Topsøe, Vilhelm Uddrag fra I SEPTEMBER

Vi have den dejligste Eftersommer. Jeg har aldrig set saa klar Luft, saa klart Vand og saa blaa en Himmel over de grønne og gule og røde Træer. Især om Morgenen og om Aftenen kan Du ikke tænke Dig, hvilken Rigdom af Farver der er i Landskabet, og Luften er klar og kølig og spændstig som Staal og saa forfriskende. Og som den, saaledes er Alles Sind; jeg veed ikke, hvoraf det kommer. Den kjære Tante, som finder sig i Alt, men aldrig siger Noget, overvælder mig med Komplimenter, og det ikke blot for mit Ydre, som hun finder saa tilfredsstillende i denne Tid, men ogsaa for min Elskvær dighed. Det er ikke, fordi jeg er begyndt at læse højt for hende. Jeg veed ikke ret, hvoraf det kommer, det maa være de Andre, der ere blevne saa elskværdige i denne Tid. Eller jeg kan ialfald se det hos dem, som jeg ellers ikke har havt Blik for. Ligesom man ser langt i denne Tid over Sundet og øjner Ting, man ellers ikke ser, saaledes opdager jeg ogsaa hos Menneskene saa megen Elskelighed, som de ellers ikke vise for mit Blik. Det er forunderligt, maaske det skyldes den klare, friske, lette Lufts Virkning paa Nerverne eller Hjernen, eller hvad det nu er, men lige meget, hvad det er, fornøjeligt er det.