Winther, Christian Uddrag fra Poetiske Skrifter

↩ Winther stod igen, hvor han havde staaet i 1830. Han indankede sit Liv for Moderens Minde. Det vil sige: han maalte sig selv med den menneskelige og sædelige Norm, der laa i hans Sind som arvede Impulser fra hans Slægts Liv gennem mange Generationer i et kristeligt-borgerligt Samfund og som videre havde faaet Indhold og Præg af hans egne Erfaringer, af hvilke Moderen og Barndomshjemmet og alt, hvad dertil hørte, dannede den inderste, faste Kerne. Der er naturligvis et helt Kompleks af forskellige Momenter, der virker sammen her og fører til Winthers Dom over sig selv. Det er borgerlige Momenter som Usikkerheden i hans Stilling som kun Digter, uden noget fast, ovenikøbet med en ikke ringe Gæld. Det er Momenter, som hans Tvivl og hele religiøse Uklarhed, der i sig selv har staaet for XXV ham som en Synd og som Vidnesbyrd om Brist i Karakteren og i Dømmekraften. Men især ligger Uromomentet i hans Erotik.