Topsøe, Vilhelm Uddrag fra I SEPTEMBER

Graa Haar! Hvor det er et afskyeligt Klima, vi have her i Danmark. Sommeren har en Smule Lys og Farve, men den varer jo aldrig mere end Alt i Alt to Maaneder, og nu er den forbi, forsvindende i ugelang Regn og Blæst, og vi begynde paa den anden lange Aarstid, der varer hele Resten af Aaret, og som forekommer mig at være lige afskyelig, enten den kaldes Efteraar eller Vinter eller Foraar - ganske ligesom det, naar man ikke længer er ung, kommer ud paa Et, enten man er 32 eller 42 eller 52. Sommeren er den eneste Tid, da jeg synes, jeg lever; mit gamle Sværmeri for Efteraar er helt dunstet bort. Jeg befinder mig ogsaa utilpas i det. Min Hals, veed Du, er lidt svag, og jeg har et Par Gange for dens Skyld været i Ems. Jeg har ikke taget mig den Historie saa nær tidligere og vel endog været lidt uforsigtig. Nu forekommer det mig, at det er blevet en indgribende Svaghed, som gjør mig til et sygeligt, invalidt Menneske. Jeg tænker paa min Hals om Dagen, jeg drømmer om Natten, at jeg har uhelbredelig Strubetæring og ustandselig glider hen mod Døden. Og 115 stundom holder Skyggen af en saadan Drøm sig ogsaa om Dagen. Jeg er bange for at dø, meget mere end da jeg var ung. Forunderligt, at jo kraftigere Livet er, des mindre frygter man Døden.