vatret Strimmel Ordensbaandene var af vatret ( (dvs) 355 moiréagtigt, med bølgeformede Striber) Silke. Storkorsridderne bærer en Sølvstjerne paa venstre Side af Brystet.

Andet Fragment.

Første Gang trykt i »Nye Digtninger« (1853). I dette Digt har Winther rettet Satiren mod den uvederheftige og overfladiske Litteraturkritik og mod Epigondigtningen, saaledes som disse vil vise sig til alle Tider. Smlgn. Paludan-Müllers Maske »Kritikeren« i »Adam Homo«. Men denne almene Satire gemmer ogsaa en mere personlig Brod. Winther har dog ikke i Hr. Tyrk tegnet et Portræt af nogen enkelt Digter og Kritiker i Samtiden, men med flere Enkeltheder har han sigtet mod bestemte Personer og Forhold. Af de Recensenter og Journalister, som Winther særligt kan have tænkt paa har N. Bøgh [III, 198] nævnt Claudius Rosenhoff (»Den Frisindede«), Gottlieb Siesby (»Kjøbenhavnsposten«, senere »Flyveposten«), Jacob Davidsen og Eduard Meyer (»Kjøbenhavnsposten«, »Flyveposten«).

Winther havde med »Digte« faaet en enstemmig god Modtagelse af Kritikken, sin første haarde Dom fik han med Wilsters Anmeldelse af »Nogle Digte« (1835), der gav Anledning til en litterær Fejde, idet Poul Møller optraadte med en Modkritik. Den mørke, dissonantiske Tone i Winthers Digtsamlinger fra Trediverne blev ofte paatalt og dadlet, saaledes i Recensionerne af »Sang og Sagn« og »Haandtegninger« i »Den Frisindede« (1839 og 1840). Endnu frisk i Winthers Erindring maatte den Modtagelse være, som »Nye Digte« og »Tre Fortællinger« havde faaet i »Kjøbenhavnsposten« (1850, Nr. 294) og »Flyveposten« (1850, Nr. 290 og 1851, Nr. 149). Som Prøve kan citeres Slutningen af »Kjøbenhavnsposten«s Anmeldelse af »Nye Digte«: ».... i formel Henseende temmelig mange og temmelig betydelige Mangler. Det sees ofte altfor tydeligt, at Metrum og Riim har generet Digteren, derfor har der indsneget sig prosaiske Vendinger, fjerntliggende Tanker, 356 søgte Riim, smagløse og urigtige Udtryk, feilagtige Ordformer. Ved en saadan Skjødesløshed arbejder man dem i Hænderne, der forkaste al bunden Poesi, som kun tilslørende og forhindrende den klare Tankes rene Udtalelse; men af vore gamle Digteroldermænd burde man mindst vente et saadant indirekte Forræderi.«

Med Skildringen af Epigondigtningen har Winther vist, som antydet af N. Bøgh, særligt tænkt paa H. P. Holsts Poesier, men andre »mindre« Epigoner som F. I. Hansen (smlgn. N. Bøgh II, 206) og de ovennævnte Journalister, der ogsaa optraadte som originale Digtere, kan indgaa under Satiren.

Winther havde gjort Holsts personlige Bekendtskab i 1832 og i Trediverne omgikkedes de og besørgede nogle litterære Arbejder sammen (N. Bøgh II, 204, 375), bl. a. oversatte Holst Winthers tyske Digtfragment »Judith« til Dansk (1837). I sit Indlednings digt til Holsts Oversættelse skriver Winther:

»En Ven gav Digtet den danske Dragt
Og prøved derpaa sine Kræfter.«

Det synes at være Holsts »Digte« (1840), der overbeviste Winther om Holsts Uoriginalitet som Digter. I et Brev fra 1840 til Chr. Molbech (»Museum«, 1896) skriver han: »Efter min Følelse har Aarestrup ti Gange saa megen Vægt som Hansen [F. J. Hansen] + Andersen + Holst, uagtat den fornemme Ringeagt, hvormed især den Sidste seer ned paa ham - og plyndrer ham!«

Og fra samme Aar er en anden Brevudtalelse (citeret hos N. Bøgh II, 204): »Intet var og er mig saa modbydeligt og foragteligt som den højst fordærvelige Trafik, der nuomtide med en saa uhørt! Bluhed og et saa stort Held drives, nemlig: af andre Poeters disjecta membra at sammenkite en Art af Mosaik eller paa Andres Ideer at koge en tynd Suppe og udgive dette for »original« Poesi - vide H. P. Holsts Digte!«

66 Amaranthus (Græsk) betyder uvisnelig. Muligvis har 357 Winther ved at vælge Navnet ogsaa tænkt paa, at det i Botaniken er Betegnelse for den Blomst, der paa Dansk hedder Rævehale (Amarantus candatus).

68 Først syede Buxer han N. Bøgh ser heri en Finte mod Siesby, der var Skomager af Profession og først i 1840 havde opgivet Haandværket. At Winther gør ham til Skrædder ligger nær, da Kritikerens og Skrædderens Haandværk ofte sammenlignes. I »Adam Homo« lader PaludanzMtiller den af sine M. askefigur er, der kaldes »Kritikeren« tiltale sig selv: »Mig arme Peer Skræder!« ved Abedands Steder, Markeder og Cirkus, hvor der optræder Aber. Smlgn. »Forspil« til »Hjortens Flugt«: »hvor ret en udsøgt Assemblee af Hunde og af Aber svandser.«

69 Ferlen Prygleredskab, der tidligere var almindeligt i Skolerne.
Aristarch berømt græsk Grammatiker og Kritiker fra Samothrake, levede c. 150 f. Kr. Han bruges allerede i den klassiske Litteratur (Horats) som Type paa en streng Kritiker.
Statue (Latin) Statue, her: Skulptur.
»Det Gode,« sagde han, »er godt!« Poul Møller havde bebrejdet Wilster, at han i sin Anmeldelse af »Nogle Digte« mest havde stræbt efter at gøre Digtsamlingens Pletter øjensynlige for Publikum og havde henvist til hans egen naive Tilstaaelse, hvor han gaar over til Omtalen af »de bedste Blomsterbede« i Digtsamlingen, at han vil afholde sig fra »en overflødig Beskrivelse af denne Flora; thi hvad er der igrunden Andet at sige om smukke Blomster, end at de ere smukke? Man beskue og nyde dem selv!« (citeret N. Bøgh II, 329). Spraa I Pontoppidans »Danske Atlas« (Tomus III, Side 529) bruges Formen Sproe, idet der bemærkes, at den af nogle skrives Sprovøe, af andre Sprogøe.«

70 Idiom Egenhed, Ejendommelighed, især om et Sprogs særlige Udtale, Ord og Udtryk.

71 Incohærens Mangel paa Sammenhæng. Den aprioriske Idee, en Ide, der ikke er fremgaaet af noget Virkelighedsstudium, men af Spekulation. Tidens litterære 358 Kritik var stærkt tynget af filosofiske Kunstord fra den romantiske og Hegelske Æstetik.

72 ars medica Lægekunst, Lægevidenskab. Mathesis Matematik.

73 slette glatte.

75 »Ei Nyt der skabes under Solen« Prædikerens Bog I, 9: »Hvad som var, det skal vorde, og hvad som er sket, det samme skal ske; og der er slet intet nyt under Solen.«
Isbjørne som og andre Vilde Islænderen Grimur Thornsen havde anmeldt Holsts Digte i en Brochure »H. P. Holst, et Bidrag til den nyere danske Litteraturhistorie af Leonhard Groth« (1840), hvori han paaviser Holsts litterære Laan, beskylder ham for »litterært Plattenslager!« og kun tilkender ham Evner som »Lejlighedsdigter.« P. L. Møller havde i »Arena« (August 1843, No. 6) brugt Holsts Digt »Postillionen« som et »slaaende Eksempel« paa Digtning paa tredie Haand, idet han havde paavist dets to Forbilleder, Lenaus »Der Postillon« og Gruppes »Post im Walde«. Men sligt brød jeg mig ikke om. H. P. Holst har i Digtet »Ligevægt« (»Digte«, 1850), skildret det Indtryk, Thomsens Angreb gjorde paa ham:

». . . jeg saae det stygge Vaaben,
som Smaalighed imod mig havde vendt;
Det traf mig ei. Jeg tilstaaer fri og aaben
Jeg følte selv, at det var ei fortjent.«

Tredie Fragment.

Første Gang trykt i »Fædrelandet« 1866, Nr. 137 og derefter i »En Samling Vers« (1872). Da Winther i 1866 fyldte 70 Aar, var det paa Tale at hylde ham ved en Fest i Studenterforeningen. Winther, der hadede af offentlig Halen frem af sin private Person, afværgede disse Planers Udførelse ved at skrive og offentliggøre sit Reineke-Fragment (N. Bøgh II, 350).

78 Dog tidt kan farve »grønne Hoser« kan gøre Lykke, tage Kegler. Smlgn. Udtrykket: gøre sine Hoser grønne.

359

79 Migraine Hovedpine. Misere Jammer, Elendighed.
Landsbysanger, Murmeldyr se Noterne til første Fragment (Side 353).
Korset, hængt i vatret Baand se Noterne til første Fragment.
Winther hentyder specielt til dette Sted i et Brev til Etatsraad C. Weis, 18. Septbr. 1868, i Anledning af, at Spørgsmaalet igen var kommet op om at gøre ham til Ridder. Efter at have omtalt, at han i 1850 var blevet foreslaaet til Ridder, men havde frabedt sig det, fortsætter han: »Sidste Gang dette skete, var i Aaret 1866, da jeg fyldte mit 70de Aar, i hvilken Anledning jeg ogsaa havde offentliggjort en Satire, et Digt, hvori jeg efter fattig Evne gjør mig lystig over Titler og Ordener, som Noget, der var mig imod« (»Breve«, 153).

80 Persius, Persius Flaccus, romersk Satiredigter, levede Aar 34-62 e. Kr. Det af Winther anførte Citat er fra første Satire, Vers 28.

81 fjorten Lustra 70 Aar, lustrum (Flertal lustra) betyder et Tidsrum af fem Aar. Egentlig Betegnelse for det Sonoffer, som hos Romerne Censorerne (de Embedsmænd, der bl. a. besørgede Folketællingen) bragte Guderne efter Udløbet af deres femaarige Tjenestetid. sær særlig. Gripominusser egl. spøgende Betegnelse for Retsbetjente, i videre Betydning: løjerlige, grinagtige Fyrer.
Apollo Solens Gud, ogsaa Gud for Digte- og Tonekunst.

82 Parcen i den romerske Mytologi Skæbnegudinden.

82 Vival dominus - alpinus mus Leve Hr. Alpemus. I ældre Naturhistorier kaldes Murmeldyret Marmotte eller mus alpinus, se f. Eks.: »Den almindelige NaturHistorie ved Valmont de Bonmare, oversat af H. von Aphelen« (1769).
Bellin Vædder i Rævebogen er den Kapellan.
Bacchi Gaver Vinen. Bacchus er i den klassiske Mytologi Vinguden.