Første Fragment.
✂ Første Gang trykt i »Nye Digtninger« (1853), udkom 1852. Winther begynder sit Digt, hvor den gamle Rævebog 352 slutter: Fjendskabet mellem Ræven og Ulven (Isegrim), der havde en Forbundsfælle i Bjørnen (Brun), endte med en stor Proces, der dog tilsidst af g jordes ved en Tvekamp mellem Ræven og Ulven, hvori Ræven gik af med Sejren ved Benyttelsen af listige og tarvelige tricks. Løven (Nobel), Dyrenes Konge, havde taget Ræven til Naade igen, ophøjet den til Baron, udnævnt den til Rigets Kansler. Med store Æresbevis« ninger var Ræven draget bort fra Hoffet hjem til sit Slot Malpertus og sin Hustru (Fru Ermeline) og sine Børn. Grimbart, Grævlingen, er ogsaa i Rævebogen Rævens nære Ven og fortrolige. Naar Winther gør dem til Fætre skyldes det en Misforstaaelse, der gaar igen i hans Oversættelse af Rævebogen.
✂
55 Korsene Ridderkorsene.
Nøglen til Kammerherredragten hørte en gylden
Nøgle paa højre Frakke- eller Kjoleskøde. I den gamle »Reineke
Fos« bliver Ræven ikke dekoreret af Kongen. Historierne herom
er helt Winthers egen Opfindelse. En Tilskyndelse hertil har han
muligvis faaet fra Schaldemoses »Mikkel Ræv«, idet
denne i sidste Sang efter Skildringen af Kongens Naade mod Ræven
tildigter følgende Linjer:
✂
Derpaa hang Kongen det røde Baand
Om Rævens Skulder med megen Ære,
Befoel ham tillige bestandigt at bære
En Stjærne paa Brystet fra denne Dag,
Ja, fæsted' en Nøgle paa hans Bag.
✂ Winther selv blev aldrig Ridder af Dannebrog, det blev ham flere Gange tilbudt, men han frabad sig det hver Gang [N. Bøgh II, 441 og III, 364]. I et Brev fra 1853 skriver han -til Boghandler Johan Dahl: »Jeg er ikke Ridder af Db. og vil ikke heller være det« (»Breve«, Side 85).
✂ 58 Dands tilkjendes bør den første Krands. Den kgl. Ballet, der i Tyverne havde været i Forfald, havde med Bournonville oplevet en Fornyelse. Winthers Teaterinteresse havde ogsaa omfattet Balletten. I et Brev fra April 1832 (N. Bøgh II, 185) skriver han om Bournonvilles 353 »Faust« bl. a.: »De tre Hovedfigurer: Faust, Grethe og Mephistophiles ere fortrinlige, især den sidste, er saa poetisk-hoffmannsk,saa det er forfærdeligt. Det Rædsomme, SkurrikKomiske, Kaade, Graciøse, Vittige og Frække i hans Person staaer og gaaer, springer lyslevende om i denne fantastiske Pantomimedigtning. Alt, hvad Digterens var, der kunde benyttes, af dybe Ideer, er enten ligefrem benyttet eller noget andet for den sceniske Kunst passende Ækvivalent med sandt Geni sat isteden.« Senere synes Winther at have set paa Balletten og Bournonville med mere Skepsis. Allerede i Digtet »Til A. M.« fra 1833 (se Indledning til Første Bind, Side XIV) faar »Sommerfuglen Bournonville« en lille Snert. I Winthers Satire »Besøg paa Parnas« fra 1850 indeholdt Manuskriptet oprindelig nogle Linjer, der sigter paa Bournonville, men som udgik, vel paa Grund af deres rent personlige Karakter (N. Bøgh III, 143). Winthers Opfattelse af Bournonville oplyses yderligere gennem en Meddelelse af N. Bøgh (II, 206): »Det var - efter Sigende - ikke uden Foranledning fra Winthers Side, naar .... Marstrand tegnede et Monument, der skulde opstilles paa Loppetorvet (:>: Vandkunsten), og paa hvis Top H. P. Holst, Georg Carstensen og Bournonville dannede en Gruppe.«
✂
58 et Einerlei noget, der altid er ens, uden Afveksling.
paaskjøns paa Siden.
✂
60 Keglebossel eller blot Bossel, Keglekugle.
Martins Uldtoupée Aben, der er Klerk og Advokat
hos Bispen, kaldes i Rævebogen for Martin. Uldtoupée
Uldparyk.
✂
61 Murmeldyret det saakaldte Alpemurmeldyr
(Arctomys mormota). Winther, der beskriver det med mange smaa Træk af
dets Naturhistorie og Levevis, kender det muligvis af Selvsyn fra
Italiensrejsen. Det var tidligere almindeligt, at omrejsende
Savoyarddrenge fremviste tamme Murmeldyr, der kunde danse og gøre
Kunster.
I Murmeldyret har Winther aabenbart tegnet et ironisk 354 Selvportræt (videre
udført i Tredie Fragment), saaledes som han mødte Refleksbilledet af sig
selv i den almindelige Kritiks og Publikums Opfattelse af hans Digtning.
Trods alt hvad han senere havde skrevet, var han stadig »den
elskede og paaskjønnede Træsnitter«, »den kjære
Kløversanger«, og man endte gerne med at fremhæve hos ham
»en eiendommelig national Duft« (Cladius Rosenhoff i
»Flyveposten« 1851). Kempis
Thomas a Kempis, tysk Mystiker, født i Kernpen 1380, død 1471. Hans
Navn er især knyttet til »De imitatione Christi«
(»Om Kristi Efterfølgelse«), hvortil dog hans
Forfatterskab er omstridt. I 1. Bog, VIII Kap. findes det af Winther
anførte Citat, noget afvigende i de forskellige Udgaver.
Og tænker man paa Kirsebær smlgn. Talemaaden:
»Det er farligt at æde Kirsebær med store Herrer; thi man faar
Stenene i Hovedet.«
Assemblee større Aftenselskab (især med Dans).
Den fine Selskabelighed var ogsaa et karakteristisk Træk af Datidens
Liv. Aftenselskaberne paa Christiansborg under Christian den Ottende var
berømte og gav den fine Tone an. Winther selv havde som Prinsesselære og
Professor deltaget deri, bl. a. ved en Balparé i Anledning af Kronprins
Frederiks Formæling med Prinsesse Mariane (N. Bøgh II 288, 428). Under
Frederik den Syvende holdt han sig »i ærbødig Afstand fra ham
og hans Selskaber« (»Breve«, 153). I
Aarene 1851-1852 synes Winther - vist ikke til sin
egen Fornøjelse - ved sin Hustrus Side at have deltaget i det
københavnske Selskabsliv, optraadte i Kavalerdragt og med Chapeaubas (N.
Bøgh III, 185).
✂ 62 Pastorale Bondedans, landlig Dans. Bruges - ligesom Idyl - om tilsvarende Genrer indenfor Digtnigen. Air fornem Mine.
✂ 64 det nationale Præg mod Tidens Sværmeri for det nationale havde Paludan-Müller ogsaa rettet sin Satire i »Adam Homo« med Maskefiguren »Den Nationale« (III, 9).
✂ 65 En vatret Strimmel Ordensbaandene var af vatret ( (dvs) 355 moiréagtigt, med bølgeformede Striber) Silke. Storkorsridderne bærer en Sølvstjerne paa venstre Side af Brystet.