Winther, Christian Poetiske Skrifter

b
c

📖 DANMARKS
NATIONALLITTERATUR

PAA HOLBERGSELSKABETS VEGNE
UDGIVET VED HANS BRIX - SOPH. MICHAËLIS
OG CARL S. PETERSEN UNDER REDAKTION AF POUL TUXEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI KØBENHAVN 1927

d
e

CHR. WINTHER

📖 POETISKE SKRIFTER

UDGIVNE AF
OLUF FRIIS

I

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI KØBENHAVN 1927

f
I

INDLEDNING

Chr. Winther var to og tredive Aar, da han udsendte sin første Bog: »Digte« (1828). I den lille Bog var samlet, hvad han mente værd at bevare af en Produktion, der spændte over otte Aar.

I skemtende Alvor har Winther skrevet, at »Digte« neppe den Gang vilde være kommet for Lyset, hvis ikke Poul Møller havde været i Norge og han selv altsaa procul a fulmine (langt fra Lynet). Winthers Beskedenhed og Selvkritik, hans Sky for al Offentlighed kan ofte virke som en Slags aandelig Kuldskærhed. Men bag denne Overfladeforfinelse ligger som det sunde i Følelsen en ægte Beundring, hvor han stod overfor noget menneskeligt oprindeligt og væsentligt. I den Forstand stod Poul Møller ved sit Eksempel bag Winthers Selvkritik. Poul Møller var den blandt Mennesker, hvis Dom havde størst Vægt for ham. Det er et af de smukke Træk ved Winthers Personlighed, at han aldrig bedømmer sig selv nedad. Som Kunstner gælder det samme om ham. Han forstod, at det var ædelt og sundt at vælge sig gode Forbilleder.

Winthers Ungdomsdigtning, der samlet udkom som »Digte, gamle og nye« (1832), blev med en sjelden Enstemmighed vel modtaget af Kritiken og det læsende Publikum. Grundene hertil maa søges i, at II den laa saa helt i Tidens Niveau og i, at den kom i et vist Tomrum i den lyriske Digtning.

Der gaar Forbindelseslinjer fra Winthers Ungdomsdigtning til mange Hold. Den indgaar i den almindelige Retning i Tiden bort fra »Romantiken« henimod Virkelighedsskildring. »Træsnittene« og flere mindre Digte er Prøver paa en Realisme, der ved sit Indhold danner et sjællandsk Sidestykke til Blichers jyske Noveller og som ved Arten af sin Realisme hører sammen med Heibergs københavnske Vaudeviller. Et andet karakteristisk Træk af Tiden genfindes hos Winther i hans Sans for det folkelig-nationale. Mere end noget andet var det dette danske i Indhold og Tone, der straks indtog Samtiden for Winthers »Digte«.

Winther var den første, der lod disse forskellige Sider af Tidens Liv faa Udtryk i Lyriken.

Lyriken, det vil sige Romancen og det lille lyriske Digt, fylder i Litteraturen fra den første Fjerdedel af Aarhundredet kun en ringe Plads, klemt inde mellem de større episke og dramatiske Former. Hele Litteraturen er ligesom nedsænket i Lyrik, men det er sjeldnere, kun i Pauser mellem mere omfattende Arbejder, at Lyriken udkrystalliseres i egne Former. Siden Ingemann i Tierne var ingen fremtraadt med blot »Digte«.

Det betyder ikke, at den lyriske Digtning var standset. Det groede frodigt i Undergrunden. En ny Digtergeneration var ved at vokse op. Men dens Fremvækst maa man søge i Aviser og Tidsskrifter og især i den Bogform, der er saa karakteristisk et Fænomen i Tiden: de saakaldte »Nytaarsgaver«, »Julegaver«, »Almanakker«, »poetiske Lommebøger«, »Læsefrugter« eller Samlinger med særlige Navne som »Iris«, »Hermes«, »Hertha«, »Gefion«, »Harpen«, »Juletræet« o. s. v., Navne, der afspejler et læsende Publikums Smag og Interesser. Disse Bøger er Antologier. Den enkelte Digters Lyrik kan endnu kun vanskeligt og undtagelsesvis bære sig selv. Formerne er endnu saa faa og Emnekredsen saa snæver, at

III

den tilstrækkelige Variation bliver vanskelig. I en Publikationsform, der samler Bidrag fra flere Forfattere, opnaar man tilsyneladende en Slags Afveksling, der kan tiltrække et Publikum og holde det interesseret.

Disse Samlinger danner en ubrudt Kæde fra Slutningen af det attende Aarhundrede langt ind i det nittende. Umærkeligt tuer her det ene Lag af Poesi sig ind over det andet. Man finder i Antologierne fra Slutningen af Tierne og Begyndelsen af Tyverne stadigt Bidrag af de »gamle« anerkendte Digtere af Rahbeks, Oehlenschlägers og Ingemanns Generationer. Men ved Siden af de gamle Navne dukker nye op. Det er utroligt, hvor mange der optræder som Digtere. Det vrimler med Anonymer. Som herhjemme paa Reformationstiden Mænd af alle Stænder og Beskæftigelser gav Bidrag til Salmedigtningen, saaledes synes omkring 1820 enhver ung Mand, i hvert Fald enhver Student, at kunne skrive en Romance eller et lyrisk Digt.

Man maa huske, at Chr. Winther og hans jevnaldrende var Drenge, da Oehlenschläger skrev »Guldhornene« og »Aladdin«. Chr. Winther blev Student Aaret efter at »Helge« udkom, det Værk han elskede højst af Oehlenschlägers Digtning - som man kun kan elske det, der er uløseligt forbundet med ens egen Ungdom og med selve Opdagelsen af Poesien.

Der var skabt en poetisk Tradition. De der var unge omkring 1820 modtog dansk og tysk Digtning som noget selvfølgeligt, et Led af deres Almendannelse. Antologierne viser, hvor langt denne æstetiske Kultur havde trængt igennem. Blader man nogle Prøver af dem igennem, slaar det en, i hvor høj Grad Digtene er som skrevet af den samme, forskellige kun ved den større eller mindre Lethed, saa at sige manuelle Færdighed i Versbehandlingen. Ellers forsvinder Forfatterne, gaar op i samme Upersonlighed, den store Anonym: Tiden, Traditionen.

Men ved Siden af Anonymerne og de mange nu IV glemte Forfattere møder vi i Antologierne den lille Gruppe af Mænd, der i den følgende Periode kommer til at bære Litteraturen og som skaber den ny Lyrik.

Poul Møllers Navn dukker op 1815, Chr. Winthers 1820, Aarestrups og Bødtchers i Tyverne. Den heibergske Skole, der i Hertz faar en betydelig Lyriker, skal der her for Enkelthedens Skyld blot mindes om.

I Lyriken og Romancedigtningen kom Chr. Winther i mere end en Menneskealder efter Fremkomsten af »Digte« til at staa som den centrale Skikkelse. Det var ham, der saa at sige consoliderede Bevidstheden om den sande lyriske Form og Diktion. Han var som Lyriker normsættende indtil den moderne Lyrik med Drachmann og J. P. Jacobsen.

For at forstaa dette maa man huske, at med Winthers »Digte« gik den ny Lyrik for første Gang fra spredt Tryk over i sluttet Bogform, hvorved den ganske anderledes kunde gøre sig gældende og udbredes. Men Aarestrups første Digtsamling kom først ti Aar efter Winthers og Bødtchers saa sent som 1856. Poul Møllers Digtning fik først samlet Virkekraft og blev delvis først kendt i Udgaven (1839-1843) efter hans Død.

Hvilken Modsætning mellem denne Digtergeneration og Digtere som Oehlenschläger og Grundtvig. Hos disse var Liv og Digtning eet som Impuls og Handling. Hos den yngre Generation har der trængt sig et Element af Refleksion ind mellem Liv og Digtning. Mest radikalt hos Poul Møller.

Chr. Winther har et Grundfond af Naivitet og Oprindelighed, der gør ham beslægtet med Oehlenschläger. Men hans Naivitet er ligesom gennemtrukket med et fint Net af Refleksion og Hæmning. Deraf denne Langsomhed i Tilløbet ogsaa hos ham. Men da han først har vovet Springet, giver han sit Liv helt til sin Digtning. Aarestrup og Bødtcher afgrænser paa forskellig Vis deres Digtning fra deres Liv. Deres Digtning bliver til draabevis. Winther har det indre og ydre Pres, der holder hans Digtning V i fortsat Strøm. Hans Digtning faar derved et bredere menneskeligt Grundlag. Dette i Forbindelse med den uvilkaarlige Virkning, der ligger i selve dens større Volumen, lader Winthers Digtning i langt højere Grad fremtræde som medskabende i Tidens Aandsliv og Litteratur.

Winthers Digtning - selv naar den er rent lyrisk - er mindre en Genspejling af hans eget Jeg end af Naturen og Menneskene, Livet omkring ham. Winther gør aldrig Alarm med sin egen Personlighed og Mærkelighed. Der er noget i ædel Betydning tjenende over hans Digtning. Han træder selv tilbage og lader Naturen og Historien og Menneskene tale gennem sig. Det er det, der har givet Winther Følelsen af, at hans Digtning er kommet til ham, at det er noget, der er givet ham. Det betød ikke for Winther, at han lod Inspirationen skytte sig selv og Pennen løbe som den kunde bedst. Stymperne om det. Han lærte sig sin Kunst som en Mester sit Haandværk. Hvad Livet havde givet ham, vilde han ikke levere fra sig, før det var sluttet i en ren og pur Form.

Ser man tilbage over Winthers Forfatterskab under eet, opdager man, at der gennem det strækker sig et bredt, aldrig brudt Lag: hans folkelig-nationale Digtning. Sammenhængen i Winthers Digtning træder her tydeligt frem, fra »Digte« til »Hjortens Flugt«, der er Ungdomsdigtningen i fornyet, skærpet Tilegnelse og i større Form. Hele denne Digtning har sin sikre Forankring i den store Mindeblok, der var formet i hans Sind gennem hans Barndom og Ungdom, der paa en lykkelig Maade havde bragt ham i Forbindelse med de bedste og værdifuldeste Sider af Tidens Liv og Kultur.

Winthers første og som det synes varigste Indtryk er knyttet til Naturen. Indvielsen, Naturdaaben fik han af sin Moder. Hun bar ham tidligt om Morgenen VI paa hans femte Fødselsdag fra Barnekamret i Fensmark Præstegaard ned paa en Høj i Haven. Hun vilde glæde ham med at vise ham Solopgangen over det vide midtsjællandske Landskab. Med Winthers egne Ord hedder det: »Nu fik jeg Øjnene op og saae den hele Dal mellem Fensmark Sogn og det Hinsidige ganske opfyldt af Sommerens hvide Nattetaage fra Mosekonens Bryggers. - Der stod en Stjærne paa Himmelen - den Stjærne glemmer jeg aldrig.«

Denne Erindring er Grundbilledet i Winthers Naturdigtning. I det store Digt »Sielland« er det denne Udsigt, der danner det første af de Fugleflugtsbilleder, hvoraf Digtet bestaar. Da han i sin sene Manddom, nær de tres, skrev »Hjortens Flugt«, fik dette Barndomssyn sin reneste Form i Indledningsstroferne til »Skovbroderen«.

Højdepunkterne i Winthers Digtning er altid knyttet til Naturen. Det er ligesom Naturinspirationen først fuldt og helt udløser hans Lyrik. Midtpunktet i Chr. Winthers sjællandske Landskab er Præstegaarden med dens Kreds af Mennesker.

I Winthers Liv betegner Præstegaarden hans Udgangspunkt og det Punkt, han stadig vender tilbage til. Baade hans Mødre- og Fædreslægt er Degne- og Præsteslægter, af tysk og af sjællandsk Afstamning. Hans egen Barndom var knyttet til Fensmark Præstegaard og - efter Faderens Død og Moderens Giftermaal med Rasmus Møller - til Købelev Præstegaard. I Studentertiden tilbragte han Ferierne hjemme og de sidste tre Aar læste han sit Eksamenspensum hjemme i Præstegaarden under sin Stedfaders kloge og myndige Vejledning. Præstegaarden danner ofte Midtpunktet for Handlingen i Winthers Noveller. Digtet »Naar kommer Høsten« giver en enkelt Situation af Præstegaardslivet: Studenten, der drager bort efter at have været hjemme paa Ferie, og den unge Pige, der sidder og længes efter hans Genkomst. Direkte udsprunget af det huslige Liv i Winthers Barndomshjem er et Digt som »Indskrivter VII paa min Søsters Rokkebrev«, et lille Stykke købelevsk Realisme med Billederne af Hørrens Skæbne, et Digt, der har Rod i gammelt dansk Bondeliv.

Sjælen i dette Præstegaardsliv var Moderen, Hanna Winther. Hun var Hjemmets Pryd. Spinkel af Legeme, men med en stærk Karakter. En af den Slags Kvinder, der under beskedne Forhold kan gøre et Hus og et Hjem rummeligt. Winthers Barndomshjem var fyldt med mange Mennesker. Som Præstekone i Fensmark havde Hanna Winther unge Pigebørn af Stand i Huset til Undervisning og Opfostring. I sit andet Ægteskab indgik hun som Moder for Rasmus Møllers fire Pigebørn og Sønnen Poul. Efterhaanden som Børnene voksede til, fyldtes Huset med munter Ungdom, Veninder og Studenterkammerater. De unge Piger i Præstegaarden har givet Winther hans første Indtryk af Kvindelighed.

Hanna Winther var praktisk og dygtig. Hvor menneskelig Evne ikke slaar til, havde hun det ydmyge Sind, der bøjer sig for den, der raader over Liv og Død. Hun holdt af aandelige Ting, Poesi og Musik, som naturlige Mennesker gør det. Sin Personlighed og sine Evner havde hun taget i Arv efter sin Fader, Pastor Villads Borchsenius, der foruden som en opbyggelig Præst var kendt som Pædagog og Digter af aandelige Sange.

Winther har aldrig skrevet noget Digt til Moderens Minde. Han havde for blødt et Sind til at holde Mindet fast og forme det. De store Følelser, der rigtig gik til Hjertet, overvældede ham. Bevidstheden herom fik ham til at trække sig ind i sig selv. Da Moderen døde, nævnede han det ikke med et Ord til sin nærmeste Omgang.

Men Moderen er tilstede overalt i hans Digtning. Det synes at være fra hende og hendes Slægt, at han har arvet sine digteriske Evner, sin Sans for Naturen og for alt oprindeligt og naturligt menneskeligt. I sit Barndomshjem havde han modtaget et Grundbillede af Livet, en Norm for menneskelige

VIII

Værdier, som han aldrig glemte. Ord som det gode og det smukke, naturlig Menneskelighed o. s. v. er i sig selv abstrakte og uklare for Tanken. Men de rummer en stor Realitet i Følelser og Impulser. Det er alle de Oplevelser, der lidt efter lidt har bundfældet sig, opsummeret sig, indtil de er blevet som et fast og sikkert Grundlag for det indre Liv, det der giver alt sin Farve, den Norm, hvormed alt maales. Winther havde i sit Barndomshjem samlet en aandelig Reserve, som han i Krisetider kunde gribe tilbage til.

Udenom Præstegaarden og Præstegaardshaven ligger Egnen med dens Natur og Folk. Allerede i »Digte« (1828) findes den store Skildring, der kaldes »Vinterlandskab«. I Form af et Skue over Egnen - som i det attende Aarhundredes naturbeskrivende Poesi - tegner Winther her de enkelte Detaljer ind i Billedet: Bondestue, Vandmølle, Jæger og Degn, Bondepigen ved Rokken, de unge til Dans paa Kroen, Herregaarden med Fiskedamme og Dyrehave og hele det muntre Vinterliv med Kanefarter og Skøjteløbning. Selv Hjorten er kommet med i Billedet:

Dreiende de brede Ører
Hjorten staaer ved Skovens Bræm,
Undrende hvad Klang den hører
Vakt udi dens stille Hjem.

Det er allesammen Motiver, som Winther i sin følgende Digtning vender tilbage til og uddyber. I en Sum er det her nok at minde om Natur- og Folkelivsskildringerne i »Træsnit«, »Sielland« og »Hjortens Flugt«.

Den næste store Station i Winthers Liv er Hovedstaden. Dens Centrum var for Winther Regensen, bogstaveligt, idet han boede her tre af sine Studenteraar. Men ogsaa aandelig talt. Det var paa Regensen og i Samlivet med sine jævnaldrende, at han fik sin Dannelse. Det var Poul Møller, der skrev de egentlige Studentervaser, med den rigtige blandede Atmosfære af Tobak og Bøger og det Mæle, der IX falder en Bondestudent naturligt. Winther skrev flere Sange til Studenterforeningen, men de har mere Karakteren af Klub- eller Selskabsviser, om Vinen og Kvinden. Regenslivet har han i en senere Tid skildret i Digtet »Til Træet«. Kun hans »Studentervise«, der nok snarere burde kaldes en Studenterhymne, gav Udtryk for noget af det, der var aktuelt for den Tids Studenter. Ingen har nu den naive Begejstring, der skal til for at synge med i dens Omkvæd: »Herrer vi ere i Aandernes Rige«. Der er blevet smilet og ironiseret nok over Visen, saa der er mere Grund til at paapege, at den ikke er Udtryk for Standshovmod, men for en idealistisk Ungdoms vaagnende Kaldsfølelse. Den har ikke Brod mod nogen Fjerdestand, men giver en Lektion til Borgerskabet. I det attende Aarhundrede havde man opdaget Bonden og Sømanden, set deres Nytte i det borgerlige Samfund. Soldaten havde ligeledes været æret i sin Egenskab af Fædrelandets Forsvarer. I Winthers Vise melder Studenterne sig i Række med disse til fælles Arbejde for Fædrelandet. Maa vi have Lov at være her! Det kan ogsaa siges i smukke, højtidelige Ord, saa man selv faar lidt Varme og Begejstring ved det, to gode Ting at begynde med. Studenterlivet gav Winther Grundlaget for hans Almendannelse. Han læste som den Tids Studenter alt, hvad han kunde overkomme af dansk og tysk Skønlitteratur. Det er de litterære Fejders Tid, hvor Studenterne gav deres Bidrag med. Vi har set Nedslaget af denne akademisk-æstetiske Dannelse i Antologierne fra disse Aar og fulgt Winthers »Digte« skille sig ud fra det store Fællesskab.

Naar Winther skulde læse Fagbøger og sit Eksamenspensum, tog han hjem til Købelev Præstegaard.

I København var han Student efter sin egen Lyst - en fri Fugl. Winther har ikke været anderledes eller mærkeligere end saa mangen anden Student med æstetiske og selskabelige Talenter. Det der i hans Kreds udmærkede ham frem for de fleste var en usædvanlig heldig Forening af mange smukke og X rige Evner. Han deklamerede og sang, spillede Komedie, dansede o. s. v., alt uden at gøre sig kostbar, af Hjertens Lyst. I disse Færdigheder og hele hans behagelige Fremtræden vil man let se Resultaterne af hans Opdragelse og den Dannelse, han modtog i Hjemmet og som Student. Men dertil kom yderligere det, som er det egentlige og som en af hans Venner lidt pedantisk-filosofisk kalder »et generelt Talent til at glædes og glæde«. Det synes saa selvfølgeligt, men er dog en Sjeldenhed, en Udmærkelse af Naturen.

Winther var uhjælpelig »en stor Tilbeder af unge Piger«. Det er denne Egenskab, der ligger bag hans Stemningsbevægelighed. En tyk, glindsende Haarfletning, en lille Fod, et Øjekast fra et Par blaa Øjne, alle disse utallige Smaaglimt af kvindelig Skønhed var for ham som Luften han indaandede. De iltede hans Blod, gjorde det rødt og letstrømmende, eller sendte det i heftige Slag mod Hjærtet, drev det som prikkende Uro ud i Huden.

Intet Sted har Winther smukkere end i et Par Strofer af Romancen »To Elskende« skildret den unge tavse Kærlighed:

Men han sad stille,
Mens elskovs fuld og varm
Han holdt hendes Haand
Og den fine Jomfru-Arm.

Og henrykt hver Finger,
Som følte Blodets Strøm
Sødt aned hendes Hjertes
Usigelige Drøm.

Dette Digt er fra en senere Periode, hvor Winthers Kunst var ved at faa sin rene spejlende Evne. I den egentlige Ungdomsdigtning lægger han oftest Lune eller Skemt som et isolerende Lag mellem sig selv og sin Kærlighedslyrik. Det store Digt »Phantasie« til den fejrede jyske Skønhed Jomfru Fritsche er en ren Studenterspøg. I »Hvordan hun er?« udtømmer han - »til Digternes Fordærv« - Kærlighedslyriken for dens traditionelle Billedsprog og XI ender med at faa ud som Summen af »den hele Pige«, at hun er »et sødt Mysterium, som ingen Tunge kan udsige«. Men bag denne litterære Ironi, der med Vilje skjuler Portrættet, fornemmer man ligesom et Strejf af Jomfruynde og et pigeligt Sind, en lys Munterhed, megen Tale og Kvidren om ingenting. Saadanne Skjuledigte er ogsaa Digtene til den lille Cathrine (»Haandværkssvenden synger«) og til »den lille, ranke blonde Pige« (»Hilsen«). Guden for denne underfundige Kærlighed har Winther skildret i »Amor Jesuita«.

Den dybere Følelse, der ligger paa Bunden af disse Digte, kommer rent frem i »Sonetten« og »Flyv Fugl«.

Den Magt, »Flyv Fugl« har over Sindene, ligger i Digtets Almengyldighed, ikke i abstrakt, men konkret Forstand, enhver kan tilegne sig det som sit eget.

Digtets Indhold: Længselen efter den elskede, og dets Motiv: Fuglen som Budbringer, hører til Kærlighedslyrikens store Fælleseje.

Goethe har i »An die Entfernte« givet den almene Grundform:

So dringet ängstlich hin und wieder
Durch Feld und Busch und Wald mein Blick.
Dich rufen alle meine Lieder:
O komm, Geliebte, mir zurück.

Heraf har Winther grebet en enkelt Situation: fra Bredden af den skovkransede Sø sender han Blikket og Tanken mod den fjerne elskede. Det er en Hovedejendommelighed ved Winthers Lyrik, at han sjelden spinder Stemning og Følelse ud af sig selv, men udtrykker det sjælelige indirekte, i Forbindelse med et Billede. Hans Lyrik tenderer mod Situationsdigtet. Det samme viser Benyttelsen af FugleMotivet.

I Folkedigtningen sendes paa naiv Vis Fuglen som Bud med Besked (»Die Nächtigal als Botin«). I den moderne Poesi bliver det oftest til Tanke eller Ønske, og i den Form er Fugle-Motivet blevet en Kliché XII i Kærlighedslyriken og, hjemfalder som saadan i Heines Lyrik til Ironien:

Ich steh' auf des Berges Spitze
Und werde sentimental.
»Wenn ich ein Vöglein wäre!«
Seufz' ich viel tausendmal.

Winther benytter igen Motivet naivt. Tanken bliver til Situation og Ønsket faar Udtryk i Samtalen mellem Digteren og Fuglen. Saaledes knytter Winther det sjælelige til Billedet eller Situationen, gemmer sig selv bort deri.

Men omvendt faar Billedet med dets store Almenforestillinger: Søen, Fuglen, den elskede paa fjerneste Strand, først individuelt Liv, fordi de fyldes af en stærk Stemning og Følelse. Alt i Winthers Digt er besjælet: Træerne hvisker og bukker, Dagen lister sig bort, Natten drager sit dybe Suk. Fuglen, der først blot tager Digterens Tanke med sig paa sin Flugt, bliver til sidst hans Hjertes fortrolige. Digteren forstaar, at den ikke blot kan fortælle ham om sin Mage og Unger og de lykkelige elskende Par, den ser paa sin Flugt, den vil ogsaa kunne genkende hans egen elskede og bringe Hilsen med tilbage til ham fra hende. Ja, han aner - og deri ligger Grunden til den stigende Følelse af Sympati og Fortrolighed - at ogsaa i Smerten har de Fællesskab. Og som Bekræftelse paa, at hans Anelse er rigtig (»Har du ei lyttet til mangefold Smerte selv hos den fiedrede Flok?«) og at Fuglen og han helt har forstaaet hinanden, beder han den om et Godnat, mere som en tavs Tilkendegivelse end i bestemte Ord: »sig det, du veed det jo nok?«

Saaledes faar Digterens personlige Smerte sin dybe Resonans fra Anelsen af »at al Skabningen tilsammen sukker og er i Smerte«.

Hans Kærlighedslængsel gaar op i den store Natursympati og udløses, udaander i Sukket i Naturen.

XIII

I den almindelige Glæde over Winthers Ungdomsdigtning havde der kun lydt en enkelt skurrende Tone, hvor Molbech tilsidst i sin Anmeldelse advarer mod Paavirkning fra Heine, »en af Døgnets tyske Modedigtere, hvis Indbildninger og Selvtilfredshed udentvivl er større end hans Geni«. Modtageisen af »Nogle Digte« (1835) var ganske anderledes blandet. Chr. Wilster anmeldte Winthers Digtsamling saa nedsættende og »krænkende«, at Poul Møller følte sig drevet frem til en Modkritik. Den litterære Holmgang mellem de to fortjener ikke Interesse ved sine Detaljer, men den markerer skarpt, at Winthers Digtning havde optaget nye Elementer.

Hans Digtning fra Trediverne kan karakteriseres som en Overgangsdigtning, i hvilken gammelt og nyt brydes.

Det ny, der nu mere udtalt end i Ungdomsdigtningen trænger frem, er hele den sammensatte Kulturform, der kan udtrykkes med Begrebet Byen og efter sit særlige Milieu og sin Menneskekreds som Selskabet.

Med et tydeligt Gennemslag af københavnsk Lokalkolorit møder vi det ny som fælles Træk for en lille Gruppe Digte: »Til A. M.«, »Vandring og Opdagelse«, »Til Beppina«, »Min Skat« og »Mathildes Hænder«.

Selve Byen er i et Par Tilløb til Byskildring op? fattet uden Sympati, denne »Rumle?By«, i Modsæt? ning til det yndige Landliv:

Regnen Øser paa hver Rude,
Droschken ruller tung og dorsk,
og De vækkes kun ved Torsk,
Skraldemand og Pindebrænde.

Da Winther som gammel Mand sad i sit Hotel? værelse i Paris og længtes hjem, skrev han et Par vemodige Linjer:

Et Gaderaab, en Vogn paa Gaden
Mig minde tidt om Axelstaden.

XIV

Centrum i Byeni er »Teatret« med Københavnerbourgeoisiet i Parkettet og Bournonville paa Brædderne:

Sommerfuglen, B... e,
Svæve vil omkring paa Bræt
Og Parterre samt Parquet
Flink med Haand og Fløite spille.

Omgangslivet faar sit karakteristiske Udtryk i den fine Selskabelighed, Middagene og Ballerne.

Det positive Modstykke til det ironiske københavnske Vinterbillede giver Sommer digtene. Her flyttes Scenen til Omegnen, Øresundskysten og Lyngby, der paa Winthers Tid havde en hel Koloni af Landliggere. Det er København, Bredgade med det velstaaende Handelsbourgeoisi, der ligger paa Landet. Menneskene er de samme som inde i Byen, de samme Familier mødes her og danner Omgang. Interesserne og Omgangsformen er den samme. I »den landlige Bo« ved Øresund danser Beppina sin Cachucha som ved Vinterselskaberne i Byen. Et tidstypisk Billede, der viser Refleksen af Teatret i Hjemmene. Konversationen er den samme. Og dog har Sceneforandringen kastet et andet Skær over hele Livet I de landlige Omgivelser og Naturen finder man noget af sig selv igen. Det er denne særlige Stemthed, Winther har truffet i Digtet »Vandring og Opdagelse«. Grundtegningen i Digtet er en Spadseretur. Hvilestederne i Skildringen, hvor Stemning og Følelse breder sig og finder i Leje, skabes af Indtrykkene fra en harmonisk Natur med Skov og Sø i rig Afveksling. Konversationen mellem de to spadserende trækker hele Bymildeuet med sig: Bøger, Kunst, Teater, Skuespillerhistorier og Kredsens egne smaa Sensationer og morsomme Begivenheder. Hun er lille og gracieus. I Paaklædningen ogsaa et Anstrøg af Forfinelse: Silkekjolen og det smukt broderede Skørt. Selve Spadsereturen, Bevægelsen, alt virker med til at give en forhøjet Modtagelighed og Livlighed. Luften faar hendes Kinder til at blusse med en fin Rødme, den friske Vind, der fra Søen XV svøber ind over Land, ureder Haaret, saa det tjavser ned i Øjnene og kildrer omkring Næsen. Digtets Menneskepar er den unge Københavnerinde og hendes beundrende Ven. To Menneskebørn, der leger Skjul med hinanden og sig selv og som ved, at de leger. Digtets Stemning er denne mærkelige Svæven mellem drillende Koketteri, Trivialitet, Snakken om alt og ingenting og en dybere Følelse, der hele Tiden er ved at bryde igennem, men som ikke tør, fordi den ikke tager sig selv alvorligt. Det er By og Natur, Raffinement og Umiddelbarhed i eet.

Uden denne Lokalrealisme, løftet op i en mere almen europæisk Form, har Winther givet Billeder af Bymennesker i de større Romancecyklusser og Versfortællinger som »To Cousiner«, »Bægeret« og »To Ord«, de to sidste fra en senere Periode. Det er en Kunstgenre, som man den Gang med et karakteristisk Udtryk kaldte Romancer »af Selskabslivet«.

Endelig har Winther i Digtet »Alfens Brud« flyttet Skildringen fra Realismen over i det romantiske Eventyr. Sceneriet skifter mellem et Sommerbillede fra en parklignende Have med et rigt Selskab af kaffedrikkende Herrer og Damer og romantiske Dekorationer af Huler og Grotter. Det virker som digtet over en Bournonvillesk Ballet. Det er en Digters Drøm om selv i den erotiske Flagreleg at gribe noget varigt og evigt: den rene Skønheds Ide. Alfhild er Københavnerdigtenes Kvindetype som ren Ide, deres Psyche. En Psyche, hvis Sjæl er dvalebunden, fortabt i sig selv, koket; hvis Hjerte er uden Hengivelse og Varme. En moderne Psyche, af hvilken kun den skønne Form lever.

Det centrale Digt i disse Aars Produktion er Versfortællingen »En Novelle«, der med sit stærke Farvespil i den haarde Overfladeglasur lader en fornemme den personlige, indre Forbrænding, hvoraf det er fremgaaet. Digtet er helt bygget over Modsætningen mellem Staden og Landet. Dets Billedrække er som spændt ud over denne Modsætning. De to Livsformer, der i de københavnske Sommerdigte indgik XVI en vis Forbindelse, en egen ustadig Ligevægt, er her traadt frem i deres Modsætning og har spaltet Digterens Livsfølelse til Roden. Det er en Fantasi af en Digter, der nødstedt i tom, splittet Selvlede og Selvrefleksion griber efter den landlige Idyl som efter et Uskyldighedens og Renhedens tabte Barndomsland. Et Digt af en egen symptomatisk Rækkevidde ved Indgangen til den »moderne« Litteratur, der bliver til i disse mærkelige Aar i 1830erne, hvor en Epoke, den klassiske, var tilende og en ny satte ind.

Denne Grundstemning af Lede og Fortvivlelse gentages indtil Monotoni og Maner i Digtsamlingerne fra denne Periode. To Digte hæver sig ved deres Betydning ud fra de andre, den lyriske Digtcyklus »Annette« og Romancen »To Elskende«. Det er samme Livsbillede, i moderne og middelalderlig Iklædning. I begge Digte skildres, hvorledes Skæbnen bryder ind i en Mands og en Kvindes fuldkornne Lykke. I ingen af Digtene gives i Handlingen nogen Forklaring paa, hvad det er, der volder Ulykken. Det er, som om Digteren demonstrativt har villet paapege: saadan er Livet, netop saa meningsløst. Selv det skønneste og højeste i Menneskelivet, Kærligheden, er kun en straalende Sæbeboble, der i næste Øjeblik kan briste og kun efterlader den bitre Smag.

I »Annette« er denne gennemtrængende Dissonans saa voldsom, at den har sprængt Digtets Ramme og kunstneriske Helhed. I »To Elskende«, der er senere og mere paa Afstand af Digteren, er den kunstneriske Form bevaret og Livsbilledet af stor tragisk Kraft, enestaaende ved sin Spændvidde.

Winthers Digtning fra Trediverne frembyder saaledes Billedet af en Digtning under Forvandling. Men Nydannelserne har ikke fortrængt det oprindelige Lag fra Ungdomsdigtningen, der tvertimod synes at vokse i Vægt og Betydning. Romancer og Naturdigte og Folkelivsbilleder udgør en væsentlig Del af Forfatterskabet gennem hele Perioden. En fædrelandsk XVII Romance som »Vaabendragerens Ed« og »Sielland« med sin Række af skiftende Billeder af dansk Natur og Historie betegner hver i sin Genre Højdepunkter i, hvad vi har kaldt Winthers folkelignationale Digtning.

Winthers Digtning havde faaet en større Variationsrigdom og et større Tankeindhold end i den første Periode. Paa den anden Side er det aabenbart, at der er Sider af det ny, der truede med at angribe den i dens Livsnerve: dens Friskhed og Naivitet, dens Folkelighed og danske Tone. Der manglede endnu hos Digteren den Oplevelse, der kunde smelte alt sammen til eet og redde ham fra at ende i »den tomme Syge« og en vis klagende Monotoni. Der manglede et Punkt, hvorfra den nyvundne Mangfoldighed lod sig overskue og beherske.

Det ny Lag i Winthers Digtning, vi her har beskrevet, tilhørte det indenfor Tidens Litteratur, som man den Gang kaldte »modern« Poesi. Denne moderne Retning kom samtidigt frem i disse Aar hos Forfattere som Paludan-Mûller, Heiberg, Hertz, Aarestrup, delvis Bødtcher. Poul Møller havde ogsaa været under Indflydelse af disse Strømninger, men hurtigt reageret imod dem. Overalt møder man de samme Træk. En vis Æsteticisme, der i Kunsten viser sig som en større Interesse for Formen i sig selv, en bevidst kritisk Smag. En Æsteticisme, der ogsaa havde gennemtrængt Livsvanerne og som i de digteriske Skildringer af Nutidslivet røber sig som en Forkærlighed for Elegance og Luksus i Udstyr, en Smag for kostbare Silkestoffer, ædle Metaller, for fine Vine og kræsent udsøgte Retter. Alt sammen Udtryk for hvad vi har kaldt Byen og Selskabet. Lovene for denne Bykultur har Heiberg skrevet i sine »Bidrag til en æstetisk Moral«. Fundamentalest viser dette moderne sig i den stadigt voksende Interesse for det erotiske. Kærligheden, ikke som en stærk og hel Følelse, men som Lidenskab og Passion, XVIII noget sammensat og interessant, der som et Uropunkt stadigt holder Sindet i Bevægelse.

Hele denne Tidsretning i dansk Litteratur er Dønningerne af den store europæiske Flodbølge i Aandslivet, hvis Top i England er Byron, i Frankrig Victor Hugo og i Tyskland Heine. Medens Byron fik saa afgørende Betydning for Paludan-Mûller, er der næppe hos Winther Tale om nogen direkte Paavirkning fra Byron udover den almindelige Tidsretning. Sammen med Heine danner han Forudsætning gen for Winthers Modernisme.

Heltene i Winthers Versfortællinger har den Byronske Types karakteristiske Træk: bleg, »vild af Øiekast«, et Helved af Smerte i Brystet. »En Novelle« begynder:

Et Helved lued i mit Bryst,
Og svundet var al Livets Lyst.
Min Pande gløded og min Mund,
Min Kind var bleeg, og Øiet kun
Nedstirred tørt paa Veiens Sand;
Thi ak! den indre, dybe Brand
Lod ingen Taare fra sit Gjern
Til kjølig Lindring trænge frem,
Liig en Vulkan, der lumsk i Løn
Udtørrer Kilde, Sø og Brønd.

Men Winther er som Byronianer mindre naiv end Paludan-MüIler. Ironi og Refleksion indgaar ikke blot som Elementer i hans Modernisme, men denne er selv som gennemhullet af Selvironi. Winther tager i denne Periode ikke sig selv helt alvorligt, hverken som Romantiker eller som Byronianer. Stærkest har dette faaet Udtryk i Romancen »Ravnens Quide«, hvor Ironi og Lyrik har indgaaet en egen Forbindelse. Jomfruen er en Karikatur, opridset med faa skarpe Konturstreger, af en Tidstype: den poetisksværmeriske unge Pige. Hendes »lange Sukke« havde Winther som ung Student - i fuldt Alvor - lagt Pen til i »Ellinors Sværmeri«. Et Digt, der kan henføres til den Kategori, Poul Møller kaldte »vaade Rim« og som i Litteraturhistorien kan ses som Efterklang af en Genre, der var yndet i den romantiske XIX Tid. Schiller havde givet Genren sin rene, klassiske Form i Teklas Sang (af »Wallenstein«), som Oehlenschläger i »St. Hans Aftenspil« lader den unge Pige, Maria, synge til Weyses »deilige Melodie«. Ravnen er en fantasifuld Satire over Don Juaneriet, af hvilket Winther mere havde følt den sure Svie end »Jubelen« - den søde Kløe. Det er Byrons Corsair fra Fribytter- og Haremsmilieu flyttet hen i københavnsk Borgerlighed. Paludan-Müller skabte senere i »Adam Homo« Virkelighedsbillederne, der svarer til de Wintherske Fabelbilleder. Saaledes svarer von Pahlen til den usselige Ravn med de sure Miner og den krumme Ryg; den gamle Galt, der indvier Adam i sin natlige Helligdom, hvor han i Billederne paa Væggen har bevaret Minderne om sit Livs Elskovserobringer, svarer til Ravnen, hvor den fremmaler den Tid, da den som en lystig Vildravn med skingrende Frydeskrig susede ud paa sin Togt.

Selvironien, hvoraf hele Digtet er gennemtrængt, bliver aabenbar i Jomfruens sidste Afskedsord til Ravnen:

Nei, see mig til det tossede Kræ,

Hvor han kan raisonnere!

Hele Digtet er et langt undskyldende Ræsonnement. Det rammes her i Roden.

Jeg ved næppe noget af Winthers Digte - bortset fra de rene Stemningsdigte - saa beundringsværdigt som denne Romance. Refleksen af store Tidsstrømninger er her sammentrængt til et anskueligt Billede, uden at et Øjeblik Dyrefablen forstyrres af »Ide« eller den kraftfulde folkelige Fortælleform brydes af Refleksioner.

Den særligt Heineske Indflydelse paa Winther gaar kun i Overfladen. Winther - saa lidt som Aarestrup - finder sig rigtigt hjemme i, hvad denne spøgende kalder »brilliant Zerrissenheit og lidenskabelig Næserynken«. Men Paavirkningen holder sig længe. Endnu i den første Samling »Til Een« er den kendelig. Digtene er stemningsbeslægtede XX med Heines »Junge Leiden« i »Buch der Lieder« og kunde ligesom disse have haft Undertitlen »Traumbilder«. Men hos Winther fornemmer man paa en ganske anden Maade end hos Heine Virkeligheden bag Drømmen, ikke blot i det større menneskelige Indhold og i Inderligheden, men ogsaa kunstnerisk i den Maade, hvorpaa Winther lader Drømmen vokse frem af Virkeligheden. Saaledes i Digtet »Natligt Syn«, hvor Synet umærkeligt fødes af Skovmørket og de rødlige Lygters Skin og hele Tiden næres af Sanseindtrykkene, der trænger ind i Underbevidstheden: en drømmende Skovfugls Trille, Natviolernes Duft. Noget tilsvarende har Heine ikke, hverken i »Traumbilder« eller i Visionerne i »NordseeLieder«. Ganske Heinesk er derimod den Maade, hvorpaa den nøgterne Virkelighed bryder Drømmens Spind.

Af Heines Ironi og Spot tilegnede Winther sig i det hele og store kun Formen, den effektfulde kunstneriske Antitese, men Indholdet lod han ligge. Det skyldes en vis Sundhed hos Winther. Han er fri af al Krampe. Men det hænger ogsaa sammen med Winthers Begrænsning, hans Ulyst til at søge Yderpunkterne i Følelse og Tanke. En vis Magelighed. Winthers Ironi er ikke mindre gennemtrængende end Heines - hvad man ikke altid har set - men den ytrer sig fortrinsvis som Selvironi og har en anden Virkeform, er mere snigende, som den Brand, der kan lægge sig paa Rosens Blade og dræbe deres friske Skønhed. Den er ikke eksplosiv som Heines. Frem for alt: den er uden »politisk« Brod. Den er holdt indenfor neutralt Omraade: det psykologiske og æstetiske. Den trækker ikke blank overfor Moral og Religion. Ikke engang i Elskovskapitlet - altid det kriminelle Punkt.

Winthers »Naturalisme« er naiv, den er ham i Kødet baaret, er ikke traadt i Modsætningsforhold til hans borgerlig-kristelige Livsopfattelse. Han skildrer i sin Digtning Kærlighedslivet indenfor dets egne Grænser, lader det udfolde sig som en stor Naturscene. XXI De ydre borgerlige Forhold fornemmes kun, idet de som Skyer drager hen over Scenen, trækkende Skygge og Mørke efter sig, hvorved Livet kommer til at røre sig i stadig Forandring. Han spejler Kærlighedens vekslende Tilstande.

Winther kastede ingen Handske hverken til det gode Borgerskab eller det fine Selskab, saaledes som Heine havde gjort det i »Harzreise«:

Lebet wohl ihr glatten Säle, Glatte Herren! glatte Frauen! Auf die Berge will ich steigen, Lachend auf euch niederschauen.

Først i Drachmanns Digtning kom det herhjemme til aabent Brud. Men ved Indgangen til sin Manddoms modne Digtning skrev Winther et Digt, som han kaldte »Til en Digter«. I Virkeligheden taler han heri til sig selv:

Hvis Du vil synge, Dig til Glæde, Og ærlig Tak for Sangen faae, Skal ikke Du i Hallen træde, Hvor Fornemhedens Gud har Sæde, Hvor Nøgler og hvor Stjerner gaae; Thi der er Tankerne saa spæde, Og der er Hjerterne saa smaa.

Winthers Strofe har ikke mindre Slagkraft end Heines, men Eftertrykket falder paa helt forskelligt Sted. Det afgørende er hos Winther ikke Latteren og Spotten, men den positive Side af Sagen:

Syng Du for Knøsen hist bag Ploven For Svenden i Regentsens Ro, For ham, der kjæmpe maa med Voven, Syng for Soldaten ved Cartoven For Pigen ved sin Malkeko.

Digtet er skrevet under Winthers Ophold ved Hoffet i Neu Strelitz. Det danner Afslutningen paa hans hjemløse og aandeligt rodløse Tid i Trediverne. Han siger Farvel til Selskabet og stiller sig midt iblandt Folket. I Erkendelse heraf satte han som Motto for Digtet nogle kraftige, djærve Linjer af Poul Møller om Race og Folkelighed som Grundlag XXII for en national Digtning. Paa dette Grundlag turde han igen stille sig i Række med Poul Møller.

Den sidste Strofe i »Til en Digter« er paa en underfundig Maade sat op mod de første Strofer. Man forstaar kun dette Digt - og overhovedet Winther - hvis man har Øre for hans »blandede« Tale: Alvoren og Lunet. Der er et stort Stykke Baggesen i Chr. Winther, en Baggesen, der har en lykkelig Reserve af Naivitet og Sundhed. Paa Baggesensk Vis kunde man udtrykke Digtets Tankegang med en Fortolkning og Udvidelse af dets Titel: Winther til sig selv (dvs. de første Strofer »til en Digter«), eller Winther over Winther (dvs. den sidste Strofe imod de foregaaende). I den sidste Strofe røber Digteren sin inderste Hemmelighed, som han hele Tiden har gemt paa, lykkelig ved sit Eje: han synger kun for den Ene, Hende, der har vakt hans Sang til nyt Liv. Den Kvinde, der staar bag dette Digt og bag hele hans følgende Digtning, er Julie Winther. De havde truffet hinanden i de sidste Aar i Trediverne (o. 1837) i det københavnske Selskabsliv. Hun var den Gang en gift Kone. I de følgende Aar udviklede deres Kærlighed sig. Hun søgte Skilsmisse fra sin Mand og i 1848 ægtede Chr. Winther hende.

Man forstaar, at der bag disse nøgne Data skjuler sig et yderst compliceret Væv af Livstraade og Menneskeskæbner. At gaa i Detaljer her lønner sig ikke. Man bliver dog altid den udenforstaaende, der trænger ind og vurderer og bedømmer uden at have de nødvendige faktiske og psykologiske Forudsætninger for at kunne gøre det. Iblandt alt det psykologisk vigende staar det som fast og sikkert, at for Winther betød Oplevelsen Vendepunktet i hans Liv. Det var Kærligheden til Julie, der reddede ham. Det er dette almene, som det gælder om at forstaa, fordi det er Livsnerven i Winthers Digtning.

Da Winther i November 1824 var blevet teologisk Kandidat, var hans Vandre- og Læreaar til Ende. XXIII Men han kunde ikke bekvemme sig til at krybe i Præstekjolen. Han tog en Huslærerplads og skaffede sig herved endnu nogle Ungdomsaar, hvori han kunde fortsætte sit fri Liv. Som Huslærer for Alvilde Miiffelmann og hendes to yngre Brødre blev han optaget i et velhavende københavnsk Grossererhjem, og førtes ind i dets Omgangskredse, om Vinteren i København og om Sommeren i Lyngby paa den Müffelmannske Lystejendom »Fuglsang«. Omkring 1830 begyndte ogsaa denne forlængede Ungdom at nærme sig sin Afslutning. Fremtiden med sine Krav gjorde sig stadigt stærkere gældende. Winther belavede sig paa at søge Embede. Maaske først uden stærk indre Tilskyndelse. Men andre Forhold greb ind med og uddybede Krisen. Moderens Død i Februar 1830 kaldte igen en hel Mindeblok til Live i hans Bevidsthed, hvoriblandt ogsaa har været religiøse Impulser. Hertil kom yderligere, at han ved denne Tid fik Vished for, at den Kærlighed, der havde udviklet sig hos ham gennem disse Aar til Alvilde Miiffelmann, ikke fra hendes Side var af en saadan Art, at hun vilde være hans Brud. Winther stod paa mange Punkter overfor Valg og Bestemmelser, der vilde være afgørende for hele hans Liv. Stærkt tilskyndet af sin Stedfader bestemte han sig imidlertid til, inden han søgte Embede, at rejse et Aar i Udlandet for en Arv, der var tilfaldet ham. Rasmus Møller har vel tænkt, at Chr. Winther - ligesom tidligere Poul Møller paa Kinarejsen - bedre kunde blive klar over sig selv, naar han var borte fra de mange spredende Forhold i København. Rejsen kom kun til at udskyde Krisen. Hjemme igen i København satte han de sidste Penge af Arven til ved sine flotte Hotel-Vaner og sit Grand Seignieur-Liv. Siden fægtede han sig igennem, bogstavelig talt hjemløs, idet han flyttede fra Sted til Sted for at holde sig Rykkerne fra Livet.

Forholdet til Alvilde Miiffelmann faldt ind i den samme Gænge som før Rejsen. De var gode Venner, kunde tale sammen om Poesi og Livets daglige Ting. XXIV Han var hendes Kavaler paa Ballerne, i Teatret og i Selskabslivet.

En Forlovelse, han i disse Aar forvildede sig ind i, prøvede han at gennemføre, men det gik ikke.

Den Krise, han var sluppet udenom, trak nu sammen om ham igen. I Aarene 1836-37 naaede han Nulpunktet, den fuldstændige Følelse af Tomhed og Intethed. I et Brev fra denne Tid kan han f. Eks. skrive: »En saa fortørret Hjærne, et saa sammenskrumpet Hjærte, som jeg slæber med mig, hvor jeg færdes, kan aldrig mere befrugtes, end ikke af det rigeste Stof.« Dybere endnu end disse Linjer fra et Brev til en Ven gaar et Par Strofer, som Winther skrev i 1836 (Side 228). Her taler Winther med sig selv. Det lille Digt er mærkeligt i hele Winthers Lyrik ved sin rent personlige Karakter. Winther lod det da heller ikke komme med i nogen Digtsamling fra denne Periode. Det laa mellem hans Papirer efter hans Død. Den første Strofe skildrer hans sjælelige Tomhed og i den sidste Strofe gør han sit Livs Regnskab op uden store Ord og Gebærder, men med en Ærlighed og Jævnhed, der gaar til Hjertet.

Winther stod igen, hvor han havde staaet i 1830. Han indankede sit Liv for Moderens Minde. Det vil sige: han maalte sig selv med den menneskelige og sædelige Norm, der laa i hans Sind som arvede Impulser fra hans Slægts Liv gennem mange Generationer i et kristeligt-borgerligt Samfund og som videre havde faaet Indhold og Præg af hans egne Erfaringer, af hvilke Moderen og Barndomshjemmet og alt, hvad dertil hørte, dannede den inderste, faste Kerne. Der er naturligvis et helt Kompleks af forskellige Momenter, der virker sammen her og fører til Winthers Dom over sig selv. Det er borgerlige Momenter som Usikkerheden i hans Stilling som kun Digter, uden noget fast, ovenikøbet med en ikke ringe Gæld. Det er Momenter, som hans Tvivl og hele religiøse Uklarhed, der i sig selv har staaet for XXV ham som en Synd og som Vidnesbyrd om Brist i Karakteren og i Dømmekraften. Men især ligger Uromomentet i hans Erotik.

En lignende sjælelig Krise som den, Chr. Winther gennemgik, oplevede Paludan-Müller samtidigt, kun med et mere katastrofeagtigt Forløb. I videre Forstand var det, som vi har set, en hel Tidsalders aandelige Krise. Paludan-Müller, for hvem etiske og religiøse Refleksioner havde en ganske anden Betydning af selvstændige sjælelige Faktorer end for Winther, reddedes igennem Krisen af en Kvinde, ved hvis Side han vandt sig et fast Stade i en ethisk-religiøs Livsanskuelse og Idé. For Chr. Winther er det erotiske det Svingningspunkt, der bestemmer hele hans sjælelige Klangfigur. Religiøse og etiskfilosofiske Refleksioner er kun af sekundær Betydning for ham og føres aldrig til Bunds. Han kom igennem Krisen, da han traf en Kvinde, der hævede hans Kærlighed over det tilfældige og halve, saaledes at Livet igen fik Idealitet for ham. Hun vakte igen i ham Troen paa Kærligheden som »en høj guddommelig Norm«. Livet fik igen Indhold og Betydning. Det blev værd at leve.

Winthers dybeste Sammenhæng med den saakaldte romantiske Periode og hans Afstand fra den »moderne« Retning ligger i, at han aldrig helt slap Troen paa de absolute Værdier. Hos Winther viser det sig stærkest i hans Tro paa Kærlighedens Idealitet. Det kan følges som Kontinuiteten i hans Digtning gennem de skiftende Perioder.

I Ungdomsdigtningens muntre Flagreerotik havde denne Kærlighedstro faaet Udtryk i »Sonettens« lidt snørklede Tankegang. I »Flyv Fugl« udløstes den som Længsel. Midt i Splittelsens og Galanteriets Digtning fra Trediverne, hvor den fornemmes som Smerte bag Ironien og Dissonansens Grelhed, fik den et positivt Udtryk i »En Sommernat«.

I Billedet af Liliens og Rosens Elskovsliv har han tilstaaet sit Savn og bekendt, hvad han anende tror:

XXVI

Dog af vort korte Liv
Har Kjærlighedens Bliv
Jo skabt en salig Sum af Evigheder.

Iblandt den lille Gruppe Digte »Til Een«, der stammer fra hans Ægteskabs første Sommer, som han og Julie tilbragte i et lille Boelshus ved Bramsnæs Vig, staar et Digt, der indeholder hans Confiteor: »paa din Deilighed jeg troer.« Som en mægtig Udvidelse og Bekræftelse af Liliens Ord til Rosen hedder det heri om T/men, da de kom til Kærligheds Forstaaelse:

Timen, som vore Længsler fødte,
Mens Taarerne randt og Hjerterne blødte,
Timen, som vore Sjæle forbandt;
Timen, som mine Arme lukked
Om Dig, og min Luetørst slukke d
Og tændte den kraftigt igjen;
Timen, som kaldte vort Liv tillive,
Skal til en Evighed blive,
Og vi vorde evige ved den.

Det er Julies Betydning for Winther, at hun gav hans dybeste Anelse og Længsel deres Opfyldelse og Bekræftelse. Hun gav Winther sig selv igen.

Det betyder ikke, at Livet for Winther, efter at han havde truffet Julie, blev eet i Tanke og Handling. Winther havde ikke den Karakterens Konsekvens og den Viljestyrke som Paludan-Müller, der formede sit Liv efter sin Idé. Winthers Opgave var ogsaa i sig selv vanskeligere end Paludan-Müllers. Der ligger i Livsfornægtelsen i sig selv en større Konsekvens end i Livsbekræftelsen. Det negative gør sig mere bemærket end det naturlige og positive. Men dertil kommer, at medens Paludan-Müller isolerede sig, kun realiserede Livet i en snæver Kreds af Virkeligheden, saa stod Winther i en ganske anden Forstand midt i Livet med alle dets complicerede Forhold. Livet satte Winther paa en haard og lang Prøve. Overfor Modgang og de store Sorger, især Steddatteren Idas tiltagende Sindslidelse, kom han tilkort i den Forstand, at han ikke XXVII beslutsomt imødegik dem. Han stod trofast ved Hustruens Side i hendes Kamp for Datteren, delte ærligt Sorgen med hende, men kunde ingen Hjælp være udover den Støtte, som ligger i Deltagelse og Trøst.

Livet viste ogsaa Begrænsningen i Julies og Win? thers Fællesskab. Af deres Hjem, inden det af Hen? syn til Idas Sygdom opløstes, saa Wlnther i sine sid? ste Aar igen blev »hjemløs« og ofte maatte leve bor? te fra Danmark, har en Ven af dette Hjem, Carl Snoilsky, tegnet et Billede. Det er »Fruens Stue«:

Och jag ser altsamman åter
Varmt i eftermiddagssken:
Heibergs, Monrads hvita byster,
Skovgaards lilla Romancen.

Prydlig i Amagerdräkten,
Stine kaffebrickan bär,
Svarte rapphönshunden vänligt
Nägra smekningar begär.

Og det er Digterens Arbejdsværelse:

I den öfversta etagen
Finns en kammare för sig;
Ofta nog är dörren reglad,
Men det gäller icke mig.

Skaldevän, det är din verkstad!
Kom jag plotsligt på besök,
Sag jag sångmön skyggt försvinna
I ettl Ijusblått flor af rök.

I denne Hjemmets Poesi og Skønhed var de fæl? les, den var skabt af dem begge, hver gav sit.

I Hjemmets Hverdag havde de ikke dette Fælles? skab, hverken i Formue eller i de mangfoldige andre Forhold, der tilsammen skaber Dagliglivet.

Kun i deres Elskov og Kærlighed var de hinanden fuldt jævnbyrdige.

Men i hvor høj Grad at Julie gav Winther sig selv helt, ses deraf, at han ikke blot skrev »Til Een«, men ogsaa »Hjortens Flugt« med hende i Tankerne og i Ly af hende.

XXVIII

I Folmers Sang til Dronningen i Scenen i Fruerburet hører man stadig »Til Een« klinge igennem. Folmers Ord har samme indre Glød som Ordene i »Til Een«:

Winther til Julie:
Som Blomsterstøvet ulmer
Nedsænkt i Rosens Barm,
At Knoppen kraftigt svulmer
Og blusser rød og varm, -
Saa til mit Indre trænge
Dit Hjertes Sange smukt,
Og Klangen i mine Strænge
Er kun Din Stemmes Frugt.

Folmer til Dronningen:
Som Bien, der sig trænger
Dybt ind i Rosens Barm,
Og diende der hænger
Sødt svimlende og varm;
Saa vil min Sjæl sig ranke
Til Din udi min Sang, -
Og der skal høres Klang!

Allerede i »Tilegnelsen« havde Winther sunget:

Og til Dig jeg øm og glad
Mig klynged som en Ranke,
Saa at alle mine Qvad
Var som tænkte med Din Tanke.

Mellem de to Tilegnelser ligger der femten Aar.

Men ogsaa Tanken i Folmers Bøn til Dronningen om at maatte kaldes hendes Sanger genfindes i »Til Een«. Det er Digtenes bærende Grundtanke. Sit særlige og stærkeste Udtryk har den faaet i Digtet »Jo vist er Du fortryllende« (LXV):

Hun nævnede sin Sanger mig
Og selv var hun min Brud, -
Og Intet meer forlanger jeg
Af Verden eller Gud.

Læst i sin Sammenhæng faar Linjerne en anden Baggrund og derved Indholdet en anden Rækkevidde end Folmers Ord, en Forskel, der allerede udtales i Ordene: og selv var hun min Brud. Forholdet er da det, at Winther i Folmers Sang har udsmeltet den rene Idé af det etisk-religiøse Tanke og Følelsesindhold i Digtet til Julie og videre af hele »Til Een«. Folmers Tilegnelsessang til Dronningen er den ideale Top, hvorfra alt i »Hjortens Flugt« overses.

Fra sin Ungdom havde Winther haft Planer om XXIX at skrive et stort romantisk?lyrisk Kærlighedsepos. Han kunde gøre det nu, fordi han ved Julies Side havde fundet det faste Punkt, hvorfra Kærlighedens brogede Kreds lod sig overskue. Og omkring dette Centrum i hans Bevidsthed samlede nu ogsaa de an? dre Sider af hans Væsen sig.

I den lykkelige Sommer, som Julie og han oplevede i »det røde Hus« i Dyrehaven, hvor »Hjortens Flugt« blev til, kom Ungdommen igen til den aldrende Digter. I Billedet af Folmer Sanger som den muntre Elskovssvend tilegnede han sig sin Ungdom, ikke i Ironi, men i Lune og Humor. Ja, Minder, der gaar helt tilbage til hans tidligste Drengeaar og første Ynglingeaar, fik Form i Natur-og Folkelivsbillederne. Alle Traadene i Winthers Liv og Digtning løb sammen her og dannede Grundvævet, hvorpaa Billederne af Kærlighedens vekslende Former og Aldre er malet.

Det var da gaaet saaledes, at han først kun havde sunget for den Ene, der havde vakt hans Sang til nyt Liv, men siden viste det sig, at han derigennem ogsaa kom til at synge for det danske Folk. Han havde ogsaa selv forstaaet det saaledes i »Til en Digter«.

Efter at hans Kærlighedslyrik havde kulmineret i Digtene fra Bryllupssommeren i »Til Een«, mundede den ud i et bredere Leje, hvor den forbandt sig med hans folkelig?historiske Digtning og steg til et nyt Højdepunkt i »Hjortens Flugt«.

Julie er den Kvinde, der staar bag baade hans intime Lyrik og hans folkelig?nationale Epos.

»Digtninger« (1843) staar som Indledning til den rigeste og modneste Periode i Winthers Forfatterskab. Samtidigt med »Digtninger« udkom »Fire Noveller« og gennem hele Perioden fortsættes Novelledigtningen som en bred Parellelstrøm til Poesien.

Højdepunktet betegner Aarene mellem »Digtninger« XXX og Udsendelsen af »Samlede Digtninger« (1860), hvor han bringer sin Høst i Hus. Det er den Periode, der falder sammen med hans 50-60 Aar, hans Livs sene Sommertid.

De sidste Aar af Winthers Liv indtil hans Død (1876) bragte Efterhøsten, et Par smaa Bind, suppleret med »Efterladte Digte«. Det er jo kun naturligt, at Alderdommen og de personlige ulykkelige Forhold maatte gøre sig gældende. Men det er mere mærkeligt, at der endnu blandt Winthers sidste Ting findes fuldkomne Digte som »Juli Maaned« og »Eros Fløjtespiller«, hvor baade Indhold og Form har usvækket Kraft og Spændstighed. En ædel »Efterklang« af et fint stemt Instrument.

Winthers Manddomsdigtning overrasker ved sin Mangfoldighed af Emner og Former.

Kærlighedslyriken midtpunktsamler sig i »Til Een«. Den folkelig-nationale Digtning fylder mest og rummer størst Afveksling. Her er Naturdigte og Dyredigte, der ofte er Skjuledigte for Winther selv. I Noveller og Romancecyklusser gives Billeder af Livet paa Landet og i Provinsbyen. »Hjortens Flugt« samler, som vi har set, Traadene fra den hele Digtning.

Men ogsaa den »moderne« Retning fortsættes og naar nu en mere behersket og afklaret Form i Versfortællinger som »I et romersk Osteri«, »Fjeldvandring ved Badet«, »Bægeret« og i tilsvarende Noveller som »En Aftenscene«, »En Hjærtes Gaade« og »Episode af et Familieliv«.

I Indledningen til andet Bind af nærværende Udgave skal gøres Rede for »Hjortens Flugt« og den dermed sammenhængende Romancedigtning og Idyldigtning (»Træsnittene«). I Indledningen til tredie Bind skal behandles Vers- og Prosafortællingerne.

Her skal vi samle os om en Undersøgelse af »Til Een«, Hovedværket i Winthers Lyrik.

XXXI

»Til Een« er blevet til i en Række af Aar, der spænder over mere end en Menneskealder, fra Winthers Ophold i Neu Strelitz (1841) til nogle Maaneder før hans Død.

Winther har ikke søgt at knytte de enkelte Digte i den store Cyklus sammen ved nogen Handlingstraad, men idet de er blevet til gennem de skiftende Aar er de kommet ind under Tidens Forvandling. De genspejler Stadierne i en Kærligheds Udvikling.

Vendepunktet i Digtcyklussen markeres af Brylluppet med »I Havn«, der deler Digtningen i to Bøger, af hvilke den første falder i to Afdelinger.

Til den første Afdeling har Winther valgt et Motto fra en af Petrarcas Sonetter. Han har hermed villet udtrykke sin egen Situation: alene og tynget af Tanker (solo e pensoso). De to elskende er adskilt. Han lever i rige Omgivelser, hun fjernt i sine »stille, sikre« Stuer, eller hun spadserer ved Havet. Ind i Længselen efter den elskede blander sig Hjemveen (VIII). Ogsaa da han vender hjem til »det liflige Fyn« og senere til København, er der mange Mil mellem ham og hende. Man forstaar, at det ikke blot er Afstanden, der skiller dem. Livsforhold over hvilke de selv ikke raader, staar dem imellem. Først i Døden vil Livsdissonansen forvandles til Harmoni. Han er alene med sig selv og sin Kærlighed:

Hensjunken i mit Hjertes Drøm -
Thi ak! det er jo intet andet!
Jeg sidder som ved Havets Strøm
Og kaster Blomster ud i Vandet.

Disse Ord fra det sidste Digt giver hele Stemningen og Situationen og idet de gentager Tanken fra »Tilegnelsen« sluttes som en Ring omkring hele denne Afdeling.

Alle disse Digte er som en stadig fortsat Monolog, som Kærligheden lokker Digteren til. Ind imellem hans Ord fornemmer man Genklangen af hendes Spørgsmaal og Ytringer, omkring hvilke Digtene slynger sig som Ranker af Billeder og Indfald.

XXXII

Ofte tager denne Længselsdigtning Form af Drømme. Man kunde med et Udtryk fra det sidste Digt kalde hele denne Afdeling »Hjertets Drømme«.

Der er enkelte Digte, hvor Drømmen tager Flugt op i Abstraktioner og Sværmeri (VI). Men det overraskende er Sundheden i denne Drømmedigtning, Styrken, hvormed Virkeligheden gør sig gældende som en levende Magt bag Drømmesløret. Naturen med dens bevægede brogede Liv spreder Sorgen, som i Fantasien ved Fuglekræmmerboden eller i Digtene »Vaarhilsen« og »I Skoven«.

Hele den store Rejsedrøm (XI) røber først i sidste Linje - med et Glimt af Lune - at det hele »kun er drømt«. Digtet bliver i Virkeligheden til en Bekendelse til alt det, Livet ejer af stort og skønt. Længselen er her ikke ensidigt fortabt i sig selv og Fortiden, men kraftigt rettet fremad som Impuls til nyt Liv. Trods Vemoden og Smerten føles disse Digte inderst inde som en Befrielse. Det er den Lystfølelse, som ligger i selve Fornemmelsen af det »indre Liv«, hvorom Digtene vidner. Dette indre Liv fornemmes ogsaa i den kunstneriske Energi og Dristighed i et Digt som »Fortærende Længsel«. Der er i mange af Digtene noget strømmende, fritløbende, der river med og skaffer Luft for Smerten:

Saa vil jeg da længes med alle Blomster blaa,
Saa vil jeg da sværme med alle Fugle smaa
Og sukke med de svævende Vinde.

Efter et lille Intermezzo paa tre Digte kommer den anden store Afdeling, mere end 70 Digte. Winther har givet dem Fællestitlen »Da jeg var ung«. Titlens Bagtanke har været at vildlede den nysgerrige Samtid. Dens sande Mening kan udtrykkes med nogle Linjer (XL), der kunde staa som Motto for hele denne Afdeling:

Der svæver paa min Tunge
Saa mangen Tone sød,
Som af min evigunge
Kærlighed blev fød.

XXXIII

Den Ungdom, Digteren har oplevet, ligger ikke en Gang langt tilbage i Tiden. Det er en Ungdom, der er hinsides Spørgsmaalet om Aar og Alder: den evige Ungdom, som den faar, til hvem Kærligheden kommer.

Denne Tanke varieres stadigt i Digtene. Som det er Kærlighedens Magt, der har givet Digteren Ungdommen tilbage igen, vil den ogsaa sejre over Fremtiden. Det er den evige Skønhed, de evige Ynder, det der ikke er bundet til den forgængelige Form, han elsker (LXXVI). Atter og atter sættes det indre Livs Rigdom og Varighed op mod det ydre.

Situationen, der ligger bag denne Gruppe Digte, har skiftet. De to er ikke skilt fra hinanden ved lang Afstand. De bor i By sammen, men ikke under samme Tag.

Mange af Digtene er Breve, sendt til hende med Blomster eller som Tak for Blomster.

Deres Livsskæbner spindes tættere sammen. Frem af Digtene stiger en stadig fastere Tro paa, at de en Gang helt skal dele Livet sammen. Dødstanken mærkes endnu i det første Intermezzo-Digt (XXIV) som en Uro ved Tanken om Livets Korthed: »lad ei svinde Timen unyttet bort«. Efterhaanden som Fremtidshaabet sejrer, dæmpes ogsaa den manende Varselklang (XXXVI):

Fjernt, som en Klokkes Kimen,
Der kalder til Nattens Ro,
Aner mit Hjerte Timen,
Da jeg tør hos Dig boe.

I de sidste Digte synes Uroen igen at trænge sig frem ved Tanken paa Dagen (LXXIX), der rykker indenfor Virkelighedens Synskreds, l Digtet med det stadigt gentagne: »jeg holder fast ved Dig«, er det, som om Digteren vil overdøve Tvivlens Stemme i sit Indre for at kunne samle sig om at overvinde Hindringerne:

XXXIV

Jeg holder fast ved Dig,
Og ikke jeg viger fra mit Hjertes Tro,
At Himlen os engang vil skikke
Paa Jorden end til yndig Ro.

Mindre fortabt i sin egen indre Verden end før kan han nu igen vende sig mod Naturen omkring sig. Ogsaa i den Forstand kom Ungdommen tilbage til Digteren. Eller han glæder sig ved Betragtningen af den elskede, som han daglig har hende for Øje. Digtene bliver ofte til Genrebilleder og Naturidyller og Blomster-Breve. Sit intimeste Udtryk faar Sammensmeltningen af Natur- og Elskovsfølelsen i Blomstersymboliken, hvormed han udtrykker hendes Væsen. Den Eene bliver hans Rosa unica.

Digtene i anden Bog indledes med »I Havn«, hvor han skuer tilbage over sit Liv i et Billede, der har Tilknytning til den religiøse Lyrik, blandt andet Middelalderhymnen »Ave maris Stella« og Ambrosius Stubs »Livet en Seilads«. Efter Vielsesdigtet følger den borgerlige Tale, hvor han forklarer Poesiens Afmagt overfor Virkeligheden og Livet og ser frem mod deres Samliv, der tegner sig for ham som »et venligt Genremaleri«.

Deres Kærlighed faar Naturindvielsen i »Natten var mild og kjær«, der sammen med den følgende lille Flok af Digte betegner Højdepunktet i den hele Cyklus. Det er »Livsminuttet«, »Timen«, som Winther kalder det, tilegnet i hele sin Fylde og Intensitet, saaledes at det nærværende optager Fortiden i sig som en Inderliggørelse og Fordybelse og drager Fremtiden ned til sig i det Evighedshaab, der fødes af Taknemmeligheden mod Styrelsen, den uendelige Kærlighed, hvis umiddelbare Nærhed netop da føles stærkest:

Drømmende vugged vi
Som over Havet,
Vækkende Sukket, i
Længsel begravet;
Hilste vor Stjerne,
Som fra den fjerne
Evighed havde formælet vort Navn,-
Salige, Favn udi Favn!

XXXV

Hvad der i denne Hymne er fastholdt som Stemning og Oplevelse, udvikles i Confiteor-Digtet - som tidligere paavist - som Idé. Men det er et IdéDigt, der helt er levendegjort gennem den Situation, der tegnes. Det sublime skyer her ikke Virkelighedens smaa Glimt af Skelmeri og Henrykkelse, der bryder igennem i Udraab som: O, vend dog Dit Hoved, jeg beer Dig! Ak, fra hvad Side jeg seer Dig, vidunderligt tryller Du min Sjæl.

Karsk Hverdag er Digtet »Du er som Brød, det grove, fine, hvoraf man aldrig bliver kjed«. De andre Digte skildrer Livet i Naturen omkring »Deiligheden«, Spadsereturene og Samtalerne. I det sidste Digt derude fra aner man, at Sommeren gaar paa Hæld, Aaret vender mod Høst og Vinter:

O, lad os vandre en Aftenstund -

Blot een endnu - i den tause Lund

Alt under de høstgule Grene;

Og sværme et Øieblik Bryst mod Bryst

Og søge Hvile, Glemsel og Trøst

I Drømme - fortrolige, ene!

Efter denne deres Kærligheds Sommertid glider Digtene ind i det daglige Livs jævnere Strøm. Der kommer nogle huslige Situationsbilleder og Rejsedigte, nogle nye Blomsterdigte, et Par Længselsdigte, da hun er bortrejst, og saa en trofast Skare af Fødselsdagsdigte, Jule- og Nytaarsdigte. Lejlighedsdigt tene fylder mest, de er vel oftest kun af liden kunstnerisk Værdi og af den tilfældige Anledning er ikke udsmeltet den almene Betydning, men de er, som de staar i Flok og Rad, Udtryk for en prøvet Kærlighed, Mandens utrættede Ømhed for Hustruen.

Igennem Digtene fra de aller sidste Aar mærkes det, hvorledes ulykkelige Begivenheder har grebet ind og forstyrret »det venlige Genrebillede«. Digteren kan endogsaa gaa i Rette med Skæbnen, eller hans Følelse af egen Afmagt overfor Forholdene faar Form af bitter Selvanklage. Det er en Dissonans, der er smerteligere end Dissonansen i Digtene fra den første Tid, fordi man forstaar, at XXXVI kun Døden kan opløse den. Det nærværende ligger helt i Mørke, Tankerne søger mod Fremtiden i Haabet om en »Trøstens Evighed, hvor et Jordlivs bittre Qualer vorde Sæd til Fryd og Fred«, eller Tanken søger tilbage til Fortiden med de rige Minder. Erindringerne kommer fra den første Gang, han saa hende eller fra den første Gang, han mærkede, at han var Digter. Disse Digte er som en Epilog, en stadigt gentaget »Taksigelse«.

I en lille sidste Strofe, fattig i sin Melodi, bliver Takken en Tak til Gud.

»Til Een« er - saavidt Winther har magtet det - løftet op over det private. Ud fra denne Idé er den hele Cyclus her læst og fortolket. Og ud fra denne Idé er Udvalget foretaget. Det har været at handle i Winthers Aand at lade alle de blotte Lejlighedsdigte synke tilbage i det private og glemmes sammen med deres tilfældige Anledninger. Det har været at fortsætte Winthers Stræben at holde de Digte tilbage, der blot er Klager over hans egen »Sorg og Smerte«, til hvilke to Begreber, der - som Winther erkender det i et Brev - »altfor ofte maaskee, men meget naturligt alluderes« i hans Gammelmandsdigte.

»Til Een« er en Digtning om »en Mand og en Kvinde«, om »to Elskende«, som Winther kalder et Par af sine Romanoer.

Det er ingen poetisk Dagbog, hvor Digtene følger i Række efter Oplevelsestid eller Tilblivelsestid. Den ydre Kronologi er underordnet Hensynet til en skærpet indre psychologisk Sammenhæng og til Kravet om kunstnerisk Helhed. Indenfor den Ramme, som var givet af Livet, er Digtene frit indsat paa deres Plads i Helheden, som Draaber i en Stemningsstrøm, som Led i en Kærligheds Forløb. Grundkurven, der aftegner sig gennem Cyklussen, har ikke blot faaet den uvilkaarlige Form, der ligger i Oplevelserne og Livet, den er ogsaa - i de Partier, der har faaet Livets Afslutning - bevidst kunstnerisk formet. Men da Digtningen er ført op til Dødens Tærskel, ender den hele Digtning som Livet, blindt: afsluttet, XXXVII i en Tak, hvor den er vendt tilbageskuende mod Fortiden, aabent, med et Spørgsmaal og Haab, hvor den vender mod Fremtiden.

Naar Winther satte nogle Linjer af Petrarca som Motto for den første Samling »Til Een«, var det ikke blot fordi disse Linjer udtrykte hans egen Situation og Stemning, men fordi han ved Indgangen til sin Manddoms Kærlighedslyrik med Petrarcas »Canzoniere« til Laura vilde holde sig den ideale Grundform for Øje. Paa samme Maade havde han - som vi har set - paakaldt Poul Møllers Minde som Symbol for sin folkelig-nationale Digtning.

Hvad Homer betød for Oehlenschlägers nordiske Epos i »Thors Reise«, betød Petrarca for Winthers Lyrik.

Petrarca henviste Winther til Kærlighedslyrikens Grundmotiv: Besyngelsen af den Eene. Videre gav han ham Grundformerne i det lyriske Billedsprog og Stil og de musikalske og retoriske Elementer i den lyriske Diktion. Men denne Digtartens og Genrens Norm varierede Winther i Form og Indhold efter sin egen Tid og sin egen Personlighed og Oplevelse.

I Stedet for Sonetterne, der i Canzonieren fylder den største Plads (ialt 317) finder man i »Til Een« en Mangfoldighed af Versformer, der muliggør en Melodirigdom, der spænder fra den højtidelige Hymne til daglig Samtalesprog og en folkelig-jævn eller barnlig-naiv Tone. Winther følger her Udviklingen i den europæiske Lyrik efter Petrarca, har sine nærmeste Forudsætninger i den tyske og danske Digtning fra det 19. Aarhundrede, men knytter Forbindelse bagud i Tiden til den folkelige Visedigtning fra det 16. og 17. Aarh. og den religiøse Lyrik. Sonetten indgaar iblandt Digtformerne i »Til Een«, som den i det hele stadig var et Element i Tidens Lyrik. Hvor fuldendt Winther behersker Sonettens ydre og indre Form efter Petrarcas Mønster viser hans Sonet om Sjælens Forvandling (XXIX).

XXXVIII

Den anden af Petrarcas Hovedformer, Canzonen, hvori han har naaet sit højeste, anvender Winther slet ikke. Oehlenschläger havde dog ogsaa her vist Vejen. Derimod træffer man i »Til Een« hvad man kunde kalde Brev-Digtet, der staar i et lignende Forhold til de øvrige Former som Canzonerne til Sonetterne. I Brev-Digtene, der er rimede, men ikke delt i Smaastrofer, kan Tanken, baaret af en umærkelig Retorik, strømme frem i een Stemning, een Periode, som et Crescendo paa en dybt anslaaet Akkord. Canzonerne med deres fuga-agtige Opbygning af store Strofekomplekser er i Brev-Digtene ligesom sammentrængt til een Udaanding.

Tabt er hos Winther den store Linje, der skabes af Tankens indre Rigdom, dens stadigt udvidede, ynglende Modulation over Grundtemaet Vundet er det intime. I Brev-Digtene synes man at høre Winthers egen Stemme, halvt Hvisken, halvt Tale.

Denne Forskel i Form svarer til Forskellen i Indhold, der er en Følge af den helt forskellige Situation, der ligger bag de to Digtninge, det helt forskellige Forhold, hvori de elskende staar til hinanden. Laura og Petrarca er aldrig som Julie og Winther »fortrolige, ene«.

Baade Petrarca og Winther ser i Kvinden Skønhedsbilledet. Petrarca har tegnet Laura paa Baggrund af Vaucluse-Landskabets paa en Gang yndige og storslaaede Natur. Han har over hendes Skikkelse kastet en straalende Glans af ung Kvindelighed. Markerne klæder sig med Vaarens Grønt og Blomster, hvor hun skrider frem. Flodbredden glædes ved at mærke Trykket af hendes Fødder. Træet, hvorunder hun sidder, drysser sin Blomster-Regn i hendes Skød. Der er over hende noget af Skabelsesmysteriet, som stod Kvinden her for første Gang frem og lod Solen skinne paa sig. Det er Nuets Under, Genskinnet af Lyset fra deres første Møde, der er gaaet over i hendes Skikkelse, omslutter hende som i en Skønhedskaabe.

Over Julie-Skikkelsen er der mindre af det første XXXIX Nus Under end af Gentagelsens inderlige Lykke. Winther indlader sig ligesaalidt som Petrarca paa Beskrivelser af, hvorledes den elskede ser ud. I hans Vers- og Prosafortællinger vil man finde saadanne Portrætskildringer. Han optager ikke flere beskrivende Enkeltheder end den lyriske Strøm kan bære. Og løsrevet af deres Sammenhæng taber disse Ord om hendes Øjne og Smil, hendes Hænder og Stemme deres Kraft, de mister det indre Liv, som de faar af Helhedsstemningen. Mere end disse Enkeltheder er det Helhedsindtrykket, Winther søger at fastholde, det der samler hendes Skønhed: hendes Farver, hendes Skikkelse og Gang:

O, Din Gestalt! saa ædel, kraftig,
Saa egen og saa yndefuld.

I den første Samling af »Til Een«, hvor det ydre Billede holdes skjult, havde Digtet »Bleg« dog ladet en ane dette.

Det er denne Sans for Bevægelsen og Helheden, der gør Winther til en Mester i Genrebilledet. Selv bag de rent lyriske Digte fornemmer man i Glimt Situationen. Winther lader Billedet af den elskede blive til, som hun færdes i sine Stuer, læsende eller malende eller ordnende en Buket Blomster ved »det runde Bord«. Eller hans Fantasi maler for hans indre Syn Billedet af hende i drømmende Slummer, et Digt (XXXVI), der ikke blot er intimt i ydre Forstand ved sit Motiv, men i dybere Forstand ved Inderligheden i Opfattelsen. Det er lige saa fuldendt i sin intime Genre som Petrarcas Canzone ved Vaucluse Kilden er det i sin mere monumentale Stil.

Ligesom Petrarca tegner Winther ogsaa den elskedes Billede ind i Landskabet. Det er hende, der har besjælet Naturen for Digteren. I denne Natursympati er maaske Winthers og Julies dybeste Samhørighed. Det er derfor, at de mange Blomster, de udveksler ikke er tomt Galanteri, men Bud fra Sjæl til Sjæl. Skønnest i Digtet om Rosen, hun en Gang XXXX har sendt ham (LXIV). Igennem Naturen og Tingene taler Digteren til hende og hendes Billede er vævet sammen af Foraaret og Sommeren over et nordsjællandsk Landskab. Ogsaa her stræber Billedet mod det særegne og intime, der naaes i Rosensymboliken.

Rosen er al Lyriks Grundbillede. Chr. Winther fornyer Billedet, tilegner sig det, idet han fylder det med sin Oplevelse. I de første Digte »Til Een« bruger han det traditionelt: Lilie og Rose, om Kind og Mund. Eller han henkaster prøvende Billedet »Fortryllede Roser«, men uden rigtig at tro paa Billedets Magt til at tale og synge. Men efterhaanden som Virkelighedsbilledet af den elskede bliver tydeligere, faar ogsaa Rosenbilledet Individualitet. Først knyttet sammen med Lilie-Symbolet (XXIV), men saa selvstændigt: den blege Rose (XXVIII). Stadigt mere fuldstændigt dækker Billederne af Rosen og den elskede hinanden (XXXII), indtil endelig de for hans indre Syn smelter sammen til eet: Rosa unica. Grundformen i Lyrikens Rosensymbolik, som man kan finde hos Petrarca: Candida Rosa, hvide lysende Rose, har i Winthers Digt faaet sit individuelle Liv, saa det bliver det Løntegn, der udløser Forestillingen og Fornemmeisen af netop denne ene Kvinde: den Eene.

Winther overgaar Petrarca i Evnen til at give det almene, typiske Billede individuelt Liv. Man mærker, at Winther som sin nærmeste europæiske Forudsætning har Goethes Ungdomslyrik og i Danmark Oehlenschläger.

Fælles for Petrarca og Winther er det, at Skønhedsbilledet ikke blot er knyttet til det ydre Sansebillede, men til det indre: Sjælen. Og i hele den store Hovedmasse af Petrarcas Digte er det ydre kun Impulsen til Tanke og Stemning. Saaledes har Petrarca skrevet tre store Canzoner og mange Sonetter til Lauras Øjne, uden at man har skimtet blot et Glimt af deres Farve. I sin sidste Konsekvens bliver Petrarcas Lyrik til ren Lyrik, et Udtryk for hans egen XXXXI Stemning og hans eget indre Liv. Digtningen om Laura bliver til et Spejl for Petrarca selv.

Hemmeligheden ved Winthers Kunst er - som allerede »Flyv Fugl« viste det - dens fine Sammenspil mellem det ydre og indre. Udtrykt med et Paradoks kunde man sige, at Winther ser ikke blot med Øjet, men ogsaa gennem Hjertet. Billedet opgaar, som han kalder det, for hans Sands. Et Udtryk, der lader en fornemme, hvorledes Sansebilledet bliver til for hans indre Syn. Det Winther kalder »den skønne Form«, der bestaar, naar Stoffet svinder, det er netop Billedet som en Enhed af det sansede og det sjælelige (CIII). Det der giver hele »Til Een« sit Særpræg er ikke blot det Billede, man aner af den elskedes Skikkelse og Færden, men det Kvindesind, hvoraf hvert af Digtene er fyldt. Digtene er virkelig, som det hedder i »Tilegnelsen«, tænkte med hendes Tanke.

Hun er den modne bevidste Kvinde. Hendes Tanke og Aand er stærk og begejstrende, rettet mod det i Livet, der kan kvæge og lutre og gribe Sindet dybt. Livet har prøvet hende og lært hende Smerte og Lidelse, men hun har omsat Smerten til indre Liv, sidder ikke »svag i Sorgens Fængselsskranke«. Hendes Hjerte luer kraftigt og sundt:

Dette Hjerte, som har banket
Livligt, kærligt, reent og puurt;
Dette Hjerte, som har sanket
Tusindfryd - og Smertens Urt.

Hendes Vemod har gjort hendes Kærlighed til en tavs Lykke. Hun har lukket sig om sit Hjertes Hemmelighed. Men som en Forjættelse om en stadig dybere Lykke faar den Udtryk i hele hendes Skikkelse, den Luft, der svæver om hende, hvor hun gaar. Dette ubeskrivelige, hendes Kvindeligheds Charme, som Winther kalder Elskovens dybe Mystik:

Den Elskovs dybe Mystik,
Som jeg har læst i Dit Blik,
I hver Lade, i Din Gang,
I Haarets Farve og i Stemmens Klang.

XXXXII

I den Maade, hvorpaa dette Kvindesind og denne Kvindeskikkelse i »Til Een« er blevet sluttet i en Form, der kunde bevare Mindet derom, ser vi det, vi kaldte i ædel Forstand tjenende i Winthers Kunst, paa sit Højeste.

Det er ikke blot i »Til Een«, men i Winthers Digtning i det hele taget, at den sidste Periode faar sit Særpræg af de tilbageskuende Digte.

Som han takker Julie for, hvad hun havde betydet for ham, takker han ogsaa sine Digtervenner og personlige Venner: Oehlenschläger, Heiberg, Hauch, Aarestrup og Bødtcher. Ofte var det Døden, der havde meldt sig og tvang Tankerne tilbage i Tiden. Men ogsaa sig selv og sin egen Digtning gør han op med og trækker Grænserne for, snart halvt spøgende (»Sommerfuglen«, »Til en Snegl«, »En Smagssag«), snart som en Bekræftelse af Kernen i sin Natur: Sansen for Nuets Rigdom (»Juli Maaned«).

Kort før sin Død skrev han et Par Linjer i sin Almanak for December 1876:

I denne Maaned født man her vil finde
Min første og min sidste Elskerinde,
Min Moder og Hende.

Der er visselig ingen stor Poesi i disse Linjer af den gamle Mand. Men de viser, hvorledes han havde forstaaet Sammenhængen i sit Liv og sin Digtning. Der ligger et langt Tilbageblik deri og en sand Erkendelse.

Oluf Friis.

STUDENTERVISE

Her under Nathimlens rolige Skygge
Vil vi, o! Frihed, dit Tempel opbygge,
Glædernes milde Pauluner opslaae;
Trofaste Brødre! Hymnen skal stige,
Stjernen skal vidne, at Ingen vil svige,
Herrer vi ere i Aandernes Rige,
Vi er den Stamme, som evigt skal staae!

Chor.

Herrer vi ere i Aandernes Rige,
Vi er den Stamme, som evigt skal staae!
Vi ere Værn om den helligste Have,
Der skal vi kraftigen pløie og grave,
Der skal vi fredeligt vande og saae;
Enige Brødre! i Sorg og i Gammen
Knytter de mægtige Vaaben tilsammen,
Haven vil trives, og evigt skal Stammen
Herligen grønnes, og aldrig forgaae!

Chor.

Haven vil trives, og evigt skal Stammen
Herligen grønnes, og aldrig forgaae!
4 Bonde og Sømand og Kriger med Sværdet,
Roret og Plougen, de staae uforfærdet,
Bygge paa Dannemarks Gjærde og Vold;
Høiskolens Sønner staae ikke tilbage,
Ogsaa vi kjæmpe de Nætter og Dage,
Dristigt vi Bogen og Pennen vil tage,
Det er de Mærker, vi føre i Skjold.

C hor.

Dristigt vi Bogen og Pennen vil tage,
Det er de Mærker, vi føre i Skjold.
Giv mig dit Haandtag, min Ven og min Broder,
Sværg mig at elske vor kjærlige Moder,
Blusser din Kind ei ved Dannemarks Navn?
Naar hendes Bud du vil øve og ære,
Den hendes Datter, dit Sind mon begjære,
Skal for din Troskab Belønningen være,
Den skal du høste i Kjærligheds Favn.

C hor.

Troskab vi sværge, og Lønnen skal være
Troskab beredt udi Kjærligheds Favn!
Hvad vi har lovet med Hjerte og Stemme,
Ærlige Brødre! det aldrig vi glemme,
Selv udi Graven ei Flammen udgaae!
Stjernen, til hvem vore Hymner opstige,
Vidne, at Ingen af alle vil svige;
Herrer vi ere i Aandernes Rige,
Vi er den Stamme, som evigt skal staae!

C hor.

Herrer vi ere i Aandernes Rige,
Vi er den Stamme, som evigt skal staae!

5

FADDERNE SYNGE.

Du lille Purk udi din Vuggeseng,
Og du, hans Fader og hans Moder!
Her er vi Spillemænd, et lystigt Slæng,
Hør nu en Stund paa vore Noder!
Med røde Roser og med Øine blaae
Han smykket skal igjennem Verden gaae;
Ei! Ungdomstid!
Du er saa blid!
Thi lad os være Børn i Aften!

Din Moders Favn er dig et Himmerig,
Indtil den lille Svale kommer,
Der bringer kjønne Blomster hjem med sig,
Og saa den glade, lune Sommer;
Med røde Roser og med Blomster blaae
Den vil dig Mark og Enge sødt besaae;
Ei! Sommertid!
Du er saa blid!
Ak! gid du altid favned Jorden!

Saa skal du byde Gjæs og Høns til Gjæst,
Og kaste Korn for dine Ænder,
Og række Brødet ud til Faders Hest
Med dine bitte, runde Hænder;
De røde Æbler og de Blommer blaae,
Dem kan den store Dreng i Træet naae,
Ei! Ungdoms Frugt!
Lifligt og smukt
Skal du den Unges Hjerte fryde.

Naar al vor Munterhed er reent caput,
Og vores Øines Flamme svinder,
6 Da skal du springe, som en vakker Gut,
Med dine æblerøde Kinder;
De røde Roser og de Øine blaae
Dem skal du vogte, at de kan bestaae;
Ak! Sorg og Skrig
Langt fra ham vig,
Naar han skal ud at gaae paa Veien.

Skrig kuns i Vuggen du, saa høit du vil,
Det skal jo alle raske Drenge;
Men er du Karl, du vorde stærk og snild,
Og from som Lammet udi Enge.
De røde Roser og de Blomster blaae
I Skjønheds Urtebed, vi veed, de staae;
Ak! skynd dig, pluk!
End er hun smuk,
Men snart er Ingen af jer kjønne!

Hør Dreng! een Ting endnu du ei forstaaer,
Det kan din Fader dig just lære:
At vorde tro den Møe, dit Hjerte faaer,
Og Gud og Dannemark at ære;
De røde Stridsmænd og de Gutter blaae,
De sorte Præster skal du agte paa;
Vælg, hvad du vil,
Men see kun til,
At Kjolen er lidt viid i Ærmet.

Vi elske dig, din Knegt! det kan du troe,
Vort Hjerte aldrig dig forlader;
Din hulde Moder mon derinde boe,
Der boer vor vakkre Ven, din Fader.
De røde Druer og de gule, blaae
Dem skal det heller ei dig mangle paa;
7 Syng Venskabs Lyst
Af fulde Bryst,
Og fyr kuns i - engang imellem!

Men hvis du faaer dig snart en Søster til,
Og Christ til Daab vil hende kalde,
Mon vi her atter da med Sang og Spil,
I Præstegaarden samles Alle?
De røde Roser og de Øine blaae
Er Blomster, som saa farligt snart forgaae!
Ei! Ungdomstid!
Du er saa blid!
Thi lad os være Børn i Aften!

INDSKRIVTER PAA MIN SØSTERS
ROKKEBREV.

1.

Da Adam kom fra Paradiis
Han Hest for Ploug mon binde;
Men hvad bestilde Eva vel?
Madamen maatte spinde!

Vort Liv er kuns et Rokkehjul,
Som Skjæbnens Fod mon træde:
Frem og tilbage, op og ned
Gaaer Livets Sorg og Glæde.

Ret som min Finger lister ned
Den blege Hør af Rokken,
Saa piller Tiden Aar for Aar
Et Haar af Ungdomslokken.

8

Vor Lykke er en Kjæmpe bold,
Han sjelden lar sig binde;
Men fanger jeg ham kuns i Vold,
Saa skal han for mig spinde.

Nu fyger Sneen skjær og hvid
For Vintrens barske Vinde;
Mit Lærred skal til Sommertid
Som Snee paa Blegen skinne.

Du leer nok ad mit Rokkebrev?
Ja, lee du kun, min K j ære!
Er Spas ei nok? - Skal der da strax
En dyb Betydning være?

2.

See her vort Livsens Skuespil
I flere skjønne Acter:
Først Barnet i sin Ammes Arm
Med Skraal og sære Fagter.

Saa flæber Drengen ved sin Bog
I en kortærmet Kjole;
Han kryber treven som en Snegl,
Naar Veien gaaer til Skole.

Nu Elsk'ren som en Kakkelovn
Mon sukke dybt og hvæse;
Han digter med Veemodighed
Om Herskerindens Næse.

Soldaten, fuld af Eed og Pral,
Med Fjedre og Galloner,
Han jager efter Ærens Skum
I Gabet af Kanoner.

9

En Embedsmand, saa rund og rød,
Med velfornemme Blikke,
Med Appetit og vise Sprog
Han veed sig snildt at skikke.

Saa Hr. Hieronymus med Stok,
Med Briller og med Hue,
Med Pengeposer og med Vrøvl,
I Klub og hos sin Frue.

Et Pigebarn paa otte Aar,
Som græder for lidt Sukker,
Hun har sig alt en Kjæreste
Iblandt sin Søsters Dukker.

En Jomfrue, nylig confirmert,
Fast intet andet sandser,
End Lafontaine, Maaneskin,
Og Rudolph Bays Romanzer.

Den unge Kone iler glad
Fra Eensomhed og Hjemmet;
Nu hersker hun, nu har hun travlt
At faae sin Husbond tæmmet.

Matronen med sin Kaffekop
Og med sin slebne Tunge,
Hun bruger Snuus, hun spørger Nyt,
Og aver skrapt den Unge.

Fra Oldemoders Lænestol
Regjeres hele Hjorden;
Hun gjør Partier, stifter Fred; -
Men gjør hun ogsaa Orden?

10

Den sidste Scene aabner sig,
Den anden Barnealder,
Som mangler Tænder, Øine, Smag;
Og derpaa Dækket falder.

3.

Januar.

Kolde Gubbe, Januar!
Alting stivner for din Aande;
Verden sover, kuns i Storm
Træet høres høit sig vaande.

Februar.

Svenden kjører Pigen rask
Hen ad Søens blanke Flade,
Stjæler sig et Kys til Løn; -
Herregud! hvad kan det skade?

Marts.

Martsviolens søde Duft
Lokker Blikket fra det Høie;
Vil du Jordens Skatte naae,
Ydmygt du til Jord dig bøie!

April.

Herregunst, Aprilisveir
Ofte vil sin Farve bytte;
Svigter dig det smukke Skin,
Skjul dig i den lave Hytte.

Maii.

»Denne Maaned er et Kys,
»Himlen kjærligt Jorden giver,
11

»Til et Pant, at den en Brud,
»Snart en frugtbar Moder bliver.«

Junii.

Milde Vinde vække op
Spirer, som i Jorden blunde;
Nattergalen kommer snart
Til de løvbedækte Lunde.

Julii.

Drengens Hjerte fryder sig;
Men hvor kan det andet være?
Træet bøier Armen selv,
Byder ham sin gule Pære.

August.

Lystigt Meiejernet klang,
Markens gyldne Skjæg blev raget;
Vognen sukker ved sit Læs,
Og vor Rigdom gjemmer Taget.

September.

Søde Ranke! Himmellyst
Speiler sig i hver din Drue;
Styrk os paa vor kolde Jord
Med din skjulte Guddomslue.

October.

Morgenvinden vifter koldt,
Baaden fjernt paa Søen dandser,
Fisken blank i Solens Skjær
Spræller med sit Sølverpandser.

12

November.

Skovens Fugle tie stil,
Sneen jevnt paa Sletten falder,
Bøssen knalder, Hunden gjøer,
Hjorten faldt, og Hornet kalder.

December.

Her er Aarets Punktum sat,
Bladet maae vi atter vende;
Julen er et Udraabstegn,
En Rosin i Pølsens Ende.

4.

Beileren paa viden Jord
Stædes i en svar Ulempe,
Heel forskjelligt Vaabnet er,
Som ham Seiren skal tilkjæmpe.

Polen.

See den tappre Terzka, peent
Han i Amors Baand sig skikker;
Af Dombrovkas lille Skoe
Hendes Skaal han ydmygt drikker.

Rusland.

Russen reder Seng i Snee
Udenfor den Lilles Kammer,
Til Cathinkas Marmorbryst
Røres vil af Ivans Jammer.

Sverrig.

Jøran! søde svenske Gut!
Kors hvad Sødhed paa din Tunge!
13 Sødt din Ulla leer derad,
Hun er sød, den søde Unge!

Tyrkiet.

Selim stryger glat sit Skjæg,
Skyder op sin høie Hue,
At Zelinda bag sit Slør
Kan hans stolte Pande skue.

Spanien.

Don Rodriguez i den lune
Sommernat med Sværd og Zither
Tolker for sin Isabella
Elskovs Længsel, sød og bitter.

Frankrig.

Paa sit Knæ Monsieur Dorval
For Madame Celle maa skrifte;
Ziirligt faaer han Ridderslag
Ved et Svip af hendes Vifte.

Italien.

Med Sonetter, Blik og Suk,
I Theater og i Kirke,
Stræber Pietro ufortrøden
Rosas Hjertelaas at dirke.

Tydskland.

I den raske Vienervals
Hermann sin Dorthea svinger;
Hymen kommer svævende
Paa Musikens bløde Vinger.

14

England.

William har sin Fanny kjøbt
Hist paa Torvet udi Dover;
Og hvad gav han? - Bagatel!
Fire Pence og lidt derover.

Indien.

Inde maa, før Yariko
Ham med Fryd om Halsen falder,
Lægge ned for hendes Fod
Hundred' fiendske Pandeskaller.

Danmark.

Jens til Karen frier paa dansk,
Det vil sige, snart paa engelsk,
Fransk og tydsk og spansk og polsk,
Indisk, russisk, snart paa - bengelsk.

5.

Jeg var en Jomfru saa rank og skjøn,
Min Kjortel var af Silke grøn;
Regnskyen mon over mit Hoved gaae,
Med lyseblaae Øine jeg saae derpaa;
Jeg var saa glad alt paa min Viis,
Men hvorlænge var Adam i Paradiis?
En Flok af Piger med lystig Sang
En Dag kom ud i min grønne Vang,
De redte mig strax stor Sorg og Vee,
For sidste Gang fik jeg Himlen see;
Thi de rusked og rev mig fra mit Stade,
Mit unge Liv jeg maatte lade.

15

De sænke mig ned i dyben Søe,
Jeg spredes og veires saa tør som Høe,
Saa lægges jeg paa den gloende Rist,
Af Ilden svies min Krop forvist,
Saa brydes og brages mine Lemmer spæde,
Deraf de fange stor Hjertensglæde.
De føre mig til en Sværdedands,
Og flette min Krop i Knude og Krands;
Med hvasse Tænder de kjæmme mig ret,
At jeg maa vorde subtil og net.
Jeg tjener paa Rokkens Hoved for Haar,
Til Jomfruen Fingre i mig faaer.
Hun napper og snoer mig; jeg er ei seen,
Men skynder mig ned paa den snelle Teen,
Jeg haspes og koges, og naar jeg er vundet,
Jeg bliver i Væven rendt og bundet;
Paa Spolen med Skjøtten jeg løber om Kap,
Men fanger dog mangt et vældigt Rap.
Jeg lægges paa Græsset ved Sommertid,
At Solen kan farve mig melkehvid;
Men tages jeg bort fra den grønne Eng,
Da pryder jeg snart en Brudeseng,
Snart Gravens Skræk jeg lærer kjende, -
Og saa er mit Levnetsløb til Ende.

VINTERLANDSKAB.

Sneen dækker Mark og Mose,
Skoven staaer saa mørk og bruun,
Blank i Vest gaaer Dagens Rose
Bort af Vintrens blaae Paulun.

16

Taushed boer paa Eng og Høie,
Stjernen tindrer klart i Luft,
Hver en Busk har lukt sit Øie,
Hver en Stilk har gjemt sin Duft.

Alle Blomsterbørn derude
Sove nu saa sødt og tæt,
Ei den hvide Vuggepude
Trykker deres Aandedræt.

Poppelpilens Hoved hælder
Tankefuldt, med Snee belagt;
Ak, den drømmer vist, - hvad gjælder?
Om sin rige Sommerdragt!

Det er mørkt i Skovens Sale,
Og mens Natten er saa stil,
Lyder Jægerhornets Tale,
Ak! hvem mon det taler til?

Jægren staaer ved Degnens Bolig;
Mon han er paa rette Spor?
Mon nu hver en Barm er rolig,
Som bag disse Vægge boer?

Møllehjulets Larm forstummer,
Kulden binder Slusens Fald;
Hanen galer, Koen brummer
I den lune Vinterstald.

Flittigt i den lille Stue
Træder Pigen Rokkens Hjul;
Rødligt brænder Lampens Lue,
Kakkelovnen buldrer "huul.

17

Karlen staaer ved hendes Side:
»Reis dig, Lise, fra din Stol;
Thi paa Kroen, maa du vide,
Har vi Fløiter og Fiol.«

Ned fra Herregaards-Alleen
Farer frem et Kanetog,
Ud det slynger sig paa Sneen
Som en broget Ranglesnog.

Først Grevinden med Gemalen,
Saa en Frøkenskare skjøn,
Gouvernanten sidst i Halen
Kjører der med Provstens Søn.

Her bag Skoven hos Baronen
Er der Lystighed og Bal,
Blanke Lys i Lysekronen
Tindre fra den høie Hal.

Dreiende de brede Ører
Hjorten staaer ved Skovens Bræm,
Undrende hvad Klang den hører
Vakt udi dens stille Hjem.

Men af Fiskedammen kræver
Nu sin Mad den hvide Maag;
Dog fra Fadet ei den hæver
Isens faste, tunge Laag.

Ynglingen paa blanke Skøiter
Svæver frem i krumme Sving,
Vinden om hans Ører fløiter,
Men han ændser ingen Ting.

18

Hisset i det lyse Kammer
Venter ham et lystigt Lag,
Latter, Sang og Vinens Flammer
Og Tobak og Favnetag.

Mens han Maalet kjæk forfølger
Kraftigt skiftende sin Fod,
Svømmer gjennem Luftens Bølger
Sangen lifligt ham imod.

»Vivat Bacchus! stolte Herre!
Naadigt gjæst vor lille Flok;
Til at prise dig, desværre
Findes aldrig Tunger nok!«

Men jeg stod paa Kjæmpehøien,
Stirred over Egnen hen,
Hvad jeg skued med mit Øie,
Tegned jeg med Blæk og Pen.

PHANTASIE.

Hil dig, deilige Møe! du stolte Datter af Jutland!
Dybt sig bøier i Støv din Tjener, cimbriske Skjoldmøe!
Hist fra din Fødestavn, over Kattegats Bølger, de grønne,
Hid gjennem Stadens Larm sig trængde dit Rygte saa venligt,
Prisende høit dit Navn og høit dine tusinde Kunster,
Mange som Havets Sand, hver blank som Stjernen paa Himlen!
19 Aldrig saae dig mit Øie; men Øret drak saa begjærligt
Hver en Tone, som klang, berømmende dig og din Ynde;
Hvert et Ord var en Gnist, der slog i mit Bryst som en Lynild,
Tændte hver Draabe Blod, der bruser igjennem mit Hjerte,
Gav mig et høiere Liv, et Liv, jeg før ei har levet,
Glemt er den svundne Dag, en blankere Sol er op? runden!
Lifligt toner min Sang; thi Strængene taler om dig jo:
Hil dig, deilige Møe! du stolte Datter af Jutland!
Dybt sig bøier i Støv din Tjener, cimbriske Skjold? møe!
Ak! hvi skiller os da den bjerghøie Bølge, den sortblaae!
Gid jeg kun aandede hist den Luft, som qvæger dit Hjerte,
Ak! som fylder din Barm, og hæver de svulmende Bryster,
Kunde jeg høre din Røst, og varmes i Øinenes Straalhav:
Tidligt, før Vaarsolen steeg, vi roede paa blinkende Havfjord,
Meded' med Silkesnor, os hældende ud over Baaden,
Eller vi droge et Vaad, os støttende fast paa vort Fodblad,
Talde saa siden i Roe paa Bredden de sprællende Fiske.
Hornet kalder til Jagd, alt snuse de kobblede Hunde;
20 Kom, o! Huldeste kom, din Ganger vrinsker i Gaarden,
Bygget let som en Hind, og tygger den skumhvide Mile,
Stolt af at/ bære dig frem over Mark, gjennem Skov, ind i Krattet!
Kom, lad mig løfte dig op: - ha! søde, kostbare Byrde!
Rank jo kneiser du der med de hvide, viftende Strudsfjer
Høit paa den sorte Hat, ned strømme de bølgende Lokker.
Hen over grønnen Eng vi tumle de vælige Heste,
Skyggen modtager os da; gjennem Busk og Løvværk med Raslen
Fare vi flink afsted; - hør! Bøssen knalder ved Mosen,
Jægernes vilde Raab, og Glam af de sporende Hunde!
Hjorten, han faldt i sit Løb, og Donerne have vi fundet
Fulde af spættede Fugle, nu Krumhornet raaber os: kom! kom!
Vel da, vi skynde os hen, hvor Druen perler i Glasset,
Druen, som fødtes i Syd paa Spaniens brogede Høie!
Sæt dig i Græsset her, hvor Egen hvælver sin Krone;
Jægere, støder i Hornet! min Dronning hæver Pokalen!
Maatte jeg, yndige Pige, blot eengang kysse din Læbe,
Favne dit smækkre Liv, - mit Hjerte siger det forud, -
21 Vistnok drak jeg en Ruus, at aldrig meer jeg blev ædru!
Her, mit Hjertes Møe! jeg rækker dig rullede Blade,
Komne fra Cubas Øe; see, tænd dem, Elskte, ved Arnen!
Altfor salige Blade! I kysse de friskrøde Læber,
Vist er' I bedre end jeg: den Salighed slukde mit Liv ud!
Hjemad ride vi nu, og Vestens Blade med Virak
Hvirvle som hvidblaae Skyer bagefter de travende Hopper.
Aftenrøden i Vest, som farved din Lok og dit Ansigt,
Sank udi Havets Skjød, da let du sprang af din Ganger.
Læg din fjedrede Hat, og flæt dine kulsorte Lokker,
Hist i den funklende Sal man venter dig, Hulde, med Længsel.
Stolte Møe! du hersker i Tonernes Rige som Dronning,
Lokker af dreiede Rør og af spændte Strænge, - o! Troldom!
Hjertegribende Klang, liig Alfernes Stemmer om Natten.
Dybt i mit Bryst stærkt toner din Gjenklang; underligt klager
Der Hoboernes Røst, som Elskerens venlige Natsang,
Hornet sukker saa dybt, det tyder den Længsel, mig tærer,
Og Violinens Stræng mit Elskovsliv og min Flamme;
Contrabassen gaaer sin faste, stadige Grundgang,
22 Klinger udi min Barm, som Troskab, evig og fjeld? fast.
Brusende Bifaldsraab dig møde fra Læbe til Læbe:
Hil dig, deilige Møe! du stolte Datter af Jutland!
Dybt sig bøier i Støv din Tjener, cimbriske Skjoldmøe!
Hører du hisset alt de spillende Toner af Fløiten?
Vil du, Bedste, som jeg, saa svæve vi ned gjennem Rækken,
Og din ringede Lok vil vifte om Lilier og Roser;
Eller vi slynge os rundt i Valsens svævende Søgang,
Du, en fyrig Komet, fordunkler med Straalen hver Stjerne.
Salighed, ak uden Maal! du hviler dig her i min Arm trygt,
Tæt ved mit bankende Bryst; - du hører, det ban? ker af Længsel?
Nei! du er rolig og glad, mig evigt min Lue fortærer!
Dækket faldt fra mit Blik; jeg stod i Natten og drømde
Ak! den lifligste Drøm, nu tier min Harpe forfærdet.
Ene stander jeg her, og stirrer mod Himlen og Stjernen,
Strækker min Arm imod Vest, og favner kun nat? lige Vindpust.
Vift over Land, over Søe, bring hende mit Suk og min Klage!
Ak! hun ændser dem ei, hun ahner jo aldrig min Elskov!
Rolig du stormende Bryst, mit bankende Hjerte sov sødt kun!
Fryd dig, at du i Sang de pinende Qvaler kan lindre,
23 At du ved Harpens Stræng kan tolke, hvad evigt du lider,
At du kan prise den Møe, som aldrig Øiet har skuet, -
Syng ved Dag og ved Nat af fuldeste Bryst hendes Priis da:
Hil dig, deilige Møe! du stolte Datter af Jutland!
Dybt sig bøier i Støv din Tjener, cimbriske Skjold? møe!

NAAR KOMMER HØSTEN?

Naar Pidsken den knalder,
Og Posthornet skralder,
Og kalder Studenten, din Kjærest, herfra,
Naar Vognen forsvinder,
Og Taaren den rinder,
Mit søde, lille Hjerte! hvad tænker du da?

Du sidder bag Rude,
Og lytter histude
Til Klangen, som døves af susende Vind;
Snart intet du hører,
Dit Øie du tørrer,
Mit søde, lille Hjerte! og tørrer din Kind.

Naar Storkene reiser,
Og Asteren kneiser,
Og viser med Pral os sit stribede Blad,
Jeg kommer tilbage; -
Saa stands da din Klage!
Mit søde, lille Hjerte! du skal være glad!

24

O! græd dog ei mere!
Gaa ned at spadsere,
Hvor Kirsebærtræet neddrysser sin Pryd;
Der var det, vi lovte
Hinanden saa ofte,
Mit søde, lille Hjerte! al Elskovens Fryd.

Jeg sidder ved Kroen
Hos Bækken paa Broen,
Og skriver dig Vers, imens Aftnen er smuk;
I Bølgernes Kinden,
Og Luften i Linden,
Mit søde, lille Hjerte! jeg hører dit Suk!

Og alt som du sukker,
Jeg tænker, du plukker
En blomstrende Stjerne med Fingren itu:
»Han elsker af Hjerte,
Med Længsel og Smerte!«
Mit søde, lille Hjerte! hvad tænker saa du?

Lad Blomsterne alle
Kun visne og falde,
Snart Høsten frembærer i Kjortelens Flig
Af Frugterne søde
De gule, de røde,
Mit søde, lille Hjerte! for dig og for mig.

Dem skal vi saa plukke,
Og alle de smukke,
Al Høstgudens Rigdom skal du nyde heel;
Men hvad som kan saare,
Hver Torn og hver Taare,
Mit søde, lille Hjerte! skal være min Deel!

25

HILSEN.

Ak! du sidder fjernt derude
Midt i Vintrens raae Natur,
Gjemt bag Vindvets blanke Rude
Som en Nonne i sit Buur!

Lille, ranke, blonde Pige
Med den rosenrøde Mund,
Snart vil Storm og Snee bortvige,
Vaaren vaagne af sit Blund.

Blusser da, min fine Lilie!
Du saa varm i Vintrens Slud,
Da vil vist paa grønne Tillie
Vaaren kaare dig til Brud!

Alt jeg seer hans Hofmænd ranke,
Rose, Neglik og Viol,
Hyacinthen og den blanke
Tubaroses gyldne Skaal.

Paa din Vandring vil de stimle
Rundt om deres Dronnings Fjed,
Og af dine Øines Himle
Drikke Himlens Salighed.

Dog - saalænge lis vil bære
Over Søen til din Bo,
Skal mig Sorgen ei besnære,
Men mit Hjerte have Ro.

Jeg vil i din Skjønheds Sommer
Slukke al mit Hjertes Tørst;
Naar din Brudgom, Vaaren, kommer,
Mig det vorder Vinter først.

26

FLYV FUGL, FLYV.

Flyv Fugl, flyv over Furresøens Vove!
Nu kommer Natten saa sort,
Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,
Dagen den lister sig bort;
Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage,
Til de guulnæbede Smaa;
Men naar i Morgen du kommer tilbage,
Siig mig saa alt, hvad du saae!

Flyv Fugl, flyv over Furresøens Bølge,
Stræk dine Vinger nu vel!
Seer du to Elskende, dem skal du følge,
Dybt skal du speide deres Sjel.
Er jeg en Sanger, saa bør jeg jo vide
Kjærligheds smigrende Lyst,
Alt, hvad et Hjerte kan rumme og lide,
Burde jo tolke min Røst.

Flyv Fugl, flyv over Furresøens Rislen,
Kiærlighed kalder dig hjem;
Sæt dig nu kjønt mellem Løvbuskens Hvislen,
Syng saa din Kjærlighed frem!
Kunde, som du, jeg i Ætheren svømme,
Veed jeg nok, hvor gik min Flugt;
Jeg kan i Lunden kun sukke og drømme,
Det er min Kjærligheds Frugt.

Flyv Fugl, flyv over Furresøens Vande,
Langt, langt bort i det Blaae!
Eensomt i Skoven ved fjerneste Strande
Seer du min Favre at gaae.
27 Guulbrune Lokker de flagre i Vinden,
Let er hun, rank som et Ax,
Øiet er sort, og Roser har Kinden,
Ak! du kan kjende hende strax!

Flyv Fugl, flyv over Furresøens Brusen,
Dybt drager Natten sit Suk!
Træerne hviske med ængstelig Susen,
Hilse Godnat med et Buk!
Har du ei lyttet til mangefold Smerte
Selv\ hos den fjedrede Flok?
Siig et Godnat til mit bævende Hjerte!
Siig det, du veed det jo nok?

HAANDVÆRKSSVENDEN SYNGER.

Lille Cathrine!
Hvi bær du det deilige Haar,
Som dig om Kinderne slaaer
Glindsende blødt?
Siig mig, er det ogsaa Ret?
Fange mit Hjerte i Net!
Nu har det flagret sig træt,
Ja! næsten dødt!

Lille Cathrine!
Du viisde den spædeste Fod,
Hvor som i Dandsen du stod
Den sidste Gang.
Liflig du var for mit Sind,
Kjærlighed listed sig ind,
Mens jeg i Tonernes Vind
Henrykt dig svang.

28

Lille Cathrine!
Hvor trofast jeg favnede dig!
Ak! men det gavnede mig
Dog jo kun lidt!
Rigtignok var du saa mild;
Ja men dit venlige Smiil
Tændte i Hjertet en Ild,
Men kuns i mit.

Lille Cathrine!
Nu kommer vel Vaaren med Grønt,
Svinger sin Fane, saa skjønt
Blomsterbrodeert;
Jeg vil i Lundene gaae, »
Fuglene hører jeg paa,
Hjertet vil hoppe og slaae
Ømt og geneert.

Lille Cathrine!
Saa spørger jeg Kukkeren ad
Hist mellem Bøgenes Blad:
Naar skal jeg døe?
Svarer den: det skal du snart!
Tænker jeg: det var da rart,
At du dog før din Depart
Saae denne Møe!

Lille Cathrine!
Naar skal vi nu samles igjen?
Glemmer du gandske din Ven,
Inden vi sees?
Aaret omdreier sin Rok,
29 Du har forgjettet mig nok,
Da kommer Beileres Flok,
Ja vel en Snees!

Lille Cathrine!
Jeg elsker dig inderligt ømt!
Det har du aldrig vel drømt,
Ak! men kun jeg!
Snart vil jeg sige dig det,
Pige! forstaaer du mig ret,
Da skal jeg lystig og let
Ile til dig!

O! VAR JEG!

O! var jeg Kammen i dit Haar!
Med disse Lokker gyldne, rene,
Som volde dybe Hjertesaar,
Jeg, prydet med Golkondas Stene,
Mig kunde inderligt forene; -
O! var jeg Kammen i dit Haar!

O! var jeg K j eden om din Barm!
Hvor skulde jeg mig smidigt føie;
Jeg blev da vist saa elskovsvarm,
At Sneen smelted, og dit Øie
Du vilde kjærligt mod mig bøie;
O! var jeg K j eden om din Barm!

O! var jeg Uhret ved dit Bryst!
Da maatte jeg jo med dig vanke;
Med evig sød urolig Lyst
Jeg kunde mod dit Hjerte banke,
Og lytte til din skjulte Tanke; -
O! var jeg Uhret ved dit Bryst!

30

O! var jeg blot den lille Hund,
Som hviler ydmygt ved din Side,
Da kyssed mig din Rosenmund,
Du lokked mig med Ord saa blide,
Du klapped mig med Hænder hvide; -

O! var jeg blot din lille Hund!
Men jeg er ei din lille Hund,
Jeg funkler ei som Kam i Haaret,
Mig kysser ei din Rosenmund,
Du har som Lænke mig ei baaret;
Og, skjøndt du har til Død mig saaret,
Jeg er dig mindre end din Hund!

SONET.

Som naar en Draabe, født i Morgenrøden,
Selv i sit Fald med tusind Farver praler,
Og blank i Muslingdyrets Barm neddaler,
Som ubevidst modtager Ætherføden;

Og føler snart saa stærkt den indre Gløden,
At Skallen sig som Himmelbuen maler,
Men dog sin Skat med Livet dyrt betaler,
Thi Perlen bliver moden først med Døden; -

Saaledes er min Elskov i mit Hjerte
En himmelsk Draabe, der med alt det Søde,
Som Jord og Hav og Eden har i Eie,

Fortærer Livets Kraft, men trods sin Smerte
Dog lader mig i hellig Vellyst gløde,
Indtil den strækker mig paa Gravens Leie!

31

HVORDAN HUN ER?

1.

Hun skildres ei med Pen og Blæk,
Det føler jeg med salig Smerte;
Men disse svage, usle Træk
Skal dog nok røre mangt et Hjerte.

2.

Naar hun blandt ældre Piger staaer,
Er hun saa smuk, som det er trolig,
At Psyche var i Ungdoms Vaar,
Da hun blev ført til Amors Bolig.

3.

Hun staaer iblandt de Yngstes Flok
Som Julens Engel, der fra Himlen
Til Barnet bringer Glæde nok,
Men selv den Gladeste i Vrimlen.

4.

Hun er saa ung, som Rosens Knop,
Der viser os det stærke Røde,
Og just vil sprænge Bægret op,
For ret i Elskovs Sol at gløde.

5.

Mig er hun ei for ung og varm!
Nei, det er just min største Lykke;
Jeg hende da med mandig Arm
Skal til mit unge Hjerte trykke.

6.

Og tænk Dig hendes Øiekast!
Som Aftenstjernens Elskovsminer,
32 Naar den med sød, urolig Hast
Bag Solens Natteleie triner.

7.

Hun har et Smiil omkring sin Mund,
Som naar en Lilie fra sin Stengel
Seer mildt sig selv paa Kildens Bund,
Og tænker: det er Liliens Engel!

8.

Vorherres Himmel nøies jo
Med Dagens Fakkel, Nattens Kjerte!
Jeg seer paa een Gang Stjerner to,
Som gjør en Himmel af mit Hjerte.

9.

Med en Tilskuers hele Ild
Jeg hendes Hikke tidt udpønser,
Og seer et Elskovsskuespil
Bag hendes Øines Silkefryndser.

10.

Saa reen som Vaarens Rosenskyer,
Saa sorgfri gaaer min Elskerinde,
Og ahner ei det Eventyr,
Hun spiller i min Barm, herinde!

11.

Skal vi da slutte vor Contract?
Jeg Romeo, du Giuliette?
Vi spille til den fjerde Act,
Den femte vil vi reent udslette.

33

12.

Staaer hun mig fjern, hver Blomst jeg seer
Som svage Glimt af min Veninde;
Er hun mig nær, mit Øie meer
End alle Blomsters Pragt kan finde.

13.

Hun synger ei, - det vide vi, -
Men hendes Røst dog er, paa Ære!
Et fromt Musikacademie, -
Der skal mit Hjerte gaae i Lære.

14.

Hun dandser ei; men det er godt,
Fra Himlen troer jeg, hun maa stamme,
Og hæved hun saa Foden blot,
Saa fløi hun vistnok med det Samme.

15.

Skjøndt jeg med Riim ei kan faae Bugt,
Som jeg til Navnet vilde lænke,
Er det mig selv et Vers, saa smukt,
Som nogen Sanger kan udtænke.

16.

Den lille, ranke Lilievaand,
Hvis Blade er to hvide Hænder,
Mit Hjerte holder i sin Haand,
Og det er derfor, at det brænder.

17.

En Tid hun gik med sine Haar,
Og lod dem flagre yndigt vilde;
34 Men nu hun dem i Fletning slaaer,
At Ingen flere sig skal hilde.

18.

Jeg fangen er; men som en Gud
Kan jeg med gyldne Lænker bramme,
Og slipper jeg end aldrig ud,
Saa er det saamæn og det Samme!

19.

Jeg kunde gjerne blive ved
At male fort, ifald jeg vilde;
Men det blev Digternes Fortræd,
Jeg tømde deres Billedkilde.

20.

Men samler jeg den store Sum,
Betragter jeg den hele Pige,
Er hun et sødt Mysterium,
Som ingen Tunge kan undsige.

RANKENS DATTER.

Naar Druens smækkre Moder
Har fostret Dattren ved sit Bryst,
Og i de blanke Kloder
Sig speiler Himlens Lyst:
Da springer hun fra Løvets Skjold,
Hvor hun har siddet tryg og bold,
Og hver en lystig Broder
Hun fanger strax i Vold.

35

Det er en deilig Pige,
Hun luer frisk med fyrigt Mod,
De runde Bryster stige
Med dristigt Ungdomsblod;
Naar Øiet sender ud sit Lyn,
Eia! det er et herligt Syn!
Hver Sorgens Sky maa vige
Fra Mandens Øiebryn.

Hun farer ei med Lempe,
Hun er saa stærk som Herkules,
Med Tusind kan hun kjæmpe, -
De synke hen som Græs.
Hver Feigheds Slave gjør hun fri,
Og hendes søde Tryllerie
Et Hjertes Storm kan dæmpe
Til yndig Melodie.

Sit Kys hun skjænker Alle
Saa sødt, saa fast ved Nat og Dag,
Med Jubel kan man falde
I hendes Favnetag.
Hun tager Alting overtvers,
Hun vender Graaden om til Skjers,
Paa hendes Navn vi kalde
I Toner og i Vers.

Men skjøndt hun trygt i Armen
Os knuger ret med kjærlig Lyst,
Ei kjøles Troskabsvarmen,
Som huses i vort Bryst;
Hun lærer os saa søde Ord,
Som aldrig før er hørt paa Jord,
36 Hun drager frem af Barmen
Hvert Elskovssuk, der boer.

Frisk op! og lad os tømme
Den Trylledrik, det Jomfrublod,
Da skal vort Hjerte svømme
I en elysisk Flod;
Hun freder Kundskabstræets Rod,
Hun er vor Elskov ei imod,
Og saligt kan vi drømme
Ved hendes Altars Fod!

AMOR JESUITA

Jeg laae i Græsset nys,
Og saae hver Lilie
Faae Sommerfuglens Kys
Imod sin Villie;
Mens Biens Læber hang
Ved Blomsterdusken,
Jeg hørde Fuglesang
Bag Rosenbusken.

Men ogsaa hørdes der
En sagte Hvidsken;
Da listed jeg mig nær
Til Tamarisken,
Og drog saa jevnt med Flid
En Green tilbage; -
Men aldrig nogentid
Har jeg seet Mage!

37

I Buskens indre Bryst
I grønne Skygger,
Hvor Nattergalen tyst
Sin Rede bygger,
Der stod en lille Knegt
Med gule Lokker,
Og Busken ved hans Vægt
Saa sagte rokker.

Han stod med sine Been
I Stammens Kløfter,
Mens paa en løvfuld Green
Sin Arm han løfter;
Hans Vinger vare blaae,
Med Guld isprængte;
I Busken Kogret laae,
Og Buen hængde.

Han smilde skjelmsk og snild;
Men knap jeg taalde
Den underfulde Ild,
Som Øiet straalde.
En lille Skaal af Guld
Stod ved hans Side;
Men, hvoraf den var fuld,
Maa han nok vide.

Ned i den gyldne Skaal
Han dypped Pilen,
Og saae paa grumme Staal
Med sælsom Smilen;
Hans Øie vogted paa
En Fuglerede,
38 Hvor tvende Unger laae,
Og peeb dernede.

Han tog med nænsom Haand
Paa deres Tunger,
Og skar for Talebaand
De spæde Unger;
Han strøg dem begge to
Med Sødt om Munden;
De rysted sig; - da loe
Han høit i Lunden.

Den gamle Nattergal
Sad saa andægtigt,
Og hørde, hvor hans Pral
Var stolt og prægtigt;
Hun tænkde vistnok paa,
Da hun var Unge,
I Skolen maatte gaae,
Og lære sjunge.

»En Gud,« han sagde, »er
»Nu eders Amme,
»Thi jeg vil skjænke jer
»Min høie Flamme;
»Mit Guddomssprog, mit Bud
»Jeg eder lærer,
»Og sender jer saa ud
»Som Missionærer.

»Den anden Fugleæt
»Maa ogsaa lære,
»Men kommer dog ei ret
38
39 »Til nogen Ære!
»Men I er af det Slags,
»Som vist kan hexe;
»I kommer alle strax
»I Mesterlexe.

»Min Bitterhed er sød,
»Min Qval er Glæde,
»Og det er Sorgens Død
»For mig at græde.
»Den Sæd skal I udstrøe
»I Svendens Hjerte,
»Oplære hver en Møe
»I Elskovssmerte.

»Naar eensomt Svenden gaaer
»I Elskovstanker,
»Ved Vindvet Pigen staaer,
»Og Hjertet banker;
»Hun seer jo nok hans Vei
»I mørke Fjerne,
»Men aabner Vindvet ei; -
Hun vilde gjerne! -

»O! slaae da sødt og net
»I Foraarsdalen,
»Saa hvidsker Mennesket:
»Hør Nattergalen!
»Og paa mit store Navn
»Vil Alle raabe,
»Og under Livets Savn
»Paa mig kun haabe.

40

»Da voxer stolt omkring
»Min Magt paa Jorden;
»Og da gaae alle Ting
»Først ret i Orden;
»Thi det er Sorgens Død
»For mig at græde;
»Min Bitterhed er sød,
»Min Qval er Glæde!«

Jeg gysde ret derved, -
Han fløi med Latter,
Og paa sin Rede ned
Sprang Fuglen atter.
Nu veed vi da bestemt,
Bag Løvets Gitter
Der præke luunt og gjemt
De smaa Jesuiter.

JEG ELSKTE FOGDENS DATTER.

Jeg elskte Fogdens Datter,
Hun var mit Hjertes Lyst,
Paa mit Ansigt boede Latter,
Og Freden i mit Bryst.

Da kom en fremmed Herre,
Som min gamle Fader slog;
Han gjorde det end værre,
Min Kjærest fra mig tog.

Det var en grusom Smerte,
Dog qvalte jeg min Graad,
41 Dybt sad udi mit Hjerte
Den bittre Smertens Braad.

Ret som den vilde Jæger
Jeg søgde Skovens Nat,
Der hvor i Kløftens Bæger
Sig sænker Strømmen brat.

Der mødte jeg min Fiende,
Ham, som min Kjærest tog,
Og som min gamle, blinde
Og syge Fader slog.

Han paa den ene Side
Ved steile Afgrund stod,
Og mellem os den stride,
Den vrede Fjeldets Flod,

Da trued' ham min Næve,
Jeg viisde ham min Flindt,
Da saae jeg ham at bæve,
Og tumle ned fra Klint.

Jeg dræbde ham jo ikke!
Det var hans egen Synd,
Der lod ham Døden drikke
I Strømmens dybe Dynd.

Nu er jeg lystig atter,
Men det er Satan til Lyst,
Naar paa Fjæset staaer Latter,
Men Helved i mit Bryst

42

RIDDER KALV.

Kong Wolmer stod i Halle,
Og deelde Borg og Land
Til sine Hovmænd alle,
Det bedste som han kan.
Heel naadigt Drotten bøier
Sit Hoved aldenstund,
Mens Skjelmerie og Løier
Ret spiller om hans Mund.

Han gav dem hver et Stykke,
Og lagde Skjemt dertil;
De priisde deres Lykke,
Og takked ham med Smiil.
Den nordre Stump af Landet
Han gav til Eske Brok,
Han sagde: »Kryb i Sandet,
Da har du Huusly nok.«

»Hvor Ræv og Ulv skal bygge,
Der trives sjelden Gaas,
Og derfor skal I rykke
Hver i sin egen Baas.
Men liden Morten Due,
Flyv kjønt til Aalholm op,
Sid der paa grønne Tue,
Og byg i Bøgens Top!

»Hvor skal vi Galten sætte?
I Krogen kan han boe!
I hedder Høg med Rette,
I har saa hvas en Klo;
43 Søhanerne I gribe
Ud fra det sikkre Næs! -
Til Kalv jeg giver Ribe,
Der kan han gaae paa Græs.«

Men Ridder Kalv blev arrig,
Han smadsked med sin Mund:
»Den Mundfuld den var karrig,
Guds Død! er jeg en Hund?«
Han daskede paa Sværdet,
Som slingred ved hans Laar:
»Jeg springer over Gjerdet,
Og til de Tydske gaaer!«

Han svang sig paa sin Fole,
Og lod til Holsteen staae,
Den hele Rideskole
Maa Horset gjennemgaae.
Der meldte sig den Gjæve
I Vredens vilde Ruus:
»Hvad synes I, Hr. Greve!
Om mig og Riberhuus?«

Grev Gerhard fra sit Sæde
Sig reisde da paa Stand,
Han tog med Hjertens Glæde
Imod den danske Mand!
Han gav ham tvende Slotte,
Dertil det røde Guld,
Saa Ridderen vel maatte
Ham vorde troe og huld.

Men Vreden svandt, og Anger
Tog Huus udi hans Bryst,
44 Hans Falk og Hest og Sanger
Var ham ei meer til Lyst.
Med Rynker over Panden
Han sidder taus og tør,
Det Randersøl i Kanden,
Det glider ei, som før.

Kong Wolmer sad i Halle,
En Qvæld paa Koldinghuus
Med sine Hovmænd alle,
Og tømde gyldne Kruus,
Da skraaler høit Drabanten,
Som foran Salen staaer:
»Nu kommer saa min Sandten
Hr. Ridder Kalv i Gaar d.«

Ind traadte han i Salen
Med hjerteknuste Blik;
Heel dirrende var Talen,
Meer krøb han, end han gik;
Han neied sig med Smerte,
Og kyssed Kongens Slæb,
Han var saa flau om Hjerte,
Og han var bleeg om Næb.

»Hr. Konge! vær mig naadig!
Min Daad den var jo fræk,
Og jeg var altfor graadig,
Derfor løb jeg jo væk;
Men jeg har ikke sovet
I Holsteen, skal I see,
Jeg bringer næst mit Hoved,
Jer stolte Slotte tre.«

45

Sit Ansigt Drotten bøier,
Og tier aldenstund,
Mens Skjelmeri og Løier
Sig kruser om hans Mund.
Han rakde Fredspokalen
Ham med sin egen Haand;
Saa treen han frem i Salen,
Og trak paa Smilebaand.

»Og hør, I Hovmænd kjære!
Hvad jeg nu sige vil;
Den Kalv er, paa min Ære!
Dog værd at lægge til.
Som Kalv han løb fra Baasen,
Men som en mægtig Ko
Han hjemad satte Kaasen
Med stærke Kalve to.«

HVILE PAA VANDRINGEN.

Priis være Himlens hvalte Blaae,
Og dig, o! Dagens demantne Fakkel;
Tak være alle de Lamper smaa
I Aftnens Tabernakel!
Langs Strømmens Vove,
I dunkle Skove,
Hvor lumske, lurende Farer sove,
Vi Veien fandt!

Her Dæmringens duftende, milde Vind
Os qvæger sødt efter Dagens Qvalme!
46 Her kjøler perlende Dug vor Kind,
Den drypper fra Fredens Palme;
Her Druer søde
Paa Ranken gløde,
Her Kildens Bølger vor Læbe møde,
Og Ro vort Bryst.

Saa dybt i den spirende Blomsterseng
Det trætte Hoved vi trøstigt dukke,
Mens Natten gaaer over Mark og Eng
Vort Sovekammer at lukke;
Snart Sløret svinder
Fra Himlens Kinder, -
Da til vor Vandring vi atter finder
I Barmen Mod.

Da løfter Lærken sig muntert op
Paa sine spæde, klingende Vinger,
Den stærke Ørn over Fjeldets Top
Sin Tak til Himmelen bringer;
Med gyldne Pande
De Bjerge stande,
Og med Naturens Raab vi blande
Vor Jubelsang!

TONERNE.

De slumre dybt i al Naturens Rige,
Men vaagne brat, naar Mesteren har kaldt;
Af Intets Skjød han lader dem opstige,
Og deres Slægt har endnu Ingen talt;
47 I blid og sagte Flugt de snart hensuse,
Og snige sig, hvor Intet ellers naaer;
Men snart med Herskervælde frem de bruse,
Og deres Seiersraab til Himlen gaaer.

De tjene venligt Sorgens dybe Klage,
Og dysse den saa saligt sødt til Ro;
Det Hjerte, som har ingen Trøst tilbage,
Sin Qval endnu til Toner tør betroe;
De laane Elskov selv en Trylletunge,
Der tolker ømt, hvad Ordet ei formaaer;
Og Glæden først i Hallen ret kan runge,
Naar Sangen mægtigt med sin Vinge slaaer.

VISE.

Livet skal nydes! o! Livet er herligt!
Viinranken slynger sin Arm jo saa kjærligt
Fast om vor Jord, som en rødmende Brud;
Nyd hendes Kysse, før Læberne falme,
Ranken er Glædens mildtviftende Palme,
Ja! paa hvert Blad kan vi læse dens Bud.

Tusinde Sangfugle høit i dens Kroner
Svinge mod Himlen de prægtige Toner,
Klage saa ømt i dens venlige Læ;
Evighedsharpen med liflige Vinger
Røre de sødt, og mens Strængene klinger,
Bæver af Vellyst det hellige Træ.

Dulgt under Løvet, de Templer, vi bygge,
Jordlivets bedste Klenodier omskygge,
48 Kjærligheds-Alferne throne deri;
Salig den Barm, hvor de trende tog Sæde:
Druer og Toner og Kjærligheds Glæde, -
Det var en Treklang, en stolt Harmonie!

BREV FRA KIEL TIL ANNA MATHEA.

Min lille Kjæreste paa otte Aar!
Jeg hilser dig fra disse Egne;
Thi, du maa vide, hvor jeg gaaer og staaer,
Jeg tænker paa dig allevegne.
Du maa nu ikke troe, det er kuns Digt,
Mit Hjerte føler stærkt sin søde Pligt;
Forstaaer du det
Selv ei saa ret,
Saa fattes det vel af de Andre.

Men du begriber vel, hvor det er slemt,
At reise bort fra sine Venner,
Og sidde her saa dybt vemodig stemt,
Hvor der er ingen, som man kjender;
Hvor selv Smaapigerne kun tale tydsk,
Og hvor slet ingen ret forstaaer mit Jydsk,
Selv Viin og Mad
Og Skaal og Fad
Seer anderledes ud, end hjemme.

Det er jo rigtignok et deiligt Land
Med Bakker, Skov og grønne Enge,
Her bruser end det kjære salte Vand,
Men ak! det varer ikke længe!
49 Om tvende Timer reiser jeg derned,
Hvor Elben vælter sig med Dynd afsted, -
En Pengesæk
Kun der gjør kjæk,
Den Danske kalde de Hr. Meier!

I denne By her er et Folkeslag,
Som gaaer med rød' og hvide Skjorter,
Med Huer, røde som det danske Flag,
Og smykkede med gyldne Borter;
Med Knebelsbarter og med Hageskjæg
I Vinduet sidde de, og ned ad Væg
De lange Been;
Paa Murens Steen
De slaae med Støvler og med Sporer.

De synge Viser høit i vilden Sky,
Og dampe stærkt af lange Piber,
Med Sværd i Haand de gaae omkring i By,
Og derfor, som du let begriber,
Man tager af for dem saa dybt sin Hat,
Thi fik os Een af dem i Vrede fat,
Da var det galt!
Sligt blev betalt
Med Hug og Stik af blanken Klinge.

Men skjælv" kuns ikke for mit unge Liv,
Jeg har jo et sagtmodigt Hjerte;
Jeg tænker stedse, saadan blodig Kiv
Dig voldte altfor grusom Smerte.
Og hvor i Verden jeg saa kommer frem,
Jeg tænke vil paa Dig og paa dit Hjem,
50 Jeg bliver din,
Du bliver min, -
Og nu Adjøs! min Annathea!

SANG I DALEN.

Naar lis og Snee paa Mark og Vang
Gaae bort for Solens Blink,
Og Droslen med sin muntre Sang
I Busken bygger flink;
Da til min Gritlis Dør jeg gaaer,
Og banker sagte paa,
At nu vi har den grønne Vaar,
Det kan hun strax forstaae.
La du, da dui, da du etc.

En Krop saa rank, som Fyrren hist,
En Flætning tyk og lang,
En Fod saa let som Fugl paa Qvist,
En Røst, som Klokkeklang,
To Øine, som to sorte Bær,
Og Kinden rund og rød, -
Jeg tør nu spørge frit Enhver,
Om Tøsen ei er sød?
La du, da dui etc.

Hver Morgen Solen tidligt staaer,
Og kiger listigt ind,
Hvor Gritli fletter peent sit Haar,
Og kysser hendes Kind; -
Men jeg er nok saa snild, som den,
Thi knap den daler ned,
51 Jeg gaaer til Sennerhytten hen,
Og hun - hun veed Beskeed.
La du, da dui etc.

I Dalen er en deilig Plet,
Der staaer et Lindetræ,
Der dandse vi omkring saa let
Udi dets grønne Læ;
Vi synge, som vi kunne bedst,
Vi har et lystigt Sind,
Thi Glæden, som en daglig Gjæst,
Hos os gaaer ud og ind.
La du, da dui etc.

Med Riflen paa min brede Ryg,
Tre Fjedre paa min Hat,
Til Fjelds jeg stige kan saa tryg
At faae paa Gemsen fat;
Og kommer jeg saa vel derfra
Med Bukken, som er skudt,
Jeg Sølverlænker kjøber da
Og Perler til min Glut.
La du, da dui etc.

Jeg lever freidigt her tillands,
Thi Fred jeg har med Hver,
Jeg har en Næve jo til Mands,
Hvis To mig kom for nær;
Min friske Glut og min Musket,
En Sang til Vinens Priis,
Det kan man kalde, troer jeg, ret
En Stump af Paradis.
La du, da dui etc.

52

SANG PAA FJELDET.

I Aftenens Glands mon gløde
Bjergenes Krop,
Og Fuldmaanen hist, den røde,
Hæver sig op;
I Dalen er Alt saa mørkt og tyst,
Sødt Kilderne qvæge Klippens Bryst; -
Orangen høit, den søde,
Sig vugger i Træets Top.

Forsigtigt mit Æsel træder
Kløftbroens Bræt,
Til Fodret han alt sig glæder,
Foden er træt;
Han støder sin Røst i Luften hen,
Det skingrer fra Bjerg og Dal igjen; -
Han ryster Trensens K j æder,
Og spidser sit Øre net.

Selv langsomt jeg Foden fløtter,
Steil er min Gang;
Mod Fjeldvæggen Haanden støtter,
Stien er trang;
I Viinhaugen brænder rødt et Baal,
Der venter mig huldt min Længsels Maal;
Jeg veed jo, hist hun lytter,
Og hører nok alt min Sang.

De sortbrune Øine tindre,
Stjernerne Hig,
De sige mig: »Hjertets Indre
Brænder for Dig!«
53 Høit lyder Capellets Klokkeklang,
Da nynner hun fromt sin Aftensang;
Madonna! huldt du lindre
Min Længsel evindelig!

O! Nina, min unge Qvinde!
Liflig og varm!
Snart skal jeg omkring dig vinde
Kraftigt min Arm;
Trygt kysser jeg Læbens Rosenblad,
Som skulde vi aldrig skilles ad; -
Og Morgnens Sol skal finde
Os slumrende Barm mod Barm.

MATROSEN.

Ved Toldboden steeg en Matros i Land,
Hans Haar de vare saa hvide,
Han havde ei seet sin Fædrestrand
I mange Herrens Tide.

Han havde ei seet, at Byen faldt
For engelske Blus og Brande,
Ham Skjæbnen havde fra Hjemmet kaldt
Langt bort til fremmede Lande.

Der stod han da med Haanden i Barm,
Og Øiet saa mørkt i Vrede,
Og stirrede med vemodig Harm
Paa den tomme Svanerede.

54

Da tørrer han sig om Skjæget brat,
Mens Taaren paa Kinden brænder,
Han knuger den gamle begede Hat
Imellem de sittrende Hænder.

»Hvor er I henne, store og smaa,
I Havets stærke Svaner?
Som smykkede her i Dammen laae
Med Dannebrogs røde Faner?

Søger I end den gamle Færd
Paa fjerne, fjendtlige Kyster?
Viser I Fienden, hvor stolt I bær
De egeplankede Bryster?

Nei! - I har glemt den gamle Sang,
De danske jublende Toner,
Nu stemmer I op den Seiersklang,
Der tordner fra Brittens Kanoner.

Vel har jeg tømt saa mangen Skaal,
Men ingen beedsk, som den sidste,
Den var iskjenket til bredfuldt Maal,
Nu vil mit Hjerte briste!

Naar snart, Kammerater! mit gamle Skrog
Jeg i sidste Havn skal fortøie,
I svøbe en Flig af Dannebrog
Omkring min snevre Køie.

Det gjør saa godt for Vee og Værk,
Det Svøb bør man vel hædre,
Selv Jomfru Marias Silkesærk
Ei Smerten kan dulme bedre.

55

Naar da den store Baadsmandsmat
Paa Dækket kalder de Døde,
Da skal jeg ogsaa være parat
Til Mønstring hisset at møde.

Og Chefen selv, kan I troe mig, Børn!
Mig beder frem for sig træde:
»Naa, er du der, din gamle Ørn!
»Gak ind til din Herres Glæde!«

Saa faaer jeg Lov at gaae agter ud,
Til Chefens Kahyt, den høie,
Der møder jeg Vessel, Juul og Rud,
Og Ham med det ene Øie.« -

Saa talde han, og lagde sig træt, -
De troede, han faldt i Tanker;
Da var han død, - hans Død var let,
Hans Hoved laae paa et Anker.

ELSKOVSSEGLET.

Hvi taler sig den Ridder træt,
Og fægter med sin Fjerbaret,
Med Øiet fuldt af Taarer?
Hvad er det for en Troldom vel,
Som saa hans Kraft bedaarer?
Ned kaster han sig som en Træl
Paa Marmorflisens Aarer!

Hvad mener hun, den Frøken fiin,
Som for ham staaer i hviden Liin,
56 I Fløil og Gyldenstykke?
Om Nakkens stelle Sneeskred slaaer
En Krands af Lokker tykke,
Et Smiil om røde Læber staaer,
Om Mundens Perlesmykke.

»Du tænker vel, din Tales Magt
»Mit Hjerte har i Lænker lagt?
»Hør først, hvad jeg vil byde!
»Eet Aar din Elskov være stum!
»Ei mindste Ord tør lyde;
»Og synes dig min Lov for grum, -
»Saa kan du den jo bryde!

»Eet Aar du tavs betænke skal,
»Hvad du har talt i denne Sal
»Om Amors Piil og Kjerte;
»Kuns Øiekast tør bringe Bud
»Om Glæde og om Smerte,
»Og vil du tale til din Gud,
»Han hører nok dit Hjerte.

»Du trofast er i Sind og Hu,
»Men Tungen er saa svag; - for nu
»Dens Svaghed ei at friste,
»Et Segl jeg fæster paa din Mund,
»Ak, lad det ikke briste!
»Thi er du stærk til Prøvens Stund,
»Det bliver ei det sidste!«

Da bøier hun sig smidig, rank,
Saa ned om Begges Kinder sank
Et Telt af Lokker bløde;
57 Som vilde de ret holde Vagt
Ved Mundens Elskovsmøde; -
Og strax ved Kyssets Tryllemagt-
Hans Tunges Liv uddøde.

Han reiser sig med sorgfuld Aand,
Farvel han vinker med sin Haand,
Han tør et Ord ei vove;
Sin Hest han lader sadle brat,
Thi gjennem Dal og Skove
Som Graven taus end samme Nat
Han ride vil til Hove.

Før talde han som trofast Ven
Til Gangeren, og klapped' den
Paa Hals og strøg dens Manke;
Nu sad han taus, de matte Blik
Han lod mod Himlen vanke;
Thi til den stolte Frøken gik
Enhver hans Hjertes Tanke.

Den skumle Aand, som kuns er glad,
Naar den kan skille Hjerter ad,
Ham rænkefuld omsvæver;
Fra hver en smigrende Gestalt
Til ham sin Røst den hæver,
Gjør snilde Spørgsmaal overalt,
Og listigt Svar udkræver.

Rundt Fristeren omringer ham:
Fra Maanens gyldenrøde Kam,
Fra Aftnens Purpurbræmme,
Fra Borgen med sit røde Tegl,
58 Der luunt i Skovens Gjemme
Sit Ansigt seer i Søens Speil,
Ham lokked' mangen Stemme.

Hver Rose med sin søde Lugt,
Hvert Træ med Løv og gylden Frugt,
Hver Bæk i grønne Dale,
Hver Stjerne i den blanke Trop,
Som staaer i Himlens Sale,
Hver Nattergal i Lindens Top
Ham fristede til Tale.

Der staaer et Huus bag Stadens Vold,
Det pranger med hans Ridderskjold,
Med Taarn og Marmortinder;
Men mat og stum i Slottets Hal
Hans Tyende ham finder;
De komme kun ved Klokkens Kald
Med Graad paa blege Kinder.

Selv Kongen naadigt sender ud
I alt sit Land et Herrebud, -
Han holdt ham høit i Ære;
»Hvo som den stumme Ridders Mund
»For Tungebaand kan skjære,
»Til Løn skal faae, hvad Hjertet kun
»Kan ønske og begjære!«

Frem staaer de røde Lægers Flok
Saa travlt, med stærke Urter nok
De vil hans Tunge q væge;
Vel mægte de en grusom Soet
Paa Flugten at bevæge,
59 Men endnu er den Urt ei groet,
Som Elskovs Qval kan læge.

Og Præsterne, den sorte Hær,
De træde nu hans Leie nær
Med Lys og Vand og Bønner;
Vel mægte de at mane ud
De fule Mørkets Sønner,
Men kuns med Spot hiin lille Gud
Den hele Skare lønner.

Det Folk, som lever Dag og Nat
Af mystisk Kunst i Skov og Krat,
Man til hans Leie kalder;
De stimle til med listigt Blik
Af hvert et Kjøn, hver Alder,
Men deres Kløgt ei holder Stik,
Thi Stumheds Segl ei falder.

Da melder sig en gammel Moer,
En Signekone, som med Ord
Og sære Tegn helbreder;
Hun ved en Stok, i Pjalter svøbt,
Den matte Fod veileder;
Men hendes Raad var dyrekjøbt, -
Hans Haand hun sig udbeder.

»Min Isse bærer hundred Aar,
»Men, hvis jeg Ungersvenden faaer,
»Min Vaar vil atter grønnes;
»Saa hvidsked' mig min Skjæbnes Røst,
»Og derfor kan det skjønnes,
60 »At, skal mit Raad ham bringe Trøst,
»Med Guld det ei kan lønnes.«

Hun træder langsomt til ham ind,
Mens Vennerne med ængstligt Sind
Sig om hans Leie flokker;
Hun standser tankefuld og tyst,
Saa sagte til ham rokker,
Hun lægger Haanden paa hans Bryst,
Og stryger bort hans Lokker.

Hun bøier over ham sig hen,
Og siger: »tal, du Ungersvend!«
Og kysser ham paa Munden;
Da - ved den Gamles Øiekast, -
Var flux hans Qval forsvunden,
Thi Elskovsseglets Lænke brast,
Som holdt hans Tunge bunden.

Bort kasted' hun den sorte Dragt,
Og stolt hun stod i Skjønheds Pragt
Med Øiets Tvillingfakkel;
Han førde glad sin unge Brud
Til Herrens Tabernakel,
Og prisde henrykt der sin Gud
Og Kjærligheds Mirakel.

EN SOMMERNAT.

Høit over Bøgens Top
Der gaaer en Stjerne op,
Og skuer ned til Skovens dunkle Kroner,
61 Og dybt fra fjerne Krat
I stille Sommernat
Der lyde Nattergalens ømme Toner.

De lange Skygger maae
Med Taagesløret paa
Hensvæve tyst og langsomt over Mosen;
Og saa fortrolig, øm
Som i en Elskovsdrøm
Udaander Lilien tusind Suk til Rosen:

»O, mindes du dengang,
Da vi, mens Lærken sang,
Opvaagnede ved Foraarssolens Lue?
Og da dit søde Blik
Mit Øie henrykt fik
Med al sin hede Længsels Kraft at skue?

Vi folded ud vor Knop,
Og voxde sammen op;
Men Stormen snart vort spæde Løv adspreder,
Dog af vort korte Liv
Har Kjærlighedens Bliv
Jo skabt en salig Sum af Evigheder.«

Men Rosen stod saa tyst,
Og gjemde i sit Bryst
Al Sødhed, som den hemmeligt bevared;
Kun Stjernens Sølverglands
I Duggens Perlekrands
Lod Elskov anende fortolke Svaret.

En Gysen sagte gaaer
Igjennem Skovens Haar,
62 Fra Østen farves blege Himlens Kinder;
Hver Stjerne slumre vil,
Og lukker Øiet til,
Mens Natten, Sorgens hulde Ven, forsvinder.

O, lad mig, dunkle Jord!
Hvad anende jeg troer,
Bekjende for dit tause Moderhjerte;
Du kjender vist mit Savn, -
Lad snart mig i din Favn
Udgræde al min Vemods søde Smerte,

USKYLDIGE ØNSKER.

En Sommerfugls Vinge
Var tidt mit Begjær;
Hvor skulde jeg svinge
Snart hist og snart her!
Til Rosernes Rødme,
Violernes Blaa,
Til Duft og til Sødme
Min Hu vilde staae.

Mig Rosen da sendte
Sin purpurne Glød, -
Jo mere den brændte,
Jo meer var den sød;
Violernes Blikke
I sværmende Suus
Jeg vilde uddrikke, -
Eiah, hvilken Ruus!

63

Paa blændende Lille
Jeg satte mig kjæk;
Du havde ei Villie
At jage mig væk;
Men vilde mig true
Din straffende Haand,
I svævende Bue
Jeg svandt som en Aand. -

Dog helst gad jeg være
En tryllende Sang,
Som Luftbølger bære
I sittrende Gang;
Der, medens den lyder,
Liig Bjergmandens Vaand,
Saa seirende bryder
De skjulteste Baand.

Igjennem dit Øre
Jeg listed mig ind,
Du maatte mig høre
Med Hjerte, med Sind!
Alt maatte da vige
For Trolddommens Magt, -
Ned vilde jeg stige
I Guldgrubens Schacht.

Til Venstre, histnede,
Hvor Livskilder gaae,
Hvor Lysalfer frede
Den yndigste Vraa,
Hvor Lilierne smykke,
64 Og Roserne groe,
Der vilde jeg bygge
Og slaae mig til Ro.

Der klinge jeg vilde
Til Sorg og til Lyst,
Og tidligt og silde
Opfylde dit Bryst;
Og ude og inde,
I By og paa Vang
Evindeligt minde
Om mig og min Sang.

AFTENMØDE.

Sid stille hos din røde Ko,
Og bliv kun ikke bange;
Vi har jo sladdret jevnt, vi to,
Saa mange hundred Gange.
Jeg sætter mig i Kløvret blødt,
Imens du Koen malker,
Mens Gjøg i Skoven kukker sødt,
Og Stork i Mosen stalker.

En liden Fugl hver Morgenstund
End sidder for min Rude,
Med søde Sange i sin Mund,
Og lokker mig derude.
Det er den samme, troer jeg vist,
Som jeg og du nok kjender,
Som sad og sang paa Lindeqvist,
Da vi blev gode Venner.

65

Jeg tænker da saa mangen Gang, -
Skjøndt nu vi sjelden mødes, -
Hvor Kjærlighed blandt Spøg og Sang
I Hjertet snart kan fødes.
Jeg tænker paa, da først din Haand
Mig saadan skulde fange,
At du mig lagde fast i Baand
Samt alle mine Sange.

I mine Viser alle fik
Jeg kjønt dit Navn indflettet,
Og du forstod det nok, dit Blik
Det klart mig har berettet;
Kom Andre saa med deres Snak,
Saa vidsde du det ikke, -
Men mig du sagde tusind Tak
Med meer end søde Blikke.

Fortryd kun ei, hvad Du mig gav!
Det var dog grumme ringe.
Og saa, du værged dig jo brav,
Ja, lod dig næsten tvinge!
Dog - næsten ligesaa god som jeg, -
Hvi standsed du ved Broen?
Og hvorfor løb du ei din Vei,
Dengang vi kom til Loen?

Hvor du var sød! din Stemme klang
Saa klar mod Bøgens Toppe,
At Fuglen glemde reent sin Sang,
Og sad saa tvær deroppe.
Og saa vor Dands! - Jeg mindes grant
Dengang hos Erik Heire,
66 Hvor det gik feiende galant
Med Reel og Contraseire!

Ak, intet Bær endnu er født
Paa Himbærbusk i Lunden
Saa duftig sødt, saa rødt og blødt,
Som dine Kys paa Munden.
Jo, jeg tør snakke med derom,
Ei løiet eller pralet;
Thi den, som først til Mølle kom,
Var jeg, - og jeg fik malet.

Nu har vi skiftet! Hver har Sin!
Men hvad kan alt det skade?
Liig Maanedsrosen, spæd og fiin,
Vi vexle Blomst og Blade; -
Med Elskov, som med Blomst og Frugt,
Jo Livets Stamme prydes,
Men gjækker os ved haanlig Flugt,
Ifald ei frisk den brydes.

Nu maa du hjem, og jeg skal gaae,
Alt kjølig Duggen falder,
See Maanen rød bag Skoven staae, -
Jeg troer, din Fader kalder!
Men giv mig end, som fordum tidt,
En sød Drik Mælk af Spanden,
Og - - hvorfor ei?- i Morgen frit
Du kysse kan den Anden!

67

SJELLAND.

Jeg synger, som jeg kan,
Men ei altid, som jeg vil, -
Jeg veed det, Venner! tidt
Var falsk mit Strengespil;
Men vandt jeg blot et Haandtryk,
Et blaaøiet Smil,
Saa takked jeg Vorherre, -
Og lod saa staae til.

At svinge mig til Gudhjem
Jeg ikke Vinger fik,
For Afgrundens Rædsel
Jeg vender sky mit Blik;
Men Jorden, den lyse,
Med Bjerg og med Dal,
Med duftende Græsmark
Og Bøgeskoven sval,

Hvor Raabukken springer,
Og Sidskenen slaaer
For friske Nordlandsmøer
Med guldblonde Haar, -
Den lokker mig saa sødt
Til sit moderlige Bryst,
Der hviler sig mit Hjerte,
Der synger jeg med Lyst.

Men flakker nu paa Kloden,
Saa riig og saa stor,
Fra Vest til Øst mit Øie,
Fra Syd og til Nord,
68 Blandt Byer, Slotte, Lande,
Kyst, Dal og Bjerg og Havn,
Det dvæler dog kjærligst,
O Sjelland! ved dit Navn.

Der ligger du i Havet
Med Byer og med Slot,
En rødmusset Glut
Paa et Silkebolster blaat,
En blinkende Smaragd
I sin sølverne Karm,
En blussende Brud
I sin stærke Brudgoms Arm.

I Fordumstid da skygged
Fast Bøgen overalt,
Nu kryber Plougen langsomt,
Hvor Stammerne faldt,
Og Kilden er nu tilgroet,
Og Banken er flak,
Hvor Brokken før var hjemme,
Og Skovmusen drak.

Nu er der Liv i Bugten,
Hvor før med sagte Slag
Sig eensom Bølgen væltéd
I stille Sommerdag;
Hvor Ulven før sig listed,
Og Bjørnen havde Hie,
Om Slottet breder Haugen nu
Sin Farveharmonie.

Jeg priser ei det Gamle
For at skjæmme det Nye,
69 Ei Nutidens Glands
Skal fordunkle Oldtids Ry;
Men hvert et lille Træk
Af din Skjønhed er en Pynt,
Jeg male vil i Sangen,
Jeg her har begyndt.

Mod Nord bruser Kattegat,
Ved Siden Sund og Belt,
Mod Syd sig speiler Skoven
I det vatrede Felt;
Fra Krogen til Volmers Slot,
Fra Næs til Axelstad
Er du med Eng og Skov og Vand
Et rigt broderet Blad.

Hver Bølge, som saa sagtelig
I Bugt sig sniger ind,
Som knuser sig mod Klinten
I vildt, fortvivlet Sind,
Veed god Besked om gamle Ting,
Og Havfruens Sang
Fortolker deres dunkle Sprog
Ved Langlegens Klang.

Om Kjæmpehøien svæver
I Natten Skygger frem,
Den gamle Helt besøger
Sin fordums Storheds Hjem;
I Mosen dandse Alferne
Med straagule Haar,
Mens Rørdrummen pauker,
Og Nattergalen slaaer.

70

Paa Sletten kneiser Egen
Stolt af sin runkne Bark;
Den hvide Elverpige
Hensvæver over Mark,
Hun dandser omkring Træet,
Og i den dybe Skrivt
Hun læser gamle Elskovsqvad
Og mangen stolt Bedrift.

Naar Porthunden sover,
Og Maanen er i Seng,
De vevre Nisser drille
Baade Pige og Dreng;
Knap galer Morgenhanen
Paa Bondegaardens Toft,
Saa f jæler sig hver Pusling
I Kjælder og paa Loft.

Hvor Skoven hælder ned
Mod Søens grønne Rand,
Der kneiser røde Borgmuur,
Og seer sig i Vand;
Liig Sphinxen hviler Kirken,
Og stirrer vide ud,
Og værner fromt om Støvet
Af mangen Ridder prud.

Fra Høiden, over Skoven
Viser Gisselfeld sin Pragt,
I den friske, grønne Mose
Er Holmegaarden lagt;
I Parken spiller Karpen
Og Brasen saa bred,
71 I Dyrehaugen Hinden
Med Lænden, trind og feed.

I Skovklosters Haller,
Hvor Munkebrødre sang,
Der Peblingen vandrer
Sin tunge Skolegang;
I Ringsted og i Roskild
Bag broget Marmorsteen
Sødt hviler Drot med Dronning
De livstrætte Been.

Den sommerglade Lærke,
Hun qviddrer høit i Luft,
Og Jordbærret kryddrer
Skovsletten med sin Duft;
Mens Ræv og Hare pusle
Rundt om i lune Krat,
Den brune Hjort sig bryster
Med sin kronede Hat.

Igjennem Øresundet
Der feier Nordenvind
En Sværm af travle Snekker
I Havnens Favntag ind;
Søkrigens Kjæmpe fører
Med Slottet Passiar.
Fra Land Kanonen tordner,
Og Fregatten giver Svar.

Naar Nattens Maane glider
Over Himlens dybe Blaa,
Og FredrikssBorgens Taarne
72 Som tause Kjæmper staae,
Og Vinden kjærligt hvidsker
I Bøgens Løv og Green,
Da sætter den gamle Konge
Sig paa sin hugne Steen.

I Hledres tætte Skove
Der vandrer end hvert Aar
Gudinden Herthas Vogn
I den spirende Vaar;
Forbauset Hyrdedrengen
Med Hunden seer derpaa;
Han hører sælsomme Sange
Mod Skovens Hvælving slaae.

Ak, jeg vil tie stille,
Jeg fik saa aldrig endt;
Og hvad har jeg vel ogsaa
Ved dit Contrafei fortjent?
Hvad hjalp det mig, om Farvens Spil
Var nok saa smukt og godt?
Det tykkes vel de Fleste,
At det er altfor smaat! -

Naar Alting er til Ende,
Og Natten stunder til,
Naar slukket er i Mulmet
Livssolens Straalespil, -
Ak, kunde jeg da lægge
Til Ro mig i din Eng,
Dit Grønsværteppe trække
Over mig og min Seng!

73

TIL TRÆET.

O, Lindetræ! med ranke Krop,
Med kongelige Krone, -
Du skal os ved din grønne Top
Med Skovens Savn forsone.

Du har nu seet saa mangen Slægt
Omkring din Stamme vandre, -
Ei mægted Aldrens tunge Vægt
Din Ungdom at forandre.

Lær os at g j emme, hvis du kan,
Som du, et freidigt Hjerte, -
Da kan vi vandre vidt om Land,
Og lee ad Savn og Smerte.

Lad Verden kun gaae op og ned,
Lad Skjæbnens Strømme bruse, -
Her i dit Læ er lystig Fred
Og trofast Sind tilhuse.

Du breder grøn din Vinge ud
Hvert Foraar og hver Sommer, -
Vor Stamme først faaer nye Skud,
Naar Efterhøsten kommer.

Fidel er du, som alle vi,
Regentsen er vor Moder, -
Dit Sind er sundt, din Tanke fri,
Og hver Student din Broder.

74

Taus og forsigtig stod du smukt
Med grønne Fjer i Hatten, -
Naar tidt Studenter gik i Bugt
Hver til sin Gang om Natten.

Dit Øielaag du tidt opslog
I Morgenlampens Lue, -
Og gav Studenten ved sin Bog
En Hilsen i hans Stue.

Og hørde du et Pereat
For mangen cras Philister, -
Da har du Fyren ærligt sat
I sorte Bogs Register.

Men blev en ægte Musasøn
Et Jubelhurra givet, -
Da rysted du din Fane grøn,
Og Hjertet slog i Livet.

Og hørde du et liflligt Qvad
Til Skjønhed og til Druen, -
Da hæved du din Pande glad
Og stolt mod Stjernebuen.

Med Øiet høit mod Himlen blaae.
Med Foden dybt funderet, -
Saa høit og dybt, som Tanker gaae,
Vi veed, du har studeret.

Og derfor du, trods nogen Mand,
En Doctor os skal være, -
75 Og Vaaren, naar den gaaer i Land,
Hvert Aar dig skal creere.

Ei spørges Facultætet om:
Hvor høi du vel tør være? -
Du sender ikke Bud til Rom,
Hvad Farve du tør bære?

Thi Sort og Rødt og Violet
Er Farver, du foragter, -
Det frie Grønt er nok saa net,
Naar frit man det betragter.

Men skal din Stjerne dale brat
Engang i Tidens Bølge, -
Studenternes Hurra! Godnat!
Dig skal i Graven følge.

VANDRING OG OPDAGELSE.

Den 5te Juli 1833

Mel.: Ken Calad jag spår och tror.
C. M.. Bellmann.

»Skjøndt forvænt til By og Buur
»Skal De gaae med mig en Tuur,
»De skal see en kraftig, fyndig,
»Frisk og yndig
»Skovnatur!
»Nu farvel, farvel Mama!
»Beggeto vi gaae herfra,
»Klokken ni til ti, jeg tænker,
»Thee jeg skjænker
»For os da. -
»Kom saa! lad os gaae gjennem Haugen og Lunden,
»Tag kuns en Ciggar i Munden!
»Nu, farvel Mama!«

76

Ole vander, - han har Hast!
Peter binder Seilet fast,
Baaden gynger, hør, han synger,
Mens han klynger
Sig til Mast.
»Slig, hvorhen skal Reisen gaae?«
Det maae De nok bedst forstaae;
Blindt i Deres Spor at træde
Er min Glæde, -
Føer mig saa!
»Lad os da til Furresø gaa, til Forandring,
»Om en ny og deilig Vandring
»Vi opdage maae.«

Der paa Baaden dybt i Siv
Baadsmand snitter med sin Kniv.
»Ja, han lever smukt og stille
»Med sin lille
»Vakkre Viv!«
Her er Skoven høi og sval,
See, der bygges jo en Stald?
»Det er gjort, for nu i Sommer
»Gjæster kommer
»Uden Tal.«
Her jeg kan ei glemme Hr. Dumenils Kager,
Hundepoter, Vaffelbager,
Svendsens Sommerbal!

Mindes De dog, tæt herved
Bar jeg Dem paa Arm afsted?
Ernestine jeg betænked,
Hun blev stænked
Op og ned;
77 Men hun blev dog ikke vreed
For min Tølperagtighed,
Hun er from, hun sig bekjæmped,
Vreden dæmped
Hun dog ned.
Ak, men hiin Lyksalighed glemmer jeg aldrig! -
»Man maa aldrig sige aldrig,
»Er en Ting, De veed!«

Lad os see paa Prindsens Høi!
Ei, hvor Blæsten dog gjør Støi!
See til Svanen hist paa Søen,
Rundt om Øen
Bort den fløi.
Vindens Arme dristigt slaae
Dem om Silkekjolen blaa,
Skjøndt forvoven han Dem favner,
Ei det gavner, -
Bort han maa.
Guder! hvor det glimter! jeg seer 'et! jeg seer 'et!
Skjørtet, hvidt, saa skjønt broderet,
Som vel Nogen saae.

Gid det Spurveskjul var mit!
See, hvor skjelmsk det leger Tit;
Rundt om Vindverne den slanke
Green og Ranke
Snoer sig blidt.
Her skal boe en peen Madam,
Hende saae vi tidt og Ham
Smukt agere, snildt at springe
Ei med ringe
Konst og Bram.
78 Men er det ei bedre, hvad her vi kan skue?
Skov og Sø og Himlens Bue,
Heste, Køer og Lam!

»Hvor var De forleden Dag?
»Christi Himmelfart? Behag!
»Hvi forsømde De Besøget?
»Da forøget
»Var vort Lag;
»Fætt'ren fandt kun Glæde i:
»Gaae med mig paa eensom Sti,
»Men der moersomt kun spadseres
»Kan i Fleres
»Compagnie!«
To - det er dog Flere, det kan De ei nægte?
»Nei, en Treklang gjør den ægte
»Rene Harmonie!«

»Siig mig, hvor De sad og skrev
»Hiint forfløine Fuglebrev?«
Det var der paa Skrænt, ved Broen,
Hvor nu Koen
Langsomt drev.
Men det var dog mest paa Skrømt!
Hvad mit Hjerte føler ømt,
Kan ei synges, helst jeg tier,
Rimerie er
Da fordømt.
Men mit Hjerte heftigt al Skjønhed tilbeder,
Og det Maal af Saligheder
Har jeg ofte tømt.

79

»Hvorom talde vi dog før?«
Om en vakker fransk Monsør,
Som var med paa Grækertoget,
Han, som Kroget
Lige gjør.
»Han mig bad om mit Portrait!«
Naa? De skjænker ham vel det?
»Nei, De veed jo, hvem jeg lovte
»Det saa ofte?« -
Det var Ret!
»Men De skulde hørt ham saa vred paa den Danske!
»Een saa følsom blandt de Franske
»Har jeg aldrig seet!«

Denne Huulvei er saa luun,
Lyngen nikker rød og bruun,
Rundtom myldre Blomster røde,
Hvide, bløde
Blad og Duun.
Vil De sidde? er De træt?
»Nei, kuns gjøre Toilet;
»Haaret kildrer mig om Næsen,
»Dette Væsen
»Er ei net!«
Ak, naar Vinden leger med Blomsternes Stilke
Og med Lokkers fine Silke,
Gjør den gandske ret!

Kom, Veninde! sæt Dem her
Bag de tætte Tjørnetræer,
Giv mig Hatten, jeg den holder,
Den kun volder
Dem Besvær.
80 Ei, hvor hurtigt og galant
De med Lokken Seier vandt,
Fængslet blev den nu bag Øre,
Støvlens Snøre-
Baand De bandt.
Kinderne og Munden Dem blusse vermeille,
Selv er De dog á merveille,
Det er vist og sandt.

»Laan mig Uhret!« - Det var smukt!
Som et Speil det før er brugt;
Haaret siirligt ligger bøiet
Ned mod Øiet
Fiint i Bugt.
»Vaaren har bag dette Krat
»Tusind skjønnne Blomster sat,
»Jeg vil plukke Dem tre, fire,
»De skal sire
»Deres Hat!«
Nei, jeg disse Blomster i Bogen vil bære,
Og dem aldrig bortforære,
Ei for nogen Skat.

Aa, men see dog, see dog hist
Noget ganske Nyt forvist!
Der paa Pynten staaer Capellet,
En forældet
Gothisk Qvist
Gyldent Korset staar paa Top,
Bagved vrimler Graners Trop, -
Ned vi maae, hvor Vover trille,
Hvis vi ville
Naae derop.
81 Nei, det var da morsomt! en uventet Glæde!
Her forsigtigt maae vi træde
Langs ad Klintens Krop.

Ned ad denne Bankes Barm
Vandre skal De ved min Arm!
»Nei, her gaaer jeg bedst alene,
»Lyngens Grene
»Gjør os Harm!«
Op igjennem grønne Kløft
Over Gjærde, over Grøvt
Kaster Søen os om Kinden
Rask med Vinden
Kjøle Svøft.
Kjæreste, min Frøken! De falder! De glider!
Nei, De faldt dog ei, De skrider
Let og net paa Taa.

Op blandt broget Gruus og Sand
Skyller Søen Skum og Vand,
Her jeg vil min Læbe kjøle,
Jeg kan føle
Tungens Brand.
Her paa disse skarpe Steen
Gaaer kun Foden tung og seen,
Hvis jeg maa, vil jeg Dem bære,
Hist maa være
Veien reen.
Vogt Dem dog, Alvilde! o! Smerte, o! Smerte!
Grusomt bløde maa mit Hjerte
For de spæde Been!

82

See, her staaer en Bænk til To,
Lad os slaae os lidt til Ro;
Ak, hvor godt bag Granens Skygge
Luunt vi bygge
Kan og boe.
Søen Solens Billed bær,
Droslen slaaer i Granetræ'r,
Steile stige disse Trapper,
Hold Dem tapper,
Støt Dem her!
See nu kun, hvor Solen den blinker heroppe
Paa Capellets gyldne Toppe
Og paa Ruden der.

Hillemænd! en Bænk til Ti,
Vi kun fylde lidt deri! -
Kan man see et Belvedere
Vel med mere
Phantasie?
Hele Søen for vor Fod,
Skyen rød af Solens Blod,
Landet speilt i klare Vove,
Rundt med Skove
Overgroet.
Der staaer nu Capellet; hvad kan det dog være?
Gjerne brød jeg ind, paa Ære!
Havde jeg blot Mod.

Skyen truer sort mod Nord
Som en Fængselshvælving stor,
Men mod Vest, hvor Solen hviler,
Himlen smiler,
Freden boer.
83 Over Søens blanke Vand
Gaaer en bred og gylden Rand,
Skoven Kysten huldt omringer,
Fisken springer
Fast i Land.
Ned ad Bakken Heste og Køer nu stiger,
Og bagefter langsomt sniger
Dorsk en Bondemand.

Himlen hvælver høit sin Sal,
Hør i Skoven Gjøgens Gal,
See hist Farum, Kollekolle
Og det bolde
Fredriksdal.
Skal vi spørge Fuglen ad,
Om hvor mange Aar i Rad
Deres Scepter De skal føre,
Og os gjøre
Dagen glad?
Nei, vi vil ei fristes! thi taug den nu stille,
Da min Taare maatte trille,
Og jeg traurig sad.

»Bliv ei melancholsk, min Ven!
»Kom, og lad os gaae igjen!
»Søen skummer hvid og bruser,
»Vinden suser
»Over den.
»Denne Grangang er saa tyst,
»Her er mørkt, mens hist er lyst,
»Knap man hører Fuglens Trille,
»Bølgen spille
»Op mod Kyst.«
84 Seer De vel den Amor af Steen, det Spektakel!
Han med Vind og Veir, den Stakkel,
Døied mangen Dyst

Her blev Øiet frit engang!
Hvilken Udsigt, viid og lang,
Hør, i Søllerød det klinger,
Der det ringer
Aftensang.
Over Marken nu paa skraa
Kan vi snart til Virum naae;
Efter Faaret springer Drengen
Over Engen,
Hvor vi gaae.
Gaderne de vrimle af støiende Glutter,
Hunden gjøede, Bedstemutter
Op fra Rokken saae.

De er nok saa træt og varm?
Hvil Dem trygt paa denne Arm!
Aftenpust i Hasselbuske
Høres ruske
Høit med Larm.
Gaaer jeg ei for stærkt for Dem?
»Nei, saa naae vi hurtigst hjem,
»Seer De, Skyen dækker Egnen,
»Snart vil Regnen
»Komme frem.«
Rask vi holde Skridt, som vi gik efter Noder,
Snart vi gjæste Deres Moder
I sit lune Gjem.

85

Taus er nu det Sangerchor,
Som i Lyngby-Skoven boer;
Fine Perledraaber glide
Fra det hvide
Taageflor;
See, i Haugen noget Hvidt!
Det er Fruen! - Bi kun lidt!
Den Manoeuvre her med Porten -
Jeg har gjort den
Jo saa tidt.
Kjæreste min Frue! her har De os atter,
" Her jeg bringer Deres Datter, -
Tørst og Appetit.

FLUGTEN TIL AMERIKA.

Dengang da jeg var en lille Een,
Og havde begyndt min Skole,
Og havde faaet Støvler paa begge Been,
Og kastet min Blouse-Kjole;

Da var jeg ikke saa from som nu,
Da havde jeg Been i Panden,
Mit Blod var heedt og ilter min Hu,
Jeg forstod mig kun lidt paa Forstanden.

En Middagstid mellem Tolv og Eet
Engang, var jeg rigtig i Vinden;
Med Næven knyttet og Hjertet heedt
Jeg stod, og med Taarer paa Kinden.

I Skolen jeg havde faaet et Nul
For de første Declinationer,
86 Mama havde skjændt for et lille Hul
Paa de Casimirs Permissioner.

Og Bagerens Rikke, som før var saa sød,
Hun stod nu og loe ved Porten;
Hun havde mig lovet et Hjerte-Brød,
Det, saae jeg, hun gav til Morten.

»Nei,« tænkde jeg da, »det er for galt!
Langt meer, end jeg kan udholde; -
Det skal de Alle faae dyrt betalt,
Som mig denne Tort forvolde.

Nu flygter jeg bort til Amerika!
Og naar Man saa er forlegen,
Hvor atter Man faaer en Peter fra, -
Ja - saa er Peter af Veien.«

Forbauset min yngre Broder, Emil,
Gav Slip paa Pidsk og paa Slæde,
Paa Ansigtet stod et usikkert Smil
Omtrent mellem Lee og Græde.

»Ja, hør du, Emil! du skal gaae med,
Som Brødre vi bør holde sammen;
Her er ei længer vort blivende Sted,
Hist finde vi Trøst og Gammen.«

Den Lille han saae paa de nye Skoe,
Og glatted sin Blouses Folder:
»Hvor lang er vel Veien, skal jeg troe?
Og mener du, Skoene holder?«

87

»Ja, længer der er til Amerika
End til Tante Lise paa Landet;
Men for at komme didhen herfra,
Man seile maa over Vandet.

Men hvis man saa Farten overstaaer,
Fortryder man aldrig Løbet:
Man faaer til Foræring en Herregaard
Og Penge ovenikjøbet.

Med Sølv er Hestens Hov beskoet
Og Vognens Hjul beslaaet;
Guldet det ligger dig for din Fod,
Du bukker dig kun for at faa 'et.

Confectrosiner og Mandler der groe,
I store Duske de hænge
Paa Træerne sammen, to og to,
Og koste slet ingen Penge.

Brystsukkre du som Tvebakker seer,
Som Rugbrød Chocolade,
Med Sukkerkugler det hagler og sneer,
Og regner med Limonade.

Og Frihed har man endnu dertil
Fra Morgen til Aftens Ende,
Man spytter paa Gulvet, hvor man vil,
Og lader Ciggarerne brænde.

Man gynger den hele udslagne Dag
I deilige Vuggestole,
Og det kommer an paa Hvers Behag,
Om han gider gaaet i Skole!«

88

»Ja saa,« sa'e den Lille, »saa er det et Ord!
Nu er da min Reise besluttet;
Min Appetit er just ikke stor
Til at komme i Instituttet.

Min Krydderkringle jeg henter endnu, -
Den skal gjøre godt paa Veien,
Og saa den store Bibel, du?
Den, veed du jo, er vor egen!«

Med Billedbiblen i Favn han kom,
Mens Kringlen har bar i Munden; -
Saa stod vi lidt stille, og tænkde os om,
Thi bitter var Afskedsstunden.

Vort kjære, rolige Fædrehjem
Vi skulde for evigt savne; -
Da aabned Mama sit Vindue paa Klem,
Og raabde paa vore Navne:

»Emil og Peter! hvor skal I hen?
Hvad gjør I med Bogen paa Gaden?
Skynd jer nu strax herind igjen,
Nu kommer Dorthe med Maden!«

Betuttede begge to vi stod,
Vor Reise gik reent i Glemme,
Og uvilkaarligt lystred' vor Fod
Den moderligt myndige Stemme.

Min Vrede nedslog hendes blide Røst
Som Lynstraalen Egestubben,
Jeg drukned min Sorg og fandt min Trøst
Paa Bunden af Sagosuppen.

89

DANDSEN I SKOVEN.

»Nu har jeg feiet og redt Seng,
Og Davren er til Ende;
Nu skal du, Paul! min lille Dreng,
Til Skovs og hente Brænde.

Der ligger lis paa Sø og Eng,
Derunder slumrer Voven,
Og Ved har Stormen fældt i Fleng,
For Fattigfolk, i Skoven.

Den Vinter er saa haard og slem,
Saa Sult og Nød os kue
I Rævens Hule, Bjørnens Hjem,
I Fattigkones Stue.

Jeg haaber, du er ei forknyt,
Men kjæk du gaaer og samler;
Thi er du nu forsagt - saa hyt!
Naar Trommeskindet ramler.

Og bringer du en dygtig Dragt,
Saa stor, som du kan bære,
Da skal du, som jeg tidt har sagt,
Min egen Pusling være!«

Den Lille med et Hop, et Greeb
Fik trukket ned fra Knagen
Det halvopslidte Hampereeb,
Og gav sig strax til Sagen.

Han knappede sin Kofte trang,
Og tog sin lodne Hue,
Og varmed Haanden nok engang
Ved Arnens slunkne Lue.

90

Flink gleed han hen ad Byens Park,
Og fløited med det Samme,
Saa sprang han lystig over Mark,
Og svandt bag Bøgens Stamme;

Ved hvert et Skridt den lille Fod
I dybe Løv han planter,
Han klapper Kindens Rosenblod
Med sine uldne Vanter.

Med flittig Haand, med Øiet glad
Det tørre Qvas han sanker,
Mens til sin Moer og Middagsmad
Han sender sine Tanker.

Da rasler det bag Grøvt og Grav,
Da knaser det i Tjørnen;
Med tunge Fjed, i Luntetrav
Fra Krattet kommer Bjørnen.

I strakte Løb det slunkne Skind
Om Bugen slaaer i Rynker,
Den brummer huult; ved hvert et Trin
Det brede Hoved synker.

Da visner Rosen paa hans Kind; -
Skjøndt nok saa snild og tapper
Han veed ei ud, han veed ei ind,
Og Hjertet heftigt klapper.

Bleeg springer han til næste Træ, -
Hans Fødder var ei sene, -
Og svinger sig ved Haand og Knæ
Høit op paa tykke Grene.

91

Men Bamsen er en sikker Mand,
Han klattrer som den Bedste!
I høie Fristed snarligt han
Den stakkels Paul vil gjæste.

Da rasler atter Green og Krat,
Og gjennem Løv og Buske,
Han seer Graaulven, den Krabat,
Saa jevnt til Træet luske.

Af Øiet gnistrer blodig Brand,
Sit Hyl den ei kan tvinge,
Og søger dybt sin sultne Tand
At slaae i Bjørnens Bringe.

Men med en vældig Ørevask
Den Gamle ham modtager,
I Skoven klang det tunge Dask,
Og Ulvens Kindbeen knager.

Med glubske Hvinen foer den ind,
Som paa et Aadsel Ravnen,
Og som med kjælent Vennesind
Den styrted ham i Favnen.

Tæt Bjørnen med sin brede Lab
Ham krysted til sit Hjerte,
Mens Ulven gav ham Kys og Klap
Langt fleer, end han begjærde.

De sukkede, de nysde rødt,
De eiegode Venner,
Og smilede saa honningsødt
Med deres hvide Tænder.

92

De valsed rundt med Brøl og Støi
Om Bøgetræets Rødder,
Smaaqviste, Mus og Blade fløi
For deres rappe Fødder.

Peent feiet blev den runde Plads,
Hvor Dandsen de opføred',
Een sang Diskant, den Anden Bas, -
Det var en Lyst at høre 'et!

Duetten skingrede saa stygt
Med Gjenlyd høit i Skoven; -
Men Gutten sad paa Grenen trygt,
Og titted ned fra oven.

Skjøndt snart han gjøs, og snart han loe,
Var han dog glad i Grunden;
Han vidsde jo, han havde Ro,
Mens de holdt Bal i Lunden. -

Af Sangen mat, af Dandsen varm,
Af Kys og Favntag mætte
Med brustne Blik de Arm i Arm
Sank om, til Døden trætte.

Ud strømmed Blod af Begges Hals,
Det fik en traurig Ende!
At dette var en usund Vals,
Maa vel enhver bekjende?

Forsigtig ned fra Træet steeg
Den lille Purk paa Jorden;
Han var lidt ræd, han var lidt bleeg;
Men snart han kom i Orden.

93

Han klapped Ulvens stride Skind:
»Du var min Ven i Nøden,
Skjøndt det nok aldrig faldt dig ind,
Du stred for mig og Døden!«

Han rusked Bjørnens Øreflip:
»Saa nødig som du vilde,
Saa gik du dog af Stegen glip, -
Det var dog rigtig ilde!«

Han sankede sit Qvas paany,
Og fik det paa sin Nakke,
Og vraltende han gik til By
Alt over Eng og Bakke.

Høit Klokken klang i klare Luft,
Saa glad han monne lytte, -
Der stod en liflig Kjøkkenduft
Ud fra hans Moders Hytte.

Knap sad han der ved Mælk og Grød,
Var reent af Mindet svunden
Graaulvens Sang og Skræk og Nød
Og Bjørnens Dands i Lunden.

Men Drengen var, da han blev stor,
En Greenadeer saa bister; -
Af Bjørnens Pels var Huens Foer,
Af Ulvens hans Tornister.

94

VAABENDRAGERENS EED.

Da Solen dybt sig neied
Bag Jydlands gule Strand,
Et vældigt Banner vaied
Paa Hjelm fra Taarnets Rand:
Blaat, som de smaa Violer,
Som Havets stærke Flod,
Midt i, med syvfold Straaler,
En hvidlig Stjerne stod.

Men da den atter reisde
Fra Østersø sig op,
I Luft end Taarnet kneisde,
Men kullet var dets Top;
Thi Borgens Høvding stærke
Var død den samme Nat,
Og Heltens Skjoldemærke
Var ved hans Hoved sat.

Hans Vaabenbrødre brave
Stod om hans Leiested.
Hvor skal de ham begrave,
At han kan fange Fred?
Han har ei mange Venner,
Som vogte tør hans Tarv;
Og Hævn har lange Hænder,
Og Hadet gaaer i Arv!

Han har ei mange Venner,
Han var en fredløs Mand;
Paa Drotten sine Hænder
Usaligt lagde han.
95 Hans Hjerte vilde sove
I Danmarks bløde Eng,
Hvis der de torde vove
At rede det en Seng.

De samle sig, de sværge
Paa Knæ, hvor Baaren stod,
Med løftet Haand og Værge,
Ved Christi dyre Blod,
At de trods Gunst og Ære,
Trods Guld og Elskovs Lyst
Den Løndom vilde bære
I troe og tause Bryst.

De sværge høit, at binde
Med Staalet selv hver Mund,
Med Død hvert Øie blinde,
Som dunkelt aned kun,
Hvor Marsken med sin Brøde
Til Dommens Time laae;
At Livets Hævn den Døde
Til Haan ei skulde faae! -

I Stubberup, i Fyen,
Paa Hintsholms flade Strand
Alt slumrer hele Byen,
Og mørkt er Hav og Land.
Et eenligt Lys kun flammer
Hist i en Bondegaard;
Travl sidder der i Kammer
En Mø, og Væven slaaer.

Hun skotter tidt til Ruden,
Den er saa ravnesort;
96 Fælt svæver Vindens Tuden
Om Tag og Dør og Port;
Novemberstormen lukker
Vidt op sit stærke Gab,
Dybt krymper sig og sukker
Det haardt betrængte Hav.

Hvi slaaer saa flittigt Væven
Den Bondedatter fiin?
Hvad tyder Læbens Bæven?
Og Rødmen under Liin?
Hvad sige disse Taarer,
Og disse ømme Smil? -
Det Længsel er, som daarer
Med sød og bitter Piil.

Men Længselen skal stilles,
Og Sorgen gaae i Ban,
Snart skal hun aldrig skilles
Meer fra sin Fæstemand;
Hos Helten hist paa Øen
Han var en trofast Svend;
I Kjærlighed nu Møen
Ham t j ende tro igjen.

Mens Barmen langsomt bæver,
Sit Blik fra Vævens Baand
Mod Vinduet hun hæver, -
Brat standser hendes Haand:
I mørke, dybe Fjerne
Et Lys hun skimte kan; -
Det ligner ei en Stjerne
Bag Natteskyens Rand.

97

Fra Kirken der, paa Banken,
De røde Glimt udgaae;
Hun gyser vel ved Tanken,
Dog kan hun ei modstaae;
Hun sniger sig saa stille
Til Kirkegaardens Muur,
Og bag en steensat Pille
Hun ængstlig staaer paa Luur.

Fra Stranden op med snare,
Men sagte Skridt paa Sti
En sort formummet Skare
Gaaer hende tæt forbi;
Bestraalt af røde Fakler
Mod Kirkeporten hen
En Kiste langsomt vakler
Imellem tause Mænd.

Paa Kirkegulvet Børen
Er sat i Fakkelskin;
Hun lister sig bag Døren
Og kiger sky derind;
Med Spyd og Stang oplukker
De Kirkens dunkle Skjød,
Den høie Hvælving sukker
Ved hver en Steen, de brød.

Paa Gravens Rand de trække
Fra Kisten, lang og sort,
Det rige Fløielsdække
Med sorgfuld Alvor bort;
Blaat var det, som Violer,
Som Havets stærke Flod,
98 Midt i, med syvfold Straaler,
En hvidlig Stjerne stod.

De Liget dybt nedsætte,
De mure Graven fast,
Af Nattens Værk udslette
De hvert et Spor i Hast.
Det stumme Øie taler,
Med foldet Haand de staae, -
Da Morgenhanen galer,
Og varsler dem at gaae.

Flux blev hver Fakkel slukket,
Og Natten dobbelt sort,
Den tunge Port tillukket,
Og saa de stormed fort;
De svandt ved Breddens Stene,
Ved Havets mørke Strøm;
Og Pigen stod alene, -
Og Alt var som en Drøm.

Men da hun ile vilde
Kjæk fra sit Smuthul trangt,
Hun følde Foden hilde
Sig i et Klæde langt;
Hun greeb det, og hun bar det
Med sig i Huset ind,
Og da hun saae, - da var det
Hiint rige Fløielsskind:

Blaat, som de smaa Violer,
Som Havets stærke Flod,
Midt i, med syvfold Straaler,
99 En hvidlig Stjerne stod!
Heel tankefuld hun gjemde
Det paa sin Kistes Bund, -
Og Nattens Rædsel glemde
I trøsterige Blund. -

Saa blank var Vinterdagen
Høit Klokkemalmet slog;
Smukt over Sneens Lagen
Hjemgik et Bryllupstog:
Ung Iver med sin Karen
Kom glade, som til Dands,
Og lystig fulgde Skaren
Med Sange, Baand og Krands.

Med Larm og Snakken klemde
Sig Flokken rundt om Bord,
De Spillemænd istemde
Det muntre Brudechor;
Tæt Skiven var bedækket
Med Bøste, Brød og Kjød,
Og Skjænkebordet spækket
Med Lutendrank og Mjød.

At Ingen sidde skulde
Den Dag ved tomme Fad,
Fik Stodderen tilfulde
Saameget som han gad;
Og da nu Stjernebuen
Omhvælved By og Huus,
Gik Dandsen rask i Stuen
Ved røde Brudeblus.

100

Skjøndt Pigerne omskandsed
Saa kjækt den væne Brud,
De Koner hende dandsed
Af Pigelauget ud.
Den blanke Brudekrone
Det blonde Haar forlod,
Snart hun som ærbar Kone
I Liin og Hue stod.

Med Latter og med Buldren
De hende drog afsted;
Brudgommen over Skuldren
Ret smilede derved;
Og fra de Gjæster vilde
Med længselsfulde Sind
Han sneeg sig let og stille
I Helligdommen ind.

Men næppe er han ene
Alt med sin Hjertenskjær,
Staaer han, som Væggens Stene,
Med Dødens Farveskjær;
Af Skræk og Vee betagen
Han maalløs stirrer paa
Det prægtige Sparlagen,
For Brudesengen laae:

Af Fløiel, som blaae Violer,
Som Havets stærke Flod,
Midt i, med syvfold Straaler,
En hvidlig Stjerne stod! -
»Hvor fik du det, mit Hjerte?« -
Hans Stemme standser da
101 Af Ængstelse og Smerte, -
»Hvor fik du dette fra?«

»Ei har min Haand det stjaalet,
Og kjøbt jeg har det ei;
Det blev mig ei tilmaalet, -
Jeg fandt det paa min Vei,
Og tog det op i Blinde
En Nat ved Kirken her,
Da nys jeg saae derinde
En sælsom Jordefærd!«

Det sagde hun, og smiled,
Og, ak! han smiled med;
Useet dog Taaren iled
Paa brune Kinder ned.
Med sælsom Ild i Øiet,
Med Armen over Bryst,
Hen over hende bøiet
Han sukkede saa tyst:

»Du rene Liliestengel,
Som nu skal vorde brudt,
Har. Hævnens vrede Engel
Og dig en Piil afskudt?
Forkastet og forbandet
Af Mennesker og Gud
Jeg maa, jeg kan ei andet, -
Tilgiv, min søde Brud!«

Hun aned ei, at Sukket
Fra dybe Qval fremgik;
Det blide Øie lukked
102 Hun for hans stærke Blik.
Undseligt Panden dukked
Hun ned i Bolstret blødt; -
Han Brudelampen slukked,
Og hvisked: »sov nu sødt!« -

Da Morgenrødens Stribe
Udspændtes bred og lang,
Lød Trommeklang og Pibe
Til lystig Jubelsang;
En Sværm af muntre Gjække
For Kammerdøren stod,
Det unge Par at vække
De Sangen tone lod.

Det vared dem for længe,
De stødte Døren op;
I Buret sig mon trænge
Med Støi den vilde Trop;
Men som af Lynet slagen
Den ræd tilbage veeg, -
Thi Bruden laae paa Lagen
Blodstænket, kold og bleeg!

Men Svenden var forsvundet! -
Ham havde Edens Magt
Langt mere helligt bundet,
End Kjærlighedens Pagt;
Han havde, ak, desværre!
For Staal, i Blodet døbt,
Om Troskab mod sin Herre
Sig stolt Bevidsthed kjøbt

103

Saa Sagnet os fortæller,
Men dunkelt er dets Ord;
Hvad Folkets Mund os melder,
Har Tvivlen i sit Spor.
End ingen Grandsker kjender
Man, som for Dag har bragt,
Hvor de trofaste Hænder
Stig Hvides Been har lagt.

LÆNGSEL.

Jeg kunde slet ikke sove
For Nattergalens Røst,
Som fra de dunkle Skove
Sig trængte til mit Bryst.
Jeg aabnede Vinduet stille
Og stirred i Mulmet hen,
Og lod hver Elskovstrille
Mig synge om Dfg igjen.

Et Posthorn i det Fjerne,
Et Suk af Nattens Vind,
Et Glimt af en eensom Stjerne
Vakte mit stille Sind;
Dit Billed sagte hensvæved
Paa Nattens Baggrund huldt;
Mit Hjerte zittred og bæved
Længsel og smertefuldt.

Min Tanke jeg Dig sendte,
Jeg sendte Dig mit Blik;
Ak, hvor mit Hjerte brændte,
104 At intet Svar jeg fik;
Kun Pust af Nattevinden,
Fra Grenen hist et Vink,
Den kolde Dug fra Linden,
Og Stjernens kolde Blink.

Du tænker vel, jeg har glemt Dig?
Men troe mig, om Du kan,
Jeg har i Hjertet gjemt Dig,
Og skal over Gravens Rand,
Trods Dødens bittre Kulde,
Hiinsides Livets Kyst
Bære dit Navn, det hulde,
Prentet dybt i mit Bryst.

TIL BEPPINA.

Med et Par Castagnetter.

Hvor tidt har jeg ønsket at see
De sortbrune Øines Glands,
Naar i slangesmidige Dands
De forraadte det brændende Indre,
Mens paa Sierra-Nevadas Snee
Andalusiens Sol monne tindre,
Mens Kilder rislede ned
Gjennem Klippens brune Rifter
Og balsamiske Luftninger gled
Over Palmernes grønne Vifter.

Men nu, ved det danske Sund,
Ved Strand, i den landlige Bo,
- Hvis Haabet bliver mig tro -
Skal henrykt mit Øie følge
105 Dit Blik og din smilende Mund
Og din Midies svævende Bølge,
Naar Du træder den mauriske Dands.
Men dog skal din blændende Arm,
Dine Lokkers blonde Krands,
Din Kind saa skjær og saa varm,
Hiint Foraarsblaa i dit Øie,
Mig minde om, hvor vi boer,
Og at Qvinden her i vort Nord
Har Blikket vendt mod det Høie,
At kuns hun en Længsel stor
Har knyttet i hellig Eenhed
Til Livets sværmende Lyst,
Og til Værn om sit tugtige Bryst
Lysalfers barnlige Reenhed.

MIN SKAT.

Hun er sød,
Hun er blød,
Hun er smal om sit Liv;
Hun er bøielig
Og føielig
Og rank som et Siv.
Hendes Kind
Er saa lind,
Og som Rosens saa varm;
Hun er nysselig
Og kysselig
Paa Mund, Haand og Arm.

Ak, hvor net,
Og hvor let
106 Som et svævende Fnug,
Kan hun neie sig
Og dreie sig
Paa Foden saa smuk.
Hvor hun stod
Paa sin Fod,
Hvor hun gik og hun sprang,
Var hun nydelig
Og frydelig
Som Fløiternes Klang.

Og saa kjæk
Som en Bæk
Mellem Blomsternes Flok,
Glimter Øiets Blink
Fornøiet, flink
Bag nødbrune Lok.
Hendes Røst
Er min Trøst
Midt i Sorgernes Nat; -
Al den Herlighed
Og Kjærlighed
Er min søde Skat!

MATHILDES HÆNDER.

1.

Jeg meget saae paa denne Jord,
Og al dens Skjønhed fast jeg kjender,
Men intet dog saa sødt, jeg troer,
Som disse spæde Frøkenhænder.

107

2.

Hvad er Carraras Marmorbrud?
Hvad Alpens himmelrene Flade?
Det er kun Graat i Graat, ved Gud!
Mod disse varme Lilieblade.

3.

Hvad er det Hvideste af Hvidt?
Hvad mon med mildest Flamme brænder?
Hvad Blødest vel af Blødt og Blidt?
Jeg svarer frit: Mathildes Hænder!

4.

I Fingrene, dem alle ti,
Forskjellig Characteer sig præger;
Og i hvor yndig Harmoni
Een Aand dem alle dog bevæger!

5.

De ligne Skyen, hvid og let,
Der sagte sig for Stjernen lægger, -
Hvor bliver ei mit Billed ret,
Naar hendes Øine de bedækker!

6.

Den hvide Finger tidt blev lagt
Paa Læberne, de Ordforødere;
Men Øiet, trods den skjønne Vagt,
Fik talt saameget desto sødere.

7.

Din Haand er som et lukket Brev;
Lyksalig Han, som tør det bryde!
108 Hver Hieroglyph, din Stjerne skrev
Deri, skal ham hans Held udtyde.

8.

Den er et helligt Document,
Der borger for hans Hjertes Lykke,
Og salig han sit Stempels Prent
Vil med sin Læbes Segl paatrykke.

9.

Men puur og skjær, som Rosens, maa
Den Læbes varme Purpur være,
Der tør sin Andagts Offer paa
Et saadant Altarbord frembære.

10.

Hvad jeg kun først udtænke maa
Og grunde paa en dyb Erfaring,
Vil Han, begeistret, strax forstaae
Som ved en himmelsk Aabenbaring.

11.

Nys hendes Læbe skrev et Brev -
Et Afskedskys - til en Veninde;
En snehvid Due Haanden blev,
Som vidste, hvor hun var at finde;
Den flagred flink i Luften hen,
Men vendte hurtig, bly tilbage,
Og fløi - og kom -, for ret igjen
Sit søde Budskab at gjentage.

12.

Den Højre ei at vide faaer,
Hvad i den Venstre fiint er tegnet,
109 Hvor Kjærlighedens Gud hvert Aar
For sig og Hende har beregnet.

13.

Den Venstre - aldrig aner den,
Hvad Mildhed vel den Høire øver;
Men Hjertet, som den tause Ven,
Staaer mellem dem, og raader, prøver.

14.

Jeg veed - hvad tidt jeg grunded paa -
Hvoraf det dog vel kunne komme,
At de er begge lige smaa,
Og lige bløde, lige fromme:
Som Tvillinger, de begge to
Nød lige Tugt i Sorg og Gammen,
Og hist i Templet see vi jo,
De holde deres Andagt sammen.

15.

I denne Alabaster fiin -
Jeg tænkte, da jeg saae dem begge, -
Tør man, som i et Helgenskriin,
Et Liv, en Evighed nedlægge.

16.

Thi vist jeg veed: i Himlens Bo
Mod Herrens Straaletempel vender
Ei nogen Lysets Engel to
Meer uskyldshvide, fromme Hænder. -

17.

Hvad henrykt sværmet har min Aand
Om ubeskrivelige Hænder,
110 Jeg ved en anden elsket Haand,
Min ædle Frøken! her Dem sender;

18.

Thi Hendes Ønske var et Bud,
Hvis Almagt ydmyg jeg erkjendte,
Paa hendes Vink jo Sangens Gud
Mig fordum tidt sin Flamme sendte.

RAVNENS QVIDE.

Skjøn Jomfru taler til fangne Ravn:
»Du sidder jo luunt i Bure -
Saa siig mig dog nu, hvad er dit Savn?
Dine Miner ere saa sure!«

Saa dybt sig neied den uselig Ravn,
Hans Taarer runde saa stride:
»Vidste jeg selv dets rette Navn,
Saa fik du det snart at vide.

Min ædle Jomfru med Haanden hvid,
Med Kinder og Læber røde!
Holdt du mig fængslet længere Tid,
Jeg troer forsanden, jeg døde.

Det kogte Kjød fra dit eget Fad
Det er mig saa lidt til Baade, -
Visselig aad jeg en anden Mad,
Ifald jeg selv maatte raade.

Din lunkne Drik og dit Sukkerbrød,
Den Taarestrøm i dit Øie,
111 Dine lange Sukke, din Tale sød, -
Det kan jeg slet ikke døie.

Kun den kan vide af Skoens Tryk,
Som selv maa træde i Skoen; -
Her sidder jeg nu med krummet Ryg,
Mens Ringen klemmer om Kloen.

O løs min Lænke og bryd min Ring,
Luk op mit Gitters Døre,
- Her duer jeg dog til ingen Ting, -
Saa skal du min Jubel høre.

Før var jeg lystig! - jeg mindes nok
I Bøgens og Egens Grene
Jeg havde Hustruer, hundred i Flok, -
Nu seer jeg kun dig alene.

Jeg Duerne jog fra Slag til Slag,
Drak Blodet og hakkede Kjødet;
Det, maa du troe, har en bedre Smag,
End naar det er stegt og sødet

Man siger, jeg faaer kun Aadsel i Arv.
Og bænkes ved Galgens Kroppe; -
Nei, helst jeg styrkes ved Oxens Marv,
Og sover i Skovens Toppe.

Der har jeg min høie Gjestesal;
Og dybt, hvor Stenen helder
Sig over Kilden, klar og sval,
Er min velforsynede Kjelder.

112

Min Ven er Midnattens sorte Sky,
Naar kjæk jeg ud mig svinger
I dristigt Tog over Land og By
Alt paa mine susende Vinger.

Da seer jeg i Dybet mangen Skat,
Fast Guldet mit Øie blinder;
Det ligger i Klosterets Gruus forladt,
Og deiligt i Mulmet skinner.

Da skingrer af Glæde høit mit Raab;
Og hvo, som forstaaer min Tale,
Tager Arv i svundne Slægters Haab,
Og kan med sin Vidskab prale.

O løs min Lænke og bryd min Ring,
Luk op mit Gitters Døre,
- Her duer jeg dog til ingen Ting, -
Saa skal du min Jubel høre.

Hvad hjelper det dig, jeg sidder her
Saa stille, forknyt og bunden?
Du fange dig heller en lystig Stær,
Som snakker dig efter Munden.

See til, du faaer dig en Stillids fat,
Han haver saa favre Fjedre,
Og er han i Staaltraadsfængslet sat,
Han pynter i Stuen bedre.

En Papagøie var ogsaa god,
Han sidder i Ringen og gynger,
Og gnaver sin vamle Gulerod,
Og dit Navn evindeligt synger.

113

En Turteldue du skaffe maa,
Hans Lader er fine og smukke,
Saa kjælen han vil i Stuen gaae
Med evige smægtende Sukke.

Dog fange du helst en Canariehan,
Det er saa vakker en Sælle,
Om Sydlands duftende Skove kan
I Qvad han snaksomt fortælle.

Men fang dog ei Nattergalens Brud!
Du tager feil, hvis du troede,
At, før du stinger dens Øine ud,
Den synger en eneste Node! -

Jeg saae, hvor de andre Fugle smaa
Smukt lærte i Buur at s junge;
Da tænkte jeg strax: du ogsaa maa
Faa Skik paa din Røst og Tunge.

Saa lod jeg mig fange, - saa sad jeg fast.
Men intet lærte jeg Stakkel,
Og at mit Hjerte endnu ei brast,
Det er saamæn et Mirakel.

Jeg kan ei trives i dette Buur,
Her hjelper ei List eller Lempe;
Min raae, min ubændige Skovnatur
Vil evigt mod Baandet kjæmpe.

Alt godt jeg ønsker min Jomfru kjær,
Dig Himlen stedse bevare!
Jeg beder dig blot: o! naadig vær!
Du lade med Fred mig fare!

114

O løs min Lænke og bryd min Ring,
Luk op mit Gitters Døre,
- Her duer jeg dog til ingen Ting, -
Saa skal du min Jubel høre!«

- Skjøn Jomfru alt med sin hvide Haand,
Med spodske Smiil om Munden,
Strax løste Ravnens Klo af Baand,
Saa slap hun ham ud i Lunden:

»Tag nu kun Logis paa dit Egetræ, -
Jeg vil dig slet ei genere!
Nei, see mig til det tossede Kræ,
Hvor han kan ræsonnere!«

VAARSANG I HØST.

Hist ude er koldt; og med Smerte
Seer Linden ned til sit faldende Haar;
Men her, ak! her i mit Hjerte
Nu blomstrer den favreste Vaar.
Der spirer den grønneste Vang,
Hvor vækkende Luftninger gaaer;
Nys Rosen udsprang!
Det er den, jeg skylder min Sang.

Før var der saa mørkt; men med Luen
Har Rosen malt baade Blade og Træ'r,
Da høit, saa høit imod Buen
Den sendte sit try Ilende Skjær;
Min Barm, der var nylig saa trang,
Nu rummer en duftende Hær;
Nys Rosen udsprang!
Det er den, jeg skylder min Sang.

115

Før var der saa tyst, og i Dvale,
Som Dødens, dybt hver en Tone var lagt,
Men nu, ak! nu kan den tale,
Til Live ved Rosen gjenvakt;
Med Duft og med Straaler og Klang
Min Vaar skal forkynde sin Pragt;
Thi Rosen udsprang!
Og kun den jeg skylder min Sang.

VIOLINSPILLEREN VED KILDEN.

Saa maaneklar og stille
Laae Natten over Eng;
Jeg satte mig ved Kilde,
Og stemte der min Stræng;
I Skovens Skjød
Dens Tone lød
Og vakte Hjorten vilde,
Som laae paa Blomsterseng.

Du Skovens lette D andser
Med ranke Hals og Been,
Stryg Duggen af dit Pandser,
lil over Busk og Steen!
. O, spring afsted,
Tag Budskab med
Til hende, som sig krandser
Med Skjønheds Rosengreen.

Du lille Fisk, som sover
Paa Kildens klare Bund,
Stig op i dine Vover,
Vaagn op nu af dit Blund,
116 Og svøm afsted,
Tag Budskab med
Og slig, hvad jeg ei vover
At sige med min Mund.

Du spæde Fugl, du smukke,
Som ligger luunt og blødt
Høit i din lille Vugge,
Og sover tæt og sødt;
Vaagn op, og stræk
Din Vinge kjæk, -
Snart har ved mine Sukke
Mit Hjerte sig forblødt.

Du Muus, som trygt kan bygge
Dybt under Egens Rod,
Kom frem i Nattens Skygge
Alt paa din spæde Fod!
O, løb afsted,
Tag Budskab med,
Og for mit Hjertes Lykke
Vov selv dit unge Blod.

Forlad de dunkle Gange,
Du blanke, sorte Snog,
Og lyt til mine Sange, -
Du er jo snild og klog;
Kryb snel og svai
Paa Hendes Vei,
Som aner ei, hvor bange
For hende Hjertet slog.

Du lette Sky, du hvide,
Som paa det stille Blaae
116
117 Saa sagtelig mon skride
Med Maanens Sølvbrærn paa:
O, iil, fortæl,
At her i Qvæld
Du saae min Taare glide
Som dine Perler smaa!

Og ved min Fedels Tone
Hiint hemmelige Ord,
Som skal min Qval forsone,
Med Suk jeg dem betroer;
Og Musen løb,
Og Snogen krøb
Og over Egens Krone
Guldvinget Fuglen foer.

Den Fisk i blanke Vrimmel,
Den Hjort blandt sine Lam,
Den Sky paa Nattens Himmel
Mit stærke Ord fornam;
Og Hjorten sprang,
Og Skyen svang
Sig bort, og fra sin Stimmel
Den Skjælbedækte svam.

Der sad jeg, taus, alene, -
Jeg hørte Hjertets Slag;
Bag fjerne Fjeldes Stene
Sank Maanen bleg og svag;
Og, som den veg,
Frem Solen steg,
Og fra de grønne Grene
Mig vinked Haabets Flag.

118

SERENADE.

Hvor er du, Camilla?
Luk Vinduet op!
Alt Maanen sig hviler
Paa Bjergenes Top.

See, alt er indslumret
I By og paa Land,
Fontænen kun leger
Med straalende Vand.

Med Ryggen mod Muren
Jeg staaer her saa mat,
Og søger min Stjerne
I dæmrende Nat.

Du elsker mig, Søde!
Min Rose du fik,
Du gav mig jo Svar i
Dit brændende Blik.

Du planted den yndigt
Blandt Lokkerne ind,
Misundelig blegned
Den over din Kind.

Sit brændende Øie
Den lukkede til,
Thi dine to Stjerner
Har stærkere Ild.

Saa kom da, Camilla!
Min Rose du tog
119 Jeg læste mit Haab i
Det Smiil, som du drog.

To fæle Dæmoner
Mig knuge i Favn,
Een kalder jeg Længsel,
Een kalder jeg Savn.

De lamme min Styrke,
De knuse mit Mod,
Fortærende Flammer
De slaae i mit Blod.

Saa kom da, Camilla!
Min Frelse, mit Haab l
Gjenfødes jeg kan kun
I Kjærligheds Daab.

Forjag du min Længsel
Og dræb du mit Savn,
Og døb mine Smerter
Med Saligheds Navn.

Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne groe,
Der hænger en Drue
Saa sød, kan du troe.

Kom ned til vor Hauge,
Bag Myrthernes Læ
Der plukke vi Frugten
Af bugnende Træ.

120

Den glimrer fra Grenen
Saa lokkende sød, -
Jeg ryster med Lempe
Den ned i dit Skjød.

ROMANZE.

Der gik i grønne Skove
En sorgfuld Ungersvend,
Og sang, mens Kildens Vove
Løb mellem Blomster hen.

Der mødte han en Pige
Alt paa saa let en Fod;
Da følte han opstige
Til Kinden alt sit Blod.

»Og hør, du unge Pige
Med Smiil paa Rosenmund,
Jeg vil et Ord dig sige
I denne grønne Lund.«

»Ak, alt hvad du fortæller,
Er vist kun, hvad jeg veed, -
Vær du kun artig, eller
Jeg bliver meget vred!«

»Og hvad vil du mig give
Alt for mit Hjertes Tro?
Hvis det ei dit maa blive,
Saa faaer det aldrig Ro!«
120

121

- »Jeg leer kun ad din Smerte,
Behold din Elskovs Tro;
Jeg har jo selv et Hjerte, -
Hvad skal jeg vel med to?«

Tag Rosen her, den røde,
Og læg den paa dit Bryst;
Vil Hjertet da forbløde,
Saa døer det dog med Lyst!«

- Den Rose blussed herlig
Han blev saa sjæleglad,
Og kyssed øm og kjærlig
Det dufterige Blad.

Men snart han saae bedrøvet,
At Blomsten, frisk og blank,
Henfalmed, og i Støvet
De spæde Blade sank.

Da vandred han tilbage
Til Pigens stille Bo,
Og hæved høit sin Klage:
»O giv mig atter Ro!«

»Den Rose, du mig skienkte,
Den hjalp mig ikke stort;
Vist ikke du betænkte,
Dens Skjønhed varer kort!«

- »Du skal dig ei beklage,« -
Hun svared med en Fart, -
»En anden her du tage,
Den visner ei saa snart!«

122

Og som hun saadan talte,
Alt i den samme Stund
Hans Hjerte hun betalte
Ham med sin Rosenmund.

- Den, som har Visen digtet,
Det var en dansk Student;
Men Lykken ham har svigtet,
Og Verden Ryggen vendt.

Og al hans Trøst er Sange,
Der stige fra hans Bryst,
Naar eensom han mon gange
I Skov, i Dal, paa Kyst.

Og kunde Hjorten tale,
Den talte vist engang
I hine stille Dale
Om ham og om hans Sang.

EN VEN.

Hvor Fensmark hæver sit Kirketelt
Med den røde Top imod Sky,
Og smiler over til Gisselfeld
Og til VesterÆgede By;

Og ned til Mosen, hvor Tørvene groe,
Til Broksø bag Skovens Hang,
I min Faders ydmyge Præstebo,
Der mødtes vi første Gang.

123

Og begge To var vi ganske smaa,
Men han var lodden og sort,
Og blind, og kunde slet ikke gaae; -
Dog hans Barndom vared kun kort.

Thi da han fik Øinene rigtig op
Og Smag paa, hvad der var sundt,
Da trivedes rask hans krøllede Krop,
Og Alt blev buget og rundt.

En Sløikjole trængte han ikke til,
Ved Fødselen var han alt svøbt;
Og som han syntes ret from og snild,
Saa blev han da Balder døbt.

Et ædelt Hjerte han bar i sit Bryst,
Men kaad han var som en Laps;
At jage Lam var hans største Lyst, -
Det kosted ham mange Klaps.

Og skjøndt han var ægte, ærlig dansk,
Snart glubsk og snart igjen tam,
Det første Tydsk og det første Fransk
Jeg lærte saamæn dog ved ham;

Thi »couche! ici!« han maatte forstaae,
Før et Stegebeen blev ham undt;
Med mægtig Stemme han svarede paa:
»Allons! was spricht der Hund?«

Og naar Vinden drev mine Skibe bort
For langt fra Bykjærets Rand,
Han lystred mit ængstlige: »Such! apporte!«:
Og bar mig Eskadren i Land.

124

Vi leged lystigt paa grønnen Eng,
Naar Sommerluften var luun;
Vi boltred os kjækt i den hvide Seng,
Opredt af Vinterens Duun.

Meer tryg end en Fyrste mellem sin Vagt
Hos min sorte Drabant jeg gik;
Hans Løve-Røst og hans Tænders Pragt
Holdt Alt i sømmelig Skik.

Saa blev vi da Venner i Liv og Død,
Med Frihed og Lighed i Alt;
Thi gav jeg ham ei af mit Smørrebrød,
Saa forstod han at dele halvt.

Jeg kjender ei Letsind større end hans,
Der hjalp hverken Børst eller Bank;
Og Krukken gik da saa længe til Vands,
Indtil den kom hjem uden Hank.

Det var ved Sorte-Søes flade Bred
Min Fader og Moder de sad;
Selv strakte jeg mig i Græsset med,
Ak! - ung og lystig og glad!

De fletted af Siv et Baand til ham,
At ikke den gale Krabat
Skulde kyse Livet af flere Lam, -
Men see, om de fik ham fat!

Langtfra, med logrende Svands, stod han,
Det var da ret, som han loe:
Tidt saadan en Hund har bedre Forstand
End mangen anden paa To.

125

Men da han den samme Aftenstund
Ved Siden af Bordet sad,
Og stirrende slikked sig om sin Mund,
Og gjorde Konster for Mad;

Da kom der en Smed med Lænken i Haand
Og trak ham til Porten afsted;
Han hyled og sled i det stærke Baand,
Og jeg - jeg hylede med.

Saa stod han der; - jeg besøgte ham tidt,
Og bragte ham Melk og Mad,
Og stundom selv, naar det regnede lidt,
Jeg krøb i hans Huus og sad.

Fra Hjemmet jeg drog. Lang Tid der gik,
Jeg saae ei min Ungdoms Ven;
Men da jeg ham atter for Øie fik,
Han kjendte mig ikke igjen.

Da græd jeg bittert, jeg hulked høit;
Men de, som just saae derpaa,
De loe; - thi de f var dem altfor drøit,
Sligt kunde de ikke forstaae! -

Saa kom han da bort til et fremmed Land,
Hvor kun Faa ret kjendte hans Sind,
Hans Tapperhed og hans gode Forstand, -
Der blev han et useligt Skind.

Den lange Birthe med den skjæve Mund
Og det hexeagtige Blik,
Hun sparked" med Træskoe den fattige Hund,
Ihvor han saa stod og gik.

126

Kom Husets Smaa med en lækker Bid
Alt fra deres eget Fad,
Saa jog hun ham væk med Nag og Nid,
Og aad saa selv hans Mad.

Hans sorte, krøllede Pels blev graa,
Hans lystige Mod var brudt;
Saa blev han mager - knap kunde han gaae -
Saa syg - og saa blev han skudt!

Selv var jeg skudt saa mangen god Stund,
Men aldrig endnu tilgavns;
Ak, var jeg saa sandt, som den lodne Hund,
Fortøiet og vel tilhavns!

TO ELSKENDE.

To Elskende sad
Under Hybenrosens Hæk;
Den Ene var saa øm,
Den Anden saa kjæk.

Mens Bækken den risled
Og Drosselen slog,
Hun læste i hans Øie
Som i en hellig Bog.

Mens Maanens Straaler bæved
Igjennem Skyens Rift,
Hun læste i hans Øie
Som i en hellig Skrift.

127

Og alt hvad hun læste
I hans sværmende Blik,
Det blev i hendes Barm
Til en drømmende Musik.

Men han sad stille,
Mens elskovsfuld og varm
Han holdt hendes Haand
Og den fine Jomfru-Arm.

Og henrykt hver Finger,
Som følte Blodets Strøm,
Sødt aned hendes Hjertes
Usigelige Drøm.

Saaledes kom han hemmelig
Hver Qvæld, naar Dug faldt paa;
Naar Morgenhanen galed,
Da monne han gaae.

Men det vared ei længe,
Da blev han borte reent;
Da sørgede hun tidligt,
Da længtes hun seent. -

Og det var hendes Moder,
Hun talede saa:
»Kjær Datterlil! du drage
Din Silkekofte paa!

Du flette nu dit Guldhaar
Med Perler og Baand,
128 Du trække hvide Handsker
Paa din sneehvide Haand!

Med Sølvspang du spænde
Dine Skoe og din Gjord,
Til Staden vil vi vandre,
Hvor din Gudmoder boer!« -

Og der de kom til Staden
Ved rindende Flod,
En Skare Landsknægte
Da drog dem imod.

En Ungersvend de slæbte
Med Lænker beladt
Op paa den grønne Høi,
Hvor Galgen var sat.

Mens Morgenlærken qviddred
Mod den stigende Sol,
De Landsknægte bandt ham
Paa Dødningestol.

Og Rettersværdet sused
Igjennem Luften blank,
Saa det krøllede Hoved
Paa Sandbunken sank.

»O Datter! kjær Datter!
Hvi bliver du saa bleg?«
Op slog hun sin hvide Haand,
Og hvinende skreg:

129

»O, mildeste Gud Fader!
Han var min Hjertensven!
O, Christe, dig forbarme!
Saa seer jeg ham igjen!«

Hun rev de gule Lokker,
Hun vred den spæde Arm:
»O, Moder! kjær Moder!
O, skjul mig ved din Barm!

Ak, var han end en Røver,
Og røved min Ro,
Ham vil jeg ene elske
Til Døden saa tro!

De krusede Lokker,
Som om hans Pande laae,
Vil vorde til en Rede
For Kragen, den graae!

Den Læbe, jeg har kysset,
Som talte søde Ord,
Skal blegne og smuldre
Til Støv og til Jord!

Han havde et Øie
Som Nattehimlen sort;
Den vilde Ravn vil komme
Og tage det bort!

Og det venlige Hjerte,
Som jeg hviled ved, -
Den vilde Ravn vil foere
Sine Unger dermed!

130

Ak, var han end en Røver,
Og røved min Ro,
Ham vil jeg ene elske
Til Døden saa tro!

Thi evig er Kjærlighed,
Som intet forbrød,
Den kan slet ikke døe
Ved den jordiske Død.

Men Fred er ei paa Jorden,
Det veed jeg forvist,
For det sorrigfulde Hjerte,
Sin Ven haver mist!«

SERENADE VED STRANDBREDDEN.

Sangeren.

Hytten er lukket, Natten er stille!
Lyset ei glimter bag Vinduets Glar.
Bølger! mens let imod Stranden I trille,
Ak, om I vilde
Synge og spille?
Tonerne til hendes Hjerte I bar.

Bølgerne.

Sagtelig glidende hen over Strand,
Langsomt strømmende
Vil vi det drømmende
Hjerte indlulle saa sødt, som vi kan.

131

Sangeren.

Mon Hun vil ane, hyllet i Slummer,
Ham, som har vækket den smigrende Klang?
Sværmende Drømme Hjertet nu rummer,
Smerter og Kummer
Flyer og forstummer, -
Liflige Billeder skaber min Sang.

Bølgerne.

Evigt omskiftende Rhythmer og Gang,
Let og spøgende,
Billedforøgende,
Vælte vi klart mod den duftende Vang.

Sangeren.

Brændende Længsel, smeltende Klage
Flettes i bævende Toner til Krands.
Huldt gjennem Drømmenes Rige de drage
Frem og tilbage,
K j ærligt forjage
Taagen, som dølger dig Stjernernes Glands.

Bølgerne.

Aabnende Favnen, saa smidig og glat,
Langt ud rækkende,
Længsel opvækkende,
Hviske vi Hende et saligt Godnat.

EN SITUATION.

Jeg lader Baaden glide frem
Saa jævnt ad Søens Vover;
132 Du tidsnok kommer til Dit Hjem,
Før Dagens Stjerne sover.

Her er vi ganske ene nu,
Her lytter intet Øre,
Og her jeg ydmygt haaber, Du
Engang mit Suk vil høre.

Hvad er Din Tvivl? hvad er Din Frygt?
I Verdens vilde Vrimmel
Staaer Kjærlighedens Tempel trygt,
En Forgaard til vor Himmel.

Der knittrer ei saa stærk en Ild,
Som Kiærlighed jo dæmper,
Der bruser ingen Storm saa vild,
Som den jo let bekjæmper!

Du løfter kold Dit Øies Blaa
Mod mine vaade Blikke!
O, vil Du ei mit Suk forstaae?
Du kan, men vil det ikke! - -

Her er Dit Hjem, - stig nu i Land -
Jeg ene roer tilbage,
Og for den stille Skov og Strand
Jeg synge vil min Klage.

BOLERO.

Hør, hvor Fløiter og Strængene
Sprede Tonerne sødt,
Ret som Maanen paa Engene
Straaler sit Guult og Rødt.

133

O, der seer jeg Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

Du er saa let og fornøielig,
En Sylphide - en Alf,
Lilien Hig, der bøielig
Hist i Vaarvinden skjalv.

Tonerne rigt udfolde sig
Smeltende Sands og Sjel,
Uden Rast, uopholdelig
Som et rislende Væld.

O, hvor jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

Livlig, skjelmsk og sværmende,
Dyb og tænksom i Sind;
Snart fortrolig Dig nærmende,
Snart saa sky som en Hind.

Stolt, skjøndt elskovssittrende
Døbt i Tonernes Daab;
Smilende - men forbittrende
Flux hans spirende Haab.

Angst dog seer Du ham flygtende,
Øiet omtaager sin Glands;
Koldt er Dit Bryst, men frygtende
Kulden dog udi hans.

134

Men - knap seer Du ham higende
Atter at vende sin Fod,
Før Du, atter undvigende,
Gjækker hans vaagnende Mod.

Nei! - hvor jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

Hævende med de dirrende
Castagnetter Din Arm -
Maanen staaer stille, stirrende,
Og dens Kind bliver varm.

Og Melodien forynger sig
Uden Rist eller Ro,
Som en Guirlande slynger sig
Den om de sværmende To.

Yndigt Tonerne klinger jo,
Vækkende Sukke og Smiil;
Amor af Glæde svinger jo
Vinger og Bue og Piil;

Nærmer sig, tyst henveirende
Ængstelse, Sukke og Savn;
Lænker, med Magt beseirende,
Dig i den ventende Favn.

Ak, jo jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

135

UDEN HAAB.

Solen alt synker, Bølgerne gaae,
Luftningen hvisker i Siv og Straa;
Havmanden sidder paa Steen ved Strand,
Slaaer han sin Harpe med hviden Hand;

Slaaer han sin Harpes gyldne Net, -
Skoven den holder sit Aandedræt,
Fuglene tie; men Bølgens Klang
Blander sig ømt med hans søde Sang.

Jomfruen lytter paa Blomsterbred,
Hjertet det banker uroligt derved;
Hemmeligt, sødt hendes Rosenkind
Kysses af Aftenens sukkende Vind.

Øinenes Stjerner i Taage staae,
Foden, fortryllet, ei mægter at gaae;
Brat dog hun presser sin Haand mod Bryst,
Heftigt, med Suk hun hæver sin Røst:

»Havmand! skjøn Havmand! Din Sang er sød,
Deiligt den tidt for mit Øre lød;
Havmand, skjøn Havmand! kom vel ihu:
Salig vor der dog aldrig Du!«

Aldrig - gjentoned fra Skov og Vang,
Flux forstummed den venlige Sang;
Stille han sank i sin Vugge vaad,
Dybet kun hørte hans bittre Graad.

136

FORVANDLING.

Den Ungersvend, den Jomfru
Alt under Linden stod;
Da mellem dem fremspired
En Blomst for deres Fod!
Det var en Lilie, hvid og skjær,
Det var en Lilie klar; -
De vilde den ei plukke,
Før det en Rose var.

De vilde den ei plukke,
Før det en Rose blev;
De ventede med Længsel
Som paa et Elskovsbrev;
De vanded den med Taarer,
De vugged den med Suk, -
Da skifted den sin Kjortel,
Og blev en Rose smuk.

De greb derefter begge
Alt i den samme Stund,
Da mødtes deres Øine,
Da mødtes deres Mund;
Da mødtes deres Hænder,
Og Rosen brat forsvandt, -
Men dens evige Billed
I deres Barm de fandt.

HELENE.

Et Sagn.

Der ligger en Borg paa skovgroet Hald,
Ved Foden bruser det skumhvide Fald.

137

I Borgegaarden der grønnes en Lind,
Der suser den sagte Sommervind.

I Luften dirrer Lærkens Qvad,
Fra Linden synker det duftende Blad.

Paa Borgens Altan, med Haand paa Kind,
Der sidder Helene med tankefuldt Sind.

Der sidder Helene, det Lilieskud,
Og stirrer med Længsel i Dalen ud.

Hvad buldrer vel hist i grønne Dal?
Det er ei Strømmens mægtige Fald.

Hvad dundrer vel over den fjerne Bro?
Hvad vækker vel Echo i Skovens Ro?

Tolv Brødre er det! de ride hjem,
Tolvhundred Svende følge med dem.

De Staalplader rasled og Hestene sprang,
Saa mægtigt skingred Trompetens Klang.

Den Vægter blæste, den Vindebro sank,
Dybt neied Helene, som Vidien rank.

I Salen stande de stærke Tolv,
I blankt Staalharnisk, med breden Skjold.

Som Støtter af Malm de stande tyst,
Knap sittrer den gyldne K j ede paa Bryst.

138

Da springer den Fløidør svævende op,
Ind træder Helene med Terners Trop.

Hun neier sig væn for Hver især:
»Velkommen, velkommen, o, Broder kjær!«

Hun rækker en duftende Krands til Hver:
»Velkommen, I Brødre! fra Ledingsfærd!«

Hun fylder dem Hver en gylden Pokal:
»Velkommen, I Brødre! til Fædres Hal!«

»Velkommen, I Brødre! og siger nu frem:
Hvad bringer I mig fra Kampen hjem?«

Da mæled den Ældste hel alvorsfuld:
»Vi bringe Dig intet Smykke af Guld.«

Vi bringe Dig intet Perlebaand; -
Vi bringe tolv Beilere til Din Haand!

Den Første, som Fortunat, er rig,
Den Anden huldsalig og uden Svig.

Den Tredie som Vaaren, frisk og skjøn,
Den Fjerde saa fornem en Fyrstesøn.

Den Femte er from og lærd som en Klerk,
Den Sjette han er en Samson stærk.

Den Syvende synger saa sødt en Sang,
Den Ottende vækker sin Harpes Klang.

139

Den Niende haver saa meget Land,
Den Tiende Skibe som Havets Sand.

Den Ellevte træder i Dands saa let,
Den Tolvte er jævn og ret og slet!

Men Alle saa kjækt, med mandig Kraft
De lege med Sværd og Landseskaft

Og Hver har svoren ved Himlens Gud,
Kun Du skulde være hans valgte Brud.

Og Hver har svoren os Hevn og Had,
Hvis ei Du skjenked, hvad Een Dig bad.

Og Alle har lovet os Lykken slem,
Hvis ei Du bønhørte Een af dem!«

Den Jomfru neied sig dybt for hver,
Hun skifted sit favre Rosenskjær.

Mod Barm hun pressed sin Haand med Vee,
Og Taaren randt over Kindens Snee,

»O, Broder kjære! barmhjertig vær!
Og lad mig dvæle hos Eder her.

Jeg vil ei bytte mit Jomfrunavn
For Guld, for Land eller Skib i Havn.

Jeg vil ei miste min Jomfrukrands
For Harpeklang, for Sang og Dands.

140

Nei, her vil jeg døe, hvor jeg er fød,
Og her vil jeg skjenke Jer Viin og Mjød.

Nei, her vil jeg smykke min Faders Gaard,
Og her vil jeg læge hver Sot og Saar;

Og muntre Jert Sind med Sang og Spil,
Og lukke tilsidst mit Øie til!

Jeg spørger Jer nu, ved Christi Blod,
Har jeg ei været Jer Søster god?

Og har jeg været Jer Søster god,
Saa tigger jeg her for Eders Fod:

O, sværger mig helligt ved Korset til,
At aldrig I mig forstøde vil!«

Frem treen de Brødre, - og mild og blid
Hver kyssed den Jomfrukind saa hvid.

Og alle Sværde af Skeden foer,
Og Alle som Een paa Korset svoer:

»Du var os en Søster, god og from,
Du var os vor helligste Helligdom;

Saa sværger jeg Dig paa Korset til,
At aldrig jeg Dig forstøde vil;

Men kjæmpe for Dig og døe, - saavist
Mig hjelpe Gud og den hellige Christi« -

141

- Tre Dage svandt; den Vægter sang
Sit Midnatsvers paa Taarnets Gang.

Han stirred ud i den stille Nat,
Han lytted og spidsed sit Øre brat.

Hvad buldrer hist i den dybe Dal?
Det er ei Strømmens mægtige Fald.

Hvad dundrer vel hist paa fjerne Bro?
Og vækker Alfen af Nattero.

Hvad bruser ud fra den grønne Skov?
En Gangerskare med jernlagt Hov!

Den Vægter sætter sit Horn for Mund,
Saa- blæser han ud over Dal og Lund.

Det gjalder saa frisk som Hanegal, -
Tolv Horn ham svare fra dunkle Dal.

Tolv Horn, med Gabet mod Borgen vendt,
De Stemmer er ham saa vel bekjendt.

»Herud, I Brødre! med Sværd og Skjold,
De Beilere rende mod Muur og Vold!

Herop, I Svende! ved Fakkelglands
I træde saa lystig en Vaabendands.

Herop! herud! baade Ridder og Pilt,
Det gjelder at svinge sig kjækt og snildt!«

142

De Beegpander blussed fra Borgetind,
Og Svendene strømmed der ud og ind.

Fra Slyngerne susede Steen som Regn,
De tordned paa Murens stærke Hegn.

Mod Borgens Porte, mod Taarnets Steen
Den Vædder forsøgte sit Pandebeen.

Da bragede Porten og Planken faldt,
Ind myldred de gjennem den trange Spalt.

Skarpt Pilen fløited, som høit i Sky
Den klingende Lærke ved Morgengry.

Hvor Køllen drøned, en Pande brast,
Hvor Øxen sænktes, der sad den fast.

Vildt Hornene skingred, Kampraabet lød:
»Helene! Helene! Seir eller Død!«

Saa Mand mod Mand i det slibrige Blod,
Med Haand imod Haand og Fod ved Fod.

Mens Sværdene hvined og Pladerne sprang,
De Landser rasled og Kjæmperne sang.

Eet Kamp vers sang baade Fjende og Ven:
»Helene! og Seier! - Helene igjen!«

Paa Trapper og Gange paa Murens Krands
Der stod den vildeste Dødedands.

143

Ned vælted et Taarn med Damp og Qvalm,
Og Brødrenes Svende de sank som Halm.

Som hidsede Bjørne de slog og stred,
Men - Alle tilsidst dog i Græsset bed.

Da jubled de Beileres Overmagt, -
End stod de Brødre hel uforsagt.

I Borgens inderste, snevre Gaard
De Tolv i Kreds omkring Linden staaer.

I Kredsen derinde, med Lag paa Lag,
Deres Skjolde danne et Huus med Tag.

Som Støtter af Malm de stande tyst,
Og vente den sidste Drab og Dyst.

Om Skjoldhuset slaae de en prægtig Ring, -
Her holdes det sidste Retterthing.

Gjennem sprængte Port, over Gruus og Liig
De Beilere storme med Pral og Skrig.

Høit Sværdene synge den sidste Sang,
Og Hjelmene klinge som Klokkeklang.

Og Blodet strømmer! - men fast i Fod
Hver Broder falder just, hvor han stod! -

- De Beilere stønne af mødigt Bryst:
»Nu har vi da endt den blodige Høst!«

144

De Beilere støtte sig trætte til Sværd:
»Hvor er nu den Løn, som er Kampen værd?«

»Hvor er nu Prisen, vi vandt tilsidst?
Hvor er den yndige Rosenqvist?«

De løfte det Skjoldtag sagtelig væk:
Da blegned hver Beiler af Vee og Skræk.

De troede, de plukked en Rose rød,
De fandt kun en Lilie, bleg og død!

De standsed og stirred med mørke Blik, -
En gysende Vind gjennem Linden gik.

De svang sig til Hest, paa Skjold de slog,
Og langsomt tyst mod Skoven drog! -

Men øde stod Borgen paa høien Hald,
Ved Foden skummed det hvide Fald.

I Gaarden vifted den grønne Lind,
Der laae Helene med hviden Kind;

Hvor rundt om hende en Sørgevagt
Af trofaste Brødre sig havde lagt.

Den vevre Lærke i Luften qvad,
Fra Linden flagred det duftende Blad.

145

TRE BEILERE.

Histnede ved Bækken,
Hvor Avnbøgen staaer,
Hun sidder bag Hækken
Og fletter sit Haar;
Og Fugle med Fiske
Saa listigt i Løn
De qviddre, de hviske:
»Hvor Hun dog er kjøn!«

Høit Bølgerne buldre
Ved Møllen forbi:
»De sneehvide Skuldre,
Dem favnede vi!«
Mens ivrigt de strømme
Med Hjulet omkring,
Den Møller maa drømme
De sødeste Ting.

Saa hen forbi Kirken
De glide saa glat,
Hvor tæt under Birken
En Græsbænk er sat;
Og Præsten maa g j emme
Sin Bog og sit Blad,
Og Hjertet istemme,
Hvad Voverne qvad.

Ved Borgen de bruse,
De synge med Magt
I Fjeldkløftens Sluse
Om Skjønhedens Pragt.
Der lytter den Junker
146 Bag Silkegardin;
Da flammer, da funker
Hans Øie, hans Kind.

- Hvor Smaafugle bygge
I Løn og i Lind,
Hun sidder i Skygge
Med rødmende Kind,
Mens Tankerne sværme
Saa viden om Land;
Da seer hun sig nærme
De Trende paa Stand.

Sig Junkeren nærmer,
Duunskjægget om Mund,
Med guldstukne Ærmer,
Med Horn og med Hund:
»O, vil Du ei være
Kjær Huusfruen min?
Du Fløiel skal bære,
Og blødt Hermelin!«

Den Præstemand stønner
I sorten Talar,
De ydmygste Bønner
Hans Hjerte frembar:
»Jeg var, for Exempel,
En Huusbond for Dig!
Det yndigste Tempel
Da blev Du for mig!«

Den Møller, den hvide,
Sig lister derind,
147 Han staaer ved en Side
Med blussende Kind:
»Ak, end dog min Nød, Du!
Ved Kjærligheds Magt, -
Saa kraftigt et Brød Du
Vist aldrig faaer smagt!«

Men rask hun sig rejser,
Saa stolt og saa rank,
Og Hovedet kneiser
Med Fletningen blank:
»Jeg ikke mig sælger
For Guld og for Glands;
I Elskov jeg vælger
Og mister min Krands.

Her r Junker! I slide
Jert Fløiel og Maard!
Ei ved Eders Side
Til Kirken jeg gaaer!
Herr Pastor! I holde
Ved Pen og ved Skrift;
Fleer Ungmøer bolde
Der er i vort Stift!

Thi Een er for ung til
At eie min Krands;
Den Anden for tung til
At træde min Dands.
Nei, Flaske og Bæger
Hinanden staae næst,
Og lige Børn leger,
Det veed jeg, dog bedst.

148

Herr Pastor! I læse
Og vie min Krands!
Herr Junker! I blæse
Paa Hornet til Dands!
Men Dandsen jeg træde
Med Mølleren her,
Min Trøst og min Glæde,
Saa kjæk og saa kjær!

Naar Solen den blinked,
Og Maanen saa mat,
Fra Lugen han vinked
Godmorgen! Godnat!
Jeg spored i alle
De Viser, han qvad,
Som de nu kan falde,
Om Elskov han bad!«

- Saa vied da Præsten
Den hellige Krands;
Saa blæste fra Hesten
Den Junker til Dands;
Saa dandsed de Tvende
Hel lystigt i Hu, -
Det kan sig vel hænde,
De dandser endnu!

I DET FRIE.

Er mit Hjerte frisk og glad,
Ændser jeg knap Rosens Blad,
Næppe Fuglens Sang i Skoven;
149 I det indre Jubelchor
Svinder Himmel, Hav og Jord,
Og min Tanke er forvoven.

Men, naar heelt min Sjæl er Nat,
Miskjendt, haanet og forladt,
Jeg kun hører Smertens Stemme;
Flygter fra sit Fangebuur
Tanken til din Favn, Natur!
For at døves der og glemme!

EN FORTABT.

Sadler jeg min Hest
Og rider ud til Gjest,
Saa surrer jeg Sorgen i Baasen;
Løser jeg min Hund,
Jeg lænker samme Stund
Min Kummer med Bøien og Laasen.

Det er Skik og Sæd,
At Den skal ikke med,
Som ei er smuk-artig herhjemme;
Derfor skal de staae,
Mens jeg kan freidig gaae
Og lade, som kunde jeg glemme.

Kommer jeg saa hjem,
Jeg løser atter dem
Af Lænken, mens Glæden end har mig;
Reiser jeg da op
Ved Morgengry min Krop,
Saa staae de ved Sengen og taer mig.

150

FREGATTENS HJEMKOMST.

Saae du Fregatten, Pige!
Rask for strygende Vind
Af Horisonten stige
Herligt i Solens Skin?

Fløi den fra fjerne Kyster
Hid over Havets Speil?
Svulmed, som hvide Bryster,
Alle dens hundred Seil?

- »Unge Frøken! Jeg saae den!
»Døde Seilene hang;
»Ubevægelig laae den, -
»Flaget var halvt paa Stang.«

- Saaes den ei neie og glide
Frem i sin stolte Pragt?
Sprøited den ei det hvide
Skum fra sin Bov med Magt?

- »Unge Frøken! Jeg saae den!
»Tyst i den sorte Nat
»Smykket med Fakler laae den
»Stolte, store Fregat!«

- Hørte du ei de kjække,
Muntre Matrosers Sang,
Mens de haled i Række,
Eller paa Ræerne hang?

- »Ak, jeg saae jo saa Mange!
»Men over Havets Skjød
»Bæved saa klagende Sange,
»At mine Taarer flød!«

151

- Saae du, med Haand i Barmen
Ikke Captainen kjæk,
Med sin Tubus i Armen
Kneise paa Skands eller Dæk?

Saae du ham ei, den høie,
Deilige Havets Mand?
Vendte han ei sit Øie
Længselsfuldt ind mod Land?

- »Sagte saae jeg dem liste
»Ned paa den vaade Vei
»Fløielbehængt en Kiste - -
»Captainen? - Jeg saae ham ei!«

TIL EN DIGTER.

»Hvor Mænd i Atlashoser gaae,
Er ei vor Plads.«

»Men det skal være Folkets Fryd og Taarer,
Som klinger i den danske Digters Røst.«
Poul Møller.

Hvis Du vil synge Dig til Glæde,
Og ærlig Tak for Sangen faae,
Skal ikke Du i Hallen træde,
Hvor Fornemhedens Gud har Sæde,
Hvor Nøgler og hvor Stjerner gaae;
Thi der tidt Tankerne er spæde,
Og der tidt Hjerterne er smaa.

Har Du en Palme, blodomgjødet,
En Tidselvaand af Blomster dækt,
152 En Piil, ret kraftigt gjennemglødet,
En Frugt af Elskovs-Solen sødet,
Et Sværd med Klang og Sving og Vægt;
O, Digter! Du skal ei forøde't
Paa en saa tam og udtømt Slægt!

Har Du et Bryst med Kraft i Lungen,
Saa spar det til en anden Gang;
Man svimler, har Du kjækt Dig svungen,
Og har Du ømt, vemodigt sungen,
Er Taareveien tør og trang;
Ad dristigt Skjemt man smiler tvungen,
Man leer kun haant ad Hjertets Sang.

Syng Du for Knøsen hist bag Ploven,
For Svenden i Regentsens Ro,
For ham, der kjæmpe maa med Voven,
Syng for Soldaten ved Cartoven,
For Pigen ved sin Malkeko; -
Om ei for andre, saa i Skoven,
Hvor Dine smaa Colleger boe.

Jeg synger ei for nogen Anden
End Hende med det klare Blik,
Med blonde Lokker over Panden,
Som har berøvet mig Forstanden,
Jeg først i Vuggegave fik,
Men skjænket mig en bedre anden
I Kjærlighedens Trolddoms-Drik.

153

NATTEN.

(THORVALDSENS BASRELIEF).

End er det Nat! - i underlige Drømme
Indhyllet og i Mørkets svale Slør
Hun blidt og sagte - sagte sees at svømme
Mod Morgenrødens fjerne, lukte Dør.
Med stille Sukke ved den ømme,
Den moderlige Barm hun kjærligt dysser
De slumrende, forgrædte Børn, og Vinden,
Let viftende om Lokken, dem fra Kinden
De hede Smertens Perler huldt bortkysser!
Den Ældste, Haabet, lukket har sit Øie,
Som nys vemodigt stirred mod det Høie;
Den Mindste, Længsel, mod sit eget Bryst
Det tankefyldte Hoved monne bøie
Og lytter nu til al den skjulte Lyst, -
Den smerteblandede, som evigt hviler
Derinde - og ved Drømmen smiler.
Men snart vil Mulmet vige bort, det sorte,
Og Rosen spire frem ved Morgnens Porte,
Og Jordelivets Dæmring, dybt dernede,
Vil sig for Solens Glædessmil adsprede!
Da vil den Første klart sit Øie hæve
Og ane Himlens Vei og Viisdoms Raad.
Den Anden vaagne skal og svæve
Fortrøstningsfuld, og ingen anden Graad
Der fødes skal, end Morgnens Perler klare,
Som Dagens Roser friske skal bevare.

154

SOMMERLYST.

Nu kan vi dandse!
Lystigt i Sommerluft,
Binde vi Krandse,
Aande vi Blomsterduft!
Lilier bløde
Roser de røde,
Nelliker, Bukkar, Violen den blaa
Her rundtom os staae.

Vi har en Gynge
Hængt mellem Eeg og Bøg,
Den kan os slynge
Høit under Leeg og Spøg,
Kjøligt os Vinden
Suser om Kinden,
Surrende Bier os seile forbi
Saa lette som vi!

Gjøgen den galer,
Lærkerne qviddre smukt,
Venlige Svaler
Svæver i sagte Flugt!
Yndige Sommer!
Næppe Du kommer,
Smilende, rødmende, liflig men kort,
Saa iler Du bortl

EN MODER TIL SIN SØN.

Naar Natten ret er stille
Og Alting er i Ro,
155 Min Søn, min søde, lille,
Jeg kommer til Din Bo.

Thi Gud mig det forunder,
Naar Hvilen falder paa,
Engang imellemstunder
I Drøm til Dig at gaae.

Da seer jeg Dig, Du Kjære!
Min Glædes - Smertes Søn!
Ak, kun en Drøm maa være
Min Kjærlighed til Løn.

Jeg seer Dig tegne, skrive
Og læse flink i Bog,
At Du kan rigtig blive
Mig baade from og klog.

Jeg Dig i Haven møder,
Jeg seer Dig i Din Seng,
Jeg seer, Du lystigt støder
Koldbøtter hist i Eng.

Du har de Kinder røde,
Du har de Øine blaae,
Du har de Læber søde,
Som tidt jeg kyssed paa.

Nu kysser jeg dem ikke
De Roser paa Din Kind!
Nu kan i Dine Blikke
Jeg aldrig skue ind.

156

Ak, jeg kan ikke knuge
Dig tæt her til mit Bryst!
Ei for mit Hjerte suge
Af Dine Læber Trøst! -

Siig, tænker Du paa Hende,
Der græder for sin Søn?
Slig, lever hendes Minde
End i Din Aftenbøn?

Slig, husker Du min Stemme?
Slig, husker Du mit Blik?
Ak, kan Du Timen glemme,
Da bort fra mig Du gik?

Du aner ingentide
De Taarer, jeg har grædt!
En Moder, maa Du vide,
Kan aldrig vorde træt.

Som eensom Fugl i Skoven
Kun synger Sorgens Sang,
Saa sorgfuld over Voven
Er nu min Tankes Gang.

O, aned Du min Længsel,
Du skyndte Dig sombedst,
Og flygted fra Dit Fængsel
Til den, som er Dig næst.

Til den, som har Dig baaren
Med Kummer og Besvær,
Som døbte Dig med Taaren
Og har Dig dog saa kjær! -

157

Lev vel! Lev vel, Du K j ære!
Jeg sukker ømt Dit Navn;
Ret aldrig skal jeg lære
At tænke klart Dit Savn.

Jeg folder mine Hænder
For Dig, min Smertes Søn!
For Dig til Gud jeg sender
Hver Stund mit Hjertes Bøn!

HUN TIL HAM.

Som i en Sky indhyllet, -
Det er nu saa Din Skik -
Du drukner, taus fortryllet
Din Tanke i mit Blik.

Dog mig Din Taushed maler,
Hvad i Dit Hjerte boer,
Meer klart end lange Taler,
Meer sødt end søde Ord.

Jeg kjender ganske nøie
Den Længsel i Dit Bryst,
Der straaler fra Dit Øie
Med dyb, urolig Lyst.

Som Fuglen eensom tier
Paa Tjørnens nøgne Green,
Af Somrens Melodier
Den røber ikke een; -

158

Men - den er fuld af Tanker,
Og den er meget luun;
Et Flamme-Hjerte banker
Bagved de bløde Duun; -

Saadan Din Tanke fjæler
Sig bag Din Tausheds Sky,
Og Blomsterbordet dvæler,
Til det er Vaar paany.

O, giv den Stakkel Vinge,
Lad Skyen skilles ad,
Lad Ordets Due bringe
Min Sjæl et Rosenblad!

AMOR REX.

Hvem er blandt alle Guder,
Den største vel i Magt?
Hvis Vælde sig bebuder
I al Naturens Pragt?
Det er den lille Herre,
Der ager frem saa tryg
Med Duer for sin Kærre,
Med Vinger paa sin Ryg.

Med Pilens Odd han rister
Sin Trolddoms Rune sød,
Saa Rosenknuppen brister
Og Rosen bliver fød;
Med sine spæde Hænder
Den lille, fine Skalk
Jo Virakflammen tænder
I hver en Lilies Kalk.

159

Hvor Æblets Bold forgyldes,
Hvor Blommen glimrer rød,
Hvor Druens Bryster fyldes
Med Nektar, stærk og sød;
Hvor dybt i Grunden ulmer
En rigdomsvanger Ild,
Saa Guldorangen svulmer, -
Der har han havt sit Spil.

Han har med Aftenrøden,
Med Regnbuens Magie,
Med Solens Morgengløden
En livlig Sympathie;
Naar lune Vinde lufte
Fra Blomsterdalen ud,
Og Natvioler dufte,
Da skeer det paa hans Bud.

I Ørnens Vinger stærke
Kun han har Kraften nært;
Der qviddrer ingen Lærke,
Som jo hos ham har lært;
Og ingen Orm har krøbet,
Ei Sommerfugl fremgik,
Som ikke først i Svøbet
Af ham sin Lectie fik.

For ham maa Løven bukke,
Han koger Tigrens Blod;
Ved Nattergalens Vugge
Med Smil han aarle stod;
160 Han kysser Fignens Kjerne,
Da voxer Stammen rank;
Han vinker Nattens Stjerne,
Da glimter den først blank.

Kort, Alt hvad Verden eier,
Der troer sig frank og frit,
Han ved en evig Seier
Har evig gjort til Sit;
Hvert Hjerte faaer han lænket,
Hvor han sin Piil har skudt;
Han hersker uindskrænket, -
Hans Magt er absolut.

EFTERKLANG.

Jeg seer med Veemod ei tilbage
Til Vaarens stille Blomstertid;
Mit Hjerte fører ingen Klage,
For Solen ei er sommerblid.
Jeg veed jo nok, min Vandring vender
Nu ned i Vintrens kolde Favn,
Hvor Stilhed boer, hvor Aaret ender
I Gravens Hjem og sikkre Havn.
Men i mit Hjertes Dyb jeg føler
Endnu en Vaar, en Sommerlyst,
En Ild, som Vintrens Snee ei kjøler,
En Klang, som aldrig vor der tyst!
- Naar da til Slummer Cithren hænges,
Jeg aldrig siger den Farvel;
Den vaagner brat, saasnart jeg længes,
Og stemmer altid med min Sjæl.

KONG WOLMER PAA REISEN.

Mig tykkes alt fra min høie Hest
At høre min Due kurre;
O, Deiligste! snart er jeg Din Gjæst
I Din Rede, det grønne Gurre.
Alt som jeg farer i Skovene frem,
Gjennem Moser og dunkle Dale,
Synes mig høre omkring Dit Hjem
De fløitende Nattergale.

Mit Øie iler saa langt foran
Mine rappe, hvæsende Rakker;
Mig lokker ei bag det stille Vand
Hjorten med kneisende Takker.
Men Dig, som kan seile i Luften blaa,
Misunder jeg vel Din Vinge,
Du liden Sanger! fremad lad staae,
Min første Hilsen at bringe.

Hvo skulde dog tænkt, o, Tovelil!
At Din Fletnings guulbrune Slange
Skulde vorde en Snare, stærk og snild,
Dannerkongen at fange?
O, Tovelil! hvo skulde troe,
Mens Livets Brændinger larme,
Mig vilde skjænke sød Havn og Ro
Saa gudsvelsignede Arme.

Nu dæmrer Dag; de Fugle smaa
Alt vaagne i Krattets Bure;
Klart spejlende sig i Søens Blaae
Jeg skimter de røde Mure.
162 Mig tykkes alt fra min nøie Hest
At høre min Due kurre.
O, Deiligste! snart er jeg Din Gjæst
I Din Rede, det grønne Gurre!

TIL VINTER-LÆKKEN.

Hvi qviddrer du saa tidlig hist?
Du troer maaskee, det snart er Sommer?
At Solen pynter snart hver Qvist
Med grønne Løv og Rosenblommer?

Du svæver der saa salig fro,
Saa høit, at jeg dig ei kan skue,
Og synger om din faste Tro
Paa Vintersolens falske Lue.

O, vogt dig vel! og g j em din Sang,
Og put dig dybt i varme Rede!
Til dine Qvad ei nogen Trang
Er følt af dem, som gaae hernede.

De har saa travlt med deres Huus,
Hvor Alting nys er blevet flyttet,
At de mod Rotter og mod Muus
Og andet Utøi faaer det hyttet.

De har saa travlt med Korn og Sviin,
Med Gjæs, Kartofler og deslige.
Om end din Sang var nok saa Sin,
Du fik ei Tanken til at stige.

163

Nei, bi, til Solen ret er varm,
Og høit paa Himlen længe raster,
Og Rosenstokkens grønne Arm
Et Purpurkys til Lilien kaster.

Da kommer frem de stakkels Folk,
Som intet Nyttigt veed at gjøre;
De drive om; for Vaarens Tolk,
Jeg veed, de har et aabent Øre.

Spred da din Strubes Klang, som Frø,
Vær sikker paa, din Høst ei mangler:
Da lytter Ungersvend og Mø
Og den, der om med Liren dangier.

I disses Barm er Grunden god
For din Bedrift; vær ikke bange!
Den Frugt, du høster, strax fuldmoed,
Er Hjertesuk og Smil og Sange!

EN HYTTE.

Her gad jeg boe og bygge,
Til jeg var træt og skulde døe,
Bag Lindetræets Skygge
Tæt ved den klare Sø.

Den Hytte, lav og lille,
Med kalket Væg og Tag af Straa,
Bag Høien tryg og stille,
Kan Stormen ikke naae.

164

Den snevre Have rummer
En Skat af Grønt og Blomsterduft;
Fra Kuben Bien summer
Ud i den varme Luft.

Tæt ved den blanke Rude
Har Svalen klinet op sin Bo;
Blødt ligger, som paa Pude,
I Eng den brune Ko.

Saa luunt i Lindens Grene
En Drossel sidder mangen Gang,
Sørgmodig og alene
Med sig og med sin Sang.

Frisk dufter Kløvermarken,
Vildanden seiler med sin Viv,
Og Fisken slaaer i Parken
Imellem Blomstersiv.

Hen over bløde Høie
Til fjerne Skov fra denne Vraa
Ustandset kan mit Øie
I Fred og Vemod gaae.

Den svale Kilde rinder
Hen mellem Steen og snakker smaat;
Den vækker gamle Minder,
Som gjør mit Hjerte godt.

Hvor eensomt og hvor stille!
Hvor fjernt fra Verdens stygge Larm!
Her kunde Sangens Trille
Let svæve fra min Barm.

165

TIL STORKEN.

Saa drager du ad fremmed Land,
Du lange Mand,
Med dine røde Hoser?
Træt er du af at spanke her
I vore Kjær
Og vore grønne Moser.

Du kloge Fugl! farvel! farvel!
Jeg ønsker Held
Dig paa din lange Reise.
Din Rede her, den vogte vi,
Du skal deri
Paany ad Aare kneise.

Snart visner her hver Blomst, hvert Blad,
Men du vil glad
En nyfødt Sommer skue,
Hvor Fignen breder Skjærmen stor
Og Almen groer
Omsnoet af heden Drue.

I Luftens Blaae du svæver let
Og seer dig mæt
Paa Jordens Herligheder,
Paa Fjeld og Dal og Stad og Flod,
Der for din Fod
Sig som et Tæppe breder.

Min Tanke følger dig paa Vei,
Men Hjertet ei,
166 Det her hos mig maa blive;
Kun her vi trives godt, vi To,
I venlig Ro,
Hvor først vi kom tillive.

Jeg gyser for det steile Fjeld,
Og Fossens Væld
Mit Indres Sange døver;
Mig blænder al den stolte Pragt
Og Solens Magt
Som Gift min Hjerne sløver.

Jeg er i fjerne Land og By
Forknyt og bly, -
Alt er mig fiendsk og fremmed;
Som i en vammel Ruus jeg staaer,
Og Sjælen gaaer
Paa egen Haand til Hjemmet.

Nei, her paa denne grønne Ø
Med Skov og Sø,
Med Bakker, Eng og Strande,
Kun her jeg aander Liv og Mod,
Her Vuggen stod,
Og her min Grav skal stande.

Kom atter hid, du gamle Ven!
Naar Sol igjen
Har løst den bundne Bølge.
Byg paa mit Tag din stille Bo,
Man siger jo,
Du har Guds Fred i Følge!

167

VAAREN.

Nu har sit lyse Banner
Alt Skoven foldet ud;
Paa Kysten Vaaren lander
Rigt smykket som en Brud.
Fra tusind klare Stemmer
I Lunden, hvor jeg gaaer,
Jeg Jubelen fornemmer:
Velkommen, søde Vaar!

I Krattet ind mig vinker
Saa mangt et venligt Blik,
Hvor Bækkens Vove blinker
Og risler vims og qvik;
Hvor Pilens Hoved hælder
Sig mod den kjøle Strøm,
Og Blomsterne fortæller
Mig deres Vinterdrøm.

See, hist den vevre Vibe,
Den piler over Mark;
Træpikkeren mon slibe
Sit Næb paa Træets Bark.
Bag lyse grønne Banker
Nu sætter Stæren Bo,
Dybsindig Storken spanker
Ved Møllebækkens Bro.

En Elskovsvarme spreder
Sig gjennem Jord og Luft
Og Brudetæppet breder
Af Farver og af Duft;
168 Thi Kjærlighed vil seire,
Det er nu saa dens Art,
Og tusind Hjerter feire
Skal deres Bryllup snart.

Kom sæt dig her i Græsset
Paa denne steile Kyst,
Hvor ud i Havet Næsset
Har skudt sit grønne Bryst.
Her lad din Længsel ile
Hen i det fjerne Blaae,
Og lad dit Hjerte hvile, -
Hvis det kan Hvile faae.

TIL EN SNEGL.

Du være vil min Læremester,
Som færdes her paa dette Træ,
Og i dets sommerfriske Læ
Snart Toppen og snart Roden gjæster?

Saasnart du aner Storm og Torden,
Som ryste vil dit grønne Slot,
Da finder du din Regning godt
Ved trygt at holde dig til Jorden.

Men straaler Solen klart paa Himlen,
Er Luften let og luun og reen,
Du stiger op til Qvist og Green
Og svælger mellem Blade?Vrimlen.

169

Og hvorsomhelst du gaaer, forsigtigt
Du flytter dig fra Sted til Sted,
Dig føler for ved hvert et Fjed,
Og slutter altid ganske rigtigt.

Thi møder Noget dig paa Veien,
Som fiendtligt mod dit Væsen staaer,
Tilbage i dig selv du gaaer,
Hvor du er ene og din egen.

Vær takket! men om end jeg vilde,
Jeg kan ei følge nu dit Spor.
Ja, havde jeg blot følt mig for
I Tide! - Nu det er forsiide! -

ET GENRE-BILLEDE.

Det sused i Lindenes glindsende Blad.
Høit Gjøgen den kukked og Bogfinken qvad.
Auriklerne dufted,
Mildt Vaarvinden lufted,
Mens Bien beruset paa Kløveret sad.

Paa Løvhyttens Mosbænk, saa yndigt i Løn
Sad Møllerens Datter og Skovfogdens Søn.
I dæmrende Bolig
Hun læned fortrolig
Sin Kind til hans Skulder og hørte hans Bøn.

Ved Huset paa Trappen sad Mutter og spandt.
Hun lytted og vented, mens Tiden den randt:
»Nu er her saa stille!
Nys Han og min Lille
Jo fyldte mig Øret med Skjemt og med Tant!«

170

Men Jægerens Hector, som hos hende laae,
Han mæled: »Jeg hende i Lysthuset saae
I Fryd og i Gammen
Med Jægeren sammen, -
Skjøndt sagtens jeg ikke forraade dem maa.«

Den næsvise, vindige, lille Hr. Stær
Han læsped: »Nys var jeg dem begge saa nær,
At grant jeg fik høre,
Hvor han kunde føre
Sin Sag, som det lod, ei til hendes Besvær.«

Frem sneg sig den hvide, den smidige Kat
Med ringlende Hale, med krum Ryg og glat:
»Jo, de er poliske,
Jeg hører dem hviske
Fra Haven og Vindvet hver evige Nat.«

Og Svalen, den fromme, den Nonne i Sort,
Med hellig Fortørnelse mælede kort:
»Jeg saae, hvor med Varme ,
Han trykked den Arme
Til Brystet - og vendte undseelig mig bort.«

Fru Skade sad kjæk paa den duftende Stak:
»Jeg veed, jeg er sikker, jeg fører ei Snak,
Jeg lyver ei! Jøsses!
Jeg saae dem jo kysses
Saa sødt og saa blødt og saa høit, at det smak.«

Hr. Stork med de lange, lakerede Been,
Han raabte fra Taget: »Den Sag er jo reen!
Jeg glæder mig saare
Til muntert ad Aare
Her hjem i det Mindste at bringe dem Een!«

171

- Og før de det aned, stod Mutter dem næst,
Og trued: »Nu veed jeg, hvad tjener Jer bedst!
Snart vil I nok trænge
Til Bord og til Senge,
Til Gryde, til Vugge, til Degn og til Præst!«

DEN HVIDE HIND.

Skjøn Jomfru vinked med Haanden hvid,
Hun stod paa Høielofts Svale:
»Du favre Jæger! kom hid! kom hid!
At jeg nu kan med dig tale.

Og hør mig nu, du Jæger fiin!
Hvis du vil min Attraa stille,
Saa fange du mig den hvide Hind,
Som hist i Skov mon spille.

Den spiller om i den grønne Lund,
Der har den sit Natte-Stade,
Og kjøler sin rosenrøde Mund
I de sødtbeduggede Blade.

Og fanger du mig den hvide Hind,
Da skal den din egen være,
Hvad heller du faaer, hvad meest dit Sind
I Længsel kunde beg j ære!« -

Da Natten korrx og de Stjerner smaa
Paa Himlen tindrede stille,
I Skoven monne den Jæger gaae
At bede Dyrene vilde.

172

De Vagtler fløited i Sommerkorn,
I Krattet de Nattergale;
Den Jæger blæste sit Sølverhorn,
Saa det klang i Top og i Dale,

Han stod saa taus paa den grønne Sti,
Hensjunken i drømmende Tanker; -
Da piled den hvide Hind forbi
Hen over de lyngklædte Banker.

Da vaagned han op, da iled han med,
Hans Fod, hans Hjerte fik Vinger.
Den lokked ham sødt, den drog ham afsted
Som Jomfruens vinkende Finger.

Den dandsede let paa de slanke Løb,
Let monne han efter følge!
Den skinned saa klar, at Nattens Svøb
Ei kunde dens Flugt ham dølge.

Den standsed og stirred med Vemodsblik,
Som stod der i Øiet en Taare;
Dybt gjennem hans Barm som Lyn det gik,
Det smelted og smerted saa saare.

Og atter sprang den; da sluktes ud
Vesthimlens dæmr ende Kerter;
I Øst forkyndte sig Dagens Bud, -
Og trætte var Begges Hjerter.

Den standsed igjen, liig spæde Lam,
Der fjæler i Løv sig bange;
Saa fløi den paany - og gjækked ham -
Men blev dog tilsidst hans Fange.

173

En purpurskinnende Silkesnor
Han slog om Halsen den ranke;
Da fulgte den Hind ham villigt, hvor
Han skred over Dal og Banke.

Han ledte den ind over Borgebro,
Hen frem under Høielofts Svale:
»Kom hid, skjøn Jomfru! her staae vi To
Og ville nu med dig tale!

Her stander jeg med den hvide Hind,
I Nat jeg fanged i Skove;
Jeg slipper den aldrig, den er jo min,
Glem ei, hvad du monne mig love!«

Han stødte i Horn, men paa Svalen kom
Ei frem den Ranke, den Blide.
Med Eet han vendte sit Hoved om, -
Da stod hun alt ved hans Side.

Hun Purpurtømmen om Halsen har,
Den silkeflettede Grime!
Da segned hans Haand; men Hjertet bar
Sin Blomst i den samme Time.

»Tak have du Jæger, faur og huld,
Du løste den Trolddom fra mig!
Nu tage du; alt mit Gods og Guld
Og mig - ifald du vil ha'e mig!«

DANDSEN VED GLUMSØ.

Hver Aftenstund, naar Faar og Ko
Var malket og var flyttet;
Naar Barn og Bo var bragt til Ro,
174 Og Alt var gjemt og hyttet;
Hver Svend og Mø med lystigt Sind
Sig samlede paa Enge

Og dandsed om den grønne Lind
Til Violinens Strænge.
I Dandsens K j ede saae man da
Hel tidt en fremmed Pige;
Men hvem hun hørte til? hvorfra?
Det kunde Ingen sige.
Hun kom, som var hun faldet ned
Liig Stjerneskud fra Himlen;
Men, naar det henad Midnat led,
Forsvandt hun brat af Vrimlen.

I brede Folder slog sig blank
Det grønne Skjørt af Silke
Om hendes Krop, saa svai og rank
Som Hyacinthens Stilke.
De brune Lokkers rige Krands
I blaaligt Slør sig dulgte,
Og hvor hun svæved hen i Dands,
Hvert Øie hende fulgte.

Selv Ivar Skot, den raske Knøs,
Som ellers sad ved Kruset,
Fra Kort og Tærning rev sig løs,
Af Elskov reent beruset
Og han, som før ei for sin Død
En Qvindes Blik gad døie,
Nu saae sig ganske tam og blød
I denne Piges Øie.

175

Det Øie ligned Søen blaa,
Hvori sig Vaaren speiler,
Mens Vemods Skyer, bløde, smaa
Hen over Himlen seiler.
Selv let hun var som Svanens Fjer,
Den Vaar ens Luftning hæver,
Som naar det klare Maaneskjær
Paa Glumsøs Vande bæver.

Saa sirligt, som han kunde bedst,
Med Barmen fuld af Flamme,
Han svang den gaadefulde Gjæst
Om Lindetræets Stamme.
Og mens de hen i Hvirvlen foer,
Bestraalt af Nattens Kerte,
Der gik saa mange søde Ord
Fra Hjerte og til Hjerte:

- »Mit Øie aldrig før dig saae,
Dog tykkes mig, jeg kjender
Dig alt saa godt fra Top til Taa,
Som var vi gamle Venner!«
- »I Drømme saae jeg dig saa tidt,
Jeg mindes næppe Tiden,
Da jo mit Hjerte slog som dit,
Det er saa længe siden.«

- »Hvor snart to Hjerter enes kan,
Er underligt at tænke!«
- »Dem smedes let ved Længsels Brand
En stærk, usynlig Lænke!«
- »Den Lænke er saa kjær og blød,
176 Jeg vil den gjerne bære.«
- »End staerkere, naar jeg er død,
Den vil dit Hjerte være!«

- »Hvi er dit Slør om Bræmmen vaadt,
Som drivende af Vandet?«
- »Du spørger? og du veed dog godt,
Fra mine Øine randt det!«
- »Du er som Dagen klar og from,
Og dog en natlig Gaade?«
- »O, frit mig ei, hvorfra jeg kom,
Det kan jo Intet baade!«

- »Du elsker mig? et Kys mig giv,
At jeg kan være sikker!«
- »O, tøv en Stund, hvis ei, mit Liv!
Vort Hjerte Døden drikker!«
Da taug hun pludselig, og sprang
Liig Hinden gjennem Lunden, -
Thi høit fra Taarnet Klokkens Klang
Forkyndte Midnatsstunden. -

I Svimmel gik den Ungersvend
Den Nat og næste Dagen;
Han svoer, at naar de saaes igjen,
Han vilde klare Sagen.
Af en ubændig Higen, snildt
Den Løndom at opdage,
Han Kirketaarnets Uhr fik stilt
En Time da tilbage.

Den Aften kom; og Pigen med
Sit klare Slør om Haaret
177 I Rækken atter svæved ned,
Som af en Bølge baaret
Ung Ivar hende atter svang
Af ukjendt Fryd besjælet,
Mens deres Hjerters stille Sang
Sig atter sødt formæled.

Alt Maanen op ad Himlen gled
Med blege Veemodsblikke;
Og langt det over Midnat led,
Men hun det aned ikke.
Dog, som de allerbedst blev seet
I Dands, de tvende Unge,
Da hørtes Klokkeslaget Eet
Fra Kirkens Taarn at runge.

Og Ivar krysted hende fast
Til sig med dobbelt Varme.
Da sled hun, dødningbleg, i Hast
Sig af hans stærke Arme.
Hun foer igjennem dunkle Krat,
Som ned mod Søen førte;
De Bønder i den tause Nat
Fjernt hendes Jammer hørte.

Mens alle Pigebørn i Skræk
Sig skyndte hjem til Sengen,
Ung Ivar og hans Venner kjæk
Tog Fart henover Engen.
I Grøft og Grav, i Dal og Lund
De søgte efter Møen,
Til i den klare Morgenstund
De standsede ved Søen.

178

Der hørte de fra Dybets Skjød
Hiin bittre Jammer klinge;
En Plet frembobled blodigrød
Og bredte sig i Ringe.
Forfærdet stod de tause Mænd
Og stirred over Voven,
Mens Alt dødstille blev igjen
Og Fuglen sang i Skoven.

Ung Ivar Skot forlod sin Bo
Og ind i Skoven rendte;
Hans Hjerte fandt ei Fred og Ro,
Hvorhen sin Fod han vendte.
I Verden Intet meer ham bandt
Til Glæden og til Livet;
En mørk Novemberdag man fandt
Ham druknet mellem Sivet.

TRE OM EEN.

Der roede tre Matroser fra Skib imod Strand;
De var just komne hjem fra fremmede Land.

Deres Trøier var af Silke, deres Kiste var tung,
Guld havde de baade i Fikke og Pung.

Deres Kind var som Mahogny, deres Haar som Ibenholt
Med Paradis-Abild de spillede Bold.

De Ørenringe blinked bag deres sorte Skjæg.
Ind traadte de i Kroen og slog Døren mod Væg.

179

Saa satte de sig ned ved Bord og paa Bænk:
»Kromoder! luk op for Skab og for Skjenk!«

»For Skab og for Skjenk kan jeg snart lukke op;
Hvor har I nu vel tumlet Eders lystige Krop?«

»Saa langt af Led vi seiled, saa viden om vi foer;
Sidst komme vi fra Landet, hvor Guldtræet groer.«

»Og kommer I fra Landet, hvor Guldtræet groer,
Saa skal den klare Viin stande for Jer paa Bord.«

»Hvor er saa din Datter, med Rosen paa Kind?
Lad flux hende gange for Matroserne ind.«

»Hvad vil I saa min Datter? hun kommer tidsnok.
Hun spænder sine Skoe og fletter sin Lok.«

»Kromoder, hør! din Datter saa frisk og saa fiin,
Skal skjenke for os og sætte Smag paa din Viin.«

Ind traadte hun for Bordet; og det er vist og sandt,
Det var dem alle Tre, som en Stjerne oprandt.

Den Første tog Pigen ved hendes Haand saa hvid:
»Min Skat skal du være fra nu til evig Tid.«

Han ledte hende frem og fik hende til Bords:
»Hos mig skal du sidde evindelig til Roers.«

Den Anden hende klapped ved hendes Kind saa blød:
»Med mig skal du seile gjennem Liv og til Død.«

180

Saa drak han hende til og rakte hende Glas:
»Paa Farten skal du være mig Stjerne og Compas.«

Den Tredie sad stille og tænkte saa ved sig:
»Engang kommer Turen vel ogsaa til mig.«

Han talte med sit Øie, han talte med et Vink;
Og Jomfruen svared saa lønligt med et Blink.

Men Kromoder tænkte saa listeligt i Sind:
»Jeg veed nok, hvem der farer for den føieligste Vind.«

De Tvende kasted hid og did saa skulende Blik,
Og tause ud ad Døren med hinanden de gik.

Paa grønne Eng derude de førte op en Dands,
Saa Liv og Død det gjældte, om Jomfruens Krands.

Den Tredie han smidsked: »At slaaes gjør intet Gavn!
Kom, kys mig, min Fæstemø! og tag mig i Favn!«

Og det var Kromoder, hun ud af Vindvet saae:
»Hold op nu at kives, lad være nu at slaae!

Gjør nu, som jeg siger, forliges og kom!

Der er slet Intet meer for Jer at djævles om!«
De To tilbage humped med Næserne i Blod;
Op stod da den Tredie og traadte dem imod.

I Dør han stod og raabte med listige Blik:
»See her, Kammerater! det Bedste jeg dog fik!«

181

I Dør han stod og vinked med hendes Jomfrukrands:
»Kom hid, Kammerater! til mit Bryllup og dands!«

SKATTEN.

»Nei, Karen! gaae ei bort i Nat,
I Skoven fælt det hvæser;
Paa Bjerget Stien er saa brat,
Det er saa koldt og blæser.

Til Sengs er Ræven gaaet alt
I lune Hul paa Skrænten;
Og trygt i Fjeldets snevre Spalt
Paa Reden kurer Glenten.«

»Jovist, vor Moer! jeg maa afsted,
Jeg tør ei længer lente;
Her ved din Rok en Stund, jeg veed,
Du nok vil paa mig vente.

To Timer gaaer nok eller tre,
De snarligt er henfløine;
Naar saa jeg kommer, skal du see,
Hvor du vil g j ør e Øine!«

»Men hvis det skulde galt dig gaae,
Hvad vilde Jens saa sige?«
»Mig tænker Jens ret aldrig paa,
Jeg er en fattig Pige!« -

Og Karen gik, hun vidste godt
At finde Vel bag Lunden;
En Skat, meer værd end Teen og Tot,
Laae hist ved Egen bunden.

182

Tre Gange saae hun jo den Ild,
Som klart derover brændte;
I Nat hun vilde, kjæk og snild,
Den Kongeløsning hente.

Med Skjørtet kiltet op om Lænd,
Med Spaden paa sin Nakke,
Med Haanden under Forklæd, hen
Ad Stien mon hun lakke.

Mens over Himlen Skyen jog
For Stormen, som en Kryster,
Fuldmodigt Pigens Hjerte slog
Bagved de unge Bryster.

Der var saa sort i Krat og Skov
Og Stierne var trange;
Langt borte hørtes Hundens Vov
Og Uglens Klagesange.

Det rasled her, det pusled hist,
Mens gjennem Krat hun trængte;
Liig Kløer Brombærbuskens Qvist
I hendes Skjør t sig hængte.

Forkyst, en eenlig Fugl fløi op
Og stygt med Vingen basked;
Tidt syntes hun, en lodden Krop
Langs med paa Stien trasked.

Men hun brød sig om ingen Ting;
De flinke Fødder baade
Hun brugte til saa raske Spring,
At snart hun Egen naaede.

183

Der satte hun sin Spade fast
I Jord af alle Kræfter;
Det første Spademaal blev kast,
Det Andet kom derefter;

Det Tredie og det Fjerde lod
Ei vente paa det Femte;
Rask rørte hun sin Haand og Fod,
At blive træt hun glemte.

Det var, som grant hun hørte Fjed
Bag sig i Krattet rende;
Hun lod det rende og blev ved
Den sorte Muld at vende.

Da stødte Spaden haardt en Gang,
Saa Bladet nær var sprunget.
En dyb, en mægtig Klokkeklang
Hen under Jorden runged.

Men sagte op af Steen og Muld
Skjød Kjedlen sig, den blanke,
Til Randen fuld af myntet Guld,
Med tvende stærke Hanke.

Da hvisler det i skumle Nat!
I Vest og Øst det lyner!
Da vrimler ud bag Busk og Krat
Vidunderlige Syner!

Syv tykke Pindsvin løb foran
Med luerøde Pinde;
De trak et Deigtrug, paa hvis Rand
Der sad en puklet Qvinde.

184

Tre Marekatte red paa Stok,
Slog op og gjorde Pudser;
Dem fulgte en fortvivlet Flok
Af Fiirbeen og af Tudser.

De forlænds og de baglænds kom,
De hopped og de tripped,
De neiede, de dandsed om,
De snurred sig og vipped.

De vralted, vrikked, sprang og loe,
De peeb, de nøs, de hvæste,
Mens paa en lang, ildrød Hoboe
Et grimt Utyske blæste.

I Qvas de tændte op en Ild
Med Knittren og med Knagen,
Mens nogle vendte Ryggen til
Og pustede med Bagen.

Men Pigebarnet blev ei ræd,
Og intet Ord hun mæled;
Hun hverken gyste eller græd,
Knap Latteren hun qvæled.

Saa kom der Rotter, Flaggermuus
Saa store, som smaa Køer,
Med Hui og Støi, og røde Blus
De bar i deres Kløer.

Der stod en Præst og stirred ned
Med sine Øine røde;
En snehvid Kone Hænder vred
Og hendes Taarer fløde.

185

Af fire Haner i eet Spand
En Trillebør blev trukket;
Der sad en led, graaskjægget Mand
Og grinte, saa det klukked.

En Horsebeenrad ud fra Busk
Sin Dødningpande luded;
Et Egern bag sin Haledusk
Fælt i et Skovhorn tuded.

Høit jublede det fule Pak,
Saa det i Skoven skingr ed;
Og snevrere sig Kredsen trak,
Og nærmere den slingred.

Dog Pigen end stod taus og fast,
Ei Rædslen hende magted;
Med kjækt og roligt Øiekast
Paa Skatten kuns hun agted.

Da slog hun Blikket op i Løn,
Just som hun vilde hæve'n;
Da saae hun Jens, sin Naboes Søn,
Ved Træet staae med Bæven.

»Ih, Jesu Kors! for alt det Guld!«
Saa lød hans Raab i Lunden.
Afmægtig Pigen sank omkuld,
Og - Alt var brat forsvunden!

Af Jorden Skatten var opslugt,
Hvert Gjøglesyn var borte.
For tusind Aar var atter lukt'
Nu Lykkens faste Porte! -

186

Da Karen kom sig lidt igjen
Og Hjertet fik sin Varme,
Hun følte, hun blev baaret hen
Af tvende stærke Arme.

Uveiret var forbi, og fuld
Stod Maanen op, den blide;
Jens satte Pigen paa en Bul
Og sig ved hendes Side.

Han venligt hendes Hænder tog
Og trykked dem i sine;
Han hende sagte til sig drog
Med ømt bekymret Mine:

»Men Karen dog! hvad er det her?
Jeg aldrig havde ventet,
At du ved saadan sælsom Færd
Din Lykke vilde hentet.

Nei see, jeg har et Huus, en Lod,
Tre Køer og en Have,
En Haand paa Skaftet, nok saa god
Til Skatte dig at grave.

Modtag nu denne Haand i Nat
Og bliv min Hustru kjære.
Dig gjemmes i .mit Bryst en Skat,
Som Møl og Rust ei tære.

Du tier stille, som da nys
Du kjæmpede for Skatten?
Siig mig din Mening med et Kys, -
Jeg tænker, jeg skal fatte'n!«

187

Hun taug, men fik sin Mund lidt but
Og trykked den paa Jenses; -
Meer var der ei, fra det Minut,
At siges eller ændses.

Hjemad de gik med Kinden varm,
Med Hjerter lette, glade;
Hun læned træt sig til hans Arm,
Han bar paa hendes Spade.

Og da til Hyttens Dør de vandt,
Hvor Lampen rødligt brændte,
Sad Pigens Moder end og spandt
Med tusind Ting i Vente:

»See, see! Du har en Følgesvend?
Saa var du jo vel faren.
Velkommen, Nabo! sæt Jer! - Men -
Hvor har du Skatten, Karen?«

Men Karen sad og loe saa smaat,
Hun saae paa Fæstemanden:
»Der staaer den Skat, som jeg har faa't
I Mangel af den anden!«

I HJEMMET.

Vildt flyver Høg
Over Land, over Vove,
Taus sidder Gjøg
I de brogede Skove;
188 Høstvinde drysser
Blade paa Dysser
Hisset, hvor Oldkjæmper sove.

Her kan jeg frit
Aande Luft i min Lunge,
Alt her er mit,
Og om Alt tør jeg sjunge;
Vandre i Drømme
Stærke og ømme,
Høre, hvor Bølgerne runge.

Glemme jeg vil,
Hvor mit Hjerte har sittret,
Strængenes Spil
Var forstemt og forbittret;
Tanker og Sange
Sløve og bange
Sadde, som Slaver bag Gittret.

Hæv dig, min Sang,
Paa din klangfulde Vinge!
Fædrenes Vang
Du en Hilsen skal bringe;
Huldt gjennem Dale
Tonernes Tale
Smelte og jublende klinge!

HVILE.

Solen er slukket, Dagen forstummer,
Skyerne staae ved Himlens Rand.
189 Stjernerne smile; Drømme og Slummer
Favne i Stilhed Hav og Land,

Ak, naar min Dag nu snart er tilende,
Kunde jeg da, som Blomsten der,
Hylle mit Hoved blødt og mig vende
Trygt mod det unge Morgenskjær!

SKOVSANG.

Der sad en Fugl paa Bøgeqvist,
Den sang saa kjønt i Lunden,
Den lytted til mit Hjerte vist,
Og sang det efter Munden.

Og Hjertet var saa frit og glad,
At det var intet Under,
Om Begges Sange fulgtes ad
Og gav sig gode Stunder.

Luun streifed Luften henad Mark,
Mens Solen gik sin Bane;
Tvers over dunkelgrønne Park
Der gled den stille Svane.

Den smaa Kjærminde smiled ømt,
Med Øiet fyldt af Duggen,
Og røbed, hvad den havde drømt
Den Sommernat i Vuggen.

Til Gjæst hos Kløvret Humlen gik
Alt i sin lodne Kofte;
Muusvaagen svæved som en Prik
Høit under Himlens Lofte.

190

Jordbærret, duftende og rødt,
Imellem Græsset blinked;
Fra Hybenbusken Rosen sødt
Med Elskovsblik mig vinked.

Og der var Nok at qvæde om
For den, der kunde qvæde,
Og Tanken gik, og Tanken kom,
Saa det var ret en Glæde.

Vi sang og jubled op og ned
I Løb og Triller klare,
Og meente, den Livsalighed
Vel evigt kunde vare.

Men op fra Horizontens Kyst
Sig vælted Skyer vilde; -
Da Fuglen taug, - og i mit Bryst
Der blev det ogsaa stille.

SKOVMINDER.

I Skoven, hvor jeg vandred,
Da jeg var ung og glad,
Er Ingenting forandret,
Ei Stub, ei Blomst, ei Blad.
Med Veemods Fryd fornemmer
Endnu min vakte Sands
De samme Fuglestemmer,
Den samme Duft og Glands.

End leve tusind Minder
Her fra min fjerne Vaar;
Fra hver en Luft, der vinder,
Et Fordums Suk jeg faaer.
191 Skovduens Kluk og Klage
Er lige elskovsblid
Og tryller sødt tilbage
Mig til en svunden Tid.

De vilde Anemoner
Har end det gamle Skjær,
End klinge fjerne Toner,
Som gik mit Hjerte nær;
Den høie Poppel kroer sig
End lige stolt og rank,
Og Bækken endnu snoer sig
Om Stenen lige blank.

Mig vinker hver en Bille,
Hver Sommerfugl, hver Bi,
Jeg veed nok, hvad de ville,
Og føier mig deri:
De byde mig at lukke
Vidt op min Tankes Blik; -
I Klokkeblomstens Krukke
Credentse de mig Drik.

Men Mindets Skaal, de rækker,
Gjør ei mit Hjerte svagt;
Det hæver sig og strækker
Sig med forynget Magt.
I dette grønne Mørke,
I Sommerduftens Flod
Det føler ny sin Styrke
Og faaer sit gamle Mod.

Thi jeg er ingen Daare,
Som har den vamle Skik
At spilde Suk og Taare
192 Paa Tiden, som hengik.
Ak, Alt hvad der kan tænkes
At g j ør e Glæden rig,
Det Bedste, der kan skjenkes,
Har Tiden skjenket mig.

SOMMERFUGLEN.

Tidt saae man, Sommerfuglen
Af mangen fræk Krabat
I Viisdom over Uglen
Paa Vers og Riim blev sat.
Men sligt gjør ingen rigtig
Moralsk Poet - nei Tak!
Og derfor skyer forsigtig
Jeg saadan ublu Snak.

Hvad er den hele Tingest?
To Vingepar med Støv!
Blandt Creaturer ringest
Den nys paa Jorden krøb.
Af Blomsterne den arved
Sin sirlige Gestalt
Og fik sin Kappe farvet, -
Men det er ogsaa Alt.

Thi naar i Sommerhaven
Heel lystigt Sangen gaaer,
Den taus og tyst som Graven
Med sine Vifter slaaer.
Den fik ei Røst, ei Stemme,
Den lærte ingen Sang,
Og maa i Hjertet g j emme
Sin Tanke og sin Trang.

193

Men seer De vel, mit Øre
En Guddom har berørt;
Jeg derfor grant kan høre,
Hvad Andre ei faae hørt:
Jeg Alt, hvad i dens Indre
Sig rører, kan forstaae;
Saavidt jeg kan erindre
Saa tænker den som saa:

De kalde mig letsindig,
Ustadig, kaad og vild,
Forfængelig og vindig, -
Kort - Alt, hvad der er til,
Som ikke rigtig duer,
Og stille saa mig op
For Frøkener og Fruer
Som en forvorpen Krop.

Nei, da jeg havde krøbet
Paa Jordens mørke Sti,
Og revet mig af Svøbet,
Som jeg laae bundet i,
Saa blev jeg just en Tænker,
En rigtig, som er fri
For alle dumme Lænker
Og alt Philisterie.

At deilig er min Skabning,
Det veed jeg jo saa godt;
Man staaer i taus Fortabning,
Naar jeg mig viser blot;
Naar i min Flølelskaabe
n 193
194 Jeg hæver mig til Flugt,
Tidt hører jeg dem raabe:
Nei see, hvor det er smukt!

For alt det rene Skjønne,
For Blomster, Sol og Luft,
Det Brogede, det Grønne,
For Alt med Sjæl og Duft,
Mig aabent Sind og Sandser
Naturens Herre gav;
Saalænge her jeg dandser,
Jeg lever kun deraf.

Titanen fordum famled
Sig træt i vaade Leer;
En Krop fik han vel samlet,
Men heller ikke meer;
Thi døv og stum stod Manden,
Først da Gudindens Haand
Mig satte ham paa Panden,
Fik han Liv, Sjæl og Aand.
Og paa hans Isse stillet
Med samlet Vingepar,
Jeg Sjælens ædle Billed
For alle Kunster var.
Naar sig en Sjæl vil hæve
Og til Vorherre gaae,
Da kan den dog kun svæve
Med mine Vinger paa.

Siig, hvad er vel min Brøde?
Den Drik, man mig frembar,
195 Jeg skulde vel bortstøde
Som en forlegen Nar?
Jeg tager, hvad man skjenker,
Mig fryder, hvad man gav,
Jeg fri og freidig sænker
Mig dybt i Glædens Hav.

Mon Lilien følte Smerte,
Som bar mig paa sin Arm?
Og brast vel Rosens Hjerte
I dens blussende Barm,
Fordi jeg fløi forbi den
Og sendte den et Blik,
Der vakte Tanker i den,
Som aldrig før den fik?

Violen - var den ikke
Lige duftende og smuk,
Fordi den lod mig drikke
Sit første Morgensuk?
Og fik Kjærminden Taaren
Vel i sit Øies Blaae,
Fordi den havde baaren
Mig et Minut, den Smaa?

Og skal jeg høre ilde,
At i Auriklens Huus
Jeg stundom fik en lille
Gemytlig Sommerruus?
Selv har den mig udkaaret,
Selv har den søde Ven
Mig fuldt saa vel bedaaret,
Som jeg bedaared den!

196

Jeg tager, hvad man giver,
Mig fryder, hvad man gav,
Til Spurvens Kro mig bliver
En hurtig Død og Grav.
Snart er jeg sønderrevet,
Saa er den Stads forbi; -
Men saa har jeg dog levet,
Saa der er Mening i! -«

- Saa tænkte den med Letsind,
Og kroede sig derved,
Saa blot og bar for Retsind,
Dyd og Anstændighed.
Jeg har ei overdrevet,
Nei, sandt er hvert et Træk.
Jeg har det her nedskrevet
Ligesindede til Skræk.

GJENGANGEREN.

(Med Aarestrups Digte.)

Du frygter, troer jeg, ikke den Gjenganger,
Der kommer for at smykke Julefesten;
Du aabner dine Arme glad mod Gjæsten,
Og siger: »Ak, vor kjære, tabte Sanger!«

Han er et Væld af Vid, af Tanke svanger,
Og er han end forvoven, kaad forresten,
Og støder stundom Degnen ja selv Præsten,
Vort frie Sind en Dæmper ei forlanger.

End Ingen har ham seet! Du er den Første,
Der qvæges skal af disse hede Druer,
Jeg vilde, Du ei længe skulde tørste.

197

Alt, hvad jeg har og faaer af Skjønt og Herligt,
Er dit. Jeg veed, Du Alt imødeskuer
Med Tanken klar og sund, med Hjertet kjærligt.

I ROM 1854.

Jeg atter hende saae
Den babylonske Sløie;
End dækker hendes Bag
De syv berømte Høie;
H§n under hendes Skjørt,
Hen over hendes Fod
Sig vælter end med Dynd
Den skidengule Flod.

Jeg kom i Kuld og Regn
Og endnu Regnen rusker,
Og Sydens Feber lumsk
Omkring mit Hjerte lusker;
Til Pyramiden hist
Jeg komme kan i Fart, -
Men ellers Alting er
Interessant og rart.

For sex, syv Aar omtrent
Den gamle, frække Qvinde
Leed af en svær Colik,
Af altfor frie Vinde;
Som i sin Ungdomstid
Hun bar en Hue rød;
Lombarder og Ladron
Hun lokked til sit Skjød.

198

Kanoner støbte de
Af hendes Tempelklokker;
Da sneg sig Fatter væk
Paa bare Hosesokker;
Ondt fik hver Cardinal,
Hver Biskop og Abbed
I Maven, og forklædt
De skyndte sig afsted.

Men før hun saae sig for,
De tappre franske Tropper
Fik luftet hendes Særk
For liberale Lopper.
End de naturlige,
Hun har i Overflod,
Med Præster dele de
Nu atter Folkets Blod.

Nu svulmer Floden op
Gjør Gaderne til Bugter;
Af liflig Frugtbarhed
Her overalt det lugter;
Til Pyramiden hist
Man komme kan i Fart, -
Men ellers Alting er
Interessant og rart.

Men Folket har det godt,
Thi deres gode Pave
Velsigner deres Sjæl,
Om ei just deres Mave;
Her vanker aldrig Kjød
199 For dem, af Faar og Sviin;
Fuldskab afskaffet er,
Thi her er ingen Viin.

De brygge Noget nu
Af Hyldebær og Andet,
Der nok seer ud som Viin,
Men smager reent forbandet;
Til Hoe'det gaar det ei,
Gjør ikke Barmen varm;
Men hvor det kommer hen,
Det vækker stor Allarm.

Kun Præster derimod
Den rene Vin mon drikke,
Den sætter Fedt, saa den
Bekommer dem vist ikke.
Derfor det er saa klogt,
At Romas Bondemand
Nu faaer, som andet Fæ
Kun Grønt og bare Vand.

Igjennem Corso end
De lette Heste traske,
Og Folket traver med,
Men uden Slør og Maske;
Hans Herlighed har reent
Afskaffet denne Skik,
Han unde vil sit Folk
Et frit, uhildet Blik.

Paa patriotisk Sind
Det her ei heller mangler;
200 Jesuiter gaae omkring
Saa listeligt og angler;
De luge Klinten bort,
De skille Buk fra Faar;
De klippe dette, - hiin
Til Slagterbænken gaaer.

Det er en Fryd at see,
Hvor Alle ere glade,
At fri Madonna blev
For Evas gamle Skade;
Fra hver en Prækestol
Hun bliver gratuleert,
Fordi hun dog tilsidst
Saa vidt er avanceert.

Men her er hundekoldt,
Jeg kan saa grant fornemme
Den fule Febers Haand
Fast om mit Hjerte klemme;
Til Pyramiden hist
Jeg komme kan i Fart, -
Men ellers Alting er
Interessant og rart!

Her prentes kun eet Blad;
Men hvis jeg ret kan skjønne,
Papa nok troer, hans Børn
Bedst trives ved de grønne;
Af Hjertebanken jo
Han selv har meget lidt
Ved uforsigtig Brug
Af dette Sort paa Hvidt.
200

201

Hans Capucinerhær
I Fred paa Torv og Gader
Kan nu marchere op
Med Skraal i lange Rader;
De røre kan i Mag
De Klokker Dag og Nat;
Til Livvagt de jo har
Den franske Landsoldat.

At ikke Dyden skal
I Luften tage Skade,
Den vover sig ei ud
At gaae paa Torv og Gade;
I Nonneskikkelse
Den her bag Laas og Muur
Ret som en sjelden Fugl
Er sat i Hækkebuur.

End findes overalt
De tusind Ragerier,
Hvorved nu Peer og Poul
I Kunsten sig indvier;
Med Blyant i sin Mund
Og under Arm en Bog
Den Britte gaaer og gloer
Og bliver lige klog.

Ved spanske Trappe sees
De lasede Modeller;
En Tigger uden Been
Der mangler ikke heller;
Tritonen fløiter i
Sit store Tudehorn,
202 Sommaren synger Jah!
Altsammen som tilforn.

End samles man i Qveld
I snavsede Caffeer;
End tørre Mødrene
For Vindvet deres Bleer;
End vanker hist og her
Et lille Dolkestød;
End æde Kunstnerne
I Julen deres Grød.

Og disse Riddere
Af Meislen og Paletten
End sværme her omkring
Med Raphaels-Baretten;
Med Lionardisk Haar,
Med Buonarotisk Skjæg,
Med Kappen siirligt lagt
I cinvecentske Læg.

End deres megen Snak
Om Byens gamle Skrammel
Om Øret suser mig
Og gjør mig ganske vammel.
Til Pyramiden hist
Man komme kan i Fart, -
Men ellers Alting er
Interessant og rart!

203

DEN GRØNNE BOG.

Til C. Hauch.

Motto.

Hvor Musen ham saa sender hen
I Kunstens rige Land,
Han synger som en Ungersvend
Og tænker som en Mand.

Den grønne Bog er for mit Øie
Liig Vaarens friske, bløde Høie
Med Duft af Urter og af Træer,
Og seer jeg paa den rigtig nøie,
Staaer Alt i Ungdoms Rosenskjær.

Den grønne Bog mig er en Ranke,
Som, fuld af Druer søde, blanke,
Mig lokker hid til liflig Lyst;
Og tager jeg mig for at sanke,
En Fest de skabe i mit Bryst.

Den grønne Bog skal have hjemme
Her ved min Barm, at jeg kan glemme,
Hvad Tiden bringer Sygt og Tungt;
Jeg bader Hjertet i dens Stemme,
Saa det sig føler sundt og ungt!

DE TO KILDER.

Langs Livets Vei to Kildevæld der rinder,
Det ene sødt, det andet bedsk Du finder.

Vil Du med Sødt hver Stund din Læbe væde,
Da taber snart dets Sødme al sin Glæde.

Og faaer Du Bægret kun med Bedskt iskjænket,
Er snart din Sjæl i Dødens Afgrund sænket.

204

Guds Viisdom dog har blandet begge Strømme,
Derfor til evigt Liv vi Kalken tømme.

STJERNEN.

Tidt vælge vi med barnlig Lyst os gjerne
Blandt Nattehimlens Hær en Yndlingsstjerne.

Den bliver os saa kjær; i høie Bolig
Vi har i den en venlig, taus Fortrolig.

I Sorg og Fryd vi sende til den Blanke
Vort Hjertes Suk, vor hemmeligste Tanke.

Naar vi af Dagens Larm og Vrimmel trænges,
Vi efter Nattens trygge Stilhed længes.

Da hver en Smerte, hvert et elsket Minde
Vi til det fjerne, tause Vidne binde.

Naar Tvivlens Bølge vildt omkring os jager,
Til Fred og Trøst dens Lys os opad drager.

Og naar vi her engang forlade Hjemmet,
Er i det nye Hjem vi heelt ei fremmed.

De mange Tankevenner, did vi sendte,
End leve der, og os ved Veien vente.

Ved Stjernens Fakkel, mens vi opad stige,
De lede os mod det Uendelige.

205

MED WESSELS DIGTE.

(Til Carl Snoilsky.)

Han leved heelt, man skulde troe,
I Viddets Lyn, Forstandens Kjerte;
Men tidt hans Sjæl dog, naar han loe,
Sig vaanded dybt i Qval og Smerte.
Og det er Det, som Faa kun veed,
At tidt en Strøm af Bitterhed
Sig lønligt gjennem Stammen bugter,
Der bærer os de søde Frugter.
Pluk Frugten kun og lad dens Saft
Med lystig Ild og freidig Kraft
Dig gjennem alle Aar er drage
Og Øieblikkets Sky forjage.

TIL LUDVIG BØDTCHER.

Endnu dit Sind er let og glad
Som Lærken under Vaarens Himmel;
End faaer det jo sit friske Bad
I Phantasiens Blomstervrimmel.

Din Sang er liflig, klar og sød
Som Draaben, der bag Blomsterstøvet
Er gjemt i Liliens Jomfruskjød,
Før Kubens Flyver den har røvet.

O, lad den ikke veires hen
Og tabe sig i Tidens Taage;
O, slaa din Stræng og syng igjen,
Mens dine Genier end vaage.

206

TAK FOR SIDST, TIL CARL PLOUG.

Selv seer jeg heelt klarligt, hvor lidt jeg er Mester,
Jeg holder ei Værksted, ei Svende jeg fæster,
Men hjælper mig ene, med Næppe og Nød.
Dog havde Du staaet hos mig, i mit Brød
Og lært dine Haandgreb med Hammer og Fiil,
Og gjort dine Prøver med Sværd og med Piil,
Jeg havde Dig sikkert et Lærebrev skrevet,
Som vilde til Hæder og Ære Dig blevet,
Og jævnet Dig Veien, naar bort fra dit Hjem
Du gav Dig paa Vandring og fægted Dig frem!
Men selv er Du Mester i Stort og i Smaat,
Selv holder Du Værksted og holder det godt!
Den kunstrige Hammer haandfærdigt Du svinger
Saa Slagene drøne og Gnisten den springer;
Ved himmelske Luer i Hjertedybs Esse
Du Glavind mon gløde og hærde og hvæsse,
Hvis Balge Du smykker med Løvværk og Billed,
Saa klart det kan skues, at selv Du har villet!
De Pile, Du smedder med Ægg og med Odd,
Som Bien forsynte med Honning og Braad,
Dem sender Du vidt over Land, over Stad,
Og lader dem tone som liflige Qvad,
Liig Daglærkens Qvidder, Hig Hærfuglens Sange
De vække de slumrende Kjæmper paa Vange,
De livne hvert Hjerte saa døsigt og sløvt,
Og aabne hvert Øie forstokket og døvt;
De foere de Dumme med sindrige Raad,
De spore de Feige til Manddom og Daad.
Ja, derfor med Skjel hver en Dannemand priser
Dig for dine kjække, fuldtonende Viser!
Din Sang har, som Malmet, jo Klangen og Vægten,
207 Den ligner jo ei min »blødagtige Smægten«.
Din prægtige Hilsen, dens mandige Stemme
Skal jeg og mit Hjerte ret aldrig forglemme!

HJEMVEE.

(Rom, i Maj 1855.)

O Skov, hvor mine Drømme boer,
Du Hav, som drukned tidt min Kummer,
Du Hegn, som Dig saa lønligt snoer,
Og skygged om min lette Slummer;
Du lille Fugl, som qvik og bly
Saae ned paa mig fra Bøgens Grene,
Naar jeg i H vidt j ørnbuskens Ly
Mig følte lykkelig og ene;

I har mig dog vel ei forgjæt?
Siig, vil I venligt mig modtage,
Naar jeg, til Døden mat og træt,
Til Eders Hjem tør atter drage?
Siig, vil med samme Kiærlighed,
Som før, I atter Kræfter give,
At jeg kan glemme, hvad jeg led,
Og vække mig min Sang til Live?

Thi den er død, og jeg er død,
I dette gamle, skumle Tempel,
Som smuldrer i sin Fortids Skjød
Med Storheds halvudslidte Stempel.
Den stakkels Slægt, som kryber om
Paa sine Minders sjunkne Grave,
Har skræmmet Sangen fra mig, som
Et natligt Syn i Dødens Have.

208

I denne rene Luft min Sjæl
Sig, som en Orm i Støvet, vrider,
Og midt i Skjønheds rige Væld
Af Feberangst og Tørst den lider.
Den friske, yppige Natur,
Huldt straalende med Frugt og Ranker,
Har, som en fugtig Fængselsmuur,
Indsnevret alle mine Tanker.

Ja, liig en fangen Trækfugl, der
Med stækket Vinge tam maa vandre
Blandt Mennesker, med Længsel seer
I Luften svæve bort de Andre,
Jeg lader Øiet følge med
Hver Sky, som over Himlen seiler,
Og i mit Hjertes Bitterhed
Forvrængt og styg sig Skjønhed speiler.

Men snart - Gud give det saasandt! -
Snart skal jeg staae paa Hjemmets Slette;
Da falder Lænken, som mig bandt,
Min Sjæl tør atter Vingen lette.
Jeg høre skal det stærke Hav
Tilraabe mig med mægtig Stemme;
Min Sang skal vaagne i sin Grav,
Jeg selv skal reise mig - og glemme!

EN BEILER.

Hvad sagde saa din Fader,
Allerkjæresten min,
Saa faur og fiin!
209 Hvad sagde saa din Fader
Om Beileren din?
Han sagde: det er en fattig Hund,
Hans Pengeskriin har ingen Bund!
Jeg svared: det intet skader,
Naar kun han bliver min.

Hvad sagde din Moder kjære,
Allerkjæresten min,
Saa faur og fiin!
Hvad sagde din Moder kjære
Om Beileren din?
Hun sagde: det er en ringe Skjelm,
Han fører hverken Skjold eller Hjelm!
Jeg svared: han har nok af Ære,
Naar han kun bliver min!

Hvad sagde saa din Amme,
Allerkjæresten min,
Saa faur og fiin!
Hvad sagde saa din Amme
Om Beileren din?
Hun sagde: han er altfor styg,
Med skjæve Been og puklet Ryg!
Jeg sagde: det er det Samme.
Naar kun han bliver min.

Hvad sagde saa din Broder,
Allerkjæresten min,
Saa faur og fiin!
Hvad sagde saa din Broder
Om Beileren din?
210 Han sagde: det er et topmaait Fæ,
Han kan ei skille Taarn fra Træ!
Jeg svared: derpaa jeg boder,
Naar først han bliver min.

Hvad sagde saa din Søster,
Allerkjæresten min,
Saa faur og fiin!
Hvad sagde saa din Søster
Om Beileren din?
Hun sagde: det er et farligt Skarn,
Han Fader er til mit lille Barn!
Jeg svared: den lumpne Kryster
Skal aldrig vorde min.

TIL EN KILDE.

Rislende Kilde! hvad tænker Du paa?
Lokket af Himlens forræderske Blaa
Iler Du op af din Vugge,
Springer Du frem af din hjemlige Vraa,
Ak, for at synge og sukke!

Ukjendt og stille Du vandred og løb
Dybt i det Dunkle, hvor Rødderne krøb,
Mens af din Nektar de suged;
Muldvarpen saae Du i fløielsblødt Svøb,
Skatten og Dragen, som ruged.

Tusinde Øine vil følge din Vei,
Solen og Maanen genere sig ei,
Stjernerne titte fraoven;
Ellen og Bøgen vil vogte paa Dig,
Alle Smaablomster i Skoven.

211

Høre Du maa deres kløgtige Ord,
Om Du er klar, om Du siirligt Dig snoer,
Vil de forstaae og bedømme;
Ane dog ei, hvad i Dybet Dig boer,
Ei dine lifligste Drømme.

Lædske Du skal baade Brøndkars og Flæg,
Rotten, der lister sig hid fra sin Væg,
Skovmusen hist fra sin Hule,
Soen, der kommer og dypper sit Skjæg,
Qvien sin slimede Mule.

Tankeløst suge de alle dit Væld,
Drikke og gaae uden Tak og Farvel; -
Dog maa Du bede Vorherre,
At ei en Skjald med sin Lire i Qvæld
Kommer, - da bliver det værre.

Rislende Kilde! Du haabe ei paa
Atter din rolige Vugge at naae,
Aldrig Du kommer tilbage!
Glemselens Hav er vel bittert, - dog saa
Hviler Du der og din Klage!

I MAI 1861.

Det er saa koldt, det er saa trist,
Og Vintren knap er omme;
Smaablomster spørge her og hist,
Om ogsaa de tør komme?
Violen atter vandred hjem
Med Blade sønderrevne,
Og Bøgens Øine titte frem
Forsigtige og trevne.

212

Skylregnen mærker Gavl og Muur
Med lange, vaade Runer,
Og Nordenvinden streng og suur
Trompeter og basuner.
I Vaar ens unge Mælkeskjæg
Der hænger frosne Tapper,
Og Haglen spiller »NæsMikVæg«
Med sine hvide Knapper.

Den spæde Fugl, som næppe tør
Paa nøgne Grene hoppe,
Sig lister til Fru Sommers Dør
At see, om hun er oppe.
Gran, hendes Portner, hvisker Nei!
Og med sit Hoved rokker;
Den Stakkel flyver taus sin Vei
Med sine Sølverklokker.

Hun sover trygt, den Frue Sin,
Med Kinden paa sin Pude,
Tæt svøber hun sig i sit Liin,
Mens Stormen gaaer derude.
Hun hører kun Sneeklokken slaae.
Men ingen Fuglesange,
Saa hun kan aldrig falde paa,
At Klokken er saa mange.

O, sødeste Madame! Vaagn op
Og smyk Dig i dit Kammer
Med Gyldenlak og Rosenknop,
Kom ud og end vor Jammer!
Vi staae i Flok paa Mark og Eng
213 Forfrosne her og slingre;
Vi kan knap røre Harpens Stræng
Med vore valne Fingre.

Kom snart, saa skal Du bare see,
Du Dronning i det Grønne!
Hvor hvert et Blomsterbarn vil lee,
Som næppe nu kan skjønne.
Knap tindre dine Øine blaae,
Og dine Kinder gløde,
Før Jubelsang fra hver en Vraa
Vil strømme Dig imøde.

Da vil Du bringe Lægedom
Til mangt et saaret Hjerte,
Sød Balsam til det ene, som
Jeg veed, har nok af Smerte.
O, gjorde Du dets Byrde let,
Og gav det Fred og Lise,
Jeg vilde aldrig blive træt
I Sangen Dig at prise!

MIT HJEM.

Du kjender vel det lille, skjønne Land?
Omkring dets Kyst sig snoer det salte Vand,
Luunt Bøgeskoven skygger, og fra Muld
Sig Hvedeaxet skyder op som Guld.
Du kjender det? o, der, kun der
Kan Livets Sorg og Fryd mig vorde kjær!

214

Du kjender vel den lave, stille Bo?
I Stuen er der Fred, i Kamret Ro.
For Vindvet vifter Lindens brede Blad,
Og Spurven qviddrer, Solen smiler glad.
Du kjender den? o, der, kun der
Jeg drømme kan og faae min Drøm saa kjær!.

Du kjender vore Fædres gamle Vang,
Saa rig paa stolte Minder, Sagn og Sang?
Hvis Alvorsstemme vækker i mit Bryst
En Længsels Smerter og en Veemods Lyst?
Du kjender den? o, det, kun der
Jeg føler mig paa Jord meest Himlen nær!

SANGFUGLEN VED OEHLENSCHLAGERS
GRAV.

De lagde ham ved Vintertid i Graven;
Men kjære Hænder fletted ømt af Blade
En fyldig Krands, at smukt det skulde lade,
Som var det Vaaren selv, der bragte Gaven.

Men næppe aanded Mildhed over Haven,
Saa kom en lille Fugl, een af de glade,
I Krandsens tørre Løvværk tog den Stade
Og sang: Min Rede? her just vil jeg lav'en.

I visne Løv jeg sidde vil og synge,
Mens Skoven med de friske Knopper pranger;
Jeg i hans søde Slummer vil indslynge
215 En Krands af Triller, klare Toneslanger,
Liig Himlens Gloria, hiin Engleklynge,
Der hisset jubler om den skjønne Sanger.

DET DANSKE.

Hør Tydsken i sit lede Sprog at prale
Med al dets Skryden, Prusten, Hvislen, Snorken,
Høittravende, langtskrævende som Storken,
Indhildende sig selv i sin Dædale.

Hør saa vort Maal i Bøgens grønne Sale,
Letflydende som paa en Viinmost Korken,
Som Sylen fiint og kraftigt dog som Forken,
Som Lærken muntert, hygligt som en Svale.

Skal nu den skjønne Mø da Voldtægt lide
Og skjændes af en fæl, giftsvullen Slange,
Der fræk i hendes Jomfrubuur vil glide?

Kan Riddersind meer ædel Dont forlange
End kjækt for hendes Æres Krands at stride
Med Staal og Stræng, med skarpe Skud og Sange?

HENRIK PINGEL.

Magtens Herre! Klar mit Blik:
Hvorfor skulde han da falde?
Han, den Stolteste blandt Alle,
Drikke Dødens bittre Drik?

216

Ikke skal jeg vove paa
Frækt med Dig at gaae i Rette
Om dit Viisdomsraad; men dette
Kan mit Hjerte ei forstaae.

Her at vaandes gjør ei Skam,
Og det smerter dybt tilvisse,
Naar jeg seer hans Navn blandt disse
Tusind andre Offerlam.

Paa hvis Alter mon de faldt
For Granater og for Bomber,
Disse ædle Hekatomber,
Som med Gru vi have talt?

Hver for sig kan være god
Af de tappre danske Døde,
Som for Intet maatte bløde, -
Mig dog piner meest hans Blod.

Og mit Hjerte hamrer vildt,
Spændt paa Harmens Pinebænke,
Naar forbittret jeg maa tænke:
»Hvi blev al den Rigdom spildt?«

Svøbt i Dødens skumle Flor,
Denne trodsig kjække Pande
Maatte bøie sig og vande
Med sit Blod den tabte Jord! -

O, lyksalig er Du, Ven!
Tomme staae Dig Smertens Skaaler,
Klart din Æres Stjerne straaler! -
Men vor Ære - hvor er den?

217

SANGE FRA »GENREBILLEDER«.

Hvilende,
Lukkende
Tæt Dig i Favn,
Smilende,
Sukkende
Henrykt dit Navn,
Kjæler jeg,
Dyssende
Sorgen i Blund,
Stjæler jeg
Kyssende
Liv fra din Mund.

Vinger den
Svævende
Tanke mon faae,
Bringer den
Bævende
Barm til at slaae;
Mødes de
Smægtende
Længseler da,
Nødes de
Nægtende
Blik til et Ja!

See, Lamperne blinke
I Skoven og vinke
Til Droslens og Bogfinkens pyntede Hjem,
218 Der Strængene klinger
Og Sværmen sig svinger, -
Min Kjærest og jeg, vi er ogsaa blandt dem.

I Dandsen vi træde,
Men dølge vor Glæde,
Dybt gjemmes i Barmen vor Hemmelighed;
Vi blusse, vi gløde!
Det er just det Søde,
At Ingen i Verden det aner og veed.

Vi vove selv ikke
At mødes med Blikke,
Skjøndt lænkede ved det usynlige Baand;
Hvad Taushed bevarer,
Mig sødt aabenbarer
Et Tryk af din lille, velsignede Haand.

Som Snoren af hvide
Coraller mon glide
Let gjennem din Fletnings sortglindsende Pragt,
Saa sees nu, saa dølges,
Saa slynges, saa følges
Vort Liv og vor Tanke i Kjærligheds Pagt.

Ak, mindes Du, vi kom fra Dands
Og vandred gjennem Byen;
Nathimlens rige Fakkelkrands
Var slukt af Taageskyen.
Du tripped paa de pene Been
Adroit og let fra Steen til Steen
Og jeg holdt Paraplyen.

219

Den Vandring klart i Mindet staaer,
Og aldrig har jeg glemt den;
Jeg var kun sytten, atten Aar,
Og Du kun fjorten, femten.
Dybsindig ei vor Tanke var,
Men Tungen frit fra Hjertet bar
God Lystighed og Skjemten.

Og Svar og Gjensvar fulgtes net
Som Rimet i Terziner,
Som i en capricieus Duet
To friske Violiner.
Vi var i Læ for Nid og Nag,
Den hele Kjøbstad sov jo bag
Nedrullede Gardiner.

Vi kom til Torvet; som en Elv
Det flød med sorte Vover.
Du standsed her og bad mig selv
At bære Dig derover.
Jeg vandrer end saa tidt, saa tidt
De hundred, lykkelige Skridt
I Drømme, naar jeg sover.

Saa glad jeg Dig paa Armen tog,
Mens vi blev ved at snakke;
Din ene Arm fortroligt slog
Du blødt omkring min Nakke.
Det gik for smaa og rebne Seil,
Som var det Torv et iisglat Speil,
En steil, livsfarlig Bakke.

220

Jeg flytted langsomt mine Been,
Og lod Dig varligt glide
Ned paa din Faders Trappesteeri
Og stod saa ved din Side.
Hvi dvæled vi? ak, aabenbart
Det var Gud Amor blevet klart,
At nu var det paatide!
Han lærte os at kjende nu
To Læbers søde Varme.
Du trykked mig med stille Blu
I dine unge Arme.
Vi glemte Alt omkring os, Alt,
Vi hørte ei de Dryp, der faldt,
Paa Silkeskjermen larme.
O, dette lange - lange Kys,
Vor første Blomst i Vaaren,
Det lever end, som var det nys
For os til Verden baaren.
Det lever som min bedste Skat
I Glædens Solskin, Sorgens Nat,
I Smilet og i Taar en.«

JULI MAANED.

1868.

Aarets rige, varme Hjerte!
Efter Vintrens Kamp og Smerte,
Efter Vaarens lette Flagren
Kommer Du med Guld paa Agren,
Fulgt af Solens Blus, der sødmer
Frugten, som bag Løvet rødmer, -
221 Kildens Rislen gjennem Dalen, -
Dagens Gløden, - Nattesvalen.
Ei paa Vinterpsalmesangen
Tænker Du, der over Vangen
Hvined treven og fortrøden,
Som var Alt nu stedt i Nøden;
Kuldens Kjæmpeslægt ei finder
Hjem blandt dine friske Minder.
Fremtids Varsler ei Du ændser:
Inden dine egne Grændser
Har Du Nok for hele Livet
I den Fylde, Dig er givet.
Ei Du jager mod det Fjerne:
Hvad er Dig den kolde Stjerne,
Som nedstirrer fra det Høie,
Mod et Smiil fra Rosens Øie?
Rosen, som - vil Alt end briste -
Er det Første og det Sidste,
Og hvis Duft, med Livets Kræfter,
Hvert et Hjerte tørster efter. -
Bien liig, Du sødt beruser
Dig i alle Sødheds Sluser.
Er i Solens Favntag svundet
Kraften Dig, din Vinge bundet,
Hvælver selv Du Skovens Skygge,
Hvor de tusind Drømme bygge,
Der, Hig Blomsterduft og Druer,
Atter tænde Hjertets Luer.
Du er Jubel, Du er Glæde,
Ikke Du forstaaer at græde,
Ikke kjender Du til Smerte, -
Aarets rige, varme Hjerte!

222

EN SMAGSSAG.

Jeg tør og vil mig aldrig rose
Af Stemning for det Grandiose,
Stormægtige, som ret gjør Spræl;
Jeg elsker meest det Stille, Milde,
Det Hyggelige, Skjelmske, Lille, -
Kun der er Hjemmet for min Sjæl.

Jeg gad ei boe i Pragtpaladser
I »nobel« Stiil, med- »store Masser«,
Med Marmortrapper, Høienloft;
Til Fred og Fryd jeg helst gad flytte
Ind i en lille sjællandsk Hytte,
Med Hauge, Skov og grønne Toft.

Mig skræmmer denne Fos, der bruser
Og i sit Fald saa haanligt knuser
Steenblokken og den ranke Gran;
Mig qvæger kun den muntre Kilde,
Hvis Perlevover sagte trille
Og mig fortælle, hvad den kan.

Jeg vil ei høre Ajax tude,
See Philoctet med sine Klude,
Orest paa Jordens Navlesteen;
Mig morer meer en lystig, lille,
Velsleben Heibergsk Vaudeville,
En Henrik, Arv - og saadan Een!

Jeg seer med Skræk de høie Fjelde,
Med Snee paa Panden, der med Vælde
Mod Skyen kneiser, stolt og kold;
223 Jeg elsker vore grønne Banker,
Hvor jeg Viol og Bukkar sanker
Og Minder fra en svunden Old.

Jeg hader de Tendents-Romaner
Om Statsforvaltning, Isenbaner,
Om Christendom, Pædagogik;
Jeg nærer mig ved smaa Noveller,
Som mig om Dagens Liv fortæller,
Om Verdens nye og gamle Skik.

Bort flyer jeg for de malte Helte,
Halvnøgne og med Sværd ved Belte,
Achilles, Hector og Or est;
Mig fryder meer en hollandsk Frue,
En lystig Sværm i Kroens Stue,
En laset Tigger eller Præst.

Min Smag er ringe for Junoner,
Hvis Pande kulsort Manke kroner,
Hvis stolte Blik som Lynild slaae;
Nei! Hebes Væxt, sneehvide Arme,
Violblaae Øine, Læber varme
Og blonde Haar - kan jeg forstaae.

De Marmorvæsner uden Kofter
Med nøgne Bryster, bare Hofter
Som Dødninge kun for mig staae;
Jeg næsten heller seer de Dukker,
En Bager skaber os af Sukker
Og polychromisk klæder paa.

224

Jeg mig saa ængstlig lille føler,
Naar Verdenshavet mod mig brøler,
Umaaleligt og uden Kyst;
Mens vore Bugter, vore Sunde,
Som snoe sig om de grønne Lunde,
Mig vække Freidighed og Lyst.

De halvpoetiske Propheter,
De speculerende Poeter
For mig maae gjerne rømme Landet;
Jeg vender kun et villigt Øre
Til den, hvis Sang mig lader høre,
At han har ikke kunnet Andet.

- De kloge Folk vil sagtens smile,
Mig sende deres Tankepile,
Vel dyppede i fornem Spot;
Den Trængsel faaer jeg vel at bære, -
Vorherre og Apoll dog ere
De samme To - i Stort og Smaat.

FRANSK OG DANSK.

Paris 1869.

Nei, dette Maal, som her de taler,
Har for mit Øre ingen Klang;
Den Rigdom stor, hvormed det praler,
Mig synes ikke skabt til Sang.

Skjøndt klart som Springvand op det stiger
Og sindrigt sig om Tanken snoer,
Jeg føler aldrig, hvad det siger,
Om end jeg fatter grant hvert Ord.

225

Ja vist! thi vore Ord og Tanker
I himmelvid Forskjellighed
Er avlede paa tvende Ranker,
Som Intet af hinanden veed:

Den enes Rod blev lagt i Jorden,
Hvor Solen koger Druen sød;
Den andens i vort høie Norden
Er fostret strengt i Kuldens Skjød.

Trods det vort Maal har indre Varme,
Saa fuld af samme rene Lyst,
Som naar to melkehvide Arme
Os trykke til et kjærligt Bryst.

Det siger jeg med stor Bestemthed,
Jeg det erfared mangen Gang:
At af saa sød og mild Beklemthed
Fremgaaer et Hjertes bedste Sang!

POLKA.

»Læg Naalen bort, lad Rokken staae,
Tag sølverspændte Skoe nu paa,
I Kroen hist til Dands vi gaae,
I to smaa søde Piger!
Oboen, som en Lærkelil,
Alt synger sødt, og Fløitens Spil
Med Contrabassen lystre vil,
Hvad Violinen siger.

Vi nyde vil vor unge Vaar;
Vor Kind er rød, vort Hjerte slaaer,
is 225
226 Vi ændse ei, at Tiden gaaer
Med altfor rappe Vinger.
Vi skye Alt, hvad er mørkt og tungt,
Vi elske, hvad er let og ungt,
Om Glæden, som det lyse Punkt,
Vor Tankefugl sig svinger!«

Og lystigt han til Strængens Klang,
Til Clarinettens klare Sang
Den Blonde og den Brune svang
I Dandsens lette Slingren.
Og da det saa mod Daggry gik:
»Farvel! Farvel!« med søde Blik,
Et Kys han fra dem Begge fik, -
Men sendt ham kun med Fingren.

De Kys, de fløi som i en Leeg,
Mens Begge ned ad Skrænten steg,
Den Ene rød, den Anden bleg,
Med Armen om hinanden.
Den Ene bleg? den Anden rød?
Og hver af dem dog lige sød!
De Farver, ak! hvad de betød?
Det løb ham om i Panden.

Den Blondes Kind var freidig, glad,
Men paa den Brunes Kinder sad
En Elskovssmertes Lilieblad
Og dulgte Hjertets Varme.
Saa da han kjæk som Beiler kom,
Den Blonde hvisked: Nei! men som
En Blomst den Blege segned om
Og rødmed i hans Arme.

227

SMAA RIIM.

I Taalmod maa sig øve
Hvo ret sit Maal vil vinde:
Tidt synge glad for Døve,
Tidt male smukt for Blinde.

Vær haard som Flint mod Skjebnens Stød,
Men i din Medgang mild og blød!

Grib Lykken i Farten
Og nyd, mens Du har den!

Til Nag mit Hjerte intet Huusrum eier, -
Jeg sørger gjerne for en bedre Leier.

Fortuna, denne frække Tøs,
Som Hvermand veed, paa Traaden løs,
Alt efter Lune deler Sengen
Med Herren snart og snart med Drengen.

Træd din Vei til Gravens Bo
Frisk - fri - from - fro;
Uden disse Adjectiver
Pjalteri det Hele bliver!

Vei strengt - og giv saa,
Søg Havn - og bliv saa,
Tænk ret - og skriv saa,
Gjør Gavn - og driv saa!

228

1836.

Jeg har ingen Smerte i min Sjæl,
Men jeg har heller ingen Glæde,
Jeg føler mig hverken ilde eller vel,
Jeg kan hverken lee eller græde;
Der er saa lidt, som gaar mig med,
Og de tusinde Vægter, som mig trykke,
Maa jeg roligt slæbe afsted,
Thi jeg har selv forspildt min Lykke.

Jeg seer i næsten hver en Drøm
Min Moders fromme Øie
Og føler hendes Stemme øm
Sig over mit Hjerte bøie;
Hun er alvorlig, men ikke vred,
I min Arm tør jeg hende ei trykke,
Hun kjender min Synd, hun veed,
At jeg selv har forspildt min Lykke.

DEN 17de JULI 1837.

I Haven glad jeg træder ud,
Mens Morgendæmringen svinder,
Og kan ei andet end takke Gud
For Smilet paa Rosens Kinder.

LIVET, DØDEN.

Vi seile glat med Tidens Strøm
En Dag, en Nat til Morgenrøden,
Og vaagne vi da seent i Døden,
Saa var det Hele kun en Drøm,
En Drøm med Billeder i Taage, -
Hist skal vort Øie see og vaage!

TIL EEN

»Ma pur si aspre vie, ne si selvaggie
Cercar non so, ch'amor non venga sempre
Ragionando con meco, ed io con lui«

Petrarcha.

230
231

»Den, jeg nu skal elske, maa jeg
tilbede.«
Forf. til en Hverdagshistorie.

Hverken Verden eller Du
Skal rigtig faae at vide,
Hvad mit Hjerte før og nu
Har lidt og maa lide;
Med hver veemodsfulde Klang,
Som røber min Smerte,
Og hver en Sorgens Sang,
Som fødes af mit Hjerte,
Hvert Billed og hvert Blad,
Hvert Suk og hver Tanke,
Som jeg sorgfuld eller glad
Paa min Vandring kan sanke,
Skal Dig evig høre til,
Som jeg selv er Dit Eie,
Til mig Døden føre vil
Fra Smertens Torne-Leie;
Til i Evighedens Glands,
Som alle Længsler stiller,
Er opløst den Dissonans,
Som her os grumt adskiller!
Ak, jeg husker nok dengang,
232 Da jeg sad i Dit Kammer,
Og læste Dig min Sang,
Fuld af Elskovs Fryd og Jammer;
Mens Dit Øies dybe Blaa
I Taareduggen svømmed,
Og Smerten bitter laae
Om Din Læbe og drømmed;
Og for mit Øre lød
Ubeskriveligt Din Stemme,
Saa vennehuld og blød,
At jeg aldrig det kan glemme!
Da følte jeg den Magt,
Som der laae i Din Smerte,
Og opreiste en Pagt
Mellem mig og mit Hjerte,
Og svoer en hellig Eed,
At kun Du skulde være
Fra nu til Evighed
Mit Hjertes Hjertenskjære;
Men at aldrig enten Du
Eller Verden skulde vide,
Hvad af Længsel før og nu
Jeg leed og maa lide!
Og Dine Taarer blev
En Dug med Himlens Kræfter:
Alt, hvad jeg sang og skrev,
Var Blomsterskud derefter.
I Din søde - søde Røst,
Som jeg aldrig kan glemme,
Gjennembævede mit Bryst
Gudens hellig-stærke Stemme.
Og til Dig jeg øm og glad
Mig klynged som en Ranke,
233 Saa at alle mine Qvad
Var som tænkte med Din Tanke.
O, modtag da i Din Favn
Vore Børn, jeg vil udsende;
Skjøndt de bære ei Dit Navn,
Vil Du dem nok gjenkende!
Men Dit Navn jeg nævner ei,
Thi det er Helligdommen,
Hvori, dybt indviet, jeg
Til Livets Lys er kommen;
Og jeg svoer jo: hverken Du
Eller Verden fik at vide,
Ved Hvem jeg før og nu
Har lidt og maa lide!

Saa Havets Brusen, den vældige Vind
Og Braget af de stærke Strømme
Kan ene sende Ro i Dit Sind?
Og bortveire Dine mørke Drømme?

O, kunde jeg aande hver Taage bort
Og gjøre Dig Dagene klare!
Men selv jeg skuer kun Graat og Sort -
Forlængst lod mig Glæden fare.

O, kunde jeg dog ved Strængens Guld
Faae Din Sorg i Toner begravet!
Min Sang den er kun af Jammer fuld,
Ei vild og freidig som Havet.

234

Hvad hjalp da min Sang et Barn saa forgrædt?
Hvad hjalp min Sang Dit hulkende Hjerte?
Ak, gjerne jeg bar - skjøndt selv saa træt -
For Dig hvert Suk, hver Sorg og hver Smerte!

Du veed ei, hvor jeg er?
Ak, seer Du mig dog ikke?
Jeg er jo Dine Blikke
Lyslevende og nær!
I disse gyldne Sale
Min Kjole vandrer og min Krop,
Men Hjertet - Hjertet iler op
Hos Dig sig at husvale.

Jeg i Dit Øie, Du!
Mig speiled mange Gange
Saa sorrigfuld og bange, -
Der sidder jeg endnu;
Hvis der ei mere findes
Min Skygge, tegnet skarp og fiin,
Er Skylden ikke min, men Din,
Som mig ei længer mindes.

Jeg sætter, som en Falk,
Mig paa Din Skulder herlig,
Da aabner Du mig kjærlig
Din Læbes Rosenkalk;
" Og Dine Ord udstrømme
Som Blomsterduft i Sommervind,
De mildne huldt mit vilde Sind,
De elskovsfulde, ømme!

235

Naar Du ved Havet staaer
Heel tankefuld, alene,
Hvor høit mod Strandens Stene
Den stærke Bølge slaaer,
Og hører Melodier,
Som bringe Dig i Smerten Trøst,
Da er det jo mit Hjertes Røst,
Som aldrig, aldrig tier.

Tidt i den dunkle Nat,
O, Du mit Hjertes Eie!
Jeg har mig ved Dit Leie
Saa stille, henrykt sat;
Med Aandens skarpe Blikke
Jeg aabned mig til Hjertet Vei,
Der stod mit eget Contrafei -
Ak, saae Du mig da ikke?

Mig Drømmens milde Gud,
Der staaer i Pagt, Veninde!
Med ham, den lille blinde,
Tidt venligt sendte Bud;
Og paa sin lyse Scene,
Hvor Dagens Ørk, med Slud og Regn,
Var vegen for en yndig Egn,
Mig spille lod alene.

Da strakte jeg min Arm
Mod Dig, Du Elskte, Søde!
Hvor mine Ord blev bløde!
Hvor Taaren trilled varm!
Jeg veed, paa Drømme troer Du:
236 Min Drøm, den er en sand Prophet,
O, Du kan troe, hvad Du har seet,
At i mit Hjerte boer Du.

Men - løst af Drømmens Baand,
Naar her, forladt og ene,
Jeg aldrig tør forene
Min med Din bløde Haand;
Da gjør min Smertes Klage,
Den virkelige, bittre Graad
Mit Øie blindt, min Kind saa vaad,
Og kalder mig tilbage!

Jeg kjørte i dunkle Skove,
Paa min Ven havde Søvnen fat;
Jeg lod ham saa gjerne sove
I den tause Sommernat.

Fra Vognens Vindve jeg stir r ed
I Skovens Hjerte ind,
Hvor Stammer og Løvet dirred
I de rødlige Lygters Skin.

Da vaagned saa mangen Tanke,
Mens Grupperne foer mig forbi! -
Hist bag en busket Banke
Løb der en hemmelig Sti.

Der steg jeg ud og vanked
Ned i den stille Skov;
Jeg hørte, mit Hjerte banked,
Og Hestenes fjerne Hov.

237

Mig syntes, at der var svundet
Saa lang, saa bitter en Tid,
Men at der nu var oprundet
En Himmel saa blank og blid.

Jeg tællede mine Sukke -
Jeg tælled en Andens med -
Af vore Taarer fremdukke
Saae jeg den mildeste Fred.

Og alt som jeg gik i Skoven,
Stjernerne til mig loe,
De tindrede ned fra oven
I deres evige Ro.

Jeg standsed og lytted stille
Til fjerne Klokkers Slag;
En drømmende Skovfugls Trille
Spaaede en venlig Dag.

Til en Haugeport jeg naaede,
Let jeg derind mig svang,
Under Træer, af Duggen vaade,
Gik jeg den lange Gang.

Mit Blod, saa sødt beruset,
Gjennem mit Hjerte foer;
Sagte jeg treen til Huset
Og trak i Klokkens Snor.

Sig Døren aabned - jeg blegned -
Ud Lampens Straale faldt
Og et Skygge-Omrids tegned
Af Din liflige Gestalt.

238

Der stod Du længe Savnede,
Veemodig, from og huld!
Jeg sank til Jord og favnede
Dit Knæ saa andagtsfuld.

Du førte mig langsomt, svævende,
Ved Haanden i Stuen ind.
Jeg saae en Perle bævende
Liste sig paa Din Kind.

Da brast min Taares Kilde,
Som end paa Templets Trin
Et Offer den bringe vilde
For Sorgen - for Din og min!

Vi græd, endskjøndt vi vidste,
At Alt jo var os forladt,
At det var Dødens sidste
Og Livets første Nat.

Saa sagte jeg Dig fortalte
Alt, hvad jeg havde lidt;
Undseligt Du mig afmalte
Den Kamp, Du havde stridt;

Mens henrykt ved Din Side
Jeg sad og saae med Lyst,
Alt, hvad Du maatte lide,
Det lettedes fra Dit Bryst!

Alt Morgenstjernen hængte
Sin Lampe i dæmrende Luft;
Ind ad Haugedøren trængte
Sig Natviolernes Duft, -

239

Da hørtes sig strække og vende
Min Reise-Kammerat:
»Min Herre! skal vi nu tænde?
Hold saa en Cigar parat!«

O, kunde jeg Dit Knæ dog favne,
Med Tak det trykke til mit Bryst,
Min Borgen, Du! at jeg tør havne
Engang paa Paradisets Kyst.

Thi see, naar vi er begge døde,
Da skal et helligt Englechor
Til Himlen bære Dig, Du Søde!
Men jeg - ak, jeg staae udenfor.

Da stiller Dig for Magtens Throne
Med Jubelsang den skjønne Flok,
Mens Evighedens Rosenkrone
De flette for Din blonde Lok.

Men Du, med Dine fromme Hænder
Tæt knugede foran Dit Bryst,
I kjærlig Angst Dit Øie vender
Mod Ham, der gjemmer Verdens Trøst;

Og siger, mens Du sees at knæle
Og synke paa Dit Ansigt ned:
»Tilgiv! men her jeg kan ei dvæle,
Hvor Ham er ingen Plads bered.

Jeg skjøtter ei Din Himmels Glæder,
Naar evigt jeg maa tænke paa,
240 At Han i Mørket staaer og græder,
Og ei min Trøst kan til ham naae.

Hvis jeg med Ham ei her tør dele
Din Naade og Din Herlighed,
Saa tag, o Gud! fra mig det Hele, -
Jeg gaaer til Ham og Smerten ned;

Og boer i Natten hist, den sorte,
Hos Ham, mit Hjerte og min Sjel;
Jeg er ei her, naar Han er borte,
Kun hvor Han er, der er jeg heel!«

- Mildt Herren sender Dig sit Øie,
Men sidder længe, streng og stum,
Og veier viseligt og nøie
Din Uskyld mod min Brødes Sum;

Hen for Hans Throne maa jeg træde,
Han speider dybt og skarpt mit Sind,
Han seer Dit søde Øie græde
Og siger: »Gak da Begge ind!«

Naar jeg skal døe, jeg mit Farvel
Af Hjertets indre Dyb vil sende
Til hver en Urt, hvert Kildevæld,
Hvis Duft og Klang jeg lærte kjende.

Naar jeg skal døe, til Solens Lys,
Dens Morgenskjær, dens Aftenrøde,
Jeg kaste vil et Afskedskys
Med venlig Tak for hvert et Møde.

241

Naar jeg skal døe, maa hvert et Træ,
Hver lille Busk en Hilsen have,
Hvor sødeligt i stille Læ
Min Sorg sig lod i Drøm begrave.

Naar jeg skal døe, for Himlens Blaa,
For Havets vilde, hvide Bølge
Vil jeg, mens Puls og Hjerte slaae,
Ei kold mit Afskedssuk fordølge.

Naar jeg skal døe, hver Nattergal
En lille Afskedssang jeg vier,
For den saa tidt i Skovens Sal
Mig fløited sine Melodier.

Ja hver Naturens rige Skat
Med roligt Sind jeg lader fare,
Naar sig igjennem Dødens Nat
Den bedre Dag skal aabenbare.

Men skal jeg døe, og bort jeg gaaer,
Mens Du maa blive her tilbage,
Vil jeg, til Hjertet stille staaer,
Hver Afskedstanke reent forjage.

Jeg tænke vil: den ene Dør
Oplukker jeg til evig Glæde, -
Det varer ei saa længe, før
Jeg seer Dig fra den anden træde!

242

Ud over Havets Mark, den øde,
Svæver en Fugl i vildsom Flugt;
Har den ei bygget blandt Roser røde?
Har den ei nippet saa sød en Frugt?
Ak, det kan den ret aldrig glemme,
Hjertet slaaer i det spæde Bryst;
Var den derhjemme! ak, derhjemme!
Aldrig forlod den sin kjære Kyst.

Ængstelig, sky Antelopen iler
Let paa sin Fod over Ørkens Sand.
Aldrig den trættes, aldrig den hviler,
Jaget af Tørstens uslukkede Brand.
Nys den drak af den levende Kilde -
Ak, den svandt! - og en evig Glød
Tærer dens Indre - tidligt og silde -
Driver ustandset til Grav og Død.

Seer Du den Strøm, soin fra Klippen skyder?
Rastløs, skummende, stærk og vild
Gjennem Kløft, gjennem Spalt den bryder,
Slynger sig, snoer sig, smidig, snild!
Hvor er dens Maal? - Der, dybt dernede,
Aabner sig huldt dens Længsels Grav,
Og med den rolige Flod, den brede,
Dæmpes dens Suk i det evige Hav.

Falmede Farver! - min Pensel jeg slipper -
Billeder svage - min Griffel er brudt -
Strængene tie - min Stemme mig glipper,
Taushed er alt - - -

243

Ved en Fuglekræmmers levende,
Tæt myldrende Bod
Heel tankefuld jeg standsed
Forleden Dag min Fod,
Og saae paa de smaa Stakler,
Der hang paa Væg i Buur
Og drømte eller qviddred
Om den vilde, frie Natur.

Der glimred nu en Stillids,
Der hopped nu en Stær,
To Turtelduer sukkede
Hinanden saa nær;
Hist sang en lille Lærke
Paa det fattige Grønt
Sin ungdommelige Trille
Vemodigt, men kjønt

Saa fløited der en Dompap,
Mens Nattergalen slog,
Saa Iriskens Hvirvel
Mit Hjerte} til sig drog;
Thi Guden, som mig naadigt
Har lært en Cither slaae,
Gav ogsaa, at mit Øre
Kan Fugles Sprog forstaae.

Med Eet blev der saa stille -
En Drossel slog til Lyd;
Han sang om sine Skove,
Om sin Friheds tabte Fryd,
Om røde Bær, om Blomster,
Om Solskin og om Sky'r,
244 Og fortalte saa de Andre
Sit sidste Eventyr.

»Jeg sad i Fruens Bøge
I det liflige Fyen,
Mens Aftenklokken sendte
Sin Hilsen hid fra Byen;
Om Stammen, hvor jeg gynged,
Tæt Vedbenden krøb,
Ved Roden, med Rislen
Klart Møllebækken løb.

Da vandred ind i Lunden
Med langsomt Fjed en Mand;
Han standsed just og satte sig
Ved Bækkens grønne Rand.
Jeg saae det nu saa tydeligt,
Han havde det ei godt;
Hans Kinder vare blege,
Hans Øie det var vaadt.

Og frem han drog af Barmen
Saa fiint et lille Blad,
Det læste han andægtig,
Ret som en Bøn han bad;
Han trykkede det heftigt
Til sin brændende Mund,
Og kasted sig i Græsset,
Og græd af Hjertensgrund.

Jeg vidste, hvad ham smerted,
Jeg kjendte grant dets Navn;
Saaledes kan kun grædes
245 Ved den Elskedes Savn.
Saa nærmed jeg mig sagte
Fra Qvist og til Qvist,
Og sang, saa trøst jeg kunde,
Med Lempe og med List:

O, græd Du kun Din Taare,
Mens den lindrer Dit Bryst!
O, send kun Dine Sukke
Til den fjerne, fjerne Kyst!
Men lyt dog til mit Varsel,
Og tro dog paa min Trøst:
Din Smerte skal sig vende
Til den saligste Lyst.

Hvad aldrig Du ret værdigt
Kan lovprise ved Din Sang,
Hvad ikke Du tør ane,
Det venter Dig engang!
Hvad Yndigt og hvad Elskeligt
Et Hjerte ønske kan,
Det vorde skal Dit Eie,
Du lyksalige Mand! -

Da hæved han sit Øie, -
Men gjennem Taarens Daab
Jeg syntes dog, jeg skimted
Et lille Glimt af Haab;
Og glad og qvik jeg svang mig
Over Land, over Sø,
Thi, ak! min Længsel stunded
Til Sjeliands rige Ø.

246

Jeg fløi til Dyrehaven,
Jeg fløi til Gyldenlund,
Jeg troede, der mig vented
Min højtelskede Hun.
Da fløited det - da lokked det -
Da voved jeg mig nær, -
Og saa blev jeg da fanget,
Saa jeg nu sidder her!«

Han taug; - men for Propheten
Jeg Løsepengen gav,
Og aabned ret med Vellyst
Den Levendes Grav.
Et Øieblik paa Haanden mig
Han sang sit: »Tak! Farvel!«
Og foer saa glad mod Himlen
Som en frifunden Sjel.

Kunde jeg Roser male
Og fortrylle deres Blad,
Hvor skulde de ei tale,
Naar ret jeg bad dem ad!
Hvor skulde de ei synge
De allersødeste Ord,
Samlede tæt i Klynge
Som et Englehoved-Chor.

Texten var Farveglandsen
Og Duften blev Musik;
Kraftigt igjennem Sandsen
Til Hjertets Dyb det gik.
247 Hvad ei min Sang kan sige,
Fik de saa yndigt sagt -
Hymnerne skulde stige
I paradisisk Pragt.

Kunde jeg Roser male,
Jeg malede dem for Dig;
De skulde synge og tale
Til Dit Hjerte for mig;
De skulde, tæt i Klynge,
Som et EnglehovedÆhor,
Dig evigt tale og synge
De allersødeste Ord!

Lad os reise, lad os vandre,
Lad os fjernt i Verden gaae!
Lad os, enige med hverandre,
Evigt Stedet kun forandre,
Hvor vort Hjertes Blomst tør staae.

Lad os enige og glade
Glemme Alt, hvad vi har lidt;
Alt det Mørke vi forlade,
I det Lyse kun vi bade
Vil vort Hjerte, frisk og frit.

Gjennem Lande, over Strømme,
Under Himlen mild og varm
Lokker os de søde, ømme,
Ubestemte Længselsdrømme -
Lad os vandre Arm i Arm!

248

Der er Død i denne Stilhed,
Denne døsig-sikkre Ro!
Liv der er i Fjeldets Vildhed,
I en sydlig Aftens Mildhed,
Hvor Cypres og Pigne groe.

Liv der er i disse Haller,
Hvor de store Mestres Værk
Vor Begeistrings Suk fremkalder,
Og en Sæd i Tanken falder,
Som gjør Aanden rig og stærk.

Liv der er i disse Sale
Under klare Lampers Krands,
Hvor de søde Nattergale
Stærke Lidenskaber male
Straalende med Toners Glands.

Hist til Friheds Sang vi lytte
I de frie Frankers Stad;
Og i Schweizerbondens Hytte
Mødes vi med Gemsens Skytte
Og paa Stien følges ad.

Borgens sjunkne Taarn vi gjester,
Stige over Grav og Vold;
Præke os de smuldne Rester
Ei, som alvorsfulde Præster,
Om en svunden, kraftig Old?

Følge vi en kjæk Tyroler
Møisomt paa hans steile Fjeld?
249 Plukke, mens han lystigt jodler,
Alperoser og Violer,
Drikke af det klare Væld!

Paa Venedigs Gader glide
I Canalgondolen vi;
See med Vemod, hvor de hvide
Pragtpalladser langsomt skride
Tomt og dødt vort Blik forbi.

Høit fra Capitol du skue
Skal det store, stille Rom;
Tænde sødt din Andagts Lue
Under Buonarotis Bue
I St. Peters Helligdom.

I den milde Aftenrøde
Ved Neapels krumme Strand,
See vi, under Rankens bløde
Gitter hist et Stevnemøde -
Unge, skjønne - hun og han.

See, hvor sprudler her ei Saften
Af det rige Druevæld!
Tusind Hjerter spore Kraften,
Lystigt i den klare Aften
Dandses der en Tarantell.

Las os reise! lad os vandre!
Lad os fjernt i Verden gaae!
Lad os, enige med hverandre,
Evigt Stedet kun forandre,
Hvor vor Elskovsblomst tør staae.

250

Ud af Hjertet vil vi feie
Alt, hvad der er Slet og Smaat;
Samle paa vor Vandrings Veie
Os et broget, kostbart Eie
Af hvad der er Stort og Godt.

Og for Verdens store Sjele,
Disse Glimt fra Lysets Hjem,
Vil vi andagtsfulde knæle,
Og i deres Kreds formæle
Tanken, som en Brud, med dem.

Hade vil vi alt det Træge,
Kolde, Visne, Lave, Raae;
Men, hvad dybt et Sind kan qvæge,
Luttre, styrke og bevæge,
Kaste vi vor Længsel paa.

Elske vil vi alt det Grønne,
Alt hvad der er frit og lyst;
Og for alt det Ædle, Skjønne,
Som vi dele, vil vi lønne
Huldt hinanden, Bryst mod Bryst.

O, saa kom, min Elskerinde!
Kom og glem Dit Hjertes Qval.
Vil Du? - trofast skal Du finde
Mig paa Fjeldets stolte Tinde,
Som i stille Skyggedal.

Trofast? - ak, Du veed det, Hulde!
At mit Hjerte, varmt og ømt,
251 I sin Elskovs rige, fulde
Verden kj ender ei til Kulde -
Ak, men Reisen - er kun drømt!

Bøgen skyder alt sit Blad,
Lysegrønt og sundt og saftigt;
Lærken synger, foraarsglad, -
Efter Natteduggens Bad
Dufte Græs og Blomster kraftigt.

Føler Du den milde Vaar?
Elskte! hører Du de Sange,
Der, Hig Stjerneskud, fremgaaer
Høit fra Himlens Hvælving, naar
Du betræder Havens Gange?

Skimter Du Violens Blaae?
Aander Du dens friske Sødme?
Sees Du tankefuld at gaae,
Hvor de grønne Linde staae
Glimrende i Aftnens Rødme?

Eller sidder Du nu gjemt
I Din stille, sikkre Stue?
Mens Dit Hjerte, tungt, beklemt,
For Naturens Fryd ei stemt,
Maa ved hvert et Fodtrin grue?

Nei! - jeg veed, Du dvæler ei
Svag i Sorgens Fængselskranke,
252 Og Din Sjæl ei sygner - nei!
Kjæk paa alt det Skjønnes Vel
Sender Du Din stærke Tanke.

Derfor er det, Skjønhed har
Samlet huldt sig om Din Vandring;
Derfor den, beslægtet, bar
Dig sin Fakkel lige klar
Under al Dit Livs Forandring!

Ved Veien paa en Steen jeg sad, og Brystet
Sig hæved tungt; mens trende Nattergale
Forgjeves søgte smukt at faae mig trøstet

1.

»Her rundt om mig skal Grenene sig lukke,
Lad saa min Sang for Skoven kun forraade
Min Elskovs søde, eensom-stille Sukke.«

2.

»Er Kjærlighed ei Livet for Alverden?
Og trænger Du, mit Hjerte! til Beviser?
Ak nei, Du siger ligefrem: det er den!«

3.

»O, Digter! lær af os bag Bøgens Kroner
At synge frit og klart, hvad i et Hjerte
Alene kan udtale sig i Toner.«

4.

»Luk op for Hjertet, lad det Aande drage
I denne Strøm af klare Melodier,
Og lær med Mod Din syge Tvivl forjage.«

253

5.

»Er Elskov død for os paa disse Strande,
Da love vore sikkre Prophetier
Gjenfødelsen i andre skjønne Lande.«

6.

»See Snogen hist! jo, jo! jeg passer paa den,
Min Rede bygger jeg saa høit fra Jorden,
At ei dens Hvislen, Braad og Gift kan naae den.«

7.

»Hvad tykkes Dig om Sangens bittre Sødhed?
Hvad om dens hemmelighedsfulde Dunkle?
Ak, Elskov lever just i denne Blødhed!«

8.

»Bag Bladets lysegrønne, klare Rude,
Tæt ved min lille Viv i bløde Rede,
Mit Hjerte slaaer og glemmer Alt derude.«

9.

»Hvor prægtigt skinner hist den grønne Bille!
Naar jeg har seet mig mæt paa Farvens Glimmer,
Jeg flyver til og spiser ham, den Lille.«

10.

»Som efter Storm og Regn med Blade grønne
Og røde Blomster Vaarens Tempel smykkes,
Vil Elskov efter Suk og Savn Dig lønne.«

11.

»Mens Alt i Nattens Mulm og Regnskyl gyste,
Var her hos os saa lyst, saa tyst, saa yndigt,
Thi klar og varm vor Brudefakkel lyste.«

254

12.

»Hvorfor vil Du Din tunge Længsel nære?
Jeg elsker Øieblikket! - Om min Smerte
Jeg tænker let: det kan ei andet være!«

- Med Veemod jeg dem hørte. Morgenvinde
De dunkle Skyer bort fra Himlen førte,
Men ak, min Smerte vilde ikke svinde.

Jeg gik mig i Skoven saa eensom en Gang,
Alle de smaa Fugle saa yndeligt sang,
De havde ei andet at bestille;
Der qvad Stillids, og der qvad Gjøg,
Der slog høit i den hvislende Bøg
En Irisk sin sittrende Trille.

Da tænkte jeg paa Hende, som er ikke her,
Da tænkte jeg paa Hende, mit Hjerte har kjær,
Og jeg tænkte, det bedste jeg kunde;
Og Alting omkring mig det tænkte som jeg,
Den gamle Eeg og Granen, der brystede sig,
Og alle smaa Fugle i Lunde.

Og Alt vilde trøste mit længselfulde Sind;
Fortroligt mig hvisked den letsindige Vind
De luneste Ting i mit Øre;
Og Stæren mig sagde saa meget - meget Smukt,
Med Længslen de kunde dog ikke faae Bugt,
Den lod, som den ei kunde høre.

255

Saa vil jeg da længes med alle Blomster blaae,
Saa vil jeg da sværme med alle Fugle smaa,
Og sukke med de svævende Vinde;
Saa vil jeg da vandre min eensomme Gang,
Saa vil jeg indvie hvert Suk og hver Sang
Og min inderlige Smerte til Hende!

O, var Du her i denne By,
Og gik Din Fod paa disse Stene,
Jeg kunde dog i Sværmens Ly
Hver Dag Dit Billed huldt fornye, -
Men, ak! jeg sørger her alene!

Alene - i den store Stad!
Mens Du i fjerne, stille Bolig
Dig føler let og fri og glad
Og har vel glemt det gamle Had -
Men - ligegyldig, kold og rolig?

Du har vel glemt den bittre Strid,
Som meer forened end adskilte?
Du er vel lige from og blid?
Og mindes knap den lange Tid,
Som Du paa mørke Tanker spildte?

Det blev mit Sind en Sæd! min Høst
Med hvert et Pulsslag sig fordobbler;
Den endte Kamp, den svundne Lyst
Fremlokker Blomster af mit Bryst,
Hvor, som i en Vulkan, det bobler.

256

Jeg agter føie Verdens Dom
Ved mine Udbruds røde Æmmer;
Og spørges der, hvorfra de kom?
Og Hvem de Funker sværmer om? -
Jeg taus og trofast Svaret g j emmer.

Dreng! - Du med de brune Lokker,
Med det sænkte Øielaag, -
Du, om hvem et Drømmetog
Broget, svævende sig flokker, -
Som med sagte - sagte Fjed
Gjennem Nattens Mulm Dig sniger,
Dristigt ind ad Vindvet stiger
Til min Elsktes Hvilested:
O, jeg kunde gjerne dræbe
Dig, hvis ei Du var saa from!
At Du til min Helligdom,
Hendes fine, røde Læbe,
Hendes lilieskjære Kind,
Hendes Hjerte, uden Hinder
Let og lønligt Veien finder,
Og - at Hun Dig lukker ind! -
Ak, tilgiv! - Den vilde Tanke
Maa Dig ikke skræmme bort!
Tro mit Hjerte ei saa sort!
Jeg min Sindighed vil sanke,
Byde Skjebnens Grumhed Trods,
Jeg vil tysse paa min Længsel,
Jeg vil holde fast i Fængsel
Hvert et Fiendskab mellem os.
Vi maae være gode Venner,
257 Lille, kjære, bløde Dreng!
Gjerne selv til Hendes Seng
Jeg Dig jo med Budskab sender! -
Seer Du Sorgers vilde Flok
Gridsk om Hendes Leie dvæle,
Jag dem bort - de skumle, fæle -
Hun har sukket meer end nok!
Kjæk er Du, men de er feige -
Hvor Du hviler ved et Bryst
Med Din milde, blide Trøst,
Flygte de ad tusind Veie.
Nærm Dig sagtelig og luk
Venligt Hendes Øielaage
Med Din underfulde Taage,
Med Din Slummers svale Dug.
Tryk et Kys paa Hendes Hjerte,
At det ei for fast skal slaae,
Da vil Drømmens Engel gaae
Let derind og uden Smerte.
Snoe Dig øm og vennehuld
Tæt om disse skjønne Lemmer,
Som en Sjel, en himmelsk, g j emmer,
Liig en Ædelsteen i Guld.
Dæk med Glemsel Qval og Jammer!
Og lad Sundhed, stærk og mild
Som en Svane, svømme til
Hendes stille Hjertekammer,
At Hun ret, naar Hun skal pleje
Ømt sit Hjertes Blomsterskud,
Kraftig - glad kan holde ud
I sin Kamp paa Livets Veie! -
Har Du føiet saa min Villie,
Aander Hun i søden Blund,
258 Smiler Hendes Kind og Mund
Som en Rose, som en Lilie
Med sit Purpur, med sin Snee:
Saa afsted! - som det sig sømmer;
Thi - Alt, hvad min Hulde drømmer
Troer jeg - maa Du ikke see!

Tilgiv - tilgiv! jeg kan ei andet!
Min Sjæl saa heelt med Din er blandet,
Du flettet er i mine Tanker
Saa inderligt, som Druens Ranker
I Almens løvbedækte Grene,
Saa fast som Havcorallens Stene
Til Klippens Grund, som hine Rødder,
Der lave staae ved Egens Fødder,
Men trængt saa dybt i Jordens Hjerte,
At op de rives kun med Smerte; -
Saa, hvad jeg digter, hvad jeg tænker,
Sig ene til Dit Billed lænker, -
Saa, naar fra Hjertet Suk udstrømmer,
Er det, fordi kun Dig det drømmer!
Kun ved Din Sol min Sommer grønnes,
Kun ved Din Røst Din Sanger lønnes,
Kun ved Din Tanke kan jeg trives,
Kun ved Dit Blik min Aand oplives,
Som Blomstens Kalk i Morgenrøden -
Og uden Dig, jeg veed, til Døden,
Til evig Qval jeg er forbandet -
Tilgiv - tilgiv! jeg kan ei andet!

259

Hvor Mangen søger ei med Qval
Paa Bjergets Top, i dy ben Dal
En sjelden Blomst - paa Sti og Vei
Og ak! hans Øie finder ei!

Men jeg! der gik i Drømme hen,
Den blinde Lykkes kaarne Ven,
Jeg naaede did paa flygtig Fod,
Hvor Blomsten i sin Ynde stod.

Nu som en Gartner, trofast, from
Tilbeder jeg den Helligdom,
Hvori mig Himlen har nedlagt
Den hele Blomsterverdens Pragt.

Ved Solens Lys, i Dagens Luft
Den staaer mig fjern, fast uden Duft,
Med lukket Bæger, sky og kold,
Som skjult i Pandser og bag Skjold.

Men - i den bittersøde Nat
Den aabner huldt sit Bæger brat
Og strømmer i mit Hjerte ned
Sin Duft og sin Livsalighed.

Og aldrig stillet, aldrig mæt
Indsuger Hjertets Aandedræt
I hvert et kostbart Øieblik
Udødeligheds Nektardrik.

Thi dette Hverv, saa stort, saa stolt,
Blev Kjærligheden forbeholdt:
At være Livet, fast og vist,
En Midler mellem Her og Hist.

260

Og var Du bleg, som Nattens Stjerne,
Der paa det dunkle Firmament,
Hvor Dagens Fakkel er udbrændt,
Sig hæver langsomt i det Fjerne;
Og var Du bleg, som Snee, der kold
Sig over Eng og Marker lægger
Og hver en livlig Farve dækker
Tæt med sit Teppes hvide Fold:
Saa var Du dog for mine Blikke
Den Yndigste, min Tanke veed!
Mit Øie kan i Evighed
Ei nogen sødere Sødhed drikke.

Jeg lever, uden Ro og Rast,
Kun i Din Skjønhed, og jeg tænker
Paa intet Andet end de Lænker,
Der guddomsstærkt mig holde fast.

Hensjunken i mit Hjertes Drøn? -
Thi ak! det er jo intet andet! -
Jeg sidder, som ved Havets Strøm,
Og kaster Blomster ud i Vandet.

Forsagte maae de flagre ud
Og spredes for Alverdens Vinde;
Thi Ingen uden jeg og Gud
Skal Gaadens rette Løsning finde.

Min Tanke hæver sig med Magt
Paa Hjertets Vinger, Kig en Svane;
Men Hun, som har til Liv den vakt,
Tør sit Mirakel aldrig ane.

261

Som man tilbeder Solens Glands,
Som man, af Længsel, i det Fjerne
Udkaarer sig af Himlens Krands
En enkelt, kjært beslægtet Stjerne;

Saaledes jeg tilbeder Een
Med al mit Hjertes Ild og Styrke;
Men Stjernens Glimmer, klar og reen,
Skal mine Taager ei formørke.

Som Sol og Luft i milde Vaar
For Rosen, ubevidst, tør kjæle,
Sig Sangen, som fra Hjertet gaaer,
Fordulgt kun tør til Hendes stjæle.

Og jeg maa bære i mit Bryst
Mysteriet, - trofast og prøvet -
Min Verden, fuld af Qval og Lyst,
Skjøndt ak! den knuger mig i Støvet.

Som Kjæmpen Atlas maa jeg staae:
Mit Blik mod Jord, min Nakke bøiet,
Mens Himlen, som jeg bærer paa,
Liig hans, ei straaler mig for Øiet!

O, lad ei svinde
Timen unyttet bort!
Nornerne spinde,
Tvundet af Rødt og Sort,
Livstraaden altfor kort, -
Lad den ei svinde!

262

Elskede, K j ære!
Kom til mit stille Bryst;
Jeg vil jo bære
Dig og Din Sorg og Lyst,
Hvil i min Arm saa tyst, -
Elskede, Kjære!

Smykker den blanke,
Levende Ædelsteen,
Taaren, min ranke,
Duftende Rosengreen?
Ak, hver Din Taare reen
Blier mig en Tanke.

Yndigste Lilie!
Fyldig og blid og øm!
Er det Din Villie,
Seile vi Livets Strøm,
Drømme den samme Drøm,
Yndigste Lilie!

Lad da ei svinde
Timen uændset bort;
Nornerne spinde,
Tvundet af Rødt og Sort,
Livstraaden altfor kort, -
O, min Veninde!

Jeg gad saa gjerne være
Liig Sommerfuglen hist,
Hvis fine Vinger bære
Den hid til Rosens Qvist.

263

Der sidder den og gynger
Saa lykkelig og let;
Men at den aldrig synger,
Forstaaer jeg ikke ret

Thi havde jeg dens Vinge,
Og var jeg let som den,
Hvor skulde jeg da svinge
Mig til min Rose hen!

Hvor skulde jeg da qvæde,
Beruset af dens Pragt;
Nu maa jeg eensom græde,
Af Længsel ødelagt!

Al den Veemod og Smerte,
Al det Liv og den Lyst,
Der klinger i Dit Hjerte,
Gjensvares fra mit Bryst.

Som Blomsterstøvet føres
Af Sommerens milde Vind,
At Elskovstanker røres
I Liliens Jomfrusind;

Som Blomsterstøvet ulmer,
Nedsænkt i Rosens Barm,
At Knuppen kraftigt svulmer
Og blusser rød og varm, -
264

Saa til mit Indre trænge
Dit Hjertes Sange smukt,
Og Klangen i mine Strænge
Er kun Din Stemmes Frugt!

Jeg seer det grant, Du favre Qvinde!
At aldrig jeg har elsket før,
Men evigt vandret kun i Blinde!
Nu veed jeg vist, nu skal jeg vinde
Paa Jord min Himmel, før jeg døer.

Spørg ei, om jeg har glemt at klage?
Om jeg har ingen Kummer meer?
Ak jo! naar jeg vil Sløret drage
Fra Fortids Mørke, og tilbage
Jeg paa min svundne Vandring seer.

Men den skal ligge dybt begravet,
Som den fra evig Tid var død.
Nu er, som Stjernen op af Havet,
Min Fremtid, rigt med Glands begavet,
Af Dine Taarers Strøm jo fød.

O, lad Dit Blik, det hulde, hvile
Paa dette slette, skrevne Blad!
Ved Dine Suk, ved Dine Smile
Vil der om mine Ord fremile
En frisk og frodig Blomsterrad.

Mens Roser paa Din Kind sig sanker
Og Duggen om Dit Øies Blaa,
265 Mens i Dm Barm mit Hjerte banker,
Vil mine dunkle, træge Tanker
Forklarte, vingede fremgaae.

Har Du sovet sødt i Nat?
Har sig ogsaa rigtig ømme,
Qvægende og milde Drømme
Om Din Hovedpude sat?
Har de smukt med deres Vinger
Viftet om Din varme Kind?
Sendt til Hjertet Blikke ind,
Som det Fred og Hvile bringer?
Har de deres Hænder lagt
Venligt paa Din kloge Pandes
Hvælving? viist Dig fjerne Landes
Underfulde, sære Pragt?
Har de rakt Dig Glemsels svale,
Hjertelettende Pokal
Hist i Kunstens rige Hal,
Eller i de stille Dale?
Har de og med Sang og Klang,
Med de smidig-bløde Toner
Fanget, som i snilde Doner,
Sorgens Tanker dennegang?
Er min Rose vaagnet bleg?
Eller har Din Slummers søde
Trolddom livnet Dine bløde
Kinder med sit friske Præg?
Har det end sin stærke Lue,
Dette Øie, hvor nedlagt
Guden har den hulde Magt,
266 Som mit Hjertes Storm kan kue?
Da jeg priser Drømmens Gud!
Da jeg reiser ham et Alter,
Synger ham en hellig Psalter,
Og hans Ære breder ud.
Og jeg vil end ei forlange,
At han mig skal føre frem
I Dit rige Drømmehjem, -
For at plage Dig med Sange.
Nok Du vist Dig plage lod
Af de Tanker - sønderrevne,
Af de Blade - slet beskrevne -
Ak - men med mit Hjerteblod! -
Som »Godmorgen« jeg dog sender
Dig eet lille Blad endnu,
Mens jeg ømt i Tanken, Du!
Kysser begge Dine Hænder.

Min Sjæl var viklet ind i Smertens Traade,
Og laae i Svøb af tusind stærke Hamme
Ved Sorgens Barm, Hig Barnet hos sin Amme,
Med lukte Øine, end af Taarer vaade.

Som Puppen slumred den, en uløst Gaade; -
I Nattens Mulm, i Dagens lyse Flamme
Den hængte ubevidst paa Livets Stamme,
Og villieløs, sig selv ei kunde raade.

Men Kjærlighedens Sol gik op af Havet!
Fra fjerne Kyst Du maned hid dens Straaler,
Saa Dækket brast, hvori den laae begravet.

267

Nu flagrer den, mens Tankens Rum den maaler
Med sine Vinger - af en Gud begavet -
I evig Ruus af Elskovs gyldne Skaaler.

Der var saa ængsteligt i Haven!
Den Luft var som en Marmor graa;
Som Kistens tunge Laag i Graven
Den trykkende paa Hjertet laae.

Jeg voved neppe ret at aande,
Mit Bryst var voldsomt sammensnørt;
Og det var kun med Qval og Vaande,
Jeg fik en Stavelse fremført.

Mig syntes, Du var fremmed mod mig,
Jeg aned, at Dit Hjerte leed,
Saa al min Sindighed forlod mig, -
Og, hvordan saa jeg var - Du veed.

Da rakte mig Din Haand den lille,
Den spæde Rose, rød og rund,
I Øiet glimted Tanker milde,
Og Veemod dæmred om Din Mund.

Jeg tog den som et Pant paa Freden:
At jeg endnu Dig er lidt kjær,
At Du tilgiver »Kjedsomheden«,
Som Du maa lide ved min Færd.

Den lille Rose - ak! den visner!
Men den, som blusser i mit Bryst,
268 Skal did, hvor ingen Kulde isner,
Mig følge til hiin fjerne Kyst.

Den lille Rose - ak! den falmer!
Men den, som i mit Hjerte groer,
Skal under Evighedens Palmer
Sig brede til en evig Flor!

Skal jeg klage? skal jeg sukke?
Skal jeg synge dybt i Moll?
Saae jeg ei min Rose lukke
Sig i Vinternatten kold?

Sorgens lumske Orm har lagt sig
Atter paa dens fine Blad;
Smertens hvide Lagri har strakt sig,
Hvor en Morgenrøde sad.

Disse Øine var forgrædte,
Dette Blik var sorrigmat,
Disse Læber var saa trætte
Og af Smilet reent forladt

O, jeg vilde dog saa gjerne
Gjennem Kummers tunge Sky
Aabne Dig, min Himmels Stjerne!
Glimt af Trøst og Haab paany.

Kan det trøste lidt at tænke,
At eet Hjerte, ærligt, tro,
Bundet ved magnetisk Lænke,
Vaager ved Dit Hjertes Bo?

269

Kan det trøste lidt at vide,
At det lever kun for Dit?
At, naar Dit en Kamp maa stride,
Er der ingen Fred i mit?

Kan det trøste lidt at høre,
At, naar Du er uden Ro,
Maa det dybt mit Sind berøre,
Saa vi sukke begge To?

Hvad har jeg vel andet villet,
Og hvad mon jeg andet vil,
End at faae Din Smerte stillet -
Blot en Stund - ved Strængens Spil?

O, hvor gjerne lokke vilde
Jeg ved Harpens sagte Klang
Engle, fromme, stærke, milde,
Til at værne om Din Gang.

Men, hvad mægter vel de spæde
Tonebørn mod Verdens Brag?
De kan sukke, de kan græde -
Ak! men døe paa Kampens Dag!

Det er Midnat, Alt er stille!
Ak, nu vaagner jo den Dag,
Da Du nyfødt, elskte Lille l
Følte Hjertets første Slag.

Da det første Gang sig hæved,
Aanded, bæved og fik drømt;
Da det første Gang hensvæved
Paa sin Flugt, uroligt, ømt.

270

Dette Hjerte! som har banket
Livligt, kjærligt, reent og puurt;
Dette Hjerte, som har sanket
Tusindfryd - og Smertens Urt;

Som kun lever, som kun aander
For hvad der er Stort og Smukt,
Ak, men dybt i Qval sig vaander,
Mæt af Livets bittre Frugt;

Som mig førte ind i Freden,
Den jeg aldrig drømte om;
Og som blev, for Evigheden,
Mine Tankers Helligdom.

Mine Sukke gik til Himlen,
Paa min Kind har Taaren brændt;
Op til Ham bag Stjernevrimlen
Blev mit Hjertes Raab henvendt;

Og Jeg bad! og ingensinde
Var min Bøn saa luevarm,
Som for Dig, min Elskerinde!
Og for Freden i Din Barm!

Mit Bryst var som en tropisk Egn,
Hvor Jord og Himmel yppigt gløde,
Men Jordskjælv snart med Storm og Regn
Grumt lagde alt det Skjønne øde;

271

Snart var det som en Fjelddal, riig
Paa Blomsterduft og søde Frugter;
Snart var det en Savanna liig,
Hvor gjennem Siv sig Slangen bugter;

Snart var det som en Himmel blaa,
Hvor Haabet dækked Alt med Glemsel;
Snart over Heden saaes fremgaae
Fortvivlelsens uhyre Skræmsel.

Der er en Trolddom grum og stærk, -
Den skummel tidt derinde ruged,
Og hvert mit Hjertes stille Værk
I en chaotisk Nat nedknuged;

Hvor Snogen vandt sig, giftig, sort,
Mens Tigeren med Øiets Gnister
Vildt skræmmed Glædens Engel bort,
Og gloede paa mig, blodig, bister.

En Tomhed hersked stundom der, -
Et saa umaalt og trøstløst Øde,
Et Mulm, en Stilhed, fjern og nær,
Saa Livet - Tanken - Haabet døde! -

- Naar fordum ret en øde Egn
For Livets Sæd man tog i Eie,
Da bar man foran Korsets Tegn, -
Det ly sned alle mørke Veie.

Det rensede hvert giftigt Dyb,
De vilde Udyr skjalv og frygted;
For Himlens Banner Mørkets Kryb
Svandt, som Phantomer, hen og flygted!

272

- Du kom! - og Hig den lune Vind,
Der huldt bevinger Vaar ens Følge
Og aander bort fra Bjergets Tind
De Taager raae, som det ombølge; -

Saaledes jog Du, kjækt og let,
De værste Udyr jo paa Flugten,
Og Hjertet, længst af Sorgen mæt,
Sig aabned glad for Himmelfrugten.

Ifald Du vil, Du skaber om
Ved Alvor, stemt med Kjærligheden,
Mit Hjerte til en Helligdom, -
Min vilde Ørken til et Eden.

Dit Kors er Rosen i Din Haand,
Din Stemme er en hellig Psalme,
Dens Klang er Frelsen for min Aand,
Og Rosen? - vil jo aldrig falme?

Her midt blandt Dine Huus-Spioner,
Der øve Hundens skarpe Sands,
Hvor Du, min søde Rose! throner
Som Smykke i en Tornekrands;

Jeg sender Dig fra Sjælens Gjemme
En Gjenklang af dens rige Fryd;
Thi den igjen har vundet Stemme
Og Strængen atter Klang og Lyd.

273

Jeg har jo Dine Hænder trykket,
Dit Øie fik jeg atter see,
Og, mildt forfrisket, sødt henrykket,
Jeg hørte Dig jo atter lee!

Den Lægeduft igjen jeg aanded,
Som svæver om Dig, hvor Du gaaer;
Og Hjertet, som sig bittert vaanded,
Med nyfødt Liv og Lue slaaer.

O! jeg vil hylde Dig, min Dronning!
Ved Hjertets og ved Harpens Slag,
Og Sangerhimlens Jomfruhonning
Dig offre til min sidste Dag;

Thi kraftigt, sundt Dit Hjerte luer,
Du er saa deilig, Hin og kjæk;
Og Livets Roser, Melk og Druer
I Mismod ei Du kaster væk!

Du vilde Hjerte! sov i Fred!
Din underfulde Vugge
Staaer aldrig stil, men op og ned
Den svæver, som ved Havets Bred
De hvide Maager dukke.

O sov, Du kjære Barn! og lad
Dig ei af Drømmen skrække!
Viid, efter Storm og Regnens Bad
Vil alle Skyer skilles ad,
Som end Din Himmel dække.

274

O, sov! og lad mig kalde hid
Ved Cithrens klare Strænge
En Vagt saa stærk, saa kjæk, saa blid,
Der stande skal, beredt til Strid,
Tro ved Din Vugges Gjænge.

See, Freden med sin Olieqvist,
Og Glemsel med sin Dvale,
Og Mod, med Blikket selvbevidst,
See, Trøsten nærmer sig jo hist
Fra Haabets grønne Dale.

Tro ogsaa lidt paa Kiærlighed!
Den vaager hos Din Vugge.
Ved den, paa rette Stund og Sted,
Du til en riig og evig Fred
Dit Øje skal oplukke.

Har Du alt længe sovet?
Ligger Du sødt i Blund?
Hviler Dit trætte Hoved?
Smiler i Fred Din Mund?

Er Din Tanke saa standset
Sidst i en mild Accord?
Søvnen - valmuekrandset -
Jog den Dig Smerten bort?

Under den hvide Kappe
Slumrer Dit blonde Haar?
Ned fra Himmerigs Trappe
Drømmen saa sagte gaaer?

275

Maler en liflig Scene
Sig for Dit anende Sind?
Ligger Din Haand, den ene,
Under Din fine Kind?

Ligger ved Hjertets Kilde
Haanden, den anden, blødt?
Dæmper den der de vilde
Smerter, venligt og sødt?

O, det yndige Billed,
Som for min Sands opgaaer!
Reent og puurt det stillet
Her i mit Indre staaer.

Fjernt, som Klokkens Kimen,
Der kalder til Nattens Ro,
Aner mit Hjerte Timen,
Da jeg tør hos Dig boe.

Fuglen sværmer for Himlen
Luftig, freidig og stor;
Midt i Blomstervrimlen
Dækker Bien sit Bord.

Dybt i kjølige Vande
Frydes den tause Æt;
Lilien bader sin Pande
I Rosernes Aandedræt.

276

Floden til Havet render,
Rislende, som med Sang;
Blomsten sit Øie vender
Rundt efter Solens Gang.

Saa elsker Alverden Noget;
Men jeg har Meer end Alt!
Min Lykkes Dybde ei Sproget
Mægter at faae udtalt!

Du vil ei troe, hvad jeg har sagt,
Hvad jeg har sjunget tusind Gange:
At ene Du, Din Tankes Magt
Besjæler mig i mine Sange?

Du vil ei troe, Du Solen er,
Hvis Straaler mig til Livet vækker,
Hvis Varme, mild og sød og kjær,
Hvert Blomster i mit Bryst opklækker?

Du vil ei troe, at Du har endt
Min Tankes lange Vinterdvale,
At Du til Hjertet mig har sendt
Alt, hvad kan trøste og husvale?

O, tag min Sang til Eie frit!
O, siig, hvor kan Du ængstligt dvæle
Ved Tanken her om »Dit« og »Mit«?
Som Talen var om tvende Sjæle?

277

Som tvende Draaber vorde Een,
Naar de paa Liliens Blad nedtriller,
Mens i den Hele, klar og reen,
Nu Morgenrødens Purpur spiller;

Saa har min Sjæl sig heelt fortabt
I Din, og hvad den nu udtaler
Om Alt, hvad Smukt og Stort er skabt,
Som Gjenskin kun af Din sig maler.

O, Elskede! Din Kiærlighed
Fra Undergang mig har udrevet,
Og uden Dig, forvist jeg veed,
Jeg hverken sang eiheller leved.

Der sittrer paa mine Læber
Vel tusind blomstrende Ord;
Fra Hjertet op de stræber,
Hvor evindeligt de groer.

Der svæver paa min Tunge
Saa mangen Tone sød,
Som af min evigunge
Kjærlighed blev fød.

De have en Angst, en Længsel
At trænge frem og flye;
Ud fra det mørke Fængsel
Til Liv og Frihed tye.

278

Det Fængsel er mit Indre,
Der er saa fælt og vildt;
Der ingen Stjerner tindre
Og lyse fromt og mildt.

Thi Stormen gaaer derinde
Og jager Freden bort;
Frem fare de skarpe Vinde
Og Natten er kold og sort.

Der lide de saa ilde
De lette Toner og Ord;
Saa gjerne de flagre vilde
Til Dig, hvor Freden boer.

Og ængstedes de ikke
Af saa meget andet Smukt,
Saa lokked de Dine Blikke
Fra deres livlige Flugt.

De dvæler - men ei de vover
Forstyrrende - og raae - -
Saa strømmer Smerten over -
Og Spirerne udgaae!

Rosa unica.

Hvad mener Du med dette hulde,
Ætherrene, anelsesfulde
Smil, som fra Dit Bæger
Vidunderligt mit Sind bevæger?
O, maa jeg elske Dig, Du hvide
Veemodige? Du fromme
279 Fiintduftende Rosensblomme?
Fra nu til evige Tide?
Eet Hjerte har Du vundet -
Et andet med! thi bundet
Det er til hiint, hvis Taarer blide
Jo ved Dit Veemodsblik har rundet.
O, maa jeg elske Dig, Du Fromme?
Da, hvad jeg end skal lide,
Og hvad der end vil komme, -
Min Tanke skal ei forlade
Det ædle Tempel, Du bygger
Af Dine forklarede Blade
Mellem de dunkelgrønne Skygger!
Der vil jeg glemme det Kolde, -
Det Bittre vil jeg hade;
Der vil jeg mine Hænder folde,
Der vil jeg min Andagt holde;
Min Sjæl, af ført sin Vaande,
Skal evigt der sig bade
I den reneste Duft og Aande,
Som i en hellig Kildes Vande;
Med Dig skal den sig blande
Og luttret, klar opstige
I stille Fred, som ikke Toner
Og ikke Ord udsige,
Fra disse taagemørke Zoner
Op til det fjerne, uudsigelige,
Af alle Sjæle anede,
For alle Hjerters Vandring banede
Kjærlighedens Blomsterrige!

280

Der bygger en venlig Svale
Paa Hendes Vindves Karm;
Forstod jeg dog dens Tale
Og Sangen fra dens Barm!

Forstod jeg dog dens Qvidder,
Det inderlige Sprog,
Den taler, mens den sidder
Og seer saa skjelmsk og klog!

For Hendes Vindve skyder
En Rosenstok sig op;
Ud gjennem Løvet bryder
Rødmende Knop ved Knop.

Den stille Blomsterranke
Stirrer ad Ruden ind;
O, vidste jeg dens Tanke!
O, kjendte jeg dens Sind! -

Og Solens stærke Øie
Og Maanens blide Blik
Saa ofte fra det Høie
Derind til Hende gik.

De lykkelige Trende
I Forhør jeg gjerne tog;
Men ak! jeg maatte da kjende
Tre nye levende Sprog!

Tak, Elskte! for det Blomsterbrev,
Som med Din kjære Haand Du skrev!
281 Jeg læser det med henrykt Sind,
Og seer mig paa hvert Bogstav blind;
Beruses i dets rige Glands
Og sværmer i dets dybe Sands!
Med hver en Duft af Blomst og Blad
Fra Dig en Tanke følges ad;
Og hver en Farve er en Klang,
En øm, en kjærlig, liflig Sang,
Der toner fra et Fredens Hjem
Og maner Længsels Sukke frem.
Hvor glad i Tanken jeg Dig saae
Hist ved Dit runde Bord at staae,
Alvorlig, som Du være kan, -
Min søde, ranke Lilievand!
Mens under Øiets kloge Vagt
Du ordned disse Blomsters Pragt;
Mens Du med Rødt og Guult og Grønt
Med Blaat og Lila fik mig sagt
Saameget Elskeligt og Kjønt!
En Mildhed er deri, en Fred,
Men dog en dyb Vemodighed.
Hver Duft er som et sagte Suk,
Fremlokket ved en Taaredug;
Thi seer jeg dem i Øiet ret,
Har alle Blomsterne jo grædt,
Og alles Kind er blank og vaad!
O, siig, hvad tyder deres Graad? - -
Tak, Elskte! for det Blomsterbrev,
Som med Din lille Haand Du skrev!
Den Mildhed, som deri er lagt,
Maa virke med en himmelsk Magt;
Thi fra Dit Hjerte den fremgik,
Velsignet af Dit hulde Blik,
282 Befæstet ved Din Tankes Aand
Og smykket af Din kjære Haand.
Ej mægter jeg at sende her
Et Svar, som ret var Brevet værd;
Men lover kun - skjøndt ak! hvor lidt!
Af Hjertets Grund: at hvert et Skridt,
Mit Liv paa Verdens Vei tør gaae,
Skal vorde Dig et Svar derpaa!

Der var saa eensomt og saa stille
Der, hvor jeg laae paa grønne Strand;
Jeg hørte Bølgen langsomt trille
Og skumme hen ad hviden Sand.

Nu taug de travle Livets Røster,
Og Skibe med de hvide Seil,
Der vendte hjem fra fjerne Kyster,
Gled sagte paa det klare Speil.

I Cirkelflugt den blanke Maage
Hen over Havets Flade skjød;
Mens Solen sank, den lette Taage
I Østen dæmred rosenrød.

En lille Fugl paa Gjærderanden
Betragted mig og sang i Ro;
Hist Pigen kom med Melkespanden
Og lokked for sin røde Ko.

Blank Maanen hæved sig af Voven,
Stærkt duftede det friske Hø,
283 Og alle Fugle tang i Skoven,
Da Solens sidste Glimt mon døe.

Der var, som under Kirkens Bue,
En Høitidsro, en salig Fred,
Der stemte med mit Hjertes Lue,
Min Andagt og - Vemodighed.

Jeg hilste denne Fred med Taarer,
Min Tanke var hos Dig, min Brud!
Og bittert gjennem Hjertets Aarer
En Strøm af Smerte gjød sig ud.

Min Bøn til Ham, som fra det Høie
Paa Jorden Fryd og Sorg udsaaer, -
Mit Suk - og Duggen i mit Øie
Er kun, hvad jeg til Trøst formaaer.

Min Elskede! forsag Du ikke,
Min Engel paa den dunkle Jord!
En naadig Gud jo vil tilskikke
Fredspalmen Dig, før Du det troer!

Hverken Konge eller Dronning
Har jeg sjunget til endnu!
Kun Du, min Tankes Honning!
Har næret mig - Du!
Som et venligt Barn sig lægger
Til det moderlige Bryst,
Som en Tiger sig strækker
I den svale Flod med Lyst;
Som en Boa sig slynger
Op i et løvrigt Træ;
284 Som en Nattergal synger
I Rosenbuskens Læ;
Som en Bi sig nedsænker
I Liliens Jomfruskjød;
Som en Vedbend sig lænker
Til Muurstenen rød;
Som et Kildevæld rinder
Og aldrig bliver træt;
Som en Silkeorm spinder
Sig i sit rige Net;
Som en Solsik bevæger
Sig mod sin lyse Sol;
Som Magnetnaalen peger
Stadigt mod sin Pol:
Saaledes jeg Dig vier
Hver Tanke i mit Bryst;
Saa af Dit Øie dier
Mit Hjerte kjærlig Trøst;
Saaledes jeg mig slynger
Om Dig, mit Livsenstræ;
Saaledes sødt jeg synger
I min friske Roses Læ;
Saaledes jeg nedsænker
Mig i Dit Billeds Skjød;
Saaledes jeg mig lænker
Til Dig i Liv og Død;
Saa Hjertets Kilde rinder
Og bliver aldrig træt;
Saaledes jeg indspinder
Mig i Din Tankes Net;
Saaledes jeg mig dreier
Mod Dig, min varme Sol;
Saaledes jeg kun eier
284

285

Een fast og sikker Pol! -
Og uden Dig var Livet
Mig kun et Skum paa Strøm; -
Et iiskoldt Pust i Sivet -
En Anelse - en Drøm!

See til Jupiter, den Skjelm,
Høit paa Nattens mørkblaae Mure
Staaer han med sin gyldne Hjelm
Jo paa Vagt, for lumsk at lure.

Vogt Dig vel for ham, mit Barn!
Han har ei det bedste Rygte!
Hvis han fik Dig i sit Garn,
Maatte Du det Værste frygte.

Han er just en Connaisseur,
Det fortælle Oldtids Sange;
Og han veed nok, nu som før,
Hvad der nok var værd at fange!

Paa Gaden over Stenene
Dig følger en lille Een;
Saa vims han bruger Benene,
Han er slet ikke seen.

Han render Dig i Hælene
Saa let med freidigt Mod,
Paa Trappen, over Fjælene,
Hvor Du sætter Din Fod.

Som en lille huusvant Nisse,
Skjøndt Du ham øiner ei,
286 Han iler med tilvisse
Paa hver Din Sti og Vei.

Han boede med Dig sammen,
Hvor saa Du flytted hen;
Han havde ret sin Gammen,
Den uselige Svend.

Du troede Dig tidt alene
Med Haanden under Kind;
Han gynged i Hyldens Grene
Og kigede til Dig ind.

Tidt sad han Dig for Øiet
Midt i Din Blomsterkost,
Saa overstadig fornøiet,
Som Rotten i sin Ost.

Han spidsed da sit Øre,
Naar ret Du sukked ømt,
Saa gjerne gad han høre,
Hvad Dit Hjerte fik drømt.

Hvor gjerne han vilde trøstet
Dig, naar Dit Hjerte leed;
Hvor gjerne han Dig forlysted,
Ak, Sligt Du ikke veed.

Hvor gjerne vilde han veire
Din Kummers Dæmring hen,
Den skumle Nat beseire
Og skabe Dag igjen!

Da nys det gik Dig saa ilde
Hist paa den steile Vei,
Han iled, men kom for silde,
Og ak! han hjalp Dig ei.

287

Tidt sad han paa hvide Blade,
Naar Pennen ret blev brugt;
Og paa Din Farvelade,
Naar Du maled Blomst og Frugt.

Han lytted til Din Kjoles
Raslen, ihvor Du gik;
Og leved kun ved at soles
I Dine klare Blik.

Naar aarle Du opbinder
Dit bløde, blonde Haar,
Han med blussende Kinder
Paa Din Speilramme staaer.

Han smiler ved Din Latter,
Han græder ved Dit Suk:
Ak, aldrig selv Du fatter,
Hvor han finder Dig smuk.

Hver en Sittren med Brynet,
Og hvert Dit Øies Blink
Opfanger han som Lynet
Saa klart og saa flink.

Naar Du tier, naar Du taler,
Naar Du sidder, naar Du staaer,
Naar Du læser, skriver, maler,
Naar Du reiser Dig og gaaer;

Naar Du sysler ret saa nydeligt -
Al den søde Harmonie
Opfatter han saa tydeligt,
Som udtaler sig deri.

288

Og hvad selv Du agter føie,
F. Ex. Din Tommeltot,
Han seer med kjærligt Øie, -
Han lider den saa godt!

- Men Dvergen er min Tanke;
Han lever kun af Dit Liv
Og voxer, som Druens Ranke
Voxer ved Solens Bliv.

Jeg maa Dig det forkynde,
At ret med barnlig Lyst
Han dier af al Din Ynde
Som af en Moders Bryst.

Han dier den Sødheds Kilde,
Som i Dit Væsen boer;
Saa, var han før kun lille,
Han bliver nu stærk og stor.

Og har han med List og Lempe
Saa fulgt sin Lyst og Pligt,
Han kroer sig som en Kjæmpe,
Og kalder sig et Digt.

Lad dem synge, som de maae!
Lad dem qvæde deres Sange
Fade, flaue, brede, lange,
Tørre, vindige og smaa!
Lad dem kun som Ulve tude
Om Despoter og om Død!
289 Lad dem Friheds Morgenrød
Kun som Lærker høit bebude!
Lad dem slynge deres Ild!
Lad dem tænde deres Fakkel!
Blande mig i det Spetakel
Hverken kan jeg eller vil.
Gav mig Gud til Sang en Stemme,
Ild i Hjerte, Kraft i Bryst,
Vil jeg dog kun til Din Trøst
Sangens Ild og Styrke gjemme!
Hvis jeg kun et kort Secund
Fra min søde Elskovsstjerne
Sorgens tunge Slør kan fjerne
Og Dit Hjerte gjøre sundt;
Hvis jeg kun et Smil kan vække
Op til Blomstren paa Din Kind;
Hvis jeg Spiren i Dit Sind
Til et Fredsminut kan lægge;
O, da maa den hele Flok
Gjerne qvække, qviddre, sukke,
Alle Laurens Blade plukke, -
Der er vel til Alle nok! -
Du alene mig kan lønne!
Du - alene Du kan faae
Sjælens Blomst til ud at slaae
Sine Blade, friske, grønne!
Og al Verdens raae Forstand,
Pral og Prunk mig intet veier
Mod en slig Begeistrings Seier,
Som Du mig berede kan.
Dog det er ei egen Kraft,
Som bevæger Alt herinde;
Du beruser det, Veninde!
290 Liig en mægtig Drues Saft!
Thi til hver en sindrig Tanke
Og til hver en dristig Flugt,
Hver en Blomst og hver en Frugt
Det hos Dig maa Frøet sanke.
Elskte! Du vil til min Grav
Jo Din Sanger huldt beskytte?
Laurens Krands jeg aldrig bytte
Vil for Rosen, Du mig gav!

Hil Dig, min Vandrings Lys!
Min Morgenstjerne klar!
Som mig fra Nattens Mørke
Mod Dagens Dæmring bar!
Du vinked mig fra Jord,
Og, som Lærken, høit og frit
Jeg qviddrer nu, - men Qvadet
Er heelt og holdent Dit!

Du smiler mildt og stille
Til den rødmende Øst,
Mens Nattens Kjortelbræmme
I Flugt Du har kyst
Du lukker bly Dit Øie, -
Men Smilet ikke døer,
Skjøndt Du blufærdig svinder
I Solens Straaleslør.

Det kom mig for vel stundom,
At Din Straales Trylleri
Sig dulgte i en langsom Sky,
291 Der drog Dig forbi;
Men det var ingen langsom Sky;
Det var i mine Blik
En Taare, mild og varm,
Som fra Hjertets Afgrund gik.

Den vilde op at skue,
Hvad der bevæged saa
Den urolige Bolig,
Hvor den slumrende laae;
Den vilde op at skue
Den guddommelige Magt,
Der af dens dybe Dvale
Til Liv den havde vakt.

Dens Liv var sødt og stille,
Ei Smerte var deri,
Den fødtes ved Din Straales
Huldsalige Magie.
Den lokked sine Søstre frem, -
De kom med milde Blik;
Thi Alle jo af Dig
En Velsignelse fik.

O, blot naar jeg Dig tænker,
Da smeltes jo i mit Bryst
Jordlivets lis og Kulde
Til en sommerlig Lyst;
Og hvad Gudherren lagde
Af Godt i Hjertets Gjern,
Fremspirer ved den Dug,
Som Du har lokket frem.

292

Min Vandrings søde Lys!
O, min Morgenstjerne reen!
Glødende som Rubinen,
Stærk som Karfunkelsteen!
Naar Dagens Sol nedsynker
I det vestlige Hav,
Vil Du, som Aftenstjerne,
Da blinke over min Grav?

Løvet synker mat til Jord,
Solens Blik har tabt sin Styrke,
Og i det forladte Nord
Herske Skyer, Kuld og Mørke.

I mit Hjerte er der Syd:
Eviggrønne Rosenfaner,
Drueblod, Orangers Pryd,
Sol og Blomster og - Vulcaner.

Naar Solens Blik kun sparsomt bryder
Bag Skyen frem i gule Høst,
Da gjennem nøgne Skove lyder
Til Fuglene en Varselsrøst.

I hellig Taushed Alle lytte;
De veed, det er en Guddoms Bud;
Og kjækt fra deres Sommerhytte
De svæve mod det Fjerne ud.

293

Hen over Havets sorte Bølge,
Høit under Himlens blaae Paulun
I store Sværme rask de følge
Hiint Varsel, som en Krigsbasun.

I Syd, hvor nys for Solens Lue .
Granatens fyldte Boble sprang,
Der drikke de den stærke Drue
Og vaagne op til Liv og Sang!

En Enkelt dvæler her i Lunden,
Som i sit rette Fædreland;
Som ved en venlig Trolddom bunden,
Hensjunken, stille, sidder han.

Men indad vendt er nu hans Blikke,
Thi der er livligt, mildt og klart;
Og hvad hans Øie skuer ikke,
Er just hans Hjerte aabenbart.

Som naar i Nattens Mulm det lyner
Og viser Egnen i sin Pragt,
Forglemte, fjerne, kjære Syner
Ham lokke med vemodig Magt.

Da drømmer han om blanke Straaler,
Om lune Vinde, lysblaa Luft,
Om klare Kilder, Lilieskaaler,
Om Guldorangens stærke Duft.

Han drømmer om de Drueklynger,
Hvor han beruset fordum hang,
Mens Mindet dybt i Hjertet synger
Hans Længselsqval en Vuggesang! -

294

Saaledes - skilt fra Dig - min Engel!
Jeg drømmer om den Rose rød,
Der i et Nu paa Liliens Stengel.
Ved Aabenbaring os blev fød.

Jeg kan ei hvile! - kan ei glemme
Dit Blik, Din Røst, Dit Hjertes Slag,
Og stedse mere kjæk min Stemme
Dig synger - til min sidste Dag.

Du er mit Liv her midt i Døden,
Du er mit Haab i Smertens Stund;
Du har mig vakt i Morgenrøden, -
Bred mig Din Favn til Aftenblund!

Her hjemme i min Stue
Violerne, de blaae,
Paa Gulvet, i Papiret
Henkastede laae;
Og da jeg Fængslet aabned
Og rigtig paa dem saae,
Da var de næsten døde, -
Og saa var der saa faa!
Jeg lagde dem om Koppens
Forgyldte, krumme Rand,
Og døbte dem saa kjærligt
Med Livsens friske Vand.
Een Nat har gjort Mirakler!
Imorges jeg jo saae,
Alle de smaa Stakler
Deres milde Blik opslaae.

295

I Duft de til mit Hjerte
Takoffret lod fremgaae,
Og vi var alle glade, -
Men, ak! der var saa faa!
Jeg voved ei at sende
Dem hist den lange Vei;
Til Dig, min Veninde!
Det maatte jeg jo ei.
Nu staae de her og haabe -
De haabe jo som jeg; -
Som jeg de alle længes,
De længes efter Dig;
Men længes de for længe,
Da gaaer det dem som mig!

Saa fast mit Hjerte banker,
At det smerter som Ild;
Uroligt Sindet vanker
Omkring og farer vild.

Mit Øie seer kun Mørke,
Hvorhen det er vendt;
Min Fod har tabt den Styrke,
Som før den har kjendt.

Min Tunge sig forbittrer,
Min Tinding er som Bly;
Jeg trodser - og jeg sittrer -
Jeg vil - og er dog sky.

296

Men er Du ved min Side
Og hører jeg Din Røst,
Den venlige, den blide,
Da aander let mit Bryst.

Da klinger Harpen inde
I Hjertets Helligdom;
Da seer jeg glad forsvinde
Hvert Jammerens Phantom.

Du smiler og Du taler,
Og Din Tale, Dit Smil
Kan ende mine Qvaler,
Saasnart som Du kun vil.

En Rosenstok, ustadig,
Snart nøgen er, snart grøn;
Men i mit Indre evigt
Det blomstrer i Løn,

Saa Blomst og Blad fremspire
Med Vaarens Liv og Saft, -
Dog virker her ei min egen,
Men en anden, hellig Kraft.

To milde Stjerner vogte
Saa kjærligt paa min Vei,
At jeg var rent afsindig,
Hvis jeg dem fulgte ei.

297

O, kjære, klare Stjerner!
Bliv ved at tindre smukt,
Og led mig over Livets
Vildtsvulmende Bugt.

Jeg grundet har saa længe,
Men ei til Klarhed bragt,
Hvorfra I vel har hentet
Hiin underfulde Magt.

Saa mild - og dog saa vældig,
Saa venlig - og dog stærk,
At her paa Jord I virke
Et Himlens Underværk.

I fæstet har min Tanke
Til sin dybeste Rod;
I vækket har mit Hjerte
Og fortryllet min Fod.

O, kjære, lyse Stjerner!
Nu seer jeg klart og grant,
Hvor før jeg i Alverden
Kun Mulm og Øde fandt.

O, lær mig og at blusse
Som Eders Straale varm!
Lær mig den Flamme tænde,
Som I tændte i min Barm!

O, lær mig og at binde
Saa fast, som selv I bandt!
Lær mig en Seier vinde,
Som selv I den vandt.

298

Hold Eders Glands da yndigt
For Sky og Taage frie;
Og lad mig ene speile
Min Tilværelse deri!

Hvor jeg af Længsel bæver
Hist i den kolde Nat,
Og mod Dit Vindue hæver
Mit Blik af Taar er mat;

Der risler ingen Kilder,
Der vifter intet Træ,
Ei Nattergalens Triller
Fremgaae fra Myrthens Læ;

Ei milde Vinde lufte
Hen over Havens Bed,
Hvor Natvioler dufte
Og slumre sødt derved;

Ei Bjerget kaster Skygge
Ud over Dal og Strøm,
Hvor gamle Minder bygge
Og ligge som i Drøm;

Ei Stjernens Øie titter
Ned til en vild Ruin;
Og Du har intet Gitter,
Jeg ingen Mandolin;

299

Og uden Melodier
I Nattens kolde Gys
Jeg ene staaer og tier
Og stirrer paa Dit Lys! -

Men - var den til at høre
Mit Hjertes stille Sang,
Og fulgte blot et Øre
De Melodiers Gang;

Og kunde den blot anes
Den rige Billedpragt,
Som i mit Bryst fremmanes
Ved denne Længsels Magt;

Og var min tause Tanke
Klar, som en Harpes Lyd, -
Da vilde snart sig sanke
En Verden, fuld af Fryd,

Som henrykt vilde sænke
Sig ned i Sangens Strøm,
Og med min Tanke tænke
Og drømme med min Drøm.

Men taus jeg staaer alene,
Og vandre maa min Vei
Paa Gadens øde Stene, -
Selv Du mig aner ei!

300

Sov sødeligt i Dødens Skrin,
Du Rose, spæd og faur og fiin!

Sov sødt, o Barn! Dit Liv, Din Død
Mig smelter i en Vemod sød.

I Hendes stille Fredens Hjem
Du kom til Liv og spired frem.

Du voxed under Hendes Haand,
Omsvæved huldt af Hendes Aand.

Du lærte Hendes klare Blik,
Og Hendes Læbers Smil Du fik.

Hun redte Dig Din Vugge grøn -
Og hvad Du var, blev Hendes Løn.

Tidt tankefuld Hun paa Dig saae,
Mens end i Svøb og Baand Du laae.

Og da Din Puppes Ringe brast,
Fik Hun det første Øiekast.

Hun saae Dit Hjertes første Slag,
Hun drak Dit første Aandedrag.

Du - med det stille, fromme Sind
I Hendes Liv Dig leved ind.

Men ak! den Fryd kun vared kort!
Til Een Hun sendte Dig jo bort.

301

Og Han! - mens høit Hans Hjerte slog,
Sin kjære, lille Gjest modtog.

Med sværmende, fortryllet Sands
Han speided i Din Bladekrands.

Han stirred i Dit Bæger stivt
Og læste der en yndig Skrift.

Han aned al den Sympathie,
Som Hendes Aand fik lagt deri.

Og henrykt hver en Morgenstund
Hans Læbe nærmed sig Din Mund.

Og hver en Aften, from og tro
Han hvisked Dig: »sov sødt i Ro!«

Indtil Dit Hoved bøiet stod
Og Kindens Purpur Dig forlod.

Til Øiet tabte al sin Pragt,
Og falmet sank Din lette Dragt!

Thi ak! Hans Hjertes Feberglød
Var Dig for stærk - og blev Din Død!

O, sov nu sødt i Dødens Skrin,
Du, Hendes Barn! saa faur og Hin.

Dit Minde er Din Sjæl! og den
Skal kjærligt leve hos Din Ven;

302

Det binder Ham til Hende, som
Dig var en Moder, kjær og from;

Og som Hans Hjerte elsker, til
I Dødens Favn det briste vil!

Jovist er Du fortryllende! -
Og mit Liv jeg leve vil
Al Din Herlighed hyldende
Ved Sang og Strængespil;
Dig heelt afspeilende
I Kjærlighedens Hav;
Der svinder jo det Feilende
Og synker som i Grav;
Thi veed Du ei, at Kjærlighed
Er just Dit rette Hjem?
Den bærer al Din Herlighed
Sødt straalende frem;
Den er det, som klarer jo
Og gjør det Dunkle lyst;
Den er det, som bevarer jo
En Himmel i vort Bryst!
Og naar engang de lægge mig
Paa Dødens kolde Seng,
Med Jordelinet dække mig,
Og stum er Harpens Stræng;
Og alt jeg ligger hyggelig
I Dødens milde Nat,
Og man spørger: »Var han lykkelig?«
Da reiser jeg mig brat
Og svarer høit: »Mig prydede
303 »Ei Laurens Hæderstegn,
»Ei qvæged eller frydede
»Mig Rigdoms gyldne Regn; -
»Men Hun - Hun har jo smykket mig
»Med Himlens bedste Navn,
»Og Hun - Hun har henrykket mig
»Til Salighedens Havn;
»Hun nævnede sin Sanger mig
»Og selv var hun min Brud, -
»Og Intet meer forlanger jeg
»Af Verden eller Gud!«

Naar Natten kaster sine Skygger
Ud over tause Sø og Kyst,
Da kommer Sorgen hid og bygger
Sit Natteleie i mit Bryst.

Som Vedbend tæt til Stammen klynges,
Saa den gaaer ud og er forød,
Saa Sorgen ved mit Blod forynges
Og lever frodigt af min Død.

Det er jo, som jeg tidt har sagt:
Alt, hvad sig til Dig nærmer,
Beruset af Din Yndes Magt
Hengiver sig og sværmer.

304

Selv Fuglene paa grønne Green
Den skye Natur forandrer:
De hoppe ned med slanke Been
Paa Stien, hvor Du vandrer.

Saa dvæle de - saa hoppe de -
Og er slet ikke bange,
Men vende Halsen for at see
Dig rigtig mange Gange.

Var jeg en listig Jæger, Du!
Saa skjød jeg dem - med Rette;
Thi jeg er, som Du veed, jaloux,
Og de er saa coquette.

Dog skulde for min Dolk, mit Skud
Hver Din Tilbeder bløde,
Saa rydded jeg for Mange ud
Og Verden blev saa øde.

Paa Landet skal Du leve,
Der er saa godt at boe,
Naturen evig skifter
Og har dog evig Ro.
Ud fra det skumle Stræde l
Hist er saa lyst og vidt;
Der Vaarens Luft tør svæve
Om Dine Kinder frit.

I hine lune Skove, .
Hvor der er Duft og Glands;
305 Ved denne Kyst, hvis Vove
Forlyster sig med Dands;
Paa denne Eng, hvis Blomster
Saa venligt til Dig lee,
Der skal Dit Hjerte styrkes
Og slippe al sin Vee.

Her Svanen er Din Hofmand,
Saa lækker, myg og krum
Han courer for Dig ivrigt,
Skjøndt Stakkelen er stum;
Med siirligtsbløde Lader
Han seiler paa sin Dam,
Og naar Din Haand ham mader,
Han ryster af Fryd sin Ham.

Og Lærken hist, samt Gjøgen
Er Din Hofmusikant;
De Smaa, de spille freidigt,
Hvad selv de opfandt;
Mens deres Dronning hviler
Paa Mossets Fløiel fiin,
Og Bøgen pragtfuld hvælver
Sin grønne Baldachin.

Sig Rosen frisk skal speile
Her i Din Kinds Karmin,
Og Natviolen blande
Sin sødeste Drøm i Din.
Her tier den fule Klaffer,
Her høres saa lidt til Suk;
Kun Stærens Sladder lyder,
Og Duens Veemods-Kluk.

306

Os Dagen jævnt skal vandre
Sin stille, bløde Vei;
Imellem os skal ei træde
Noget fremmed Ja og Nei!
Du slumrer ind ukrænket,
Du vaagner op til Fred, -
Og seer Dig om - og finder
Slet intet Men derved.

Jeg kom til Skovens Bolig,
Der var saa yndigt hist;
Og Fuglene fortrolig
Smaasnakkede paa Qvist;
Løvfrøen, grøn og lille,
Paa Tuen sprang med Lyst;
Fast hørtes Duggen trille
Paa alle Blomsters Bryst

Veemodig og alene
Jeg blødt i Græsset laae,
Fra Hasselbuskens Grene
En Drossel paa mig saae;
Nysgjerrig og forvoven
Den nærmere sig svang,
Mens klart igjennem Skoven
Dens friske Toner klang.

Hist fjernt paa Høien standsed
En Hjort med stort Gevier,
Mens Daadyrflokken dandsed
Hen ad de grønne Stier.
307 Igjennem Krattet skimted
Jeg Havets glatte Speil;
Der langsomt gled og glimted
En Baad med hvide Seil.

En sagte Susen lufted
Hen over Bøgetop,
Og alle Urter dufted
Og saae mod Himlen op;
Og Himlen var saa herlig,
Saa venlig, puur og skjær,
Den smilte sødt og kjærlig
Ned til sin Børnehær.

Og alle Tanker sorte
En Stund mit Sind forlod;
Thi Freden holdt dem borte.
Som Vagt den hos mig stod;
Den med sin Vinge vifted
Og tog mig i sit Skjød; -
Da i sin Slummer skrifted
Mit Hjerte den sin Nød.

Og jeg lod Hjertet sanke
Trøst i Naturens Fred;
Kun een - en hellig - Tanke
Blev vaagen end derved:
Hvad skal jeg med det Hele?
Den Fryd er ikke reen!
Nei - Gud! o, lad mig dele
Din Himmels Fred med Eenl

308

Jeg taug nu saalænge stille -
Jeg veed ei selv, hvor jeg slap -
Min Tanke mig syntes for lille,
Og Sprogets Skat altfor knap:

Men nu vil jeg trille og spille,
Min Lire skal dreie sig rap,
Ifald kun min Musa vilde
Mig sige ret, hvor jeg slap!

Mig ingen Tid skal have bragt
En saadan Blomsterflor,
En saadan fyndig Tankepragt,
Som nu paa Dit Ord!
Jeg føler, hvor det spirer frem,
Jeg mærker, hvor det groer,
I Hjertets og i Tankens Hjem
Jeg følge kan Dit Spor.
Med Blomster vil jeg mætte Dig,
Med Farver og med Klang,
Med Krandse jeg omflette Dig
Vil i hver lille Sang.
Jeg henrykt vil forvilde mig
Paa Phantasiens Flugt;
Og salig-blind indbilde mig,
Hvert Vingeslag var smukt.
Og Du? Du vil ledsage mig,
Min Eneste paa Jord!
Og Intet skal betage mig
Den Tro, hvorpaa jeg troer!

309

I Sommer, da vi havde det yndige Veir,
Da sang jo for mig baade Lærker og Stær
Og Gjøgen den galed i Skoven;
Da laae jeg i Græsset saa blødt og saa grønt,
Mens Solen den tindred gjennem Løvet kjønt
Og luunt mig omfavnede Voven.

Hvor er Du nu henne, Du qviddrende Gjæk!
Som sang Dine Viser bag Busk og i Hæk,
Eller slog høit i Luften Din Trille?
Du var jo min Mester, men ogsaa min Ven,
Jeg hørte Din Sang, og Du min igjen,
Og saa taug vi begge To stille.

Saa Du faldt i Slummer, Du Rose saa rød?
Og Dine Øine segned, Du Lilie blød?
I kunde ei holde jer vaagen?
Ja, nu er her øde paa Mark og paa Toft,
Graaskyen har tjeldet os Himlens Loft,
Paa Stenen sidder skrigende Maagen.

Nu Nattens Storm er blevet min Nattergal fiin,
Den suser, den fløiter med sørgeligt Hviin
Gjennem vaade, sukkende Grene;
Og Døden har meiet sin grusomme Høst,
Hver Farve er slukket i Dal og paa Kyst,
Og Bølgerne stivnes til Stene.

Dog atter vil komme en pyntelig Vaar
Med Skove, der grønnes, med Fugle, der slaaer,
Med Blomster og Druer og Ranker;
Med kyssesyge Bølger ved duftende Kyst,
Med Smil for mit Øie, med Fred for mit Bryst,
Med Haab og med freidige Tanker.

310

For Hvem tør jeg sanke den qvægende Høst?
Med Hvem skal jeg dele den friske Sommerlyst,
Og drikke af Blomsternes Skaaler?
Jeg veed det jo nok - men ak! det er mit Savn,
At end i det Fjerne hendes elskede Navn
Liig Vaaren mig lokker og straaler!

De see paa Dig med Øjne milde,
De mæle intet bittert Ord;
De tale, tidligt eller silde,
Saa sødt, imens de staae i Flor.

Og deres Tankekreds er sluttet
I den, som pleier dem saa ømt;
De glemme saligt i Minuttet,
Hvad i Minuttet de faae drømt.

Til Tak de skjænke, hvad de eie,
Saa stærkt og puurt, som de det fik,
Mens de mod Solens Aasyn dreie
Med Længsel deres vaade Blik.

De er saa venlige, saa bløde,
Al deres Tanke reen og smuk;
De leve uden Sorg og Brøde,
Og slumre hen - foruden Suk.

- O, var jeg dog, som Blomsten, stille
Og uden Vildhed i mit Sind!
Jeg følte da med Taalmod trille
Kun Duggens Taare paa min Kind;

311

Jeg kunde tale med Dig rolig,
Som den, med Smilet om min Mund;
Du bøied Dig saa trygt, fortrolig
Og læste i mit Hjertes Grund;

Jeg leved ved Dit Øies Stjerne,
Som Blomsten, varm af Solens Glød;
Og ak! hos Dig jeg døde gjerne,
Naar Du med Veemod saae min Død.

Svæv hid med al Din Pragt og Pryd,
Du milde Luft fra lune Syd, -
Hid over Land og Vover;
Bring Du os Solen, Regn og Dug!
Væk i mit Hjerte alle Suk
Til Sang, som endnu sover.

Opløft kun freidigt Du Din Røst,
O, Bølge! trindt om grønne Kyst,
Og hæv Dig dybt fra Grunden!
O, vug mig i Din stærke Favn,
Saa Alt - undtagen hendes Navn -
Maa synke glemt til Bunden.

Stig op af Jordens Moderskjød
Saa hvid som Snee, som Duun saa blød,
Du høie, rene Lilie!
Og lær mig ved Dit fromme Smil
For Længsels smertefulde Piil
At bøie fromt min Villie.

312

Træd frem, o Rose! Vaarens Trøst!
Og ræk mig frit Dit hulde Bryst,
Jeg vil Din Friskhed die;
Indlullet ved Din Kind saa sund
Skal Smerten faae et lille Blund
Og Stundens Jammer tie.

Drag bort, o Himmel! bort Dit Slør,
Saa Stjernen jeg, naar Dagen døer,
Kan skimte fra det Høie,
Og tænke mig, i mørke Nat
Jeg saae bag sorte Flor og Hat
Et Blink fra Hendes Øie.

Kom saa, Du søde Nattergal!
Snart Løvet vil i Skoven sval
Dit Brudekammer lukke.
Ak, vore Tanker følges ad!
Formæles skal Dit Elskovsqvad
Med mine Længselssukke!

Skulde der komme den Tid,
Da Dine blonde Lokker blev graae;
Da Dine Øines Blaae
Blev sløret, og - skjøndt lige blid -
Din Læbes Purpur svandt;
Da Din svigtende Stemme kun
Som i en Drøm, i et usikkert Blund
Besværligt Vei til Ordet fandt;
Da Din Haand, den kjærlige, bløde,
Med Sittren sig lagde i min,
313 Og Din Fod med langsomme Trin
Hver Morgen bragte Dig mig imøde:
Da skulde Du vide, hvad nu knap Du troer,
At jeg elsked i Dig de evige Ynder,
Hiin evige Skjønhed, der huldt sig forkynder
I dette Alt, som kun stammer fra Jord;
At den Elskovs dybe Mystik,
Som jeg har læst i Dit Blik,
I hver Lade, i Din Gang,
I Haarets Farve og i Stemmens Klang,
Har en Kilde, der dybere laae,
End Alt det, som her skal forgaae,
End Alt det, vi maae vandre fra, -
Du skal see, hvor jeg elsker Dig da!
Og den Tid - den kommer engang,
Naar det, som nu har Klang
I Høiden og Dybden, er forsvundet;
Naar nedad vor Pande vi bøie,
Mens Tanken alt boer i det Høie,
Hvorhen den fra Mørket sig svang;
Naar Meget er i Glemsel bundet -
Vore Savn, vor Sorg - og min Sang!

Over By, fra Taarnets Kroner,
Under Himlen kold og graa,
Pindsehymnens Alvorstoner
Mægtigt til mit Hjerte gaae.

Sagteligt som Duer hvide
Med det grønne Olieblad
Gjennem Ætheren de glide,
Medens Skyen skilles ad.

314

Unge Haab og gamle Minder
Spire frem til kjærlig Trøst;
Taaren, som ustandset rinder,
Vander Blomsten i mit Bryst.

Let mit Suk med Aandedrættet
Flyer som af et Fangebuur,
Liig en Sommerfugl fra Nettet
I den vilde, frie Natur.

Og jeg blues ved min Jammer
I min blege Kummers Nat;
Har jeg i mit Hjertekammer
Ei en riig, en evig Skat?

O, en Skat, hvis fulde, rige
Rente er for Evighed:
Dig, min Uudsigelige!
Og Dit Hjertes Trofasthed.

Og jeg kunde fejg forsage?
O, men Gud er mild og god;
Han tilgiver mig min Klage
Og ved Dig han skjenker Mod.

Under Skovens grønne Ranke
Vil jeg vandre eensom ud,
Og en hellig Pindsetanke
Sende fromt til Dig og Gud!

315

Jo tiere jeg Dig seer - ak!
Jo meer Du er mig smuk!
Og jeg skilles altid fra Dig
Med et dybere Suk.

Og med dybere Sukke
Jeg møder Dig igjen;
Der farer sødt en Gysen
Over mit Hjerte hen.

I Dit rørende, blonde
Dit silkebløde Haar
Min vansmægtende Tanke
Saa sød en Drøm sig faaer.

De yndigste Noveller
Jeg aner i Dit Blik;
Jeg ingen Bog saa deilig
End før for Øie fik.

Som Engle om Madonnas
Hellige Hoved staae,
Saa tusind Phantasier
En Glorie om Dig slaae.

De sværme og de svæve
Saa hemmeligt og tyst;
De vække milde Flammer
Og Sange i mit Bryst!

316

Jeg mine Qvaler alle
Paa Dør har jaget kjæk;
Jeg saae dem tumle, falde
Og ile bort i Skræk;
Men min var ikke Kraften,
Der vandt mig dette Slag;
Det var min Helligaften,
Det var min Helligdag.

Jeg veed, de staae og vente
I Kulde hist og Slud,
Og de vil atter hente
Mig, naar jeg træder ud;
Men Aftnen vil jeg feire
I mine Tankers Ly;
Saa kan de siden leire
Sig grumt om mig paany.

Og Tankerne saa glade
Omsnoe mig som i Dands;
De lade kjærligt bade
Mig i Dit Øies Glands!
De drømme, at Din Stemme
Mig kalder, huld og sød; -
Ak, kunde jeg vel glemme
Den Stund, da Du blev fød?

Men eensom med min Tanke
Og mine Tankers Tolk
Jeg i en Ørk maa vanke,
Liig et landflygtigt Folk;
Som dette, dybt andægtigt,
317 Vi hæve dog vort Raab
Til Herrens Throne mægtigt,
Fordi vi har et Haab.

Et Haab, som ei er tvundet
Af Livets skjøre Traad,
Men stærkt og fast begrundet
I Evighedens Raad;
Thi som en Aabenbaring
Det i vor Sjæl opstod,
Og til dets troe Bevaring
Fik vi af Himlen Mod.

Vi haabe, Dagen kommer,
Da hver en Qval er endt,
Der, Hig en tropisk Sommer,
Vor Blomsterflor har brændt;
Vi haabe, vi skal glædes
Ved en forynget Sol;
Vi haabe, vi skal stedes
I Fred for Naadens Stol.

Jeg takker Gud for Livet
Og selv for hvad jeg led,
For Alt, hvad han har givet
Mig i sin Miskundhed,
For hvad han lod mig bøde,
For hvad han tilgav mig; -
For alle Roser røde,
Der blomstre huldt hos Dig!

318

See, staaer ei der det unge Aar
Med blegen Kind, udslaget Haar?
Med Veemodssmil, med Graad i Øiet
Det dvæler, over Staven bøiet.
Mod Tidens Kilde seer det ned,
Der vælder ud fra Evighed,
Og i hvis dunkle, dybe Strømme
Ufødte Skjæbner staae som Drømme.
Det stirrer tankefuldt og stivt
Paa Fremtids sære Gaadeskrift;
Det seer mod Himlen - Øiet blinker -
Nu lyder Varslet - Timen vinker -
Og kjækt det gjør sit første Fjed,
Og Vi - maae alle følge med,
Om der saa strøes med Roser røde,
Om Foden skal paa Tidslen bløde!
Men gjennem Livets Taagenat
Jeg øiner, hvor mit Maal er sat!
Jeg har en Engel ved min Side
Med Roser røde, Lilier hvide,
Som kjøle vil min hede Kind
Og aande Klarhed i mit Sind;
Som vil advare mig for Krybet,
Som vil mig drage bort fra Dybet,
Mig styrke paa min Vandrings Flugt
Med Blomsterduft og gylden Frugt,
Og vække mig med yndig Stemme
Til Kraft og Liv, af Sløvheds Gjemme;
Som let vil faae i Lænker lagt
De lurende Dæmoners Magt,
Og føre trygt mig gjennem Vrimlen; -
Og derfor Tak, o Gud i Himlen!

319

Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund,
At jeg kysser Dine Kinder,
At jeg kysser Dig paa Din røde Mund,
Mens hede mine Taar er rinder;
Der er da en Veemod i Dit Blik,
En Verden saa fuld af Kummer,
Der jager mig, som et Dolkestik,
I Hjertet og af min Slummer!

Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund,
Vi staae paa den grønne Banke,
Hvor Sundets Bølger ligge i Blund, -
Og Hver har sin egen Tanke:
Fjernt over Havets violblaae Vand
Dm Længsels Duer er fløine;
Jeg drukner min Længsels stærke Brand
I Dine velsignede Øine.

Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund;
Jeg synes, vi vandre alene.
Tause og stille i Vaarens Lund
Under duftende Bøgegrene;
Det vifter saa mildt, det aander saa sødt!
Og vore Hjerter er stemte
Som Æolsharper og tone saa blødt, -
Men Smertens Sange er glemte.

Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund,
Jeg synes, at ramte af Døden
Vi ligge sammen i Jordens Grund
Og vente paa Morgenrøden.
Som nyligt vaagnede, hviske vi tyst,
320 Forventningsfulde og glade:
Vi have velsignet Fred i vort Bryst
Og Intet meer, som vi hade!

Jeg elsker Dig! - og aldrig rolig
Min Tanke sværmer om Dit Fjed;
Og Hjertet sprænge vil sin Bolig,
Vil ud - vil ud og sværme med.
Som i en Drøm, som i en Ruus
Jeg følger selv mit Hjertes Vildhed,
Og vaagner tidt i Nattens Stilhed
Med Blikket paa Dit mørke Huus.

En Flor af Elskovstanker søde
Da spirer op og myldrer frem;
De klinge, bæve, dufte, gløde, -
Men ak! Du aldrig aner dem;
Thi, naar jeg seer Dig, og min Aand
Sig i Din Ynde dybt tør sænke,
Da er min Tanke lagt i Lænke,
Og Læben - hviler paa Din Haand.

Saa tag da Blomsterne, jeg sender,
Og lad dem være mine Bud;
Min Tanke kysser Dine Hænder
Med Tak, Du Elskede! til Gud.
Hvad ei mit Ord, hvad ingen Klang,
Men kun et Blik Dig tolke kunde,
Skal Dig de tause Blomstermunde
Forkynde - duftende en Sang!

321

Min Tanke som en Svale let
Sig over Havet svinger,
Og useet, kjærlig, aldrig træt
Min Hilsen hist Dig bringer.

Som Svalen er en bly Natur
Og lider intet Fremmed,
Den bygger helst paa gamle Muur,
Der værner luunt om Hjemmet.

Den gaaer hel ængstlig til sin Fart,
Men skynder sig saa fage
At seile paa sin Vinge snart
I Fredens Skjød tilbage.

Den kan ei trives udenlands,
Sin Røst den der forliste;
Den eie maa bag Bøgens Krands
Sin Vugge, Seng og - Kiste.

Naar Bølgen langsomt vugger
Sig mod den grønne Strand;
Naar Solens Ansigt dukker
Ned bag det fjerne Land;
Naar gjennem Lunden bæver
Den lune Aftenvind, -
Er det min Aand, der svæver
Og kysser paa Din Kind.

Hvad Kildens Vover spille,
Er som min Stemmes Klang;
322 I Morgenlærkens Trille
Du ane skal min Sang;
Fra Caprifoliens Ranke,
Der aander sød og varm,
Ømtsmigrende min Tanke
Sig trænger til Din Barm.

Den Orm, som Foden træder
Besjælede jeg nys;
Den Frugt, Din Læbe væder,
Er smeltet ved mit Kys;
Den Bi, der om Dig surrer,
Bær Sødme fra mit Bryst;
Skovduen hist, som kurrer,
Har lært det af min Røst.

Thi det mig mon forlene
Den Gud, som mig har kaldt,
I Løndom at forene
Mig med Naturens Alt.
Hvorhen Dit Blik Du skikker,
Et Vink Du fra mig faaer, -
Og Du er aldrig sikker,
Ihvor Du gaaer og staaer!

I Skovens Høisale Falken graa
Tør bygge med trøstigt Mod;
Men jeg har ikke en Qvist, hvorpaa
Jeg hvile kunde min Fod.

323

Bag dunkle Buske, saa luunt i Løn,
Der lægger sig Hjort hos Hind;
Men jeg har ikke den Tue grøn,
Hvor jeg kunde svale min Kind.

Naar Blomsten græder, i Luftens Strøm,
Dens Smerte vorder saa kort;
Til mig der naaer ingen Aande øm
For at veire min Taare bort!

O, hvergang min Tanke til Dig gaaer,
Gjør Du evig mit Hjerte glad! -
Du lagde en Lok af Dit blonde Haar
Paa det friskeste Rosenblad;

Og tæt - saa tæt ved mit Hjertes Ild,
Der flammer med Guddoms-Magt,
Snart mild og stille, snart stærk og vild, -
Der blev da Din Haarlok lagt.

Dog Bladet visned og blev til Smuld,
Men Lokken er blank og blød;
Den kunde, ret som det fineste Guld,
Udholde den stærke Glød.

Jeg elsker den Lok af Dit blonde Haar,
Vi følges saa trofast ad;
Og hvor vi saa vandre, og hvor vi saa staaer,
Gjør Du evig mit Hjerte glad.

324

Der var Roser i Dale,
Og Violer bag Hæk;
I de løvrige Sale
Var der Qviddren og Tale
Af Fugl og af Bæk.

Som den smidigste Slange
Gik de Bølger i Bugt;
Og det svæved som Sange
Over Hauger og Vange
Fra Blomst og fra Frugt.

Der var Ranker, som binder
Til Himlen vor Jord;
Der var blussende Kinder,
Der var deilige Qvinder
I Sal og ved Bord! -

Men af Alt, hvad jeg hørte,
Og af Alt, hvad jeg saae,
Var der Intet, mig rørte,
Mig min Tanke did førte,
Hvor jeg selv ei kan naae!

Jeg holder fast ved Dig, saa længe
Som kun een Gnist udi mit Bryst
Vil holde spændte Sjælens Strænge
Til Klang i Livets Sorg og Lyst

Jeg holder fast ved Dig, - et Anker
For mig paa Livets øde Hav,
325 Og uden hvilket mine Tanker
Forlængst var vendt til Død og Grav.

Jeg holder fast ved Dig, og lider
Og lever, som min Skjæbne vil;
Men Dig det er til alle Tider,
Som Hjertets Længsel iler til.

Jeg holder fast ved Dig, og haaber,
At Fremtids Blomst blev vandet smukt
Af tusind Timers bittre Draaber
For sødt engang at bære Frugt.

Jeg holder fast ved Dig, og ikke
Jeg viger fra mit Hjertes Tro,
At Himlen os engang vil skikke
Paa Jorden end til yndig Ro!

Du lader Ingen vide,
Om Du er lykkelig?
Men, hvis Du skulde lide,
Betroe det da til mig.

Jeg vil Din Kummer gynge
Som Barnet, der er sygt;
Jeg vil den Sange synge,
At den kan slumre trygt.

Saa roligt skal den hvile
Og glemme Taarens Bad;
Saa venligt skal den smile
Og drømme, den var glad.

326

Thi ak! paa Livets Strande
Langs Verdens vilde Strøm
Er Smerten kun det Sande,
Men Glæden - er en Drøm.

Naar Dagen er bortgangen
Og Natten falder paa,
Og alle de smaa Stjerner
Paa Himmelbuen gaae;
Da slumrer vel mit Øie,
Men Tanken iler frem
Og søger gjennem Drømmen
Til sit elskede Hjem.

Naar Solen atter straaler,
Da taler vel min Mund;
Det synes, som jeg er der,
Men ak! det synes kun;
Thi mens min Tunge taler,
Mit Hjerte iler frem
Og søger gjennem Sværmen
Til sit elskede Hjem.

Til varme Syd er fløiet
De muntre Fugles Chor;
De trætte Blade søge
Til den moderlige Jord;
Og Træets Frugter finde
Saa luunt et Vintergjem, -
Min Tanke og mit Hjerte -
Skal de aldrig finde hjem?

327

Urolig er min Slummer,
Ustadig er min Gang;
Og fjernt fra Harpens Strænge
Flygter modløs min Sang;
Min Tanke og mit Hjerte -
Ak, vil Du huse dem?
I Himlen og paa Jorden
De har ei andet Hjem!

De gamle Sagn fortælle
Os tidt, at hvor man saae
Paa eensomt Sted fremvælde
En natlig Flamme blaa,
Der laae en Skat begravet,
Og Himlen havde blid
Med Lykke Den begavet,
Hvis Skjebne drog ham did;
Men var han end beslægtet
Med Aanden, Skattens Vagt,
Han kun ved Naade mægted
At faae den i sin Magt! -
Dit Øies Blaa er Flammen,
Dit Hjerte er min Skat, -
Og Alt jo træffer sammen,
Som Sagnet det har sat.

Mig Himlen var saa vild og graa,
Der var ei Stjernelys derpaa;

328

Men Stormen gik og Bølgen slog;
Mit Skib hen over Havet jog.

Ledsaget kun af Sorg og Savn,
Jeg saae ei Haab, jeg fandt ei Havn.

Jeg saae ei Land med Skoves Ly,
Ei Kyst, hvorhen jeg turde tye.

Høit Vinden peb - som Haan det klang,
Det var en bitter Dødesang.

Jeg var saa mat, og i min Sjæl
Bevæged sig en Drøm saa fæl.

Den lokked mig - jeg slap mit Roer, -
Nær var jeg styrtet overbord! -

Da lød Din Røst, - den var saa øm,
Den vækked mig af Dødens Drøm.

Den kaldte mig - jeg tog ei feil!
Sig Havet jævned til et Speil.

Skydækket i det Fjerne sank,
Og Himlen vinked, klar og blank.

Du kjendte Stjernen, som var sat
Til Leder os i Livets Nat.

Du sad hos mig paa Skibets Stavn,
Du vidste Vei til Kyst og Havn.

329

Du peged paa en stille Bo,
Og hvisked: »Der vi finde Ro!«

Og Haand i Haand, og Kind ved Kind
Vi vandred sagtelig derind.

Imod os kom den lune Luft,
Hel fyldt af Elskovsrosens Duft.

Og Fredens stille Engel gik
Imøde os med milde Blik.

Hver Lænke brast, som Sjælen .bandt;
Hvert Smertens Mindeblad forsvandt.

Hver Glæde vaagned, der var, glemt,
Og Livets Harpe fandt vi stemt.

Og den skal klinge, mens vi glad
Den lange Vandring følges ad.

Og den skal klinge, naar vi To
Indtræde i den sidste Bo.

Det er nu engang i sin Orden,
At jeg maa holde mig til Jorden.
Jeg ræddes altid for det Dybe,
Og skjøndt jeg ynder ei at krybe,
Saa svimler jeg dog i det Høie;
Og derfor maa jeg Jorden pløie,
At sige: pløie den æsthetisk
330 Og høste, hvad jeg kan, poetisk.
Det himmelhøie Grandiose,
Det allerhelvedes Famose
Mig bliver altsaa ganske fremmed,
Og der jeg aldrig føler Hjemmet. -

Men - naar jeg tænker paa, min Kone!
Din huldt fortryllende Natur,
Da sværmer ud, som fra et Buur,
Fra Hjertets Kammer hver en Tone,
Hver Tankeblomst, hvert Blad og Billed,
Og ordner sig omkring Dig peent
Og troer sig mere høit og reent,
Om Din Gestalt gruppeert og stillet.
Saaledes har de mange Gange
Sig vovet frem og klædt sig paa
Og præsenteret sig, og saa
Gebærdet sig som Digt og Sange.
De har forsøgt en dristig Flugt,
Et Himmelvingeslag, en Svæven
Imod det Høie, og en Bæven
For Skjebnens mørke Blik, saa smukt
Som det var givet dem at bæve
Og sig mod Himlens Blaae at hæve! -
Men, see! det var dog Skyggen kun,
En svag Reflex af Hjertets Grund,
En Duft kun fra en Honningkube,
Et Støv kun fra en gylden Grube,
Men ikke det, som jeg har villet;
Og Alt, hvad jeg mig voved til,
Blev som et natligt Alfespil,
Hvor mig Titania fik drillet.
Jeg greb og - greb; men ei tilfreds
331 Jeg blev ved nogen Fangst dog stillet,
Jeg skammed mig, og halv forvildet
Jeg stod som i en Tryllekreds!
Og aldrig blev mig mere klar
Den Sætning, som jeg aabenbar
Har gjort til min: »Det Virkelige,
Hvori sin egen Rod man har,
Ei tvinges ind i Sangens Rige.«
Og aldrig har jeg følt det bedre,
End naar jeg sad hos Dig, min Viv!
At det umuligt er et Liv
At give Glands ved Svanens Fjedre, -
Et Liv, der selv er Poesie
Med Kjærlighed, med Sorg og Lykke,
Et venligt Genre-Maleri
Med Lys og hver nødvendig Skygge!
I slig en kunstlet Form at sige
Det ganske Ubeskrivelige,
Hvori mit Væsen, evig bundet,
Gaaer op, - det har jeg aldrig kunnet!
Men - elske dig, og elske Alt,
Hvad i Dig lever huldt og røres,
Hvorved til Liv Du har mig kaldt,
Hvorved mit Liv til Liv først g j øres;
Velsigne Dig, hvem Naadens Gud
Mig sendte, som sit eget Bud;
Velsigne Dig for Ord og Smiil,
Der sløved Smertens hede Piil;
Velsigne Dig for Taaren selv,
Som, hjertelettende og mild,
Afleded Sorgens vilde Elv:
Det kan jeg, - men jeg kan det kun
Med stille Ord, naar Mund ved Mund
332 Mit Hoved til Din Kind jeg lægger! -
- O, lev! fat Mod, min hulde Trøst!
Lad Sorgen slumre i Dit Bryst!
Og Herrens milde Engleskare
Vor Fremtids Vandring vil bevare.

Natten var mild og kjær,
Stille og dunkel,
Skjult var bag Skyen hver
Stjernes Karfunkel.
Vi var saa ene!
Lindenes Grene
Sagteligt svæved vort Vindue forbi -
Alt var en sød Melodie.

Vi var saa ene med
Os og vort Hjerte;
Urørt forbi os gled
Mindet om Smerte,
Mindet om Storme;
Nagende Orme
Glemselindhylled' i Dvale jo laae -
Der var kun Eet, som vi saae.

Smeltet til Eet var jo
Livsfyldens Kerter,
Eet vare begge to
Bævende Hjerter;
Fletted' som Ranker
Eet vore Tanker;
Eet var vor Himmel, vor Tro og vort Haab,
Eet, som vor Kjærligheds Daab.

333

Drømmende vugged vi
Som over Havet,
Vækkende Sukket, i
Længsel begravet;
Hilste vor Stjerne,
Som fra den fjerne
Evighed havde formælet vort Navn, -
Salige, Favn udi Favn!

Du er som Brød, det grove - fine,
Hvoraf man aldrig bliver kjed;
Du er som rene, gamle Vine,
Hvorved man aldrig vorder led.

O, Din Gestalt! saa ædel, kraftig,
Saa egen og saa yndefuld!
Din Aand, en Drue stærk og saftig,
Begeistrende og rig som Guld!

Jeg elsker Dig, til Døden meier
Engang med skarpen Lee mit Siv,
Du Eneste, mit Hjerte eier,
Min Styrke, Næring og mit Liv!

Jeg hader Hver, som blot i Tanken
Paa Veien til Dit Hjerte gik,
Som med den mindste Hjertebanken
Sig soled i et flygtigt Blik.

Jeg hader Hver, som blot har vovet
At troe, Dit Smiil var ham bestemt!
Med Fryd jeg saae hvert saadant Hoved
l Dybets evige Mørke gjemt

334

Du er deilig! O, det nytter Dig ikke,
Du tilkaster mig straffende Blikke -
Du er deilig, som Ingen paa Jord!
Som de unge Engle i Himlen,
Som Vaaren i Blomstervrimlen, -
Og paa Din Deilighed jeg troer.

Var jeg kunstfærdig, var jeg Maler,
Du skulde see Dig, naar Du taler,
Du skulde see Dig, naar Du leer;
Din Alvor kjæk jeg vilde tegne,
Min Pensel skulde stolt opregne
Alt, hvad mit Øie henrykt seer.

Jeg seer hver snærpet Dame og Herre
Forbauset Øinene at opspærre
Og Munden, saa høit som de kan;
Ja, de er færdige at tabe Veiret!
Mit Billed er godt, jeg har seiret!
Jeg har malet frit, - som en Mand.

Naar jeg hedt til mit Bryst Dig trykker
Og med Roser Din Kind jeg smykker,
Troer Du da ikke jeg seer klart?
Mit indre Syn mig ei svigter,
Hvert Suk, hvert Kys er en Digter,
Hvem Din Skjønhed er aabenbart.

Vi er Støv! Det er vist, vi skal svinde!
Men veed Du ei, Du min Veninde!
Udødelig er den skjønne Form!
Den bestaaer, skjøndt Stoffet henfalder,
I en evig, ungtblomstrende Alder
Som en høi, guddommelig Norm.

335

Dine Skuldres sødt smægtende Hvidhed,
Dine Lokkers blonde, rørende Blidhed,
Ak, det er ei det, som bestaaer;
Men Mindet, som evigt kan nyde
Alt, hvad de Hieroglypher betyde, -
Mindet - det tæller ei Aar.

Tanken er stærk; men Livsminuttet
Ville vi bruge, før det har sluttet
Sig til den lange Række, der svandt;
Timen, som vore Længsler fødte,
Mens Taarerne randt og Hjerterne blødte,
Timen, som vore Sjæle forbandt.

Timen, som mine Arme lukked
Om Dig, og min Luetørst slukked
Og tændte den kraftigt igjen;
Timen, som kaldte vort Liv tillive,
Skal til en Evighed blive,
Og vi vorde evige ved den.

I Dig en Rigdom mig drømmer,
En Yndigheds Fylde udstrømmer,
En Skjønheds utømmede Væld!
O, vend dog Dit Hoved, jeg beer Dig!
Ak, fra hvad Side jeg seer Dig,
Vidunderligt tryller Du min Sjæl.

Du er deilig! - O, det nytter Dig ikke,
Du tilkaster mig straffende Blikke -
Du er deilig, som Ingen paa Jord!
Som de unge Engle i Himlen,
Som Vaaren i Blomstervrimlen, -
Og paa Din Deilighed jeg troer.

336

Hvor Skoven mest var øde
I Skyggen dunkelgrøn,
Der sad jeg med min Elskte
Med min Elskte i Løn.

Der stod ei blaae Violer
Og ingen Rose rød,
Der pranged ingen Lilie
Alt udi Skovens Skjød.

Dog saae mit Øie Lilien,
Og Rosen rød det saae,
Dog qvæged sig mit Hjerte
Sødt ved Violens Blaae.

Der sang vel ingen Sangfugl,
Men Alt var tyst og dødt;
Dog klang det for mit Øre
Saa usigeligt sødt

- Og blev Alverden øde
Og misted Liv og Lyst,
Hun ved min Side skabte
Alverden i mit Bryst

Jeg hader dem, de lange Dage,
Med deres tusind Speiderblik;
See, Solens Heste træge drage,
Som det til Liigparade gik;
See, Alting vaager, Alt sig rører
I en forvirret Assemblee,
Mens alle spændte Ører hører
Og alle skarpe Øine see.

337

Jeg elsker dem, de lange Nætter
I deres sorte Himmeltelt,
Hvor Mulmet sig paa Thronen sætter
Med Stjerner i sit Vaabenfelt;
Som hvert forundret Øre lukke,
Hvert Øie hylle tæt i Slør,
Som rede Trygheds bløde Vugge
Og laase Sikkerhedens Dør.

O, Sangens Gud, Du, Solens Herre!
Driv rask med Svøben paa Dit Spand,
Og skynd Dig med Din gyldne Kærre
Langt bort fra dette lille Land!
Din Søn skal ei Din Naade glemme,
Men prise yndeligt Dit Navn,
Og nævne Dig med henrykt Stemme,
Tryg i en sød og sikker Havn.

Han glemmer Dig ei!
Hvo kan vel glemme
Dine Øines kjærlige, dybe Blaa,
Der en uendelig Himmel gjemme, -
Naar han en eneste Gang den saae?

Han glemmer Dig ei!
Hvo kan vel glemme
Den ubeskrivelig søde Musik,
Som lever og bæver i Din Stemme,
Naar kun een Gang den til Hjertet gik?

338

Han glemmer Dig ei!
Hvo kan vel glemme
Dit Favntag, trykket ømt af Din Arm?
Den føler sig som i Himlen hjemme,
Der een Gang har hvilet ved Din Barm.

Han glemmer Dig ei!
Hvo kan vel glemme
Blomsten paa Dine Læbers Bred;
Hvis rene Sødhed kan bortskræmme
Fra Hjertet Alt, hvoraf det leed?

Du kan ei glemmes!
Blot een Gang manet
Ind i Din Yndes Tryllekrands, -
Og Alt, hvad Hjertet har haabet, anet,
Vil evigt beruse Sind og Sands!

Her paa Deilighedens bløde
Græs skal Dine Fødder gaae,
Og i Krattets Læ, Du Søde!
Dine Tanker Hvile faae.

Du skal Skovens Duft indaande
Som en Æther, stærk og sund,
Og bortdrømme Livets Vaande,
Og dets Lysglimt mindes kun.

Hist paa denne grønne Banke
Og ved Søens slebne Glar
339 Skal Dig blomstre mangen Tanke,
Som sin Sæd i Hjertet har.

Men Dit Øie skal Du følge
Skyen, Fuglen, naar paa Flugt
Over Dal og Bjerg og Bølge
De hensvæve, kjækt og smukt.

Speil Dig i den frie Himmel,
Duk Dit blonde Hoved ned
Mellem Markens Urtevrimmel,
Fyld Dit Hjerte der med Fred.

Lad hvert Blomsters milde Blikke
Lifligt Dig til Sjælen gaae;
Deres Smiil, det lyver ikke,
Det kan Du just stole paa.

Som en Daa spring ned ad Skrænten,
Læg Dig blødt paa denne Høi,
Følg ad Himlens Blaa med Glenten,
Som nu over Skoven fløi! -

Og det hele, skjønne Billed,
Fuldt af Glands og Farvepragt,
Skal i Hjertet staae opstillet
Med sin hulde Tryllemagt.

Det skal qvæge, det skal styrke,
Sende Straaler i Dit Sind,
Naar i Vintrens Slud og Mørke
Atter vi er dragne ind. -

340

Elskede! hvem mine Tanker
Er en evig trofast Bo,
Naar Dit Hjerte roligt banker,
Banker ogsaa mit i Ro! -

Du lagde Din Haand jo paa min Kind?
Du saae mig venligt i Øiet ind,
Mens jeg trykked mig til Din Side?
Ei anede Du, hvor jeg blev glad,
Mens jeg kyssed Din Skulders Lilieblad
Og begge Dine Øine blide.

Jeg glatted Dit duftende, blonde Haar,
Og lagde min Haand, hvor Dit Hjerte slaaer
Og hvor Smerten saa tidt tog Sæde;
O, jeg følte mit Bryst saa saligt let,
Min Sorg indslumred - den var saa træt -
Og mit Øie forglemte at græde!

Du taled; - og det var den gamle Klang,
Mit Hjertes søde, udvalgte Sang, -
Der gjennem Sjælen mig bæ ved.
Du, Yndigste paa den vide Jord!
Det var, som et huldt forjættende Chor
Hen over Strængene svæved.

O, lad os vandre en Aftenstund -
Blot een endnu - i den tause Lund
Alt under de høstgule Grene;
341 Og sværme et Øieblik, Bryst mod Bryst,
Og søge Hvile, Glemsel og Trøst
I Drømme - fortrolige, ene!

Læg Vedbendranken om min Hat
Med Dine kjære, kjære Hænder!
Den kjøler, Kig en Sommernat,
Naar bankende min Tinding brænder.

Af Laurbær har jeg ingen tjent;
De er og her tillands saa rare.
Tidt var det maadeligt bevendt
Med dem, som stoltelig dem bare.

Et Egeløv er sagtens smukt;
Men nuomtide sees Hveranden,
Som sine smaa Bedrifters Frugt,
At faae en Agernkrands om Panden.

Vi Alle Tornekronen faae
I Livet med fra Morgenrøden;
Dog Roserne, som er derpaa,
Gjør, at- den bæres let til Døden.

Men Vedbend er mit Hjerte kjær,
Dens mørke, stille Blad ei pranger;
Den hyggelig og trofast er, -
Den passer netop for Din Sanger!

342

Den svale Vedbend paa min Hat,
Omlagt af Dine kjære Hænder,
Skal kjøle, liig en Sommernat,
Naar bankende min Tinding brænder.

I Din Haand, i den høire,
Der staaer et hemmeligt Brev:
Det er Dit elskede Hjerte,
Der saa yndigt det skrev.
Hvergang min Haand Du trykker,
Mit Hjerte læser klart,
Hvad kun for Dig og mig
Er rigtig aabenbart.

Der lever i Dine Øine
Et Digt saa tankefuldt;
Det altid mig bevæger
Saa inderligt og huldt;
Det er saa rigt, mangfoldigt, -
Hvad jeg har lært deraf,
Det selv Du aner ikke,
Skjøndt saa gjerne Du det gav.

Din Gang er som en kraftig,
Strengt luttret Harmonie,
Der bærer frem for Sjælen
En livsalig Melodie;
Som Æolsharpens Toner,
Der komme og der flye,
Den aldrig sig gjentager,
Evig lige ung og ny.

343

O, følg mig med Din Tanke,
O, følg mig med Din Fod,
Og straal mig fra Dit Øie
Sød Fortrøstning og Mod;
Ræk mig Din Haand, den høire,
At jeg kan læse fro,
Hvad taus Dit Hjerte tænker,
Hvad mit tør haabe og troe.

Jeg seer Dig hisset tydeligt
At gaae langs mørke Graners Muur;
Det klæder Dig saa nydeligt
At færdes i den frie Natur.
Paa Møen, ved Deiligheden,
I røde Huus, ved gamle Rom,
Hvorhen saa Leiligheden
Din Fod paa Vandring førte om;
I Skov, i Dal, paa Høie
Du i Din Kjole, hvid som Snee,
Var altid for mit Øie
Saa ubeskrivelig sød at see! -
Jeg seer Dig eensom vanke
Og plukke hist og her et Blad;
Jeg tænker mig Din Tanke,
Og haaber, den er frisk og glad;
Jeg tænker mig Dit Hjerte,
Jeg veed, at det er ømt og stort,
Og haaber, at for Smerte
Det nu er lettet og frigjort;
Saa Du kan rigtig nyde
Med Freidighed, i fulde Drag
Det Bæger, som Dig byde
344 Nordfjeldes Alfer Nat og Dag.
Men Du maa ikke tømme
Det, saa Du dræber al din Tørst;
Husk paa, ved Sundets Strømme
Du lærte dog at drikke først:
Din allerførste Amme
Var Luften, som Dig tog i Favn,
Som her med Længselsflamme
Vil møde Dig paa Skibets Stavn,
Og synge for Dit Øre,
Hvad jeg fik lært den mangen Gang,
Og Hjertets Strænge røre
Liig Nattergalens Foraarssang! .

Saae Du ei tidt en Svale
Hist over krumme Kyst
Svæve, hæve sig, dale
Paa sine Vinger tyst?
Saadan væver min Tanke
Om Dig sit fineste Net,
Blomstrende som en Ranke, -
Skjøndt Du ei aner det.

Saae Du ei tidt en Stjerne,
Som Du ei forhen saae,
Tindre klart fra det fjerne,
Dybe uendlige Blaae?
Saadan stirrer mit Øie
Fast paa Din Vandrings Vei,
Hvor den sig end maatte bøie, -
Skjøndt Du aner det ei.

345

Hørte ei tidt Du blide
Luftningers lette Trin,
Naar de som Fløiel glide
Om Dit Øre, Din Kind?
Dybt fra mit Hjertes Vugge
Svæve de sagte frem;
Det er jo mine Sukke, -
Skjøndt Du ei aner dem!

Ret aldrig kan jeg glemme
Den allerførste Gang,
Da jeg min egen Stemme
Fik høre, at den sang;
Mit Øie stod i Lue,
Et Blus var paa min Kind,
Min Aande, som en Due,
Fløi ængsteligt ud og ind.

Der lød mig som en Dundr en
Henover Himlens Blaae;
Der blev en saadan Undren
I hver min Tankes Vraa;
Der brændte saadan Længsel,
Saa lueheed en Tørst,
Det blev en Spørgen, Trængsel:
Hvad griber jeg nu først?

Det var, som Vinger hæved
Mig op fra Jordens Skjød,
Igjennem Sjælen bæved
En Strøm af Vellyst sød;
346 Det var ret, som mit Øie
Blev mere skarpt og klart;
Det Dybe og det Høie
Mig syntes aabenbar't

Mig smiled Jord og Himmel,
Mig vinked Busk og Træer,
Den hulde Blomstervrimmel
Den blev mig nok saa kjær;
Solen var mere gylden,
Og Himlen mere blaa,
Og dobbelt riig var Fylden
Af Nattens Stjerner smaa.

Og for mit indre Øre
Vidt aabnet blev en Dør,
Fuglen, kunde jeg høre,
Sang sødere end før;
Mig Havets stolte Brusen
Meer streng, alvorlig var,
Som Orgelklang sin Susen
Hen om mig Vinden bar.

Jeg fatted Kildens Rislen,
Naar den blandt Roser randt,
I Snogens sagte Hvislen
God Mening jeg fandt;
Og Katten, som sig strakte,
Og Hundens kjække Vov!
Selv i mit Indre vakte
En Stemning der, som sov.

De vilde Dyr paa Marken,
Den Edderkop, som spandt,
347 Den blanke Fisk i Parken
Til sig min Tanke bandt;
Og Rankens klare Drue
Fik mig en anden Skik;
Der blev en himmelsk Lue
Af den jordiske Drik.

Og Mennesket - den Gaade
Saa dunkel og saa sær,
Jeg prøved paa at raade,
Endskjøndt den er saa svær.
Jeg vovede at g jætte
Hans Hjertes fine Skrift
Og klart i Lys at sætte
Hans Tanke og Bedrift.

Jeg tolked Fryd og Smerte
Med livligt Farvespil,
Som fra mit eget Hjerte
Jeg hentede dertil.
Var Sandhed reen fremstillet,
Og var der nogen Feil,
Saa var det dog et Billed
Ud af mit eget Speil.

Om Usselhed, om Styrke
Jeg sang, om Elskov, Had;
Det Lyse og det Mørke
Det lod jeg følges ad.
For Skjønhed og for Ære
Mit Indre blev opladt,
Og kunde næppe bære
I Huus sin rige Skat! -

348

Men langtid var jeg bange,
Jeg gyste selv saa tidt,
Naar mine lette Sange
Ud flagrede saa frit.
Fra Verden fjern og ene
Jeg fulgte Hjertets Trang;
Bag Rosenhækkens Grene
Helst luunt jeg sad og sang.

Men snart jeg hørte sige:
»Han synger ganske net!«
Jeg følte Modet stige
Og Hjertet mere let.
Saa lod jeg mig da trykke,
Og saa var det forbi
Med Eensomhedens Lykke
Og det Skjultes Trylleri.

Thi skjøndt jeg havde Glæde
Og næsten ingen Sorg
Af hvad jeg monne qvæde
I Hytte og i Borg,
Var jeg dog tidt bedrøvet
Og mindre fri og glad,
End da, som Fugl bag Løvet,
Jeg ubemærket sad.

Men aldrig dog min Stemme
Mig selv saa liflig klang
Og følte ret sig hjemme,
Som naar til Dig den sang;
Som naar den til Dit Hjerte
349 Sig turde trænge ind,
Og dulme lidt dets Smerte,
Og qvæge huldt Dit Sind!

Jeg takker Dig for hver en Stund,
Naar Du med Øie og med Mund
Helbredede mit Hjerte,
Og fik min Kummer lagt i Blund
Og friede mig fra Smerte.

Jeg takker Dig for hver en Gang,
Du fik mig vakt til Liv og Sang
Og tændt mig Lys i Tanken,
Saa jeg mig let fra Mørket svang
Med salig Hjertebanken.

Jeg takker Dig for hvert et Blik,
Som venligt mig imøde gik,
Liig Duft med Sommervinden,
Og farved som en Lægedrik
Mig Glædens Blomst paa Kinden.

Jeg takker Dig for hvert et Fjed,
Du vandrede, mens jeg gik med
Og støttede med Armen
Dm Arm, som Hjertet blusser ved,
Og fik min Deel af Varmen.

Jeg takker Dig for Alt i Alt,
For hvert et Solglimt, der mig faldt
350 Haab fuldt som Morgenrøden;
Du har mig jo Din Sanger kaldt,
Det bliver jeg til Døden.

En lille Steen Du her modtage,
Et Blad kun af en svunden Flor,
Et Glimt fra Kunstens klare Dage,
Som har forvildet sig mod Nord.

Den har vist lange Veie vandret
Og lagt sin Sæd i mangt et Bryst,
Og spiret der, og uforandret
I Skjønhed seet hvergang en Høst.

Hvis Haand har baaret den som Smykke?
Hvem fik den første Gang til Pant
Paa Troskab, Kiærlighed og Lykke?
Og Sandhed i Symbolet fandt.

Veemodigt drager den vort Øie
Hen over tusind Slægters Aar.
For Tiden maa sig Livet bøie,
Men evigt Skjønheds Værk bestaaer.

Lad denne Draabe af de Gamles
Paa Skjønhed rige Tankevæld, -
Den skjønne Tanke - lad den samles
Med sine Søstre i Din Sjæl!

351

Eros den yndige Dreng,
Med sine Fløiter for Læberne stod.
Villieløs, bævende
Psyche kom svævende,
Lokket hen over den duftende Eng,
Satte sig trygt ved hans Fod.

Nys laae hun fængslet i Svøb,
Drømte kun dunkelt; men Baandene brast,
Og i den smilende
Vaardag henilende
Hørte hun Fløiternes Triller og Løb, -
Henrykt hun standsed sin Hast.

Ømt var hans klingende Spil!
Sødeste Toner det var fra hans Bryst,
Luften opfyldende,
Smigrende, tryllende;
Sittrende sad hun og lyttede til, -
Salig hensjunket i Lyst.

Alt blev saa glimrende rigt,
Solen blev blankere, Himlen saa blaa,
Rosen meer duftende,
Vaarvinden luftende
Mildere; som i det yndigste Digt
Skabningens Skjønhed hun saae.

Ned fra Olympen et Tog
Daled, - en Skare, rødkindet og hvid.
Guldfagert lokkede
Genier flokkede
Sig om den Drømmende og hende drog
Høit over Rum, over Tid.

352

Du, som den Jubel fik skabt,
Eros! Du himmelske! naadig og huld
Hold de sødtklingende,
Salighed bringende
Toner ved Liv, til hun Vingen har tabt
Og vorder atter til Muld!

Den første Gang, jeg Hende saae,
Som nu er trofast ved min Side,
I Hendes unge Øine blaae
To store, blanke Taarer laae
Og saaes paa Kindens Roser glide.

Et Varsel! - ak, jeg saae jo tidt
De Taarer vandre samme Veie!
Jeg saae jo Alt, hvad hun har lidt,
Hvad hun med Mod ved Dag har stridt,
Mens Taaren væded Nattens Leie.

Dog Gud lod naadigt tidt mig see
De søde Øine glade smile!
De Smiil, de dræbte al min Vee,
De smeltede mit Hjertes Snee
Og fik min vilde Sjæl til Hvile.

D e frelste mig, - jeg veed det vist, -
De førte mig fra Nat til Dagen;
De drog mig - i den sidste Frist -
Bort fra min Fortids Afgrund hist,
Hvor jeg af Svimmel stod betagen.

353

- Derfor jeg takker ydmygt Gud
Hver Aften seent, hver tidlig Morgen,
At Han mig gav en saadan Brud,
Der slettede mit Skyldbrev ud
Og blev mig for min Frelse Borgen!

Jeg kan ikke rigtig finde
Mig i Skjebnens Tankegang,
Hvad den mener med at tvinde
Os vor Livstraad stram og trang.

Er vi skabt ei for hinanden,
Som to Blade paa een Green?
Som to Bølger, der.ved Stranden
Bliver strømmende til een,

Vil Du t roe mig, naar jeg siger,
At for hvert et Aar, der gaaer,
Min Beundring for Dig stiger,
Liig en Blomsterflor i Vaar?

Vil Du troe mig, naar jeg takker
Dig for hvert Minut, der svandt?
Thi skjøndt det mod Aften lakker,
Seer mit Blik dog netop grant.

Vil Du troe, at Dig til Døden
Er mit Hjerte lige ømt
Viet, som i Morgenrøden,
Da vi Begge to fik drømt?

354

Vil Du troe mig, i den Skabning,
Som Natur Dig førte i,
Altid jeg i taus Fortabning
Seer D/77 Skjønheds Harmonie?

Vil Du troe mig, naar jeg tænker
Kun med Sorrig og Besvær,
At den Stund, da Livets Lænker
Briste for os, er saa nær?

Vil Du troe mig, at jeg haaber
Paa en Trøstens Evighed,
Hvor et Jordlivs bittre Draaber
Vorde Sæd til Fryd og Fred?

Jeg takker min Hustrue for hvert et Blik,
Som fra hendes kjærlige Øie jeg fik.

Jeg takker min Hustrue for hver en Tanke,
Hun bragte til Liv, som Vinens Ranke.

Jeg takker min Hustrue for hver en Stund,
Hun lagde mit vildsomme Sind i Blund.

Jeg takker min Hustrue for hvert et Ord,
Der Kig et Solglimt til Hjertet mig foer.

Jeg takker min Hustrue for hver en Gang,
Hun smilede og vækkede mig og min Sang.

355

Jeg takker min Hustrue for dette Alt,
Der som en Balsam paa Hjertet faldt.

- Men især fordi Du, saa mild og from,
Tidt taug og tilgav og fældte ei Dom!

Du veed det ei, Du troer det ikkeheller,
Men sandt det er, at hver min Vandrings Dag,
Ja, hvert Minut, som Dagens Timer tæller,
Dit Navn gjenlyder mig i Hjertets Slag.

Jeg holder af Dig - Dig alene
Blandt Alt, hvad ellers man kan mene
Er dyrebart paa denne Jord;
Thi vist jeg veed, og det er Sanden,
At Du alene, ingen Anden,
Fik vakt mit Liv til bedre Flor.

Jeg holder af Dig, thi den Smerte,
Da Slethed i mit usle Hjerte
Saa lang Tid dybe Rødder slog,
Den læged Du, da med Dit Øie,
Der ligner Himlens Blaa den høie,
Du mig fra Mørkets Afgrund drog.

Jeg holder af Dig, som Du vandrer,
Mens ei et Fodtrin Du forandrer
Fra det, der bragte Dig saa vidt,
356 Saa det, der gjør Dig selv saa yndig,
Som Du mig gav, skjøndt jeg var syndig,
Ved Kiærlighed blev halvt til mit.

Men Den, jeg ikke holder af,
Som drukner i min Harmes Hav,
I Selvforagtens stride Elv, -
Det er mig selv - det er mig selv!

Jeg takker Gud, at han mig gav
En Hustru yndig, klog og brav,
Som jeg tør elske tro, til Død og Grav
Mig snart som visnet Blad vil plukke af.

357

BEMÆRKNINGER.

Tekstgrundlaget for nærværende Udgave er Førsteudgaverne, som med Hensyn til Blandede Digte angivet i Indholdsfortegnelsen og med Hensyn til Digte »Til Een« i en samlet Oversigt foran Noterne til disse.

Afvigelserne mellem Førsteudgaverne og »Samlede Digtninger« (1860) vedrører næsten kun Ortografi og Tegnsætning, der er blevet normaliseret. Liebenberg var Digteren behjælpelig med den samlede Udgave.

Liste over Tekstrettelser i nærværende Udgave findes paa Bogens sidste Sider.

I »Til Een« er gennemført stort Bogstav i anden Persons personlige Pronomen, der anvendes i de enkelte Digtsamlinger undtagen i »Haandtegninger« (1846).

De efterladte Digte, der er medtaget, er trykt efter Manuskripterne paa det kgl. Bibliotek (Ny kgl. S. 2816. 4. I-II). ,

Litteraturhenvisning,
I Almindelighed kan henvises til: P. L. Møller: »Kritiske Skizzer« (II, 1847); Q Rosenberg i »Dansk Maanedsskrift« (1861); Georg Brandes i »Danske Digtere« (1877, optrykt i »Samlede Skrifter« II); Nicolaj Bøgh: »Chr. Winther. Et Livsbillede« (I-III, 1893-1901); Poul Levin: »Chr. Winther« (1896, i Studentersamfundets Smaaskrifter); Vilh. Andersen i »Illustreret dansk Litteraturhistorie«.

Se iøvrigt Bemærkningerne til de enkelte Afdelinger og Digte.

En Hjælp til Noterne har Nicolaj Bøgh's Bog været, hvad det biografiske Stof angaar. Her henvises en Gang for 358 alle til denne. Af det biografiske er ikke det privat-biografiske medtaget: Navne paa ellers ukendte Personer, til hvem Digtene er skrevet o. s. v.

I »Museum« (1896) er aftrykt to Breve fra Winther, hvori han angiver Sted og Tilblivelsestid for en Del af sine Digte. Disse Angivelser er i Noterne i en Parentes vedføj et de enkelte Digte.

Iøvrigt har det været at tage fat paa bar Bund.

BLANDEDE DIGTE.

3 Studentervise. Skrevet paa Regensen 1820. thers først trykte Digt. Offentliggjordes i Rosenkildes »Brevduen« (1820, Nr. 5, den 26de Juni). Til Melodi af Ernst Krøyer blev den sunget ved det Gilde (5te Juni, 1820) i Regensgaarden, der gav Anledning til Studenterforeningens Stiftelse. Om det Indtryk, Visen gjorde paa Deltagerne i Festen, skriver den senere Biskop G. P. Brammer: »Baade Sangens Indhold og Melodi vare begejstrende for os Alle ..... Det var en opløftende, uforglemmelig Aften, fordi den vakte eller oplivede Følelsen af vort Kald, særligt til at blive Fædrelandets værdige Sønner som Videnskabsmænd, og levendegjorde broderlig Samfundskjærlighed til hverandre« (citeret H. C. A. Lund: »Studenterforening gens Historie« I, 53-54).
Paa sin 70-Aars Fødselsdag modtog Winther en Skrivelse fra Studenterforeningen med en Tak for hans Betydning for denne, da han som en af Bannerførerne med sine Sange »gav hele det danske Studenterliv et nyt og hidtil ukjendt Indhold« (citeret N. B. III. 362).

4 Højskolen Universitetet. Haandtag Haandslag, især som Bekræftelse af et Løfte.

5 Fadderne synge. Egentlig et Lejlighedsdigt til en Barnedaab (Foraaret 1822) hos Sognepræsten i Øster-Ulslev paa Laaland, Isac Sidenius, Chr. W.s Skolekammerat, gift med Trine Møller.

7 fyre i (spøgende og vulgært) nyde berusende Drikke

7 Indskrivter paa min Søsters Rokkebrev.
359 Skrevet 1823 under Chr. W.s Ophold hjemme i Købelev Præstegaard. Digtet er blevet til paa den Maade, at han bad sin »Søster« Petrine Møller, om hun hver Lørdag vilde give ham Papiromslaget omkring Hørtotten paa hendes Rok, det saakaldte Rokkebrev. Efterhaanden fyldte han saa det hele med Digtet, hvis enkelte Afsnit saaledes svarer til de forskellige Lørdage.

7 Da Adam kom fra Paradis,
Winther har maaske tænkt paa det gamle Vers (af Rostgaard eller Helt):

»En Bonde Adam var og maatte Ploven køre,
Saa maatte Adams Børn og vore Fædre gere.«

Et lignende Vers af den engelske Bondedigter John Ball (14. Aarh.) lyder i Oversættelse af Søren Terkelsen:

»Da Adam grov, og Eva spandt,
Hvo var den Tid ræt Hoffuemand?«

9 vise Sprog Sentenser, korte fyndige Ytringer (Sml. Ordsprog). Lafontaine August Heinrich Julius Lafontaine (1758-1831), tysk Romanforfatter, hvis Bøger havde vundet stor Popularitet ved deres sentimentale, borgerlige Præg. Rudolph Bay (1791-1856), paa Winthers Tid yndet som Komponist, især af en Række melodiøse, men noget sødlige Romancer.

10 Herregunst en fornem Herres Yndest. Sml. Ordsproget: Herregunst og April-Veir varer ikke længe ved. (P. Lolle).

12 Beileren paa viden Jord. De enkelte Digte i fjerde Afdeling knytter sig ikke til bestemte historiske eller litterære Personer. W. har taget de for hvert Land typiske eller mest kendte Mands- og Kvindenavne. Situationerne har paa samme Maade Sigte paa det efter den almindelige Opfattelse karakteristiske for de enkelte Lande.

14 England Strofen giver Udtryk for Opfattelsen af England som en Handels- og Kræmmernation. 360
Indien Den saakaldte Hovedjagt var bl.a. udbredt paa visse Steder i Indien og Øerne i Stillehavet.

14. Jeg var en Jomfru saa rank og skjøn, Hørdyrkning var tidligere almindelig Landet over, ophørte i 1880'erne. Hørberedning skildres i det store og hele ens i de mange Beskrivelser, der nu findes af »dansk Bondeliv« [se en Normalskildring i »Danmarks Folkeminder« Nr. I, 50-52]. Naar Hørren var trukket op [ruske, røske], blev den spredt paa flad Mark for at Regn og Sol kunde løse Taverne, i Tilfælde af tør Sommer blev den sænket i en Mergelgrav e. l. Den skulde saa tørres over en »Hørgrav« eller »Brydegrav«, et Hul i Jorden med Stænger over. Naar den var tør og stiv, skulde den brydes [eller brages]: ved Hjælp af et særligt Redskab blev Stænglerne knust, saaledes at Taverne blev fri. Den var saa tjenlig til Skætning [eller Skagning]. Hørren blev lagt paa et Skættetræ [Skage fod] og bearbejdet og banket med en Skættehaand [eller Skagehaand, minder i Form om en bred Sværdklinge med Fæste]. Endelig hegles eller kæmmes Hørren og naar en Hørlok er færdig dannes der et Hovede eller Knude paa den. 12-16 Lokker bindes sammen til en Hørkrans. Paa denne Maade gemmes den hen i en Kiste, indtil den skal spindes. Naar Hørren er spundet, vikles Garnet fra Tenen op paa en Haspe. For yderligere at blødgøres bliver det, hvis det er Linnedgarn, kogt i Askelud, og vindes saa til Nøgler. Garnet er dermed tjenlig til Vævning, Det fastgøres som, Rendegarn paa Væverbommen eller oprulles som Islæt paa Spoler, der sidder i Skytten, et baadformet Redskab, hvormed Islættraaden bringes ind i Rendegarnet, idet Skytten under Vævningen skydes eller kastes frem og tilbage imellem Rendingen. Med Slagbordet slaas Islættraaden fast. Winthers Digt, der er fremgaaet af Præstegaardssønnens Fortrolighed med gammel dansk Bondesæd, er paa en Maade vendt tilbage til sit Udgangspunkt. I det Falsterske Bondelivsbillede »Livet i Klokkergaarden« [ved Fr. L. Grundtvig, »Danmarks Folkeminder« 1909, I-II] fortælles: 361 »Moderen sang ofte en Vise om Hørren og dens Skæbne; men Lars Rasmussen mindes kun nogle enkelte Linjer. Den begyndte nok saaledes:

Jeg var en Jomfru, saa rank og skøn,
min Kjole den var af Silke gren.

Siden hed det:

Med Spolen paa Væven jeg løber omkap,
og faar saa mangen en vældig Rap.«

15 Vinterlandskab (1827).
den hvide Maag. Formen Maag for Maage er ellers ukendt, vist her af Rimnød.
Ranglesnog Ordet er dannet af Winther i Analogi med Rangleslange Klapperslange.

18 Phantasie (Regensen 1820). Under Titlen »Til J. F.« første Gang trykt i Rosenkildes »Brevduen« (1821, Nr. 30, den 25de Juli). Digtet er skrevet til Jacobine Fritsche i Aalborg, en i sin Tid meget fejret og bekendt Skønhed. Winther kendte hende ikke, da han skrev Digtet, traf hende først en 7-8 Aar senere, da hun var blevet den svenske Konsul Hollenius's Hustru. Hun bevarede Winthers Hyldestdigt med Stolthed og fik efter eget ønske det haandskrevne Digt med sig i Graven.

18 cimbrisk jysk.

23 Naar kommer Høsten (Købelev 1823).

25 Hilsen (1827).
Tubarose, almindeligere Tuberose, en Blomst af Narcisfamilien (Polianthes tuberosa).

26 Flyv Fugl, flyv (1825). Omtales i Digtet »Vandring og Opdagelse« som »hiint forfløine Fuglebrev«. Se Noter til Digtet Side 368. Hartmanns bekendte Melodi til Digtet er fra 1837. En Analyse af Digtet findes i Hans Brixes »Favre Ord«.

27 Haandværkssvenden synger (Ehlers Kollegium 1825).

28 Depart Afrejse.

29 O! var jeg ! (Regensen 1820).
362 Golkonda By i Forindien. Tidligere Hovedstaden i et stort Rige. Berømt for sine Diamantsliberier.

30 Sonet (1826).

31 Hvordan hun er? (1827).

34 Rankens Datter (1826).

36 Amor Jesuita.
Tamarisk Busk med smaa grønne Blade og hvide eller rødlige Blomster. Vokser i Sydeuropa. Dyrkes hos os i Haver som Prydplante.

40 Jeg elskte Fogdens Datter. (Købelev 1822).
Om sidste Strofe, som C. Molbech, der 1853 vilde optage Digtet i en Antologi, ønskede ændret, skriver Winther, at han mener: »i Slutnings verset netop - skjøndt aldeles uden at reflektere derover - at have truffet det eller de rigtige Udtryk for en vild Fortvivlelse, en bitter Ironi« (citeres hos N. B. II, 359).

42 Ridder Kalv (1826)
Bygget over en Anekdote i Arild Huitfeldts »Danmarks Riges Krønike« (II. 1652), hvorfra den er overgaaet til de senere Historieskrivere. En kritisk Undersøgelse af den historiske Kerne findes af A. D. Jørgensen i »Historisk Aarbog« (1878, 219-228). Hvor Huitfeldt fortæller om Valdemar Atter dags Kampe med de oprørske jyske Lensmænd, meddeler han blandt Begivenhederne i Aaret 1359: »Udi dette Oprør I falt Erland Kalff fra hannem j som inde haffde Ribe f Hand fick Mogeltonder og Gram derfore udi Forlæning« (Side 519). Om Tildragelserne i 1360 berettes: »Erland Kalff lod forsone sig paa den tid med Kong Woldemar j oc falt hannem til igien [ med try Skat / Ribe / Møgeltønder / Gram. Deroffuer sagde Kong Woldemar om hanenm: Kalff j er en god Ko / i fior gick hand bort som en Kalff / nu er han som en Ko j kommen igien j med to« (Side 521). Winther forholder sig frit til de historiske Enkeltheder. En enkelt Unøjagtighed er kommet ind. Kalv gik ikke over til Grev Gert, men til hans Sønner, Greverne Henrik og Klavs af Holsten.

42 Hovmænd Mænd i Konges eller Høvdings Tjeneste.
363 Eske Brok Den følgende Række Navne er spøgende Allusioner til gamle Adelsnavne, Skjoldemærker og Slotsnavne. Sml. i »Ringens Indskrift« [tredie Bind].

43 Søhaner Sørøvere, Fribyttere.

44 Randersøl Det saakaldte Randers Burøl. Omtales første Gang i en Gildeskraa fra 1417. Var berømt gennem det 16. og 17. Aarh. Holberg skriver i »Peder Paars«: »Det fede Randers 01 gav Lyst til mere Snak«.

48 Brev fra Kiel til Anna Mathea. Dette Digt og »De høie Steder« (der ikke er medtaget) stammer fra Winthers Udenlandsrejse til Italien (1830-1831) og er skrevet til Anna Mathea Aagaard, Datter af hans gode Venner paa Iselingen (ved Vordingborg), hvor han ofte var i Besøg. Inden sin Rejse havde han været paa Iselingen for at sige Farvel og havde meldt sin Ankomst i et langt naivkspøgende Rimbrev til den ældste Datter, den fjortenaarige Frederikke. (Brevet er citeret hos N. B. II, 136).

49 Den Danske kalde de Hr. Meier! Tankegangen i Strofen er at skildre Modsætningen mellem Kiel, der endnu har Mindelser om Danmark, og Hamborg (hvortil Digteren skal rejse), der af Winther opfattes som Handelsbyen, hvor man bedømmer Folk efter Pengene og hvor Danskeren - som det ogsaa er kendt andre Steder fra - aabenbart har haft Ord for at være en dreven Forretningsmand. Meier kan paa Tysk bruges nedsættende om Jøden.
I denne By her er et Folkeslag, Denne og den følgende Strofe skildrer Studenterne ved Christian-Albrecht Universitetet i Kiel. Winther, hvem Modsætningen mellem dansk og tysk Studenterliv naturligvis har slaaet, nævner en Del karakteristiske Træk, der kendes fra andre Skildringer og Billeder af tyske Studenter [se Friedrich Schulzer og Paul Ssymank: »Das deutsche Studententum von den ältesten Zeiten bis zur Gegenwart« 1910].
Farverne rotsweiss og den røde Hue omtales i Beskrivelser af Kielske Burschenschaft-Foreninger [se A. Halling: »Die ersten 100 Semester der Burschenschaft 364 »Teutonia« in Kiel« 1906, Side 15], kun markeres Farverne almindeligt ved særlige Baand, ikke ved kulørte Skjorter.

50 Sang i Dalen (1832).
Gritli, Diminutivform af Grif (af Margareta), et schweizisk Kvindenavn.

51 Sennerhytte (Tysk) Sæterhytte (i Tyrol og Schweiz), hvor Alpehyrden bor om Sommeren. Tjener tillige som Stald og Plads for Tilberedning af Osten.
La du, da dui Omkvædet efterligner Tyrolervisernes Jodlen.

52 SangpaaFjeldet (1832). Skrevet til en Schweizermelodi, som en af Winthers Venner, Koncertmester J. F. Frølich, havde nedskrevet og gjort ham bekendt med.
Trensen let Bidsel uden Stænger.
Nina Navnet er almindeligt i schweiziske Folkesange.

53 Matrosen.
Skrevet i Studenterforeningen 1825.
engelske Blus og Brande Københavns Bombardement 1807.

55 Baadsmandsmat Underbaadsmand, Underofficer paa et Orlogsskib. [Hollandsk maat Fælle, Kammerat].
Rud Otte Rud [1520-65], kendt fra Svenskekrigen, hvor han overtog Kommandoen efter Herluf Trolles Død (1565), gjorde sig især berømt i det blodige Slag i Farvandet mellem Nydyb og Bornholm. Blev tagettil Fange. Døde nogle Maaneder senere af Pest i Fængsel paa Svartsjö Slot i Mälaren.

55 Elskovsseglet (1829).

60 En Sommernat (1834).
En Analyse findes af Hans Brix i »Gudernes Tungemaal«.
Kærlighedens Bliv Kærlighedens Skaberord, Skaberbud, Besjælingskraft.

64 Aftenmøde (1835)
stalke gaa med lange, høje Skridt, som paa Stylter.

66 Reel og Contraseire gamle Turdanse. Reel nævnes ofte i Skildringer af dansk Bondeliv, sjældnere »Com 365 tra Sejer« (saaledes i »Landsbyliv i Hornsherred« i »Danmarks Folkeminder« Nr. 4, Side 57) eller Koru frase j re (i »Fra Hedeboegnen« i »Danmarks Folkeminder« Nr. 26, Side 120).

67 Sielland. Paabegyndt i Rom og færdigskrevet i København 1834.

68 Karm Ramme, Indfatning (SmL: Vindueskarm, Dørkarm, Brøndkarm).
Brokken Grævlingen.

69 vatret forsynet med bølgeformede Striber eller Figurer.
Krogen eller Ørekrogen var det gamle Navn paa det Slot, der anlagdes af Erik af Pommern (1423) og paa hvis Plads Frederik den Anden lod opføre Kronborg.
Volmers Slot Vordingborg Slot, bygget af Valdemar den Første. Men især er Valdemar Atterdags Navn knyttet til det med Gaasetaarnet (se »Henrik og Else«). Sammen med Gurre var Vordingborg hans Yndlingssted.
Næs Refsnæs Odde.
Axelstad København, efter Absalons »danske« Navn Aksel.
Langlegen (især Norsk) langagtigt Strengeinstrument i Smag med Citren.

70 Fra Høiden, over Skoven Strofen er et Erindringsbillede af Udsigten fra Præstegaardshaven i Fensmark. Se Indledning Side VI.
Brasen Fisk af Karpeslægten. Gisselfeld var kendt for sine Fiskedamme. Til Slottet hørte ogsaa en Dyrehave.

71 Skovklosters Haller Herlufsholm. I Næstved grundlagdes 1135 et Kloster, der omkring 1200 blev flyttet ud Nord for Byen, hvor det efter sin Beliggenhed blev kaldt Skov-Kloster. Ved Reformationen inddrog Kronen - Klgstergodset og 1560 kom det i Herluf Trolles Besiddelse. Han skænkede det til Stiftelsen af en lærd Skole for »Ædlinger og andre ærlige Mænds Børn i Danmarks Rige«.
Pebling gl. Betegnelse for Latinskoleelev.
Søkrigens Kjæmpe fører med Slottet Passiar. Det er 366 sandsynligt - som antydet af Viin. Andersen - at Strofen er et Erindringsbillede fra et af Kobberne i Erik Pontoppidans »Danske Atlas«, hvoraf anden Tomus giver Beskrivelsen af »det Siælandske Stift«. Kobberet viser Kronborg og Øresundsindløbet, fuldt af Skibe, hvoraf et udveksler Hilsningssalut med Slottet. I Teksten (Side 269) skriver Pontoppidan: »Cronborgs Slot og Fæstning er, efter Navnet, noksom bekiendt, baade uden og indenlands, særdeles hos de Nationer, som drive nogen Handel og Søfart i Østersøen, da deres Skibe der maa stryge Seil, og med nogle CanonSkud hilse det Kongelige Danske Søe-Flag, som sædvanligen vayer fra een af Bastionerne«.

72 Da sætter den gamle Konge sig paa sin hugne Steen. I Frederiksborg Slotshave vises endnu Chr. IV's Sten med hans indhugne Navnetræk og Aarstallet 1628. / Hledres tætte Skove - Gudinden Herthas Vogn. Tacitus's Beskrivelse af Germanernes Nerthus-Dyrkelse (»Germania« Kap. 40) var af Oldforskerne i det 17. og 18. Aarh. (Ole Worm, Stephanus, H. P. Anchersen) lokaliseret til Sjælland og nærmere bestemt Ærtedalen ved Lejre. Ved en Misforstaaelse (Tekstens Nerthum læst som Hertham) var Gudindens Navn opfattet som Hertha og Ærtedalen blev omdøbt til Herthadalen. Traditionen optoges af Ewald og den senere nordiske Digtning. Om Enkeltheder i Sagnet har Winther kunnet læse i »Danske Atlas«: »Ærtedal .... kalder bemeldte Autor (Stephanus i Udgaven af Saxo 1645) Vallis Hertæ deæ, og at denne formeente Gudinde just her skulle have haft sin mysterieuse Dyrkelse og sit Billede, som paa en Vogn blev omført i Procession, følgeligen bemeldte Æ r t e d a l være det Castum nemus, som Tacitus sætter paa en Ø, der snarere end nogen anden, svarer til Siæland, derom haver vores Høylærde Hr. Justice-Raad og Professor P. J. Anchersen skrevet en heel Bog, til hvilken de henvises, som derom ville vide noget meere«.

73 Til Træet
367 Træet er den bekendte Lind, som Regensprovst A. C. Hviid 1785 plantede i Regensgaarden.
74 Musasøn Videnskabsdyrker, Student.

75 Vandring og Opdagelse
Skrevet til Alvilde Miiffelmann [se Indledning ] til "hendes Fødselsdag.
Ren Calad jag spår och tror Bellmanns Epistel Nr. 42: »Rörande kortspelet på Klubben«. Kalad er en Kortspilbetegnelse i Triset.
Digtet skildrer en Spadseretur, hvis Udgangspunkt er den Miiffelmannske Sommerbolig »Fuglsang« ved den saakaldte Prinsessesti, med Haven strækkende sig ned til Lyngby Sø. Fra Haven gaar de umiddelbart ind i Skoven (omkring Lottenborg) og skraat op over Bakken ud paa Frederiksdalvejen (tidligere kaldet Humletoftevejen). Et Stykke fremme paa den gør de en Afstikker op paa Prindsens Høi [nu Prinsessehøj]. Omtrent fremme ved Skoven omkring Frederiksdal Slot ser de Landstedet Spurveskjul, og da de er fri af Skoven, aabner den vide Udsigt sig for dem over Furesøen med Mølleaaens Udløb og Hjortholmruinen [hvor nu Broen er]. Ad en Vej, der nu ikke helt lader sig paavise, er de gaaet op langs den østlige Side af Furesøen. Kort efter at have passeret Aagesholm (tidligere Kaningaarden) er de drejet af til Venstre ind paa det Næs eller Pynt, der nu af Beboerne kaldes Lokkedam [Luknam; oprindelig Kaninholmen]; her har de vandret omkring og gjort deres Opdagelse: den gotiske Ruin. De er saa gaaet tilbage til Hovedvejen og fortsat ind igennem Skoven eller Parken omkring Næsseslottet (tidligere Dronninggaard) ad Holte til, men er drejet af til Højre og er skraaet over Markerne til Virum og videre til Lyngby.
Den nøjagtige Stedsbeskrivelse og de mange private Hentydninger er som et karakteristisk Træk ved Digtets Genre overtaget fra Bellmanns Epistler, som Digtet i det hele efterligner. Bellmann var takket være Heiberg kommet paa Mode i Tiden. Bellmann-Pasticiterne 368 florerede, bi. a. Hertz i Hørsholm-Digtene og Aarestrup i »Charlottenlund«.
Nicolaj Bøgh har i Winther-Biografien kommenteret Digtet (II, 222-231), hvor hans Oplysninger i det følgende er brugt, er det angivet ved en Stjerne.

76 Ole *Müffelmanns Gartner. Peter *Alvildes Broder. Baadsmand *Den, der betjente Christian den Ottende ved dennes Sejladser paa Lyngby Sø.
Hr. Dumenils Kager *Dumenil havde været Frederik den Syvendes Lærer i Fransk, havde været Napoleons Sekretær paa Toget til Ægypten, havde nok ogsaa deltaget i den græske Frihedskrig, men levede nu i Danmark - en lang Tid i Lyngby - og var undertiden Gjæst i Miiffelmanns Hus. Her fortalte han om nogle Vafler, som en Kone, der boede paa Vejen forbi Hummeltofte, lavede, og som man kunde kjøbe; han fik hele Selskabet med dertil, og de overværede da, at en Hundehvalp faldt ned i Vaffeldejen; Madammen tog den op, gned Dejen fra Poterne ned i Fadet og bagte videre.
Svendsens Sommerbal *Svendsen var Bestyrer paa en Gaard (tilvenstre paa Frederiksdalvejen), som Müffelmann og Tutein ejede i Forening.
Bestyreren holdt hvert Aar et Høstgilde, hvori Miiffelmanns og Tuteins ofte deltog.
Ernestine en Søster til Tandlæge Ludvig Voss, der var gift med Alvildes Søster Thora.

77 Spurveskjul, et Lyststed, bygget af Maleren Abildgaard. Ligger til Højre ved Vejen lige inden Frederiksdal Slot. Ejedes af kgl. Skuespiller L. P. Eenholm (se Sterm: »Beskrivelse over Kjøbenhavns Amt« I, 361. 1834). Her boede nogle Somre - rimeligvis i Sidelængen - Kunstnerparret Larcher: Pierre Joseph Larcher, Solodanser ved det kgl. Teater, og den bekendte Skuespillerinde Frederikke Nicoline Larcher. Det er aabenbart dem Winther hentyder til.

78 Fætt'ren *Fru Miiffelmanns Moders Søstersøn Casalis fra MontpelHer.
Hiint forfløine Fuglebrev sigter til »Flyv Fugl«, der altsaa 369 er skrevet paa Skrænten eller Højen ved Mølleaaens Udløb af Furesøen, der hvor tidligere Hjortholm Slot - fra det trettende Aarh. - laa.

80 vermeille karminrødt, a merveille henrivende.

Der paa Pynten staar Capellet Dronninggaard (nu Næsseslottet) kom 1781 i Frederik de Coninchs Besiddelse. Han var en af Datidens store Handelsmænd og efter fransk Mønster gjorde han sit Landslot til Samlingssted for Datidens Matadorer og Kulturmennesker. Omkring Slottet anlagde han en stor Park i italienskhollandsk og engelsk-kinesisk Havestil med Lysthuse, Skulpturer, Søjler, Grotter o. s. v. I Dronninggaards Haveomraade var ogsaa Kaninholmen inddraget og Parkstilen havde ogsaa sat sine Spor her. Midt imellem Træer og Buske var rejst en gotisk Ruin, som stod der langt ned i Tiden. Nogle Sten markerer endnu, hvor den stod. Se udførligt i E. Nystrøms »Søllerød Sogn« (1911), hvori Side 218 et Billede af Ruinen.

85 Flugten til Amerika (1833)
Ideen til Digtet fik Winther i det Muffelmannske Hus, hvor Fru Miiffelmann en Dag læste et Brev højt, hvori en Søster af hende fortalte om sine to Drenge, Emil og Peter, der havde villet løbe bort for at blive et Par Robinsoner.

89 Dandsen i Skoven (1834)
saa hyt, naar Trommeskindet ramler saa er Pokker løs! naar Trommerne lyder, hyt en gammel Interjektion. ramle (i den ældre Betydning) buldre, rumle.

94Vaabendragerens Eed (1834)
I Anmærkninger til »Nogle Digte« (1835) har Winther nævnet sin nærmeste historiske Kilde til Digtet, en Afhandling i »Danske Magazin« (1747; III, 194) med Titlen »Nogle Lærdes Betænkninger om en gammel Tavle i Stubberop Kirke udi Fyen«. Følgende Sted heraf har han særlig benyttet: »I Sognet er en Tradition om en Pige, som den Nat, Marsk Stig blev indsat i Stubberup Kirke, og efter det Lys, hun uformodentlig saae paa Kirke-Vinduerne, dristede sig til at gaae derhen, og derover fandt et kosteligt Stykke Fløiel, som havde 370 været ved Liget. Men hendes Brudgom, som kiendte Fløielet, som hun havde sat for sine Puder, slog hende derfor ihiel sin Bryllups-Nat, og heller vilde miste sin Brud, end see, at hans Herres Lig skulde blive røbet, da han havde dræbt en Konge« (196). Her har Winther ogsaa kunnet læse en Beskrivelse af Marsk Stigs Vaaben; »Neden for [5: under Tavlen] staaer hans Vaaben, som er en bleg guul Stierne med 7. Kanter i en mørk blaa Bond eller Feld«.
/Winther har dog ikke nøjedes med denne Beretning, men har slaaet op i Arild Huitfeldt og har fundet: »Marsk Stigs Lig bleff hemmeligen ført fra Hielm / oc om Nattertide begraffven udi Hintzeholm Kirke J aff nogle aff hans Svenne j thi de icke vilde / at nogen skulde vide hans Leyersted j sit icke paa hans døde Legeme j udi fremtiden skulde skee nogen Grumhed, dog fandtis der en Pige / som om Nattertide j haffde seet Lius udi Kircken j oc hannem at blifue indbaaren; hun gaff siden Presten det tilkiende / oc bleff hans Graff siden randsaget j dog Presten icke viste hu em der laa / oc det Fløyel hannem vaar paalagt j bleff aff tagen j oc Pigen fick sin deel der aff. En anden tid hende det sig / at denne Pige fick en aff Marsk Stigs Svenne, som kiende samme Fløyel j oc saa det vaar sat paa en af hendis Puder; hand spurde hende at j huor hun vaar der til kommen j da sagde hun hannem det / oc befryctendis at hun skulde obenbare huor hans Lig vaar / myrde hand hende«. En Undersøgelse af »Sagnet om Marsk Stigs Begravelse« af Hans Ellekilde findes i »Beretning om det andet danske Hjemstavnskursus, Kerteminde« (1925).

97 Børen Baaren, Ligbaaren.

99 Skiven Bordet, Bøste Skinke (Flæskebøste), Lutendrank Kryddervin, af Mellemnedertysk lutterdrank krydret og afklaret Vin, Klaret.

100 i Liin og Hue stod Naar Bruden var danset af Pigelaget satte Brudgommen den sorte Konehue paa hendes Hoved.
371 Sparlagen Sengeomhæng, her i mere almen Betydning: Teppe.

104 Beppina
Winther sendte Digtet med et Par Castagnetter til Josephine Lütthans, en yngre Søster til hans senere Hustru. I Scribes »Fiorella«, der 1838 blev opført paa Det kgl. Teater, var indlagt den spanske Nationaldans »Cachucha«. Det blev Mode, at unge Piger ved Privatforestillinger eller i Selskaber dansede denne Dans. Josephine Lütthans var en af disse. Med »den landlige Bo ved det danske Sund« menes den Lütthanske Sommerbolig i Skodsborg, Til Frk. Liitthans er ogsaa Digtet »Tak for Blomsterne« (»Samlede Digtninger« IT, 3), hvori han takker hende for »Vandring gjennem Moserne, - i Skov, ved Søens Bred, - for »Cachucha« og for Roserne - og al anden Venlighed!«

106 Mathildes Hænder
Skrevet paa Opfordring af Alvilde Miiffelmann til hendes Veninde Mathilde Viborg, som Winther havde kendt fra hun var en lille Pige. Hun fik Digtet overrakt af Alvilde paa et Bal (se de to sidste Strofer).

107 Carrara By i Mellemitalien, berømt for sine mange Marmorbrud.

110 Ravnens Quide.
Digtet har sit Forbillede i folkelige Fabeldigte som Bremsen og Fluen (se Nyerups »Udvalg af Danske Viser« (fra 17. og 18. Aarh.), II, 104, 1821) og Fornyelsen af Genren med Poul Møllers »Torbisten og Fluen« (1818). Ravnen er af Winther skildret som i Folketroen, med Tilknytning til Ordsprog, Talemaader o. s. v.

111 sødet kogt
bænkes ved Galgens Kroppe Sml. Ordsproget »Gid du maa blive til Ravnemad« (Peder Syv), Udtryk som Galgenfugl, Ravnebakke (Galgebakke).

112 Fast Guldet mit Øie blinder Ravnen (ligesom Skaden) opfattes som tyvagtig. Sml.: Stjæle som en Ravn.
Og hvo, som forstaaer min Tale. Fra de ældste Tider troede man at kunne spaa efter Ravnens Skrig (eller 372 Flugt). Ravnen var en af Apollos hellige Fugle og O din havde sine to Ravne.

118 Serenade
I »Sang og Sagn« (1840) oplyser Winther i Anmærkninger: »Denne røde Neglike eller Rose,« - fortalte en ung Mand mig, - »som min Herre seer de unge Piger her i Carrara bære over det høire Øre mellem Lokkerne, have de faaet af deres Elskere. Ved Processioner, Spadseregange eller andre Leiligheder, naar man tør nærme sig hinanden, rækker man sin Udvalgte Blomster som en taus Erklæring. Forærer hun den bort til een eller anden medfølgende Veninde, betyder det et Afslag; sættes den derimod paa sin Plads i Haaret, da er man lykkelig. Er der kommet en Kurre paa Traaden mellem et Par, saa sættes Blornsten i Beltet ved venstre Side, ved Hjertet; det betyder stor Sorg! Igaar Aftes, da jeg fulgte Dem, min Herre, omkring, forsømte jeg et Stævnemøde ved Processionen, og da jeg senere indfandt mig ved min Elskedes Vindue, kastede hun mig Rosen i Ansigtet«.

119 Vigne landligt Lyststed (i Italien og Frankrig).

122 En Ven
Hvor Fensmark hæver sit Kirketelt Den øverste Del af Taarnet paa Kirken i Winthers Fødeby var tidligere tækket med Teglsten og gik op i en Pyramide.
Vester-Egede By kunde ikke ses fra Præstegaarden. Winther tænker sig Landskabet set i Fugleperspektiv. Se videre Noter til »Sielland« (Side 365).

123 Sløikjole,. løs, vid Kjole til Smaabørn.
en Laps her i den oprindeligere Betydning »et ungt Menneske, der opfører sig som en Dreng« (P. E. MiiL» ler). Vor mere specielle Betydning synes udgaaet fra københavnske Kredse, bruges af Fru Gyllembourg og Heiberg.

123 »Couche! ici« sæt sig!
»Alfons! was spricht der Hund?« Naa! hvad siger Hunden?
»Such! apporte!« Hent! bring hid!

373

124 Sorte-Søe den nuv. Gammelsø, en Fjerdingvej fra Fensmark ad Næstved til.

132 Bolero
Spansk Dans med pantomimiske Bevægelser. Danses af et eller flere Par til Akkompagnement af Guitar, Tamburin eller Kastagnetter. Winther skildrer et dansende Par. Selv staar han som Tilskuer.

135 Uden Haab
Har sit Sidestykke hos Erik Johan Stagnelius i »Näcken«, der synes at være brugt som Fortegning til Winthers Digt. Til Sammenligning hidsættes det i sin Helhed:

Kvällens gullmoln fästet kransa.
Älvorna på ängen dansa,
och den bladbekrönta näcken
gigan rör i silverbäcken

»Arma gubbe, varför spela?
Kan det smärtorna fördela?
Fritt du skog och mark må liva,
skall Guds barn doch aldrig bliva!

Liten pilt bland strandens pilar
i violens angå vilar,
klangen hör från källans vatten,
ropar i den stilla natten:

Paradisets månskensnätter,
Edens blomsterkrönta slätter,
Ijusets änglar i det höga -
aldrig skådar dem ditt öga«

Tårar gubbens anlet skölja,
ned han dykar i sin bölja.
Gigan rystnar. Aldrig Näcken
spelar mer i silverbäcken.

Digtet er først trykt efter Stagnelius's Død i Hammarskølds Udgave af hans »Samlede Skrifter« (III, 1826), I »Kjøbenhavnsposten« (1830, Nr. 25) havde Winther offentliggjort nogle »Elegier« af Stagnelius i fri Oversættelse (»efterlignede«). De er ikke siden optrykt.

136 Forvandling
Lilien og Rosen er anvendt symbolsk paa samme Maade i Digte »Til Een« Nr. 58 (se Side 294),

136 Helene
Hald Klippe, Fjeld, Skrænt.

138 Fortunat Fortunatus (den af Lykken begunstigede) er Hovedpersonen i en yndet, opr. tysk Folkeroman.

139 slet jævn, ukunstlet, ligefrem. SmL: slet og ret.

142 Slynge og Vædder gammeldags Belejringsmaskiner. 374 Murens Krands, Murkransen er den øverste Del af Muren, forsynet med Murtinder eller Skydeskaar.

143 Damp og Qvalm. Damp Røg; Kvalm Luft, der er opfyldt af Støv og Dunster.
Drab Kamp.

146 Talar lang, til Anklerne (tali) gaaendc Højtidsklædning, ofte om Præstens Embedsdpagt.

148 min Krands min Jomfrukrands.

150 Fregattens Hjemkomst.
I Anmærkninger til »Haandtegninger« (1846) meddeler W. selv, at Digtet er lavet som et Modstykke til 'Uhlands: »Das Schloss am Meer«. Uhlands Digt lyder:

»Hast du das Schloss gesehen,
Das hohe Schloss am Meer?
Golden und rosig wehen
Die Wolken drüber her.

»Es möchte sich niederneigen
In die spiegelklare Flut,
Es möchte streben und steigen
In der Abendwolken Glut«-

»Wohl hab' ich es gesehen.
Das hohe Schloss am Meer
Und den Mond darüber stehen
Und Nebel weit umher.« -

»Der Wind und des Meeres Wallen,
Gaben sie frisenen Klang?
Vernahmst du aus hohen Hallen
Saiten und Festgesang?«

»Die Winde, die Wogen alle
Lagen in tiefer Ruh' ;
Einem Klagelied aus der Halle
Kort ich mit Thränen zu.« -

»Sahest du oben gehen
Den König und sein Gemahl,
Der röten Mantel Wehen,
Der goldnen Kronen Strahl?

»Führten sie nicht mit Wonne
Eine schöne Jungfrau dar, [(dvs) daher]
Herrlich wie eine Sonne
Strahlend im goldnen Haar?« -

»Wohl sah ich die Eltern beide.
Ohne der Kronen Licht,
Im schwarzen Trauerkleide -
Die Jungfrau sah ich nicht.«

151 Til en Digter
Findes bevaret i Manuskript med Titlen »Til en dansk Digter«. Trykteksten er især i de to første Strofer afvigende fra Manuskriptet (se Indledningen). Se endvidere Noterne til »Tilegnelse« (Side 385).
»Hvor Mænd i Atlashoser gaae« af Poul Møllers Studentersang »Hvad er imod Studentens Kaar St. Peders Hat?«
»Men det skal være Folkets Fryd og Taarer« af et 375 Digtfragment af Poul Møller [Vilh. Andersens UcU gave I, 122. 1895].

153 Natten
Skrevet til Thorvaldsens bekendte Basrelief fra 1815. Ingemann, der havde set Relieffet i Thorvaldsens Atelier under sit Ophold i Rom (1818-1819), har skrevet et Digt over det i »Reiselyre« (II; 1820). I »Bertel Thorvaldsen og hans Værker« (II, 13; 1832) har J. M. Thiele givet en Prosaskildring, der slutter sig til disse poetiske Gendigtninger. Oehlenschlager havde behandlet Motivet i to Strofer af Digtet »Freidigt Sommerliv« (i »Langelands Reisen«, 1805), men de er inspireret af græske Myter (hos Pausanias og Hesiodos), der var genfortalt i Karl Philipp Moritz's »Gotterlehre« (1791 og 1804).

154 En Moder til Søn
Skrevet i Julies Navn til hendes Søn Henri, der ved hendes Skilsmisse tilfaldt Faderen.

160 Efterklang. Ordet staar ikke i den nuv. alm., men i den opr. Betydn.: Klangen, Tonen, som i fine Instrumenter bliver ved med længe at synge, efter at den er anslaaet.

162 Til Vinter-Lærken

163 dangle slentre, drive om.

171 Den hvide Hind
Motivet med den forvandlede Jomfru, der løses af Ridderen, har Winther faaet fra Folkeviserne. Winthers Behandling er meget fri. Nærmest har han fulgt den Vise, som i »Udvalgte danske Viser fra Middelalderen« (ved Abrahamson, Nyerup og Rahbek, i, 246; 1812) kaldes »Den omskabte Jomfru« (Nr. III). Se »Danmarks gamle Folkeviser« (II, 165).

173 Dandsen ved Glumsø
Glumsø er Navnet paa en Sø mellem Næstved og Sorø, et Par Mil fra Fensmark. Der kendes ingen Sagn om denne Sø. Ideen til at benytte Listen med Uret kan Winther have faaet fra Fortællingen om »Kirkeuhret i Kolding« i Thieles »Danske Folkesagn«.

174 hyttet forvaret.

376

178 Tre om Een
Iblandt Winthers Manuskripter findes nogle Blade med Notitser til Brug for Digtning. Heriblandt (Side 45) følgende Notits:
K. Simrock, Deutsche Volkslieder. ...| Forandret: Tre Soldater komme fra Krigen - hos en Vertinde - elske hendes Datter - Den Ene har hun rakt Haanden - den Anden har hun budt Munden - Den Tredie vil eie hende - De Andre ville slaaes om hende - Medens de slaaes vinder den Tredie hende ganske.
Den paagældende Vise findes i to Former i K. Simrocks »Die deutschen Volkslieder« (1851) som Nr. 32 »Der Wirthin Töchterlein« og Nr. 33, der som Overskrift har »Ein Aehnliches«.
Winther har set, at der heri laa Anlæget til en Romance og har noferet den ned Forandret. Til Sammenligning trykkes Simrocks Nr. 32.

Es ritten drei Reiter wohl über den Rhein,
Bei einer Frau Wirthin, da kehrten sie ein.

Frau Wirthin, hat sie soviel Gewalt,
Dass sie drei Reiter über Nacht behalt?

Wenn ich soviel Gewalt nicht hätt,
Was war dann meine Wirtschaft werth?

Frau Wirthin hat sie kein Mägdelein?
»Ich hab nur ein einziges Töchterlein,
Dass soll euch zapfen Bier und Wein.«

Der Erste sprach: »Das Mädchen ist mein,
Ich hab ihm gegeben ein Ringelein.«

Der Andre sprach: »Das Mägdlein ist mein,
Ich hab ihm gegeben ein Glas mit Wein.«

Der Dritte sprach: »Das Mädel ist werth,
Dass wir es theilen mit unserm Schwert.«
(Videre skildres saa, hvorledes de giver Moderen
en Sovedrik, skænder og dræber Datteren)
Das Mädchen kriegt ein tiefes Grab,
Die Mörder kriegten ein hohes Rad.

377

En med denne beslægtet Vise findes i »Des Knaben Wunderhorn«. L. Uhland har benyttet Anslaget og Versformen fra denne til sin Ballade »Der Wirthin Tochterlein« (digtet 1809). Se »Uhlands Werke«, herausg. von Ludwig Fränkel (I, 151).

178 Fikke lille Lomme, især Bukselomme.

181 Skatten
Motivet til Visen er taget fra Thieles »Danske Folkesagn« (se Udgaven 1843, I, 341 o. s. v.), Sagnene om Skatte og Skattegravere. Herfra har Winther faaet de almindelige Træk i Folketroen: Ilden som Tegn paa Skatten; Tavsheden som nødvendig under Skattegravningen; Synerne, der af Skattens Vogter iværksættes for at gøre Skattegraveren bange og lokke ham til at tale. I en Afhandling »Draken som skattevaktare« har C. W. von Sydow redegjort for disse fælles episke Træk i Skattegraver-Sagnene (se »Festskrift til E. T. Kristensen«, Side 109).
Oehlenschläger havde benyttet Motivet i Romancen »Skattegraveren« (1803). Winther har benyttet samme Motiv i et af Digtene »Til Een« (se Side 327).

181 kurer ruger.

182 Kongeløsning forklares af Thiele (341) i en Note: »En Kongeløsning d. e. en Sum, saa stor, at man for den kunde løskøbe en fangen Konge«. I »Svanen paa Guldæg« fortælles, at hvert Æg »er en Kongeløsning«.

183 Vidunderlige Syner Sml. f. Eks. hos Thiele: »som de fik Grebet fat, og vilde løfte, kom sex smaa Muus, trækkende et Hølæs ud af Hullet.« (I, 346); eller: »Men neppe havde de sat Spaderne i Jorden, førend alskens forfærdelige Syner kom ud af Høien. ... Da kom et stort Hølæs, trukket af to Haner, ud af Høien, og de trak Læsset tregange rundt om Høien - dog vogtede Alle sig vel for at sige et Ord.« (II, 182).

187 I Hjemmet
Manuskriptet har i første Strofes første Linje vidt i Stedet for Tekstens vildt. Efter Digtet er tilføjet: Skrv. p. Liselund i Aug 1855. Og saa endte jeg H j ortens Flugt.

378

188 Hvile
Manuskriptet har ingen Titel, men som Overskrift staar: Til en polsk Folkemelodie.

194 Sommerfuglen
Titanen fordam famled Efter den græske Mytologi er det Prometheus, en af Titanerne, der som en Kunstner skaber Menneskene af Ler og med sin Fakkel - Ilden havde han røvet fra Guderne - giver dem Liv. Ofte forbindes Prometheus-Myten med Psyche-Myten, og den almindelige Form er, at Athene maa træde hjælpende til, saaledes at først idet hun fæster Sommerfuglen (Symbolet paa Sjælen) paa Panden af den af Prometheus modellerede Krop, faar den Liv. (Se Roscher: »Lexicon der griech. und rom. Mythologie«, III, 2. Bind, 3236, hvori en Gengivelse af en billedlig Fremstilling paa en romersk Sarkofag).

196 Gjengangeren
Skrevet til Julie og overrakt hende med Aarestrups »Efterladte Digte« (1863), som Winther sammen med Liebenberg udgav, og som han derfor kunde give hende, før Bogen kom i Handelen.

197 I Rom 1854
Sidst i Oktober 1854 havde Winther til sin store Sorg maattet bryde op og rejse til Rom sammen med sin Hustru og hendes Datter af første Ægteskab Ida. Paa sin første Udenlandsrejse (1830-1831) havde Winther boet nogle Maaneder i Rom og haft muntre Dage i Kredsen af de danske Kunstnere, der dannede en hel lille Koloni med Thorvaldsen som Midtpunkt. Fra det første Romerophold er Digtet »Juleaften i Rom« og et Minde derom er »En Sviptour til Rom«. Under Trykket af de forandrede Tilstande i Rom, der forstærkedes ved Længselen hjem (se Side 207), skrev Winther sin Roma-Satire.
den babylonske Sløie Betegnelsen »den babylonske Skøge« brugtes i Middelalderen om Rom af Pavedømmets Modstandere. Winthers er en skemtsom Omskrivning heraf. Sløie betyder uordentligt Fruentimmer, en Sjuske, babylonsk Sml. Aab. 17. 5: 379 »Babylon den store, en Moder til Skiøger og Vederstyggelighed paa Jorden.«

197 de syve berømte Høie de allerede fra klassisk Tid bekendte Høje, hvorpaa Rom er bygget.
den skidengule Flod Tiberens gule, mudderagtige Farve, der skyldes dens Tilløb fra Bjergstrømme, havde hos de romerske Digtere fremkaldt den staaendc Betegnelse flavus Tiberis (se f. Eks. Horats: Carm. I, 2, 13).
Jeg kom i Kuld og Regn
I Begyndelsen led Winther meget af »Kulde, Feberagtighed og andre Dele« (»Breve fra og til Chr. Winther«, 93).
Pyramiden hist, hentyder til Cestius Pyramiden ved den protestantiske Kirkegaard.
For sex. syv Aar omtrent Denne og de følgende Strofer hentyder til Begivenhederne i 1848: Revolutionen og Republikens Proklamation; Pavens Flugt med mange af Kardinalerne og hans Tilbagevenden (6. April 1850), efter at spanske Tropper havde indtaget Rom og genindsat Paven i hans verdslige Myndighed. Paven, Pius IX, der var begyndt som liberal, blev af Begivenhederne ført i Armene paa Reaktionen, og Rom kom under et snævert og bigot Præstestyre, hvis Autoritet blev opretholdt af franske og prøjsiske Bajonetter. Se Raffaele Cesare: »The last days of Papal Rome 1850-1870.« (1909), hvorfra en Del af de følgende Oplysninger er hentet.

197 Ladron Italiensk ladrone Stratenrøver, Røver.

198 Nu svulmer Floden op Tiberen havde den Gang ikke som nu de høje, stensatte Kajer. Oversvømmelser var almindelige, det var ikke usædvanligt, at man kunde sejle med Baad paa Corsoen.
Her vanker aldrig Kjød Hvad Winther i denne Strofe og den følgende særligt sigter til, har Udgiveren ikke kunnet faa oplyst. Det er vel den almindelige Virkning af Dyrtiden.

199 den rene Vin Ved den katolske Nadver drikker Præsterne for hele Menigheden.

380

199 Igjennem Corso end Karnevallet udfoldede sig især paa Corsoen og indlededes med et Væddeløb af Ponyer (»de lette Heste«).
Folket traver med, men uden Slør og Maske, Noget Forbud mod Karneval udstedte Paven ikke. Meningen er vist, at Folket paa Grund af de vanskelige Tider efterhaanden ophørte at deltage i Karnevalsfestlighederne. Det var det store internationale Selskab, der i Aarene efter Republikens Fald holdt Karnevallerne oppe. (Cesare, Side 61.)

200 hun til Slagterbænken gaaer hentyder til den hensynsløse Politiforfølgelse af mistænkte Revolutionærer.
fri Madonna blev I Nærværelsen af over 200 Biskopper forkyndte Paven (8. December 1854) Dogmet om Jomfru Marias ubesmittede Undfangelse (concepta immaculata), og en Pavebulle derom udsendtes til Kirkens Præster.
Her prentes kun eet Blad. Det eneste Dagblad, Giornale di Roma, var rent papistisk.

201 Ragerier unyttige Smaating, Ting uden Værdi.
spanske Trappe blandt de fattige Mænd og Kvinder, der holdt til her, hentede Kunstnerne ofte deres Modeller.
Tritonen Springvandet paa »Piazza Barberina«, der er skildret af Ludvig Bødtcher i hans bekendte Digt med samme Navn.

202 Sommaren synger Jah! Italiensk samaro Æsel, Lastdyr. Jah gengiver Æslets Skryden. Sml. i »Hjortens Flugt«: »Han (o: Æslet) rystede sit Hoved og stønned sit I-ah!« (Sangen »Eslet«).
End æde Kunstnerne i Julen deres Grød De skandinaviske Kunstnere i Rom fejrede Juleaften sammen. Thiele fortæller (»Bertel Thorvaldsen og hans Værker«. II, 138): »Juleaften skjenker han (Thorvaldsen) sine Landsmænd, som da sædvanligen samles hos ham, for omkring Julegrøden at følge det fjerne Fædrelands Skikke.«
cinqvecentske Læg cinquecento betyder 500, men er blevet alm. Benævnelse for det 16. Aarhundrede. Cinquecentister 381 betegner Høj renæssancens Malere og Billedhuggere som Rafael og Michel Angelo (Buonarotti).

203 Den grønne Bog
Skrevet til Hauch som Tak for »Lyriske Digte og Romancer« (1861), der var indbundet i et grønt Helbind, hvorpaa i Guld var trykt et Horn med Blomster og slyngede Ranker. Hauch skrev og takkede Winther (22/11, 61. »Breve fra og til Chr.W.« Side 106): Jeg kan ikke undlade foreløbig med et Par Ord at takke Dem for Deres varme, nydelige, yndige Digt i Anledning af den grønne Bog. En saadan Anerkjendelse fra en Mand, der er saa stemmeberettiget som De, giver Kraft og fornyet Mod og Styrke ..... Endnu engang Tak for Deres Vers, der ere Udtryk for en ædel Digtersjæl, som jeg aldrig skal forglemme.«

205 Med Wessels Digte.
Til Carl Snoilsky. Ved Studentermødet 1862 gjorde Winther den unge svenske Digter Carl Snoilskys Bekendtskab, og denne blev snart en nær Ven af det Wintherske Hus. En Sommer (1863) boede Snoilsky sammen med Winthers paa Lappen ved Helsingør. Se N. B. III, 321 flg.; Arvid Vikstrom: »Christian Winther och Carl Snoilsky« og Warburgs Snoilsky-Monografi.

205 Til Ludvig Bødtcher
Som Tak for dette Digt sendte Bødtcher et Digt til Chr. Winther, som denne optog i »Brogede Blade«. Bødtchers Digt begynder:

»Mens Sneen dryssed sit kolde Bad,
Og Himlen var mørk at skue,
Faldt pludselig ned som et Rosenblad
Dit yndige Digt i min Stue,«
(Samlede Digtn. X, 57).

Se »Breve fra og til Chr. Winther« (128).

206 Tak for sidst, til Carl Ploug
Ploug havde tilegnet Chr. Winther sine »Samlede Digte« (1861) med et Hyldestdigt. Det er for denne »prægtige Hilsen«, at Winther takker. Til Ploug rettede Winther ogsaa Digtet »Opfordring«. (»Samlede Digtn.«. X, 79).

382

210 Til en Kilde

211 Brøndkars en korsblomstret Plante; Nasturtium aquaticum (L.).
Flæg bruges om Vandplanter med flade, sværdformede Blade, især Iris (Sværdlilje) og Tagror.

212 Sneeklokken Vintergækken

213 slingre rokke, bevæge sig fra den ene Side til den anden.
det ene [Hjerte], som har nok af Smerte Digterens Hustru.

214 Sangfuglen ved Oehlenschlägers Grav
Oehlenschlager døde 20. Januar 1850.

215 Det Danske
Begivenhederne i 1864 fremkaldte fra Winthers Haanden Række Krigssonetter, hvoriblandt denne er denbedste.
Dædale Labyrinth, Kunstfærdighed, Indviklethed. Dædalus var Navnet paa en berømt Billedhugger fra den græske Sagntid. Han skal have bygget Labyrinten paa Kreta.

215 Henrik Pingel
Havde været en hyppig og kærkommen Gæst i Winthers Hus. Han faldt den 29. Juni 1864 i en Træfning ved Arnkilsøre paa Als, kun 27 Aar gammel.

217 Sange fra »Genrebilleder«
I »Brogede Blade« offentliggjorde Winther den morsomme og livligt skrevne Romancecyklus »Genrebilles der«, en Fortælling i Form af en Række Situationsbilleder. Bødtcher skrev straks til Winther (5/11,1865): »Genrebilleder indeslutte i en phantastisk Ramme en saadan Rigdom af deilige Sange, at dette Afsnit vil blive en sand Guldgrube for vore Componister«.

222 En Smagssag
Ajax, Philoctet, Orest berømte Helte hos Homer og de græske Tragikere.

223 Isenbaner Ordet er dannet af Winther selv efter Tysk Eisenbahn i Analogi med danske Ord som Isenkram og ældre Ord som Isenbod (Isenkræmmerbod). Achilles, Hector Hovedheltene i de homeriske Digte. 383 Junoner Juno var den øverste romerske Gudinde, Juppiters Hustru. Bekendt er især Kolossalstatuen af hende i Vatikanet. Modstilles her den nordisk-blide Hebe, maaske med Tanke paa Thorvaldsens HebeStatue. 223 polychromisk mangefarvet, broget.

TIL EEN.

Titler og Numre. I Førsteudgaverne havde en Del af Digtene egne Titler. De findes anført i Parentes i Noterne til de enkelte Digte, I »Samlede Digtninger« (IV, 1860) blev Digtene forsynet med fortløbende Nummerering. I Indholdsfortegnelsen til nærværende Udgave er disse Tal vedføj et for at lette Citeringen.

Fremkomst. Digtene er efterhaanden fremkommet i følgende Samlinger: Nr. 1-23 i »Digtninger« (1843); Nr. 24 -26 i »Haandtegninger« (1846); Nr. 27-95 i »Lyriske Digte« (1849); Nr. 96-106 i »Nye Digte« (1851); Nr. 107 i »Nye Digtninger« (1853); Nr. 108-115 i »Sang og Sagn« (1858). I »Samlede Digtninger« optryktes alle de hidtil udkomne Digte under Fællestitlen »Til Een«, idet der tilføjedes 24 nye, Nr. 116-139. Hertil er senere kommet 15 Digte »Til Een« i »Brogede Blade« (1865) og 25 i »En Samling Vers« (1872). De i Chr. Winthers Levetid trykte Digte »Til Een« udgør saaledes ialt 177, idet »Samlede Digtninger« faktisk kun indeholder 137 Digte, da ved Nummereringen to Tal (55 og 62) er oversprunget.

I »Efterladte Digte« (1877) findes 32 Digte »Til Een« foruden mange af de saakaldte »Smaa Riim«. Julius Clausen har i »Chr. Winthers Digtcyklus Til Een« (1918) yderligere offentliggjort ca. 50 ikke tidligere trykte. Et Digt »Til Een« findes kun trykt i »Nye Digte« (1851): »JuleMorgen«.

Kronologi. Nærværende Udgave følger Winthers Kronologi; kun er to Digte (CXVI, CXVII) flyttet hen i den 384 Gruppe, som de i Tiden tilhører. Det har aabenbart været et Par private Træk i Digtene, der har været Grunden for Winther til at lade dem ligge nogle Aar. Den Grund er nu faldet bort af sig selv. De ikke i Winthers Tid trykte Digte, der her er medtaget, er alle daterede i Manuskripterne og er derfor indsat paa deres Plads i Rækken, eller i hvert Fald i deres Gruppe, saaledes at de indgaar i Helheden. (Indledning, Side XXXVI).

Litteraturhenvisning.

Vilh. Andersen i »Danmark. Illustr. Familiealmanak« (1896); Julius Clausen: »Chr. Winthers Digtcyklus Til Een«.

Noter.

229 »Ma pur si aspre vie, ne si selvaggie o. s. v. Men dog ved jeg ikke at søge nogen Sti saa raa og vild, at ikke Amor altid kommer talende Elskovsord med mig, og jeg med ham«. Citatet er taget fra Petrarcas Sonet Nr. 27: »Solo e pensoso i più deserri campi«. I Oversættelse af den svenske Petrarca-Forsker Fr. Wulff lyder hele Sonetten:

Jag vandrar ensam, tyngd af tunga tankar, -
Jag släpar mina steg på öde vidder,
Och blicken spanar förr att finna ställen
Dit icke spår af mänskofötter leda.

Så endast kan jag hoppas bli förskonad
Från alla ögons undran och förvåning:
De slackta glädjetecknen i min uppsyn
Förråda för dem själens djupa vånda.

Men stränder, floder, skogar. bärg och branter,
De tyckas ändå se det kval som fyller
Mit lif, hur väl det döljes för all världen.

Och aldrig finner jag så vilda trakter
Att icke Amor hittar vägen till mig
Och genast lockar mig till tal och svar!

Fr. Wulff: »En svensk Petrarca-Bok« (1905, Side 264).

231 »Den, jeg nu skal elske, maa jeg tilbede«. Citatet er fra Fru Gyllembourgs »Familien Polonius« [se »Noveller, gamle og nye, af Forfatteren til »En HverdagsHistorie«. Udgivne af J. L. Heiberg«. III, 66 (1834)]. 385 Citatet er taget fra Samtalen mellem Horatio og Augusta. Han har fortalt om sin Ungdomskærlighed og Tabet af denne, der førte ham ind i »Begivenheders« nes Strøm« og snart rev ham med sig langt bort fra hans »Huusguder«. Paa hendes Spørgsmaal, om han nu er sikker mod Amors Pile, svarer han: »Ak nei, min smukke Veninde! for Amors Pile er mit Bryst uden Bedækning, men hans Bind kan man ikke bære i sit 49de Aar. Den jeg nu skulde elske, maatte jeg tilbede; Fornuft, Hjerte, Phantasie, alle mine Sjæleevner maatte forene sig i denne ene Følelse; Illusion kunde ikke mere finde Sted.«

231 »Hverken Verden eller Du« (Tilegnelse). Dette Digt samt »Til en Digter« (Side 151) og »Til Hende« (se nedenfor) sendte Winther fra Neu-Strelitz til Julie (1841). Under Digtet skrev han: »Dette Digt er begyndt i Strelitz, og Bestemmelsen dermed var, at sætte det engang foran en Samling Digte. Dette kan ske endnu, hvis jeg faar Deres Tilladelse dertil.«
Manuskriptet har nogle mindre Afvigelser fra Trykket. Kun en har Interesse. Side 233 Linje 5 lyder opr.: »Skjøndt de bære ei mit Navn«. Det synes altsaa, som om Winther havde tænkt at udsende en Samling Digte anonymt.

233 Saa Havets Brusen, (Ved Stranden).

234 Du veed ei, hvor jeg er? (Hvor?).

I Manuskriptet staar over Digtet som et Slags Motto: »Hvor er Han nu?«
Af et Brev.
Digtet kaldes i Manuskriptet »Til Hende«.

235 ham, den lille blinde Amor

236 Jeg kørte i dunkle Skove, (Natligt Syn).

239 O, kunde jeg Dit Knæ dog favne, (Fortrøstning).
Førsteudgaven har her som Motto:

Bei Ihr, bei Ihr ist Seligkeit,
Und ohne Sie ist Hölle.
Nach Burger.

386

240 Naar jeg skal døe, (ingen særlig Titel, Begyndelsesordene som Overskrift).

242 Ud over Havets Mark, (Fortærende Længsel).

243 Ved en Fuglekræmmers levende, (Fuglesang).

244 Fruens Bøge en lille Lystskov ved Odense.

246 Gyldenlund Charlottenlund.

246 Kunde jeg Roser male (Fortryllede Roser).

247 Lad os reise (En Reise).

251 Bøgen skyder alt sit Blad (Hilsen i Vaar).

252 Ved Veien paa en Steen jeg sad (Trende Nattergale).

254 Jeg gik mig i Skoven (I Skoven).

255 O, var Du heri denne By (Tilbageblik).

556 Æmmer: glødende Aske, Gløder.

256 Dreng! - Du med de brune Lokker (Til Søvnen).

258 Tilgiv - tilgiv! (Tilgiv!).

259 Hvor Mangen søger ei (Jeg har fundet).

260 Og var Du bleg, (Bleg?).

260 Hensjunken i mit Hjertes Drøm (Indre Liv).

261 O, lad ei svinde (Sang).

262 Jeg gad saa gjerne være (Flygtigt Ønske).

263 Al den Veemod og Smerte (Til min Musa).

264 Jeg seer det grant.
Digtene Nr. 27-95 (se Indholdsfortegnelsen) var i »Lyriske Digte« forenet under Titlen »Da jeg var ung« (se Indledningen, XXXIII), med fortløbende Numre 1-67.
slette skrevne Blad slette - glatte. 278 Rosa unica (Latin) Eneste Rose. 285 Jupiter Digtet spiller paa Juppiter som Navn paa den øverste Gud i den romerske Mytologi og som Navn paa Planeten. 321 fage hurtigt, ilsomt.

327 De gamle Sagn fortælle,
Se Noter til »Skatten« (Side 377).

327 Mig Himlen var saa vild og graa (I Havn).

387

330 Titania Alfedromringen i Shakespeares »En Skær sommernats Drøm«.

336 Jeg hader dem, de lange Dage. (Til Solen). I græsk Mytologi var Apollo paa en Gang Solgud og Digtningens Gud. Efter den almindelige. Opfattelse var det dog ikke ham, men Helios, der var Solvognens Styrer.

338 Deiligheden et Bolsted i Skovene om Rygaard ved Bramsnæs Vig. (Se Digtet til Thora Petersen i »Samlede Digtninger«. II, 93).

341 Læg Vedbendranken om min Hat.
I Brev til Emilie Natalia Monrad, dateret Liselund 5te Aug. 1853, fortæller Winther: »Hun (Julie) har givet mig en ny Vedbendkrands om Hatten, som An dr æ raisonnerer over; men det bryder jeg mig kun lidt om; jeg gaaer lige freidigt med den, og den er mig kjærere end de Krandse, man kommer paa Bankekjød. Ja, det har jeg nok sagt een Gang før!« Med den sidste Bemærkning sigter Winther aabenbart til Digtet, der første Gang stod trykt i »Nye Digtninger« (1853) og som i Manuskriptet er dateret Liselund 13. Aug. 1852.

350 En lille Steen Du her modtage
I et Brev til Snoilsky skriver Fru Winther (24. Novbr. 1865): »Dette Brev er forseglet med den Amor med Fløjten, som Digtet er skrevet til, det, Du synes saa godt om.« (N. B. III, 345). Chr. Winther var en Elsker af saadanne Stene og Gemmer. Paa sine Italiensrejser gennemsøgte han Antikvitetsforretninger og Guldsmedebutikker (se N. B. II, 157 og III, 217). Winthers Opfattelse af Ynglingen med Fløjten som en Amor har ingen Hjemmel i antik Kunst, hvor Amor altid afbildes med Lyre. Til Grund for Winthers Digt, der er en fri Fantasi over Amor-Psyche ligger Apulejus's (2. Aarh. e. K.) bekendte Eventyr om Amors og Psyches Kærlighed. I kort Genfortælling findes det i Moritz's »Gotterlehre«, som Winther havde oversat (1846). I Kunsten var Motivet atter og atter benyttet siden Renæssancen. I Winthers Tid var det et Yndlingsemne 388 i dansk Kunst og Digtning: Thorvaldsen, Heiberg (»Psyche«, 1817), Paludan Muller (»Amor og Psyche«, 1833). Galeotti og Bournouville havde komponeret Balletter over det.
Det er Winthers egen Udformning af Eventyret, at han lader Psyche vaagne i en yndig Eng og her dra> ges til Amor af hans Fløjtespil. Psyches Opløftelse i Gudernes Kreds sker i Eventyret først efter hendes lange Prøvelsestid.
Slutningsstrofen - Paakaldelsen af Eros - der munder ud, i en Bøn om, at Kærligheden maa vare, til Døden kommer, er helt Winthers egen Tankegang.

355 Jeg takker Gud, at han mig gav.
Strofen, der findes i flere Varianter, er fra Juli-August 1876.

389

TEKSTRETTELSER

(Førsteudgavens Tekst er sat efter den skarpe Parentes).

  • Side 6 L. 11 Enge. [Enge,
  • » 14 L. 8 Halsen falder, [Halsen,
  • » 27 L. 26 for mit Sind, [for Sind,
  • » 35 L. 15 dæmpe [dæmpe,
  • » 39 L. 21 gjerne! - [gjerne!« -
  • » 44 L. 22 Næb. [Næb,
  • » 48 L. l Kjærligheds-Alferne [Kjærligheds Alferne
  • » 60 L. 11 siger: [siger;
  • » 76 L. 8 Deres [deres
  • » 77 L. 28 Ham [Ham,
  • » 81 L. l Glæde! [Glæde!
  • » 86 L. 22 Gammen«. [Gammen.
  • » 113 L. 15 tænkte [tænke
  • » 120 L. 25 Ro!« [Ro!
  • » 141 L. 3 stille Nat, [dunkle Nat,
  • » 156 L. 4 Dine [dine
  • » 161 L. 15 Din [din
  • » 165 L. 27 ei, [ei
  • » 171 L. 21 dit [Dit
  • » 173 L. 8 tale! [tale!«
  • » 180 L. 12 gjældte, om Jomfruens [gjældte for Jomfruens
  • » 209 L. 9. fiin! [fiin,
  • 390
  • Side 233 L. 15 Vind [Vind,
  • » 265 L. 22 Doner, [Doner
  • » 276 L. 14 vækker, [vækker
  • » 292 L. 13 Syd: [Syd;
  • » 293 L. 11 bunden, [bunden
  • » 293 L. 27 synger [synger,
  • » 306 L. 5 ukrænket, [ukrænket
  • » 308 L. 23 mig, [mig
  • » 321 L. 6 Fremmed, [Fremmed;
  • » 326 L. 2 Strøm [Strøm,
  • » 334 L. 13 Herre [Herre,
  • » 346 L. 1 ret, som [,ret som

Tekstrettelserne støtter sig alle paa »Samlede Digtninger«, undtagen den sidste, der følger i Manuskriptet.

391

    INDHOLD

  • BLANDEDE DIGTE ................................. l
  • Af »Digte« (1828):
  • Studentervise ................................... 3
  • Fadderne synge ............... ..:.............. 5
  • Indskrivter paa min Søsters Rokkebrev .......... 7
  • Vinterlandskab . .....................................: 15
  • Phantasie ...................................... 18
  • Naar kommer Høsten .......................... 23
  • Hilsen .......................................... 25
  • Flyv Fugl, flyv .................................. 26
  • Haandværkssvenden synger ...................... 27
  • O! var jeg! ....................................... 29
  • Sonet ........................................... 30
  • Hvordan hun er? .............................. 31
  • Rankens Datter ................................ 34
  • Amor Jesuita . .................................. 36
  • Jeg elskte Fogdens Datter ...................... 40
  • Ridder Kalv .................................... 42
  • Af »Digte, gamle og nye« (1832):
  • Hvile paa Vandringen .......................... 45
  • Tonerne ........................................ 46
  • Vise ............................................ 47
  • Brev fra Kiel til Anna Mathea .................. 48
  • Sang i Dalen .................................... 50
  • Sang paa Fjeldet .............................. 52
  • Matrosen ........................................ 53
  • Elskovsseglet .................................... 55
  • Af »Nogle Digte« (1835):
  • En Sommernat ................................... 60
  • Uskyldige Ønsker ................................ 62
  • 392
  • Aftenmøde . .................................... 64
  • Sjelland ........................................ 67
  • Til Træet ...................................... 73
  • Vandring og Opdagelse ........................ 75
  • Flugten til Amerika .............................. 85
  • Dandsen i Skoven .............................. 89
  • Vaabendragerens Eed ........................... 94
  • Af »Sang og Sagn«: (1840):
  • Længsel ........................................ 103
  • Til Beppina .................................... 104
  • Min Skat ........................................ 105
  • Mathildes Hænder .............................. 106
  • Ravnens Qvide ................................. 110
  • Vaarsang i Høst ................................ 114
  • Violinspilleren ved Kilden ...................... 115
  • Serenade ........................................ 118
  • Romanze ....................................... 120
  • En Ven ........................................ 122
  • Af »Haandtegninger« (1840):
  • To Elskende .................................... 126
  • Af »Digtninger« (1843):
  • Serenade ved Strandbredden .................... 130
  • En Situation .................................... 131
  • Bolero .......................................... 132
  • Uden Haab .................................... 135
  • Forvandling ..................................... 136
  • Helene .......................................... 136
  • Tre Beilere ...................................... 145
  • Af »Haandtegninger« (1846) :
  • I det Frie ...................................... 148
  • En Fortabt ...................................... 149
  • Fregattens Hjemkomst .......................... 150
  • Af »Lyriske Digte« (1849):
  • Til en Digter .................................... 151
  • Natten .......................................... 153
  • Sommerlyst ..................................... 154
  • En Moder til sin Søn ............................ 154
  • Hun til Ham .................................... 157
  • 393
  • Amor Rex ...................................... 158
  • Efterklang ....................................... 160
  • Af »Nye Digte« (1851):
  • Kong Wolmer paa Reisen ......................... 161
  • Af »Nye Digtninger« (1853):
  • Til Vinter-Lærken .............................. 162
  • En Hytte ........................................ 163
  • Til Storken ...................................... 165
  • Vaaren ......................................... 167
  • Til en Snegl .................................... 168
  • Et Genrebillede .................................. 169
  • Den hvide Hind ................................ 171
  • Dandsen ved Glumsø ............................ 173
  • Tre om Een .................................... 178
  • Skatten ......................................... 181
  • Af »Sang og Sagn. Andet, forøgede Optag« (1858): I Hjemmet ...................................... 187
  • Hvile ........................................... 188
  • Skovsang ....................................... 189
  • Skovminder ..................................... 190
  • Sommerfuglen .................................. 192
  • Af »Brogede Blade« (1865):
  • Gjengangeren. (Med Aarestrups Digte) .......... 196
  • I Rom .......................................... 197
  • Den grønne Bog. Til C. Hauch .................. 203
  • De to Kilder .................................... 203
  • Stjernen ........................................ 204
  • Med Wessels Digte.............................. 205
  • Til Ludvig Bødtcher ............................ 205
  • Tak for sidst. Til Carl Ploug .................... 206
  • Hjemvee ....................................... 207
  • En Beiler ....................................... 208
  • Til en Kilde .................................... 210
  • I Mai 1861 ...................................... 211
  • Mit Hjem ...................................... 213
  • Sangfuglen ved ved Oehlenschlägers Grav ...... 214
  • Det Danske .................................... 215
  • 394
  • Henrik Pingel .................................. 215
  • Sange fra »Genrebilleder« ...................... 217
  • Af »En Samling Vers« (l 8 7 2):
  • Juli Maaned .................................... 220
  • En Smagssag ................................... 222
  • Fransk og Dansk ............................... 224
  • Polka ........................................... 225
  • Smaa Riim ..................................... 227
  • Af efterladte Manuskripter :
  • 1836 ........................................... 228
  • Den 17de Juli 1837 .............................. 228
  • Livet, Døden ................................... 228
  • TIL EEN.
  • Hverken Verden eller Du (I) .................... 231
  • Saa Havets Brusen, den vældige Vind (II) ........ 233
  • Du veed ei, hvor jeg er (III) ........ .......... 234
  • Jeg kjørte i dunkle Skove (V) .................. 236
  • O, kunde jeg Dit Knæ dog favne (VI) .......... 239
  • Naar jeg skal døe (VII) ........................ 240
  • Ud over Havets Mark (VIII) ................... 242
  • Ved en Fuglekræmmers levende (IX) ............ 243
  • Kunde jeg Roser male (X) ...................... 246
  • Lad os reise, lad os vandre (XI) ................ 247
  • Bøgen skyder alt sit Blad (XII) .................. 251
  • Ved Veien paa en Steen jeg sad (XIV) .......... 252
  • Jeg gik mig i Skoven (XV) ...................... 254
  • O, var Du her i denne By (XVIII) .............. 255
  • Dreng! - Du med de brune Lokker (XIX) ...... 256
  • Tilgiv - tilgiv! (XX) ........................... 258
  • Hvor Mangen søger ei med Qval- (XXI) ........ 259
  • Og var Du bleg, som Nattens Stjerne (XXII) .... 260
  • Hensjunken i mit Hjertes Drøm (XXIII) ........ 260
  • O, lad ei svinde (XXIV) ........................ 261
  • Jeg gad saa gjerne være (XXV) ................ 262
  • Al den Veemod og Smerte (XXVI) ............. 263
  • Jeg seer det grant, Du favre Qvinde (XXVII) .... 264
  • Har Du sovet sødt i Nat (XXVIII) ............ 265
  • Min Sjæl var viklet ind i Smertens Traade (XXIX) 266
  • 395
  • Der var saa ængsteligt i Haven! (XXX) ........ 267
  • Skal jeg klage? skal jeg sukke? (XXXII) ........ 268
  • Mit Bryst var som en tropisk Egn (XXXIII) ...... 270
  • Her midt blandt Dine Huus-Spioner (XXXIV) .... 272
  • Du vilde Hjerte! sov i Fred! (XXXV) .......... 273
  • Har Du alt længe sovet (XXXVI) .............. 274
  • Fuglen sværmer for Himlen (XXXVII) .......... 275
  • Du vil ei troe, hvad jeg har sagt (XXXVIII) .... 276
  • Der sittrer paa mine Læber (XL) ................ 277
  • Hvad mener Du med dette hulde (XLI) .......... 278
  • Der bygger en venlig Svale (XLV) .............. 280
  • Tak, Elskte! for det Blomsterbrev (XLVI) ...... 280
  • Der var saa eensomt og saa stille (XLVII) ...... 282
  • Hverken Konge eller Dronning (XLVIII) ........ 283
  • See til Jupiter, den Skjelm (LI) ................. 284
  • Paa Gaden over Stenene (LII) .................. 285
  • Lad dem synge, som de maae (LII) .............. 288
  • Hil Dig, min Vandrings Lys (LIV) .............. 290
  • Løvet synker mat til Jord (LVII) ................ 292
  • Naar Solens Blik kun sparsomt bryder (LVIII) .. 292
  • Her hjemme i min Stue (LIX) .................. 294
  • Saa fast mit Hjerte banker (LX) ................ 295
  • En Rosenstok, ustadig (LXI) .................... 296
  • Hvor jeg af Længsel bæver (LXIII) ............. 298
  • Sov sødeligt i Dødens Skriin (LXIV) ............ 300
  • Jovist er Du fortryllende (LXV) ................ 302
  • Naar Natten kaster sine Skygger (LXVI) ........ 303
  • Det er jo, som jeg tidt har sagt (LXVII) ........ 303
  • Paa Landet skal Du leve (LXIX) ................ 304
  • Jeg kom til Skovens Bolig (LXX) ............... 306
  • Jeg taug nu saalænge stille (LXXI) .............. 308
  • Mig ingen Tid skal have bragt (LXXII) ........ 308
  • I Sommer, da vi havde det yndige Veir (LXXIII).. 309
  • De see paa Dig med Øine milde (LXXIV) ...... 310
  • Svæv hid med al Din Pragt og Pryd (LXXV) .... 311
  • Skulde der komme den Tid (LXXVI) ............ 312
  • Over By, fra Taarnets Kroner (LXXVII) ........ 313
  • Jo tiere jeg Dig seer - ak! (LXXVIII) .......... 315
  • Jeg mine Qvaler alle (LXXIX) .................. 316
  • 396
  • See, staaer ei der det unge Aar (LXXX) ........ 318
  • Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund (LXXXI) .. 319
  • Jeg elsker Dig - og aldrig rolig (LXXXIII) ...... 320
  • Min Tanke som en Svale let (LXXXIV) ........ 321
  • Naar Bølgen langsomt vugger (LXXXV) ........ 321
  • I Skovens Høisale Falken graa (LXXXVI) ........ 322
  • O, hvergang min Tanke til Dig gaaer (LXXXVII) 323
  • Der var Roser i Dale (LXXXVIII) ............... 324
  • Jeg holder fast ved Dig, saa længe (LXXXIX) .... 324
  • Du lader Ingen vide (XC) ....................... 325
  • Naar Dagen er bortgangen (XCI) ............... 326
  • De gamle Sagn fortælle (XCIII) ................. 327
  • Mig Himlen var saa vild og graa (XCVI) ........ 327
  • Det er nu engang i sin Orden (CXVI) .......... 329
  • Natten var mild og kjær (Cl) .................. 332
  • Du er som Brød det grove - fine (CII) .......... 333
  • Du er deilig! O, det nytter Dig ikke (CIII) ...... 334
  • Hvor Skoven mest var øde (CIV) ............... 336
  • Jeg hader dem, de lange Dage (CVI) ............ 336
  • Han glemmer Dig ei! ........................... 337
  • Her paa Deilighedens bløde (CXVII) ............ 338
  • Du lagde Din Haand jo paa min Kind .......... 340
  • Læg Vedbendranken om min Hat (CVII) ........ 341
  • I Din Haand, i den høire (CXXI) ............... 342
  • Jeg seer Dig hisset tydeligt (CXXVII) .......... 343
  • Saae Du ei tidt en Svale (CXXX) ................ 344
  • Ret aldrig kan jeg glemme (CXXXIX) .......... 345
  • Jeg takker Dig for hver en Stund ............... 349
  • En lille Steen Du her modtage .................. 350
  • Den første Gang, jeg Hende saae ................ 352
  • Jeg kan ikke rigtig finde mig ................... 353
  • Vil Du troe mig, naar jeg siger .................. 353
  • Jeg takker min Hustrue for hvert et Blik ........ 354
  • Du veed det ei, Du troer det ikkeheller ........ 355
  • Jeg holder af Dig - Dig alene .................. 355
  • Jeg takker Gud ................................. 356
  • BEMÆRKNINGER .................................... 357