Wied, Gustav Uddrag fra Digt og Virkelighed

"Slaa dog endelig en Gang for alle det Faktum fast i din Bevidsthed", skriver jeg saaledes: "at jeg er gal. Og det bliver værre. For Du troede da vel ikke, at jeg var i Bedring? ... "Gaar Du"? spurgte Du forundret. Javel gik jeg; hvad andet havde jeg at gøre, naar Du skulde have L'homberfremmede? Det var et Misgreb af mig at forlange, at Du skulde vise dine Gæster bort, jeg fortrød det ogsaa straks - men jeg gjorde det vel nærmest for at prøve min Magt over Dig. - Underligt var det, men straks da jeg hørte Dig paa Trappen, ønskede jeg mig borte, væk - nede paa Gaden. Hvorfor? jo, for Du sang; - jeg kan ikke lide Dig, naar Du synger - jeg kunde slaa Dig, naar Du synger. Din Sang minder mig altfor meget om denne sorgløse Fuglekvidder, der lyder, fordi Maven er fuld, fordi Solen skinner, og man ovenikøbet har fast Ansættelse under Tagrenden. Du maa aldrig synge, naar 254 jeg er tilstede, vel - vil Du love mig det? Jeg ligefrem lider fysisk derved, jeg faar Kvalme. - Jeg kom med tredje Akt: Du var den første, der skulde høre den. Jeg synes, den er fuldt saa god, som de to andre. Kun er der et Ord, som volder mig Ve. Jeg har gaaet, siddet og ligget i to Dage og spekuleret for at finde et andet Ord, men nej - naa, det kommer vel dumpende som det andet; thi det maa jeg fastholde, det er ikke mig, der skriver dette Skuespil; jeg sidder som objektiv Tilskuer; men det er maaske Grunden til, at det bliver godt. - Du maa ikke komme op til mig. Du risikerer, at jeg ikke aabner min Dør, og det vil jeg meget nødig have - og Du vel ogsaa?