Winther, Christian Poetiske Skrifter

Andet Fragment.

Første Gang trykt i »Nye Digtninger« (1853). I dette Digt har Winther rettet Satiren mod den uvederheftige og overfladiske Litteraturkritik og mod Epigondigtningen, saaledes som disse vil vise sig til alle Tider. Smlgn. Paludan-Müllers Maske »Kritikeren« i »Adam Homo«. Men denne almene Satire gemmer ogsaa en mere personlig Brod. Winther har dog ikke i Hr. Tyrk tegnet et Portræt af nogen enkelt Digter og Kritiker i Samtiden, men med flere Enkeltheder har han sigtet mod bestemte Personer og Forhold. Af de Recensenter og Journalister, som Winther særligt kan have tænkt paa har N. Bøgh [III, 198] nævnt Claudius Rosenhoff (»Den Frisindede«), Gottlieb Siesby (»Kjøbenhavnsposten«, senere »Flyveposten«), Jacob Davidsen og Eduard Meyer (»Kjøbenhavnsposten«, »Flyveposten«).

Winther havde med »Digte« faaet en enstemmig god Modtagelse af Kritikken, sin første haarde Dom fik han med Wilsters Anmeldelse af »Nogle Digte« (1835), der gav Anledning til en litterær Fejde, idet Poul Møller optraadte med en Modkritik. Den mørke, dissonantiske Tone i Winthers Digtsamlinger fra Trediverne blev ofte paatalt og dadlet, saaledes i Recensionerne af »Sang og Sagn« og »Haandtegninger« i »Den Frisindede« (1839 og 1840). Endnu frisk i Winthers Erindring maatte den Modtagelse være, som »Nye Digte« og »Tre Fortællinger« havde faaet i »Kjøbenhavnsposten« (1850, Nr. 294) og »Flyveposten« (1850, Nr. 290 og 1851, Nr. 149). Som Prøve kan citeres Slutningen af »Kjøbenhavnsposten«s Anmeldelse af »Nye Digte«: ».... i formel Henseende temmelig mange og temmelig betydelige Mangler. Det sees ofte altfor tydeligt, at Metrum og Riim har generet Digteren, derfor har der indsneget sig prosaiske Vendinger, fjerntliggende Tanker, 356 søgte Riim, smagløse og urigtige Udtryk, feilagtige Ordformer. Ved en saadan Skjødesløshed arbejder man dem i Hænderne, der forkaste al bunden Poesi, som kun tilslørende og forhindrende den klare Tankes rene Udtalelse; men af vore gamle Digteroldermænd burde man mindst vente et saadant indirekte Forræderi.«

Med Skildringen af Epigondigtningen har Winther vist, som antydet af N. Bøgh, særligt tænkt paa H. P. Holsts Poesier, men andre »mindre« Epigoner som F. I. Hansen (smlgn. N. Bøgh II, 206) og de ovennævnte Journalister, der ogsaa optraadte som originale Digtere, kan indgaa under Satiren.

Winther havde gjort Holsts personlige Bekendtskab i 1832 og i Trediverne omgikkedes de og besørgede nogle litterære Arbejder sammen (N. Bøgh II, 204, 375), bl. a. oversatte Holst Winthers tyske Digtfragment »Judith« til Dansk (1837). I sit Indlednings digt til Holsts Oversættelse skriver Winther:

»En Ven gav Digtet den danske Dragt
Og prøved derpaa sine Kræfter.«

Det synes at være Holsts »Digte« (1840), der overbeviste Winther om Holsts Uoriginalitet som Digter. I et Brev fra 1840 til Chr. Molbech (»Museum«, 1896) skriver han: »Efter min Følelse har Aarestrup ti Gange saa megen Vægt som Hansen [F. J. Hansen] + Andersen + Holst, uagtat den fornemme Ringeagt, hvormed især den Sidste seer ned paa ham - og plyndrer ham!«

Og fra samme Aar er en anden Brevudtalelse (citeret hos N. Bøgh II, 204): »Intet var og er mig saa modbydeligt og foragteligt som den højst fordærvelige Trafik, der nuomtide med en saa uhørt! Bluhed og et saa stort Held drives, nemlig: af andre Poeters disjecta membra at sammenkite en Art af Mosaik eller paa Andres Ideer at koge en tynd Suppe og udgive dette for »original« Poesi - vide H. P. Holsts Digte!«

66 Amaranthus (Græsk) betyder uvisnelig. Muligvis har 357 Winther ved at vælge Navnet ogsaa tænkt paa, at det i Botaniken er Betegnelse for den Blomst, der paa Dansk hedder Rævehale (Amarantus candatus).

68 Først syede Buxer han N. Bøgh ser heri en Finte mod Siesby, der var Skomager af Profession og først i 1840 havde opgivet Haandværket. At Winther gør ham til Skrædder ligger nær, da Kritikerens og Skrædderens Haandværk ofte sammenlignes. I »Adam Homo« lader PaludanzMtiller den af sine M. askefigur er, der kaldes »Kritikeren« tiltale sig selv: »Mig arme Peer Skræder!« ved Abedands Steder, Markeder og Cirkus, hvor der optræder Aber. Smlgn. »Forspil« til »Hjortens Flugt«: »hvor ret en udsøgt Assemblee af Hunde og af Aber svandser.«

69 Ferlen Prygleredskab, der tidligere var almindeligt i Skolerne.
Aristarch berømt græsk Grammatiker og Kritiker fra Samothrake, levede c. 150 f. Kr. Han bruges allerede i den klassiske Litteratur (Horats) som Type paa en streng Kritiker.
Statue (Latin) Statue, her: Skulptur.
»Det Gode,« sagde han, »er godt!« Poul Møller havde bebrejdet Wilster, at han i sin Anmeldelse af »Nogle Digte« mest havde stræbt efter at gøre Digtsamlingens Pletter øjensynlige for Publikum og havde henvist til hans egen naive Tilstaaelse, hvor han gaar over til Omtalen af »de bedste Blomsterbede« i Digtsamlingen, at han vil afholde sig fra »en overflødig Beskrivelse af denne Flora; thi hvad er der igrunden Andet at sige om smukke Blomster, end at de ere smukke? Man beskue og nyde dem selv!« (citeret N. Bøgh II, 329). Spraa I Pontoppidans »Danske Atlas« (Tomus III, Side 529) bruges Formen Sproe, idet der bemærkes, at den af nogle skrives Sprovøe, af andre Sprogøe.«

70 Idiom Egenhed, Ejendommelighed, især om et Sprogs særlige Udtale, Ord og Udtryk.

71 Incohærens Mangel paa Sammenhæng. Den aprioriske Idee, en Ide, der ikke er fremgaaet af noget Virkelighedsstudium, men af Spekulation. Tidens litterære 358 Kritik var stærkt tynget af filosofiske Kunstord fra den romantiske og Hegelske Æstetik.

72 ars medica Lægekunst, Lægevidenskab. Mathesis Matematik.

73 slette glatte.

75 »Ei Nyt der skabes under Solen« Prædikerens Bog I, 9: »Hvad som var, det skal vorde, og hvad som er sket, det samme skal ske; og der er slet intet nyt under Solen.«
Isbjørne som og andre Vilde Islænderen Grimur Thornsen havde anmeldt Holsts Digte i en Brochure »H. P. Holst, et Bidrag til den nyere danske Litteraturhistorie af Leonhard Groth« (1840), hvori han paaviser Holsts litterære Laan, beskylder ham for »litterært Plattenslager!« og kun tilkender ham Evner som »Lejlighedsdigter.« P. L. Møller havde i »Arena« (August 1843, No. 6) brugt Holsts Digt »Postillionen« som et »slaaende Eksempel« paa Digtning paa tredie Haand, idet han havde paavist dets to Forbilleder, Lenaus »Der Postillon« og Gruppes »Post im Walde«. Men sligt brød jeg mig ikke om. H. P. Holst har i Digtet »Ligevægt« (»Digte«, 1850), skildret det Indtryk, Thomsens Angreb gjorde paa ham:

». . . jeg saae det stygge Vaaben,
som Smaalighed imod mig havde vendt;
Det traf mig ei. Jeg tilstaaer fri og aaben
Jeg følte selv, at det var ei fortjent.«