Winther, Christian Uddrag fra Poetiske Skrifter

↩ Den sidste Strofe i »Til en Digter« er paa en underfundig Maade sat op mod de første Strofer. Man forstaar kun dette Digt - og overhovedet Winther - hvis man har Øre for hans »blandede« Tale: Alvoren og Lunet. Der er et stort Stykke Baggesen i Chr. Winther, en Baggesen, der har en lykkelig Reserve af Naivitet og Sundhed. Paa Baggesensk Vis kunde man udtrykke Digtets Tankegang med en Fortolkning og Udvidelse af dets Titel: Winther til sig selv (dvs. de første Strofer »til en Digter«), eller Winther over Winther (dvs. den sidste Strofe imod de foregaaende). I den sidste Strofe røber Digteren sin inderste Hemmelighed, som han hele Tiden har gemt paa, lykkelig ved sit Eje: han synger kun for den Ene, Hende, der har vakt hans Sang til nyt Liv. Den Kvinde, der staar bag dette Digt og bag hele hans følgende Digtning, er Julie Winther. De havde truffet hinanden i de sidste Aar i Trediverne (o. 1837) i det københavnske Selskabsliv. Hun var den Gang en gift Kone. I de følgende Aar udviklede deres Kærlighed sig. Hun søgte Skilsmisse fra sin Mand og i 1848 ægtede Chr. Winther hende.