Wied, Gustav Uddrag fra I HULVEJEN

Og dybere og dybere sank Solen. Lange, flimrende Straalebundter spillede ned over Træernes Stammer og Grene og jog Hulvejens Mørke foran sig ned mod os, der omtrent stod i dens Midte. Stene og Rødderne fik Farve og Liv: brune, røde og guldgule Slanger dukkede frem paa begge Sider af Vejen, efterhaanden som Lyset strakte sig længer og længer; de snoede og bugtede sig mellem hverandre og væltede deres skinnende Kroppe langs Tunnelens Vægge, som myldrede de frem af tusinde Huller.