Wied, Gustav II

II

September...

Syd for Ladebygningen ud mod Alleen stod Tærskeværket og brummede. Avner og Støv fløj omkring i Luften og lagde sig paa Arbejdernes Klæder, klæbede sig til deres svedige Hænder og Ansigter, saa at de lignede travle underjordiske, der var kravlet op i Dagslyset.

Og de talte ikke, arbejdede bare i støt Tavshed, medens Vogn efter Vogn kom rullende fra Marken, læssedes af og rullede bort igen. Det gik i strygende Fart tilbage med den tomme Vogn ned igennem Alleen. Læstræet hoppede og dansede mod Vognbunden, og Kusken var ved at dingle af Agebrædtet; thi Vejen var opkørt og fuld af Huller og Vandpytter. I en otte Dage havde det regnet; saa var det blevet fint Vejr med Sol og Blæst. Og nu maatte der klemmes paa, at man kunde blive færdig med Høsten, inden Vorherre atter skiftede Humør...

Paa den smalle Spadseresti langs Allétræerne kom Toldkontrolør Knagsted balancerende paa sin Cykel. Ude fra Landevejen havde han set Røgen og hørt Duret fra Lokomobilet; og saa havde han faaet Lyst til ogsaa at opfriske denne Barndomserindring.

- Hvad Fanden! raabte Proprietær Meincke fornøjet - Der har vi jo Toldetaten paa en Hverdag!

Og han sprang over Grøften fra Tærskepladsen, graa og støvet som de andre underjordiske:

- Ja, her arbejder vi! sagde han - Vil De ha' en Aktie med? Vi kan godt bruge en Mand til at ta' fra oppe ved Staksætteren.

- Duer ikke til det, hilste Knagsted - Goddag, Hr. Proprietær! Er bleven for stiv i Hængslerne ... Naa, hvorledes gaar det?

87

- Storartet! Bare Vejret vil holde sig, skal vi sige: tre Dage endnu, saa er vi færdige.

- Og Regnen?

- Naa-h, den har ingen Skade gjort! ... De spiser vel Middagsmad med?

- Tak, som byder.

- Ja, Pigebørnene er desværre ikke hjemme; de er ovre paa Storgaarden hos Werners; der holdes nok Fødselsdag ... Men hvordan Fanden er det, De er kommen til at se ud med al det Haar og Skæg. De ligner en Høstak!

- Ja, nikkede Knagsted - saadan gaar det: Lader man Haaret vokse, brummer de skaldede; og gaar man stærkt, knurrer de med Hjertefejl!

- Tak for den! lo Proprietæren. Han havde som sagt en meget høj Pande.

Et Kornlæs kom svingende fra Alleen ind paa Pladsen. Meincke saa paa sit Ur:

- Der er vel Tid til at løbe det igennem inden Middag, Jens?

- Hvad er Klokken? lød det oppe fra Læsset.

- Mangler tyve Minutter.

- Jovel, saa gaar det nok! Proprietæren vendte sig:

- Kom saa, Tolder, saa gaar vi op og netter vos. Det sætter Kvindfolkene jo Pris paa...

Da de var naaet op paa Gaardspladsen, kom Mine og Line ud af Gadedøren i Hat og Overtøj.

- Hva', er I ikke kommen af Sted endnu!

- Men, raabte Mine glad overrasket - der er jo Tolderen! Saa bliver vi hjemme.

- Nej vist gør I ikke nej! skændte Proprietæren.

- Jo, vi gør! sagde Line.

- Har I kanske ikke lovet at komme!

- Jo ... Men naar Tolderen er heri

- Jeg vil hellere være alene med Jeres Forældre ... smilede Knagsted.

- Fy! Det mener Du ikke!

88

- Gu' mener han saa. Skrup nu af med Jer, ellers kommer I for sent.

- Ja, naar I helst vil være fri for os ...

- Det vil vi! Farvel... og hils derovre.

- Farvel! raabte Line - Men vi skal nok snyde Jer! Hun hviskede Mine et Par Ord i Øret.

- Ja-h ...! lo Mine - Hurra-e! Og saa forsvandt de leende og vinkende omkring Hjørnet af Hovedbygningen ...

- Gud ved, hvad de nu har brygget sammen ... sagde Meincke - Men forsent kommer de da; nu piber den tolv. De Fruentimmer kan da heller aldrig passe Tiden. De havde lovet at være der præcis til Middag...

Lokomobilet hvinede gennemtrængende. Larmen fra Tærskeværket lagde sig lidt efter lidt, indtil den ganske døde hen; Høstfolkene kom klaprende i deres Træsko op over det stenlagte Gaardsrum. Spisetiden var inde.

Ærter og Flæsk; og derefter Pandekager. Ude i Folkestuen fik man det samme. Bare var Pandekagerne lidt tykkere ...

- Og vil De saa tænke Dem, fortalte Proprietæren, der var midt i en Historie - saa siger Apotekeren, at jeg skal gaa til Pastor Sørensen!... Pastor Sørensen! spør jeg, handler han med Arsenik! ... Har De kendt Mage: Pastor Sørensen skal give mig Lov til at sætte Arsenik for mine Rotter!

- Gik De saa til ham?

- Nej, saagu om jeg da gjorde! Jeg kan ikke døje den Person; han ser saa indeklemt ud.

- Men Meincke dog!

- Kan gerne være, Mor! men han ser saadan ud. Og jeg kan saa dejlig forstaa, at Konen rendte fra ham.

- Hun skal jo være bleven Beriderske ..?

- Og rejser Land og Rige rundt med Baronen ... Har De hørt noget om det, Knagsted?

- Nej... sagde Tolderen - Men hvad blev det saa til med Arseniken?

89

- Jo, jeg spurgte jo Apotekeren, hvad jeg skulde hos Præsten ... Jeg skulde op til ham med en Attest om, at jeg vilde omgaas forsvarlig med Giften og hverken æde sel\ af den eller forgive Kone, Børn, Pige, Okse eller Asen. Det skulde jeg skrive under paa med Haand og Segl og tre Fingre i Vejret. Og saa skulde Præsten derefter bevidne, at jeg var værdig til at faa Arsenik... Jeg tror Guhjælpeme, at Maren rider dem allesammen! Havde det endda været Borgmesteren eller Amtmanden, eller Dyrlæge Nannestad ... men Præsten!

- Det maa jo være en gammel Forordning, formodede Knagsted - fra den Tid, da man mente, at Præsten var den, der bedst kendte sine Sognebørn.

- Jamen den Tid er sgu da forgyldemig forbi for længe siden!... Og saa kommer han her, Pastor Sørensen, og standser mig paa Gaden og spør', hvorfor mine Døtre ikke er bleven konfirmerede? Hvad rager det ham!... Og hvordan vi tilbringer Juleaften!... Med Gaasesteg og Æbleskiver, Hr. Pastor, sagde jeg... og Juletræ og Punch og Drukkenskab og Halløj paa de gamle Nordboers Vis. Og vil Pastoren drikke med, skal De være velkommen!

- Du er nu lidt for haard, Adolf ...

- Nej, jeg er ikke, Mor ...! Hvorfor skal Præsterne ha' Lov til at være næsvise? Hvis jeg rendte rundt og snusede i andre Folks Affærer, saa fik jeg sgu paa Pusterøret ... Har De for Resten lagt Mærke til, Tolder, hvor forbavsende mange Præster, Højskoleforstandere og Bondepolitikere, der ligner kastrerede Ræve?

- H-nej, jeg har ikke ...

- Jo; og det tror jeg er paa Grund af, at de allesammen gaar rundt med en daarlig Samvittighed, fordi deres magre Gerninger svarer saa lidt til deres fede Ord.

- Og Rotterne? spurgte Knagsted.

- Rotterne? Hvad for Rotter?

- Dem, De vilde give Arsenik; hvordan lever de?

- I bedste Velgaaende! ... Jeg har tænkt at købe den første Præst, der dør her i Omegnen, og sætte ham for dem; saa fortrækker de sgu nok.

90

- Du er for slem i din Mund, Meincke!

- Naa er jeg det.

Fruen rystede paa Hovedet:

- Og saadan taler han ogsaa, naar Pigebørnene hører paa det.

- Ja, ha-ha! de skal lære at forsvare sig !... En Pandekage til, Tolder?

- Ja, Tak ...

- Hør, Mor, jeg tror, jeg fortæller Tolderen Historien om, da vi blev gift?

- Nej, aanej...!

- Er den morsom?

- Ustyrlig!

- Lad mig saa faa den.

- Nej, aanej, Adolf; Du maa ikke ...

- Naa, jaja, som Du vil... Hun er bleven saa rasende blyfærdig.

- Jamen, der er da virkelig ogsaa Ting... ikkesandt Tolder?

- Jovel saa, lille Fru Trine ... Jeg har ogsaa Hemmeligheder, som jeg nødig vil ha' røbet. Proprietæren lo svedent:

- Ja, pr. Eksempel den med "Thorvald" ... - Det er saamænd ingen Hemmelighed ... lo Knagsted tilbage.

- Skal vi saa sige Tak for Mad! sagde Meincke og satte i med et saadant Latterbrøl, at Folkene ude i Borgerstuen lo med og sagde: Der er dog ingen, der kan grine som Proprietæren ...

Klokken fire fik Høstarbejderne Mellemmad, og Herskabet Kaffe...

Knagsted havde været en Tur i Haven og ud paa Markerne. Hans sentimentale Sjæl havde ret basket rundt i Mindernes hellige Land, hvor han huskede hvert Træ, hvert Dige, hvert Hjulspor ...

Nu sad man om Kaffebordet i Dagligstuen:

- Derhenne ved det bageste Vindue stod Mors Forbøjning 91 med hendes Sybord, forklarede Tolderen - Og jeg kan huske ...

- Hyss! sagde Proprietæren og lyttede - Hvad er det for en Puslen ude i Entreen ...

I det samme blev der banket paa Døren. En ung Mand traadte ind, bukkede tavst og stillede sig ret op og ned ad Karmen til højre.

Mennesket var ved at kvæles af indvendig Latter. Hans Ansigt var hummerrødt, og han bed sig fortvivlet i Læben for ikke at sprække løs.

- Hvem er De? Hvad vil De?

Meincke drejede rundt paa Stolen, og Fruen rejste sig forskræmt.

Det kunde nemlig ogsaa se ud, som var Fyren ved Døren lige ved at briste i Graad ...

Saa bankede det igen. En ung Pige kom ind, nejede og stillede sig op til venstre.

- Hva' Satan ...!

Atter bankede det. Et nyt Mandfolk viste sig, bukkede og tog Plads ved Siden af Nummer et.

Saa kom der igen et Pigebarn. Og saa paa ny et Mandfolk.

Og saaledes blev det skiftevis ved. Fjorten Personer i alt.

Men da Nummer tolv stak Hovedet ind (det var Mine), gik der samtidig Hul paa dem alle, baade paa dem til højre og venstre, og de knækkede sammen i et mangefarvet Latterbrus, lys og løssluppent fra Pigerne, mere brummende og behersket fra Kavalererne.

Til sidst viste Christian Werner og Line sig. De kom paa én Gang. De andres Latter havde ødelagt deres Entré.

- Torsk! sagde Line - I maatte jo ikke le! Men de lo bare endnu højere, og hun stemmede selv i med:

- Kan I se, at vi narrede Jer, Tolder!

- Ja, det var Line, der fandt paa det! De talte i Munden paa hverandre:

- Vi er kørende herover i den store Char-à-banc!

- Den holder omme i Slippen!

92

- Vi listede ind i Entreen!

- Gud, hvor var vi bange for, at nogen skulde høre os!

- Line lukkede Badutte inde i Huggehuset, for at han ikke skulde gø!

- Gavstrikker! Gavstrikker! lo Proprietæren - Nu skal I ha' Kaffe!... Kopper og Kager, Mor!

- Jamen de unge maa hjælpe mig ...

- Ja, kom! raabte Line - Lad os alle fjorten gaa ud i Køkkenet og lave Kaffe!

- Ja-h-h ..!

- Nej, nej, nej! Ikke andre end mine to egne!

Fru Meincke og Døtrene gik; og der blev lidt mere Ro ..

- Sig mig, Christian, spurgte Proprietæren - hvor kan Du ellers være hjemmefra i Dag, de høster?

- Jeg har fri, fordi det er min Fødselsdag.

- Det er sandt: Gratulerer!

- Han bliver treogtyve Aar.

- Og Far har i Dagens Anledning udnævnt ham til Underforvalter! fortalte en af Søstrene.

- Gratulerer igen, min Dreng! sagde Meincke og trykkede hans Haand - Ja, det er saadan en Fyr som Dig, vi mangler her paa Gaarden. Mor har kun villet ud med Pigebørn.

- Det kan De være glad for, Hr. Proprietær! mente en af de unge Damer - Drenge er saa vigtige.

- Og dog kan I ikke undvære dem, ha-ha! ... Stil Jer nu op allesammen paa Rad, at jeg kan faa at vide, hvad I hedder 1... Christian, vil Du præsentere Dyrene ... Par og Par skal I staa ... Ja nogle af Jer kender jeg jo.

Selskabet stillede sig op, Christian Werner nævnede Navnene, og Meincke klappede de unge Piger paa Kinden:

- Ak ja! sagde han - Hvor ha'de man det dejligt i den Alder! Gudfaderbevares!

- Det er hørt! brummede Tolderen ... Saa kom de fjorten Kopper Kaffe og tre svingende Skaale Kager.

- Fyld i Lommerne, Børn! raadede Proprietæren - Det er rart at have Furage med paa Rejsen!

93

- Kan Du saa se, Tolder, spurgte Line, der var gaaet hen til Knagsted - at vi kom hjem til Dig alligevel, skønt Du jog os bort.

- Ja, det var pænt af Jer ... nikkede Tolderen og tog hendes Haand.

- Line! raabte Meincke, og han lo klukkende ved Ordene - Synes Du ikke, at Tolderen ligner en Høstak med al det Haar og Skæg?

- Jo! lo hun igen - Ved Gud, det gør han! Knagsted rejste sig og bredte Armene ud:

- Vil Du op i den?

- Nej, nej! skreg hun og trak sig bort som i Angest.

- Men Line dog ... tyssede Fru Meincke.

- Ja ... jeg ... jeg ved ikke ... Undskyld, lille Tolder ... sagde hun saa og gik tilbage til ham - Men Du saa virkelig saa glubsk ud.

- Ja, tag Dig i Agt, smilede han - jeg er farlig at komme i Lag med!

- Jeg tror næsten, Du er blevet det, ja... Aa, tag det Haar og Skæg af igen ..? bad hun indsmigrende - Jeg kan slet ikke kende Dig.

- Nej, smilede Tolderen - Ikke Tale om! Husk paa, hvordan det gik afdøde Samson ved en lignende Lejlighed ...

Da Kaffen var drukket og Kagerne spist eller puttet i Lommerne, satte Ungdommen sig op i Char-à-bancen, der imidlertid var kørt frem foran Døren.

De anbragte sig seks paa hver af Vognens lange Sæder og to hos Kusken, parvis tæt op ad hinanden ...

- Gudfaderbevares! sagde Proprietæren igen, da Køretøjet svingede ud af Gaarden - Hva' Mor!

- Ja, Meincke! nikkede Fruen - Det var dengang! Tolderen, der stod bag ved dem, nikkede ligeledes og sagde:

- Ja, det er Forbandelsen ved at have haft en lykkelig Ungdom, at man aldrig kan glemme den!

94

Om Aftenen efter endt Spisning sad de tre "Gamle" i Dagligstuen omkring det ovale Bord under Hængelampen og spillede Tremands-Whist.

Badutte laa i sin Kurv henne ved Kakkelovnen og sov. Tjenestefolkene var gaaet til Ro; der var dejligt stille i Huset...

- Det er Dem, der skal gi', Tolder ... Mor vadsker.

- Sig mig, Tolder, hvorfor er De egentlig aldrig bleven gift? spurgte Fruen.

- Ja-h, hvorfor, hvorfor, lille Frue ... Hvorfor er Badutte ikke bleven en Kommode?

- Et sødt lille Hunkøn ved Bord og i Seng er ellers ikke at foragte, mente Proprietæren og strøg sin Kone kærligt over Haaret.

- Om jeg saa havde syv, sagde Knagsted - jeg vilde ikke kunne holde det udi... Og saa er der ogsaa det, at en Kone ikke bliver yngre.

- Yngre ...? spurgte Fru Trine.

- Ja, efter Haanden som Manden bliver ældre, mener jeg... saaledes, at naar han for Eksempel blev 80, skulde hun være 10.

Proprietæren nikkede:

- Der er sgu noget om det...!

- Og desuden, endte Knagsted - vil man vedblive at være Gentleman, maa man forblive ugift. Kvinden drager nedad.

- Ha-ha! lo Meincke - Grand!

- Siger Du nu Grand igen, Meincke! Du snyder!

- Jeg vil gøre Dig opmærksom paa, at det er Knagsted, der har givet...

- Saa snyder han ogsaa! Det er ridderligt, maa jeg sige. Fruen sad med den Blinde ...

- Jeg drømte for Resten forleden Nat, at jeg var blevet gift, fortsatte Knagsted.

- Naa? spurgte Fruen interesseret - Med hvem?

- Ja, det ved jeg ikke ... Men De kan tænke Dem: hun vilde spise med ved Bordet!... Men saa vaagnede jeg, Gud være lovet!

95

- Ha, ha! lo Meincke igen - Kan Du stikke Hjerter Es, Mor?

- Har Du ogsaa det! Du har da alting! Nej, naturligvis kan jeg ikke stikke det l... "Spise med ved Bordet"? vendte hun sig til Tolderen - Mener De, at en Kone ikke skal spise med ved Bordet!

- Jo-h, det skal hun jo nu engang... desværre! og det er derfor, jeg aldrig har giftet mig. Det er det eneste Punkt, hvor jeg holder med Bønderne: de lader Madammen opvarte sig ... og selv spise i Køkkenet bagefter.

- Aa-r! Al det mener De jo slet ikke noget med.

- Gu' mener han saa, Katrine!... Klør Es, Dame, Knægt, Ti, Ni... Lilleslem! Hvorfor smed Du Kongen af før!

Fru Trine kastede Kortene:

- Banditter! sagde hun - I er et Par rene Banditter! Meincke lo og lavede sig en frisk Whisky:

- Du skulde ta' Dig en Sjus, Mor.

- Nej ... men giv mig en Cigaret.

- Ha, ha! Nu kommer der Liv i hende. Proprietæren hentede Cigaretterne inde fra Kontoret. Knagsted strøg en Tændstik.

- Naa, De kan altsaa være galant?

- Gudbevares, ja! Ved De, hvordan jeg engang behandlede en Dame, jeg traf ved en Koncert?

- Nej ...?

- Det var til Beethovens niende Symfoni i Koncertpalæet, da jeg boede inde i Hovedstaden.

- Aa-h, Beethovens Niende ...! sagde Fruen drømmende - Vi hører aldrig Musik herovre.

- Naa, hvad gjorde De saa ved Damen? spurgte Meincke.

- Jo, vedblev Knagsted - jeg har det jo med at se mig gal paa Folk... Saa sad der en Dame, en af disse lange, magre med Stanglorgnet, et Par Pladser fra mig... hun kunde for Resten minde om Borgmesterinde Rosenbaum ..

- Kundskabens Træ paa Gift og Galde! lo Proprietæren.

96

- I er jo ikke et Haar bedre selv! mente Fruen.

- Gu' er vi saa ... Videre Tolder!

- ... hende havde jeg altsaa længe haft et godt Øje til, fortsatte Tolderen - Hvergang der kom noget rigtig kønt, sukkede og stønnede hun, som om hun skulde have siamesiske Tvillinger, og forstyrrede ganske Andagten for os andre ... Og saa paa én Gang føler jeg noget stikke mig forfærdeligt paa Halsen; og da jeg griber til, faar jeg fat i en vældig Loppe ... Den kom naturligvis fra hende!

- Jamen, naar hun sidder tre Pladser borte... indvendte Fruen.

- Den kom alligevel fra hende; jeg kunde mærke det paa Biddet; den var skrupsulten, for paa hende havde der ikke været Pille at hugge ... Og ved De saa, hvad jeg gjorde?

- Ja-h, ja-h! godtede Proprietæren sig - Men fortæl det bare!

- ... Jeg rejste mig ... det var midt under Englekoret ... listede hen bag Damen og lod Dyret dumpe ned paa hendes Ryg. Hun var naturligvis nedringet, Bæstet! Og lidt efter skulde De bare have set hende begynde at klø løs ...! Jeg har aldrig foretaget mig noget, som har givet mig en saa dyb, sjælelig Tilfredsstillelse, forsikrer jeg Dem!

- Haa, haa-h! lo Meincke.

- De er jo ond! sagde Fruen.

- Ja, nikkede Tolderen - efter fattig Lejlighed!... De skulde ha' set hende vippe rundt paa Stolen... Og saa var hun tilmed saa snøret, at hun ikke kunde naa ind til Aastedet. Hun dunkede sig med Stanglorgnetten og forsøgte at bore den ned bag Korsettet, fægtede med Armene og hørte ikke et Ord af Musikken ... Til sidst blev hun vanvittig ... Og nu skal hun, efter Sigende, gaa rundt paa en Sindssygeanstalt og tro, at hun er Direktrice for et Loppeteater; og det er jeg glad ved, for saa er vi da fri for Kende!

- Ha, ha! lo Proprietæren - Du gi'r, Mor!

97

Da man stod ude i Entreen og tog Afsked, spurgte Fru Meincke:

- Sig mig, Hr. Knagsted, hører De aldrig noget fra Deres Ven Overlærer Clausen i Gammelkøbing?

- Sjældent; han er bleven hellig; og har ikke Tid til at give sig af med Smaating.

- Men han har det altsaa godt?

- Udmærket!

- Ja, nikkede Proprietæren dybsindigt - Nogle samler paa Frimærker, andre tror paa Jesus Kristus. Det kommer bare an paa at have en Kæphest! ... Hvad er nu Deres, Tolder?

- Jeg samler altsaa paa Kommaer ... Og De?

- Paa Mavebælter ... det vil sige af Cigarer!

- Og Fruens?

Fru Trine smilede genert:

- Jeg samler paa tomme Konservesdaaser, sagde hun - Aah, de kan bruges til saameget i en Husholdning!

- Ja, nikkede Proprietæren og gabede højlydt - enhver bliver salig i sin Daase! ... Godnat, Tolder! Kom snart igen!

Da Knagsted kom hjem i sin Dagligstue, fandt han paa Skrivebordet nedenstaaende to Breve:

Gammelkøbing, Septbr. 19 ...

Siger det gode og ikke det
onde, paa det I maa leve.

Amos 5.14.

Kære Knagsted!

Nej, jeg synes ikke om Tonen i dine Skrivelser. Den er Dig ikke værdig. Sig mig, hvem Du omgaas, skal jeg sige Dig, hvem Du er! Begrunde dette vilde blive altfor langt i et Brev, men det maa være nok at sige Dig, at jeg nu daglig i flere Aar har studeret Den hellige Skrift, og derfor synes jeg at føle, at jeg begynder at ane lidt - om Sandheden i Tilværelsen. Og med denne Sandhed har dine Breve ikke noget at gøre, fordi de kun beskæftiger sig

98

med Menneskene og Tingene, saaledes som disse synes at være, opfattede med dine bedrageriske legemlige Sanser, og fremstillet saaledes har de set fra et bibelsk Standpunkt intet med de virkelige Forhold at gøre og er derfor uden Interesse.

Dette vil Du selvfølgelig modsige, hvad jeg ikke kan fortænke Dig i; men optage en Diskussion herom, kan jeg ikke paatage mig, og en saadan vilde ejheller føre til noget Resultat. Læs Bibelen, kære Knagsted, saaledes har jeg gjort. Benyt en Time hver Dag hertil, og om % Aar har Du maaske læst Bogen igennem - uden at forstaa et Ord. Det skal Du imidlertid ikke bryde Dig om, thi derefter kommer Glæden ved Bogen og - saa kan vi tales ved.

Trænger Du til en aandelig Vejleder, saa henvend Dig til Pastor Michael Sørensen, som er en alvorlig og rettroende Mand, hvem jeg har hørt tale paa et Par Møder her i Byen og haft megen Opbyggelse af.

At blive ældre og klogere, skriver Du, er en Forbandelse. Aah nej! At blive ældre skænker jeg ikke en Tanke - maaske fordi jeg i de senere Aar føler mig yngre - og at blive klogere er en Velsignelse, naar man derved forstaar at blive visere. Naar Tilværelsens Mysterium efterhaanden gaar op for En, naar det efterhaanden klarer for Ens Bevidsthed, at der er Orden i "Livs-Hurlumhejen", som Du kalder det, ja, at der slet ingen "Hurlumhej" findes ud over den, man selv tænker sig og tror paa, saa bliver man visere og lykkeligere.

Din
Clausen.

Gammelkøbing, 14. Septbr. 19 ...

Gode Hr. Toldkontrolør Knagsted

Søby.

I al Høflighed skriver jeg disse Linier, for at bønfalde Dem, Hr. Knagsted, om De atter vil hjælpe mig jeg er nu kommet ud fra Hospitalet, og har ingen Verdens Ting det er saa smaat for mig. De erindrer maaske Hr. Knagsted at 99 jeg mistede min Arm i Canada, og saa en Dag, ja det er et helt lille Eventyr; tillod jeg mig en Torsdag Aften, at gaa ombord i Damperen Flora, Kaptajn Mikkelsen for jeg resonerede som saa, naar Du har mistet din Arm under engelsk Teretorum havde jeg ogsaa Ret til at opholde mig i Landet; men den gik ikke ingen Penge havde jeg; da vi vare midt ude i Nordsøen Fredag Eftermiddag puttede han mig i en Jolle, og sejlede mig over til den engelske Damper Zero med Kul for Gammelkøbing fra Hull, De kan tro Hr. Knagsted der stod jeg, som en slagen Mand, og saa Flora sejle ad England til, jo det var nydeligt. Nu var jeg blandt bare Engelskmænd, Tømmermanden undtagen, Kaptejnen ombord paa Zero Kaptain Frenche var uhyre flink, og lo mig godt ud for mit Eventyr. Men Kapteiri Mikkelsen sagde han vilde ingen Erstatning have for min Rejse, ombord, og Kaptein Frenche ligesaa; men da vi kom til Bolværket i Gammelkøbing, kom jeg alligevel til Politiet, men fik straks Lov at gaa, da De havde set mine Papirer, et stort gode var det at jeg kunde tale med Dem ombord paa Zero.

Jeg sender Dem her Hr. Knagsted et Billede af Hovedstaden i Canada hvor jeg mistede min Arm maaske at det kan interessere Dem.

Dette er hvad jeg har oplevet siden jeg skrev til Dem Hr. Knagsted, og nu er det min Bøn til Dem om De velvilligst atter vil hjælpe mig lidt i min Fattigdom. I Haab og med Bøn derom tegner jeg

Med den dybeste Agtelse

Christian R. Smit

Arbejdsanstalten

Gammelkøbing.

P. S.

Jeg vil dog ikke undlade at meddele at jeg har søgt Hr. Overlærer Clausen; han spurgte mig om jeg hørte til Menigheden og var Christen men da jeg dertil paa Tro og Love maatte svare Nej, bød han mig gaa.

100

Jokum, Hunde-Jokum, Knagsteds "Søn", havde sin Roman.

Han var avlet i Afrika og født til Verden paa Atlanterhavet.

Fru Rose Høberg, den bortflygtede Fru Alvildas Søster, som havde foræret Tolderen Dyret, havde paa en Sommerferierejse købt dets gravide Moder for 50 Centimer af en halvnøgen Araberdreng i Rue de la France i Algier.

Og Zoologen, Overlærer Hansen, ved Søby Latinskole paastod, at Hunden var faldet efter en Ørkenræv og en Foksterrier. Tilmed havde han belagt sin Paastand med et koloreret Billede af en lille, gul, spidssnudet afrikansk Ræv, der absolut syntes at være et Portræt af en af Jokums allernærmeste Stammefrænder ...

Knagsted sad en dejlig Solskinsdag og røg sig en Cigar paa Græsbænken nede ved Dammen i sin Have og saa paa Guldfiskene, der dovent svømmede rundt i Vandets Overflade.

Paa Bænken ved siden af ham laa Jokum med Ørene vagtsomt paa halv.

- Kan Du se Guldfiskene, Jokum, sagde Tolderen, der var midt i en af sin filosofiske og lærerige Samtaler med Sønnen - kan Du se Guldfiskene dernede i Vandet, min Dreng; de svømmer nu rundt og tror, at Guldfisk er det fornemste i Verden ... Og Du tror, at Bastarder af Ørkenræve og Foksterrier er Nummer ét. Se derfor er Du og Guldfisk nogle særdeles lykkelige og misundelsesvær ...

Jokum havde løftet Hovedet, Harmetottet over hans Halerod rejste sig, og Vreden gurglede hult i hans Hals, thi ovre i Villahaven paa den anden side af Vejen begyndte Borgmesterinde Rosenbaums Grævlingehund at gø.

Ogsaa Knagsteds Harmetot rejste sig. Den sad paa hans Hoved:

- Det er rigtig, Jokum, sagde han - skæld bare udi Det er en væmmelig Køter. Han ligner sin Madmoder. Jokum satte ned af Græsbænken og hen til Stakittet. Og nu begyndte der en sindssvag Rasen Dyrene imellem. 101 De viste Tænder og kæftede op, saa det gav Genlyd i alle Villaerne.

Saa aabnedes der en Dør, og en kælen, honningbelagt Kvindestemme sagde:

- Dobsy, Dobsy; kom min Dreng! Hvad vil Du dog bryde Dig om den væmmelige Køter; den ligner sin Herre!

Dobsy tav; Døren blev smældet i; og lidt efter kom Jokum sejrsstolt vandrende tilbage og hoppede igen op paa Græsbænken.

Harmetotterne lagde sig. Hund og Herre sank paa ny hen i Drømmerier ...

Saa lød der Trin paa Grusgangen bag Syrenbuskene.

Det var "Thorvald", Tolderens Husbestyrerinde.

Knagsted smilede og betragtede hende med Velbehag. Hun kunde vel være en fem-seksogtyve Aar, dertil pudset, pillen og velskabt. Kort sagt: appetitlig i alle Maader.

- Naa, lille Thorvald, spurgte Tolderen venligt - hvad vil saa Du?

Hun var standset nogle Skridt fra Bænken:

- Maler Neumanns Stuepige er her, sagde hun - og skulde bede Herren om at komme ud til Villaen saa hurtig som mulig; der er sket en Ulykke.

Knagsted rejste sig brat:

- En Ulykke! Hvad er det for en Ulykke? Thorvald begyndte at græde: - Der er Olga selv ... Og Olga Stuepige kom langsomt frem fra Grusgangen:

- Hr. Toldkontroløren maatte endelig komme straks, bad hun; hendes Stemme rystede, og Taarerne strømmede ned over hendes Kinder - Aa Gud, aa Gud, hulkede hun - hvem kunde dog tænke det! Vi hørte et Knald, og da vi saa kom ind i hans Værelse ...

- I hvis? I hvis?

- I Hothers ...

- Var han død?

- Ja, ja, ja ... den dejlige Dreng, den dejlige Dreng ...!

Og Pigerne græd om Kap ...

102

Knagsted satte sig øjeblikkelig paa sin Cykel og for, saa hurtigt han kunde træde til, ind gennem Byen og ud til Villaen ...

Den lille Laage i Havemuren ud mod Vibyvejen stod aaben. Olga havde glemt at lukke den. Tolderen sprang af Maskinen og næsten løb op igennem Haven, hvor Septemberblomsterne lyste festligt i rødt og gult, og hvor Stærer og Solsorter sloges i Rønnebærrene.

Paa Havetrappen stod Frank Neumann:

- Tolder, Tolder! sagde han og rakte som i Vaande begge Hænder frem - Olga har vel fortalt Dem det ...? Knagsted greb hans Hænder:

- Kære Ven, hvorledes er dog dette gaaet til ...

- Gaa ind til Sonja; hun er ganske ude af sig selv ... og jeg kan ikke ... jeg ... Saa skal jeg siden ...

- Er han død?

- Ak ja, ja ... Doktoren har været her ... Gud være lovet, han var død med det samme ... Aa, men gaa ind til Sonja ...

Knagsted gik ind igennem Spisestuen, hvor Bordet stod middagsdækket, og ind i Dagligstuen.

Der sad i Hjørnesofaen under Billedet af Rikke Skade og Madam Svendsen, der pludrende og leende drak Kaffe i Lysthuset ved "Det kolde Ben", gamle Fru Neumann og strøg uophørlig en rystende Haand over Sonjas Haar:

- Lille Sonja, lille Sonja ... gentog hun - saa kom dog til Dig selv ...

Men Fru Sonja hørte hende ikke. Hun laa paa Knæ foran den gamle Dame med Hovedet i hendes Skød, og græd skrigende, hæst uafbrudt, uden Ophør, som havde hun ikke længere nogen Vilje:

- Jeg forstaar det ikke, jamrede hun - Hother, Hother, jeg forstaar det ikke ... Hvor kunde Du gøre det, hvor kunde Du gøre det ... Som vi dog allesammen holdt af Dig ...

Og atter tog Graaden og Skrigene fat.

Den gamle Frue saa hjælpeløst op paa Knagsted: -

103

Prøv at tale til hende ... bad hun - Frank har forsøgt ... og jeg har forsøgt ... Sonja, lille Sonja dog ...!

Knagsted satte sig i Sofaen og tog en af Fru Sonjas Hænder.

I samme Øjeblik hørte man fra Haven Elses glade Stemme:

- Mirja! Mirja!

- Tja-e ...! Fru Sonja for op:

- Jeg vil ikke se hende! Jeg vil ikke se de andre! Jeg holder det ikke ud ...!

- Nej, nej ... Kom lad os gaa ind til mig ...

Og den gamle Frue lagde en Arm om Svigerdatterens Liv og førte hende med sig bort gennem Kabinettet og ind i sit Soveværelse ...

- Mirja! Mirja!

- Tja-e ...!

- Hyss, lille Else ... lød Frank Neumanns Stemme ude fra Trappen - Mor har Hovedpine og ... og Hother er syg.

Knagsted gik derud.

Else stod foran Faderen og saa opmærksomt op paa ham:

- Du er vist ogsaa syg ...? sagde hun.

- Ja ... lidt ...

- Kys mig ..? bad hun og strakte Armene frem. Han løftede hende op til sig og kyssede hende.

- Dig osse, Onkel Tolder ...

Knagsted kyssede hende. Hun slog Armene om hans Hals og brast i Graad.

- Men Else dog, hvad er der i Vejen?

- Jeg véd ikke ... hulkede hun - men jeg kan ikke la' være ...

Erik kom trillende med sit Tøndebaand. Han havde en Bog under Armen og fløjtede mod Sky.

Da han fik Øje paa Alliken, som havde sat sig paa Kanten af den aabentstaaende Havedør, raabte han:

- Mirja, Mirja! Goddag Jomfru Mirja! Her er jeg!

104

- Tja-e ...! skreg Fuglen tilbage.

Maleren gik ned til ham og tog stille hans Trillebaand: - Husk paa ikke at gøre for megen Larm i Dag, lille Erik ... Mor og Hother er syge.

- Ja ... sagde Drengen - Er det derfor, Du ser saa hvid ud i Ansigtet?

- Ja ... Neumann strøg ham over Kinden - Aa, Tolder, sagde han saa - hvad skal jeg gøre ved de Børn? Jeg kan ikke sige dem det nu straks ... jeg ...

- Er Hanne hjemme? spurgte Knagsted.

- Nej ... hun er ikke kommen fra Skole endnu.

- Der kommer hun! sagde Erik og pegede ned mod Døren i Muren, hvor Hanne netop viste sig fulgt af Knud. De lo og støjede og "sidstede" hinanden og kunde ikke skilles. Indtil Knud endelig smuttede ud og slog Døren i efter sig.

Hanne kom dansende op ad Havegangen. Hendes knæ slog imod Skoletasken. Det lød som Trommeslag. Og dertil nynnede hun et Par Verslinjer, som Fru Sonja altid sang, naar Neumann drog ud i Omegnen for at male:

Vittevittevit, min Mand er fløjet!
Vittevittevit, hvor fløj han hen?

- Er Hother kommet? raabte hun saa - Goddag, Onkel Tolder!

Knagsted tog Tasken fra hende og sagde saa roligt som muligt:

- Hør, lille Hanne, Du er jo en fornuftig Pige; kan Du nu straks med det samme tage Erik og Else med Dig og gaa hjem til mig og sige til Thorvald, at hun skal give Jer noget at spise, og at I skal blive der i Eftermiddag.

- Jamen mine Lektier?

- Dem kan vi senere tale om.

Pigebarnet saa op paa ham: - Hvorfor staar Far med Ryggen til og siger ikke noget?

- Skal vi blive hos Dig hele Eftermiddagen? spurgte Else og hendes Ansigt lyste.

- Ja.

105

- Lige til i Aften?

- Lige til i Aften, ja; og i Nat med.

- Sikken et Sjov!

- Og maa vi ta' Mirja med? spurgte Erik.

- Ja-

Hanne var gaaet hen til Faderen:

- Hvorfor staar Du hele Tiden med Ryggen til? Neumann bøjede sig hurtig ned over hende og kyssede hende:

- Gaa saa, lille Pige ... sagde han - gaa saa!

- Jamen, Far ... Du har jo grædt ...

- Hother er syg, lille Hanne .... meget syg, forklarede Knagsted - Plag nu ikke din Fader mere, men tag de to smaa med Dig og gaa, som jeg har sagt ... Jeg kommer snart hjem til Jer.

Hanne stod lidt og saa hen paa Faderen. Taarerne begyndte at pible frem bag hendes Øjenlaag:

- Kom saa Erik og Else .... Er det farligt med Hother?

- Nej ... ja ... ja, det véd vi ikke endnu, sagde Knagsted - Men gaa nu lille Ven.

Og Hanne tog Børnene ved Haanden og gik langsomt med dem tilbage gennem Haven.

- Mirja! Mirja! Kom! Du skal med! raabte Erik.

- Tja-e ...! skreg Fuglen henrykt og baskede efter dem ...

Kære Far og Mor!

I maa ikke blive vrede paa mig, naar I læser dette og har erfaret, hvad jeg har gjort. Jeg ved jo godt, at det vil gøre Jer meget ondt, at jeg selv berøver mig Livet, men jeg kan ikke holde ud at være til længere. Nu skal jeg fortælle Jer, hvad der er i Vejen, at I kan vide det, og hvorfor jeg skyder mig; det er fordi, at jeg ikke er den rene og gode Dreng som I altid tror, jeg er. Jeg har en snavset Tankegang, men det véd I ikke, for jeg har kæmpet meget for at skjule mit sande Indhold i den sidste Tid. Men saa var det forleden i Sommer engang, at jeg kom ned paa Legepladsen, 106 og Hanne sad der i Gyngen uden Klæder paa, som hun jo altid plejer ligesom de Smaa og gyngede. Hun saa mig ikke, og jeg vilde ogsaa straks gaa min Vej igen, for det passer sig jo ikke at se paa saadant noget saa stor og voksen som jeg er; men jeg blev alligevel staaende, jeg kunde ikke gaa, og hun gyngede højere og højere og stak sine Ben lige i Vejret imod den blaa Himmel, og saa lidt efter sprang hun ned og gav sig til at lege med de smaa; og jeg gik min Vej ned til Vandet og ud paa Markerne langt ud, og derfor var det, at jeg kom for sent hjem til Middag den Søndag, I nok kan huske; men da fejlede jeg ingenting, det var først, da jeg kom op paa mit Værelse og skulde læse Lektier, at det begyndte; og det var, at jeg slet ikke saa Bogstaverne i Bøgerne, men bare hele Tiden Hannes bare hvide Ben imod den blaa Himmel; og naar jeg lukkede Øjnene, saa jeg dem ogsaa, og da jeg slukkede Lyset; og hele Aftenen medens vi var nede at spise og bagefter inde i Dagligstuen, saa jeg dem henne i Krogen over Sofaen og paa Gardinerne og oppe paa Loftet; og kan ikke Mor huske, at Du spurgte mig, hvorfor jeg var saa bleg, da jeg skulde i Seng; det var fordi jeg var saa bange, fordi jeg skulde være alene. Og ganske rigtig, da jeg kom i Seng og havde slukket Lyset, saa jeg Benene igen, og det er blevet værre og værre, for hver Dag der er gaaet, og jeg kunde næsten ikke taale at se Hanne, for jeg syntes, at det var hendes Skyld, og jeg korn saa godt som næsten til at hade hende. Og nu er det over en Maaned siden, og det er ikke bedre, og jeg kan ikke holde det ud, at være saadan en Gris i mine Tanker, og derfor vil jeg ikke leve længere for ikke at gøre Jer mere Sorg. Lev nu allesammen vel, I og Erik og Else, og tænk ikke mere paa mig, for jeg er det ikke værd.

Eders Søn Hother.

I siger det naturligvis ikke til Hanne, at jeg hadede hende, og at det næsten var hendes Skyld, at jeg døde, for hun kan jo ikke gøre for det, at hun er en Pige.

107

Knagsteds Haand sank med Brevet ned i hans Skød ...

Han og Maleren opholdt sig i Atelieret, Tolderen sad paa Divanen, og Neumann gik rastløs op og ned ad Gulvet.

Alle Væggene hang fulde af Studier og færdige Billeder; store og smaa Lærreder, hvorpaa Børnene legede og sprang nøgne omkring. Og Malerens muntre og friske Livssyn havde lagt sorn en sollys Festglans over dem alle ...

Neumann tog Brevet ud af Tolderens Haand:

- Har De lagt Mærke til, spurgte han - at ikke med et Ord nævner han Pastor Sørensen?

- Pastor Sørensen ...?

- Ja; og jeg finder, at alene dette lille Træk viser, hvilken prægtig Karakter Hother var.

- Pastor Sørensen ...? gentog Knagsted - Hvad har han med det at gøre ...?

- Jo, jeg mener, at det er ham, der med sine svinske Fantasier har jaget min Dreng i Døden! Han var nemlig begyndt at opsøge Hother og holde Taler for ham.

Tolderen rystede stille paa Hovedet:

- Kære Neumann, jeg maa gentage, hvad jeg sagde sidst, vi talte om denne Sag: Præsten har handlet i den bedste Mening.

- Saa er det en skidt Mening og en pervers Mening; og det agter jeg at gaa hen og sige ham!

- Det skulde De ikke gøre, kære Ven; han vil ikke forstaa Dem... Han har jo kun fulgt sin Religions Forskrifter.

Maleren standsede brat foran Vennen:

- Sin Religions Forskrifter ... gentog han ophidset - Ja, netop! Havde Jesus været gift eller blot en Smule normalt forelsket, vilde Livet have været langt lettere for os andre at leve; men nu gik han bare altid der og omgav sig med Mandfolk.

- Maler, Maler ...! sagde Knagsted advarende.

Men Neumann lod sig ikke standse: - Det er kristelig set ligefrem "fornemt" ikke at vide af, at der eksisterer mere end ét Køn! vedblev han - Og en Dødssynd er det 108 at se hinanden nøgen. Prøv De at spørge enhver som helst Præst, om han har set sin Kone nøgen, saa vil han forfærdet sige Nej og slaa Kors for sig!... Alt Hykleri har sit Udspring fra Religionerne!

Knagsted tog blidt Maleren i Armen og trak ham ned paa Divanen ved Siden af sig:

- Vær nu rolig, kære Ven, sagde han - vær nu rolig... Jeg kan saa godt forstaa, at denne forfærdelige Ulykke...

Men Neumann sprang igen op. Og idet han strakte sine knyttede Hænder frem i Luften, jamrede han:

- Hvad skal jeg gøre ved den Præst, hvad skal jeg gøre ved den Præst! At tænke sig, at han ikke alene har myrdet min dejlige Dreng, men har ødelagt alt Liv og al Fremtid for os andre! Sonja bliver aldrig, aldrig Menneske mere efter dette ... Hother var hendes Yndlingsbarn, hendes Haab, hendes Stolthed ...!

Uden Hjælp og uden Raad sad Tolderen der paa Divanen foran ham:

- Tiden læger alle Saar, Maler, forsøgte han i sin Raadløshed - Og saa har De jo desuden Deres Kunst...

- Det er ikke mig, der er Tale om, sagde Maleren haardt - Jeg er jo kun Hothers Far... det er Sonja, Sonja ... den arme, arme lille Sonja ...!

Idetsamme blev der banket paa Atelierdøren:

- Hvem er detJ spurgte Knagsted opskræmt. Olga Stuepige kom ind:

- Pastor Sørensen spør', om Herskabet er at faa i Tale ...

Maleren sprang hen imod hende:

- Hvem, siger De?

- Pastor Sørensen ... gentog Pigen og trak sig forskrækket et Skridt tilbage.

- Præsten ...!?

Det lød som et Skrig; og havde ikke Knagsted i samme Nu hugget sine Hænder fast i Malerens Skuldre og af al Kraft holdt ham tilbage, var Frank Neumann rimeligvis faret ud i Entreen og havde slaaet Præsten i Gulvet:

109

- Slip mig! skreg han - Slip mig!

- Men Neumann, Neumann, bedste Ven, saa kom dog til Dem selv ...! Sig til Pastoren, vendte Knagsted sig derpaa til Pigen, som stod bleg af Skræk - Sig til Pastoren, at Herskabet tager ikke imod, og at han ikke skal ulejlige sig herhen oftere; jeg skal komme hen til ham en af Dagene ...

Olga gik.

Endnu holdt Knagsted Maleren fast. Men da Entré- døren var smækket i, løsnede hans Arme sig, og Frank Neumann sank slapt sammen ned paa Divanen ...

Septembersolen faldt ind igennem det skraa Ateliervindue og skinnnede hen over det store Billede nede fra Sundet, hvor Børnene sprang jublende rundt, saa at Vandet stod i Sprøjt omkring dem ...

Malerens Øjne var lukkede, og Hovedet holdt han bøjet ned imod Brystet:

- Og véd De, Tolder ... begyndte han (hans Stemme lød sagte og anstrengt, næsten som trængte Ordene sig frem imod hans Vilje) - Ved De, at denne samme Præst i sin Tid har forført sin Kone, da hun endnu kun var fjorten Aar... og levede sammen med hende som sin Elskerinde, indtil hendes Forældre opdagede det ...!

- Hvad er det dog, De fortæller, Menneske ...? spurgte Knagsted.

- Ja ... nikkede Maleren.

- Og hvoraf ved De det? Hvem har fortalt Dem det? Frank Neumann tav et Øjeblik: - Jeg ved det... sagde han saa.

- Fru Alvilda? spurgte Knagsted - Hun som nu er løbet sin Vej fra ham?

- Ja.

- Har hun selv fortalt Dem det?

- Nej.

- Hvem da?

Atter tav Maleren. Men saa kom det undvigende, ligesom genert:

- Rikke Skade ... medens jeg sad og malede hende ...

110

- Og hvor havde hun det fra da?

- Fra Marie Rullekone, som selv havde hørt Pastorinden slynge sin Mand det i Ansigtet.

- Jamen, kære Neumann, saadanne to Sladrekællinger. Maleren løftede Hovedet:

- Jeg troede det heller ikke den Gang, sagde han - Men nu tror jeg det; jeg ved ikke hvorfor, men nu tror jeg det.

- Det er, fordi De vil tro det.

- Kan gerne være; men jeg tror det altsaa ...

- Arme ulykkelige Mand ... sagde Knagsted uvilkaarlig.

Men det var Præsten, han tænkte paa.

Og da han var kommen hjem om Aftenen og sad i sin Stue med sin Whisky, efter at de smaa Malerbørn var bragt til Ro oppe paa Gæsteværelset, sagde han til sin firbenede Skriftefader og fortrolige:

- Jokum, sagde han - vor lille, kære Ven, Hother Neumann er død i Dag.

Og hør nu godt efter, Jokum, og forstaa det, om Du kan!

Han har dræbt sig selv, fordi en Præst sagde til ham, at det strider imod Religionens Bud og moralske Forskrifter, at Mand og Kvinde stundum finder Behag i at se hinanden nøgne.

Men samme Præst, lille Jokum ... hører Du! ... samme Præst har i sin Tid forført et fjortenaarigt Pigebarn og gjort hende til sin Elskerinde ...

Lirum, Larum Katten gør Æg! Hva'!

Jeg har nu levet i over halvtredsindstyve lange Aar; og endnu har jeg ikke forstaaet et Kvidder af den hele Hurlumhej.

Har Du?

Nej? Vel?

Og ved Du hvorfor?

Fordi ingen af os er Kristne, saaledes som for Eksempel 111 Pastor Sørensen, Borgmesterinde Rosenbaum og Overlærer Clausen er det.

De forstaar det nemlig fra Begyndelsen til Enden ... og længere endnu.

- Og dog, lille Jokum, endte Knagsted og stirrede drømmende ned i sit Whiskyglas - og dog elsker vi denne store, skønne, meningsløse, forfærdelige Verden ...!

Lirum, Larum, Katten gør Æg!

- Læs! kommanderede P. A. Birk. Og Frøken Solberg læste:

- " ... De to Brødre, der bemægtigede sig hver en Cykel i Lundegaard Hegn den Ilte i forrige Maaned, har nu faaet deres Dom. Den lyder paa Vand og Brød i henholdsvis 2 Gange 5 og 5 Dage; men de er bleven betinget benaadet, saaledes at Straffen ...

Købmanden hug Kanonen i Stolearmen:

- "Betinget benaadet" ....! vrængede han - Hvad skal den Humbug til! Naar de har faaet deres Dom, skal de saagu straffes! Landet bliver til sidst fuldt af "betingede" Tugthuskandidater! ... Videre! Men noget andet; det vil jeg ikke høre mere om.

Frøkenen læste:

- "... Fra en Brandtomt i Søderup blev der i April Maaned stjaalet en Kobberkedel, og Mistanken ...

- Fa'en med den skidt Kedel! ... Er der ikke noget med Penge?

Solberg søgte og fandt:

- "... Overretssagfører Søren Larsen og Kontorchef Fritz Meyer har faaet hver 120 Dages Fængsel for Bedrageri ..."

Pludselig lod hun Avisen synke:

- Jeg kan ikke forstaa, Købmand, at De bryder Dem om at høre om al den Sorg og Elendighed ... Og at Aviserne gider skrive det! ... Der skulde ikke staa andet i dem, end hvad der var godt og glædeligt.

112

- De mener kanske, at det hele bare skulde være Guld, Røgelse og Mørbradskær ...? Hvem tror De kerede sig om at læse det, hæ!

- Da er det da ved Gud Godheden, det kommer an paa mellem Menneskene, Hr. Birk.

- Saa-aah ...!

- Ja, det ved da den Evige, det er ... det er derfor vi lever.

P. A. slog ud med Haanden:

- Nunsens! sagde han - Vrævl!... Lad vos saa faa "Ulykkestilfælde"! Er der ingen af dem? Frøkenen krammede iltert Bladet sammen:

- Nej der er ikke. Og nu gaar jeg ud og laver til Middag.

- Ikke klysterisk, Solberg! ... Jeg vil ha' Dødsfaldene først!

- Saa maa Købmanden faa Morten til at læse dem; jeg gør det ikke. (Hun tog sig til Hovedet.) Jeg taaler det ikke, sagde hun - Hele Natten ligger jeg og drømmer om al det grimme, jeg maa sidde her og læse. Jeg farer op af Søvne og skriger. De maa ikke bede mig om det, Købmand. Jeg ser de forfærdeligste Ting for mig med Vand og Brød og Stejle og Hjul og Tugthuskældere og Alterens Sakramente ... De maa ikke forlange det af mig ...! (Her drog hun et favnedybt Suk og spurgte saa i ganske den samme dystertklagende Tone:) Skal det saa være Grønkaal med Gingansflæsk ... og Pandekager?

- Nej Ævleskiver! sagde P. A. indædt - Men hent først Morten!

- Vil Købmanden saa ikke med til Konsulens Fødselsdag?

- Nej, jeg ta'r ikke med til Fallitspillergilder; saa skulde han ha' det og hænge sin Hat paa senere.

- De er en grusom Fader ...! Nu sidder Toldkontrolørens Jokum igen ude i Gaarden og snuser efter Diana, endte hun.

- Ja--e, han har det ikke efter fremmede ..

- Hvad mener De?

113

- Ligger ikke Tolderen selv i Bigami med sin Husholderske, si'er de.

- At Købmanden kan faa saadanne Ord over sin Mund!

Solberg bruste hen imod Spisestuedøren.

- Hent først Morten! lød det fra P. A.

Frøkenen gjorde omkring og gik ud i Butikken, der stadig stod i direkte Forbindelse med Birks Lejlighed.

Et Øjeblik efter kom hun tilbage med Morten.

Han var Krambodlærling, 16-17aarig, lang, duknakket, mager, hvidhaaret, lysblaaøjet og med store af Sildelage glorøde Næver.

Fuld af Ærefrygt sneg han sig sidelæns ind i Stuen. Benklæderne naaede ham kun til Anklerne; Træskoene havde han sat af i Entreen og Strømperne var af tyk, graa Uld med hvide Hæle og Tær.

- Er det Morten? spurgte P. A. barsk og satte Kanonen paa ham.

- Jovel ...!

- Giv ham Avisen, Solberg; sæt ham paa Stolen, og vis ham Dødsfaldene.

Morten blev anbragt som befalet og begyndte at læse.

Hans Stemme faldt behageligt i Peter Arons Øren, thi den havde Købmandens egen landlige Klang af Mark og Hede. P. A. satte stor Pris paa denne Dreng, han genoplevede ved ham sin egen Ungdom, og han ønskede ofte, at han havde været hans Arvtager og Efterfølger i Stedet for den Paafugl af en Datter, Gud havde velsignet ham med.

- "... Herved bekendtgøres for fraværende Slægt og Venner," læste Morten - "at det har behaget Gud den Almægtige i Gaar at kalde til sig ..."

Frøken Solberg var brust ud i Køkkenet, hvor hun satte Johanne Kokkepige i Gang med Kaalen og Æbleskiverne.

Derpaa fôr hun ind paa sit Værelse og kom straks efter tilbage iført Hat, Kaabe og Handsker og fulgt i Hælene af Jordens ynkeligste Hønsehund, som hun førte i et 114 Baand. Den næsten kravlede efter hende i sin forskræmte Ydmyghed, mager, skidden og med rædde om Naade tryglende Øjne.

Det var en Fruerhund og dertil "løbsk".

- Uf! sagde Johanne - at Frøkenen vil gi' sig af med al det Hunderak!

Solberg overhørte Udbruddet. - Jeg har opspurgt Ejermanden, sagde hun - Det er Teglbrænder Svane. Dyret hedder Diana. Jeg løber om med det inden Middag.

- Saalænge der er Mennesker, der lider Nød, mente Johanne - saa si'er jeg, lad Fanden skøtte Dyrene!... Huit-ti kyste hun saa pludselig og baskede ud med Armene, saa at Hunden rædselslagen væltede ind under Køkkenbordet.

- Men Johanne dog, har De intet Hjerte!

- Hut-t! sagde Pigen igen - jeg vil ikke se det Spøgelse inden for min Køkkendør!

Og Dyret tumlede hovedkulds ned ad Trappen ud i Gaarden og trak Solberg efter sig.

Men derude sad Jokum ...

No. 241 - stod der at læse i Frøkenens Hundebog - brunplettet Hønsehund (Tæve), tilløbet 27/9; Ejer, Teglbrænder Søren Svane, Knæstræde 15. - Leveret tilbage 29/9.

Husene i Knæstræde var enetages, skæve og af Bindingsværk. De laa opad hinanden kælent som i en glad Rus og saa polisk henrykte ud med deres smaa skælmsk blinkende Vinduer. Men det var Løgn. Indenfor var der kun Fattigdom, Sorg, Nød, Svamp og Elendighed ...

En værkbruden Trætrappe uden Rækværk førte op til No. 15, hvor Teglbrænder Svane boede. Døren var en Halvdør, hvis øverste Del stod aaben, saa at man saa' ind i en Forstue næppe rummeligere og mere højloftet end en god Pakkasse stillet paa Højkant.

Til venstre i Forstuen sad en Dør ind til Lejlighedens eneste Beboelsesrum.

115

- Hvem er det ...? spurgte en sur Kvinderøst, da Solberg bankede paa og aabnede.

To halvnøgne Unger, en Dreng og en Pige, kravlede rundt paa Gulvet derinde og legede Hest.

Paa en Løjbænk under Vinduet sad Madam Svane og gav et Diebarn af Hankøn Bryst.

- Er Manden hjemme? spurgte Solberg - Vil Du væk! sagde hun saa og baskede efter Jokum, som trængte paa Diana og blev nærgaaende.

Børnene paa Gulvet indstillede deres Leg:

- Der er Jane ... sagde Drengen.

- Med en fremmed Dame ... sagde Pigen.

- Er Manden hjemme? spurgte Solberg igen - Her er jeg med hans Hund, som er kommen tilløbende.

En Stribe Sol faldt i det samme ind gennem Vinduet. Barnet ved Brystet greb smilende efter den.

- Hjemme ...? snøftede Madam Svane - Ved Frøkenen da ikke, at han er rendt?

- Rendt ...?

- ja ... til Hamborg med Marie Sønnichsen ... Der kom Brevkort fra dem i Torsdags med Bismark paa, at nu kunde jeg bide mig i Næsen.

Taarerne drev Konen ned over Ansigtet. En af dem faldt varm og tung paa Diebarnets Pande. Straks glemte Ungen Solen og stak i Graad.

Moderen ænsede det ikke.

- Ligefrem rendt fra Dem? spurgte Solberg rystet i sin Jomfrusjæl - Og her kommer jeg endda med hans Hund.

- Ja, den faar Frøkenen ta' med sig igen ... Her er ikke Føde i Huset til Mennesker end sige da til Dyr.

- Rendt fra Kone og Børn ...!

- Ja, ha'de man endda ikke været gift med ham! hulkede Konen.

- Det maa De ikke sige, Madam ...

- Jo, det siger jeg ... for saa ha'de man da kunnet faa Bidrag af det offentlige ... Vi ha'de de to, før vi blev gift; men saa vilde han jo giftes, det var lettere for ham; Loven ta'r sig jo kun af de uægte ...

116

- Hum ...! sagde Solberg - Men saa staa dog stille Hund! skændte hun og halede i Snoren.

Diana ønskede øjensynligt at komme i Lag med Jokum. Madam Svane gentog:

- Ja saadan er Loven ...

- Umuligt, Madam Svane.

- Saadan er Loven, jo!

- Jamen det er jo at sætte Præmie paa ... ligefrem paa ...

- Ja! Og derfor skulde En aldrig være gaaet hen og ha' giftet sig ...

- Saa! der slap Hunden løs! Diana, Diana!

Frøkenen for ud paa Gaden. Men Diana forsvandt i det samme oppe om Hjørnet ved Træhandlerens, stærkt trængt af Jokum.

- Ja, saa faar vi vel lade Diana skøtte sig selv ... sagde Solberg med et Suk - Hvor havde I ellers Raad til at holde Hund? spurgte hun, da hun kom ind igen.

- Det var Søren ... han var lisom han var tosset efter at gaa paa Jagt ...

- Jeg synes, De fortalte mig forleden, at De et Par Gange havde faaet Hjælp af Toldkontrolør Knagsted?

- Ja, det var osse Søren. Han skrev rundt omkring for at faa Penge til sine Søndagskalaser ... Han sa'e, han gik i Kirke. Det var paa saadan en Tur, at han traf Marie Sønnichsen ... Og nu sidder vi andre med Svien.

Solberg stod lidt og blankede, der kom hende noget vaadt i Øjnene.

Saa tog hun Portemonnæen frem og fiskede en Krone op:

- Jeg interesserer mig jo ellers mest for Dyr, sagde hun - Hver har nu sit ... Men værsgod ... Og saa ser jeg hen til Dem en anden Gang, for naar Øvrigheden ikke vil tage sig af Dem, saa maa vi andre.

Madam Svane huggede gridsk Pengestykket og spyttede paa det:

- Tak! sagde hun - Og til Lykke og Velsignelse! Frøkenen gik hen imod Døren:

117

- Ja, Hunden bryder De Dem vel saa ikke om at faa igen?

- Nej; vi er saamænd nok foruden ... Men kunde Frøkenen gøre noget til at faa Loven forandret, saa at ikke enhver Halløjtøs kan grine af en gift Kone, naar de møder En paa Gaden, saa ... Sig Tak til Damen Børn!

- Tak ... sagde Ungerne paa Gulvet. Dierten havde skraalet sig i Søvn. Solberg tog Afsked og gik ...

Da hun kom hjem i Købmandsgaarden, stod begge Hundene der. Og Jokum havde faaet sin Vilje.

Saa oprandt Bankdirektør Konsul Hagbart Wævers 50-aarige Fødselsdag ...

Men forinden hændte der noget, som bør berettes:

Kornet var kørt i Lade. Stubmarkerne laa gule og skinnende. Tærskeværkerne brummede fjernt og nær.

Der var dejligt at gaa ad Elmestien, som førte tværs ind gennem Løvenholms Marker. Den snoede sig op over Bakker og ned igennem Dale og rørfyldte Moser. Og i hele sin Længde var den paa begge Sider hegnet af højstammed Elmetræer, hvis ru Løv nu i det gryende Efteraar lyste gulbrunt i Solen ...

Knagsted kom en Formiddag trækkende ad Stien med sin Cykel. Han havde været en Morgentur i Løvenholms Skove og var nu for hjemgaaende.

Rundt paa Engene og de indhøstede Marker gik Gaardens rødbrogede Køer og græssede løse og utøjrede, kun vogtede af en lille livsglad Hyrdedreng, der sang mod Himlen og knaldede utæmmet med en gammel værkbruden Pisk ...

Men pludselig lød der et skingrende Kvindeskrig. Og da Tolderen skyndsomst bøjede om et Hjørne af Stien, saa han Borgmesterinde Rosenbaum komme flyvende i Rædsel ned over Markerne ivrigt forfulgt af Løvenholms store Præmietyr, som paa en eller anden Maade var sluppen løs af Stalden.

118

Efter Tyren igen benede Vogterdrengen raabende, skrigende, knaldende.

I et Sekund for den Tanke igennem Knagsteds Hjerne: Lad den bare stange hende! Men i næste Øjeblik satte han Cyklen fra sig for at styrte Damen til Undsætning.

Da saa han hende pludselig gøre Holdt, hurtig bøje sig forover, slaa Kjole og Skørter frem over Hovedet, flaa Benklæderne til Side og stikke sin sylformede, nøgne Bagdel frem imod Fjenden. Knagsted standsede: - Du almægtigste Skaber!

Vel havde han i sin Barndom hørt Abildtorpegaardens Tjenestefolk fortælle, at dette var det bedste Middel til at lamme en uvan Tyr; men aldrig havde han tænkt sig Tricket udført i Virkeligheden:

Og nu stod Borgmesterinden deri - Du almægtigste Skaber!

Da ser han Tyren stoppe op midt i sin Fart, stivnet, hypnotiseret, med Benene strittende til alle Sider og blodunderløbne Øjne, blændet af Damens Manøvre ...

I det samme springer Vogterdrengen til, griber fat i Tovet, der hænger ned fra dens Næsering, og raaber med høj Røst:

- Nu kan Borgmesterinden godt la' falde, nu har jeg ham!

Hvorpaa han resolut vender Bestiet og trækker af med det tilbage imod Gaarden ...

Knagsted var diskret smuttet bag en Busk. Og her fra saa lian "Sengeladet" skyndsomst ordne sine Klæder og sætte i Løb ad Søby til ...

Dette var Beretningen.

Hr. Toldkontrolør Knagsted

bedes føre

Fru Borgmesterinde Rosenbaum til Bords.

Tolderen havde inde i Dagligstuen holdt Kortet op for Næsen af Konsulinden:

119

- De ved jo, at jeg ikke kan fordrage det Fruentimmer!

- Ja ... Og hun heller ikke Dem! havde Konsulinden leende svaret og var forsvunden imellem Gæsterne.

I den store, hvidlakerede Spisesal var der dækket til 50; en Gæst for hver af Konsulens svundne Aar.

Selv sad han for Bordenden, høj, elegant, unærmelig, engelsk med Priorinden for det adelige Frøkenkloster, Emely von der Seele, ved sin Side.

Kammerherre Løvenfeldt førte Konsulinden. Borgmester Rosenbaum (en ganske lillebitte Mand) hans Datter Michaela; Folketingsmand Hansen-Højreb (i Dagens Anledning indforskrevet fra Hovedstaden) Fru Etatsraadinde Abrahamson, Lykkesgave, o. s. v. o. s. v....

Men den, der vakte mest Opmærksomhed i Selskabet, var dog Skovrider Treschau. Han havde aldrig været der i Huset før: Skulde der virkelig være noget om Rygterne ...!

Konsulen hævede sit Glas og saa ud over Forsamlingen:

- Mine Damer og Herrer, velkommen til Bords!

Foran hver Kuvert laa en Halvkreds af seks pragtfulde Orkidéer direkte ankommet fra Hovedstaden ligesom Folketingsmanden. Man sagde, at de havde kostet en Krone pr. Styk.

Tre femtenarmede elektriske Kroner lyste ned over Bordet. Og langs Væggen sad talrige Lampetter.

Borgmesterinden var i karmesinrød Atlask med sorte Kniplinger om Bryst og Hals for at skjule Tremmeværket:

- Hvad gi'r De mig! hviskede hun til Knagsted - Skovrideren!

- Ja, hvad han? brummede Tolderen med Harmetotten paa heel.

- At han kommer heri

- Hvorfor skulde han ikke det, naar han bliver inviteret? Det er jo et meget pænt Hus. Fruen kommer her jo selv.

- Hæ! sagde Damen og vendte sig til sin Sidemand, Stiftprovst Vedel ...

120

- Abrahamson ...? spurgte Folketingsmanden sin Borddame (han havde en klædelig Dialekt) - Abrahamson ... var det ham ... Kasper, der digtede?

- Ja, nikkede Etatsraadinden afmaalt - det var det!

- Og hvordan er Fruen saa kommen til at slaa sig ned her paa Egnen da?

- Vi arvede Lykkesgave efter en Onkel af min Mand.

- Det var saa en Gaard da, der svarede til sit Navn!

- Vi satte min Mands afdøde Onkel meget højt, Hr. Hansen!

- Ja-e ... ja, naturlig! ... Har De Børn?

- Ja, en Søn, der bestyrer Gaarden.

- Er det en stor Gaard?

- 500 Tønder Land ...

- Ja, min er kun paa 70 ... Skal vi smage paa Vinen? Skaal! Mig en Fornøjelse at ha' gjort Etatsraadindens Bekendtskab.

Hansen-Højreb tømte sit Glas til Bunds. Etatsraadinden nippede til sit.

Seks sortklædte, hvidkappede Piger serverede. Deres røde Poter var stukket i hvide Bomuldshandsker. Og disse undertiden igen i Saucen.

Menuen lød paa ti Retter Mad og otte Slags Vin.

- Jeg elsker Skildpaddesuppe! sagde Stiftprovstinde Vedel til Distriktslæge Claudius - Det gav Børnene os til vor Guldbryllupsfest.

- Ja, nikkede Distriktslægen, der helst tav under et Maaltid - det smager ogsaa godt ...

Isenkræmmer O. W. Fredriksen, Medlem af Menighedsraadet, rullede Næse og mente, at en kraftig, fladlandsk Oksekødsuppe slog alle Rekorder.

Men Overretssagfører Ivar Petersen, ("Potten" kaldet, fordi Kan kun var udstyret med ét Øre) havde en Gang i Berlin spist Kænguruhalesuppe, bare for at prøve, fortalte han Fru Mæglerinde Blom - og den smagte, forsikrer jeg Dem, fortrinligt!

121

- Kænguruhalesuppe ...! gentog Mæglerinden stødt - Ja, de skal jo ogsaa derude (hun mente uden for Fladland) spise Frølaar og ristede Snegle.

- Ja-ah! det havde Konsulinden engang faaet i Paris; men hun kunde ikke faa dem ned ... Vel Hagbart? raabte hun til sin Mand - Jeg kunde ikke faa de stegte Snegle ned?

- Nej! lo Konsulen med sin Automatlatter (det var, som blev der puttet en Tiøre i ham, og saa lo han tørt og træet: haa, haa, haa! uden at en Muskel rørte sig i hans Ansigt) - Det var et Syn at se min Kone! vendte han sig til Priorinden - Men forsøge vilde hun jo!

- Ufjafyda ...! sagde Priorinden.

Hansen-Højreb konverserede paa ny Etatsraadinde Abrahamson:

- Jeg har ogsaa digtet engang ... sagde han.

- Ja, saa ...

- Det var en Komedie ... den hed smen "Kongens Handske" og foregik i Riddertiden ... Jeg spillede selv med ... det var paa det gamle Teater i Grønby ... fyrretyve Aar siden ... Etatsraadinden kan vel ikke huske noget om det? Det gjorde da ellers Opsigt.

- Det vil jeg tro, sagde Etatsraadinden - Men jeg kan ikke huske det ...

- Ja for Alderen har de Da ... vi er vel ungefær lige gamle? sagde Folketingsmanden og skænkede sig det tredje Glas Sherry til Suppen. Han begyndte at blusse. Han var ingen Kostforagter, naar andre trakterede. Til Hverdag, naar han selv skulde betale, nøjedes han med en Dine til! Kr. 25 og en halv Skibsøl.

Toldkontrolør Knagsted sad stille hen og smilede. Line Meincke havde faaet Husets jævnaldrende Søn og eneste Barn til Bords. Han gjorde Stormkur til hende; laa halvt hen over hende og snakkede løs.

Line havde trukket sig saa langt tilbage paa Stolen som muligt og saa hjælpeløs ud.

122

- Frejlif ...! raabte Konsulinden manende tværs over Bordet.

Sønnen rettede sig og tav; men kun for et Øjeblik, saa tog han fat igen.

"Forsøgsdyret" hed han i Folkemunde, fordi han var kommen for tidlig til Verden og havde maattet tilbringe de første otte Uger af sit Liv i en Terrin med lunkent Mælk. Han var desaarsag aldrig bleven færdig, havde ingen "Form" faaet, saa ud, som var han lavet i et Akvarium; lignede en rakitisk Frø, mager, fladtrykt, med lange, slatne Arme og Ben, bred Mund og udstaaende Øjne. Ikke desto mindre ansaa han sig selv for at have Kvindetække; var lapset paaklædt, pomadiseret, soigneret og nærgaaende. Dog ubegavet var han ikke; tværtimod. Han kunde ofte sige onde og træffende Ting. Men desværre led han af epileptiske Anfald, som voldte, at han i lange Tider kunde ligge sløv og viljeløs hen ...

Line sendte Tolderen et fortvivlet Blik.

- Skaal! nikkede Knagsted tilbage for at trøste hende og løftede sit Glas.

- Skaal! Skaal! Hr. Toldkontrolør! lo unge Wæver smigret - Drik dog med Toldkontroløren, Frøken Meincke! sagde han og lagde en Haand paa hendes nøgne Arm.

Line gyste og rev Armen til sig. Hans Fingre var kolde og dertil klamme som vaade Handsker.

- Skaal! sagde Tolderen igen. Og saa drak de alle tre.

Stiftsprovst Vedel holdt Menuen en halv Alen ud fra sig:

- Fiskefilet a la Orly ... læste han.

- Stiftsprovsten holder af Mad? spurgte Frøken Løvenfeldt.

- Ja, bliv De først i inin Alder, lille Frøken! nikkede han tilbage.

Men Frøkenen hørte ham ikke. Hendes store, mørke Øjne gled stadig forskende over imod Skovrideren, der 123 ivrigt konverserede sin Borddame, Fru Overretssagfører Ivar Petersen, som lo og lo, saa morsom var han.

- Jo, fortalte Hansen-Højreb og tømte det andet Glas Mosel til Fisken - jeg har saamænd været flere Gange tilsagt til Taffels hos de to salig afdøde Fyrster; og jeg maa sige, at det gik til uden Spor af Dikkedarier, ganske borgerligt... Har Etatsraadinden været der?

- Ja, medens min Mand levede ...

- Hum... ja, nogen Fornøjelser gaar der jo altid tabt, naar man sidder Enke ... Ha, ha! lo han pludselig op - Se, hvor fine Konsulens Stuepiger er med Vanter paa! Det var de ikke engang ved Hoffet... Skal det være et Glas Vin til?

- Nej Tak, nej Tak ...!

Etatsraadinden holdt sin Haand skærmende over Glasset; men Folketingsmanden skænkede gavmildt løs alligevel, saa Vinen flød over Damens hvide Fingre:

- Ha, ha! lo han - De skal sgu ha' den!

Borgmesterinde Rosenbaum sad og legede med en af Blomsterne fra Bordet:

- Sig mig, Hr. Toldkontrolør, forsøgte hun paa ny en Tilnærmelse - hvad betyder egentlig Ordet Orkidé?

Det gav et Choc i Tolderen: - Kan jeg ikke sige Dem, Fru Borgmesterinde!

- Véd De det ikke?

- Jo ... men jeg kan ikke sige Dem det. Fornærmet vendte hun sig mod sin Sidemand:

- Vil Stiftsprovsten maaske?

- Hvilket?

- Sige mig, hvad Ordet Orkidé betyder? Den gamle Herre rødmede helt op under sit hvide Haar: - Det er græsk ... sagde han.

- Jamen, hvad betyder det?

- Det... det kan jeg ikke sige ... I det samme kom en af de bomuldsvantede anden Gang med Fisken. 124 Hansen-Højreb og Forsøgsdyret var de to eneste, som forsynede sig.

Frøken Løvenfeldt havde endelig fanget Skovriderens Blik og holdt det fast. Han hævede sit Glas og hilste.

- Skovrideren vil drikke med Borgmesteren ...! sagde hun og drejede Ansigtet bort.

Efter Fisken kom Oksemørbrad Bearnaise. Snakken og Larmen steg... og Temperaturen

- Konsul! raabte Kammerherren og løftede Champagneglasset. - De drikker ogsaa Louis Roederer extra dry, ser jeg!

- Selvfølgelig, Hr. Kammerherre ...! Tillader De ...?

- Mig en Ære ...! de tømte Glassene - Ah-h! nikkede Kammerherren - Superb! Den eneste, man kan drikke!

Hansen-Højreb rejste sig (lidt rød og vaklende) for at udbringe Fødselsdagsbarnets Skaal.

- De Bønder trænger sig da ogsaa frem alle Vegne! mumlede Stiftsprovsten. Han havde selv forberedt sig paa en Tale.

Folketingsmanden motiverede sin laudatio derhen, at Konsul Wæver var en Mand, der gik i Spidsen for Bevægelsen (dette tog Sigte paa Konsulens Omslag fra stok Højre til moderat Venstre) ... en Mand, der gik i Spidsen for Bevægelsen altsaa, og en Mand, der gav Byen Storstadssving ved sin Personlighed, sit Forretningstalent, sin Bank, sin "skjønne Bolig", sin rige Selskabelighed, sin "overdaa-di-ge Gjæstfrihed" ... Og han endte sin Tale med de Ord: Fordum tnaatte vi Bønder æde vor medbragte Mad i en lille Stue foran Købmandens Kontor; nu bliver vi sat til Højbords og beværtet sammen med andre Honoratiores! Det er den nye Bevægelse, og det er den, Konsul Wæver som en Førstemand deltager i; og det bringer jeg ham min Tak for!... Bankdirektør, Konsul og Kjøbmand Hagbart Wæver længe leve!

125

Da Hurraraabene var sagtnet af, faldt der i et Sekund som en underlig død Stilhed over Forsamlingen.

Men saa sagde Konsulinden ... hun sagde det ikke videre højt, men det klang i Tavsheden vidt ud over Salen:

- Jeg vilde nu have haft Bordmusik! sagde hun.

- Nej, nej!

- Jo, jo!

- Nej, saa kan man jo ikke høre Ørenlyd! lød det rundt omkring fra.

Og Snakken steg paa ny forløst imod Loftet:

- Har De hørt, at der kommer Cirkus til Byen!

- Er det Baronens?

- Ja.

- Jamen har De hørt, hvem der kommer med?

- Nej ...?

- Alvilda Magni!

- Hvem er det?

- Fru Sørensen ...! Pastorinden ...! Hun er bleven Beriderske nu.

- Det siger De ikke, Fredriksen!

- Jo ... Hendes Fader var noget lignende.

- Har Stiftsprovsten hørt det?

- Nej, jeg har saamænd ikke ...

- Og Frøken Løvenfeldt heller ikke?

- Nej ...

- Ah, engelsk Selleri med Marv!

- Det var nok en hel Tyrefægtning, ha, ha!

- Er det virkelig sandt, Hr. Kammerherre?

- Paa Ære! ... Vogter drengen saa det hele; og han har fortalt det til Fodermesteren.

- Gud-d ...!

- Hvordan bærer Malerens derude Sønnens Selvmord?

126

- Verdensfreden! Verdensfreden! Jeg blæser af Verdensfreden!

- Et Land maa da forsvare sin Selvstændighed!

- Kvindens fornemste Pligt er at være velskabt, Hr. Proprietær; saa Fanden med Klæderne!

- Agerhøns! Nu skal vi have Agerhøns!

- Ja, jeg har saamænd ogsaa digtet en Gang ... det var en Komedie... "Kongens Handske" hed den ... og jeg optraadte selv... Har Etatsraadinden ikke hørt om det...?

- Vil Stiftsprovsten saa ikke sige mig, hvad Ordet Orkidé betyder?

- Tør ikke, Fru Borgmesterinde, tør ikke ...!

- Frejlif! Du maa ikke plage Frøken Meincke!

- Og saa kan De tænke Dem, han kalder hende "Thorvald"!

- Og vi her i Byen, der er saa rene!

- At gamle Birk vil finde sig i Solbergs Hundekommers!

- Har De aldrig elsket?

- Joh, morderlig!

- De er søde, de to smaa Frøkener Meincke.

- Det er et Binyrepræparat, Fru Stiftsprovstinde.

- En Dame gaar kun til Bæltestedet; og saa begynder hun igen ved Knæene. Gud maa vide, hvordan hun bærer sig ad med at faa Børn!

127

- Næmen se Hansen-Højreb! Hvad gaar der af harn! Er han fuld! Han er ganske grøn i Ansigtet!

- Stratsburger Gaaselever Postej Aspic ... Hvad er Aspic for noget....?

- Arme Frøken Løvenfeldt, først Pasforinden og nu Konsulinden!

- Sikken et Ædegilde!

- Var der Østers i Saucen?

Blind Høne kan ogsaa finde en Hane!

- Drikker Borgmesteren ikke Champagne?

- Næmen se, se dog Folketingsmanden! Jeg tror, han er ved at kaste op!

- Men Du gode Gud sikken Skandale!

- Ja det har De da ved Gud Ret i!

Kammerherre Løvenfeldt slog paa sit Glas, rejste sig og udbragte et Leve for sin "skønne Borddame, den evigunge Konsulinde, Hustruen, Moderen, den gæstfri Værtinde"...

Lidt efter bad Overretssagfører Ivar Petersen Selskabet tømme et Glas for Sønnen, "det unge Haab, Familienavnets hidtidige eneste Fremtidsbærer".

Saa kom Vanterne med Desserten: Omelet surprise, Vindruer, Nødder, kandiserede Frugter, Chocolader ... Sherry, Madeira, Portvin ...

Lige idet Konsulen skal til at byde Velbekomme, rejser Etatsraadinde Abrahamson sig med et Udraab, og man ser hendes Bordkavaler Hansen-Højreb tumle ned igennem Salen og forsvinde i Entreen.

128

I den Forvirring, som derved opstaar, bøjer Borgmesterinden sig hurtig frem mod Stiftsprovsten og hvisker:

- Sig mig det saa, Deres Højærværdighed?

- Hvilket?

- Hvad betyder Ordet Orkidé?

Og Stiftsprovsten, der er bleven glad og fordomsfri ved Maden og Vinen, hvisker tilbage:

- Det er noget ved os Mandfolk, som man ikke gerne nævner, Fru Borgmesterinde.

- Ah ...! Saa véd jeg det, saa véd jeg det!

- Nej, "De ta'r fejl, kære Frue ... det er det, der hænger nedenunder!

Stolene skubbedes tilbage ... Taflet hævedes ...

Endnu før Kaffen var drukket, aabnedes Fløjdørene ind til Havesalen; Dansen skulde begynde. To Violiner, en Fløjte og et Fortepiano arbejdede paa Livet løs ...

Line Meincke var heldig sluppen væk fra unge Wæver og sad nu og snakkede og lo sammen med Søsteren Mine og Christian Werner, som havde haft hinanden til Bords.

Da stod Forsøgsdyret pludselig igen foran hende:

- Frøken, sagde han og lagde hendes Arm i sin - vi skal aabne Ballet.

- Jeg har lovet at danse med Christian Werner ... lød det hurtigt.

- Man danser første Dans med sin Bordkavaler. Werner skal danse med Deres Søster. Line trak Armen til sig:

- Jeg er træt ... jeg vil hellere vente ... Men han fangede hende ind og bøjede sit Ansigt tæt ned over hendes.

Line udstødte et Skrig og kæmpede for at komme løs.

- Frejlif dog! Hvordan er det, Du behandler den unge Pige!

Det var Konsulinden, der var ilet til. Hun kendte Sønnens Ubeherskethed fra Tjenestepigernes Klager.

Drengen vendte sig om imod hende. Hans Frøøjne skinnede ondt:

129

- Pas Du din Skovrider! sagde han og trak af med Line ind i Balsalen.

Ungdommen sluttede sig til, Par efter Par Salen rundt. Det var Jokum den Syttendes Honnørmarch, der spilledes.

- Og her staar Husets skjønne Værtinde saa ensom og alene ...! sagde Hansen-Højreb, han kom bleg og svedig ind fra Entreen - Mon De ikke kunde skaffe mig en god stærk Kop Kaff, Fru Konsulinde?

- Jo .. jo .. nu skal jeg..! og Konsulinden skyndte sig bort igennem Stuerne.

- Der er Folketingsmanden ... Der er Hansen-Højreb ... Saa har han dog klaret den! hviskedes der rundt omkring fra Grupperne.

- Ja, vi fandt ham ude paa W. C.; han laa paa Knæ og ... Staamigbi! ned i Kummen! oplyste O. W. Fredriksen - Vi vilde ha' ham til at lægge sig lidt paa en Chaiselongue, eller køre hjem ... Men tror De, Manden vilde!

- Og en Kunjak; raabte Folketingsmanden efter den flygtende Fru Wæver - En Kunjak til Kaff'taaren, bitte Frue!

Konsulen kom gaaende elegant, stilfuld, engelsk fra Herreværelset. Han holdt fire Kort vifteformet anbragt i den fremstrakte Haand:

- L'hombre? spurgte han - Whist? Bridge?

Fra Havesalen lød taktfaste Klavertoner. Nu polkeredes der.

Lige inden for Døren sad Borgmesterinden omringet af en fem-seks Damer. Hun ragede op imellem dem som Stangen i en Platmenage og hug Øjnene i de dansende, efterhaanden som de kom forbi.

- Naah! sagde hun - Endelig har de da fundet hinanden!

Damerne fulgte hendes Blik.

130

Det var Skovrider Treschau og Frøken Løvenfeldt, der havde vakt hendes Interesse. Tavse gled de frem over Gulvet. Et skønt Par; høje og ranke, som skabte for hinanden. Hun laa hengivent i hans Arm; Hovedet let tilbagelænet, bleg med Øjnene halvt lukkede, medens Skovriderens lange Vildmandsskæg strøg ligesom kærtegnende frem og tilbage over hendes nøgne Hals.

- Næ! sagde Borgmesterinden - Dette er dog ...!

- Og se Konsulinden! hviskede Fru Overretssagfører Petersen - Se Konsulinden!

- At hun dog ikke kan beherske sig! sagde Mæglerinde Blom.

Fru Wæver stod i Døren til Dagligstuen som hypnotiseret af det dansende Par.

- Mor! raabte Frejlif, der strøg forbi med den yngste Frøken Blorn - Mor! raabte han og lo kvækkende - Er Du faldet i Trance!

Konsulinden gjorde hastig omkring og forsvandt.

Hansen-Højreb havde arrangeret sig med sin Kaffe og Kognak inde i Kabinettet. Nu var han igen helt Karl for sin Hat. Farven var vendt tilbage paa hans Kinder:

- Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde! lo han svedent og pegede rundt paa Kammerherre Løvenfeldt, Stiftsprovst Wedel, Bryggeriejer Sandberg og sig selv - Før var det Jer ... nu er det vos!

- Politik er Svindel! sagde Stiftsprovsten - Jeg har aldrig villet give mig af med Politik.

- Kommer Bondemand til Ære, han ved ej, hvordan han skal være! citerede Løvenfeldt rød i Kalotten.

- Jo, han ved, Kammerherre, jo han ved, gnækkede Højrebet - Han la'r Jer snakke, og saa handler han imens!

- Handler, ja! Men mon til Fordel for andre end sig selv!

- Var I kanske den bare Opofrelse, da I sad med Magten?

- Tales her Politik? spurgte Konsulen, han kom rolig og smilende ind fra Salonen - Det er ellers forbudt.

131

Hansen-Højreb rejste sig:

- Ja, lo han - De har Ret, Konsul! Det er sgu osse meget fornøjeligere at gaa ind og skære en Rundtenom med Smaapigerne.

Men da han var naaet hen i Døren, vendte han sig:

- Og naar vi nu osse faar smidt Jer ud af Landstinget, bitte Kammerherre, spurgte han grinende - hva' saa mon? Hæ!

Kammerherren vidste i sin Vaande ikke andet at svare end at rykke frern med Citatet fra før:

- Kommer Bondemand til Ære, raabte han - han ved ej, hvordan han skal være!

- Politik er Svindel! repeterede Stiftsprovsten.

Kun Bryggeriejer Sandberg, der hidtil havde forholdt sig tyk og tavs (Han var Medlem af Menighedsraadet), kom frem med noget virkelig positiv nyt:

- Jaja! sagde han, og det lød paa Tonen, som vilde han ved denne sin Udtalelse berolige ikke blot sig selv, men det ganske Samfund tillige - Ja/a, men Øl skal sgu alle Partier ha' ...!

Ved L'hombrebordet i Herreværelset sad Isenkræmmer Fredriksen, Mægler Blom, Overretssagfører Ivar Petersen og Rektor Freytag.

Der blev serveret Whisky og Sodavand. De hvidkappede Stuepiger havde faaet Vanterne af. Ingen ved hvorfor.

- Ja, man siger saa meget! mente Mægleren.

- De Rygter har jo gaaet i aarevis, sagde Isenkræmmeren - Og man holder da ikke saadanne Selskaber, hvis det var paa Heldningen.

- Naa-h ...? nikkede "Potten" tvivlende - Og saa Svigerfaderen, som aldrig viser sig her i Huset. Rektoren rettede paa Lorgnetten:

- Gamle Birk er monoman paa det Punkt! ... Spil ud, Overretssagfører!

Saa spilledes der lidt i Tavshed.

- Og denne her Hansen-Højreb, hvad skal han her? begyndte saa Blom.

132

- Han har jo med Bankerne at gøre derinde paa Rigsdagen ... Og saa blev der sagt, at han skulde komme med et Ridderkors til Fødselsdagen.

- Jamen se, om han gjorde!

- Næ-h, de Bønder har faaet en fin Næse nu efter Kraket med Ministeren.

- Aa Snak, Overretssagfører, De kan da ikke mene....

- Jo Gu' mener jeg saa ...! Hansen-Højreb var hos mig i Gaar for at...

- Naa, hvordan gaar Spillet, Deherrer?

Konsul Wæver kom frem i Døren smilende og tillidvækkende. Han var en ypperlig Vært. Gik fra Salon til Salon; lod et Ord falde hist og et Ord her; konverserede Damerne, klappede Herrerne kordialt paa Skuldrene, skaffede de unge Piger Kavalerer; alt rolig, værdigt, stilfuldt, engelsk.

- Faar De noget Whisky, Deherrer?

- Ja Tak! Ja Tak!

Han stod lidt og saa paa Spillet og gik derpaa ind til de næste.

I Havesalen steppedes der.

"Forsøgsdyret" sprang i spidsen med yngste Frøken Blom, som viste sig villigere end Line Meincke. Han havde været inde i Spisesalen og samlet fra Bordet en mægtig Haandfuld Orkideer. Og nu fløj alle de unge atten-nittenaarige rundt prydet med denne sælsomme Urt.

- Hurtigere! Hurtigere! raabte unge Wæver og dinglede og sprællede med de slatne Arme og Ben - Hurtigere! Hurtigere! Og Tempoet sattes op.

Hansen-Højreb stod betaget og saa til:

- Det er fænomenalt, saa han kan, den unge Wæver! Men Konsulinden raabte:

- Frejlif, Frejlif! raabte hun - Husk paa dit Tilfælde!

Knagsted kom forbi Borgmesterindens Gruppe og hørte hende sige en giftig Bemærkning om den døde Hother Neumann, som hun beskyldte for at have taget Livet af 133 sig, fordi han var bleven grebet i Utugt med en Skolekammerat: Men det er saamænd Forældrenes egen Skyld, endte hun - med al det "Solbaderi"!

Tolderen standsede. Hans Harmetot skød Gnister. Han følte Lyst til at slaa ...

Øjeblikkelig, da hun saa ham, lagde Borgmesterinden Tonen om og spurgte kattevenligt:

- Toldkontroløren danser ikke?

- Nej, sagde Knagsted - jeg lider af Plask i Hjertesækken, Fru Borgmesterinde!

- Plask i... smilede hun usikkert.

- ... i Hjertesækken, ja! gentog han. - Det er en Sygdom, der er ret almindelig hos ældre Tyre.

Borgmesterinden flyttede sig uroligt i Sædet: Ha'de han ...? Du gode Gud! Og vilde han ..? Her midt i Selskabet ...!

Men Tolderen nøjedes med at blinke polisk og sige:

- Og saa kan de jo ikke danse ... Da hun i sin Befippelse intet svarede hertil, tilføjede han bistert:

- Vel? Kan de vel, Tyrene?

- Nejnej! sagde hun - Nejnej! Han saa hende smilende ind i Øjnene:

- To-re-a-dor, for-sva-a-a-ar Dig ...! sang han af "Carmen".

Og saa drejede han om paa Hælen og gik.

- Uopdragne Person ...! hvæsede Borgmesterinden efter ham.

Og hendes Livvagt gav hende Ret ... Men den glædede sig i sit Hjerte. Historien om Tyren var for længst ude over hele Byen.

- Og saa render den gamle Abekat der og føjter rundt med de to lange Tøse ude fra Abildtorpegaard! endte Borgmesterinden logisk.

Henne i Hjørnet ved Musikken opstod der stor Larm og Latter; man klappede i Hænderne og raabte Bravo. Det var Hansen-Højreb, som havde samlet en Del unge 134 omkring sig og deklamerede en Drikkevise af "Kongens Handske":

- Den har a sæl digtet! raabte han himmelfornøjet - Den har a sæl digtet for fyrretyve Aar siden!

- Bravo! Bravo! Længe leve Folketinget!

Musikken satte atter i. Dansen blev friere og mere løssluppen, og Larmen og Snakken.

Christian Werner havde været fremme paa Gulvet og bukket for en svær og bugnende Gaardejerfrue, Nabo til Storgaarden. Men hun havde afslaaet.

Nu kom han flov tilbage.

- Er Du gal, Werner, at inklinere for hende! sagde unge Wæver og greb ham i Kjoleopslaget - Kan Du ikke se, at hun er smadderfuld af Unger!

- Men Frejlif dog ...! fniste yngste Frøken Blom. Forsøgsdyret slog Armene om hende og sprællede ud paa Gulvet:

- Kys mig ...! hviskede han.

Og hun lagde beredvillig sin Kind til. Hendes Moder havde sagt, at hun skulde vise sig lidt venlig over for den unge Wæver. Det var ved Gud en Skam, som alle gjorde Nar af ham ...

Klokken 12 serveredes der en let Soupé.

Klokken 2 brød man op.

Byens tre Automobiler var i ustandselig Virksomhed ...

- Du inaa sørge for, at Treschau kører med os!

- Jamen bedste, lille Michaela ...

- Han skal køre med os!

Kammerherren saa ulykkelig ud. Men han og Datteren havde det nu engang saaledes med hinanden, at han maatte bøje sig for hendes Vilje. Saa lukkede hun til Gengæld sine Øjne, naar det krævedes.

- Og han skal sidde paa Bukken! Frøkenen havde set Skovrideren og Konsulinden veksle et flygtigt Haandtryk bag en Portiere.

- Skovrider ...! kaldte Kammerherren.

- Javel, Hr. Kammerherre ...

135

- De kører med os.

- Tak; jamen ...

- Der er noget, jeg skal tale med Dem om.

- Ja .. jo .. Men der er ellers Plads til mig i Proprietær Werners Vogn ... Mit Køretøj staar paa Storgaarden.

- Det kan De hente i Morgen.

- Ja .. jo .. jovel! Som Kammerherren ønsker. Frøken Løvenfeldt sad allerede i Landaueren, da Herrerne kom ned.

Kammerherren satte sig ind hos hende og trak Døren til:

- De ... De kommer til at sidde hos Kusken, Treschau ... stammede han - Her er saa knapt rned Plads.

Men dette blev dog Skovrideren for meget. Med et rask Tag aabnede han Vogndøren og steg ind:

- Kammerherren skulde jo tale med mig ... sagde han. Og saa satte Kareten sig i Bevægelse.

Hansen-Højreb stod paa Trappen og lo og nikkede. Han skulde sove paa "Palejet" i Nat:

- Farvel, Farvel! vinkede han - Godnat, Godnat! Og skulde Jer Vej falde forbi Højreb engang, saa kig ind! Men saa fint trakteret som i Aften, bliver I sgu ikke!

- Sover Du Theodor?

- Nej ...

Borgmesterinden vendte sig om imod sin Mand, der sad bitteliden og sammenkrøbet i Hjørnet længst fra hende. Automobilen hoppede af Sted ind imod Byen. Mørkt var det. Villavejens Lygter var slukkede.

Køretøjet gav et Plump paa sine Gummiringe ned i et Hul og op igen:

- Du burde dog virkelig sørge for en bedre Brolægning, Theodor!

- Det har jeg ikke noget med at gøre ...

- Er Du ikke Borgmester?

- Nej, det er Du ... Der blev en længere Pause.

136

- Ved Du, hvad Ordet Orkidé betyder? spurgte Fruen.

- Nej ...

- Har Du ikke lært Græsk?

- Jo ... men jeg har glemt det... Ved Du det?

- Ja...

- Naa, det maa jeg sige!

- Jamen, Du ved det jo ikke, sagde Du!

- Joh ... men jeg mente, at en Dame ...

- Ja, vil Du tænke Dig, afbrød hun ham indigneret - pludselig spørger denne uopdragne Person ...

- Hvem ...?

- Knagsted, naturligvis! Du saa vel, at jeg havde ham til Bords!

- Naa, hva' han ...?

- Han spørger mig, om jeg ved, hvad Ordet Orkidé betyder ...

- Naa?

- Og jeg siger selvfølgelig i min Uskyldighed Nej.

- Hm ...

- Og saa fortæller han mig det!

- Ja, Herregud ...

- Herregud ... l?

- Ja, jeg mener ... en gammel gift Kone ..!

- En fremmed Dame!

- Du kan jo lade være med at sidde og lytte ...

- Lytte!? Naar Mennesket siger det lige op i mit Ansigt!

-Tja... Pause.

- Jeg synes ikke, Du talte med Folketingsmanden?

- Nej ... hvad skulde jeg tale med ham om?

- Det er dog hans Parti, der er ved Magten!

- Ja, hvad saa ...?

- Du er Dig selv lig, Theodor!

Atter Pause.

Automobilen var naaet igennem Byen. Og først da den nærmede sig Borgmesterboligen, oplod Fruen igen sin Røst, idet hun pegede ud af Vinduet:

137

- Og Lys er der hos ham!

- Lys ...? spurgte Borgmesteren. Han var falden behageligt hen i Tavsheden.

- Ja ...! Det er naturligvis hans "Thorvald", der sidder oppe og venter!

- Ja, det er jo meget pænt af hende ... Du gaar altid i Seng, naar jeg er i Klubben.

- Du vil da vel ikke sammenligne mz'g med hende!

- Nej, nej, nej ...! Saa nu er vi Gudskelov hjemme!

Da Ægteparret var afklædt og i Færd med at anlægge Natdragt, sagde Borgmesterinden:

- Hør, Theodor, Du skal ikke tale om den Historie med Orkideerne til nogen; det er saamænd meget bedre, at den gaar i Glemme jo før jo heller ... Og det er jo da ogsaa det bedste for Toldkontroløren.

- Som Du vil... Godnat!

- Godnat, lille Theodor! ... Jeg skal nok slukke.

Lidt efter lød der Skridt udenfor paa Vejen. Det var Tolder Knagsted. Han holdt mest af at gaa hjem fra Selskab ... "trave Sludderen af sig", kaldte han det.

- Har Du ikke set Plakaterne da?

- Nej; jeg rører mig jo nødig i denne Tid ved Du. Er de sat op?

- Ja; og der staar hun med store røde Bogstaver: Mademoaselle Magni som Gæst!

- Og det er Pastorinden?

- Det er Pastorinden, ja, nikkede Skaden - saadan hed hendes Far. Og Pastor Sørensen og Datteren er nok stukket af i Morges for ikke at møde hende Ansigt til Ansigt, som han sæl sier.

Madam Svendsen, eller som hun nu hed, men aldrig blev kaldt: Madam Terkildsen, foldede Hænderne over sin uhyre Bug (hun var højt frugtsommelig) og sagde -

138

Hvor jeg under ham det, Pastor Sørensen; han var saa ligefrem uforskammet, da jeg og Terkildsen var oppe for at f aa lyst til Bryllup.

- Stak Du ham saa ikke hans egen Historie ud med Konen, da hun var under Kriminel?

- Næi ... man skal jo da ha Agtelse for Præsterne ...

- Ja, og det benytter de sig af!

Damerne sad i et Hjørne af "Det kolde Bens" Beværtningslokale. Det var for efteraarsagtigt nu til at frekventere Haven. Den laa øde hen og tom. Gyngen var taget ned og gemt bort. Pralbønnerne om Lysthuset var visnede ...

- I Morgen slaar de Teltet op, fortsatte Rikke - Og paa Fredag er der Primære. Sikken et Besøj, Baronen vil faa! Alle de dyre Pladser er allerede solgt oppe ved Boghandler Ingerslev, sier de.

- Kan Du ikke ta mig den Strømpe derhenne paa Disken, Rikke ...

Rikke haltede hen og tog Strømpen:

- Er de til Bernhard? Sikke Dukkeben, hak-hak! ...

Madam Svendsen var altsaa bleven gift med sin Piccolo. Hun var godt fyrretyve Aar; han nitten og et halvt.

Paa en eller anden Maade var hun bleven frugtsommelig, havde udlagt sin Kelner og taget ham til Ægte.

Dette Ægteskab havde kostet Isenkræmmer Frederiksen og Bryggeriejer Sandberg hver 2000 Kroner.

Men Piccoloen gik som forhen lille, klog og paapasselig rundt i Forretningen; og der var ingen anden Forandring at mærke paa hans og Madmoderens Forhold til hinanden end den, at han nu sagde Du til hende, og hun Terkildsen til ham.

Kom nogen med Vittigheder Giftermaalet angaaende, smilede han bare:

- Det er sgu Flerkoneri, Bernhard! grinede Gæsterne - Du skulle leje en Del af hende ud til Kolonihaver!

Men Bernhard lod dem grine. Det holdt vel op engang. Han sad solidt og lunt som Vært i Lokalet. Og mange misundte ham ...

- Hvordan gaar det med 111? spurgte Skaden.

139

Madam Marthe sendte hende et ondt Blik:

- Godt ... Tror Du ellers, jeg beholdt ham her?

- Drikker han stadig lige tykt?

- Hvad rager det Dig! Gaar der noget fra Dig!

- Næi...

Det var Madam Svendsens ømme Punkt, at hendes Stump af en Mand havde sat igennem, at hans Bedstefader flyttede ind i Huset, fik et lille Bagværelse indrømmet og Kost og Renlighed mod at feje i Gaard og paa Gade, hvidte, male og snedkerere efter Evne.

Og 111 var rørende taknemlig. Det fortaltes endogsaa, at han i sin Glæde skulde have forsøgt paa at lade være med at drikke. Men det laa nok over hans Formue ...

- Hvordan gik Fødselsdagsgildet forleden hos Konsulens? spurgte Marthe.

- I-Joh! gnækkede Skaden - ham, Rigsdagsmanden, de ha'de ladet transportere herover fra Hovedstaden, blev nok svært drukken. De siger, at fire Mand maatte bære ham ned i Vognen og køre ham til Hotellet! ... Otte Stuepiger ha'de de til at varte op med Handsker paa.

- Otte ...l

- De siger, at det var for at forlyste Herrerne.

- Ja, naar Mandfolk først faar noget i Glasset, saa ... De kunde da ellers nok holde sig til deres egne!

- Næi, det bruger man ikke i de Kredse ... Rikke skulede skadefro til Veninden - Isenkræmmer Fredriksen og Brygger Sandberg var osse med.

- Naa var de det ... Marthe saa ganske uinteresseret ud. Pilen gjorde ingen Virkning.

- Han fornærmede nok baade Kammerherren og Borgmesteren og Stiftsprovsten.

- Hvem?

- Harn, Rigsdagsmanden.

- Ja, nu er det jo Bønderne, der regerer; og hvad skulle de ellers bruge Magten til. De Store holdt jo Halløj nok med dem i sin Tid.

- Ja-h, hak-hak! Du har vel hørt Historien med Borgmesterinden og Kammerherrens Tyr?

140

- Ja, ha-ha! At den ikke fik jaget et Horn i hende!

- Og baaret hende tværs ind gennem Byen og op paa Torvet, hak-hak!

- Jeg synes, jeg har hørt noget om, at Skovrideren var der?

- Ja, nu er jo Konsulinden begyndt at lufte efter ham.

- Hvad siger saa hun, "Michaela"!

- Ja, og Præstekonen, der kommer til Byen!

- De kommer sgu i Totterne paa hinanden, gør de!

- Hak-hak! Ja det gør de!

Marthe kunde inderst inde bag sit Køds Gem egentlig ikke fordrage sin kære Veninde. Men hun formaaede ejheller at undvære hende. Rikke kunde saamange dejlige Nyheder ...

Døren fra Gaarden gled stille paa Klem; 111 tittede ind, Skraasovsen flød ham trestrenget ned over Hagen:

- Er Bernhard her? spurgte han.

- Nej! sagde Madammen hvast.

- Naa ...

Døren gled lydløst til igen. 111 forsvandt.

Rikke saa efter ham:

- Han var ellers et velskabt Stykke Kalfolk i sin Tid! sagde hun.

- Ja, det maa Du jo vide! snærrede Veninden. Fabriksfløjterne peb 12.

- Jos-e-fi-ne! raabte Madammen.

- Ja-h ...! skreg det ude fra Køkkenet.

- Klokken er tolv!

- Jeg ved det!

- Saa maa jeg nok liste af Sted ... forsøgte Skaden spagt, om der ikke skulde falde en Indbydelse af til Middagsmad.

- Det maa Du vel... Skulde Du støde paa Terkildsen, saa bed ham rubbe sig; nu kommer de, der skal spise.

Rikke satte Krykken under Armen og pigede sig skuffet bort over Gulvet:

- Farvel ...

- Farvel ... Og husk saa det med Terkildsen!

141

Marthe drejede ikke saameget som Spidsen af Næsen om efter Veninden.

- Den mæskede So ...! mumlede Skaden og slog Glasdøren klirrende i efter sig.

Der hængte to mælkehvide, elektriske Kupler uden for Teltet. De svingede i Oktober-Blæsten og blinkede rnat; truede undertiden med ganske at dø; men tog sig saa sammen igen med et Blaf og kom til Live ...

Publikum strømmede ind. Huset var udsolgt.

Om det saa var Madam Svendsen, var hun mødt frem i al sin Vælde. Stor og frugtsommelig sad hun paa første Række midt for Indgangen. Og saa skælmsk havde Guderne - eller Boghandler Ingerslev? - indrettet det, at paa hver Side af hende sad, til højre Isenkræmmer Fredriksen og, til venstre, Bryggeriejer Sandberg.

Forøvrigt var "hele Byen" til Stede for at se sin forhenværende Præstefrue optrine til Hest. Den Skandale vilde man dog ikke gaa Glip af. Tænk, hvilket Samtalestof!

Selv gamle P. A. Birk med Kanon og Husbestyrerinde havde indfundet sig ...

- Du gode Gud! sagde Mæglerinde Blom - Du gode Gud!

- At Borgmesteren ikke har forbudt det! sagde Konsulinde Wæver.

- Min Mand vilde! forklarede Borgmesterinde Rosenbaum - Men han kunde ikke. Der findes ingen Paragraf.

- Nej! sagde Spille-Plockros - noget saa utænkeligt har aldrig været forudset!

Musikken satte i. Horn og Tromme ...

Første Nummer var Baron-Direktøren, der red Skoleridt. Lang, radmager - en Bensamling i Kjole og hvidt - sad han bleg og pudret paa sin kulsorte Ganger. Men han red fortræffeligt. Sad som en Statue i Sadelen og ledede Hestens Dans ved usynlige Bevægelser af Haand og Knæ.

- Bravo! Bravo! raabtes der - Bravo! Bravo! ... Og klappedes.

142

"Og han bøjede fornemt sit adelige Racehoved, medens han med den spillende Ridepisk tvang sin Ganger i Knæ under Publikums brusende Bifald".

Næste Nummer: "Den vingede Rytter", udførtes af de to verdensberømte Klovner, Gustave og Leopold. Leopold bar, fastgjort til Skuldrene, tvende hvide, sølvglinsende Papvinger. Han kravlede op paa Ryggen af Gustave og red højtidelig Manegen rundt og rundt, medens han fingernemt efterlignede sin Læremesters (og mange andres) Tricks og Volter - Indtil omsider Gustave blev ked af Legen, slog bag op, saa at Leopold faldt af og knækkede Vingerne.

Vi lader ham ligge ...

Tredje Nummer var nogle japanske Jonglører (født i Vejle), der syntes at kede baade sig selv og Publikum ...

Man ventede utaalmodigt Aftenens Clou:

Sylphidens Flugt rides af Mademoiselle Magni som Gæst.

Saa spændt var man paa Begivenheden, at Nummer fire, to ældre Damer og en yngre Herre i Trapez, var lige ved at blive hysset ud ...

Endelig oprandt Øjeblikket!

Der blev dødsensstille i Forsamlingen. Musikken spillede en drømmende Sagtevals. Tæppet for Kunstnerindgangen blev trukket fra, og Pastorinde Sørensen red frem i kødfarvet Trikot og paillettebesatte Florsskørter paa en mælkehvid Pasgænger af ubestemmelig Alder. Hun stod paa en bred guldbroderet Sadel og holdt sig krampagtig fast i nogle stærkt afblegede Purpurtømmer.

Ikke en Haand rørte sig blandt Tilskuerne, tavse sad de, ondsindede, afventende ...

Mademoiselle Magni bøjede hilsende Hovedet og smilede hjælpeløst, som bad hun om Skaansel. Haaret, der var farvet lyst champagnegult, faldt tvangfrit ned om de nøgne Skuldre; og om Panden laa hende en Krans af blegrøde Tøjroser. Malet var hun og sminket til Overmaal. Men saa rørende saa hun ud i sin Forsagthed, at Mand- 142

143

folkene omkring paa deres Pladser gerne havde applauderet og raabte Bravo, hvis de havde turdet for deres Kærester og Koner.

- Og hun har færdedes i vore Stuer! hviskede Borgmesterinden.

- Hun har tabt sig! noterede Plockrosen med Glæde.

- Hyss! lød det fra Konsulinden - Nu skal hun danse!

Musikken blev livligere. Baronen traadte frem og knaldede med sin langsnærtede Pisk. Det lød som Pistolskud. Den mælkehvide slog over i en hinkende gigtsvag Galop. Og Fru Alvilda Sørensen, født Magni, begyndte at danse ...

Men da var der blandt Tilskuerne en Mandsperson, som havde siddet halvt skjult paa en af de bageste Rækker, der rejste sig og listede ud.

Det var Toldkontrolør Knagsted ...

Og Mademoiselle skulde endda baade springe over blomsterprydede Guirlander og igennem brændende Tøndebaand ... for derefter til Slut at indfanges af Jokeyen Monseiur Alfredo.

Baron-Direktøren stod i Formiddags dragt: storternet Pjækkert, gule Ridebukser, Sportshue, langskaftede Støvler, og "rørte" den mælkehvide, der blandt andre Alderdomsbesværligheder ogsaa led af Kolik. Hans blege Raceansigt saa nu i det sure Morgenlys mindre adeligt ud: Næsen hængende, Overskægget pjusket, Øjnene matte, Kinderne posede, Teinten blakket ...

Uden for Teltet myldrede Søbys Ungdom. Var der en Revne i Sejldugsvæggen, stod der Kamp om den. Ungerne sloges paa Livet løs, dunkede hinanden med Træsko, væltede hinanden i Sølen. De af Hankøn brugte dertil Kæft; de af Hunkøn spyttede og hvinede ...

Knagsted stak sit buskede Hoved ind ad Teltaabningen:

- Godmorgen, Hr. Baroni Allerede ved Arbejdet!

- Godmorgen, Hr. Toldkontrolør! Føden! Føden! ... Jeg syntes ikke, jeg saa Dem ved Premieren i Aftes?

144

- Jojo! Men her var jo saa mange.

- Ja, den lille Magni trækker Gudskelov. Tre fulde Huse i hver By; og saa af Sted igen til den næste.

- Et opslidende Liv, Hr. Baron.

- Chacun son goût; det er nu min!

- Baronen vilde vel ikke være saa god at sige mig, hvor Fru ... hvor Frøken Magni bor?

- Kender De hende? (Direktøren havde officielt ingen Anelse om sin Primadonnas tidligere Navn og Samfundsstilling.)

- Ja, jeg ... begyndte Tolderen.

- Jo, Damen bor hos Murer Andreasen i Søgade.

- Naa, der ... Tak! Ja, jeg vilde gerne hilse paa hende og takke for i Aftes.

- Det vil glæde hende ... Saadanne Opmærksomheder glæder altid Kunstnere.

- Maa jeg ogsaa takke Baronen! Det var et fortræffeligt Skoleridt ...

- Jeg be'er, jeg be'er! Man begynder desværre at naa op i Aarene.

- Det mærker man intet til.

- Altfor artig, Hr. Toldkontrolør! ... Den lille Magni er vist for Resten til Stede her i Øjeblikket. Jeg synes, jeg saa et Glimt af hende før, da jeg var nede i Staldene ... Ind gennem Forhænget derhenne, please, og saa til venstre; der er Damernes Paaklædningsværelse.

- Tror Baronen at...

- Ja vel saa; om Formiddagen er der intet at genere sig for.

Direktøren genoptog Arbejdet; slog et Knald, saa at den mælkehvide satte frem i et Hop, der skaffede den en momentan Udløsning for dens Maveklemme ...

Knagsted gik ned igennem Teltet. Da han trak Forhænget for Kunstnerindgangen til Side, slog der ham en sødsyrlig Duft af Hestegødning i Møde. Straks blev han sentimental og mindedes sin Ungdoms Hestestald hjemme paa Abildtorpegaard ...

Til venstre hang et Par sammenrimpede Dækkener, 145 hullede og forrevne. Herpaa var anbragt en trykt Plakat med Ordet: Dameværelse. Ligeoverfor paa et lignende Forhæng læstes Ordet: Herreværelse.

Tolderen standsede. Han hørte Stemmer fra Damesiden. Den ene var en Mands.

Igennem en Rift i Tæppet kunde man overse Rummet, der udgjorde som et lidet Telt for sig. Men Taget var fladt, og en Trekant af Sejlet deroppe var slaaet til Side, saa at Dagslyset fik Adgang. Der stod derinde et Bord og et Par Stole; ellers bestod Møblementet kun af Kufferter og Kasser.

Paa en af Stolene sad Mademoiselle Magni i Overtøj og med en mægtig Fjerhat. Hendes Ansigt lyste blegt og lille under Hatteskyggen. Champagnehaaret hang hende i to store Gardiner ned over Ørene.

Foran hende et Par Skridt borte stod et aldeles nøgent Mandfolk og manøvrerede med nogle Haandvægte.

Han vendte Ryggen til Tolderen, svingede af og til gymnastisk Armene frem og tilbage, sank i Knæene paa Tælling! - 21 og rettede sig igen. Han var ung og særdeles velskabt.

- Tror Du? spurgte Magni og saa alvorligt spørgende op fra sit Sytøj (Hun sad og bødede et Hul paa Læggen af det kødf arvede Trikot fra i Aftes).

- Ja, nikkede han - jeg har engang talt med min egen Mor.

- Saa Du hende ogsaa?

- Ja, ganske tydeligt! ... Først viste der sig oppe under Loftet ligesom en lille matlysende Ildkugle ... Den voksede og voksede og antog lidt efter lidt Form af en taaget Menneskeskikkelse, der skinnede ligesom Fosfor ...

- Kunde Du kende, at det var din Mor?

- Ja, ganske tydelig!

- Sagde hun noget?

- Ja ... Alfred! Alfred! Alfred! sagde hun tre Gange langsomt efter hinanden; og saa forsvandt hun ... Jeg kunde tydelig kende hendes Stemme!

146

- Og saa blev Du troende?

- Ja, hvor kunde jeg andet...

- Nej... Aa, vil Du ikke tage mig den Saks, som ligger derhenne paa Bordet.

Manden vendte sig, tog Saksen og gav hende den. Haandvægtene havde han ladet falde med et Plump.

Han gik tæt hen til hende og lagde varsomt og ømt sin ene nøgne Arm om hendes Skuldre. Hun strøg sin Kind ned imod den.

- Du skulde engang gaa med til en saadan Seance, Alvilda, sagde han - Det er voldsomt interessant! Hun saa igen op paa ham og nikkede:

- Det vil jeg; siden Du saa gerne vil ha' det ...

Og hendes Øjne var, medens hun talte, saa lykkelige og fortrøstningsfulde, at den Medfølelse Tolderen havde haft med hende siden Forestillingen i Aftes, tog Rejsaus igennem Hullet i Taget...

- Naa, traf De Frøkenen?

Knagsted tøvede et Øjeblik med Svaret:

- Nej, sagde han saa - Damen havde Besøg ... jeg vilde ikke forstyrre.

Baronen kørte endnu stadig rundt med den mælkehvide:

- Var det Monsieur Alfredo?

- Kendte ham ikke.

- Jamen De saa ham jo dog i Aftes ... Jokeyen, ham der fangede Sylfiden?

- Naa-h jo ... ja, det var ham! Direktøren smilede faderligt:

- Ja, de er jo gode Venner, de to smukke unge Mennesker! nikkede han - Og jeg favoriserer Forbindelsen ... gik den ene, vilde nemlig den anden følge efter ... (Smilet blev kynisk, verdenserfarent - væmmeligt) i det mindste foreløbig endnu et Stykke Tid. Man kender jo, hæ-hæ! Rummelen.

Tolderen tog et Visitkort frem:

- Jeg ved ikke, om jeg tør bede Hr. Direktøren overlevere Frøken Magni dette og sige, at jeg vil tillade mig 147 at søge hende i Eftermiddag Klokken fire paa hendes Bopæl?

- Det skal jeg, det skal jeg ... Har vi den Ære at se Hr. Toldkontroløren her igen i Aften?

- Ja, naturligvis!

- Auf Wiedersehen!

Uden for Teltet sloges de Søby Unger stadig om sejldugens Huller og Revner, medens de elektriske Kupler paa deres Snore klirrede melankolsk i Blæsten ...

Gardinerne i Knagsteds Dagligstue var trukket for; Lamperne tændt. Ilden blussede i Ovnen; og der var lagt "en Anelse" af Røgelse paa Risten ...

"Thorvald" kom med 5-Teen.

- Men Goddag, Thorvald! hilste Mademoiselle Magni genkendende og klappede Pigen paa Armen - Det er da godt, at der er nogen trofaste Mennesker til.

Thorvald rødmede, satte Bakken fra sig, viste sine hvide, friske Bondetænder i et forlegent Smil og skyndte sig ud igen.

Alvilda saa efter hende:

- Hun er nydelig ...! sagde hun - De har haft hende længe nu, Pir. Knagsted?

- Ligesaa længe, jeg har boet her i Byen ... Vil Fruen gøre mig den Ære at skænke Teen?

- Gerne ...! Hvor er her dog hyggeligt! Det var godt, vi ikke blev hjemme hos mig ... Hvornaar var det, De saa min lille Rigmor sidst?

- Det er saamænd ikke mere end et Par Dage siden.

- Og hun var rask?

- Ja! og glad og munter!

- Taler De til hende om mig?

- Næ-e ... ikke mere.

- Det er vist ogsaa det rigtigste at lade være.

- Savner De hende?

- Naa-e, det vil jeg egentlig ikke sige; hvad kan det 148 nytte; nu har jeg jo givet Afkald paa hende og ved, at hun har det godt ...

Mademoiselle sad slank og ungpigeagtig lænet tilbage i Sofahjørnet. Hun var iført en simpel, mørkeblaa Spadseredragt og saa nydelig og dameagtig ud.

Men der var jo dette kanariegule Champagne-Haar og dette malede og pudrede Ansigt!

- De ser paa mit Haar? lo hun.

- Ja, smilede Knagsted - det gaar nok med det ligesom med Elfenben: det bliver gulere med Aarene ... Deres eget klædte Dem bedre.

- Tja-e, maaske ... Men det kunde ikke ses. Og saa fandt Direktøren paa, at jeg skulde farve det... Man maa jo gøre noget for Forretningens Skyld! ... Mere Te?

- Ja Tak! ... Vil Fruen ryge?

- Har De Cigaretter?

- Selvfølgelig ....!

- Ja, saa vil jeg gerne ...

Samtalen var lidt tvungen. Knagsted vidste ikke ret, hvad Tone, han skulde slaa an. Ogsaa Damen var usikker. Nu rejste hun sig og gik rundt i Værelset:

- Det er dog et nydeligt Billede, De har der, Hr. Knagsted ... Jeg kan godt huske det.

Billedet var et Maleri af Frank Neumann; et Portræt af Børnene, der sad nøgne nede paa Strandbredden og havde plantet en "Have" i Sandet...

- Det var trist med den ældste Dreng, som ... som døde! sagde Fruen saa.

- Ja...

- Hvad kunde dog Grunden være?

- Naa-aa ... Overspændthed vel ... Han var jo i Pubertetsalderen.

- Hvad er Pubertetsalderen ...?

- Overgangsalderen ...

- Naa-h, ja ... Jeg græd, da jeg hørte det... Ved De, om Michael kommer der i Huset?

- Michael ...? Deres, om jeg saa maa sige: Eks-Mand?

149

Fru Alvilda lo:

- Min "Eks-Mand", ja!

- Nej, det gør han sikkert ikke ...

- Naa ikke ... Ja for jeg har hørt fortælle, at han skulde have paavirket Drengen ... (Hun vendte sig pludselig ivrig om imod Knagsted:) Aa, han er et farligt, farligt Menneske, Michael! sagde hun - Der er ikke noget ondt i ham; tværtimod! Men han tror, at han er den eneste, der sidder inde med Sandheden, den eneste, der har Ret, den eneste, der véd Besked. Og den, der ikke bøjer sig for ham, knækker han ... hvis man da ikke render sin Vej, saaledes som jeg ... De véd vel, at han tvang mig til at gifte mig med sig?

- Nej, det véd jeg ikke ...

- Jo ...! Og det, skønt der var en anden, jeg elskede ... (Hun satte sig igen i Sofaen og tog en af Knagsteds Hænder:) De kan tænke Dem, vedblev hun, og Taarerne begyndte at pible op bag hendes Øjenlaag - De kan tænke Dem, at vi, den anden og jeg, vi korn saamænd gaaende op til Michael med hinanden i Haanden og knælede ned foran ham og bad ham orn at give mig fri, fordi vi holdt saa usigelig meget af hinanden ... Men Michael sagde Nej!

Knagsted klappede beroligende hendes Haand:

- Han holdt vel selv meget af Dem ...

- Maaske ... Men det var ikke det alene ... Ja, jeg kan saamænd godt sige Dem det: Han havde forført mig, da jeg var Barn; og nu sagde han, at det var Guds Vilje, at vi skulde giftes med hinanden; vi syndede imod den hellige Aand, sagde han, hvis vi ikke giftede os! ... Aa, det er saa nemt at faa en ung Pige i sin Magt, særlig da for en Teolog; jeg troede jo hvert Ord, han sagde ... Og da vi saa var bleven gift, begyndte han at præke Askese for mig ... han AskeseJ han, der selv havde lært mig ... Men saa løb jeg min Vej, véd De ... Aa, men jeg er saa vis, saa vis paa, at dersom han havde ladet mig faa min lille Apoteker, saa var jeg bleven et ganske andet og meget bedre Menneske ... 1 (Taarerne trillede ned ad hendes 150 Kinder og lavede Render i Pudderet:) Aa, Tolder, Tolder! sagde hun - hvor vilde jeg have været lykkelig, om jeg dengang havde faaet min lille Apoteker!

- Saa han var Apoteker?

- Ja ... snøftede hun.

- Og hvad hed han? spurgte Tolderen.

- Bare Nikolajsen ... Ivar Nikolajsen ... Hvor i Verden tror De nu, han er?

- Han sidder vel paa et Apotek ...

Fru Alvilda tørrede forsigtigt Øjne og Kinder:

- Det gør han vel... Kender De noget til Spiritisme, Tolder? spurgte hun saa.

- Nej, slet ikke.

- Tror De, det er Humbug?

- Naa-h, vel ikke mere end saa meget andet.

- Jeg kender En, som tror paa det... og han vil omvende mig.

- Det skulde De virkelig lade ham gøre, kære Frue ... det, som det gælder om her i Livet, er jo nemlig det, at man skal have noget at tro paa.

Hun blev igen ivrig:

- Ja ikkesandt! Det siger han ogsaa!... Og han har talt med sin afdøde Mor!

- Efter hendes Død?

- Ja!

- Naaja, men saa er der jo aldeles ikke noget at betænke sig paa! sagde Tolderen fast.

- Nej? Vel? ... Aa, jeg er saa glad, at De ogsaa siger det; for De er den klogeste Mand, jeg har kendt, og saa god!... Men hvorfor har De ladet Deres Haar og Skæg vokse? De var meget kønnere før.

- Synes De? Naa-h, det er saadan et Slags Skærmbrædt.

- Mod hvem dog?

- Nærmest mod mig selv. Hun lo højt:

- Haa-haa! Jeg troede, det var for "Thorvalds" Skyld!

151

- Næh! lo Tolderen tilbage - Vi er forlænge siden bleven enige om ikke at være bange for hinanden. Saa lo de begge. Og "Tonen" var fundet...

Thorvald havde hentet Teopdækningen. Tolderen og Mademoiselle sad Side om Side i Sofaen:

- Er det ikke lidt underligt for Dem at optræde her i Byen?

- Jo ... Kunde De ikke se det paa mig i Aftes?

- Næh! De saa rigtig kæk og fornøjet ud.

- Gjorde jeg! Det var da dejligt!... Lagde De Mærke til ham, Jokeyen, der fangede mig?

- Var det... "Spiritisten"?

Hun nikkede pludseligt dyb alvorlig:

- Aa, han er saadan et prægtigt Menneske!... sagde hun.

- Og smuk ...! tilføjede Knagsted.

- Ja ... Jeg er saa glad, at han er ved Selskabet.

- Det vil jeg tro!

- Aa-r! (Hun slog Tolderen over Armen:) Naturligvis er jeg forelsket i ham og... og saadan. Men vi kan ogsaa tale sammen; han er et dannet Menneske ligesom jeg... De andre ... Hør sig mig engang, er det sandt, at Treschau er begyndt at gøre Kur til Konsulinden?

- Det ved jeg ikke ...

- De er altid saa forsigtig; men det er vist klogt... Skal jeg fortælle Dem noget? Den Gang Treschau og jeg var gode Venner, truede Frøken Løvenf eldt derude med at skyde ham!

- Nej, da!

- Jo! Hun er som en Panter, sagde han... De aner ikke, hvor hun elsker ham. Der eksisterer bogstavelig talt ikke andre Mandfolk i Verden for hende. De Optrin, der har været imellem dem! Hun havde engang Pistolen i Haanden og sigtede paa ham, har han fortalt mig; men saa slog han til hendes Arm, saa at Skuddet gik af i Luften ... Hvor det maa være dejligt at blive elsket saaledes! ... Jeg græder bare ... (Hun smilede:) Og trøster mig.

152

- Jamen Gudbevares, nikkede Knagsted - det er da ogsaa det eneste fornuftige.

- Synes De? Jeg synes nu, at det tyder paa Letsindighed ... (Hun lænede sig næsten lidt genert over imod Tolderen og pillede ved hans Frakkeopslag:) Men naar der nu kommer saadan en smuk Mand og siger, at han tilbeder En... og man kan se paa hans Øjne, at det er sandt...

- Saa tilbeder man naturligvis igen! supplerede Knagsted.

- Ja! Ikke I Hva'! lo hun - Selv om man har En i Forvejen!

- Selvfølgelig! Fremmed Mand smager bedst! siger Gøthe.

- Jamen, naar man nu ikke kan mere ...? spurgte hun pludselig alvorlig - Jeg mener, naar man nu bliver gammel, og der ikke er flere, der bryder sig om En?

- Tja-e... saa maa man se at have noget at falde tilbage paa... for Eksempel: Spiritismen.

Fru Magni lagde Hovedet paa Skraa og tittede op paa Tolderen:

- Gør De mon Nar af mig?

- Absolut ikke! bedyrede Knagsted - Hvorfor i Alverden skulde jeg dog gøre Nar?

- Jamen De da? spurgte hun saa - Hvad vil De "falde tilbage paa"?

- Jeg er jo et Mandfolk!

- Jamen, hvis De nu bliver 80 Aar?

- Det forbyde Gud!

- Jamen, hvis De nu bliver det alligevel!

- Ja-e, saa vil jeg vel begynde at lege med Tinsoldater igen ... Drenge kan altid klare sig... Det er værre for Jer Pigebørn; I er mere aandige.

Fru Magni sukkede dybt:

- Ja, gør De bare Nar! sagde hun - Men det er nu virkelig værre for os Pigebørn... Naamen den Tid, den Sorg! lo hun saa - Foreløbig har jeg ingen Grund til Klage ... De véd ikke, hvor han er betagende i sin Forelskelse! Saa øm og fin ... og alligevel lidenskabelig...! 153 (Hun rejste sig:) Men nu maa jeg gaa. Klokken er 7; og Klokken 8 begynder vi... De kommer vel hen i Aften igen? Aa jo, gør det? bad hun, da hun saa som en Tøven i Tolderens Blik - Gør det? Saa er der da i det mindste ét Menneske, som ser paa mig med gode Øjne ... hva'? Knagsted nikkede:

- Jeg skal komme!

Hun for ham om Halsen og kyssede ham:

- Tak! Tak! Tak!... Men, puh-h, at De dog ikke klipper det Skæg! Det er ligesom at kysse en Støvekost! Og hun nøs ...

Naturligvis mødte Knagsted efter Løfte frem til de to sidste Forestillinger. Men nu sad han paa en af de forreste Rækker og ledede Applausen, naar Kunstnertæppet gled til Side, og Mademoiselle Magni i sin Florsdragt kom jumpende ind paa Kolikken ...

Mandag Morgen var Teltet forsvundet. Og Mandag Eftermiddag kom Pastor Sørensen tilbage til Søby med lille Rigmor.

Af Hanne Neumanns Dagbog:

For første Gang Fjendskab imellem + og mig.

÷ havde hørt noget i Byen om, at jeg havde gaaet med Svend. Det kunde jeg regne ud hvor kom fra, da jeg en Aften havde gaaet med Agnes og "Klatpapiret", havde jeg sagt (for at Agnes skulde tro at + og jeg var Uvenner) at Svend og jeg havde gaaet tre Gange rundt om Baghaverne. Og det har saa Agnes, for fra "Klatpapiret" kommer der hverken vaadt eller tørt, sagt til ÷.

Desforuden blev der sagt, at jeg havde lavet Øjne til Kaj og omvendt. (Det ved jeg ogsaa, hvem der har sladret om, for det er Olga).

Saa har jeg været saa uforsigtig at fortælle Agnes altfor 154 meget om da + og jeg blev gode Venner; og alt hvad jeg havde sagt, gik hun hen og fortalte ÷.

At ÷ blev dels ked af det paa sin Vens Vegne (de er blevet som røde Kør, siden Hother er død) og dels vred kan jeg godt forstaa; ÷ sagde det saa til +, + blev rød og saa bleg og sagde: "Jeg havde stolet paa Hanne"l

2 Dage efter fik jeg det hele at vide af "Reserveløjtnanten", det krøllede Pus, som alle betror sig til.

Aa, hvor jeg er ked af det!

Fredag.

Det
skal være
ophævet
og
forbi
imellem
mig og +
bestemte Olga og jeg i Sangtimen.

Nu er det gaaet godt til i Dag, vi har ikke saa meget som set til hverandre, efter Brevet jeg sendte ham. Saa fik jeg noget at vide, som jeg blev meget ked af. Det var Olga, der fortalte det; hun sagde at + gik med Agnes, som er min bedste Veninde!

Det er underligt der er begyndt at vokse Haar paa min Mave og under mine Arme, jeg fortalte det iformiddags til Olga i Geografitimen, hun sagde at hun havde det ligesaadan, hun sagde, at det var at blive voksen; det er underligt. Og saa kommer der Blod dernede og det gør ondt; men Moder siger, at det har ikke noget at sige.

I Dag saa jeg Olga og + sammen. Det var altsaa derfor hun var saa ivrig for at faa mig til at hæve. Jeg er rasende arrig; gid jeg kunde ramme dem! Jeg hader Olga og siger det til ÷, saa kan hun have det saa godt; han er altfor god til hende.

155

I Dag gik + og jeg igen en Tur sammen ud af Vibyvejen. Han bad Omforladelse. Men jeg tilgav ham ikke.

Der er noget Sjov jeg maa fortælle fra Skolen.

I "Lummers" zoologiske Time i Formiddags havde Olga været i Gaarden! Gang; men hun skabede sig og sagde, at hun fik ondt, for grinagtig kan jo Tøsen være; men "Lummer" sagde, at hun ikke maatte gaa ud igen. Saa kridtede hun sit Ansigt og puttede nogle Hindbær i Munden, tyggede dem og gav et Skrig og spyttede dem ud paa Gulvet. Alle vi andre raabte: "Olga har ondt, hun kaster Blod op og er ligbleg!" "Men Gudbevares Pigebarn, gaa dog saa hellere hjem"l sagde "Lummer". Og saa fik hun Lov at gaa. Vi andre lo, saa jeg blev vaad i Bukserne; om det saa var "Klatpapiret".

Søndag.

Der er hændet noget sørgeligt:

Til Frokost kom Erik ind fra Haven med Mirja i det ene Ben; den var død, nogen havde skudt den og kastet den ind over Havemuren. Aa, hvor vi dog allesammen græd!

I Eftermiddags begravede vi den nede paa Bregnehøjen i en Cigarkasse fyldt med grønt og hvide Asters. Marie Barnepige var Præst med Faders Havelok paa og stor Matroskrave af Eriks. Hun talte saa kønt saa vi græd igen.

Fred være med dit Støv

staar der midt i en nydelig Krans, som Børnene har samlet Grønt til og jeg har bundet. Det var da godt, det var Søndag, for saa havde vi fri fra Skole.

Jeg vil ikke have mere med + at gøre, nej jeg vil ikke; han grinede da jeg fortalte ham om Mhrjas Begravelse. Og igaar Aftes saa jeg ham med Agnes. Nu hader jeg ogsaa AgnesJ

Olgas Onkel er død. Det er jeg ked af, dels for Ballet paa hendes Fødselsdag, og dels for at hun nu faar nogle Fridage, saa bliver hun saa vigtig.

156

"Klatpapiret" og "Reserveløjtnanten" har vist fundet hinanden. De gik i Aftes og stolprede rundt nede ved Havnen. Aa Helledusseda!

d. 4.

Atter forsonet med +. Han har maattet sværge. Kl. 7 nikkede han til mig fra Barbér Jakobsen. Jeg havde befalet ham, at han skulde klippes, han begyndte at ligne en Tøsedreng.

I Aften Kl. 6 gik + og + Moder forbi. Jeg stod inde bag Kørelaagen og havde set dem, men lod som ingenting. Jeg mødte dog Moderens Blik og nejede. + tog Hatten af; det klær ham nu med det korte Haar. Bag efter dem kom Onkel Tolder, han truede ad mig med Fingeren, og jeg blev rød og løb min Vej. Han er nu sød.

I Dag set Agnes og ÷ sammen. Det har Frøken Olga godt af!

Jeg har ikke skrevet i min Dagbog længe. Den har ligget hernede under min Fjermadras. Jeg har været syg med Feber; men er nu meget bedre. Fader siger, at han næsten er glad for min Sygdom, for Moder gaar jo altid og tænker paa Hother, og det er saamænd sandt nok. I Dag har Agnes været paa Besøg hos mig; da Moder var gaaet fortalte hun, at nu var Olga og + saa gode Venner, at de grinede selv da Lægen sagde at der var Fare. Agnes selv har taget ÷ fra Olga, siger hun.

Veninder
er
noget
Rak!

I "Sportssalen" larmede Børnene. Døren til Atelieret stod aaben, og af og til kom snart Erik, snart Else stormende,

157

røde og varme af Legen, og trak Faderen i Maler-Frakken, at han skulde komme og se, hvad for et Kunststykke, de nu havde hittet paa.

Og Neumann rejste sig taalmodig og fulgte dem. Stod lidt og saa paa "Kunsten", tilklappede de optrædende sit Bifald og listede sig saa tilbage til Arbejdet...

Han havde bladet rundt i en Skitsebog og fundet et Motiv, som han havde faaet Lyst til at male. Havde stillet et Lærred i Blindramme frem paa Staffeliet under det elektriske Blus og sad nu og tegnede Skitsen op paa Lærredet med en Kulstift...

Det var et morsomt Motiv. Og han smaalo ved at erindre sig Situationen:

En Aften engang i Sommer havde han, Sonja og Hother siddet nede paa Bænken under Lindene ved Keglebanen bag Børnenes Legeplads. Solen var gangen til Hvile, Skumringen faldt paa, alt var stille. Ogsaa Sonja, han og Drengen havde længe siddet tavse.

Saa hørtes der paa én Gang en fin lille Knagen og Puslen inde mellem Buskene bag dem.

Uvilkaarlig havde han grebet Hothers Haand og sagt:

- Hys-s ...!

Lidt efter kom et Pindsvin frem paa Grusgangen, saa sig forsigtigt om med sine skinnende Knappenaalsøjne, snøftede, prustede, drejede et Par Gange rundt og benede videre. Saa kom der ét Pindsvin til, rimeligvis Madammen. Ogsaa hun prustede; men knap saa mandigt. Derpaa kom der 1 .. 2 .. 3 .. 4 Unger drattende efter hinanden og ikke større end en god knyttet Næve ...

Fatter var naaet hen til Keglebanen og var alket op paa Brættet. Mutter efter og tre af Ungerne. Men den fjerde, den mindste, kunde ikke vinde op og gav sig til at klage spædt og ynkeligt. Hele Karavanen standsede. Fatter udstødte et misbilligende Grynt: Osse Fandens med de Unger! Men den varmhjertede Moder lod sig øjeblikkelig dratte ned af Brættet, der hun stod, vimsede tilbage til Udgangspunktet og hjalp den lille ved at støde den med Snuden i Bagdelen.

158

- Hu-it...! brast Latteren samtidigt ud af Sonja og Hother.

- Hy-ys dog! tyssede Maleren ...

Pind-Mutter drejede sky Hovedet om og lyttede. Men da alt forblev roligt, vimsede hun tilbage til sin Plads fra før; og Toget satte sig paany i Bevægelse. Det lignede en Række smaa skumle kappeklædte Sammensvorne, der ilede til det afgørende Møde. Man hørte de 120 rappe Klørs lette Kradsen mod Kegle-Banens Bræt. Men lidt efter lidt tabte Lyden sig, og Familien forsvandt i den tiltagende Skumring...

- Se dette vilde han male! Hele Aftenstemningen skulde med. Og han selv, Sonja og Hother skulde sidde paa den hvide Bænk under Lindene og stirre med tilbageholdt Aandedræt efter Dyrene... Han havde vist en Skitse af Hother, som han kunde bruge!

Atter gav han sig til at blade rundt i Bogen. Og atter smilede han:

- Der var den Tegning oppe fra Torvet!

En Krigsinvalid, forhutlet og fordrukken, med Træben og Jærnhaand, stod og aflirede paa sin Kasse en smægtende Melodi af "Carneval de Venise". Inde paa Fortovet sad paa sin Hale en kæmpemæssig St. Bernhardshund med rindende Øjne og opspilet Gab og græd jammerfuldt i Takt med Musikken; jo højere Tonerne steg, des højere hylede Hunden. Men rundt om Dyret dansede i Flok en Hob leende Smaabørn, henrykte, jublende, ellevilde ...

- Ogsaa denne Skitse maatte udføres i Olie; Farverne vilde gøre Billedet end mere levende.

- Og saa denne her:

Udenfor et lavt aabentstaaende Kældervindue sad en rødbroget Kat stiv, hypnotiseret, opslugt; kun den yderste Spids af Halen var levende. Inden for i Karmen stod to Fuglebure. I det ene sad i sin Ring en stor, eddergrøn, desperat Papegøje; i det andet en lille, sølle, forpjusket Kanariefugl. Fjerene stod Papegøjen vildt om Hovedet, den var rasende; man kunde ligefrem høre, hvor den skældte og smældte: Rakkerpukkel! Flab! Idiot! Kæltring! 159 Medens Kanariefuglen paa en Pind i det borteste Hjørne af sit Bur sad sammenkrøben, tomhjernet, tilintetgjort, flad af Dødsangest...

- Ha, ha, ja! Dette Billede skulde ogsaa males! Men snart, snart! Han maatte skynde sig! For naar de nu flyttede til Italien, blev der jo saa mange andre Motiver ...

- Far...!

- Ja...

Det var Else, der kom løbende ind fra Sportssalen. Hun var iført en bekvem Gymnastikdragt: Benklæder, Matrosbluse og Lærredssko.

- Kommer Du saa, Far?

- Jamen, jeg ...

- Du hat lovet at komme; saa det kan ikke nytte, at Du vil snyde.

- I leger jo saa udmærket.

- Vi leger meget bedre, naar Du er med! Neumann rejste sig:

- Plageaand!

- Kommer han? lød Hannes Stemme ind gennem Døren.

- Ja-a-h! Else trak et Par Gymnastiksko frem under Divanen - Smid Frakken! sagde hun - Og tøm Bukselommerne. Her er dine Sko.

Maleren "smed" lydig Frakke og Vest, tømte Lommerne og skiftede Fodtøj.

- Naa, spurgte han - er det saa godt?

- Du skal ogsaa smide Flippen!

Han "smed" Slips og Flip. Saa satte han sig paa Hug:

- Vil Du ride? Hendes Øjne straalede:

- Ja! og hun kravlede op paa Ryggen af ham og satte sig til Rette med et lille, tykt Ben paa hver Side af hans Hals:

- Er Mor hos Pastor Sørensen igen i Aften? spurgte hun.

Der gik en nervøs Trækning over Frank Neumanns Ansigt:

160

- Ja, det er hun vist... Hvorfor?

- Jo, for saa kan vi gøre mere Sjov!

Han sukkede.

Men saa dunkede hun ham med Hælene i Brystet:

- Hyp! sagde hun.

Og Maleren galoperede med hende ind i Sportssalen ...

Herinde var de elektriske Lamper tændt; Rummet laa lyst og varmt; og oppe under det hvide Loft trak Diefenbachs skønne Børneskikkelser af Sted paa deres Sejerstog: Per aspera ad astra ...

- Fangeleg! raabte Hanne.

Hun, Knud og Erik red, ligeledes i Gymnastikdragter, oppe paa Klatreapparatets øverste Tværbjælke.

Maleren "slog" Else "af" paa Springmadrassen, og entrede som en Kat op ad Rebstien. Men i samme Øjeblik han var oppe, lod Børnene sig rutsche ned ad Stænger og Tove.

Og nu begyndte der en vild Jagt rundt i Salen.

- Hopla! raabte Neumann og satte over "Hesten".

- Hopla! raabte de andre og søgte at gøre ham Kunststykket efter.

Men Erik naaede ikke længere end op paa Dyrets Hale, der hang han og hylede: mirv, mirv, mirv! Else trimlede om paa Madrassen af Latter.

Pludselig standsede Hanne midt i Legen og sagde skræmt:

- Der er Mor ...!

Fru Neumann kom til Syne i Atelierdøren sørgeklædt og forgræmmet:

- Hvor I dog larmer... sagde hun og pressede Øjnene til som blændet af Lyset i det hvide Rum. Forlegne og sky stod Børnene der.

- Vi troede ikke, Du var hjemme, undskyldte Maleren - Og de smaa maa jo dog røre sig, nu de ikke kan være ude...

- Ja ... men behøver de at larme saa meget...?

- Ellers morer de sig jo ikke... smilede han.

- Nej... det gør de vel ikke ... Fru Sonja talte, som 161 var hendes Tanker milelangt borte - Vi skal spise, sagde hun saa - Gaa op og gør Jer i Stand, Børn. Hanne tog Erik og Else ved Haanden:

- Maa Knud ikke nok spise med, Mor ...? spurgte hun.

Fru Neumann saa afvisende hen paa den fremmede Dreng:

- Gerne for mig ...

Sky listede Børnene forbi hende og ud ... Maleren var begyndt at slukke Salens Lamper. Diefenbachs glade Frise svandt og svandt i Mørket...

- Hanne er snart for gammel til at rende og tosse rundt med den Dreng! lød det fra Fruen.

Maleren gik hen til hende og vilde lægge en Arm om hendes Liv; men hun gjorde sig fri.

- Sonja, sagde han blidt, næsten bedende - ser Du da ikke, at dine Børn begynder at blive bange for Dig ...? Hun vendte sig uvilligt for at gaa:

- De har jo Dig!

Men da bruste Mandfolket og Vreden op i ham:

- Ja, naar Du kun tænker paa de døde, maa jeg vel tage mig af de levende! sagde han haardt.

Men Fru Sonja var allerede naaet halvvejs ind igennem Atelieret og svarede ikke ...

Efter Aftensbordet sad Maleren, hans Kone og den gamle Fru Neumann omkring Bordet i Dagligstuen; Damerne med deres Haandarbejder i Hjørnesofaen under Maleriet fra "Det kolde Ben"; Neumann ved Bordets Yderside med en Bog.

Længe var der ikke bleven talt et Ord.

Saa ringede Entréklokken.

Fru Sonja for sammen:

- Hvem mon det kan være ...!

- Det er vel Toldkontroløren ... mente den gamle Frue og saa paa sit Ur - Klokken er ni.

- Ja, og det er Torsdag... sagde Maleren.

162

Lidt efter gik Døren op, og Knagsted viste sig lille, firskaaren og lodden:

- Glædelig Torsdag! hilste han.

- Tak i lige Maade! nikkede Neumann.

- Præcis som en Taarnvægter! smilede den gamle Frue.

- Godaften ... sagde Fru Sonja. Tolderen tog Plads ved Bordet:

- Hvad er det, De læser, Maler?

- Victor Hugo: Les miserabies ...

- Paa Fransk?

- Nej, kun paa Fladlandsk, min Herre!

- Hvis jeg var Digter, sagde Knagsted - saa vilde jeg gaa hen og hænge mig ... Det staar jo nemlig altsammen i denne vidunderlige Bog, altsammen ...! Jeg forstaar ikke, at nogen har Mod til at sætte Pen til Papiret, efter at den er skrevet!

- "Gudbevares", citerede Maleren leende - "jeg bøjer mig for van Dyck; men enhver har dog sine Fortrin!" Fru Sonja lagde Arbejdet sammen og rejste sig:

- Ja, undskyld, Hr. Knagsted, at jeg trækker mig tilbage; men jeg er lidt træt... Gaar Du med, Moder?

Sonjas Seng var siden Hothers Død flyttet ind i gamle Fru Neumanns Soveværelse.

- Ja, sagde den gamle Dame beredvilligt - gerne, lille Sonja; jeg trænger ogsaa til at komme til Ro ... Godnat, Drenge! smilede hun og lod ubekymret - I skal vel have Jeres Whisky?

- Ja Tak ... Lad Olga bringe den ind i Atelieret.

- Det skal jeg... hun rakte Herrerne Haanden - Godnat igen!

Men Fru Sonja bøjede Hovedet til en tavs Hilsen og gik...

Knagsted og Maleren drejede langsomt Ansigterne om efter hende ...

I Atelieret.

Toldkontroløren stod ved Bordet foran Divanen og lavede sig en Whisky.

163

Neumann sad ved Staffeliet og tegnede paa Aftenstemningen fra Keglebanen.

- De maa ikke tage altfor strengt paa Deres Kone, Maler ... sagde Knagsted.

- Strengt? Jeg tager ikke strengt; tværtimod! ... Men at Sonja skulde ende med at blive "hellig" ...! Sonja!

- De har jo Deres Kunst at...

- Og hun har vel sine Børn ... sine levende Børn!

- Ja ... Skal De ikke lave Dem en Whisky? Neumann lagde Kulstiften fra sig og gik hen til Bordet:

- Da Hanne laa syg, sagde han - var der virkelig et Øjeblik, hvor jeg haabede, at Sonja skulde tage sig sammen og atter blive Menneske. Hun var saa omhyggelig og kærlig og god; vaagede selv over Barnet om Natten... Men nu er det forbi igen. Mindst tre Gange om Ugen render hun til "Opbyggelse" hos dette Skadedyr, denne Pastor Sørensen ... Og at tænke sig, at det var ham, der myrdede Hother! endte han.

- Hvornaar rejser I til Italien? spurgte Tolderen for at give Samtalen en anden Vending.

- Det kan jeg ikke faa hende til at tage nogen Bestemmelse om ... Hun kan ikke forlade Hothers Grav, nu Vinteren stunder til, siger hun ... og han skal ligge dernede alene og fryse ... Hysteri!

- Men I rejser altsaa?

Maleren satte sig paa Divanen ved Siden af Knagsted:

- Ja, det gør vi vel... Ved De, hvorfor jeg tror, hun opsætter den Rejse? spurgte han saa.

- Nej...

- Fordi hun er bange for, at vi paa Rejsen igen skal faa fælles Soveværelse!

- Aa Snak; I, der havde det saa godt sammen ...

- Ja, ikkesandtl Aa, saa dejligt, saa dejligt... Men nu har hun i over to Maaneder holdt sig borte fra mig og boet inde hos Moder ... Og hun længes efter mig; jeg kan se det paa hendes Øjne; men hun tør ikke give efter for sin Længsel... tør ikke for Præsten!

- Nej, ved De nu hvad, lille Neumann ...!

164

- tør ikke for Præsten! gentog Maleren afgjort - Hun har selv indirekte sagt mig det.

- Hm ...

- Hun taler om "aandeligt Ægteskab", om "Sjælenes Harmoni" ... og mere af samme Tønde.

Han rejste sig og strakte Armene ligesom favnende ud i Luften:

- At tænke sig Sonja, dette livsfrodige, varme, naturlige lille Menneske!

Og idet han lagde Haanden tungt paa Knagsteds Skulder, sagde han:

- Tolder, skal jeg fortælle Dem en Ting: "Religion" er den højeste Egoisme! Bare man klarer sig selv over i den indbildte Evighed, saa Fanden med alle os andre l... Aa, jeg længes efter hende, vedblev han - elsker hende, elsker hende, som den første Dag, vi var sammen! Men vil jeg tage hende ind til mig, støder hun mig fra sig; og vil jeg tale til hende, rykker hun frem med Skriftsteder og bibelske Citater ... Stene for Brød!

Knagsted sad lidt tavs; saa spurgte han:

- Og hvad siger Deres Moder, den kloge Dame ...?

- Hun siger, at jeg skal give Tid... At jeg maa betænke, hvilken Rystelse hele Sonjas Nervesystem har været udsat for ... At jeg foreløbig skal se paa hende, som man ser paa en Syg...

- Og hvad mener hun om Hans Velær værdighed, Pastor Sørensen?

- Hun mener, at hans Indflydelse kun vil være forbigaaende ... at Sonja er altfor sund og livskraftig en Natur til at...

- Naa ja, der ser Del Og hun mener selvfølgelig ogsaa, at I bør rejse?

- Ja.

- Vil hun rejse med?

- Ja, det vil hun! Og naar vi først kommer under andre Forhold, i andre Omgivelser og anden Luft, siger hun, vil Sonja lidt efter lidt tage sig sammen, vælte Præsten og 165 hans Lærdomme af sig og vende tilbage til Mand og Børn ...

Knagsted nikkede: - Ja ...! Ja ...!

Maleren greb hans Haand:

- Tror De det virkelig, Tolder? ... Tak! Tak!

- Og hvor i Italien vil De slaa Dem ned? spurgte Knagsted.

- I Omegnen af Neapel, har jeg tænkt mig; ovre paa den anden Side Golfen. Aah, der er saa dejligt! Der etablerer vi saa Børnene med Farmor og en Lærerinde; og saa gør Sonja og jeg Studierejser rundt i hele Italien!

Malerens Ansigt lyste og hans før saa bedrøvede Øjne straalede.

- Maa jeg komme med? spurgte Tolderen.

- Ja! Vil Del Vil De komme ned og besøge os l?

- Det kan De bande paa, jeg vil! Jeg har altid ønsket at se Italien i godt Selskab.

- Kan De italiensk?

- Nej; ikke et Muk! Kan De?

- Næh! Men det lærer man hurtigt.

- Hvad Tid skal jeg helst komme? Hvad Tid er der kønnest?

- I Marts-April... Om Foraaret.

- Godt, saa kommer jeg til Foraaret! Og saa faar jeg Lov til at kysse Sonja, naar hun stor og smuk og solbrændt staar og modtager mig paa Banegaarden?

- Saa meget De vil! lo Maleren - Skaal og paa Gensyn!

- Skaal og paa Gensyn! nikkede Knagsted. Og de tømte deres Glas til Bunds ...

Tre Uger efter drog Familien Neumann i Landflygtighed til Italien. Malerens Villa stod øde.

Knagsted havde lovet at være Slotsforvalter derude.

Madam Svendsen, omgift Terkildsen, havde bragt et Drengebarn til Verden.

166

Moderen laa i sin og salig Svendsens brede Ægteseng, der var anbragt midt paa Gulvet i Sovekammeret bag Skænkestuen. Ved Siden af Sengen stod Vuggen med Frugten. Og klistret op i et Hjørne under Vinduerne krøb en lille Barne-Jærnseng beskedent sammen. I denne tilbragte Ægtemand Bernhard sine smaa Nætter ...

Rikke Skade var paa Barselvisit:

- Ja, forklarede hun dystert - han laa med Ansigtet bardovs ned i Vejsølen og med det dejlige Skæg helt fuldt af Blod.

- Hvem fandt ham?

- Skovfoged Jørgensen ...

- Og han hade sæl skudt sig, staar der i Avisen ...

- Ja, det staar der, hak-hak! - men han hade Fanden, hade han! Hva skulde han skyde sig for?

- Vaadeskud, begribeligvis! mente Marthe - Der staar jo saa tidt, at nogen skyder sig med Vaadeskud.

- En Skovrider, hæl haanlo Rikke - næ bild vos bare ikke den ind! Næ-h, det er sgu Frøken Michaela, der har gjort det; det tør jeg ta' Gift paa... De fandt jo osse hendes Handske nogen Alen væk inde mellem Træerne!

- Det kan ha' været et Kærlighedspant, foreslog Marthe. (Hun holdt nu én Gang for alle ikke af at være enig med Veninden). - Folk i den Klasse, de har det altid med Kærlighedspanter!

- Tror Du saa, han havde smidt den fra sig? Hvorfor skulde han saa ha' smidt den fra sig? Næi, saa hade han sgu haft den hængende i en Snor paa sit bare Bryst!

- Ja-a ... Men i noget Forhør har hun da ikke været.

- Kammerherren er gode Venner baade med Borgmesteren og Amtmanden, forstaar Du vel!

- Jamen hvorfor skulde hun ha' skudt ham! vedblev Madam Svendsen paastaaelig - Jeg begriber bare ikke, hvorfor hun skulde ha' skudt ham.

- Fordi naturligvis at han rendte med alle Verdens andre Fruentimmer baade høje og lave ... Frugten i Vuggen begyndte at grynte.

167

- Jos-e-f i-ne! raabte Madammen. Pigen stak Hovedet - et uredt Hoved med vildtvoksende Krøller - ind fra Skænkestuen:

- Hva' er der?

- Ta' og varm Lillebrors Flaske; han er sulten! Josefine nappede Flasken ud af Vuggen og forsvandt. Dynen gled til Side; man saa Barnets Ansigt.

- Det er en mageløs løjerlig Næse, det Barn har ... sagde Rikke.

- Synes Du ...

Drengens Næse var tyk, rød og svampet. Og nu han laa vaagen, rullede han den rundt i Ansigtet med sin hule Haand. Naamen det gør jo saa mange Børn, uden at deres Mødre derfor just behøver at have været i Berøring med Isenkræmmer O. W. Fredriksen ...

- Hvornaar skal han døbes? spurgte Rikke.

- Naar jeg kommer op.

- Har Du bestemt hans Navn?

- Ja-a ... han skal hedde Bernhard efter sin Far.

- Hæ-meuvs ...! sagde Skaden, hun fik en eller anden Klump forkert i Halsen ...

Josefine kom ind med den opvarmede Flaske. Marthe stak Sutten i Munden og smagte paa Mælken:

- Du skulde ta' og rede Dig, Josefine! sagde hun. Josefine slog med Nakken, saa at Krøllerne bævede paa deres Naale:

- Terkildsen synes, det klæ'r mig! sagde hun. I det samme kimede Dørklokken; og ud for hun. Marthe stak Sutten i Munden paa Drengen, der straks tav og aad.

- Du har stadig ingen Mælk sæl? spurgte Skaden.

- Næi... Doktoren siger, jeg er for svær.

- Du er jo osse lidt op i Aarene.

- Der er da dem, der er ældre!

- Ja vel saa... Men de gaar heller ikke hen og indlader sig med Mandfolk.

- Hvor gerne de end vilde! supplerede Marthe. Rikke gnækkede surt og tav ...

168

Begivenheden med Skovrider Treschau, der var omkommen ved et Vaadeskud, var hændet for en 8-10 Dage siden.

Der løb de sælsomste Rygter Byen rundt i den Anledning. Alle havde vidst om hans Kvindekærhed. Og hans Forhold til Michaela Løvenfeldt havde i aarevis været Søby og Omegns Samtaleemne.

Hertil kom nu denne Damehandske, som var fundet i Nærheden af Liget.

Frøken Løvenfeldt og Skovrideren gik jævnlig paa Jagt sammen. Men den Eftermiddag, han døde, havde han og "Rinaldo" været alene i Storskoven. Det kunde baade Niels Træskomand og Marie Svensker bevidne. De havde hilst paa ham; og han havde hilst muntert igen og fløjtet af Rinaldo ...

Men saa en god Time senere, da det allerede var begyndt at skumre, havde Skovfoged Jørgensen fundet ham liggende tværs over Mosedevejen stendød og med et Kuglesaar bag det ene Øre. Hans Bøsse var tom; ved Siden af ham laa to Harer og inde i Krattet noget borte en Raabuk. Det hele saa temmelig selvfølgeligt ud: Han var snublet, Skuddet var gaaet af, havde ramt ham bag højre Øre, Kuglen var gaaet ind i Hjernen, og han var død med det samme.

Men saa var der jo denne Damehandske!

Og at den var Frøken Michaelas, det havde hun selv indrømmet, da hun fik den fremvist:

- Enten maatte hun have tabt den engang, hun havde været paa Jagt, mente hun - Eller Treschau havde stjaalet den fra hende. (Her rødmede hun). Han forfulgte hende jo med sin forrykte Forelskelse... Naa, men hun var vist ikke den eneste! Hans Hjerte havde nok været svært rummeligt! ... Handsken havde hun for øvrigt ikke savnet, før nu hun saa den. Hun havde jo saa mange Handsker!

Denne Forklaring afgav Frøkenen koldt og roligt. Med Undtagelse af altsaa, da hun omtalte Skovriderens Forelskelse.

169

Kammerherren havde været paa Klapjagt paa et Nabogods, den Dag Ulykken skete. Og Michaela selv havde ligget til Sengs af Hovedpine. Kun havde hun om Eftermiddagen opholdt sig en halv Times Tid nede hos sine Hunde. Kommen op derfra havde hun taget et Antifebrinpulver og var atter gaaet til Sengs.

Saadan forholdt Sagen sig.

Men der var jo denne Handske ...!

- Og nu ligger han under Mulde, Treschau... sagde Skaden; hun og Madam Svendsen var igen kommen tilbage til Skovriderens bratte Endeligt - Men hade det været enhver somhelst anden En, end som Michaela, der hade været emballeret i den Historie, saa skulde vi ha* set til Løjer og Langkaal!

- Ja-e ... nikkede Marthe - de store ved altid at slippe om Hjørnet!... Har hun alle sine Hunde endnu?

- Ork ja... 14 siger de. Noget skal hun jo ha' at fordrive Tiden med ... Og i alle Størrelser ...!

- Hun skulle hellere ta' sig noget nyttigt f or!

- Det behøver hun ikke. Hun faar jo Gaarden. Hun er eneste Barn.

- Mon? ... betvivlede Marthe svedent.

- Ja, det vil altsaa sige "ægte"; de udenoms spiller jo ingen Rulle, hak-hak! gnækkede Skaden - Der er din Mand!

Bernhard var kommen ind fra Skænkestuen:

- Skomager Hansen, Marthe, spurgte han travlt - hvordan staar det sig med Skomager Hansen; kan vi skrive ham for mere?

- Hvad staar han for?

- 11 Kroner og 40 ... Nu er han derude og kræver ind med to Bekendtere.

- Ja-e, skriv Du bare væk; han er sikker nok; vi har jo Mellemregning.

Skaden pegede ned paa Andelsfrugten, der saligt med lukkede Øjne laa og suttede løs paa sin Flaske:

- Det er et dejligt Barn, Terkildsen! sagde hun.

170

- Rigtig dejligt ...! nikkede Terkildsen - ja, saa skriver jeg altsaa Skomageren? spurgte han sin Kone.

- Skriv væk! sagde hun - Hvad bestiller 111? Bernhards lille Krop rettede sig:

- Altid har Du travlt med Bedstefar! Martries Ansigt svulmede:

- Han skal vel gøre sin Nytte for Logi og Føden!

- Lad Du mig om det!

Bernhard svingede rundt som en Top og gik.

- Det lille Myrekryv! snerrede Madammen efter ham - Jos-e-f-i-ne!

Pigen stak Krøllerne ind:

- Hva' er der? ... Her er Gæster!

- Hvad bestiller 111?

- Han sover en Donnert ud. Terkildsen sier, at han skal more sig, mens Fruen ligger til Sengs. Og væk var hun. Madam Svendsen huggede en arrig Haand i Dynen:

- En faar nok snart se at komme op af de Dun! sagde hun.

Og da faldt der Rikke en Ondskabsfuldhed ind. Den laa lige for; men underligt nok var den ikke rundet hende i Hu før:

- Er Josefine og Terkildsen ikke saa omtrent lige gamle? spurgte hun uskyldigt.

Men hendes smaa rødrandede Skadeøjne lyste som af ond Fosfor.

Michaela Løvenfeldts Hunde:

Freja.

Grand fladlandnois, blaagraa med hvidt Bryst, hvide Sokker og hvid Halespids. Tispe. Smuk, behagelig elskværdig, men noget indolent; maaske dum. Staar i intimt Kærlighedsforhold til nedennævnte Hektor; men hengiver sig til ham tilsyneladende mere for at volde ham en Fornøjelse end for at tilfredsstille en dybere Trang hos sig selv. Er rimeligvis gold, da der til Dato aldrig har vist sig 171 Frugter af denne Forbindelse. Kan sidde i timevis om Vinteraftenerne foran den blussende Kaminild i Frøkenens Kabinet, stirre dybsindigt ind i Luerne og tage sig interessant ud; hvad ofte skal være Tilfældet med mindre begavede kvindelige Eksistenser. Er faldet efter Forældre med et betydeligt Stamtræ. Hvilket maaske tilstrækkeligt forklarer Damens ovennævnte mest fremspringende Egenskaber.

Med denne Hund lader Frøken Michaela sig fotografere, naar hun er i Spadseredragt.

Hektor.

Gordonsetter. Næstsøskendebarn til Hans Højhed Fyrst Jokum XVIII's to berømte Livhunde af samme Race. Vakkert Haarlag og godt behængt men med en desværre ikke ganske ren Hale. Er i Labansalderen og vælter derfor ofte ved sine ubeherskede Bevægelser Stumtjenere, Vaser, Nips og Urtepotter; løber trods Advarsler og Knubs tværs over nysaaede Plæner og Blomsterbede. Blev efter en stormende, ungdomsbrusende, alt Hensyn tilsidesættende Kur til ovenomtalte Freja, dennes monopoliserede Elsker. Dog, som nævnt, uden Resultater. Ligger i ustandselig Guerillakrig med nedennævnte Jakob Hansen. Er forøvrigt godmodig og ukuelig livsglad, skønt den er Gaardens Prügelknabe og ofte revses af Frøkenen, sin Herskerinde, uden skellig Aarsag. Dette kan tjene som Eksempel paa, hvor højt en naturlig, sund og beredvillig tilfredsstillet Kærlighedstrang kan bære en mandig Natur frem over Livets mangehaande Trakasserier og Genvordigheder.

Derfor: Ære være Kvinden!

Med Hektor lader Frøkenen sig fotografere i Ridedragt.

Diana.

Glathaaret Hønsehund. Sort uden Aftegning. Af et særdeles elskeligt Gemyt og med en frodig Trang til at blive Moder. Næppe har hun faaet et Kuld Hvalpe druknet, førend hun paa en eller anden mystisk Maade er bleven gravid med det næste. Sover meget og er noget lad, 172 men gaar dog regelmæssig ensomme Ture i Mark og Skov, paa hvilke Udflugter man mener, at Ulykken sker.

Fotograferes sammen med Frøkenen, naar hun er i Jagtdragt.

Jakob Hansen.

Sort Snore-Puddel. Eksentrisk af Sjæl og Legeme. Aldrig i Ro. Hidsig, hurtig til Vrede, stolt med et Glimt af Hovmod. Snarraadig. Trofast mod Venner. Uforsonlig mod Fjender. Dertil lumsk, fejg, tyvagtig, sanselig, viskæftet; kort sagt: noget af en Kunstnernatur. Hidkommet til Godset fra Søby, hvor den gjorde sig umulig ved sine erotiske Excesser. Sprang engang durk ind igennem et Vindue i Stiftsprovsteboligen, hvor Stiftsprovstinden sad med sin Skødehund, en russisk Moppe, som Jakob havde truffet i "Anlæget" og forelsket sig i uden Maal og Maade, skønt han kun ejedes af en Brændevinsbrænder. Skulde en Gang hænges og et Par Gange skydes, men slap alle Gange levende derfra. Løb derpaa bort fra Brændevinsbrænderen og logerede sig ind paa Byens fornemste Hotel tiltrukket af det rigelige Affald; men fornemmeligst dog af Værtens skælmske Foksterrier. Blev her en Aften ved Mortensdagstide set af sin nuværende Ejerinde, som følte sig tiltrukken af dens Navn og Spiritualitet og købte den for en Gaas og to Snese Æg. Førtes om Natten bagbunden til Løvenholm og blev om Morgenen løsladt og kraftig fodret. Hvorpaa den øjeblikkelig forelskede sig i alle de paa Gaarden værende Hunhunde, samt i Løbet af de nærmeste følgende Dage og Nætter stiftede talrige illigitime Forbindelser i Omegnen. Taaler nødigt Repræsentanter af sit eget Køn i sin umiddelbare Nærhed, hvorfor der, som ovenfor berørt, finder stadige Skærmydsler Sted mellem den og Gordonsetteren Hektor; medens den dog samtidig er klog nok til at vedligeholde en Slags væbnet Neutralitetsforbund til Prinsen (Se nedenfor), Frøken Michaelas Yndlingshund. Strækker ellers sin Antipati mod Rivaler saa vidt, at den endogsaa nærer et skummelt Had til Familier, der holder Han-hunde. - Kan, naar den er i godt Humør, gøre nydelige Kunststykker, saasom 173 "sidde", springe over Spadserestokke og gaa med hugget Sukker paa Næsen. Udfører ogsaa disse Kunster naar den partout tvinges dertil; men fungerer da med et ondt Udtryk i Øjnene og forlader gerne Hjemmet umiddelbart efter Forestillingens Slutning og bliver borte i flere Dage. Foragter lurvetklædte Personer og det mere underordnede Tyende. Betragter i det hele Godset som sin Privatejendom, hvorfor den altid, naar den kommer op i Stuerne, anbringer sig i de blødeste Sofaer og bedst polstrede Lænestole. Er noget logrende overfor sin Ejerinde og hendes Yndlingsgæster; men kritiserer dem skarpt og træffende bag deres Ryg. Hvorfra den har faaet sit lidt plebejiske Navn, er en Gaade, da den som Regel i sin hele Optræden minder om en Hofchef eller en første Lordkammerherre. Er rimeligvis et Elskovsbarn. Et Friluftsprodukt af en Stamherre og en Cirkusprimadonna.

Lajla.

Grævling. Tispe. Et barnligt Legeme, der huser en bundfordærvet Sjæl. Hører til en ældgammel Familie, hvis Medlemmer stadig har giftet sig ind i hinanden. Er derfor slesk, urenlig, kataleptisk Koprofag og hengiven til hemmelige Laster. Kort sagt: en kvindelig Heliogabal, som bør forbigaas i relativ Tavshed.

Sascha.

Russisk Mynde. Mager, sygelig, poetisk. Hvid med blaagraa Pletter. Født i Sverrig. Sippet og stram over for Hanhunde, men betragter dem med intense Blikke, naar den tror sig ubemærket. Lider af en Hudsygdom og minder i det hele om en ældre Guvernante.

Prinsen.

Skyterrier. Født paa et Slot imellem Bjærgene i Omegnen af Edinborg. Har noget af en Højskottes alvorsfulde Majestæt og urokkelige Beherskethed over sig. Heraf dens Navn. Trofast, god, storhjertet. Høflig, værdig og lydig uden Spor af krybende Underdaniglied over for Overmænd. 174 Venlig og imødekommende i sit Forhold til Undermænd uden Tanke af den saa usmagelige sursøde Nedladenhed, som desværre saa ofte særtegner Personer af Rang. Ynder ikke mange Ord, men ytrer fyndigt sin Mening, naar han finder det formaalst j enligt. Er Frøken Michaelas Yndlingshund og véd det; men lader sig ikke mærke dermed. Har ingen Kærlighedsforbindelser paa Gaarden, da han nærer den korrekte Opfattelse, at man skal respektere sit Hjem. Har dog forsøgt at gøre Freja til sin legitime Hustru, men Maalet sad for højt. Holder derfor i den nærliggende Landsby et Par Smaadamer, som han af og til beærer med et Besøg paa nogle korte Timer. Vandrer efter saadanne Visitter langsomt tilbage igennem Skoven nedsunken i dybe Tanker og af og til rystende misbilligende paa sit kongelige Hoved af de mærkelige Funktioner, et Væsen her paa Jorden har at udføre for nogenlunde at bevare sit Helbred uskadt. Tilbringer derpaa lidt mat Resten af Dagen i en Armstol af passende Blødhed, hvor den ligger sammenrullet til et Nøgle og ligner et Par Pund graameleret Uldgarn, der er kommet i Uorden.

Fotograferes sammen med Frøkenen, naar hun er i Selskabsdragt.

Dette er Michaela Løvenfeldts Hunde, hendes daglige Omgang og fornemste Tidsfordriv.

Dog er at bemærke, at hun et Par Dage efter Skovrider Treschaus ulykkelige Endeligt egenhændig nedskød Hønsehunden Diana og aldrig gik paa Jagt mere.

Motivet ubekendt.

Konsul Wævers Automobil kom vuggende for fuld Fart op igennem Søndergade, kørt af en første Klasses Chauffeur, og standsede paa en Streg uden for Porten til Forretningen paa Kirketorvet.

- Der er Konsulinden og Frejlif! meldte Frøken Solberg fra Vinduet.

175

- Hum! brummede Købmanden - Hvad er der nu galt!

Døren til Trappegangen fløj op, uden at der var bleven banket paa.

P. A. satte Kikkerten for Se-Øjet:

Jo; det var hans Datter med Søn.

Den lille Frue løb med Baand og Ender vimplende om sig hen og greb den gamles Haand:

- Aa Papa, Papa! sagde hun, og hun var bleg og forstyrret - Aa, Papa, Papa!

- Naa, har de nu taget ham? spurgte Købmanden. Han var vel forberedt, thi han havde ikke tænkt paa andet i de sidste ti Aar.

Unge Wæver var bleven staaende ret op og ned lige inden for Døren. Han var i Ridedragt: storternede Skinkebukser med Riderøv, mørkeblaa Jakke, gule Støvler og Sportshue. Ogsaa han var bleg. Og han lignede mere end nogen Sinde en rakitisk Frø.

Konsulinden sank paa Knæ foran P. A.s Stol:

- Papa, Papa, gentog hun - Du maa hjælpe, Du maa hjælpe!

- Er han sat fast? spurgte den gamle; han var intet Øjeblik i Tvivl om, at det gjaldt Svigersønnens Pengesager.

- Købmanden skulde skamme sig! lød det fra Solberg.

- Jeg spør, om han er sat fast? repeterede den gamle.

- Nej, nej, nej ... hulkede Konsulinden - Hvor Du er grusom ...!

- Hvad er der da i Vejen?

- Det er noget med Banken ...

- Tænkte det nok ...! Hvormeget?

- Det ved jeg ikke ... Det ved man ikke endnu ... Men Hagbart bad mig køre herind og bede Dig om at hjælpe ... Det hele kunde endnu ordnes.

- Ikke med en Skilling! sagde P. A. afgjort - Ikke med en rød Øre! Det er bundløst! ... Har han stjaalet Penge?

- Næmen, Købmand, dog ...! kom det fra Solberg.

176

- Han har spekuleret ... sagde Konsulinden - Aa, men hvad ved jeg! Jeg forstaar mig jo ikke paa det! Du maa bare hjælpe!

- Har Revisionen været der?

- Ja, den kom pludselig i Morges: Sagfører Petersen, Isenkræmmer Fredriksen og Brygger Sandberg ... Det er et helt Komplot, siger Hagbart ... Men hvis Du bare vil hjælpe, sker der ingen Anmeldelse ... Ellers bliver Hagbart arresteret ...!

- Men jeg vil ikke, kan Du hilse ham og køre hjem og sige!

- Aa, Papa, Papa...! Konsulinden vendte sig hulkende om mod sin Søn, som stadig stod urokkelig paa samme Sted - Frejlif, sagde hun - saa kom dog hen og bed din Bedstefar om at række dine arme Forældre en hjælpende Haand.

Unge Wæver rørte sig ikke:

- Jeg sagde jo til Dig, før vi kørte, at det kunde ikke nytte; Morfar holder for meget af sine Penge.

P. A. nikkede anerkendende hen imod Dattersønnen:

- Det er rigtig, min Dreng! Jeg holder for meget af mine Penge til at ville smide dem i Vandet ... Og ha'de det saa endda været rent Vand! endte han.

Konsulinden var nu ganske opløst af Graad.

Frøken Solberg trøstede og klappede hende og hjalp hende til Sæde paa en Stol.

Ude fra Torvet hørte man Automobilets Kogen.

- Morfar vil vel heller ikke kavtionere for Summen, spurgte Frejlif pludselig - og betale Banken Pengene tilbage i Afdrag?

Den gamle rettede sig uvilkaarligt, satte Kanonen for Øjet og saa næsten velvilligt hen paa den unge Mand:

- Kavtionere? gentog han - Forstaar Du Dig paa de Sager! Du er altsaa ikke fuldt saa tosset, som Du klær Dig til...! Nej, jeg vil heller ikke kavtionere, lille Frejlif! ... Ved du maaske ogsaa, hvor stort Beløbet er?

- 3-400,000 Kroner.

- Og er der noget Falskneri med i Spillet?

177

- Det vidste de ikke endnu ...

Konsulinden holdt op med at græde og stirrede forundret paa sin Søn: Hvor kendte han alle disse Detailler fra! - Hun fattede et nyt lille Haab:

- Hjælp os, Papa ... bad hun. - Om ikke for min og Hagbarts saa for Frejlifs Skyld; han kan maaske bringe det hele paa Fode igen ...?

- Hjælp dem dog, Købmand ... sagde Solberg - hjælp dog Deres Børn ...

Men nu blev P. A. arrig.

At de kortsynede Fruentimmer ikke kunne holde deres Næb:

- "Hjælpe" ...! vrængede han - for at mine Penge skulde gaa ad Helvede til, hva? Nej! Lad den Slapsvans af en "Konsul" ligge som han har redet! Min Datter og hendes Dreng skal jeg nok tage mig af, naar den Tid kommer!

- Jamen Skandalen ... forsøgte Solberg.

- Jeg blæser Skandalen et Stykke. Det er jo ikke mig, der har snydt Banken .-.. Kan De se, det var godt, jeg ikke gik med til Middagen!

- Jeg holder med Morfar, sagde unge Wæver rolig; han stod stadig paa samme Plads; det var som turde han ikke røre sig fra Stedet, - Jeg holder med Morfar: det vilde være at smide vore Penge ud til ingen Nytte.

Købmanden gav et Hop paa Stolen:

- Du er Satan til Dreng! brast det ud af ham - Sier Du "vores" Penge, hæ-hæ!

- Ja; skal jeg maaske ikke arve Morfar engang?

- H-jo-e ...!

- Jamen, din egen Papa, Frejlif ...! bad Konsulinden, for hvem Haabet igen var bristet - Tænk dog paa din egen Papa! Paa al den Skam, der vil overgaa ham og os andre!

- Ja, og hele Familien, Frejlif! lød det fra Solberg - Hele den gamle agtede Familie!

Frejlif tog et Par Skridt frem som for at svare ... Men pludselig greb han ud i Luften med sine lange Arme, 178 snappede et Par Gange hastigt efter Vejret og styrtede om paa Gulvet.

Han havde faaet et af sine epileptiske Anfald ...

Rundt i Byen surrede og murrede det angaaende de Wæverske Affærer. Men endnu var der intet sket. Vel holdt Konsulen sig hjemme paa sin Villa; men Forretningen paa Torvet var stadig aaben, og i Banken gik alt sin vante Gang.

Dagen efter Konsulindens forgæves Besøg, sad Frøken Solberg igen ved Vinduet:

- Der er vores Folketingsmand! meldte hun.

- Hvem ...! kom det i et Stød fra Købmanden.

- Nu drejer han ind ad Porten ...

- Hvem, sier jeg!

- Vores Folketingsmand ...

- Saa sku da osse ...! Har de nu faaet pilket ham herover!

Det bankede. Hansen-Højreb traadte ind:

- Goddag, Købmand Birk ...

- Hm ...!

- Ja, De bliver vel forundret over at se mig?

- Næi...

- Naa, ha-ha! saameget des bedre! Goddag, Frøken Solberg.

Højrebet trykkede Værtsfolkets Hænder ... Saa blev der en lille Pause:

- Tja-e ... jeg vilde jo gerne tale med Købmanden ... begyndte han.

- Tal væk ... Jeg har ingen Hemmeligheder for Solberg.

Frøkenen rejste sig:

- Jamen, hvis Folketingsmanden mener ...

- Sludder! afbrød P. A. - De bliver her!

Hansen-Højreb saa sig lidt ilde til Mode om; han var ikke ganske glad ved den Mission, han havde indladt sig paa:

179

- Ja, Købmanden ved vel nok, hvorfor jeg kommer ...?

- Nej ...

- Jo-e, det er jo i Anledning af Deres Hr. Svigersøn ...

- Hva' han?

Folketingsmanden rokkede hjælpeløst: saa haard havde han dog ikke tænkt sig, at den gamle var at stikke i:

- Jo-e ... sagde han igen - se det var jo dennehersens Bankhistorie ...

- Den rager ikke mig! lød det fra P. A. - Jeg har sagt til min Datter og hendes Søn, at den rager ikke mig. Saa rager den ikke mig ... altsaa!

- Der kunde dog maaske træffes en Overenskomst ... forsøgte Lovmanden.

- Saa gaa til "Konsulen" ... Jeg har ikke noget med hans Pengesebedaljer at skaffe.

- Købmanden skulde dog ... begyndte Frøken Solberg.

- Hold Kæft, til hun bliver spurgt!

Hansen Højreb rejste sig og gik hen til P. A.s Stol:

- Jeg forstaar saa godt, at De er forbitret paa Deres Svigersøn, sagde han og stillede sig i Ting-Stilling for at aflevere en længere Tale - jeg forstaar det saa o-ver- maade godt ... Og at De intet vil gøre for ham, forstaar jeg til Nød ogsaa ... Men husk paa Deres Datter og hendes stakkels Søn, som De kunde spare for megen Jammer og Skade ved at vise en Smule Imødekommenhed over for den forurettede Part ...

- De mener over for Dem sæl og de andre Aktionærer ... hæ!

- Ja-æ ... overfor Banken altsaa.

- Jamen Frejlif holder med mig! affyrede P. A. triumferende.

- Frejlif ... Hvem er Frejlif?

- Min Dattersøn; han er klogere, end som han ser ud til, skal jeg sige Dem; og han holder med mig: Morfar skal ikke smide vores Penge ud af Vinduet! sagde han.

180

- Ja, det sagde han ... bekræftede Solberg hovedrystende.

- Stakkels unge Menneske, han er jo ikke rigtig ... rigtig ... og nu ligger han saa syg derhjemme paa Villaen ... sukkede Lovmanden medfølende - Lægen er helt bange for ham ... Og nu har hans lille kjære Moder ogsaa f aaet det at tænke paa ... (Hansen-Højreb lagde en Haand paa gamle P. A.s Arm:) Dennehersne triste Historie har dybere Føling, end De tror, kære Ven, vedblev han, og hans Stemme blev tungt fortrolig - Det er ikke alene Deres stakkels Datter, hendes Mand og hendes Søn, der rammes ...

- Men osse Jer Aktionærer... brummede Købmanden.

Dog Folketingsmanden lod, som om han intet hørte og for fort:

- Det er ogsaa hele Regeringspartiet som saadant! sagde han - Skal vi nu igen til at ride en af disse sørgelige Bankhistorier af med al dens Støv og Smuds ... Vi taaler ikke alle disse Stød; Tilliden til os bliver rokket... Grundstødet med Ministeren var sandelig mere end tilstrækkelig ...! (Han bøjede sig tæt ned til den gamle:) Jeg er bemyndiget af højere vedkommende til at tilbyde Dem en pyntelig Gradifikation, hvis De vil være os behjælpelig med at bringe denne Sag saa lydløst ud af Verden som muligt ...

Købmanden vred den overtalende Næve af sin Arm:

- Jamen jeg vil ikke! og han slog en Haand i Vindueskarmen - Jeg vil ikke rage Jerre ristede Krestanjer ud af Ilden! Hvorfor skal jeg kanske bære Tabet? Lad de Dolrehoder af Garanter og Revisorer sæl lide for deres Sovesyge. Hvorfor har I ikke passet paa i Tide ...! "Regeringspartiet" hæ! Ja, det er saagu et nydeligt Regeringsparti, som ikke kan regere sig sæl! Saa I troede at I kunde lure mig ved at tilbyde mig nogen af Jeres Ordener og Dingeldangler? Saa faa I tro om, gør I! Mine Penge skal I sgu ikke faa fat paa, hvormange "Grasifikationer" I saa tilbyder mig. Tag De kun hjem til Deherrer med den Besked, 181 Folketingsmand. Og saa Farvel og hils hele Klirresiet fra mig!... Luk ham ud, Solberg! Og lad mig saa her eftertids være i Fred!

Da Frøken Solberg kom tilbage efter at have lukket Lovmanden ud, strakte hun sine foldede Hænder frem imod sin Husbond og sagde:

- Købmand, Købmand! sagde hun - Husk dog paa, at det er de Folk, der har Magten ...!

- Hæ! gryntede P. A. - hva Faen kan de gøre mig, naar jeg sidder med mine Penge? En anden Sag hade det været, om de hade faaet lumsket dem fra mig!

Og han satte Kanonen for Se-Øjet og kiggede efter Sendemanden der forsvandt henne om Hjørnet ved Zions Kirken:

- Hæ-hæ! klukkede den gamle fuld af Fryd - jeg synes sgu, han er bleven mindre nu at se til, end som før da han kom!

Saa maatte altsaa Bankdirektør Konsul Hagbart Wæver vandre i Arrest...

Baade Borgmester Rosenbaum og Stiftsprovst Vedel havde været hos den gamle P. A. Birk; men Købmanden havde straks ved Seancens Begyndelse lagt Tænderne paa Bordet; og Deherrer havde maattet forlade ham med uforrettet Sag.

Og saa maatte man jo gøre Udlæg i Konsulens egen høje Person.

- Hak-hak! gnækkede Rikke Skade, da Sagen rygtedes, - Der røg Halen af den Paafugl!

400,000 Kroner af Bankens Midler var formøblet. Falske Veksler var der med P. A.s Accept. Og dobbelt Bogholderi var der; et for Chefen og et for Revisionen.

Villaen stod averteret til Salg; og Forretningen paa Torvet administreredes for Kreditorernes Regning af Prokurist Sørensen.

Ikke et Baand, ikke en Knipling havde Konsulinden 182 faaet Lov til at tage med sig, da hun forlod "Palejet"s højloftede Stuer og drog med sin syge Søn ind i et Par smaa Bagværelser i Købmandsgaarden. Solberg næsten glemte samtlige Byens vildfarende Hunde for al denne Elendighed:

Der trissede Fruen om bleg og forgræmmet. Ikke engang Rygtet om Skovrider Treschaus Død og Frøken Michaelas Handske gjorde noget Indtryk paa hende.

Der laa Frejlif sløv og sammenskrumpen i sin Seng og kunde ikke komme til Kræfter igen efter sit sidste Anfald. Han talte ikke; rørte sig ikke. Føden maatte de tvinge i ham Skefuld for Skefuld. Det var næppe nok, at han kunde synke...

Og der sad Konsulen selv omme i Arresthuset ventende sin Straf og bøjet over sine forkludrede Papirer ...

Frøken Solberg slog Kors for sig og frøs under sin Jomfruhud ved Tanken om disse Livets nerverystende Dekorationsforandringer!

Kun gamle P. A. holdt sig stiv, forbløffende stiv.

Da man præsenterede ham Svigersønnens Veksler (6 i Tallet), satte han Kanonen for Øjet, betragtede omhyggeligt de blaa Papirslapper og sagde kun dette ene, men ganske betydningsfulde Ord:

- Falske!

Hvornæst han lod sin Datter kalde og sagde endnu et Ord, nemlig:

- Skilsmisse!

Og derpaa efter en Pause omsider et tredje Ord:

- Navneforandring!

Og det skete, som han havde talet. Konsulinden lod sig skille og antog sit Pigenavn. Men Titlen beholdt hun.

Omsider faldt saa Dommen.

Den lød paa fire Aars Forbedringshus for Bedrageri og Falsk samt ulovlig Omgang med betroede Midler ... Og en tidlig Morgenstund rutschede Konsul Hagbart 183 Wæver, Søbys fordums Lys og Fakkel, af Sted med Jærnbanen til et af Fladlands rummelige Tugthuse for at forbedre sig ...

Samme Aften i Skumringen bankede det paa Konsulindens Dør, og Frøken Solberg viste sig: - Pastor Sørensen vilde gerne hilse paa Fruen ...

Frejlif var sløvet hen i en Art Søvn; Lampen lyste bag sin Skærm; og i Sofahjørnet sad Konsulinden og tænkte.

Pastoren gled ind. Solberg gled ud.

Stille og redebon satte Præsten sig ned i Sofaen ved Fruens Side, greb en af hendes smaa, kolde Hænder og talte:

- Jag mig ikke fra Dem, sagde han - Vis mig ikke bort. Jeg sidder her som Guds Sendebud ... Der er gaaet en tung Vind henover Deres Liv. Den er jeg kommen for med den Almægtiges Bistand at hjælpe Dem at sprede. Kast al Deres Sorg paa Herren og paa ham alene. Og hans Naades Sol vil atter gyde gylden Fred i Deres Hjerte ...!

Dette talede han.

Og medens Konsulinden fuld af Taknemmelighed lod Sørensen beholde sin lille stakkels prøvede Haand, lagde hun sit Hoved ind til hans Bryst og græd Befrielsens stille Taarer ...

Saaledes sad de vel i omtrent tre Kvarter under gensidig aandelig Paavirkning.

Og da Præsten omsider rejste sig for at forlade hende, bad hun ham komme snart igen.

Hvad han lovede.

Og gjorde ...

Aften efter Aften tilbragte de nu sammen i Sofaen Haand i Haand talende dybt og alvorligt om dette Liv og om det paa den anden Side.

Og det var, som flød der hver Gang stedse flere og flere Kalorier Kraft af hans Kraft over i hendes Svaghed og fyldte hende med Kræfter til at se Fremtiden lysere i Møde.

Og det er det, det er om!