Wessel, Johan Herman Uddrag fra Den sande Drøm

De roede saa, at Hesten i Gallop
Dem skulde maattet give efter.
De ^alt for stærkt anspendte deres Kræfter.
De snart blev ud af Stand
(Saa gaaer det dem, som alt for heftig ile)
Til Stad at naae; de søgte nærmest;Land
For matte Lemmer der at hvile.
De en udgravet Høi strax^ved Ankomsten fandt,
Og i den Høi saa tungt et:Skrin,
At alle ønskede: O ! gid den Skat var min!
To af dem dumme var' som Fisk,
Men Jesper var polisk.
Der taltes om tre lige Dele;
Men Jesper lurede lumsk paa det Hele.
»Hør,« sagde han, »det Skrin, vi fandt,
Tilhører den, som drømmer sandt!
Vi dog anvende maa en liden Stund,
Til Vederqvægelse at tage os en Blund.
Om alle tre vi Sandhed drømme,
93 Har Skiæbnen vildet dømme
Hver af os til en lige Part.«
De to samtykte snart.
De tænkte saa:
»Det kan man nok indgaae;
Hvad vi har drømt, har ingen kundet høre.
Man let kan sande Drømme giøre.«