Indhold
- BLANDEDE DIGTE
- Udvalgt fra Digte 1828
- Udvalgt fra Digte, gamle og nye 1832
- Udvalgt fra Nogle Digte 1835
- Udvalgt fra Sang og Sagn 1840
- Udvalgt fra Haandtegniger 1840
- Udvalgt fra Digtninger 1846
- Udvalgt fra Håndtegninger 1840
- Udvalgt fra Lyriske Digte 1849
- Udvalgt fra Nye Digte 1851
- Udvalgt fra Ny Digtninger 1853
- Udvalgt fra Sagn og Sagn Andet forøgede oplag 1858
- Udvalgt fra Brogede Blade 1865
- Udvalgt fra En Samling Vers 1872
- Udvalgt fra Efterladte Manuskrifter
-
Til Een
- TIL EEN
- 1.2.3.4.5.6.7.8.9.10.11.12. Ro...
- Hverken Verden eller Du
- Saa Havets Brusen, den vældige Vind
- Du veed ei, hvor jeg er
- Jeg kjørte i dunkle Skove
- O, kunde jeg Dit Knæ dog favne
- Naar jeg skal døe, jeg mit Farvel
- Ud over Havets Mark, den øde
- Ved en Fuglekræmmers levende
- Kunde jeg Roser male
- Lad os reise, lad os vandre
- Bøgen skyder alt sit Blad
- Ved Veien paa en Steen jeg sad
- Jeg gik mig i Skoven saa eensom en Gang
- O, var Du her i denne By
- Dreng! - Du med de brune Lokker
- Tilgiv - tilgiv! jeg kan ei andet!
- Hvor Mangen søger ei med Qval
- Og var Du bleg, som Nattens Stjerne
- Hensjunken i mit Hjertes Drøm
- O, lad ei svinde
- Jeg gad saa gjerne være
- Al den Veemod og Smerte
- Jeg seer det grant, Du favre Qvinde!
- Har Du sovet sødt i Nat?
- Min Sjæl var viklet ind i Smertens Traade
- Der var saa ængsteligt i Haven!
- Skal jeg klage? skal jeg sukke?
- Mit Bryst var som en tropisk Egn
- Her midt blandt Dine Huus-Spioner
- Du vilde Hjerte! sov i Fred!
- Har Du alt længe sovet?
- Fuglen sværmer for Himlen
- Du vil ei troe, hvad jeg har sagt
- Der sittrer paa mine Læber
- Hvad mener du med dette hulde
- Der bygger en venlig Svale
- Tak, Elskte! for det Blomsterbrev
- Der var saa eensomt og saa stille
- Hverken Konge eller Dronning
- See til Jupiter, den Skjelm
- Paa Gaden over Stenene
- Lad dem synge, som de maae!
- Hil Dig, min Vandrings Lys!
- Løvet synker mat til Jord
- Naar Solens Blik kun sparsomt bryder
- Her hjemme i min Stue
- Saa fast mit Hjerte banker
- En Rosenstok, ustadig
- Hvor jeg af Længsel bæver
- Sov sødeligt i Dødens Skrin
- Jovist er Du fortryllende
- Naar Natten kaster sine Skygger
- Det er jo, som jeg tidt har sagt:
- Paa Landet skal Du leve
- Jeg kom til Skovens Bolig
- Jeg taug nu saalænge stille -
- Mig ingen Tid skal have bragt
- I Sommer, da vi havde det yndige Veir
- De see paa Dig med Øjne milde
- Svæv hid med al Din Pragt og Pryd
- Skulde der komme den Tid
- Over By, fra Taarnets Kroner
- Jo tiere jeg Dig seer - ak!
- Jeg mine Qvaler alle
- See, staaer ei der det unge Aar
- Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund
- Jeg elsker Dig! - og aldrig rolig
- Min Tanke som en Svale let
- Naar Bølgen langsomt vugger
- I Skovens Høisale Falken graa
- O, hvergang min Tanke til Dig gaaer
- Der var Roser i Dale
- Jeg holder fast ved Dig, saa længe
- Du lader Ingen vide
- Naar Dagen er bortgangen
- De gamle Sagn fortælle
- Mig Himlen var saa vild og graa
- Det er nu engang i sin Orden
- Natten var mild og kjær
- Du er som Brød, det grove - fine
- Du er deilig! O, det nytter Dig ikke
- Hvor Skoven mest var øde
- Jeg hader dem, de lange Dage
- Han glemmer Dig ei!
- Her paa Deilighedens bløde
- Du lagde Din Haand jo paa min Kind?
- Læg Vedbendranken om min Hat
- I Din Haand, i den høire
- Jeg seer Dig hisset tydeligt
- Saae Du ei tidt en Svale
- Ret aldrig kan jeg glemme
- Jeg takker Dig for hver en Stund
- En lille Steen Du her modtage
- Den første gang, jeg Hende så
- Jeg kan ikke rigtig finde
- Vil Du t roe mig, naar jeg siger
- Jeg takker min Hustrue for hvert et Blik
- Jeg holder af Dig - Dig alene
- Jeg takker Gud, at han mig gav
Alle forekomster
↩ I Stedet for Sonetterne, der i Canzonieren fylder den største Plads (ialt 317) finder man i »Til Een« en Mangfoldighed af Versformer, der muliggør en Melodirigdom, der spænder fra den højtidelige Hymne til daglig Samtalesprog og en folkelig-jævn eller barnlig-naiv Tone. Winther følger her Udviklingen i den europæiske Lyrik efter Petrarca, har sine nærmeste Forudsætninger i den tyske og danske Digtning fra det 19. Aarhundrede, men knytter Forbindelse bagud i Tiden til den folkelige Visedigtning fra det 16. og 17. Aarh. og den religiøse Lyrik. Sonetten indgaar iblandt Digtformerne i »Til Een«, som den i det hele stadig var et Element i Tidens Lyrik. Hvor fuldendt Winther behersker Sonettens ydre og indre Form efter Petrarcas Mønster viser hans Sonet om Sjælens Forvandling (XXIX).