Wessel, Johan Herman J.H. Wessels Samlede Digte

BLANDEDE DIGTE

SØVNEN.

Ode.

Duunvinget, silkeblød, du gled paa Øiet frem
Og hvisked': al din Sorg, dig selv, Stryange, glem!
Zarine.

Du, dobbelt skiøn, fordi jeg sov !
Du skal min Tone Styrke give,
Du, blide Morgen! skal oplive
Den Røst, som synger Søvnens Lov.

Omsonst sig sødest Klang tilbød
Det tunge Øre at fornøie,
Og fra et dunkelt, svækket Øie
Til kiedsom Aand kun Ulyst flød;

Til Døden Livet grændsede,
Hver Evne syntes slidt af Ælde,
Og Bygningen til Fald at hælde,
Da du, o Søvn! mig vinkede.

Tung i din bløde Favn jeg gleed,
Berøvet Vid og Syn og Stemme,
Liig den, som sank i Muldets Giemme
Til mere varig Hvile ned.

Jeg tryg mit Væsen dig betroér,
Jeg spørger ei, hvad stærke Stytter
Imidlertid fra Fald beskytter
I tynde Luft den tunge Jord.

En Hær af Verdener utalt,
Som mig omgive, hvis de skeie
Et Haar bredt fra de vante Veie,
Et Kaos giør af mig og alt;

150

Min Undergang et Haar bredt nær,
Jeg slumrer sødt, jeg intet vover;
Han vaager, han, som aldrig sover,
For alt, og for hvert Støv i sær.

Som jeg den halve Klode var,
Indsvøbt i Mørkheds tause Taage,
Og paa de lukte Øinelaage
Din grumme Broders Billed bar.

Men Ilden ulmer, Livet groer;
Du snart igien skal Kræfter vinde,
Min Aand, du snart igien skal finde
En Morgen skiøn, din Skaber stoer.

Saa danner Aarets Morgen sig;
Og Jordens Safter Liv udklække,
Naar, under hvide Sørgedække,
Naturen synes ligge Liig.

Nu Kraft til alle Aarer flød,
Nys slappe Drivefiædre spændtes,
Til Siælens Pleie Væsner sendtes,
Som spillede i Søvnens Skiød.

Med Moders Ømhed bød du dem
Den spæde Fostersøn fornøie,
O Søvn! og for din Yndlings Øie
Hver ønsket Scene bringe frem.

Du bød dem i den Elskers Bryst,
Som en uhældig Lue nærte,
Og som forgiæves Suk fortærte,
At gyde Lægedom og Trøst.

Hans grumme skabes om i Hast,
Hun med Citheres Smiil ham vinker,
Og Ømhed i hver Mine blinker,
Og Himlen i hvert Øiekast.

Du bød dem løse fængslet Fod,
De Slaven tit paa Tronen satte,
Gav nøgen Armod Perus Skatte,
Og den fortrykte Haab og Mod.

151

Den usle, segnet i en Vraae,
Tryg bag det Dække, som du drager
Imellem ham og Dagens Plager,
Med Smiil paa blege Kinder laae.

Ei Smerters giftig Braad formaaer
Dit Slør, o Søvn! at giennemtrænge.
O ! skiul ham bad det, skiul ham længe,
Hans Bødler vaager uden for.

Men blandt de blide Væsners Kor,
Som Siælen til dens Hæld bedrager,
Fornuften studsende opdager
Alvidenhedens sieldne Spoer.

Dybt i din skyggefulde Boe
Hvad mægtig Aand har valgt sig Tempel ?
Dens Udsagn bær et Guddoms Stempel,,
Som Vantroe selv forbaust maae troe.

Men Tidens Maal i virksom Gang
De nu fuldmodne Evner bringer,
Og Søvnen flyer paa Nattens Vinger
At lindre fierne Landes Trang.

Nu strømte Lys og Sandhed til,
Nu faldt Fortryllelsernes Teppe,
Og Siælen fatted' endnu neppe,
At, hvad den saae, var Skuespil.

Vær hilset Morgen, Søvn farvel!
Tak for den svangre Roe og Varme,
Som nys i dine kiælne Arme
Nyt Liv udklækked' i min Siæl.

Hver Aand er frisk, hver Krop er stærk;
Hver Sands mod glade Indtryk tager,
Hvert følsomt Hierte Vellyst smager,
Og alt er Hæld og Søvnens Verk.

Og den har stemt til hellig Klang
De Tunger, som nu Luften fylde,
Og kappes Skaberen at hylde,
Som kiendes stor i deres Sang.

152

Du ene god og ene stor!
O! værdiges du at fornemme
Min ufuldkomne svage Stemme,
Blandt de utalte Stemmers Kor.

Meer værdig Verdners og min Gud
Den fra forklaret Bryst skal lyde,
Da, naar mig evig Dag skal byde
Fra Gravens Nat at træde ud.

Men midt i jordisk Paradiis,
Hvad Tone kan mit Øre saare?
Forklares og din Lov ved Taare?
O Søvn! hvem hyler ud din Priis ?

Elendighed, hvis Glædes Stand,
Med dig begyndt, med dig ophører,
Den sukkende fra sin Velgiører
Nu fløi til Virkeligheds Land.

Skal og - snart vægrer sig min Røst
At yttre denne fæle Tanke,
Skræk synes i hver Aare banke,
Og Rædsler tordner i mit Bryst -

Skal og den store Morgens Bud,
Som os af sidste Søvn bør vække -
Hvem skal den Vaagnende forskrekke?
Mit Blod blev Iis! o ! frels mig Gud!

NØISOMHED.

- - - multa petentibus
desunt multa, bene est cui Deus obtulit
parca, quod satis est, manu.
Horat.

»Hvor!« Damon, raaber Du, »er Dydens Rettigheder,
»Naar ene Fødselen til Lykken "Vei bereder,
»Naar Slumpelykke blot uddeler Løn og Straf,
»Og tit dens blinde Had Uskyldigheden traf?
»Hvad har vel jeg forbrudt, som maae i Kummer leve,
»At jeg ei blev bestemt, som hine andre bleve,
»Til Herlighed og Magt, og fød til Croesers Guld?
153 »Mon disse Skiæbnen har ved Dyder giort sig huld?
»Og kan man, før man blev, vel ogsaa Dyder øve?
»Hvad kunde, før jeg blev, mig vel dens Gunst berøve ?
»Da jeg endnu ei var, hvad mon jeg da begik,
»Hvorfor til Straf jeg Nød, Foragt og Trældom fik?«

Den Straf kun indbildt er, hvis Vægt du lider under,
Du lige Lykke fik med dem, som du misunder,
Thi samme Maal tilfaldt hver Stand af Vee og Vel,
Og Herren uden Grund misundes af hans Træl.
Men vi forringe let de Plager, os ei trykke,
Og altid dobbelt stor anseer en fremmed Lykke ;
Man priser lykkelig hver Stand foruden sin:
Din blev dit Ønskes Maal, hvis den var ikke din.
Men nu dens Fortrin faaer endogsaa Navn af Plage,
Og Grunden til dit Vel var Grunden til din Klage;
Arbeide Trældom blev, og Nok blev nævnet Nød,
Skiønt al Velsignelse fra disse Kilder flød.
Du drager dybe Suk, for dine Kaar forbinde
Til daglig Flittighed, for dagligt Brød at vinde;
Kiend din Vildfarelse, kiend din Lyksalighed :
Arbeidsom, maadelig, du ei af Plager veed,
Som Overflødighed og Ørkesløshed døie;
Ja! Livets største Held var Lønnen for din Møie:
Den muntrede din Siæl, den luttrede dit Blod,
Ved den du hviled' trygt, og glad igien opstod,
Den ene krydede de tarvelige Retter,
Hvorved du dagligen med lige Lyst dig mætter -
Kan Uheld vel bestaae med saa at lide Nød?
Og valgte du dig før, om man dig Valget bød,
At sidde væmmelig ved mange kræsne Retter,
Og tvinge ned en Gift, som dræber, naar den mætter,
Og allermest er Gift og allervissest Død,
Fordi den bragtes dig i døsig Ladheds Skiød,
Hvor sundest Føde mindst kan trættet Gane smage,
Hvor slappe Følelser tit smagte Vellyst vrage,
Og misbrugt Overflod, til alle Lyster vant,
Sin Vemmelse tilsidst i Smerter ende t fandt,
Hvor Døden selv var Trøst, hvis brudte Pligters Torden
Ei dig bebreidede, du brød Naturens Orden,
Og havde selv dit Liv saa snevre Grænclser sat.

»Men,« svarer Damon mig, »min Frihed overladt,
»Jeg ikke rasende det værste skulde vælge,
»Ei for utemmet Lyst min Roe og Helbred sælge ;
»Nei maadelig, som nu, jeg midt i Overflod
»I rolig Nøisomhed med Nok mig nøie lod.«

154

Min Damon! sielden kun vi egen Svaghed mærke,
Og til vi have tabt, vi troe os gierne stærke,
Den derfor tryggest er, som sattes i en Stand,
Hvor i han ei. til Strid saa let udæskes kan;
Men sæt, du er den Helt, den sieldne dødelige,
Som altid seierrig kan Fristelser bekrige,
Sæt, at i Lykkens Favn du Lyster overvandt,
Som tit med Slavebaand selv Dydens Kiemper bandt;
Hvad nye Fortrin blev da Frugten af din Seier?
Hvad eiede du da, som nu du ikke eier?
Om det er ikke dit, som du ei nyde tør,
"Vandt du kun netop Nok, og hvad du havde før.

»Men Æren - blandt en Sværm at vide sig den beste,
»Og tegnet stor, paa sig saa manges Øine fæste,
»At finde lydige, saasnart en Mine bød,
»Det dog et Fortrin er, den ringe Stand ei nød.«

Misund, o Damon! ei, men heller ynk den Stolte,
Som Dyden dristigen for Ærens Skygger solgte ;
Hans Lykke, som saa stor i Haabet viiste sig,
Yed Nydelsen forsvandt, den lette Taage Hig.
Forført ved Glædens Glimt, som lyser i hans Mine,
Du ønsker dig hans Kaar, og kiedes tør ved dine ;
Men viid, hver Muskel blot ved Konst afrettet er,
Og troløst Vidnesbyrd om Hiertets Tilstand bær.
Han skulde i sin Pragt sig høist elendig troe,
Om ei Misundelse forstyrrede din Roe,
Hans Vel (om indbildt Vel kan kaldes saa) sig grunder
Paa denne Kundskab blot, at Ringhed ham misunder;
Men paa den ægte Dyd (thi den er lige frie
Fra Misfornøielses og Hofmods Tyrannie)
Kan Lykkens blinde Gunst ei dybe Indtryk giøre,
Den, som ved Dyd er stor, giør Høihed ikke større!
Det sande Vee og Vel er Frugt af Dyd og Last,
Og denne Sandhed staaer til Himlens Ære fast:
At lige skyldige og lige Plager trykke,
Og Ligemænd i Dyd er Ligemænd i Lykke.

LYKSALIGHED.

Lyksalig du, som veed (dog ei af dit Exempel)
At sand Lyksalighed forgylder ei sit Tempel,
155 At det, som Hoben Navn af Lykkens Tempel gav,
Er kun dens Drabsmands Slot, opbygget paa dens Grav.

Du kiender Høiheds Kaar og kiedes ei ved dine,
Du veed dens Aasyn har en konstlet Glædes Mine,
Og at hver Muskel der ved Konst afrettet staaer,
Og praler af en Fryd, der ei af Hiertet gaaer.

Du Lykkens Tempel fandt i dine ringe Hytter,
Hvis lave Bygning dem mod Avinds Storm beskytter,
Hvor Nøisomhed har nok, hvor Ærlighed er Dyd,
Og Hiertet aandes ud i rene Læbers Lyd.

Hvor Egennytten ei har underkiøbt de Arme,
Som krystede dens Barm mod sine Venners Barme,
Hvor efter Fordeel blot udlærte Skiønne ei
Til kolde Beilere uddele Ja og Nei.

Hvor i Naturens Sprog, naar Elskende sig sige :
»Du er min egen Dreng, du er min egen Pige,«
De mere have sagt, end alt hvad sige kan
Et Sprog, som bliver lært og hørt som en Roman.

Hvor ærbar Skiønhed let undværer Guddoms Navne,
Og tør foruden Eed sin ømme Elsker favne,
Hvor Doris i din Arm sig i sin Himmel troer,
Skiønt for at sige det hun mangler Modens Ord.

BRODNE POTTER I ALLE LANDE.

Brodne Kar i alle Lande,
Roser sig med Torne blande
Andensteds saavelsom her.
Landsmand! Roserne du tage,
Og af dem du Honning drage!
Men for alting agtsom vær,
Kom ei Tornene for nær!

'Naar en Tydsker dig vil lære,
Ærlig, grundig, kiæk at være,
Du lærvillig følge ham!
156 Men, naar en dig stort fortæller
Om daraussens Bagateller,
Var det sandelig en Skam,
Om du blindt hen tro'de ham.

Naar en Franskmand dig vil lære,
Altid glad og munter være,
Beed til Gud, du ligner ham!
Men adlyde ham, som Kongen
For hver Mode, og for Tongen,*)
Det var sandelig en Skam;
Vi bør ikke hylde ham.

Som en Britter lad dig være
Patriotens Pligter kiære !
Elske Frihed lær af ham!
Men, hvis du seer en og anden
Overmodig, vild som Fanden,
Det var fælt at ligne ham ;
Bukke for ham var en Skam,

Ved den Vælskes søde Stemme
Vi al Sorg, os selv forglemme.
Og henrykte høre ham ;
Men, naar han en Grumhed øver,
Som ham Børnebørn berøver;
Skal vi deri følge ham?
Det var baade Synd og Skam.

Paa Spaniolens Viin og Piaster
Jeg Foragt ei daarlig kaster,
Gierne deler dem med ham ;
Men, saa længe jeg kan læse
Uden Briller paa min Næse,
Jeg den Stads vil unde ham.
Kunne see giør mig ei Skam.

Han, som boer lidt under Havet,**)
Og med Guld er stærkt begavet,
Spare er en Dyd hos ham;
Men, naar han, tung af Ducater,
Spiser evige Salater,
Saa gid jeg faae Last og Skam,
Om jeg spise vil med ham !

* * 157

Du, som dine Ahner glemmer,
Og al Pragt bag Ploven glemmer,
Du el nok beundres kan;
Polak! du skal Verden lære,
Om lærvillig den vil være :
Det er under ingens Stand
At han pløier eget Land.

Men at du din Dont forlader,
Og med Glavind dig omlader,
Naar du seer en Vandringsmand ;
Snorrigt synes dem, som mene
(Thi jeg mener ei alene),
At man gierne sige kan
Uden Sværd: god Dag, min Mand !

Du, en Skræk for Tyrkens Rige !
Al din Adfærd os kan sige :
Stor var Ruslands første Zar.
At dig Finkel-Jochum smager,
Og hver Copek dig fradrager,
Derom man vel mumlet har;
Herre Gud ! om nu saa var !

Svensken jeg slet intet ændser;
Han for nær er vore Grændser,
Og det kunde stikke ham,
Hvis jeg gav ham mindste Lyde,
At han Freden vilde bryde ;
Fik da Landet Krig med ham,
Hvis var Skammen? Autors Skam.

Jeg den elskte Danske priser,
At Beskedenhed han viser,
Sielden Dyd i fremmed Land!
Men, naar han forvidt den driver,
Og alt Fremmed Fortrin giver,
Den en Dyd ei nævnes kan,
Og fornedrer danske Mand.

Jeg hos kiekke Nordmand priser,
At han stedse ivrig viser,
Han sit Fødeland har kiær;
Men, jeg troer, han giorde ilde,
Om han vilde sig indbilde,
At der fødes Mennesker
Kun i Engelland og der.

158

Hædre alle Nationer,
Hade Feil, men ei Personer,
Er vort Selskabs Lov og Lyst.
Hellig Pligt og største Ære
Er: Vor Konge troe at være.
Statens Ønske er vor Røst:
Glæden boe i Christians Bryst!

PROLOGUE,

opført den 13de Octbr. 1780, i Anledning af Hs. Kongl. Høihed Arveprindsens Fødselsfest, paa Lyst-Theatret paa Fredensborg.

Schwarz.
Hvad nu ? Nu er det reent forkeert!
Det hele Stykke er spoleert;
Sieur Nielsen Dækket tør optrække,
Før jeg kan Ryg med Kiole dække.
Jeg arme for et Øieblik
I en saa sød Forhaabning gik,
At, om ei Evne, dog Umage,
For mildest Herskab at behage,
Dets Naade skulde os tilvendt;
Men Dækket steeg, mit Haab er endt.
Skam faae Theater-Budet Ole,
Som ei endnu har bragt min Kiole!
Og Skam faae Kiolen, for den sprak!
Værst Skam faae han, som Dækket trak!
Seendrægtig Skræder! Ondt dig ramme,
Som langsomt heler Kiolens Skramme!
Kort: Skam faae hver Mands Siæl og Krop,
Som haver Deel i det Spilop !
Og just skal os Ulykken hænde
Paa en saa vigtig Dag, som denne:
Den Dag, da os den Lykke skeer,
Vi Kongehuset hos os seer;
Den Dag, da Himmelen os skienkte
Den elskte' Prinds, som stedse tænkte
Ved vores Held sig lykkelig,
Og liig sin Stamme viste sig;
Den Dag, da vi den Ære nyder,
At seierkronte Helt os fryder
Ved sin Nærværelse - just skal
Af alle være meest fatal !
159
Jomfru Winther.
Ja, var jeg Mandfolk, skulde Nielsen
Ei længe sige Tak for Hilsen.
Jeg skulde ærlig lønne ham,
For han os giorde denne Skam.
Jomfru Møller.
Alt Haab forsvandt, al Glæde ;
I anden Modgang ved at græde
Mit Hierte nogen Lindring nød,
Men ingen Trøst mod dette Stød.
Jomfru Aaslev.
Jeg Nielsen give skal en Skose,
For mit Humør,*) Kulør de Rose,
Ved det han giorde os confus,
Faldt lige til Kulør de Pnce.
Urberg.
Jeg tager Raad af Jomfru Winther :
Hans Ryg haandgribelige Finter
Skal gives af min seige Stok;
Og hvis han ei faaer dermed nok,
Der vel forbarmer sig en anden.
Elsberg.
Nei een om een, og to om Fanden !
Jeg skal ham hilse, faaer jeg Lov,
Saa han ei mere har behov.
Preisler.
Vi tabe kun ved ham at prygle ;
Bedst er, at vi om Naade trygle
Herskabet først, saa Publikum.
Suhm.
I Venner! hører lidt paa Suhm!
Den Sats er min, og er den rette:
At intet kan vor Skam aftvette,
Men at vi Byen heel omkring
Vil blive latterlige Ting,
Ifald vi ei den Slutning fatter,**)
Med os at døde Folkes Latter.
Lad væbnet Arm med hvasse Dolk
Forkynde, hvad vi var for Folk I
Vor Konst vi øve kun for Ære -
* * 160
Schwarz.
sagte. Og hvad den ellers kan beskiære.
Suhm.
Og faaer den allermindste Plet -
Hvo da kan leve, tænker slet.
Urberg.
Nei, døe!
Alle.
Døe ! døe ! Men -
Suhm.
Ingen Menner!
Om Eders Ærekiærhed, Venner,
Betager Publikum al Tvivl!
- I Døden offrer Æren Smiil.
I Coulissen. Hr. Regisseur! lad bringe Knive !
De vise alle en Frygt, som de vil skiule.
Jomfru Winther .
sagte Alt mine Lemmer blive stive.
Jomfru Møller .
sagte. Mig Himlen frie fra hastig Død !
Jomfru Aaslev.
sagte. Alt døe ? Jeg er jo nylig fød !
Elsberg.
sagte. Jeg troer, vi efter Død ei tørste.
Urberg.
sagte. Slet ingen være vil den første.
Preisler.
sagte. Mon ingen dog Indvending giør?
Schwarz.
sagte. Suhm synes ei saa kiek som før.
Jeg vil et Snit med ham probere.
Holt Men Venner, skal vi ei votere?
Var det ei større Ære, om
Hver af os skrev sin egen Dom?
I Grunden var det vel det samme;
Men Folk kan troe, at vi os skamme
Den ene for den anden, og
Af Skamfuldhed vi Dolken drog.
Hansen
med Knive. Gid dem med Helsen De maae slide!
161
Suhm.
grædefærdig, vil synes modig. Person! han skiertser i Utide.
Mere munter. Hør lad os bringe lidt Papiir.
Jomfru Winther
sagte. »Døe« troer jeg knap mit Votum bli'r;
Og gid det ei blev nogen andens!
Elsberg
sagte. Skrev Mængden: døe ! da var det Fandens !
Hansen
med Papiir. Det slaaer vist ingen Mand ihiel
De rive Papiir af o.s.v. Den Lap Papiir kan Brystet dække,
Saa Dolken ei skal Hiertet række.
Jomfru Møller
seer sig om paa de andre. Hvis paa rivers Ansigt ret jeg seer,
I Dag her intet Selvmord skeer.
Schwarz.
Har I nu alle udvoteert,
Saa bli'r mig Sedlerne leveert.
De kaste alle Sedlerne i en Hat. Hvad? »leve!« Hvem saa nedrig er,
Og Liv har meer end Ære kiær?
han tager nok een. Bevare mig! der ere flere,
Som feige tør paa Liv votere.
han tager ivrig de andre op, og kaster med bister Forundring den ene efter den anden paa Bordet, hvor de andre læse dem efter, og forestille sig meget forundrede, Førend han aabner den sidste, siger han sagte. Een har dog vel paa Død voteert?
hoit, med en foragtende Tone. Jeg seer, at I har mig fixeert,
Og at jeg den maae ene blive,
Som raader til, sig at aflive.
Han aabner Seddelen, lægger den forbluffet fra sig. Af mig en hellig Eed her gives,
sagte. Saa vidt dog Sagen ikke drives,
høit. At paa min Seddel jeg skrev: døe!
Skrev nogen af Dem: leve?
Alle.
Døe !
Schwarz.
Saa Skiæbnen os et Puds har spillet.
Vi see, den ei vor Død har villet,
Og, paa det at vi ei omkom,
Har vores Skrift kalfatret om.
Os til at leve Skiæbnen tvinger!
162
Suhm
seer til Coulissen. See, Schwarz! der Ole Kiolen bringer.
Schwarz.
Os Skiæbnen derved vil paaminde,
Vi strax forsøge bør at vinde
Igien vort elskte Herskabs Gunst
Ved vores Flid, om ei vor Konst.
Og er nu dette Spøg mislykket,
Saa er det dog kun Wessels Skam,
Og Skaden falde og paa ham!
- Imidlertid begynder Stykket.

PROLOGUE,

fremsagt i Anledning.al Hds. Maj. Dronning Juliane Maries Fødselsfest den 4de Septbr. 1780, af Skuespillerinden Møller ved Slutningen af Syngestykket De tre Forpagtere, som til den nøie Fest blev opført paa Lyst-Theatret paa Fredensborg.

Tør min uvante, svage Røst
Til Danmarks store Dronning tale,
For den usminket Fryd at måle,
Som nu opfylder Danskes Bryst?
Nei ! Glæden, som i Dag vi nyder.
Paa denne Dag, som gav os Dig,
Den bliver ubeskrivelig,
Fordi den ligner Dine Dyder.
Gid og Dit Held maae ligne dem!
Os unde Himmelen den Glæde,
At tit paa denne Dag vi træde
Med lige Ønske for Dig frem.

C h o r.
Paa Julianes Fest sig alle Hiertet fryde,
Som Ædelmodighed og Dyden have kiær;
Og ofte denne Fryd at nyde
Hver ærlig Cimbrers Ønske er.
163

CHOR OG PROLOGUE,

fremsagt I Anledning af Hds. Maj. Dronningens Fødselsfest den 4de Septbr. 1783, af Skuespillerinden Møller ved Slutningen af Syngestykket Julie, som til den høle Fest blev fremstillet paa Lyst-Theatret paa Fredensborg.

Chor.
Ei længer vi hørte
Den truende Torden;
Os Himlen bønhørte,
Og glædede Norden;
Den frelste vor Dronning, den naadig os var.
Hver Undersaat zittred ved gyseligt Rygte;
Han bad til den Høie,
Og Sukke udtrykte
Og taarefuldt Øie
Hans frygtede Tab;
Ham Himlen bønhørte, den naadig os var.
Tales. Med Gysen tænke vi tilbage
Paa nys hensvundne Sorgens Dage -
Dog - denne Dag er Glædens Dag!
Min Læbe taler Folkets Sag,
Den: leve Juliane! raaber,
For Rigets Held sig bønhørt Kaaber.
Den ved dig frelste Moders Bøn
Dig skal tilbede værdig Løn,
Og hendes Suk til Himlen trænge:
Gid Juliane leve længe ! .
Og end ufødte Børnechor,
Naar de betræde Livets Bane,
Skal stamme frelste Moders Ord:
Velsignet være Juliane!

Choret igientages.

TIL HR. JENS BAGGESEN.

Ved salig Rasmus Langeland,
Som ikke var Poet, derfor maaskee ei Prakker,
Ved store Belt og Smakker
Udmærkedes kun før
Korsøer.

164

Men nu er Pokker løs;
En Snees Aars gammel Knøs
Fød der, tør skrive Vers, dem gode skrive,
Som Aftenposten ham skal evig ei tilgive.
Jeg fra Korsøer mindst ventede Rivaler,
Da Baggesen gav ud sit Manifest.

Jeg først saa godt som sidst laer falde Flag;
Thi naar man tabe skal, at tabe uden Slag
Er efter mine Tanker bedst.
Rivalen er for stærk og jeg for svag,
Han stiger i sin Flugt, jeg daler;
Men dalende jeg har det Haab, den Trøst,
At tit jeg læse skal hans Vers med Lyst.

Syng flittig, unge Mand, før Alder giør dig hæs !
Da nøies med dit Lod, dig glad i Yngres Sange læs!
Jeg giver dig et Raad, som selv jeg ikke følger.
Aarsagen - - Taal, at jeg den dølger!

Men nu et Raad jeg giver dig,
Som var bestandig fulgt af mig:
Korsøerianske Ven !
Mod klog, mod taabelig Kritik
Spids aldrig Pen !
Den sidste derved ufortient
For stor en Ære fik,
Den første, taus, lad blive vel anvendt!
Om Myrias Emanueler
Bidsk til dig skeler,
Saa see du rolig ligefrem.
Til Tidsfordriv engang iblandt,
Naar Tiden er dig lang, du skotte ned til dem,
Som, for du vittig var, i dig Misdæder fandt!

TRES HUMBLE SERVITEURS

Formeldelse til Velædle Hr. Ole Dumetius, Kongelig bestalter Staldskriver, og Velædle Jomfrue Antoinette Lynge, paa deres Bryllups-Dag, den glædelige 11te Junii 1777.

O ! I, som skrive høit og vildt,
Og giøre hvers Umage spildt,
165 Som vil opdage, hvad I mene,
Men som opdager alt for seent,
At I har oftest intet meent!
O ! lader mig nu være ene !

Bliv du og borte, Tydsklands Fat !
Som skrev ynkværdig om en Kat,
Og næsten saa om Renomisten!
Du fik dog Tydsken til at troe,
At du var lystig, og han loe;
O, fromme Tydsker! gode Christen!

Slig Troe ei findes i vor Egn;
Thi, seer min Landsmand mindste Tegn
Til skuffet Slæb i hvad han læser,
Medynksom slænger han sin Bog,
Og siger haant: det stakkels Drog
Har svedet nok for de Fadaiser.

Vi svede ei, Hr. Holck og jeg;
Sandt nok, paa vores jevne Vei
Vi kan imellem ennuyere;
Men det slet intet koster ham,
Og jeg faae baade Last og Skam,
Om det mig koster meget mere !

Kom, Hr. Agent! besiel min Sang!
Saa skal jeg din en anden Gang ;
Mig synes, vi har Smag tilfælles -
Og dermed til min Hovedsag!
Paa elskte Venners Bryllups-Dag
Der burde smukke Ting fortælles.

Men, søde Jomfrue Lynge Moer!
Dit Værd, din Skiønhed er for stor,
Til at besynges af en Stymper,
Der synger næsten i en Smag,
Som den, der sang forleden Dag
Om Kiærlighed foruden Strømper.

Du, brave Mand ! læs i mit Bryst
De Følelser, min svage Røst
Forgieves vover at udtrykke!.
Af varme Venskabs sande Fryd,
Som hylder Indsigt, Vid og Dyd,
Du seer dig ønsket der til Lykke.

166

I Strofen næst heroven for
Jeg veeg fra de burleske Spor,
Og kunde Tonen ei bevare.
Som Digter har jeg vel Uret;
Men Venskab vil undskylde det,
Og Sandheden skal det forsvare.

Nu, mine Børen ! lad mig see,
I skynde jer at blive tre;
(Thi Tvillinger er' reent af Moden).
Skal Barnet ligne Faer og Moer,
Og træde vil i deres Spoer,
Saa bl'r der vistnok godt af Poden.

RINGE OG VELMEENT ØNSKE

til Hr, Landsdommer Bartholin og Jomfrue Helt. I Anledning af deres Ægteforening.

Fra Brudeparrets Wen.

Man spøger nu med de Personer,
Som synge: i H a - stemte Toner;
Hvem der har Uret eller Ret,
Jeg veed ei, vil ei vide det;
Men veed, at, hvis man vil befale,
Jeg daglig tusind' Vers skal male,
Saa vælger jeg den Art med H a !
Jeg kommer ellers slet derfra.
Jeg mener H a ! med hvad tilhører;
Med dette Spænd man hastig kiører.
Men den, som Læs vil tage paa
(Den sunde Sands jeg kalder saa),
Han kiører ei saa langt om Dagen. -
Men nu er nok kiørt om med Smagen.

Mit Vers var blevet alt for kort,
Hvis den Indledning ei var giort;
Til den jeg valgte lidt om Smagen,
Blot af en Slump; see det er Sagen !

Gid du, og den, som giør dit Vel,
Maae naae fortiente varigt Held!

167

LOVTALE OVER DEN UGIFTE STAND.

Reis Ærestøtter op for hvem du vil, Krabat!
(Jeg taler her til dem, som rime hen i Taaget,
Som skrive Sider fuld, men dog ei sige noget,
Hvis ganske Poesie er Vittigheds Sabbath)
Ja Ærestøtter sæt du kun for hvem du vil,
Kun den ugifte Stand er det, jeg vil besiunge ;
Kom, hører paa min Sang, I gamle og I unge!
I aldrig hørte før saa majestætisk Stiil.
Naturen siger os, at Frihed er vor Lod,
At vi foragte bør, i hvad det er for Kiæder,
Og jeg af denne Sats fornuftigen udleder,
At Ægteskabet er just ei Naturens Raad.
See Fuglene paa Qvist, og sand saa mine Ord,;
Af dem kan du og jeg og hele Verden lære,
Hvordan man elske kan og fri dog være. - -
Et Blomster brækkes tit, midt i sin Foraars Flor,
Og ligesaa det gaaer nu ogsaa med mit Vers:
Just paa det høieste da nu min Geist var stegen,
Saa faldt den ned med eet; min Sorg er derfor megen,
Og, for at faae et Riim, jeg taler uden Skierts.

PAA EN SKIVE,

som en aftrædende Fuglekonge gav til det kiøbenhavnske Skydeselskab.

Jeg nød, hvad Jordens bedste Konger nyde,
Den Fryd, blandt Venner som en Ven at byde ;
Jeg nød, hvad ingen Jordens Konge nød,
Ustyrret Roe, da man mit Scepter brød ;
Jeg kan, hvad ingen Jordens Konge kunde,
Min Magt og Kongenavn en anden unde,
Forlade uden Suk min Herskerstand,
Og synge: leve værdig Eftermand!

168

ALLE TINGS CIRKELGANG.

Alting i en Cirkel gaaer:
Dyder, Følelser og Laster;
Den, som altid fremad haster,
Og betids ei stille staaer,
Haster, uden det at vide,
Til den Grad af Cirkelen,
Hvor for ei at komme hen
Han indbildte sig at stride.

Kronen selv for alle Dyder,
Gudsfrygt, Frankrig overdrev,
Saa fra største Dyd den blev
Størst iblandt de "største Lyder;
Frankrig troer at tiene Gud
Ved at slagte Legioner,
Troer at følge Himlens Bud,
Naar det Helveds Ønske kroner.

FRAGMENTER.

I. Om en Jødepige.

Jeg synger, som jeg kan, om en ebraisk Skiønhed,
Hvis Øines muntre Glands og Ungdoms ferske Grønhed,
Hvis purpurrøde Mund og Kind, Kulør de Lax,
Har de Ulykker voldt, som jeg skal sige strax.
Dog ikke just saa strax; thi Læseren tillader,
Jeg falder først paa Knæe for alle Skialdes Fader.
Jeg veed vel, mellem os, det ikke nytter stort;
Men jeg dog giøre maae, hvad Folk for mig har giort.

Du, alle Skialdes Gud, og Vittighedens Dommer,
Som kaldes paa saa tit, og som saa sielden kommer,
Indblæs du selv min Sang, ifald du haver Tid,
Og om du ingen har, saa send en Muse hid.
Men send mig ikke een af disse Gadetøiter,
Som strax paa Pinde staaer, naar en Josias fløiter;
169 Men fremfor alle Ting (jeg tåler til en Ven,
For Guds Skyld, søde Faer! ei mine Ord igien)
For alting send mig ei den smageløse Luder,
Som indgav Langebek sit Juleaftens Sludder. - - -

II.

Jeg synger om en Mand, saa er den gamle Tone;
Hvad, om man sang engang for Løier om en Kone?
En Kone synes mig, maae ogsaa vel gaae an;
Siig, Læser! hvad du vil, en Kone eller Mand ?
En Kone, siger du; velan! det er en Kone,
Som jeg for Rimets Skyld vil kalde Abelone.

Jeg synger om en Kone. - Hemistichen faldt.
Som synes Læseren,*) en Smule splittergalt;
Men troe, jeg hende nok herefter saa skal vende,
At hun mig ikke meer skal Hemistichen skiænde. - -

III. Vaaren.

Fast hele Jordens Kreds udraaber Vaarens Pragt.
Bedrøveligt Beviis paa hvad saa tit er sagt:
At Smagen her til Lands (jeg mener paa vor Klode),
Om ei den værste, er i Sandhed ei den gode.
Ifald mig undes Lov, saa er det min Propos,**)
At vise, Vaaren ei fortiener Verdens Roes.
Kun Christen-Kiærlighed mig, andet ei, indblæste
Den Lyst, at høvle lidt paa Smagen hos min Næste.
(Til Smagens Politur, jeg troer, man bruger Fiil;
Men høvle, synes mig, faldt bedre i min Stiil.)
Jeg sielden noget troer, som troes af for mange ;
Dog hørte jeg saa tit evindelige Sange
Om Maji-Dagens Lyst, at jeg det Indfald fik,
Engang til Floræ Eng at gaae - og see! jeg gik.
Jeg havde Østerport lagt nogle Skridt tilbage,
Og standsede, for ret ind i mit Bryst at drage
Den Balsom, som saa tit er liflig siungen om,
Og henrykt raaber jeg: Du Duft af Blomster, kom I
Du Zephyr, bring mig den paa silkebløde Vinger!
Da Æolus med Fart mig i mit Ansigt springer,

* * 170

Vred, for jeg hilsede hans Fætter Zephyr mildt,
Og puster Støv, hvis Lugt fra Baisoni let var skilt.
Min Skade lærte mig, at Vestenvinden blæser
Ei altid lige mildt paa Digter og paa Læser.
Men, skiønt jeg lidet godt hos Flora torde spaae
Af Maaden, som hun strax bød mig velkommen paa,
Min Fromhed gav mig Mod, trods Stormen frem at trænge,
I Haab, at, naar jeg gik opmærksom, langt og længe,
En Art af Skiønhed mig vel eengang forekom,
Som over Næstens Smag formildede min Dom.
I dette fromme Haab aftørrede jeg Støvet,
Ved hvilket nyligen mig Synet var berøvet,
Og saae den grønne Mark - den var - ja! Herre Gud !
Man veed, hvordan en Mark, naar den er grøn, seer ud.
Den meest nysgierrige, hvor lidt han end har Stunder,
Sig dog i Tide kan see mæt paa det Vidunder;
Sligt Syn mit Øie kun en slet Erstatning gav
For Støvet, som endnu det følte Svien af.
Dog tys! jeg synes nu den muntre Lærke høre,
Hvad Øiet tabte før, det vinder nu mit Øre.
Men hvad! jeg hører jo blot Klang, og intet meer,
Som naar man regelløs slaaer paa et stemt Klaveer.
Omsonst Køer, Faar og Sviin, som brøle, bræge, grynte,
Med Accompagnement den smukke Sang vil pynte.
Den første Stemme er de andre Stemmer værd;
Men for Musikens Skyld jeg staaer ei længer her.

Endnu var Næstens Smag et Skin af Bifald værdig;
Endnu til nyt Forsøg min Fromhed fandtes færdig. -