Helliget den højeste Gud

Helliget den højeste Gud

Jeg, der før jeg fik liv, gik bort og fik livet tilbage,
har her fået min grav - gætter du hvem jeg mon er?
Født var jeg ikke endnu, lå stadig i livet hos moder
dengang døden for mig åbned' en dør til mit liv.
Dengang var der en anden der lå i selv samme livmor.
Det var min bror, som i dag lever - en tvilling til mig.
Han fik lov af Gud til at se alle jordens mirakler,
Gud lod ham leve sit liv og blive ældre end mig.
Dog, i forhold til hans er min ingen ringere skæbne,
han har på jorden sit liv, mig ejer Himmelen nu.
Han har på jorden sit liv, udsat for tusinde farer,
farer fra hav og fra land, farer fra Himmelen selv.
Mig ejer Himmelen nu, hvor jeg i forening med guder
nyder den evige fred, nyder den evige fryd.
Men når engang også han forlader sit jordiske hylster,
lader sin mødige krop bag sig i jorden så kold,
da vil vi begge igen forenes heroppe i Himlen,
da vil til sidst også han vinde det evige liv.
Men indtil da bær' han tålmodigt sit legemes byrde,
bør ikke misunde mig, ønske den skæbne jeg fik.
Døden der ramte så brat, lod mig aldrig få navn blandt de fødte
han har arvet det navn som vores bedstefar bar.
Bedstefars navn var Tyge, så Tyge kom han til at hedde.
Brahe blev bedstefar kaldt, derfor er Brahe hans navn.
Det var ham der skrev dette digt for at ære mit minde
efter at fem gange fem år var forbi af hans liv.

Sat til ære for en dødfødt tvillingebror
Af Tycho Brahe Ottesen.