Wied, Gustav Uddrag fra DIGT OG VIRKELIGHED - Livserindringer

Paa en saadan Festdag vandt jeg for evigen en tyk Proprietærs Kærlighed. Man sad og spillede Whist paa Kontoret og blev kaldt ind til Aftensbordet. Medens de Voksne saa spiste, listede jeg mig ind i Spillestuen (der var givet Kort, men der var en varm Ret, der ikke kunde vente), og medens man altsaa spiste, pillede jeg alle Herrebladene ud og lagde dem i omtalte Proprietærs Bunke, saaledes at han gjorde sin Modstander dundrende Storeslem. Jeg hører endnu det Brøl, han udstødte, da han tog sine Kort op. Vi Børn holdt saa meget af ham, fordi han var saadan en fornøjelig og gemytlig Mand, derfor undte jeg ham denne Triumf.