Wied, Gustav SLUTNING

SLUTNING

Atter indfandt Foraaret sig. Lærkerne sang. Menneskene begik Dumheder. Guds Sol lyste fra Himlen; og Fandens Mælkebøtter bredte sig over Jorden ...

Line Meincke og Tolder Knagsted sad en Søndag Formiddag i Dagligstuen paa Abildtorpegaard:

De var ene. Fruen og Mine var i Køkkenet. Proprietæren sad i Ugeregnskabet inde paa Kontoret, og i sin Kurv ved Kakkelovnen laa den evigtslumrende Badutte og sov.

- Nu maa Du ikke blive vred, Tolder, sagde Line - men jeg har foretaget et Skridt bag din Ryg.

- Ja, Du er jo Kvinde ...! nikkede Tolderen - Og hvad er saa det da for et Skridt?

- Jo, ser Du ... Du er bleven saa underlig synes jeg, siden Du har ladet dit Haar og Skæg vokse ... Jeg kan ikke hitte ud af Dig, af din Karakter, af hvordan Du er indvendig ... Selv siger Du jo aldrig noget.

- Hum ... brummede Knagsted - hvad kommer det ogsaa altsammen Dig ved?

- Næ-i, saamænd ... Men da jeg nu gerne ville vide det alligevel, saa ... saa fandt jeg paa at sende nogle Udklip af dine Breve til en Grafolog.

- Naa, det maa jeg sige!

- ... og i Gaar, da jeg var i Søby, fik jeg Svar.

- Og hvad siger saa han? Kan han heller ikke hitte ud af mig?

- Ork jo! Nu skal Du bare høre ...

Line trak et Brev op af Lommen: - Se her ...

Hun viste ham Konvolutten:

Frøken Karen Malund

Søby

Poste restante!

185

- Haa-haa! Frøkenen har været snedig! Hun smilede:

- Ja, det skulde jo være en Hemmelighed.

- Selvfølgelig! ... Og hvordan mener han saa, Blæktyderen, at jeg ser ud indvendig?

- Ikke godt! lo Line.

- Nej, det vil jeg saagu tro ... Lad os høre! Og hun tog Brevet frem og læste:

Grafologisk Institut

Siriusgade 42
Hovedstaden F.

3-5-19 ...
Frøken Karen Malund!

Hermed efter Ønske kort grafologisk Prøvetydning efter indsendte Haandskrift, som samtidig returneres.

- Hvad kostede den Svir? spurgte Knagsted.

- En Krone i Frimærker.

- Haa ... det var billigt! Naamen videre! Jeg er morderlig spændt!

Og hun læste:

... Idet jeg haaber, De maa finde Analysen træffende, tør jeg maaske paaregne Deres videre Anbefaling. Specialitet ...

- Sandkage! supplerede Knagsted.

- Nej, ti nu stille, Tolder!

... Specialitet: Skriftekspertise. Se herom "Hellebarden" No. 61 & 62.

Ærbødigst
P. Salling.

- Han er altsaa Fagmand?

- Ja, naturligvis er han Fagmand! Line vendte Papiret og læste videre: ... Skriveren har Tendens til Slaphed ... Tolderen nikkede bifaldende:

- Det begynder lovende!

... ringe Fasthed, liden Energi og Viljestyrke ...

- Ho, ho!

186

... Galgenhumor, der undertiden slaar over i en sær selvopgivende Melankoli og fortvivlet Selvironi ...

- Naa ser man det!

... Overdriver, er flygtig, uden dybe varige Følelser eller fast Hold i sig selv ...

- Har jeg slet ingen, om jeg saa maa sige: samfundsbevarende Egenskaber?

- Ingen!

- Sikken en Bandit! ... Jeg mener mig selv!

... Dertil snu og spidsfindig, fortsatte Line Læsningen -kraftløs og uden Idealitet eller Begejstring. Løse moralske Grundsætninger, ligegyldig, vankelmodig og uberegnelig.

P. Salling.

- Das war eine grausame Salbe! sagde Knagsted. Line lod Papiret synke og saa ham inkvisitorisk ind i Øjnene:

- Passer det, Tolder?

- Ja.

- Altsammen?

- Altsammen, ja!

- Ogsaa, at Du er snu og spidsfindig?

- Ja-ah! ... Det er derfor, at jeg har ladet mit Haar og Skæg vokse for bedre at skjule det. Hun lo:

- "Livsens Ondskab"! sagde hun.

- Livsens Ondskab helt igennem, ja!

Men saa greb han hendes Haand; og idet hans Ansigt anlagde en sørgmodig Maske, sagde han med dyb og sorgfuld Røst:

- Det er forfærdeligt, lille Line, at Du nu saadan kender mig baade ud- og indvendig ... Alt maa jo paa den Maade være forbi imellem os ... I Men vil Du love mig en Ting?

- Og hvad er saa det?

- Jo: da nu alt Haab for mig er ude med Hensyn til Dig ... ganske bortset fra Konkurrencen med Christian Werner ...

187

Hun rev Haanden til sig: - Isch ...!

- ... saa var det, jeg vilde bede Dig om ikke at vise din Søster dette uhyggelige Testimonium, da der saa maaske kunde være Mulighed for, at jeg hos hende ...

Line rødmede:

- Det kan jeg ikke love Dig ... for jeg har allerede vist hende det.

- Saa Du har allerede vist hende det ... Og Du, som ellers altid er saa tavs og diskret.

- Isch! sagde Line igen - Torsk! og for ind paa ham med knyttede Hænder.

Knagsted trak sig angst tilbage:

- Rør mig ikke! sagde han - for Gud i Himlens Skyld rør mig ikke, eller jeg svarer ikke for mig selv, husk paa mine løse moralske Grundsætninger! ... Maa jeg spørge: har Frøkenen ogsaa forevist sine Forældre Papiret?

Hun tøvede lidt:

- Og maaske ogsaa Hr. Christian Werner?

- Ja...

Knagsted benede ud i Entreen og tog sin Hat og Stok:

- Saa er jeg aldeles umulig i dette Hus! sagde han - Farvel! Vil Du hilse!

- Næmen Tolder dog, Tolder!

Hun løb til og greb fat i ham: - Er Du da gal, Tolder!

I det samme kom Christian Werner ind ad Gangdøren. Han skulde spise med til Middag.

Knagsted slog Armene om Line og kyssede hende eftertrykkeligt tre Gange efter hinanden midt paa Munden.

- Schmeckt gut! sagde han saa og skød hende hen imod den elskede Genstand - Tak for Laan! sagde han - Nu kan De fortsætte!

- Isch ...! fnyste Pigebarnet for tredje Gang og løb sin Vej ind igennem Dagligstuen.

Christian Werner stod glorød og maalløs tilbage ...

Men i sin Kurv ved Kakkelovnen vaagnede Badutte og sagde: Voff! Hvad Fanden gaar her for sig!

188

- Pas!

- Pas!

- Pas! ... Skal vi nu igen ha' Trumf! At der dog ikke kan komme et ordentligt Spil i Aften ... De vender, Tolder!

De unge var om Eftermiddagen gaaet over paa Storgaarden.

De gamle sad, som det nu var blevet Skik omtrent hver Søndag, med deres Kort og Whisky ved Bordet under Hængelampen.

I sin Kurv ved Kakkelovnen sov Badutte.

Udenfor lyste Maanen ...

Man var, trods Whisten, i en dybsindig Samtale:

- Ja, sagde Knagsted - det er en Rædsel at blive gammel ... Intet Haab har man mere, ingen Længsler, ingen Drømme ... Og har man dem, maa man døde dem ... Man bliver saa træt, saa træt, denne evindelige Staaen op og Gaaen i Seng ... Ved I, hvor mange Gange jeg nu er staaet op og gaaet i Seng ... jeg regnede det netop ud i Morges: 20,075 foruden Skudgangene! Og til hvad Glæde og Nytte? Bare for at konstatere denne ene, triste, graa Sandhed, at to Gange to evigt og uforanderligt vil vedblive, saalænge Jorden staar, at være fire! ... Nej, Ungdom, Ungdom, det er det eneste, der giver Livet Værdi.

- Naa-e, mente Proprietæren - naar man da ellers er nogenlunde rask og bevarer sine Aandsevner, saa ...

- Sagde De Aandsevner? afbrød Tolderen - Det er da det allerværste, der kan ske; det gør jo bare Pinen endnu værre!

- Vil De da hellere blive Idiot? spurgte Fru Meincke leende.

- Absolut! nikkede Knagsted - at tænke sig at sidde der og se sig selv dø Millimeter for Millimeter ... saa raffineret er det jo nemlig indrettet. Nej, maa jeg saa hellere bede om en rask lille Hjerneblødning ... Ved De, at jeg er begyndt at skrive paa en Komedie, der skal hedde: "Den saakaldte bedste Alders Tragedie, Lystspil i fem Akter med et Nachspiel"l

189

- Er De bleven Digter?

- Ja, Herregud, hvad skal man gribe til!

- Haa, haa! lo Proprietæren - jeg køber ellers ikke Bøger; men den maa jeg sgu ha! ... Har De det saa slemt?

- Ja, frygteligt, frygteligt! nikkede Tolderen - Hellere Skraldemand paa 20 end Toldkontrolør paa 50! ... Aah, at gaa saadan rundt en Sommermorgen og skralde ... vedblev han drømmende - ... og slaa Bøtter ud ... og gantes med Pigerne ... tænke paa, at det bliver Fyraften ... ta i Skoven om Søndagen ... gaa til Dans paa Kronprinsen ...

- Det er Kløver, der er spillet, lille Knagsted ......

Har De ingen Kløvere?

- Jo-h!

- Hvorfor lægger De saa Hjertet til da? Knagsted rettede skyndsomst Fejlen:

- Omforladelse, kære Frue ...

Proprietæren vandt og morede sig: - Haa-haa-haa! Fem Trick til mig ... Det er Dig, der gir, Mor ... Fruen tog Kortene og begyndte at give rundt:

- Nu maa De virkelig tage Dem sammen, Makker! sagde hun til Knagsted. Og lidt efter kom det: - Skal jeg sige Dem, hvorfor De føler Dem saa forladt, Tolder? Det er, fordi De hverken er gift eller har Børn.

- Tror De det ...?

- Ja! ... Spørg min Mand.

- Ja, jeg har det skam storartet, nikkede Meincke - Der er bare én Ting ...

- Og hvad er saa det? spurgte Fruen. Han saa skælmsk hen paa hende:

- Jeg tør ikke sige det.

- Jo, sig Du kun væk!

- Maa jeg?

- Ja! Vel saa!

- Jo-o ... begyndte han tøvende - der er jo det ...

- Naa!

- ... der er jo det, at Du efter min Mening ikke er munter nok i en Seng!

190

Fruen tabte Kortene med et Plump:

- Men Adolf dog!

Knagsted skjulte skyndsomst Ansigtet bag sine udspilede Fingre.

- Ja, sagde Proprietæren ivrig - jeg mener sgu, hvad jeg siger! Og der gør I Koner tit en stor Fejl... Det skal være som en Fest hver Gang! vedblev han fyrigt - Med flammende Øjne og vajende Manke skal man mødes!

- Halløj! lo Knagsted. Men Meincke fortsatte:

- Dette her med "Gemytternes Uoverensstemmelse", er noget rent Vrøvl. Er det andet i Orden, saa skær "Gemytterne" sgu nok!

Knagsted greb ham i Brystet og rystede ham:

- De præker jo Kødets Evangelium, Landmand!

- Ja, Gu' præker jeg "Kødets Evangelium"! Se til Grækerne; mon de ikke var saadan et forholdsvis lykkeligt Folk, fordi de først og fremmest gav "Kødet", hvad "Kødets" var!

- Og lærd er De ogsaa! sagde Tolderen.

- Ja, lo Meincke - man studerer vel sit Konversationsleksikon ... Men har jeg ikke Ret, Tolder?

- Selvfølgelig!

- Der kan Du selv høre, Mor ... Men det er bare ikke "fint" at sige det.

Fru Meincke lagde smilende en Haand paa sin Mands Arm:

- Skal vi saa tale om noget andet, lille Adolf?

- Nej!

- Grand! sagde Knagsted for at komme Fruen til Hjælp.

- Ja, sig De bare "Grand"! kørte Proprietæren paa - Men Mor har engang været meget radikalere paa det Punkt end som jeg selv.

- Næmen Adolf, er Du da rent spiltosset! Meincke vendte sig om imod Knagsted:

- Ser De, Tolder, nu skal De høre: Begge vore Pigebørn er "uægte" født.

191

- Nu gaar jeg min Vej, Adolf!

- Gaa i Fred! nikkede Proprietæren - Og vend tilbage med den Æblekage, vi skal ha ... Saa kan jeg fortælle Tolderen Historien imens!

- Han er afsindig! sagde Fru Trine leende, vinkede med Haanden til Afsked og gik hen imod Spisestuedøren - Om jeg vil høre paa ham længere; næ han kan tro Nej! sagde hun.

Proprietæren sendte et Fingerkys efter hende:

- Hun er den dejligste Kone i Verden ... lo han - Bare jeg havde to! Jo ser De Tolder, begyndte han saa - jeg mener nu, at alle naturlige Mennesker maa have samme Mening som jeg; og har de det ikke, er de altsaa ikke naturlige, men enten Hyklere eller impotente.

- Proprietæren vil holde Foredrag? spurgte Knagsted og lagde Kortene fra sig.

- Ja.

- Godt; jeg hører! Og Meincke tog fat:

- Begge Tøserne er altsaa som sagt "uægte" ... begyndte han - Da vi var unge, Madammen og jeg, var vi nemlig enige om, at dette her med Giftermaal var ganske unødvendigt, naar bare man holdt af hinanden.

- Jamen, hvis I nu var holdt op med at holde af hinanden?

- Saa vilde vi lade os vie og derpaa gaa hver til sit.

- Men hvis De nu pludselig var død ved et eller andet Ulykkestilfælde?

- Jeg hade gjort Testamente til Fordel for Trine og de eventuelle Børn! ... Men nu maa De helst lade være med at afbryde mig ... hvis De kan.

- Jeg skal forsøge ...

Og Proprietæren tog atter fat:

- ... Men medens min Kone saa ligger efter at have faaet Line, saa ha'de min høje Svigerfader paa en eller anden Maade faaet opsnuset, at der var noget ulovligt ved vor Forbindelse ... Jeg tror, han vilde lave en Stamtavle ... og da han tilmed havde givet os nogle Penge til Udstyr, 192 forlangte han pludselig at faa vores Vielsesattest at se, da han i modsat Fald vilde melde os til Politiet for Bedrageri ... Nu skal De se, jeg har saagu hans Breve!

Meincke gik ind i Kontoret og kom tilbage med nogle Skrivelser.

- Her er Nummer ét, sagde han og læste:

Hr. Adolf Meincke

Abildtorpegaard

Søby.

Fredag 24. ds. bliver Deres i Sommeren 1893 mod mig udøvede Bedrageri anmeldt til Politiet, med mindre jeg forinden modtager fuldgyldigt Bevis for, at De er lovlig

viet til Katrine.

P. Hammer.

- Her er Nummer to. Det er et Telegram:

Meincke

Abildtorpegaard

Søby.

Anmeldelse sker Fredag uden Hensyn til Udflugter og foreslaaede Udsættelser.

Hammer.

- Og saa Nummer tre:

Hr. Adolf Meincke

Abildtorpegaard

Søby.

De vil have modtaget mit i Morges afsendte Telegram, som ikke behøver nogen nærmere Forklaring.

Det er mig bekendt, at Kongebrev kan faas uden andre Formaliteter end Gebyrets Betaling.

Min Hustru og mine Børn er underrettede om Deres Færd. Hvad der saa end sker, vil De og Katrine altid for mig være gemene Bedragere, og mine nærmeste bør kende

Grunden til min Færd.

P. Hammer.

- Hvad siger De til den Skylle, Tolder? Knagsted rystede paa Hovedet:

193

- Den er lige haard nok ... Men sig mig engang, hvad gjorde De for at faa Familien til at tro, at I var gift?

- Jeg rykkede ind i et Par Hovedstadsblade, at Dags Dato var Proprietær Adolf Meincke og Frøken Katrine Hammer bleven borgerlig viet paa Raadhuset.

- Hm ... meget snedigt! Men hvis nu en af Deres Døtre fandt paa at foretage sig noget lignende, hvad vilde De saa gøre?

Proprietæren tænkte sig lidt om:

- Det ved jeg sgu ikke, sagde han saa - Ens Teorier er jo altid 30 Kilometer foran Ens Praksis ... Men tage Sagen, som gamle Hammer tog den, vilde jeg absolut ikke. Husk dog paa, at vi handlede i "ungdommelig Idealisme", som det hedder. Vi vilde vise Verden, at man godt kunde blive sammen og holde af hinanden uden at være gift ... Men det, der irriterede mig mest og irriterer mig til Dato ved den gamle Vindbøjtels Optræden, vedblev Meincke næsten hidsig - er, at han selv var den ryggesløseste Ægtemand! Han fyldte Huset med sine Elskerinder og ødte sine Penge ved Hor og Spil, saa at hans Kone og Børn til sidst næppe havde til Føden!

- Om de døde bør man kun tale godt, lille Landmand ...

- Fraser, "lille Tolder", Fraser! Det er de levende man skal være god imod og lyve for, om det kræves; de døde tager saagu ingen Skade af Sandheden! ... Naamen videre med Ægteskabshistorien!

Proprietæren lagde Papirerne sammen og stak dem i Lommen:

- Trine har aldrig set disse her Skrivelser, sagde han - hvad skulde hun se dem for; det vilde bare gøre hende ondt... Naamen, jeg løser altsaa Kongebrev og skriver til den gamle Hammer, at nu maa han ordne Sagen med Præsten; for nu rører jeg ikke en Finger mere ... Det er nærmest for Præstens Skyld, at jeg fortæller Dem Historien, for han var en Type ... han lignede for Resten vores egen Pastor Sørensen: lang, mager og indeklemt! ... Naa, Svigerfar arrangerer det altsaa saadan ... for "Skandalens" 194 Skyld begribeligvis, ha-ha! at vi skulde vies samme Dag, lille Line bliver døbt. Præsten skal komme ud paa Gaarden til os her og døbe Barnet ... det var "sygt", hæ! og saa smede os sammen bagefter. Saa kommer han jo, og Tøsen bliver døbt. Og da Stuepigen var gaaet med hende ind i Spisestuen til Mine og Barnepigen, giver Pastoren sig til at vie os. Min Kone var nemlig endnu ikke kommen op efter Fødselen. Jeg sidder strunk paa en Stol ved siden af Sengen og holder Madammen i Haanden. Sommetider giver det jo et Ryk i os af Latter; men vi dyer os da. Han spurgte, om vi vilde ha' hinanden og holdt Tale og alt dette her. Og saa erklærede han os til sidst for rette Ægtefolk. Inde i Spisestuen anede de ikke det mindste. Men vil De saa tænke Dem, Tolder, at da vi saa troede, at alting var forbi, sætter Spøgelset Gudhjælpemig i med høj Røst at synge: Det et saa yndigt at følges ad ...! Men da maa jeg sige, at jeg faldt paa mine Knæ og gemte Ansigtet i Konens Dyne; og hun vendte Ryggen til og stoppede et halvt Lagen i Munden! ... Men nu kommer det bedste: Da han saa skal til at gaa, spørger jeg ham ude i Entreen, hvad jeg er ham skyldig? Ingenting, siger han, men ... Ja, nu maa jeg først fortælle Dem, at jeg dengang ejede et Eksemplar af Boccaccios Dekamerone med nogle rent ovenud herlige franske Billeder i ... det har jeg senere foræret bort, da Pigebørnene voksede til ... Og ved De saa, hvad Mennesket siger: Han vil ingen Penge ha', siger han; men da han havde hørt, at jeg havde en saadan morsom Udgave af Boccaccio, vilde han gerne spørge, om han ikke maatte laane den!

- Det er ikke sandt! sagde Knagsted - Det - er - ikke - sandt!

- Minsalighed! nikkede Proprietæren - Og han fik den naturligvis. Det var jo Synd at nægte ham den Fornøjelse.

- Jamen De morer Dem jo ogsaa over Boccaccio, Proprietær! skyndte Knagsted sig at ripostere.

- Javel ...! Men jeg tilstaar det! Jeg tilstaar det! Jeg lister ikke hjem ad Smaagaderne med Bogen under Overfrakken, 195 Far! se det er Forskellen. Jeg skammer mig ikke, fordi der ikke er noget at skamme sig over. Men det gør de andre. Og saa lumsker Pastor Sørensen & Kompagni sig alligevel til at titte i Boccaccio!... Herre min Gud i Himmelen, vedblev Meincke og strakte Hænderne mod Loftet - lad os dog faa Lov til at være naturlige Mennesker; mere forlanger vi ikke! Efter min Mening er Opfinderen af "Figenbladet" den sjofleste Person, der nogen Sinde har levet! endte han - Og den hele Misere stammer udelukkende fra, at "vor kære korsfæstede Frelser", som min Konfirmationspræst kaldte ham, ikke var gift! Knagsted saa overrasket op:

- Siger De ogsaa det?

- Gør De ogsaa?

- Nej, jeg giver mig ikke af med Religionsfilosofi... Næ-e, det var Frank Neumann, Maleren.

- Saa er der altsaa et fornuftigt Menneske til! ... Kom ind!

Der var bleven banket paa Spisestuedøren. Den aabnedes forsigtigt; og Fru Katrine viste sig paa Tærskelen med Æblekagen paa en Bakke.

- Naa, spurgte hun smilende - er I mon bleven færdige med at reformere Verden?

- Ja, nikkede Proprietæren - for denne Gang da.

- Tror I, det nytter?

- Næi ... ikke i dette Aarhundrede. Men vi faar Luft! Saa gav man sig til at spise Æblekage ...

- Hør sig mig, Tolder, spurgte Fruen - er det mon sandt, at Pastor Sørensen gaar paa Frierfødder til Konsulinde Wæver ... eller Birk, som hun jo nu hedder?

- Ved det ikke ... sagde Knagsted.

- Det vilde da være nydeligt af ham, mente Proprietæren - Det skal jo være saa vanskeligt for en rig at komme i Himmerige; saa kunde han jo hjælpe hende.

- Aa.. rr, Du, Adolf, med dit! lo Fru Trine - Stakkels Kone! sukkede hun saa medfølende - jeg vilde saamænd ønske for hende, at det var Tilfældet; hvis hun da virkelig holder af ham. Hun har gaaet saameget igennem.

196

Og nu, siden Sønnen er død, maa hun jo føle sig svært alene ...

Meincke tog sig et nyt Stykke Æblekage og skød Fadet over imod Knagsted:

- Spis, Tolder! Og Tolderen spiste.

- Hør! sagde saa Meincke pludselig - har De set det Himmelbrev, Line har faaet om Dem fra en Grafolog, eller hvad det er, saadan en Fyr hedder?

- Ja... nikkede Knagsted.

- Det er godt, hva'?

- Ja ... og sandt!

Fru Trine kiggede smilende op paa ham:

- Det mærker man ellers ikke saadan noget videre til til Hverdag ...

- Nej... men det skyldes udelukkende min fænomenale Selvbeherskelse.

- Ja, lo Proprietæren - havde vi ikke den, saa det galt ud for Verdensordenen!...

Lidt efter bød Knagsted Godnat og Tak for i Dag og trissede hjemad ...

Udenfor skinnede Maanen.

Da Tolderen var naaet halvvejs op igennem Alleen, hørte han ude fra Landevejen de unge, der vendte tilbage fra Storgaarden, pludre og le. Og lidt efter saa han dem, Line og Mine, Christian Werner og hans to Søstre, svinge ind i Alleen Arm i Arm. De ligesom dansede frem i Maanelyset, medens deres Lattersalver af og til smældede som Fanfarer op under Træernes Kroner.

Knagsted standsede et Øjeblik og lyttede ...

Saa sprang han pludselig over Grøften og gik i en stor Bue bort over Marken.

- Tolder! Tolder! hørte han Line raabe. Hun havde kendt ham.

Men han ænsede det ikke.