✂

I

✂ Byen ligger ved Fjorden. Og fra Spadserestierne neden om Baghaverne er der Udsigt ud over Vandet til fjerne Bakker, Skove og Gaarde.

✂ Det er en gammel By og en sød By med mange smaa, underlige Huse, mærkelige Gadenavne og krogede Stræder og Gyder.

✂ Og midt i Byen paa en Banke ligger Kirken stor og hvid med brogede Ruder og takkede Gavle.

✂ Den hedder »de hvide Søstres Kirke«. Og Navnet har den fra den Tid, Byen var katolsk og rummede inden for sine grusklædte Volde Klostre og Stiftelser og fromme Skoler, hvor Borgernes Sønner og Døtre lærte under Salmesang og Røgelseduft, at Livet paa Jorden kun skulde være en Vandring i Bøn og Forsagelse; en Rejse gennem vildsomme Skove og langs truende Afgrunde, hvor tusinde Farer lurede for hvert Skridt, man tog. Og hvor man kun naaede frem til Maalet, fri og frels og uden at snuble, ved fra Sol stod op, til Sol gik ned, og Natten med, at hæfte sit Blik og sin Tanke og alle sine Ønsker og Længsler, ikke til Verden, og hvad Verdens var, men til det ene usigelige og ufattelige: at Livet her er kun en evig Død, men Døden selv det evige Livs Tærskel ....

✂ Ja, saaledes lærte og levede man den Gang. Nu var det anderledes.

✂ Ikke at forstaa, at Byen var bleven særlig »ugudelig«. Paa ingen Maade! Man sad endnu paa Søn- og Helligdage 10 i de gamle udskaarne Egetræsstole i de hvide Søstres Kirke og lyttede andagtsfuldt til Præstens Ord og Orgelets Toner. Man svarede redebon sin Skat og sin Tiende til den verdslige og gejstlige af Gud indsatte Øvrighed. Man gav de fattige en Kobbersysling og en Humpel Fedtebrød, naar de var værdigt trængende. Og om Julen »lænkede« den ganske By Uldtrøjer og varme Smaabukser til Gydernes pjaltede Unger. -

✂ Men - og dér laa Forskellen mellem Før og Nu, sagde Moralisterne - man gjorde ikke alt dette: gik ikke i Kirke, gav ikke Fedtebrød, betalte ikke Skat og Tiende og strikkede ikke Bukser og Trøjer, fordi man maatte det, drevet dertil af en indre, uimodstaaelig Trang ... Man gjorde det, fordi ens Nabo gjorde det.

✂ Thi Byen var lille. Gaderne snævre og smalle. Man kiggede ind i hinandens Stuer. Lugtede hinandens Middagsmad.

✂ Og der var jo ikke nogen som helst optænkelig Grund til, at Fru Lassen ikke om Tirsdagen skulde traktere med Kyllingesteg og Rødgrød, naar Fru Heilbunth allerede havde vist sig med disse Lækriteter om Søndagen!

✂

II

✂ Det var Lørdag, Rengørings- og Poleringsdag. Klokken slog syv paa Kirkeuret, og Gadetummelen var endnu ikke begyndt.

✂ Men der lød, Byen igennem, en ustandselig Snakken og Fnisen af Tjenestepigerne, som stod i deres flagrende Bomuldskjoler og holdt sig med den ene Haand i Vinduesposten, medens de med den anden gned de vaade Brændevinsklude op og ned ad Ruderne for at faa dem til at skinne.

✂ - Hvor bli'er lille »Thumsen« a'? raabte den lange Engeline, der filede løs paa Konsul Mørchs Dagligstuevinduer paa første Sal, saa at det klang som Fuglekvidder.

✂ - Han skal vel først ha' rent paa! brummede Telefondirektørens fede Rikke oppe fra anden. Hun havde en Stemme, som talte hun gennem et Drænrør.

✂ Engeline hvinede af Latter og maatte klamre sig til Vinduesposten med begge Hænder for ikke at styrte ned.

11

✂ - Hva' sa'e Rikke? Hva' si'er hun? Er Rikke grinagtig? lød det rundt omkring fra.

✂ - Hun si'er, at »Thummelumsen« er ved at faa ren Ble paa!

✂ - Hu-ii! Ha, ha, ha! Huit, huit! fnistes der i Kor, og Bomuldskjolerne svansede og bølgede i Lattervridninger.

✂ - Hø! vrængede gamle Dorthe paa Kvisten - Grinemaskiner! sagde hun og slog to af Frøken Reiersens Trøstere sammen; det hørtes som Hammerslag - Tøsepjank!

✂ Der kom en Bondevogn buldrende fra Nonneporten. Hestene luntede af Sted i smaat Trav, og Kusken sad sammensunken og døsig paa Agebrættet og plirede med Øjnene, som om han sov.

✂ Det var en Brædevogn, og dens Larmen henover Brostenene fyldte hele Gaden og fik Ruderne til at klirre.

✂ Et Par af Pigerne drejede Hovederne om og raabte Godmorgen.

✂ I det samme strøg et Vindstød ned over Tagene, og Bomuldskjolerne løftede sig som Balloner.

✂ - Hæ, hæ, hæ! grinte Karlen lysvaagen og stak med Pisken op efter Engeline-Læggepølse!

✂ - Bondefredrik! brummede den fede Rikke gennem sit Drænrør. - Det ku' han li'!

✂ Og atter lød der en fnisende Latter fra alle Etager. Bondemanden lo med og kneb et Øje sammen op mod Damerne og rumlede videre ...

✂ Det var Byens Hovedgade, Søndergade kaldet. Husene paa begge Sider lignede to Rækker slidte Tænder? gamle og ujævne, lange og smalle, brede, korte og afstumpede spredt imellem hverandre.

✂ I en ganske lille »Tand«, et bitte enetages, trefags Hus, der laa indeklemt mellem to lange Naboer, som baade havde anden Sal og Kvist, boede den omtalte »Thumsen«.

✂ KAREN THOMSENS LINGERI- OG GARNHANDEL

✂ stod der at læse over Butiksdøren.

✂ Huset var oliemalet, perlegraat med lysebrun Sokkel. Og man gik fra Gaden lige ind i Butikken.

12

✂ »Thumsen« hed Emanuel og var Karens Søn.

✂ - Der er han! hviskede Engeline. Hendes Hvisken lød skarpt og distinkt som en Trækvind i en Dørsprække.

✂ Fede Rikke bøjede sin Kødbolle af et Ansigt om mod Gaden og nikkede:

✂ - Godmorgen, Hr. Thomsen!

✂ - Godmorgen, Hr. Thomsen! sagde ogsaa Engeline. Og:

✂ - Godmorgen! Godmorgen! Godmorgen! lød rundt omkring fra.

✂ Men den lille Mand dernede lod, som om han hverken saa' eller hørte.

✂ Han var kommen ud af Butiksdøren med en Vandkande og en Kost og gav sig nu sindigt og omhyggeligt til at vande Fortovet og den Halvdel af Kørebanen, som det tilkom ham at holde ren. Han vandede næsten som efter en Lineal. Ikke en Draabe kom der ind paa Naboens eller Genboens Part af Gaden. Og endda var Thomsen skæv i højre Skulder.

✂ Da Vandingen var overstaaet, tog han Kosten og gav sig til at feje. -

✂ Rundt om fra Gadens Døre og Porte dukkede nu lidt efter lidt Piger og Koner frem for at gaa til Bageren og Mælkehandleren. Og Karle og unge søvndrukne Handelsbetjente tumlede Skodderne fra Butiksvinduerne.

✂ Solen glimtede frem over de høje Træer henne i Anlægget, og fra de fleste Huse Gaden ned sendte Skorstenene deres blaa Morgenrøg til Vejrs.

✂ - Jeg kan vælteme ikke begrive, Thomsen, at Di gider feje saadan hver eneste Dag!

✂ Det var Vognmandskarlen i Huset ved Siden af, der var kommen ud i Porten og nu stod doven lænet op mod Muren og gabede og strakte sig, saa at det knirkede og gav sig i alle hans Ledemod.

✂ - Jeg begriver det ikke! sagde han - Og saa skal Di jo vælteme feje igen i Aften, det er jo Lørdag, Mand! ... Go'maaren! tilføjede han derpaa højt og indædt, da Thomsen ufortrødent vedblev med sit Arbejde uden at svare.

✂ - Godmorgen! sagde Thomsen høfligt, men uden at løfte Hovedet.

✂ - Di skulde tillægge Dem et Hørerør lisom Frøken 13 Reiersen i sagde Karlen og forsvandt i Gaarden, da der i det samme blev raabt paa ham. - Naar Folk snakker til Dem, Di Pejs! sagde han.

✂ Emanuel Thomsen værdigede ham intet Svar. - Vogn efter Vogn buldrede nu ind fra Nonneporten. De fleste af dem havde et Tremmebur bagi, hvori var stuvet et eller to, ja undertiden tre Svin. Lørdagen var »Svinedag« der i Byen, og Bønderne afleverede til Slagteriet.

✂ Mangfoldige var de Lyde, Dyrene udstødte, naar de blev vækkede af deres Døs ved at rulle fra den jævne Landevej ind paa den toppede Stenbro.

✂ - Øv, øv! Aai, aai! dhii! hvinede de. Og Pigerne rundt i Vinduerne hvinede med og viftede ned til Bønderne med deres Pudseklude.

✂ - Hum! murrede Emanuel, da en Vogn kørte op i den velformede Skarndynge, han havde fejet sammen paa Gaden foran Huset. - Kan man ikke se sig for!

✂ - Sæt et Stakit om! snærrede Kusken tilbage. - Gaden er vel for di kørende!

✂ - Nu slap jeg færdig! raabte Konsulens Engeline og forsvandt med et Hop ind gennem Vinduet.

✂ - Jeg med! meldte Rikke og krøb møjsommeligt ned af Karmen. Hun var saa trind, at dette maatte iværksættes sidelæns. - Farvel, Thumsen, nikkede hun, førend hun trak Ruden til. - Hils »Mortensen!«

✂ Kirkeuret slog tre Kvarter paa otte. Alle Butikker var aabnede, og der var Færdsel paa Gaden. Man hørte Døre smække op og i, og Dørklokker ringe. Avisdrengene klaprede fløjtende af Sted paa deres Træsko. Og paa venstre Side hele Gaden ned stod Solen som Ild i de nypolerede Ruder.

✂ »Thumsen« havde baaret Vandkanden og Kosten bort og var nu sindig beskæftiget med at pudse Messinghaandtaget paa Butiksdøren.

✂ Jordemoder Fredriksen kom gaaende forbi med Posen over Armen.

✂ - De er en Negl, Thomsen, til at hænge i! sagde hun og standsede.

✂ - Man maa jo arbejde, Fru Fredriksen; derfor er man jo sat paa Jorden.

14

✂ - Da blev jeg da ved Gud helst i min gode Seng!

✂ - Ja, man er jo lidt forskellige ...

✂ Emanuel blev ufortrødent ved at gnide paa Laasen.

✂ - Godmorgen, Fru Fredriksen! raabte Overlærer Clausen ovre fra det andet Fortov (han gik Morgentur) - Er Storken allerede kommen, raabte han, - saa tidlig paa Aaret, hi, hi, hi? ... Godmorgen, Thomsen!

✂ - Godmorgen, Hr. Overlærer!

✂ - Ja, sagde Fru Fredriksen - Ungdommen er jo ivrig, Hr. Overlærer!

✂ - Hi, hi! lo Overlæreren og gik videre.

✂ - Det er en briljant Mand! sagde Jordemoderen og nikkede efter ham. - Ham kan jeg li'!

✂ - Maaske en Smule for frittalende, naar man har været Børneopdrager .... mente Thomsen.

✂ - Aa, Di ....! vrængede »Madammen« og daskede ud efter ham med Posen.

✂ - Jaja, Fru Fredriksen; men der er dog saa meget urent i Verden ...

✂ - Di er en Stivstikker, Thomsen!

✂ - Man er, hvad man er, Fru Fredriksen ....

✂ - Og en Fejltagelse!

✂ - Man forstaar Dem ikke .... Thomsen brugte aldrig Ordet: jeg.

✂ - Jo, jeg mener, at hvis der blev set rigtig efter, saa var Di vist et Fruentimmer!

✂ Emanuel rødmede og bøjede sig dybt over sit Arbejde.

✂ - Jaja, godt Ord igen! lo »Madammen« og klappede ham godmodigt paa Skulderen. - Naa! sagde hun saa - Nu maa jeg hjem i Visselullen! Godmorgen, Thomsen! Og hils deres Mo'r! -

✂ Smaahobe af Skolebørn, med Tornystre paa Ryggen eller Bøgerne dinglende i Remme eller Tasker kom sjokkende op gennem Gaden. Pigerne for sig og Drengene for sig. Og naar de mødte hinanden, veg Pigerne altid sky til Side, medens Drengene saa' haanligt paa dem.

✂ - Thumsen, Thummelumsen! sagde et Par lange Bengler himmelhøjt, da de passerede Lingerihandelen, og satte derpaa i Løb af Frygt for Følgerne.

15

✂ Men den bitte Emanuel ænsede dem ikke. Han arbejdede videre, roligt og ihærdigt, som et Menneske, der er sig sit Maal bevidst.

✂ - Lille Manuel, skal du ikke ind og ha' din Kaffe, min Dreng?

✂ - Man maa først være færdig, Mo'r Karen!

✂ - Jaja, saa drikker jeg min, sagde Madam Thomsen mildt og gik fra Butikken ind i Bagstuen igen.

✂ - Drik! sagde Emanuel.

✂ - Naar kommer du ?

✂ - Om et Kvarter! .....

✂ Og først da Dørlaasen skinnede som det gyldneste Guld, samlede han sine Pudseremedier sammen og gik ind for at nyde sin Morgendrik.

✂ Idet han aabnede Butiksdøren, gned en stor graablaa Kat sig kælent ind mod hans Ben.

✂ - Dér har man jo Knors, sagde han med kælen Røst, og løftede, til Trods for de forskellige Sager han bar i Hænderne, Dyret op paa Armen. - Hvorledes har man det, Kissemissebarnet?

✂ -- Mjau-au! sagde Knors og borede sin Snude ind under hans Arm.

✂

III

✂ I den lille Stue bag Butikken sad Madam Thomsen i Lænestolen foran Vinduet og sømmede Lommetørklæder.

✂ Dagslyset faldt ind mellem Potteplanterne i Karmen og lagde sig hen over hendes hvide Haar og friske, røde Kinder. Hun saa' saa ung ud. Og hendes klare, blaa Øjne var milde og gode.

✂ - Nu skal jeg hente Kaffen, Manuel, sagde hun og rejste sig skyndsomst, saa snart Sønnen traadte ind.

✂ -- Tak, Tak, Mo'r Karen! nikkede han og satte sig i Sofaen bag det ovale, tyndbenede Mahognibord.

✂ Der var et hvidt, fileret Tæppe bredt over Bordet. Og over Sofaens Ryg og Stolenes Sæder laa der hvide, hæklede »Stykker«.

✂ - Naa, Knors, gentog Thomsen sit Spørgsmaal til Katten, 16 som han stadig holdt paa Armen - hvorledes har man det saa?

✂ Knors gned sit Ansigt op mod hans Ærme og gjorde Forsøg paa at spinde.

✂ Det var en ældgammel Kat. haarene var gaaet af den langs ned ad Ryggen; og dens Øren var forrevne og forbidte af talrige Elskovskampe. Det var en Hankat. Og den manglede det ene Øje.

✂ - Er der Mus i Fælden, Mo'r? raabte Thomsen hen mod Køkkendøren.

✂ - Han har faaet dem, lød det tilbage.

✂ - Hvor mange var der?

✂ - To. Men han bryder sig jo ikke om dem.

✂ - Nej! men det morer ham .... hva' Kissemanden? Det morer vos at se dem og lege med dem? vedblev han og gned Dyrets Snude med sin hule Haand - Det morer vos? Det morer vos?

✂ Katten nøs.

✂ - Nyser han? Har han taget Kulde? spurgte Thomsen ømt og lagde varsomt Katten hen i Sofahjørnet.

✂ Madam Thomsen kom ind fra Køkkenet med en Bakke:

✂ - Værsgod, lille Manuel. Drik nu, mens den er varm. Manuel snusede Kaffeduften til sig.

✂ - Mo'r laver den bedste Kaffe i Danmark! sagde han.

✂ Den gamle smilede tilfreds og satte sig igen til sit Arbejde.

✂ Hver eneste Morgen roste Sønnen hendes Kaffe. Og havde han ikke gjort det, vilde hun have troet, at han var syg, eller at der var hændet ham noget ondt.

✂ For de havde det paa en Maade rart nok sammen, de to ; men ... men ...

✂ Madam Thomsen sukkede og kiggede fra Øjenkrogene frygtsomt hen paa »Drengen«.

✂ Knors laa nu lunt sammenrullet i Sofahjørnet; og Emanuel drak velbehageligt slubrende sin Kaffe. Af og til brød han en Bid Krumme af Hvedebrødet og stak det ned for Snuden af Katten, der langsomt smaskede det i sig.

✂ I Stuen var hyggelig lunt. Man var jo kun i Slutningen af April, saa der var fyret i Ovnen. Og Potpourrikrukken oppe paa Hjørneskabet udsendte en krydret Duft.

17

✂ - Nu er han da snart færdig derude! kom det pludselig fra Emanuel.

✂ Det gav et Stød i den gamle:

✂ - Det har di jo sagt saa længe, Manuel ...

✂ - Det bli'er en stolt Dag, naar man kører ind paa Godset igen, Mo'r Karen! Sønnens Øjne lyste.

✂ - Aa, ja ... Men nu er vi da ellers næsten faldet til her.

✂ - Saa bli'er man fri for at krybe og svanse for alle di storsnudede Byfolk!

✂ - Jeg synes, di er meget rare, lille Manuel.

✂ - Til December Termin gaar han.

✂ - Jamen, du har jo ikke Penge nok, Manuel!

✂ - Di kommer, Mo'r Karen, di kommer! ... Til December Termin gaar han. Og saa ....! Thomsen knipsede triumferende med Fingrene.

✂ - Hvoraf véd du nu det saa lige ...

✂ - Købmand Bech! Han vil ikke længer, ser du. Fa'ers gamle Ven!

✂ - Aa, det Venskab ....

✂ - Vi kunde jo ikke bli'e der dengang!

✂ - Ha'de Bech villet, saa ....

✂ - Det var Kreditforeningen. Bech sad jo med anden Prioritet!

✂ - Jaja, Manuel, men ....

✂ - Mo'r Karen, sagde Sønnen og vendte sig rask om mod Vinduet - hvorfor by'er du en altid imod vedrørende Gaarden.

✂ - Det gør jeg ikke Manuel, men ...

✂ - Men hva'?

✂ - Naar bare jeg vidste, det kunde gaa.

✂ - Er man ikke Landmand! sagde den lille og kroede sig i Sofaen. - Er man ikke Proprietærsøn! Har man ikke gaaet paa Møllegaarden i nitten Aar!

✂ - Jo, jo, lille Manuel! Og naar Vorherre lægger sin Velsignelse til, saa ....

✂ - Vorherre er med vos! sagde Thomsen afgjort. - Det har en mærket mange Gange, véd du!

✂ - Jo, jo, du si'er jo saa ....

18

✂ Manuel saa' sig om i Stuen med et lysende Blik.

✂ - Og alle Møblerne har vi! Og man husker hvert Sted, di skal staa!

✂ Men saa gled der en Sky over hans Ansigt.

✂ - Bare Mortensen lever! sagde han. - Knors her er en ikke bange for, han staar sig nok. Men den anden ... En synes, han er blevet en Skrælling paa det sidste.

✂ - Aa nej, det er nok det samme da ...

✂ - Og her har di gaaet i femten Aar, vedblev Thomsen elegisk - og længtes efter Gaarden, li'som vi andre. En har mange Gange haft saa ondt af dem. Og Møblerne har di jo ingen Glæde kunnet haft a' ...

✂ Han slog ud med Haanden hen mod en stor gammeldags Mahogni-Sekretær, der stod straalende blankpoleret nede i Stuens Baggrund, ved Væggen ud mod Køkkenet. Oven paa Sekretæren laa Stenkiler, Økser og spættede Konkylier ordnede i smaa, sirlige Hobe.

✂ - Og Billedet kan di ikke forstaa, saadan som vi andre!

✂ - »Billedet« var et Maleri i grelle Vandfarver, det hængte over Tobaksbordet henne i Hjørnet. Det forestillede en skinnende hvid Bondegaard med safrangult Straatag og græsgrønne Vinduer og Døre. En Række kæmpemæssige Træer med brunrøde Stammer og uhyre blaagrønne Blade omgav Bygningerne. Og til højre for Indkørselen snurrede et Vandhjul rundt; et »Overfaldshjul«, som en underlig, tyktflydende Masse styrtede ned paa, brusende, sprøjtende og skummende som et Niagara og med en Farvetone som blaafarvet Mælk.

✂ Det var Møllegaarden, den Thomsenske Familieejendom; og det var malet i den bedste Mening af Karens Broder, Skolelærer og Kirkesanger i Græsted, og skænket hende Aaret efter, at hun og Sønnen var flyttet her til Byen.

✂ Og det var Genstand for en næsten religiøs Dyrkelse. -

✂ Emanuel havde siddet en Stund tavs og grundende. Saa rejste han sig pludselig:

✂ - Tak for Kaffe, Mo'r!

✂ - Velbekomme, min Dreng.

✂ - Ja, saa gaar man ud og gør i Stand i Gaarden.

19

✂ - Ja, gør du det, lille Manuel.

✂ Thomsen ordnede Kaffetøjet paa Bakken, strøg nogle Krummer fra Sofaen ned i sin hule Haand, ordnede lidt ved Bordtæppet og gik saa ud gennem Køkkenet.

✂ - Man ta'r Bakken med, sagde han.

✂ - Tak, Manuel.

✂ Madam Thomsen løftede sit lille, milde Ansigt fra Sytøjet og saa' efter ham. Saa rystede hun stille paa Hovedet og syede videre.

✂ Henne i Kakkelovnen blussede Brændestykkerne op. Stuen blev lunere og lunere. Og Vandkedlen, som altid stod inde i Kakkelovnsrummet, begyndte at snurre.

✂ - Go'morgen! sagde Madammen pludselig højlydt og venligt og nikkede smilende bag Vinduet. Det var en af Byens Damer, som gik forbi ude paa Fortovet og hilste ind.

✂ Et Brændestykke henne i Ovnen sprang med et Brag, og nogle Gnister for ud gennem Trækhullet.

✂ - Men Gu' do w! sagde den gamle og kiggede ængstelig derhen.

✂ Gnisterne ude paa Gulvet slukkedes straks. Men saa mørkt var der i Baggrunden af Stuen, at Lysskæret fra Kakkelovnen spillede op over Væggen og legede mellem de gamle, afblegede Fotografier, som hængte dér i pyntelig Orden : et stort i Midten med en Krans af mindre udenom. Det store havde Evighedsblomster om Rammen. Det var Bedstefader Thomsen: en smuk, gammel Mand med et prægtigt, hvidt Skæg, der gik ham helt ned paa Brystet.

✂ Saa væltede der en sort Klump for Ovnens Trækhul. Og Portrætterne hang atter i Mørke.

✂ Madam Thomsen havde ladet Sytøjet hvile i sit Skød og sad og stirrede frem for sig.

✂ Hun tænkte paa Emanuel og hans fikse Idé:

✂ Herregud, nu havde hun boet her i dette rare, lille Hus snart i femten Aar og fundet sig til Rette i det og vænnet sig til det. Men Manuel tænkte jo aldrig paa andet end Gaarden derude. Aldrig var hans Tanker borte fra den. Hvad han saa gjorde og tog sig for, saa var det Gaarden. Det var lige knap og nap, at de kunde spise sig mæt, for at han kunde lægge Penge til Side. Det var ligefrem bleven saadan en Galskab

20

✂ hos ham at faa Gaarden tilbage; og en Ære! Han gik jo nok her og var saa mild og ydmygelig udvendig; men indvendig der var han li'saa stolt som en Pave! Flittig og paapasselig det var han, det maatte hun medgi'; og renlig! næsten for renlig, syntes hun; og hun var endda et Fruentimmer. Og Folk i Byen morede sig da osse over ham. Men Manuel, han gik bare sin stille Vej og lod dem snakke .... Aa, Herregud, ja, det kunde jo naturligvis være skønt nok at komme tilbage til de gamle Stuer igen! Og Møllen! Og Haven! Men hvor skulde han faa Pengene fra? Og han kunde jo ikke passe det; han kunde ikke passe det. Saalænge hun levede, kunde hun jo ta' fat med og støtte og raade. Men naar hun saa engang faldt fra .... Okja, okja, okja, aa, Herregu' ja! .... Men Manuel fik sæl raade ....!

✂ Madam Thomsen tog hovedrystende fat paa sit Sytøj igen ; og de travle Fingre gik.

✂ Traadens Skuren gennem det stive Lærred, Kakkelovnens ensformige Buldren og Vandkedlens sagte Nynnen dyssede efterhaanden hendes Tanker til Ro.

✂ Naar af og til en Vogn rumlede forbi ude paa Gaden, rystede ganske vist det hele Hus, og Stensagerne henne paa Sekretæren klirrede. Men det generede hende ikke nu mere, som i den første Tid efter at de var flyttet til Byen. Hun kiggede bare helt mekanisk ud mellem Blomsterpotterne efter Køretøjet. Vendte saa Hovedet tilbage igen og syede videre.

✂ Op ad det gamle Sybord, ved hvilket hun sad, steg en krydret, hengemt Lugt af Lavendler og tørrede Roser. Og Duften fra Potpourrikrukken paa Hjørneskabet blev stærkere og stærkere, alt som Varmen i Stuen steg.

✂ Hendes Øjelaag faldt halvt til, og hendes Hænder sank ned i hendes Skød. Saa skubbede hun sig tilbage i Stolen og lænede Nakken mod dens Ryg:

✂ - En lille, bitte Formiddagslur kunde hun ikke undvære, nej: Bare lukke Øjnene i to Minutter ... Hi, hi, hendes Mand kunde heller aldrig sidde i Stolen her uden at blunde ... Om Middagen sad han der ... Og om Aftenen i Mørkningen ... Ok, jaja, ja-a det var den Gang, ja .... og da han blev syg ... Mon Manuel havde husket at lukke Loftsvinduet ... hvis det blev Storm ... Og faa Hønsene 21 ind ... Og Ladeporten stænget ... Mus, ja, to Mus i Fælden ; ok, ja, ja ... pyh, a-pyh ...

✂ Madam Thomsen slumrede. -

✂ Saa ringede Dørklokken. Der kom en Kunde.

✂ Den gamle for forvildet op af Stolen og gned sine Øjne.

✂ - Gu'! sagde hun og glattede sig hurtigt ned over Kjolen og løb ud i Butikken.

✂

IV

✂ Gaardspladsen bag Karen Thomsens Hus var seks Alen lang og fem Alen bred. Paa de to Sider begrænsedes den af de høje Nabohuse, og paa den tredje af et lavt Skur med Skraatag.

✂ Dette Skur benyttedes til Oplagssted for Brændsel. Og saa stod der nogle Pakkasser derinde og en Bunke indpakkede Møbler, samt et Savelad og en Huggeblok.

✂ Den lave Dør stod aaben, og Emanuel var ivrig beskæftiget med at pinde Brænde ud.

✂ Det blev lysere og lysere i Gaarden, alt som Solen hævede sig frem over det store Pakhus i Nabogaarden mod Øst.

✂ Endelig naaede den op over Tagrygningen og skinnede nu lys og varm lige ned i Hjørnet henne ved Vandposten.

✂ »Thumsen« lagde Øksen fra sig paa Blokken og vendte sig om mod Skurets Baggrund.

✂ - Saa, Mortensen, sagde han - nu kan man da komme ud og slikke lidt Solskin!

✂ Og han gik hen under det lille Vindue dybest inde i Krogen og løftede forsigtig noget op med begge Hænder og bar det ud gennem Døren.

✂ Det var en Hane. Den ældste Hane, som nogen Sinde havde levet i Kristenheden.

✂ Skindmager, plukket og tilrakket! Dens Vinger hængte den slapt ned langs Siderne, og den havde kun to forpjuskede og knækkede Fjer i Halen. Dens Ben syntes unaturlig lange. Men dens Hæle var forsynet med et Par vældige Sporer, der bagtil krydsede hinanden som et Par Klinger.

22

✂ Uden at kny lod den sig bære over Gaardspladsen og hen i Hjørnet, hvor Solen skinnede.

✂ - - Her kan Mortensen ha' det lunt og godt! sagde Thomsen og stillede Dyret med Iagttagelse af alle Forsigtighedsregler ned paa Stenbroen - Her har man Sommer!

✂ Mortensen dinglede som i Søgang, forinden den fik Fodfæste. Men omsider stod den der. Halsen var slapt bøjet nedad og næsten skaldet. Øjnene lukkede. Den kunde ikke løfte sit Hoved; og dens rynkede, brungule Kam daskede mat ned til Siden. Men paa dens Strikkepindeben sad de martialske Sporer.

✂ Den lignede en Eskadronchef paa halvfems.

✂ - Man har det nok skidt? sagde Thomsen med uendelig Medynk i Stemmen og strøg Hanen varsomt henover den forpjuskede Ryg - Man er ble'en en Skrædder ....

✂ Dyret vaklede under Berøringen af hans Haand. Øjenlaagene glippede op og i, og Hovedet nikkede.

✂ Emanuel havde stukket Hænderne i Bukselommerne og stod en Stund i dybe Tanker og stirrede paa sin Ven. Saa gjorde han resolut omkring og gik ind i Skuret og tog fat paa Brændet.

✂ »Knors« og »Mortensen« var født ude paa Møllegaarden, kort før den gamle Thomsen døde. Og da Ejendommen et Par Maaneder efter var bleven solgt ved Auktion, og Karen og Sønnen flyttede ind til Byen, havde Manuel taget Dyrene med. Knors havde hedt Knors fra Fødselen af, og Mortensen havde faaet sit Navn efter en gammel Møllerkarl, som endnu gik derude.

✂ Manuel havde grædt, som var han bleven pisket, da han rullede ud af sit Barndomshjem. Og Mo'r Karen havde siddet bleg og stille ved hans Side og tysset paa ham og snakket godt. Knors havde han haft paa Armen, og Mortensen havde kukkeluret i en Laagkurv ved hans Fødder.

✂ Det var nu paa nær femten Aar siden. Og han var dengang nitten og havde aldrig nogen Sinde været to Dage i Træk borte fra Fædrenegaarden. -

✂ Naturligvis blev han til Spot og Spe i Købstaden, den lille, kluntede Bondeknold med det runde Maaneansigt, og 23 de smaa, rødkantede Griseøjne. Og saa var jo tilmed hans ene Skulder noget hængende, saa at den højre Arm, naar han gik ned ad Gaden, syntes betydelig længere end den venstre.

✂ - Han løber sidelæns, sagde man om ham - Han har kun een Nyre ligesom Hundene!

✂ Til at begynde med »løb« Manuel nu forøvrigt ikke meget. Han holdt sig forkuet og fortrykt inden Døre. Og hans Tanke kredsede og kredsede om Gaarden derude, om Møllen og Haven og alt det, han og Moderen havde maattet forlade.

✂ Men saa en skønne Nat, et Aarstid efter Flytningen, havde han en Drøm. Det vil sige, selv kaldte han det » en Aabenbaring« : Faderen var kommen til ham og havde sagt, at den ny Ejer vilde gaa fallit, og to Ejere til, og saa vilde Emanuel faa hele Herligheden tilbage!

✂ I Drømmen var der ogsaa indvævet noget om, at den ikke vilde gaa i Opfyldelse, om Knors og Mortensen gik hen og døde, forinden de atter havde betraadt deres Fødesteds Jordbund.

✂ Om Morgenen var Emanuel vaagnet med en stor Beslutning i Hjertet. Han vilde tjene Penge! Paa enhver Façon tjene Penge; om han saa skulde køre med Latrinvognen gennem Byens Gader!

✂ Klokken var kun fem, og det var ganske mørkt endnu. Men han havde tændt sit Lys og havde klædt sig paa og var gaaet ind til Mo'r Karen, som laa og sov. De havde hver sit lille Tagkammer til Soveværelse.

✂ Madam Thomsen var jo faret over Ende i Sengen og havde stirret vildt paa Sønnen:

✂ - I Jesu velsignede Navn, Manuel ....! Men Manuel havde rolig sat sig paa Stolen foran Sengen med Lyset i Hænderne.

✂ - Man har haft en Aabenbaring! sagde han. Mo'r Karen stak i at græde:

✂ - Aa Herregud, at det skulde komme saa vidt med dig ....

✂ Saa begyndte Sønnen stille og behersket at berette om sit Drømmesyn; om hvad Faderen havde sagt om Gaarden, om de nye Ejere og om Knors og Mortensen.

24

✂ Den gamle sad stadig oprejst i Sengen og lyttede til hans Tale:

✂ - Vi Mennesker drømmer jo saa meget, Manuel ...

✂ - Jamen en saa' Fa'r livagtig for sine Øjne, Mo'r Karen! Han stod nede for Benenden af Sengen. Og man hørte ham lukke Døren, da han gik!

✂ Madam Thomsen rystede paa Hovedet.

✂ - Jamen Pengene, Pengene! sagde hun - Hvor skal di komme fra?

✂ - Man vil erfare det! nikkede Sønnen højtideligt - Naar Fa'r kommer igen!

✂ - Gør han da det, Manuel ....

✂ - Det sa'e han!

✂ - Og du tro'r, der er no'en Rimelighed i det ... ?

✂ - Man saa' ham jo! sagde Emanuel med lynende, fanatiske Øjne - Man saa' ham jo, som man ser dig!

✂ Den gamle tav. Hun vovede ikke mere at sige Drengen imod. Han saa' saa »forfløjen« ud, syntes hun, dér i Nattens Mørke. -

✂ Samme Dag skulde der være Auktion i Hotellets Sal. De Thomsenske Møbler stod derhenne mellem en Hoben andre Sager. Og de lyste op blandt al det meget Skrammel, thi det var gode, solide Mahognimøbler. Madammen var bleven tilraadet at tage dem med til Byen, da man der rimeligvis kunde faa mere for dem end ude paa Bondelandet. I over et Aar havde de staaet og fyldt op i Hjørner og Kroge hjemme i det lille Hus. Hun nænnede ikke at skille sig af med dem. Dog nu i Dag Klokken ti skulde de sælges.

✂ Men straks det blev lyst gik Emanuel hen i Auktionslokalet og tog Møblerne tilbage. Man havde betænkt sig, sagde han, de skulde vente til en anden Gang.

✂ Byen lo, morede sig og blev arrig. Og ved denne Lejlighed var det, at Emanuel havde erholdt Navnet »Thummelumsen«.

✂ Men et Par Timer efter var Møblerne kørt tilbage til Huset og stuvet sammen paa Loftet og i Skuret over Gaarden, saa godt det lod sig gøre.

✂ Madam Thomsen rystede og rystede paa sit hvide Hoved. Men der sad i hende en mystisk Skræk for Natten. Og saa 25 var Manuel jo til syvende og sidst et Mandfolk; og dem havde hun altid været vant til at betragte som de klogeste. - Saa blev Butikken indrettet.

✂ - Fa'r har sagt det! sagde Emanuel. Og saa turde Karen ikke kny:

✂ - Han har altsaa vaaren hos dig igen, Manuel ...

✂ - Det hedder været, Mo'r Karen.

✂ - Ja, aaja, jeg skal se og huske det ... Du har altsaa snakket med ham ... ?

✂ - Ja. I Nat.

✂ Der var kommet en egen striks og tilknappet Mandighed over den lille Thomsen, siden han var begyndt at staa i Rapport til det hinsidige. »Aabenbaringerne« havde stivet ham af og gjort ham energisk. Han havde faaet et Maal. Og han arbejdede med ti Hestes Kraft paa at naa det. Var i uafbrudt Virksomhed fra Morgen til Aften. Han indrettede selv Butikken, snedkererede og hamrede, lavede Disk og Hylder, malede og fejede og polerede. Og da alt var færdigt, og der var kommen Gang i Handelen, som Karen passede, fandt han paa de tusinde Ting for ogsaa selv at tjene Penge. Han gav sig til at lave Smaasager af Pap og Læder, Haandkufferter, Tasker og Etuier, som blev udbudt i Forretningen. Han forsøgte at grundlægge en Eksport af brugte Frimærker. Og han gik ud paa Landet hos Bønderne og købte gamle Møbler og Billeder og Kobber- og Messingsager, som han saa fiksede op og solgte til langt over det dobbelte af, hvad han selv havde betalt for det. Han skrev en udmærket smuk og læselig Haandskrift og skaffede sig derved Afskrivningsarbejde fra Herredskontoret og et Par af Byens Sagførere. Han ansøgte om at blive Telegrafbud. Og han var endogsaa et Par Gange mødt op paa Byens Jærnbanestation og havde tilbudt de rejsende at transportere deres Bagage til Hotellerne. Men denne Trafik havde dog de bestaltede Dragere og Byens to Bybude vidst at sætte en Stopper for ved deres massive Spottegloser og Drillerier.

✂ Dog, Penge skrabede han sammen. Han spinkede og sparede paa alle optænkelige Maader. Det var næppe, at han undte sig selv og sin Moder Føden. Den gamle maatte aflægge ham Regnskab for hver Synaal, der blev solgt i Butikken. 26 Og han udbetalte Husholdningspengene. I det første Aarstid efter Indflytningen havde Madammen holdt en lille Skolepige til at løbe Byærinder og hjælpe sig i Huset. Hendes Løn var to Kroner om Maaneden og Middagsmaden. Men en god Dag fik hun sin Afsked. Emanuel mente, at de ene to Mennesker nok kunde klare sig foruden. To Kroner om Maaneden var fireogtyve Kroner om Aaret! Ikke at tale om Føden!! - Og saa tog han selv fat: vadskede Gulve, fejede Gade, polerede Vinduer, hentede Vand og Brænde og travede Byærinder mere sidelæns end nogen Sinde og med den lange Arm daskende ud i Luften som en Vinge paa en Mejemaskine.

✂ Folk lo naturligvis. Og han lod dem le.

✂ - Vent, til man kommer ud paa Gaarden! sagde han og kneb sine smaa Griseøjne sammen paa en mystisk-underfundig Maade - Saa bli'er det min Tur!

✂ Thi det var jo det, der bar ham oppe og gjorde ham næsten ufølsom for Byens Latter og Øgenavne: det, at han nærede en fuld og fast Overbevisning om, at den Dag vilde komme, da han skulde drage med Pomp og Sejr tilbage til sin fædrene Ejendom.

✂ Men dette Motiv til sin Flid og hele sin Gøren og Laden holdt han omhyggelig skjult for alle undtagen for Mo'r Karen. Og for at ingen skulde ane, at han i Tidens Løb virkelig sparede sig en temmelig stor Kapital sammen, anbragte han sine Penge i en Bank i Hovedstaden. Men saa snedig var han, at han stadig havde nogle Hundrede Kroner staaende i Byens Sparekasse. Og, for at holde Skinnet vedlige, tog han snart en ti-tyve Kroner ud og satte snart en ti- tyve Kroner ind, naar Skatterne skulde betales, eller naar han havde gjort en Handel, der rygtedes. Han var ikke for intet runden af Bondeæt; og Folk maatte jo være klar over, at han og Moderen tjente mere, end de forbrugte.

✂ Men ikke engang Madam Thomsen anede hvor meget.

✂ Manuel var færdig med sin Brændehuggen for i Dag. Han stillede Pindene op langs Skurets Trævæg, fejede Huggeblokken og Gulvet rent for Spaaner, og hængte Øksen op paa dens to Søm i Vægstolpen.

27

✂ Saa saa' han sig et Øjeblik mønstrende om, fandt alt i Orden og gik ud i Gaarden.

✂ Solen var ved at forsvinde bag det høje Nabohus. Der faldt vel endnu en Stribe Lys ned i Hjørnet henne ved Muren. Men den var smal og mager.

✂ Hanen sad slap og sløv og gammel i sin Krog ved Posten med hængende Vinger og Hovedet bøjet mod Jorden. Den havde ikke rørt sig af Pletten, siden den var bleven plantet der.

✂ - Naa, lille Mortensen, sagde Thomsen og gik hen til den - nu er der ikke mere Sol for i Dag. Nu er det nok bedst, man kommer ind i sin lille Rede.

✂ Og han tog igen Dyret forsigtig mellem sine Hænder og bar det ind i Skuret i det bageste Hjørne under Vinduet. Der var et Lag Sand paa Gulvet og derover var bredt Halm og Dun og visne Blade. Og oppe paa Væggen var der anbragt en Pind vel i en Alens Højde. Men det var fem Aar siden, Mortensen havde kunnet sidde paa den.

✂ Og førstkommende 27. Maj var det akkurat tre Aar siden, han sidst havde galet.

✂

V

✂ Der skulde være Møde i Foreningen »De danske Ædedolke« .

✂ Omtrent midt i Søndergade, paa Hjørnet af Maren Smeds Gyde, laa Hotel »Stadt Gammelkøbing«. Der holdt Foreningen sine Møder i en mindre Sal i Stueetagen ud mod Gyden.

✂ Der holdtes fire aarlige Møder, tre om Vinteren og eet om Sommeren.

✂ Dette var Aarets sidste Vintermøde.

✂ Kontingentet var to og tyve Kroner Kuverten; og man lagde for med tre stive Lysholmere.

✂ Forplejningen havde ellers ved Foreningens Stiftelse været blot og bar national; deraf Navnet. Men da gamle Redaktør Heilbunth i Fjor blev valgt til Formand, fik han den paagældende Paragraf ændret derhen, at Drikkevarerne i 28 det mindste kunde være internationale, om Stemmeflerhed opnaaedes.

✂ Og den opnaaedes øjeblikkelig med alle Stemmer.

✂ Det var ligeledes Heilbunth, der havde faaet sat Kontingentet op fra femten Kroner til to og tyve. Samt gennemført, at intet Medlem maatte være under halvtredsindstyve Aar og veje mindre end to Hundrede og tredive Pund.

✂ - Vi maa være eksklumpsive! sagde han.

✂ Medlemstallet var noget varierende. Til dette Møde var indtegnet seks.

✂ Alle Møder var »lukkede«. Naar den sidste Deltager var ankommen, blev Nøglen i Døren ind til Kafélokalerne drejet om. Og der var nu kun Passage gennem Døren til Køkkengangen, ad hvilken Fetaljen frembares.

✂ Ogsaa en Tjener holdt Foreningen.

✂ Og det var Emanuel Thomsen.

✂ At Manuel havde søgt denne Ansættelse, skyldtes ene og alene hans monomane Trang til at skrabe Penge sammen, ligegyldig paa hvilken Maade. Thi han led grusomt i sit Hjerte ved at være Vidne til den, efter hans Opfattelse, overnaturlige Ødselhed, som her udfoldedes. De uhyre Masser af Mad og Drikke, som sattes frem og konsumeredes, forargede ham dybt.

✂ Men i endnu højere Potens tog han dog Anstød af Levningerne!

✂ Naar en halvspist Gaas, en saa godt som urørt Lammesteg, eller en Oksebrad, hvoraf der kun var skaaret et ganske forsvindende Antal Skiver, atter transporteredes tilbage til Køkkenet, da græd han Blod.

✂ At Mennesker spiste og drak, saa de var ved at revne, det var allerede ugudeligt og strafværdigt nok. Men at de saa tilmed levnede, naar de nu engang havde betalt deres dyre Penge ....

✂ Det fortjente Tugthus!

✂ Dagen efter et saadant Møde løb den lille Mandsling sidelæns som en Krabbe op og ned ad Gulvet derhjemme i Stuen bag Butikken og slog ud med den lange Arm, saa Madam 29 Thomsen rystede i sin Lænestol og blev ganske hvid i Ansigtet af Angest.

✂ - Man si'er Pladsen op! Man si'er Pladsen op! gestikulerede Thomsen. - Den er ikke menneskeværdig!

✂ - Ja, si' du den op, lille Manuel ....

✂ Men Manuel sagde ikke Pladsen op!

✂ Thi den indbragte ham fem Kroner pr. Mødeaften. Foruden Fortæringen, der hver Gang forskaffede ham de gyseligste Mavekvaler. Saa kritikløst skovlede han i sig.

✂ Klokken manglede eet Kvarter i otte.

✂ Emanuel kom, iført sit blaa Cheviotstøj og med et stort, skinnende hvidt Forklæde bundet om Livet, vandrende ind fra Køkkengangen med en Iskøler, indeholdende Lysholmeren. Han bar Køleren forsigtig mellem begge Hænder. Omtrent som naar han gik med Mortensen.

✂ Idet han traadte ind i Salen, førte netop Værten tre Handelsrejsende ind fra Kafeen. De skulde se Bordopdækningen. Disse Anretninger kastede nemlig, langvejs om, Glans over Hotellet. Og Hr. Hansen fremviste dem gerne for Stamgæsterne for at ægge deres Appetit.

✂ De tre Rejsende blev staaende maalløse inden for Døren. Dette var dem som en Drøm om Guds Rige:

✂ Midt paa Bordets snehvide Dug stod et uhyre Fad med seks store, højrøde, straalende Hummer. Forretten. Et Dyi til hver Broder. Og med Hummerfadet som Centrum bredte sig saa ud til begge Sider Fad ved Fad, fyldt med alskens kolde Spiser tilberedt af Fisk, Pattedyr og Fugle. Der var nogle Rødspætter paa et Par Tommers Tykkelse, garneret af grønne Citroner. Der var en Dyrepostej med Trøfler. En Oksemørbrad. En Fedekalvesteg. Og Lam omtrent fra Moders Liv. Unge Ænder, Gæs og Kapuner. Og ved hver Ende af Bordet stod en Pyramide af Vibeæg, kunstfærdig opstillet i vaadt Sand. Assietter med Sardiner, Sardeller, Frokostsild, Kaviar, røget Gaasebryst, Strasburger Leverpostej, Laks og Oksetunge dannede, spredt mellem de større Fade, lækre Hvilepunkter for Øjet. Og der var syv Slags Syltetøj, Radiser fra Drivhus, fem Arter af Ost og Smør af fineste Mærke.

30

✂ Foran hver Kuvert stod fire Glas: Rødvin (ad libitum), Rhinskvin (til Fiskene), Porter (til Kaviaren) og Madeira (til Osten). -

✂ De tre Handelsrejsende havde foldet Hænderne.

✂ - Ja, sagde Værten med en bred Haandbevægelse - saaledes spiser man hos mig, mine Herrer! Og med et fint Smil tilføjede han:

✂ - Naar man betaler for det!

✂ - Maa jeg s'e Vinen? spurgte en af de fremmede, en svær Mand med et rødt Ansigt.

✂ - Der! sagde Værten og slog ud mod et Bord i Hjørnet, hvor Flaskerne stod i Batailloner. - Det vil sige, det er naturligvis kun Rødvinen, tilføjede han - som skal ha' Temperaturen. Det øvrige befinder sig i Isskabet. I Aften serverer vi jo for Kendere!

✂ Hr. Hansen var en forulykket Hovedstadsrestauratør. Men med »plid«, som han selv udtrykte sig.

✂ Klokken slog otte ude i Kafeen.

✂ - Nu kommer di! sagde Thomsen, der havde staaet tavs og forbitret henne ved Siden af Anretterbordet.

✂ - Ja. Nu kommer di! gentog Hr. Hansen - Mine Herrer ... denne Vej ...

✂ Han bukkede og slog ud med Haanden hen mod Døren:

✂ - Unschuld, meine Herrschaften .... Og de tre Rejsende trak sig tøvende og modvilligt tilbage.

✂ Præcis ti Minutter over otte var Brødrene samlede. Da den sidste skred over Tærskelen, ilede Emanuel til og drejede Nøglen om efter ham.

✂ Man var i Selskabsdragt, festligt: Diplomatfrakke, graa Benklæder, ren Manchetskjorte og sort Slips.

✂ - Forsamlingen er fuldtallig! meldte Formanden med sin dybe Bas, - Mødet er sat!

✂ Alvorlige som til en kirkelig Fest stillede man sig i en Halvcirkel henne foran Anretterbordet, hvor Snapseglassene stod i seks Rækker stjerneformigt ud fra Vinkøleren paa Bordets Midte. Tre Glas i hver Række. Spidse, slanke Glas paa en høj, spiraldrejet Fod.

✂ Thomsen skænkede omhyggeligt den knagkolde Lysholmer 31 op i de atten Pokaler. Vædsken skulde staa lige med Glassets Kant; og det gjaldt om ikke at spilde, naar man løftede det til Munden.

✂ - For Kongen! sagde Redaktøren. De seks yderste Bægre blev hævet i Vejret, tømt og stillet tilbage igen paa Bordet med et Smæld. Alt som paa Tælling.

✂ - For Kvinden! Næste Række fulgte.

✂ - For Friheden!

✂ Den inderste Række tømtes. Indledningsceremonien var til Ende. Og de egentlige Forhandlinger begyndte.

✂ Man tog Plads:

✂ For den øverste Bordende tronede Formanden, Redaktør Heilbunth. Stor og mægtig laa han i sin Stol, ærefrygtindgydende, imposant, et Underværk af Kød. Tre Dobbelthager hang ham ned over Skjortebrystet; og hans røde, skinnende Ansigt lyste under det krusede, hvide Haar, som en Fuldmaane under en Snesky.

✂ Ved hans højre Side sad Viceformanden, pensioneret Overlærer Clausen. En mager Mand, men en knokkelstærk Mand, der takket være sin Længde og sin Benbygning, letteligen præsterede de lovbefalede Pund.

✂ Næst efter ham fulgte Fabrikejer Røssel, hvis vældige Fuldskæg flød som en graablond Pelskrave ned over hans Frakkeopslag. Han var Indehaver af Byens Spritfabrik. Og hans Isse var skaldet som et Græskar.

✂ Ved Bordets nederste Ende sad Partikulier Eriksen, lille, kortbenet og med en uformelig Mave, der sagdes at bæres oppe af et kompliceret. Maskineri: en skindpolstret Ringbrynje fastgjort i Staalseler. Denne Ejendommelighed havde mellem Brødrene forskaffet ham Navnet: Luksusbugen.

✂ Derpaa fulgte Kæmner Lassen. Og ved Formandens venstre Side, Toldkontrollør Knagsted. Lassen var høj og velvoksen med en kongelig Næse og vandblaa, lidt udstaaende Øjne. Knagsted var mindre, korthalset og skulderbred, ligesom fortættet. Hans graasprængte Hovedhaar var kort og strittende. Det rødbrune, buskede Fuldskæg voksede ham nær op under Øjnene. Og frem af hans Næsebor og Øren stod der tykke Totter af Haar. Øjenbrynene var mægtige og 32 opadbøjede. Og hans Hænder var lodne til helt .ud paa Fingrene. Al denne Haarfylde gav ham et haardt og utilgængeligt Udseende. Og Brødrene nævnede ham hemmeligt: Esau ...

✂ Saaledes saa' »Dolkenes« Forsamling ud. - Da enhver var kommen trygt til Sæde, løftede Formand Heilbunth sin uhyre Haand, hvis Fingre lignede Servelatpølser. Og Emanuel stillede adræt en Flaske Rødvin foran hver Kuvert. Glassene fyldtes.

✂ - For de afdøde! sagde Formanden.

✂ Pokalerne tømtes.

✂ Og Hummeren blev budt om.

✂ Det var en Øjnenes Lyst at se den Grundighed og Alvor, med hvilken disse hæderværdige Gubber skred til Værket. Det var, som dyrkede de en Guddom: Eddiken gødes andagtsfuld over Offerdyrene. Peberet dalede som Røgelse. Og tavse aad man ristet Brød dertil med Smør af højeste Notering.

✂ Saaledes omtrent har vist de ægyptiske Tempelpræster fortæret, hvad af Landets Førstegrøde det troende Folk bar frem for Isis og Osiris. -

✂ Men lidt efter lidt brødes Tavsheden. Ret fulgte paa Ret. Glas gled ned efter Glas. Og de gamle Øjne begyndte at lyse, medens de tykke Fingre kælent famlede om de fyldte Flasker.

✂ - Duerne, brummede »Luksusbugen« - Lang mig Duerne!

✂ - Lam! Lam! raabte »Esau«. Han lignede en Menneskeæder i Funktion. Og alle hans Haartotter bevægede sig.

✂ Fabrikant Røssel og Overlærer Clausen tog hver sin Rødspætte. Og Redaktør Heilbunth aad blodig Oksesteg.

✂ Men Kæmner Lassen, der var Slikmund, holdt sig til Assietterne.

✂ Thomsen løb som en Krabbe rundt om Bordet, sidelæns og travl, og satte nye Flasker frem med sin lange Arm.

✂ Humøret steg, og Stemmerne blev høje. Man drak private Skaaler, puffede hinanden i Siderne med Albuerne og begyndte 33 at drille hinanden med forlængst mosgroede Ungdomsudskejelser.

✂ - Du, Lassen, raabte Fabrikant Røssel tværs over Dugen til Kæmneren - kan du huske franske Marie, gamle Dreng, med Hareskaaret?

✂ Lassen fik Kaviaren og Porteren forkert i Halsen, saa Tolder Knagsted maatte dunke ham.

✂ - Ho! ho! gryntede Redaktøren, Sveden sprak ham af Panden under det hvide Haar. - Det var hos Markussen i Pilealleen!

✂ Man havde altid brugt der i Byen at tage til Hovedstaden, naar man skulde ekstravagere. Og man brugte det endnu.

✂ - Jaha! sagde Lassen, der var kommen sig efter Hosten - det var i toogtres, Far! Og han slog et Klask med Tungen for at antyde de herlige Tider.

✂ - Ja, og der fik du din lange Næse, Kæmner! sagde Røssel.

✂ - Ho', ho'! knortede Redaktøren paa ny. Det var nemlig ham, der var rendt af med Pigebarnet. - Det var den Gang! sagde han. - Da var man springsk!

✂ Vi er Fa'en henteme Ka'le endnu! mente »Luksusbugen«.

✂ - Gu' er vi saa, Eriksen! nikkede Redaktøren. - Skaal, gamle Kuponklipper!

✂ - Skaal .... din Renoseros! Du lugter!

✂ - Hva' gør jeg!

✂ - Jeg si'er: Du lugter! Li'som din Avis. Det er skidt Sværte, du bruger!

✂ - Lang ham en ud! raabte Redaktøren. - Lang ham en ud fra mig, den Istervom. - Men han blev dog end rødere i Ansigtet. Sværten var hans ømme Punkt,

✂ Saa slog Overlærer Clausen til Lyd paa sit Glas. Han var Foreningens Taler:

✂ - Brødre, begyndte han. - Livet er en Jammerdal ...

✂ - Sludder! brummede Kæmner Lassen.

✂ - Schmaul, Sæbehorn! sagde Overlæreren ... en Jammerdal! gentog han demonstrativt. - Men vi har fundet os en Krog, hvorhen Jammeren ikke formaar at trænge!

✂ - Hør ham!

✂ - ... Og hvem er det, der Gang paa Gang trækker os 34 hen i denne herlige Krog? Det er vor stolte, velproportionerede Formand! (Her lagde Heilbunth stille Kniv og Gaffel fra sig). Han er vort Broderskabs bærende Kraft!

✂ - Hans Sværte lugter, mumlede Eriksen.

✂ - ... Og skønt han Dag efter Dag maa siges at sidde i trykkende Omstændigheder ...

✂ - Den var god! Clausen er storartet! Overlæreren smilede selvbevidst:

✂ - ... i trykkende Omstændigheder, saa tænker han dog, ligesom salig Horats, kun stedse paa at gavne og fornøje! Har jeg ikke Ret?

✂ - Jamen, hans Sværte lugter ...

✂ - Hold nu Mund, Eriksen, med dit Vrøvl! ... Hvad skulde vi blive til uden ham, denne Ridder sans peur et sans reproche, spør' jeg? Naar vi er ved at forgaa af Kedsomhed og Kone ...

✂ - Bravo! Bravo! Overlæreren smilede paa ny.

✂ - ... Kedsomhed og Kone, da skikker han af Sted sin liden Gangerpilt, Hr. Thomsen, at banke paa vore Døre ...

✂ - Hans Sværte lugter ...

✂ - ... og vi omgjorde os med vort Festskrud og følge gladeligen hans Kaldelse! ... Aa Knagsted, kan du dog ikke la' være med at banke i Bordet med den Kniv?

✂ Tolderen havde ustandselig siddet og hamret Takt til Overlærerens Tale, tre lange Slag og to korte: dum, dum, dum- dumdum! dum, dum, dum-dumdum! Nu holdt han op; mens hans Totter rejste sig.

✂ Clausen vedblev lidt mat:

✂ - Min Hensigt var, hvad De vel alle forlængst har anet ...

✂ - Hans Sværte lugter ...

✂ - .... Nej, det er jo umuligt at holde Tale!

✂ - Nu skal du sgu Fanden galemej osse holde Kæft, Eriksen! sagde Kæmneren og dunkede sin Nabo oven i Hovedet.

✂ »Luksusbugen« lo, saa han rystede. Han var lidt beruset.

✂ Og atter klemte Overlæreren paa :

35

✂ - ... Min Hensigt var at bede Dem alle med mig at tømme et Glas for vor udmærkede Formand!

✂ - Hans Sværte lug ...

✂ Kæmneren lagde i en Fart sin Haand over Briksens Mund.

✂ Clausen hævede sin Stemme:

✂ - Ganske vist er der en Del »Hager« ved ham ...

✂ - Prutt, hi, hi! Den var sgu god!

✂ - ... men han er dog ingenlunde vejet og fundet for let! ... Vor klassiske Formand, Hr. Redaktør Heilbunth, længe leve!

✂ Der raabtes et nifoldigt Hurra, og Glassene tømtes til Bunden.

✂ Lystigheden blev nu utøjlet:

✂ - Mere Vin, Thomsen, mere Vin! skreg man.

✂ - Hvem vil ha' en Ostepind med Kød paa?

✂ - Aa, gaa ad Helvede til!

✂ - Dengang jeg drog af Sted, min Pige vilde med ...

✂ -- En Lysholmer, gamle Dreng?

✂ - Ptøj, for Satan, den er ble'en lunket!

✂ - Dannevang leve! Skaal Brødre!

✂ - Skaal! Skaal! Skaal!

✂ Man raabte og skreg i Munden paa hinanden. Man lo og sang og var sentimentale, klappede hinanden paa Skuldrene og omfavnede hinanden. De gamle Øjne straalede af den livsaligste Glæde; og alle Ansigter lyste. Overlæreren vilde igen holde Tale, men ingen vilde høre paa ham. Kæmner Lassen forsøgte at faa en Porterflaske til at balancere paa sin Næse. Og Partikulier Eriksen sad og kæmmede Fabrikejer Røssels Skæg med en Hummerklo.

✂ Der var ikke til at faa Ørenlyd for Raab og Skrig og Latter.

✂ - Mine Herrer, mine Herrer! brølede Redaktør Heilbunth, der laa fed og salig som en Falstaf i sin Formandsstol. - Mine Herrer, mine Herrer, det over Skrævet gaar!

✂ Men i det samme greb Toldkontrollør Knagsted den røde, kuglerunde Ejdammer med sine lodne Esauhænder og trillede den af al Kraft hen ad Gulvet og midt ind imellem alle de tomme Flasker.

✂ Det var, som Salen skulde styrte sammen! -

✂ Og nede i det borteste Hjørne ved Døren ud til Køkkengangen 36 stod Manuel og saa' til, oprørt, indigneret, forarget, rædselsslagen .... omtrent vel som et Alterlys i en Heksesabbath.

✂

VI

✂ Naar man gik gennem Nonneporten og ud ad Landevejen og saa drejede ned ad den første Bivej til højre, naaede man efter en halv Times Gang »Gaarden«, Møllegaarden, Emanuel Thomsens fædrene Ejendom.

✂ Og det var ikke blot Manuels Fader, men baade hans Fader og Farfader igen, som havde levet og virket paa denne lille Plet Jord.

✂ Dér hørte en circa tredive Tønder Agerland til Gaarden. Og saa Møllebruget.

✂ Mølledammen, eller »Søen«, som de Thomsener yndede at kalde den, laa i Haven bag Beboelseslængen. Den laa højt, i Linie næsten med Husets Mønning, og kun adskilt fra Bygningen ved en smal Hulvej. Vandet strømmede i en aaben, et Par Alen bred Trærende hen over Vejen og styrtede derfra ned over Drivhjulet. Og naar Stigbordet var aabent, og Møllen gik, lød der over den gamle Gaard en brusende og buldrende Larmen, der stødvis fik Ruderne til at klirre.

✂ - Og naar man engang har været saa lykkelig at tilbringe sine Barndomsaar. paa et saadant Sted, sagde Emanuel i en Samtale med Mo'r Karens Brodér, Degnen -'og i Ungdommens Vaar har vænnet sine Øren til Vandets yndefulde Rislen og Hjulets Dønning og Kværnstenenes Malen, da vil man stedse i sin Manddoms tunge Timer længes tilbage dertil... Særlig da, tilføjede han under en dyster Nikken - naar man som en sæl, Morbroder Jakob, er født med et noget trist Lune over sin Karakter. -

✂ Rundt om Mølledammen laa Haven. Nu var den et Vildnis. Træer og Buske voksede uplejede og usoignerede imellem hverandre. Plænernes Græs groede ud over Gangene, og de laa tiloversblevne Blomster kunde om Foraaret, naar de skød frem, næppe aande for Ukrudt.

✂ Denne Have havde været Familien Thomsens Kæledægge og Stolthed:

37

✂ Der var Lindelysthuse med store, runde Stenborde, gamle udrangerede Møllesten, hvis Riller var slidt ud. Og omkring dem stod kunstnerisk udførte Bænke og Stole af Naturtræ, krumme Stammer og Grene, som Bedstefader Thomsen selv havde tømret sammen. Under et vældigt Kastanietræ laa paa en oversavet Egebul en ældgammel Døbefond fra Lindenborg Kirke. Og midt paa Stammen af et Bøgetræ sad fastgroet, næsten i Mandshøjde, en irretgrøn og mosbevokset Møllesten, i hvis Midterhul Træet i længst forsvundne Tider var blevet plantet som en spæd, lille Stikling. Stenen havde været anvendt som Bord engang. Men nu var Benene for længst raadnede bort, og Træet havde i Aarenes Løb udfyldt Hullet og løftet Stenen alenhøjt i Vejret. Store brogede, halvt søndertraadte Konkylier laa spredt rundt under Træerne. De havde engang sirligt kranset Plæner og Gange. Og bøjede man sig og søgte omhyggeligt i det lange, visne Ugræs, kunde man endnu af og til finde en Stenøkse eller en Kile, Klenodier, som de Thomsener havde pløjet op af deres Marker og Jorder og omhyggelig samlet paa.

✂ Thi, som Nabobønderne sagde, de sidste Ejere af Møllegaarden, Emanuels Fader og Farfader, havde været mere »smaakulrede« og »underlige« end egentlig Møllere og Landbrugere.

✂ Derfor var det vel ogsaa gaaet Familien, som det gik.

✂ Mindst een Gang hver fjortende Dag listede den lille Thomsen sig sent om Aftenen ud til Gaarden. Og helst i Maaneskin.

✂ Han gik ikke den slagne Vej, hvor han kunde risikere at træffe Folk og blive kendt og grint ud. Ad Grøftevolde og Markstier sneg han sig af Sted som en lille skæv Underjordisk med Kraven smøget op og Hatten trykket ned over Øjnene.

✂ Paa Stakpladsen foran Indkørselen stod han i Skjul bag et af Hæssene og lurede længe paa, om nogen skulde vise sig uden for Bygningerne.

✂ De tre hvide, sammenbyggede Længer lyste i Maaneskinnet. Og gennem det stribede Forhæng foran Vinduerne i Stuehuset skinnede Lampelyset frem.

38

✂ Manuel gled nærmere og nærmere. Han befølte Murene og eftersaa' Døre og Lemme. Mange Steder var Kalken skaldet af, og de nøgne Sten grinede .ilde. Stalddørenes Tjære var slidt; og de hang skævt paa deres Hængsler. Og den lyseblaa Maling paa Vaaningshusets Døre og Vinduer var bleven skiddengraa af Smuds og Vejrlig.

✂ Emanuel sukkede dybt i sit Hjerte.

✂ Men samtidig kløede hans Fingre efter at tage fat herinde. Efter at hvidte og male, lappe Hullerne i de forrevne Straatage og luge Ukrudtet bort, som voksede tykt over Gaardspladsens Stenbro! -

✂ Tre Ejere havde Gaarden haft i disse femten Aar. Den første sad der i seks Aar, den anden i fire. Og nu sang ogsaa Rasmus Cornelius, »den tredje Skurk«, paa sit sidste Vers.

✂ Gaarden havde faaet et daarligt Ry. Den var bleven en »Fallitgaard«. Ingen kunde holde sig der.

✂ Og hver Gang den var bleven solgt paa ny, havde Emanuel lagt sig til Sengs af Sorg og Græmmelse over, at han endnu ikke havde faaet skrabet Penge nok sammen til at kunne købe den tilbage.

✂ Men saa sidste Gang, det var altsaa nu omtrent fem Aar siden, da han havde ligget og vredet og vendt sig mellem Dynerne næsten i Feber, saa var han ud paa Natten faldet hen i en Døs, udmattet og fortvivlet. Og da havde han atter haft en »Aabenbaring«. Faderen havde paa ny vist sig for ham. Han havde haft en Tavle i Haanden, og paa Tavlen stod skrevet med lysende hvid Skrift Tallet: 23811.

✂ Naturligvis betød dette, at Emanuel skulde spille i Lotteriet.

✂ Han løb sidelæns i et Par Dage og kviede sig i sin inderste Sjæl ved Tanken om de kontante Penge, det vilde koste ham.

✂ Men da saa Faderen igen en Nat mødte op med Tavlen og Tallet, var hans Beslutning taget.

✂ Og næste Dag rejste han med Morgentoget til København. -

✂ Naturligvis maatte »Byen« intet vide om, at han spillede i Lotteriet. Saa fik den bare det at »lumre« over. Ejheller Mo'r Karen anede Grunden til hans Rejse. Sin sidste Aabenbaring 39 havde han instinktmæssig holdt hemmelig for hende. -

✂ Inde i Hovedstaden løb han Gade op og Gade ned. I de fine Kvarterer vilde han ikke købe sin Seddel; for der var den naturligvis meget dyrere end andetsteds. Og han løb og løb. Saa kom han ind i en mørk og snæver Gyde, hvor Husene var smaa og skidne. Han kiggede sig omkring. Og henne over en Gadedør fik han saa Øje paa et rødt Lotteriskilt. Beslutningens Sved sprak ud af hans Krop: her vilde han forsøge.

✂ Han steg op ad Trappen og kom op paa første Sal: Kontortid mellem 8-11. Han ringede paa og blev lukket ind.

✂ Det var en pæn gammel Dame, han skulde handle med. Manuel fikserede hende prøvende fra Siden. Saa halede han et Stykke Papir op af Lommen og rakte hende:

✂ - Man vilde gerne ha' det Nummer.

✂ - Ja, det kommer an paa, om jeg har det, min gode Mand.

✂ - Har det! Kunde man ikke erholde de Numre, man vilde ha', naar man betalte for det?

✂ Thomsens Skjorte blev ganske vaad, i den Grad flød Rædselens sure Vædske ned ad hans Krop.

✂ - Jo, naar man bestiller Sedlen en Serie i Forvejen, sagde Damen.

✂ - Serie ... ?

✂ Manuel ønskede, at han aldrig var gaaet herop, for hun vilde nok snyde!

✂ Damen bladede langsomt en Bunke Sedler igennem; hun vædede Fingeren og bladede. Saa trak hun pludselig et Papir frem og rakte hen imod ham.

✂ - Jo-o, her er skam Deres Nummer, sagde hun saa - Det er et Kvartlod. Vil De ha' det?

✂ Emanuel greb Sedlen og undersøgte den nøje paa alle Kanter:

✂ - Hva' koster den?

✂ - Ja, Ejermanden har undladt at forny den for de to sidste Trækninger, og dem har jeg saa betalt. Vil De ha' Seddelen, maa De altsaa betale for dem med, ellers beholder jeg den selv.

40

✂ Betale for de Trækninger, der var gaaet ...! Emanuel løb sidelæns op og ned foran Skranken.

✂ - En kan jo ikke vinde, naar Lotteriet er trukket! sagde han.

✂ - Nej, det kan De ikke. Men De kan jo vinde nu denne Gang.

✂ - Vandt De? spurgte han pludselig og standsede.

✂ - Nej.

✂ Damen, der sad paa sin Stol foran Skrivebordet, lagde Hovedet skælmsk paa Siden og nikkede.

✂ - Men De har jo drømt Nummeret, sagde hun - saa De vinder nok!

✂ Thomsen sank i Knæ:

✂ - Hvor ... ? Hva ... ? Hvem ... ? Den gamle Dame vedblev at smile.

✂ - Deres Navn? spurgte hun - Og Adresse?

✂ Emanuel remsede Navn og Adresse op. Han havde ligefrem faaet Ærefrygt for Damen foran sig.

✂ Men saa kom de til Pengespørgsmaalet, og hun nævnede Summen. - Om han ikke kunde faa den lidt billigere? - Nej, her holdt man bestemte Priser! - Hvorlænge gjaldt den saa? - Det var en gennemgaaende Seddel, saa den gjaldt for alle seks Trækninger. - Jamen hvis man vandt i den første, der kom, saa var jo di Penge smidt ud!

✂ Nu blev den gamle Dame utaalmodig.

✂ - Det er ikke nogen Butik, dette her! sagde hun og rejste sig fra Stolen med et Stød - Vil De ha' Seddelen, min gode Mand, eller vil De ikke ha' den?

✂ Historien kunde have trukket længe ud endnu, om der ikke var kommet en ny Kunde ind.

✂ Emanuel snappede hurtig Seddelen til sig og vilde putte den i Lommen.

✂ - Her er Pengene da! sagde han og trak Portemonnæen frem.

✂ - Tak. Men Seddelen skal først stemples.

✂ - Stemples? Med hva'?

✂ - Med mit Navn og Adresse. Ellers husker De jo ikke, hvor jeg boer.

✂ - JO!

41

✂ - Puhh ! sagde Damen anstrengt - Men den skal stemples alligevel!

✂ Thomsen leverede trevent Dokumentet tilbage. Han vendte forsynligt Bagsiden opad, for at ikke den nyankomne skulde læse Nummeret.

✂ Saa fik han endelig Papiret udleveret i komplet Stand og forvarede det omhyggelig i sin Tegnebog.

✂ Han stod lidt.

✂ - Det skal vel ikke meldes til Herredsfogeden dernede, eller saadan? spurgte han.

✂ - Næi!

✂ - Og naar man nu vinder ... ?

✂ - Saa ser De det i Trækningslisten.

✂ - Er den til at stole paa!

✂ - Ja-a!

✂ - Og Byen faar ikke noget at vide?

✂ - H-næi, det er jo kun Dem og mig, der véd, hvad Nummer De har! ... Farvel, Hr. Thomsen!

✂ - Farvel! ....

✂ Lotteridamen havde allerede vendt sig til den anden Kunde, en ældre Kone med en Kurv paa Armen, da Emanuel blidt skubbede dette Væsen til Side, bøjede sig frem over Skranken og stak sit Ansigt tæt hen til Kollektricens Øre.

✂ - Det skal ingenlunde mangle paa en liden Erkendtlighed, om man vinder! hviskede han og blinkede diabolisk med sine smaa Griseøjne.

✂ Damen brast i en klingende Latter.

✂ - Ja, Tak, Tak, min gode Mand! sagde hun - Jeg skal gøre, hvad jeg kan!

✂ Thomsen nikkede forstaaende, blinkede igen, men denne Gang kun med det ene Øje, og gik. -

✂ Da han var kommen ned til Gadedøren, tog han Lotterisedlen ud af Brevtasken og studerede den nøje.

✂ Og da var han paa een Gang bleven ganske stiv af Lykke.

✂ Nu vidste, vidste, vidste han, at han vilde vinde! Thi i Stemplet, som Kollektricen havde paatrykket Seddelen, stod: Larslejstræde 23, Kontortid fra 8-11. - 23,8,11! Netop det Tal, der havde staaet paa Tavlen! Netop det Nummer, 42 hans Seddel havde! Derfor altsaa havde Faderen vist sig to Gange for ham!

✂ Og saa havde den gamle Thomsen til og med hedt Lars!

✂ Der var ikke længere nogen Tvivl mulig!

✂ Manuel rystede over hele Kroppen af Sindsbevægelse. Han foldede uvilkaarlig sine Hænder, og det var ikke langt fra, at han i sine Stadsbukser var knælet ned lige midt paa det skidne Forstuegulv og takket Gud den Almægtige, Himlens og Jordens Skaber, for hans kolossale Miskundhed.

✂ Men han betænkte sig dog i Tide. For bare som en Raket ud af Gadedøren og ned ad Trappen; ilede mere sidelæns end nogen Sinde ud til Jærnbanen; sprang i Toget og kørte hjem, medens det sang og jublede i ham som Lyd af glade Klokker. Og over de hundrede Gange holdt han, paa de Par Timers Kørsel tilbage til Købstaden, med truttende Horn og smældende Flag sit Indtog paa den fædrene Ejendom! -

✂ Ak, men nu var der gaaet fem Aar siden hin lyksalige Dag; og endnu havde han ikke vundet saameget som en Fjerdedel af en Tillægsgevinst ...

✂ 26 Kroner og 20 Øre kostede Sedlen ham om Aaret. Og fem Gange 26 Kroner og 20 Øre var 131 Kroner; foruden Portoen!

✂

VII

✂ Der bestod et underligt Forhold mellem Konsul Mørch og Toldkontrollør Knagsted. De kunde ikke være fra hinanden. Det vil sige, det var Knagsted, der søgte Mørch. Thi Konsulen hadede vistnok Tolderen og vilde rimeligvis helst være fri for hans Selskab.

✂ Og alligevel saa' man dem altid sammen.

✂ Mørch havde for en Del Aar siden haft et Anfald af Hjerneapopleksi og gik med tunge, slæbende Skridt og ved Stok. Hans Ansigt var slapt og sløvt; og hans Stemme lallende. Det lød, som var Tungen for tyk.

✂ Men Tobak røg han med Lidenskab. Det var saa omtrent den eneste Glæde, der var ham levnet.

✂ Tobakken slørede saa rart hans Tanker. Han levede nemlig i en evig, dirrende Angest for at dø. Han havde hverken 43 Fred Dag eller Nat for dette Skræmmebillede. Ikke en Gang naar han sov Middagssøvn.

✂ Og det værste var, at Knagsted talte altid om Døden. Aldrig om andet: om Døden og dens Attributer ... Sygdom og Daarlighed, Medicin, Sakrament, Klokkeringning og Begravelse.

✂ Det krøb som med Orme i Mørch, naar Tolderen begyndte. Han vilde helst have jaget ham bort; slaaet ham med sin Stok. Og dog vedblev han med en Slags gysende Interesse at høre paa ham. Han blev ligesom hypnotiseret af Vennens Ord, havde samme Fornemmelser omtrent som et Barn, der med strittende Hovedhaar lytter til en Spøgelsehistorie.

✂ De gik Ture sammen. Næsten hver Dag henad Mørkningen kom Knagsted og hentede Konsulen. -

✂ En Aftenstund mellem seks og syv skravlede de to Venner igen ned ad Trappen til Mørchs Lejlighed.

✂ Da de omsider stod nede paa Gaden, spurgte Tolderen :

✂ - Naa lille Mørch, hvor gaar vi saa hen i Dag?

✂ - Thet*) maa thu*) om, lallede Mørch.

✂ - Lad os gaa om ad Prinsessestien. Et Par Orme begyndte at røre sig i Konsulen. Dette var nemlig Vejen ad Kirkegaarden til:

✂ - Skal vi ikke hellere gaa ad Thlandevejen, Knagsted ...

✂ - Du sa'e jo sæl, at jeg skulde raade!

✂ - Thatha, saa gaar vi ad Stien da ...

✂ - Det er vist skidt med Befindendet i Dag, Mørch?

✂ - Thu' er det ej, theg har det meget godt!

✂ - Du har vist ikke sovet i Nat.

✂ - Ikke meget.

✂ - Næi, det gør man ikke, naar man bliver gammel.

✂ - Knagsted havde taget Konsulen under Armen, og de trissede nu op ad Søndergade.

✂ - Du skulde ikke ryge saa meget, Mørch! begyndte saa Tolderen.

✂ - Aa, hva', the Par Piber!

✂ - Har du læst Morgenavisen for i Dag?

**) engelsk Th, som i »that« f. Eks. 44

✂ - Tha.

✂ - Saa' du det?

✂ - Hva' saa' theg?

✂ - Det fra Næstved.

✂ - Hva' var thet? Det gøs i Konsulen.

✂ - Om ham, Manden.

✂ - Hva' var ther med ham?

✂ - Han døde ...

✂ - Naa, tha, thet skal vi tho alle ...

✂ - ... af Nikotinforgiftning. Jeg tænkte, jeg vilde gøre dig opmærksom paa det.

✂ - Thae Tak! sagde Konsulen indædt. Thu er altid saa god a' thig!

✂ Knagsteds Haartotter bevægede sig skadefro. Men han svarede ikke.

✂ - Thet var vel Cigarer ... fortsatte Mørch lidt efter.

✂ - Der stod Tobak!

✂ Tavshed ...

✂ De gik Fod for Fod midt ad Gaden. Konsulen ludende, foroverbøjet og støttende sig tungt til sin Stok og sin Vens Arm. Knagsteds lille, firskaarne Person holdt sig derimod rank som en Milepæl, uknækket og uanfægtet af Aar og Begivenheder.

✂ Henne ved Hotellet bøjede de om Hjørnet og drejeae ned ad Maren Smeds Gyde, der munder ud i Prinsessestien.

✂ Du kan tro, vi ha'de en munter Aften her forleden i Foreningen ! sagde Tolderen og pegede paa Vinduerne i Dolkenes Lokale.

✂ - Hum ... brummede Konsulen og saa' til den anden Side.

✂ - Du skulde sgu melde dig ind, Mørch!

✂ - Thsludder! sagde Mørch og hans sløve Øjne lynede.

✂ - Hi, hi ....

✂ Intet Menneske i Byen havde Rede paa Tolderens Fortid. Da den gamle Toldkontrollør for en halv Snes Aar siden gik hen og døde, var Knagsted bleven hans Eftermand. Han kom ovre fra Jylland, fra Ebeltoft- eller Grenaaegnen, hvor 45 han havde været Toldassistent. Man kendte ikke det mindste til ham i Byen, før han en Dag stod nede i Døren til Toldbodbygningen ved Fjorden og saa' bistert ud over Vandet. Han havde en flunkende ny Uniform paa, men ingen Hue. Og hans ræverøde Haar lyste i Solen. Borgerne stak Hovederne sammen og mente, at det var vist en slemme Karbunkel, de der havde faaet i Stedet for gamle Mathiesen, der havde været mild og god som en Majdag. Og da man rigtig havde faaet ham kigget efter i Sømmene og set Totterne i hans Øren og Brynene over hans Øjne og det gulrøde Haarlag, der groede ham ud over Fingerledene, var der straks et vittigt Hoved, der havde døbt ham: Esau. Og man paastod, at han var et Elskovsbarn af en Buskmand og en Buldog.

✂ Men Tolderen lod Folk vrøvle. Han lejede sig et Par Værelser hos en halvgammel Enke, i et lille Hus nede i Nærheden af Toldboden. Der stillede han sine faa Ejendele ind. Og der opholdt han sig, naar han ikke var i Boden.

✂ Til at begynde med havde han ogsaa ladet Enken lave Mad til sig. Men det varede ikke længere end i fjorten Dage. Saa fik hun sin Afsked paa graat Papir, og han gik op paa Hotellet og spiste.

✂ Det var mest Handelsrejsende, han her traf sammen med; thi Borgerne indtog, som ret og rigtigt var, deres Maaltider ved Arnen.

✂ Men saa en Aften bankede Hotelværten, Hr. »Plid« Hansen, ærbødigt Redaktør Heilbunth med en elastisk Langfinger paa Skulderen. Redaktøren sad i Restaurationslokalet og fik sig en Romtoddy:

✂ - Tillad, Hr. Redaktør ... sagde Hr. Hansen. Heilbunth drejede med Møje sit Ansigt om mod ham:

✂ - De véd, Hansen, jeg holder ikke af at blive forstyrret !

✂ Værten duvede som et Hvedestraa i Storm:

✂ - Gudbevares, Hr. Redaktør, det véd jeg! Me-n ...

✂ - Hva' er der?

✂ - Redaktøren skulde ligge sig lidt efter Toldkontrolløren ... om jeg saa maa sige!

✂ - Den Børsteigle!

46

✂ - Hihihi! ... Jeg tror ikke, Redaktøren vilde fortryde det. Han er ma'esløs vittig!

✂ - Saa-aa? Hva' si'er han da?

✂ - Ja, hva' han si'er ... Hr. Hansen vippede som i Bølgegang op og ned fra Hæl til Taa. - Hva' han saadan netop lige si'er, Hr. Redaktør, det er mig for Øjeblikket ikke nærværende ... Men Hr. Redaktøren skulde høre ham behandle de rejsende inde ved Table d'hotet. Han formaar virkelig at gi' dem rent paa, paa den nydeligste Maade hihihi!

✂ - Det kan de vist ogsaa trænge til!

✂ - Hihihi, ja! Den Slags Folk har jo gennemgaaende ikke megen plid! ... Men nu véd jeg et Eksempel, Hr. Redaktør ... Værten lagde igen en blød Finger paa Heilbunths Skulder. - Om Hr. Redaktøren tillader?

✂ - Hum ...

✂ - Han sa' forleden Dag derinde ... det var netop ved Desserten: Frugt af Aaret! ... at man skulde formode, hihihi! at Vorherre havde lavet Borgmesterinden saadan ved at kaste smaa Klumper hen paa hende, een til Næsen, og een til hver af Kinderne, og til Øjnene.. .hihihi! jeg finder, det er særdeles vittigt ... og en til Hagen ... Hva'?

✂ - Sa' han mere?

✂ - Hi, ja! han sa' ... (Værten nærmede diskret sin Mund til Redaktørens Øre) ... han sa', at saa maatte Borgmesterinden være gaaet sin Vej, hihi! for hun havde glemt at faa Klumperne paa til Barmen og ... og ... (Her foretog Hr. Hansen nogle runde Bevægelser med sin hule Haand) ... og de øvrige hvælvede æh ... Kvindedele. Hihi! Hva'?

✂ Heilbunth sad lidt uden at fortrække en Mine. Men saa vred han med en Kraftanstrengelse Hovedet en halv Tomme længere om og sagde over Skulderen:

✂ - Jeg er ikke med til at gøre Grin af Byens Øvrighedspersoner ! At De véd det!

✂ Hotelejeren stod et Sekund blottet for Maal og Mæle. Saa bukkede han vanvittig hurtigt et Par Gange, frembragte nogle uartikulerede Lyde og trak sig med et aandsforladt Smil tilbage bag Skænken ...

✂ Men et Par Dage senere spiste Redaktøren med ved Table d'hote.

47

✂ Og ved Kaffen spurgte han Knagsted, om han spillede L'hombre.

✂ Saaledes blev Toldkontrolløren introduceret i Borgerskabet. -

✂ Og snart blev han Medlem af Dolkene og drak Dus med flere Brødre. Men egentlig hvad man kalder »afholdt«, blev han ikke.

✂ Snarere fik man en Slags Ærefrygt for ham, og det i dette Ords allergammeltestamentligste Betydning, idet man paa en Maade saa' op til ham og beundrede ham, men i Frygt og Bæven. Man var bange for at blive hans Offer og bøjede af for ham. Man skælvede for hans hvasse Tunge og talte ham derfor efter Munden.

✂ - Det er en ondskabsfuld Satan! sagde Fabrikant Røssel.

✂ - Det er Fanden sæl'! sagde Kæmner Lassen.

✂ - Det er den personlige Djævel med Haar paa! sagde Partikulier Eriksen.

✂ Og alle trak de i Land for ham. -

✂ Men saa var det, at han begyndte at gaa Tur med Konsul Mørch.

✂ Konsul Mørch, der i aarevis havde siddet syg og gnaven hjemme i sin Stol, og hvem Byen i sin daglige Travlhed og Brød-Trummerum næsten havde glemt.

✂ Og straks gik der Hul paa nogle Fruer af Ejegods-Racen: Der kunde man bare se! tappede de løs - Hvad ha'de de ikke altid sagt? Man ha'de gjort Toldkontrollør Knagsted blodig Uret. Den stakkels grimme Mand, som Naturen ha'de behandlet saa stedmoderligt ... ja, man kunde jo paa en vis Maade ogsaa sige overdaadigt, hi, hi! ... og som ingen Familie ha'de, og ingen Familie kunde stifte ... thi nu spør' jeg Dem, Fru Heilbunth (Det var Fru Kæmner Lassen, der talte), hvem vilde vel gifte sig med ham? Min Mand og han har engang været i romersk Bad sammen ... jeg be'er Dem: som Pelsværk, sa'e Lassen! ... Og denne stakkels prædestinerede Pebersvend ha'de naturligvis gaaet der og længtes efter noget, der kunde fylde ham, nogen, han kunde ofre sig for; og saa ha'de han fundet Mørch. Og Fru Lassen maatte ved Gud i Himmelen sige, at hun fandt det nydeligt af Knagsted netop at kaste sig paa Mørch, for Mørch ha'de altid ... 48 det véd De da selv, Fru Heilbunth! været en temmelig ubehagelig Person! Og endydermere var det Fru Lassens uforgribelige Mening, at Knagsted naturligvis ha'de haft en ulykkelig Kærlighed, og derfor var det, at han ha'de Skinnet imod sig! Thi det véd vi da, søde Fru Heilbunth, at Hjerte det har vi allesammen, naar bare vi kommer derind! ... Puhh! Tak, ja en lille halv Kop til maaske ... Jeg synes, her er meget varmt! Skal vi ikke lukke et lille Vindue op ... ?

✂ Saaledes henflød Fruerne i Begejstring over Tolder Knagsted ved deres Kaffekomsammen. Og Manden levede i nogen Tid med et romantisk Skær over sig.

✂ Indtil det lidt efter lidt sivede ud, paa hvad Maade han praktiserede sin Kærlighedsgerning.

✂ Da hævede man Blikket mod oven og korsede sig!

✂ - Ihvorvel der ogsaa var mange, som i Smug bar gammelt Nag til Konsul Mørch fra den Tid, da han var Byens første Matador. -

✂ Men hitte ud af Knagsteds Motiver formaaede man ikke, hvor mege£ man end lagde Hovedet i Blød. Han forblev en Gaade. Men en dragende og lokkende Gaade, som man aldrig blev træt af at diskutere.

✂ Ja, Fru Lassen skrev endogsaa til en Veninde i Ebeltoft for at indhente Oplysninger. Men Veninden kunde kun berette, at han var kommen til Ebeltoft fra Svannike. Og at alle havde været bange for ham.

✂ Hvorefter Fru Lassen gav ham Navnet: »Livsens Ondskab« (Hun »sværmede« nemlig for J. P. Jacobsen), og førte sine udenbys Gæster ned om Toldboden, for at de kunde se ham.

✂

VIII

✂ Det var en Aften i Slutningen af Juni. Maanen sejlede af Sted højt oppe paa Himlen og gjorde næsten Stjernerne blege ved sin Glans. Ude over Moser og Enge stod en tæt Taage stiv og ubevægelig; thi ikke en Vind rørte sig.

✂ Klokken var godt paa Vej til elleve. Og ude paa Møllegaarden sov Rasmus Cornelius med Familie for længst den søde Søvn som sædvanlig, lullet til Ro af Hjulets Brummen og det brusende Vand.

49

✂ Han var nu saa flot Rasmus, at han holdt en Mand til at passe Møllen om Natten.

✂ Og for Resten holdt han ogsaa en Mand om Dagen til at passe Landbruget.

✂ Selv studerede han »Kimi« paa Lindenborg Kro. »Kimi« og »Regning«, som han sagde: Brændevin og Kortspil. -

✂ Der kom en lille, skæv Skygge glidende hen over Markstien bag Møllegaardens Have. Da den naaede de yderste Træer, der hvor Hegnet fordum havde været, standsede den og lagde Haanden bag Øret som for at lytte.

✂ Ikke en Lyd hørtes. Kun Vandets Plasken, naar det styrtede ned over Drivhjulet.

✂ Saa raslede Skyggen ind mellem Buskene og ind i Haven.

✂ Emanuel Thomsen gik Aftentur.

✂ Han listede omkring fra Plet til Plet derinde. Der var jo ikke den Fodsbred, han ikke havde sat sine Fødder paa som Barn og halvvoksen Mand. Han kendte hvert Træ og hver Busk. Og skønt der ikke længere var større Forskel mellem Plæner og Gange, hittede han sig dog Vej som den blinde mellem sin Stues vante Møbler.

✂ Maanen stod lodret over Træerne, og dens Straaler faldt stift ned mellem de ubevægelige Blade.

✂ Inde i det store Lindelysthus med Stenbordet satte Manuel sig paa en af de værkbrudne »Naturstole«. Gennem Buskene ligeoverfor kunde han se en Del af »Søen«, hvis Vandspejl skinnede som slebet Staal. Men hist og her midt i det klare, blanke saa' han mørke, uformelige Klumper rage op. Det var Siv og Vandplanter, der stak frem fra Dammens Bund, hvor de groede frodigt i det fede Mudder.

✂ - Di Svinepelse! Di Svinepelse! mumlede han og rejste sig med tæt knyttede Hænder - I vor Tid var Søen som en skuret Gryde!

✂ Henne paa Plænen under Valdnødtræet stod han stille foran Døbefonten. Hans Fingre løb famlende hen over den, og han følte de Skaar og Skrammer, som »Skurkenes« Børn havde slaaet i den gennem de mange Aar.

✂ - Di skal svare en til det, naar man køber Gaarden tilbage! mumlede han.

50

✂ Men han nikkede smilende til Bøgetræet, hvor den mosgroede Møllesten sad tre Alen oppe paa Stammen:

✂ - Den sidder dem for højt!

✂ Ud gennem Haven listede han og over Hulvejen, der flød med Vand, fordi Sluseværket og Renden ikke blev holdt i Orden. Men Møllen buldrede og arbejdede saa yndigt; og han kiggede længselsfuldt op til det lille, firrudede Gavlvindue, bag hvilket der brændte Lys.

✂ - Mortensen! kaldte han hviskende - Mortensen! Det er mig, Emanuel!

✂ Den gamle Mølle-Mortensen hørte ham ikke.

✂ Saa gled han hen foran Indkørselen og stirrede ind over Gaardspladsen.

✂ Græs og Ukrudt voksede lystigt derinde. Harver og Plove laa uordentlig henslængte mellem hverandre. Ladeporten stod halvt aaben. Ruder var slaaet ud. Og overalt paa de hvide Mure gren store, nøgne Huller frem.

✂ Manuel havde engang i den første Ejers Tid vovet sig op gennem Gaarden og ind i Stuelængen. Det var en Dag, han var gaaet forbi og havde opdaget, at en Vogn havde paakørt en af Bygningerne og revet Kalken af.

✂ Han var gaaet ind i Stuen og havde sagt, at han kom for at hilse paa Familien.

✂ Og han var bleven yderst venlig modtaget. Var bleven beværtet og vist omkring.

✂ Men han havde jo ikke kunnet dy sig, den søde Mand! Han havde peget paa en Plet hist og et Hul her, og sagt, at saadan havde det ikke været i »vor« Tid. Dette burde man hurtigst muligt gøre grundig i Stand.

✂ Om han saa skulde være styrtet død om paa Stedet, kunde han ikke have holdt disse Udtalelser inden for Tændernes Gærde!

✂ Men Manden paa Gaarden var da til sidst bleven saa aldeles rasende, at han havde jaget den bitte Thummelumsen paa Porten med Skældsord og Trusler.

✂ Saa gik Fyren Fallit, og Ejer Nummer to rykkede ind.

✂ Gaarden var imidlertid kommet end yderligere i Forfald. Og den ny Ejer havde hverken Penge eller »Geni« til at udbedre den.

51

✂ En Dag traf Thomsen ham udenfor paa Vejen og gav sig i Snak med ham. Og hvordan det saa gik eller ikke gik, det endte da med, at »Skurken« havde løftet sin svære Egekæp og bedet Fanden flytte og føre ham denne lille skrutryggede Avekat af en Orangutang ad hede Helvede til, da han ellers sæl ...

✂ Men Manuel var da allerede midt i Besværgelsen krabbet halvvejs ad Byen til! -

✂ Og hos Ejer Nummer tre havde han aldrig forsøgt sig.

✂ Thomsen stod endnu foran Møllegaardens Indkørsel. Han var faldet i Tanker. Det var Lotteriet, der trimlede ham rundt i Hovedet:

✂ - At han dog ikke kunde vinde! Eet hundrede og een og tredive Kroner havde han allerede skudsat; og nu til Oktober skulde han af med tretten Kroner og ti Øre igen! ... Men han maatte jo vinde, han maatte jo; hvorfor havde ellers Faderen aabenbaret ham det Nummer! Og Damen derinde havde jo sæl sagt, at han vilde vinde! ... Sæt nu, at Rasmus Cornelius allerede kom fra Gaarden til December, og en anden købte! (Der gik et Knivstik gennem den lille Mands Hjerte ved Tanken). Han havde jo ingen Penge. For hvor meget han end havde spinket og sparet i disse femten Aar, var hans Konto i Banken ikke løbet op til mere end 5,265 Kroner. Og sidst Gaarden var bleven solgt, blev der givet 21,000 for den. Een og tyve Tusinde; med ni Tusinde Kroners Udbetaling. Een og tyve Tusinde! ... Han kunde ikke skrabe de Penge sammen, om Gud, den Almægtige, ikke hjalp ham! Han kunde ikke! ... (Vilde Planer om at stjæle og myrde og plyndre kravlede frem i hans Hjerne.) For Gaarden maatte han ha' ! ... Om endda bare Bygningerne, lille Gud Fader i Himlen! bare Bygningerne og Møllen og Haven! Jorderne kunde saa en anden faa. Han havde jo aldrig interesseret sig videre for Jorderne ... Aa, men Bygningerne! Bygningerne og Haven! Han skulde blive saa taknemmelig, saa taknemmelig! Der skulde ikke findes saa taknemmeligt et Menneske i Verden! ... Og hvor skulde han pleje og passe dem og kæle for dem! Hvidte og tække og skuffe og rive! Der skulde ikke ses en Plet paa Husenes 52 hvide Mure; og ikke en Ukrudtsplante skulde faa Lov at gro i Haven ...

✂ Manuel sneg sig helt hen til Bygningerne og strøg kærtegnende sin Haand ned over Kalken.

✂ - Lille go'e Væg! mumlede han - Lille go'e Mur!

✂ Og Taarerne randt tunge og store ned over hans Kinder...

✂ Idetsamme slog Uret i Lindenborg Kirketaarn tolv. Slagene lød skarpt gennem den stille Luft.

✂ Thomsen rettede sig. Det trak et Par Gange nervøst i hans skæve Skulder. Saa sank han sammen igen, bøjede Hovedet og tridsede hjemad haabløs og fortvivlet. -

✂ Men ude paa Landevejen fandt han en Hestesko med tre Søm i (Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligaand). Og det friskede ham betydeligt op!

✂

IX

✂ De to uadskillelige Venner, Konsul Mørch og Toldkontrollør Knagsted, var igen ude paa deres Aftenpromenade.

✂ Og som sædvanlig var de drejet om ad Maren Smeds Gyde og kommen ned paa Prinsessestien.

✂ Solen hang lavt ude over Fjorden. Det var en lun og herlig Sommeraften. Og de hvide Gaarde og Smaahuse lyste frem paa de fjerne Bakker hinsides Vandet.

✂ Mørch havde bedt, om han maatte sidde lidt. Han var træt, sagde han. Men det var nok det uundgaaelige Besøg paa Kirkegaarden, han vilde forhale saa længe som muligt.

✂ Og nu sad han krumbøjet og ludende og ridsede Cirkler og Streger med sin Stok i Stiens bløde Grus; medens Tolderen rank og spændstig lænede sig tilbage mod Bænkens Rygstød og fløjtede.

✂ Han hengav sig aldrig til. denne Kunstnydelse, undtagen naar han var sammen med Konsulen. Han vidste, at det ærgrede Vennen som et Bevis paa Livskraft.

✂ Noget borte fra dem løb en Flok Børn og legede.

✂ - Se! sagde Knagsted og pegede hen paa dem. Mørch vaagnede af sin Døs og løftede Hovedet.

✂ - Tha-e ... sagde han.

✂ - Saadan har vi ogsaa været engang.

53

✂ - Tha-e . ..

✂ - Men det er længe siden!

✂ - Thet er thet ...

✂ - Hvad vilde du gi'e, Mørch, for at bli'e saadan igen?

✂ - Thet ka' man thunde bli'e, Knagsted.

✂ - Nej. Men hva' vilde du gi', hvis du kunde?

✂ - Theg indlader mig ikke paa Thsludder og Vrævl! sagde Konsulen arrigt.

✂ - Du skulde prøve den kloge Kone i Vragby, Mørch.

✂ - Thet er osse Thsludder!

✂ - Gu' er det ej! Hun kurerede i Foraaret Dyrlæge Hansen, du véd, som en Nat blev lam i den ene Side.

✂ - Thet véd theg ikke no'et om ...

✂ - Nej, men det gjorde hun. Og nu kan han baade gaa igen og køre i Praksis!

✂ - Hum ... Han har vel ikke været thsaa medtaget thsom theg.

✂ - Akkurat netop! Det var Apopleksi. Hans Tunge var ogsaa lam.

✂ Mørch sendte sin Ven et skulende Sideblik. Men Tolderens Ansigt var en lukket Bog.

✂ Saa sagde Konsulen:

✂ - Og han kom thsig, thsi'er thu?

✂ - Fuldstændig! Han kunde gerne løbe om Kap med Ungerne derhenne.

✂ - Hum ... Hva' ga' hun ham?

✂ - Det var no'et i en Flaske ... Hva' si'er du til at komme til Klubbal igen, gamle Jægersmand!

✂ - Hø, hø! ... Thsludder!

✂ - Dyrlægen kom sig paa tre Uger.

✂ - Theg ka' thunde vinde ud til hende ...

✂ - Naa-aa, det kunde du vel nok! Men du kan jo ogsaa sende Bud efter hende.

✂ - Kommer hun saa?

✂ - Ja vel kommer hun! .. . Tænk, om du kunde spise din Mortensgaas paa Hotellet?

✂ - Thsludder, Knagsted! brummede Konsulen. Men inderst inde i ham viftede dog en Flig Haab frem.

✂ - Du skulde prøve, Mørch! vedblev Tolderen ufortrødent.

54

✂ - - Tha prøve ka' theg tho gerne ... Og Dyrlægen mærker ikke no'et mere, thsi'er thu?

✂ - Han er saa rask som en Fisk. Meget raskere end før han blev syg.

✂ - Og Konen kommer, naar theg thskikker hende Bud?

✂ - Ubetinget l

✂ - Thjø, thjø! sagde Konsulen og rokkede oplivet med Hovedet. - Om theg kunde gaa hen og bli'e Ka'l igen, Knagsted! Hum, hum, hm! Nu har theg ikke været Menneske i thseks Aar ... Aa Herregud, tha, tha, tha!

✂ Mørch sad og vippede af Glæde paa Bænken. Hans opbulnede, apoplektiske Hænder famlede omkring Stokken, og hans Læber mimrede.

✂ Knagsted skævede om mod ham, og Pupillerne i hans Øjne trak sig ondskabsfuldt sammen som paa en Kat, der fikserer en Mus.

✂ Saa sagde han roligt :

✂ - Men du skal nu paa en Maade alligevel ta' dig i Agt, Mørch l

✂ - Hva'?! spurgte Konsulen opskræmmet. Og det var, som gled der ham en iskold Spiral ned igennem Rygraden ved Tonefaldet i Tolderens Stemme.

✂ - Du skal være lidt forsigtig, si'er jeg.

✂ - Hvorfor ... ?

✂ - Jo; for ovre i Jylland, hvor jeg var fra, var der ogsaa en klog Kone ...

✂ - Hum ... (Mørch sank mere og mere sammen).

✂ - Hun leverede engang en Ka'l noget fejl Medicin ...

✂ - Naa ... (Det lød som en Stønnen).

✂ - Saadan Folk er jo ikke fuldt saa paalidelige som Lægerne ...

✂ - Nej ...

✂ - De har jo ingen Eksamen ... De har jo ingen Eksamen, si'er jeg!

✂ - Nej, nej, theg hører det godt, Knagsted!

✂ - Og de maa jo egentlig ikke praktisere ...

✂ - Thnej ...

✂ - ... for at der ikke skal ske Ulykker. Hun her ha'de brugt nogle gale Urter ...

55

✂ - Hum ... Og Manden? Ka'len ...?

✂ - Ka'len? Ja, han døde! Det var Gift, hun ha'de gi'et ham ... Naa, men det var naturligvis et Uheld, forstaar du, gamle Ven, hæ, hæ! Konen i Vragby er fuldt ud paalidelig!

✂ Konsulen svarede ikke. Han var igen sunket sammen med Hagen bøjet ned mod Brystet og Armene slapt hængende langs Siderne.

✂ Men Tolderen rejste sig pludselig fra Bænken.

✂ - Ja, saa skal vi vel gaa lidt igen! sagde han.

✂ Og uden at afvente nogen Livsytring fra sin Ven, stak han sin Arm ind under hans, fik ham stavlet op og slæbte saa videre med ham ad Stien hen ad Kirkegaarden til.

✂

XS

✂ Karen Thomsen var, som sagt, i alle Maader tilfreds og fornøjet med at bo og bygge her i Købstaden.

✂ Efter at i sin Tid Benovelsen over Mandens Død og Hurlumhejen ved Gaardens Salg, og Oprykningen og Omflytningen først havde sat sig, begyndte hun at falde saa rart i Traad med sin nye Livsførelse.

✂ Og skulde hun være ganske ærlig, behagede den fredelige og stille Tilværelse i det lille Hus i Søndergade hende langt bedre end Travlheden ude paa Møllegaarden, hvor hun fra Morgen til Aften ikke havde undet sig et Kvarters Hvile af Angest for, at et eller andet i den store Husholdning skulde gaa i Skuddermudder.

✂ Ikke at tale om de to sidste Aars anstrengende Sygepleje og den truende Uhygge ved den sig mere og mere nærmende Ruin.

✂ Naturligvis havde Karen holdt af sin Mand. Det vil sige saadan paa Bondevis, idet hun nærmest havde næret en uhyre Respekt for ham efter den gode gamle Recept: I Kvinder værer Eders Mænd underdanige og lydige i alle Ting! - Og naturligvis havde hun grædt, da han døde, og været sortklædt ved Begravelsen.

✂ Men hun tog Begivenhederne, som de kom, uden at mukke og uden at gaa i Rette med dem: bedre baade for Lars og hende, at han omsider fik udstridt, end at han kanske skulde 56 ligge til Sengs i lange Tider til Bedrøvelighed og Plage for sig selv og andre; og til ingen Verdens Gavn og Nytte.

✂ Og Manuel ja? Ja han ha'de jo gaaet og puslet og rullet der hjemme i al sin Tid, Skroget!

✂ Hun havde engang frygtsomt og prøvende slaaet paa for Faderen, om det ikke vilde være bedst for Drengen, om han kom et Stød ud blandt fremmede og saa' lidt andre Skikke. - Men det kunde der ikke være Tale om! Hverken Faderen eller Farfaderen, som den Gang endnu levede, kunde tænke sig at undvære Synet af Drengen en Dag for deres Øjne!

✂ - Naa, jaja ... havde Konen saa bare sagt og var gaaet til sin Gerning.

✂ Og Manuel var bleven paa Møllegaarden.

✂ Ikke saadan at forstaa, at Mennesket gik derude og drev og svinede. Paa ingen Maade! Han var paa Færde fra Morgen tidlig til sen Aften. Han hjalp sin Fader i Møllen og paa Marken, kørte Grønt hjem til Kreaturerne og om Høsten Korn i Hæs og Lade.

✂ Men hans kæreste Syssel var dog at tulle rundt med gamle Farfar Thomsen. De nuslede og puslede om Bygningerne og i Haven. De hvidtede og malede, skuffede, rev, plantede og beskar. Husene skinnede i den Tid som nyvadsket Dækketøj. Og ikke en Græstot voksede der mellem Gaardens Brosten. Ikke en Ukrudtsplante i Bede elier paa Gange. Fløj der et Halmstraa fra Stakhaven ud paa Vejen, blev det omhyggelig baaret tilbage. Og forglemte en Høne sig selv paa en Vognstang, straks for Emanuel ud med en vaad Klud for at udbedre Skaden.

✂ De to, Drengen og Oldingen, var i Aktivitet Dagen lang. Og om Aftenen lavede de Papsager og skar Rammer ud. Eller Emanuel læste højt af sine »Historiebøger« fra Skolen.

✂ Saa døde den gamle. Han fik Lungebetændelse. Og i Løbet af to Dage slukkedes han som et Lys.

✂ Han blev begravet inde paa Købstadens Kirkegaard, hvor ogsaa hans Kone laa. Og et prunkende Sandstensmonument blev oprejst paa Graven. Det var 5 de gode Tider. Men Gudskelov var der da endnu Plads paa Stenen baade til Manuels og hans Forældres Navne. -

✂ Efter Farfaderens Død tog Drengen alt Arbejde med Bygningernes 57 og Havens Vedligeholdelse paa sig. Det var gaaet ham i Blodet. »Gaarden« maatte repræsentere sig pyntelig og net. Det havde den gjort, saa længe den havde været i Familiens Eje! Og han hvidtede og malede som fordum og rev og skuffede. Og Farfaderens Økser og Kiler, og Møllestensbordene og Døbefonten skurede og vadskede han, og de kunstfærdige Naturbænke holdt han vedlige. Han fik ikke mere Tid til at give sig af med Arbejdet i Møllen eller paa Marken, tabte næsten Interessen for denne Del af Bedriften. Og desuden: den kunde jo Faderen og gamle Mortensen besørge! Men trængte Mo'r Karen til en Haandsrækning inden Døre ved de store Rengøringer Foraar og Efteraar, da var Manuel øjeblikkelig til Rede med Klud og Petroleum og hjalp til med at polere de gamle Mahognimøbler, saa at deres Kanter og Hjørner straalede som Diamanter, naar Solen tittede ind gennem de blanke Ruder ...

✂ Madam Thomsen nikkede i sin Stol og lod Hænderne med Sytøjet synke ned i Skødet:

✂ - Ja ja, skrap ha'de han altid, Manuel, været paa Fingrene! ... Men en Fejl var det vist alligevel af Vorherre, at han ikke ha'de gjort Drengen til en Tøs; for saa ha'de hun jo haft li'som lidt mere Kram paa ham og kunde kanske ha' reddet Stumperne i de Aar, Lars gik og hev ... Okja, okja! men Manuel vilde jo altid styre. Han kunde ikke taale, at fremmede rørte ved Gaardens Sager. Og Faderen, den Skrælling, han var bleven, lod ham raade! ... Men aldrig ha'de hun dog troet, at Drengen skulde vinde over det, den Dag de kom og tog Gaarden! Han sad der paa Stolen som Kalk i sit Ansigt, ha'de ikke rørt sig af Pletten og ikke mælet et Ord! Hun ha'de maattet klare det hele, snakke og skrive under og hitte Papirer frem ... Ok, Gud i Himlen ja, og om Natten ha'de hun hørt ham ligge og vride sig inde i Sengen og puste og jamre, saa hun var bleven ganske ræd for, at hun skulde miste ham osse ... Og saa, da han var kommen slæbende med Katten og Hanen og vilde ha' dem med, da de skulde flytte! ... Ork ja, det ha'de saamænd ikke været som bedst, alt det i de Dage; nej det ha'de saamænd ikke!

✂ Mo'r Karen sukkede dybt og stirrede med sine klare blaa Øjne stift ud i Luften:

58

✂ - Men Gud den Almægtige ha'de dog i sin Visdom redet alting godt og vel ud alligevel! Lov og Tak for det! De sad i deres lille Hus og ha'de baade, hvad de skulde bide og brænde. Og hun ønskede saamænd ingen Forandring! ... Men - ja Gud Herren forlade hende hendes Synd! - hun led næsten Emanuel bedre, som han ha'de været, straks de var flyttet herind! Da kunde hun pleje og hygge om ham; og han ha'de opført sig saa taknemmelig, for hvad hun gjorde ... Men siden saa dengang han ha'de haft den »Aabenbaring«, som han kaldte det, med Lars, saa var han da ble'en saa studs og mandig, saa det var rent forskrækkeligt! Ja, han var ligefrem ikke fri for at tale hende haardt til og dundre, naar hun ikke straks sa'e ja til alle de Sebedaljer, han kom frem med! ... Det var naturligvis svært, saa han var kommen sig; han var jo næsten ble'en et helt Kal'folk nu! Men hun ha'de jo altid maattet bøje sig for Mandfolk, baade hjemme og paa Skolen, og da hun var bleven gift, saa det kunde jo ellers ha' været skønt nok sæl aa ha't prøvet paa at regere engang! ... Og saa saa pengenærig Manuel da var blevet! Hun maatte aflægge Regnskab for hver Ende Traad, hun solgte ude i Butikken. Og lige strengt nok holdt han hende da osse med Skillingerne til Maden! ... Men klog var han bleven, det maatte hun medgi'! Alle de Maader, han kunde tjene Penge paa; og alt det Arbejde, han kunde overbekomme! Han maatte da vist osse snart ha' en hel Million i sin Bankbog, saadan han ha'de maaget sammen i alle de femten Aar! ...

✂ Karen Thomsen sukkede igen, og hendes Øjne blev bedrøvede :

✂ - Om Drengen endda tænkte paa sine gamle Dage og paa hendes; saa vilde hun aldrig nævne et Ord om det, men bare takke og lovprise ham, at han kneb og sparede! Men det var jo den Gaard, der stod ham i Hovedet! Det var jo Gaarden derude, der var bleven ham li'som en Galskab i Blodet at faa igen! Ok ja, ok ja! ... Og sæl om han nu ogsaa fik den. Sæl om han nu osse ha'de pruttet saa meget sammen, at han kunde købe den tilbage, naar den Tid kom .. . Det gik Aldrig! Aldrig i Gu's Evighed gik det! Det var bare som at kaste Pengene lukt ud i Mølledammen! Rent og skært 59 og bart at smide dem lige ud af Vinduet! Manuel kunde ikke klare Bedriften; han ha'de ikke Hoved til det, hvor klog han saa end var! Det vilde ende med et Mirakel! Og saa vilde de bare komme og ta' Gaarden fra dem een Gang til ...

✂ Hver Gang Mo'r Karen naaede saa langt i sine Reflektioner, saa krøb hun sammen i Lænestolen og blev ganske lille og gøs som af Kulde i Skræk for Fremtiden. Og hun foldede sine Hænder og bad saa mindeligt til Vorherre, at han dog vilde faa Manuels Fader til at sige til Drengen, at det var den bare Galskab med den Gaard - ren Sorg og Ulykke og Skidt og Elendighed!

✂ Og da Vorherre ikke syntes at ville høre hende, saa havde hun selv saa blideligt og stille forsøgt at tale Sønnen til Fornuft.

✂ Men han var da bleven som det bare Nytaarskrudt! Havde hoppet og futtet rundt i Stuen og slaaet ud med den lange Arm og rendt sidelæns og skreget til Vejrs og ligefrem truet hende!

✂ Saa Madam Thomsen var krøbet til Bunds i Stolen og havde bare sagt:

✂ - Jaja, Manuel! jaja, min Dreng! Du forstaar dig jo bedre paa det! Du forstaar dig jo bedre paa det!

✂ Og i de sidste Aar havde hun saa saa godt som holdt ren Mund om Sagen. Var tilsyneladende gaaet ind paa Sønnens Tankegang og havde trolig bistaaet ham, naar han i Fantasien ordnede og arrangerede alt derude paa den efterhaanden mere og mere forfaldne Familieejendom.

✂ Og alt som Tiden gik, og Manuel i Virkeligheden intet syntes at foretage sig for at realisere sine Planer vedrørende Gaarden, voksede der frem i hende et lille Haab om, at det hele fra hans Side kun var Digt og Historie. Han skrabede bare Mønt sammen, fordi det nu saadan en Gang var bleven ham en Fornøjelse. Og »Gaarden« brugte han kun som Paaskud, for at hun ikke skulde ,,plukke" ham.

✂ Hun var jo selv af Bondestanden og kendte Racens medfødte Lurendrejeri, saa snart det kom an paa Penge.

✂ Hun for sin Del stak da ogsaa selv en femten-tyve Øre om Ugen til Side af Husholdningssummen.

60

✂

XI

✂ Byens Damer holdt meget af at komme i Karen Thomsens Butik. Den skinnede af Properhed; og Madammen selv var saa net, ja ligefrem »sød«, og saa pæn og dannet i sit Væsen.

✂ Undertiden bad de da, om de maatte gaa lidt ind i Stuen og se paa hendes morsomme Sager og gamle, mærkelige Møbler.

✂ - Hvad er det for et Billede, som hænger der? spurgte de saa ufravigelig og pegede paa Akvarellen over Sekretæren.

✂ - Men Gu', det er jo Gaarden! sagde Karen.

✂ - Gaarden ......? Naa-aa, Møllegaarden derude?

✂ - Jo-

✂ - Er det sandt, at Deres Søn tænker paa at købe den tilbage? (Karen slog benægtende ud med Haanden). Ja, det si'er man da! (Karen nægtede ihærdigt videre). Han gaar og sparer Penge sammen for at købe den, si'er man!

✂ - Hi, hi! lo Madam Thomsen og rystede energisk sit hvide Hoved.

✂ Men den romantiske Fru Lassen, der altid havde et eller andet »poetisk« at interessere sig for, og som nu sidst havde faaet et Knæk med Tolder Knagsted, fortsatte uden at lade sig afficere :

✂ - Og Gud, hvor maatte det ogsaa være yndigt, saadan at flytte ind paa sin Fædreejendom igen, henrivende! Selv om den nu var noget lille; for det er jo kun en mindre Gaard, Madam Thomsen .... Men at tænke sig, at gaa i de samme Stuer! Og sidde under de samme Træer! Og pløje de samme Agre! Nu be'er jeg Dem, Fru Heilbunth! Og om Aftenen, naar Solen daler, at trække det brølende Kvæg hjem paa Stalden, medens Kirkeklokkens hellige Slag toner ud over det dæmrende Landskab .... aah!

✂ Fru Lassen fik en Begejstringsbolle fast i Halsen og maatte standse.

✂ Men Karen Thomsen sad ganske kold.

✂ - Vi har det godt, som vi har det! sagde hun. Og det

✂ var ikke muligt at faa hende videre paa Gled i den Retning.

✂ Ellers holdt hun nok af at faa sig en Passiar. Hun var jo 61 ene det meste af Dagen, medens Emanuel løb til sine forskellige Beskæftigelser eller sad oppe paa Kvistkammeret og puslede med sine Læderarbejder.

✂ Undertiden kunde der være en fem-seks Damer paa een Gang inde i den lille Dagligstue; og da kan det jo nok være, at Snakken gik!

✂ Det var som en Andesti ved Aftentide! Rap, rap, ra-ap! sagde Fruerne i Munden paa hverandre og lod Byens smaa Begivenheder og Skandaler passere Revu.

✂ Og Mo'r Karen sad i sin Lænestol ved Vinduet og lyttede smilende og fornøjet til.

✂ Men saa kunde pludselig en falde paa at sige:

✂ - Hør, Madam Thomsen, Fru Brandstrup vilde saa forfærdelig gerne se Deres Hane?

✂ - Aa, ja, hva'? bad Fru Brandstrup, der var ny i Kredsen. Smilet forsvandt øjeblikkelig af Karens Ansigt.

✂ - Nej, nej, sagde hun hurtigt og rystede forfærdet paa Hovedet - Manuel kan ikke li'et!

✂ - Jamen, han er jo ikke hjemme, Madam Thomsen.

✂ - Nej, men om han kom!

✂ - Aa, lille, søde Madam Thomsen? tryglede Fru Brandstrup.

✂ - Bare titte? sagde Fru Heilbunth.

✂ - Det kan ved Gud da ikke skade Dyret! mente Fru Lassen.

✂ - Vi køber da altid saa pænt vore Sager hos Dem! sagde Frøken Rejersen, der var tunghør og derfor talte noget højt.

✂ Gamle Karen vred og snoede sig. Men det endte altid med, at hun gav efter. Manuel havde jo selv engang sagt, at man maatte ikke støde Kunderne for Hovedet. Og naar han nu ikke fik det at vide ...!

✂ Hun listede ud gennem Butikken, aabnede Døren paa Klem og spejdede forsigtigt til begge Sider af Gaden, om Sønnen skulde være i Farvandet.

✂ Saa kom hun ind igen.

✂ - Nej, han var der ikke, sagde hun.

✂ Og helt oppe paa Spidsen af sine grønne Filtmorgensko bevægede hun sig hen mod Døren til Køkkenet, medens hun vinkede hemmelighedsfuldt med Haanden.

62

✂ - Kom saa da, hviskede hun - Men I maa skynde Jer, Damer!

✂ Og Damerne blev smittet af hendes mystiske Lader og fulgte hende tavse, med lydløse Skridt og forventningsfuldt opspilede Øjne ud gennem det bitte Køkken, hvor en Mængde gammelt Kobbertøj hang og skinnede som det rødeste Guld rundt omkring paa Væggene.

✂ Ude i Gaarden aabnede Karen Døren til Skuret.

✂ - Hyyss! sagde hun.

✂ Og Fruerne stimlede sammen om hende og kiggede Hoved ved Hoved ind i det halvmørke Rum.

✂ - Der sidder den, sagde Fru Heilbunth lavmælt - Se-e! Se-e!

✂ Og der sad Mortensen henne i sin Krog under Vinduet. Lyset faldt kun sparsomt ind gennem de diminutive Ruder. Urørlig sad han med Hovedet bøjet ned mod Brystet og Øjnene lukkede. Mager var han og afrakket. De nøgne Pletter skinnede frem rundt om paa Kroppen; og i Halen hængte sørgmodigt de to knækkede og forpjuskede Fjer. Men de mægtige Sporer paa hans Hæle skar hinanden som to Segle ... En Don Quixote iblandt Fugle!

✂ Pludselig aabnede Dyrets Næb sig langsomt og rykvis, det gjorde Forsøg paa at løfte Hovedet, og dets næsten fjerløse Vinger bevægede sig svagt.

✂ - Nu galer han! hviskede Madam Thomsen - Det er, fordi her er ble'en lysere.

✂ Men der kom ikke en Lyd over Dyrets Strube ...

✂ Stille skød Madammen Døren til og satte Krogen paa. Og saa gik man igen over i Stuen.

✂ Først herovre fik Fruerne Munden paa Gled.

✂ - Uf, hvor var den væmmelig! sagde Fru Brandstrup og gyste.

✂ - Modbydelig! sagde Fru Heilbunth.

✂ - At De gider ha' den! sagde Fru Lassen.

✂ - De sku slaa ham ihjel! skreg Frøken Rejersen.

✂ - Slaa ham ihjel .... (Mo'r Karens Øjne blev store af Skræk) - Hvis han kom no'et til, saa .... (men her huggede hun resolut Munden sammen og

✂ - Hva' saa? spurgtes der.

63

✂ - Aa ikke no'et ... smilede den gamle paa sin vante, blide og høflige Maade - Det er jo bare Tossestreger ....

✂ - Jamen, hvad er det da? Hvorfor kan De ikke slaa det ækle Dyr ihjel?

✂ - Hyss, hyss! sagde Karen og kiggede urolig mod Døren hen til Butikken - De maa ikke snakke saadan, Damer! Om Manuel kom og hørte det!

✂ Og mere kunde Fruerne ikke faa ud af hende. -

✂ Men naar de fremmede var gaaet, og Madam Thomsen sad ene tilbage i Stuen, gav hun sig til at sysle med den Tanke: at hvis nu Hanen gik hen og kom noget til, saa .... For det ha'de jo Manuel sæl sagt, at saa fik de aldrig Gaarden .... Og saa kunde hun faa Lov at sidde her i Fred til sin Dødedag .... Og at faa Livet af dette sølle Kræ det var jo ....

✂ Men da den gamle var naaet saa vidt frem i sin Tankegang, blev hun grebet af en gysende Rædsel for, at Vorherre skulde læse hendes Hjertes syndige Tanker.

✂ Og i sin store Vaande gav hun sig til at synge en Salmestump og slaa Takt dertil med Foden for til Gavns at jage Djævelen og hele hans onde Følge langt væk fra Huset.

✂ - Vi skal la' Vorherre raade! mumlede hun og gav sig i Lag med sit Sytøj - Det baa'er vos bedst! - Okja, okja: Hvo ikkun la-der Herren raa-de ....

✂

XII

✂ - Æ-ærke, haark, haark, haark! ... Hruu ...

✂ - Mortensen maa spytte i Kakkelovnen!

✂ - Hum! Javel .... Ptøj! Gi' Fa'en ha'de min Hoste.

✂ Det var gamle Mølle- ogsaa kaldet Menneske-Mortensen, der var paa Besøg hos Emanuel.

✂ Han kom gerne humpende engang imellem om Søndagen. Og saa trak de to Mandfolk sig op paa Thomsens Kvistværelse og snakkede om Tiden, der var svunden, og Tiden, der skulde komme.

✂ Mo'r Karen led ikke disse Møder, thi Mortensen pustede til Manuels fikse Ide om Købet af Møllegaarden; og »Drengen« plejede efter et saadant Besøg at blive saa »kaalhøj«, at 64 man skulde tro, at han allerede sad og tronede som Herremand derude!

✂ Ha'de de saa endda holdt sig nede i Stuen og præket løs der! Saa kunde hun da ha' hældt lidt Vand paa engang imellem. - Men altid skulde de putte sig op paa Loftet, skønt Mortensens vove Ben knap kunde trimle op ad Trappen og ned igen!

✂ Madam Thomsen fik somme Tider ligefrem Lyst til at give gamle Mortensen Rottekrudt, naar hun hørte ham trampe løs deroppe og hoste og harke i Værelset lige over sit Hoved.

✂ Og hun kunde stundom knytte sine Hænder og true mod Loftet, hvorfra Mandfolkenes Stemmer ustandselig lød ned til hende som en hul brummende Mumlen.

✂ Emanuel sad ved Bordet henne under Skraatagets eneste Vindue. Han var travlt beskæftiget med at klistre Lærred paa de indvendige Flader af en af sine smaa, fikse Haandkufferter.

✂ Menneske-Mortensen (Manuel havde givet ham dette Navn for at skelne ham fra Hanen) laa tilbagelænet i en gammel Kurvestol og dampede paa sin Snadde. Han havde engang været en høj og velvoksen Mandsperson. Nu var han krumbøjet og sammenskrumpet af Alder. Haaret hang ham i smaa, smudsiggraa Tjavser ned om Øren og Nakke; og hans Underansigt var bedækket med stride, graahvide Skægstubbe. Ikke en Tand havde han i Munden, hvorfor Pibespidsen var ombunden med en Klud fastholdt af Seglgarn. Han taalte nemlig ikke at bide i det haarde Horn med sine gamle Gummer. Hans Øjne var blanke og agtpaagivende som en Fugls; og hans Næse krum og spids. Men det mærkeligste ved ham var dog hans Hals, der stak frem over Frakkekraven, lang og tynd og fuld af Rynker og smaa underlige Poser og Hudlapper som Halsen paa en Kondor eller en Kalkun. Og saa var hans venstre Ben stift og dobbelt saa tykt som det højre.

✂ - Næi, sagde Mortensen og rejste sig med Besvær, saa Kurvestolen skreg under hans Bevægelser - Menneskerne nu til Davs, Manevel, er smen ikke Føden værd, di transpetere i dem!

65

✂ - Her er Tobakken! sagde Manuel og tog en Kardus frem af Bordskuffen og rakte ham. Det var Tobak til tolv Øre Fjerdingspundet.

✂ - Tak, som bydder .... Hvor ka' jeg krasse hinne ud?

✂ - I Kakkelovnen.

✂ Mortensen humpede hen til Ovnen i Hjørnet. Han var paa Strømpefødder. Nogle uhyre graa Uldhoser. Træskoene havdb han maattet sætte fra sig nedenunder, lige inden for Butiksdøren.

✂ - Men dette her Indiviw er sgu dov det værste! fortsatte han Samtalen, medens han besørgede Piben - han mangler Æresforstand, ser du; aa hvem ka' leve i Længden uden den? Han sviner og maaver derovre paa Kroen mejet værre end som en Kat a' Papir! Han kommer hjem død og magtesløs som en Sild, aa smider sig i Dynerne, aa vovner som et Svin, aa begynder forfra!

✂ - Men Mortensen mener dog, at han klarer sig til December Termin osse?

✂ - Klarer sig, klarer sig! ... Jamen det kan han sgunde gøre for! Det er jo et rent Vanheld, a' der er saa masendes med Grøde paa Jo'ren i Aar!

✂ Den gamle humpede hen og lagde en Haand paa Emanuels Skulder.

✂ - Han er ikke værd det Salt, han ædder, Manevel! sagde han.

✂ - Og hvordan ser der ud i Stuerne? spurgte Thomsen.

✂ - Møjhuller! erklærede Mortensen. - Hva' Fa'en nytter det, a' Madammen stridder som en Hund! Hekse ka' hun junde, naar Manden ikke vil staa hinne bi. Og nu ska' der en Unge til' ... Det ka' han sgu!

✂ Manuel vrissede med Hovedet.

✂ - Ja, der er megen Synd til paa Verdens Kloder ....

✂ - Naa-aa, formeres ska' vi jo. Men det ska' sgu ske i ædruelig Stand! .... Æ-ærke, haark, haark, haark! .. .. Hruu!

✂ - Mortensen maa spytte i Kakkelovnen.

✂ - Javel! Jeg respe'tere Re'lementerne .... Ptøj! .... Gi' Fa'en ha'de min Hoste!

66

✂ Da den gamle havde faaet tændt sin Pibe, satte han sig igen hen i Stolen med det syge Ben strakt ud fra sig.

✂ - Det er Faerne ellers en god Tobak, du holder! sagde han og smøgede velbehageligt.

✂ - Ja-a.

✂ - Du ry'er immherhen stadig væk ikke sæl?

✂ - Næi. Det smager mig ikke.

✂ - Sma'er? ... Mortensen spilede rædselslagen Øjnene op - Føi, skam dig! Sma'er! ... Ha'de je'nne min Pive, ku' jæ sgu lissegodt smække Frikkedellerne sammen med det samme!

✂ - Ja, man er jo ikke alle ens ...

✂ - Nej, det er ma' sgunde!

✂ Der blev en længere Pavse. Thomsen syslede flittigt med sit Arbejde. Og den gamle bakkede løs.

✂ Saa drejede han langsomt sin mærkelige Fuglehals om mod Vinduet.

✂ - Bak, bak, puhh! sagde han - Nu har di da faaet væltet Funden.

✂ Manuel fløj op fra Stolen.

✂ - Hva' har di? spurgte han - Døbefonten?

✂ - Jo. Di har vrikket aa vrakket saa længe ved ham; aa nu ligger han paa Jo'ren.

✂ - Det er et helligt Kar! sagde den lille ligbleg af Bevægelse.

✂ - Det er det, ja; men det bry'r di sig Fa'en om! Thomsen begyndte at løbe sidelæns op og ned ad Gulvet.

✂ - Ha'de man ham her! sagde han - Ha'de man ham her! Og hans Fingre kravlede rundt ude i Luften.

✂ - Ja-a, nikkede Menneske-Mortensen forstaaende - han var Fa'eme ikke hedder værd!

✂ - At forgribe sig paa et helligt Kar!

✂ - Ja, det var sgu en god Fund.

✂ - Og hva' generede det ham, at den stod derude i Haven?

✂ - Næi, ... Bak, bak! Men det er nok ellers Ungerne, der har væltet den ned.

✂ - Det er lige meget, hvem der har gjort det!

✂ - Aa, ja. Aa han har jo da osse selv avlet dem, Svinet

67

✂ - Om man paa Timen kunde købe Gaarden tilbage! sagde Emanuel og strakte de foldede Hænder mod Loftet - Om man kunde købe den i Morgen den Dag!

✂ - Ja, han solgte sgu gerne.

✂ - Sæt han begynder at rive Bygningerne ned!

✂ - Næ-i, gal er han; men tosset er han da'nne! .... Men køv den, Manevel, køv!

✂ - Hva' skulde man kø ve for?

✂ - Folk si'er ellers, du har Penge.

✂ - Di Par Skilling!

✂ Thomsen greb pludselig den gamle i Skulderen og rystede ham.

✂ - Nej, om man kunde vinde i Lotteriet! sagde han.

✂ - Spiller du?

✂ - Næi! sagde den lille resolut og begyndte igen sin Vandring.

✂ - Ja, saa vinder du sgu'nde heller! Paa ny standsede Manuel. Han stirrede sin Gæst stift ind i Øjnene.

✂ - Tror du paa Aabenbaringer, Mads Mortensen?

✂ - Aabenbaringer ...

✂ - Ja. Saadan no'et, man ser om Natten?

✂ - Har du hat a' dem?

✂ -Ja!

✂ - Det var Satans! (Den gamle tog Piben af Munden) Hva' saa' du saa da?

✂ - Fa'n

✂ - Din Fa'r! Det var Satans!

✂ - Og han sa'e, at jeg skulde faa Gaarden tilbage!

✂ - Sa'e han det?

✂ - Ja. Naar først den ha'de haft tre nye Ejere, sa'e han, saa skulde jeg faa den!

✂ Mortensen rettede sig lidt i Sædet, strakte sin lange Hals hen mod Manuel og sagde hviskende:

✂ - Jæ har osse set ham!

✂ - Har du?

✂ - Jo! ... Det var Natten efter, a' di ha'de væltet Funden, a' jeg saa' ham. Jeg sat ag blundede henne ved Kværnen paa en Sæk, saa hørte jeg Døren knirke ud til Vejen, 68 du véd, aa det blæste ind. Aa da jeg saa vender mig, staar han henne ved Trappen, li'som da han levede, aa ser paa mig med sine Øjne, saa det knvlede mig ned a' Ryggen ... Det var Fa'eme det værste, jeg har vaaren med til i min Tid!

✂ - Sa'e han ikke no'et? spurgte Manuel; og hans Stemme var ogsaa sunken ned til en Hvisken.

✂ - Næi.

✂ - Gjo 'r e han ikke no'et?

✂ - Næi ... Han stod der bare. Aa saa var han væk! .... Jæ troede jo, det var et Varsel for, a' jeg snart sku' gaa til Vejrs. For ma' har jo Aarenel

✂ - Nej, det var det ikke! sagde Manuel afgjort.

✂ - Næi, vistsaa, nej, begriveliVis! naar du osse har set ham!

✂ Mølle-Mortensen var bleven sært højtidelig. Og hans Pibe var gaaet ud.

✂ - Du sku' faa Gaa Ven, naar Cornelius var væk? spurgte han saa, men fik i det samme et Anfald - Æ-ærke, haark, haark, haark, haark! Gi' Fa'en ha'de min Hoste! .... Hruu! Ptøj! - Naa, det er sandt, det sku' vel ha' vaaren i Kakkelovnen! ... Du sku' ha' Gaa'ren, naar han, Didrikken, var borte, sa'e du?

✂ Thomsen nikkede distræt. Hans Hjerne var optaget af Spørgsmaalet om, hvad nu det vel kunde betyde, at ogsaa Mads-Mortensen havde haft en Aabenbaring.

✂ - Aa du har ikke Mønt til aa køve ham ud? spurgte den gamle videre.

✂ Emanuel rystede paa Hovedet.

✂ - Nej. Men Vorherre hjælper mig nok!

✂ - Ja-a! han hjælper jo vos alle / .... Næ-æi, vi maa se aa faa Kalorius væk paa en hedder Faksun ....

✂ - Hvordan skulde det gaa til?

✂ - Aa-aa, det gi'r sig vel! .. . Med Forlov aa stoppe min Pive?

✂ - Værsgod!

✂ Thomsen havde sat sig hen paa sin Stol henne ved Bordet og fulgte med Øjnene den gamles Bevægelser, da han humpede over Gulvet hen til Kakkelovnen og tilbage igen.

69

✂ - Naa? spurgte han saa, da Mortensen var kommen til Sæde og havde faaet Piben tændt - Hva' er det saa, du mener?

✂ Mortensen plirede med sine kloge Fugleøjne og saa' uhyre dybsindig ud.

✂ - Ja-a ... Bak, bak! begyndte han og tog et Par Drag af Snadden, der var saa kortstilket, at den sad ham helt inde under Næsen - se Maskineri er jo immerhen Maskineri, Manevel!

✂ -Jo....

✂ - ... Der er Hjul, aa der er Valser, aa der er Krumholter, aa der er Tapper! .... Aa altsammen griver det ind i hverandre aa ka' nappe li'som Fingre og holde fast ... æ-ærke, haark, haark! ... Hva'! ... Aa dreje rundt, aa male, aa rive i Stykker, og flænse!

✂ - Du tænker paa Møllen?

✂ Thomsen gloede dumt paa den gamle og anede ikke, hvor han vilde hen med sin Snak.

✂ - Jeg tænker paa Møllen, ja! nikkede Mortensen - For det er jo osse en Maskine, ser du.

✂ - Ja-a ...

✂ - Gu' er'et en Maskine! ... Jeg kom engang for nær med min Frakke; aa Tænderne fik fat ... aa ha'de ikke din Fa'r vaaren til Stede aa standset Hjulet i en Ruf, saa ha'de je'nne ædt mange Hornfisk efter den Dag! ... Hruu! Ptøj!

✂ - Næi, di var svær bange for, at man skulde komme for nær Værket, derhjemme, da man var lille.

✂ - Jaja! Bedstefa'r aa Mo'r Karen jo! Jo-o, jeg husker det! .. Næmen, hva' jeg vilde si'e ... (Mortensens Øjne blev lidt grumsede og flakkende): Cornelius kommer jo da til Tider paa Møllen, om han ossensaa sidder sine længste Timer i Lindenborg ....

✂ Der gik en Gysen gennem Manuel. Det begyndte at dæmre for ham.

✂ - Cornelius ... ?

✂ - Cornelius, jo! Aa han er for det meste svirendes, saa ... hva'? .... Om en finkererte lidt ved ham, hæ?

✂ - Nej, nej! sagde Thomsen hurtigt, han var bleven ligbleg 70 - Sadan no'et maa du ikke drive Spøj med, Mads Mortensen!

✂ - Spøj! ... Jeg driver Fa'eme ikke Spøj!

✂ - Jamen ....

✂ - Sku' han ka'ske ikke væk, før du ku' laa Gaa'ren?

✂ - Jo-o, men ...

✂ - Naa; der ser du! .... Aa hva'enden saadden en Mulæsel kommer avej paa den ene, eller ....

✂ - Nej, nej! Jeg vil ikke ha' det!

✂ - Godt, Manevel, godt! Saa la'r vi Krusemynten vokse! ... Men saa bekommer bare ikke du Gaa'ren! ... Faar jeg stoppe Piven?

✂ - Værsgod ....

✂ Mortensen kradsede ud og stoppede for tredje Gang.

✂ - Bak, bak! begyndte han saa - Naa? ... Ska' jeg saa pille lidt ved ham?

✂ - Nej! har jeg jo sagt! La' være med det Vrøvl!

✂ - Naa, jaja, saa holder vi Kæje! .... Men det var jo da ellers mest for din Skyld, a' en vilde ta' det Arbejde paa sig! ... Aa saa lidt for min ejen osse, begriveligvis! for jeg har jo vaaren Lem a' Familien, siden jeg ku' labbe a' en Spølkum!

✂ - Man faar nok Gaa'ren paa en anden Maade ...

✂ - Naa!

✂ - Og sæt han gikigen derude ...

✂ - Saa u'ry'ede vi ham een Gang til, Manevel! Der gi's da aa Midler for det!

✂ - Nej, nej! Man vilde hverken faa Ro Dag eller Nat!

✂ - Aa-aa, du bli'r vel ikke søsyg a' aa knække en Lus!

✂ Thomsen stak Fingrene i Ørene og næsten skreg.

✂ - Jeg vil ikke høre mere!

✂ - Saa IV er vi, Manevel, saa ti'er vi! nikkede den gamle.

✂ - Du sa'e jo sæl før, at han vilde holde sig December Termin over.

✂ - Det sa'e jeg ...

✂ - Og kommer Tid, kommer Raad! Man skal nok klare sig!

✂ - Æ-ærke, haark, haark! ... Du ka' da'nne skidde Penge, véd jeg!

71

✂ - Man klarer sig nok; man klarer sig nok! gentog Emanuel. - Der er over et helt halvt Aar til næste Juni! Hva' kan der ikke ske i det?

✂ - Aa jo saamænd! Funden ka' bli'e sol't, aa ...

✂ - Solgt!

✂ - Ja, her forleden var der da en Kvitetshandler ude aa se baadde paa den og Stenene.

✂ - Du lyver!

✂ Manuel greb sin Gæst i Kraven og rystede ham, saa at hans Hovede var ved at dingle af Halsen.

✂ - Naa, naa, naa, Manevel, dov! Thomsen slap ham.

✂ - Du lyver! gentog han.

✂ - Kaske gør jeg det, ja! sagde Mortensen og vrikkede Halsen i Lave - Men du ka' jo ellers høre dig for derude.

✂ - Døbefonten? Og Bedstefars Borde?

✂ - Ja, Kalorius ska' jo ha' no'et aa stodere Kimi for, som han kalder det.

✂ - Og hvem var det.... hvem var det, der vilde købe...

✂ - Ja, det var ellers ham, den laadne Toldforvalter.

✂ - Knagsted?

✂ - Naa, hedder han saadan?

✂ - Knagsted? Hva' vilde han med di Sager?

✂ - Smykkesere sin Have, tænker jeg, li'som ...

✂ - Han har ingen Have!

✂ - Naa'nte det! Ja, saa vilde han vel sælle dem til Tyskland eller Serbien; den Slags Stoddere kommer jo Verden rundt!

✂ Thomsen var igen paa Fart op og ned ad Gulvet. Hans runde, glatte Ansigt var mørkerødt. Og af og til hug han ud med den lange Arm og ramte det lille Kammers Loft og Vægge.

✂ Men Mølle-Mortensen sad uforstyrrelig i sin Kurvestol og røg af sin Pibe. Kun hans blanke Øjne rørte sig. De fulgte opmærksomt alle den andens Bevægelser.

✂ - Naa? spurgte han omsider. Menneskeheden er fuld af Banditter!

✂ - Aa ja saamænd ja! ... Ska' jeg saa? Manuel standsede:

72

✂ - Hvorfor skal jeg absolut vide a' det?

✂ - Næi, aa nej! ... Men det styrkner li'godt aa vaarreto!

✂ - Men hvis han nu gaarigen!

✂ - Det er der Raad for!

✂ - Og hvis det opdages!

✂ - Jæ er da'nne født i Nat!

✂ - Jamen hvis det aabenbares alligevel!

✂ - Æ-ærke, haark, haark, haark! ... Saa har jeg vaaren ene om det. ... Hruu! .... Ptøj! Gi' Fa'en ha'de min Hoste! ... Naa!

✂ Thomsen trak Vejret hurtigt og pibende. Han havde presset en Haand imod Brystet, som om han følte Smerte. Sveden drev ned over hans Ansigt.

✂ - Naa? gentog den gamle.

✂ - Man maa først erfare Fa'rs Mening! sagde Emanuel kort.

✂ - Hum!

✂ - Det er Fa'r, der har raadet en til at spare Penge sammen.

✂ - Ja, du si'er jo saa.

✂ - Du har jo osse set ham!

✂ - Det nar jeg, ja! .... Aa jeg troede, det var Varsel for mig sæl. Men det var altsaa Varsel for Cornelius.

✂ - Det véd man ikke no'et om!

✂ - Aa nej; han sa'e det jo ikke saadden liefrem ...

✂ - Er det Guds Vilje at ... at ..., saa faar man Besked.

✂ - Ja, det gør ma' vel, ja ... Ja, saa venter vi al'saa?

✂ - Ja!

✂ - Hum! ... Bak, bak! men dams nu Funden og Bordene ...

✂ - Det bli'r der ikke no'et a'! Saa køber jeg dem sæl!

✂ - Naa; ja, det ka' du jo osse! ... Men det var da ellers billi'ere vist aa faa det hele over en Bank!

✂ Manuel svarede ikke. Han stod henne under det skraa Tagvindue med Ryggen vendt mod Stuen. Og han tegnede med en Finger nogle meningsløse Tal og Streger paa de smaa, duggede Ruder.

✂ Menneske-Mortensen skævede om mod ham.

✂ - Ja, saa gaar jeg, Manevel! sagde han og rejste sig fra Kurvestolen.

73

✂ - Naa ...

✂ - Ja, jeg har jo lovt aa vaarre hjemme inde fire. Cornelius aa Kone ska' paa Besøjelse; aa saa har jeg lovt aa se til Børnene.

✂ - Naa ...

✂ - Ja, saa adjøs da Manevel, for denne Gang. Emanuel vendte sig.

✂ - Farvel ... sagde han distræt.

✂ - Ja, saa snakkes vi vel ved, naar .. .

✂ - Jo, jo!

✂ Mortensen nærmede sig Bordet.

✂ - Ja, jeg ka' vel ta' Tobakken med? Thomsen blev lysvaagen:

✂ - Tobakken ... ? Ja-a ... Se man ha'de jo ellers tænkt sig, at du skulde ryge den, naar du kom her.

✂ - Saamænd jo! ... Men stoppe faar jeg da?

✂ - Ja, stop, stop! Værsgod!

✂ Og Mortensen stoppede og tændte og humpede bort.

✂

XIII

✂ Neden for Haverne langs Fjorden løb en snirklet og bugtet Spadseresti, gruslagt og jævn og overskygget af bredkronede Linde.

✂ Der var Byens fornemste Promenade.

✂ Naar man om Sommersøndagene havde været i Kirke og givet Gud, hvad Guds var, ilede man hjem med Salmebøgerne og vandrede saa ned paa Stien for at røre Benene og tage Motion for Middagsmaden.

✂ Røre Benene, ja; og Øjnene og Munden!

✂ Thi en og anden lille Evadatter mødte jo gerne frem med en Hat eller et Overstykke, hvis Snit, Pynt og Farve ikke var set før der paa Pladsen.

✂ Og naar den nye Hat saa stoltserede forbi, eller det revolutionære Overstykke, flagrende for Vinden, ublufærdig fremvisende sit lyse Silkefoer, da stak alle de fjorgamle Hovedtøjer og alle de lastingspolstrede Jaketter Næserne sammen og sang en Vise, som godt kunde være inkorporeret i Salmebogen og trykt under Fællestitlen: Død og Fordømmelse!

74

✂ Men Ottendedagen derefter vrimlede Promenaden af epokegørende Hatte og silkeknitrende Sommertrøjer ...

✂ Ogsaa paa de lune Aftener, naar Vinden var »gangen til Hvile«, og Solen sank bag Bakkerne og Skovene hinsides Fjorden, vandrede Stadens gode Mænd og Kvinder nede under Stiens duftende Linde, medens Fuglene sang deres Aftenkvad, og den hvide Kirke højt over Byens lave Tage skinnede som bygget af Sne og Marmor. -

✂ Det var netop en saa dan Aften. Og Gruset knirkede under de promenerendes Fødder:

✂ Der gik Fru Kæmner Lassen med Fru Redaktør Heilbunth, »De siamesiske« kaldte man dem. Og der gik Pastor Engelhardt med sin lille, spidsnæsede Kone, der lagde »Saltet« i hans Forkyndelser. Og den atletiske Bagermester Windberg, hvis Jomfruer som Regel fik Tvillinger, gik der. Og Kordegn Kiær med sin Husbestyrerinde. Og Materialist Ribensie; og Tømmerhandler Kuhle; og Klasselotterikollektrice Brandstrup, m. m. fl. ... Og paa Bænken med Ryggen mod Distriktslæge Smiths Have sad Overlærer Clausen, der til al sin Ulykke var løbet lige i Armene paa gamle Olivia Rejersen, Borgmesterens Søster.

✂ Hun var døv som en Milepæl, Olivia Rejersen; og hver Gang Overlæreren skulde svare paa et af hendes talrige Spørgsmaal, maatte han bøje sig ned mod hende og brøle af alle sine Lungers fulde Kraft i et uhyre Valdhorn af et Hørerør, som hun med en lille utrolig gesvindt Bevægelse plantede i sit venstre Øre.

✂ Overlærer Clausen var den eneste af »Dolkene«, som nogen Sinde nedlod sig til at frekventere Promenaden.

✂ - Hvem er 'et der kommer? spurgte Frøken Rejersen - Hinner med di rø'e Fjer?

✂ - Det er Fru Oppermann! hylede Overlæreren i Valdhornet.

✂ - Hva' si'er Di, Clausen?

✂ - Fru Oppermann!!

✂ - Naa-aa! Er 'et hinner, der er Jor'mor?

✂ - Nej! hun har en Boghandel!

✂ - Saa-aa? Hva' hedder da hun, der er Jor'mor?

75

✂ - Det er Fru Fredriksen!

✂ - Naa, det er Fru Fredriksen! Jeg kan aldrig huske di to Damer fra hverandre.

✂ - Ikke.

✂ - Hva' si'er Di?

✂ - Ikke!!

✂ - Næ jeg kan s'mende. Det er svært, saa hun er opstadset!

✂ -Ja!

✂ - Hva' si'er Di. Di maa tale højere!

✂ - Ja-a-a! ...

✂ Fru Oppermann skred frem gennem Mængden, hilsende og duvende til alle Sider. Og fulgt af sine fem Børn, tre Piger og to Drenge, nydelige og fikse i Sko og Klæder.

✂ Talen forstummede, hvor hun gled forbi. Mændenes Øjne tindrede. Men Kvindernes Læber blev stramme.

✂ - Fiks Kone! sagde Tømmerhandler Kuhle og stak Materialist Ribensie i Siden med Albuen - Dessertchokolade, gamle!

✂ - Cloetta Nr. l! sagde Ribensie.

✂ Og Kordegn Kiær trak, hemmeligt for sin Husbestyrerinde, Bagermester Windberg i Frakkeskødet og hviskede:

✂ - Wienertærte, hva'!

✂ Men Fru Kæmner Lassen maatte rigtignok sige til Fru Redaktrice Heilbunth, at hun begreb ikke, hvor Fru Oppermann fik de Klæder at hænge paa sig og sine.

✂ - For Herregud, Fru Heilbunth, Boghandelen, nu be'er jeg Dem! hvem køber Bøger? Man laaner dem jo!

✂ Men det, der mest irriterede Fru Lassen var, at Fru Oppermann ogsaa var en Ildtilbeder af J. P. Jacobsen; og at hun i Daaben havde givet sin ældste Aflægger Navnet Mogens ; medens hun, saa ofte nogen hørte paa det, slog de øvrige fire i Hartkorn under Betegnelsen: mine andre Noveller !

✂ Og denne virkelig betydelige Aandrighed kunde Fru Lassen aldrig tilgive Damen. Dels fordi hun (Fru Lassen) ikke selv havde undfanget den. Men dels, og fornemmeligst, fordi Kæmnerindens Forbindelse med Lassen, trods femten Aars ihærdige Trofasthed, stedse var forbleven gold.

76

✂ Solen var gaaet ned. Og ude over Fjorden begyndte Aftentaagen at hæve sig i store, bølgende Flager. Der lød af og til en svag Susen gennem Lindetræernes Kroner; og de store, hjerteformede Blade skælvede paa deres fine Stilke. Fuglesangen var forstummet.

✂ - Det begynder skam at bi'e køligt! skreg Frøken Rejersen.

✂ - Ja-a! brølede Overlæreren til Bunds i Hørerøret - De skulde gaa hjem, Frøken!

✂ - Det tror jeg saamænd osse jeg vil! ... Farvel, Hr. Clausen! Det har været mig en Fornøjelse!

✂ - Tak i lige Maade!

✂ - Hva' si'er di?

✂ - Tak i lige Maade!

✂ - Aa jeg be'er!

✂ Og saa skiltes de.

✂ Overlæreren blev siddende ene tilbage paa Bænken. Han drejede Hovedet lidt til Siden og saa' om efter den lille, gamle Dame, som trippede af Sted med sirligt opløftet Kjole.

✂ Saa smilede han godmodigt, strakte Armene i Vejret og gabede.

✂ - Di har nok moret Dem tappert! sagde en dyb Bas tæt ved Siden af ham. Det var Bagermester Windberg. Overlæreren lo stille.

✂ - Ja, de gamle Fugle søger jo sammen! sagde han.

✂ - Gaar De med! spurgte Bageren.

✂ - Nej, jeg tror, jeg bliver her lidt endnu. Her er saa net hernede! .... Se, det ser skam godt ud! nikkede han og pegede ud over Vandet, hvor Byens Slæbedamper kom asende, med Gnister fygende ud af Skorstenen og Lys bag Maskinrummets smaa, runde Ruder. Og bag den tegnede et Sejlskibs mørke Master og store, tunge Skrog sig skarpt mod den hvidgule Himmel.

✂ Bagermesteren kiggede ned mod Fjorden.

✂ - Hø! sagde han - det er jo bare Bukserdamperen! Og saa vendte han sig og gik.

✂ Det blev mørkere og mørkere paa Promenaden. Og inde i Byen tændtes Lygterne.

77

✂ Thi det var ikke Maaneskin.

✂ - Dum dummelum dumdum! nynnede Overlæreren og fulgte Stien ned ad Havnen til.

✂ I Toldbodbygningen var der lukket og slukket. »Livsens Ondskab« var gaaet hjem til sin ensomme Stue.

✂ Bag Ruderne i de smaa, lave Huse paa Havnepladsen skinnede Lys frem. Og man hørte Stemmer derindefra, som talte: og Sang og glad Latter. Men stundom ogsaa brummende Skænden, og Barnegraad, og høje Skrig, og dundrende Slag i Bordet. -

✂ Overlæreren drejede af til venstre og fulgte Vejen op over Graabrødre-Bakken, hvor Udsigten aabnede sig ind over Landet mod Vest, og, hvor man saa' Huse og Gaarde titte frem langt borte paa de disede Marker. Men mod Øst, nede ved Bakkens Fod, laa Byen krøbet sammen om Kirken, Hus ved Hus, som en Flok Kyllinger under en Hønes Vinger. -

✂ Og videre gik han. Om forbi Garveriet og Søndre-Mølle, hvis nøgne Vinger, der stod i Kors ret op og ned, lignede fine, luftige Stiger, der førte lige lukt ind i Himlen. -

✂ Men hvor Vejen igen skraanede nedad, var Jærnbanens udstrakte Terræn. Og her laa Byen aaben og uden Ly. Spadserestiens gamle, skærmende Linde var for længst hugget om; og ved Jævndøgnstider strøg Sydvestvinden uhindret ind gennem Gaderne og stemmede de ældre, satte Borgere for Brystet, naar de knurrende over Nutidens Vandalisme kæmpede sig om Hjørner og ud af Porte, med Hatten trykket dybt ned i Panden og Haanden forbitret knyttet om Spanskrørsstokkens Elfenbensgreb. -

✂ Sort og øde laa Pladsen inde bag Jærnbanens lave Tremmestakit. Kun en enkelt Lygte kastede hist og her sit flakkende Lys ned over Skinnernes Virvar af Kurver og Linier.

✂ Henne foran en lav, sortsværtet Træbygning i et Hjørne af Pladsen holdt to Transportvogne. De var halv fulde af Kul, som man om Eftermiddagen havde været i Færd med at losse ind i Skuret.

✂ Og netop som Overlæreren passerede Stedet, blev en Dør i Skuret revet op, og en Mand med en Lygte for ud :

✂ - I Satans forbandede smaa Tyvepukler!

✂ Og i samme Øjeblik styrtede, trimlende og snublende en 78 halv Snes pjaltede Unger, Piger og Drenge imellem hverandre, frem over Skinnerne, ud gennem Stakitlaagen, tværs over Kørebanen og ned ad de tilstødende Gader. - Væk var de paa mindre end et Minut! Man hørte de flygtende Trin af deres fladbundede Træsko og Tøfler lyde som smaa, hæsblæsende Hammerslag mod Stenbroen, indtil de langt borte tabte sig i Døre og Porte.

✂ - Det Tyverak! mumlede Manden og lyste med sin Lygte ind under Vognene - render di ikke her og stjæler Kullene!

✂ En lille Tulle paa en fire-fem Aar sad sammenkrøben henne i en Krog bag et af Vognhjulene. Hendes Øjne stod stive af Rædsel, da Lygteskæret faldt hen over hende; og hendes Hænder og Ansigt var sorte som den moderlige Jord.

✂ Manden halede hende frem.

✂ - Din Djævleunge! sagde han - Jeg skal lære dig at stjæle!

✂ Den lille udstødte et himmelraabende Vræl, og Jorden blev vaad ved hendes Fødder.

✂ - Vil du ruppe dig hjem! sagde Manden med høj Røst og stampede med begge Ben i Jorden som for at forfølge hende.

✂ Og Pokker tog ved Tøsen! Som en Bold trillede hun paa sine smaa, hjulede Ben hen over Skinnerne og forsvandt samme Vej som de andre.

✂ - Det er nok ikke saa nemt, Kristoffer Banemand? sagde Overlæreren, der var standset op uden for Stakittet. Banemanden løftede Lygten.

✂ - Naa -er det Dem, Hr. Overlære! sagde han - Nej sgu er det ikke nemt, nej! Og en nænner jo ikke at tampe dem. Det er jo Forældrene, der pudser dem paa! Og nu faar di Tamp hjemme, fordi di ingen Kul har!

✂ - De kunde jo gærne ha' ladet dem samle de Par Stumper, Kristoffer!

✂ - Vi har vore Rækler, Hr. Overlære!

✂ - Naa, ja; det har I vel ..... Godnat, Kristoffer!

✂ - Go'nat, Hr. Overlære!

✂ Da Overlæreren var forsvunden op ad Stationsbygningen 79 til, og Banemanden var gaaet ind i sit Skur, gled en lille, skæv Skygge frem af en Port ligeoverfor. Den tittede forsigtigt til alle Sider, om noget levende skulde være i Farvandet. Men der var Dødsens stille paa Pladsen. Og Vejen laa øde og tom.

✂ Saa sneg den sig lydløst over Kørebanen og ind paa Stien langs Baneterrænet. Da den naaede Laagen, hvorigennem Børnene var undslupne, bøjede den sig ned og plukkede med hastige, nervøst-dirrende Haandbevægelser de fire Hjørner sammen af en gammel, laset Rest af et Forklæde, hvori der laa ophobet en Dynge Kul.

✂ Derpaa rejste den sig, spejdede paa ny og krabbede saa af Sted med sit Bytte ind i »Aasmøgen«, der løber langs Bager Windbergs Baggaard og Købmand Bechs Pakhuse og munder ud ved Landevejen lige foran Nonneporten, halvtredsindstyve Skridt fra Karen Thomsens Hus ....

✂ Taarnuhret i de hvide Søstres Kirke slog ti. Og højt fra Guds Himmel lyste de evige Stjerner.

✂

XIV

✂ »Luksusbugen« var død. Han havde siddet hjemme ved sit Middagsbord midt i Eftermaden, en fortræffelig Fedekalvesteg (Nyrestykket), da han pludselig lagde Kniv og Gaffel fra sig, saa' bekymret over paa sin Husholderske og sagde:

✂ - Jeg kan ikke mere, Jomfru Svendsen!

✂ Hvorpaa han var segnet ned af Stolen og havde udaandet.

✂ Kirkeporten blev slaaet op. Og fra Alteret ned gennem Midtergangen kom »Brødrene« vandrende Fod for Fod med den hensovedes blomstersmykkede Kiste.

✂ Men allerede midtvejs i Kirken, omtrent lige ud for Prædikestolen, maatte de hvile. Betjentene stak Skamlerne ind under Baaren, og de seks Bærere slap de floromvundne Bøjler og trak Vejret dybt. Og medens Orgelet dæmpet spillede Melodien til: Lær mig, o Skov, at visne glad ... changerede man om fra højre til venstre og byttede Plads.

80

✂ Hvorpaa man, efter paa ny at have trukket Vejret, atter tog fat og bar Kisten ud gennem Vaabenhuset og ud til Ligvognen, som holdt foran Portalen.

✂ Det var en enorm Kiste, Briksens; en ganske forbavsende Kiste. Og særlig var Laaget uforholdsmæssig højt og hvælvet. Man havde nemlig begaaet den Fejl, at man havde taget Maskinen af den døde. Arvingerne havde anset det for en utidig Ødselhed, at putte den med ned i Graven. Men Følgen af denne Sparsommelighed var, at Ligets Mave var svulmet i den Grad op, at Omkostningerne til den uhyre Kiste langt oversteg den Sum, Maskinen kunde tænkes at ville indbringe, selv om man ogsaa kunde være saa svineheldig at faa den solgt underhaanden til en Liebhaver. - -

✂ Uden for Kirken stilledes Baaren atter til Hvile paa Skamlerne.

✂ Det vilde have været Redaktør Heilbunth og de øvrige, trofaste Brødre en komplet Umulighed at løfte den op paa Vognen. De ligefrem vaklede i Knæene af Kærlighedsgerningen ned gennem Kirken. Kæmner Lassen segnede endogsaa om i Armene paa Fabrikant Røssel, saa overanstrengt var han.

✂ Seks arbejdsføre og muskelstærke Mænd traadte derpaa frem, vippede Kisten op paa Vognen og skød den ind under Baldakinen. Fjedrene sank sammen, Hjulene borede sig ned i Gruset; og man maatte gribe Hestene i Hovedtøjet for at formaa dem til at sætte sig i Bevægelse.

✂ Saa begyndte Klokkerne at kime, Følget ordnede sig, og Toget drog af Sted.

✂ Man kørte ned gennem Klerkegade, frem over Torvet, op ad Søndergade og drejede derpaa over Dybensbro og op langs Prinsessestien til Kirkegaarden.

✂ Det var en Omvej. Men man ønskede at hædre den afdøde ved at give Følget Lejlighed til at udfolde sig i hele dets Længde. Og imponerende var det. Thi da Ligvognen kørte forbi Bager Windbergs Butik paa Søndergade, passerede de sidste af Sørgeskaren først Bundtmager Hatteras Hjørnested paa Torvet.

✂ Fra alle Huse vajede der Flag paa halv Stang. Og Gaderne var bestrøede med Blomster og Grønt. Bag Butiksdørene 81 stod Svende og Lærlinge. Og Kvinder og Børn tittede ud gennem Beboelseslejlighedernes Ruder. Partikulier Eriksen havde været en Spids.

✂ Jordpaakastelsen var endt og den sidste Salme sunget.

✂ Arvingerne kastede et vemodigt Blik ned til den dyre Kiste og vandrede hjem for at sørge uden Vidner; og for at give Jomfru Svendsen Afsked.

✂ Følget gik hver til sit. Og der blev stille i de dødes Have.

✂ Kun en pietetløs Krage sendte fra Toppen af en af de høje Popler henne foran Indkørselsportens Gitter sine hæse Skrig ned over Gravene.

✂ »Dolkene« fulgtes i Klynge ind gennem Byen. Alle bar de høje, floromhyllede Hatte; og Eftertænksomhed prægede deres Fysiognomier.

✂ - Ja, sagde Redaktør Heilbunth - nu har han Fred!

✂ - Der var meget godt ved Eriksen! sagde Overlærer Clausen.

✂ - Det var der sgu! sagde Kæmner Lassen - Naturligvis havde han sine Fejl ...

✂ - Hvem har ikke det! sagde Fabrikant Røssel. Men Toldkontrollør Knagsted sagde intet. Paa Dybensbro standsede man og saa' ned i det rindende Vand.

✂ - Hvor meget mon han har efterladt sig? spurgte Kæmneren.

✂ - Aa, en tres-halvfjerdsindstyve Tusind, sagde Redaktøren.

✂ - Ja, paaholdende var han jo, sagde Fabrikanten - Jeg husker, at da Kirken skulde restaureres, var det ikke muligt at plukke mer' end femten Kroner fra ham.

✂ - De mortuis nihil nisi bene! sagde Overlæreren mildt. Men Toldkontrolløren sagde fremdeles intet. Saa naaede man gennem Søndergade op paa Torvet, hvor man tog Afsked.

✂ - Ja, saa bli'r der vel ikke noget af Skovturen i Aar? spurgte Kæmner Lassen.

✂ Alle vendte deres Øjne mod Formanden.

82

✂ - Jo-o ... sagde han-Hva'? Jeg synes da ikke, at ....

✂ - Ja-a ... sagde Røssel -

✂ - Næ-æi ... sagde Overlæreren - Hvorfor ikke ? Naar vi venter lidt, saa ...

✂ - En tre-fire Ugers Tid, hva'? .... mente Kæmneren.

✂ - Ja, naar han er godt raadden! lød det pludselig fra Kn^gsted.

✂ Det gav et Chok i »Brødrene« og Overlæreren vendte sig brat om mod Tolderen.

✂ - Du skulde skamme dig! sagde han. Knagsteds Ansigt anlagde et fjoget Udtryk.

✂ - Ja, jeg mener, forsøgte han - i dette fugtige Vejr ...

✂ - De mener, De mener ..., brusede det ud af Redaktøren - Vi véd meget godt, hvad De mener! Og Kæmneren tilføjede :

✂ - Du bli'er snart for morsom, gør du! Og Fabrikant Røssel:

✂ - Der er sgu dog Grænser, Knagsted! Og saa skiltes man med et kort: Adjø!

✂

XV

✂ Samme Dags Aften, mellem Klokken seks og syv, da Emanuel Thomsen var færdig med sit Afskrivningsarbejde paa Herredskontoret, lagde han Vejen om ad Prinsessestien og gik ind paa Kirkegaarden.

✂ Han søgte i den sidste Tid jævnlig herind for at tænke. Der stod i et Hjørne ude mod Marken en Bænk, halvt skjult af nogle Hyldebuske; det var hans Rugeplads.

✂ Som en Træsplint, spids og haard og med skarpe, skærende Kanter, sad gamle Menneske-Mortensens Raad om »at pille ved« Cornelius derude paa Gaarden, boret ned i hans Hjerne. Dag og Nat pinte denne Tanke ham og gjorde ham til Tider næsten utilregnelig. Han kunde dirre af Nervøsitet, naar han paa Gaden saa' Menneskene spøge og le. Han følte Lyst til at sparke dem op ad Skinnebenene med sine tyksaalede Støvler. Der var ingen Mening i, at de gik der og morede 83 sig og havde det rart, medens han hvert Minut paa Dagen kunde ha' skreget og jamret af Sorg og Elende!

✂ Undertiden kunde han, bedst som han sad hjemme i Stuen bag Butikken, geraade i et saadant Raseri, at han pludselig overdængede Mo'r Karen med Skældsord og Bebrejdelser, fordi hun brugte for meget i Husholdningen, og fordi hun ikke solgte Varer nok, og ikke syede nok, og ikke arbejdede nok, og ikke skaffede Penge nok til Huse!

✂ - Man render sæl her og slider Benene af sig! skreg han og svingede truende med den lange Arm - Men du sidder bare der og breder dig i Stolen og nikker ud ad Vinduet li'som en Dronning eller Etatsraadinde!

✂ - Manuel, Manuel! Og saadan kan du snakke til din egen Mo'r ...

✂ - Ja-a, flæbe, det kan du!

✂ Og Thomsen for brummende som en Humlebi ud af Stuen og op ad Trappen til sit Kvistværelse.

✂ For et Par Søndage siden havde Menneske-Mortensen igen været paa Besøg i Byen. Men der var ikke blevet nævnet et Ord imellem dem om Rasmus Cornelius. Projektet om Møllegaarden havde ligget dem begge helt ude paa Spidsen af Tungen. Men ingen af dem havde villet begynde paa det.

✂ De havde bare siddet i hver sin Krog og gloet skummelt til hinanden.

✂ Og da Mortensen havde dampet og harket løs et Kvarterstid, var han humpet af Sted igen:

✂ - Bak, bak! Ja saa Farvel, Manevel!

✂ - Farvel!

✂ »Thumsen« var som sagt i Aften tyet ud paa sin Rugeplads ude paa Kirkegaarden. Han sad med Nakken lænet tilbage mod Bænkens Rygstød. De smaa, tykke Ben hang slapt ned uden at naa Jorden. Og hans Øjne stirrede fulde af Bøn og Fortvivlelse op mod den blaa Himmel.

✂ Han begreb ikke et Muk af Verdensordenen!

✂ - Herre, lille Gud Fader hist oppe i dit høje Paulun, mumlede han, hvad har en dog gjort dig, at du ikke vil overgyde en med din Naades Vand! Du begyndte jo dog saa 84 godt, lille Vorherre, og sendte en Bud gennem sin salig Far! Hvorfor gjorde du det, naar du ikke mente no'et med det? Aa Gud, aa Gud, forlad os vor Skyld, som vi osse forlade vore Skyldnere! Jeg skal i Evighed aldrig bebrejde dig no'et, kære go'e Vorherre, om du snart la'er mit Nummer komme ud og skænker min stakkels, gamle Mo'r den store Glæde paa hendes Livs Aften at rykke ind i de Stuer, hvor en har levet sin uskyldige Barnealder og tilbedt dig i Aand og Sandhed! O, naadige Gud i det høje, ske din Vilje saa og paa Jorden! Amen!

✂ »Thumsen« slog Kors for Bryst og Pande, ligesom han havde set Pastor Engelhardt gøre oppe foran Alteret, og hans smaa, vandblaa Øjne fyldtes med Taarer af Rørelse over hans egen fast overmenneskelige Ydmyghed.

✂ Og han følte sig styrket og trøstet. Gud kande ikke undlade at hjælpe et Væsen, der saa smukt forstod at belægge sine Ord og bøje sit Hjerte under hans uransagelige Vilje!

✂ Til højre for den brede Midterallé og lige ud for Kapellets Indgangsdør var Luksusbugens Gravsted. Graven var om Eftermiddagen bleven kastet til, og den gule Lerjord grinede frem mellem Blomsterne og Kransene, som laa sammenhobede over den.

✂ Emanuel stod med Hænderne dybt i Bukselommerne og betragtede det hellige Sted.

✂ - Der laa nu Partikulier Eriksen og skulde vorde til Jord igen, som han var tagen af! De fortalte i Byen, at han var svulmet saa forfærdelig op, at Familien havde været bange for, at han skulde revne, forinden den fik ham puttet ned. Det var Straffen for al den utidige Mad og Drikke, han havde proppet i sig i levende Live. Hævnen hører mig til, siger Herren. Og Gud den Almægtige være lovet og takket, at man var et nøjsomt og skikkeligt ....

✂ Gitterlaagen henne ved Prinsessestien skreg paa sine Hængsler. Og Manuel krabbede i en Fart ned ad en Sidegang og skjulte sig bag nogle Buske.

✂ Det var gamle Frøken Olivia Rejersen, der kom trippende, lille og gesvindt med en Paraply i Haanden og med Valdhornet stikkende op af Kjolelommen.

85

✂ Da hun naaede hen til Luksusbugens Gravsted, standsede hun og spejdede forsigtigt til alle Sider, som en Høne i et Ærtebed.

✂ Thomsen rejste sig paa Tæerne og stak Ansigtet frem mellem Buskene. Det guddommelige var ganske gledet af ham. Han var nu fuldt ud Menneske.

✂ Olivia bøjede sig ned over Graven, nappede med et Par hurtige Smaatag en tre-fire af de kønneste Blomster og forsvandt med dem bag Kapellet.

✂ Emanuel blev stiv i alle Lemmer som en Staalorm.

✂ - Borgmesterens egen Søster! mumlede han - Borgmesterens egen Søster!

✂ Saa smuttede han frem bag Buskene og sneg sig efter hende.

✂ Da han naaede hen bag Kapellet, tog han Hatten af og listede hen ved et Hjørne.

✂ Valdhorninden stod lige foran Smedemester Sørensens Familiegravsted. Hun bøjede sig frem over Gitterværket og skar med en lille Kniv en Del Knopper og halvt udsprungne Blomster af Rosenbuskene derinde.

✂ Men da hun vendte sig, havde hun ingen Blomster i Hænderne alligevel.

✂ Saa svinkede hun hen til et nyt Gravsted, spejdede og skar løs. Og fra Grav til Grav løb hun og nappede en Blomst hist og en Knop her. Men hvor i Alverden gjorde hun af dem!

✂ Thomsen dirrede af Sindsbevægelse. Og da den gamle Dame nu ogsaa nærmede sig Stedet, hvor hans Fader og Farfader laa begravet, kunde han ikke styre sig længere. Han sprang frem af sit Skjul og for hen og greb hende i Armen, lige som hun skulde til at skære en stor, mørkerød Rose af.

✂ - Dame dog! sagde han, og hans Stemme rystede - Frøken dog! Hvad er det, De bestiller!

✂ Olivia udstødte et Skrig og tabte Kniven. Men da hun saa', hvem Angriberen var, mandede hun sig øjeblikkelig op, rettede sin lille Skikkelse, knejsede kry med Nakken og sagde yderst indigneret:

✂ - Men Menneske!

✂ - Hvad er det, De bestiller? gentog Emanuel og tog fastere om hendes Arm.

86

✂ - Slip mig, forrykte Mandsperson! sagde hun. Men Thomsen slap ikke.

✂ - Hvor har De gjort af Blomsterne? spurgte han.

✂ - Slip mig, si'er jeg!

✂ - Jeg slipper Dem ikke! (Manuel var ligbleg af Bevægelse.) Hvor har De gjort af Blomsterne?

✂ - Hva' si'er De? Jeg kant'te høre, véd De!

✂ - Sludder! sagde Thomsen brutalt. Og pludselig rev han Paraplyen ud af Haanden paa hende. Han havde faaet Øje paa et grønt Blad, der stak frem af den.

✂ - Men der er de jo! sagde han. Valdhorninden hvinede.

✂ - Uforskammede Personage!

✂ Men Manuel slog resolut Paraplyen op; og Blomsterne regnede ned paa Jorden omkring ham. Rapmundet sagde Frøkenen:

✂ - Jeg har faaet Lov af Familierne!

✂ - Ha'de De maaske osse faaet Lov at stjæle af vores Gravsted!

✂ Olivia snappede adræt Paraplyen fra ham og vilde gaa.

✂ - De bli'er her! sagde han og stillede sig i Vejen for hende. - Vi bli'er her begge to, til der kommer nogen! At stjæle paa en Kirkegaard!

✂ Den gamle Dame kunde ikke høre, hvad han sagde; men af hans Ansigtsudtryk læste hun, at Situationen var alvorlig. Og hun stak Valdhornet i Øret og spurgte:

✂ - Hvad vil De mig da, Menneske?

✂ - Jeg vil overlevere Dem til Politiet! truttede Thomsen vild af Nidkærhed.

✂ - Til Politiet ...

✂ - Ja! At stjæle paa en Kirkegaard!

✂ - Stjæle! ... Et Par Blomster!

✂ - Man maa ikke ta' noget fra de døde!

✂ - La' mig nu gaa!

✂ - Nej!

✂ - Hva' si'er De?

✂ - Nej!

✂ - Jamen jeg kan ikke taale at staa, sagde Frøkenen. - Jeg har Nyregrus!

87

✂ - Saa sætter vi os hen paa en Bænk.

✂ - Hva' si'er De?

✂ - Saa sætter vi os hen paa en Bænk!

✂ - Jamen, hvad vil De da, Menneske?

✂ - Jeg vil ha' Vidner!

✂ - Vidner?

✂ - Ja! Hele Byen skal faa at vide, at De gaar herude og stjæler!

✂ - Aa, lad mig nu slippe? sagde Frøkenen mygt.

✂ - Nej! ... Nu kalder jeg paa Graveren!

✂ - For Guds Skyld, Menneske! Emanuel bøjede sig'helt ned til Valdhornet og spurgte hastigt:

✂ - Hva' gi'er De mig?

✂ - Gi'er? ...

✂ - Ja, for at la' Dem slippe?

✂ - Vil De ha' Penge?

✂ - Ja! Saa skal jeg ingen Ting sige ... Skynd Dem; der kommer nogen!

✂ Manuels Øjne glimtede, og han lignede i dette Øjeblik en fed Ræv paa Krigsstien.

✂ - Skynd Dem. Skynd Dem!

✂ - Jamen, jeg har jo ...

✂ - Nu er det for sent! sagde Thomsen og greb hende i Armen igen. - Der er han!

✂ Der lød tunge, knirkende Trin paa Grusgangen bag Kapellet. Og Graveren kom frem omkring Hjørnet.

✂ - Nu skal der lukkes, sagde han. - Maa jeg anmode Dem om at forlade Kirkegaarden.

✂ Frøken Rejersen vred sig for at komme løs. Men Manuel holdt godt ved.

✂ Graveren traadte nærmere.

✂ - Hvad gaar her for sig? spurgte han. Og da han havde draget Kendsel paa Personerne, fortsatte han - Men er Di gal, Thomsen!

✂ - Det er Frøkenen, der har stjaalet alle di Roser!

✂ - Er Di gal, Thomsen! Slip hende! Manuel slap sit Bytte, og Valdhorninden forsvandt i samme Nu imellem Gravene.

✂ - Se her, alle di Roser!

88

✂ - Ja, ja, ja! sagde den gamle Graver og rystede paa Hovedet. Han var hvidhaaret og hvidskægget og kendte Verden.

✂ - Har hun Lov til det?

✂ - Nej vist saa har hun ikke, nej ...

✂ - Det er Krænkelse af Gravfreden!

✂ - Ja, det er det, det er det...

✂ - Og det er der Straf for!

✂ - Ja vel saa, ja; det er der! ... Gaa nu lille Thomsen! Her skal lukkes!

✂ Manuel stirrede paa Graveren som paa et Syn.

✂ - Har di da Lov at stjæle herinde? spurgte han.

✂ - Nej vist saa! naturligvis har di ikke det! sagde den gamle og virrede igen med Hovedet - Vel har di ej! Men ... (her bøjede han sig ned mod Manuel Nidkær, og hans Stemme blev hviskende fortrolig) .... men di gør 'et jo allesammen, lille Thomsen; alle Damerne; sær di gamle Frøkener. Saa det nytter saamænd ikke no'et, a' rode op i det! ... Ta' nu og hjælp mig med a' samle Blomsterne op; og ta' Di en Haandfuld hjem med til Deres Mo'r. Saa ta'r jeg Resten til min Kone; og saa er den Hare spækket!

✂ Og Manuel krummede sin Ryg, pillede sig en Haandfuld Roser, gemte dem paa sit Bryst, knappede godt til over dem og gik.

✂

XVI

✂ Det var i September. Og Byen havde Høstmarked.

✂ Det smældede med Flag og Vimpler fra alle Jordens Riger og Lande. Søndergade og Torvet var et komplet Sammensurium, halvt Industriudstilling og halvt Dyrehavsbakke. Langs Fortovene var rejst Købmandsboder; og Torvet ved Foden af de hvide Søstres Kirke var opfyldt af Telt ved Telt, hvori der forevistes de utroligste Seværdigheder: Fede Damer - Magre Mænd - Kalve med seks Ben - Blaarædere - Havfruer - Præsident Carnots Morder - Og »to« Tvillinger i Spiritus.

✂ Invalider med Lirekasser drog Byen igennem. De spillede hver sine Melodier. Og naar de mødtes, standsede de og spillede løs og skreg op og truede ad hinanden med Resterne af deres Lemmer.

89

✂ Bønderne var kommen rullende til Bys fra Morgenstunden af. Og den ganske Stad lugtede af Vadmel og F. F. Portorico.

✂ Oppe paa Torvet, foran en Halvtredsindstyveøres Bod, stod Mo'r Karens Broder, Jakob Henriksen, Degnen fra Græsted, og hans Datter Wulfdine. Faderen skulde forære Datteren en Markedsgave; men det var umuligt at bestemme sig Ansigt til Ansigt med alle disse Herligheder.

✂ Wulfdines smaa Museøjne slugte Genstandene, som stod paa Disken foran hende. Hun kunde for aldrig det tage en Beslutning! Snart hældede hun til et Syskrin med Konkylier, snart til en Fotografiramme med Fløjeiskant, og snart til en »ægte kinesisk Vifte med spansk Tyrefægtning«.

✂ - Naa Dine, sagde Degnen - hva' bli'er det saa til, min Pige?

✂ Dine smilede fra Øre til Øre og knækkede i Ryggen. Hun var saa forfærdelig genert af sig, Pigebarnet, og gik i Jorden ved den mindste Lejlighed.

✂ - Jeg véd det saamænd itte, sagde hun og rødmede og vred sig - det er jo saa ny'eligt altsammen.

✂ - Ska' vi ta' Syskrinet?

✂ - Hører der Naalehus til ?

✂ - Ja-a, sagde Madammen bag Disken - Og Naalepude og Fingerbølle og Saks!

✂ - Ska' vi saa ta' det, Wulfdine?

✂ Det knagede i Wulfdine, saadanne Bugter slog hun.

✂ - Jeg véd det saamænd itte ....

✂ - Jo-o, saa ta'er vi det, sagde Degnen og rakte Datteren Skrinet og betalte.

✂ Wulfdine rødmede helt op til Haarrødderne, og hendes Gummer blottedes i et lyksaligt Smil.

✂ - Tak, sagde hun og holdt Skrinet frem foran sig paa sine udspilede Fingre - Gu' hvor det er ny'eligt! sagde hun.

✂ - Kom saa, min Pige.

✂ - Jeg maa da først ha' svøbt det! Og hun trak et rødbroget Lommetørklæde op af Kjolelommen og bandt forsigtigt dets fire Hjørner sammen om Klenodiet.

✂ De gik nu rundt paa Torvet og saa' paa Teltene og hørte paa Udraaberne. Der var stuvende fuldt af Markedsgæster.

90

✂ - Vil du ind og se no'et, Dine?

✂ - Næi! sagde Dine og gik forfærdet i Jorden. Skrinet bar hun omhyggelig paa Armen, som var det hendes førstefødte. Og af og til sendte hun det et ømt Blik.

✂ Degnen drejede ned ad Søndergade.

✂ De kom forbi en Liremand, der drejede Melodien til »To Drosler sad paa Bøgekvist ...«

✂ Dine trak Faderen i Skødefrakken:

✂ - La' vos staa lidt! Og saa stod de. Dine trak igen:

✂ - Har du en Toøre, Far?

✂ Den gamle halede Portemonnæen op og leverede hende Kobberet.

✂ Wulfdine rødmede og knagede og gik i Jorden. Men saa tog hun pludselig Mod til sig og bølgede hen og lagde Toøren paa Spillekassen.

✂ - Væ'sgod! sagde hun og bølgede skyndsomst væk igen. Liremanden nikkede og drejede, han havde kun een Arm.

✂ - Tak, lille Frøjken! sagde han. Og saa bøjede han Ansigtet ned over Kassen, tog Pengestykket op med Læberne og spyttede det ned i en Blikbøsse, som hængte ham foran paa Brystet. Og saa faldt han ind i Melodien og sang med bævende Brændevinsrøst:

✂ .... med Sork i Sindt og tyst di sad thi, ak, de skul-de skil-des ad!

✂ Dine stod fasttryllet til Stenbroen, og i hendes Øjne var der Taarer.

✂ - Dine, kaldte Faderen - Dine!

✂ Et mægtigt Suk hævede Dines lille Barm; hvorpaa hun løsrev sig og fulgte.

✂ Nede hos Karen Thomsen var der bredt en snehvid Dug paa Mahognibordet i Stuen bag Butikken; Kaffekopperne var stillet rundt, og i Centrum af Opdækningen stod et stort Fad med Wienerbrød.

✂ Ude fra Gaden lød Markedslarmen.

✂ - Kommer ikke Manuel mon, Søster Karen? spurgte 91 Degnen. De fremmede havde endnu ikke faaet hilst paa ham.

✂ - Jo-o, sagde Madam Thomsen - nu maa han vel snart slippe.

✂ Madam Thomsen var bleven saa mager og skarp i Ansigtet i den sidste Tid.

✂ - Han strider svært i det, sagde Jakob Henriksen.

✂ - Ja-a, paapasselig er han jo.

✂ Wulfdine sad paa en Stol henne ved Vinduet og saa' ud. I Karmen foran hende stod Skrinet; og af og til blæste hun paa en Konkylie, naar hun opdagede et Støvgran; blæste og tørrede efter med Lommetørklædet.

✂ - Der kommer Manuel! sagde hun og knækkede. Butiksklokken ringede.

✂ - Det er mig! sagde en Stemme. Og Thomsen traadte ind i Stuen.

✂ Han saa' sig om, som om han vaagnede. Saa gik han hen og trykkede Gæsternes Hænder.

✂ - Goddag Morbro'er Jakob! Goddag Wulfdine!

✂ Havde Wulfdine haft en tom Cementtønde at krybe ned i, havde hun gjort det. Det knagede og bragede i hende af Generthed. Men Manuel syntes ikke at ænse hendes Forvirring.

✂ - Naa, hvordan befinder man sig? spurgte han.

✂ - Tak godt, baade jeg og Dine; vi klager ikke.

✂ - Kan jeg skænke Kaffen, Manuel?

✂ - Skal vi ha' Kaffe, Mo'r Karen? Thomsen sendte Madammen et hvast Blik.

✂ - Ja, jeg synes, naar ... stammede hun.

✂ - Ja, skænk saa du! afbrød Manuel hende. Karen listede ud i Køkkenet.

✂ - Wulfdine vilde jo gerne til Marked .... begyndte Degnen.

✂ - Aa ja saamænd.

✂ - Og saa tog vi herind, vi kørte med Sognefogdens.

✂ - Naa! Tavshed.

✂ - Du har meget at gøre her om Dagen, Manuel? tog Morbroderen fat igen.

92

✂ - En maa tjene til Føden ...

✂ - Ja-a .... Kigger du ikke ud til vort en Søndag? Wulfdine gemte Øjnene bort og gik i Jorden.

✂ - Nu er Sommeren jo snart forbi, Morbro'er Jakob.

✂ - Ja-a, det er den jo ... Men du véd da ellers, du er valkommen til enhver Tid.

✂ - Jo-o, Tak, det véd man ...

✂ Manuel gik rastløs op og ned ad Gulvet. Og hans Slægtninge fulgte ham med rædde Sideblikke, thi Mo'r Karen havde, da de var ene, lettet sit Hjerte for dem.

✂ - Vi har da ta'et en halv Tønde Kartofler med, forsøgte gamle Jakob for tredje Gang. - Jeg har sat den over i Skuret.

✂ - Tak, nikkede Thomsen og klarede lidt op - di groer jo heller ikke herinde paa Gaderne!

✂ - Næi vist saa! Men Sækken vilde jeg da gerne ha' med igen. Du ka' vel tømme den ud.

✂ - Det skal jeg ... Saa' du Mortensen derovre?

✂ - Jo-o ....

✂ - Han er klejn nu.

✂ - Han er jo gammel.

✂ - Tror du, han gør 'et i Vinter?

✂ - Du faar vist ta' ham ind i Vammen.

✂ - Sæt han gik hen og døde!

✂ Manuel standsede brat op og stirrede vildt paa Morbroderen.

✂ - Han holder sig nok, Manuel.

✂ - Døde han, var det hele forbi!

✂ - Aa nej, aa nej ....

✂ Wulfdine havde ganske og aldeles glemt sit Skrin og sine Konkylier bare for at kigge paa Fætteren. Hendes Øjne var bekymret-ydmyge. Og sine tykke, røde Hænder havde hun uvilkaarlig foldet foran sig nede i sit Skød. Lille, buttet og lavstammet som hun var, lignede hun med sit runde Ansigt, sine smaa Øjne og sit lyse Haar, paafaldende Emanuel. Kun var Øjnene blidere og mere godmodige; og Munden var større og Læbernfe fyldigere. Hun var et Par Aar yngre end sin Fætter, saadan omkring niogtyve-tredive. Og lige siden den Gang de som Børn legede i Møllegaardens Have, havde hun næret en bly og frygtsom Kærlighed til ham. Hun syntes, at 93 han var det skønneste Mandfolk, hun nogen Sinde havde set for sine Øjne. Hun gik i Jorden, bare han saa' paa hende; og kom han hændelsesvis til at røre ved hende, blegnede og rødmede hun og skælvede som i Feber. Om hun havde faaet Lov til stadig at være om ham og lappe hans Klæder og stoppe hans Strømper, skulde hun ikke have forlangt højere Lyksalighed i denne Verden.

✂ Og Manuel selv havde for længst opdaget og tydet disse hendes Følelser. Og han fandt dem naturlige og tog dem som sin Ret. Om han gengældte dem, havde han aldrig gjort sig klart; han havde hidindtil ikke haft Tid til at interessere sig for Kvindfolk. -

✂ Mo'r Karen kom ind med Kaffen:

✂ - Værs'god og sid hen til Bordet, Jakob og Wulfdine ... Og værs'god, Emanuel!

✂ Man satte sig omkring Dugen. Og Madam Thomsen skænkede Kaffe.

✂ - Du har de gamle Sølvskeer endnu, Søster Karen, sagde Degnen og vejede sin Theske i Haanden.

✂ - Ja-a, sagde Karen - man gemmer jo hen. Thomsen og Wulfdine sad ved Siden af hinanden.

✂ - Værs'god og ta' Brød! Det var stadig Karen, der var gæstfri.

✂ Wulfdine knækkede ind over Bordet og bemægtigede sig et Stykke. Men hun var i den Grad betaget af sit Naboskab, at hendes Fingre pludselig blev stive-og lamme. Hun sad og famlede en Stund med Wienerbrødet, som om hun brændte sig paa det. Til Slut tabte hun det. Og da hun saa vilde gribe det i Flugten, stødte hun i vanvittig Forfjamskelse til sin Kop, saa Kaffen skvulpede over.

✂ - Men Dine! sagde Degnen - Hvordan er det, du sidder! Faster Karens rene Dug!

✂ Dine slog Hænderne for Ansigtet og gik i Jorden.

✂ - Bryd dig ikke om det, lille Wulfdine, sagde Mo'r Karen mildt - Drik nu din Kaffe.

✂ Men Manuel sad stiv og forarget.

✂ - Vi kørte forbi Møllegaarden, sagde Jakob Henriksen for at aflede Opmærksomheden fra Datteren - Den ser ikke ud som i Jer Tid.

94

✂ - Cornelius er et Svin! bruste det ud af Emanuel.

✂ - Ja, han er nok saa, sagde Degnen - Tænker du endnu paa at komme tilbage, Manuel?

✂ - Hva' nytter det! indskød Karen. Sønnen sendte hende et hadefuldt Blik.

✂ - Du snakker! sagde han skarpt.

✂ Madam Thomsen bøjede Hovedet og pillede et Par Krummer af Dugen. Og Wulfdine, der havde vovet sig lidt frem af sit Skjul, forsvandt igen.

✂ Der blev Tavshed i Stuen.

✂ Men udenfor larmede Markedet. Man hørte Lirekasserne spille, og der var en ustandselig Traven af Menneskefødder paa Fortov og Gade. Der blev sunget, let og raabt; og paa een Gang begyndte Invaliden med de to Drosler at lire løs lige foran Butiksdøren.

✂ - Aa-aa! sagde Wulfdine og blottede Gummerne i et saligt Smil - Det er den!

✂ - Skal I unge ikke lidt ud og se paa Stadsen? foreslog Mo'r Karen. Hun blev altid ligesom lidt dristigere, naar der var fremmede til Stede.

✂ Dine skævede ræd til Fætteren.

✂ - Gaar Far og Faster Karen ikke med? spurgte hun. Hun var simpelt hen død, inden de var kommet ud paa Gaden, skulde hun have gaaet alene med Emanuel.

✂ - Mo'r skal passe Butikken, sagde Thomsen. - Og en anden har heller ikke godt Stunder!

✂ Broder og Søster vekslede paa ny et Blik. Og Karens Øjne var fulde af Bedrøvelse og Haabløshed.

✂ - Vil du gerne ud, Wulfdine? spurgte saa Degnen - Det er jo mest for din Skyld, vi er kommet.

✂ - Ja-a ... sagde Wulfdine og vilde have givet sit Liv for et venligt Ord af Fætteren.

✂ - Ja, saa gaar vi, sagde Degnen.

✂ Mo'r Karen sad lidt og vrikkede paa Stolen.

✂ - I spiser vel her, inden I kører hjem? spurgte hun saa; og hun vovede ikke at se paa Sønnen.

✂ - Ellers Tak, Søster, lød det stille fra Degnen - Sognefogden ta'er snart af Sted. Det er en lang Vej.

95

✂ - I skal da ha' Mad, sagde Madam Thomsen fortvivlet modig. - Og I ka' da li'saa godt ta' den her.

✂ Emanuel rejste sig med et Stød og gik hen og stillede sig ret ved Vinduet og saa' ud.

✂ De tre andre drejede langsomt deres Øjne om efter ham.

✂ Saa lagde Mo'r Karen sin Haand over paa sin Broders. Hendes Hage dirrede, Læberne pressede hun sammen, og Taarerne løb stille ned over hendes Kinder.

✂ - Naa, naa, Søster Karen, mumlede Degnen - det retter sig nok ...

✂ Og Wulfdine skar nogle frygtelige Grimasser, som om hun blev elektriseret. Hun var ved at briste i Graad.

✂ Men henne ved Vinduet stod Emanuel og trommede med Fingrene paa Ruden.

✂ Og udenfor larmede Markedet.

✂

XVII

✂ Overlærer Clausen havde mødt »Livsens Ondskab« ude paa Landevejen Nord for Byen. De havde slaaet Følge, var vendt om ved Fjerdingmilepælen og vandrede nu ad Byen til.

✂ En Rytter kom imod dem i Pasgang.

✂ Overlæreren puffede Knagsted i Siden med Albuen og hviskede:

✂ - Det er Pastor Engelhardt!

✂ Pastoren red forbi og hilste. Hans lange Lokker flagrede ham om Skuldrene. Høj Hat havde han paa og Slængkappe. Og hans Ansigt var blegt og forklaret.

✂ Esaus Totter bevægede sig:

✂ - Han ligner Gabriel, sagde han - der skal ud at bebude!

✂ - Naa, naa, Knagsted! smilede Overlæreren.

✂ - Har du hørt, Clausen! vedblev Tottenborgeren - at der er kommen den Bestemmelse, at nu skal Præsterne ride til Kirken paa de store Helligdage og til Bryllupper og Barnedaab ... i Ornat. Og til Konfirmationen skal alle Konfirmanderne ride bagefter.

✂ - Vrøvl, Knagsted!

96

✂ - Det er vedtaget i begge Thingene. Og det stod i Berlingske i Morges.

✂ - Hvor kan du nu gaa og hitte paa saadan no'et! sagde Clausen halvt forarget.

✂ - Det er sgu ikke mig, der har bragt Forslaget ind!

✂ - Hø!

✂ - Det er Kultusministeren. Han mener, det vil ophjælpe vores egen Religion, nu da Katolikerne har saa stor Fremgang.

✂ - Du skulde skamme dig, Knagsted!

✂ - Har du ikke læst hans Tale?

✂ - Du skulde skamme dig, si'er jeg!

✂ - Ja, det kan jeg sgu gerne!

✂ Overlæreren rystede opgivende paa Hovedet. Saa saa' han ud over de nøgne, afhøstede Marker og sagde med et lille Suk:

✂ - Nu er den Sommer snart forbi.

✂ - Gudskelov, ja!

✂ - Si'er du Gudskelov!

✂ - Ja, jeg gør.

✂ - Du er aldrig af samme Mening som andre.

✂ - Næi. Det er I sgu nok om.

✂ - Hvad skader Sommeren dig?

✂ - Aa nej saamænd, ikke mig personlig. (Knagsted talte stedse med urokkelig Alvor). Jeg er ligeglad. Men Folk bli'er saa idiotiske i Solskin; akkurat som de ha'de vundet i Lotteriet. De pynter sig og ta'er »i Skoven« og »ud at sejle«; og saa synger de og lamenterer og skaber sig .... Det skulde altid være Regnvejr!

✂ - Hø! Du ødelægger min Spadseretur, Tolder!

✂ - Og saa skriver de med fede Typer i Aviserne: at nu er Stæren kommen, og nu er Viben kommen, og nu er Storken kommen. Hva' Fanden, de kommer jo hvert Aar. Det vilde sgu være mærkværdigere, hvis de blev borte!

✂ - Holder du da ikke af Naturen?

✂ - »Naturen« ... Næi. Jeg kender den.

✂ - Og de grønne Træer og Blomster og Havet?

✂ - Jeg kender det alt sammen.

✂ - Du kender jo ogsaa Regnvejr!

97

✂ - Det gør jeg. Men saa holder Folk Kæft og bli'er inde.

✂ - Du gaar jo ogsaa ud!

✂ - Jeg gaar for min Mave.

✂ Overlæreren lagde blidt sin Haand paa Kontrollørens Arm og saa' ham ind i Øjnene.

✂ - Du er vist et ulykkeligt Menneske, Knagsted!

✂ - Ha! Hva' for et Fruentimmer har ruget den ud? Fordi man ikke for længe siden er død af Grin, behøver man da ikke netop at være »u«lykkelig ... med himmelvendt U !

✂ - Jeg kan ikke forstaa dig, Knagsted! sagde Overlæreren dybt bekymret - Jeg kan sandelig ikke forstaa dig!

✂ - Det kan du jo ta' dig let, lille Overclausen. Hva' Fanden skulde du gaa rundt og »forsraa« mig for? Altid skal I »forstaa«. Naar man først forstaar noget, saa er det jo kedeligt, Mand. I skulde hellere bespise mig paa Raadhuset, fordi jeg gaar her og morer Jer allesammen! ... Men husk paa: ingen hede Vine! det taaler min Mave ikke.

✂ - Du er nu et ulykkeligt Menneske! sagde Overlæreren med Overbevisning.

✂ - Mener du, fordi jeg ikke kan taale hede Vine?

✂ - Blæse være med de hede Vine! Nej, det er din Sjæl, der er syg!

✂ Tolderen smilede bag sit Krat.

✂ - Ja, saa sig det da, ved din næste Kaffeslapperas, sagde han - Saa faar du nok to Kopper.

✂ - Bar- vi kunde komme rigtig ind til dig ...

✂ - Hvor ind? spurgte Knagsted og saa' for første Gang op paa sin Følgesvend.

✂ - Ind til dit inderste Menneske ...

✂ - Hum! hvor mange tror du, jeg har? Clausen blev hidsig.

✂ - Jeg kan ikke fordrage, at du saadan leger med Ordene! sagde han, og Blodet skød ham op i Kinderne - du véd meget godt, at vi gerne vil gøre noget for dig ... at ... at Byen gerne vilde ha' dig assimileret med sig ... ha' dig optaget i Selskabet! Nu .., nu ... gaar du saa alene rundt her, og ... og ...

✂ Esau standsede. Og idet han satte sin tunge Stok haardt i Landevejens Sten og hvilede begge Hænder paa dens 98 Haandtag, løftede han sig op paa Tæerne og stak sin Haarfylde lige ind under Næsen paa Vennen og brølede:

✂ - Hva' Fanden rager det Jer! Overlæreren veg et Skridt tilbage.

✂ - Er der... er der da slet ingen, du holder af? spurgte han.

✂ - Jo! sagde den anden - Bismark! og Kong Ex-Milan af Serbien!

✂ Overlæreren rystede dystert paa Hovedet. Det gjorde ham virkelig saa inderlig ondt i hans Hjerte, at han ikke kunde faa Lov til at »gøre noget« for dette »stakkels Menneske«.

✂ Pludselig fik han en lys Indskydelse og sagde:

✂ - Men du ta'er jo ogsaa i Skoven!

✂ - Hva'?

✂ - Du var jo ogsaa i Skoven i Sommer! Tolderens Totter strittede.

✂ - Det var jeg, indrømmede han roligt - Men det var jo nærmest for at æde Gravøl over Eriksen sammen med Jer andre Dyr.

✂ Clausen vrinskede af Indignation.

✂ - Knagsted!

✂ - Ja, saa lad være at rode dig op i mine Sager, lille Overclausen ...

✂ De spankulerede nu af Sted en Stund i Tavshed.

✂ Ud gennem Nonneporten kom en lille, letbygget Fjedervogn kørende i snurrende Fart.

✂ - Dikkedik-Proprietæren! sagde Toldkontrolløren.

✂ Vognen suste dem forbi, saa Støvet føg om Hjulene. To skinnende Skimler var der for Køretøjet; og de blev kyndig styret af en høj, bredskuldret, lyshaaret Mand, hvis hvide Tænder lo, da han fer dem forbi og hilste flot med Pisken.

✂ - Det er dog uforsvarligt, saa Heimann altid kører! sagde Overlæreren.

✂ - Han skal hjem og dikkedikke!

✂ - Hæ!

✂ - Han bygger nok en ny Fløj til Hovedbygningen nu.

✂ - Saa-aa?

✂ - Har du ikke hørt noget om det?

✂ - Næi.

✂ - Jo-o ... Et Sovekammer i Midten med Ovenlys.

99

✂ - Hum ...

✂ - Og saa seks Værelser uden omkring. Det skal være Pigekamre.

✂ - At du kan spotte med saadan noget, Knagsted!

✂ - Jeg spotter sgu ikke! ... Og saa skal Pigernes Navne sættes paa Dørene; og saa dikkedikker han dem i alfabetisk Orden. Og paa sin Fødselsdag ta'er han dem allesammen! ... Véd du, hvor meget han betaler i Alimentationsbidrag om Aaret?

✂ Clausen svarede ikke.

✂ - Femten Hundrede. Akkurat min Gage.

✂ - Og synes du ikke, det er sørgeligt?

✂ - Aa nej. Saadan no'et morer mig.

✂ Og atter stampede de af i Tavshed. Overlæreren lang, mager, afgæret og fredsommelig. Knagsted lille, firskaaren, laadden og skummel, og ladet med alskens Utuskagtighed. En Pædagog og en Bjærgtrold. -

✂ Landevejen gik op over en Bakke og faldt derpaa jævnt af ned mod Byen.

✂ Da de to Svende var naaet op paa Bakkens Top, pegede Tolderen ind over Markerne ned mod nogle høje Træer.

✂ - Der ligger Thummelumsenhejm nede, sagde han. Det var Møllegaarden, hvis Skorstene stak frem mellem Træerne. Overlæreren lo mod sin Vilje af Navnet.

✂ - Ja, Herregud, sagde han - stakkels Thomsen!

✂ - Du gør dig Uro og Bekymring for mange Ting, lille Clausen.

✂ - Jamen han er jo da sindssyg paa det Punkt!

✂ - Skruptosset med Udmærkelse, ja! Men det lever han nu paa! ... Du har jo ogsaa din Byld paa Hjernen.

✂ - Jeg?

✂ - Ja; har du ikke Anlægsgartneri i alle dine Vinduer! Overlæreren smilede mildt ved Tanken.

✂ - Jo-o, mine kære Blomster! sagde han.

✂ - Ja, ser du! ... Man maa ha' saadan noget for at holde det ud. Heimann for Eksempel har sit Dikkedik .... Og jeg har ogsaa min Livseleksir.

✂ - Saa-aa? Har du? spurgte Clausen interesseret.

100

✂ - Ja ... Jeg samler paa Kommaer.

✂ - - Paa Kom ...

✂ - Paa Kommaer, ja! Naar jeg læser en Bog, saa tæller jeg dem op og fører Regnskab over dem. Pædagogen stod uvis.

✂ - Jamen, - stammede han - jamen, saa synes jeg ikke, at du rigtig maa kunne nyde Bogens Indhold.

✂ - Nej vel saa, nikkede Skovtrolden - men det har jo ikke noget at sige, naar bare jeg faar mange gode Kommaer!

✂

XVIII

✂ Solen skinnede ned i Hjørnet bag Posten ude i Karen Thomsens Pakkasse af en Gaard. Og i Solskinnet stod Hane-Mortensen med sin pjuskede Krop, sit hængende Hovede og sine tvende, brudte Halefjer.

✂ Han stod som sædvanlig uden at røre sig. Yderligere afrakket og plukket var han bleven i Sommerens Løb, smalskuldret og lille og frysende. Og havde man ikke vidst bedre, skulde man svoret paa, at han var et Hanelig, der var fundet paa en Mødding, og af en spøgefuld Haand stillet op her i Krogen for at forskrække frygtsomme Sjæle.

✂ Henne paa Brændeskurets Tag sad en Klump Spurve og pludrede og kvidrede og pustede sig velbehageligt op. Himlen var høj og klar; og Luften var lun. Og det var sidste Søndag i September.

✂ Paa Køkkendørens Tærskel laa »Knors« og spandt.

✂ Den saa' saa uhyre agtværdig-tilforladelig ud, som om al denne Verdens Kødhunger og Blodtørst laa hundrede Mile borte fra dens Tanker. Kun drejede den nu og da sit ene tilovers blevne, grøngule Øje op imod Spurvene, medens Pupillen trak sig umærkeligt sammen, og de gamle, forrevne Øren sitrede.

✂ Saa kom der en ny Spurv flyvende. Den havde et eller andet spiseligt i Næbbet. Og straks blev der Postyr og Slagsmaal. De smaa Struglere skreg og hvinede deroppe paa Taget og tumlede rundt og huggede løs paa hverandre med Næb og Klør og baskede vildeligen med Vingerne.

✂ Knors løftede forsigtig paa sig og gled ned ad Dørtrinet.

101

✂ Hans Halespids bevægede sig, og han spileue Kæberne op og greb krampagtig ud i den tomme Luft, som nappede han en indbildt Steg. Nærmere og nærmere gled han hen mod Plankeværket, der gik i Flugt med Skuret. Hans hele Legeme sitrede, og Pupillen i hans stirrende Øje var smal som en Knivseg.

✂ Spurvene jog stadig rundt mellem hverandre under Brus og Skrig.

✂ Saa krummede Katten Ryggen. Alle dens ti Kløer kom frem af deres Futteraler. Og med et vældigt Spring satte den, trods sine femten gamle Aar, op ad Plankeværket og ind paa Taget.

✂ - I-i-ik! skreg en Graaspurv. Knors holdt den under Poten.

✂ Og med et Forfærdelsens Hvin for de andre smaa Flyvere op over Nabotaget og bort.

✂ Men henne i sin Krog sad Mortensen. Han sansede intet. Løftede ikke Hovedet, og aabnede ikke Øjnene. Omverdenen eksisterede ikke længere for dette Restparti af en Hane.

✂ Inde i de Thomsenske Stuer var der stille. Karen og Thomsen var i Kirke. Det var jo Søndag, og Thomsen forsømte i Jen sidste Tid aldrig nogen Gudstjeneste. Søndag after Søndag sad han paa sin Plads lige under Prædikestolen og lyttede anspændt til Præstens Ord, om der dog ikke skulde lyde et Vink eller falde en Udtalelse, som angik ham alene, ham og hans Livssag. Han sang Salmerne med fra Ende til anden; han mumlede Bønnen med Degnen i Kordøren og messede summende efter Præsten foran Alteret. Tre Gange i Sommerens Løb havde han nydt Alterens Sakramente. Og han havde puttet henved en Krone i Kirkeblokken ...

✂ Men lige meget hjalp det alt sammen!

✂ - Gud har forladt en! sagde han. - Man finder ikke mere Naade for hans Aasyn!

✂ Rundt om i Kirken sad i de gamle Egetræsstole Hoved ved Hoved.

✂ »De Siamesiske«, Fru Kæmner Lassen og Fru Redaktrice Heilbunth, havde fundet hinanden. Og det var paa denne 102 Helligdag saa sødt imellem dem, at de sang af samme Salmebog ; skønt de havde hver sin guldsnittede med.

✂ Orgelet bruste ud over Mængden. Og Septembersolen spillede ned gennem de farvede Ruder og lagde hist og her kulørte Tinter over de andægtiges Ansigter.

✂ Fru Boghandler Oppermann fyldte en hel Stol. Hun var der med Mogens og de andre Noveller. De sad pyntede og stive og veldresserede. Men pludselig bøjede den ældste Hunnovelle Hovedet og fniste. Hun havde opdaget en stor, grøn Plet, der ustandselig bevægede sig op og ned paa den yngste Hannovelles Næse. Det var Solens Leg gennem de høje Vinduer.

✂ - Rithra! sagde Fru Oppermann strengt. Og Pigebarnet holdt Salmebogen op for Munden, lukkede Øjnene og kæmpede. Hun saa' ud, som var hun søsyg, men søgte at beherske sig.

✂ - Nu be'er jeg Dem! hviskede Fru Lassen til sin Siameser (Fru Lassen havde længe suget sig indædt ved at se paa Fru Oppermanns Hat, og nu var Svampen fuld) - Nu be'er jeg Dem! sagde hun - det er ved Gud en hel Struts!

✂ Men Fru Heilbunth svarede ikke. Hun slog afværgende ud med Haanden og sang andægtig og med høj Røst:

✂ ... alt, hvad Verden glædes ved, er kun Smerte for mit Hjerte; Himlen er mit rette Sted.

✂ Ogsaa den lille Frøken Rejersen, Rosenjomfruen fra Kirkegaarden, var betaget af Andagt. Hendes Hoved naaede akkurat op over Stolestadet; og medens hendes Øjne stirrede stift paa de skinnende Orgelpiber, vældede Sangen falsk og vild frem af hendes vidt aabne Mund. Hun var henrevet af religiøs Ekstase, og hendes smaa, gamle Kinder havde røde Pletter ...

✂ Saa endte Salmesangen, Orgelet forstummede og Pastor Engelhardt besteg Prædikestolen.

✂ Menigheden lukkede Salmebøgerne og vendte Blikkene opad. Og Olivia plantede gesvindteligen Valdhornet paa dets Sted.

103

✂ - Brødre og Søstre ...

✂ Udenfor paa Kirkepladsen legede Børnene.

✂ Hist og her stod et Par Træer med Bænke under. Her omkring tumlede de; eller sad søndagsvadskede og fine og dinglede med de smaa, tykke Ben ud i Luften.

✂ Foran en af Bænkene stod Byens fede Dreng (hver Stad har jo sin). Han stod med Hænderne gravet ned i Bukselommerne og med vidtskrævende Ben.

✂ »Klumpen« kaldte man ham. Og han syntes sammensat af overmenneskelige Rullepølser.

✂ For Øjeblikket forholdt han sig som Tilskuer til en lydløs, men rasende Væddekamp.

✂ To fire-femaars Tuller, en Dreng og en Pige, red sig en Tur paa Bænken med Ansigterne vendt mod hinanden. Drengen var galoperet helt ind paa Livet af Pigen, der lidt efter lidt havde maattet retirere og nu sad alleryderst ude lige paa Bænkens Rand. Ridderen vilde videre, men Damen vilde, som rimeligt var, ikke frivillig lade sig dumpe. Og nu havde de presset Panderne sammen og masede løs paa hinanden, stumme, forbitrede, sprutrøde i Hovederne og med blodsprængte Øjne.

✂ Klumpen saa' yderst interesseret til. Men han rørte sig ikke.

✂ Pigebarnet gled Afgrunden nærmere og nærmere. Hun havde med Fortvivlelsens Selvhjælp boret Neglene ind i Bænkens Træ for at hævde Stillingen. Ikke en Lyd undslap hende, ikke et Ord. Hun blev bare rødere og rødere i Ansigtet, og hendes Øjne stod paa Stilke.

✂ Og Drengen pressede paa. Hensynsløst, blindt som en Mand, der hellere vil dø end vige, var det saa blot en eneste Tomme. Hans Mund stod halvt aaben, og sine smaa Musetænder havde han bidt sammen. Saa greb ogsaa han fat med sine buttede Fingre i Kanten af Bænken; og idet han samlede al sin Kraft, masede han sin Pande ind imod sin Fjendes som en Vædder i Bersærkergang. Og hvad der var at forudse, skete: Damen slap Taget, udstødte et Hvin og faldt til Jorden. Og der laa hun vrælende af fulde Lunger og med Ben og Søndagsbukser lige i Vejret.

✂ Klumpens Kød bevægede sig. Han lo.

104

✂ - Der trimlede hun sgu! sagde han.

✂ Og fra sit Stade kiggede Sejrherren betuttet ned paa sin Modstander.

✂ Saa stak ogsaa han i at tude.

✂ En lang, fregnet Tøs, der havde hoppet »Paradis« noget borte, kom farende.

✂ - Hva' er der, Oskar og Krestine, skreg hun - Ka' I nu ikke forli's igen!

✂ - Di slaas! sagde Klumpen.

✂ - Saa ku' du jo ha' skilt dem, din Fedt-Fredrik!

✂ Men Fedt-Fredrik vendte sine bageste Rullepølser til og drev af ...

✂ Henne foran Kirkeporten standsede han igen. Der spillede nogle Drenge Klink op ad Muren.

✂ - Vil du spille med, Klump?

✂ Klumpen rystede paa Hovedet. Han ansaa al unødvendig Bevægelse for Vanvid.

✂ De spillende var ivrige. Og Toørerne fløj i Luften.

✂ - Flyt dig, Klump!

✂ Klumpen flyttede sig to Tommer til venstre.

✂ - Væk, Klump!

✂ Klumpen flyttede sig to Tommer til højre.

✂ - Nej, gaa helt bort! sagde en lille, ilter Spiller og puffede til ham.

✂ - Naada! gryntede Klumpen - ka' vi være her, Splejs!

✂ Og saa gik han sindigt hen og stillede sig op ad Kirkemuren, akkurat paa det Sted, hvor Drengene skulde slaa med deres Skillinger.

✂ - Nu staar jeg her! sagde han og gravede Hænderne ned i Bukselommerne.

✂ Byens ene Politibetjent, den lange med det bistre Ansigt, Sørensen, kom op ad Kirkebakken. Han vejrede med Næsen i Luften som en Sporhund.

✂ - Staar I og spiller Klink op ad Kirken under Gudstjenesten!

✂ - Næi! sagde Spillerne og snappede deres Mønter.

✂ - Hva' bestiller du der? spurgte han Fedt-Fredrik og gik ham ind paa Livet

✂ Klumpen svarede ikke. Betjenten kunde jo se, at han bestilte ingen Ting.

105

✂ - Hva' staar du der efter? gentog den vrede Mand.

✂ - Jeg kan vel ikke vælte Kirken, mente Klumpen.

✂ - Er du næsvis mod Politiet?

✂ - Næi ...

✂ - Gaa din Vej!

✂ - Hum ...

✂ Sørensen greb ham om Armen og trak af Sted med ham. Fredrik fulgte modvillig som en stædig Ko. Og da den vrede slap ham, blev han staaende, medens de andre Drenge flygtede under Hurraraab.

✂ Betjenten truede efter dem og for derpaa hen og adsplittede Tøsene, der spillede Paradis.

✂ - Ikke støje under Gudstjenesten! sagde han. Pigebørnene forsvandt ned ad Kirkebakken under Hujen og Skrigen. Bagest stampede den fregnede Barnevogterske af med en Tulle hængende i hver Haand. Tullerne hvinede i Rædsel, thi man havde af pædagogiske Hensyn fortalt dem, at lange Sørensen var Skorstensfejerens Fader.

✂ Og videre drog Betjenten. Han foretog en Razzia rundt omkring Kirken. Og overalt udbredte han Skræk og Ødelæggelse.

✂ Omsider laa Pladsen øde og tom.

✂ Kun henne foran Portalen stod Klumpen støt og ubevægelig med skrævende Ben og begravede Hænder. Han vendte Reversen mod Kirken og stirrede apatisk ned over Bakken efter de flygtende Børn.

✂ Men inde i Kirken arbejdede Organist Clemmesen, saa Sveden dryppede ham af Panden.

✂ Han havde, Clemmesen, den fuldstændig rigtige Kunstopfattelse, at der skal være Stigning i enhver Præstation; den bør ende med en Slags Apoteose. Og han tog derfor bestandig alle sine Kræfter i Brug, naar han »spillede Menigheden ud«. Det lød, som travede han langs ad Tangenterne med Træskostøvler paa. Og navnlig traadte han til, naar han færdedes oppe i Bassen. Men saa, bedst som Larmen rasede paa sit vildeste med Brus og Drøn og Hvin og Nødraab i Master og Takkelage, bums! saa kom der et Par blide Fløjtetoner som fra en Stær eller en veldresseret Kanariefugl. Og 106 saa igen et uhyre Brag, som styrtede Orgelet sammen. Og saa holdt Musikken inde.

✂ Toldkontrollør Knagsted kaldte Organisten for Clemmepaaesen. -

✂ Man strømmede ud gennem de vidt aabnede Døre, hilsende paa Venner og Bekendte; nikkende og smilende og trykkende hinanden religiøst-dvælende i Haanden.

✂ Og Snakken gik:

✂ - Det var en dejlig Præken! - Ja, den Pastor Engelhardt han kan rigt'nok! - Og Ctemmesen! Nu be'er jeg Dem, Fru Brandstrup, Clemmesens Spil! - Ja, det har De ved Gud Ret i, Fru Lassen, sikke Toner! - Farvel, Farvel, Fru Borgmesterinde; det var rigtig yndigt at komme til at hilse paa Dem! ...

✂ Den første, der smuttede ned ad Kirkebakken, var Frøken Olivia. Hun nærede en næsten sindssyg Angest for Emanuel Thomsen siden Historien fra Kirkegaarden. Vandet løb af hende, som af en Feberpatient, bare hun fik Øje paa ham. Man vidste jo aldrig, hvad dette forrykte Menneske kunde finde paa.

✂ - Olivia, Olivia! kaldte Borgmesterinden. - Jeg vil gerne tale med dig, Olivia!

✂ - Frøken Rejersen, Frøken Rejersen! lød det fra tjenstvillige Aander - Borgmesterinden vil gerne tale med Dem!

✂ Men Valdhorninden for, som skudt ud af en lille Kanon, ned over Torvet og forsvandt med et Glimt bag Bundtmager Hatteras's Hjørne. Det var Solen, der spejlede sig i Stenkulsstrutterne paa hendes Hat. -

✂ Fru Oppermann skred høj og majestætisk frem gennem Menigheden omringet af sine Noveller.

✂ Og der blev Tavshed, hvor hun gik.

✂ Kun Bagermester Windberg og Materialist Ribensie hilste dybt og seriøst. Hvorpaa de knappede Frakkerne op og trak Vejret dybt.

✂ - Svedsketærte! hviskede Windberg.

✂ - Delikatesse Figen! mumlede Ribensie. - Emanuel Thomsen og Mo'r Karen kom Side om Side hver med sin Salmebog under Armen. Emanuels Ansigt var mørkt og sammenknebet. Og Madam Thomsen saa' mager og bekymret 107 ud. Hun nikkede venligt smilende til sine Kunder, men Smilet var ikke det gamle glade. Og Manuel lettede kun trevent paa Hatten. De lignede et Par Arvinger, der føler sig brøstholdne af Testator. -

✂ Klumpen stod endnu paa samme Sted. Kun havde han vendt sig og stirrede nu hen mod Kirkedøren. De forbimyldrende stødte til ham og puffede ham. Men han ænsede det ikke og rørte sig ikke.

✂ En lille, vanfør, sortklædt Dame kom til Syne i Mængden. Det var Enkemadam Frandsen, Klumpens Moder. Hun var mager og bleg og sygelig; og Gud i sin Himmel maa vide, hvordan hun nogen Sinde havde faaet Fredrik.

✂ Den fede Drengs Øjne lyste, da han saa' hende. Resolut skubbede han Mænd og Kvinder til Side og gik hende i Møde. Han elskede, gjorde Klumpen, sin bitte Moder af hele sin fattige Sjæls Fylde. Der var i hans Øjne intet fuldkomment som hun, intet godt som hun, og intet medynkskrævende som hun. Den eneste Gang, han var bleven bragt ud af sin kontemplative Ligevægt, var en Dag, da en Dreng havde omtalt hende haanligt og kaldt hendes stakkels puklede Ryg for en »Regimentskasse«. I samme Nu, Ordet var faldet, laa Fyren i Stenbroen med alle Klumpens Rullepølser oven paa sig. Og der var næppe blevet Sten paa Sten tilbage af Smæderen, havde ikke kraftige Næver i Tide flaaet de to Holmgængere fra hinanden.

✂ Men overalt i Staden havde fede Fredrik høstet Ære for sin Adfærd. Naar undtages naturligvis hos den fladtrykte med Familie ...

✂ - Naa, lille Mo'r ... ? smilede Klumpen, da han var naaet hen til den sortklædte Dame, og strøg hende kærtegnende ned over Kinden.

✂ - Ja, her er jeg, min Dreng! nikkede hun og stak sin Arm ind under hans. Hendes Stemme var kvækkende og brystsyg.

✂ - Det varede længe, inden du kom.

✂ - Ja, der var jo Trængsel, lille Fridy.

✂ - Der er vel ingen, der har gjort dig no'et? Klumpens Pande blev fuld af Rynker.

✂ - Nejnej! Hvem skulde det dog være!

108

✂ - - Skal jeg ta' din Salmebog?

✂ - Tak, Tak! .. . Hun saa' lykkelig og stolt op paa ham.

✂ -- Saa gaar vi vel?

✂ - Ja ...

✂ Og saa gik de to sælsomme Væsener bort gennem Mængden, der uvilkaarlig gjorde Plads for dem.

✂ Og ned over den stejle Kirkebakke vogtede Klumpen omhyggelig sin bitte Ledsagerinde, at hun ikke skulde støde sin Fod paa nogen Sten.

✂ Ogsaa Emanuel Thomsen vandrede hjemad med sin Moder. Men de gik ikke Arm i Arm. Han krabbede skummel og sidelæns af Sted et Par Skridt foran hende; og hun trissede forsagt i hans Kølvand. Ikke bar han hendes Salmebog; og ikke husvalede han hendes Hjerte med venlige Ord ...

✂ Da de naaede Butikken i Søndergade, aabnede han Døren og gik først ind.

✂ Salmebogen lagde han fra sig paa Sekretæren i Bagstuen ; og uden at kaste et Blik om efter Moderen gik han ud i Køkkenet og skiftede Søndagsfrakken om med en Lærredsjakke, lettede Krogen af Køkkendøren og gik ud i Gaarden.

✂ En mager Stribe Sol faldt endnu ned i Hjørnet bag Posten.

✂ Knors sad henne paa Stenbroen ved Siden af Mortensen og gjorde Toilette. Han slikkede sin Pote og gned sig med den ivrig rundt i Ansigtet. Der stak ham en Graaspurvefjer ud af det ene Øre. Ellers saa' han fuldstændig uskyldig ud.

✂ - Mau-iauv! sagde han kælent, saa snart Døren til Køkkenet blev aabnet.

✂ Mortensen sagde ingenting, fornam rimeligvis ingenting, rystede bare af og til som af Kulde.

✂ Emanuel stod lidt og saa' paa Dyrene. Katten gned sig op ad hans Ben; men han talte ikke til den og karesserede den ikke, som han fordum plejede.

✂ Saa bøjede han sig og løftede Hane-Mortensen op og bar den ind i Skuret.

✂ Og derinde, henne i Krogen under Vinduet, satte han den varsomt ned igen; rodede Halmen sammen om den og bredte et Stykke af en gammel Uldtrøje over dens Ryg og helt ud over dens Hoved. Og nu saa' man af Mortensen kun de lange, 109 tynde Ben med de krydsende Sporer; samt den yderste Spids af de to knækkede Halefjer ...

✂ Madam Thomsen stod i Køkkenet og syslede med Middagsmaden, da Sønnen kom ind fra Gaarden. Og han passerede hende uden at tale.

✂ Inde i Stuen tog han Salmebøgerne, baade sin egen og Moderens, og gned dem omhyggelig af med sit Lommetørklæde for at forvare dem paa deres Plads inde i Sekretæren. Da han havde anbragt Bøgerne derinde, fik han Øje paa Mo'r Karens Portemonnæ, Opbevaringsstedet for de sparsomme Husholdningspenge.

✂ Han greb den med en Bevægelse, omtrent som den, med hvilken Knors havde grebet Graaspurven, og aabnede den. Der laa nogle Kobbermønter rundt i Rummene og et Par Tiører og Femogtyveører. Og indsvøbt i et Stykke Papir, en Krone.

✂ Lynsnart nappede han Papiret med Pengestykket og lod det forsvinde i Vestelommen. Saa lukkede han Sekretæren og gik hen og stillede sig ved Vinduet med Ryggen mod Stuen ...

✂ Madam Thomsen kom ind og bredte Dugen og satte Tallerkenerne frem. Saa hentede hun Maden: et Fad kogte Kartofler af Morbroder Jakobs og en tynd, vandklar Dyppelse.

✂ - Jeg har købt en Sild, sagde hun frygtsomt og sendte et sky Blik hen mod ham. - Det er jo da Søndag ...

✂ - Hum! ... Ja naar du bare kan komme til at gi' Penge ud!

✂ -- Værsgod Manuel. Maden er her.

✂ - Tak ...

✂ Manuel satte sig i Sofaen. Og Karen tog Plads paa en Stol for Bordenden. Hun pillede Kartoflerne og lagde dem over paa hans Tallerken.

✂ - Her er Sild ...

✂ - Tak, man skal ikke ha'.

✂ - Aa, Manuel, Manuel ...

✂ - Man skal ikke ha', si'er jeg!

✂ Hun satte Silden fra sig. Selv turde hun nu heller ikke røre den.

✂ - De spiste videre i Tavshed. Mo'r Karen kæmpede 110 med Graaden, der stadig var ved at tage Magten fra hende. Manuels runde Maaneansigt blev rødere og rødere; og hans Øjne blev lurende og onde. Moderens bævende Hage og graadfyldte Blik satte ham lidt efter lidt i fuldstændigt Raseri. Pludselig kastede han Kniv og Gaffel haardt ned paa Bordet og rejste sig.

✂ - En holder ikke ud at sidde her og se paa dit sure Fjæs! sagde han, og hans Ansigt var nu hvidt og dirrende. - Du kunde dog ellers gerne la' en faa sin Mad i Fred!

✂ - Manuel, Manuel ...

✂ Ja-a, tude kan du! Det er osse snart det eneste, du kan! ... Man gaar op paa Kammeret!

✂ Og ud fer han gennem Køkkenet og op ad Trappen til Loftet. Og Dørene slog buldrende til efter ham.

✂ Saa blev der Dødsens stille i Huset.

✂ Madam Thomsen havde skjult Ansigtet i sine Hænder og rokkede hjælpeløst med Hovedet.

✂ Og i Sofahjørnet sad Knors enøjet, tanketung og verdensviis; og med Graaspurvefjeren strittende frem af det ene Øre.

✂

I

✂ Jordemoder Frederiksen havde været i Praksis helt ude i et af Byens alleryderste Smaahuse. Det blæste en Orkan fra Sydvest, og hun maatte ligefrem smaatrave ned over Graabrødrebakken, saaledes masede Stormen løs paa hendes brede Ryg og Bag. Skørterne smældede om hende som løsslupne Sejl; og den uundværlige Pose, der hængte hende i en Snor over Armen, rev og sled i sin Lænke, som en lille ilter Hanmops, der har faaet Øje paa en Veninde.

✂ Nede paa Hjørnet af Strandgaden og Bakkevejen fer en Hvirvelvind pludselig ind under hendes Klæder, pustede dem op som en Ballon og truede med at føre hende ad Himlen til.

✂ - Du almægtige Gud, mumlede Madammen og snurrede rundt som en Top for at laa Tøjet i Orden igen - hvor skal vi nu hen!

✂ Saa slap hun i Læ omkring det første Hus i Strandgaden. Og Klæderne sank paa Plads.

✂ - Puhh! sagde hun og blev staaende et Øjeblik stakaandet og medtaget - Men godt, at det ikke var ved Dagens Lys!

✂ Og saa luntede hun paa ny af Sted.

✂ Over hende rasede Stormen. Som en Flok tudende Udyr satte den ned over Havnepladsens lave Tage og ud over Fjorden.

✂ - Hum! Der gik den!

✂ Det var en Tagsten, der knustes mod Stenbroen.

✂ - Sikken et Kæltringevejr!

112

✂ Paa Spadserestien knagede og bragede det i Lindetræernes Grene. Sommerens sidste Blade hvirvledes i Ring hen over Grusgangen. Og Gaslygternes Flammer hvæsede og kogte, og Glassene klirrede.

✂ Madam Fredriksen havde igen faaet Vinden paa Ryggen. Hun maatte holde sig ganske svejrygget. Og undertiden for hun hen og omfavnede et Træ, naar hun ikke kunde stritte imod længere.

✂ Paa een Gang satte hun en Fod haardt ned i Jorden og standsede.

✂ Henne paa Bænken under den nærmeste Lygte sad et Par Mennesker; en Mand og en Kvinde. Og der lød en klynkende Klagen.

✂ - Du maa ikke rejse, Niels Peter! Du maa ikke rejse! hulkede en Kvindestemme.

✂ - Jamen, naar jeg nu skal, Marie!

✂ - Men kan du ikke li'saa godt bli'e her i Byen ....

✂ - Her er jo ingen Arbejde aa faa, har jeg sagt dig!

✂ - Aa Gud, aa Gud .... Og nu har du bragt mig i Ulykke ...

✂ - Skav dig ikke, min Tøs! det har vi vel været li'egode om!

✂ Madam Fredriksen kunde ikke dy sig.

✂ - Hva' er her paa Færde? spurgte hun og blæste nærmere.

✂ Pigebarnet skjulte Ansigtet i sine Hænder og hikkede af Graad. Men Mandfolket, en ung, skægløs Knægt, saa' trodsigt op. Han var bleg og indædt, og hans Øjne glimtede i det blaffende Lys fra Gaslygten.

✂ - Hva' vil Di?

✂ - Men det er jo Rulle-Karens Niels Peter! sagde Madammen og korsede sig.

✂ - Ja, hva' saa? Hva' rager det Dem?

✂ - Og du har allerede et Menneskes Ulykke paa din Samvittighed.

✂ Fyren for rasende op fra Bænken,

✂ - Gaa Deres Vej! sagde han. - Hva' render Di her og roder Dem op i andre Folkses Sager efter!

113

✂ - Niels Peter, Niels Peter! skreg Pigebarnet og slog Armene om ham.

✂ Niels Peter blev rolig.

✂ - Jeg ska' sgu ikke skade Madammen, sagde han -- blot hun vil passe sig sæl.

✂ Madam Fredriksen stod et Øjeblik ubeslutsom. Hun følte Trang til at skride ind og sige sin uforgribelige Mening; Indignationen kriblede hende paa Tungespidsen. - Men saa gjorde hun pludselig rask omkring og gik.

✂ Og atter begyndte Pigebarnet at trygle og hulke. Det lød saa uendelig haabløst gennem Stormens Brus.

✂ Madammen vendte uvilkaarlig Hovedet og saa' sig tilbage.

✂ - Mandfolk! mumlede hun og sænkede forarget Mundvigene - Pisk sku' de ha'! ...

✂ Maanen var kommet frem. Det saa' ud, som sejlede den i rasende Fart hen over Himlen. Snart for den ind i en Sky og snart ud af den igen. Telefontraadene sang paa deres Stænger. Og store, fantastiske Skygger dansede omkring de hvide Søstres Kirke hist oppe paa Bakken ...

✂ Klokken slog et Kvarter paa to, da Madam Fredriksen drejede fra Prinsessestien ind i Maren Smeds Gyde.

✂ Herinde var der Pusterum og lunt og Læ. Man hørte bare Stormen buldre af Sted oppe over Tagene.

✂ Og saa hørte man Raab og Latter og Glasklirren henne fra Stadt Gammelkøbing.

✂ Man var godt inde i Oktober Maaned. Og »Dolkene« havde deres første Vinterstævne.

✂ Madam Fredriksen maatte standse ovre paa det modsatte Fortov. Thi Mødesalens Vinduer var slaaet paa vid Gab, og Tobaksrøg og Vindunst flød ud over Gaden.

✂ Og trindt omkring det store, nu afdækkede Bord sad de glade Brødre.

✂ Deres Ansigter skinnede af Fedt og Fryd. Deres Øjne lyste. Og deres Arme fægtede demonstrativt ud i Luften, eller laa fortrolig-kærligt om Naboernes Skuldre. Midt paa Bordet tronede en uhyre Terrinfuld Punch, garneret af Cigarkasser, Glas og Flasker. Og de gamle Herrer raabte og skreg, sang og lo, saa at de ormædte Tandstumper blottedes, og de brede Buge gyngede.

✂ G.W. VII 8

114

✂ Redaktør Heilbunth laa i sin Formandsstol for Bordenden. Han. var i Skjorteærmer. Frakken havde han for længst afført sig; og Knapperne i hans Vest stod aabne. Og højt i sin opløftede højre Haand holdt han det rygende Puncheglas.

✂ - Wein, Weib und Gesang! raabte han og hans Ansigt var rødt som en Skrigeballon - Wein, Weib und Gesang!... Leve gamle Morten Nonnekær!

✂ - Ja-a! brølede Slagtermester Freisleben og svingede sit Bæger - det er det, det kommer an paa! Weiner og Weiber! Skaal Redaktør! De køber ganske vist Højrekød; men jeg holder allirenveller Deres Sprøjte!

✂ Og saa sang han:

✂ Den bedste Kone faar man for en Daler,

✂ en Daler,

✂ en Daler;

✂ den bedste Kone faar man for en ...

✂ - Ja, for hende kan man da komme a' med igen ... hæk, puit! hikkede Kæmner Lassen.

✂ - Javel! sagde Fabrikant Røssel - Den er hørt! Kvinden leve!

✂ Han sad med sin ene Arm om Halsen paa Slagtermesteren og daskede ham kærligt paa Kinden.

✂ - Er du ikke morderlig glad, at du er kommen med her i Aften, Pølsehakker? spurgte han.

✂ - Jo, det ka' du re'nok bande paa! sagde Slagteren, og hans Øjne tindrede. Han var Novice, indballoteret i afgangne Luksusbugens Sted; og det var første Gang, han deltog i et Møde.

✂ - Jeg elsker dig, Røssel! sagde han - jeg elsker dig, li'som du ku' være min Mo'r!

✂ Og i ubehersket Henrykkelse slog han Armene om Halsen paa Fabrikanten og kyssede ham midt i Skægget.

✂ - Uf, Mandfolk! sagde Madam Fredriksen udenfor paa Fortovet. Og saa gik hun.

✂ Kæmner Lassen rettede sig pludselig i Stolen og stirrede vildt.

✂ - Højrekød? ... snøvlede han (han blev altid paa fremskredne Tidspunkter noget sen i Opfattelse ledsaget af 115 Hikke) - Hvem ... hæk, puit! ... se nakker om Højrekød?

✂ Men da ingen svarede ham, sank han hen igen.

✂ Ej heller den rare Overlærer Clausen taalte en sen Drue. Men han fik det paa en ganske anden Maade: han blev »stærk«. Hans lange, leddeløse Krop stivedes af; hans milde, godlidende Ansigt blev energisk; hans bløde Stemme skarp og indtrængende; og med sine underlige, tynde, bleghvide Fingre (de lignede Slikasparges med Hængsler) strøg han sig uophørlig gennem sit sparsomme, graasprængte Haar, der ellers var sirlig friseret med Skilning og Pomade, saa at det til sidst kom til at staa vildt og strittende paa hans Hoved, som Piggene paa et sydeuropæisk Hulepindsvin.

✂ For Øjeblikket var han i Færd med at suggerere noget af sin Urkraft over i Toldkontrollør Knagsted, der sad rolig og behersket ved Siden af ham, godt forvaret bag sine Totter.

✂ - Esau! næsten raabte den til daglig saa stille og varsomme Mand, idet han manende lagde sine Asparges paa Tolderens Skulder - Esau! ... Ja, for du véd vel, at du hedder Esau?

✂ Knagsted nikkede:

✂ - Jo vel!

✂ - Jeg holder af dig som en Broder, Esau! fortsatte Overlæreren med begejstret Rørelse i Blik og Miner - som en Broder ... som en Ven! Du er en interessant Personlighed. Du er den interessanteste Personlighed i hele Byen! ... Men du er uden Styrke, uden sjælelig Spændkraft. Thi du har intet Ideal, Esau Knagsted! .,.. Og uden Ideal, intet Støttepunkt. Uden Ideal, intet Fundament. Uden Ideal, ingen Modstandskraft ... ingen Livsglæde ... Livsglæde; og der var det, vi skulde hen! ... Se dig om, Esau Knagsted! se dig omkring Bordet. Se disse glade Mennesker, hvis Munterhed klinger i denne Sal ... se dig om! Og du sidder tavs og mørk og deltager ikke. Glæden raaber paa dig, og du svarer ikke ... Du er en skummel Fyr. Men du er en interessant Personlighed ... Og du er min Ven. Og jeg vilde give mit Liv til, at du kunde blive som en af os andre.

✂ Taarerne trillede ned ad den skikkelige Overlærers Kin 116 der, og hans Fingre for frem gennem hans Pigge, der strittede vanvittigt som under magnetisk Paavirkning.

✂ Knagsted sad bredskuldret og rolig og syntes at lytte med Andagt til Pædagogens Tale. Men bag hans Haarfylde kom og forsvandt omkring hans Mund og i hans Øjne et lille glimtende Smil.

✂ De andre Gæster var bleven tavse og saa' hen paa Parret med et sløvt-anstrengt Blik.

✂ - Du siger, jeg er uden Ideal, Clausen? spurgte saa Tolderen med en mørk og alvorlig Stemme.

✂ - Ja, nikkede Clausen og stivede sig op - uden Ideal, sa'e jeg ...

✂ - Du ta'er Fejl!

✂ - Det skulde ... glæde mig meget! Men hidtil har du ikke ...

✂ - Kender du Thummelumsens Hane? spurgte Knagsted pludselig og stirrede sin Ven og Broder stift ind i Ansigtet.

✂ - Thumme ...

✂ - Thummelumsens Hane, ja! »Mortensen« ?

✂ - Nej ... ja ... det vil sige ... Overlæreren galoperede op igennem Hulepindsvinet.

✂ - Saa kan du aldeles ikke tale med, sagde Esau barskt.

✂ - Hva'? ...

✂ - Dine Anskuelser bliver jo derved ganske værdiløse!

✂ - Jamen, kære ...

✂ - Og jeg forstaar ikke, at du tør vove at opkaste dig til Dommer over mig!

✂ - Jamen, bedste Ven ...

✂ - Du vil snakke om Livsværdier! vedblev Tottenborgeren, og hans Stemme lød mere og mere ophidset - du, som ikke har haft Lejlighed til at iagttage det ypperste: Livsligegyldigheden!

✂ - Hans Sværte lugter! snøvlede Kæmner Lassen med en Reminiscens fra salig Luksusbugen.

✂ - Jamen, kæreste, bedste ... stammede Clausen forvirret - Emanuel Thomsens Hane ... ? hva' ... Og atter travede Fingrene op igennem Piggene.

✂ Knagsted gjorde denne Bevægelse efter og fortsatte saa med høj Stemme og brede Haandbevægelser:

117

✂ - Emanuel Thomsens Hane er mit Ideal! Ganske vis vil jeg aldrig kunne gøre mig noget Haab om at naa frem til et saadant Trin af ophøjet Verdensforagt og imponerende Selvfordybelse, thi jeg er jo kun et Menneske (her løb Fingrene paa ny op igennem Haaret)! Men hele mit Liv skal være helliget Arbejdet derpaa. Og jeg vilde prise mig tifold lykkelig, om du, Clausen (igen Fingrene) vilde .. .

✂ - Gør du Nar? skreg Overlæreren pludselig sprutrød i Hovedet og greb sin Fjende om Armen.

✂ - Aldeles ikke! sagde den anden.

✂ - Du staar jo og gør li'som jeg!

✂ - Hva' gør du da?

✂ - Jeg ... ? Jeg - - - soignerer mig!

✂ - Ja, og jeg »soignerer« mig! Det er vel mine egne Fingre!

✂ - Mine Herrer, mine Herrer! tyssede Formanden paa.

✂ Alle stirrede paa Kombattanterne med opspilede Øjne. Og selv den lille Thomsen, Idealets Ihændehaver, der hidtil havde siddet og halvsovet paa en Stol i Hjørnet bag Anretterbordet, blev lysvaagen.

✂ - Hva' gaar der af Dem, Clausen? spurgte Fabrikant Røssel - Bare rolig!

✂ - Ja, hare rolig! sagde Slagtermesteren - Vi er vel da'nede Mennesker!

✂ Men den ophidsede Pædagog, hvem Druen var gaaet i Blodet, lyttede ikke længere til Fredsrøster. Han bøjede sit Ansigt lige ind til Tolderen og sagde hvæsende:

✂ - Skal jeg sige dig, hvad du er P Skal jeg sige dig, hvad du er? Véd du, hvad du er? ... Du er den p-e-r-s-o-n-i-f-i-c-e-r-e-d-e Ubehagelighed, Ondskabsfuldhed og Nederdrægtighed !

✂ - Hov, hov! sagde Slagteren forskrækket - Hov, hov! Kan di knage den, Stiksted?

✂ Og du, hvæsede Tolderen tilsyneladende lige saa ophidset - véd du, hvad du er?

✂ - Nej!

✂ - - Skal jeg sige dig det?

✂ - Værsgod!

118

✂ - Men du maa ikke blive vred. Du skal være lige saa rolig, som du hele Tiden har været!

✂ - Naa?

✂ - Naa? Naa? lød det spændt og utaalmodigt fra de andre.

✂ - Du er, sagde Knagsted, og der glimtede igen et Smil frem bag hans Totter - Du er en rigtig god, gammel Statspensioneretoverbarnenumseømhedsfabrikant!

✂ - Han stak den! Han stak den! brølede Slagtermesteren og hug sine Hænder ned i sine Laar - Fandengaleme han stak den! .... En frisk Bolle, lille Thummelummelumsen! Jeg gier!

✂ Madam Fredriksen havde kæmpet sig over Søndergaden, hvor Sydveststormen kom susende i al sin Vælde og rev og flaaede i hendes Beklædning og blæste durk igennem den, saa hun ligefrem kunde føle Vindens kolde Pusi paa sin nøgne Jordemoderkrop.

✂ - Jeg har da aldrig kendt Mage! sagde hun og hagede Handskefingrene fast i Konditor Lams Mur for at slippe om Hjørnet ned i Klerkegaden, hvor hun boede.

✂ Endelig sejrede hun, og hun stod paa ny i smult Vande. Men hun maatte læne sig op ad Muren for at puste ud og faa Tøjet lidt i Orden. Kjolen og Skørterne havde drejet sig en halv Omgang.

✂ En Tagsten ramlede bragende ned bag hende. Og inde i en Gaard noget borte hamrede en Dør ustandseligt op og i.

✂ Madammen lo. Hun syntes, at denne Rasen begyndte at blive humoristisk.

✂ Henne paa Fortovet kom en lang, duknakket Mandsperson gaaende imod hende. Han var indhyllet i Tørklæder og Sjaler, og en laadden Hue var trykket ham dybt ned over Ørene.

✂ - Go'af ten, Hr. Distriktslæge!

✂ - Hvem er det? spurgte en bister Stemme inde bag Sjalerne.

✂ - Det er Jordemoder Fredriksen.

✂ - Hm! Skal De ud?

✂ - Nej; jeg har været. Og Distriktslægen?

119

✂ - Fanden i Vold ud bag Jærnbanen! Der udgik en tæt Taage af Distriktslægens Mund. Han gik altid med en tændt Pibe inden for Sjalerne.

✂ - Er det no'et farligt? spurgte Madammen.

✂ - Farligt! Hæ! En bullen Finger! ... De kommer jo rendende her og ringer en op, bare deres Ligtorne trænger til at skæres .... Blæser det henne i Søndergaden?

✂ - Blæser? lo Madammen - Det raser! Jeg var lige ved at fare til Himmels med Pose og det hele!

✂ - Slaveklima! brummede Sjalerne - Man skulde være bleven i Grønland. Der tog man kun i Praksis om Sommeren !

✂ - Men Gud dog, hvad gjorde saa de stakkels Mennesker om Vinteren da?

✂ - De døde naturligvis.

✂ Distriktslægen havde levet ti Aar i Grønland. Og han saa' hen til hint Tidsrum som til en Guldalder. Han fredede omhyggelig om sine arktiske Minder; havde en blaa Ræv gaaende hjemme i sine Stuer og spiste Sælhundebøf paa sin Fødselsdag.

✂ - De skulde ta' Dem en Amanuensis, Hr. Distriktslæge, sagde Madammen - til Natteturene!

✂ - Moderne Springfyre, hæ! mumlede Sjalerne - Bilder sig ind at ha' slugt Alverdens Visdom. Og saa har de aldrig set saa meget som et Par Kamiker!

✂ Saa stode de nogle Sekunder tavse. Stormen brølede over deres Hoveder.

✂ - Det er ogsaa et forfærdeligt Vejr! sagde Madam Fredriksen saa.

✂ - Lige til at hænge sig i! mumlede Distriktslægen - Hum! Men jeg maa vel af Sted!

✂ - Go'nat, Hr. Distriktslæge!

✂ - 'nat! ...

✂ Da Madam Fredriksen var naaet hjem og stod i sin aabne Gadedør, hørte hun Distriktslægen bande og sværge nede ved Konditor Lams. Som Jakob fordum kæmpede med Engelen, saaledes kæmpede nu han med Vinden, der masede sig frem om Klerkegadens Hjørne og stemmede ham for Brystet og vilde vippe ham. Hun hørte ham paakalde ved Navn alle 120 Underverdenens Aander, lige fra Hans Majestæt Satan ned til den allermindste grønlandske Djævel, medens han stampede i Stenbroen og prustede som en bremsestukken Bryggerhest.

✂ Og for tredje Gang i Løbet af Aftenen trak vor Madam haanligt-medlidende paa Læberne og mumlede:

✂ - Mandfolk!

✂ Og saa lukkede hun Døren sin og vred Nøglen om .... Men da hun laa paa sit ensomme Leje, undslap der hende dog et Suk.

✂ Thi hun var kun fem og tredive Aar. Og Enke.

✂

II

✂ I tre Dage havde Vejret haft Delirium. Stormen havde raset med Hyl og Brøl; havde væltet Skorstene, knækket Telefonstænger, knust Tagpotter og vendt Paraplyer. Og Regnen havde vadsket Kalken af Murene og lavet Kældergange og Forstuer om til Indsøer, hvori muntre Smaabørn vadede rundt og medede Træsko og Gulvmaatter. Men nu var Anfaldet ovre. Stormen havde lagt sig for at samle Kræfter til næste Omgang; og Regnskyerne var drevet bort. - -

✂ Klokken slog halv elleve i Lindenborg Kirketaarn.

✂ Menneske-Mortensen halede sit uhyre Tombaks-Sejerværk op af Vestelommen og aabnede Urkassen.

✂ -- Jo, det stemte!

✂ Saa tog han Nøglen, som hang fastbundet til Uret ved en Stump Sejlgarn, og trak Værket op. Derpaa lagde han det til Øret og lyttede tænksomt: dikdik-dikdik-dikdik! sagde det lidt haltende, men yderst regelmæssigt. Mortensen nikkede tilfreds, lukkede Kassen med et Smæld og lod Monumentet glide ned i Lommen igen.

✂ Han sad paa en halvfyldt Sæk oppe paa Møllegaardens Kværnloft. Og noget fra ham, fremme paa Gulvet, stod en tændt Lygte.

✂ Det var naturligvis bedre end ingenting; men meget Lys gav den ikke. Der, hvor Skæret fra den naaede hen, sprang Bjælker og Sparreværk frem, graahvidt og pudret som alting heroppe af Melstøvet fra Kværnen.

121

✂ Mortensen selv sad i Mørke. Kun hans stive Ben ragede frem i Lyskredsen.

✂ Vandet fra Stigbordsrenden faldt ned over Drivhjulet; og Kværnen gik.

✂ Menneske-Mortensen tænkte paa at blunde lidt. Han havde nylig fyldt Korn i Beholderen oppe under Taget; og Hjulene havde han givet en frisk Omgang Smørelse. Saa nu kunde han jo nok »klemme lidt til for Kikkerten«, som han kaldte det.

✂ Han lukkede Øjnene, begyndte at nikke som en kinesisk Mandarin og stødte Luften haardt ud igennem Næsen.

✂ Men pludselig rettede han sig og skød Ryggen op; han fik et af sine fæle Hosteanfald.

✂ - Æ-ærke, haark, haark! sagde han - Ptøj! Gi' Fa'en ha'de den Hoste!

✂ Og saa sank han hen igen ...

✂ Frem af en eller anden Krog var der kommet en sommerglemt Natsværmer. Den svirrede tungt og døsigt omkring Lygten og stødte hvert Øjeblik Hovedet ind mod Glasset. Det lød som en Negl mod en Rude.

✂ En Rotte pilede frem over Gulvet. Og saa nok en. Og en til. Deres lange, haarløse Haler slæbte efter dem; og deres Øjne plirede agtpaagivent. Snuderne gik, de vejrede efter noget ædeligt. Saa fandt den ene en bitte liden Stump af et Tællelys, der var traadt ned i Revnen mellem to Gulvbræder. Det var Smovs! Men straks kom der to andre farende. Der opstod Slagsmaal. Mortensen rørte sig. Og, vips! forsvandt Dyrene ind i Mørket.

✂ Men henne omkring Lygten fortsatte Natsværmeren ufortrødent sine frugtesløse Attaquer ...

✂ - Mortensen! ... hviskede en Stemme.

✂ - Ævv, ævv, uf ... gi' Fa'en ha'de min Hoste! mumlede den gamle i Søvne.

✂ - Mortensen ...!

✂ -Ja! sagde Mortensen lysvaagen og stirrede vildt hen mod Trappen, hvorfra Stemmen lød.

✂ - Er du alene, Mortensen?

✂ Den gamle rejste sin lange Fuglehals.

✂ - )Hvem er det? spurgte han.

122

✂ Døren neden for Trappen knirkede.

✂ - Det er mig ...

✂ Der lød listende Skridt op ad Trappetrinene, og et Hoved kom til Syne.

✂ - Hvem er det ? gentog Mortensen højere, og manøvrerede med det stive Ben for at rejse sig - Hva' vil I her ved Nattens Tider?

✂ Personen stod nu paa det øverste Trin. Det var Manuel Thummelumsen.

✂ Hatten var trykket ham dybt ned over Øjnene, Frakkekraven var smøget op; og han havde en af sine smaa Husflidskufferter i Haanden.

✂ - Er det dig, Manuel? sagde den gamle overrasket.

✂ -Ja...

✂ - Ska' du til Amerrika? spurgte Mortensen og pegede med Tommelfingeren hen mod Kufferten.

✂ - Er Cornelius kommen hjem? Manuel ænsede ikke den andens Vittighed.

✂ - Ja, han ligger sgu paa sine Skinker for over en Time siden!

✂ - Var han drukken?

✂ - Drukken? Han? Næi, han var sgu total-spøl-møg-fuld! ... var han. Jæ aa Konen maatte divergere ham i Dynerne. Aa nu ligger han og buldersnorker værre end som en Kat a' Papir!... Var 'et ikke for din Skyld, Manevel, aa saa for min ejen, saa ble' jæ her sgu ikke Ugen ud!

✂ - Hum ... sagde Manuel, han stod og saa' tankefuldt rundt paa de gamle Tomter - Det er de samme Stene endnu ...

✂ - Ja-a. Varerne bli'er sgu osse derefter! Ska' det vaarre Mel, bli'er det Gryn; og ska' det vaarre Gryn, bli'er det Pebernødder!

✂ - Har I meget at bestille?

✂ - Naa-aa, det kommer saadden i Stød.

✂ - Sikken Vejen flyder her udenfor.

✂ - Han vil jo ikke gøre ved Renden, Tampen! ... Hva' er du ellers kommen for, Manevel? Mortensen kneb et Øje sammen og stak Halsen frem - I Aften nytter det sgu'nde, 123 bitte Ven; for han er ikke til aa transpetere fra Lejet med seks Fuldblodsheste!

✂ Thomsen virrede med Hovedet og slog ud med Haanden.

✂ - Du med din Snak! sagde han uvilligt - Du med dit Præk!

✂ - Jaja, bitte Manevel, ja/a/ mumlede den gamle - Jæ snakker jo da ellers mest for dine Sager!

✂ Saa tav de. Man hørte kun Kværnstenenes Skuren og Vandets Piasken over Drivhjulet.

✂ Pludselig stak Menneske-Mortensen Halsen i Vejret og lyttede.

✂ - Hva' Satan! sagde han - har du levendes i Tasken? Der lød en tydelig Knurren og Kradsen ud fra Kufferten, som Manuel havde stillet fra sig henne ved Trappen.

✂ - Ja, sagde Thomsen rolig - det er Dyrene.

✂ - Dyrene P ...

✂ -Ja.

✂ - Hva' for Dyr?

✂ - Knors og Mortensen.

✂ - Er du nu begyndt aa rende rundt med dem? spurgte den gamle og saa' paa Manuel med et Blik, hvori man læste en tydelig Formodning om, at nu havde Vorherre da løst op for »Drengens« Forstand - Hva' i Helvede vil du med Dyrene i Kufferten?

✂ - Han gør det ikke længe, sagde Thomsen dystert - Hanen.

✂ - Nej, det er en viis Vej. Men formoder du, a' det hjælper aa gaa Tur med ham!

✂ Emanuel ænsede ikke Vennens Bemærkning. Han gik hen og hentede Kufferten og bar den frem i Lyset.

✂ - Og saa mente man, at det var bedst at faa ham herud, inden det blev bagefter, sagde han.

✂ - Herud? ...

✂ - Ja, du véd jo, at Fa'er sa'e, at man fik ikke Gaarden tilbage, førend Knors og den anden ha'de sat deres Fødder paa den fæ-dren-de Jord.

✂ Menneske-Mortensen fløjtede langt og forstaaende. Og Udtrykket i hans Mine vekslede om fra Bekymring til Beundring.

124

✂ - Du er en Apostel, Manevel! sagde han - Du er en hel Ræv til aa spekelere i Tankerne!

✂ - Og saa fik man den Idé i Nat, vedblev Thomsen stolt og tilfreds med Virkningen af sine Ord - at man skulde ta' dem med sig i Aften og fuldkommengøre Guds Vilje.

✂ - Jo/o/

✂ - Og nu har man været ude paa Marken med dem, og i Haven og paa Gaardspladsen ...

✂ - Ja/fl/

✂ Menneske-Mortensens Højagtelse steg for hvert Ord, den anden talte.

✂ - ... og saa har man tænkt, at di ogsaa skulde betræ-de Huset, sluttede Manuel - Saa har en jo gjort, hva' en kunde.

✂ - Æ-ærke, haark, haark! gylpede Mortensen overvældet

✂ - Du er slame en Profet, Manevel Thomsen, som Vorherre har Ære a'! ... Ptøj! Gi' Fa'en ha'de min Hoste!

✂ - Vil du hjælpe mig at ta' dem frem? spurgte Emanuel og satte sig paa Hug for at løse Kuffertremmene.

✂ - Det er li'e, hva' jeg vil, nikkede den gamle ivrig og hævede sig paa sit stive Ben - Men jæ ka' jo 'tte bøje mig, ser du ...

✂ - Saa sætter vi Kufferten hen paa Sækken ... Manuel bar Kufferten hen paa Sækken og aabnede.

✂ - Det er svært, saa han kradser løs! sagde Mortensen betænkelig, da der lød en heftig Rumsteren inde fra Kufferten.

✂ - Ja, han er ble'en no'et vild, Knors. Man ha'de jo sit Mas med ham nede i Gaarden.

✂ - Det er sgu heller ikke saadan aa køre i Karet, hæ, hæ! ... Men spolerer han ikke Hanen?

✂ - Di sidder i hver sit Rum, ka' du forstaa i

✂ - Naanaa! Ja, du ka' bælle Ærterne, ka' du! Du har Ho'de for ti! ... Men nu kommer han jo! Der er han jo! sagde den gamle befippet og dinglede med Fingrene i Luften

✂ - Sikket Aasyn, han har! Men du kvæler ham jo, Manevel! Du kvæler ham jo.

✂ - Jamen saa hjælp mig da Menneske! Saa ta' ham da.

✂ - Jaja, jaja, ja/fl/ Men han flaar sgu Kødet a' mig! Katten havde maset sit Hoved frem af Kufferten, som 125 Manuel i en Fart havde smækket sammen igen. Og nu sad Dyret der i Klemme og gloede og hvæsede som en sindssyg, der har faaet presset sit Hoved ud gennem Vinduet i sin Celle.

✂ - Men saa ta' ham da! saa to! ham da! skreg Thomsen og stampede i Gulvet.

✂ - Jo, jovel! sagde den gamle og trippede - Men han splitter mig, om jeg rør ham ... Se nu faar han osse Kløerne ud! Han er rent kontant tosset!

✂ Manuel trykkede Kufferten ind mod sit ene Ben og fik derved en Haand fri, hvormed han forsøgte at gribe Dyret i Nakken. Men Knors langede en Pote ud efter ham, saa at alle fem Kløer kendtes i hans Hud.

✂ - Du kunde sgu da osse gerne hjælpe mig! sagde han arrigt til Vennen.

✂ Mortensen skævede til Manuels fem røde Striber og rakte nølende en Haand frem med Fingrene vidt udspilede. Men saa lod han pludselig Armen synke og sagde i en uendelig overlegen Tone:

✂ - La' ham slippe! Fa'en, la' ham slippe! Han har sgu godt a' aa ny'e Luften lidt!

✂ - Jamen ...

✂ - ]æ ska' nok fange ham! nikkede den gamle med Højhed ! - Fa'en! en Kat! Det er da ingen Krukkedille, véd jeg!

✂ Thomsen tøvede et Øjeblik endnu. Men saa gav han los for Kufferten, og Knors fo'r ud.

✂ Den var bleven fuldstændig vanvittig af denne Transport og Indespærring. Først satte den fire Gange i rasende Fart omkring Lygten, væltede sig om paa Ryggen, fægtede i Luften med Poterne, mjavede, hvæsede, spruttede og tumlede rundt og kom saa paa Benene igen og begyndte forfra.

✂ De to Venner stod og betragtede den i dyb Tænksomhed.

✂ - Han er blit rivende rundtosset! erklærede Menneske-Mortensen saa - Maren er faret li'e lukt i ham! ... Men-æ-jæ, tilføjede han forhaabningsfuldt - det r etter sig vel!

✂ - Knors .... lille Misseknors .... kaldte Manuel kælent - Kom saa da, lille Misseknorsebarnet ...

✂ Men Knorsemissebarnet hvæsede og skød Ryg og viste Kløer, og for saa pludselig i et Sæt forbi sin Herre og op ad 126 den nærmeste Bjælke, saa Melstøvet stod i en Sky omkring den. Og oppe paa Bjælken lagde den sig og skulede ned mod Fjenden med sit ene rædsomme Øje.

✂ Mortensen kiggede i Vejret som en Høne efter en Glente.

✂ - Ja, der ligger han! sagde han.

✂ - Og hvordan faar man ham ned igen? spurgte Manuel.

✂ - Fa'en, la' ham ligge! Han kommer sgu nok, naar Sindet slaar sig!

✂ - Jamen du lovede jo at fange ham. Den gamle slog bredt ud med Haanden.

✂ - ]æ ska' nok praktensere ham til Veje i Tidens Fylde! sagde han - Stol paa det!

✂ Og derpaa lod de for en Stund Kat være Kat og vendte sig til Hanen.

✂ Thomsen pillede den frem af Kuffertens andet Rum og holdt den ud foran sig i sine hule Hænder.

✂ - Herre du søde Gui, sagde Mortensen medynksfuldt - tjø, tjø! hvor ka' man dog skæmme sig med Aarene!

✂ - Ja, klejn er han, nikkede Manuel og lagde varsomt Dyret fra sig ned paa Gulvet - Men derfor maatte han jo osse herud!

✂ Menneske-Mortensen prikkede forsigtig til Hanen med Spidsen af sin raske Fod.

✂ - Du er da 'nne død, Apparat? spurgte han.

✂ - Næi, død er han ikke, sagde Thomsen og strøg en Haand blødt hen over Dyrets fjerløse Ryg - Varm er han da.

✂ Han dør sgu nok, inden du kommer hjem med ham.

✂ - Ja-a; men saa har han jo været her.

✂ - Saa har han vaaren her, ja! ... Aa opfyldt sin Misjun, som der staar i Aviserne!

✂ Hane-Mortensen var saa medtaget, at den ikke længer formaaede at støtte paa Benene. Den laa plat ned paa Gulvet med Halsen hængende kraftløst til Siden. Et Par Gange forsøgte den at rejse Hovedet; men naar den møjsommeligt havde faaet det løftet lidt, idet den støttede Næbbet mod Gulvbræderne, dinglede det mat om igen.

✂ Menneske-Mortensen stod og betragtede opmærksomt disse Bestræbelser.

127

✂ - Kaput! sagde han saa og slog ud med Haanden - Faalaaren! Færdig!

✂ Emanuel tog igen Dyret op i sine Hænder og bar det hen paa den anden Side af Kværnen.

✂ - Det skader ikke, at han betræ-der saa meget som muligt, forklarede han.

✂ - Nejnei! nikkede den gamle forstaaende - Aa du ka' saamænd osse godt gaa med ham ned i Køkkenet aa Forstuen. Di sover sgu sø-de-li-gen dernere.

✂ - Aa nej, sagde Manuel og skiftede Hanen hen paa et nyt Sted - det trænges ikke. Nu har han jo baade været ude paa Marken og i Haven og i Gaarden. Og det var jo den fæ-dren-de Jord, han skulde betræ-de.

✂ - Aaja, aa/'a/ .... Har din Fa'er ellers vaaren ved dig siden?

✂ - Nej.

✂ - Cornelius klarer jo nok December.

✂ - Hum ...

✂ - Men til Juni ry'er han!

✂ - Hum ...

✂ - Ka' du saa?

✂ - En tænker det ... mente Thomsen undvigende - Nu har Dyrene jo været her ...

✂ - Ja-a ... Om det ku' hjælpe! Men Penge sku' der jo osse gerne til!

✂ - Hvo ikkun lader Herren raade!

✂ - Aaja, saamænd ja! ... Æ-ærke, haark, haark! Ptøj! Gi' Fa'en ha'de min Hoste! ... Men jæ staar da ellers immer ved mit Tilbud.

✂ Thomsen havde baaret Hane-Mortensen tilbage til Kufferten og var nu ifærd med at emballere ham for Rejsen. Han svøbte et stort strikket Tørklæde omkring ham.

✂ - Man er da ingen Morder! mumlede han uden at løfte Øjnene fra sit Arbejde.

✂ - Nejnej, nejrnej sagde den gamle forarget - Morder! Men vi har da før set et Svin knække Halsen! Emanuel saa' hurtig og sky op.

✂ - Han har Kone og Børn ...

✂ - Kone aa Børn, hæ! haanlo Menneske-Mortensen og 128 demonstrerede hidsigt med begge Hænder - Di var sgu bedre farne uden ham! ... Der er jo ingen Grøde i ham mere, vedblev han - han gider jo ikke røre en Finger! Han har jo drukket al sin Smule Forstand væk, har han; om han no'en Sinde har haft no'en!

✂ - Er vi sat til Dommer over andre?

✂ - Gu' er vi saa! naar det er no'en Møgmikler! Emanuel rejste sig.

✂ - Det ene Menneske skal ikke stræbe det andet efter Livet! sagde han med Salvelse.

✂ - Næi, det staar der jo!

✂ -- Og der høstes aldrig Glæde, hvor der saas Sorg!

✂ - Monikke? Da mener jæ sgu da ellers, a' den Sorg ...

✂ - Stille! sagde Manuel heftig - La' os ikke tale mere om det! Ska' man ha' Gaarden tilbage, ska' det være iføl-ge Loven og Profeterne!

✂ - Ja, det har du nu sagt snart i femten Aar, lille Manevel ...

✂ - Ja, sagde Thomsen dybt alvorlig - men en har ikke haft Dyrene med herud før, ser du! Saa Fejlen er vel nærmest ens egen!

✂ Mortensen spilede sine smaa Fugleøjne op og tav beskæmmet. Og idet han atter blev grebet af Beundring for Vennens ualmindelige Begavelse, saa' han som i et Glimt Tingenes Sammenhæng.

✂ Manuel fornam Virkningen af sine Ord og kroede sig.

✂ - En tænker, ska' man sige vos, sagde han - før en handler!

✂ - Ja, nikkede Menneske-Mortensen i den mygeste Ærefrygt - Du sku' Satensuseme vaarren Pave, Manevel Thomsen.

✂ Et Kvarters Tid senere tog Thummelumsen Afsked. Katten fik de ikke.