Winther, Christian INDLEDNING

INDLEDNING

Chr. Winther var to og tredive Aar, da han udsendte sin første Bog: »Digte« (1828). I den lille Bog var samlet, hvad han mente værd at bevare af en Produktion, der spændte over otte Aar.

I skemtende Alvor har Winther skrevet, at »Digte« neppe den Gang vilde være kommet for Lyset, hvis ikke Poul Møller havde været i Norge og han selv altsaa procul a fulmine (langt fra Lynet). Winthers Beskedenhed og Selvkritik, hans Sky for al Offentlighed kan ofte virke som en Slags aandelig Kuldskærhed. Men bag denne Overfladeforfinelse ligger som det sunde i Følelsen en ægte Beundring, hvor han stod overfor noget menneskeligt oprindeligt og væsentligt. I den Forstand stod Poul Møller ved sit Eksempel bag Winthers Selvkritik. Poul Møller var den blandt Mennesker, hvis Dom havde størst Vægt for ham. Det er et af de smukke Træk ved Winthers Personlighed, at han aldrig bedømmer sig selv nedad. Som Kunstner gælder det samme om ham. Han forstod, at det var ædelt og sundt at vælge sig gode Forbilleder.

Winthers Ungdomsdigtning, der samlet udkom som »Digte, gamle og nye« (1832), blev med en sjelden Enstemmighed vel modtaget af Kritiken og det læsende Publikum. Grundene hertil maa søges i, at II den laa saa helt i Tidens Niveau og i, at den kom i et vist Tomrum i den lyriske Digtning.

Der gaar Forbindelseslinjer fra Winthers Ungdomsdigtning til mange Hold. Den indgaar i den almindelige Retning i Tiden bort fra »Romantiken« henimod Virkelighedsskildring. »Træsnittene« og flere mindre Digte er Prøver paa en Realisme, der ved sit Indhold danner et sjællandsk Sidestykke til Blichers jyske Noveller og som ved Arten af sin Realisme hører sammen med Heibergs københavnske Vaudeviller. Et andet karakteristisk Træk af Tiden genfindes hos Winther i hans Sans for det folkelig-nationale. Mere end noget andet var det dette danske i Indhold og Tone, der straks indtog Samtiden for Winthers »Digte«.

Winther var den første, der lod disse forskellige Sider af Tidens Liv faa Udtryk i Lyriken.

Lyriken, det vil sige Romancen og det lille lyriske Digt, fylder i Litteraturen fra den første Fjerdedel af Aarhundredet kun en ringe Plads, klemt inde mellem de større episke og dramatiske Former. Hele Litteraturen er ligesom nedsænket i Lyrik, men det er sjeldnere, kun i Pauser mellem mere omfattende Arbejder, at Lyriken udkrystalliseres i egne Former. Siden Ingemann i Tierne var ingen fremtraadt med blot »Digte«.

Det betyder ikke, at den lyriske Digtning var standset. Det groede frodigt i Undergrunden. En ny Digtergeneration var ved at vokse op. Men dens Fremvækst maa man søge i Aviser og Tidsskrifter og især i den Bogform, der er saa karakteristisk et Fænomen i Tiden: de saakaldte »Nytaarsgaver«, »Julegaver«, »Almanakker«, »poetiske Lommebøger«, »Læsefrugter« eller Samlinger med særlige Navne som »Iris«, »Hermes«, »Hertha«, »Gefion«, »Harpen«, »Juletræet« o. s. v., Navne, der afspejler et læsende Publikums Smag og Interesser. Disse Bøger er Antologier. Den enkelte Digters Lyrik kan endnu kun vanskeligt og undtagelsesvis bære sig selv. Formerne er endnu saa faa og Emnekredsen saa snæver, at

III

den tilstrækkelige Variation bliver vanskelig. I en Publikationsform, der samler Bidrag fra flere Forfattere, opnaar man tilsyneladende en Slags Afveksling, der kan tiltrække et Publikum og holde det interesseret.

Disse Samlinger danner en ubrudt Kæde fra Slutningen af det attende Aarhundrede langt ind i det nittende. Umærkeligt tuer her det ene Lag af Poesi sig ind over det andet. Man finder i Antologierne fra Slutningen af Tierne og Begyndelsen af Tyverne stadigt Bidrag af de »gamle« anerkendte Digtere af Rahbeks, Oehlenschlägers og Ingemanns Generationer. Men ved Siden af de gamle Navne dukker nye op. Det er utroligt, hvor mange der optræder som Digtere. Det vrimler med Anonymer. Som herhjemme paa Reformationstiden Mænd af alle Stænder og Beskæftigelser gav Bidrag til Salmedigtningen, saaledes synes omkring 1820 enhver ung Mand, i hvert Fald enhver Student, at kunne skrive en Romance eller et lyrisk Digt.

Man maa huske, at Chr. Winther og hans jevnaldrende var Drenge, da Oehlenschläger skrev »Guldhornene« og »Aladdin«. Chr. Winther blev Student Aaret efter at »Helge« udkom, det Værk han elskede højst af Oehlenschlägers Digtning - som man kun kan elske det, der er uløseligt forbundet med ens egen Ungdom og med selve Opdagelsen af Poesien.

Der var skabt en poetisk Tradition. De der var unge omkring 1820 modtog dansk og tysk Digtning som noget selvfølgeligt, et Led af deres Almendannelse. Antologierne viser, hvor langt denne æstetiske Kultur havde trængt igennem. Blader man nogle Prøver af dem igennem, slaar det en, i hvor høj Grad Digtene er som skrevet af den samme, forskellige kun ved den større eller mindre Lethed, saa at sige manuelle Færdighed i Versbehandlingen. Ellers forsvinder Forfatterne, gaar op i samme Upersonlighed, den store Anonym: Tiden, Traditionen.

Men ved Siden af Anonymerne og de mange nu IV glemte Forfattere møder vi i Antologierne den lille Gruppe af Mænd, der i den følgende Periode kommer til at bære Litteraturen og som skaber den ny Lyrik.

Poul Møllers Navn dukker op 1815, Chr. Winthers 1820, Aarestrups og Bødtchers i Tyverne. Den heibergske Skole, der i Hertz faar en betydelig Lyriker, skal der her for Enkelthedens Skyld blot mindes om.

I Lyriken og Romancedigtningen kom Chr. Winther i mere end en Menneskealder efter Fremkomsten af »Digte« til at staa som den centrale Skikkelse. Det var ham, der saa at sige consoliderede Bevidstheden om den sande lyriske Form og Diktion. Han var som Lyriker normsættende indtil den moderne Lyrik med Drachmann og J. P. Jacobsen.

For at forstaa dette maa man huske, at med Winthers »Digte« gik den ny Lyrik for første Gang fra spredt Tryk over i sluttet Bogform, hvorved den ganske anderledes kunde gøre sig gældende og udbredes. Men Aarestrups første Digtsamling kom først ti Aar efter Winthers og Bødtchers saa sent som 1856. Poul Møllers Digtning fik først samlet Virkekraft og blev delvis først kendt i Udgaven (1839-1843) efter hans Død.

Hvilken Modsætning mellem denne Digtergeneration og Digtere som Oehlenschläger og Grundtvig. Hos disse var Liv og Digtning eet som Impuls og Handling. Hos den yngre Generation har der trængt sig et Element af Refleksion ind mellem Liv og Digtning. Mest radikalt hos Poul Møller.

Chr. Winther har et Grundfond af Naivitet og Oprindelighed, der gør ham beslægtet med Oehlenschläger. Men hans Naivitet er ligesom gennemtrukket med et fint Net af Refleksion og Hæmning. Deraf denne Langsomhed i Tilløbet ogsaa hos ham. Men da han først har vovet Springet, giver han sit Liv helt til sin Digtning. Aarestrup og Bødtcher afgrænser paa forskellig Vis deres Digtning fra deres Liv. Deres Digtning bliver til draabevis. Winther har det indre og ydre Pres, der holder hans Digtning V i fortsat Strøm. Hans Digtning faar derved et bredere menneskeligt Grundlag. Dette i Forbindelse med den uvilkaarlige Virkning, der ligger i selve dens større Volumen, lader Winthers Digtning i langt højere Grad fremtræde som medskabende i Tidens Aandsliv og Litteratur.

Winthers Digtning - selv naar den er rent lyrisk - er mindre en Genspejling af hans eget Jeg end af Naturen og Menneskene, Livet omkring ham. Winther gør aldrig Alarm med sin egen Personlighed og Mærkelighed. Der er noget i ædel Betydning tjenende over hans Digtning. Han træder selv tilbage og lader Naturen og Historien og Menneskene tale gennem sig. Det er det, der har givet Winther Følelsen af, at hans Digtning er kommet til ham, at det er noget, der er givet ham. Det betød ikke for Winther, at han lod Inspirationen skytte sig selv og Pennen løbe som den kunde bedst. Stymperne om det. Han lærte sig sin Kunst som en Mester sit Haandværk. Hvad Livet havde givet ham, vilde han ikke levere fra sig, før det var sluttet i en ren og pur Form.

Ser man tilbage over Winthers Forfatterskab under eet, opdager man, at der gennem det strækker sig et bredt, aldrig brudt Lag: hans folkelig-nationale Digtning. Sammenhængen i Winthers Digtning træder her tydeligt frem, fra »Digte« til »Hjortens Flugt«, der er Ungdomsdigtningen i fornyet, skærpet Tilegnelse og i større Form. Hele denne Digtning har sin sikre Forankring i den store Mindeblok, der var formet i hans Sind gennem hans Barndom og Ungdom, der paa en lykkelig Maade havde bragt ham i Forbindelse med de bedste og værdifuldeste Sider af Tidens Liv og Kultur.

Winthers første og som det synes varigste Indtryk er knyttet til Naturen. Indvielsen, Naturdaaben fik han af sin Moder. Hun bar ham tidligt om Morgenen VI paa hans femte Fødselsdag fra Barnekamret i Fensmark Præstegaard ned paa en Høj i Haven. Hun vilde glæde ham med at vise ham Solopgangen over det vide midtsjællandske Landskab. Med Winthers egne Ord hedder det: »Nu fik jeg Øjnene op og saae den hele Dal mellem Fensmark Sogn og det Hinsidige ganske opfyldt af Sommerens hvide Nattetaage fra Mosekonens Bryggers. - Der stod en Stjærne paa Himmelen - den Stjærne glemmer jeg aldrig.«

Denne Erindring er Grundbilledet i Winthers Naturdigtning. I det store Digt »Sielland« er det denne Udsigt, der danner det første af de Fugleflugtsbilleder, hvoraf Digtet bestaar. Da han i sin sene Manddom, nær de tres, skrev »Hjortens Flugt«, fik dette Barndomssyn sin reneste Form i Indledningsstroferne til »Skovbroderen«.

Højdepunkterne i Winthers Digtning er altid knyttet til Naturen. Det er ligesom Naturinspirationen først fuldt og helt udløser hans Lyrik. Midtpunktet i Chr. Winthers sjællandske Landskab er Præstegaarden med dens Kreds af Mennesker.

I Winthers Liv betegner Præstegaarden hans Udgangspunkt og det Punkt, han stadig vender tilbage til. Baade hans Mødre- og Fædreslægt er Degne- og Præsteslægter, af tysk og af sjællandsk Afstamning. Hans egen Barndom var knyttet til Fensmark Præstegaard og - efter Faderens Død og Moderens Giftermaal med Rasmus Møller - til Købelev Præstegaard. I Studentertiden tilbragte han Ferierne hjemme og de sidste tre Aar læste han sit Eksamenspensum hjemme i Præstegaarden under sin Stedfaders kloge og myndige Vejledning. Præstegaarden danner ofte Midtpunktet for Handlingen i Winthers Noveller. Digtet »Naar kommer Høsten« giver en enkelt Situation af Præstegaardslivet: Studenten, der drager bort efter at have været hjemme paa Ferie, og den unge Pige, der sidder og længes efter hans Genkomst. Direkte udsprunget af det huslige Liv i Winthers Barndomshjem er et Digt som »Indskrivter VII paa min Søsters Rokkebrev«, et lille Stykke købelevsk Realisme med Billederne af Hørrens Skæbne, et Digt, der har Rod i gammelt dansk Bondeliv.

Sjælen i dette Præstegaardsliv var Moderen, Hanna Winther. Hun var Hjemmets Pryd. Spinkel af Legeme, men med en stærk Karakter. En af den Slags Kvinder, der under beskedne Forhold kan gøre et Hus og et Hjem rummeligt. Winthers Barndomshjem var fyldt med mange Mennesker. Som Præstekone i Fensmark havde Hanna Winther unge Pigebørn af Stand i Huset til Undervisning og Opfostring. I sit andet Ægteskab indgik hun som Moder for Rasmus Møllers fire Pigebørn og Sønnen Poul. Efterhaanden som Børnene voksede til, fyldtes Huset med munter Ungdom, Veninder og Studenterkammerater. De unge Piger i Præstegaarden har givet Winther hans første Indtryk af Kvindelighed.

Hanna Winther var praktisk og dygtig. Hvor menneskelig Evne ikke slaar til, havde hun det ydmyge Sind, der bøjer sig for den, der raader over Liv og Død. Hun holdt af aandelige Ting, Poesi og Musik, som naturlige Mennesker gør det. Sin Personlighed og sine Evner havde hun taget i Arv efter sin Fader, Pastor Villads Borchsenius, der foruden som en opbyggelig Præst var kendt som Pædagog og Digter af aandelige Sange.

Winther har aldrig skrevet noget Digt til Moderens Minde. Han havde for blødt et Sind til at holde Mindet fast og forme det. De store Følelser, der rigtig gik til Hjertet, overvældede ham. Bevidstheden herom fik ham til at trække sig ind i sig selv. Da Moderen døde, nævnede han det ikke med et Ord til sin nærmeste Omgang.

Men Moderen er tilstede overalt i hans Digtning. Det synes at være fra hende og hendes Slægt, at han har arvet sine digteriske Evner, sin Sans for Naturen og for alt oprindeligt og naturligt menneskeligt. I sit Barndomshjem havde han modtaget et Grundbillede af Livet, en Norm for menneskelige

VIII

Værdier, som han aldrig glemte. Ord som det gode og det smukke, naturlig Menneskelighed o. s. v. er i sig selv abstrakte og uklare for Tanken. Men de rummer en stor Realitet i Følelser og Impulser. Det er alle de Oplevelser, der lidt efter lidt har bundfældet sig, opsummeret sig, indtil de er blevet som et fast og sikkert Grundlag for det indre Liv, det der giver alt sin Farve, den Norm, hvormed alt maales. Winther havde i sit Barndomshjem samlet en aandelig Reserve, som han i Krisetider kunde gribe tilbage til.

Udenom Præstegaarden og Præstegaardshaven ligger Egnen med dens Natur og Folk. Allerede i »Digte« (1828) findes den store Skildring, der kaldes »Vinterlandskab«. I Form af et Skue over Egnen - som i det attende Aarhundredes naturbeskrivende Poesi - tegner Winther her de enkelte Detaljer ind i Billedet: Bondestue, Vandmølle, Jæger og Degn, Bondepigen ved Rokken, de unge til Dans paa Kroen, Herregaarden med Fiskedamme og Dyrehave og hele det muntre Vinterliv med Kanefarter og Skøjteløbning. Selv Hjorten er kommet med i Billedet:

Dreiende de brede Ører
Hjorten staaer ved Skovens Bræm,
Undrende hvad Klang den hører
Vakt udi dens stille Hjem.

Det er allesammen Motiver, som Winther i sin følgende Digtning vender tilbage til og uddyber. I en Sum er det her nok at minde om Natur- og Folkelivsskildringerne i »Træsnit«, »Sielland« og »Hjortens Flugt«.

Den næste store Station i Winthers Liv er Hovedstaden. Dens Centrum var for Winther Regensen, bogstaveligt, idet han boede her tre af sine Studenteraar. Men ogsaa aandelig talt. Det var paa Regensen og i Samlivet med sine jævnaldrende, at han fik sin Dannelse. Det var Poul Møller, der skrev de egentlige Studentervaser, med den rigtige blandede Atmosfære af Tobak og Bøger og det Mæle, der IX falder en Bondestudent naturligt. Winther skrev flere Sange til Studenterforeningen, men de har mere Karakteren af Klub- eller Selskabsviser, om Vinen og Kvinden. Regenslivet har han i en senere Tid skildret i Digtet »Til Træet«. Kun hans »Studentervise«, der nok snarere burde kaldes en Studenterhymne, gav Udtryk for noget af det, der var aktuelt for den Tids Studenter. Ingen har nu den naive Begejstring, der skal til for at synge med i dens Omkvæd: »Herrer vi ere i Aandernes Rige«. Der er blevet smilet og ironiseret nok over Visen, saa der er mere Grund til at paapege, at den ikke er Udtryk for Standshovmod, men for en idealistisk Ungdoms vaagnende Kaldsfølelse. Den har ikke Brod mod nogen Fjerdestand, men giver en Lektion til Borgerskabet. I det attende Aarhundrede havde man opdaget Bonden og Sømanden, set deres Nytte i det borgerlige Samfund. Soldaten havde ligeledes været æret i sin Egenskab af Fædrelandets Forsvarer. I Winthers Vise melder Studenterne sig i Række med disse til fælles Arbejde for Fædrelandet. Maa vi have Lov at være her! Det kan ogsaa siges i smukke, højtidelige Ord, saa man selv faar lidt Varme og Begejstring ved det, to gode Ting at begynde med. Studenterlivet gav Winther Grundlaget for hans Almendannelse. Han læste som den Tids Studenter alt, hvad han kunde overkomme af dansk og tysk Skønlitteratur. Det er de litterære Fejders Tid, hvor Studenterne gav deres Bidrag med. Vi har set Nedslaget af denne akademisk-æstetiske Dannelse i Antologierne fra disse Aar og fulgt Winthers »Digte« skille sig ud fra det store Fællesskab.

Naar Winther skulde læse Fagbøger og sit Eksamenspensum, tog han hjem til Købelev Præstegaard.

I København var han Student efter sin egen Lyst - en fri Fugl. Winther har ikke været anderledes eller mærkeligere end saa mangen anden Student med æstetiske og selskabelige Talenter. Det der i hans Kreds udmærkede ham frem for de fleste var en usædvanlig heldig Forening af mange smukke og X rige Evner. Han deklamerede og sang, spillede Komedie, dansede o. s. v., alt uden at gøre sig kostbar, af Hjertens Lyst. I disse Færdigheder og hele hans behagelige Fremtræden vil man let se Resultaterne af hans Opdragelse og den Dannelse, han modtog i Hjemmet og som Student. Men dertil kom yderligere det, som er det egentlige og som en af hans Venner lidt pedantisk-filosofisk kalder »et generelt Talent til at glædes og glæde«. Det synes saa selvfølgeligt, men er dog en Sjeldenhed, en Udmærkelse af Naturen.

Winther var uhjælpelig »en stor Tilbeder af unge Piger«. Det er denne Egenskab, der ligger bag hans Stemningsbevægelighed. En tyk, glindsende Haarfletning, en lille Fod, et Øjekast fra et Par blaa Øjne, alle disse utallige Smaaglimt af kvindelig Skønhed var for ham som Luften han indaandede. De iltede hans Blod, gjorde det rødt og letstrømmende, eller sendte det i heftige Slag mod Hjærtet, drev det som prikkende Uro ud i Huden.

Intet Sted har Winther smukkere end i et Par Strofer af Romancen »To Elskende« skildret den unge tavse Kærlighed:

Men han sad stille,
Mens elskovs fuld og varm
Han holdt hendes Haand
Og den fine Jomfru-Arm.

Og henrykt hver Finger,
Som følte Blodets Strøm
Sødt aned hendes Hjertes
Usigelige Drøm.

Dette Digt er fra en senere Periode, hvor Winthers Kunst var ved at faa sin rene spejlende Evne. I den egentlige Ungdomsdigtning lægger han oftest Lune eller Skemt som et isolerende Lag mellem sig selv og sin Kærlighedslyrik. Det store Digt »Phantasie« til den fejrede jyske Skønhed Jomfru Fritsche er en ren Studenterspøg. I »Hvordan hun er?« udtømmer han - »til Digternes Fordærv« - Kærlighedslyriken for dens traditionelle Billedsprog og XI ender med at faa ud som Summen af »den hele Pige«, at hun er »et sødt Mysterium, som ingen Tunge kan udsige«. Men bag denne litterære Ironi, der med Vilje skjuler Portrættet, fornemmer man ligesom et Strejf af Jomfruynde og et pigeligt Sind, en lys Munterhed, megen Tale og Kvidren om ingenting. Saadanne Skjuledigte er ogsaa Digtene til den lille Cathrine (»Haandværkssvenden synger«) og til »den lille, ranke blonde Pige« (»Hilsen«). Guden for denne underfundige Kærlighed har Winther skildret i »Amor Jesuita«.

Den dybere Følelse, der ligger paa Bunden af disse Digte, kommer rent frem i »Sonetten« og »Flyv Fugl«.

Den Magt, »Flyv Fugl« har over Sindene, ligger i Digtets Almengyldighed, ikke i abstrakt, men konkret Forstand, enhver kan tilegne sig det som sit eget.

Digtets Indhold: Længselen efter den elskede, og dets Motiv: Fuglen som Budbringer, hører til Kærlighedslyrikens store Fælleseje.

Goethe har i »An die Entfernte« givet den almene Grundform:

So dringet ängstlich hin und wieder
Durch Feld und Busch und Wald mein Blick.
Dich rufen alle meine Lieder:
O komm, Geliebte, mir zurück.

Heraf har Winther grebet en enkelt Situation: fra Bredden af den skovkransede Sø sender han Blikket og Tanken mod den fjerne elskede. Det er en Hovedejendommelighed ved Winthers Lyrik, at han sjelden spinder Stemning og Følelse ud af sig selv, men udtrykker det sjælelige indirekte, i Forbindelse med et Billede. Hans Lyrik tenderer mod Situationsdigtet. Det samme viser Benyttelsen af FugleMotivet.

I Folkedigtningen sendes paa naiv Vis Fuglen som Bud med Besked (»Die Nächtigal als Botin«). I den moderne Poesi bliver det oftest til Tanke eller Ønske, og i den Form er Fugle-Motivet blevet en Kliché XII i Kærlighedslyriken og, hjemfalder som saadan i Heines Lyrik til Ironien:

Ich steh' auf des Berges Spitze
Und werde sentimental.
»Wenn ich ein Vöglein wäre!«
Seufz' ich viel tausendmal.

Winther benytter igen Motivet naivt. Tanken bliver til Situation og Ønsket faar Udtryk i Samtalen mellem Digteren og Fuglen. Saaledes knytter Winther det sjælelige til Billedet eller Situationen, gemmer sig selv bort deri.

Men omvendt faar Billedet med dets store Almenforestillinger: Søen, Fuglen, den elskede paa fjerneste Strand, først individuelt Liv, fordi de fyldes af en stærk Stemning og Følelse. Alt i Winthers Digt er besjælet: Træerne hvisker og bukker, Dagen lister sig bort, Natten drager sit dybe Suk. Fuglen, der først blot tager Digterens Tanke med sig paa sin Flugt, bliver til sidst hans Hjertes fortrolige. Digteren forstaar, at den ikke blot kan fortælle ham om sin Mage og Unger og de lykkelige elskende Par, den ser paa sin Flugt, den vil ogsaa kunne genkende hans egen elskede og bringe Hilsen med tilbage til ham fra hende. Ja, han aner - og deri ligger Grunden til den stigende Følelse af Sympati og Fortrolighed - at ogsaa i Smerten har de Fællesskab. Og som Bekræftelse paa, at hans Anelse er rigtig (»Har du ei lyttet til mangefold Smerte selv hos den fiedrede Flok?«) og at Fuglen og han helt har forstaaet hinanden, beder han den om et Godnat, mere som en tavs Tilkendegivelse end i bestemte Ord: »sig det, du veed det jo nok?«

Saaledes faar Digterens personlige Smerte sin dybe Resonans fra Anelsen af »at al Skabningen tilsammen sukker og er i Smerte«.

Hans Kærlighedslængsel gaar op i den store Natursympati og udløses, udaander i Sukket i Naturen.

XIII

I den almindelige Glæde over Winthers Ungdomsdigtning havde der kun lydt en enkelt skurrende Tone, hvor Molbech tilsidst i sin Anmeldelse advarer mod Paavirkning fra Heine, »en af Døgnets tyske Modedigtere, hvis Indbildninger og Selvtilfredshed udentvivl er større end hans Geni«. Modtageisen af »Nogle Digte« (1835) var ganske anderledes blandet. Chr. Wilster anmeldte Winthers Digtsamling saa nedsættende og »krænkende«, at Poul Møller følte sig drevet frem til en Modkritik. Den litterære Holmgang mellem de to fortjener ikke Interesse ved sine Detaljer, men den markerer skarpt, at Winthers Digtning havde optaget nye Elementer.

Hans Digtning fra Trediverne kan karakteriseres som en Overgangsdigtning, i hvilken gammelt og nyt brydes.

Det ny, der nu mere udtalt end i Ungdomsdigtningen trænger frem, er hele den sammensatte Kulturform, der kan udtrykkes med Begrebet Byen og efter sit særlige Milieu og sin Menneskekreds som Selskabet.

Med et tydeligt Gennemslag af københavnsk Lokalkolorit møder vi det ny som fælles Træk for en lille Gruppe Digte: »Til A. M.«, »Vandring og Opdagelse«, »Til Beppina«, »Min Skat« og »Mathildes Hænder«.

Selve Byen er i et Par Tilløb til Byskildring op? fattet uden Sympati, denne »Rumle?By«, i Modsæt? ning til det yndige Landliv:

Regnen Øser paa hver Rude,
Droschken ruller tung og dorsk,
og De vækkes kun ved Torsk,
Skraldemand og Pindebrænde.

Da Winther som gammel Mand sad i sit Hotel? værelse i Paris og længtes hjem, skrev han et Par vemodige Linjer:

Et Gaderaab, en Vogn paa Gaden
Mig minde tidt om Axelstaden.

XIV

Centrum i Byeni er »Teatret« med Københavnerbourgeoisiet i Parkettet og Bournonville paa Brædderne:

Sommerfuglen, B... e,
Svæve vil omkring paa Bræt
Og Parterre samt Parquet
Flink med Haand og Fløite spille.

Omgangslivet faar sit karakteristiske Udtryk i den fine Selskabelighed, Middagene og Ballerne.

Det positive Modstykke til det ironiske københavnske Vinterbillede giver Sommer digtene. Her flyttes Scenen til Omegnen, Øresundskysten og Lyngby, der paa Winthers Tid havde en hel Koloni af Landliggere. Det er København, Bredgade med det velstaaende Handelsbourgeoisi, der ligger paa Landet. Menneskene er de samme som inde i Byen, de samme Familier mødes her og danner Omgang. Interesserne og Omgangsformen er den samme. I »den landlige Bo« ved Øresund danser Beppina sin Cachucha som ved Vinterselskaberne i Byen. Et tidstypisk Billede, der viser Refleksen af Teatret i Hjemmene. Konversationen er den samme. Og dog har Sceneforandringen kastet et andet Skær over hele Livet I de landlige Omgivelser og Naturen finder man noget af sig selv igen. Det er denne særlige Stemthed, Winther har truffet i Digtet »Vandring og Opdagelse«. Grundtegningen i Digtet er en Spadseretur. Hvilestederne i Skildringen, hvor Stemning og Følelse breder sig og finder i Leje, skabes af Indtrykkene fra en harmonisk Natur med Skov og Sø i rig Afveksling. Konversationen mellem de to spadserende trækker hele Bymildeuet med sig: Bøger, Kunst, Teater, Skuespillerhistorier og Kredsens egne smaa Sensationer og morsomme Begivenheder. Hun er lille og gracieus. I Paaklædningen ogsaa et Anstrøg af Forfinelse: Silkekjolen og det smukt broderede Skørt. Selve Spadsereturen, Bevægelsen, alt virker med til at give en forhøjet Modtagelighed og Livlighed. Luften faar hendes Kinder til at blusse med en fin Rødme, den friske Vind, der fra Søen XV svøber ind over Land, ureder Haaret, saa det tjavser ned i Øjnene og kildrer omkring Næsen. Digtets Menneskepar er den unge Københavnerinde og hendes beundrende Ven. To Menneskebørn, der leger Skjul med hinanden og sig selv og som ved, at de leger. Digtets Stemning er denne mærkelige Svæven mellem drillende Koketteri, Trivialitet, Snakken om alt og ingenting og en dybere Følelse, der hele Tiden er ved at bryde igennem, men som ikke tør, fordi den ikke tager sig selv alvorligt. Det er By og Natur, Raffinement og Umiddelbarhed i eet.

Uden denne Lokalrealisme, løftet op i en mere almen europæisk Form, har Winther givet Billeder af Bymennesker i de større Romancecyklusser og Versfortællinger som »To Cousiner«, »Bægeret« og »To Ord«, de to sidste fra en senere Periode. Det er en Kunstgenre, som man den Gang med et karakteristisk Udtryk kaldte Romancer »af Selskabslivet«.

Endelig har Winther i Digtet »Alfens Brud« flyttet Skildringen fra Realismen over i det romantiske Eventyr. Sceneriet skifter mellem et Sommerbillede fra en parklignende Have med et rigt Selskab af kaffedrikkende Herrer og Damer og romantiske Dekorationer af Huler og Grotter. Det virker som digtet over en Bournonvillesk Ballet. Det er en Digters Drøm om selv i den erotiske Flagreleg at gribe noget varigt og evigt: den rene Skønheds Ide. Alfhild er Københavnerdigtenes Kvindetype som ren Ide, deres Psyche. En Psyche, hvis Sjæl er dvalebunden, fortabt i sig selv, koket; hvis Hjerte er uden Hengivelse og Varme. En moderne Psyche, af hvilken kun den skønne Form lever.

Det centrale Digt i disse Aars Produktion er Versfortællingen »En Novelle«, der med sit stærke Farvespil i den haarde Overfladeglasur lader en fornemme den personlige, indre Forbrænding, hvoraf det er fremgaaet. Digtet er helt bygget over Modsætningen mellem Staden og Landet. Dets Billedrække er som spændt ud over denne Modsætning. De to Livsformer, der i de københavnske Sommerdigte indgik XVI en vis Forbindelse, en egen ustadig Ligevægt, er her traadt frem i deres Modsætning og har spaltet Digterens Livsfølelse til Roden. Det er en Fantasi af en Digter, der nødstedt i tom, splittet Selvlede og Selvrefleksion griber efter den landlige Idyl som efter et Uskyldighedens og Renhedens tabte Barndomsland. Et Digt af en egen symptomatisk Rækkevidde ved Indgangen til den »moderne« Litteratur, der bliver til i disse mærkelige Aar i 1830erne, hvor en Epoke, den klassiske, var tilende og en ny satte ind.

Denne Grundstemning af Lede og Fortvivlelse gentages indtil Monotoni og Maner i Digtsamlingerne fra denne Periode. To Digte hæver sig ved deres Betydning ud fra de andre, den lyriske Digtcyklus »Annette« og Romancen »To Elskende«. Det er samme Livsbillede, i moderne og middelalderlig Iklædning. I begge Digte skildres, hvorledes Skæbnen bryder ind i en Mands og en Kvindes fuldkornne Lykke. I ingen af Digtene gives i Handlingen nogen Forklaring paa, hvad det er, der volder Ulykken. Det er, som om Digteren demonstrativt har villet paapege: saadan er Livet, netop saa meningsløst. Selv det skønneste og højeste i Menneskelivet, Kærligheden, er kun en straalende Sæbeboble, der i næste Øjeblik kan briste og kun efterlader den bitre Smag.

I »Annette« er denne gennemtrængende Dissonans saa voldsom, at den har sprængt Digtets Ramme og kunstneriske Helhed. I »To Elskende«, der er senere og mere paa Afstand af Digteren, er den kunstneriske Form bevaret og Livsbilledet af stor tragisk Kraft, enestaaende ved sin Spændvidde.

Winthers Digtning fra Trediverne frembyder saaledes Billedet af en Digtning under Forvandling. Men Nydannelserne har ikke fortrængt det oprindelige Lag fra Ungdomsdigtningen, der tvertimod synes at vokse i Vægt og Betydning. Romancer og Naturdigte og Folkelivsbilleder udgør en væsentlig Del af Forfatterskabet gennem hele Perioden. En fædrelandsk XVII Romance som »Vaabendragerens Ed« og »Sielland« med sin Række af skiftende Billeder af dansk Natur og Historie betegner hver i sin Genre Højdepunkter i, hvad vi har kaldt Winthers folkelignationale Digtning.

Winthers Digtning havde faaet en større Variationsrigdom og et større Tankeindhold end i den første Periode. Paa den anden Side er det aabenbart, at der er Sider af det ny, der truede med at angribe den i dens Livsnerve: dens Friskhed og Naivitet, dens Folkelighed og danske Tone. Der manglede endnu hos Digteren den Oplevelse, der kunde smelte alt sammen til eet og redde ham fra at ende i »den tomme Syge« og en vis klagende Monotoni. Der manglede et Punkt, hvorfra den nyvundne Mangfoldighed lod sig overskue og beherske.

Det ny Lag i Winthers Digtning, vi her har beskrevet, tilhørte det indenfor Tidens Litteratur, som man den Gang kaldte »modern« Poesi. Denne moderne Retning kom samtidigt frem i disse Aar hos Forfattere som Paludan-Mûller, Heiberg, Hertz, Aarestrup, delvis Bødtcher. Poul Møller havde ogsaa været under Indflydelse af disse Strømninger, men hurtigt reageret imod dem. Overalt møder man de samme Træk. En vis Æsteticisme, der i Kunsten viser sig som en større Interesse for Formen i sig selv, en bevidst kritisk Smag. En Æsteticisme, der ogsaa havde gennemtrængt Livsvanerne og som i de digteriske Skildringer af Nutidslivet røber sig som en Forkærlighed for Elegance og Luksus i Udstyr, en Smag for kostbare Silkestoffer, ædle Metaller, for fine Vine og kræsent udsøgte Retter. Alt sammen Udtryk for hvad vi har kaldt Byen og Selskabet. Lovene for denne Bykultur har Heiberg skrevet i sine »Bidrag til en æstetisk Moral«. Fundamentalest viser dette moderne sig i den stadigt voksende Interesse for det erotiske. Kærligheden, ikke som en stærk og hel Følelse, men som Lidenskab og Passion, XVIII noget sammensat og interessant, der som et Uropunkt stadigt holder Sindet i Bevægelse.

Hele denne Tidsretning i dansk Litteratur er Dønningerne af den store europæiske Flodbølge i Aandslivet, hvis Top i England er Byron, i Frankrig Victor Hugo og i Tyskland Heine. Medens Byron fik saa afgørende Betydning for Paludan-Mûller, er der næppe hos Winther Tale om nogen direkte Paavirkning fra Byron udover den almindelige Tidsretning. Sammen med Heine danner han Forudsætning gen for Winthers Modernisme.

Heltene i Winthers Versfortællinger har den Byronske Types karakteristiske Træk: bleg, »vild af Øiekast«, et Helved af Smerte i Brystet. »En Novelle« begynder:

Et Helved lued i mit Bryst,
Og svundet var al Livets Lyst.
Min Pande gløded og min Mund,
Min Kind var bleeg, og Øiet kun
Nedstirred tørt paa Veiens Sand;
Thi ak! den indre, dybe Brand
Lod ingen Taare fra sit Gjern
Til kjølig Lindring trænge frem,
Liig en Vulkan, der lumsk i Løn
Udtørrer Kilde, Sø og Brønd.

Men Winther er som Byronianer mindre naiv end Paludan-MüIler. Ironi og Refleksion indgaar ikke blot som Elementer i hans Modernisme, men denne er selv som gennemhullet af Selvironi. Winther tager i denne Periode ikke sig selv helt alvorligt, hverken som Romantiker eller som Byronianer. Stærkest har dette faaet Udtryk i Romancen »Ravnens Quide«, hvor Ironi og Lyrik har indgaaet en egen Forbindelse. Jomfruen er en Karikatur, opridset med faa skarpe Konturstreger, af en Tidstype: den poetisksværmeriske unge Pige. Hendes »lange Sukke« havde Winther som ung Student - i fuldt Alvor - lagt Pen til i »Ellinors Sværmeri«. Et Digt, der kan henføres til den Kategori, Poul Møller kaldte »vaade Rim« og som i Litteraturhistorien kan ses som Efterklang af en Genre, der var yndet i den romantiske XIX Tid. Schiller havde givet Genren sin rene, klassiske Form i Teklas Sang (af »Wallenstein«), som Oehlenschläger i »St. Hans Aftenspil« lader den unge Pige, Maria, synge til Weyses »deilige Melodie«. Ravnen er en fantasifuld Satire over Don Juaneriet, af hvilket Winther mere havde følt den sure Svie end »Jubelen« - den søde Kløe. Det er Byrons Corsair fra Fribytter- og Haremsmilieu flyttet hen i københavnsk Borgerlighed. Paludan-Müller skabte senere i »Adam Homo« Virkelighedsbillederne, der svarer til de Wintherske Fabelbilleder. Saaledes svarer von Pahlen til den usselige Ravn med de sure Miner og den krumme Ryg; den gamle Galt, der indvier Adam i sin natlige Helligdom, hvor han i Billederne paa Væggen har bevaret Minderne om sit Livs Elskovserobringer, svarer til Ravnen, hvor den fremmaler den Tid, da den som en lystig Vildravn med skingrende Frydeskrig susede ud paa sin Togt.

Selvironien, hvoraf hele Digtet er gennemtrængt, bliver aabenbar i Jomfruens sidste Afskedsord til Ravnen:

Nei, see mig til det tossede Kræ,

Hvor han kan raisonnere!

Hele Digtet er et langt undskyldende Ræsonnement. Det rammes her i Roden.

Jeg ved næppe noget af Winthers Digte - bortset fra de rene Stemningsdigte - saa beundringsværdigt som denne Romance. Refleksen af store Tidsstrømninger er her sammentrængt til et anskueligt Billede, uden at et Øjeblik Dyrefablen forstyrres af »Ide« eller den kraftfulde folkelige Fortælleform brydes af Refleksioner.

Den særligt Heineske Indflydelse paa Winther gaar kun i Overfladen. Winther - saa lidt som Aarestrup - finder sig rigtigt hjemme i, hvad denne spøgende kalder »brilliant Zerrissenheit og lidenskabelig Næserynken«. Men Paavirkningen holder sig længe. Endnu i den første Samling »Til Een« er den kendelig. Digtene er stemningsbeslægtede XX med Heines »Junge Leiden« i »Buch der Lieder« og kunde ligesom disse have haft Undertitlen »Traumbilder«. Men hos Winther fornemmer man paa en ganske anden Maade end hos Heine Virkeligheden bag Drømmen, ikke blot i det større menneskelige Indhold og i Inderligheden, men ogsaa kunstnerisk i den Maade, hvorpaa Winther lader Drømmen vokse frem af Virkeligheden. Saaledes i Digtet »Natligt Syn«, hvor Synet umærkeligt fødes af Skovmørket og de rødlige Lygters Skin og hele Tiden næres af Sanseindtrykkene, der trænger ind i Underbevidstheden: en drømmende Skovfugls Trille, Natviolernes Duft. Noget tilsvarende har Heine ikke, hverken i »Traumbilder« eller i Visionerne i »NordseeLieder«. Ganske Heinesk er derimod den Maade, hvorpaa den nøgterne Virkelighed bryder Drømmens Spind.

Af Heines Ironi og Spot tilegnede Winther sig i det hele og store kun Formen, den effektfulde kunstneriske Antitese, men Indholdet lod han ligge. Det skyldes en vis Sundhed hos Winther. Han er fri af al Krampe. Men det hænger ogsaa sammen med Winthers Begrænsning, hans Ulyst til at søge Yderpunkterne i Følelse og Tanke. En vis Magelighed. Winthers Ironi er ikke mindre gennemtrængende end Heines - hvad man ikke altid har set - men den ytrer sig fortrinsvis som Selvironi og har en anden Virkeform, er mere snigende, som den Brand, der kan lægge sig paa Rosens Blade og dræbe deres friske Skønhed. Den er ikke eksplosiv som Heines. Frem for alt: den er uden »politisk« Brod. Den er holdt indenfor neutralt Omraade: det psykologiske og æstetiske. Den trækker ikke blank overfor Moral og Religion. Ikke engang i Elskovskapitlet - altid det kriminelle Punkt.

Winthers »Naturalisme« er naiv, den er ham i Kødet baaret, er ikke traadt i Modsætningsforhold til hans borgerlig-kristelige Livsopfattelse. Han skildrer i sin Digtning Kærlighedslivet indenfor dets egne Grænser, lader det udfolde sig som en stor Naturscene. XXI De ydre borgerlige Forhold fornemmes kun, idet de som Skyer drager hen over Scenen, trækkende Skygge og Mørke efter sig, hvorved Livet kommer til at røre sig i stadig Forandring. Han spejler Kærlighedens vekslende Tilstande.

Winther kastede ingen Handske hverken til det gode Borgerskab eller det fine Selskab, saaledes som Heine havde gjort det i »Harzreise«:

Lebet wohl ihr glatten Säle, Glatte Herren! glatte Frauen! Auf die Berge will ich steigen, Lachend auf euch niederschauen.

Først i Drachmanns Digtning kom det herhjemme til aabent Brud. Men ved Indgangen til sin Manddoms modne Digtning skrev Winther et Digt, som han kaldte »Til en Digter«. I Virkeligheden taler han heri til sig selv:

Hvis Du vil synge, Dig til Glæde, Og ærlig Tak for Sangen faae, Skal ikke Du i Hallen træde, Hvor Fornemhedens Gud har Sæde, Hvor Nøgler og hvor Stjerner gaae; Thi der er Tankerne saa spæde, Og der er Hjerterne saa smaa.

Winthers Strofe har ikke mindre Slagkraft end Heines, men Eftertrykket falder paa helt forskelligt Sted. Det afgørende er hos Winther ikke Latteren og Spotten, men den positive Side af Sagen:

Syng Du for Knøsen hist bag Ploven For Svenden i Regentsens Ro, For ham, der kjæmpe maa med Voven, Syng for Soldaten ved Cartoven For Pigen ved sin Malkeko.

Digtet er skrevet under Winthers Ophold ved Hoffet i Neu Strelitz. Det danner Afslutningen paa hans hjemløse og aandeligt rodløse Tid i Trediverne. Han siger Farvel til Selskabet og stiller sig midt iblandt Folket. I Erkendelse heraf satte han som Motto for Digtet nogle kraftige, djærve Linjer af Poul Møller om Race og Folkelighed som Grundlag XXII for en national Digtning. Paa dette Grundlag turde han igen stille sig i Række med Poul Møller.

Den sidste Strofe i »Til en Digter« er paa en underfundig Maade sat op mod de første Strofer. Man forstaar kun dette Digt - og overhovedet Winther - hvis man har Øre for hans »blandede« Tale: Alvoren og Lunet. Der er et stort Stykke Baggesen i Chr. Winther, en Baggesen, der har en lykkelig Reserve af Naivitet og Sundhed. Paa Baggesensk Vis kunde man udtrykke Digtets Tankegang med en Fortolkning og Udvidelse af dets Titel: Winther til sig selv (dvs. de første Strofer »til en Digter«), eller Winther over Winther (dvs. den sidste Strofe imod de foregaaende). I den sidste Strofe røber Digteren sin inderste Hemmelighed, som han hele Tiden har gemt paa, lykkelig ved sit Eje: han synger kun for den Ene, Hende, der har vakt hans Sang til nyt Liv. Den Kvinde, der staar bag dette Digt og bag hele hans følgende Digtning, er Julie Winther. De havde truffet hinanden i de sidste Aar i Trediverne (o. 1837) i det københavnske Selskabsliv. Hun var den Gang en gift Kone. I de følgende Aar udviklede deres Kærlighed sig. Hun søgte Skilsmisse fra sin Mand og i 1848 ægtede Chr. Winther hende.

Man forstaar, at der bag disse nøgne Data skjuler sig et yderst compliceret Væv af Livstraade og Menneskeskæbner. At gaa i Detaljer her lønner sig ikke. Man bliver dog altid den udenforstaaende, der trænger ind og vurderer og bedømmer uden at have de nødvendige faktiske og psykologiske Forudsætninger for at kunne gøre det. Iblandt alt det psykologisk vigende staar det som fast og sikkert, at for Winther betød Oplevelsen Vendepunktet i hans Liv. Det var Kærligheden til Julie, der reddede ham. Det er dette almene, som det gælder om at forstaa, fordi det er Livsnerven i Winthers Digtning.

Da Winther i November 1824 var blevet teologisk Kandidat, var hans Vandre- og Læreaar til Ende. XXIII Men han kunde ikke bekvemme sig til at krybe i Præstekjolen. Han tog en Huslærerplads og skaffede sig herved endnu nogle Ungdomsaar, hvori han kunde fortsætte sit fri Liv. Som Huslærer for Alvilde Miiffelmann og hendes to yngre Brødre blev han optaget i et velhavende københavnsk Grossererhjem, og førtes ind i dets Omgangskredse, om Vinteren i København og om Sommeren i Lyngby paa den Müffelmannske Lystejendom »Fuglsang«. Omkring 1830 begyndte ogsaa denne forlængede Ungdom at nærme sig sin Afslutning. Fremtiden med sine Krav gjorde sig stadigt stærkere gældende. Winther belavede sig paa at søge Embede. Maaske først uden stærk indre Tilskyndelse. Men andre Forhold greb ind med og uddybede Krisen. Moderens Død i Februar 1830 kaldte igen en hel Mindeblok til Live i hans Bevidsthed, hvoriblandt ogsaa har været religiøse Impulser. Hertil kom yderligere, at han ved denne Tid fik Vished for, at den Kærlighed, der havde udviklet sig hos ham gennem disse Aar til Alvilde Miiffelmann, ikke fra hendes Side var af en saadan Art, at hun vilde være hans Brud. Winther stod paa mange Punkter overfor Valg og Bestemmelser, der vilde være afgørende for hele hans Liv. Stærkt tilskyndet af sin Stedfader bestemte han sig imidlertid til, inden han søgte Embede, at rejse et Aar i Udlandet for en Arv, der var tilfaldet ham. Rasmus Møller har vel tænkt, at Chr. Winther - ligesom tidligere Poul Møller paa Kinarejsen - bedre kunde blive klar over sig selv, naar han var borte fra de mange spredende Forhold i København. Rejsen kom kun til at udskyde Krisen. Hjemme igen i København satte han de sidste Penge af Arven til ved sine flotte Hotel-Vaner og sit Grand Seignieur-Liv. Siden fægtede han sig igennem, bogstavelig talt hjemløs, idet han flyttede fra Sted til Sted for at holde sig Rykkerne fra Livet.

Forholdet til Alvilde Miiffelmann faldt ind i den samme Gænge som før Rejsen. De var gode Venner, kunde tale sammen om Poesi og Livets daglige Ting.

        

XXIV Han var hendes Kavaler paa Ballerne, i Teatret og i Selskabslivet.

En Forlovelse, han i disse Aar forvildede sig ind i, prøvede han at gennemføre, men det gik ikke.

Den Krise, han var sluppet udenom, trak nu sammen om ham igen. I Aarene 1836-37 naaede han Nulpunktet, den fuldstændige Følelse af Tomhed og Intethed. I et Brev fra denne Tid kan han f. Eks. skrive: »En saa fortørret Hjærne, et saa sammenskrumpet Hjærte, som jeg slæber med mig, hvor jeg færdes, kan aldrig mere befrugtes, end ikke af det rigeste Stof.« Dybere endnu end disse Linjer fra et Brev til en Ven gaar et Par Strofer, som Winther skrev i 1836 (Side 228). Her taler Winther med sig selv. Det lille Digt er mærkeligt i hele Winthers Lyrik ved sin rent personlige Karakter. Winther lod det da heller ikke komme med i nogen Digtsamling fra denne Periode. Det laa mellem hans Papirer efter hans Død. Den første Strofe skildrer hans sjælelige Tomhed og i den sidste Strofe gør han sit Livs Regnskab op uden store Ord og Gebærder, men med en Ærlighed og Jævnhed, der gaar til Hjertet.

Winther stod igen, hvor han havde staaet i 1830. Han indankede sit Liv for Moderens Minde. Det vil sige: han maalte sig selv med den menneskelige og sædelige Norm, der laa i hans Sind som arvede Impulser fra hans Slægts Liv gennem mange Generationer i et kristeligt-borgerligt Samfund og som videre havde faaet Indhold og Præg af hans egne Erfaringer, af hvilke Moderen og Barndomshjemmet og alt, hvad dertil hørte, dannede den inderste, faste Kerne. Der er naturligvis et helt Kompleks af forskellige Momenter, der virker sammen her og fører til Winthers Dom over sig selv. Det er borgerlige Momenter som Usikkerheden i hans Stilling som kun Digter, uden noget fast, ovenikøbet med en ikke ringe Gæld. Det er Momenter, som hans Tvivl og hele religiøse Uklarhed, der i sig selv har staaet for XXV ham som en Synd og som Vidnesbyrd om Brist i Karakteren og i Dømmekraften. Men især ligger Uromomentet i hans Erotik.

En lignende sjælelig Krise som den, Chr. Winther gennemgik, oplevede Paludan-Müller samtidigt, kun med et mere katastrofeagtigt Forløb. I videre Forstand var det, som vi har set, en hel Tidsalders aandelige Krise. Paludan-Müller, for hvem etiske og religiøse Refleksioner havde en ganske anden Betydning af selvstændige sjælelige Faktorer end for Winther, reddedes igennem Krisen af en Kvinde, ved hvis Side han vandt sig et fast Stade i en ethisk-religiøs Livsanskuelse og Idé. For Chr. Winther er det erotiske det Svingningspunkt, der bestemmer hele hans sjælelige Klangfigur. Religiøse og etiskfilosofiske Refleksioner er kun af sekundær Betydning for ham og føres aldrig til Bunds. Han kom igennem Krisen, da han traf en Kvinde, der hævede hans Kærlighed over det tilfældige og halve, saaledes at Livet igen fik Idealitet for ham. Hun vakte igen i ham Troen paa Kærligheden som »en høj guddommelig Norm«. Livet fik igen Indhold og Betydning. Det blev værd at leve.

Winthers dybeste Sammenhæng med den saakaldte romantiske Periode og hans Afstand fra den »moderne« Retning ligger i, at han aldrig helt slap Troen paa de absolute Værdier. Hos Winther viser det sig stærkest i hans Tro paa Kærlighedens Idealitet. Det kan følges som Kontinuiteten i hans Digtning gennem de skiftende Perioder.

I Ungdomsdigtningens muntre Flagreerotik havde denne Kærlighedstro faaet Udtryk i »Sonettens« lidt snørklede Tankegang. I »Flyv Fugl« udløstes den som Længsel. Midt i Splittelsens og Galanteriets Digtning fra Trediverne, hvor den fornemmes som Smerte bag Ironien og Dissonansens Grelhed, fik den et positivt Udtryk i »En Sommernat«.

I Billedet af Liliens og Rosens Elskovsliv har han tilstaaet sit Savn og bekendt, hvad han anende tror:

XXVI

Dog af vort korte Liv
Har Kjærlighedens Bliv
Jo skabt en salig Sum af Evigheder.

Iblandt den lille Gruppe Digte »Til Een«, der stammer fra hans Ægteskabs første Sommer, som han og Julie tilbragte i et lille Boelshus ved Bramsnæs Vig, staar et Digt, der indeholder hans Confiteor: »paa din Deilighed jeg troer.« Som en mægtig Udvidelse og Bekræftelse af Liliens Ord til Rosen hedder det heri om T/men, da de kom til Kærligheds Forstaaelse:

Timen, som vore Længsler fødte,
Mens Taarerne randt og Hjerterne blødte,
Timen, som vore Sjæle forbandt;
Timen, som mine Arme lukked
Om Dig, og min Luetørst slukke d
Og tændte den kraftigt igjen;
Timen, som kaldte vort Liv tillive,
Skal til en Evighed blive,
Og vi vorde evige ved den.

Det er Julies Betydning for Winther, at hun gav hans dybeste Anelse og Længsel deres Opfyldelse og Bekræftelse. Hun gav Winther sig selv igen.

Det betyder ikke, at Livet for Winther, efter at han havde truffet Julie, blev eet i Tanke og Handling. Winther havde ikke den Karakterens Konsekvens og den Viljestyrke som Paludan-Müller, der formede sit Liv efter sin Idé. Winthers Opgave var ogsaa i sig selv vanskeligere end Paludan-Müllers. Der ligger i Livsfornægtelsen i sig selv en større Konsekvens end i Livsbekræftelsen. Det negative gør sig mere bemærket end det naturlige og positive. Men dertil kommer, at medens Paludan-Müller isolerede sig, kun realiserede Livet i en snæver Kreds af Virkeligheden, saa stod Winther i en ganske anden Forstand midt i Livet med alle dets complicerede Forhold. Livet satte Winther paa en haard og lang Prøve. Overfor Modgang og de store Sorger, især Steddatteren Idas tiltagende Sindslidelse, kom han tilkort i den Forstand, at han ikke XXVII beslutsomt imødegik dem. Han stod trofast ved Hustruens Side i hendes Kamp for Datteren, delte ærligt Sorgen med hende, men kunde ingen Hjælp være udover den Støtte, som ligger i Deltagelse og Trøst.

Livet viste ogsaa Begrænsningen i Julies og Win? thers Fællesskab. Af deres Hjem, inden det af Hen? syn til Idas Sygdom opløstes, saa Wlnther i sine sid? ste Aar igen blev »hjemløs« og ofte maatte leve bor? te fra Danmark, har en Ven af dette Hjem, Carl Snoilsky, tegnet et Billede. Det er »Fruens Stue«:

Och jag ser altsamman åter
Varmt i eftermiddagssken:
Heibergs, Monrads hvita byster,
Skovgaards lilla Romancen.

Prydlig i Amagerdräkten,
Stine kaffebrickan bär,
Svarte rapphönshunden vänligt
Nägra smekningar begär.

Og det er Digterens Arbejdsværelse:

I den öfversta etagen
Finns en kammare för sig;
Ofta nog är dörren reglad,
Men det gäller icke mig.

Skaldevän, det är din verkstad!
Kom jag plotsligt på besök,
Sag jag sångmön skyggt försvinna
I ettl Ijusblått flor af rök.

I denne Hjemmets Poesi og Skønhed var de fæl? les, den var skabt af dem begge, hver gav sit.

I Hjemmets Hverdag havde de ikke dette Fælles? skab, hverken i Formue eller i de mangfoldige andre Forhold, der tilsammen skaber Dagliglivet.

Kun i deres Elskov og Kærlighed var de hinanden fuldt jævnbyrdige.

Men i hvor høj Grad at Julie gav Winther sig selv helt, ses deraf, at han ikke blot skrev »Til Een«, men ogsaa »Hjortens Flugt« med hende i Tankerne og i Ly af hende.

XXVIII

I Folmers Sang til Dronningen i Scenen i Fruerburet hører man stadig »Til Een« klinge igennem. Folmers Ord har samme indre Glød som Ordene i »Til Een«:

Winther til Julie:
Som Blomsterstøvet ulmer
Nedsænkt i Rosens Barm,
At Knoppen kraftigt svulmer
Og blusser rød og varm, -
Saa til mit Indre trænge
Dit Hjertes Sange smukt,
Og Klangen i mine Strænge
Er kun Din Stemmes Frugt.

Folmer til Dronningen:
Som Bien, der sig trænger
Dybt ind i Rosens Barm,
Og diende der hænger
Sødt svimlende og varm;
Saa vil min Sjæl sig ranke
Til Din udi min Sang, -
Og der skal høres Klang!

Allerede i »Tilegnelsen« havde Winther sunget:

Og til Dig jeg øm og glad
Mig klynged som en Ranke,
Saa at alle mine Qvad
Var som tænkte med Din Tanke.

Mellem de to Tilegnelser ligger der femten Aar.

Men ogsaa Tanken i Folmers Bøn til Dronningen om at maatte kaldes hendes Sanger genfindes i »Til Een«. Det er Digtenes bærende Grundtanke. Sit særlige og stærkeste Udtryk har den faaet i Digtet »Jo vist er Du fortryllende« (LXV):

Hun nævnede sin Sanger mig
Og selv var hun min Brud, -
Og Intet meer forlanger jeg
Af Verden eller Gud.

Læst i sin Sammenhæng faar Linjerne en anden Baggrund og derved Indholdet en anden Rækkevidde end Folmers Ord, en Forskel, der allerede udtales i Ordene: og selv var hun min Brud. Forholdet er da det, at Winther i Folmers Sang har udsmeltet den rene Idé af det etisk-religiøse Tanke og Følelsesindhold i Digtet til Julie og videre af hele »Til Een«. Folmers Tilegnelsessang til Dronningen er den ideale Top, hvorfra alt i »Hjortens Flugt« overses.

Fra sin Ungdom havde Winther haft Planer om XXIX at skrive et stort romantisk?lyrisk Kærlighedsepos. Han kunde gøre det nu, fordi han ved Julies Side havde fundet det faste Punkt, hvorfra Kærlighedens brogede Kreds lod sig overskue. Og omkring dette Centrum i hans Bevidsthed samlede nu ogsaa de an? dre Sider af hans Væsen sig.

I den lykkelige Sommer, som Julie og han oplevede i »det røde Hus« i Dyrehaven, hvor »Hjortens Flugt« blev til, kom Ungdommen igen til den aldrende Digter. I Billedet af Folmer Sanger som den muntre Elskovssvend tilegnede han sig sin Ungdom, ikke i Ironi, men i Lune og Humor. Ja, Minder, der gaar helt tilbage til hans tidligste Drengeaar og første Ynglingeaar, fik Form i Natur-og Folkelivsbillederne. Alle Traadene i Winthers Liv og Digtning løb sammen her og dannede Grundvævet, hvorpaa Billederne af Kærlighedens vekslende Former og Aldre er malet.

Det var da gaaet saaledes, at han først kun havde sunget for den Ene, der havde vakt hans Sang til nyt Liv, men siden viste det sig, at han derigennem ogsaa kom til at synge for det danske Folk. Han havde ogsaa selv forstaaet det saaledes i »Til en Digter«.

Efter at hans Kærlighedslyrik havde kulmineret i Digtene fra Bryllupssommeren i »Til Een«, mundede den ud i et bredere Leje, hvor den forbandt sig med hans folkelig?historiske Digtning og steg til et nyt Højdepunkt i »Hjortens Flugt«.

Julie er den Kvinde, der staar bag baade hans intime Lyrik og hans folkelig?nationale Epos.

»Digtninger« (1843) staar som Indledning til den rigeste og modneste Periode i Winthers Forfatterskab. Samtidigt med »Digtninger« udkom »Fire Noveller« og gennem hele Perioden fortsættes Novelledigtningen som en bred Parellelstrøm til Poesien.

Højdepunktet betegner Aarene mellem »Digtninger« XXX og Udsendelsen af »Samlede Digtninger« (1860), hvor han bringer sin Høst i Hus. Det er den Periode, der falder sammen med hans 50-60 Aar, hans Livs sene Sommertid.

De sidste Aar af Winthers Liv indtil hans Død (1876) bragte Efterhøsten, et Par smaa Bind, suppleret med »Efterladte Digte«. Det er jo kun naturligt, at Alderdommen og de personlige ulykkelige Forhold maatte gøre sig gældende. Men det er mere mærkeligt, at der endnu blandt Winthers sidste Ting findes fuldkomne Digte som »Juli Maaned« og »Eros Fløjtespiller«, hvor baade Indhold og Form har usvækket Kraft og Spændstighed. En ædel »Efterklang« af et fint stemt Instrument.

Winthers Manddomsdigtning overrasker ved sin Mangfoldighed af Emner og Former.

Kærlighedslyriken midtpunktsamler sig i »Til Een«. Den folkelig-nationale Digtning fylder mest og rummer størst Afveksling. Her er Naturdigte og Dyredigte, der ofte er Skjuledigte for Winther selv. I Noveller og Romancecyklusser gives Billeder af Livet paa Landet og i Provinsbyen. »Hjortens Flugt« samler, som vi har set, Traadene fra den hele Digtning.

Men ogsaa den »moderne« Retning fortsættes og naar nu en mere behersket og afklaret Form i Versfortællinger som »I et romersk Osteri«, »Fjeldvandring ved Badet«, »Bægeret« og i tilsvarende Noveller som »En Aftenscene«, »En Hjærtes Gaade« og »Episode af et Familieliv«.

I Indledningen til andet Bind af nærværende Udgave skal gøres Rede for »Hjortens Flugt« og den dermed sammenhængende Romancedigtning og Idyldigtning (»Træsnittene«). I Indledningen til tredie Bind skal behandles Vers- og Prosafortællingerne.

Her skal vi samle os om en Undersøgelse af »Til Een«, Hovedværket i Winthers Lyrik.

XXXI

»Til Een« er blevet til i en Række af Aar, der spænder over mere end en Menneskealder, fra Winthers Ophold i Neu Strelitz (1841) til nogle Maaneder før hans Død.

Winther har ikke søgt at knytte de enkelte Digte i den store Cyklus sammen ved nogen Handlingstraad, men idet de er blevet til gennem de skiftende Aar er de kommet ind under Tidens Forvandling. De genspejler Stadierne i en Kærligheds Udvikling.

Vendepunktet i Digtcyklussen markeres af Brylluppet med »I Havn«, der deler Digtningen i to Bøger, af hvilke den første falder i to Afdelinger.

Til den første Afdeling har Winther valgt et Motto fra en af Petrarcas Sonetter. Han har hermed villet udtrykke sin egen Situation: alene og tynget af Tanker (solo e pensoso). De to elskende er adskilt. Han lever i rige Omgivelser, hun fjernt i sine »stille, sikre« Stuer, eller hun spadserer ved Havet. Ind i Længselen efter den elskede blander sig Hjemveen (VIII). Ogsaa da han vender hjem til »det liflige Fyn« og senere til København, er der mange Mil mellem ham og hende. Man forstaar, at det ikke blot er Afstanden, der skiller dem. Livsforhold over hvilke de selv ikke raader, staar dem imellem. Først i Døden vil Livsdissonansen forvandles til Harmoni. Han er alene med sig selv og sin Kærlighed:

Hensjunken i mit Hjertes Drøm -
Thi ak! det er jo intet andet!
Jeg sidder som ved Havets Strøm
Og kaster Blomster ud i Vandet.

Disse Ord fra det sidste Digt giver hele Stemningen og Situationen og idet de gentager Tanken fra »Tilegnelsen« sluttes som en Ring omkring hele denne Afdeling.

Alle disse Digte er som en stadig fortsat Monolog, som Kærligheden lokker Digteren til. Ind imellem hans Ord fornemmer man Genklangen af hendes Spørgsmaal og Ytringer, omkring hvilke Digtene slynger sig som Ranker af Billeder og Indfald.

XXXII

Ofte tager denne Længselsdigtning Form af Drømme. Man kunde med et Udtryk fra det sidste Digt kalde hele denne Afdeling »Hjertets Drømme«.

Der er enkelte Digte, hvor Drømmen tager Flugt op i Abstraktioner og Sværmeri (VI). Men det overraskende er Sundheden i denne Drømmedigtning, Styrken, hvormed Virkeligheden gør sig gældende som en levende Magt bag Drømmesløret. Naturen med dens bevægede brogede Liv spreder Sorgen, som i Fantasien ved Fuglekræmmerboden eller i Digtene »Vaarhilsen« og »I Skoven«.

Hele den store Rejsedrøm (XI) røber først i sidste Linje - med et Glimt af Lune - at det hele »kun er drømt«. Digtet bliver i Virkeligheden til en Bekendelse til alt det, Livet ejer af stort og skønt. Længselen er her ikke ensidigt fortabt i sig selv og Fortiden, men kraftigt rettet fremad som Impuls til nyt Liv. Trods Vemoden og Smerten føles disse Digte inderst inde som en Befrielse. Det er den Lystfølelse, som ligger i selve Fornemmelsen af det »indre Liv«, hvorom Digtene vidner. Dette indre Liv fornemmes ogsaa i den kunstneriske Energi og Dristighed i et Digt som »Fortærende Længsel«. Der er i mange af Digtene noget strømmende, fritløbende, der river med og skaffer Luft for Smerten:

Saa vil jeg da længes med alle Blomster blaa,
Saa vil jeg da sværme med alle Fugle smaa
Og sukke med de svævende Vinde.

Efter et lille Intermezzo paa tre Digte kommer den anden store Afdeling, mere end 70 Digte. Winther har givet dem Fællestitlen »Da jeg var ung«. Titlens Bagtanke har været at vildlede den nysgerrige Samtid. Dens sande Mening kan udtrykkes med nogle Linjer (XL), der kunde staa som Motto for hele denne Afdeling:

Der svæver paa min Tunge
Saa mangen Tone sød,
Som af min evigunge
Kærlighed blev fød.

XXXIII

Den Ungdom, Digteren har oplevet, ligger ikke en Gang langt tilbage i Tiden. Det er en Ungdom, der er hinsides Spørgsmaalet om Aar og Alder: den evige Ungdom, som den faar, til hvem Kærligheden kommer.

Denne Tanke varieres stadigt i Digtene. Som det er Kærlighedens Magt, der har givet Digteren Ungdommen tilbage igen, vil den ogsaa sejre over Fremtiden. Det er den evige Skønhed, de evige Ynder, det der ikke er bundet til den forgængelige Form, han elsker (LXXVI). Atter og atter sættes det indre Livs Rigdom og Varighed op mod det ydre.

Situationen, der ligger bag denne Gruppe Digte, har skiftet. De to er ikke skilt fra hinanden ved lang Afstand. De bor i By sammen, men ikke under samme Tag.

Mange af Digtene er Breve, sendt til hende med Blomster eller som Tak for Blomster.

Deres Livsskæbner spindes tættere sammen. Frem af Digtene stiger en stadig fastere Tro paa, at de en Gang helt skal dele Livet sammen. Dødstanken mærkes endnu i det første Intermezzo-Digt (XXIV) som en Uro ved Tanken om Livets Korthed: »lad ei svinde Timen unyttet bort«. Efterhaanden som Fremtidshaabet sejrer, dæmpes ogsaa den manende Varselklang (XXXVI):

Fjernt, som en Klokkes Kimen,
Der kalder til Nattens Ro,
Aner mit Hjerte Timen,
Da jeg tør hos Dig boe.

I de sidste Digte synes Uroen igen at trænge sig frem ved Tanken paa Dagen (LXXIX), der rykker indenfor Virkelighedens Synskreds, l Digtet med det stadigt gentagne: »jeg holder fast ved Dig«, er det, som om Digteren vil overdøve Tvivlens Stemme i sit Indre for at kunne samle sig om at overvinde Hindringerne:

XXXIV

Jeg holder fast ved Dig,
Og ikke jeg viger fra mit Hjertes Tro,
At Himlen os engang vil skikke
Paa Jorden end til yndig Ro.

Mindre fortabt i sin egen indre Verden end før kan han nu igen vende sig mod Naturen omkring sig. Ogsaa i den Forstand kom Ungdommen tilbage til Digteren. Eller han glæder sig ved Betragtningen af den elskede, som han daglig har hende for Øje. Digtene bliver ofte til Genrebilleder og Naturidyller og Blomster-Breve. Sit intimeste Udtryk faar Sammensmeltningen af Natur- og Elskovsfølelsen i Blomstersymboliken, hvormed han udtrykker hendes Væsen. Den Eene bliver hans Rosa unica.

Digtene i anden Bog indledes med »I Havn«, hvor han skuer tilbage over sit Liv i et Billede, der har Tilknytning til den religiøse Lyrik, blandt andet Middelalderhymnen »Ave maris Stella« og Ambrosius Stubs »Livet en Seilads«. Efter Vielsesdigtet følger den borgerlige Tale, hvor han forklarer Poesiens Afmagt overfor Virkeligheden og Livet og ser frem mod deres Samliv, der tegner sig for ham som »et venligt Genremaleri«.

Deres Kærlighed faar Naturindvielsen i »Natten var mild og kjær«, der sammen med den følgende lille Flok af Digte betegner Højdepunktet i den hele Cyklus. Det er »Livsminuttet«, »Timen«, som Winther kalder det, tilegnet i hele sin Fylde og Intensitet, saaledes at det nærværende optager Fortiden i sig som en Inderliggørelse og Fordybelse og drager Fremtiden ned til sig i det Evighedshaab, der fødes af Taknemmeligheden mod Styrelsen, den uendelige Kærlighed, hvis umiddelbare Nærhed netop da føles stærkest:

Drømmende vugged vi
Som over Havet,
Vækkende Sukket, i
Længsel begravet;
Hilste vor Stjerne,
Som fra den fjerne
Evighed havde formælet vort Navn,-
Salige, Favn udi Favn!

XXXV

Hvad der i denne Hymne er fastholdt som Stemning og Oplevelse, udvikles i Confiteor-Digtet - som tidligere paavist - som Idé. Men det er et IdéDigt, der helt er levendegjort gennem den Situation, der tegnes. Det sublime skyer her ikke Virkelighedens smaa Glimt af Skelmeri og Henrykkelse, der bryder igennem i Udraab som: O, vend dog Dit Hoved, jeg beer Dig! Ak, fra hvad Side jeg seer Dig, vidunderligt tryller Du min Sjæl.

Karsk Hverdag er Digtet »Du er som Brød, det grove, fine, hvoraf man aldrig bliver kjed«. De andre Digte skildrer Livet i Naturen omkring »Deiligheden«, Spadsereturene og Samtalerne. I det sidste Digt derude fra aner man, at Sommeren gaar paa Hæld, Aaret vender mod Høst og Vinter:

O, lad os vandre en Aftenstund -

Blot een endnu - i den tause Lund

Alt under de høstgule Grene;

Og sværme et Øieblik Bryst mod Bryst

Og søge Hvile, Glemsel og Trøst

I Drømme - fortrolige, ene!

Efter denne deres Kærligheds Sommertid glider Digtene ind i det daglige Livs jævnere Strøm. Der kommer nogle huslige Situationsbilleder og Rejsedigte, nogle nye Blomsterdigte, et Par Længselsdigte, da hun er bortrejst, og saa en trofast Skare af Fødselsdagsdigte, Jule- og Nytaarsdigte. Lejlighedsdigt tene fylder mest, de er vel oftest kun af liden kunstnerisk Værdi og af den tilfældige Anledning er ikke udsmeltet den almene Betydning, men de er, som de staar i Flok og Rad, Udtryk for en prøvet Kærlighed, Mandens utrættede Ømhed for Hustruen.

Igennem Digtene fra de aller sidste Aar mærkes det, hvorledes ulykkelige Begivenheder har grebet ind og forstyrret »det venlige Genrebillede«. Digteren kan endogsaa gaa i Rette med Skæbnen, eller hans Følelse af egen Afmagt overfor Forholdene faar Form af bitter Selvanklage. Det er en Dissonans, der er smerteligere end Dissonansen i Digtene fra den første Tid, fordi man forstaar, at XXXVI kun Døden kan opløse den. Det nærværende ligger helt i Mørke, Tankerne søger mod Fremtiden i Haabet om en »Trøstens Evighed, hvor et Jordlivs bittre Qualer vorde Sæd til Fryd og Fred«, eller Tanken søger tilbage til Fortiden med de rige Minder. Erindringerne kommer fra den første Gang, han saa hende eller fra den første Gang, han mærkede, at han var Digter. Disse Digte er som en Epilog, en stadigt gentaget »Taksigelse«.

I en lille sidste Strofe, fattig i sin Melodi, bliver Takken en Tak til Gud.

»Til Een« er - saavidt Winther har magtet det - løftet op over det private. Ud fra denne Idé er den hele Cyclus her læst og fortolket. Og ud fra denne Idé er Udvalget foretaget. Det har været at handle i Winthers Aand at lade alle de blotte Lejlighedsdigte synke tilbage i det private og glemmes sammen med deres tilfældige Anledninger. Det har været at fortsætte Winthers Stræben at holde de Digte tilbage, der blot er Klager over hans egen »Sorg og Smerte«, til hvilke to Begreber, der - som Winther erkender det i et Brev - »altfor ofte maaskee, men meget naturligt alluderes« i hans Gammelmandsdigte.

»Til Een« er en Digtning om »en Mand og en Kvinde«, om »to Elskende«, som Winther kalder et Par af sine Romanoer.

Det er ingen poetisk Dagbog, hvor Digtene følger i Række efter Oplevelsestid eller Tilblivelsestid. Den ydre Kronologi er underordnet Hensynet til en skærpet indre psychologisk Sammenhæng og til Kravet om kunstnerisk Helhed. Indenfor den Ramme, som var givet af Livet, er Digtene frit indsat paa deres Plads i Helheden, som Draaber i en Stemningsstrøm, som Led i en Kærligheds Forløb. Grundkurven, der aftegner sig gennem Cyklussen, har ikke blot faaet den uvilkaarlige Form, der ligger i Oplevelserne og Livet, den er ogsaa - i de Partier, der har faaet Livets Afslutning - bevidst kunstnerisk formet. Men da Digtningen er ført op til Dødens Tærskel, ender den hele Digtning som Livet, blindt: afsluttet, XXXVII i en Tak, hvor den er vendt tilbageskuende mod Fortiden, aabent, med et Spørgsmaal og Haab, hvor den vender mod Fremtiden.

Naar Winther satte nogle Linjer af Petrarca som Motto for den første Samling »Til Een«, var det ikke blot fordi disse Linjer udtrykte hans egen Situation og Stemning, men fordi han ved Indgangen til sin Manddoms Kærlighedslyrik med Petrarcas »Canzoniere« til Laura vilde holde sig den ideale Grundform for Øje. Paa samme Maade havde han - som vi har set - paakaldt Poul Møllers Minde som Symbol for sin folkelig-nationale Digtning.

Hvad Homer betød for Oehlenschlägers nordiske Epos i »Thors Reise«, betød Petrarca for Winthers Lyrik.

Petrarca henviste Winther til Kærlighedslyrikens Grundmotiv: Besyngelsen af den Eene. Videre gav han ham Grundformerne i det lyriske Billedsprog og Stil og de musikalske og retoriske Elementer i den lyriske Diktion. Men denne Digtartens og Genrens Norm varierede Winther i Form og Indhold efter sin egen Tid og sin egen Personlighed og Oplevelse.

I Stedet for Sonetterne, der i Canzonieren fylder den største Plads (ialt 317) finder man i »Til Een« en Mangfoldighed af Versformer, der muliggør en Melodirigdom, der spænder fra den højtidelige Hymne til daglig Samtalesprog og en folkelig-jævn eller barnlig-naiv Tone. Winther følger her Udviklingen i den europæiske Lyrik efter Petrarca, har sine nærmeste Forudsætninger i den tyske og danske Digtning fra det 19. Aarhundrede, men knytter Forbindelse bagud i Tiden til den folkelige Visedigtning fra det 16. og 17. Aarh. og den religiøse Lyrik. Sonetten indgaar iblandt Digtformerne i »Til Een«, som den i det hele stadig var et Element i Tidens Lyrik. Hvor fuldendt Winther behersker Sonettens ydre og indre Form efter Petrarcas Mønster viser hans Sonet om Sjælens Forvandling (XXIX).

XXXVIII

Den anden af Petrarcas Hovedformer, Canzonen, hvori han har naaet sit højeste, anvender Winther slet ikke. Oehlenschläger havde dog ogsaa her vist Vejen. Derimod træffer man i »Til Een« hvad man kunde kalde Brev-Digtet, der staar i et lignende Forhold til de øvrige Former som Canzonerne til Sonetterne. I Brev-Digtene, der er rimede, men ikke delt i Smaastrofer, kan Tanken, baaret af en umærkelig Retorik, strømme frem i een Stemning, een Periode, som et Crescendo paa en dybt anslaaet Akkord. Canzonerne med deres fuga-agtige Opbygning af store Strofekomplekser er i Brev-Digtene ligesom sammentrængt til een Udaanding.

Tabt er hos Winther den store Linje, der skabes af Tankens indre Rigdom, dens stadigt udvidede, ynglende Modulation over Grundtemaet Vundet er det intime. I Brev-Digtene synes man at høre Winthers egen Stemme, halvt Hvisken, halvt Tale.

Denne Forskel i Form svarer til Forskellen i Indhold, der er en Følge af den helt forskellige Situation, der ligger bag de to Digtninge, det helt forskellige Forhold, hvori de elskende staar til hinanden. Laura og Petrarca er aldrig som Julie og Winther »fortrolige, ene«.

Baade Petrarca og Winther ser i Kvinden Skønhedsbilledet. Petrarca har tegnet Laura paa Baggrund af Vaucluse-Landskabets paa en Gang yndige og storslaaede Natur. Han har over hendes Skikkelse kastet en straalende Glans af ung Kvindelighed. Markerne klæder sig med Vaarens Grønt og Blomster, hvor hun skrider frem. Flodbredden glædes ved at mærke Trykket af hendes Fødder. Træet, hvorunder hun sidder, drysser sin Blomster-Regn i hendes Skød. Der er over hende noget af Skabelsesmysteriet, som stod Kvinden her for første Gang frem og lod Solen skinne paa sig. Det er Nuets Under, Genskinnet af Lyset fra deres første Møde, der er gaaet over i hendes Skikkelse, omslutter hende som i en Skønhedskaabe.

Over Julie-Skikkelsen er der mindre af det første XXXIX Nus Under end af Gentagelsens inderlige Lykke. Winther indlader sig ligesaalidt som Petrarca paa Beskrivelser af, hvorledes den elskede ser ud. I hans Vers- og Prosafortællinger vil man finde saadanne Portrætskildringer. Han optager ikke flere beskrivende Enkeltheder end den lyriske Strøm kan bære. Og løsrevet af deres Sammenhæng taber disse Ord om hendes Øjne og Smil, hendes Hænder og Stemme deres Kraft, de mister det indre Liv, som de faar af Helhedsstemningen. Mere end disse Enkeltheder er det Helhedsindtrykket, Winther søger at fastholde, det der samler hendes Skønhed: hendes Farver, hendes Skikkelse og Gang:

O, Din Gestalt! saa ædel, kraftig,
Saa egen og saa yndefuld.

I den første Samling af »Til Een«, hvor det ydre Billede holdes skjult, havde Digtet »Bleg« dog ladet en ane dette.

Det er denne Sans for Bevægelsen og Helheden, der gør Winther til en Mester i Genrebilledet. Selv bag de rent lyriske Digte fornemmer man i Glimt Situationen. Winther lader Billedet af den elskede blive til, som hun færdes i sine Stuer, læsende eller malende eller ordnende en Buket Blomster ved »det runde Bord«. Eller hans Fantasi maler for hans indre Syn Billedet af hende i drømmende Slummer, et Digt (XXXVI), der ikke blot er intimt i ydre Forstand ved sit Motiv, men i dybere Forstand ved Inderligheden i Opfattelsen. Det er lige saa fuldendt i sin intime Genre som Petrarcas Canzone ved Vaucluse Kilden er det i sin mere monumentale Stil.

Ligesom Petrarca tegner Winther ogsaa den elskedes Billede ind i Landskabet. Det er hende, der har besjælet Naturen for Digteren. I denne Natursympati er maaske Winthers og Julies dybeste Samhørighed. Det er derfor, at de mange Blomster, de udveksler ikke er tomt Galanteri, men Bud fra Sjæl til Sjæl. Skønnest i Digtet om Rosen, hun en Gang XXXX har sendt ham (LXIV). Igennem Naturen og Tingene taler Digteren til hende og hendes Billede er vævet sammen af Foraaret og Sommeren over et nordsjællandsk Landskab. Ogsaa her stræber Billedet mod det særegne og intime, der naaes i Rosensymboliken.

Rosen er al Lyriks Grundbillede. Chr. Winther fornyer Billedet, tilegner sig det, idet han fylder det med sin Oplevelse. I de første Digte »Til Een« bruger han det traditionelt: Lilie og Rose, om Kind og Mund. Eller han henkaster prøvende Billedet »Fortryllede Roser«, men uden rigtig at tro paa Billedets Magt til at tale og synge. Men efterhaanden som Virkelighedsbilledet af den elskede bliver tydeligere, faar ogsaa Rosenbilledet Individualitet. Først knyttet sammen med Lilie-Symbolet (XXIV), men saa selvstændigt: den blege Rose (XXVIII). Stadigt mere fuldstændigt dækker Billederne af Rosen og den elskede hinanden (XXXII), indtil endelig de for hans indre Syn smelter sammen til eet: Rosa unica. Grundformen i Lyrikens Rosensymbolik, som man kan finde hos Petrarca: Candida Rosa, hvide lysende Rose, har i Winthers Digt faaet sit individuelle Liv, saa det bliver det Løntegn, der udløser Forestillingen og Fornemmeisen af netop denne ene Kvinde: den Eene.

Winther overgaar Petrarca i Evnen til at give det almene, typiske Billede individuelt Liv. Man mærker, at Winther som sin nærmeste europæiske Forudsætning har Goethes Ungdomslyrik og i Danmark Oehlenschläger.

Fælles for Petrarca og Winther er det, at Skønhedsbilledet ikke blot er knyttet til det ydre Sansebillede, men til det indre: Sjælen. Og i hele den store Hovedmasse af Petrarcas Digte er det ydre kun Impulsen til Tanke og Stemning. Saaledes har Petrarca skrevet tre store Canzoner og mange Sonetter til Lauras Øjne, uden at man har skimtet blot et Glimt af deres Farve. I sin sidste Konsekvens bliver Petrarcas Lyrik til ren Lyrik, et Udtryk for hans egen XXXXI Stemning og hans eget indre Liv. Digtningen om Laura bliver til et Spejl for Petrarca selv.

Hemmeligheden ved Winthers Kunst er - som allerede »Flyv Fugl« viste det - dens fine Sammenspil mellem det ydre og indre. Udtrykt med et Paradoks kunde man sige, at Winther ser ikke blot med Øjet, men ogsaa gennem Hjertet. Billedet opgaar, som han kalder det, for hans Sands. Et Udtryk, der lader en fornemme, hvorledes Sansebilledet bliver til for hans indre Syn. Det Winther kalder »den skønne Form«, der bestaar, naar Stoffet svinder, det er netop Billedet som en Enhed af det sansede og det sjælelige (CIII). Det der giver hele »Til Een« sit Særpræg er ikke blot det Billede, man aner af den elskedes Skikkelse og Færden, men det Kvindesind, hvoraf hvert af Digtene er fyldt. Digtene er virkelig, som det hedder i »Tilegnelsen«, tænkte med hendes Tanke.

Hun er den modne bevidste Kvinde. Hendes Tanke og Aand er stærk og begejstrende, rettet mod det i Livet, der kan kvæge og lutre og gribe Sindet dybt. Livet har prøvet hende og lært hende Smerte og Lidelse, men hun har omsat Smerten til indre Liv, sidder ikke »svag i Sorgens Fængselsskranke«. Hendes Hjerte luer kraftigt og sundt:

Dette Hjerte, som har banket
Livligt, kærligt, reent og puurt;
Dette Hjerte, som har sanket
Tusindfryd - og Smertens Urt.

Hendes Vemod har gjort hendes Kærlighed til en tavs Lykke. Hun har lukket sig om sit Hjertes Hemmelighed. Men som en Forjættelse om en stadig dybere Lykke faar den Udtryk i hele hendes Skikkelse, den Luft, der svæver om hende, hvor hun gaar. Dette ubeskrivelige, hendes Kvindeligheds Charme, som Winther kalder Elskovens dybe Mystik:

Den Elskovs dybe Mystik,
Som jeg har læst i Dit Blik,
I hver Lade, i Din Gang,
I Haarets Farve og i Stemmens Klang.

XXXXII

I den Maade, hvorpaa dette Kvindesind og denne Kvindeskikkelse i »Til Een« er blevet sluttet i en Form, der kunde bevare Mindet derom, ser vi det, vi kaldte i ædel Forstand tjenende i Winthers Kunst, paa sit Højeste.

Det er ikke blot i »Til Een«, men i Winthers Digtning i det hele taget, at den sidste Periode faar sit Særpræg af de tilbageskuende Digte.

Som han takker Julie for, hvad hun havde betydet for ham, takker han ogsaa sine Digtervenner og personlige Venner: Oehlenschläger, Heiberg, Hauch, Aarestrup og Bødtcher. Ofte var det Døden, der havde meldt sig og tvang Tankerne tilbage i Tiden. Men ogsaa sig selv og sin egen Digtning gør han op med og trækker Grænserne for, snart halvt spøgende (»Sommerfuglen«, »Til en Snegl«, »En Smagssag«), snart som en Bekræftelse af Kernen i sin Natur: Sansen for Nuets Rigdom (»Juli Maaned«).

Kort før sin Død skrev han et Par Linjer i sin Almanak for December 1876:

I denne Maaned født man her vil finde
Min første og min sidste Elskerinde,
Min Moder og Hende.

Der er visselig ingen stor Poesi i disse Linjer af den gamle Mand. Men de viser, hvorledes han havde forstaaet Sammenhængen i sit Liv og sin Digtning. Der ligger et langt Tilbageblik deri og en sand Erkendelse.

Oluf Friis.