Wied, Gustav Uddrag fra I HULVEJEN

Vi stod nede i en Hulvej. Der var halvmørkt dernede; et grønt, glasagtigt Halvmørke frembragt af det svindende Lys, der maatte bore sig frem gennem de tætte Bladkroner. Det var, som vi stod i en Tunnel, dækket af tommetykt, flaskegrønt Glas. Langs begge Vejens stejle, lodrette Sider snoede og vred sig frem af det okkergule Ler Træernes graabrune og askefarvede Rødder ud og ind mellem hverandre. De saa' ud som Slanger, der var stivnet i Døden, som Tusinder af sælsomme, armtykke Grene, der fordum havde slynget og bugtet sig om hinanden i Kamp for Livet, men som nu hang dér halvt ragende frem mellem Stene og Jord, stivnede, livløse, dræbte, stingede tildøde af hinandens giftsvangre Bid.