Winther, Christian Uddrag fra Poetiske Skrifter

↩ Hele den store Rejsedrøm (XI) røber først i sidste Linje - med et Glimt af Lune - at det hele »kun er drømt«. Digtet bliver i Virkeligheden til en Bekendelse til alt det, Livet ejer af stort og skønt. Længselen er her ikke ensidigt fortabt i sig selv og Fortiden, men kraftigt rettet fremad som Impuls til nyt Liv. Trods Vemoden og Smerten føles disse Digte inderst inde som en Befrielse. Det er den Lystfølelse, som ligger i selve Fornemmelsen af det »indre Liv«, hvorom Digtene vidner. Dette indre Liv fornemmes ogsaa i den kunstneriske Energi og Dristighed i et Digt som »Fortærende Længsel«. Der er i mange af Digtene noget strømmende, fritløbende, der river med og skaffer Luft for Smerten: