Wied, Gustav Uddrag fra EN BOHEME

Jeg gik ind igennem Entreen og aabnede Døren til Trappegangen. Saa standsede jeg, thi ude paa Stentrinet foran Gangdøren sad en sær, sammensunken Skikkelse. Jeg kunde kun se dens Ryg, der dannede en Bue, og saa dens Hoved, der var bøjet forover ned mod Brystet. Paa Hovedet sad en lysebrun, falmet Kasket af grov Filt, og langs Kasketranden forneden stak der frem en Krans af hvide Haar, der hang helt ned over Frakkekraven.