Winther, Christian BEMÆRKNINGER.

BEMÆRKNINGER.

Tekstgrundlaget for nærværende Udgave er Førsteudgaverne, som med Hensyn til Blandede Digte angivet i Indholdsfortegnelsen og med Hensyn til Digte »Til Een« i en samlet Oversigt foran Noterne til disse.

Afvigelserne mellem Førsteudgaverne og »Samlede Digtninger« (1860) vedrører næsten kun Ortografi og Tegnsætning, der er blevet normaliseret. Liebenberg var Digteren behjælpelig med den samlede Udgave.

Liste over Tekstrettelser i nærværende Udgave findes paa Bogens sidste Sider.

I »Til Een« er gennemført stort Bogstav i anden Persons personlige Pronomen, der anvendes i de enkelte Digtsamlinger undtagen i »Haandtegninger« (1846).

De efterladte Digte, der er medtaget, er trykt efter Manuskripterne paa det kgl. Bibliotek (Ny kgl. S. 2816. 4. I-II). ,

Litteraturhenvisning,
I Almindelighed kan henvises til: P. L. Møller: »Kritiske Skizzer« (II, 1847); Q Rosenberg i »Dansk Maanedsskrift« (1861); Georg Brandes i »Danske Digtere« (1877, optrykt i »Samlede Skrifter« II); Nicolaj Bøgh: »Chr. Winther. Et Livsbillede« (I-III, 1893-1901); Poul Levin: »Chr. Winther« (1896, i Studentersamfundets Smaaskrifter); Vilh. Andersen i »Illustreret dansk Litteraturhistorie«.

Se iøvrigt Bemærkningerne til de enkelte Afdelinger og Digte.

En Hjælp til Noterne har Nicolaj Bøgh's Bog været, hvad det biografiske Stof angaar. Her henvises en Gang for 358 alle til denne. Af det biografiske er ikke det privat-biografiske medtaget: Navne paa ellers ukendte Personer, til hvem Digtene er skrevet o. s. v.

I »Museum« (1896) er aftrykt to Breve fra Winther, hvori han angiver Sted og Tilblivelsestid for en Del af sine Digte. Disse Angivelser er i Noterne i en Parentes vedføj et de enkelte Digte.

Iøvrigt har det været at tage fat paa bar Bund.

BLANDEDE DIGTE.

3 Studentervise. Skrevet paa Regensen 1820. thers først trykte Digt. Offentliggjordes i Rosenkildes »Brevduen« (1820, Nr. 5, den 26de Juni). Til Melodi af Ernst Krøyer blev den sunget ved det Gilde (5te Juni, 1820) i Regensgaarden, der gav Anledning til Studenterforeningens Stiftelse. Om det Indtryk, Visen gjorde paa Deltagerne i Festen, skriver den senere Biskop G. P. Brammer: »Baade Sangens Indhold og Melodi vare begejstrende for os Alle ..... Det var en opløftende, uforglemmelig Aften, fordi den vakte eller oplivede Følelsen af vort Kald, særligt til at blive Fædrelandets værdige Sønner som Videnskabsmænd, og levendegjorde broderlig Samfundskjærlighed til hverandre« (citeret H. C. A. Lund: »Studenterforening gens Historie« I, 53-54).
Paa sin 70-Aars Fødselsdag modtog Winther en Skrivelse fra Studenterforeningen med en Tak for hans Betydning for denne, da han som en af Bannerførerne med sine Sange »gav hele det danske Studenterliv et nyt og hidtil ukjendt Indhold« (citeret N. B. III. 362).

4 Højskolen Universitetet. Haandtag Haandslag, især som Bekræftelse af et Løfte.

5 Fadderne synge. Egentlig et Lejlighedsdigt til en Barnedaab (Foraaret 1822) hos Sognepræsten i Øster-Ulslev paa Laaland, Isac Sidenius, Chr. W.s Skolekammerat, gift med Trine Møller.

7 fyre i (spøgende og vulgært) nyde berusende Drikke

7 Indskrivter paa min Søsters Rokkebrev.
359 Skrevet 1823 under Chr. W.s Ophold hjemme i Købelev Præstegaard. Digtet er blevet til paa den Maade, at han bad sin »Søster« Petrine Møller, om hun hver Lørdag vilde give ham Papiromslaget omkring Hørtotten paa hendes Rok, det saakaldte Rokkebrev. Efterhaanden fyldte han saa det hele med Digtet, hvis enkelte Afsnit saaledes svarer til de forskellige Lørdage.

7 Da Adam kom fra Paradis,
Winther har maaske tænkt paa det gamle Vers (af Rostgaard eller Helt):

»En Bonde Adam var og maatte Ploven køre,
Saa maatte Adams Børn og vore Fædre gere.«

Et lignende Vers af den engelske Bondedigter John Ball (14. Aarh.) lyder i Oversættelse af Søren Terkelsen:

»Da Adam grov, og Eva spandt,
Hvo var den Tid ræt Hoffuemand?«

9 vise Sprog Sentenser, korte fyndige Ytringer (Sml. Ordsprog). Lafontaine August Heinrich Julius Lafontaine (1758-1831), tysk Romanforfatter, hvis Bøger havde vundet stor Popularitet ved deres sentimentale, borgerlige Præg. Rudolph Bay (1791-1856), paa Winthers Tid yndet som Komponist, især af en Række melodiøse, men noget sødlige Romancer.

10 Herregunst en fornem Herres Yndest. Sml. Ordsproget: Herregunst og April-Veir varer ikke længe ved. (P. Lolle).

12 Beileren paa viden Jord. De enkelte Digte i fjerde Afdeling knytter sig ikke til bestemte historiske eller litterære Personer. W. har taget de for hvert Land typiske eller mest kendte Mands- og Kvindenavne. Situationerne har paa samme Maade Sigte paa det efter den almindelige Opfattelse karakteristiske for de enkelte Lande.

14 England Strofen giver Udtryk for Opfattelsen af England som en Handels- og Kræmmernation. 360
Indien Den saakaldte Hovedjagt var bl.a. udbredt paa visse Steder i Indien og Øerne i Stillehavet.

14. Jeg var en Jomfru saa rank og skjøn, Hørdyrkning var tidligere almindelig Landet over, ophørte i 1880'erne. Hørberedning skildres i det store og hele ens i de mange Beskrivelser, der nu findes af »dansk Bondeliv« [se en Normalskildring i »Danmarks Folkeminder« Nr. I, 50-52]. Naar Hørren var trukket op [ruske, røske], blev den spredt paa flad Mark for at Regn og Sol kunde løse Taverne, i Tilfælde af tør Sommer blev den sænket i en Mergelgrav e. l. Den skulde saa tørres over en »Hørgrav« eller »Brydegrav«, et Hul i Jorden med Stænger over. Naar den var tør og stiv, skulde den brydes [eller brages]: ved Hjælp af et særligt Redskab blev Stænglerne knust, saaledes at Taverne blev fri. Den var saa tjenlig til Skætning [eller Skagning]. Hørren blev lagt paa et Skættetræ [Skage fod] og bearbejdet og banket med en Skættehaand [eller Skagehaand, minder i Form om en bred Sværdklinge med Fæste]. Endelig hegles eller kæmmes Hørren og naar en Hørlok er færdig dannes der et Hovede eller Knude paa den. 12-16 Lokker bindes sammen til en Hørkrans. Paa denne Maade gemmes den hen i en Kiste, indtil den skal spindes. Naar Hørren er spundet, vikles Garnet fra Tenen op paa en Haspe. For yderligere at blødgøres bliver det, hvis det er Linnedgarn, kogt i Askelud, og vindes saa til Nøgler. Garnet er dermed tjenlig til Vævning, Det fastgøres som, Rendegarn paa Væverbommen eller oprulles som Islæt paa Spoler, der sidder i Skytten, et baadformet Redskab, hvormed Islættraaden bringes ind i Rendegarnet, idet Skytten under Vævningen skydes eller kastes frem og tilbage imellem Rendingen. Med Slagbordet slaas Islættraaden fast. Winthers Digt, der er fremgaaet af Præstegaardssønnens Fortrolighed med gammel dansk Bondesæd, er paa en Maade vendt tilbage til sit Udgangspunkt. I det Falsterske Bondelivsbillede »Livet i Klokkergaarden« [ved Fr. L. Grundtvig, »Danmarks Folkeminder« 1909, I-II] fortælles: 361 »Moderen sang ofte en Vise om Hørren og dens Skæbne; men Lars Rasmussen mindes kun nogle enkelte Linjer. Den begyndte nok saaledes:

Jeg var en Jomfru, saa rank og skøn,
min Kjole den var af Silke gren.

Siden hed det:

Med Spolen paa Væven jeg løber omkap,
og faar saa mangen en vældig Rap.«

15 Vinterlandskab (1827).
den hvide Maag. Formen Maag for Maage er ellers ukendt, vist her af Rimnød.
Ranglesnog Ordet er dannet af Winther i Analogi med Rangleslange Klapperslange.

18 Phantasie (Regensen 1820). Under Titlen »Til J. F.« første Gang trykt i Rosenkildes »Brevduen« (1821, Nr. 30, den 25de Juli). Digtet er skrevet til Jacobine Fritsche i Aalborg, en i sin Tid meget fejret og bekendt Skønhed. Winther kendte hende ikke, da han skrev Digtet, traf hende først en 7-8 Aar senere, da hun var blevet den svenske Konsul Hollenius's Hustru. Hun bevarede Winthers Hyldestdigt med Stolthed og fik efter eget ønske det haandskrevne Digt med sig i Graven.

18 cimbrisk jysk.

23 Naar kommer Høsten (Købelev 1823).

25 Hilsen (1827).
Tubarose, almindeligere Tuberose, en Blomst af Narcisfamilien (Polianthes tuberosa).

26 Flyv Fugl, flyv (1825). Omtales i Digtet »Vandring og Opdagelse« som »hiint forfløine Fuglebrev«. Se Noter til Digtet Side 368. Hartmanns bekendte Melodi til Digtet er fra 1837. En Analyse af Digtet findes i Hans Brixes »Favre Ord«.

27 Haandværkssvenden synger (Ehlers Kollegium 1825).

28 Depart Afrejse.

29 O! var jeg ! (Regensen 1820).
362 Golkonda By i Forindien. Tidligere Hovedstaden i et stort Rige. Berømt for sine Diamantsliberier.

30 Sonet (1826).

31 Hvordan hun er? (1827).

34 Rankens Datter (1826).

36 Amor Jesuita.
Tamarisk Busk med smaa grønne Blade og hvide eller rødlige Blomster. Vokser i Sydeuropa. Dyrkes hos os i Haver som Prydplante.

40 Jeg elskte Fogdens Datter. (Købelev 1822).
Om sidste Strofe, som C. Molbech, der 1853 vilde optage Digtet i en Antologi, ønskede ændret, skriver Winther, at han mener: »i Slutnings verset netop - skjøndt aldeles uden at reflektere derover - at have truffet det eller de rigtige Udtryk for en vild Fortvivlelse, en bitter Ironi« (citeres hos N. B. II, 359).

42 Ridder Kalv (1826)
Bygget over en Anekdote i Arild Huitfeldts »Danmarks Riges Krønike« (II. 1652), hvorfra den er overgaaet til de senere Historieskrivere. En kritisk Undersøgelse af den historiske Kerne findes af A. D. Jørgensen i »Historisk Aarbog« (1878, 219-228). Hvor Huitfeldt fortæller om Valdemar Atter dags Kampe med de oprørske jyske Lensmænd, meddeler han blandt Begivenhederne i Aaret 1359: »Udi dette Oprør I falt Erland Kalff fra hannem j som inde haffde Ribe f Hand fick Mogeltonder og Gram derfore udi Forlæning« (Side 519). Om Tildragelserne i 1360 berettes: »Erland Kalff lod forsone sig paa den tid med Kong Woldemar j oc falt hannem til igien [ med try Skat / Ribe / Møgeltønder / Gram. Deroffuer sagde Kong Woldemar om hanenm: Kalff j er en god Ko / i fior gick hand bort som en Kalff / nu er han som en Ko j kommen igien j med to« (Side 521). Winther forholder sig frit til de historiske Enkeltheder. En enkelt Unøjagtighed er kommet ind. Kalv gik ikke over til Grev Gert, men til hans Sønner, Greverne Henrik og Klavs af Holsten.

42 Hovmænd Mænd i Konges eller Høvdings Tjeneste.
363 Eske Brok Den følgende Række Navne er spøgende Allusioner til gamle Adelsnavne, Skjoldemærker og Slotsnavne. Sml. i »Ringens Indskrift« [tredie Bind].

43 Søhaner Sørøvere, Fribyttere.

44 Randersøl Det saakaldte Randers Burøl. Omtales første Gang i en Gildeskraa fra 1417. Var berømt gennem det 16. og 17. Aarh. Holberg skriver i »Peder Paars«: »Det fede Randers 01 gav Lyst til mere Snak«.

48 Brev fra Kiel til Anna Mathea. Dette Digt og »De høie Steder« (der ikke er medtaget) stammer fra Winthers Udenlandsrejse til Italien (1830-1831) og er skrevet til Anna Mathea Aagaard, Datter af hans gode Venner paa Iselingen (ved Vordingborg), hvor han ofte var i Besøg. Inden sin Rejse havde han været paa Iselingen for at sige Farvel og havde meldt sin Ankomst i et langt naivkspøgende Rimbrev til den ældste Datter, den fjortenaarige Frederikke. (Brevet er citeret hos N. B. II, 136).

49 Den Danske kalde de Hr. Meier! Tankegangen i Strofen er at skildre Modsætningen mellem Kiel, der endnu har Mindelser om Danmark, og Hamborg (hvortil Digteren skal rejse), der af Winther opfattes som Handelsbyen, hvor man bedømmer Folk efter Pengene og hvor Danskeren - som det ogsaa er kendt andre Steder fra - aabenbart har haft Ord for at være en dreven Forretningsmand. Meier kan paa Tysk bruges nedsættende om Jøden.
I denne By her er et Folkeslag, Denne og den følgende Strofe skildrer Studenterne ved Christian-Albrecht Universitetet i Kiel. Winther, hvem Modsætningen mellem dansk og tysk Studenterliv naturligvis har slaaet, nævner en Del karakteristiske Træk, der kendes fra andre Skildringer og Billeder af tyske Studenter [se Friedrich Schulzer og Paul Ssymank: »Das deutsche Studententum von den ältesten Zeiten bis zur Gegenwart« 1910].
Farverne rotsweiss og den røde Hue omtales i Beskrivelser af Kielske Burschenschaft-Foreninger [se A. Halling: »Die ersten 100 Semester der Burschenschaft 364 »Teutonia« in Kiel« 1906, Side 15], kun markeres Farverne almindeligt ved særlige Baand, ikke ved kulørte Skjorter.

50 Sang i Dalen (1832).
Gritli, Diminutivform af Grif (af Margareta), et schweizisk Kvindenavn.

51 Sennerhytte (Tysk) Sæterhytte (i Tyrol og Schweiz), hvor Alpehyrden bor om Sommeren. Tjener tillige som Stald og Plads for Tilberedning af Osten.
La du, da dui Omkvædet efterligner Tyrolervisernes Jodlen.

52 SangpaaFjeldet (1832). Skrevet til en Schweizermelodi, som en af Winthers Venner, Koncertmester J. F. Frølich, havde nedskrevet og gjort ham bekendt med.
Trensen let Bidsel uden Stænger.
Nina Navnet er almindeligt i schweiziske Folkesange.

53 Matrosen.
Skrevet i Studenterforeningen 1825.
engelske Blus og Brande Københavns Bombardement 1807.

55 Baadsmandsmat Underbaadsmand, Underofficer paa et Orlogsskib. [Hollandsk maat Fælle, Kammerat].
Rud Otte Rud [1520-65], kendt fra Svenskekrigen, hvor han overtog Kommandoen efter Herluf Trolles Død (1565), gjorde sig især berømt i det blodige Slag i Farvandet mellem Nydyb og Bornholm. Blev tagettil Fange. Døde nogle Maaneder senere af Pest i Fængsel paa Svartsjö Slot i Mälaren.

55 Elskovsseglet (1829).

60 En Sommernat (1834).
En Analyse findes af Hans Brix i »Gudernes Tungemaal«.
Kærlighedens Bliv Kærlighedens Skaberord, Skaberbud, Besjælingskraft.

64 Aftenmøde (1835)
stalke gaa med lange, høje Skridt, som paa Stylter.

66 Reel og Contraseire gamle Turdanse. Reel nævnes ofte i Skildringer af dansk Bondeliv, sjældnere »Com 365 tra Sejer« (saaledes i »Landsbyliv i Hornsherred« i »Danmarks Folkeminder« Nr. 4, Side 57) eller Koru frase j re (i »Fra Hedeboegnen« i »Danmarks Folkeminder« Nr. 26, Side 120).

67 Sielland. Paabegyndt i Rom og færdigskrevet i København 1834.

68 Karm Ramme, Indfatning (SmL: Vindueskarm, Dørkarm, Brøndkarm).
Brokken Grævlingen.

69 vatret forsynet med bølgeformede Striber eller Figurer.
Krogen eller Ørekrogen var det gamle Navn paa det Slot, der anlagdes af Erik af Pommern (1423) og paa hvis Plads Frederik den Anden lod opføre Kronborg.
Volmers Slot Vordingborg Slot, bygget af Valdemar den Første. Men især er Valdemar Atterdags Navn knyttet til det med Gaasetaarnet (se »Henrik og Else«). Sammen med Gurre var Vordingborg hans Yndlingssted.
Næs Refsnæs Odde.
Axelstad København, efter Absalons »danske« Navn Aksel.
Langlegen (især Norsk) langagtigt Strengeinstrument i Smag med Citren.

70 Fra Høiden, over Skoven Strofen er et Erindringsbillede af Udsigten fra Præstegaardshaven i Fensmark. Se Indledning Side VI.
Brasen Fisk af Karpeslægten. Gisselfeld var kendt for sine Fiskedamme. Til Slottet hørte ogsaa en Dyrehave.

71 Skovklosters Haller Herlufsholm. I Næstved grundlagdes 1135 et Kloster, der omkring 1200 blev flyttet ud Nord for Byen, hvor det efter sin Beliggenhed blev kaldt Skov-Kloster. Ved Reformationen inddrog Kronen - Klgstergodset og 1560 kom det i Herluf Trolles Besiddelse. Han skænkede det til Stiftelsen af en lærd Skole for »Ædlinger og andre ærlige Mænds Børn i Danmarks Rige«.
Pebling gl. Betegnelse for Latinskoleelev.
Søkrigens Kjæmpe fører med Slottet Passiar. Det er 366 sandsynligt - som antydet af Viin. Andersen - at Strofen er et Erindringsbillede fra et af Kobberne i Erik Pontoppidans »Danske Atlas«, hvoraf anden Tomus giver Beskrivelsen af »det Siælandske Stift«. Kobberet viser Kronborg og Øresundsindløbet, fuldt af Skibe, hvoraf et udveksler Hilsningssalut med Slottet. I Teksten (Side 269) skriver Pontoppidan: »Cronborgs Slot og Fæstning er, efter Navnet, noksom bekiendt, baade uden og indenlands, særdeles hos de Nationer, som drive nogen Handel og Søfart i Østersøen, da deres Skibe der maa stryge Seil, og med nogle CanonSkud hilse det Kongelige Danske Søe-Flag, som sædvanligen vayer fra een af Bastionerne«.

72 Da sætter den gamle Konge sig paa sin hugne Steen. I Frederiksborg Slotshave vises endnu Chr. IV's Sten med hans indhugne Navnetræk og Aarstallet 1628. / Hledres tætte Skove - Gudinden Herthas Vogn. Tacitus's Beskrivelse af Germanernes Nerthus-Dyrkelse (»Germania« Kap. 40) var af Oldforskerne i det 17. og 18. Aarh. (Ole Worm, Stephanus, H. P. Anchersen) lokaliseret til Sjælland og nærmere bestemt Ærtedalen ved Lejre. Ved en Misforstaaelse (Tekstens Nerthum læst som Hertham) var Gudindens Navn opfattet som Hertha og Ærtedalen blev omdøbt til Herthadalen. Traditionen optoges af Ewald og den senere nordiske Digtning. Om Enkeltheder i Sagnet har Winther kunnet læse i »Danske Atlas«: »Ærtedal .... kalder bemeldte Autor (Stephanus i Udgaven af Saxo 1645) Vallis Hertæ deæ, og at denne formeente Gudinde just her skulle have haft sin mysterieuse Dyrkelse og sit Billede, som paa en Vogn blev omført i Procession, følgeligen bemeldte Æ r t e d a l være det Castum nemus, som Tacitus sætter paa en Ø, der snarere end nogen anden, svarer til Siæland, derom haver vores Høylærde Hr. Justice-Raad og Professor P. J. Anchersen skrevet en heel Bog, til hvilken de henvises, som derom ville vide noget meere«.

73 Til Træet
367 Træet er den bekendte Lind, som Regensprovst A. C. Hviid 1785 plantede i Regensgaarden.
74 Musasøn Videnskabsdyrker, Student.

75 Vandring og Opdagelse
Skrevet til Alvilde Miiffelmann [se Indledning ] til "hendes Fødselsdag.
Ren Calad jag spår och tror Bellmanns Epistel Nr. 42: »Rörande kortspelet på Klubben«. Kalad er en Kortspilbetegnelse i Triset.
Digtet skildrer en Spadseretur, hvis Udgangspunkt er den Miiffelmannske Sommerbolig »Fuglsang« ved den saakaldte Prinsessesti, med Haven strækkende sig ned til Lyngby Sø. Fra Haven gaar de umiddelbart ind i Skoven (omkring Lottenborg) og skraat op over Bakken ud paa Frederiksdalvejen (tidligere kaldet Humletoftevejen). Et Stykke fremme paa den gør de en Afstikker op paa Prindsens Høi [nu Prinsessehøj]. Omtrent fremme ved Skoven omkring Frederiksdal Slot ser de Landstedet Spurveskjul, og da de er fri af Skoven, aabner den vide Udsigt sig for dem over Furesøen med Mølleaaens Udløb og Hjortholmruinen [hvor nu Broen er]. Ad en Vej, der nu ikke helt lader sig paavise, er de gaaet op langs den østlige Side af Furesøen. Kort efter at have passeret Aagesholm (tidligere Kaningaarden) er de drejet af til Venstre ind paa det Næs eller Pynt, der nu af Beboerne kaldes Lokkedam [Luknam; oprindelig Kaninholmen]; her har de vandret omkring og gjort deres Opdagelse: den gotiske Ruin. De er saa gaaet tilbage til Hovedvejen og fortsat ind igennem Skoven eller Parken omkring Næsseslottet (tidligere Dronninggaard) ad Holte til, men er drejet af til Højre og er skraaet over Markerne til Virum og videre til Lyngby.
Den nøjagtige Stedsbeskrivelse og de mange private Hentydninger er som et karakteristisk Træk ved Digtets Genre overtaget fra Bellmanns Epistler, som Digtet i det hele efterligner. Bellmann var takket være Heiberg kommet paa Mode i Tiden. Bellmann-Pasticiterne 368 florerede, bi. a. Hertz i Hørsholm-Digtene og Aarestrup i »Charlottenlund«.
Nicolaj Bøgh har i Winther-Biografien kommenteret Digtet (II, 222-231), hvor hans Oplysninger i det følgende er brugt, er det angivet ved en Stjerne.

76 Ole *Müffelmanns Gartner. Peter *Alvildes Broder. Baadsmand *Den, der betjente Christian den Ottende ved dennes Sejladser paa Lyngby Sø.
Hr. Dumenils Kager *Dumenil havde været Frederik den Syvendes Lærer i Fransk, havde været Napoleons Sekretær paa Toget til Ægypten, havde nok ogsaa deltaget i den græske Frihedskrig, men levede nu i Danmark - en lang Tid i Lyngby - og var undertiden Gjæst i Miiffelmanns Hus. Her fortalte han om nogle Vafler, som en Kone, der boede paa Vejen forbi Hummeltofte, lavede, og som man kunde kjøbe; han fik hele Selskabet med dertil, og de overværede da, at en Hundehvalp faldt ned i Vaffeldejen; Madammen tog den op, gned Dejen fra Poterne ned i Fadet og bagte videre.
Svendsens Sommerbal *Svendsen var Bestyrer paa en Gaard (tilvenstre paa Frederiksdalvejen), som Müffelmann og Tutein ejede i Forening.
Bestyreren holdt hvert Aar et Høstgilde, hvori Miiffelmanns og Tuteins ofte deltog.
Ernestine en Søster til Tandlæge Ludvig Voss, der var gift med Alvildes Søster Thora.

77 Spurveskjul, et Lyststed, bygget af Maleren Abildgaard. Ligger til Højre ved Vejen lige inden Frederiksdal Slot. Ejedes af kgl. Skuespiller L. P. Eenholm (se Sterm: »Beskrivelse over Kjøbenhavns Amt« I, 361. 1834). Her boede nogle Somre - rimeligvis i Sidelængen - Kunstnerparret Larcher: Pierre Joseph Larcher, Solodanser ved det kgl. Teater, og den bekendte Skuespillerinde Frederikke Nicoline Larcher. Det er aabenbart dem Winther hentyder til.

78 Fætt'ren *Fru Miiffelmanns Moders Søstersøn Casalis fra MontpelHer.
Hiint forfløine Fuglebrev sigter til »Flyv Fugl«, der altsaa 369 er skrevet paa Skrænten eller Højen ved Mølleaaens Udløb af Furesøen, der hvor tidligere Hjortholm Slot - fra det trettende Aarh. - laa.

80 vermeille karminrødt, a merveille henrivende.

Der paa Pynten staar Capellet Dronninggaard (nu Næsseslottet) kom 1781 i Frederik de Coninchs Besiddelse. Han var en af Datidens store Handelsmænd og efter fransk Mønster gjorde han sit Landslot til Samlingssted for Datidens Matadorer og Kulturmennesker. Omkring Slottet anlagde han en stor Park i italienskhollandsk og engelsk-kinesisk Havestil med Lysthuse, Skulpturer, Søjler, Grotter o. s. v. I Dronninggaards Haveomraade var ogsaa Kaninholmen inddraget og Parkstilen havde ogsaa sat sine Spor her. Midt imellem Træer og Buske var rejst en gotisk Ruin, som stod der langt ned i Tiden. Nogle Sten markerer endnu, hvor den stod. Se udførligt i E. Nystrøms »Søllerød Sogn« (1911), hvori Side 218 et Billede af Ruinen.

85 Flugten til Amerika (1833)
Ideen til Digtet fik Winther i det Muffelmannske Hus, hvor Fru Miiffelmann en Dag læste et Brev højt, hvori en Søster af hende fortalte om sine to Drenge, Emil og Peter, der havde villet løbe bort for at blive et Par Robinsoner.

89 Dandsen i Skoven (1834)
saa hyt, naar Trommeskindet ramler saa er Pokker løs! naar Trommerne lyder, hyt en gammel Interjektion. ramle (i den ældre Betydning) buldre, rumle.

94Vaabendragerens Eed (1834)
I Anmærkninger til »Nogle Digte« (1835) har Winther nævnet sin nærmeste historiske Kilde til Digtet, en Afhandling i »Danske Magazin« (1747; III, 194) med Titlen »Nogle Lærdes Betænkninger om en gammel Tavle i Stubberop Kirke udi Fyen«. Følgende Sted heraf har han særlig benyttet: »I Sognet er en Tradition om en Pige, som den Nat, Marsk Stig blev indsat i Stubberup Kirke, og efter det Lys, hun uformodentlig saae paa Kirke-Vinduerne, dristede sig til at gaae derhen, og derover fandt et kosteligt Stykke Fløiel, som havde 370 været ved Liget. Men hendes Brudgom, som kiendte Fløielet, som hun havde sat for sine Puder, slog hende derfor ihiel sin Bryllups-Nat, og heller vilde miste sin Brud, end see, at hans Herres Lig skulde blive røbet, da han havde dræbt en Konge« (196). Her har Winther ogsaa kunnet læse en Beskrivelse af Marsk Stigs Vaaben; »Neden for [5: under Tavlen] staaer hans Vaaben, som er en bleg guul Stierne med 7. Kanter i en mørk blaa Bond eller Feld«.
/Winther har dog ikke nøjedes med denne Beretning, men har slaaet op i Arild Huitfeldt og har fundet: »Marsk Stigs Lig bleff hemmeligen ført fra Hielm / oc om Nattertide begraffven udi Hintzeholm Kirke J aff nogle aff hans Svenne j thi de icke vilde / at nogen skulde vide hans Leyersted j sit icke paa hans døde Legeme j udi fremtiden skulde skee nogen Grumhed, dog fandtis der en Pige / som om Nattertide j haffde seet Lius udi Kircken j oc hannem at blifue indbaaren; hun gaff siden Presten det tilkiende / oc bleff hans Graff siden randsaget j dog Presten icke viste hu em der laa / oc det Fløyel hannem vaar paalagt j bleff aff tagen j oc Pigen fick sin deel der aff. En anden tid hende det sig / at denne Pige fick en aff Marsk Stigs Svenne, som kiende samme Fløyel j oc saa det vaar sat paa en af hendis Puder; hand spurde hende at j huor hun vaar der til kommen j da sagde hun hannem det / oc befryctendis at hun skulde obenbare huor hans Lig vaar / myrde hand hende«. En Undersøgelse af »Sagnet om Marsk Stigs Begravelse« af Hans Ellekilde findes i »Beretning om det andet danske Hjemstavnskursus, Kerteminde« (1925).

97 Børen Baaren, Ligbaaren.

99 Skiven Bordet, Bøste Skinke (Flæskebøste), Lutendrank Kryddervin, af Mellemnedertysk lutterdrank krydret og afklaret Vin, Klaret.

100 i Liin og Hue stod Naar Bruden var danset af Pigelaget satte Brudgommen den sorte Konehue paa hendes Hoved.
371 Sparlagen Sengeomhæng, her i mere almen Betydning: Teppe.

104 Beppina
Winther sendte Digtet med et Par Castagnetter til Josephine Lütthans, en yngre Søster til hans senere Hustru. I Scribes »Fiorella«, der 1838 blev opført paa Det kgl. Teater, var indlagt den spanske Nationaldans »Cachucha«. Det blev Mode, at unge Piger ved Privatforestillinger eller i Selskaber dansede denne Dans. Josephine Lütthans var en af disse. Med »den landlige Bo ved det danske Sund« menes den Lütthanske Sommerbolig i Skodsborg, Til Frk. Liitthans er ogsaa Digtet »Tak for Blomsterne« (»Samlede Digtninger« IT, 3), hvori han takker hende for »Vandring gjennem Moserne, - i Skov, ved Søens Bred, - for »Cachucha« og for Roserne - og al anden Venlighed!«

106 Mathildes Hænder
Skrevet paa Opfordring af Alvilde Miiffelmann til hendes Veninde Mathilde Viborg, som Winther havde kendt fra hun var en lille Pige. Hun fik Digtet overrakt af Alvilde paa et Bal (se de to sidste Strofer).

107 Carrara By i Mellemitalien, berømt for sine mange Marmorbrud.

110 Ravnens Quide.
Digtet har sit Forbillede i folkelige Fabeldigte som Bremsen og Fluen (se Nyerups »Udvalg af Danske Viser« (fra 17. og 18. Aarh.), II, 104, 1821) og Fornyelsen af Genren med Poul Møllers »Torbisten og Fluen« (1818). Ravnen er af Winther skildret som i Folketroen, med Tilknytning til Ordsprog, Talemaader o. s. v.

111 sødet kogt
bænkes ved Galgens Kroppe Sml. Ordsproget »Gid du maa blive til Ravnemad« (Peder Syv), Udtryk som Galgenfugl, Ravnebakke (Galgebakke).

112 Fast Guldet mit Øie blinder Ravnen (ligesom Skaden) opfattes som tyvagtig. Sml.: Stjæle som en Ravn.
Og hvo, som forstaaer min Tale. Fra de ældste Tider troede man at kunne spaa efter Ravnens Skrig (eller 372 Flugt). Ravnen var en af Apollos hellige Fugle og O din havde sine to Ravne.

118 Serenade
I »Sang og Sagn« (1840) oplyser Winther i Anmærkninger: »Denne røde Neglike eller Rose,« - fortalte en ung Mand mig, - »som min Herre seer de unge Piger her i Carrara bære over det høire Øre mellem Lokkerne, have de faaet af deres Elskere. Ved Processioner, Spadseregange eller andre Leiligheder, naar man tør nærme sig hinanden, rækker man sin Udvalgte Blomster som en taus Erklæring. Forærer hun den bort til een eller anden medfølgende Veninde, betyder det et Afslag; sættes den derimod paa sin Plads i Haaret, da er man lykkelig. Er der kommet en Kurre paa Traaden mellem et Par, saa sættes Blornsten i Beltet ved venstre Side, ved Hjertet; det betyder stor Sorg! Igaar Aftes, da jeg fulgte Dem, min Herre, omkring, forsømte jeg et Stævnemøde ved Processionen, og da jeg senere indfandt mig ved min Elskedes Vindue, kastede hun mig Rosen i Ansigtet«.

119 Vigne landligt Lyststed (i Italien og Frankrig).

122 En Ven
Hvor Fensmark hæver sit Kirketelt Den øverste Del af Taarnet paa Kirken i Winthers Fødeby var tidligere tækket med Teglsten og gik op i en Pyramide.
Vester-Egede By kunde ikke ses fra Præstegaarden. Winther tænker sig Landskabet set i Fugleperspektiv. Se videre Noter til »Sielland« (Side 365).

123 Sløikjole,. løs, vid Kjole til Smaabørn.
en Laps her i den oprindeligere Betydning »et ungt Menneske, der opfører sig som en Dreng« (P. E. MiiL» ler). Vor mere specielle Betydning synes udgaaet fra københavnske Kredse, bruges af Fru Gyllembourg og Heiberg.

123 »Couche! ici« sæt sig!
»Alfons! was spricht der Hund?« Naa! hvad siger Hunden?
»Such! apporte!« Hent! bring hid!

373

124 Sorte-Søe den nuv. Gammelsø, en Fjerdingvej fra Fensmark ad Næstved til.

132 Bolero
Spansk Dans med pantomimiske Bevægelser. Danses af et eller flere Par til Akkompagnement af Guitar, Tamburin eller Kastagnetter. Winther skildrer et dansende Par. Selv staar han som Tilskuer.

135 Uden Haab
Har sit Sidestykke hos Erik Johan Stagnelius i »Näcken«, der synes at være brugt som Fortegning til Winthers Digt. Til Sammenligning hidsættes det i sin Helhed:

Kvällens gullmoln fästet kransa.
Älvorna på ängen dansa,
och den bladbekrönta näcken
gigan rör i silverbäcken

»Arma gubbe, varför spela?
Kan det smärtorna fördela?
Fritt du skog och mark må liva,
skall Guds barn doch aldrig bliva!

Liten pilt bland strandens pilar
i violens angå vilar,
klangen hör från källans vatten,
ropar i den stilla natten:

Paradisets månskensnätter,
Edens blomsterkrönta slätter,
Ijusets änglar i det höga -
aldrig skådar dem ditt öga«

Tårar gubbens anlet skölja,
ned han dykar i sin bölja.
Gigan rystnar. Aldrig Näcken
spelar mer i silverbäcken.

Digtet er først trykt efter Stagnelius's Død i Hammarskølds Udgave af hans »Samlede Skrifter« (III, 1826), I »Kjøbenhavnsposten« (1830, Nr. 25) havde Winther offentliggjort nogle »Elegier« af Stagnelius i fri Oversættelse (»efterlignede«). De er ikke siden optrykt.

136 Forvandling
Lilien og Rosen er anvendt symbolsk paa samme Maade i Digte »Til Een« Nr. 58 (se Side 294),

136 Helene
Hald Klippe, Fjeld, Skrænt.

138 Fortunat Fortunatus (den af Lykken begunstigede) er Hovedpersonen i en yndet, opr. tysk Folkeroman.

139 slet jævn, ukunstlet, ligefrem. SmL: slet og ret.

142 Slynge og Vædder gammeldags Belejringsmaskiner. 374 Murens Krands, Murkransen er den øverste Del af Muren, forsynet med Murtinder eller Skydeskaar.

143 Damp og Qvalm. Damp Røg; Kvalm Luft, der er opfyldt af Støv og Dunster.
Drab Kamp.

146 Talar lang, til Anklerne (tali) gaaendc Højtidsklædning, ofte om Præstens Embedsdpagt.

148 min Krands min Jomfrukrands.

150 Fregattens Hjemkomst.
I Anmærkninger til »Haandtegninger« (1846) meddeler W. selv, at Digtet er lavet som et Modstykke til 'Uhlands: »Das Schloss am Meer«. Uhlands Digt lyder:

»Hast du das Schloss gesehen,
Das hohe Schloss am Meer?
Golden und rosig wehen
Die Wolken drüber her.

»Es möchte sich niederneigen
In die spiegelklare Flut,
Es möchte streben und steigen
In der Abendwolken Glut«-

»Wohl hab' ich es gesehen.
Das hohe Schloss am Meer
Und den Mond darüber stehen
Und Nebel weit umher.« -

»Der Wind und des Meeres Wallen,
Gaben sie frisenen Klang?
Vernahmst du aus hohen Hallen
Saiten und Festgesang?«

»Die Winde, die Wogen alle
Lagen in tiefer Ruh' ;
Einem Klagelied aus der Halle
Kort ich mit Thränen zu.« -

»Sahest du oben gehen
Den König und sein Gemahl,
Der röten Mantel Wehen,
Der goldnen Kronen Strahl?

»Führten sie nicht mit Wonne
Eine schöne Jungfrau dar, [(dvs) daher]
Herrlich wie eine Sonne
Strahlend im goldnen Haar?« -

»Wohl sah ich die Eltern beide.
Ohne der Kronen Licht,
Im schwarzen Trauerkleide -
Die Jungfrau sah ich nicht.«

151 Til en Digter
Findes bevaret i Manuskript med Titlen »Til en dansk Digter«. Trykteksten er især i de to første Strofer afvigende fra Manuskriptet (se Indledningen). Se endvidere Noterne til »Tilegnelse« (Side 385).
»Hvor Mænd i Atlashoser gaae« af Poul Møllers Studentersang »Hvad er imod Studentens Kaar St. Peders Hat?«
»Men det skal være Folkets Fryd og Taarer« af et 375 Digtfragment af Poul Møller [Vilh. Andersens UcU gave I, 122. 1895].

153 Natten
Skrevet til Thorvaldsens bekendte Basrelief fra 1815. Ingemann, der havde set Relieffet i Thorvaldsens Atelier under sit Ophold i Rom (1818-1819), har skrevet et Digt over det i »Reiselyre« (II; 1820). I »Bertel Thorvaldsen og hans Værker« (II, 13; 1832) har J. M. Thiele givet en Prosaskildring, der slutter sig til disse poetiske Gendigtninger. Oehlenschlager havde behandlet Motivet i to Strofer af Digtet »Freidigt Sommerliv« (i »Langelands Reisen«, 1805), men de er inspireret af græske Myter (hos Pausanias og Hesiodos), der var genfortalt i Karl Philipp Moritz's »Gotterlehre« (1791 og 1804).

154 En Moder til Søn
Skrevet i Julies Navn til hendes Søn Henri, der ved hendes Skilsmisse tilfaldt Faderen.

160 Efterklang. Ordet staar ikke i den nuv. alm., men i den opr. Betydn.: Klangen, Tonen, som i fine Instrumenter bliver ved med længe at synge, efter at den er anslaaet.

162 Til Vinter-Lærken

163 dangle slentre, drive om.

171 Den hvide Hind
Motivet med den forvandlede Jomfru, der løses af Ridderen, har Winther faaet fra Folkeviserne. Winthers Behandling er meget fri. Nærmest har han fulgt den Vise, som i »Udvalgte danske Viser fra Middelalderen« (ved Abrahamson, Nyerup og Rahbek, i, 246; 1812) kaldes »Den omskabte Jomfru« (Nr. III). Se »Danmarks gamle Folkeviser« (II, 165).

173 Dandsen ved Glumsø
Glumsø er Navnet paa en Sø mellem Næstved og Sorø, et Par Mil fra Fensmark. Der kendes ingen Sagn om denne Sø. Ideen til at benytte Listen med Uret kan Winther have faaet fra Fortællingen om »Kirkeuhret i Kolding« i Thieles »Danske Folkesagn«.

174 hyttet forvaret.

376

178 Tre om Een
Iblandt Winthers Manuskripter findes nogle Blade med Notitser til Brug for Digtning. Heriblandt (Side 45) følgende Notits:
K. Simrock, Deutsche Volkslieder. ...| Forandret: Tre Soldater komme fra Krigen - hos en Vertinde - elske hendes Datter - Den Ene har hun rakt Haanden - den Anden har hun budt Munden - Den Tredie vil eie hende - De Andre ville slaaes om hende - Medens de slaaes vinder den Tredie hende ganske.
Den paagældende Vise findes i to Former i K. Simrocks »Die deutschen Volkslieder« (1851) som Nr. 32 »Der Wirthin Töchterlein« og Nr. 33, der som Overskrift har »Ein Aehnliches«.
Winther har set, at der heri laa Anlæget til en Romance og har noferet den ned Forandret. Til Sammenligning trykkes Simrocks Nr. 32.

Es ritten drei Reiter wohl über den Rhein,
Bei einer Frau Wirthin, da kehrten sie ein.

Frau Wirthin, hat sie soviel Gewalt,
Dass sie drei Reiter über Nacht behalt?

Wenn ich soviel Gewalt nicht hätt,
Was war dann meine Wirtschaft werth?

Frau Wirthin hat sie kein Mägdelein?
»Ich hab nur ein einziges Töchterlein,
Dass soll euch zapfen Bier und Wein.«

Der Erste sprach: »Das Mädchen ist mein,
Ich hab ihm gegeben ein Ringelein.«

Der Andre sprach: »Das Mägdlein ist mein,
Ich hab ihm gegeben ein Glas mit Wein.«

Der Dritte sprach: »Das Mädel ist werth,
Dass wir es theilen mit unserm Schwert.«
(Videre skildres saa, hvorledes de giver Moderen
en Sovedrik, skænder og dræber Datteren)
Das Mädchen kriegt ein tiefes Grab,
Die Mörder kriegten ein hohes Rad.

377

En med denne beslægtet Vise findes i »Des Knaben Wunderhorn«. L. Uhland har benyttet Anslaget og Versformen fra denne til sin Ballade »Der Wirthin Tochterlein« (digtet 1809). Se »Uhlands Werke«, herausg. von Ludwig Fränkel (I, 151).

178 Fikke lille Lomme, især Bukselomme.

181 Skatten
Motivet til Visen er taget fra Thieles »Danske Folkesagn« (se Udgaven 1843, I, 341 o. s. v.), Sagnene om Skatte og Skattegravere. Herfra har Winther faaet de almindelige Træk i Folketroen: Ilden som Tegn paa Skatten; Tavsheden som nødvendig under Skattegravningen; Synerne, der af Skattens Vogter iværksættes for at gøre Skattegraveren bange og lokke ham til at tale. I en Afhandling »Draken som skattevaktare« har C. W. von Sydow redegjort for disse fælles episke Træk i Skattegraver-Sagnene (se »Festskrift til E. T. Kristensen«, Side 109).
Oehlenschläger havde benyttet Motivet i Romancen »Skattegraveren« (1803). Winther har benyttet samme Motiv i et af Digtene »Til Een« (se Side 327).

181 kurer ruger.

182 Kongeløsning forklares af Thiele (341) i en Note: »En Kongeløsning d. e. en Sum, saa stor, at man for den kunde løskøbe en fangen Konge«. I »Svanen paa Guldæg« fortælles, at hvert Æg »er en Kongeløsning«.

183 Vidunderlige Syner Sml. f. Eks. hos Thiele: »som de fik Grebet fat, og vilde løfte, kom sex smaa Muus, trækkende et Hølæs ud af Hullet.« (I, 346); eller: »Men neppe havde de sat Spaderne i Jorden, førend alskens forfærdelige Syner kom ud af Høien. ... Da kom et stort Hølæs, trukket af to Haner, ud af Høien, og de trak Læsset tregange rundt om Høien - dog vogtede Alle sig vel for at sige et Ord.« (II, 182).

187 I Hjemmet
Manuskriptet har i første Strofes første Linje vidt i Stedet for Tekstens vildt. Efter Digtet er tilføjet: Skrv. p. Liselund i Aug 1855. Og saa endte jeg H j ortens Flugt.

378

188 Hvile
Manuskriptet har ingen Titel, men som Overskrift staar: Til en polsk Folkemelodie.

194 Sommerfuglen
Titanen fordam famled Efter den græske Mytologi er det Prometheus, en af Titanerne, der som en Kunstner skaber Menneskene af Ler og med sin Fakkel - Ilden havde han røvet fra Guderne - giver dem Liv. Ofte forbindes Prometheus-Myten med Psyche-Myten, og den almindelige Form er, at Athene maa træde hjælpende til, saaledes at først idet hun fæster Sommerfuglen (Symbolet paa Sjælen) paa Panden af den af Prometheus modellerede Krop, faar den Liv. (Se Roscher: »Lexicon der griech. und rom. Mythologie«, III, 2. Bind, 3236, hvori en Gengivelse af en billedlig Fremstilling paa en romersk Sarkofag).

196 Gjengangeren
Skrevet til Julie og overrakt hende med Aarestrups »Efterladte Digte« (1863), som Winther sammen med Liebenberg udgav, og som han derfor kunde give hende, før Bogen kom i Handelen.

197 I Rom 1854
Sidst i Oktober 1854 havde Winther til sin store Sorg maattet bryde op og rejse til Rom sammen med sin Hustru og hendes Datter af første Ægteskab Ida. Paa sin første Udenlandsrejse (1830-1831) havde Winther boet nogle Maaneder i Rom og haft muntre Dage i Kredsen af de danske Kunstnere, der dannede en hel lille Koloni med Thorvaldsen som Midtpunkt. Fra det første Romerophold er Digtet »Juleaften i Rom« og et Minde derom er »En Sviptour til Rom«. Under Trykket af de forandrede Tilstande i Rom, der forstærkedes ved Længselen hjem (se Side 207), skrev Winther sin Roma-Satire.
den babylonske Sløie Betegnelsen »den babylonske Skøge« brugtes i Middelalderen om Rom af Pavedømmets Modstandere. Winthers er en skemtsom Omskrivning heraf. Sløie betyder uordentligt Fruentimmer, en Sjuske, babylonsk Sml. Aab. 17. 5: 379 »Babylon den store, en Moder til Skiøger og Vederstyggelighed paa Jorden.«

197 de syve berømte Høie de allerede fra klassisk Tid bekendte Høje, hvorpaa Rom er bygget.
den skidengule Flod Tiberens gule, mudderagtige Farve, der skyldes dens Tilløb fra Bjergstrømme, havde hos de romerske Digtere fremkaldt den staaendc Betegnelse flavus Tiberis (se f. Eks. Horats: Carm. I, 2, 13).
Jeg kom i Kuld og Regn
I Begyndelsen led Winther meget af »Kulde, Feberagtighed og andre Dele« (»Breve fra og til Chr. Winther«, 93).
Pyramiden hist, hentyder til Cestius Pyramiden ved den protestantiske Kirkegaard.
For sex. syv Aar omtrent Denne og de følgende Strofer hentyder til Begivenhederne i 1848: Revolutionen og Republikens Proklamation; Pavens Flugt med mange af Kardinalerne og hans Tilbagevenden (6. April 1850), efter at spanske Tropper havde indtaget Rom og genindsat Paven i hans verdslige Myndighed. Paven, Pius IX, der var begyndt som liberal, blev af Begivenhederne ført i Armene paa Reaktionen, og Rom kom under et snævert og bigot Præstestyre, hvis Autoritet blev opretholdt af franske og prøjsiske Bajonetter. Se Raffaele Cesare: »The last days of Papal Rome 1850-1870.« (1909), hvorfra en Del af de følgende Oplysninger er hentet.

197 Ladron Italiensk ladrone Stratenrøver, Røver.

198 Nu svulmer Floden op Tiberen havde den Gang ikke som nu de høje, stensatte Kajer. Oversvømmelser var almindelige, det var ikke usædvanligt, at man kunde sejle med Baad paa Corsoen.
Her vanker aldrig Kjød Hvad Winther i denne Strofe og den følgende særligt sigter til, har Udgiveren ikke kunnet faa oplyst. Det er vel den almindelige Virkning af Dyrtiden.

199 den rene Vin Ved den katolske Nadver drikker Præsterne for hele Menigheden.

380

199 Igjennem Corso end Karnevallet udfoldede sig især paa Corsoen og indlededes med et Væddeløb af Ponyer (»de lette Heste«).
Folket traver med, men uden Slør og Maske, Noget Forbud mod Karneval udstedte Paven ikke. Meningen er vist, at Folket paa Grund af de vanskelige Tider efterhaanden ophørte at deltage i Karnevalsfestlighederne. Det var det store internationale Selskab, der i Aarene efter Republikens Fald holdt Karnevallerne oppe. (Cesare, Side 61.)

200 hun til Slagterbænken gaaer hentyder til den hensynsløse Politiforfølgelse af mistænkte Revolutionærer.
fri Madonna blev I Nærværelsen af over 200 Biskopper forkyndte Paven (8. December 1854) Dogmet om Jomfru Marias ubesmittede Undfangelse (concepta immaculata), og en Pavebulle derom udsendtes til Kirkens Præster.
Her prentes kun eet Blad. Det eneste Dagblad, Giornale di Roma, var rent papistisk.

201 Ragerier unyttige Smaating, Ting uden Værdi.
spanske Trappe blandt de fattige Mænd og Kvinder, der holdt til her, hentede Kunstnerne ofte deres Modeller.
Tritonen Springvandet paa »Piazza Barberina«, der er skildret af Ludvig Bødtcher i hans bekendte Digt med samme Navn.

202 Sommaren synger Jah! Italiensk samaro Æsel, Lastdyr. Jah gengiver Æslets Skryden. Sml. i »Hjortens Flugt«: »Han (o: Æslet) rystede sit Hoved og stønned sit I-ah!« (Sangen »Eslet«).
End æde Kunstnerne i Julen deres Grød De skandinaviske Kunstnere i Rom fejrede Juleaften sammen. Thiele fortæller (»Bertel Thorvaldsen og hans Værker«. II, 138): »Juleaften skjenker han (Thorvaldsen) sine Landsmænd, som da sædvanligen samles hos ham, for omkring Julegrøden at følge det fjerne Fædrelands Skikke.«
cinqvecentske Læg cinquecento betyder 500, men er blevet alm. Benævnelse for det 16. Aarhundrede. Cinquecentister 381 betegner Høj renæssancens Malere og Billedhuggere som Rafael og Michel Angelo (Buonarotti).

203 Den grønne Bog
Skrevet til Hauch som Tak for »Lyriske Digte og Romancer« (1861), der var indbundet i et grønt Helbind, hvorpaa i Guld var trykt et Horn med Blomster og slyngede Ranker. Hauch skrev og takkede Winther (22/11, 61. »Breve fra og til Chr.W.« Side 106): Jeg kan ikke undlade foreløbig med et Par Ord at takke Dem for Deres varme, nydelige, yndige Digt i Anledning af den grønne Bog. En saadan Anerkjendelse fra en Mand, der er saa stemmeberettiget som De, giver Kraft og fornyet Mod og Styrke ..... Endnu engang Tak for Deres Vers, der ere Udtryk for en ædel Digtersjæl, som jeg aldrig skal forglemme.«

205 Med Wessels Digte.
Til Carl Snoilsky. Ved Studentermødet 1862 gjorde Winther den unge svenske Digter Carl Snoilskys Bekendtskab, og denne blev snart en nær Ven af det Wintherske Hus. En Sommer (1863) boede Snoilsky sammen med Winthers paa Lappen ved Helsingør. Se N. B. III, 321 flg.; Arvid Vikstrom: »Christian Winther och Carl Snoilsky« og Warburgs Snoilsky-Monografi.

205 Til Ludvig Bødtcher
Som Tak for dette Digt sendte Bødtcher et Digt til Chr. Winther, som denne optog i »Brogede Blade«. Bødtchers Digt begynder:

»Mens Sneen dryssed sit kolde Bad,
Og Himlen var mørk at skue,
Faldt pludselig ned som et Rosenblad
Dit yndige Digt i min Stue,«
(Samlede Digtn. X, 57).

Se »Breve fra og til Chr. Winther« (128).

206 Tak for sidst, til Carl Ploug
Ploug havde tilegnet Chr. Winther sine »Samlede Digte« (1861) med et Hyldestdigt. Det er for denne »prægtige Hilsen«, at Winther takker. Til Ploug rettede Winther ogsaa Digtet »Opfordring«. (»Samlede Digtn.«. X, 79).

382

210 Til en Kilde

211 Brøndkars en korsblomstret Plante; Nasturtium aquaticum (L.).
Flæg bruges om Vandplanter med flade, sværdformede Blade, især Iris (Sværdlilje) og Tagror.

212 Sneeklokken Vintergækken

213 slingre rokke, bevæge sig fra den ene Side til den anden.
det ene [Hjerte], som har nok af Smerte Digterens Hustru.

214 Sangfuglen ved Oehlenschlägers Grav
Oehlenschlager døde 20. Januar 1850.

215 Det Danske
Begivenhederne i 1864 fremkaldte fra Winthers Haanden Række Krigssonetter, hvoriblandt denne er denbedste.
Dædale Labyrinth, Kunstfærdighed, Indviklethed. Dædalus var Navnet paa en berømt Billedhugger fra den græske Sagntid. Han skal have bygget Labyrinten paa Kreta.

215 Henrik Pingel
Havde været en hyppig og kærkommen Gæst i Winthers Hus. Han faldt den 29. Juni 1864 i en Træfning ved Arnkilsøre paa Als, kun 27 Aar gammel.

217 Sange fra »Genrebilleder«
I »Brogede Blade« offentliggjorde Winther den morsomme og livligt skrevne Romancecyklus »Genrebilles der«, en Fortælling i Form af en Række Situationsbilleder. Bødtcher skrev straks til Winther (5/11,1865): »Genrebilleder indeslutte i en phantastisk Ramme en saadan Rigdom af deilige Sange, at dette Afsnit vil blive en sand Guldgrube for vore Componister«.

222 En Smagssag
Ajax, Philoctet, Orest berømte Helte hos Homer og de græske Tragikere.

223 Isenbaner Ordet er dannet af Winther selv efter Tysk Eisenbahn i Analogi med danske Ord som Isenkram og ældre Ord som Isenbod (Isenkræmmerbod). Achilles, Hector Hovedheltene i de homeriske Digte. 383 Junoner Juno var den øverste romerske Gudinde, Juppiters Hustru. Bekendt er især Kolossalstatuen af hende i Vatikanet. Modstilles her den nordisk-blide Hebe, maaske med Tanke paa Thorvaldsens HebeStatue. 223 polychromisk mangefarvet, broget.

TIL EEN.

Titler og Numre. I Førsteudgaverne havde en Del af Digtene egne Titler. De findes anført i Parentes i Noterne til de enkelte Digte, I »Samlede Digtninger« (IV, 1860) blev Digtene forsynet med fortløbende Nummerering. I Indholdsfortegnelsen til nærværende Udgave er disse Tal vedføj et for at lette Citeringen.

Fremkomst. Digtene er efterhaanden fremkommet i følgende Samlinger: Nr. 1-23 i »Digtninger« (1843); Nr. 24 -26 i »Haandtegninger« (1846); Nr. 27-95 i »Lyriske Digte« (1849); Nr. 96-106 i »Nye Digte« (1851); Nr. 107 i »Nye Digtninger« (1853); Nr. 108-115 i »Sang og Sagn« (1858). I »Samlede Digtninger« optryktes alle de hidtil udkomne Digte under Fællestitlen »Til Een«, idet der tilføjedes 24 nye, Nr. 116-139. Hertil er senere kommet 15 Digte »Til Een« i »Brogede Blade« (1865) og 25 i »En Samling Vers« (1872). De i Chr. Winthers Levetid trykte Digte »Til Een« udgør saaledes ialt 177, idet »Samlede Digtninger« faktisk kun indeholder 137 Digte, da ved Nummereringen to Tal (55 og 62) er oversprunget.

I »Efterladte Digte« (1877) findes 32 Digte »Til Een« foruden mange af de saakaldte »Smaa Riim«. Julius Clausen har i »Chr. Winthers Digtcyklus Til Een« (1918) yderligere offentliggjort ca. 50 ikke tidligere trykte. Et Digt »Til Een« findes kun trykt i »Nye Digte« (1851): »JuleMorgen«.

Kronologi. Nærværende Udgave følger Winthers Kronologi; kun er to Digte (CXVI, CXVII) flyttet hen i den 384 Gruppe, som de i Tiden tilhører. Det har aabenbart været et Par private Træk i Digtene, der har været Grunden for Winther til at lade dem ligge nogle Aar. Den Grund er nu faldet bort af sig selv. De ikke i Winthers Tid trykte Digte, der her er medtaget, er alle daterede i Manuskripterne og er derfor indsat paa deres Plads i Rækken, eller i hvert Fald i deres Gruppe, saaledes at de indgaar i Helheden. (Indledning, Side XXXVI).

Litteraturhenvisning.

Vilh. Andersen i »Danmark. Illustr. Familiealmanak« (1896); Julius Clausen: »Chr. Winthers Digtcyklus Til Een«.

Noter.

229 »Ma pur si aspre vie, ne si selvaggie o. s. v. Men dog ved jeg ikke at søge nogen Sti saa raa og vild, at ikke Amor altid kommer talende Elskovsord med mig, og jeg med ham«. Citatet er taget fra Petrarcas Sonet Nr. 27: »Solo e pensoso i più deserri campi«. I Oversættelse af den svenske Petrarca-Forsker Fr. Wulff lyder hele Sonetten:

Jag vandrar ensam, tyngd af tunga tankar, -
Jag släpar mina steg på öde vidder,
Och blicken spanar förr att finna ställen
Dit icke spår af mänskofötter leda.

Så endast kan jag hoppas bli förskonad
Från alla ögons undran och förvåning:
De slackta glädjetecknen i min uppsyn
Förråda för dem själens djupa vånda.

Men stränder, floder, skogar. bärg och branter,
De tyckas ändå se det kval som fyller
Mit lif, hur väl det döljes för all världen.

Och aldrig finner jag så vilda trakter
Att icke Amor hittar vägen till mig
Och genast lockar mig till tal och svar!

Fr. Wulff: »En svensk Petrarca-Bok« (1905, Side 264).

231 »Den, jeg nu skal elske, maa jeg tilbede«. Citatet er fra Fru Gyllembourgs »Familien Polonius« [se »Noveller, gamle og nye, af Forfatteren til »En HverdagsHistorie«. Udgivne af J. L. Heiberg«. III, 66 (1834)]. 385 Citatet er taget fra Samtalen mellem Horatio og Augusta. Han har fortalt om sin Ungdomskærlighed og Tabet af denne, der førte ham ind i »Begivenheders« nes Strøm« og snart rev ham med sig langt bort fra hans »Huusguder«. Paa hendes Spørgsmaal, om han nu er sikker mod Amors Pile, svarer han: »Ak nei, min smukke Veninde! for Amors Pile er mit Bryst uden Bedækning, men hans Bind kan man ikke bære i sit 49de Aar. Den jeg nu skulde elske, maatte jeg tilbede; Fornuft, Hjerte, Phantasie, alle mine Sjæleevner maatte forene sig i denne ene Følelse; Illusion kunde ikke mere finde Sted.«

231 »Hverken Verden eller Du« (Tilegnelse). Dette Digt samt »Til en Digter« (Side 151) og »Til Hende« (se nedenfor) sendte Winther fra Neu-Strelitz til Julie (1841). Under Digtet skrev han: »Dette Digt er begyndt i Strelitz, og Bestemmelsen dermed var, at sætte det engang foran en Samling Digte. Dette kan ske endnu, hvis jeg faar Deres Tilladelse dertil.«
Manuskriptet har nogle mindre Afvigelser fra Trykket. Kun en har Interesse. Side 233 Linje 5 lyder opr.: »Skjøndt de bære ei mit Navn«. Det synes altsaa, som om Winther havde tænkt at udsende en Samling Digte anonymt.

233 Saa Havets Brusen, (Ved Stranden).

234 Du veed ei, hvor jeg er? (Hvor?).

I Manuskriptet staar over Digtet som et Slags Motto: »Hvor er Han nu?«
Af et Brev.
Digtet kaldes i Manuskriptet »Til Hende«.

235 ham, den lille blinde Amor

236 Jeg kørte i dunkle Skove, (Natligt Syn).

239 O, kunde jeg Dit Knæ dog favne, (Fortrøstning).
Førsteudgaven har her som Motto:

Bei Ihr, bei Ihr ist Seligkeit,
Und ohne Sie ist Hölle.
Nach Burger.

386

240 Naar jeg skal døe, (ingen særlig Titel, Begyndelsesordene som Overskrift).

242 Ud over Havets Mark, (Fortærende Længsel).

243 Ved en Fuglekræmmers levende, (Fuglesang).

244 Fruens Bøge en lille Lystskov ved Odense.

246 Gyldenlund Charlottenlund.

246 Kunde jeg Roser male (Fortryllede Roser).

247 Lad os reise (En Reise).

251 Bøgen skyder alt sit Blad (Hilsen i Vaar).

252 Ved Veien paa en Steen jeg sad (Trende Nattergale).

254 Jeg gik mig i Skoven (I Skoven).

255 O, var Du heri denne By (Tilbageblik).

556 Æmmer: glødende Aske, Gløder.

256 Dreng! - Du med de brune Lokker (Til Søvnen).

258 Tilgiv - tilgiv! (Tilgiv!).

259 Hvor Mangen søger ei (Jeg har fundet).

260 Og var Du bleg, (Bleg?).

260 Hensjunken i mit Hjertes Drøm (Indre Liv).

261 O, lad ei svinde (Sang).

262 Jeg gad saa gjerne være (Flygtigt Ønske).

263 Al den Veemod og Smerte (Til min Musa).

264 Jeg seer det grant.
Digtene Nr. 27-95 (se Indholdsfortegnelsen) var i »Lyriske Digte« forenet under Titlen »Da jeg var ung« (se Indledningen, XXXIII), med fortløbende Numre 1-67.
slette skrevne Blad slette - glatte. 278 Rosa unica (Latin) Eneste Rose. 285 Jupiter Digtet spiller paa Juppiter som Navn paa den øverste Gud i den romerske Mytologi og som Navn paa Planeten. 321 fage hurtigt, ilsomt.

327 De gamle Sagn fortælle,
Se Noter til »Skatten« (Side 377).

327 Mig Himlen var saa vild og graa (I Havn).

387

330 Titania Alfedromringen i Shakespeares »En Skær sommernats Drøm«.

336 Jeg hader dem, de lange Dage. (Til Solen). I græsk Mytologi var Apollo paa en Gang Solgud og Digtningens Gud. Efter den almindelige. Opfattelse var det dog ikke ham, men Helios, der var Solvognens Styrer.

338 Deiligheden et Bolsted i Skovene om Rygaard ved Bramsnæs Vig. (Se Digtet til Thora Petersen i »Samlede Digtninger«. II, 93).

341 Læg Vedbendranken om min Hat.
I Brev til Emilie Natalia Monrad, dateret Liselund 5te Aug. 1853, fortæller Winther: »Hun (Julie) har givet mig en ny Vedbendkrands om Hatten, som An dr æ raisonnerer over; men det bryder jeg mig kun lidt om; jeg gaaer lige freidigt med den, og den er mig kjærere end de Krandse, man kommer paa Bankekjød. Ja, det har jeg nok sagt een Gang før!« Med den sidste Bemærkning sigter Winther aabenbart til Digtet, der første Gang stod trykt i »Nye Digtninger« (1853) og som i Manuskriptet er dateret Liselund 13. Aug. 1852.

350 En lille Steen Du her modtage
I et Brev til Snoilsky skriver Fru Winther (24. Novbr. 1865): »Dette Brev er forseglet med den Amor med Fløjten, som Digtet er skrevet til, det, Du synes saa godt om.« (N. B. III, 345). Chr. Winther var en Elsker af saadanne Stene og Gemmer. Paa sine Italiensrejser gennemsøgte han Antikvitetsforretninger og Guldsmedebutikker (se N. B. II, 157 og III, 217). Winthers Opfattelse af Ynglingen med Fløjten som en Amor har ingen Hjemmel i antik Kunst, hvor Amor altid afbildes med Lyre. Til Grund for Winthers Digt, der er en fri Fantasi over Amor-Psyche ligger Apulejus's (2. Aarh. e. K.) bekendte Eventyr om Amors og Psyches Kærlighed. I kort Genfortælling findes det i Moritz's »Gotterlehre«, som Winther havde oversat (1846). I Kunsten var Motivet atter og atter benyttet siden Renæssancen. I Winthers Tid var det et Yndlingsemne 388 i dansk Kunst og Digtning: Thorvaldsen, Heiberg (»Psyche«, 1817), Paludan Muller (»Amor og Psyche«, 1833). Galeotti og Bournouville havde komponeret Balletter over det.
Det er Winthers egen Udformning af Eventyret, at han lader Psyche vaagne i en yndig Eng og her dra> ges til Amor af hans Fløjtespil. Psyches Opløftelse i Gudernes Kreds sker i Eventyret først efter hendes lange Prøvelsestid.
Slutningsstrofen - Paakaldelsen af Eros - der munder ud, i en Bøn om, at Kærligheden maa vare, til Døden kommer, er helt Winthers egen Tankegang.

355 Jeg takker Gud, at han mig gav.
Strofen, der findes i flere Varianter, er fra Juli-August 1876.