Wessel, Johan Herman J.H. Wessels Samlede Digte

✂ Side 188.

✂ II.

✂ Gravskriften over O. G. Meyer er meddeelt af Nyerup, D. Digtek. Historie under Christian VII, Side 167 flg. Ved en aabenbar Skjødesløshed "lyder den tredie sidste Linie hos Nyerup:

✂ Og sidder nu i Helveds Grube,

✂ hvilken derefter gaaer igjennem Boyes, P. L. Møllers og alle nyere Udgaver af Wessel. Nærværende Udgiver har forandret det til: Og sidder her i Helveds Grube.

✂ Afdøde Geheimeraad A. W. Bornemann har fortalt nærværende lille Digts historiske Anledning, der endnu forhøier dets comiske Betydning. Nemlig i Aaret 1775, da Norske Selskab havde udgivet første Hefte af sine Poetiske Samlinger, skulde dets Formand O. G. Meyer overbringe Arveprindsen et Exemplar af Skriftet, og Medlemmerne havde forsamlet sig i Selskabets Locale i Sværtegaden, hvor Meyer skulde bringe dem Beretning om Audientsen. Men Meyer udeblev den ene Time efter den anden, og enkelte Medlemmer begyndte at gjette paa, at han havde begaaet Sottiser som han pleier - da tog et Medlem Versprotocollen frem, begyndte paa en Kjæmpevise om Helleden Meyer og hans Tog til Arveprindsen, og fortalte, hvorledes Meyer var bleven afviist fra Audientsen, hvortil han havde indstillet sig med Støvle paa den ene Fod. Et andet Medlem tilføiede et nyt Vers, der lod Meyer have glemt Bogen, da han kom tilbage til Audientsen. Et tredie Medlem fortsatte Visen med en Skildring af Audientsen, hvori den ulykkelige Overbringer af den glemte Bog bukkede saa ofte og saa dybt for Prindsen, at hans Pidskeparyk faldt af Hovedet og bortsnappedes af Prindsens Vindspiller. Da to andre Medlemmer endnu havde tilføiet to Vers med nye Sottiser af Meyer, og Turen kom til Wessel, afsluttede han Kjæmpevisen med det her anførte Vers, hvori den episke Tone pludselig afbrydes af den dramatiske, og den døde Meyer tiltaler Læseren fra Helvedes Grube i første Person.