I

Byen Søby ligger i Fyrstendømmet Fladland og er den største By paa Øen Sejrø.

Hvoraf denne Ø har faaet sit Navn, vides ikke med Bestemthed. Maaske af de mange sejrrige Kampe, den i Følge Overleveringen skal have ført med sine Naboer i en graa Oldtid.

Fra Nutiden stammer Navnet i ethvert Fald ikke ...

Fladland er et skønt Land: Bakker og Dale veksler malerisk med Skove, Heder, Smaabække og kornrige Vange.

Midt i Landet ligger en uhyre Banke, "Maanebjærget" kaldet, 465 Fod over Havets Overflade.

Heroppe skal der i Fortiden være bleven tændt Sejrs-Bavner, naar Fladlænderne havde vundet et Slag og krebset en Fjende.

Nu om Dage benyttes Banken til at kævles paa og til Afbrændelsen af St. Hansblus.

Man har fra Højens Top en imponerende Udsigt til seksoghalvtredsindstyve Kirker, fire Sindssygehospitaler og fem Tugthuse. Skov strækker sig bag Skov og veksler med milevide Heder, bølgende Kornagre, Andelsmejerier, Brugsforeninger, Svineslagterier, Præmiehingste, Byer og Landsbyer; og længst ude i Horisonten det evigt skiftende, vigende og vuggende Hav.

Sejrø var i forsvunden Tid, før Riget endnu blev samlet, et selvstændigt Bispedømme, der laa i uophørlig Haandgemæng med sine Frænder paa Naboøerne.

Thi Fladlænderne har aldrig kunnet enes.

Og kan det da for den Sags Skyld heller ikke endnu.

12

Snart er det politiske, snart religiøse, snart literære, snart ægteskabelige Stridigheder, som hærger Landet.

Indbyggerne lever fornemmeligst af Agerbrug, Kvægavl, Fiskeri og Kassesvig.

I Spidsen gaar Ministrene.

Regeringsformen er indskrænket monarkisk. Forfatningen fri. Alle er lige for Loven.

Men den udøvende Magt ligger hos det evigt skiftende, vigende og vuggende Flertal, der dog stedse er stærkt nationalt farvet, og hvis arvelige Valgsprog lyder: Alt for Fædrelandet eller: Après nous le déluge.

Dette kaldes Parlamentarisme.

Det var en af disse sjældne Sommere, der for en stakket Stund stiller Mennesket forsonligt over for de evige Guder - en af disse klare, frydefulde Sommere med Sol over alle Tage og en mild og frugtbar Regnbløde imellem ...

Toldkontrollør Knagsted stod og pustede af Varme i Skyggen af Bjørne-Apoteket paa Hjørnet af Kirketorvet og Søndergade. Hatten holdt han i Haanden, og han for sig ihærdigt med Lommetørklædet over Ansigtet ...

Det var en Søndag Formiddag i Kirketiden. Søby laa øde og tom. Halvdelen af Befolkningen hørte Pastor Sørensen. Den anden Halvdel lavede Middagsmad ...

Knagsteds Haand med Lommetørklædet sank pludselig ned fra hans Ansigt; han kneb mysende Øjnene sammen og stirrede op ad Gaden:

To splitternøgne Børn, en Dreng og en Pige, paa fem-seks Aar, kom vandrende deroppe midt ad det sollyse Fortov:

- Men Du bedste Himmel, det er jo Erik og Else!

Børnene pludrede og lo, saa det klang i den øde Søndagsgade. Solen faldt ned over deres gyldentbrune Legemer, der lyste som Rav imod de graa Husmure.

Af og til standsede de og pegede ivrigt ind ad en Butiksrude.

13

Saa vandrede de trøstigt af Sted igen.

Drengen var slank og fin, Pigen rund og buttet. Begge havde de lyst, lokket Haar, der naaede dem ned paa Skuldrene.

De kom nærmere og nærmere. Nu var de helt oppe paa Torvet lige ud for Kirken.

Knagsted trak sig uvilkaarlig dybere ind i Apotekets Skygge for ikke at forstyrre.

Thi undertiden ligefrem dansede Børnene i Livsglæde frem over Fliserne. Snart tog Drengen og snart Pigen et lille, frydefuldt Hop fremad, saa at Sandalerne paa deres nøgne Fødder gav Lyd. Saa skridtede de igen adstadigt videre, indtil der pludselig atter udløstes et nyt lille Glædeshop.

Og saa lo de ud i Luften og kaldte:

- Mirja! Mirja!

- Tja-a...! svaredes der hæst oppe fra Taget. Det var deres Legekammerat, en lille, sortegraa Allike, som trofast fulgte dem, flaksende fra Hus til Hus.

- Mirja! Er du der?

- Tja-a ...! skreg Fuglen.

Men i det samme satte Kirkeklokkerne i med et Drøn, og Mirja flygtede forfærdet tilbage, samme Vej den var kommen. Man saa den forsvinde som en mørk lille Prik bag Ølbryggeriets Skorsten.

- Nu fløj Mirja hjem ... sagde Pigebarnet.

- Hun blev bange for Klokkerne ... konstaterede Drengen.

Og saa var Menigheden over dem ...

Som en sort Flom kom den væltende ud af Kirken, med Ansigterne blege af Nidkærhed og med de guldsnittede Salmebøger lynende i Solen.

Børnene trykkede sig forskræmte op mod Konditor Halgrens Port. Deres Øjne rundedes af Angest for alle de fremmede Mennesker.

- Gud! sagde den lille Konsulinde Wæver, født Birk, og pegede - Vil De se, Fru Blom! Malerens nøgne Unger!

- Men det er dog ...! sagde Fru Blom.

14

- Umoralsk! sagde Borgmesterinde Rosenbaum, "Sengeladet" kaldet paa Grund af sin tørre Magerhed.

- Midt paa Torvet!

- I Kirketiden!

- Splitternøgne!

- Offentlig Forargelse! ... lød det rundt omkring fra.

Og Frøken Plockros, Spillelærerinden, Skyldfri hed hun, greb med sine haarde Klaverfingre den lille Else i Armen og sagde:

- Hvad er det dog for Forældre, I har!

Pigebarnet stak i Graad. Drengen slog beskyttende sine Arme om hende:

- Gaa din Vej ...! sagde han til Plockros. Men Plockros blev staaende; og Stimmelen øgedes ... Indtil pludselig en Mandsperson puffede den til Side og banede sig Vej frem til Børnene.

- Onkel Tolder! Onkel Tolder! raabte de og kastede sig ind til ham.

Nu græd Erik ogsaa.

- Saa, saa! trøstede Knagsted, - Saa, saa! ... Kom nu med mig, saa gaar vi hjem.

Og han skød paa ny Hoben til Side og skred rank og rødhaaret ned ad Gaden med sine to smaa Pilgrimme ...

Men Menigheden slog Kors for sig og lo ondt bag hans Ryg.

Og "Sengeladet" sagde:

- Hæ! sagde hun - Det kunde man da tænke sig efter de Forhold, han lever i med sin Husbestyrerinde!

- Forhold ...? spurgte Konsulinde Wæver.

- Ja, ved De ikke ... begyndte Spillelærerinde Plockros ...

Og saa gav man sig til at lufte Tolderens Privatliv.

"Malerens Villa" laa søndenfor Byen ved Vibyvejen midt i en stor Have, som med et smalt Sandstykke naaede ned til Sundet.

Ejendommen havde tidligere tilhørt en sær gammel, 15 menneskesky Dame, en Frøken Alfrede Schønheiter, om hvem der gik de mærkeligste Sagn.

Hun døde for omtrent tre Aar siden, og Villaen havde siden da staaet tom. Ingen kunde bo i den. Frøkenen "gik igen".

Baade Konsul Wæver og Isenkræmmer O. W. Fredriksen havde selv hørt hende rummestere derinde ...

Men saa kom en sollys Foraarsmorgen Maleren Frank Neumann og hans Kone cyklende til Byen, hørte fortælle om Huset, købte det og flyttede ind.

Og øjeblikkelig forholdt Frøken Alfrede sig rolig under sin Gravhøj oppe paa Kirkegaarden.

Spøgeriet var forbi...

- Hak-hak! gnækkede Rikke Skade dybt fra sit vindtørre Bryst, mens hun lænede sig fremover paa Krykken - Hak, hak! Sa'e jeg det ikke nok! Det var Rotterne!

En af Frøken Schønheiters Passioner havde nemlig været Rotter. Hele Nabolagets Rottebestand forstod hun at lokke til sig ved et sælsomt Fløjt imellem sine guldplomberede Fortænder. Dyrene kom myldrende frem af alle Huller og Kroge. Hun fodrede dem Morgen og Aften, og de vimsede kælent om hende, naar hun viste sig i Gaarden:

- Er man god imod Dyr, sagde hun - bli'r de elskværdige! ... Er man god imod Mennesker, bli'r de næsvise!

Saa døde hun. Maleren flyttede ind. Og Rotterne gik i Landflygtighed ...

Men nu begyndte Byen at larme op og give ondt af sig, fordi Ejendommen var gaaet over til en Fremmed:

- Og, Staamigbi, for en ren Slik har han faaet den, Hr. Konsul! sagde Isenkræmmer O. W. og rullede sin Gumminæse fire Gange rundt i den hule Haand.

- Jamen De gik jo selv her og fortalte, at Schønheiter spøgede ... sagde Konsulen, en stiv, "engelsk" ellers meget behersket Herre.

- Det gjorde De jo med!

- Ja, for jeg ha'de mine Grunde.

16

- Det ha'de jeg sgu ogsaa!... Tror De kanske paa Spøgeri?

- Næ-æh.

- Jeg heller ikke! Jeg ventede bare paa, at Ejendommen skulde falde.

- Ha'de De da tænkt paa at købe den? spurgte Konsulen, rød i Ørene.

- Gu' ha'de jeg saa!

- Jeg med!

- Lurendrejer!

- Rævepels!

Og de to Herrer for dirrende ned ad Gaden hver til sin Side.

- Hak-hak! gnækkede Rikke Skade igen - To Grandfladnaaer slaas om et Kydben; og saa kommer der en Vindspiller og snapper det!

Villa Schønheiter, eller som den nu hed: Malerens Villa, var efter italiensk Mønster omgivet paa alle Sider af en tre Alen høj, hvidkalket Kampstensmur med kantstillede Glasskaar foroven. I Muren sad en bred Smedejærns Indkørselsport, som under normale Forhold kunde have ydet et bekvemt Indblik i Haven.

Men saa menneskefjendsk havde gamle Schønheiter været, at hun inden for Porten i en ti-tolv Alens Afstand havde ladet plante en Art Skærmbrædt, en tæt Hæk af Liguster iblandet Guldregn og Syrener, saa at Søbygenserne, selv om de stod paa Tæerne, ikke kunde se andet af Herligheden end Toppen af en vimpelprydet Flagstang ...

Da Frank Neumann tog Ejendommen i Besiddelse, havde man saa smaat haabet paa en Forandring.

Men man blev narret. Skærmbrædtet blev staaende.

Det eneste af Nyt, der skete, var, at der indsattes en lille Dør i Muren for Enden af Haven. Og denne Dør var næsten altid aflaaset.

Men da stod Søby atter i Brand. Og over Kaffekander, Thepotter og Whiskykarafler hviskedes og tiskedes der 17 Døgnet rundt om alle de Vederstyggeligheder, som naturligvis fandt Sted inde bag dette uforskammede Hegn:

- De gaar nøgne derinde, Hr. Konsul! sagde O. W. og rullede Næse, - splitter, nagende nøgne ligesom Adam og Eva efter Syndfloden!

- Jeg véd det, sagde Konsulen - Barbér Saabys Kones Søster er Stuepige derude.

- De gaar i Vandet sammen, sagde Mægler Blom - Hele Redeligheden paa én Gang in puris naturalibim! Jeg har set det fra min Baad.

- Fru Neumann sidder nøgen ved Klaveret! sagde Borgmesterinden.

- Det siger De ikke, Fru Rosenbaum!

- Ved Guds Søn, Fru Wæver! Og Gæsterne har helleringenting paa: og gamle Fru Neumann hellerikke ... Og Børnene, Fru Wæver, Børnene! Hanne, der er fjorten Aar, og Hother, der er seksten!

Fru Wæver saa rødt:

- Seksten! Den allersomforfærdeligste Alder for et ungt Menneske! Jeg kender det fra min Frejlif!

Og Frøken Skyldfri Plockros, Spillelærerinden, satte Kaffekoppen fra sig med et Plump; Stuen gik i Ring for hende:

Hun saa sig sidde uden Hylster paa Musikforeningens Podium og akkompagnere den bare Adjunkt Lauritsen til Schumanns "Zwei Grenadiere" ...!

Knagsted og hans to smaa Venner var naaet ud igennem Søndergade og gik nu ad Vibyvejen langs Muren ind til Malerens Have.

Børnene havde ganske genvundet deres Humør og pludrede livsglade løs i Munden paa hinanden:

- Deres Far var ude at male, fortalte de - deres Mor var hjemme; og de skulde ha' Kyllingesteg og Rødgrød til Middag... Bedstemor Neumann havde faaet en ny Solkaabe; Hother og Hanne havde faaet nye Sandaler; og 18 Olga Stuepige havde i Morges slaaet Fars Mundkop i Stykker...

- Der er Mirja! sagde saa Else pludselig.

- Hvor?

- Deroppe i Træet!

- Mirja! Mirja! raabte Erik.

- Tja-a...!

Døren i Havemuren blev i det samme aabnet, og gamle Fru Neumann korn ud fulgt af Hother og Hanne, der var ligesaa nøgne som de to smaa:

- Men Erik og Else dog, hvor har I været henne? spurgte den gamle Frue og truede spøgende - Vil I se, I kommer ind i Haven med Jer! vendte hun sig derpaa til de to andre - Er I gale, at vise Jer her ude paa Vejen i den Mondur!

Hother og Hanne trak sig tilbage til Døraabningen.

- Kære Hr. Knagsted, hvor har De fundet Ungerne?

- Oppe paa Kirketorvet.

- Var der nogen, der saa dem?

- Alle Pastor Sørensens Faar, ja.

- Du milde Himmel, hvad sagde de!

- De brægede.

- Vi skulde bare ud og møde Far ... begyndte Erik - og saa ringede Klokkerne, og saa kom der saamange sorte Damer...

- Bum, bum! sagde Else og antydede Klokkeslagene ved at rokke med Hovedet - Og saa blev Mirja bange og fløj hjem ...

Fru Neumann løftede truende sin Haand:

- I véd jo, at I ikke maa gaa uden for Haven! Hvor kan det saa falde Jer ind at gøre det! Else stirrede interesseret op paa hende:

- Sikken underligt det gør i Bedstemors Hals, naar hun taler ... sagde hun.

Og Erik slog indsmigrende Armene om den gamle Dames Knæ:

- Kys mig, Bedste! sagde han - Og saa lad det være godt.

19

Fru Neumann tog ham op til sig og gav ham et Kys.

Men Knagsted følte sig ligesom lidt tilovers midt i al dette Familieri; og hans Pebersvende-Hjerte forhærdede sig; han blev menneskefjendsk.

Den gamle Dame satte Drengen fra sig:

- Hvad sagde de egentlig ... Damerne, deroppe paa Kirketorvet, Hr. Toldkontrolør?

- Hvad de sagde ... snærrede Knagsted - De talte om at hælde Benzin over Ungerne og futte dem af!

Fru Neumann saa smilende ned paa Børnene; hendes Øjne blev varme og dybe:

- Aa, Herregud, de uskyldige, smaa, nøgne Kræ ... jeg synes, de er saa kønne at se paa.

- Det er, fordi De er et umoralsk Fruentimmer! brummede Knagsted - Hvorfor gaar De ikke selv nøgen? Den gamle Frue lo højt:

- Men kære Ven dog!

- Farvel! hilste Knagsted og tog Hatten dybt af - Min Ærbarhed forbyder mig at staa her længere. Fruen lo paa ny ...

- Men De er naturligvis ligeglad, vedblev Tolderen - De har jo Deres Kongerige derinde! Han slog med Hovedet ind mod Haven.

- Det har jeg! smilede Fruen - Vil Herren ikke med lidt derind og svale sig?

- Nej, han vil ikke!

- Nej Tak. .. plejer man at sige ... Hvorfor er De pludselig saa bister?

- Fordi jeg er gammel og graa og mæt af Dage!

- De er dog syv Aar yngre end jeg.

- Det er ikke saa meget Aarene, det kommer an paa, som Letsindigheden ... Farvel!

- Farvel, farvel!... Hvordan har Jokum det?

- Godt... Han er jo et Dyr!

"Jokum" var Toldkontrolørens Hund ...

- Første Mand op paa Legepladsen! raabte Hother pludselig; han var bleven ked af at staa der og vente - Mirja! Mirja! raabte han - Er Du der?

20

- Tja-a ...! skreg Alliken.

Og alle fire Unger satte af Sted op igennem Haven, fulgt af Fuglen:

- Mirja! Mirja!

- Tja-a! Tja-a!

Man kunde høre Børnenes glade Raab og Allikens baskende Vingeslag helt ud paa Vejen.

Knagsted standsede og saa sig længselsfuldt tilbage:

- Skulde han mon alligevel ikke ...?

Men den gamle muntre Dame var, ligesom Prinsen i Eventyret, gaaet ind i sit Kongerige og havde lukket Døren i Laas efter sig.

- Er der no'en Bedragerier i Dag?

- Nu skal jeg se efter ...

P. A. Birk sad i Lænestolen paa Forhøjningen ved Vinduet ud mod Kirketorvet; og hans Husbestyrerinde, Frøken Solberg, sad paa en stivrygget Stol paa Gulvet tæt op ad ham.

P. A. var tunghør; og hans Øjne var dumme. Saa nærsynet var han, at han maatte spise med Kikkert; en lille tykmavet, gammeldags Enspænderkikkert, som han holdt op for venstre Øje. Den lignede en Miniatur-Kanon.

At læse selv var der ikke Tale om; det maatte Solberg besørge. Men man nyder ogsaa Ulykkerne i Aviserne mere intenst, naar man er to om dem.

- Naa! Bli'r det til noget! - P. A. dunkede utaalmodigt Kanonen ned i Vindueskarmen.

- Jeg skal da ha' Tid til at finde ... Frøkenen raslede vredt med Bladet:

- Jo, her er 'et...

- Hvad er Overskriften?

- "Bedragerisk Bestyrer" ...

- Læs!

Solberg tog fat. Hun kunde uden Briller. Hvad Birk følte som en personlig Fornærmelse.

- Bedragerisk Bestyrer ... læste hun - Grønby, Mandag; 21 privat for Søby Dagblad ... Bestyreren for Arbejdernes ...

- Hæ, hæ! Det har de godt af, de Socialisttampe !... Videre!

- ... Fællesbageri, Søren Hansen, er i Dag bleven afskediget, efter at det er blevet konstateret, at han har gjort sig skyldig i omfattende Bedragerier...

- Hvormeget?

- Det staar der ikke noget om.

- Hum ...! Saa faar vi det vel i Morgen.

- Nej; for her staar: Sagen vil dog rimeligvis blive ordnet i Mindelighed.

- Hva' skal det saa i Avisen for!... Er der mere?

- Den bedrageriske Politibetjent. Brødkjøb, Mandag, privat for Søby Dagblad ... Politiet har endnu intet Spor af den bortflygtede Bedrager, Politibetjent Wisberg. Foruden forskellige Forretningsdrivende har Wisberg bedraget Forsikringsselskabet "Haand i Haand".

- Hæ, hæ!... Videre!

- ... der havde overdraget ham at indkassere nogle mindre Beløb.

- "Mindre Beløb" ... hæ! det er ogsaa noget! Frøken Solberg vedblev:

- Den falske Tokrone ...

- Har de nu fakket ham, hæ, hæ!

- ... Tumlestrup, Mandag; privat for ...

- Ja, spring det over, det skriver de allesammen!

- ... Søby Dagblad. - Den Tokrone, der forleden blev udgivet paa den herværende Jærnbanestation, og som Personalet antog for falsk, har været indsendt til Nationalbankens Undersøgelse ...

- Højere, Solberg! De kommer vist snart til at ha' Briller!

- Jeg læser ikke med Øjnene!

- Hvad læser De da med?

- Med Munden!

- Videre!

- Banken erklærede, at Pengestykket var ægte nok.

22

- Hvad var 'et?!

- ... ægte nok, staar deri men i meget høj Grad slidt.

- Idioter! Har de nu mon heller ikke længere Øjne i Hovederne paa Jærnbanerne heller! skummede Birk - Staar der ikke noget om de tre hundrede Fiskere, som var drevet til Havs derovre ved Rusland i Stormen?

- Jo ... (og der var en Understrøm af Skadefryd i Frøkenens Stemme, da hun fortsatte:) de er allesammen reddede.

Birk greb fat i Gardinet og ruskede det:

- Nu skulde da Satan ta' Petersen! Hvad sætter han det saa i sin skidt Sprøjte for da, naar det er Løgn Dagen efter!

- Det var da rart, at de stakkels Mennesker blev reddede, Købmand, synes jeg.

- Nej, ikke naar man engang ha'de belavet sig paa, at de skulde drone!... Er der ingen Konkurser?

- Jo... Træskomand Søren Hansen af Blaaby.

- Ingen her af Byen?

- Nej...

- Ikke "Bankdirektør Konsul Hagbart Wæver" heller?

- Men Gud, Købmand dog, Deres egen Svigersøn!

- Hvad rager det mig!...

Købmanden vendte sit Ansigt imod Vinduet, satte Kanonen for Seøjet og saa i Reflektionsspejlet:

- Der kommer han, den gale Maler og hans Kone paa Cykel! meldte han.

Frøkenen lod Avisen dratte og for til:

Frank Neumann og Frue cyklede forbi. Begge var de i hvidt Flonel og Sandaler.

- Hæ! gryntede P. A. - Brede, flade Sommertær naturligvis!... Mon hun helleringen Bukser har paa ... heller?

- Birk... skaan mig! sagde Solberg og holdt en flad Haand frem:

- Der kommer Halgrens Dreng med en Kurvfuld Konditorkager, meldte hun saa - Hvem mon de er til?

- Klokker Møller har jo Jubilæum ... brummede P. A.

23

- Det er sandt! Ja, saa er de vel til hams ... Der er Toldkontroløren!

Birk trak sig uvilkaarlig tilbage i Stolen:

- Kommer han her ind?

- Næ-i... jo-e! ... Nu drejer han ind ad Porten!

- Hum! Toldsnude!

- Det er jo da Deres gode Ven, Købmand ...

- Har hun maaske Venner?

- Ja, det ved Gud jeg da rigtig har!

- Hende ... "Undskyld", eller hvad det er hun hedder ... Plokrosen, Spilleskelettet, kanske, hva'?

- Købmanden be'er hende jo da ogsaa tit selv om at spille ...

- Det er for at blive fri for at høre paa hendes Skvalder ... Der er han!

Der blev banket paa Døren fra Trappegangen. Knagsted traadte ind:

- Maa Jokum komme med? spurgte han.

- Nej! Det ved De jo godt. Vi har Hundesjov nok med Solberg.

- Saa maa Du pille hjem, Jokum, befalede Knagsted ud af Døren - hvis Du da ikke foretrækker at sidde paa Maatten og vente.

Frøken Solberg gik hen imod Døren ind til Spisestuen:

- Det er Synd, Købmand, som De altid er imod Dyr! Knagsted nikkede blidt smilende til hende:

- Saa er Købmanden jo til Gengæld saameget venligere mod Mennesker, Frøken.

- Hvad siger I? spurgte Birk fra sin Forhøjning - Snak højere! ... Der gaar Pastor Sørensen, fortsatte han og saa atter i Reflektionsspejlet - han er i Ornat og med Eskramentæske ... Hvem mon nu skal dø?

- Sakramentæske ...! rettede Knagsted - De kommer engang paa Vand og Brød, Købmand, for Deres uskønsomme Ordvalg.

- Ja, han er grusom, klagede Solberg - Jeg er ved at gaa til mange Gange, naar her er Fremmede, og han siger galt... især Unge! Og saa naar han tar Tænderne ud af 24 Munden og lægger foran sig paa Bordet midt for Øjnene af alle Damerne!

- Ellers kan jeg jo ikke tygge! mumlede P. A.

- Jamen De tar dem ogsaa ud, Købmand, naar De ikke spiser!

Birk gnækkede og gav sig til at manøvrere med sine forlorne Tænder:

- Det er for at faa Jer til at forsvinde lidt hurtigere, hæ-hæ! sagde han.

Solberg strøg ud igennem Spisestuen med et forarget Uf!

- Det er en prægtig Dame ... nikkede Knagsted efter hende og tog Plads paa Frøkenens Stol.

- Hvad siger De?

- Det er en prægtig Dame, Deres Husbestyrerinde.

- Saa-e? Hvor?

- Ja-e ... saadan for Eksempel i Hjertet.

- Hun har Hundesyge ...!

- Naa ja, et Steds skal jo ældre Jomfruer anbringe deres Kærlighed ... Har hun nogle Pensionærer for Øjeblikket?

- Tre!

- Og hvor opholder de sig?

- Ude paa hendes Værelse.

- Slaas de ikke?

- Jo-e, saa det duner l... Mødte De Malerens?

- Ja, de kørte forbi mig oppe paa Gaden.

- De er jo gode Venner med dem?

- Det er jeg.

- Hvor faar han alle de Penge fra?

- Naa-e, har han saa mange? Hans Kone var desuden velhavende ... og saa sælger han jo af og til nogle Billeder.

- Hvem vil købe det Skidt?

- Jeg har for Eksempel købt et.

- Ja De, det regner jeg ikke ... Gaar De ogsaa nøgen, naar De er derude paa Besøj?

- Splitter, ja! Købmanden skulde prøve det; det er godt for Gigt... De og Solberg hernede i Haven, hvaM

25

- Hæ ...!

En Automobil tudede udenfor paa Torvet, duvede forbi Vinduerne og holdt foran Porten:

- Konsulinden ... sagde Knagsted.

P. A. blev blaa fra Kinderne op over Næseroden:

- Mig skal de ikke vente noget af, sagde han - om de saa kører lige lukt til Helvede!

- Hvorfor skulde de dog køre til Helvede?

- Fordi de gør'et!... Og se, om hun saa meget som kommer ind og hilser paa sin elendige Far!

- Der er hun ... sagde Knagsted.

Købmanden rettede Kanonen mod Entrédøren.

Konsulinden dansede ind.

Det luftede og smældede om hende af Kniplinger, Baand og Ender. Hun havde en Hat paa som en Storkerede fuld af levende Unger.

- Naa, Du har Besøg af Hr. Knagsted ... sang hun og smilede sødt til højre og venstre - ja, saa lider Du jo ingen Nød!... Goddag, Hr. Toldkontrolør ... Goddag lille Papa ... Jeg skal hilse hjemmefra ... Nej, det er sandt ... (her lo hun barnligt klingende) Hagbart og Frejlif er jo i Gammelkøbing til Kapsejlads!... Hvordan har Papa det? Godt? ... Vil Herrerne ikke ud at køre en Tur i det pragtfulde Vejr?

- Nej, vi vil ikke ...! brummede Købmanden - Vi har ikke Lyst til at brændes levendes.

- "Brændes levendes" ...! lo hun - Det ender saamænd med, at Papa selv køber sig en fyrretyve Hestes Vogn! ... Er De ogsaa bange for at køre i Automobil, Hr. Knagsted?

- Tværtimod, Frue ... jeg ruinerer mig ved det.

- Det er der flere, der gør ... brummede Købmanden. Konsulinden overhørte det.

- Hagbart har taget første Præmie i Gaar, telegraferer han!

- Han skulde hellere passe sin Forretning. Der kom Skedevand i Fruens Smil:

- Han har jo Fuldmægtig Svendsen! sagde hun. -

26

Det kommer ikke saameget an paa selv at slide, som at faa andre til det, siger Hagbart!... Er Solberg hjemme?

- Ja, hun er ude i Køkkenet.

- Hvormange Hunde har hun frelst i Dag?

- Tre...

Konsulinden lo uden Tilsætning:

- Solberg er storartet...! Jeg skulde gerne have en Opskrift paa hendes smaa Makroner; Hagbart elsker dem ... Vil Papa saa ikke en Tur med ud igennem Vibyskoven?

- Nej! har jeg jo sagt.

- Hr. Knagsted heller ikke?

- Tak, Frue, men jeg har slet ikke faaet talt med Købmanden endnu ... jeg er lige kommet. Fruen rakte ham Haanden:

- Hvor er det elskværdigt af Dem at tænke paa Papa...

Hun hoppede hen og kyssede den Gamles ubarberede Kind:

- Farvel, lille P. A.... Ha' det godt!... Uh, men Far dog! sagde hun saa og for tilbage.

Købmanden havde lumsket sit Gebis ud. Det laa og grinede hvidt foran ham paa Bordet.

- Hæ - hæ! lo han - Jeg saa engang i London i et Maskandiservindue en hel Tallerken fuld af forlorne Tænder ...

- Aa, men fy dog! Nu gaar jeg!

Og ud valsede Damen igennem Spisestuen med Kniplingerne, Baandene og Enderne vimplende om sig. Der stod en Em af Liljekonval tilbage i Rummet.

- Smæk et Vindu op, Tolder! - sagde Købmanden - Her lugter! sagde han og satte Tænderne paa Plads.

"Gamle" Poul Aron Birk beboede selv Stuelejligheden ved Siden af Butikken i den store Hofmannske Købmandsgaard paa Kirketorvet.

Han var kun femogtresindstyve Aar, men hans Nærsynethed 27 og tiltagende Gigt havde for fem Aar siden tvunget ham til at afstaa Forretningen (Kul, Korn og Huder) til sin Svigersøn, finsk Konsul og Bankdirektør Hagbart Wæver, som allerede dengang havde været hans Kompagnon i syv Aar.

Konsulen var Søn af et rigt Kornhus i Hovedstaden. Huset var under de Unges Forlovelse ramlet sammen med et Bulder, der hørtes viden om; og gamle Birk vilde straks have Partiet hævet. Men Datteren vilde nu have sin store og flotte Kæreste, og Brylluppet havde fundet Sted med megen Pomp og alskens rituelle Hokuspokus.

I fem Aar var Hagbart Vingrosserer i Hovedstaden, gik derpaa Fallit og blev nu optaget i Firmaet P. A. Birk som Kompagnon, for at Svigerfaderen kunde have Opsyn med ham.

Og der var siden da ikke gaaet en Dag fredeligt til Ende imellem dem.

Luften blev gul for deres Øjne, bare de var i Stue sammen ...

De Unge havde beboet Lejligheden paa første Sal, indtil Konsulen blev Bankdirektør og Firmaets Eneindehaver. Saa byggede han sig en Villa ("Palejet" kaldte P. A. den) uden for Byen mod Nord; og Beboelsen paa første Sal blev indrettet til Kontorer. Butikken i Stuen blev lejet ud ...

Atter og atter havde Konsulen og Fruen forsøgt at faa gamle P. A. til at fraflytte Huset paa Torvet og rykke om i en mere afsides liggende Gade. Men til ingen Nytte.

Birk vilde dø, hvor han havde levet i snart et halvt Aarhundrede. (Han var begyndt som Kramboddreng og havde giftet sig med baade Datteren og Forretningen.)

Og fra sine Vinduer ud til Torvet kunde han desuden langt lettere holde Øje med, hvad der foregik i og om Geschæften.

Og der foregik efter hans Mening de vanvittigste Ting!

Men sine Privatskillinger (en rund halv Million, sagde man), havde han anbragt baade uden for Svigersønnens Bank og Forretning i sikre Papirer ...

Og nu sad han altsaa der i sin Stol mere og mere plaget 28 af Gigten og sit svage Syn og ligefrem nød paa Forhaand den Ruin, han mente maatte blive af "Konsulens" amerikanske Milliardærnykker.

Henne foran Porten larmede Konsulindens Automobil. Gamle Birk "kanonerede" indædt i Reflektionsspejlet:

- Lystkuttert og Automobil, hva', Tolder, hæ! sagde han - Han tror vist, at han er en hel Rottefælder, "Konsulen"!

- Det er han ogsaa efter fladlandske Forhold, nikkede Knagsted - Alle Mennesker siger, at han er en overordentlig dygtig Mand.

- Markedsgøgler, er han! mumlede Købmanden - Taskenspilleri Blaaræder er han, ligesom hans Fallitspiller af en Far! ... Men jeg skal vist ikke være med til at hale dem ud af ham igen ... Prosit! Han kan selv spinde dem ud, naar han engang kommer i Tugthuset, saa har han da den Fortjeneste!

- Men Købmand dog!

P. A. bøjede sig ned imod Knagsted; hans Seøje glimtede:

- Forretningen kan ikke gi' ham det, han bruger! hvæsede han - Den kan ikke, forstaar De! Jeg kender den vel! Og hvor faar han Pengene fra? ... Men jeg rører ikke en Finger, gør jeg ikke!

- Saa har han jo ogsaa sin Gage i Banken ... mente Knagsted.

- Haha! "sin Gage i Banken"! Det er sgu Banken, der vil knække ham ... Men de napper ham nok en Dag, og saa vadsker jeg mine Hænder!

- Men Købmand, Købmand ...! sagde Knagsted igen og rystede paa Hovedet.

Der blev en Pause ...

Igennem det aabne Vindue hørte man Automobilens Stønnen.

Saa tudede den til Afgang og tog Fart.

Konsulinden vinkede huldsaligt smilende, da hun strøg forbi:

28

29

- Farvel! Farvel!

- Hold Kæft! mumlede Købmanden og smeldede Vinduet i.

Hvor latterligt det end lyder: Toldkontrollør Knagsted var forelsket ...

Ulykken skete, da han flyttede fra Hovedstaden ned til Søby.

Genstanden var sytten Aar; han var fem Gange ti og lidt til. Men han saa ud, som var han kun et Par og Fyrre ...

Fordum havde han nemlig ladet sit uregelmæssige røde Haar og Skæg vokse, som det havde Lyst til. Nu fremtren han derimod studset, pudset, barberet og friseret.

Desuden var han bleven graahaaret. Hvad der klædte ham.

Der var kun disse ulyksalige "Onkel-Totter", som voksede frem i Næse og Øren!

Men de kunde jo holdes i Ave.

Og det blev de.

Tilmed var han begyndt at polere sine Negle, saa at de lyste som ti Vandpytter i Maaneskin:

- Ære være Kjærligheden! nikkede han til sig selv i Spejlet, medens han stod foran det og gjorde sig ung - Ære være Kjærligheden med //

Han havde altsaa, Tolder Knagsted, som optegnet staar i Gammelkøbings Krønnike, været Toldkontrolør dersteds i en Række af Aar. Men da hans Ven og Jonathan, Konsul Mørch, afgik til de store Jagtegne og uformodet efterlod ham en Hoben Penge, nedlagde han sporenstregs sit Embede og flyttede som fri Mand til Hovedstaden ... for om muligvis det kunde hjælpe.

Men det hjalp ikke!

Den store Livets Lampefeber vedblev at sidde ham i Blodet.

Som en Jerusalems Skomager var han fra sin tidligste Ungdom draget fra Sted til Sted, fra By til By. Men 30 aldrig havde han fundet den Fred, der efter Sigende lader haant om al Forstand ... Sad han i Blaaby, tyktes det ham, at Grønby var det ene saliggørende; og drog han derpaa til Grønby, vinkede Rødby ham ...

Og da han saa, pludselig og uventet, var bleven en rig Arving, troede han Lykken naaet sammen med Friheden og slog sig ned i Hovedstaden, Verdens Navle, alle fladlandske Mænd og Kvinders Maal og Længsel ...

Men dette blev ham atter kun en Skuffelse; og den største: thi nu var der jo intet mere.

Og han stod derfor paa Nippet til paa ny at indskibe sig for Blaaby og begynde Kredsløbet forfra, da han i tre paa hinanden følgende Dage og i tre forskellige Aviser stødte paa Navnet: Søby!

Søby ... hans Barndoms hellige Stad, hans Skoledages Eldorado, hans Ungdoms-Sejres og -Nederlags "Jemen eller lykkelige Arabien"!

Søby ... som han havde elsket af hele sin troende Drengesjæls Fylde ... men som han altid havde undflyet, og som han ikke vilde gense, fordi Barndoms- og Ungdomstiden er det sjunkne Atlantis, det tabte Paradis, Menneskehedens svundne Drøm, hvortil man ikke kan vende tilbage ...

Og altsaa drog han til Søby, byggede sig der et Hus, plantede sig en Have ... og følte sig fattigere og mere fredløs end nogen Sinde før.

Abildtorpegaarden hed Knagsteds fædrene Ejendom ... Gaarden med de mange Æbler.

Den laa en halv Mils Vej norden for Søby ...

Straks samme Morgen, Knagsted var kommen til Byen, lejede han en Landauer, anbragte sig selv og Jokum paa Bagsædet og rullede ud ad sine Barneminders brede, blomsterkantede Landevej ...

Men Vejen vax bleven smallere, og Blomsterne var falmede.

31

Tolderen sagde:

- Jokum, sagde han - dette skulde vi vist ikke have indladt os paa!

Men Jokums Hale dikkede himmelfornøjet; dens Øren stod paa halv; dens Øjne spejdede vagtsomt omkring ... thi den levede i Nuet og blæste Fortid og Fremtid et Stykke.

Oppe fra Bakken ud for "Postpeters" Hus saa man ned over Markerne til Gaarden:

- Hvad hedder den Gaard der? spurgte Knagsted.

- Abildtorpegaarden ... nikkede Kusken.

- Er der da saa mange Æbler?

- Har nok været, sagde Kusken - Men Træerne er fældede.

- Jokum, hører Du: Træerne er fældede!

- Vov! sagde Jokum (der strøg en Krage forbi Vognen) ... Hvad rager det mig!

- Hvem bor paa Gaarden? spurgte Knagsted.

- Proprietær Meincke.

- Er det en flink Mand?

- Ja ... det siger de.

- Er han gift?

- Ja.

- Er der Børn?

- Ja ... to Døtre.

Og de rullede videre ...

Vognen kørte over en smal, hvidmalet Bro, Abildtorpebroen. Og straks til højre førte en Allé af bredkronede og højstammede Popler op til Gaarden.

Men af Træerne var nu de fleste borte; og unge, skyggeløse Stiklinger var plantet i deres Sted.

- Skal vi dér op ad? spurgte Kusken.

- Nej! sagde Knagsted hurtigt - Kør udenom!

- Jovel ...

Og Landaueren kørte ad Landsbyens Gade om forbi Gaardens Have.

De fordum saa rigtbærende Frugttræer var forsvundne. Gangene var omlagte. Flagstangen flyttet ...

32

- Derinde løb jeg som en lille Dreng i uskyldsrene Bukser og Matroskrave ... sagde Knagsted.

Men Jokum hørte ham ikke: Der sad en Kat og slikkede Solskin paa Havegærdet.

- Hvorhen ad saa? spurgte Kusken.

- Op ad Kirkevejen ... Vi holder uden for Kirken.

- Jovel ...

Langs Kirkevejen laa endnu de gamle Kendinger: Hendrik Loppes Gaard, Maren Vævers Hus og Rasmus Hjulmands og Ole Støds. Men de var alle blevet mindre.

Og den før saa vældige, hvidkalkede Kirkebygning med sit taarnhøje Tag laa lille og duknakket bag den lave Mur ...

Knagsted og Jokum gik ind gennem Laagen og hen til Familiegravstedet, hvor de to smaa Søskende, Olga og Axel, havde "hvilet", som det hedder, i snart fyrretyve Aar.

Der groede tæt af Ukrudt paa Graven, Marmorpladen var sprukken, og Bogstaverne næppe til at læse.

Og pludselig løftede Jokum et Bagben og gav sig til at forrette sin Nødtørft op ad Buksbomhækken.

Da skar Tolderen en Grimasse og lo anstrengt:

- Det var Ret, sagde han - pis væk, min Dreng! Livet er for de Levende ...

Udenfor paa Vejen var Kusken staaet af Vognen og havde tændt sig en Cigar. Røgen ringlede sig muntert i Luften over hans Hoved.

Graverkonen, et langt, blegt Fruentimmer, sur og utilgængelig af at se paa saamange Begravelser, kom ud af Huset ligeoverfor:

- Hvem er det, Du er kørendes for, Niels Peter? spurgte hun.

- Det ved jeg ikke ... Han kom med Toget her i Morges og bor paa Hotellet.

- Saa er det vel en af disse hersens Probenreutere ... Halløj, De der inde! raabte hun arrig frem over Muren - Ved De ikke, at man ikke maa tage Hunde med paa Kirkegaarden!

33

Konens sure Fremtoning virkede oplivende paa Knagsted. Han rettede sig kampberedt og gik ud til hende:

- Hvis er det Gravsted derhenne med de to Navne paa? spurgte han mildt.

- Det er en af de forrige Ejeres fra Abildtorpegaarden ...

- Og hvad hed saa han?

- Det husker jeg ikke; der har vaaren saamange ... Men véd De ikke, at De ikke maa tage Hunde med paa Kirkegaarden?

- Graven ser noget forsømt ud, lille Madam ... fortsatte Tolderen.

- Lejemaalet er udløbet her til Efteraaret...

- Hvilket Lejemaal, min Sukkerdukke?

- Lejemaalet af Graven, begribeligvis! hvæsede Konen - Tror De kanske, at de Døde ejer Jorden i Alevighed!

- Nej, akkurat hvad jeg før sagde til Jokum ... Konen traadte et Skridt tilbage:

- Jokum ...? Hedder Hunden Jokum?! Knagsted tog fat i et af Madammens Forklædebaand:

- Det er ingen Hund, Lille, sagde han blidt - Det er min Søn.

Hun rev Baandet til sig:

- Deres Søn ...!

Kusken slukkede stille sin Cigar og reddede sig op paa Bukken.

- Min Søn, ja ... nikkede Tolderen hemmelighedsfuldt - Men uægte forstaar De, naturligvis ... Jeg har ham med en Foxterrier ... Sig det ikke til nogen ...!

Madammen gik baglæns over mod Husmuren.

- Menneske ...l sagde hun; og Fingrene stod stive paa hende af Skræk.

Men Knagsted steg oplivet til Vogns med Sønnen og kørte tilbage til Søby.

- Hak, hak! gnækkede Rikke Skade og stagede sig ved Hjælp af Krykken bedre op paa Bænken - Hun er 34 rendt fra ham a' i Forgaars ud til Skovrideren i Vestermark ... Jeg har det fra Rulle-Maren.

- Gud, og saa dejlig han præker, Sørensen! Madam Svendsen pressede gispende begge Hænder ind imod sit uhyre Bryst.

Rikke stak hende fnisende med en Langfinger i Fylden:

- Du skulde gaa med Snøreliv, Marthe!

- Nej! sagde Marthe - saa kvæledes jeg da rent og aldeles.

De to Veninder sad og drak Eftermiddagskaffe i "Svendsens Gynge- og Beværtnings-Have" under et Stykke Sejldug, der var spændt ud imellem fire Stokke og agerede Lysthus. Op ad Stokkene snoede sig dyster Vedbend og muntre Pralbønner.

Haven var af Størrelse som en velvoksen Kaningaard; og Gyngen hang i Øjeblikket tom. Men den var livlig malet i rødt, gult og grønt.

- Hvad er det saa med Pastorinden? spurgte Marthe og lagde omsorgsfuldt Brystet fra Hænderne ned mod Bordpladen.

Rikke stak sit Fuglehoved tæt hen til Venindens Øre:

- Han har forført hinner ...

- Hvem? Skovrideren?

- Næ, Pastoren, sgu!

- Jamen, det er jo hendes Mand!

- Jamen, han forførte hinner, da han sæl kun læste til Leksamen, og hun var ikke mere end som en tretten-fjorten Aar.

- Pastoren? Vores Pastor Sørensen? ... Aldrig i Evighed!

Rikke skar sig bedyrende med en Finger over Struben:

- Ved den levende Jesus! sagde hun - Du kan bede Fanden slaa til !... Rulle-Maren har sæl hørt hende smide ham det i Ansigtet en Dag ude i Haven ...

- Madammen ...? lød pludselig en hæs Overgangsstemme ud fra den aabne Dør til Beværtningslokalet - Er Madammen der?

- Ja-a ...! skreg Marthe arrigt tilbage - Hva' er der?

35

Kelner Bernhard viste sig paa Tærskelen. Han var et Barn at se til, en rødkindet og velskabt Dværg med smaa tykke Hænder og et ganske lille bitte blondt Overskæg. Han var nitten Aar og kunde have staaet indeni Madam Svendsen, hvis hun havde været hul.

- Kan Hundredeogelleve skudse en Snaps? spurgte han.

- Hvormeget staar han for?

- En Krone og femogtyve Øre.

- Nej ... han kan saa ikke.

Der lød Slæben af tunge Fødder henover Gulvsandet inde i Lokalet. 111 viste sig bag Bernhard:

- Aa, hvad? bad han - Man er saa trængende ...

- Betal først, hvad De staar for.

- Pengene skal ligge her paa Disken i næste Uge.

- Ja den kender vi nok; den maa De længere ud paa Bondelandet med!

- Aa, hva' ... Jeg er saa trængende ...

- Nej, siger jeg!

- Saa gaar han bare over i "Sømmet" ... mente Bernhard.

- Dem derovre om det!

- Aa, hva', lille Svendsen ... Man er saa trængende ...? Madammen hug en Næve i Plankebordet:

- Nej, for Satan har jeg jo sagt! Og De ved godt Therkildsen, at jeg kan ikke taale at blive alterneret i mit Bryst ... Smid ham ud, Bernhard!

Rikke Skade lagde en blid Haand paa Venindens Skulder (Rygtet fortalte, at Rikke og 111 havde et godt Øje til hinanden, naar Solen sank):

- Marthe, bad hun mygt - Forbarm Dig over ham i Jesu Navn, naar nu Mennesket virkelig er tørstigt ... Marthe rystede hende af sig:

- Vil Du kanske betale, det han staar for?

- Hak, hak ...! gnækkede Skaden flov.

- Ja, der ser vil ... Smid ham ud, Bernhard!

111 stod ydmyg og krumbøjet ligesom afventende, at 36 Sindet skulde slaa sig i Madammen ... Hans Hoved rystede af Alder og Drik, og Knæene bag de tyndslidte Benklæder vendte anraabende indad. Paa Fødderne havde han Fjederstøvler uden Fjedre. Den bulede Hat krammede han nervøst imellem Fingrene. Hans Haar var hvidgrønt og sørgelig tyndt. Og fra hans tandløse Mund silede der nedover hans Hage tre parallelle Striber mørkebrun Skraasauce ... heraf Navnet 111. Siden Ulykken i Vinter, da Drivremmen derude paa Olsens Knusemaskine endevendte ham en to tre Gange, gavnede han ikke for Føden engang og levede af kristne Menneskers Naade ...

- Gaa saa, Bedstefar ... sagde Kelner Bernhard stille og drejede den Gamle om mod Stuen, hen mod Døren ud til Gaden.

Bernhard var en Sønnesøn af Hundredeogelleve. Heraf den store Kredit.

Men nu havde altsaa Madam Svendsen tabt Taalmodigheden:

- Smid ham ud, Bernhard!

Og Bernhard lystrede den sig af Gud indsatte Øvrighed.

"Svendsens Café og Beværtningshave" bar i Folkemunde Navnet "Det kolde Ben", efterdi at dens Grundlægger, salig Svendsen, havde haft Træben ...

Fra Haven var der Udsigt baade til Gaden og til et Stykke af Vestermark Landevej. Og sad man i Gyngen, medens en kraftig Person trak godt til, kunde man fra det højeste Punkt se frem over de lave Huse ved "Porten" og forbi Skorstenen paa Maskinhuset af Olsens Skærvefabrik til langt ud paa Landet.

Larmen og Drønet fra Knuseværket hørtes tydeligt. Det var som Lyden af rullende Kanoner:

- Gid Fanden havde Olsen! sagde Gæsterne, naar de sad over deres gode Øl.

Men Olsen og hans Knuseværk lod sig ikke rokke ...

Rikke Skade rakte pludselig Hals:

37

- Der kommer han med hende! Det gav et Svup i Marthe:

- Hvem?

- Præsten! Han har været i Vestermark og hentet Konen ... Og Menigheden er med! ... Der er to Vogne!

Madam Svendsen stemmede Hænderne imod Bordpladen og rejste sig for bedre at se:

- Du Alstyrende ..! sagde hun.

Vognene rullede nærmere:

I den forreste, en Jagtvogn, sad paa Bagsædet Pastor Sørensen og Frue; og paa Bukken hos Kusken svømmede en lasket Gaardmand med Cigar paa.

I den anden Vogn, en Char-à-banc, var anbragt en halv Snes stive, mørkklædte Mænd og Kvinder. De talte ikke, stirrede bare ret frem for sig ud i Luften.

Pastoren ragede lang og truende op ved Siden af sin Kone. Han havde lagt sin Arm bag hendes Ryg som til Støtte. Pastorindens Øjne var lukkede. Hun holdt sig ubevægelig; hendes lille fine Ungpigeansigt var blegt og stift. Men hendes Hat med den vældige Skygge og de kvide, bølgende Strudsfjer vinkede og viftede.

- Han holder paa hendel meldte Rikke - Kan Du se, han holder paa hende li'som Politiet paa en Tyv.

- Hun har jo ogsaa stjaalet hans Ære ..! nikkede Marthe patetisk.

Vognene svingede fra Landevejen ind paa Gaden. Skærvefabrikkens Drøn druknede for et Øjeblik i Hjulenes Buldren mod Stenbroen.

Pludselig gjorde Pastorinden en Bevægelse som for at kaste sig ud af Køretøjet. Men hendes Mand greb om hende og hindrede det. Hun satte sig til Modværge, vilde ud, vilde bort. De brødes. Fruens Hat blev revet af og faldt ned paa Gaden.

Saa forsvandt Vognen om Hjørnet.

- Hatten! skreg Madam Svendsen uvilkaarlig.

- Hatten! raabte Rikke Skade - Hatten, Mennesker! Hatten!

Char-à-bancen standsede. En Bondemand klumpede af 38 og samlede Hatten op, betragtede den nøje, rystede den, saa Støvet fløj, og klumpede saa op igen med Byttet.

Ingen paa Vognen havde talt et Ord, bare holdt sig endnu stivere ...

Saa drejede ogsaa Char-à-bancen om Hjørnet...

- Jeg maa op ved Præstegaarden! sagde Rikke og stak gesvindt Crykken under venstre Arm.

- Du kommer da her tilbage igen, naar Du har set dem?

- Natyrlig ..!

Og Rikke pigede sig skyndsomst ud af Haven og af Sted ad Præstegaarden til.

Proprietær August Meincke var en Landmands-Lørdag, medens Knagsted endnu boede paa Søby Hotel, gaaet lige løs paa ham nede i Restaurationen og havde sagt:

- Goddag, Højstærede! Stammer De ikke ude fra vort? ... Jeg er Proprietær Meincke fra Abildtorpegaard.

- Jo-e ... sagde Tolderen lidt betuttet - det gør jeg unægtelig.

- Hvorfor har De saa ikke været ude at hilse paa os da?

- Naa-e ... jeg har vel ventet paa en Anledning.

- Anledning ..? Det er saagu da Anledning nok, at det er Deres Barndomshjem.

- Ja-e ... saamænd.

- Er De en Stivstikker?

- H-næi... lo Knagsted - egentlig ikke.

- Nej, det vilde da heller ikke passe med, hvad jeg ellers har hørt om Dem ... Som for Eksempel det oppe fra Kirkegaarden.

- Naa, den Historie kender De?

- Den kender sgu hele Egnen! ... Skal vi saa sige, at De kommer ud til os i Morgen, Søndag, otte Dage? ... Vi spiser til Middag Klokken tolv; vi er Bønder.

- Tak ja ... nikkede Knagsted - det vil jeg gerne ... Man kan jo ligesaa godt springe i det som krybe i det.

39

- Hva kan man!?

- Ja, jeg mener, at det bliver ikke egentlig nogen Fornøjelsestur.

- Det var Satans!

- Jo, forstaar De, Hr. Proprietær, saadan at se sin gamle Kærlighed efter tredive Aars Forløb.

Proprietæren stirrede vildt paa ham; hans Skaldepande rødmede:

- Er det min Kone, De mener?

- Nejnej ... jeg har jo ikke den Ære at kende Fruen ... Næ, det er Gaarden ... Stuerne ... Haven ... det Hele

- Er De Sentimentaliker?

- Ja, en Rem af Huden har vi vel alle ...

- Saagu! Men De skal se, det gaar nok ... c'est le premier pas, qui coüte, som Tyskeren siger! ... Skal vi sende Vogn efter Dem?

- Nej Tak, jeg gaar helst; eller cykler.

- Ja, De skal jo ha' saadan Fanden til Cykel ... Naa, altsaa paa Gensyn!

- Tak, Tak!

Proprietæren, der var begyndt at fjerne sig hen imod Naboværelset, vendte om igen:

- Hvad holdt De mest af, da De var Barn? spurgte han.

- Holdt mest af ..?

- Ja, jeg mener: til Middag?

- Kørvelsuppe!

- Det skal De faa ... Og Eftermad?

- Pandekager!

- Jamen: af Kød?

- Aal i Karry!

- Det var Satans: Kørvelsuppe, Aal i Karry og Pandekager! ... Hvad tror De, Katrine siger til den Menu! ... Naamen, De skal faa den!

- Meincke! blev der raabt inde fra Sideværelset, hvor Landmændene holdt til - Hvor bliver De af?

- Nu kommer jeg ..! De skal se, det gaar nok ... 40 vendte han sig til Tolderen - Vi skal være rigtig rare imod Dem ... Har De for Resten ikke Lyst til at komme allerede Lørdag Aften? Vi har Gæsteværelse ... De véd, det grønne udtil Haven.

- Herregud er det grønt endnu ... Næ, lad mig hellere vente til om Søndagen ... saadan til at begynde med.

- Som De vil ... Naa, jeg maa nok ind til Kollegusserne! ... De ta'r da Deres "Søn" med ...?

- Ja, Tak ... han bliver vel ikke ædt ...

- Næ-e ...

Proprietæren trykkede Tolderens Haand til Afsked, saa at den værkede en god Time derefter ...

- Jokum, sagde Knagsted, da han senere kom op paa sit Værelse - i Morgen otte Dage maa vi holde Ørene stive.

Paa Bakken ud for Postpeters Hus sad hun paa en Stenbunke.

Da Tolderen naaede derhen, rejste hun sig og kniksede:

- Goddag... Er det ikke Hr. Toldkontrolør Knagsted?

- Jo, desværre ...

- Jeg er Line Meincke ... Far sagde, at jeg skulde gaa ud og møde Dem.

- Det var nydeligt af Dem, Frøken ... Hun smilede:

- Næmen, siger De De og Frøken ...

- Skal vi hellere være Dus og Fornavns?

Hun lo:

- Hæ ... ja ... det vil sige ... jeg ...

- Nej, aldeles ikke! Skal jeg sige Du til Dem, skal De ogsaa sige Du til mig.

- Hvis jeg kan ...

- Det kommer med Øvelsen, skal Du se. Han stak sin Arm ind under hendes:

- Hvorfor er din Søster ikke med?

- Hun er ude at lære Husholdning.

- Hvor gammel er hun?

41

- Nitten Aar ... Og jeg er sytten.

- Hvad hedder hun?

- Mine ... Og Moder hedder Trine ... Trine, Mine, Line! Det er ligesom at spille paa Fløjte ... ikke?

Hun holdt Hænderne op foran Munden og bevægede Fingrene.

Tolderen lo:

- Er hun ligesaa sød som Du?

- Meget sødere og meget bedre. Jeg kan sommetider baade være næsvis og hidsig ... Men lad os nu ikke tale mere om mig ... Hvor er Jokum?

- Han var allerede gaaet ud, før jeg stod op.

- Faar han saadan Lov til at gøre, hvad han vil?

- Absolut!

- Han kan sagtens ...

Hun skridtede taktfast af Sted ved hans Side, rank og lyshaaret. Hendes Ansigt var sart og lidt blegt; Øjnene graablaa og energiske; Munden smal og sluttet med stærkt røde Læber.

Der steg en fin lille Glæde op i Tolderens Hjerte: Det var vist nogle prægtige Mennesker dernede paa hans Fødegaard, at de havde tænkt paa at mildne ham Indtoget ved at sende ham denne allerkæreste Stump Backfisch i Møde!

Han saa om paa hende:

- Ler Du aldrig?

Hun smilede, saa Tænderne lyste:

- Ih jo da, Skam ler jeg ...!

- Og saa er Du saa tavs.

- Jeg er ellers meget talende, vil jeg bare sige Dem ... Dig.

- Naa?

- Ja; véd ... Du, hvad Far driller mig med at sige?

- Nej ..?

- "Jeg takker Dig, Gud, at Line ikke har mere end én Mund"!

- Er det saa galt!

- Ja, vent bare, til jeg faar begyndt!

- Det glæder jeg mig til!

42

Hun saa skælmsk op paa ham:

- "Livsens Ondskab" ...! lo hun.

- Men ...! sagde Knagsted uvilkaarlig. Hun rødmede:

- Ja, Mor har en Barndomsveninde i Gammelkøbing, og hun har fortalt at ... (hun standsede og greb hans Haand) Du bliver da ikke vred?

- Nej ..! smilede Knagsted - Aldeles ikke ... Og hvad fortalte saa den ... Barndomsveninde?

- De ... Du er alligevel vred ... Jeg kunde høre det af den Maade, Du sagde "Barndomsveninde" paa.

- Se-se! Saa den lille Dame giver sig ogsaa af med at Jhøre"! ... Naa, men, hvad sagde saa den Veninde?

- Hun sagde, at Du var saa utilgængelig og... og irronisk.

- "Irronisk", naa ... Sagde hun saa ikke mere?

- Jo ... hun sagde, at Du var Kvindehader!

- Ho, ho! Sikken et Bæst!

- Jamen det er De jo slet ikke ...

- Ork jo!

- Og at De ikke regnede os Kvinder med til Menneskene ...

- Det gør jeg heller ikke.

- Et Du da virkelig Kvindehader ..? Den Lille drejede interesseret Ansigtet op mod ham - Og hvorfor?

- Fordi jeg holder saameget af Jer!

- Det var ogsaa en Grund ... sagde hun med saa skuffet et Udtryk i Ansigtet, at Knagsted følte sig stærkt fristet til at kysse hende, men dyede sig.

De gik nu lidt tavse; saa spurgte hun pludselig:

- Hvor er Jokum gaaet hen?

- I Kirke.

- I Kirke?!

- Ja ... det gør han hver Søndag.

- Aar-ri ... Og Deres Cykel har De ... Du heller ikke med ...

- Nej, den skal De ... Du da faa at se en anden Gang ... Cykler Du?

43

- Ja...

- Saa skal vi køre nogle Ture sammen?

- Ja! Med Frokost i Lommen!

- Og Chokolade ...!

De var naaet over Abildtorpebroen og drejede op ad Alleen.

Der stod Proprietær Meincke og ventede. Ved Siden af ham sad paa sin "couperede" Hale en gammel brunplettet Hønsehund.

- Naa, endelig kommer I da! sagde Proprietæren - Det er dog mageløst, saa Kneveren har gaaet paa Jer!... Ja hun kan!

Line for løs paa ham:

- Lad nu være at drille mig ligestraks! Han tog hende med begge Hænder om Kinderne og kyssede hende paa Panden:

- Lange forkælede Tøs! sagde han. Hunden sprang op ad hende: Hun værgede sig:

- Men Badutte dog, Badutte dog!

- Badutte? spurgte Knagsted - Det var da et underligt Navn paa en Jagthund.

- Ja, det kaldte Ungerne ham, da han var Hvalp og trimlede paa Hovedet ned i alle Grøfterne; og saa har han beholdt Navnet... Ellers hedder han Hektor.

Line stak sin Arm ind under Faderens og trak ham med sig:

- Kom saa! sagde hun - Mor venter!

Knagsted fulgte dem solo ...

Og der steg op i ham Mindet om en Sommeraften for omtrent fyrretyve Aar siden, hvor der her paa dette selvsamme Sted var hændet ham noget lignende:

En Familie fra Søby, en Bankdirektør med Kone og Børn, var paa Besøg paa Gaarden. Knagsted havde længe været brændende forliebt i den ældste Datter, der var tolv Aar og hed Sophie. Man fulgte Familien paa Vej hjem. Han og hans Elskede var med Vilje dryppet lidt bag ud efter de andre. Han havde stille listet sin Arm i hendes; 44 og hun lod det ske. Hans Hjerte havde salig dikket ... Solen gik ned ude over Markerne, Lærkerne hang i den gyldne Luft; han huskede endnu deres Sang og fornam som i et Strejf Kløverblomsternes søde Duften ... Et tveægget Sværd kunde han i hin Stund have jaget tværs igennem sig ... ind gennem Brystet og ud gennem Ryggeni ... om Sophie havde forlangt det, saa forfærdelig elskede han hende ...! Men pludselig havde hendes Fader, den lumpne Bankdirektør (han blev da ogsaa senere sat fast for Kassesvig) vendt sig og kaldt. Og hun havde skaanselsløst trukket sin Arm ud af Ridderens, var løbet hen til den Gamle og havde paa Resten af Turen holdt sig til ham ... Knagsted lo højt:

- Og ved Gud i sin fagreste Himmel, om han ikke nu i dette Øjeblik følte noget af den samme dumpe Sørgmodighed fra hin Aften dale ned i sit ensomme Hjerte!

- Hvad griner De af? spurgte Proprietæren.

- Aa, det var noget, jeg kom til at tænke paa, som foregik her i Alleen for fyrretyve Aar siden.

- Noget sjofelt?

- Nej, nej! lo Knagsted.

- Far dog ...! sagde Line.

- Hvad da?

- Naa-e ...

- Fyr-re-ty-ve Aar! gentog Pigebarnet og saa ud af sine Øjne, som havde hun aldrig før hørt et saa enormt Tal nævne - Hvor gammel er Du da?

- Hundrede og treogtres.

- Aar-r ...!

Hun løb hen og ruskede ham i Armen.

Men hun blev hos ham.

Og Sørgmodigheden lettede ...

Oppe paa Stentrappen foran Hovedbygningen stod Fru Meincke ungdommelig og livsglad trods sine 42 Aar:

45

- Goddag, Hr. Knagsted ... og Velkommen!

- Ja, saadan ser han altsaa ud, "Livsens Ondskab"! præsenterede Proprietæren.

- Men Adolf dog ...!

- Aa, Line har vist allerede fortalt ham det ... ikke Line?

Line vendte Ryggen til, og lod, som om hun intet hørte.

- Ikke Line? gentog Meincke og snurrede hende om imod sig - Se mig i Øjnene!

- Jo ... hviskede Line og gemte Ansigtet bort - naturligvis ...

- "Jeg takker Dig Gud, at..."

- Far!

- Ja, det har hun ogsaa fortalt ... lo Knagsted.

- Naa ... ja det er jo en formildende Omstændighed! De gik ind i Entreen: Hvor var den bleven lille!

Og den pompøse Trappeopgang til Loftet, hvor var den bleven smal og lav ...

- "Det sorte Hul"? spurgte Knagsted pludselig ivrig - Eksisterer det sorte Hul endnu?

Han gik hurtig hen og aabnede en Dør i Baggrunden til Venstre:

- Her er da "Støvlegangen"! sagde han - Og her er Hullet"!

Han lukkede en Tapetdør op ind til et aldeles mørkt Rum under Trappen:

- Uh-h! gyste han - Her har jeg siddet mangen en lang Time og forbandet min Fødsel!

- Line og Mine har ogsaa siddet der, nikkede Proprietæren - Og Badutte ... Men Line oftest naturligvis.

- Usch ..! Torsk ..!

- Men Line dog ...! tyssede Fruen.

- Ja, hvorfor skal han altid drille mig ..! hendes Øjne gnistrede.

- Aa, bad Knagsted - prøv at putte mig lidt derind igen, hva'?

- Med Fornøjelse! lo Meincke geskæftig, puffede 46 Tolderen ind i Lukafet og slog Døren til - Hvorlænge ønsker De at...

- Nej, hør ved I nu hvad! ivrede Fruen og lukkede op paa ny - Kørvelsuppen bliver kold; den er paa Bordet. Knagsted sad allerede plat ned paa det nøgne Gulv:

- At De dog ikke kan unde mig at dvæle lidt i Minderne, Fru Meincke ....

Line for leende til og hjalp ham op:

- Du er storartet! sagde hun - og morsom! ... Naar vi har spist, skal jeg vise Dig hele Huset.

- Er I allerede Dus? spurgte Fruen.

- Selvfølgelig! sagde Knagsted og bød hende Armen

- Jeg er jo kun et Par Aar ældre end Damen.

Saa gik man ind til Kørvelsuppen og de andre livretter

Kaffen blev drukket i Dagligstuen. Dette uhyre Rum, som engang havde været det største i Verden, og som nu kun viste sig at maale tolv Alen i Længden og otte i Bredden ...

- Ja, se nu skulde min Kone og jeg jo gerne sove en Timestid til Middag, sagde Proprietæren.

- Men Mand dog!

- Ja, han maa virkelig vænne sig til Husets Skik, lille Trine ... Maaske De ogsaa vil sove, Tolder? De kan ligge derinde paa Chaiselonguen i Kontoret.

- Nej ... Line og jeg skal paa Opdagelsesrejse. Line klappede i Hænderne:

- Ja, ja! sagde hun saa og hev i ham - Kom! Og de gik sammen fra Kælder til Loft... rundt i Haven, Staldene, Laden, Vognremissen, Hønsehus og Andesti.

- Dér skete det, og dér skete det! berettede Knagsted. Hun trykkede sig ind til ham:

- Fortæl mere! bad hun.

Og han fortalte og fortalte ...

Hele sin Barndoms- og Ungdomstids gyldne Billedbog oplod han for hende.

Og altid havde han været Anfører for Legene og Gavtyvestregerne.

47

- Du har vist været en sjov Dreng!

- Det har jeg ... Men jeg kunde ogsaa gemme mig bort i en Krog og sidde og græde ... Hun lo højt:

- Nej, sagde hun - den hopper vi ikke paa! Det siger Du bare for at være interessant.

- Næmen Frøken Næsvis ..! Knagsted stak en manende Pegefinger i Vejret. Hun slog til den:

- Den er jo skæv, sagde hun - saa den imponerer mig ikke l... Og saa sagde Du jo selv til Mor, at vi var jævnaldrende, Torsk! saa maa jeg vel ha' Lov til at sige, hvad jeg vil ... Kom saa!

Og hun halede ham med sig paa fortsat Opdagelsesrejse ...

- Puh-h! tænkte Tolderen og fulgte - Hvad er det, Du er kommet op i, Hans Peter Ernst I... Men bedaarende er jo Tøsen!

Saaledes forløb Knagsteds første Besøg i hans Barndomshjem.

Pastor Michael Sørensen var kommen til Søby for fire Aar siden som anden Præst ved Zionskirken paa Torvet.

Han bragte med sig en pur ung Kone og en Datter paa fem-seks Maaneder.

Selv var han godt op i trediverne ...

Straks han holdt sin Tiltrædelsesprædiken laa Byens Damer for hans Fødder:

- Hvilken Karakter! sagde de - hvilken Forkyndelse! Hvilken Dybde!

Og Frøken Skyldfri Plockros, "Spilleskelettet", erklærede ekstatisk til Adjunkt Lauritzen, at Pastor Sørensens Stemme var at lytte til "som at stryge over mørkeblaat Fløjl"!

Men ikke begreb nogen af Damerne, hvad han dog vilde med sin lille Pyntegaas af en Kone!

48

Han, som burde have haft ved sin side en stærk og fuldmoden Kvinde, der kunde have været ham som en Fødselshjælperske i hans Bestræbelser ...

Alvilda hed hun, Præstekonen, og var yngste og fjerde Datter af hin italienskblodede Tryllekunstner, Alexius Magni, der pludselig en Aften i Hovedstaden faldt død om, ramt af et Hjerteslag, midt for Publikums Aasyn, netop som han skulde til at slaa et blødkogt Æg tværs igennem Pullen paa en høj, graa Silkehat.

Tæppet var øjeblikkelig gaaet ned, og Tilskuerne havde ihærdigt klappet og raabt:

- Bis! Bis! Dacapo!

Men Manden havde ikke ladet sig fremkalde.

Forestillingen var uigenkaldelig forbi for hans Vedkommende.

Og dér sad nu altsaa Enken uden Forsørger og med fire mindreaarige Pigebørn ...

Saa var Familien traadt til.

Alexius havde to ret velsituerede Brødre, og Fruen en solidt gift Søster.

Disse Parter enedes efter nogen Diskussion om at dele Børnene imellem sig, saaledes at Moderen selv kun beholdt det ældste.

Desuden oprettedes der ved Sammenskud en mindre Traad-og-Garn-Handel, hvor nu Enken og den faderløse fra Morgen til Aften sled for at bjærge Hakkelsen.

Vi lader dem slide ...

Alvilda, som den Gang var otte Aar, tilfaldt ved Lodtrækning Farbror Louis, en rund og fornøjelig, men som Følge af den italienske Afstamning undertiden noget ubehersket Værkfører paa Hovedstadens Nørrebro.

Og da der, som Værkførerinden, en storartet Kone, udtrykte sig, ingen hjemmegjorte Børn var i Huset, blev Plejedatteren snart baade Forældrenes og de skiftende Pensionærers Kæledægge.

Fru Louis lejede nemlig et møbleret Værelse ud - "med eller uden ful Kost", som der stod paa en Lap Papir paa Gadedøren.

49

Og saaledes skete det, at Michael en skønne Dag rykkede ind som Pensionær for efter Gudernes Vilje at fuldbyrde sin og Alvildas Skæbne ...

Cand. phil. Michael Sørensen var Søn af en indremissionsk Præst vesterpaa paa Halvøen og havde i nogle Aar ernæret sig som Timelærer. Men var saa pludselig bleven drevet af Aanden til at tage sin Faders Gerning op.

Og "han var det nydeligste Menneske", sagde Fru Magni, "passede sine Spisetider og sine Forelæsninger, gik aldrig paa Etablissementer, men sad om Aftenen over sin Bibel, eller hjalp Alvilda med hendes Lektier og tog hende paa Søn- og Helligdage baade med sig i Kirke og i Naturen ..."

Saa blev han Cand. theol. og skulde nu rejse hjem til Halvøen for at bistaa Faderen med at beengle Himmerige.

Men Dagen før Afrejsen skete det, at han bad sine Værtsfolk om en hemmelig Samtale. Og kom det da frem, at han og Alvilda allerede i over et Aar havde været, hvad han kaldte trolovede.

Italienerblodet for ved denne Meddelelse Værkføreren utæmmet til Hovedet; han hamrede en kraftig Næve i Bordet og nævnede den nybagte Kandidat "en kristelig S vinetønde"!

Men da Michael loyalt udbad sig Pigebarnets Haand for at gifte sig med hende, saasnart han fik Præstekald ... og Fru Magni derefter kastede sig om hans Hals og græd af Rørelse ved Tanken om at skulle være Moder til en Pastorinde, endte det hele godt og fordrageligt. Der blev tømt en Flaske Portvin, og Parret fik den attraaede Velsignelse.

Alvilda var da lige fyldt femten Aar og var bleven konfirmeret til Paaske ...

Men samme Aften efter Forlovelsesgildet skete endvidere dette, at Fru Louis, en halv Time efter at Familien var gaaet til Ro, vaagnede ved, at nogen saa lempeligt listede med Døren ud til Entreen.

- Er det Dig, Vilde? spurgte hun.

Intet Svar.

50

Og da hun forundret strøg en Tændstik, saa hun, at Alvildas Seng stod tom. Tæppet var slaaet til Side og Pigebarnet væk ... Hurtig tændte Fruen et Lys og løb ud paa Gangen. Portvinen kunde jo ha' slaaet sig paa Tøsens Mave!

Derude stod saa Alvilda lænet op mod Væggen, ræd i Øjnene og rystende som i Feber.

- Er det Maven, lille Vilde?

- Næi...

- Jamen hvorfor er Du staet op da? Vilde stak i Graad:

- Jeg skal ind og sige Farvel... til Michael ... Fru Magni smilede: Som Barnet dog elskede ham!

- Nej, vist skal du ikke nej, lille Vilde, trøstede hun og tog hendes Haand - Han rejser jo først i Morgen ... Kom Du hellere med mig.

Men Alvilda rev Haanden til sig:

- Han har selv sagt ... at jeg skulde komme! hulkede hun - Men Du og Far maatte ikke vide det ...

Det var, som løb Verdensordenen pludselig Surr for Fru Magni; som sprang der et eller andet Sted et Hjul i Maskineriet... Men hun tog sig hurtig sammen igen, greb Vilde haardt i Skulderen og ligefrem drejede hende ind ad Sovekammerdøren:

- Hold op med det Tuderi! hviskede hun - Vaagn ikke din Far! Du véd, hvordan han kan blive! ... Og skrup saa i Seng med Dig!

Alvilda krøb skyndsomst ned under Tæppet:

- Og saa værsgod sover Du lige med det samme!

Og Pigebarnet smækkede lydigt Øjnene i ...

Resolut kastede Fru Magni et Skørt om sig og gik med Lyset i Haanden ud i Entreen, hen til den Logerendes Dør: - Sørensenl kaldte hun; og hun blæste i Øjeblikket al Præsteværdighed et langt Stykke - Luk op! sagde hun - Straks! Jeg maa tale med Dig.

Lidt efter aabnedes Døren, og Kandidaten stod foran hende gul og kantet i sit Ansigt som et Lig.

- Menneske! sagde Fru Magni og segnede over imod 51 Dørkarmen - Saa havde Magni dog Ret med sin Svinetønde!

Og nu fulgte der en Scene, som Fruen efter sit eget Udsagn: "Vilde mindes til langt paa den anden Side af Graven".

Kandidaten tumlede om paa Gulvet ved hendes Fødder, rakte de foldede Hænder op mod hende og skriftede:

I over et Aar, fortalte han, havde han staaet i Forhold til Alvilda. Han havde kæmpet og kæmpet imod sit onde Begær, men havde ikke kunnet modstaa. Og saa en Dag, de var i Skoven sammen, var det sket: - Træd paa mig! tryglede han - Knus mit Hoved! Jeg er uværdig til at leve Livet! Hent Politiet, at jeg kan lide min Straf! Kast mig i Rendestenen, at Menneskene kan bespytte mig.

Men al Vrede og Harme var gledet af Fru Magni, medens hun stod og var Vidne til denne dybe Ruelse. Hendes Hjerte fyldtes af Medlidenhed, Taarerne dryppede ned paa hendes Nattrøje og atter og atter gentog hun: - Saasaa, lille Sørensen! Alting kan jo blive godt endnu! Du vil jo gifte hende! Du vil jo gifte hende! Rejs Dig dog saa rejs Dig dog ...

Og han rejste sig og blev roligere. Og hun hjalp ham af Klæderne og i Seng:

- Sov saa, sagde hun - og bed til Vorherre!

Og Kandidaten gjorde, som hun befalede ...

To Aar efter stod Michael og Alvildas Bryllup ...

Men Dagen før Vielsen bankede det ydmygt paa Brudgommens Dør paa Missionshotellet, hvor han boede.

Og da han aabnede, stod Bruden udenfor paa Gangen Haand i Haand med en lille, bleg og yderst undseelig Mandsperson, en Apothekerlærling.

De var kommet for at bede Michael løse Alvilda fra hendes Ægteskabsløfte.

Thi hun elskede saa saare den lille Apotheker ...

Men Michael forholdt sig kold og afvisende.

Da kastede Alvilda sig paa Knæ og skreg vildt op:

52

- Jeg vil ikke gifte mig med Dig! skreg hun - Jeg vil ikke! Jeg vil ikke!

Skrigene hørtes over det ganske Hotel. Og lidt efter lidt fyldtes Værelset af sortklædte Mænd og Kvinder med haarde Øjne.

Og de tog Parti for Præsten.

Men Alvilda slog Armene om sin Elskede, klamrede sig til ham og kyssede og kyssede ham, saa at de haarde Øjne blev onde og med Magt rev hende fra ham ...

Da hun atter kom til sig selv, laa hun træt og medtaget paa Værelsets Seng, medens Michael stod over hende og talte:

- Det var Guds Vilje, sagde han - at de skulde ægte hinanden! Det vilde være en Forbrydelse at skilles. De hørte for evigt sammen; thi de var jo allerede Mand og Hustru indfor den Eviges Trone!

- Jamen hun elskede da saa usigeligt sin lille Apotheker ...

Præstens Ansigt blev stift og blegt:

- Havde hun og han maaske haft det sammen ligesom ... ligesom ...?

- Nej, nej! Det var han altfor sød og fin til ...

- Og hun havde ejheller fortalt ham, den anden, noget om ...

- Nej, nej! for det kunde hun ikke ... Michaels Ansigt lyste forklaret op. Han greb hendes Haand og kyssede den, taknemmelig imod Forsynet:

- Der ser Du Guds Vilje! sagde han. Hun lukkede træt Øjnene og nikkede Ja ... Og næste Dag blev de gift.

I det første Aar boede Ægtefolkene i den fædrene Præstegaard hos Michaels Forældre, hvor Sønnen var Kapellan.

Dette Aar var som én uafbrudt Lidelse for den unge Kone, thi hendes Mand stod fuldstændig under de gamles Herredømme, og alle tre forlangte de under Trusler om 53 Ild og evigt Svovl, at Alvilda skulde forsage Verden og dens Kød og suge Honning af Himmelens Urter.

Ja, Svigerfaderen bad endogsaa offentlig fra Prædikestolen for hendes vildledte Sjæls Frelse:

- Livet bør dødes! sagde han - Thi Døden er Livet, og Livet er Døden, og to Gange to er fem!

Og da hun havde født sit Barn, tog man det fra hende under Paaskud af, at det kun kunde trives i Herren, naar det blev opammet af en sand kristelig Kvinde med troende Mælk...

Men da forlod Alvilda hemmeligt Præstegaarden og søgte Tilflugt i Hovedstaden hos sin Søster Rose gift Høberg.

Herfra skrev hun til Kapellanen, at hun absolut ikke mere vendte tilbage til ham, saalænge han opholdt sig paa Halvøen.

Og Michael, der stadig elskede hende, søgte et nyt Embede ...

Saaledes kom de til Søby; men Kampen imellem dem ophørte ikke.

Som Præst og Sjælesørger maatte han jo nemlig søge at bringe hende ind under sin Religions Hovedbud: Kødets Fornægtelse.

Og han, der selv havde vakt hendes Sanser til Live, ansaa det nu for sin Pligt at døde dem.

Han satte hende til den Ende paa Ration:

- Thi begge bør det os at sone, hvad vi har forbrudt! sagde han.

Og han fastslog derfor én Gang for alle Onsdagen som bedst egnet til, hvad han kaldte "Forglemmelsens Offer". Onsdagen, der af Gud saa omsorgsfuldt er bleven anbragt midt i Ugen lige langt fra Lørdagens Forberedelse og Søndagens Forkyndelse.

Og nærmede hun sig til ham i Attraa for Eksempel om Mandagen, viste han hende stejlt tilbage, selv om han laa nok saa hed paa Nabolejet ved hendes Side.

Thi enten er man Kristen; eller man er det ikke.

Og han var det...

54

Saa traf hun Gudmund Treschau, Egnens bestalter Don Juan, Skovrider under Kammerherre Løvenfeldt, Løvenholm. Et stort og pragtfuldt Handyr med et vældigt Vildmandsskæg flydende ned over Brystet.

I Kraft af sine mandlige Insignier besad han et uindskrænket Herredømme over det andet Køn.

Hvem han vilde have, fik han.

Ydmygt fladede Kvinderne sig for ham mod Jordens Centrum som Hønsene for Hanen:

- Her ligger vi, Sire, s'il vous plait...! klukkede de.

Det var en Eftermiddag i Januar med Kaneføre og lunt Snefald. Det var begyndt at skumre. Alvilda vandrede hjemad mod Byen fra en Spadseretur ud ad Vestermark Vejen. Sneen drysssede blød og hvid ned over hende. Hun var forventningsfuld til Mode. Det var Onsdag.

Saa lød der Klokkelyd og Bjældeklang. En Kane gled frem og forbi:

- Skovrideren!

Straks han kendte hende, holdt han Hesten an - Men gaar De der saa alene, lille Fru Pastorinde! Maa jeg ikke have den Ære at befordre Dem hjem? Det er jo allerede næsten mørkt ...

Han slog Bjørneskindstæppet til Side og sprang ud af Kanen:

- Værsgod! sagde han - Sid op. Jeg staar bag paa.

- Nej, nej ... bad Alvilda.

Men han bare smilede: - De kan faa denen her om Dem; ellers fryser De.

Han afførte sig sin Pels og gav hende den paa.

- Nej, nej ... bad Alvilda igen.

Men han tog hende op i sine Arme og anbragte hende i Kanen.

Selv satte han sig paa Kuskesædet:

- Nu kører vi først en rask lille Tur ud ad Vejen, smilede han - Vi kommer tids nok hjem til Velærværdigheden.

55

Og han drejede Hest og Kane og kørte tilbage ad Vestermarkskoven til ...

Alvilda lukkede Øjnene og krøb dybere ned i Pelsen. Den var lun endnu af hans Legemes Varme ... Og det var Onsdag.

Et Par Timer senere sad Fru Alvilda bleg og lille i Toldkontrolør Knagsteds Dagligstue. Hendes mørkeblonde Haar hang i vaade Tjavser om hendes Ansigt.

Tolderen gik langsomt op og ned ad Gulvet foran hende.

Lampelyset faldt dæmpet frem gennem den røde Papirsskærm.

Og Pastorinden fortalte:

- Hun havde været paa en af sine sædvanlige Eftermiddagsture ud ad Mariendalsvejen, berettede hun - Og saa var hun pludselig bleven grebet af et heftigt Ildebefindende. Hun var da tyet hen mod det nærmeste Hus for at søge Ly, men var sunken om i en Snedynge og var besvimet. Da hun atter var kommen saa vidt til sig selv, at hun kunde støtte paa Benene, var hun begyndt at gaa hjemad. Men her lige ud for Toldkontrolørens Villa var hun atter bleven syg ...

- Det er jo Løgn altsammen, hvad Du dér sidder og fortæller, lille Kone! tænkte Knagsted.

- Men nu tror jeg, at jeg atter er saa vel, at jeg kan naa hjem, sluttede Alvilda.

- Fruen tillader, at jeg følger Dem ...?

- Nej, Tak, kære Hr. Toldkontrolør, det behøves virkelig ikke ...

- Ja, maa jeg ikke gaa ved Siden af Dem, sjokker jeg bag efter. Ene faar De ikke lov til at komme af Sted.

- Hvor er De dog elskværdig! smilede hun - Og nu har jeg oven i Købet opholdt Dem med mine Jeremiader næsten en Time.

- Ja, i godt en Time! smilede Tolderen tilbage.

56

(Damen havde højt regnet været i Stuen i tyve Minutter.)

Alvilda stod lidt og saa ned. Saa for hun ham pludselig om Halsen:

- Saa kær, De er! sagde hun.

- Og saa sød, De er! sagde han - Skal vi saa gaa? ...

Da de var naaet ind i Nærheden af Præstegaarden, kom Pastor Sørensen imod dem fra en Sidegade.

Tolderen følte, hvorledes Alvilda ligesom blev mindre, da hun saa ham.

Men saa rettede hun sig.

I det samme susede en Kane dem forbi.

Det var Skovrideren:

- Godaften! Godaften! raabte han - Saa sent ude!

- Som det Menneske dog kørte! sagde Alvilda - Hvem var det?

- Kendte ham ikke ... sagde Knagsted. Nu stod Pastoren foran dem: - Men Alvilda, Barn, hvor har Du dog været henne?

Han glemte ganske at hilse paa Tolderen:

- Hvor Du dog har voldt mig Uro!

Hans Ansigt var blegt og lidende. Frakken var knappet skævt. Og de røde, handskeløse Hænder holdt han foldede frem imod hende.

- Deres Frue er syg, Hr. Pastor.

- Syg ...? Men hvor har hun da opholdt sig hele Eftermiddagen?

Alvilda vilde svare; men Knagsted korn hende i Forkøbet:

- Hos mig ... sagde han - Jeg fandt hende siddende i Vejkanten uden for mit Hus; og saa hjalp jeg hende ind i Stuen ... Jeg kunde ikke sende Dem Underretning ... min Husbestyrerinde var ude ... og Telefon har jeg ikke ... Men skal vi ikke hellere bringe Deres Frue hjem; jeg tror, at hun har bedst af hurtigst muligt at komme til Ro...

Langsomt ledte de to Herrer den syge frem til Præstegaarden.

57

Alvilda gik tungt og udmærket vaklende imellem dem...

Denne Begivenhed fandt altsaa Sted i Januar.

Nu var det Sommer. Og i Dag havde Præsten personlig maattet afhente sin Ægtemage i Skovridergaarden i Vestermark.

Et nidkært Medlem af Menigheden havde set hende smutte derind og sendt ham Ilbud.

Otte Dage efter forlod Alvilda for anden Gang sin Mand og søgte paa ny Tilflugt hos sin Søster i Hovedstaden.

Frøken Mine Meincke var for et halvt Aarstid siden vendt hjem til Abildtorpegaarden som en udlært lille Husmoder og gik nu Fru Trine til Haande i Køkken og Kælder.

Hun var en fuldstændig Modsætning til Søsteren: lille, buttet, mørkøjet, ligevægtig.

Knagsted var - "Staamigbi"! som Næse-Frederiksen sagde - lige ved ogsaa at blive forelsket i hende. Dog forstod Line ved sit stadig spillende Kamæleonhumør at holde Teten i hans Hjerte.

Hun var nu blevet 18 Aar, Mine 20 ...

Søndag efter Søndag stillede Tolderen derude paa Gaarden. - Du kan vove paa ikke at møde her paa næste Søndag, Tolder! sagde Pigebørnene, naar de om Aftenen kappedes om at hjælpe ham Overfrakken paa ude i Entreen - Du kan vove paa ikke at møde!

Og Tolderen mødte ...

Undertiden kørte de lange Ture sammen rundt i Omegnen med Frokost i Lommen ... og Spisechocolade.

Pigebørnene ejede i Fællesskab kun én Cykel. Som Regel lagde Line Beslag paa den; og naar Knagsted af og til tvang igennem, at nu var det Mines Tur til at køre med ham, kunde den anden blive saa rasende, at hun stampede i Gulvet og løb sin Vej og ikke mælede et Ord den hele Søndag til Ende.

58

Før om Aftenen altsaa, naar hun som sædvanlig stillede i Entreen til Afsked. Hun kunde da sende Knagsted et vemodigt døende Blik og spørge: - Du kommer vel igen paa Søndag, Tolder?

- Jamen Line, forsøgte saa Mine - hvis nu Tolderen har mere Lyst til at besøge andre af sine Venner, saa...

- Det er mig ligemeget! for den anden igen op - Det kan han gøre om Mandagen! men saa tog hun sig i det, rakte Haanden frem og sagde med den blødeste og mest indsmigrende Stemme - Der er dog ingen, der holder saa meget af ham som vi... Ikkesandt, Tolder; Du kommer paa Søndag? Hvad i Alverden skal Mine og jeg ellers faa Dagen til at gaa med ...

Og Tolderen trykkede hendes fremstrakte Haand og kom...

Men han sagde jo rigtignok ved Hjemkomsten til Jokum: - Jokum, sagde han - Du maa ikke grine; men dette her er en latterlig Af f ær e!

Hver Søndag mødte Line ufravigelig ved Stenbunken ud for Postpeters Hus enten ene eller sammen med Søsteren:

- Her traf jeg Dig første Gang, Tolder! sagde hun og stak sin Arm ind under hans.

Venstre Arm var hendes, og højre Søsterens. Og der var ingen Ende paa Glæden, naar de leende og pludrende marcherede sammen op igennem Alleen:

- Her er han! Her er han! raabte Pigebørnene og slog Gangdøren op.

Hr. og Fru Meincke kom ud og bød Velkommen:

- Skønt det er saagu ikke for vores Skyld, han kommer, Mor! lo Proprietæren - Det er for Tøsernes. De tænker snart ikke mere paa deres gamle Forældre!

Da slap Line Tolderens Arm, for om Halsen paa Faderen og overvældede ham med Kys og Kærtegn:

- Saa, saa, saa, Line dog, Line dog...!

- Torsk! Torsk! Torsk! raabte hun for hvert Kys, hun 59 gav - Du ved jo da godt, at ingen kommer op ved Siden af Dig!

Men saa var det Knagsteds Tur til at blive jaloux. Der jog ham et sviende Stik igennem Hjertet, medens han samtidig selvopgivende mumlede:

- Jokum, Jokum! Du min Sjæls Skriftefader og eneste fortrolige, sig ikke dette til nogen, at ikke Verden skal forgaa af Latter!

Paa de sidste Par Cykelture var Line, som tilfældigt, drejet om ad Vejen, der fører forbi Storgaarden. Og ligesaa tilfældigt havde Ejerens Søn, den unge Christian Werner, staaet enten inde i Gaardens Have eller paa en af Markerne.

Og man havde hilst...

Saa en Aften til et Sommermarked i "Søby Anlæg", hvortil Knagsted havde inviteret begge sine smaa Veninder, traf de - rimeligvis ogsaa ganske tilfældigt - samme Christian Werner.

Han hilste ærbødigt. Og de slog Følge. Men Talen vilde ikke rigtig komme paa Gled. Man gik tavse rundt i Gangene under de kulørte Lamper.

Pludselig standsede saa Line og saa Knagsted næsten ondt op i Ansigtet:

- Torsk! sagde hun - Har Du mistet Mælet. Da brast Tolderens Taalmodighed. Uden at svare Tøsen, vendte han sig til Werner, saa paa sit Ur og sagde:

- Aa, Hr. Werner, vil De ikke tage Dem af Smaapigerne her og følge dem hjem. Jeg har lovet at være ude hos Frank Neumanns Klokken 8, den mangler kun ti Minutter ... Farvel!

Og uden at vente paa Gensvar tog han Hatten af og gik...

Næppe havde han vendt Ryggen til, før en Arm gled ind under hans.

- Tolder... bad Lines Stemme, aa saa mygt. Men han slængte Armen fra sig: - Nej! sagde han - Nu vil jeg Fandengaleme ikke mere ...

60

Og hjemme i hans Stuer gik hans Husbestyrerinde rundt og var skinsyg.

Gudfaderbevares, hvad kan ikke en ældre Herre rode sig op i... naar han er ung!

Næste Søndag sad Line paa sin Vagtpost ud for Postpeters Hus.

Da hun saa Knagsted borte paa Søbyvejen, rejste hun sig og gik ham langsomt i Møde. Ansigtet holdt hun bøjet ned mod Brystet, skjult:

- Tolder ... bad hun, da hun stod foran ham - Tolder ...

Han strakte sin Haand frem og bøjede hendes Hoved tilbage.

I samme Øjeblik brast de begge i Latter...

- Men skal vi dog alligevel ikke hellere holde op med at være jævnaldrende? spurgte Knagsted.

- Nej, nej! Jeg lover Dig ...! Jeg skal nok ...! Jeg ...

- Jamen, Du kan jo ikke, lille Menneskebarn!

- Jo, jo! Nu skal Du faa at se!

- Skal vi da ikke bare sige De til hinanden? foreslog Tolderen.

- Nej, nej... Nu maa Du ikke være ond længere ... (Hun saa bedende op paa ham) ... Men Du er jo ikke barberet i Dag?

- Nej...

- Det klæder Dig ikke.

- Ikke ...?

- Og dine Negle har Du heller ikke pudset!

- Nej; jeg har besluttet, ligesom gamle Købmand Birk, at lægge Tænderne paa Bordet.

- Tænderne ...? Har Du da forlorne Tænder!?

- Ja... Vil Du se dem?

- Nej! skreg hun forfærdet og trak sig bort.

Lidt efter nærmede hun sig igen og spurgte - og der kom som et lille nyfigent-triumferende Glimt frem i hendes Øjne:

- Er Du jaloux paa Christian Werner?

61

- Jaloux...! Er Du gal!

- Ja, for Far er jo sommetider jaloux paa Dig; saa kan Du vel ogsaa blive jaloux paa Christian.

- Kloge lille Satan! tænkte Knagsted. Men højt sagde han:

- Nej... men jeg er misundelig paa ham.

- Misundelig ...! Hvorfor dog?

- Fordi han er de Par Aar yngre end jeg.

- Jamen det er han jo slet ikke, smilede hun uskyldigt - For Du er da det yngste, jeg nogen Sinde har truffet.

Der gik som en Gysen igennem Tolderen. Han frøs og led ilde:

- Hvor i alle Magters Navn faar dette Barn dog disse Svar fra! tænkte han - 18 Aar er hun! Skriver atten smaa korte Aar!... Selvfølgelig er jeg jaloux paa Christian Werner - den Flab ...

Men saa stak hun kælent sin Arm ind under hans og leende og snakkende gik de videre ...

Grønbæksgade 11,4
Hovedstaden V.

Kære Michael!

Ja, nu sidder jeg altsaa her hos min Søster og skriver til Dig; hun og hendes Mand er meget venlige imod mig og har tilbudt mig at blive i deres Hjem, indtil jeg har taget Bestemmelse for min Fremtid. De vidste jo ikke af, at jeg kom, og blev derfor meget forbavsede ved at se mig pludselig træde ind ad Døren; men da jeg fortalte dem det hele, og at det var mig umuligt længere at leve ved din Side og forklarede dem det hele med Treschau og alt det, holdt de med mig og sagde, at jeg havde handlet Ret ved at gaa min Vej, og det er jeg glad ved. Du maa jo ogsaa selv indrømme, kære Michael, at det var en stor Misforstaaelse, at vi to nogen Sinde fik hverandre, saadan som Du efterhaanden er blevet, med mit varme Temperament; jeg bebrejder Dig ingenting, men Du skulde ikke have 62 tvunget mig til at gifte mig med Dig, vi har aldrig passet sammen, og Du er Skyld i, at jeg ikke fik min Ungdoms Elskede. Man skal kun hengive sig til den, man virkelig elsker, men saa skal man ogsaa, og jeg elskede virkelig den Gang min lille Apotheker og ikke Dig, og jeg elsker ham endnu! Hvor i Verden han er, ved jeg jo ikke; og han har vel rimeligvis ogsaa glemt mig. Min Svoger siger, at Du skal svare mig noget vist om Maaneden, men det har han næppe Ret i, da Bruddet er paa min Side, men vil Du det alligevel, siger jeg naturligvis Tak, da det jo til at begynde med bliver vanskelige Tider for mig, og min Søsters og Svogers Gager ved Metropolen jo ikke er store, Børn har de ogsaa; maaske tager jeg selv Engagement der, noget maa man jo se at faa fat paa, og jeg har jo en net Figur og en pæn lille Stemme. Svar mig nu endelig paa dette mit Brev, kære Michael, og sig mig din Bestemmelse om vi skal separeres, eller hvad vi skal; selvfølgelig vil jeg, hvis Du ønsker det, ikke bære dit Navn mere, men kalde mig Fru Magni, der jo ogsaa vil se bedre ud paa en Plakat. Hvordan har lille Rigmor det, det lille Skind? Kys hende fra mig og pas godt paa hende; hun vil jo ogsaa blive tilkendt Dig, da det er hendes Moder, der har brudt Ægteskabsløftet; jeg kunde nu være kommet til at elske Dig Michael, jeg kunde, tror jeg, men Du var jo blevet saa kold som Is, og jeg trænger til Kærlighed. Jeg forstaar saa godt, at Du i Øjeblikket er meget vred paa mig baade som Ægtemand og som Præst, ak men jeg siger, og det vil jeg blive ved med at sige for Guds Domstol, at Du skulde ikke have tvunget mig til at gifte mig med Dig, naar Du er som Du er; alt hvad Du ellers har forbrudt imod mig, ogsaa dengang jeg var et rent Barn, det har jeg jo forlængst tilgivet Dig, stol paa det, for det kan jo gaa lige op imod de Sorger, jeg senere har forvoldt Dig; men svar mig nu snart paa dette mit Brev, hører Du!

Med venlig Hilsen til Dig og Kys til Rigmor

din altid hengivne

Alvilda Sørensen,

født Magni.

63

P. S. Efterskrift.

Mine Klæder og andre Smaating kan Du pakke ned i den store Straakuffert og sende mig her til; jeg skal nok returnere Kufferten efter Modtagelsen, da det jo er din.

Hils Knagsted, naar Du ser ham, det er en prægtig Mand.

Grønbæksgade 11,4
Hovedstaden V.

Kære Hr. Toldkontrolør Knagsted!

De bliver vist meget forundret ved at faa Brev fra Undertegnede; men da De altid har været saa kær overfor mig, vil jeg dog fortælle Dem, at jeg nu sidder her hos min Søster og Svoger Høberg og har det efter Omstændighederne ganske godt. Er De vred paa mig? synes De, at det er forfærdeligt, hvad jeg har gjort? bedraget min Mand og løbet bort fra mit Barn; det er vist forfærdeligt, men jeg kunde ikke holde ud at være hos Michael længere; han tog al Glæden fra mig, og nu siden at det var begyndt med den anden, syntes jeg ikke, at jeg havde Lov til mere at gaa rundt der i Søby og være Præstekone og Moder for min Datter; hun vil saamænd faa det meget bedre, nu jeg er borte; mit Sind var optaget af saameget andet. Jeg har skrevet til Michael nu to Gange, om han vil separeres og give mig nogle faste Penge hver Maaned, indtil jeg kommer i Gang med noget andet, men han har endnu ikke svaret; kan De ikke faa ham til det? Han behøver jo ikke at give mig noget, da det er mig, der har bedraget ham og ikke omvendt; og dog jo alligevel, har han det alligevel paa en Maade, for han skulde aldrig have tvunget mig til at gifte mig med sig, for der var nemlig en anden, kære Hr. Knagsted, og havde jeg faaet ham dengang havde alt vist været anderledes nu. Byen snakker vist meget ondt om mig nu, hvad? Jeg har jo aldrig kunnet rigtig med Damerne; Herrerne er nu ikke saa haarde i deres Dom; hvis De møder Rigmor paa Gaden, saa stands hende fra mig og kys hende og vær saa kær paa et Brevkort at fortælle mig, hvordan hun har det.

64

Kan De huske hvor kær, De var imod mig den slemme Aften i Vinter? Jeg kunde se paa Deres Øjne, at De vidste hele Sandheden; men De sagde det ikke, og ligesaadan da vi senere mødte ham bagefter, da tav De ogsaa; det glemmer jeg Dem aldrig, aldrig!

Med hjertelig Hilsen Deres taknemmelige

Alvilda Sørensen,

født Magni. P. S.

Jeg tænker stærkt paa at gaa til et Cirkus og blive Beriderske; hvad siger De til det? Jeg red jo i den sidste Tid meget med Treschau.

Grønbæksgade 11,4
Hovedstaden V.

Hr. Pastor Michael Sørensen,

Søby.

Dette skriver jeg til Dem, Hr. Pastor, uden min Søster Alvildas Vidende. Hun har fortalt mig, at hun nu tre Gange har skrevet til Dem uden at faa Svar. Tør jeg spørge, hvad er Meningen? Har hun forbrudt sig imod Dem, og det nægter jeg ikke, saa har saagu da De, undskyld! forbrudt Dem først og grusomst imod hende, medens hun endnu var et umyndigt Barn! Og skulde De helt have glemt Deres Opførsel dengang, saa være De herved høfligst mindet derom. Og husk paa, Hr. Pastor, at hvad De dengang tillod Dem overfor min Søster, det vilde blive kaldt en Dødssynd i alle rettænkende Menneskers Øjne, om de fik det at vide. Og ikke alene det, men det vilde endnu den Dag i Dag, om det kom frem, skille Dem baade ved Kjole og Krave og Ære.

Nu maa De ikke kalde dette Brev for en Pengeafpresning, thi jeg fordrer intet i den Retning for Alvilda; hvad hun nu har gjort imod Dem, kan vel gaa lige op imod, hvad De i sin Tid gjorde imod hende. Og dog er hun langt mere at undskylde, thi De var dengang et voksent Menneske og studerede oven i Købet til Præst!

65

Men det er altsaa ikke for at skaffe min Søster Penge, at jeg skriver, thi Høberg og jeg kan vel endnu yde hende gratis Ophold, indtil hun selv kan fortjene noget. Nej, jeg skriver kun til Dem for at bede Dem svare hende paa hendes Henvendelser og oplyse hende om Deres Bestemmelse rned Hensyn til Fremtiden.

Og herved erklærer jeg Dem, at har hun ikke faaet Svar fra Dem inden Udgangen af denne Uge, saa svarer jeg ikke for noget. Nu ved De det!

Med Højagtelse

Deres ærbødige

Rose Høberg,

født Magni.

Det er en aldeles Selvfølge, at dette forbliver en Hemmelighed imellem os.

Knagsted kom en Formiddag strygende paa sin Cykel fra Byen og ud ad Vibyvejen. Solen skinnede. Det havde regnet om Natten. Luften var frisk og let.

- Flyver, ohøj ...! blev der raabt bag ham. Frank Neumann gled frem paa Siden af ham:

- Hvorhen gælder Rejsen?

- Lidt ud ad Landevejen.

- Har De ikke Lyst til at gaa med ind og se "Sportssalen"; nu er den færdig?

- Gerne!

- De kan ogsaa godt faa Frokost.

- Storartet!

Herrerne rullede af Sted Side om Side. Cyklernes Fornikling spillede i Solen.

- Det er en dejlig Maskine, De har, sagde Maleren - Holder De den selv saa ren og fin?

- Nej, det gør Thorvald.

Maleren saa med ét forbavset op paa Tolderen:

- Men hvordan er det dog, De ser ud? Skal Deres Haar og Skæg saadan blive ved at vokse?

- Ja.

66

- Jamen, hvorfor dog? De ser tyve Aar ældre ud.

- Det er ogsaa det, jeg vil! sagde Knagsted kort - Hvordan gaar det med Billedet af Damerne i "Det kolde Ben"? spurgte han saa.

- Udmærket.

- Er det snart færdigt?

- Om en fjorten Dages Tid, ja.

- Glæder mig til at se det...

De var nu naaet ud for den lille Dør i Muren ind til Malerens Villa.

Neumann sprang flot af, medens Knagsted forsigtig maatte bremse, før han kravlede ned:

- Hvem der var ung som De! sagde han.

- Solbad! lo den anden og slog sin hvide Flonelsjakke til Side.

Han var nøgen under Jakken. Hans Hud lyste broncegul.

Tolderen saa beundrende paa ham:

- Hvad siger Fru Svendsen til det Kostume?

- Jeg holder Frakken knappet.

- Det er sgu Synd for hende!

- Hun er frugtsommelig.

- Fru Svendsen ...!

- Ja.

- Umuligt - med det Fedt.

- Hun er det. Hun har selv fortalt mig det.

- Ved hvem?

- Ved Bernhard, den lille Kelner.

- Sludder.

- Det siger hun ... De skal giftes.

- Hold nu op! Madam Svendsen og Bernhard! Han kunde jo logere indeni hende!

- De skal giftes!

- Skal Rikke Skade saa ikke ogsaa giftes med 111?

Da Herrerne var kommen vel inden for Muren, tog Maleren Jakken helt af. Hans Benklæder bares kun oppe af Hofterne. Paa de nøgne Fødder havde han Sandaler.

67

- Puh-h! sagde han - at De kan holde det ud, Tolder, inde i alle de Futteraler og med alt det Haar ...

Paa den nederste Haveplæne imellem Birketræerne gik unge Fru Neumann og vandede Blegetøj. Hun var iført en lang, løstsiddende Solkaabe. Det blonde Haar laa som en Krone af Fletninger omkring hendes Hoved ...

En Solsort pilede i smaa afbrudte Fremstød henover Grusgangen, steg derpaa til Vejrs med et trilrende Skrig og forsvandt ind mellem Buskene.

Henne fra Legepladsen lød Eriks og Elses Stemmer:

- Mirja! Mirja!

Og oppe fra Blomsterrabatten foran Huset kom som i Bølger en sød Duft af Roser ...

- Der gaar Sonja... hviskede Maleren - er hun ikke skøn!

- Jo-e... knortede Tolderen - men det er et affekteret Navn, hun har! Alle Kvindfolk burde hedde Mette.

- Eller "Thorvald" foreslog Maleren og blinkede lunt.

- Thorvald er ogsaa godt... nikkede Knagsted rolig.

("Thorvald" var Navnet paa Tolderens trofaste Husbestyrerinde. Hun hed egentlig Helia-Heralda; men hvem formaar at faa saadanne Ord over sine Læber. Hvorfor Knagsted havde døbt hende om.)

Neumann listede hen bag sin Kone og lagde en Arm om hendes Liv.

Hun vendte sig smilende om imod ham:

- Goddag, Maler...! sagde hun og bød ham sin Mund til Kys.

Knagsted foldede Hænderne og traadte nærmere:

- Mig osse ...? bad han ydmygt. Sonja lo:

- Gerne ...! Men De kan jo ikke naa. Tolderen var næsten sit Hoved mindre end Ægteparret Neumann.

- Og bøje sig ned til mig vil Damen vel ikke?

- Nej... næ .. h ..! Og saa al det Haar og Skæg, De har lagt Dem til!

- Tag en Bænk, Tolder! raadede Maleren.

68

Knagsted hentede den nærmeste Havebænk, stod op paa den og kyssede derfra Konen midt paa Munden:

- Mere ...! bad han.

Hun sprang leende et Skridt tilbage:

- Nej, ved De nu hvad...! og i Springet kom hun til at støde til et af Birketræerne, saa at Draaberne fra Natteregnen dryssede ned over hende.

- Storartet! sagde Maleren og trak hastig Benklæderne af - Styrtebad! Kom Sonja! Hun tøvede.

- Generer Du Dig ...?

- Nej!... og resolut kastede hun Solkaaben af og løb hen til sin Mand. Hendes Legeme var gyldenbrunt som hans...

Og leende gik de nu fra Træ til Træ og lod Regndraaberne drysse ned over sig.

Maleren slog Armene om hende:

- Maa jeg reservere mig en Plads paa Deres Jomfru-Leje i Nat, lille Frue? spurgte han.

- Men Frank dog!

Hun snappede hurtig Solkaaben fra Plænen, slog den om sig og løb op imod Huset.

- Gud, hvor I har det godt...! brummede Tolderen - Det er væmmeligt at se paa!

"Sportssalen" var en stor, højloftet, hvidkalket Sal med Lyset strømmende ind af de gule, farvede Ruder, der selv i Graavejr fyldte Rummet med et gyldent Solskær.

Umiddelbart over Vinduerne, alle Vægge rundt, var malet en alenhøj al fresco Frise i sort Silhuet forestillende et Tog af nøgne, legende og dansende Børn, som, yndefulde og gratiøse, snart skred alvorligt optagne af Sted spillende paa allehaande Instrumenter, snart tumlede overgivent rundt imellem en Skare af Skovenes og Sletternes vilde Dyr og Fugle: Løver, Tigre, Elefanter, Strudse, Storke og Svaner, som enten var spændt foran smaa blomstersmykkede Vogne, eller som Børnene dristigt red paa, 69 styrende dem uden Tøjler og Tømmer. Langbenede Hejrer og sirlige Flamingoer skred gravitetisk frem Side om Side, lystige Aber sprang Buk og trak hinanden i Halen, bredbugede Tudser saa dorske til, og Slanger, Øgler og Snoge spillede muntert med deres kløftede Tunger ...

Men fornemmeligst var det dog Børnene, Kunstneren havde villet fremstille, de nøgne, ubekymrede Menneskebørn, som frygtløse og fulde af festligt Haab drager ud mod det ukendte Fjerne ... Livets solglade Triumftog ud mod Fuldkommenheden!

Knagsted var standset midt i Salen:

- Maleri sagde han grebet af Beundring - dette er jo et Mesterværk!

- Tolder! smilede Maleren tilbage - desværre er det kun en Kopi!

- Hvem har da præsteret Originalen?

- Karl Wilhelm Dief enbach.

- Hvem er det?

- En tysk Maler, som er jaget i Landflygtighed og bor paa Capri.

- I Landflygtighed ...! Hvad havde han da gjort? Frank Neumann løftede trist paa Skuldrene:

- Han var Soltilbeder, ligesom jeg.

- Det kan man da ikke blive jaget i Landflygtighed for.

- Han blev det altsaa ...

- Af Politiet?

- Nej... af Præsterne! Han og hans Kone og Børn gik nøgne rundt i deres Have, ligesom jeg og mine; saa satte Deherrer en "Bevægelse" i Gang imod ham, chikanerede ham paa alle Maader, bagtalte ham, forfulgte og pinte ham ... og til sidst fik de ham jaget ud af Landet.

- Utroligt! sagde Knagsted - Hvor i Tyskland foregik det?

- I Bayren.

- Kunde tænke det... nikkede Tolderen - sligt er kun muligt blandt Katholiker.

Maleren smilede: - Mon ikke ...?

70

Han lagde en Haand paa Toldkontrolørens Skulder, og hans Pande rynkedes vredt:

- Nu skal jeg fortælle Dem, hvad vor egen velærværdige Pastor Sørensen tillod sig forleden, sagde han saa - Hother og Hanne var paa Fodtur ude i Vestermarkskoven og badede derude i Sundet. Pastoren kommer tilfældigt forbi og ser dem. Saa kalder han Hother op af Vandet og holder en Dommedagspræken for ham om det "umoralske" i, at to saa store Børn af forskelligt Køn gaar i Vandet sammen.

- Hm... Og hvad sagde Hother til det?

- Ingenting; han forstod ham ikke. Han ved jo ikke, hvad "umoralsk" er; her i Huset har han aldrig hørt Ordet ... Men Følgen af Pastorens Skiddenagtighed blev, at Drengen Dagen efter nægtede at gaa i Bad sammen med os andre.

- Hm ...

- Saa tog jeg ham for og forklarede, at Præsten var sindssyg paa det Punkt, utilregnelig; og at Drengen kun havde at tage Hensyn til de Forskrifter, hans Moder og jeg gav ham; og han lovede det. Men der er kommet noget saa underligt sky og reserveret i hele hans Opførsel, noget usikkert; han, som før var saa frisk og naturlig ...

Maleren knyttede pludselig Hænderne og strakte dem truende frem i Luften:

- Og alt det kan jeg takke den Satans Præst f or! sagde han - Svin!

- Naa, naa ... /

- Svin jo! Komme her og ødelægge min prægtige, sunde Drengs Fantasi med sin slimede Tale!

- Præsten har jo kun handlet i den bedste Hensigt, kære Ven ...

- Ja, det er netop Ulykken; ellers kunde jeg simpelthen ha' givet ham en Dragt Klø. Nu staar jeg magtesløs.

- Har De slet ikke talt med ham om Sagen? Maleren saa til Siden:

- Nej, sagde han ligesom genert - for saa kom jo denne Historie med hans Kone og Skovrider Treschau, 71 hendes Flugt og ... og saa syntes jeg ... saa tænkte jeg ... Men han skal nok faa læst og paaskrevet ved given Lejlighed! bruste han løs igen - Og hvor jeg i Grunden under ham, at Konen er rendt sin Vej! Knagsted saa smilende op:

- Nej, De gør saamænd ikke, lille Malerven ...!

- Gu' gør jeg saa! For Præsten er naturligvis et liderligt Asen, der ikke har kunnet lade hende være i Fred!

- Saa behøvede hun jo ikke at have søgt til Skovrideren ...

- Jo; for han er rimeligvis et Menneske ... den anden kan kun være en pervers Abel

Maleren vendte sig bort; og som for at afbryde Samtalen tog han en Bog fra det nærmeste Bord:

- Her skal De se, Tolder, sagde han - her er Originalen, jeg har malet Frisen efter.

Det var:

CARL WILHELM DIEFENBACH

PER ASPERA AD ASTRA

Capri 1907.

Knagsted tog Bogen og aabnede den:

- Fortryllende! sagde han - Vidunderlig! ... Sig mig, spurgte han saa lidt efter og kneb det ene Øje polisk sammen - tror De ogsaa, lille Neumann, at De vilde være ligesaa begejstret for Manden, hvis han havde været født her i Fladland?

- Ja, naturligvis! Hvorfor ikke!

- Næ-e, smilede Tolderen - jeg ved det i Grunden heller ikke. Men man plejer det jo ikke her til Lands.

Frokostklokken havde ringet. Alle var samlet i Spisestuen.

Om det saa var Alliken Mirja, var den til Stede. Den sad ved sin Skaal Mad paa Stentrappen foran den aabne Fløjdør ud til Haven ...

- Er det "den Forlovede"? spurgte Knagsted og pegede 72 mod en fremmed Dreng, der var placeret imellem Husets Børn nederst ved Bordenden.

Hanne rødmede, fniste og gemte Ansigtet bort.

- Ja, det er Knud... smilede Fru Sonja - han og Hanne gaar i Klasse sammen og hjælper hinanden med Lektierne.

- Det vil sige, det er Knud, der hjælper Hanne! sagde Erik.

- Han er jo ogsaa en Dreng...! nikkede lille Else.

Hother sagde ingenting. Smilte bare fraværende, naar en af de voksne saa hen paa ham. Hans Tanker syntes at være optagne andetsteds. Hans Øjne var triste og trætte.

Alle Børnene var iført "Kadettøj" og Sandaler. Kun Knud var mere "sædelig" klædt og bar Sko og Strømper.

Man var ved Slutningen af Maaltidet. De voksne drak Kaffe, Børnene Mælk og Kakao.

- Sig mig, Hr. Knagsted, spurgte gamle Fru Neumann - hvorfor ser man i Grunden aldrig Dem og Jokum sammen?

- Fordi vi lever i et frit Forhold, kære Frue, sagde Tolderen - Vi holder ikke af at genere hinanden; og desuden har Jokum saamange Venner.

- Skal vi ikke hellere sige Veninder? lo Maleren - Jeg ser ham ofte, naar jeg kører ud om Morgenen sidde uden for sin Elskedes Dør; og naar jeg kører hjem, sidder han der endnu.

- Ja, nikkede Knagsted - han er en trofast Natur ligesom sin høje Navne.

- Hvem er det?

- Tør jeg ikke sige ... Men han er afdød. Frank Neumann lo:

- Er han opkaldt efter ...?

- Ja ... Men det sagde De, Herre, og ikke jeg.

- Tolder, Tolder! truede Fru Sonja - var Deres Mund!

- Det er jo det, jeg gør ... sagde Tolderen. Fruen vendte sig leende om imod Børnene, der havde siddet og smaapludret indbyrdes:

73

- Er I færdige? spurgte hun - Klokken mangler kun ti Minutter. Af Sted med Jer!

Hother, Hanne og Knud rejste sig hurtigt fra Bordet: Tak for Mad! og skyndte sig ud af Døren og ned ad Havetrappen:

- Mirja! Mirja! vil Du med? raabte Hanne.

- Tja-e ..! gurglede Alliken paa Bunden af sit Fad.

Børnene sprang paa deres Cykler og strøg af Sted igennem Haven. De store gik i Latinskolen og kunde akkurat naa at komme hjem i "Spisefrikvarteret".

Erik og Else derimod var ikke naat højere end til "Forberedelsen"; og i Dag havde de oven i Købet fri, da "Frøkenen" var syg.

- Mirja! Mirja! Kommer Du? lød Hannes Stemme langt borte fra:

Mirja plejede at følge dem paa Vej til Skolen.

- Tja-e ...! skreg Fuglen; den var i Færd med at pille Kødet af et Ben, som den nødig vilde slippe. Men saa tog den resolut Benet i Næbet og satte til Vejrs efter Børnene.

- Det er en svulstig Fugl! sagde Erik og saa beundrende efter den.

- Onkel Tolder, sagde han saa - véd Du, hvad Frøkenen fortalte i Gaar i Timen?

- Nej ...?

- Hun fortalte, at Menneskene i gamle Dage troede, at Maanen og Stjernerne var Huller i Himlen, som Ilden lyste igennem, hæ!

- Jamen er det da ikke det? spurgte Knagsted uskyldigt.

- Nej! (Drengen saa imponerende vigtig ud) Det er jo Himmellegemer, der svæver rundt i Æteren! ... De har været forfærdelig dumme i gamle Dage!

Else var krøbet op paa Tolderens Skød:

- Sikke nogle underlige Totter Haar, der stikker ud af dine Øren, Onkel Tolder.

- Det er til at tørre mine Penne af i, naar jeg skriver.

- Saadan no'en har Far ikke ...

74

- Nej ... men han er jo ogsaa kun Maler!

- Naa, skrup nu af med Jer ned paa Legepladsen igen Børn ..! nikkede Fru Sonja.

- Maa vi smide Tøjet, for saa leger vi bedre?

- Ja ... men lad Olga hjælpe Jer. Erik løb hen til Moderen:

- Skal vi kysse vos først, Sonja? spurgte han.

- Det kan vi godt! ... Fruen løftede ham op til sig og kyssede ham.

- Mirv, mirv, mirv ... tvinede Knagsted - hvorfor gjorde De ikke saadan ved mig før ude i Haven ... mirv, mirv, mirv ...!

(Dette var Eriks egen lille private Maade at græde paa, naar der gik ham noget imod.)

Drengen lod sig hurtig glide ned fra Moderen, og med knyttede Hænder traadte han hen foran Knagsted:

- Gør Du Nar!?

- Mirv, mirv, mirv ... tvinede Knagsted.

- Hjælp mig, Else ...! kommanderede Erik. Og Børnene for løs paa Tolderen og "tævede" ham, saa at han maatte flygte.

- Mirv, mirv, mirv ... græd han - jeg siger det bare til Thorvald, naar jeg kommer hjem, at I har slaaet mig ..!

Ungerne lo, saa deres Maver hoppede og deres Musetænder lyste ...

- Og De paastaar, at De ikke kan lide Børn ... sagde den gamle Frue.

- Ja, jeg kan ikke fordrage dem ... bedyrede Knagsted.

5te August Klokken 7 1/2 Morgen ruller Aar efter Aar Byens fornemste Landauer (den med Gummihjul og Bjælder) op foran den fungerende Fuglekonges Dør for at afhente ham til "Søby og Omegns Fugleskydningsselskabs" Festplads.

I Vognen sidder Selskabets mangeaarige Formand, 75 Skorstensfejermester Svarte, iført Kjole, hvidt Slips, høj Silkehat og røgfarvede Handsker.

Hans Majestæt Fuglekongen, ligeledes i Galla, og med Kongekæden om Halsen, tager Plads ved hans Side.

Paa Kirketorvet slutter en Række Char-à-bancer sig til Landaueren. Det er Skytterne. Og med et Hornorkester i Spidsen sætter Toget sig, under heftige Toner af Sangen: "Fladlands dejligst Vang og Vænge ..." i Bevægelse ad Landevejen ud til Skydepavillonen i Vestermarksskoven.

(Der havde i Fjor været Forslag fremme om at lade Fuglekongen afhente i Automobil (Byen har 3). Men dette Forslag blev pure forkastet af alle Stemmer mod Forslagsstillerens, det radikale Blads pietetsløse Redaktørs.)

Ankommen til Skydepladsen dundrer man løs fra 9-11 1/4 til en flækket Papegøje, der, siddende paa en høj Stang, lyser spinatgrønt i Morgensolen.

Klokken 12 spises Frokost, gratis og uden Damer; hvorfor Deltagelsen som Regel er overvældende.

Klokken 2 dundres der atter løs.

Klokken 7 1/2 indtages Middagen: Suppe, Fisk Steg og Kage; 2 Kr. 50 pr. Kuvert; Øl og Vin "aparte".

I dette Maaltid deltager Kvinder og konfirmerede Børn af begge Køn.

Derpaa Dans i Salen til Klokken 2 ...

Fugleskydningsdagen var en af Søbys fornemste Festdage.

Eller rettere sagt: havde været.

Det ansaas nemlig ikke længere for "fint" at være Medlem af Foreningen. Honoratiores havde trukket sig ud. Hvilket rimeligvis var en af Grundene til, at de resterende Medlemmer morede sig saameget desto bedre ...

Kun én af Byens største Skatteydere var forbleven trofast igennem Aarene: gamle Købmand P. A. Birk.

Hvordan end Vejret var, og selv om Gigten plagede ham nok saa mangelund, gav han Møde med Kanon og Husbestyrerinde i hvert Fald til Middagen.

Han var Selskabets eneste Æresmedlem, og sad som saadan for den øverste Bordende ved Siden af Formanden.

76

I sin pureste Ungdom havde P. A. deltaget i Fladlands to sidste Krige, baade i den saakaldte heldige og i den mindre heldige. Den sidste var imidlertid gaaet ham totalt i Glemme; og idet han kun mindedes den første, kunde han, bedst som man sad ved Suppen, Fisken og Stegen, pludselig og spontant bryde ud i en Krigs- eller Fødelands-Hymne fra hine glorrige Dage. Stemmen havde han paa en Maade mistet, men Begejstringen havde holdt sig. Han satte i med et uartikuleret Brøl, der stedse fik al Tale omkring ham til at forstumme. Men naar Brødrene havde sundet sig og opfattet Melodien og Meningen, greb de Stikordet og fortsatte Sangen med Ild.

Og da tændtes gamle P. A.s Bulbideransigt forunderligt op. Han greb sin Kikkert, sin Ske, Kniv eller Gaffel, og medens han slog vildt Takt med dette Redskab, gnistrede hans Se-Øje krigersk ved Tanken om hans Fødelands stolte Fortid.

Og aldrig faldt det én af Brødrene ind at komme med saameget som en Hentydning til hin sidste mindre sejrrige Affære, eller saameget som blot at smile.

Kanske syntes man, at det vilde være Synd for den Gamle - eller maaske havde man virkelig i Øjeblikket selv aldeles glemt denne onde Hændelse ...

Suppe, Fisk, Steg og Kage kan jo stundum være som en Balsam for Sjælen.

Thi Guderne slaar vel, men de yder Gudbevares sandelig ogsaa Lægedom!

I Aar var det Skydeselskabets Tohundredeaarsfest ...

Man sad ved Frokosten: Saltmadsfad, Brød, Smør, Ost og Pølse, Øl, Snaps og Kaffe.

Det lange Hesteskobord ned gennem Salen var fuldt besat af hungrige Brødre.

Rundt fra de hvidkalkede Vægge lyste de malede Skiver, der var som Illustrationer til Søby Historie i de tvende rundne Sekula.

Aarets fungerende Fuglekonge, Skrædermester Stryge, 77 satte sig bleg efter at have mindedes Landets nys afdøde Fader, Jokum den Attende, og udbragt et varmt Leve for den unge, haaberige Fyrste, Jokum den Nittende.

Et nifoldigt Hurra med Fanfare af Hornene paa Balkonen og dumpe Drøn af "Kattehovederne" paa Skydepladsen fik Glas, Hjerter og de malede Skiver til at vibrere.

Hvorefter man paa ny søgte Styrke i Saltmadsfadet.

Derpaa udbragte Formanden et Leve for Selskabet, hvis Fødselsdag man fejrede - og Urmager Winge et Leve for Kvinden.

Dette var den alvorlige Del af Festen.

Lidt efter blev der under Fnisen og Albuestød af de ældre og erfarne omdelt en Sang med den lovende Titel: "At ramme i Centrum".

Hornene rasede Melodien en Gang igennem; Brødrene gassede sig og satte i. Sangen var gammel og velkendt og glædede alle ved sin Vrimmel af erotiske Hentydninger og kønslige Allusioner til Kugler, Krudt og Ladestokke.

Og den vakte en Tornado af Jubel.

Selv Hornene paa Balkonen klappede; medens Urmager Winge lo, saa han maatte dunkes, og Rokkedrejer Eriksen raabte: "Dacabol"

- Det er det svinagtigste Produkt, jeg nogen Sinde har set paa Tryk! hviskede Frank Neumann indigneret til Tolder Knagsted - Jeg rejser mig og protesterer!

Tolderen greb ham i Armen:

- Er De gal, Mand; det er jo Spøg, det hele!

- Spøg ...! Og det er disse samme Mennesker, der kalder sig "Alterets, Thronens og Ægteskabets Talsmænd"! Det er dem, der raaber højest paa Vigiliamøderne og laver Adresser imod den "usædelige" Literatur!

- Jamen kære lille Maler, sagde Knagsted hovedrystende af saamegen Uforstand - saa er det jo Alvor!

- Det er Satanpineme en morsom Vise, Kunstmaler ... at sige, naar der ingen Damer er til Stede! raabte Bagermester Krumbach, der sad ligeoverfor.

- Jeg finder den bundsjofel! busede det ud af Maleren.

78

Krumbach lo, saa det rungede:

- Bundsjofel! Hører I, hvad han siger! skreg han - Og saa render han selv splitternøgen rundt med Kone og Børn!... Den er Satenpineme lueforgyldt!

Klokken! gik man atter løs paa Papegøjen; og Klokken 6V2 faldt Brystpladen: Garvermester Igle var bleven Tohundredeaarets Fuglekonge ved Smedemester Jensens Skud ...

Vognene begyndte at rulle frem. Damerne indfandt sig for Middagen.

Den radikale Redaktørs Frue mødte demonstrativt i Automobil.

Men hvad der vakte end mere Opsigt var, at Michaela Løvenfeldt kom kørende med Skovrider Treschau i Kareten fra Løvenholm:

At de vovede det, saa hurtig efter Historien med Pastorinde Sørensen!

At Kammerherren fandt sig i det.

At Frøkenen ikke skammede sig!

Men Frøkenen steg roligt smilende ind i den hele summende Sværm ved Skovriderens Arm.

Og saa var hun oven i Købet i hvid Atlaskes Kjole, og han i Kjole og hvid Vest - ligesom et Brudepar!

- Hak, hak! gnækkede Rikke Skade, der stod forrest i Tilskuernes Stimmel udenfor paa Græsplænen - Er nu Slottet igen begyndt at rende til Skovs ...!

Gevinsterne blev omdelt. Kongekæden løftedes af Skrædermester Stryge og hængtes om Halsen paa Garvermester Igle.

Fanfare og Kattehoveder!

Hornene besteg paa ny Balkonen; hvorefter man under de øredøvende Toner af højsalig Jokum den Attendes Honnørmarch tog Plads omkring Hesteskobordet i Festsalen ...

Til højre for Formanden sad den ny Fuglekonge, til venstre den detroniserede. Ved hans Side igen Æreslemmet 79 P. A. Birk med Kanon, Husbestyrerinde og Tænder; de sidste i Baglommen. Derefter var placeret, som det kunde flaske sig, de ordinære Medlemmer med Hustruer og Børn.

Skovrideren og Frøken Løvenfeldt sad lidt isoleret midt i Hesteskoen; det var, som turde de øvrige Gæster ikke nærme sig dem. Enten det nu var af Ærbødighed eller af Indignation ...

Midt i Suppen (klar med Kødboller) rejste Formand Svarte sig og holdt en af sine bekendte Taler for det regerende Fyrstehus. Svarte havde i Aarenes Løb holdt saamange Taler, at han ikke mere syntes at tænke derved; i hvert Fald ikke paa, hvad han sagde. Ordene boblede og surrede ud af ham som Vand af en Tud. Det var, som stræbte han kun efter Enden. Han for over Stok og Sten uden Kommaer, Punktummer og Semikolonner, indtil han pludselig og uventet satte sig med et Plump og saa fuldkommen udtømt ud:

- Mine kære Søstre og Brødre, sagde han, maa jeg bede Dem med mig drikke et Bæger og udbringe et Leve for vor kære unge Fyrst Jokum den Nittende med Familie hans høje Fader er nylig død derfor er Sønnen kommet paa Thronen han leve!

Plump! Og saa sad han.

Hurra og Fanfare i Salen. Kanonsalut udenfor.

I det samme stod Formanden op igen:

- Tillad mig det Forslag, sagde han - at vi i Anledning af Foreningens Tohundredeaars Fødselsdag foreslaar at sende vor elskede Hersker følgende Telegram:

Søby og Omegns Fugleskydningsselskab der i Dag fejrer 200 Aars Jubilæum sender Deres fyrstelige Højhed en undersaatlig Hilsen og Hyldest med Ønsket om en lang og lykkelig Regeringstid.

Allerunderdanigst

Daniel Svarte

Formand.

80

Dette Forslag blev modtaget med Jubel. Og staaende af sang man Nationalsangen: Fyrst Jokum stod ved højen Mast ...

Det vil sige kun første Vers; thi man kunde ikke flere

Nu rejste Fuglekongen sig:

Søstre og Brødre! Et Leve for vort elskede Fødeland! Ærlighed varer længst! Det leve!

Hurra-a!

Vift stolt paa Ko dans Bølge
blodrøde Fladlandsbrog...!

stemte P. A. i.

Saa kom Fisken (kogt Rødspætte med Petersiljesauce).

Ex-Kong Stryge talte for Kvinden: "Hjemmets Pryd og største Gevinst"!

Sparsomt i Fladland vi Blomsterne finde,
Farven er bleg og kun svag deres Duft...

Derpaa kom Stegen (Lamme med brunede Kartofler).

Formanden stod atter op og talte for den afgaaede (surre, surre, over Stok og Sten) Fuglekonge (Plump 1).

Hvorefter den afgaaede Fuglekonge talte for Formanden og den ny Fuglekonge.

Hvilken saa igen talte for Selskabet og dets ærede Hædersgæst, Hr. Købmand P. A. Birk.

(Desserten var Hindbær med Fløderand.)

Nu rejste gamle P. A. sig.

Støttet til sin Husbestyrerindes Skulder og med Kanonen for Se-Øjet udtalte han følgende - og ej heller han lagde Vind paa smaalig Interpunktion -:

- Søstre og Brødre! sagde han - Den gang jeg drog afsted min Pige vilde med ... Gid de Tider snart atter maa komme igen da vores stolte Drenge atter drager i Kamp gid Sejrens Palmer maa ombølge vores Faner og de Dele gid Befolkningen vil rejse sig og slaas til sidste Mand thi alle Fladlands Piger de stole nu paa mig og Tak allesammen fordi I har tømt min Skaal og de Dele!

Formand Svarte stod nu op for tredje Gang; og han saa tanketommere ud end nogen Sinde:

81

- Et Leve endnu vil jeg udbringe, sagde han - Et Leve for vor kære gamle Hædersmedlem Købmand P. A. Birk der har gjort voldsomt meget til at Søby er blevet til den Storstad den er blevet til Købmand P. A. Birk længe leve og lad os (surre, surre) tage hans trofaste Husbestyrerinde Frøken Solberg med hun lider ganske vist af Hundesyge (Latterhyl), men Herregud saa lider vi andre vel af noget andet de længe leve og maa jeg saa mens jeg er ved det byde alle min kære Brødre og Søstre et hjerteligt Velbekomme Kaffen og Cigarerne vil blive serveret paa Verangdaen velbekomme allesammen og en Tak til Værten fordi han har gjort sit bedste med Maden ..

Her blev der stukket Taleren et Telegram i Haanden. Han aabnede det og sagde bevæget:

- Svar fra vor kære højtelskede Fyrste!

Alle rejste sig. Formanden læste Telegrammet højt:

"Bringer Søby og Omegns Fugleskydningsselskab min hjerteligste Tak og Genhilsen

Hurraraab og Jubel! Jokum Rex." Taleren putter Telegrammet i sin Tegnebog og fortsætter:

- Hvor var det jeg slap ..? Naa det er sandt det var ved Værten ... Hov hvor er De henne Ferdinandsen? Vi vil gerne sige Tak for Mad ... (Værten viser sig beskedent i Døren til Anretterværelset) ... Tak Tak Ferdinandsen De er en dygtig Mand bare alle var lige saa dygtige hver i sit Fag og saa Velbekomme igen allesammen Kaffen staar paa Verangdaen til højre for det trækker til venstre!

Plump! og op igen og ud paa Verandaen ...

Derude sad man saa mætte og trygge i den lune Sommeraften og stirrede frem over de dampende Enge mod den bedste af alle Fødebyer, hvis Gaslygter lyste og smilede fredeligt i Horisonten ...

Derude sad ogsaa Skovrider Treschau og Michaela Løvenfeldt alene og isoleret ...

Men det øvrige Selskab dannede én stor leende Klynge:

- Man har det sgu godt i det lille Fladland! sagde 82 Bagermester Krumbach og skænkede i Kognaksglassene.

- Det har man! nikkede Tolder Knagsted - Skaal, Hr. Krumbach!

- Skaal, Skaal, Toldkontrolør! Og skide være mæ'et! raabte Bageren livsglad - Og lad vos ta' Maleren med, hvis han kan taale det, ha, ha!

Klokken 9% begyndte Dansen med en Festpolonaise Salen tre Gange rundt.

Derpaa fri og lovløs Dans efter enhvers Temperament og Evne.

Ungdommen, der utaalmodigt havde ventet udenfor under Træerne, medens Fædrene aad, brød nu ind af alle Døre.

Gulvet var snart én hvirvlende, stampende og svedende Menneskeklump.

Selv de ældre skaanede sig ikke. Byens to vægtigste Kvinder, Fru Urmager Winge og Fru Smedemester Kastbjerg, var endog de fremmeste i Rækkerne. To hundrede Pund vejede de levende Vægt; men Tyngdeloven eksisterede ikke for dem. De gav sig viljeløst hen i Dansen og lod staa til; ske, hvad der vilde!

- Mutter, Mutter! skreg Urmageren - Husk dog paa din Astma!

- Man glemmer den, Topelius! skreg Fruen tilbage; og hendes Ansigt var at skue som Solen, naar den en Oktoberaften synker i Vest ...

Paa Stoleværkerne langs Væggene sad Matronerne og de ældre uafsatte Ungmøer. To og to sad de og stak Hovederne sammen og hviskede:

- Ja, hvad mener De om Pastorinde Sørensen, Fru Henriksen!

Fru Henriksen mente, at man burde beherske sine Lidenskaber.

- Ja, hvor gled Menneskeheden ellers hen! sagde Frøken Carlsen. (Alder 37.)

- Og nu Frøken Løvenfeldt, der igen er løbet sammen med Skovrideren!

83

- Hun har det efter Faderen, Kammerherren; han ... nej!

- Det varer saamænd ikke længe; Skovrideren skal have en ny hver Uge.

- Ja, ved De, hvad min Mand fortæller, at han siger oppe paa Hotellet ...?

- Nej; hvad siger han?

- Det kan ikke gengives!

- Jo, jo! Fortæl, fortæl!

- Han siger ... det var en Aften, de spillede L'hombre og talte om Ægteskabet og om, hvorfor Skovrideren ikke giftede sig ... Nej, jeg kan ikke!

- Jo vist saa, Fru Lorentzen ..!

- "Naar jeg har rørt ved en Mave tre Gange," sagde han, "saa siger jeg: ny Mave, siger jeg"! ... Hvad gi'er De mig"!

- Du Almægtige ...!

- Ja, saa forstaar man ved Gud, at Manden ikke gifter sig!

Inde i Sidekabinetterne havde de mere alvorlige Mænd slaaet sig ned ved deres Tobak og deres Drikke. De indsatte Konger og afsatte Kejsere, styrtede Byraad og udnævnte Regeringer:

- Fanden! bandede Drejer Mogensen - Fanden, at de ikke snart kan faa indført Kongedømmet i Frankrig igen! De Republikanere snyder Staten, saa Vandet pibler af den!

- Er det maaske bedre her til Lands? spurgte Elektriker Petersen, som var Socialdemokrat - Hva', Mogensen, hva', finder De, hva'; er det maaske bedre her til Lands?

- Undervandsbaade! raabte En.

- Og Ridikylgeværer, Ridikylgeværer! skreg en anden ...

Slagtermester Asmundsen og Manufakturhandler Bork deltog ikke i Diskussionen.

84

De stod og lurede i en Døraabning ind til Salen, hvor der dansedes Lancier:

- Saa, Asmundsen! sagde Bork - Nu paa 'en! Og han gav Slagteren et Stød i Ryggen, saa at Asmundsen fôr midt ind i en Kvadrille, hvor han gav sig til at polkere sindssvagt rundt og derpaa for ud igen.

- Der er den tykke Fru Winge, Asmundsen! Paa hende, paa hende! hviskede Bork.

Og atter fløj Slagtermesteren ind imellem Parrene, der lo og skreg og spredtes til alle Sider.

Asmundsen var gravalvorlig under Operationen; men Bork laa blaa af Latter op ad en Dørstolpe:

- Se Slagteren, se Slagteren! raabte han - Kom dog, kom dog!

En halv Snes satte Borgere for til. De kendte Asmundsen, naar han fik Berserkergang. Det var til at dø sig ihjel over.

Men han smittede.

Og som drukne Fauner satte pludselig den hele Kohorte midt ind i Lancieren, slog Armene om Damerne og lavede "Koas", som Bagermester Krumbach kaldte det.

- Galopade! Galopade! skreg Bork.

Og Hornene paa Balkonen slog om i en flintrende Champagnegalop.

Alle lo, raabte, skreg, hylede, pressede paa og vilde frem; men ikke ud af Pletten kom man.

Det hele var forvandlet til en stor, sammenfiltret og trippende Heksesabbat.

Og i Centrum, midt under Lysekronen, hvis otte spruttende Petroleumslamper kogte af Ophidselse, stod den tykke Fru Urmager Winge, Rosalie hed hun ligesom Borgmesterinden, maset og klemt fra alle Sider. Hun lo, saa hun bævrede:

- Topelius, Topelius! skreg hun - Frels mig, frels mig! Jeg kvæles! Men Gud, hvor jeg morer mig!...

Og Skovrideren havde de i deres Livsglæde glemt, og Frøken Løvenfeldt. De var begge forsvundne, uden at 85 nogen havde lagt Mærke dertil. Og man brød sig for den Sags Skyld ejheller om det!

Klokken 3 Morgen endte Kalaset.

Knagsted og Frank Neumann fulgtes ad ind mod Byen.

Til Vogns og til Fods drog glade Skarer dem forbi. Man sang, lo og jublede. Dagskæret lyste gyldentgult i Øst inde over Skoven.

- Maler, sagde Tolderen - maa man saa dog ikke, trods alt, dybt i sit Hjertes Hjerte elske disse store, muntre og naive Børn?

- Jo, nikkede Maleren - indrømmet!